cph:dox 9-17/11 Elle s'appelle Sabine

One of those films that are hard to watch. A beautiful young girl falls ill and turns into an aggressive young woman full of aggression to end up as a plump adult full of medication that can calm her down, desperate to get her sister's attention, in her own world of fantasy and puppets from her childhood.

The sister, the Maurice Pialat actress Sandrine Bonnaire, has made this film based on shootings of today plus the home video archive she has from 25 years of togetherness with a sister that suddenly changed, fell ill and was traumatised by 5 years of non-treatment at a hospital. The place she was taken to when Sandrine no longer would or could cope with taking care of her. Neither could other family members.

It is touching and the film star sister must be saluted for staying as the sister and nothing else, stating however that without her using her fame to get financing for the set up of an institution for her sister and other mentally handicapped human beings, Sabine would have been a monster in a hospital.

Again you are reminded through this film how powerful home video (archive) material can function as evidence of what was once and is no longer.

Sandrine Bonnaire: Elle s'appelle Sabine. France, 2007.

More about the festival: http://www.cphdox.dk/d1/front.lasso

Vurdering:

cph:dox 9-17/11 Songbirds

Things are moving in the documentary genre. New and original ways of storytelling come out of the blue. Like in this case where British director Brian Hill went to the Downview Prison in Sutton England to make a film with and about the female prisoners.

He hired a composer and a songwriter to make human and compassionate those often very tough and tragic stories that got the women into prison. The prisoners themselves sing their stories, which makes the storytelling dynamic and deep and warm. It's pure Verfremdungseffekt, Brecht would have loved it.

It ends up being a documusical, quite extraordinary. You are totally taken by the women and their stories about burglary and drug smuggling - nevertheless the strongest story is the one with a non-singing inmate, who happened to kill a woman, a neighbour that she wanted to threaten with a knife because of constant partying and noise from the neighbour's side. She sort of walked into the knife...

Brian Hill: Songbirds. UK, 2005

More about the festival: http://www.cphdox.dk/d1/front.lasso

Vurdering:

Cph:dox 9-17/11 Zoo

Lad mig gøre det kort: lad være med at se den her film. Er du til pornografi, bliver du skuffet, er du til eksistentiel dybde, bliver du skuffet, er du til filmisk skønhed, bliver du først forført, siden skuffet.

Folk af faget kan nok lære af den interessante konstruktion. Filmen er bygget på lydbåndoptagelser af lange interviews i en montage, som fortællemæssigt er ferm og forførende akkompagneret af et fotografisk arbejde, som når det styrer sine manier faktisk er smukt, og understøttet af en musik, som havde den været mindre dominerende, faktisk er medrivende. Og filmen er holdt sammen i et klip, som ville være elegant, hvis det var en del hurtigere og en del skarpere og en del mindre optaget af sig selv.

Altså - håndværket lykkes. Næsten.

Men, men, hvilken historie. Om en flok sølle, flæbende, sentimentale små mænd og zoofile og om en hændelse med en af dem, en tåbe, som i beruselse får sin tarm til at gå i stykker under dette særlige samvær med en hingst. Han dør af det, og hingsten kastreres.

Jeg skriver det igen: brug ikke tid og tankekraft på den her film. Med mindre du vil studere professionelle tricks. Og vær så forberedt på en ubehagelig oplevelse. Et enkelt point for nogle gode takter i det basale håndværk.

Robinson Devor: Zoo, 2007

More about the festival: http://www.cphdox.dk/d1/front.lasso

Vurdering:

cph:dox 9-17/11 Back to Normandy

It's countryside again. This time Nicholas Philibert heads for Normandy, where he 30 years ago was the direction assistant of René Allio on the film "Moi, Pierre Rivière", a "based on a true" story about a young man who in 1835 killed his mother, sister and brother. Pierre left his memoirs that were studied and written about by French philosopher Michel Foucault - the inspiration for Allio.

Philibert goes back to see the people, who played the roles in the film. Allio wanted people from the region, so called real people, and Philibert was to find them. As he re-finds them now due to his absolutely masterly discreet, warm and interested way of making them feel confident in front of the camera.

I can not think of any European documentarist who has this sense of making beauty out of everyday life as it is being lived by us ordinary people.

What we as an audience get is therefore a multi-layered documentary essay, a reflection on Life and Death as it was interpreted so stylistically perfect in the film of René Allio, from which we see a lot of excerpts AND as it is performed and told about by the people in this countryside today.

Of course there is also a lot of wonderful film memories that are brought forward by those, who played the mother, the father, the sister, the lover - and the son, who has left the region but is found by Philibert and enters the film in the end.

A completely different film from the hands of the man behind "Etre et Avoir", and yet it is with the same signature, from a director who believes in the image and in looking at life as a gift to be cared about.

Nicholas Philibert: Back to Normandy. France, 2007

More about the festival: http://www.cphdox.dk/d1/front.lasso

Vurdering:

cph:dox 9-17/11 The Substitute

An excellent idea. A filmmaker gives a football star a camera and asks him to film from inside during the world cup championship in Germany 2006.

And luckily for the film, but bad and sad for the player, he only plays very few minutes during the many matches that led his national team, France, to the final.

This enables the filmmaker - who is also filming in between, and who is also using the grainy, scratchy super 8 film material, that is wonderful to watch in times of sterile video images - to put together a story about the many lonely moments in the hotel room, the loong corridors, the many books to read, the constant surveillance of security people – and first of all the many fine reflections that Dhorasoo makes about his situation. He is there as one of the 23 in the team at the finest football competition of all, betrayed by the coach, who took ”the neighbours son” to play instead of him!

It’s a fine minimalistic film that has its own melancholic tone and is fascinating to watch. Do so!

The Substitute
France, 2007, Fred Poulet & Vikshar Dhorasoo

More about the festival: http://www.cphdox.dk/d1/front.lasso

Vurdering:

Why Democracy: Bloody Cartoons

Vurdering:

Why Democracy: In Search of Ghandi

Vurdering:

Why Democracy: Middag med præsidenten

I februar sad jeg i Jan Vrijman Fund i Amsterdam og var med til at give støtte til færdiggørelsen af "Middag med præsidenten". I dag sidder jeg og ser den samme, nu færdige film fra et land, som mere end 8 måneder senere har været igennem voldsom tumult og massakrer, senest med Benazir Bhuttos tilbagevenden til landet og hendes alliance med en præsident, som nu er genvalgt og vil lægge uniformen.

Dokumentarfilm af denne slags bliver hurtigt forældede, men når den alligevel er værd at se, er det fordi det er ganske sjældent, at man kommer så tæt på et statsoverhovede. Det er filmens kup, og Musharraf virker ganske tilforladelig, ja ligefrem som en artig dreng, når han sidder ved siden af sin gamle mor, der roser ham som kun mødre kan gøre det.

"Are dictators ever good ?", spørges der i en tekst først i den engelske udgave af filmen, som jeg har set. Spørgsmålet stilles, og der gives ingen svar, men præsidenten ved middagsbordet virker ikke som en Franco eller en Pinochet eller Castro. Han vil det gode, tror jeg, at instruktøren vil sige med denne impressionistiske og overfladiske doku-reportage (er der noget der hedder det?) fra forskellige steder i landet, hvor instruktøren begiver sig ud for st spørge til demokratiet.

I de bedste scener får hun provokeret mullaherne, når hun spørger til kvindens stilling. Præsidentens midtsøgende mission synes umulig, når man ser og hører den fattigdom, som hersker. Filmens for mig fineste scene falder, hvor en mand på gaden - han er vist truckfører - ser på instruktøren og siger "vi ser på dig og vil gerne være som dig, vi vil gerne at vore børn kunne være som dig".

Han taler om uddannelse, som koster penge, som millioner i Pakistan ikke har.

Mere om filmen og om Pakistan på http://whydemocracy.net/film/13?PHPSESSID=0cdb5f4fc657cc8bbcadff05db0fd766

Sahiba Sumar: Middag med præsidenten, Pakistan 2007.

Vurdering:

Why Democracy: Den japanske kandidat

Ja, spørger jeg mig selv, hvorfor demokrati? Hvorfor egentlig, hvis det er som i filmen her, lidenskabsløst, indholdsløst, kedeligt, kedeligt.

Partiet beslutter at opstille manden Kazuhiko Yamauchi til en ledig plads i byrådet. Han er ikke særlig interesseret, hans omgivelser er ikke særlig interesseret, han har ingen særlig begavelse eller udstråling, hans program er "fornyelse" som alle andres og det værste er, at filmen heller ikke interesserer sig for manden og sagen. Manden som filmen igennem følger det eneste råd, han får af sin valgtaktiker, sig dit navn hvert tredje sekund. Ingen i verden i dag hører efter mere end fem sekunder.

Instruktøren Kazuhiro Soda har over historien konstrueret en næsten lydefri scenisk stiløvelse. Der er blot to fejl: hovedpersonen er kedelig og filmen er desillusioneret som han. Demokrati er at sælge et politikernavn som en tilfældig dims ved en bod i supermarkedet, en riskoger for eksempel som for tiden i min Brugs.

Det er den kedeligste og unødvendigste film i DR2 serien. Jeg giver to penne for filmhåndværket. Og mens jeg skriver synes jeg egentlig, det er én for meget.

Faktisk er filmen farlig med sit budskab: demokrati = politik = valg = dødkedeligt!

Kazuhiro Soda: The Kawasaki Candidate, Japan 2005. DR2 forrige søndag, men den kan, hvis nogen alligevel skulle blive nysgerrig, ses på http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm og her http://www.whydemocracy.net/film/5

Vurdering:

Why Democracy: Taxi til helvede

Det vigtigste bidrag til filmserien er Alex Gibneys dybt rystende moralske pamflet vendt imod indførelsen af tortur i USA's krigsfangelejre.

Med den uskyldige taxichaufførs historie (de torterede ham ihjel, "mord" skrev lægen som dødsårsag på attesten) som ramme oprulles den forfærdende virkelighed med det ene konkrete eksempel efter det andet.

Og så dokumenterer Gibney endvidere, hvordan denne nye virkelighed sattes i scene af Rumsfeld og hans omgivelser. Ja, måske vidste vi det altsammen i forvejen, fra forskellige kilder. Men her er det samlet i en stram konstruktion, en vederhæftig dokumentation og en klog overvejelse i filmessayets form.

Kan dette være sandt? Guldbrandsen behandlede dele af stoffet i sin film "Den hemmelige krig" og blev efter omfattende undersøgelser omsider troet. Og ja, jeg må tro på Gibney også. DR2 sendte filmen sidste lørdag om aftenen. Og jeg må gå ud fra, at alle oplysninger også i denne film er journalistisk dobbelttjekket, så derfor skal "Taxi til helvede" have fem penne for sin vigtighed og sit mod til at sige J'accuse...!

Alex Gibney: Taxi to the dark side, USA, 2007. DR2. Kan ses på http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm Læs mere om Gibney på http://www.watsoninstitute.org/news_detail.cfm?id=500 og i dokumentarfilm sammenhæng på http://silverdocs.com/media/pdf/SD_07_Friday_Advisory_FINAL.pdf

Vurdering:

Why Democracy: Fru Præsident

DR2's lille internationale dokumentarfestival er udover forsøget på at indkredse demokratibegrebet (hvad ikke lykkes, naturligvis) en kavalkade over dokumentargenrens bemærkelsesværdige ensartethed verden over. Nationale særpræg kan ikke umiddelbart ses, men personlig stil må kunne spores i de journalistiske eller kunstneriske indsatser. Så må vi bare lære journalisterne og instruktørerne at kende.

Og det æstetiske spektrum er foldet ud i de to håndfulde film. Fra journalistens billeddækkede reportage ("Egypten under lup") til filminstruktørens sceniske fortælling, som i den fine film, "Fru Præsident", der blev sendt i lørdags. (Der står desværre intet om instruktøren på hjemmesiden, end ikke navnet er angivet)

Den er en klassisk doekumentarisk direct cinema skildring af den stærke Ellen Johnson-Sirleaf og af hendes personlige stil og udstråling. Optaget 2006, det første år, hun er præsident i Liberia.

Fortællingen om begivenhederne dette år og analysen af det politiske, det strategiske og det taktiske - og af det psykologisk/personligt/charmerende ved denne farverige politiker er konsekvent gennemført i filmiske scener, selv interviewene er intense samvær med filmscenens karakter. Alt holdt på plads af et elegant klippearbejde. Det er nydelsesrigt håndværk.

Overvær Johnson-Sirleaf personligt afsløre en modtager af bestikkelse, irettesætte udenrigsministeren, tale dunder til oprørske forhenværende soldater, lytte til berettigede og uberettigede klager, lytte til sin egen indre stemme (filmens voice over!). Se den film! Den er på seriens hjemmeside endnu. http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm

Daniel Junge: Fru Præsident, Liberia, 2006.

Vurdering:

Why Democracy: Egypten under lup

Det lyder som et rigtigt journalistisk arbejde, og det er det. En journalistisk reportage med billeddækning og interviews. Ingen scener i filmisk forstand og selvfølgelig ikke noget billedsidedirigeret forløb. Nej, dette er en litterær tradition, en engageret fortælling om tre modige og energiske kvinder bag en demokratibevægelse med web site navnet: shayfeen.com.

Missionen er at hæve valgdeltagelsen fra de 30%, som en frustreret befolkning kan præstere. De flestte har opgivet. De tre vil ikke give op, de og deres organisation vender sig aktivt aktionerende mod regeringen, som af frygt for islamisterne undertrykker alle andre grupperinger end sine egne. Konkret gælder demokrati-arbejdet fair valg og afstemninger ved at støtte de uafhængige dommere, som bestyrer valgstederne. Bekæmpe de dommere, som har gjort sig afhængige af magthaverne og ser igennem fingre med en udbredt svindel.

Det er fint at se, udmærket at blive klog af. Men en film er det efter min opfattelse ikke, uanset DR2 kalder den det. Det er en redigeret tekst med billleddækning. Som den gamle tv-avis. Gedigent, pålideligt, har man klart på fornemmelse. Det har selvfølgelig ikke værkkarakter som en scenisk konstrueret dokumentarfilm. Det har den slags journalistiske arbejder svært ved med den løse struktur, de som regel anvender.

Men så tænker jeg, var der mere af samme slags fra samme journalist, altså en suite ensartede programmer med samme personlige vinkling og tone, ja, så ville det være et journalistisk tv-værk. Det har med arbejdets omfang og fortællepositionen at gøre.

Sherief Elkatsha: Egypten under lup, Egypten 2007. www.shayfeen.com Jeg så dokumentaren i tirsdags, og den skulle kunne ses fortsat på http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm Jeg prøvede for lidt siden. Det lykkedes godt nok ikke,men det kan jo skyldes så meget. Og komme i orden senere. Prøv selv!

Vurdering:

Why Democracy: For Gud, Putin og fædrelandet

Durakovo hedder stedet, en klosterlignende kostskole eller rehabiliteringscenter for frustrerede unge.

Mihail Fjodrovitj Morozov hedder lederen, filmens hovedperson. Han styrer ikke blot stedet, men også filmen med sin udstråling. Fylder hver scene, han er i billedet, med sin mærkbare energi og viljestyrke.

Det påvirker de unge, som overtager hans gudfrygtige, statsloyale og nationale program for personlig genopretning. De erklærer sig i deres slutadfærd for den ortodokse kirke, for præsidentens styre og for genetablering af Rusland som stormagt. De er for den hierakiske styreform og imod demokratiet. I den grad. Og i denne sammenhæng forstår jeg dem, var det meningen?

Morozov påvirker også filmen, han trænger, sympatisk og stærk som han er, den tilsvarende sympatiske, men svage fortællerstemme mere og mere i baggrunden. Og vi får endnu et eksempel på, at den fremragende medvirkende overtager det dokumentariske værk, vrister det ud af hænderne på dets forfatter og instruktør, dets auteur.

Og fortællerpositionen spaltes, forbliver formelt hos kameraet og i voice over beretningen, men flyttes reelt til den medvirkende, her til Morozov fra han i første scene stiger nøgen op af sit svømmebassin, så beslutsom i sin tykke krop, så fast på sine stærke ben. Smuk for så vidt, og jeg beundrer ham. Var det meningen?

Er det overordnet blevet historien om filminstruktøren, som mistede sin film til hovedpersonen? Interessant!

Nino Kirtadze: Gud, Putin og Fædrelandet. Jeg så filmen på DR2 i aftes. Den kan ses på nettet: http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm

Vurdering:

Why Democracy: Jagten på revolutionen

Jeg kan godt lide den her film. Det mærker jeg med det samme. Jeg kan godt lide stemmen, der fortæller. En journalist, som fortæller en en rigtig historie fra en alvorlig virkelighed. Uden at ville belære mig, uden at ville underholde mig. Uden at ville mig noget. I og for sig.

(Det er kun DR, som vil mig en hel masse på hjemmesiden om det her projekt med alle filmene, så meget, at det er svært at finde frem til det enkle, primære, altså informationer om filmene selv. )

Det foregår i Bolivia, blandt fattige bønder. Som svigtes af magthaverne. Eller værre endnu. Og det handler om videreførelsen af Che Guevaras afbrudte projekt i en nutidig revolution, forklarer stemmen. Filmen fortæller hvordan, om den folkelige bevægelse for at få de fattiges repræsentanter valgt. Få Evo Morales som præsident. Vi følger processen med fremgang og tilbageslag.

Filmens hovedperson er en af Morales folk. Hun hedder Jiovana og hun har også et projekt. Det går ud på at skaffe beskæftigelse til fattige kvinder, som ikke kan læse og skrive. Så længe hun arbejder lokalt ude blandt de fattige, arbejder for deres rettigheder konkret, går det hende fint, hun er populær og vælges til parlamentet. Hun køber nyt tøj og arbejder nu i hovedstaden, og hendes vælgere mister følingen med hende og hendes indsats, og hun mister deres støtte.

Hendes krise er filmens story line og fortælling om den demokratiske socialismes grundlæggende vanskelighed. Som ikke i en konstrueret dramaturgi bringes til en konklusion.

Vi forlader Jiovana midt i nedturen, midt i det spændende, at hendes parlamentariske slid netop ser ud til at få de første synlige resultater, penge til kvindeprojektet med læse og skriveundervisning, senere måske uddannelse og senere endnu en frigørelse fra den gamle kønsrolles bindinger.

Vores fortællers stemme, kameraets stemme fortæller, at den fortsat følger Jiovana. Når filmens fortsættelse kommer, vil jeg bestemt se den. Det må være en aftale i det mindste.

Jo, jo filmen er som et lysbilledforedrag. Stemmen bærer fortællingen, billederne illustrerer. Man kan vel egentlig næppe kalde det en film, det er helt ordinært tv arbejde. Blot ikke båret af journalistisk opklaring, som vi er blevet så vant til som form. Nej, helt gammeldags båret af viden og tilstedeværelse og en sympatisk ordentlighed. Ikke mere, og det er for mig også ok.

Rodrigo Vazquez: Jagten på revolutionen. Filmen kan ses på nettet: http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm

Vurdering:

Why Democracy: Stem på mig

Der skal vælges ny duks i 3. klasse. Læreren forklarer proceduren. Det hedder "demokrati", siger hun. De kigger spørgende på hende. Og jeg forstår dem godt. Det har heller ikke spor med min opfattelse af demokrati at gøre. At børn vælger en anfører.

Og det bliver da også med det samme forstået ind i spil- og sportsverdenen som noget med "at vinde" og ind i familie- og skoleverdenen som noget med "at bestemme". Godt, så er det på det rene, så kan vi godt glemme grækerne og torvet i Athen og den vestlige folkestyreidés historie siden.

Duks hedder altså embedet, der konkurreres om, og det viser sig, at det er forældrene, der konkurrerer i international kombineret coaching og spin stil. Deres projektbørn instruerer de i hjemmene på det omhyggeligste og ubehageligste. De voksne overtager legen. For dem gælder den æren, som var det livet. På deres forkælede og selvoptagne børns vegne.

Og de repeterer alle (også de gemene) tricks fra politikerrådgivningsværktøjskassen. For eksempel det at udarbejde en liste over modkandidaternes fejltrin og så bruge dem mund til mund og senere åbent i debatterne. En kandidat til embedet må se sin nærmeste hjælper købt, regulært for penge, af en af de andre! Debatterne og valgtalerne er dybt deprimerende at overvære. Om det kunstlede og opskruede skyldes forældrenes instruktioner, lærerens belæringer eller filminstruktørens iscenesættelse er uvist. Jeg er sikker på, at det ikke er en del af børnenes spontane leg.

Filmen bygger apellerende på, at jeg fascineres af disse børn. Det gør jeg ikke, hverken af kandidater eller vælgere. Jeg irriteres over deres råben og skrigen og især over deres vilde optagethed af sig selv.

Filmen er dertil kedelig og forudsigelig. Dygtig, vist nok, i meget af det håndværksmæssige, arbejdet med det observerende kamera og i klipningen delvis konstruktionen af karakterudviklingen. Det giver jeg så to penne for. Og skynder mig over til "24 Timer" på TV2. Ikke i tvivl om hvilken demokratianalyse, der er klogest af disse to.

Weijun Chen: Stem på mig. Filmen kan ses på nettet: http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm

Vurdering:

David Cronenberg: Eastern Promises

Det er smukke,smukke autentiske drømmebilleder, Cronenberg konstruerer. Den smukke,smukke luder fra den lille by uden for Kiev ligger og nynner helt stille en russisk folkevise. Efter samlejet med Viggo Mortensen. Et falsk møde, de begge er tvunget til ved vold, forvandler sig til drøm.

Det umulige kys på det vigtigste plotpunkt, helten kysser heltinden blidt, og hun ham blidt. Naivt, ærligt. (Det ville ikke gå an i nogen anden film) over det uskyldige barn, de netop har reddet på selve kajkanten. Scenen er omgivet af rå vold og bundløs kynisme og systematiseret uoprigtighed, scenen her er ægte følelse og ærlig afsked. Det burde være umuligt.

Denne blidhed findes altså langt inde i Viggo Mortensen - og for så vidt også i den endnu ondere mafia "broder", Vincent Cassell - og den er filmen igennem forberedt af Naomi Watts sødme og hendes fødegangsmiljøs ok professonelle hospitalshjælpsomhed og moral.

Og for en del er den forberedt af en særlig side i Armin Mueller-Stahls attitude (og hans stemme, meget), hans omsorg for rødbedesuppen og rosenbladdesserten. I det hele forberedt af livet i den varme restaurant, hvorfra han styrer de brutale forbrydelser under dække af dokumentarisk folklore så virkelig, at man leder efter iscenesættelsen, glemmer den, ærligt.

Således lykkes dette uskyldige, forsigtige kys midt i denne verden af sindsoprivende (ja, nemlig!) rå, rå hensynsløs og vild vold. Og følelseskulde.

David Cronenberg iscenesætter fantasiens umuligheder og gør dem til autentiske virkeligheder. Den ene efter den anden. Også filmhistoriens nok umuligste kys.

Set i Grand biografen, Randers. Kan ses i 25 biografer i hele landet + fem i København.

Vurdering:

BBC Storyville

The BBC Storyville documentary strand has been running for 10 years and is being saluted at the National Film Theatre in London in this month.

As an introduction to the series of 10 films these fine words are written:

"Over the last decade, the popular perception of documentary has changed enormously. More documentary films are now made independently of television, more now play in cinemas, and more are made by young people."

... and the films are one masterpiece after the other, broadcasted by Storyville that now is being threatened by cut downs in budget! Here are some examples:

Leslie Woodhead's "A Cry from the Grave" about Srebrenica. Hupert Sauber's " Darwins Nightmare". Werner Herzog's "Little Dieter Needs to Fly". "Liberace from Bagdhad" by Sean MacAllister, produced by Danish Mette Heide. Kevin McDonald's film about the tragedy of the Olympics in Munich 1972, "One Day in September... and our own Jørgen Leth with "A Sunday in Hell" from 1976.

What a selection, easy to copy at festivals and by other broadcasters.

DR1 om Evangelist

DR1 Dokumentaren i aften, ja, jeg skulle da se den. Selv om hjemmesidens tekst bestemt ikke lovede nogen indsigtsfuld skildring, endsige noget klogt essay på film.

Den pressemeddelelse og den dokumentar er en på anden ganske bestemt måde frelst og mindst lige så fordomsfuld journalistisk kulturs moralistiske angreb på anderledes tænkende og handlende. Forklædt som samfundsmæssig ansvarligt og bekymret kritik.

Jeg bryder mig ikke om den form for journalistik. Jeg får lyst til at tage Evangelists defensorat. Der er til nu, fortælles det i tv-dokumentaren intet ulovligt påvist. Og den alvorligste anklage, som blev rejst i løbet af tv-timen, en politianmeldelse for kvaksalveri, blev ikke fulgt til dørs, ikke afmeldt.

At medlemmer af menigheden tilsyneladende frit kan vende tilbage til den forladte familie blev derimod meddelt i tekstskiltet til slut. Kira havde igen kontakt med sin søn. At Jannes bankmand ikke vil tilbage til hende kan jo skyldes så meget. Tænker man efter at have lært hende lidt at kende.

Jeg synes, det er en overmåde tynd historie, sådan journalistisk. Kunstnerisk ville den den være umulig uden behandling af al al den tvivl, den rejser. Filmisk er der intet at skrive om.

Jo, castingen måske. Den eneste spændende medvirkende er skurken, Christian Hedegaard. Og sådan skal det efter oplægget da ikke være?

Jeg giver to penne for at blive gjort opmærksom på denne fundamentalistiske bevægelse i Gørløse og Arnborg. Interessant, for så vidt.

Vibeke Heide-Jørgensen: "Gud i Gørløse". Set på DR1. www.dr.dk/Dokumentar/tv/DR1

Vurdering:

TV2 dok censurering

Jo, så var der det med TV2, som redigerede i Cathrine Asmussens film "Mig og Naser" lige før den gik i luften. Uden at diskutere de to klip med instruktøren førend klippet blev foretaget. Det gør man selvfølgelig ikke. Det er naturligvis uhørt og udtryk for et panikagtigt knæfald for den avis, som kritiserede to scener i filmen.

Og så kan man samtidig diskutere, hvorfor TV2s redaktør og DFIs konsulent ikke i redigeringsfasen gjorde instruktøren opmærksom på at scenen (en af dem der blev klippet ud) med den brændte bil var noget kluntet lavet og placeret og at det udsagn som Amina gerne ville have frem - at Nørrebro er et hårdt sted at bo - kunne være båret frem på mange andre måder.

På et møde i Filmhuset, sat i stand af DFI, diskuteredes censurindgrebet og bortset fra enigheden om TV2´s følgagtighed var det kun Jørgen Ramskov, nu ansat på Nimbus Film, som tog fat i den indlysende debat om forholdet mellem publikum og dokumentarfilmen i dag. Ramskov pegede på, at hvis dokumentaren, den journalistiske, skulle kunne spille en rolle i forhold til samfundsaktuelle spørgsmål, så måtte man også forvente en etisk dimension, at man kan stole på, at hvad man ser, er i orden. Han talte om en genreoverenskomst mellem seeren og filmen, med andre ord må der ikke opstå tvivl om oprigtigheden, autenticiteten i film som denne - eller film (med mine ord) som "Den hemmelige Krig", som er en hybrid og som roder rundt i genrerne. Hvorimod Cathrine Asmussens film er klar i mælet, bortset fra at den brændte bil som metafor kunne være udtrykt mere præcist.l