DR2 - Farvel og Tak

Mette Davidsen-Nielsen og Gitte Rabøl har sagt op som kanalchefer på DR2. De begrunder det med at chefer skal skiftes ud inden det hele bliver rutine og nyskabelser udebliver. Smukt tænkt og meget ulig DR. Men set udefra en beslutning, som kun kan vække bekymring i en periode, hvor -som én kulturmedarbejder sagde til mig - tre tumper (Plummer, Grarup, Vesterløkke) er ved at køre DR i sænk.

DR2 har for os med hang til dokumentar været oasEN i dansk tv. Her har der været journalistiske dokumentarserier af høj kvalitet, her har der været informationstunge, klogt udformede videnskabsdokumentarer, og så har der været plads til dokumentarFILM, hvor en instruktørsignatur har været tydelig i ofte meget personlige historier.

Skønt har det været at kunne høre andre sprog end det engelske, som ellers ufortjent, men på grund af markedsføring og tilvænning dominerer den internationale scene. Hanne Lindemann, som i årtier har været indkøber ved DR, har vi at takke for sin indsats. Hanne træder tilbage og overlader pladsen til Mette Hoffmann, som har været en god indkøber, og først og fremmest sælger for TV2 med en stor tæft for at sætte store serier som Demokratiprojektet (10 films om demokrati) i gang.

Vil hun og andre DR-folk kunne føre den fine DR2-dokumentarprofil videre? Vil et chefskifte betyde at nu skal alt være smart og uden kanter, let fordøjeligt og på engelsk og med DR-garanti forhøje seertal?

Tak til de to damer for at have givet plads til et bredt kvalitetsudbud af dokumentar for små penge.

Ghosts - en Nick Broomfield film

Set på European Film College under DFI Branchetræf for dokumentarfilmfolk 24.-26. august

Ja, Broomfield er auteur i den gedigne britiske tradition for opklarende journalistik og hans navn er brand for hans tv-station, Channel 4 og tillige brand for denne film, som sniger sig uden om genrebestemmelserne og blot kalder sig "en Nick Broomfield film".

Manuskriptets forfatter Jez Lewis fortalte os det i samtalen med Anders Østergaard efter visningen af den på alle måder tror jeg rystende film. Og han fortalte videre, at det som altid var begyndt i planlægningen af en dokumentarfilm, denne gang om hvid slavehandel. Historien var den om de 23 illegale kinesiske invandrere som under arbejdet med at samle muslinger druknede i tidtidevandsbølgen i Morecambe Bay i England 5. februar 2004.

Efter nogle måneders arbejde besluttede Broomfield og Lewis sig for at skrive dialogen, at dramatisere historien, og igen greb instruktøren tilbage til den gedigne engelske tradition, tilbage til Peter Watkins, hvis "The Wargame" blev et forbillede. Et filmdrama iscenesat som dokumentar.

Som Watkins sorthvide tv-reportage fra ruinerne af et atombombeangreb på en engelsk by dengang rystede mig blev jeg nu bevæget af denne sørgelige og oprørende sande historie om en lille gruppe kineseres fortvivlede forsøg på at overleve i en fjendtlig og udbyttende omverden, forsøg på at overleve i den mørke nat på taget af deres bil mens vandet stiger og stiger omkring dem. I Ken Loachske stramme, ærlige, uafviselige scener. Denne smukke britiske tradition.

Alle medvirkende er amatører. De spiller sig selv, den rolle de hver for sig kan. Som illegal indvandrer, som husvært i den usleste bolig i byen, som arbejdsgivere, der ser gennem fingre med papirerne, som arbejdsformidler, der åbenlyst på kontoret modtager bestikkelse.

Alle scener bygger på de medvirkendes egne oplevelser i forskellige sammenhænge, men i samme skæbneomstændighed, den som er blevet filmens fortælling. De medvirkende kinesere kunne alle have været blandt de omkomne den kolde nat i Morecambe Bay. Hovedpersonen, den tabre og nuancerige unge kvinde Ai-Qin-Lin har levet ni år som illegal arbejder i England. Filmen bringer hende i slutscenerne for første gang tilbage til familien. Filmen slutter således i direkte reportage uden det bliver stilbrud. Alt er lige virkeligt, lige autentisk. Bemærkelsesværdigt.

Nick Broomfield: Ghosts, UK 2006, 96 min. Channel 4 Television Corporation. www.ghosts.uk.com

Vurdering:

USA vs. Al-Arain

Set på European Filmcollege under DFI Branchetræf for dokumentarfilmfolk 24.-26. august 2007

Her er en film som allerede i titlen sætter sig solidt på den stol som handlingen ikke sætter sig på. Titlen lover mig historien om den palæstinensiske universitetslærer Al-Arain som for 17 år siden bosatte sig i USA. I 2003 blev han arresteret og anklaget for at have støttet en organisation på terroristlisten. Han blev først frikendt, så i den genoptagne sag dømt. Det er en oprørende historie om et ret åbenlyst justitsmord. Filmens titel lover mig den historie. Og den film ville jeg gerne se.

Men instruktøren vil noget andet. Hun vil skildre dagligdagene i Al-Arains familie, hos hustruen Nahla og deres fem børn under den seks måneder lange retssag. Den film har jeg, nu jeg er lovet den anden, meget mindre lyst til. Det er ellers for så vidt et gedigent dokumentarfilmprojekt, og klassisk, dette sociologiske studie. Men dt forudsætter prægnante medvirkende, castet på deres kvaliteter egne kvaliteter. Og det forudsætter et dagligt drama i deres interaktion.

Og dette lykkes ikke for instruktøren Line Halvorsen. Karakterernes udstråling kommer ikke frem i øjeblikkene og udvikles ikke gennem de 85 minutter. Dagenes hændelser bliver aldrig til det drama som skulle bære filmens forløb. Spændingen bindes alene til denne voldsomme ydre begivenhed, den groft uretfærdige retssag, men den slår tilsyneladende ikke ind på livet i hjemmet, så det kan få dramaturgiske konsekvenser.

Line Halvorsen vil ét være flue på væggen i hjemmet, men tilbydes noget mere, en voldsomt vigtig journalistisk historie. Og hun har ikke kunnet vælge. Så hun lykkes ikke rigtigt overbevisende med nogen af de to, sætter sig mellem de to stole.

En overmåde vigtig film er det alligevel. Man får et indblik i Al-Arains skæbne og rystes. Dertil kommer, at producenten Dalchows Verden omhyggeligt på hjemmesiden www.usavsalarian.com/case/news.html hele tiden opdaterer historierne, begge to. Til sammen er dette materiale en omhyggelig opmærksomhed værd, naturligvis.

USA vs. Al-Arain, Norge 2007, TV2 57 min. DVD 85 min. (Dansk version i handel nu) Instruktion: Line Halvorsen.

Vurdering:

Blindsight

Set på European Film College i forbindelse med DFI Branchetræf for danske dokumentarister.

Jo, det var herligt - efter at have set "Ghosts" og "The Devil Came on Horseback" - at møde en gruppe blinde tibetanske børn, der skal bestige Mount Everest i selskab med hinanden og en gruppe professionelle bestigere, anført af den ligeledes blinde Erik Weihenhayer. De var søde at se og høre på, instruktøren havde fanget fine situationer og byggede pænt en spænding op - klarer de det eller ej? Svagere var det, når filmen ville tage os tilbage i tid for at præsentere børnenes sociale baggrund. Det virker som en show-stopper selvom f.eks. Tashi, drengen som træder frem som den mest interessante, den kinesiske dreng, kunne være en hel film værd.

Det er en projekt-film, korrekt, man kan ikke være uenig med den, den er flot at se på, proff i alle ender og kanter, men også lidt for korrekt og pæn og dermed undervejs en smule kedelig.

Se i øvrigt hvad hjemmesiden skriver om Lucy Walker, filmens instruktør:

"Lucy is blind in one eye and has been a patient at Moorfields Eye Hospital since birth - one of the initial reasons she was drawn to BLINDSIGHT. Prior to the shoot Lucy had never climbed mountains before, and during the course of the shoot she suffered a broken ankle, amoebic dysentery, giardiasis, headlice in her eyelashes, and altitude illness - and loved every minute of it."

UK, 2006, 104 mins.

www.blindsightthemovie.com

Vurdering:

DFI Branchetræf 2007

Klaus Hansen, Producenterne, har allerede (se under "The Devil came on Horseback", bemærkninger) givet udtryk for sin oplevelse af filmprogrammet på årets branchetræf for danske dokumentarister på den vidunderlige European Film College i Ebeltoft. Et indholdsmæssigt deprimerende program, rædsel efter rædsel blev kastet os i hovedet. Gode film, de fleste af dem, og et program som havde den linie, at de er film til et bredt publikum, at de har engelsk som det talte sprog og er helt bevidste om deres genres udtryksmidler.

Et par gamle venner blandt deltagerne kom til mig i en pause og spurgte: Er det sådan dokumentarfilm ser ud i dag. Mit svar var, ja det er sådan m a n g e dokumentarfilm ser ud i dag. De har noget på hjerte, de er budskabsfilm, de har en bred appel og formen er valgt så budskabet kommer klart igennem.

Årets film var alle sammen engelsksprogede og de fleste var fra USA. Mit svar kunne også have været, at sådan ser de fleste af de gode amerikanske dokumentarfilm ud i dag.

Når det er sagt, skal det også siges, at det IKKE er derfra det nyskabende i genren kommer. Du bliver taget ved hånden, du overraskes ikke af en ny fortælleform eller en overraskende pointe eller vinkel. Jeg mener jo stadig, som Kim Skotte nævnte i sin indledning, at det sære og nye og overraskende ofte kommer fra det østlige Europa, fra russerne, fra polakkerne, fra bulgarerne, fra litauerne, fra tjekkerne.

Det kunne jo være at det var tid til non-Englsh speaking dokumentarer næste år.

The Devil Came on Horseback

Set på European Film College i forbindelse med DFI Branchetræf for danske dokumentarister.

Darfur. Vi har hørt om det, vi har læst om det, vi ved at mennesker bliver dræbt i hundreder af tusindvis, men derfra til at få uhyrlighederne visualiseret som i Ricki Stern og Annie Sundbergs film er et langt stykke vej. Det her er en kampagnefilm, et råb om hjælp til verdensopinionen, så gør dog noget, og gøres der noget, næh sådan ser det ikke ud. Og hvorfor ikke, storpolitik, siger vi afmægtigt til hinanden uden at vide, hvad der så ligger i det. Det forklarer filmen heller ikke, dens ærinde er humanistisk og dens fortælling er personligt leveret gennem den amerikanske militære observatør Brian, der skriver breve hjem om, hvad han set - og dokumenteret med sit kamera. Han siger sit job op og beslutter sig for at offentliggøre sit materiale. Filmen følger hans nye mission, han får kontakt med politikere, han rejser til den Haag til den internationale domstol, han belejres af medierne.

Som sådan er filmen klassisk amerikansk - én mand tager affære - både i sin historie og i sin filmiske udformning. Heldigvis er denne mand sympatisk og man kan kun håbe på at hans mission må hjælpe bare en lille bitte smule. Som tilskuer kæmper du med at se på alle disse molesterede og forkullede lig, som er blevet fotograferet på tæt hold af Brian, samtidig med at du ved, at er der noget, der hjælper, er det netop sådanne billeder - hvis en opinion skal overbevises. Måbende ser du sudanesiske regeringsrepræsentanter antyde at billederne er arrangerede og fake.

Hvem kan hjælpe? En gribende scene viser Brian Steidl i samtale med en flygtning i Chad. Flygtningen gentager igen og igen at kun USA kan hjælpe, de arabiske lande gør intet. "Selvom vi også er muslimer", siger manden, der rejser sig, går rundt om et hushjørne, fulgt af kameraet, standser op, vi ser at han tørrer øjnene, der er håbløshed i hans kropsprog.

USA, 2007, 85 mins.

www.thedevilcameonhorseback.com

Vurdering:

Solo - Filmen om Jon

Set på European Film College i forbindelse med DFI Branchetræf for danske dokumentarister.

Der skal ikke stå meget om denne, velkendte danske dokumentarfilm af Kasper Torsting. Den er god, fordi dens hovedperson er så generøst åben i sin beskrivelse af den nedtur, som han oplever fra at have været Jon Popstar, ham fra TV, pigernes helt, til at være en sanger, som ryger ind i skandaler, møder voldsomme aggressioner, når han tager rundt for at fortsætte en karriere, som hænger i laser. Sympatien er helt på hans side i en film, hvor instruktøren har filmet over en lang periode, har sin hovedpersons tillid og har skruet historien sammen så interessen holdes intakt det meste af tiden. Jon giver sig selv, han er velformuleret og hensynsløst ærlig i beskrivelsen af "kampen for at blive elsket".

2007, 77 mins.

Vurdering:

Be Here to Love Me

Set på European Film College i forbindelse med det årlige DFI Branchetræf for dokumentarister.

Se, det var en åbenbaring. Jeg havde aldrig hørt om Townes van Zandt før denne vidunderligt enkle musikbiografiske dokumentar, som tog mig ved hjertet med sin musik, sine karakterer, sit væld af anekdoter, sin atmosfære og sin hovedperson, en klassisk figur, som dør i en alder af 52, ødelagt af et kolossalt misbrug. Vi får det hele serveret gennem samtaler med hans musikalske kammerater, hans tre koner, de tre sønner, og en lille datter, som aldrig lærte sin far at kende. Van Zandt var en rejsende i musik, der var ikke det motelrum, han ikke havde opholdt sig på, det var hans liv, som man kan se på de mange arkivoptagelser, som filmen giver sin tilskuer. Filmen er som en rejse, der er hele tiden bevægelse i sekvenserne, videre til næste stop, videre i den konstante déroute, som van Zandt selv fortolker så smukt i de mange stoflige arkivbilleder. Ikke så mærkeligt at van Zandt er blevet en kultfigur og at hans tekster synges af folk som Willie Nelson. Margaret Brown hedder instruktøren, som har fået vennerne og familien til at åbne sig og har kædet arkivmaterialet sammen i respekt og med kærlig nænsomhed. Det ser så enkelt ud, men det er så svært at holde en stemning i et filmisk forløb som dette.

USA 2004, 99 mins.

www.townesthemovie.com

Vurdering:

Forbidden Lies

Set på European Film College i forbindelse med det årlige DFI Branchetræf for danske dokumentarfolk... Ja, det vil sige, jeg fik set 15 minutter før jeg forlod biografen, fordi jeg ikke kunne holde den i alle henseender larmende fortælling om Norma Khouri ud. Effekt på effekt, alle klip markeret med et brag af lyd, zoom ind, zoom ud, alt skulle understreges og fremhæves. Kunne den australske instruktør Anna Broinowski ikke have fortalt den spændende historie om et æresdrab, som viser sig at være løgn og latin, på en anden, mindre kommerciel og mere afdæmpet og dermed, tror jeg, mere overbevisende måde? Er der ikke en del sandhed i at "extraordinary films call for an ordinary form", som det er blevet sagt, "and the other way around - films about ordinary subjects call for extraordinary storytelling". Der bliver ikke givet penneskafter her, da filmen ikke blev set i sin helhed.

Australia, 2007, 107 mins.

Jennifer Fox slutkommentar

Så fik jeg set alle 6 timer af Jennifer Fox serien og kan lave min personlige konklusion: Jeg blev ikke klogere på, hvad en "free woman" er for en størrelse. Jeg mødte en række skønne og interessante kvinder rundt omkring i verden, men ville gerne have mødt flere eller blevet længere i selskab med nogle af dem, som jeg mødte. Desværre blev kameraet hele tiden rettet mod Jennifers tunge, bekymrede ansigt og hendes svære kærlighedshistorie. Som jeg aldrig rigtigt blev interesseret i. Hvorfor ikke? Formentlig fordi der er for meget af Jennifer, som er en oprigtig kvinde, som jeg ønsker alt godt for, men som hovedkarakter i et filmisk forløb i 6 timer - ender du ærligt talt med at blive træt og irriteret. Og kærlighedshistorien er nærmest umulig at engagere sig i, når Kai, den sydafrikanske elsker, IKKE må ses, men kun høres om via Jennifer. Det er måske filmens hovedproblem, at det egentlige drama, "Jules og Jim", en kvinde der skal vælge mellem to mænd, aldrig folder sig ud. Og så er Jennifer jo heller ikke Jeanne Moreau!

Når det er sagt, er filmserien som filmisk fortælling overbevisende sat sammen med en suveræn fornemmelse for genren og serieformatet, den har valgt at befinde sig i. Der er små historier omkring personer, vi bliver præsenteret for og senere bliver introduceret for igen. Der bliver fulgt op og der ER små fine situationer, hvor andre end Jennifer får mulighed for at folde sig ud, men de er (for) korte. Der er en vidunderlig musik, det svinger og passer til kærlighedskarrusellen, der aldrig stopper. Og sidste afsnits - omend lidt postulerede og pludselige - samling af den kvindelige del af familien er smukt afviklet.

Vurdering:

TV-festival i Edinburgh

Edinburgh er festivalby i disse uger og dage. Den fremtrædende engelske avis Guardian står bag en årlig TV-Festival (det er formentlig herfra at idéen om den danske TV-festival er hentet), som løber den kommende weekend. I den forbindelse vil truslen om beskæring af BBC's dokumentar-fyrtårn Storyville blive diskuteret. Jeg mødte en af medarbejderne fra Storyville og spurgte, hvem der stod bag idéen om nedskæring - det ved vi faktisk ikke, sagde hun og nævnte den kolossale opbakning, som var indløbet via protester fra ind- og udland.

Omkring 2000 havde signeret protestskrivelsen. I mandagsudgaven af Guardian skriver Nick Fraser, som er hovedredaktør af Storyville, om dokumentarfilmens "golden age" og har svært ved at lade være med kommentere nedskærings-truslerne. Han argumenterer, at selvom der er et stort nyt publikum til dokumentarfilm over hele verden, og selvom dette nye publikum ser filmene i biografer og på nettet, så må tv-stationerne finde plads til de såkaldte "authored documentaries", altså de film, hvor en personlig røst fortæller og fortolker i billeder og lyd. FILM. Det paradoksale er at artiklen er illustreret med et billede af Hollywoodstjernen Leonardo diCaprio, som er ved at producere en dokumentarfilm om global opvarmning. Det bliver nok - med al respekt for budskabet - en ny Al Gore præsentation af Global Warming problemerne.

Vil TV stadig have "truthfulness", "sandfærdighed" kan det vel oversættes til, spørger Fraser, eller går det hele over i "factual entertainment"? Jeg tror desværre, og det tror han også, at svaret er givet og har været givet for mange år siden: TV er et underholdningsmedium og hvis der i Danmark ikke var et DR2, og en forpligtigelse fra tv-stationerne til at lave dokumentar sammen med Det Danske Filminstitut...

Hvis du vil vide mere om tv-festivalen i Edinburgh og læse om de diskussioner, der finder sted derovre:
www.mgeitf.co.uk

Andy Warhol -og Jørgen Leth

Så mødte jeg ham igen, Andy Warhol (1928-1987). I Edinburgh, i forbindelse med den skotske hovedstads kæmpemæssige Festival for bøger, musik, gadeoptræden, kunst og film. Der var han, det var tydeligt at se på Princes Street, hvor National Gallerys søjler var blevet til Campbell's suppedåser i overstørrelse. Indenfor hang alle hans ikonmalerier og to, tre rum, der fik mig til at tænke på vor egen mester udi pop art, Jørgen Leth. I et rum svævede Warhols "Glatte Hårdtpumpede Puder", som er titlen på Leths digtsamling fra 1969, og i to andre rum viste skærme Warhols "Screen Tests", som er uklippede filmiske indstillinger på ansigter, som i følge vægsteksten er "slowed down by a third" så enhver bevægelse, ethvert blink med et øje, ethvert træk om munden kan registreres. Se, her er "Det perfekte menneske", lød det i mit hovede ved synet af disse ansigter, som Warhol rettede kameraet imod omkring 1964 . 3 år senere lavede Jørgen Leth sit mesterstykke med Claus Nissen, og mere end 40 år senere beder Lars von Trier Leth om at genskabe det perfekte menneske i "De fem benspænd". Det må have været et stort øjeblik for Leth, da han sammen med Ole John og fotografen Dan Holmberg i 1981 fik Andy Warhol med i deres "66 Scener fra Amerika", hvor (stakkels) Warhol spiser en burger uden at ytre et ord før til sidst: My Name is Andy Warhol, I just finished eating a burger.

De fleste af Jørgen Leths film er tilgængelige via Det Danske Filminstitut, som også lige har udgivet en box med en samling af instruktørens film.

Den hemmelige krig

Det er så vigtigt at den undersøgelse af journalistikken i filmen er afsluttet. Og det er så vigtigt at debatten om den er kommet op.

Jeg hørte i dag gentagelsen af Lasse Jensens show (var det jo..) på tv-festivalen, denne særlige live-udgave af den seneste af hans dygtigt lavede radioprogrammer "Mennesker og medier". Hvor man - så vigtigt igen - indkredsede problemet med genreglidningen fra journalistisk dokumentar over dokumentarfilm til fiktionsgreb og spillefilm. (Det prøver jeg at skrive om senere.)

Igen igen handlede diskussionen imidlertid om det journalistiske håndværk, om det etiske regelsæt på DR og om regeringens effektive spin (som vi altså stadigvæk er fanget i) og alene Ib Bondebjerg påviste, at Guldbrandsens film er en konsekvent fortsættelse af en klassisk DR tradition for kritisk journalistik på film.

Og så endte de ved spørgsmålet om, hvad filmen handler om. De kom dog ikke konkret ind på det: DK og Genevekonventionen om krigsfanger, tortur og statsministerens oplysninger til Folketinget.

Og så var det jeg fik lyst til at smide noget genbrug ind i den samtale. (Genbrug er jeg ikke ene om lige i dette..) For der er en indholdsmæssig ting ved den film ud over den klassiske linje, som Bondebjerg gjorde opmærksom på.

Som Guldbrandsen sagde til Lasse Jensen: "Filmen vil oversætte politik og jura til FØLELSER.." Og så er vi da vist med den godkendte, gedigne journalistik i hånden på vej ind i filmkunstneriske problemstillinger. Og sådant et program har Guldbrandsen måske også. Sådan en linje oplever jeg i hvert fald ved hans film. Og nu kommer genbruget. Fra et par steder i tidsskriftet "Film":

Med gennembrudsfilmen "Fogh bag facaden" fra 2003 slog Guldbrandsen fast, at han ikke er til det klassisk dokumentariske stedets drama, han er ikke ude på at fornemme og gengive en impressionistisk baseret autenticitet. Han er ude i et regulært opgør med en meget gammel dansk udgave af traditionen for direct cinema, og det er ekstra tydeligt, fordi hans film ellers på mange måder ligner denne væren fluen på væggen. Men nej, den er det ikke. Noget er sket. Guldbrandsen bruger sine optagelser fra EU topmødet i København til at udtrykke sit eget indre drama, som er en trippende utålmodighed af aktion.

Så han har i Fogh en hovedkarakter efter sin smag, han er tydeligt i filmen glad for Fogs fremdrift og resultatsøgende fokusering. Uanset hans karakter i hvert fald i filmen demonstrerer, at indholdet af arbejdet klart viger for resultaternes ydre fremtoning, er Fogh en helt i instruktørens ekspressive indre drama om manden, der klarer sig ene – omgivet af få assistenter – mod alle.

Og på dette beror filmens elementære spænding. Ikke, som vi var vant til, på en analyse af magtspillet, de politiske modsætninger, de bagvedliggende historiske og økonomiske forhold. Dette er helt enkelt: klarer Fogh den polske regering, den tyrkiske, i kulissen Schröder, i baggrunden Putin? Og først og fremmest klarer han tidsplanen og den tekniske side af den polske løsning? Og så som lokal underholdning, hvordan tryner han sine omgivelser, vælger ud og omplacerer blandt sine rådgivere, får gjort udenrigsministeren til grin? Og igen, alt dette bliver ikke til analyse i filmen, det bliver til dramaets konstruerede indhold. Det er ikke direct cinema, det er slet ikke cinéma vérité, det er ikke journalistik. Det er gedigen og original Guldbrandsen.

"Fogh bag facaden" er allerede en nyklassiker, en film om det moderne professionelle menneske for hvem, sportsverdenen sætter den ideologiske agenda. Hvor det handler om at vinde, hvis man vil være med. Den piberygende og indholdstunge og causerende udenrigsminister er taberen, hans plads ved bordet overtages af økonomen, som regner den polske løsning ud. Heltinden i filmen er Pui Ling Lav. Hun er ustandselig ved Foghs side med sin mobiltelefon og aftalelister og dagsordener og programmer under stadig revision. De er Foghs folk, de kan følge med på løbeturen. Og de er Guldbrandsens moderne action-karakterer, nørden og heltens effektive kvinde.

Mogens Lykketoft er taberen som helt. Instruktøren anbringer lige i begyndelsen af "Lykketoft finale", 2005 den tanke, at vildt kompetente Lykketoft burde stifte sit eget parti for elitetænkning som hjemsted for de ikke folkelige politisk dybt engagerede, som i dag er hjemløse.Han sidder filmen igennem og skriver. Og tænker. Konfererer med Morten Boje Hviid, den personlige rådgiver, og de tillader sig fordybelser, alt er i denne film modsat indhold og stil i Fogh bag facaden. Fra begyndelsen glider den dramatiske kurve modet uafvendeligt nederlag, socialdemokraternes tilbagegang er voldsom. Dette er en meget gammel- moderne kunstnerisk problemstilling, kongens fald og taberen vinder, måske alligevel.Og Guldbrandsen foretager et dobbeltgreb: da hans helt vil tabe valget i virkeligheden og dermed i filmen, må han vinde i filmen på anden vis. Denne indre sejr klipper Olivier Bugge Coutté frem til instruktørens kabale.

I " Den hemmelige krig" er journalisten, Guldbrandsen selv, hovedpersonen. Han fører os igennem sit detektiviske arbejde ved sin reflekterede kommentar. Han er selv i billedet inde i sin film – mærkeligt uden det bliver et meta-greb. Det er ikke kunstigt, sådan er det bare. Og han arbejder i et lydunivers, som alle har lagt mærke til, og flere har angrebet som overfladisk og manipulerende, som kunne det være begge dele på én gang. Det kunne dog også være, det var del af en sindrig konstruktion…

Og så har vi støjen, som er med til at forvirre dem i deres tidsbegreb og deres retning. Musikken, eller hvad man kan kalde den, kører med uregelmæssige rytmer, og der kommer hak i båndet, som også er uregelmæssige, så man kan ikke bruge det til at stedbestemme og til at tage tiden. (Steen Bornholdt Andersen, oberstløjtnant, chef for Institut for sprog, Forsvarsakademiet til forsvarschef Jesper Helsø) I Dola Bonfils K-Notatet fra 2004 er der en scene, hvor militært personel træner tilfangetagelse. Der er en bemærkelsesværdig lyd over hele scenen. Militærpsykologen, som leder øvelserne, forklarer forsvarschefen, som er på besøg, hensigten. Det er en konstruktion som skal afmontere muligheden for meningsfuld tolkning af situationen. Fangerne med bind for øjnene skal forvirres så meget som muligt. Lidt længere inde i sekvensen tager filmens musik, et Carl Nielsen-tema over. Svagt. Men tilstrækkeligt til, at man er orienteret. Nu er man tryg inde i fortællingen igen. Lyden fra optagelsen (og håndteringen af de tilfangetagne) er ikke hele virkeligheden, den virkelighed, som filmen etablerer. Den skal i konstruktionen være en del af Jesper Helsøs centrale overvejelse, som han tavs er i under hele inspektionen, fornemmer man, men som Bornholdt Andersen provokerer ham til at verbalisere mod slut, at visse grupper af dansk militær må trænes i moderat fysisk pres, som han med et berømt citat formulerer det. Og Helsø præciserer, hvad der er tale om, i sekvensens sidste scene i bilen på vej hjem: torturens enkle verden. Filmens etiske overvejelse er, at for at forberede sig på at blive afhørt under fysisk pres må militært personel lære at udøve fysisk pres, og den viden kan også anvendes i visse situationer, hvor der så vil blive set bort fra Geneve-konventionens bestemmelser. Den overvejelse findes ikke i dialogen mellem de medvirkende, den findes ikke i Helsø-interviewet i bilen, den findes ikke i reportagestoffet, den findes ikke i filmens journalistiske lag. Ikke som færdig overvejelse. Den findes båret i filmens konstruktion, og i den er lyden et bærende element. Her specielt musikken, musikken fra militærpsykologens bånd uden tid og sted, som møder denne Nielsen-tone af stil og retning.

Sådan virker lyddesignet i " Den hemmelige krig" også, ikke som underlægningsmusik eller illustration, men som søjle i filmens arkitektur. Altså kan det, som nogle har opfattet som manipulerende greb i overfladen, også opfattes som integreret i selve den dramatiske opbygning. Hvor filmen på sit dramaturgiske sted er forvirret og uden retning i sin detektivindsigt, er den det, fordi musikken eller hvad man skal kalde den som militærpsykologen udtrykker det, er konstrueret forvirrende og uden retning. For den skal med sine gentagelser og endeløse treklang motiver og langsomme orkesterlignende akkorder være det mentale rum af manglende oplysninger og halvfærdige formodninger den detektiviske journalist og hovedperson befinder sig i på visse punkter i undersøgelsen især, fornemmes det, i filmens begyndelse.

Fire minutter henne har vi også en bankerytme, en tromme, vist. En spændingsopbygning som for eksempel efter et interview med forsvarsministeren. Som billederne ofte i genrens interne sprog er ”truende bygninger” er lyden ofte truende musik. I slappe værker er det selvfølgelig træt konvention. Men ikke her, hvor man bliver antastet. Og visse film er ikke meddelelser. De er konstruktioner af anfægtelse. Nye stykker skabt virkelighed at forholde sig til og leve med. Med fortsat lån fra arkitekturen kan man sige, at deres bærende elementer er til for deres bårne elementer, som er den samlede indsigt på ethvert punkt af sådanne films story line. De journalistiske af slagsen minder om meddelelser og budskaber, men de er det ikke. De er personlige, subjektive fortællinger, ofte om at finde ud af tingene. Og journalistikken er så et af de andre bærende elementer. Ved siden af lyden.

At det forholder sig sådan med Den hemmelige krig, burde egentlig ikke forbavse nogen. For sådan var det også med Fogh bag facaden og Lykketoft finale. Filmene er ikke tv-dokumentariske informationer, de er kunstneriske konstruktioner. Det betyder ikke, at journalistikkens krav til dokumentation og vederhæftighed er væk – det ville jo svække den kunstneriske konstruktion, hvis nogle af de journalistiske søjler ikke er til at stole på, ikke bærer oppe og støtter som de skal.

Som altså lyden bearbejder, støtter, understreger forstærker eller mildner de dele i filmens arkitektur, som instruktøren vil fremhæve ved et forte eller et piano. Lyden er instruktørens personlige bud på det, som ofte kaldes stemningen, som er noget vældig kompliceret noget, men oversat til sprog let ender i banale adjektiver, og personlige bud på fortolkning, som er mindst lige så indviklet, og igen oversat bliver til en falsk sikkerhed. I filmscenens ubeskrivelige kompleksitet lever imidlertid usikkerheden, angsten, vreden.

Guldbrandsen ser journalistisk uimponeret på sine optagelser, ser dem ikke som kilder men som materiale til sine personlige fortællinger om en sejrens mand, en nederlagets mand og en kritikkens og eftertankens mand i dette rige. Igen i Henrik Pontoppidans ånd.

Og som digterens bøger kan de tre Guldbrandsenfilm lånes på biblioteket, "Den hemmelige krig" findes lige i dag på 25 biblioteker.

Tilfoejelse fra Tue: Det er ikke noedvendigt at gaa paa biblioteket for at se "Den hemmelige krig" - den kan ses gratis paa www.dr.dk /dr2/hemmelig, som gengiver hele debatten og hvor filmen kan ses i sin fulde udstraekning. Beklager oe og ae, jeg er i Edinburgh og UK tastatur har begraensninger.

Køb dvd til hjemmebrug

Den danske Producentforening skal have ros for at have gjort det muligt at kunne købe danske kort- og dokumentarfilm til privat brug, hvor Det Danske Filminstitut (tidligere Statens Filmcentral) kun har rettighederne til at distribuere til det såkaldte ikke-kommercielle marked: skoler, biblioteker og institutioner og foreninger.

På hjemmesiden http://www.kortogdok.dk/sw9560.asp kan du se, hvilke film der er i handelen og læse grundigt om dem ved at gå læmngere ind i sitet. Som docu-addict klikkede jeg på dokumentar, og så en masse gode film til salg, nye og gamle, en del af de sidstnævnte endnu kun på vhs.

Eksempler på film, som jeg kan anbefale: Franz Ernst klassiker om psykisk syge, "Livet er en drøm". Jørgen Leths film om Søren Ulrik Thomsen, "Jeg er levende". Anders Østergaards film om det svenske jazzikon, Jan Johansson, den hedder "Troldkarlen". Jeppe Røndes film om tro, "Jerusalem, min elskede". Max Kestners herlige provinsballade, "Nede på Jorden". Priserne er overkommelige, omkring eler under 200 kr.

Jennifer Fox

Jeg har nu (på DR2 sent aften) set to af af de seks afsnit af Jennifer Fox "Flying. Confessions of a Free Woman", den 6 timer lange dokumentarserie, som er klippet af Niels Pagh Andersen, en af Danmarks bedste filmklippere. Med vanlig veloplagthed er det lykkedes Niels og instruktøren at få materialet til at svinge efter de dramatugiske regler, som gælder for en serie.

Han introducerer nogle historier: Jennifer møder en veninde, som skal have en hjernesvulst fjernet - hvordan vil det gå, se videre i næste afsnit. Jennifer møder en veninde, som har besluttet sig for at få et barn med den mand, som hun eller lige havde slået op med - er det holdbart, se videre i næste afsnit? Jennifer møder en schweizisk mand, som er meget interesseret i hende, men hun har jo også en elsker i Sydafrika - en gift mand, som hun rejser ned for at besøge ind imellem, og taler i telefon med. Og så er det jo lige at Jennifer bliver gravid - skal hun genemføre graviditeten? Cliffhangers hedder de greb, hvor det gælder om at få tilskueren til at hænge på.

Det har jeg gjort og jeg vil se resten, selvom Jennifer - med et udtryk fra Politikens TV-anmelder - er temmelig "selvgnaskende". Det er Mig og Mine Problemer som en velhavende single New Yorker kvinde i begyndelsen af fyrrerne med en jødisk baggrund. Det er Mig og Kærligheden. Mig og Sex. Det er Meget Amerikansk, de taler uafbrudt og Jennifers kommentar om sine egne følelser og overvejelser om kærligheden kværner løs på lydsiden. Men hun møder interessante kvinder fra andre lande, som hun ind imellem har interessante samtaler med om interessante emner.

Og jeg kan nemt forestille mig, at kvinder vil få meget mere ud af at se denne film, som altså fortsætter med sit tredie afsnit i aften, onsdag den 15.8 kl. 23.20 på DR2.

OG som oplysningsmateriale i enhver studiekreds eller anden sammenhæng om kvinders vilkår er filmen unik, og hatten af for Jennifer Fox kolossale indsats for at lave denne film og den meget brugbare hjemmeside, hvor der netop kan zomes ind på klip fra filmen, der omhandler et væld af temaer. Se selv: http://www.flyingconfessions.com/

Vurdering:

Musikdokumentar

Eugene Hütz. For at være helt ærlig kendte jeg ham ikke, da Pavla Fleischer - tjekke, bosat i London - kom med et filmprojekt om ham på en workshop i Tjekkiet for et par år siden.

Hun viste os nogle optagelser hun havde lavet med denne ukrainske sigøjnerpunkmusiker, som var på vej mod tinderne i New York, sagde hun. Hun var blevet forelsket i ham på en filmfestival, og ville lave en film med ham på tur tilbage til sine rødder.

Det har hun så gjort på trods af at forelskelsen ikke blev gengældt og fået en fin lille (63 minutter) musikdokumentar ud af det, hvor vi som tilskuere bliver ført gennem Ungarn, Slovakiet, Ukraine, Rusland inkl. Sibirien. Det er alt sammen meget underholdende, fordi Eugene Hütz er en performer og har et ansigt, som ethvert kamera vil elske. Jeg så filmen i dag, en lile måneds tid før den får officiel premiere i London og spår at den bliver et festivalhit. Jeg nævnte Eugene Hütz navn for min 19-årige nevø, som blev helt vild for at få lov at se filmen. Det vil der være mange andre, der bliver.

Det er endnu ikke oplyst, hvorfra dvd'erne bliver solgt, men interesserede kan holde udkig på http://www.thepiedpiperofhutzovina.com/ hvor der også er en trailer at kigge på.

Hütz var i Danmark sidste år med sit band Gogol Bordello - læs selv på diskant.dk.

... og så er det jo lige at han har været med i en amerikansk spillefilm og optræder i en film, som Madonna er i færd med at optage.

Doku på nettet - lav din egen gratis festival

På den engelske tv station Channel4, som var forbilledet for danske TV2, men som i dag programmæssigt er ligeså ligegyldig og kommerciel som sin danske aflægger, ved man godt at dokumentarfilmen, som i starten af stationens levetid var dens adelsmærke, er ladt i stikken på en programflade, hvis første formål er at underholde.

Derfor har Channel4 oprettet et site, som sprudler af vitalitet og udelukkende viser dokumentarfilm. Korte og lange. Nye og gamle. Helt frit og franko. De nye korte film på hjemmesiden er lavet af unge talenter, der bruger sitet som et springbrædt til at få fødderne indenfor i en engelsk filmbranche, hvor der hersker en voldsom konkurrence.

Jeg så her til morgen "Larke" og "Human Caviar", som begge kan anbefales blandt et væld af muligheder. For folk med interesse for dokumentarfilmens historie - og for engelsk historie - ligger der, også til frit gennemsyn, film af engelsk films store poet Humphrey Jennings (f.eks. "Listen to Britain" som blev lavet under krigen) eller af Lindsay Anderson, som blev berømt for sine spillefilm (f.eks. kostskolefilmen "If"), men i virkeligheden var meget stærkere på dokumentarfronten. Se f.eks. "O Dreamland".

Af nyere store navne fra sitet: kan nævnes Nick Broomfield og Kim Longinotto (mesterværket "Divorce Iranian Style") og Molly Dineen ("Geri" om den tidligere Spice Girl). Gå selv på opdagelse: http://www.channel4.com/fourdocs/

Nils Vest

Først den dag hvor det er akkurat så let at få fat i en film som i en bog, har vi vundet, sagde en af dokumentarismens fædre, Robert Flaherty ("Nanook of the North") for snart 100 år siden. Den dag er oprundet. DVD'er kan købes på nettet, i (for dokumentarfilms vedkommende stadig for få) boghandlere, eller ved kontakt til filminstruktøren/producenten.

Dette gælder f.eks. for Nils Vest, der i over 30 år stædigt har lavet film. I begyndelsen var det politiske temaer, som han tog fat på med "Et undertrykt folk har altid ret", filmen der nåede folketingets talerstol, blev voldsomt kritiseret og trukket tilbage af Statens Filmcentral for at blive genindlemmet i distributionen i en meget lidt redigeret version. Den pro-palæstinensiske film, der i 1975 var kontroversiel pga sin kritik af Israel, blev et hit i SFC's distribution.

I de sidste mange år har Nils Vest markeret sig som en kyndig og veloplagt underholdende fortolker af dansk arkitekturhistorie. Det er blevet til filmen "Himmelstigen" om spiret på Vor Frelsers Kirke, "Arkitekten der blev væk - hvem var Eigtved?", "Vor Frue Kirke" og senest "Rosenborg".

De er alle omkring en time lange og kan købes hos instruktøren: www.vestfilm.dk.

Nils Vest er en detaljens mester og hans film sprudler af fortællerglæde og så kan man lære noget.

Lithuania

... is a Baltic country, the most southern, and the most exciting when it comes to documentaries.

They are mostly short and based on images - the Lithuanian documentarians compose the image and treat the spectator as an intelligent person. The information needed to understand a story or a problem or a complex thematic issue is conveyed by the combination of image and sound and montage. In other words, they make FILMS and are still relatively "innocent" when it comes to adapt to television standards.

 "They" are directors like Audrius Stonys and Arunas Matelis and Oksana B. and Rimantas Gruodis. I have just been there to watch new films to be recommended to Leipzig Film Festival to which I offer scouting services. If any reader of this would like to have contact with the Lithuanian filmmakers, you can google Stonys and Matelis, who both have their own websites and will direct you to where to get hold of dvd's.

Ingmar Bergman (1918-2007)

Forever

Vurdering:

Michelangelo Antonioni (1912-2007)

Da jeg som helt ung gik i biografen Fotorama drejede film sig om cowboys og om sørøvere, og det fandt jeg i orden i den verden selv om jeg også inspireret af min skolelærer læste Oehlenschlæger og Shakespeare fra biblioteket og de tegneserier, jeg kunne komme i nærheden af og Dumas, som jeg fik foræret af en onkel, som ville opdrage på mig. Værkerne tog farve af hinanden og historierne smeltede sammen i ét farvet tæppe af underholdende fascination. Og sådan tror jeg det var med mig og litteratur og film til nogle mere voksne venner inviterede min kæreste og mig sådan rigtigt i biografen. I Kosmorama i den store by.

Filmen var Antonionis Natten, og den var et chok og en åbenbaring. Filmen var jo litterær – og nutidig. Dyb og alvorlig. Det var vidunderligt. Helten var digter og kvinderne var smukke på en ny meget nøgen måde. De levede et tomt liv, som ikke ville vide af dødens nærhed. Men de vidste det godt. De havde indsigt. Moralen var vanskelige valg, og kærligheden var fuld af problemer.

Der fulgte et programhæfte med sammen med billetten. I det var en annonce for filmtidsskriftet med samme navn som biografen. Jeg begyndte at abonnere. Og jeg var fortabt, film var ikke længere blot underholdning, de var skabt af nogen som de gode bøger, de var digteres værker, dem, det herefter drejede sig om. Det blev Michelangelo Antonionis film, som blev min første af den slags.

Dens temaer skulle blive bestemmende for, hvad der optager mig. Helten er forfatter, han sidder træt ved skrivebordet, som herefter er en scene for sig, hvor alt kan opføres. Nu er digteren træt, han lægger sig. I dette rum bliver herefter alle værker til. Film og bøger.

I Antonionis film scenograferes den sene modernisme, digterens lejlighed i Milano, elegant beskeden ren. Og nøgen. Senere er arkitekturen en mondæn villa, hvor nattefesten holdes, elegant, ubeskeden, stadig disse rene linjer. Men villaen ligger i en stor romantisk have, som længere og længere væk fra villaen bliver mere og mere 1800-tal. Her er scenen for slutspillet. ”Den beundringsværdige slutscene..”, som det stod i Kosmorama. Kærlighedens tema er en resignation, en træthed hos manden, et lovløst begær og en ny moral hos kvinden. De to, som er par, Marcello Mastroiani og Jeanne Moreau lever det som ensomhed og smerte, lever det ved siden af hinanden den nat med krisens og tabets afgørende begivenheder, andre tiltrækninger, utroskab, vennens død og en kærlighed, ”.. der dør, uden man forstår hvorfor eller hvordan – på grund af en langsom nedbrydning, på grund af en mystisk afbrydelse af en indre spænding.” Som Kosmorama-artiklen konkluderer.

Slutningen skildrer langsomt og detaljeret, at de to forlader festen, forlader i morgenlyset villaen og den udmattede fest. Måske prøver de atter at nærme sig hinanden. En tekst, et brev er (som ofte i Bergmans film) afgørende. Hun har det i sin taske. Det har ligget der fra hun fik det for nok længe siden. Jeanne Moreau (Lidia i filmen) læser det for Marcello Mastroiani:

”I morges sov du da jeg vågnede. Jeg hørte dit lette åndedrag. Mellem håret som dækkede dit ansigt så jeg dine lukkede øjne. Ømheden vældede op i mig. Jeg ville vække dig, for din søvn var alt for lig døden. Men huden på dine arme og din hals var så levende. Jeg ville røre ved den igen med mine læber, men tanken om, at jeg kunne forstyrre din søvn, holdt mig tilbage. Jeg opfattede dig sådan her, som noget intet kunne tage fra mig. Bag dit ansigt så jeg mit spejlbillede i noget renere, dybere. Det var dig, jeg så i en dimension, som omfattede hele mit liv – min fremtid såvel som de år, da jeg ventede på at møde dig. Det var et under at vide, at du tilhørte mig, ikke kun dette øjeblik, natten forekom mig uendelig der ved din side – hvor jeg mærkede varmen i dit blod, i dine tanker og i vort fællesskab. Jeg mærkede kærligheden til dig, Lidia, så stærkt, at mine øjne fyldtes af tårer. Jeg ønskede, at jeg i al fremtid på samme måde som denne morgen – skulle komme til at mærke, at du ikke tilhører mig, men at du simpelthen er en del af mig – og at intet kan ændre på det, kun vanens ligegyldighed. Det ser jeg som den eneste trussel for os. Du vågnede og kyssede mig, og jeg så, at jeg ikke behøvede at ængstes. Vi skal forblive forenede af noget som er stærkere end tid og vane.”

”Hvem har skrevet det?”, spørger han. ”Det har du..”, svarer hun rådvild og forbavset. Han har altså glemt det.. ? Det er næsten et halvt århundrede siden Moreau og Mastroianni sad der i græsset i parken morgenen efter natten. Antonioni var langt foran mig i tid og indsigt. Og han formulerede det smukt og i ordets forstand tydeligt. Spørgsmålet er om, jeg glemte det..?

Michelangelo Antonioni (1912-2007): Natten, 1961.
Giulio Cesare Castello: Antonionis konsekvens. Kosmorama nr. 54, oktober 1961, 12ff

Filmfest i Odense

Der er masser af grunde til at tage en tur til Odense for at se film fra den 27.august og en lille uge frem. Der er kortfilmfestival med et bedste af det bedste fra hele verden. Der er mulighed for at se de bedste danske dokumentarfilm og kortfilm fra det sidste år anbragt i en national konkurrence og der er fremragende specialprogrammer.

Som doku-freak vil jeg anbefale et kig på programmet med ”polske mestre”, hvor der bl.a. er dokumentarfilm af Kieslowski og hans læremester Karabasz. (Hvis der er nogen der er specielt interesseret i disse to herrers dokumentarfilm, kan jeg anbefale de dvd-bokse, som er udgivet med dem, med engelske undertekster, bare skriv til mig). For ikke at tale om en serie med den litauiske mester Jonas Mekas, som er en af avantgardfilmens fædre, som forlod sit hjemland for at bosætte sig i New York, til glæde for den amerikanske underground cinema.

Odense festivalen ledes af Cecilia Lidin, som også arbejder på EDN (European Documentary Network), hvor jeg var i kontorets første ti år – en glæde det er at se at hun har anbragt en international vinkel på Odense Film Festival.

Support Storyville

29.07.2007

BBC’s dokumentarproduktion er truet. Internt i BBC foregår der pt en evaluering af forbindelsen mellem omkostninger og ratings, som kan betyde at det betydningsfulde dokumentarprogram Storyville, som har stået bag snesevis af fremragende film, ikke alene engelske men også udenlandske, kan ende med at blive beskåret med 60% fra det nuværende niveau på 24 mio. Dkr.

Har det dansk relevans? Absolut, for DR – uden at ville tale om denne institutions besparelser – ja selv kommercielle TV2 har i årevis øst fra den samling kunstneriske og journalistiske dokumentarfilm, som BBC’s Storyville har været en drivende kraft bag.

Hvis du vil protestere mod denne nedskæringsidé, så kan du gøre det her, også selv om du ikke er direkte beskæftiget i branchen:

Support Storyville from Intensive Cutback
Due to this future outlook for Storyville, we encourage you to take action. Please sign the Directors and Producers Rights Society (DPRS) online petition. It is available online at www.ipetitions.com/petition/savestoryville/ .

Ghosts of Cité Soleil

Asger Leths Ghosts of Cité Soleil fra i år, åbner med en præsentation af byen i en rå effektiv impressionisme. Få minutter inde i filmen er man i en fortsat sitrende uro, som ikke slipper taget i en før længe efter, filmen er forbi.

Det er ikke journalistik det her, men vi må have styr på de politiske fakta, og klipperen Adam Nielsen vælger håndfast at gøre rede for disse ting ved at gøre journalistikken til et element i filmkonstruktionen. Den politiske tv reportage er helt regulært anbragt i dette musikalske forløb, så kompositorisk nodebundet, at jeg tænker mig der i klippemanus disse steder står: andante. Vi skal lige have vejret..

Sådan også med skiltene. De anbringes så bevidst, at de ikke kan betvivles, så grafisk sikkert, at de bliver del af den gennemførte æsteticering, filmen præges af som udtryk. Adam Nielsen bruger teksterne som det element, der skaber konstant overblik i den nervøse hastighed i klippet på samme måde, han et par afgørende steder lægger en dagbogsstemme ind, så den hvide gæst i gadebanden, en ung kvinde, Lele, fremhæves og der skabes grundlag for en kærlighedshistorie mellem hende og en af bandelederne.

Herefter behøver Adam Nielsen tilsyneladende kun tre fire scener med de to i filmens forløb til denne afgørende sidehistorie. Når man kigger efter hos den klipper, ja, så er der i hvert fald styr på karakterernes udvikling (Inside Outside af Andreas Johnsen og Nis Boye Rasmussen), Den sidste dans og Vores lykkes fjender af Eva Mulvad).

Der har været optaget tilstrækkeligt med interviews til, at der vist nok ikke er genbrug. Hvert statement kan fysisk være – og er det i hvert fald psykisk – solidt anbragt det sted i filmen, hvor det kan skabe netop det steds tempo og energi. Og det kunne være en del af fornyelsen af klippet i dokumentarfilm, og det ville være velkommet, at klipperen vedtager, at det er en film som klippes. At tekstens udsagn må underordnes den musikalske fremdrift. De så almindelige ufrivillige flash backs, som det opklippede interview medfører, sætter enhver film i stå.

Og hvert eneste statement står kraftfuldt i fuld styrke. Det er valgt af samtlige grunde for valg af klip, ikke kun for indholdet af, hvad der bliver sagt. Det her er ikke information, det er filmkonstruktion, statuarisk.

Filmen taber ikke pusten. Den opgiver historien og vælger at være et musikalsk forløb. Men bundet til denne fortvivlede intensitet. En stadig puls, måske. Der er kun en reminiscens af story-line: Aristides flugt, de må aflevere våbnene og nederlaget er en realitet.

De taler og taler, Adam Nielsen lægger langsomme lyriske afsnit ind hen mod slutningen. Leles forelskelses historie transporterer min følelse, min sympati, min forståelse over til disse brutale gangstere. Bemærkelsesværdigt.

Asger Leth og Milos Loncarevic: Ghosts of Cité Soleil, 2004 / 2007. Medvirkende: Winson '2 Pac' Jean, James 'Bily' Petit Frère, Wyclef Jean, Eléonore 'Lele' Senlis. Fotografi: Asger Leth og Milos Loncarevic. Klip: Adam Nielsen. Musik: Wyclef Jean.

Vurdering: