Spain-Germany 1-0

Just one small note on the Euro 2008. Which included many fine matches, some drama, but first of all the return of elegant fast forward - let the ball do the work - football. We saw it with Holland, we saw it in glimpses with Croatia, we saw it equally in glimpses with Germany, but first of all with the Russian and the Spanish team. The latter deserved to become champions. Thank you Fernando Torres, Casillas, Puyol, Villa, Iniesta and Xavi for many fine moments of artistery. Good old BBC has 19 photographic moments on its "pictures of the Day", from the final match. Have a look:

http://news.bbc.co.uk/sport2/hi/football/euro_2008/7375956.stm   

Vurdering:

Mikala Krogh: Everything is Relative

Surprise me, please, it is often said to filmmakers when films are to be thought of, written, pitched, filmed and put together. Nothing is worse, or more boring, than the predictability in narration where you know where it goes, from the very beginning.

Mikala Krogh surprises the viewer. She has chosen an unconventional chaptered structure with captions like ”love”, ”illness”, ”happiness”, ”time”, ”loss” and ”light” – and conveys these themes through the introduction of characters and small actions from all over the world. She puts them one after the other and cuts the geographical context. From (to take an example, under ”time”, one of the best performed chapters) a man from BanglaDesh who works in Dubai far away from family, to an old Danish woman who takes long time to button her sweater, back to Dubai skyline where cows slowly pass by on the ground, to a waiting room in a welfare society (pure Roy Andersson set-up), to a long emotionally impressive queu of Asian workers who line up to be ordered to get into a train, to American soldiers who receive orders, to a sequence of clocks and watches caught on a white background, to the Danish young woman who has cancer, and to Mogens Rukov, co-scenarist of the film, who reflect on time.

It is sometimes very cleverly constructed, yet with different tension in the individual scenes which have to be strong on their own as there is no story in a normal way. I like the abstract arrangement of people on a white background in a studio – it reminds me of early films by Danish documentarian Jørgen Leth – and I like the intentional hybrid form that Mikala Krogh uses in her reflection on the universality of love and happiness, illness and sorrow. The question is of course if this is a reasonable and relevant way of comparing or if it is a kaleidoscopic banality.

Judge for yourself, the film will come to a festival near you, for instance to Karlovy Vary beginning of July.

Denmark, 2008, 73 mins.

http://www.dfi.dk/english/Danish+films/ShortByDanishTitle/filmFact.htm?FilmID=18394

http://web.docuinter.net/en/net_archive.php?id=413

Vurdering:

Søren Kragh-Jacobsen: Det som ingen ved

Vurdering:

Nicolas Barthez: Great Run

The start is wonderful. Young runners on the road in sunset light, in the middle of the car traffic. The narrative follows one of them home, Fassika, 14 years old - she wants to run for fame and to get away. In general the camerawork is good. "Anywhere would be better for me", Fassika says, and dreams about France, England, USA, whatever would be possible. It is revealed that she and her family, as the family of Enok, a boy of 11, come from Eritrea and are deported to the capital of Ethiopia, Addis Abeba.

This conflicted political aspect is not further developed in the film. Focus is on the runners. One more is introduced, Tariku, who are from Bokoji, which is a small village, from where all the well known world champion athletes come. The scenes from Bokoji has stunning images from training in the forest and on the field (especially one where you see a runner training by chasing a horse) and the film, it is felt, is made with full commitment but without much knowledge about how to structure the story. We go from here to there, from one person to the other, without getting a sufficiently satisfying impression of the characters, except for Fassika. It is the first film of the director, the photographer Nicolas Barthez, well done but he should get a bit of storybuilding assistance for the next one.

France, 2008, 45 mins.

barthez_n@yahoo.fr

Vurdering:

Thierry Garrel - stops at/farvel til arte

Thierry Garrel, who has been head of Arte France's documentary department, has quit the channel after 21 years. He is taking up a job in a multi media project.

I have interviewed and discussed the state of the (documentary) art with Garrel several times and will not hesitate to call him one of the most inspirational figures in European documentary. Always burning for the quality, going for the auteur and not the main stream television. I have no idea why he has taken this decision but would very well understand if he quits because of a new arte policy that leaves far too little attention to the creative documentary. His prestigious slot Grand Format that used to be placed at prime time monday has been given far too little ressources in the last years, and is now broadcast with a lot of reruns close to midnight.

Til vore DANSKE læsere - her er et citat fra et interview med Garrel i DFI's blad FILM:

"Dokumentaristens væsentligste opgave i dag er at genopdage og forsone os med vor egen menneskelighed. Efter det monstrøse 20. århundrede som markerede afslutningen på humanismen og faldet af utopiske tanker og idealer, er dette møde med den anden det vigtigste. Der skal skabes en forståelse og en refleksion på baggrund af en humanisme med en kritisk dimension. Det er derfor utroligt vigtigt at opfinde nye måder at beskrive den nutidige og fremtidige verden på."

http://www.dfi.dk/tidsskriftetfilm/23/arte.htm

www.edn.dk

http://www.artefrance.fr/

Camille Ponsin: Les demoisellesDeNankin

There are loads of documentaries about the changing China made by Westerners and/or by the Chinese themselves. This one is made by French filmmaker Camille Ponsin, who unlike several Western crews got access to the University of Nankin and took his camera and time to film during a year. A clever and charming observation of young students has come out of it, yet a bit anonymous, lacks maybe a clearer storyline in his showing of youngsters, who basically are like young students all over the world. They fall in love, they find the studies sometimes boring, some are adapting to the rules of the university, others object and find their own small niche.

The year is 2005 and Qie Kun and Miao Miao are the main characters. They represent what is the new China. One is still the perfect student, who advises others and goes to pay a visit to the pioneers, the other is more keen on finding out what she can do with her body. The first is ironic about the propaganda but goes along, the other talks with her boyfriend about the variety of sex positions.

The director had also access to the teachers and he definitely demonstrates a talent for catching human moments that go different than the clichés about China today.

France, 2007, 55 mins.
http://www.javafilms.fr/HIGHLIGHTS.html
http://www.festivalcinemaafricano.org/eng/index.php?pag=vis_film&id_film=513#

Vurdering:

Johnny White: Padraic Ó Conaire –An Fear

Vurdering:

Jeremy Isaacs: The World at War 2

TV-VÆRK. Det var 5. afsnit i aften. Det tyske felttog ind i Rusland til få km fra Moskva, alle byer erobret, blot Leningrad holder stand. Belejret. Jeg ved godt, at alle har set serien forlængst, har den på bånd eller DVD-er. For mig er det første gang. Denne vældige epik. Denne grusomme historie. Disse forfærdende billeder.

Og jeg tænker, der har altså været fotografer med overalt. Jeg tænker alt dette har de set. Eller har de som soldaterne set sig afmægtige på de nærmeste, på det nærmeste...

Og så tænker jeg på denne Jeremy Isaacs, denne overblikkets mester, som har produceret alle 26 afsnit, for han ville bevare autoriteten og styringen af hele værkets frembringelse. Kun et enkelt afsnit har han selv skrevet og instrueret, resten var delt ud på andre filmfolk. Men, men... Isaacs er en hands-on tv-mand. Han arbejdede med ved klippebordet på alle 26 afsnit, dengang i 1973-74!! Der ER et Isaacsværk, og det er tv-historie, et absolut højdepunkt, som disse aftener kan ses på DR2. Ikke i weekenden,men så igen på mandag 19:10. For mig, der har alt dette at indhente, er det blevet en eftertankens time. 

Jeremy Isaacs: The World at War 1-26, UK, 1973-1974. DR2 disse dage kl. 19:10 http://www.dr.dk/dr2/En+verden+i+krig + DVD, UK-version http://www.randomhouse.co.uk/worldatwar/about_the_series.html Litt.: Mark Arnold-Forster: The World at War, 1973. (Bogen som oprindelig fulgte serien). Richard Holmes: The World at War, The Landmark Oral History from the Previously Unpublished Archives, 2007.

Barack Obama goes for Casablanca

Stumbled over a funny article in Guardian about the favourite films of American presidents and presidential candidates.

... and Hillary loves Out of Africa. 

... and John McCain's pick is Viva Zapata (Photo)

Read for yourself at:

http://film.guardian.co.uk/features/featurepages/0,,2285587,00.html#article_continue

Ivana Milosevic: Damas de Blanco (Ladies in White)

Vurdering:

Cæcilia Holbek Trier: Tomme rum

Jeg var så skeptisk på forhånd, men allerede første scene med Holbek Trier alene og tæt talende til kameraet gjorde mig rolig. Hvilken sikkerhed, hvilken kompetence! En blid søgende myndighed. En naturlig tøven foran den tanke som lige skal finde sit sprog - som når det kom var autentisk nærvær og præcision. Det er altså en god film, en rigtig god film og en dejlig film, hun har lavet med sig selv og sine to børn.

Pernille Bech Christensens elegante klip formår for mig at se i dyb overensstemmelse med instruktørens som personligt reflekterende og alle vegne og alting arrangerende (instruerende) at tegne i hvert fald tre (opdagede jeg) forløb, tre fortællinger i filmens nutid, dertil, ved yderligere indskud af tilbageblik ved en righoldig samling familiefilm at tegne tre karakterer i udviklig og samspil, en moder og to døtre i deres rum og erindring, nogle dage nu frem mod denne 18-års fødselsdag, og årene tilbage til døtrenes fødsler. Det er imponerende og meget smukt gjort.

Cæcilia Holbek Trier: Tomme rum, 2008, DR2 i aftes. Foto: Cæcilia Holbek Trier og Katia Forbert Petersen, klip: Pernille Bech Christensen. Produktion og distribution: Sfinx Film/TV info@sfinx-film.dk

Vurdering:

Roberts Vinovskis: Working Class Ballet

Vurdering:

Edmunds Jansons: Little Bird´s Diary

A documentary animation film. Quite innovative. Based on a visual diary made by Latvian Irina Pilke, an old woman, who has drawn episodes from her life since 1947. Made into a film through the script and interview from writer Nora Ikstena.

What comes out of it is a sweet and soft in tone, sketchy personal life story that succesfully has been given an atmosphere of intimity and reconciliation that fit an old woman, who has experienced the USSR and its camps, lived with a first husband who was nice, had diabetes but was violent to her, so she divorced him, and had a second husband who was also nice but died of a heart attack after 7 months!

Producer Bruno Ascuks wants to develop more film from this original concept. Please do so... And festival people (and tv) who read this - programme it!

Latvia, 2007, 23 mins.

Contact: bruno.ascuks@studijacentrums.lv

Vurdering:

Jeremy Isaacs: The World at War

OVERRASKENDE INTERVIEWS. Nu har jeg chancen for at se i det mindste en række afsnit af denne i lang tid den ultimative tv-fortælling om 2. verdenskrig. Jeg må tage en dyb indånding, der er meget at tage stilling til. For slet ikke at tale om fortællingens både velkendte og fortrængte indhold, er der Isaacs indsats i sammenligning med Burns, den objektivt historiske holdning over for den "emotionelle arkæologi", den autoritative tv-serie over for den poetisk-refleksive (jeg låner lige udtrykkene fra Ib Bondebjerg).

I aftes begyndte det så med A New Germany om nazistpartiets vej til magtovertagelse overalt i det tyske samfund. Med en prolog om massakren i Oradour-sur-Glane i 1944, dertil kom det med den tankegang, med den mærkeligt brutale vilje. Men helt forfra i 30'erne over den stadige undervurdering af Hitlerregeringens drypvise udhuling af humanistisk og demokratisk tradition og tryghed over bogbrænding, terrorisme og direkte undertrykkelse frem mod naboernes liv, Tjekkoslovakiets og Polens skæbner.

I aften så afsnit 2, Distant War, vinteren 1939-1940. Invasionerne i Polen. Og nye vigtige medvirkende, disse overraskende interviews, som Isaacs etablerede som seriens helt afgørende greb. Ikke kun berømthederne selv, men ofte deres iagttagende og reflekterende hjælpere og assistenter.

Jeremy Isaacs: The World at War 1-26, UK, 1973-1974. DR2 disse dage kl. 19:10 http://www.dr.dk/dr2/En+verden+i+krig + DVD, UK-version http://www.randomhouse.co.uk/worldatwar/about_the_series.html Litt.: Mark Arnold-Forster: The World at War, 1973. (Bogen som oprindelig fulgte serien). Richard Holmes: The World at War, The Landmark Oral History from the Previously Unpublished Archives, 2007.

Vurdering:

Oprigtighed

Jeg læser så lige det, som Kohl opfordrer til. Og så godt! Det er endnu en alvorlig og præcis og klog artikel af Peter Laugesen. En vigtig kommentar til Jacob Kjær Pedersens Agenten der sladrede om Frank Grevil.

Laugesen peger på, at filmen beskriver den hverdag, som er blevet Grevils. Og kun vil det: "Filmen er en egentlig dokumentarfilm, uden spillefilmsindslag - kun lidt indklip af den skæggede statsmand, der rutinemæssigt hævder, at der ikke er noget at komme efter, bryder den triste rutine, der er blevet Frank Grevils dagligdag." Og den dagligdag beskriver Laugesen så indlevet, at jeg bestemt må se efter igen i Kjær Pedersens film, er det der virkelig altsammen? Netop så gribende fortalt som Laugesen skriver? Det kan jo være. Læs artiklen og se filmen!

Peter Laugesen: Den oprigtige, Information 13. juni 2008. http://www.information.dk/160729  Jacob Kjær Pedersen: Agenten der sladrede, DR1 http://www.dr.dk/Dokumentar/tv/DR1/2008/0526143634.htm 

Forført...

Bare det der billede, og så agenter, og så bag fjendens linjer... Jeg er helt med, det vil jeg se. Og så især DR2 smag og den der skæve, travle time mellem 18 og 19, hvor jeg ellers skal lytte til Orientering og lave mad. Og så, det plejer at være så godt.. deres vide udsyn og gode smag...

Hvilket fald fra Ken Burns eksistentielle essays til Dirk Pohlmanns monomaniske pilotoplevelsesfascination i fladeste discoverystil. Det var slemt. Her var man sat op til dokumentartimens danske Storyville, og så kommer noget fra tv-stationernes ugebladsrepertoire. Meget, meget slemt. En kværnende musik, en kværnende voice-over, så sjusket og ufølsomt, så du, der ikke har hørt det, tror det er løgn.

Et sjusk med formatet blev af en eller anden trods alt opmærksom medarbejder rettet midtvejs.

Filmen er fyldt med spændende dokumentarisk arkivstof, som jeg bare ikke ved, hvad jeg skal bruge til. Og den er spækket med spillefilmscener af værste slags.

Åh jo, den handler om CIA's fremragende indsats ved modige mænd som agenter sat ned med faldskærm i Ukraine, Nordkorea, Tibet og Arktis. Og den handler om den utroligste måde at tage dem op på igen. Alt rekonstrueret ved arkiv fra træning... Dokumentar eller hvad? Jeg blev forført og er frustreret.

Dirk Pohlmann: Bag fjendens linjer, Tyskland 2006. ZDF og Arte blandt flere. DR2, genudsendelse i aften for lidt siden.  

Vurdering:

Jon Bang Carlsen: Jenny

Vogels saxofon begynder på et tema. Gruszynskis store landskabsbillede oppefra som hos Søndergaard viser os stedet, vi er. Vestjylland. Refleksionen over kemifabrikken nærmere hvor. Det må være Bovbjerg. Kameraet panorerer til vejen. To små kvindeskikkelser aser på cykler opad bakken. Så helt tæt på, især det ene ansigt. Nu ved jeg hvem. Stemmens lyd bekræfter: Min kæde er hoppet af, siger hun. De to får cyklen vendt, forsøger at ordne det med kæden. Med dametasken dinglende ved håndleddet påtager hun sig opgaven. Hun er sej, men må opgive, vel på grund af den lukkede kædekasse. Veninden vender cyklen. Stort landskabsbillede med kirken. Nu lav horisont. Saxofontemaet fortsætter, mens billedet viser os gårdspladsen, et blik ud forbi julestjernen og porcelænshesten i vindueskarmen, ud på gårdspladsen, jeg er kommet ind fra. I det samme er musiktemaet forbi. En telefon ringer. En mand ligger og sover på divanen med avis over ansigtet. Han tager telefonen, spiller dilettant som i forsamlingshuset. De snakker om kæden, nej, han skal ikke hente hende. Nej, det behøves ikke. Jeg kan trække hjem. Det er så godt vejr. Han vender sig og sover videre.

Åh, tænker jeg. Nu kommer så historien om et leve livet midt i dette landskab i samtale med Gud. Så fremmedartet og så nært alligevel. Guds plads, menneskets plads, egne kræfter. En tilværelse med tingene i orden. Historien begynder her - kan ses igen og igen, som en gentagen række af ens dage. At kæden hopper af, er her ikke en talemåde, men et problem, som klares...

Fra: http://www.dfi.dk/tidsskriftetfilm/16/denstoredok.htm 

Jon Bang Carlsen: Jenny, 1977. 38 min. VHS lånt fra Herning Bibliotek.

Vurdering:

Journalistik eller hvad?

Så har jeg fat i Line Holm Nielsens artikel. Og jeg ser ikke helt filmen som hun. Jeg har i det, jeg så, ikke belæg for, at datteren ikke får knus nok, jeg opfatter bemærkningen om moderens fravær ved studenterhøjtideligheden som en almindelig følelsesunderdrivelse hos en Grevil, der jo netop som agent og som mand skal glemme følelser og derfor har et sprogligt klodset forhold til dem. Jeg tror modsat Holm Nielsen ikke Grevil er så sølle, som han ser ud i filmen. Han fremtræder sådan, fordi han i filmarbejdet svigtes af en uerfaren instruktør og uopmærksomme klippere og i sidste ende af en redaktør, som sært nok må være tilfreds med resultatet. Jeg synes jo netop som venindens mor, at han er sej.

Hvis man ikke må iscenesætte de medvirkende og arrangere foran kameraet i øvrigt og i hvert fald fjerne et ternet forklæde fra agentens mave og røde pølser i en gryde på bordet, så må  man vel selv som benhård journalist klippe engang imellem og klippe det væk, som forstyrrer ens billede af det man vil. Så hele linjen fra instruktør til redaktør har svigtet manden, udleveret ham til en følelsestyk forståelse, som Lotte Holm Nielsen kalder det, og til  afstandtagende medlidenhed føjer jeg til. Og herfra er jeg fuldstændig enig med hende i den todelte analyse og konklusion. Som hun gør det, hælder jeg til, at filmen ikke ved således at udstille Grevild som forvirret og alkoholiseret eller - som jeg opfatter det - som enlig far med et ret almindeligt privatliv (som i sig selv ikke gør stof til en film), at filmen ikke ved det tilfører Grevildsagen som offentligt anliggende noget som helst relevant nyt.

Jeg tror ikke det her er et spørgsmål om ren dokumentar eller dramatiseret rekonstruktion, ikke et spørgsmål om journalistik eller kunst. Det er vist bare en film, som ikke rigtig er lykkedes.

Jacob Kjær Pedersen: Agenten der sladrede, DR1 i dag 10:00, genudsendelse. Litt.: Line Holm Nielsen: TVflimmer, Berlingske Tidende, Kultur, 10. juni 2008. Charlotte Aagaard: I nationens tjeneste - Frank Grevil, majoren, der fik nok, 2005. Leif Davidsen: Livet i de hemmelige korridorer, anmeldelse af Aagaards bog, Information 9. september 2005.

Artiklen i Berlingske kan ses på  http://www.berlingske.dk/article/20080609/kultur/706090009/

Jacob Kjær Pedersen: Agenten der sladrede 2

Som jeg havde lovet mig selv, så jeg genudsendelsen her i formiddags. Og ja, jeg havde overset eller overhørt vigtige oplysninger. Strasbourg havde givet svar, oplyser advokaten, oven i købet det interessante svar, at sagen er foregået så tæt på en nations sikkerhed, at den suverænt kan handle, som den finder nødvendigt. Er man agent, er man i lovløst land. Men her ville jeg vel nok gerne have haft Bjørn Elmquists kommentar, udybende - det er altså ikke kun i fiktionen at Bond og Blaise er retsløse?

Til sidst får Grevild tilbudt at afsone sin straf i en pension, hvor datteren også kan bo. Det er knap nok afskrækkende og næsten ikke hævn, som han et sted hævder systemet vil. Denne lykkelige slutning fik jeg heller ikke med sidst. Beklager. Det er altså et drama om en enlig far og hans datter og deres liv med katte og madlavning. Et familiedrama som ender godt. Eller?? Resten er løse tråde.

Jeg er frustreret, især fordi jeg er blevet snydt, ikke alene af filmens titel, intet om agent og intet om sladder, men i hele konsensus-afsnittet før titelskiltet, som lover mig FILMEN om Grevilsagen, filmen om denne modige mand oppe imod systemet. Som en af datterens veninder spørger Grevil: "Er det rigtigt, du har arbejdet i militæret?" Grevil bekræfter, og hun føjer til: "Min mor synes, du er sej.." Grevil siger smilende tak.

Lige præcis sådan har jeg det! Denne mand er sej, og dette arbejde og dette særlige mod synes jeg da er sejt. Det ville jeg så gerne have set en film om - og jeg mener, at det havde man lovet mig.

Jacob Kjær Pedersen: Agenten der sladrede, DR1 i dag kl.10, genudsendelse. Litt.: Charlotte Aagaard: I nationens tjeneste - Frank Grevil, majoren, der fik nok, 2005. Leif Davidsen: Livet i de hemmelige korridorer, anmeldelse af Aagaards bog, Information 9. september 2005 http://www.information.dk/111938

Jonathan Demme: Jimmy Carter. Man from Plains

Vurdering:

Ken Burns: The Civil War 3

Filmen blev oprindelig lavet i 1989. Men den er nu i forbindelse med genudsendelserne og DVD (og VHS) udgivelserne remasteret. Hvert eneste klip er under dette store arbejde for eksempel farvekorrigeret for sig som det ses på billedet. Så det er en gennemført smuk udgave af klassikeren, man får i den nye box.

Teknikken er nøje beskrevet af klipperen Paul Barnes et sted i den meget, meget omhyggelige hjemmeside, her:

http://www.pbs.org/civilwar/film/remaster.html

SLUTNING. Jeg så sidste del i aftes. Og jeg må sige, at Burns fortælling slutter i stor værdighed (forstyrret blev jeg dog, af mislyde for mit private øre, det lader jeg ligge..), jeg noterede på mit papir, ser jeg nu, "med stor værdighed". Jeg vil aldrig glemme mødet mellem giganterne Lee og Grant. Og sådan har Ken Burns selvfølgelig villet det. Og så husker jeg derfor også detaljerne i kapitulationsbetingelserne.

Og mordet på Lincoln vil jeg huske i Burns version. Fra nu af. Som jeg i forvejen huskede Alexander Gardners fotografi af Lewis Payne (fra sammensværgelsen) i håndjern i fængselscellen, hvor han venter på at blive hængt. Husker det fra Roland Barthes bog om fotografiet, husker det på grund af Barthes bemærkning: "... Men punctum det er: han skal dø. Jeg læser på samme tid: det vil ske og det er sket, jeg iagttager  med rædsel en førfremtid, hvis indsats er døden..." 

Og så var der det med den rigtige FORFATTER i filmen. Han hedder Shelby Foote og er en af de otte gennemgående interviewede medvirkende. Han er min absolutte favorit, hans udstråling og dæmpede fortælleglæde og kloge sætninger, som svøber informationerne ind i holdningerne i et tæt væv af sympati for den tabende side, er det hele værd (som det ofte er for mig i film, hvor jeg er forbeholden, for jeg forlanger ikke at kunne acceptere hele værket hver gang..) Læg mærke til Shelby Foote. Og til hans modpart historikeren Pamela Reed, som matcher ham perfekt. En dejlig forfatter og en klog historiker serien igennem. Jeg forlanger egentlig ikke mere.

Ken Burns: The Civil War, 1990. DR2. Sendtes de seneste dage lidt efter 18:00. Udgivet på VHS og DVD. Seriens site: http://www.pbs.org/civilwar/

Jeg skrev om Burns The War fra 2006, da DR2 sendte den for ikke så længe siden. Søg "Ken Burns" i søgeruden til venstre.  

Vurdering:

Edkins & Vehkalahti: Steps by Steps 2

Dont we too often think that documentaries should have simple narrative plots: a lead character, a conflict and the Aristotelian three-act structure? Doesn't that easily lead to documentaries that are cheap imitations of fictional movies - minus the big screen?

BUT

there are documentaries that are streams of association, where you go from one area of imagination, thought and emotion to another; there are documentaries that peel away like an onion to reveal a central core; there are documentaries that seek answers to intellectual or emotional questions by bombarding you from different angles and levels; there are documentaries where the twists and turns of their progress lead to continual reappraisals that complement one another; and there are documentaries whose power lies in something we cant quite identify or analyse, that works deep in our unconscious selves.

and yet all of them have a story. So what do we understand by the word story? That is the question. (page 81 in the book "Steps by Steps", see review)

Edkins & Vehkalahti: Steps by Steps 1

The subtitle of this book is ”the making of the Steps for the Future documentary series”. The writers are the two key initiators of this, the most important international documentary coproduction and training initiative, I know of. To remind you what that is, here is a quote from the site

http://steps.co.za/index.php

”From seven different countries of the Southern African region comes a unique collection of films. Positive, provocative, humourous, brave - unusual stories about how individuals are confronting their lives and how societies are having to change under the impact of HIV/AIDS.”

The book is as wonderful as the series. It is written and edited with pride and passion by Vehkalahti from Finnish YLE and by producer Edkins from South Africa. They bring the whole story behind the building of the project, the production and the use of the films. The latter, the local distribution, taken care of by Edkins, is still going on 8 years after it all started. In the epilogue, the two write:

”One of our original aims for the project was that the films could be used to reduce stigma and discrimination of those living with HIV and AIDS. We feel that through the films, many people who would not normally have been heard, have been given a voice, and most importantly, as in any good documentary film, they have been allowed to finish their sentences. They have told us that actually, life is a beautiful thing.”

BUT the book, great layout, photos and different colours, includes ALSO a lot of general documentary information that makes it (the book) a must for all documentarists, not to mention film school students. Precisely formulated considerations and definitions of what is a documentary. Far from Academic language. See the next entry.

The book is accompanied by a dvd with 8 of the around 35 films that were made.

ISBN: 9781920196097. Published by Jacana Media May 2008. Recommended Retail Price: R165 incl. VAT. (No European distributor yet). Photo: One of the writers at his desk. 

Vurdering:

John Webster: Recipes for Disaster

Vurdering:

Ken Burns: The Civil War 2

Det er nok sådan, at med denne vældige tv-serie forholder det sig sådan, at rygtet er bedre end sin film. Jeg har de seneste dage set de fleste afsnit, og i aften sender DR2 det sdste kl. 18:05 tror jeg nok. Det skal selvfølgelig ses med. Og mine tanker om det berømte værk holder lige nu status. Jeg er jo forbeholden, for ikke at sige lidt skuffet.

Men det er vist især skuffede forventninger. Og de er egentlig selvforskyldte. Jeg glædede mig til et historisk essay som den seneste serie, men Burns lavede dengang - en nok banebrydende - historisk formidling. Jeg troede på baggrund af The War, at jeg skulle møde en auteurs arbejde, jeg har i stedet mødt en loyal historielærer.

Der er en rigtig forfatter med, ham kommer jeg til..

Men husk nu lige at se sidste afsnit i aften!!  

Vurdering:

Jacob Kjær Pedersen: Agenten der sladrede

Det er godt, at dokumentaren med Frank Grevil genudsendes 9. juni 14:20 og igen 10. juni 10:00, for jeg mangler svar på en række spørgsmål. Jeg så filmen i aftes, men finder den, lige meget hvor meget jeg tænker efter, dybt utilfredsstillende. Men jeg kan jo have været meget uopmærksom, så jeg bliver nok nødt til at kigge igen. Til da melder følgende spørgsmål sig:

TITLEN. Hvorfor hedder den Agenten der sladrede, når den handler om en enlig far der ikke fortæller noget særligt om det?

HISTORIERNE. Hvad blev der af forholdet til advokaten, som jo er en spændende mand og har noget med titlen at gør? Hvad blev der af forholdet til hustruen, som måske som fraværende er den afgørende? Hvad blev der af forholdet til sønnen, som blev student, og hvad så? Og hvad dybere, meget dybere med forholdet til datteren, som dokumentaren vælger at være mest optaget af?

GREBENE. Hvem fortæller den her agenthistorie om at tale over sig? Udvikles der en kronologi, eller er tidsfølgen underordnet? Er det tanken, vi skal følge en række begivenheder? Datterens flugt fra skolehjemmet for eksempel? Det store billede af den lille skikkelse på landevejen sidder i min erindring som dokumentarens eneste filmiske greb. Men er det et vendepunkt i fortællingen eller hvad? Er arbejdet for benådning det, som skal drive handlingen frem? Jeg husker det nærmest som en henkastet oplysning. Hvad med menneskeretvinklen? Eller er det bare sådan, at Grevilsagen er brugt op, at der ikke er mere at tilføje?

Det fører over til HOLDNINGEN i dokumentaren. Er det et justitsmord? Eller er det en ok dom, som nu skal afsones? Hvad mener filmen? Og hvorfor? Jeg må bestemt se den igen.

Jacob Kjær Pedersen: Agenten der sladrede, DR1 i aftes. Genudsendes 9. juni 14:20 og 10. juni 10:00 Litt.: Charlotte Aagaard: I nationens tjeneste - Frank Grevil, majoren, der fik nok, 2005. Leif Davidsen: Livet i de hemmelige korridorer, anmeldelse af Aagaards bog, Information 9. september 2005 http://www.information.dk/111938

Vurdering:

Ken Burns: The Civil War

Det var ikke meningen, at jeg skulle se Durasfilmen i aftes. Men den kom så lidt senere og stjal opmærksomheden. Jeg skulle bare have set - og det gjorde jeg så først -  aftenens afsnit af Burns store serie om borgerkrigen.

For ham, der hvor han er, kan der kun være tale om den bestemte krig, han skildrer, den mellem syd og nord midt i 1800-tallets Nordamerika. Men at Burns værk handler om borgerkrig i det hele taget og som sådan er der meget i filmserien, der tyder på. Som The War handlede om 2. verdenskrig, men nok lige så meget om krig som sådan.

Hver tidlig aften disse dage sender DR2 så den ældre serie igen. Det er rigtig fint. Også - altså ud over at repetere historien om den amerikanske borgerkrig - at iagttage, hvordan væsentlige holdninger, greb og indsigter er til stede allerede i The Civil War: Det overdådige arkivmateriele, "Burns-effekten", de omhyggeligt udvalgte og instruerede vidner, den dæmpede tone, den kloge og meget velskrevne voice-over..

Jeg skrev om The War fra 2006, da DR2 sendte den for ikke så længe siden. Søg "Ken Burns" i søgeruden til venstre.

Ken Burns: The Civil War, 1990. Sendes hver dag denne uge 18:15. Seriens site: http://www.pbs.org/civilwar/

Vurdering:

Duras i Trouville

Det var ikke en god film i aftes på DR1, men hvor vigtigt at se den. Dette mærkelige møde i 1980. Marguerite Duras og Yann Andréa, den berømte forfatterinde og den ukendte brevskriver. Filmens problem er på forhånd, at vi kender den historie så godt fra Duras bog. Og billederne så godt fra Helene Bambergers fotografier. Begivenheden er så omhyggeligt dokumenteret. Yann Andréas bog findes også (den har jeg ikke læst), men den skulle være forlæg fra filmen. Men store dele af dialogen er nu hentet fra Duras bog. Det hele har en tendens til at blande sig sammen, Marcel Proust og bedstemoderen var der også engang, men de boede ud til havet fortæller Duras i filmen. Det hele er baseret på en sand historie, som næsten alle filmene, vi skriver om her.

Fotografiet af Duras og Andréa her er således ikke fra filmen, det er fra Bambergers serie. Men det kunne godt være fra filmen, for Jeanne Moreau var Marguerite Duras. Det har hun været siden filmen bygget på Elskeren, med stemmen og teksten, som dengang var en voice-over, nu i aftes kropsliggjort så indlevet, at det på en måde er Moreau, som sidder der i bilen hos Andréa. Myten om sommeren ved havet dokumenteret i en spillefilm.

For det er Jeanne Moreaus medvirken, som gør filmen lidt interessant. Som er tro mod autenticiteten i Duras bog. Jeg mærker i hendes dialog den intensitet, som teksten rummer, men filmen aldeles savner i øvrigt. Bogen koncentrerer sig om skriften og det, den skriver frem, og om forelskelsen i rummet omkring dette arbejde. Filmen gør meget ud af alkoholismen uden det integreres i forståelsen af forelskelsen og skriften. (Men vi ved det jo fra Duras selv..) Så ærligt, filmen mishandler en smukt dokumenteret myte. Den er ikke den filmperle, som DR2 hævdede. 

Josée Dayan: Cet Amour - là, Frankrig, USA, 2003. Med Jeanne Moreau (Duras) og Aymeric Demarigny (Andréa). Set på DR2 i aftes.

Litt.: Yan Andréa: Cet Amour - là, 1999, ikke oversat. Marguerite Duras: Yann Andréa Steiner, 1992, da.:1993. Helene Bamberger: Marguerite Duras de Trouville, 2004, en samling fotografier: http://www.leseditionsdeminuit.eu/f/index.php?sp=liv&livre_id=1481  

Vurdering:

Robert Flaherty

I am on the West coast of Ireland not far from the islands of Aran. Tomorrow I am going to talk with Mac Dara Ó Curraidhín about a brilliant proposal for a film on Flaherty. Here is a small quote from the proposal:

A Boatload of Wild Irishmen tells the story of Robert Flaherty, the father of the documentary and one of the cinema’s most influential figures. Over the dramatic footage he took of a currach caught in a monstrous sea (from Man of Aran, 1934), Flaherty’s importance will be explained. He was the first to see that film of the every day life of ‘real’ people could be moulded into dramatic, entertaining narratives: but, by the same token, he is also the father of manipulation and distortion as well as being a bridge whereby stereotypes of exotic peoples (including Aran Islanders of the 1930s) became part of cinema. 

And here are some citations from Flaherty, still very much food for thought:

“Sometimes you have to lie. One often has to distort a thing to catch its true spirit.”

And referring to the dramatic scene described above: “I should have been shot for what I asked these superb people to do for the film, for the enormous risks I exposed them to, and all for the sake of a keg of porter and five pounds apiece.” 

Alison Millar: At Home with the Clearys

I am in Ireland, in Galway, for the workshop DOCURegio, where a dozen of documentary projects from regions of Europe are to be discussed and adviced on further development. I take the opportunity to watch a film that I was given by the director. The festival version of an hour long sensational film about the late priest, Michael Cleary, who was loved by everyone but after his death publicly condemned for his secret: a child he had with his housekeeper. The film was on NI BBC a couple of weeks ago in an hour version – before it had been on RTE in a 90 minutes v. ”My” version should have been 72 mins. But the disc turned out to be damaged so I missed the last 15 minutes.

So instead of a review I give the floor to the director Alison Millar to present her very interesting and honest film, winner of 2008 Irish Film & Television Award for Best Single Documentary:

”I first met Michael Cleary at an Irish cabaret show... in 1991. I was a 22 year old documentary film student at the National Film and Television School in London, looking for a film subject. There he was on stage, all 6ft 4" of him, swinging the microphone around in the air. His voice weak, croaky and way out of tune as he belted out songs...

Over the next year, I moved into Father Cleary's house and started filming him. He gave me incredible access to both his public and his private life. He lived with his housekeeper, Phyllis and her son Ross. At no time did it occur to me that Ross was his son and Phyllis his lover.”

After the death of Cleary, Alison Millar sets out to use her material to show to Ross, the son and to the sister and so on. That is the present layer of the film with the 15 year old material as the past, a scoop that she has that.

http://www.terntv.com/programmedetails.php?pid=34&type=1

http://www.bbc.co.uk/northernireland/tv/programmes/holyshow/index.shtml