Julian Schnabel: Dykkerklokken og sommerfuglen

Jeg så alligevel aftenens film. Naboen inviterede mig. Havde haft en stor oplevelse aftenen før og så den en gang til. Ville vist både høre og ikke høre, hvad jeg mente. Som filmen selv, var vi på følsomt område. Begge. Denne sentimentalitetens grænse, som vores generation oplever rykkes og rykkes. Jeg vidste det jo godt, jeg kunne ikke rigtigt lide den. Men visse ting hægtede sig fast ved mig. Og ud af hovedet får jeg den ikke sådan lige. Naboen lånte mig DVD'en med: se den igen, se godt efter! Det vil jeg gøre, men skriver lige lidt først.

Det vigtigste for mig er det med sproget, ikke at det er så gribende vanskeligt og langsomt for skribenten i filmen, men dets mulighed trods alt i vore liv. Og så er der erindringen som aktiv ressource, når vi forlader nuets krav på opmærksomhed, brutalt tvunget af hjerneblødningen som den erindrende her eller blot ved at standse op. Og så er der kærlighedsmødet, i erindringen og i nuet. Se det er jo allerede meget!

Som næsten alle film, vi skriver om i filmkommentaren.dk, er Schnabels baseret på en sand historie. Redaktøren på "Elle", Jean-Dominique Bauby blev totalt lammet efter en hjerneblødning, lå uger i coma og lærte sig derefter langsomt at tale og skrive ved et eller to blink med venstre øje, ja eller nej. Det skrev han så på denne forunderlige måde en bog om, og over den lavede Schnabel filmen.

Først er der i filmen (og altid når nogen indlægges hjælpeløs) problemet med nærmeste pårørende. Det er en formel konvention og en dyb emotionel realitet. Hvem dukker op ved hospitalssengen, da Bauby vågner af bevidstløsheden? Den, som bør, eller den, som skal? Hustruen dukker op, siger vi, børnenes mor siger han. Og i en nøglescene, da hun, den anden, ringer, omsider, er det hustruen, som tager telefonen og modvillig sætter medhør til og forlader stuen, idet hun lader døren stå. Det umuligste kærlighedsmøde udspiller sig, men hun, den anden, vinder kampen om positionen. Nærmeste, kæreste..

Nærmeste påørende er ikke altid hustruen, faderen, børnene. Alle omkring ham siger det er sådan, for sådan skal det være. Vi herude ved bare, at sådan er det ikke. En anden er nærmeste pårørende, men kan ikke komme igennem sin egen angst, familiens ring, konventionens forventning.

Sproget bryder imidlertid igennem. Og skriver erindringen og fortællingen til billederne, den intakte bevidsthed genfremkalder. Filmens drive er bogens tilblivelse, teksten skabt af denne vedholdende erindrende og tilstedeværende og af livet der og før og livet her og nu. Den tekst, vi alle rummer som tekster, vi møder, genkender og åbner os for.

Filmens store spørgsmål er: hvad sker der med den nyeste forrelskelseshistorie, som den skriver frem mellem den lammede Bauby, som alene blinker ja og nej, og Claude Mendibil, tålmodigheden og indlevelsen selv, som nedskriver diktatet og der ved sengekanten viser ham teksten som bog?

Julian Schnabel: Dykkerklokken og sommerfuglen, 2007. Dansk DVD udgivelse 29. april 2008, Scanbox. http://www.scanbox.com/ShowMovie.aspx?Bio=1&ItemID=9614 

Litt.: Jean-Dominique Bauby: Dykkerklokken og sommerfuglen, 1997. http://www.rosinante.dk/Rosinante%20Paperbacks/Bauby,%20Dykkerklokken%20og%20sommerfuglen.htm

Vurdering:

Ulrik Wivel: Roskilde

Jeg har aldrig været på Roskilde festivalen. Jeg kan derfor ikke skrive ud fra genkendelsens glæde, som Politikens Dorte Hygum og Weekendavisens Bo Green Jensen. Og - hovedet på bloggen – jeg kender ikke de optrædende, bortset fra Peter Belli! Så jeg kan ikke hoppe så let ind i det filmiske rum, som jeg kunne med fodboldfilmen. Men jeg ved selvfølgelig om Roskilde og jeg har set forventningen i øjnene på bonussøn og nevøer før de drog afsted.

Og jeg bliver ikke grebet af atmosfæren på Roskilde... Jeg ser derfor på den filmiske side og lad mig starte med at udtrykke at filmen i sig selv er en kæmpepræstation. Stædigt at blive ved med at filme år efter år, og så sætte sig for at få det til at hænge sammen i én fortælling, det er der grund til at hæve flasken for, som der gøres ustandseligt i den omkring 100 minutter lange film. Her er der en ambition ud over det sædvanlige.

Problemet er bare, at nok er filmen godt lavet og nok er der et utal af fremragende situationer, som kameraet har fanget, og der er ofte manipuleret æstetisk flot med  billedet, og der er skøn musik, og tidligere festivalleder Leif Skov taler klogt,

Men der er altså også lange kedsommelige sekvenser, hvor filmen står stille. Hvor jeg føler en repetition og en rytme, som er alt for ens, forudsigelig og udynamisk – det bliver dog bedre mod slutningen, hvor der forsøges mere.

Er det klipningen, der er kikset, strukturen... er det fordi udspillet leder os på fejl vej? Vi bliver introduceret for en håndfuld mennsker på vej til at opleve festivalen, og for folk fra organisationen. Vi forventer derfor at følge dem på deres vej, men det sker blot engang imellem, og det bliver altid med distance. Den ornitologiske svenske dame, der tyller Gammel Dansk i sig kunne have været et nærmere bekendtskab værd, men det får vi ikke lov til på bekostning af det overblik, den alsidighed, filmen ønsker. Instruktøren og hans hold har ikke skåret til benet.

Tilbage står en flot - sikke luftbilleder der er taget – og det meste af tiden underholdende film, som lægger sin tro på at observationen er nok til at give et billede af et fantastisk fænomen,kendt over den ganske verden.

http://www.roskilde-festival.dk/2008/forside/roskildefilm/

Vurdering:

Wim Wenders: Der Himmel über Berlin 3

Solveig Dommartin i barscenen ("Geschichten der Zukunft" hedder kapitlet i DVD udgaven) fortsætter sin lange replik til Bruno Ganz om at der ikke findes nogen større historie end den om os to, om kvinden og manden: ".. Nicht nur die ganze stadt, die ganze Welt... nimmt gerade teil an unserer Entscheidung. Wir zwei sind jetzt mehr als nur zwei. Wir verkörpern etwas. Wir sitzen auf dem Platz des Volkes, und der ganze Platz ist voll von Leuten, die dasselbe wünschen wie wir. Wir bestimmen das Spiel für alle! Ich bin bereit. Nun bist du dran. Du hast das Spiel in der Hand. Jetzt oder nie.

Du brauchst mich. (I fem sekunder ser vi Ganz i samme størrelse og beskæring som Dommartin, ser ham og ved, de ser hinanden i øjnene, så ser vi dem begge fra siden i halv total, deres ansigter er nu ganske nær hinanden) Du wirst mich. Du wirst mich brauchen. Es gibt keine grössere Geschichte als die von uns beiden, von Mann und Frau. Es wird eine Geschichte von Riesen sein, unsichtbaren, übertragbaren, eine Geschichte neuer Stammeltern. Schau, meine Augen! Sie sind das Bild der Notwendigkeit, der Zukunft aller auf dem Platz. Letzte Nacht träumte ich von einem Unbekannten, meinem Mann. Nur mit ihm konnte ich einsam sein, offen werden für ihn, ganz offen, ganz für ihn, ihn ganz als Ganzen in mich einlassen, ihn umschliessen mit dem Labyrinth der gemeinsamen Seligkeit. Ich weiss, du bist es. (Deres læber nærmes, de kysser)" 

Forelskelse, forbrydelse, krig. Filmkunstens store emner. Og Solveig Dommartins lange tale (og frieri) hen mod filmens slutning er også en poetik: "Es gibt keine grössere Geschichte als die von uns beiden.." Og så er talen en morale. Om at beslutte sig. 

Der findes kun dig og mig. Kvinden og manden. Her bruges detektiven Peter Falk, som plejer at opklare forbrydelser, her bruges soldaterne, som plejer at vinde krige.. på andre måder.. i den her film sættes de til at arbejde for det forbavsende banale, for genopdagelsen af freden i den uskyldige forelskelse og for at beslutte sig for dens alvor. (Som er det største ønske hos alle os på torvet, hvor vi sidder og venter.)

Sidste billede er en tekst: "Allen ehemaligen Engeln gewidmet, vor allem aber Yazujiro, Francois und Andrej". Treklangens juxtaposition af de store navne er en poetik mere. 

Litt.: Wim Wenders und Peter Handke: Der Himmel über Berlin, ein Filmbuch, 1987. Suhrkamp Verlag, Frankfurt am Main.

Wim Wenders: Der Himmel über Berlin, 1987. 122 min. Manuskript (monolog og digt): Peter Handke, kamera: Henri Alekan, klip: Peter Przygodda, medvirkende: Bruno Ganz, Solveig Dommartin, Otto Sander, Curt Bois og Peter Falk. DVD, Arthaus 2005, 500941, Wim Wnders Edition. 

Vurdering:

Journalistik eller Filmkunst - Forførerens Fald

En lille opfølgning på Piasecki og Munch-Petersens film, og på Dola Bonfils ønske om "at bruge" de fælles DFI/TV midler til at udfordre de alt for optrukne grænser mellem journalistikken og filmkunsten. I dette tilfælde med en film i serien "Follow the Money".

Debatten i Information viser med al mulig tydelighed, at der stadig er nogle kolossale barrierer, der skal nedbrydes. Journalisterne Mads Brügger og Nikolaj Thomassen - ud over deres smiden med verbal lort efter Frank Piasecki, som så returnerer det tilbage i hovedet på dem, lad denne interne debat ligge - forstår simpelthen ikke præmissen for dokumentaren: Her er en mand, som er interessant, vi ved alle sammen at han kørte et blad ned og at han er blevet kaldt for psykopat spalte op og spalte ned, men lad os give ham ordet, lade ham præsentere sit eget liv for fuld skrue. Det er så det, de to FILMinstruktører gør, og så er det op til os seere at mene om det, hvad vi vil. De er drevet af fascination og nysgerrighed overfor et menneske, det er den, de vil give videre til os.

Akkurat den samme metode brugte Jon Bang Carlsen i "En rig mand", men også dengang blev instruktøren (af journalister) beskyldt for at være mikrofonholder og lave reklame for en led kapitalist. Som de to instruktører her beskyldes for at være totalt ukritiske overfor deres hovedperson.

Hvad de ikke er, de filmiske virkemidler, kameravinklerne, lyset, lyden - alt skaber en stemning omkring og en holdning til en mand, som de har valgt at være fascinerede af uden at ville skilte med den såkaldte "tilstræbte objektivitet" og grundige research, journalistikkens adelsmærker. Og der er intet, der tyder på, at de to har lavet mindre research end en journalist ville have gjort. Det er formen, der støder på modstand, dramatiseringen, hvorfor der opstår ligegyldige diskussioner om hvorvidt en fotograf har taget Peter Lick i kraven eller ej...

Hurra for forsøget på at ville prøve noget nyt, jeg håber ikke, men frygter at de kritiske røster vil betyde at TV ikke tør mere, men vil vende tilbage til det kendte klassiske interview format, som er hamrende kedsommeligt og som ingen seere kan være tjent med, når nu det kan gøres meget sjovere og fantasifuldt. Journalisterne styrer tv, kunstnerne nåede aldrig at få overtaget.

L.Munch-Petersen/Frank Piasecki: Forførerens fald

På denne blog klagede undertegnede over DFI’s støttepolitik (se under Filmkunst eller Journalistik, eller søg dene titel under ”polemics”) og fik svar fra filmkonsulent Dola Bonfils, her er et citat:

 ”... Øvelsen i disse år er at finde et fælles grundlag for hvad vi og de (tv-redaktørerne) betragter som støtteværdigt. ... det har med TV2 vist sig at være en sjov udfordring at tage den undersøgende journalistik i øjesyn med filmbranchens værdinormer i et udbud, vi har kaldt "Follow the Money”... Samarbejdet mellem DFI og TV2's redaktør bygger her på en gensidig lyst til at lære af, inspirere og forny hinandens kerneydelser - den dokumentariske fortælling og det undersøgende journalistiske prime-time-format.”

Jeg fik set Laurits Munch-Petersen og Piaseckis film om Peter Linck, manden bag  ”Dagen”, som levede i 40 dage. En velkendt og ofte beskrevet historie.

Det er en ganske underholdende og veloplagt  historie om manden bag dagbladsinitiativet, de to instruktører får fortalt. Stiliseret til det yderste med fine rekonstruktioner og en placering af hovedpersonen og de folk, som udtaler sig om ham i en præcist tænkt og udformet scenografi. Med hovedpersonen selv i et studie, hvor han forklarer og forsvarer sig. Han spiller ganske enkelt sig selv som substralmillionæren Hans Smith gjorde i blogaktuelle Jon Bang Carlsens mesterlige ”En rig mand”. Det gøres dynamisk med en lydlig markering af ethvert klip (som i Jakob Thuesen og Tomas Gislasons film om Jørgen Leth for godt ti år siden) og med smukt gennemførte stoflige flashback, når Linck fortæller om sin barndom.

Spørgsmålet er så om der er så meget nyt i denne udgave af ”Follow the Money”. I forhold til almindelig interview-båret tv-dokumentar er svaret så ubetinget JA, det er jo til at holde ud at se på pga det uforudsigelige og pga denne fantast af en hovedperson. Tak for det. I forhold til den dokumentariske fortælling NEJ, tværtimod sidder man tilbage med fornemmelsen af at de to instruktører kunne have ønsket sig mere råderum, længere spilletid og lejlighed til at lege mere end de med dette prime time værk fik lejlighed til.

Peter Linck... ja, han fremtræder som en skingrende skør fantast, en klassisk figur, der satsede hele butikken, koste hvad det ville.

Danmark, 2008, TV2, 26.5.08, kl. 20, 50 minutter.

http://www.dfi.dk/aktuelt/Nyheder/forforensfald.htm

Vurdering:

S.Neuenschwander-Gindrat:Schneeweisse Schwarznasen

Vurdering:

Wim Wenders: Der Himmel über Berlin 2

Så kom manuskriptet fra Statsbiblioteket (vild luksus..) og jeg kan læse, hvad Solveig Dommartin siger til Bruno Ganz i barscenen, som er filmens femtesidste:

"Es muss einmal enst werden. Ich war viel allein, aber ich habe nie allein gelebt. Wenn ich mit jemandem war, war ich oft froh, aber zugleich hielt ich alles für Zufall. Diese Leute waren meine Eltern, aber es hätten sich auch andere sein können. Warum war der mit den braunenAugen mein Bruder und nicht der mit den grünen Augen vom Bahnsteig gegenüber? Die Tochter des Taxifahrers war meine Freundin, aber ebensogut hätte ich doch den Arm um den Kopf eines Pferdes legen können.

Ich war mit einem Mann, war verliebt und hätte ebensogut ihn stehenlassen und mit dem Fremden, der uns auf der Strasse entgegenkam, weitergehen können. Schau mich an oder nicht. Gib mir die Hand oder nicht. Nein, gib mir nicht die Hand und schau weg von mir." "(Sie trinkt einen Schluck, dann gibt sie ihm das Glas zurück. Er stellt es auf die Theke. er will näher zu ihr treten, aber si hält ihn mit einer abwehrenden Geste zurück.)"

Ich glaube, heute ist Neumond, keine ruhigere Nacht , kein Blut wird fliessen in der ganzen Stadt. Ich habe nie mit jemandem gespielt und trozdem habe ich nie die augen geöffnet und gedacht: Jetzt ist es ernst. Endlich wird es ernst. So bin ich älter geworden. war ich allein so unernst? Ist die Zeit so unernst?  

Einsam war ich nie, weder allein noch mit jemandem anderen. Aber ich wäre gern endlich einsam gewesen. Einsamkeit heisst ja: Ich bin endlich ganz. Jetz kann ich das sagen, denn ich bin heute endlich einsam. Mit dem Zufall muss es nun aufhören! Neumond der Entscheidung! Ich weiss nicht, ob es eine bestimmung gibt, aber es gibt eine Enyscheidung! Enrscheide dich! Wir sind jetzt die Zeit. Nicht nur die ganze Stadt, die ganze Welt..."

Litt.: Wim Wenders und Peter Handke: Der Himmel über Berlin, ein Filmbuch, 1987. Suhrkamp Verlag, Frankfurt am Main.

Wim Wenders: Der Himmel über Berlin, 1987. 122 min. Manuskript (monolog og digt): Peter Handke, kamera: Henri Alekan, klip: Peter Przygodda, medvirkende: Bruno Ganz, Solveig Dommartin, Otto Sander, Curt Bois og Peter Falk. DVD, Arthaus 2005, 500941, Wim Wnders Edition.     

Vurdering:

Gensyn: Time Out

Jon Bang Carlsen castede selv Patricia Arquette i Los Angeles. Det fortæller han i sin bog Locations, valgte hende blandt en mængde helt unge skuespillere, alle dygtige og velforberedte. "Patricias rolle var svær, men jeg synes hun er strålende i filmen", skriver han i 2002.

Og jeg må sige,han har ret. Filmen kan stadigvæk ses for hendes skyld. Fotografiet her er senere. I bogen bringer Bang Carlsen to meget smukke billeder fra filmen (side 81,især og side 81). De indeholder begge Gruszinskis og Bang Carlsens fælles fotografiske magi, som her i Time Out også alene gør filmen værd at se igen. 

Det gælder derimod ikke Allan Olsen i hovedrollen. Og vanskeligheden ved gensynet er i meget høj grad at se væk fra hans tilstedeværelse. Og det destruerer selvfølgelig historien. Bang Carlsen ved det godt: "Selv om jeg var medproducent bøjede jeg mig for pres fra en anden medproducent og castede ikke den hovedperson, som jeg selv troede på. Det var alene mit ansvar og både synd for skuespilleren og filmen at jeg ikke stod fast." 

Så historien er gået i stykker, faldet ud, filmen kan ikke genses som drama, kun som fængslende billedværk (Gruszinski og Bang Carlsen), som en smuk og gådefuld karakterudvikling (Arquette) og som en vigtig brik i den samlede filmrække til nu. Og jeg synes det er meget - og altså i høj grad gensyn værd. En videre opgave er at undersøge filmens sammenhæng med Carmen og Babyface og med Ofelia kommer til byen. Jon Bang Carlsens kvindeskildringer vokser sig i disse gensyn til en vigtig historie helt for sig selv..

Jon Bang Carlsen: Time Out, 1988, 94 min. Kamera: Alexander Gruszinski, medvirkende: Allan Olsen og Patricia Arquette, producer: Gerd Roos, producent: Obel Film. Set på DVD, købt hos Filmkæden http://www.filmkaeden.dk/show.asp?id=2146705112 Litt.: Jon Bang Carlsen: Locations, 2002.

Vurdering:

Gensyn: Carmen og Babyface

De har gemt en VHS kopi på mit bibliotek. Hvor godt, for gad vide, om de kunne finde på at købe en DVD? Og der er nok lang tid til, den kommer som en del af Jon Bang Carlsens DVDBOX. Båndet kørte imidlertid fint, jeg kunne godt se, at Dan Laustsens billeder er meget, meget smukke og meget Bang Carlsen tro. Og Grethe Møldrups sindrige, betydningsladede og meget enkle klip bar mig igennem den helt enfoldige og dybt rørende historie i et gensyn så forbavsende, som var årene slet ikke gået. Årene siden midt i 90'erne, da filmen var ny, årene siden først i 60'erne, som er fortællingens tid. Filmens liv, mit liv.. erindret fra i aftes. Hvor alt jeg så, var autentisk og friskt og originalt og fuldstændig logisk på plads i Jon Bang Carlsens samlede værk. Mere personlig og modigere måske, end nogen af hansøvrige film, tror jeg, nu efterhånden. Som jeg ruller denne lange gensynsserie ud..

Vi er i 1962. I kunstnerhjemmet, to keramikere på vej fra hinanden og deres to voksne børn. Vedbæk først, det så dejligt ombyggede udhus, hvor de endnu er sammen. Så landsbyhuset i Kønsløse, hvor moderen og børnene bygger det fraskilte liv op. Og i hvert fald to af dem forelsker sig.. en modere igen, sønnen for første gang. I hans første kys slutter fortællingen, men lever videre i dem og i os, som vi lærer i Blinde engle.

Det er i kernen den evige fortælling om kvindens drøm om mandens styrke. Mandens drøm om kvindens mod. Den blide mand og den voldsomme kvinde. Den modige mand og den stærke kvinde. 

Jon Bang Carlsen: Carmen og Babyface, 1995. Kamera: Dan Laustsen, klip: Grethe Møldrup, produktion: Peter Aalbæk Jensen for Zentropa, Nordisk Film og Carlsen & Co. Medvirkende: Rasmus Seebach, Sofie Gråbøl og Ulla Henningsen. Set på VHS fra Randers Bibliotek. Salg: DVDCITY http://dvdcity.dk/?50O48O49O483TO49O48313537O491

Vurdering:

Jon Bang Carlsen: Purity Beats Everything

Miriam Lichterman lives in Cape Town with a view to beach and sea. Jon Bang Carlsen lives in a farmhouse with a fine view to a beautiful landscape in Denmark with family, cat and dogs. She is a holocaust survivor, a Polish Jew, who saw the horrors of Auschwitz from the closest distance, he is a filmmaker born after the war. He grew up in the 1950’es in silence when it came to family talk about holocaust.

She is a brilliant storyteller, and so is he. She – with the words of Jon Bang Carlsen –deals with the cruelties as an artist, the only way for her to overcome it, she talks with a sincerety that brings the past into present time. I have to look her into her eyes, the director says, I can not just stay behind the camera. She has told her story again and again, he has to find a way to bring to life one more holocaust survivor story, told by Lichterman and Pinchas Gutter.

”Nothing is ever gone” could also have been the title of this film that is an indirect, non-bombastic poetically told appeal to think about the past and the present. To give the spectator his point of view, Jon Bang Carlsen has chosen to contrast the story of the survivors with images from his farmhouse idyllic surroundings, interrupted by some archive from the horrors – and with a sound score that introduces among other speeches by Hitler, Rimsky-Korsakov ”Sheherazade”, weather sounds from the Danish farmhouse, a phone that brutally cuts the directors computer-viewing of his material, and last but not least his own voice with clever reflections on the theme of purity and cleansing.

It is a montage with many layers and with some of the usual magnificent images that you only find by this unique Danish filmmaker, who never stops to challenge himself. Image: A shirt on a clothesline blowing violently in the wind. Sound: the screaming insane voice of Hitler to be overtaken by ”Sheherazade”. Or the marching soldiers of Hitler on the sound track accompanied by pegs on the clothesline moved again by the wind. I could go on, check for yourself this FILMmaker, and meet him on his tour around Denmark (see http://www.cphdox.dk/d1/fa.lasso?n=830 )

or invite him to your festival or film meeting. Or buy his film for television. Danish readers have the chance to read about Carlsen’s previous films, written on this blog by colleague Allan Berg.

Denmark, 2007, 52 mins. Information & copies for the press: Daniella.ev@dox-on-wheels.dk +4533931734 / +4528366848

Vurdering:

Mads Kamp Thulstrup/Carsten Søsted: Og det var...

Vurdering:

Per Wennick: Prinsesse på vej

- Danskerne kan glæde sig rigtig meget til mødet med Marie Cavallier: En begavet, smuk, livsglad og varm kvinde - med humor, siger Per Wennick, og tilføjer: - Det har været en fornøjelse at arbejde med hende.

Sådan lød det i DR's pressemateriale, ... men det var ingen fornøjelse at se en lille times gabende kedelig tv-dokumentar med den unge kvinde og hendes Joachim, som hældte almindeligheder i hovedet på os, mens fotografen Lars Schou, bl.a. kendt for sit fremragende arbejde for Lars Engels, som DR fyrede for nogle år siden ("Ikke mere taber-tv"), lavede pæne "glossy" billeder fra her og der, hvor de unge nu befandt sig. 

De to dygtige tv-dokumentarister, som spildte deres talent på denne opgave, skal dog have ros for den virtuose måde de fik bragt en bifigur i fokus. Maries hund, en lille puddel, som - desværre udenfor kameraets rækkevidde - havde spist en hel skinke på størrelse med sig selv, blev klippet ind flere steder i programmet og kvikkede op ved sin spontane tilstedeværelse i billedet. Godt fanget, Lars Schou!

Vurdering:

Yoav Shamir: Flipping Out

Jeg husker Shamirs Checkpoint fra 2003 som en meget stram og konsekvent gennemført filmisk undersøgelse med observerende kamera af dagliglivet ved en israelsk kontrolpost. De medvirkende var en gruppe israelske soldater, som kameraet lærte os at kende som gruppe og som individer, som ensartede i deres militæriske udtryk og forskellige i deres møder og konfrontationer med palæstinensiske passerende. Intet forklaret, men alt forstået. Så jeg glædede mig til Shamirs fortsættelse, regnede jeg med, Flipping Out, som DR2 så prisværdigt bragte i aftes.

Men det blev en skuffelse... Shamirs nye film er en total omkalfatring af hans lille værk på nu fire film. Ændringerne i strategien kan være forberedt med 5 days fra 2005, som jeg ikke har set, men skiftet fra Checkpoint til Flipping out er markant og ulykkeligt.

Den klassiske, filmiske tradition er erstattet af tv-dokumentarens tradition, men uden at komme ind i den i dens tilsvarende skarpe journalistiske greb. Indholdet er i 2007 filmen den kedelige og belærende rapportering og information, mens det i 2003 var det stille rystende drama. Det observerende kameras iagttagelse af hændelser og samtaler er som metode erstattet af illustrerende scener og interviews med tilfældige oplysninger og synspunkter. Attituden som var gedigen kunstnerisk er ændret til en journalistisk tilgang, ok for så vidt, men det er en journalistik, som ikke beherskes som håndværk, så 2003 indsigten kunne modsvares af en rystende 207 information.

Historien i den nye film er, at de værnepligtige soldater, kvinder og mænd, nu er færdige med tre år i krig, og de er i stort tal taget til Indien, til Goa især for at slappe af og ryge hash og det, som er værre. Måned efter måned går, og de vil ikke hjem igen. Det skulle være et problem for forældrene og for den israelske stat.

Men jeg taber interessen for disse medvirkende, de er næsten alle bare skæve og dumme at høre på. Enkelte bedre castede og et par gode interviews undervejs pynter lidt på fremstillingen, som må kaldes mådelig og unødvendig journalistik.   

Yoav Shamir: Flipping Out, Israel-Canada, 2007. 83 min. Set på DR2 i aftes. 

http://www.nfb.ca/webextension/flipping-out/  

http://tdf.filmfestival.gr/default.aspx?lang=en-US&loc=3&page=697&SectionID=24&MovieID=24

Vurdering:

Wim Wenders: Der Himmel über Berlin

Afsnit 17 (femtesidste scene) "Fremtidens fortællinger": Omsider møder de hinanden i en sammestedsamtid. De er begge nede på jorden nu, disse flyvende væsner. Hun fra trapezluftnummeret. Han fra engletilværelsen. De står ved baren. Men banalt kan de ikke mødes, selv om de kysser hinanden. Han er lidt for hurtig, og som det ses, lægger hun en blid hånd på hans arm. Men jo, de gør det jo - lidt senere. Men der ER fortiden (som også er byens) og der ER friheden, som de begge netop har vundet. Begge erfaringer er i vejen. Hun holder en lang klog, ærlig og forførende tale, på mere end fem minutter, tror jeg 

Afsnit 3 hedder "Engel i biblioteket", og scenen har stået i min erindring siden dengang, filmen var ny. Og nu ser jeg, den næsten er en (omvendt?) filmatisering af Rilkestedet, som i mellemtiden er kommet ind i mit liv: "Jeg sidder og læser en digter. Der er mange mennesker i salen,men man mærker dem ikke. de er i bøgerne. undertiden bevæger de sig i bladene som mennesker, der sover og vender sig imellem to drømme. Aah, hvor er det dog godt at være iblandt læsende mennesker. Hvorfor er det ikke altid saadan? Du kan gå hen til en og røre sagte ved ham: han mærker ingenting..." Bruno Ganz bevæger sig i scenen, som ikke kan glemmes, usynlig for alle, bortset fra de følsomme, og han rører ved enkelte. Og vi hører et hav af dæmpede stemmer, alle teksterne i læsesalen har i et slags pinseunder fået stemmer. Og det er os, det vedrører, vi, som ser filmen, der hører det.

Efter otte år i det fremmede USA ville Wenders tilbage til det tyske sprog og opmuntret af Rilkes tekster og af digterens englefigur lavede han så dette filmdigt om den endnu delte by, som han i Im Lauf der Zeit mere end ti år tidligere havde optaget en road-movie langs det delte lands indre grænse.

DVD versionen kom for et par år siden. Jeg købte den - siden har den stået uset hos mig, men så pludselig i aftes: Jeg vil se noget stort! Og det er det..

Wim Wenders: Der Himmel über Berlin, 1987. 122 min. Manuskript (monolog og digt): Peter Handke, kamera: Henri Alekan, klip: Peter Przygodda, medvirkende: Bruno Ganz, Solveig Dommartin, Otto Sander, Curt Bois og Peter Falk. DVD, Arthaus 2005, 500941, Wim Wnders Edition,        

Vurdering:

Nils Thorsen: Til skideballe hos mesteren

Thorsen er en ægte dokumentarist. Han bringer sit publikum ind i et rum, som fyldes helt af hans hovedperson, skuespilleren over alle danske mandlige skuespillere, Jørgen Reenberg. 60 år ved teatret, over 80 år på livets scene. Vi er til stede, vi ler og berøres af hvad vi oplever ved mødet med den gamle mester, som Thorsen er sendt i byen for at interviewe.

Thorsen observerer fremragende præcist, han fortolker skuespillerens på en gang brutale og følsomme direkthed, og han holder fast i fortællingens røde tråd, som er Reenbergs forhold til den far, som døde da han var 14 år gammel. Thorsen går tæt på, han er selv med i billedet og blotlægger samtaleforholdet, som det skrider frem. Men han overskrider ingen grænser og forfalder aldrig til tabloidens klichéer. I øvrigt umuligt med en skuespiller, der er så bevidst om, at hvad end han siger, kan det risikere at komme med i det færdige værk.

Man får lyst til at citere løs fra denne intense, underholdende og sprogligt fremragende virtuose skildring, der slutter med et ”hvad rager det dig” fra mesteren himself.

Det er sjældent at Politiken udkommer med et bidrag af så høj en tekstlig kvalitet. For en artikel i lørdagsudgaven den 17.5 er, hvad dette har drejet sig om. En artikel der er fortællemæssigt visuel i en sådan grad, at mange filmdokumentarister kan lade sig inspirere.

Ligesom mange dagbladsjournalister kan konstatere, at der er folk iblandt dem, som kan give et interview en kunstnerisk dimension. Tak!

Vurdering:

Gensyn: Fugl Fønix

Han er vågen før daggry. Han sidder fuldt påklædt i sengen og øver sig i at snuppe pistolen som ligger på natbordet og med den og blikket i en lynhurtig bue afsøge rummet. "Freeze", råber han. Gang på gang. Han øver sig, han er klar, tiden skal gå, for han er klar til at komme igang. "kommer den sol aldrig op?" siger han til hunden.

Næste billede, solen står op, det er meget smukt, og lyset rammer ham i en stribe over ansigtet. Han ved det, han har ventet på det. Fotografen Alexander Gruszinski har ventet på det. Nu laver de to billeder af den lange række insisterende scener, denne film består. Tydelige billeder af det fremmede, som skal skildres, det anderledes, som set-designet så indlysende rigtigt uden vi egentlig ved det tegner denne anderledeshed.

Han hedder James Jarrett og hans sted er Phoenix, Arizona, og jeg ser så tydeligt , at i Jon Bang Carlsens historie om ham fra 1984 holder i hvert fald fotografiet og set-designet. Anders Refns klip holder bestemt også. Men jeg tøver, interesserer han mig? Interesserer historien mig? 24 år er lang tid.

Det er let for mig at rumme Jenny og Bent . Bondekonen og fiskeren. Bovbjerg og Hanstholm. Men dette fremmede, som er tilsvarende fortidigt.. men, men meget længere væk?

Jon Bang Carlsen: Fugl Fønix, 1984. 49 min. Fotografi: Alexander Gruszynski, klip: Anders Refn. VHS, Herning Centralbibliotek. Ikke i DFI distribution længere. Men filmen vil naturligvis indgå i DVDbox sættet, som er på vej hos ArtPeople http://www.artpeople.dk/Nyheder.54.0.html Foto: instruktøren i det filmisk hjemlige Trans ved Bovbjerg, Niels Jørgen Dinnesen, McGuffin 55/56.

Vurdering:

Edvins Snore: The Soviet Story

Vurdering:

Gensyn: Jeg ville først finde sandheden

For mig gik det først galt i den allersidste rekonstruktion. Vel i det 27. minut i dette halvtimes mesterværk om at være klog og 92 og alle de andre er døde og det er altså lidt kedeligt. Men så er der pindsvinet og sommeren og Mozart og kærligheden og bygningerne, som man har konstrueret og kan fare vild i som han gør i sit Lloyds i London.

Til det gik galt, var det nok min yndlingsfilm. Og pyt, det var blot en rekonstruktion, som kiksede. Men til da en fuldendt smukt indfattet perle. Jeg må engang for mig selv prøve at forklare hvordan... Det har at gøre med den vidunderlige medvirkende Erik Arup, som nu længe har været væk. Denne over, over ingeniør. Selvfølelsen selv og beskedenheden selv i én person.

Jon Bang Carlsen: Jeg ville først finde sandheden, 1987. 29 min. Fotografi: Dan Laustsen. Set på VHS, Randers Bibliotek, fjernlån fra Herning Centralbibliotek. Hvor er det godt, de har gemt den!!

Vurdering:

Lazhari Abdeddaïm: hip-hop(e) in the favela

Vurdering:

Gensyn: En fisker i Hanstholm

Det lykkedes! Der kom en VHS til mit bibliotek, fra et bibliotek i Århus, hvor de har gemt den siden SFC udstationerede en kopi af hele sin samling der, tror jeg. Men båndet har ikke været afspillet længe. Ved første kørsel var der ikke antydning af billedsignal, kun hist og her spor af en lydside. Men, men efterhånden dukkede filmen op. Et par frem- og tilbagespolinger, og den lod sig se. Og den var netop så smuk, som jeg huskede den.. nej, smukkere, faktisk. Det sorthvide fotografi og den nordjyske dialog er i den grad selvskrevet til en DVD reprise. Jeg glæder mig.

En fisker i Hanstholm er lige så vigtig for dansk historie og dansk sprog som Hans Kirks bog, som Andersen Nexøs bøger, som Jensens og Hansens. Den lægger sig internationalt i konsekvent forlængelse af den store neo-realistiske indsats, og så hører den monumentalt til i rækken af Bang Carlsens store danske film, rækken med Jenny, Ofelia kommer til byen, Før gæsterne kommer og Livet vil leves, der som det fineste hængsel knytter denne samlede skildring af dansk sind til instruktørens udlængsel og til skildringen af det fremmede sind i rækken af amerikanske, irske og afrikanske film. Jeg vil tro, at Purity Beats Everything vil vise sig som et tilsvarende kunstnerisk omdrejningspunkt i dette filmværk, hvoraf DVD box 1 vistnok skulle være kommet. Dette grundlæggende filmværk hører som det selvfølgeligste til på ethvert stort dansk bibliotek i VHS kopier, efterhånden på DVD.

Jon Bang Carlsen: En fisker i Hanstholm, 1977. Fotografi: Dirk Brüel, klip: Anders Refn. Lene Vasegaard spiller fiskerens hustru, ellers er de medvirkende fra Hanstholm. DFI distribuerer filmen på 35 mm. Set som VHS kopi, Randers Bibliotek, fjernlån.

Vurdering:

Rafal Skalski: 52 Percent

Short documentaries of international quality are hard to find. The television stations have long ago given up slots for shorts, with a few exceptions like Arte, and the film institutes and the public funding systems do the same – because where can the films be shown?

But they are produced, in film schools first of all, and by young filmmakers who finance their films by themselves and put them online.

This Polish beauty, however, has made the festival circuit and wone the prizes it deserves. I have no objections at all to a film that has a title that refers to the ideal proportion of one's leg length to height. One of the most important admission criteria set by the State Ballet Academy in St. Petersburg, and the one that 11 year old Alla has to conquer. Look at the face of this girl, a perfect cast, conveyed with brilliant cinematography by Jakub Giza in a film that has the right rythm and duration and a universal appeal... we have all met these ”52 percent” in our lives.

The film was made under „Russia and Poland. New Gaze” project, 2nd edition. The project was realized by Eureka Media and Adam Mickiewicz Institute with financial support of Polish Film Institute.

Poland, 2007, 19 mins.

http://www.eurekamedia.info/index.php?id=37

http://www.iam.pl/en/site/aktualnosci/krakowski_festiwal2  

Vurdering:

Arto Halonen: Shadow of the Holy Book

Classical documentary approach: Something is wrong, we have to tell about it, let’s go and get the facts and convey them to the world. That’s what Arto Halonen, Finnish documentary director, and journalist Kevin Frazier decides to do. With a quote from the web site of the film, this is what it is about:

”Why are some of the world's biggest international companies translating the Ruhnama, an absurd government propaganda book from Turkmenistan, into their own languages?

The film exposes the immorality of international companies doing business with the dictatorship of oil-and-gas-rich Turkmenistan, thus helping to hide its human rights and free speech abuses - all in the name of profit and corporate greed.”

The list of greedy companies you can find on http://www.shadowoftheholybook.com/

So far, so good, the problem is that these companies (of course) in general resist to take part in the film, so a huge part of the visual narrative consists of Frazier and Halonen in and out of hotel rooms, on the phone, trying to get someone to expose their bad ethics of making profits.

It happens, not completely but the filmmakers succeed to get some people regret. As the director has asked me: how many documentaries do actually change something? Bravo for that persistence and courage.

Otherwise, in the film you see some exiled politicians tell their stories, rather predictable, and the film team has set up some interesting reconstructions and shot some footage from the country. It is indeed sometimes absurd entertainment but I dont feel it is enough to keep attention in a 90 minutes long film. Arto Halonen has made better films than this recording of a relatively unsuccesful investigative journalism.

Finland, 2007, 90 mins.

http://www.artfilmsproduction.com/englishpages.html

World Sales: http://www.filmstransit.com/

Vurdering:

Saartje Geerts: Nollywood Abroad

It starts as a film about a third ”...wood” after Holly- and Bollywood: Nollywood from Nigeria. But it takes place in Antwerp, where a young man, John, wants to be a superstar in this kind of right-to-the-heart, often moralistic, home-movie like films. He is introduced and is arrested for maybe having perfomed in human trafficking and prostitution matters. He ”disappears” from the film, and the filmmakers go to Nigeria to tell something about why and how Nigerians go to Europe. Fine.

It is actually quite an interesting story for a documentary that has now been turned into a film. I met the producer Mark Daems some years ago at an EDN workshop, where the project was pitched and the final result deserves respect for its relevance and honest approach. However, what happens after John is out of prison and begins filming this his own story, is not so interesting to watch, I would have loved much more clips from the Nollywood films in general to get the chance to further study this phenomenon. Or to get to know the Nigerian community in Europe better. The structure is a bit loose and unfocused.

Belgium, 47 mins.

More about the film and dvd sales: ww.adirector.eu                                                 

Vurdering:

Gensyn: Livet vil leves

Denne maj måned bringer Dox On Wheels Jon Bang Carlsens nye film Purety Beats Everything til en række byer til biografvisninger, hvor han selv er der, nogle gange i samtale med en åndsbeslægtet. Det erindringsbaserede filmværk bringes håndfast i forbindelse med den konkrete auteur, biografisk og moralsk. Og en del nyfigent som det er så VIGTIGT nu.

Mens jeg venter, gennemser jeg, hvad jeg kan få fat i på mit bibliotek, og det viser sig at det som fjernlån fra Herning Centralbibliotek er muligt at låne en VHS af Livet vil leves fra 1993.

En mor skriver breve til sin voksne søn, som er på rejse i USA. Sønnen skriver sine refleksioner, i dagbogen vel. De to tekster læses på lydsiden af to skuespillere. Billedsiden er dels landskabsoptagelser fra rejsen på prærien og i ørkenen, dels landskabsoptagelser fra Bovbjergegnen, hjemegnen siges det. Axel Schiøtz synger en arie fra Messias. Det er det.

Og det bliver til en åndeløst dybt åndende film på næsten 50 minutter. Som jeg - indser jeg nu - i detaljer husker fra premieren for 15 år siden. En film, som ikke har rokket sig det mindste siden. Den er så ny og inderligt vedkommende som dengang.

Jeg tror den er god at se, mens vi (herude) venter på filmbussen. 

Jon Bang Carlsen: Livet vil leves, 1993. Mesterligt fotograferet af Alexander Gruszynski, Mikael Salomon og Henrik Jungdahl. Vidunderligt kongenialt klippet af Grethe Møldrup. DFI har kun en 35 mm kopi, men bibliotekerne (i hvert fald Herning Centralbibliotek) har heldigvis gemt VHS kopier.

Vurdering:

Peteris Krilovs: Deconstruction of an Artist

Gonzalo Arijon: Stranded

I don't need to write a lot about this film, do I? The winner of IDFA 2007, screened and awarded at an enormous amount of festivals, broadcast all over, including in Denmark. A well constructed dramatic story with a wonderful panel of survivors from the air crash in the Andes in 1972. Good tellers they are and...

... what I wanted to draw your attention to, first of all, is the way the film reconstructs. In a non-bombastic sketchy manner, where the right balance is found and the facial similarities to the found archive photos of survivors are quite obvious.

The second potential inspiration for filmmaking colleagues could be the talking faces that certainly have been and still is subject to general discussions about to use or not to use. Look at the middle aged men and hear them talk naturally and not only in one sentence lines. There are many characters but we get to know them because we are invited to watch their interesting facial expressions.

I still think the film is too long and gründlich but the story is fantastic and the craft skills of the Uruguayan and Argentinian film makers are admirable.

France, 2007, 127 mins.

www.idfa.nl (about the film at IDFA 2007)

http://www.arteboutique.com/detailProduct.action?attributeId=1&vlhId=437946&moveValue=6&product.id=274469 (dvd version with English subtitles can be bought via this site, around 20€)

http://www.trentofestival.it/

Vurdering:

Stefan Schwietert: Heimatklänge

This music documentary film is about Swiss music – the famous and for many, including me, unbearable yodel – and Swiss artists who have developed their music from the yodel into a great innovative and fascinating rythmic play with the voice. It has been released in Swiss cinemas and very right so, as it has a uniquely built visual structure that makes the three artists stand out on their own and at the same time comment each other’s achievements.

Erika Stucky is the funniest of the three, a woman who went to the US and became a performer of extraordinary power and charisma. Her family has a big film archive of super 8 film which is convincingly used in the narrative, including scenes with her, who as a child always wanted to be a hullahulla dancer. This wish was not well received in the Swiss schools!

The film has a light tone and the director is not afraid to play with the landscape and bring out the artists to express themselves in a mountain scenography. One – Christian Z. – even goes to Mongolia to meet with colleagues who also do overtone voive mastering.

How does Switzerland sound? This is what the film is about, entertainingly it is done, with a lot of information given in a spirit of joy and playfulness.

Switzerland, 2007, 81 mins.

www.heimatklaenge.ch

http://www.trentofestival.it/

Vurdering:

Muntean & Stankovic: Journey of a Red Fridge

Vurdering:

Remy Tezier: Au delá des Cimes

Catherine Destivelle is the name and after numerous films (at the Trento Film Festival) about people dying in the mountains, and about heroes who save people, or fight the mountains – it was such a relief to meet a female alpinist, a charming person, smilingly taking her sister and a friend up and up and up, in sunshine, for a picnic, while you hear their conversation on the way, and while you watch the most beautiful shot images of her routes, plus some archives, plus some interviews.

Alpinism can be a Pleasure!  And alpinist films can convey presence in the good old observational style. An informational film it is as well, with narration, not too much (a French actor narrates, not a good choice) 

She is a winner but behaves with modesty always with a lowered voice and a non-competitive esprit .

The sweet ending – also without any drama – is a trip up with two older male friends, on the same route where she years ago fell 35 meters down.

France, 2008, 75 mins.

http://www.destivelle.com/en/profile.aspx

http://www.trentofestival.it/

Vurdering:

Jiska Rickels: 4 Elements

Normally you say that something must be wrong if you leave the cinema to say that the cinematography was excellent, but the rest of the film... You do say so with this ambitious film but it is justified because it also has an idea and does not only tell about air, water, earth and fire, but link the elements to people, who work in hard and harsh conditions. Reminds you of Glawogger’s film ”Working Man’s Death” but has its own distant approach to the characters and is a visual formidable interpretation of a forest being cleaned, a fishing boat in high sea, a mine deeep down and an astronaut training venue.

The montage keeps you watching this our world, fascinating and scary at the same time, no eco-preaching, see for yourself, reflect, an essay maybe, some overall (biblical?) texts linking the chapters one after the other, and the sound design second to none.

What a pleasure to watch a film that insists on the image.

Holland, 2006, 85 mins.

http://www.fuworks.com/4elements/

http://www.idfa.nl/en/programme/festival-2007/film.aspx?id=34046

http://www.trentofestival.it/

Vurdering:

Trento Diary 5 - Awards

Here are the results of the jury work. 4 of the films will be reviewed in the coming 3 days. Plus one that did not get a prize: Stranded.

Gran Premio “Città di Trento” - Gold Gentian and 5000 Euro for the best film of all, possessing high artistic qualities, that corresponds to the cultural aims pursued by the Festival.
4 ELEMENTS by Jiska Rickels (Holland, 2006 / 85')

Italian Alpine Club Prize Gold Gentian and 3000 Euro for the best film on mountains and mountaineering.
AU DELÀ DES CIMES by Rémy Tezier (France, 2008 / 75' )

City of Bolzano Prize - Gold Gentian and 3000 Euro for the best film on Alpine culture.
HEIMATKLÄNGE by Stefan Schwietert (Switzerland, 2007 / 81')

Silver Gentian and 1500 Euro for the best short film.
IL NEIGE À MARRAKECH by Hicham Alhayat (Switzerland, 2006 / 15')

Silver Gentian and 1500 Euro for the best television production.
JOURNEY OF A RED FRIDGE by Lucian Muntean e Nataša Stankovi? (Serbia, 2007 / 52')

Silver Gentian and 1500 Euro for the best artistic technical contribution.
SCHAFSKÄLTE by August Pflugfelder (Germany, 2007 / 44')

Jury Prize
DAUGHTERS OF WISDOM by Bari Pearlman (USA, 2007 / 68')

The Jury was comprised of film director Maurizio Zaccaro (President), Danish documentary consultant Tue Steen Müller, Swiss film director Sylviane Neuenschwander, Italian mountaineer Elio Orlandi and by the Iranian film director and writer Siba Shakib.

http://www.trentofestival.it/  

Distribution: Jon Bang Carlsen

Jeg gik så på bibliotek.dk i går og bestilte løs af Bang Carlsens værk. Og allerede i dag kunne mit dejlige bibliotek her i byen meddele, at jeg kan hente kopier af Zuma the Puma og Min afrikanske dagbog. Men Næste stop paradis og Time out er der ikke noget bibliotek der har, skønt de altså er opført i bibliotek.dk. Imidlertid er der også fra mit dejlige bibliotek kommet besked om, at disse titler nu er reserveret til mig: En fisker i Hanstholm, Fugl Fønix, Jeg ville først finde sandheden, Livet vil leves, Min afrikanske dagbog, Min irske dagbog, Smalfilmerens søn!!

Så filminstituttet har ikke fået biblioteksudlånet til private helt destrueret. Endnu.. Og der var flere Bang Carlsen film på lsten i bibliotek.dk. Så det kan være kopierne bliver der, til box serien er ude - og bibliotekerne selvfølgelig køber dem. Allesammen, allesammen.

Nu venter jeg spændt på, om reserveringerne fører til, at jeg kan hente kopierne. Det er ikke sikkert, ved jeg. Swedenborgs Om kloderne i vort solsystem som kaldes planeter.. har jeg haft reserveret siden 7. juli sidste år. Men jeg er en tålmodig mand, og det ER et dejligt bibliotek.

Foto: Jon Bang Carlsen: En fisker i Hanstholm.

Gensyn: Jytte Rex trilogi

Selvfølgelig er film de store enkeltstående oplevelser, suset af det nye, fornemmelsen af at være i tiden. Men film er også tradition, film er også den rolige lagring af værket i samlingen. Hvorfra det kan tages frem atter og atter. Længe troede jeg biblioteket var videotekets sted, men,men video (VHS) er snart helt væk og DVD når næppe ind for alvor. Vi må vente på, spændte, hvad bibliotekerne beslutter sig til.

Nå, jeg laver min egen lille undersøgelse. Ser, hvad jeg kan låne umiddelbart på mit eget dejlige bibliotek og tager Jytte Rexs store undersøgelse af den kunstneriske erkendelse med hjem. Kan heldigvis endnu afspille VHS, som Kollektiv Film for ikke længe siden så forudseende udgav det samlede Jytte Rex værk på. (Finder Christian Braad Thomsen ud af at få det digitaliseret?)

Men så vidt så godt, jeg kan roligt sætte mig ned og fordybe mig i noget af det klogeste, der er lavet på dansk film. Tilsyneladende blot tre "kunstnerportrætter". Men nej, de tre film lukker sig op som én sammenhængende tanke om livets omfang og tankens grænse så smukt castet: Inger Christensen, Palle Nielsen, Pelle Gudmundsen - Holmgreen som medvirkende i undersøgelsen af det særlige ved digtet, billedet og musikken.

Jytte Rex: Inger Christensen - cikaderne findes, 1998, Palle Nielsen - mig skal intet fattes, 2001, Pelle Gudmundsen-Holmgreen - musikken er et monster, 2006. Palle Nielsen er forsvundet fra filminstituttets katalog, mystisk og Inger Christensen distribueres kun på 35 mm, også sært. Pelle Gudmundsen-Holmgreen findes både som DVD og på www.filmstriben.dk. Endnu kan trilogien dog lånes på biblioteket. Og næsten alle Jytte Rexs film kan købes (VHS og Palle Nielsen DVD) på Kollektiv Film http://braadthomsen.com/  Fotografi: Pelle Gudmundsen - Holmgreen i Rexs film forklarer, hvordan det hele hænger sammen.. i musikkens verden. 

Vurdering: