Magnificent7 2009/3

Look at the picture. This couple, Svetlana and Zoran Popovic, stands behind the Magnificent7 festival in Belgrade. I have known them for years and have had the privilege to work with them for five years on the selection for the festival, see below.

They look so serious. And they are, when it comes to bring dedication and generosity and hospitality to their festival. They run it with warmth and humour and respect for the audience. And respect for the filmmakers and for quality. They have built up a large audience that comes back year after year to look at films that will stay in their minds. And who come to meet the makers and talk to them, or hear what they have to say in q & a's that are masterly moderated by Zoran Popovic.

Hvala! Thank you!

Magnificent7 2009/2

We experience right now the golden age of documentary. There has never been such a huge interest from an audience that age-wise mostly is young and has given up on television! And there have never been such an amount of good films made. And thus festivals that show documentaries are growing like mushrooms. Watching documentaries has become part of an event culture.

The popularity of documentaries is also due to the widening of their narrative structures. It seems like all is allowed: animation documentaries, lots of documentaries that mix the genres fiction and documentary, reconstructions, docu-fiction as the French call it. And humour - ladies and gentlemen, documentaries of today can be funny! Just have a look at this year’s selection. You will be invited to laugh a lot, but there are always other layers, which for me is the quality stamp, well the core of what is a documentary. Multilayered interpretation of our reality. Raising questions, not necessarily giving answers. From a humanistic pov. And if a mixed genre approach is used the truthfulness must never be doubted. And please let us sense that there is a voice behind the film, a temperament, passion, a need to say something to others. A personal touch. If the terminology is still remembered, what we find for you in Magnificent7, are films from the European auteur tradition.

Public funding through film institutes, film funds or ministries is a must for the future of the documentary as an art. As is the funding from the EU through the MEDIA Programme – that has changed the documentary situation in Europe immensely. Never have so many documentaries been co-financed helped by the EU, as now, and never has so many clever young producers been educated to work internationally. And that is what documentaries are made for is it not – to be seen and experienced all over.

Excerpt from welcoming words in catalogue, by Tue Steen Müller.

Photo from Sleep Furiously.

Magnificent7 2009/1

It is such an adventure to go to the cinema for four days to watch 7 films that are received with enthusiasm and emotion by the most wonderful audience I know, the one in Belgrade. You can not overestimate the experience it is to sit in a hall full of spectators of all ages. There were full houses, 500 for the screenings in the small hall, 1500 for the closing film in the big auditorium of the Sava Centre.

The films were Blind Loves (Juraj Lehotsky), The Mother (Antoine Cattin and Pavel Kostomarov), Shake the Devil Off (Peter Entell), Vesterbro (Michael Noer), Oblivion (Heddy Honigmann), All White in Barking (photo) (Marc Isaacs) and Sleep Furiously (Gideon Koppel). The directors were present and did a masterclass with young Serbian filmmakers the day after the public screening. To represent Vesterbro the main character Julie Pedersen took part, for Oblivion the producer Carmen Cobos was in Belgrade.

The festival was organised by Svetlana and Zoran Popovic, filmmakers themselves, running the film school Kvadrat. The young documentarians Mila Turajlic, Sonja Blagojevic, Jelena Stankovic and Andrijana Stojkovic were managing and coordinating this unique festival. I had the privilege, as in the previous five years, to co-select the films.

Magnificent7 site  

Lars Becker-Larsen: Den bevægede Jord

Denne store videnskabshistoriske formidlingssatsning har premiere i aften kl. 19 på Det Kongelige Bibliotek. Jeg har for nogen tid siden skrevet lidt om filmen og dens forgængere i instruktørens arbejde. Og jeg vil selvfølgelig lidt senere prøve at vende tilbage. Nu skal vi lige se filmen, som involverer en stor indsats af mange forskellige kræfter, videnskabspolitiske, rent videnskabelige, undervisningsmæssige og først og sidst filmiske.

30. januar. Så har jeg set filmen. Det er en imponerende indsats, et omhyggeligt gennemført forsøg på at forny undervisningsfilmen som genre med hvad man måske kunne kalde forelæsningsfilm. Her altså i faget videnskabshistorie. Og som alle andre forelæsninger må den først og fremmest bedømmes på sit indholds troværdighed og sit overblik på videnfeltet. Og jeg vil i første omgang sige, at jeg, mens filmen kører over min skærm, er særdeles tryg ved den faglige kompetence, uden jeg dog vil mene, at fremstillingen indeholder ny viden, og jeg imponeres af overblikket og klarheden. Det sidste hænger så sammen med de filmiske greb, hvor man kan have en række ndvendinger, hvor jeg tøver en smule, især ved de yderst gennemarbejdede, men mærkeligt kølige rekonstruktioner. Så er der de medvirkende vidner, animationerne, iconografien og fortællerens tekst. Hvert punkt fortjener en ekstra overvejelse..  

Vurdering:

Werner Herzog: Min bedste dokumentarfilm og fjende

Bagsiden på filmens cover fotæller historien: "Peru. Iquitos er en by, som omkring århundredskiftet er isoleret midt i junglen. I udkanterne af byen står nogle få hytter og rådner i mudderet. I centrum findes de nyrige gummibaroners prægtige huse. Det er i disse omgivelser rige på groteske kontraster, at Brian Sweeney Fitzgerald - Fitzcarraldo - som de indfødte kalder ham, drømmer sin drøm om at bringe Enrico Caruso og Sarah Bernhardt sammen i en stor forestilling i en fejring af den store opera.

For at finansiere sin fantastiske drøm, beslutter Fitzcarraldo at udnytte et umådeligt areal med gummitræer bag de upassable Ucayala vandfald. For at omgå denne barriere, får han bogstavelig talt løftet sin store floddamper over et bjerg fra den ene gren af floden til den anden. Med støtte fra en indiansk stamme og fortryllet af alle tiders største sanger på grammofon kæmper Fitzcarraldo mod feber, moskitoer og kvælende hede for at præstere det umulige."

Werner Herzog: Fitzcarraldo, Tyskland, 1982, 157 min. Medvirkende Klaus Kinski og Claudia Cardinale. Foto: Thomas Mauch. Mein liebster Feind. Tyskland, 1999, 95 min. Medvirkende Klaus Kinski, Claudia Cardinale m.fl. På dvd i bokssættet HERZOGKINSKI, Anchor Bay Entertainment, UK 2004.

7BEST

De tre nye stills i Filmkommentarens top er fra tre film, som bliver vist på 7BEST. Det er:

Citizen Havel. Af Pavel Koutecky og Mira Janek. I 12 år fulgte Koutecky bag kulisserne dissidenten og præsidenten, den karismatisk beskedne og folkekære forfatter, som aldrig blev en almindelig politiker. Det er både gribende og morsomt at være i selskab med dette fine menneske. Åbningsfilm fredag aften på 7BEST. radio.cz site

Blind Loves. Af Juraj Lehotsky. I fire kapitler kærtegner kameraet blinde mennesker i en smuk samling kærlighedshistorier, der er sat i scene med stor respekt og præcis humor, og i samarbejde med de blinde medvirkende. Søndag eftermiddag på 7BEST. blindloves.com site

Another Planet. Af Ferenc Moldovanyi. En hjerteskærende historie om fattige og udsatte børn fra fire kontinenter fortalt i et frapperende flot direkte og intimt filmsprog. Instruktøren arbejdede fem år på at lave denne usentimentale appel om at ændre dette helvede på jord. Søndag formiddag på 7BEST. another-planet.eu site

7BEST program

Werner Herzog: Mein liebster Feind

Lad mig give det råd (hvis det ikke er for sent): når du sidder med dvd-sættet "HerzogKinski" skal du helt enkelt se filmene én for én. I den her rækkefølge: "Aguirre", "Nosferatu", "Woyzeck", "Fitzcarraldo", "Cobra Verde", "Mein liebster Feind". 1972, 1979, 1979, 1982, 1987, 1999. Det er så selvfølgeligt, det virker selvindlysende, men det er et livsdrama for to i den skandering, årstallene angiver. Der er en fortælling i de afstande: "Woyzeck" i begejstringseuforien efter "Nosferatu" inden for ét år og så den lange pause før finalen.

Det begynder med scenen, hvor bjergsiden i Peru vokser ud af tågen så mirakuløst, og den spanske hærafdeling med bærerne vokser ud af bjergsiden, bevæger sig ned ad stien i en uendelig række. Aguirre/Kinski er en af mange, en prik i landskabet. Det slutter med, at han, nu da Silva/Kinski - igen i en eneste lang optagelse - alene på den afrikanske kyst vil slæbe en båd i havet for at forsvinde eller for at komme hjem. Han kæmper med båd og brænding til han segner og dør af udmattelse, drukner på lavt vand. Herzog gentager scenen og fortæller i "Mein liebster Feind" (og til Paul Cronin): "The final scene of "Cobra Verde" was the last day of shooting that we ever did together. He had put so much intensity into this final scene that he just fell apart afterwards. Even at the time we both sensed it, and he even said to me, ‘We can go no further. I am no more.' " 

Sådan ser værket ud: 94 + 107 + 80 + 157 + 110 + 100 minutter. Der er en rytme i de tal. Hurtig gennemføring på "Woyzeck", lang udredning i "Fitzcarraldo". Og vi burde jo se det i hele udstrækningen i filmklubben på onsdag. Alle ti timer og 48 minutter.. Værkets sidste afsnit, "Mein liebster Feind" både opsummerer og konkluderer Herzogs og Kinskis arbejde sammen, deres fælles opdagelser og forståelser i sindets og fysikkens yderste territorier. Det er en aldeles usentimental, barsk og ind imellem faktisk munter elegi over en død ven. Det er en naivt enkel, kompliceret klog og ukunstlet højtragende film, denne finale. Gem den nu til sidst, begynd forfra med "Aguirre". Se hele filmen fra først til sidst. 648 minutter..

HERZOGKINSKI, a Film Legacy. DVD-boks med de seks Kinski-film. Anchor Bay Entertainment UK, 2004. Tysk/engelske versioner af filmene. Kan købes i Filmhusets boghandel. Litt.: Lars Movin: Bogholdersandhed versus poetisk sandhed i Eva Jørholt m. fl., red.: Kosmorama 242, 2009. Paul Cronin, ed.: Herzog on Herzog, 2002. Foto: Werner Herzog i dag. Still: Kinski og en af amazonerne i Cobra Verde

DOCSBarcelona 2009

Step by step the DOCSBarcelona has grown into an international documentary event of great importance in the city that right now hosts the best football team in the world. It is now a festival and a pitching forum. The organiser is Parallel 40 with Joan Gonzalez as the mastermind, the pitching forum being co-organised with EDN. The forum has again been quite popular when it comes to applications. 165 projects was received from 35 countries, 24 were selected. This number reflects an increase by 15%. 68 came from Spain, the rest from countries like Argentina, Belgium, Bolivia, Bulgaria, Canada, Cuba, Chile, China, Ecuador, Estonia, France, Finland, Germany, Greece, Iceland, India, Ireland, Israel, Italy, Lebanon, Lithuania, Netherland, Norway, Poland, Portugal, Romania, Singapore, Sweden, Turkey, UK, USA, Venezuela. Yes, they want to make docs all over the world.

The festival programme includes several sections. There is a history documentary section that among others presents the masterpiece by Brian Hill, ”The Not Dead”, written about on this blog. There is a so-called ”Dernier Repas”, where the selector Joan Salvat from local TV3/TVC has chosen ”Burma VJ” by Anders Østergaard. There is programme of new Catalan documentaries, a section with films by young talents, and one for a young audience. I have been consulting the festival and the pitching forum, and I am responsable for the selection of a Panorama section: ”Recipes for a Disaster”, ”Amour, sexe et Mobylette”, ”El Olvido” and ”Z32”, all written about on filmkommentaren.dk The director of ”Z32”, Avi Mograbi, gives a masterclass at the festival.

Photo: Recipes for a Disaster. Dates: January 27 – February 1. More information

Picasso and Delacroix

Anthony Dod Mantle

Werner Herzog (2)

Lars Movin har i Kosmorama nr. 242 skrevet om Werner Herzog og om Werner Herzogs film. Og det er interessant og meget vigtigt. Movin er jo omhyggelig og pålidelig. Movins fokus er imidlertid - tror jeg at vide - altid filminstruktøren og filminstruktørens arbejde, hans interesse er kendsgerningerne bag fortællingerne og omkring filmenes tilblivelse. Filmene selv og i hvert fald hans læsninger af dem kommer i anden række. Også i denne store tidsskriftartikel. Synes jeg. Metoden er i stedet interviewet, samtalen med filminstruktøren, og filmen ses som en bevægelse fra en afsender til en modtager, hvor afsenderen formodes stadigvæk at fastholde bevægelsens udgangspunkt og sidde med gådens løsning. Grundlaget for Movins undersøgelse er mødet med denne afsender, her med Herzog under en masterclass, han holdt på Den Danske Filmskole 3.-4. oktober 2006 (og nok tillige under et interview i den forbindelse). Og så har Movin suppleret med især Paul Cronins bog og et dvd bokssæt med en række af Herzogs film.

Cronin bruger sin bogs indledning til at afkræfte alle dårlige rygter om Herzog. Lars Movin bringer os nu supplerende og let tilgængeligt og på dansk en på mange måder bekræftende oversigt over dem alle og tilføjer oven i købet en ny historie. Og det er jo nyttigt (og underholdende) for os, som ikke kender dette sladder, som mytisk forbinder sig med den mand. Heldigvis gennemfører Movin dertil en kritik af en lang række værker og påviser, at Herzog overtræder dokumentarismeloven og snyder med virkelighedsskildringen og indfører sin spontant opdigtede verden. Påviser, at Herzog dertil bryder med dokumentarismeetikken og svigter de medvirkendes historie til fordel for sin egen. Denne anden linje gennem artiklen er bidraget til Kosmorama nummerets fakta/fiktion diskussion. Jeg ved ikke rigtigt, hvad der er det sjoveste, jo, nok det første.. sladderen.

Den er altid et så sympatisk træk ved Movins arbejde, denne stillen sig selv til rådighed for andre, som regel kunstnerne - her i forhold til Herzog dog usædvanligt kritisk, ja, til grænsen af det troløse! Vel for i stedet at være loyal mod tidsskriftnummerets tema - men hvad (tænker jeg) med Lars Movin selv? Hvor er han henne i alle de vitale problemstillinger inden i værkernes autonome konstruktioner? Jeg savner altid, og meget her, hans egne læsninger af filmene og bliver glad for ethvert tilløb. Som dette om Herzogs seneste film, som vi så på CPH:DOX sidst, "Encounters at the End of the World", side 26, hvor Movin har skrevet om rækken af Herzogs excentriske hovedkarakterer og fortsætter: "... Som prikken over i'et møder vi i Herzogs seneste værk... en hel stribe enspændere, der er taget til Antarktis for at komme vidderne, urkraften eller tilværelsens grammatik lidt nærmere. Alle disse karakterer kunne siges at være versioner eller ekkoer af deres kronikør og dukkefører..." Flot, Lars, skriver jeg i Kosmoramas margin, videre Lars, længere ind i det med tilværelsens grammatik og ikke så meget mere med kronikøren og dukkeføreren. Men Movin overlader beskedent fortsættelsen til et Herzogcitat, hvor instruktøren beskriver og fortolker disse, sine karakterer, som ser han dem klarere end publikum, klarere end Lars Movin, som ser dem på lærredet. Og kun der.

Litt.: Lars Movin: Bogholdersandhed versus poetisk sandhed i Eva Jørholt m. fl., red.: Kosmorama 242, 2009. Paul Cronin, ed.: Herzog on Herzog, 2002. Foto: Werner Herzog i dag.

James Marsh: Man on Wire (2)

Sundance Film Festival 2009

Premiere: Den bevægede jord

Jeg husker med begejstring Lars Becker-Larsens energiske film "Teorien om alting" med den karismatiske teoretiske fysiker Holger Bech Nielsen, som dengang i 1997 blændende indførte os i højenergifysikken og gjorde status over arbejdet med at nå en "ultimativ, sammenfattende beskrivelse af kræfter og stof i naturen". Senere, i 2004, lavede han "Københavnerfortolkningen" om Niels Bohrs sammenfatning af kvantefysikken i 1920'erne og diskussionen siden af den omstridte teori.

Nu fører Becker-Larsen sin videnskabshistoriske indsats videre - og noget længere tilbage i tid. Den 29. januar er der på Den Sorte Diamant premiere på "Den bevægede jord", om Kopernikus, Brahe, Galilei og Newton. Becker-Larsen skildrer sammen med fotografen Erik Norsker og klipperen Marie-Louise Bordinggaard hvordan, disse fire mænd skabte begyndelsen til den moderne verdensopfattelse, som den nutidige naturvidenskab forsøger at afrunde. På filmens hjemmeside kan man allerførst se en stor trailer.

Lars Becker-Larsen: Den bevægede jord, Danmark 2009, 52 min. Produktion og distribution: Danish Doc Production / producer Gitte Randløv. Salg: DR international sales. Københavnerfortolkningen, Danmark, 2004, 59 min. Produktion og distribution: Arentoft Film. Kan ses på Filmstriben  Teorien om alting, Danmark 1997, 45 min. Produktion og distribution (vhs-kopi kan købes): Magic Hour Films Still: Den bevægede jord / Erik Norsker.

Magnificent7 2009

The European Feature Documentary Film Festival in Belgrade, organised by Svetlana and Zoran Popovic from the Kvadrat Film School and in collaboration with the Sava Center, has published the 2009 programme: read here

As I have had the privilege to help with the selection of the programme, as in the previous 5 years of a festival that is quite unique in approach and format (7 film, directors/producers invited, masterclasses with all directors, full house for all screenings, between 400 and 1500 per film), the titles will all have been written about on filmkommentaren.dk

They are Blind Loves (Slovakia), The Mother (Switzerland, Russia), Shake the Devil off (Switzerland), Vesterbro (Denmark, photo), Oblivion (The Netherlands), All White in Barking (UK), Sleep Furiously (France/UK).

Hammarsberg m.fl.: Maggie/Guldbaggen

A review of a good film can be repeated. That is the case for this documentary that got the Swedish Guldbaggen award as best documentary of 2008, at the ceremoney where most of the prizes very much deserved went to Jan Troell and his exceptional "Maria Larssons Evige Øjeblik". Back to Maggie:

Hammarsberg, Bergmark & Andersson: "Maggie In Wonderland". Andersson is Maggie, credited as co-director in this moving documentary about herself, a Kenyan woman, who lives in Malmö on the 15th floor with a balcony full of pigeons.

"It's me telling you about my life", Maggie says behind the camera when she points around in her flat that has the look of loneliness and trouble. How did she end up in Sweden - this is not told, what we get to know, we get from the scenes with Maggie behind the camera, or Maggie followed and observed by a cameraperson. She tells us that she suffers from not seeing her son, who is in Kenya. She tells us that she was with a man in this appartment, he was violent and got out. We see her in conversation with a not very understanding school teacher who tells her to stop school because she missed too many lessons. And in a late night street scene, she films while being attacked by someone. She repeats several times that many take her, a black woman, for a prostitute.

It is a film that goes in many directions and I cannot help asking if she has not been offered psychological help. I dont want to think the Swedish public system is so bad that nothing has been done to get out of the trauma. The film indicates nothing of that sort... The ending shows Maggie cleaning up, ready for a new start, a new year. Wishful thinking from the filmmakers side?

Sweden, 2008, 72 mins.

Vurdering:

Joao Moreira Salles: Santiago

Werner Herzog (1)

Jeg begynder simpelt hen med hans biografi, som Paul Cronin i sin bogs forord skriver den så minimalt og elegant: "Det meste af, hvad man har hørt om Werner Herzog er usandt. Mere end om nogen anden instruktør, nulevende eller afdød, er antallet af falske rygter og lodrette løgne, som er spredt om denne mand og hans film forbløffende." Og efter research og lange interviews, hvor han prøver at finde huller i Herzogs argumentation og modsigelser i hans udtalelser konkluderer Cronin: "... at enten er han mesterløgner eller mere sandsynligt, han har hele tiden fortalt sandheden." Og han fortsætter:

"Heldigvis er der nogle basale kendsgerninger, som er indiskutable. Han blev født i München i Tyskland i 1942, og som barn levede han i Sachrang, en afsides bjerglandsby i nærheden af den østrigske grænse. Han begyndte at rejse til fods i fjorten års alderen og havde sin første telefonsamtale, da han var sytten. For at finansiere sine tidlige film arbejdede han, samtidig med han gik i skole, på et stålværk som svejser på natskiftet. Det resulterede i "Herakles" fra 1961. Han instruerede fem spillefilm med Klaus Kinski, og Francois Truffaut kaldte ham engang den vigtigste levende filminstruktør. Men nota bene, han instruerede ikke Kinski fra bag kameraet med en riffel i hånden. Han satte ikke nogens liv på spil under optagelserne til "Fitzcarraldo". Han er ikke sindssyg, heller ikke excentrisk..."

Ulla Boye: Kun med hjertet...

Nu kommer så filmen fra Kofoeds Skole igen i tv. Denne gang tidligere på aftenen. På mandag aften, tyve minutter i ti. Og vi kan glæde os, den er så sjov på den alvorlige måde. Lattermilde Ulla Boye laver jo leende film. Også om tunge emner. Fulde af trods alt humør behandler hendes film alvorlige sager og konstruerer verdener, hvor udveje og lyssyn overalt er til stede som konkret iagttaget realitet - og den vamle sentimentalitet og organiserede bedreviden helt ukendte størrelser.

"Ludvig og lidenskaben" fra 1999 er om en enlig mand og hans gennemorganiserede dagligdag, "To må man være" fra 2001 var en folkelig succes på tv vistnok uden lige blandt dokumentarfilm. Det er en række ti minutters film med par som har været gift i mere end et par årtier og stadig er forelskede. Og fulde af mild latter. "Reverie", 2002 er korte sansninger i en græsk landsby, et forelsket smil med kant af smerte og "Dage med Kathrine", 2003 er en hjerteknuser af en biografi over en kvinde, som sandelig ikke har haft det let, ikke har det let, det forstår man i hendes overdådighed af begavet og selvironisk fortællekunst, som Ulla Boye har lokket ud af hende. Ja, så det forstås gennem tårer og - ved latter..

På Odense festivalen i august år kunne man så se kronen på værket, instruktørens nye film, "Kun med hjertet kan man rigtigt se". Den havde vi ventet længe på. Og den var værd at vente på. Og den fik sin festivalpris. Den kan vist alt det Ulla Boye kan. Og det er en del. Selvfølgelig åbner den i en set scene, set så tydeligt med hjertet, netop som Saint-Exupérys tamgjorte ræv i titlens citat pointerer over for den lille prins. Øjet alene ville ikke se det, Boye og fotografen Jørgen Johansson ser til os. Det væsentlige er usynligt for øjet, tilføjer jo ræven. Og scenen er så også lyttet af de tre klippere, den er balanceret, den er lang og alt muligt andet. Den er en lattermild dialog mellem hende og ham i kantinen på Kofoeds Skole. Og det fortsætter bare. Det er en vidunderlig film, en ægte dokumentarisk komedie. Glæd jer!

Ulla Boye: "Kun med hjertet kan man rigtigt se", 2008. Kamera: Jørgen Johansson, klip: Mette Esmark, Stig Bilde og Janus Billeskov Jansen, produktion: Koncern http://www.koncern.dk/ Sendtes på DR2 10. september 23:00. Distribueres på Filmstriben http://www.filmstriben.dk/  og kan altså igen ses på DR2 på mandag, 12. januar 21:40. Foto: Ulla Boye ved lanceringen af "Dage med Kathrine".

Kosmorama 242

Tidsskriftets nye nummer med artikler, der med Morten Hartz Kaplers "AFR" i front kredser omkring den evige problemstilling, fakta og/eller fiktion, udkommer i dag. I aften 18:15 er der stort arrangement med visning af Haskell Wexlers "Medium Cool" fra 1968, som Mads Fuglede indleder. Så er der reception og senere på aftenen vises i 3D animation "Chicago 10" fra 2007.

www.dfi.dk/cinemateket/kosmorama

Herovre i Randers regner jeg med her på siden senere at vende tilbage til nogle af teksterne i Kosmorama 242. Jeg kan jo sidde og læse i aften..

Sarkozy (2) and French Television

Docpoint 2009

The Finnish documentary festival celebrates Broomfield and Leacock. It points in the direction of a selection policy that respects the old masters, which is furthermore stressed by the latest news from festival director Erkko Lyytinen on the dokblog of YLE. 3 strong Eastern European films by masters have been taken for screening in Helsinki January 20-25: ”Holunderblüte” by Volker Koepp, ”Perpetual Rehearsal” by Herz Frank and ”Low Level Flight” by Jan Sikl.

The film of Volker Koepp has been reviewed on filmkommentaren - in Danish language - by colleague Allan Berg, here follows a clip from the DOX report I wrote: ... Volker Koepp, a true observational documentarian, who has given us brilliant films since the 70’es. He knows how to approach and talk to people, can make them trust him and make them open their hearts and minds. Like it happened in the extraordinary series of documentaries he made from the German town Wittstock and like it happens in this case with ”Elder Blossom” that is shot in another far away corner Europe: Kaliningrad, formerly Königsberg, where he goes to the countryside to see children who live more or less on their own, as their parents are dead or dead drunk most of the time. The average life age in Kaliningrad: 55 years.

I saw the film of Herz Frank this summer, recommended it to the Leipzig Festival that did not take it. 4 lines about this film: ... the director warm-hearted and intelligently invites the viewer into the magic world of theatre. 10 years of video diaries has been put together by Frank from his meeting with the charismatic theatre director Yevgenij Arye from the Gesher Theatre in Tel Aviv.

Finally a salute for taking the Czech film of Jan Sikl, ”Low Level Flight”, a beautiful love story based exclusively on archive material, one of many parts of the film projects series Private Century.

Still: Koepp: "Holunderblüte"

http://www.docpoint.info/en
http://blogit.yle.fi/blog

Cinemateket: Tegnedrengene mm.

Maj Wechselmann: Bang og Verdenshistorien

Maj Wechselmann har en imponerende filmografi, se hendes hjemmeside, hvor filmene også kan bestilles. Jeg havde lejlighed til at se hendes sidste udgivelse i går på SVT1, en film om Barbro Alving, journalist og verdensborger, som Maj Wechselmann politisk engageret, og aldrig bange for at sige sin mening.

Filmen er en herligt veloplagt skildring af en kvinde, som rejste jorden rundt og gjorde verdenshistorien med som reporter under signaturen Bang. Rammen er kronologisk og teksten er taget fra Bangs egne skriverier, inklusive dagbøger hvori hun både beskriver sin kærlighed til sin datter, som også interviewes i filmen og som oftest var alene mens mor var på rejse, og ikke mindst sin forelskelse i Loyse, kvinden i hendes liv.

Arkivmateriale fylder filmen på fornem vis: Bang var i Tyskland i begyndelsen fa 1930’erne, i München med Hitler, i Bad Godesberg hvor det berømte piece of paper blev underskrevet med Chamberlain, i Spanien under borgerkrigen, i Helsingfors under vinterkrigen, i Norge da tyskerne invaderer i 1940 osv. osv. Hun interviewer Ghandi, hun var i Hiroshima i 1948 og i Vietnam i 1967. What a life, og som instruktøren skriver på sin hjemmeside – hvilken journalist i verdensklasse. Og hvilken fin måde at få verdenshistorien genopfrisket, kan jeg tilføje med adresse til filmen.

Foto: Bang til venstre, Loyse til højre.
http://www.wechselmann.se/

Vurdering:

Henrik Lundø: Brasilianske billeder

Det faste makkerpar Henrik Lundø(manuskript, instruktion, fotografi og klip) og Jacob Jørgensen (produktion) har med Martin Jørgensen som en i netop disse meget vekslende og meget prøvende optagelser nok vigtig fotografisk assistent været på en stor rejse til en række locations i Brasilien. Støttet af DFI (Dola Bonfils og Jacob Høgel) og DR (Mette Davidsen-Nielsen). Og det er der selvfølgelig kommet en seværdig film ud af. En meget rutineret film, måske for rutineret..

Den ligger nu distribueret på Filmstriben.dk DFI's alibi for dog på en måde at have formidlet deres støttede film, nu instituttet ikke længere stiller dvd-kopier til rådighed for bibliotekernes udlån. Om denne distribution via internettet bliver fremtiden, ja, det må vi se. Her på Filmkommentaren.dk vil jeg forsøge at skrive om de nyeste, som er indgået. Og Brasilianske billeder er så blandt disse, og en ikke vellykket film.

Det er i sin tanke et overmåde sympatisk projekt, en samlet skildring af den brsilianske fattigdom i lyset af præsident Lula de Silvas løfte om tre måltider til alle. Kan denne fremgang mærkes hos dem, det handler om? Dette er en af filmens mange rammer, den økonomisk-politiske vinkel. Den opgives i redigeringen, der er ikke optaget materiale til den. Hovedpersonen, en ung mand, følges mere omhyggeligt. Vi ser ham i hans familie, lytter til det, han siger, men det er for mig slet ikke stærkt nok. Hans udstråling er minimal, han er amatørskuespiller og får lov til at agere alt for semirutineret foran filmens kamera (som var det dramaturgilærerens) og det er synd, for så tror vi jo ikke på hans vej ud af fattigdommen, som han håber bliver kunstens. Nej, stærkest som medvirkende er nok en ældre kvinde på en stol i hjørnet af et nøgent rum. Hendes kristne tro, er hendes vej, Helligånden og det evige liv vil frigøre hende fra dette liv i fattigdom og den rige verdens arrogance og brutalitet og overfladiskhed og hun peger anklagende på filmholdet foran hende.. Ved et bemærkelsesværdigt klippegreb bliver denne bekendelse filmens udgangsreplik og dermed dens tydeligste ramme. Jeg tror ikke, det var meningen? Politisk arbejde, kunstnerisk skaben, eller gudstro? Noget er gået galt.. 

Danmark, 2007. 52 min. Produktion og distribution: JJ Film, info@jjfilm.dk Set på www.filmstriben.dk

Vurdering: