Robert Kirchhoff: To Choose Your Genre

Written 07-04-2017 11:01:04 by Tue Steen Müller

This is a clip from an interview with Slovak Robert Kirchhoff, whose ”A Hole in the Head” was reviewed on this site:

Cineuropa: In your previous documentary, Normalization, you investigated a sensitive issue, and you are now pursuing another difficult theme, the Roma Holocaust, in A Hole in the Head. Why do you choose such difficult subjects? 
Robert Kirchhoff: Every subject that I have chosen to make a film about or to think about is an opportunity to approach that topic differently. It's a challenge. And this is the way I feel about it. Neither of those subjects came to me by chance; it was always some particular story that brought them to my attention. With Normalization, I attempted to shoot a genre film, an investigative crime film, but there is a difference between the two films. Normalization depends on facts, literally — you have to follow the continuity in terms of the story, the past and the present, and you are working with people you do not necessarily like. In the case of A Hole in the Head, I got to pick the characters myself and I came up with the form of the film. I was facing a dilemma in terms of genre between a classic historic documentary or a documentary essay; I picked the latter. I intentionally resisted pathos — that's why you can encounter humour in a film revolving around the Holocaust and the Roma genocide — and I resisted any kind of pathos that might have resulted from tying different meanings to a particular character. Those characters lived with their memories and the holes in their heads and I approached them not through the past but the present. That may be one of the reasons why I did not use any of the archive footage, period photos or illustrations. 

Categories: Articles/Reviews ENGLISH, Poetics

Tue Steen Müller: The Antalya Masterclass

Written 26-10-2016 10:12:03 by Allan Berg Nielsen

Dear Allan. You asked me what I told the participants at the masterclass at the Antalya Film Forum the other day. Well, I was as usual “jumping” a bit around in the past and present, showed clips, gave advice, told them that the main difference between them and me was that I have been watching documentaries since the 1970’es, having a passion become a profession during the years at the National Film Board (Statens Filmcentral), EDN (European Documentary Network) and as freelance consultant and blogger since 2005. The starting point was my recent visit to Paris to meet again Robert Frank, this magnificent documentarian, in photos and films, the working title of his “Don’t Blink”, made by Laura Israel, was “You have got Eyes”… From that to Wojciech Staron and his “Argentinian Lesson”, where the first almost 10 minutes have no words, he tells through images and he is one of my favorite director/cameraman in one person, who knows how to catch moments and convey them beautifully. As a contrast to the wordless I went to “Twilight of a Life”, Sylvain Biegeleisen’s wonderful emotional meeting with his 94 year old wise mother, here you have literally the first person documentary based on close-ups and conversation. And the third reference was to the hybrid genre with talk about “Act of Killing” and the adventure of this film, that many had already watched as well as the sequel, “The Look of Silence”. Finally, and it won’t come as a surprise for you, “Ten Minutes Older”, 1978, Herz Frank and Juris Podnieks with a declaration of love to these masters. That was all and I am happy that I got so many good reactions, and we several new readers of Filmkommentaren.

(Jeg bringer da så Tue Steen Müllers mailsvar her på vores blog og illustrerer med stills fra filmene, han viste klip fra, og forsyner dem med citater fra hans anmeldelser. Og så har jeg fundet nogle små statements på Antalya Film Forums Facebookside, hvor Müller tilsyneladende taler tyrkisk, som Facebook så venligt oversætter til engelsk. Link til facebooksiden nedenfor. ABN) 


Laura Israel: Don’t Blink

“Don’t Blink is an excellent introduction to the now 91 year old legendary photographer and filmmaker made by his editor and collaborator in many films, a warm and generous portrait and a look into the creative process of a lovely man, a great artist, who has suffered personal tragedies in his life, that is very much present in his work…”

Read more / Læs mere

Categories: Festival, Poetics

Sune Jonsson: Nine reflections /9

Written 13-10-2016 07:47:02 by Allan Berg Nielsen

“…A documentary work is not intended for the esthetic connoisseur or the preoccupied consumer, but rather for people in vital need of increasing their knowledge: of transforming communicated environments, epochs, nature scenes into personal experiential substance - something with which to enrich their own inner landscapes.”


By Sune Jonsson (1978)


Quantity should be a part of the documentary method, a part of the documentary language of form. The 1/125th is a fraction of the historic flow. A great many 1/125ths are needed merely to illuminate one isolated situation. In the 8 years during which the FSA documentation took place, ending in 1943, over 270,000 pictures were taken. Perhaps, all together, those pictures provided a overview of the extent of the disaster and could form a basis for the nation's self-scrutiny. August Sander privately collected his panorama of the Weimar Republic's physiognomies, roles, and uniforms in 20 bulging folders. The definitive publication of this collection in book form, Menschen ohne Maske (1971) is consequently characterized by an extraordinary abundance of pictures, which we perceive as concordant with the documentary conception.

Read more / Læs mere

Categories: Articles/Reviews ENGLISH, Poetics, Essays

Sune Jonsson: Nine reflections /8

Written 11-10-2016 07:49:32 by Allan Berg Nielsen

… they had plenty of time - the ultimate documentary resource - they themselves became something of experts in geography and agriculture. They were also sensitive and capable of the profound empathy with the subject matter that transforms certain photographers into depictors of reality in a truly documentary sense. Knowledge also affords artistic freedom. Experienced and versed, the author can move within his subject matter. His depiction of reality then becomes "macro realistic" - that is, a concrete expression of an inner reality.


By Sune Jonsson (1978)


The reportage confrontation is a fragile method of documentary work. But even so unfavorable an assignment situation can be transformed: if the photographer is given sufficient time, if he is given time to gain a knowledge of the environment that will enable his pictures to function as documentary statements, if he has the personal qualifications to deepen his empathy, his social commitment, and his responsibility as a fellow human being. This obviously turned out to be the case with Gunnar Lundh and Sven Järlås. And young photographers like Yngve Baum and Jean Hermanson have also come far along the same road of personal deepening.

Read more / Læs mere

Categories: Articles/Reviews ENGLISH, Poetics, Essays

Sune Jonsson: Nine reflections /7

Written 05-10-2016 08:15:53 by Allan Berg Nielsen

… Knowledge also affords artistic freedom. Experienced and versed, the author can move within his subject matter. His depiction of reality then becomes "macro realistic" - that is, a concrete expression of an inner reality.


By Sune Jonsson (1978)


Ivar Lo-Johansson has asserted the authenticity of the self-experienced as a literary life-form and method. It is not enough for the author to have subjects: the subjects must also be part of his own self. Perhaps in this distinction we can also discern the essential difference between the author and the poet.

Knowledge also affords artistic freedom. Experienced and versed, the author can move within his subject matter. His depiction of reality then becomes "macro realistic" - that is, a concrete expression of an inner reality. The opposite method is observation from without - a "microrealism" without a deeper personal sounding board.

Read more / Læs mere

Categories: Articles/Reviews ENGLISH, Poetics, Essays

Sune Jonsson: Nine reflections /6

Written 03-10-2016 07:57:04 by Allan Berg Nielsen

… The ideal situation, of course, is that in which the photographer is his own client. Then the assignment is a vital function of the photographer himself; then his depiction of reality will occur at that point where he himself stands as a human being.


By Sune Jonsson (1978)


The assignment situation, upon which the photographer's personal relationship to the subject matter is ultimately dependent, is a vital part of the documentary methodology. If it is alleged that knowledge and insight should be the bases of all depiction of reality, then the assignment situation must be crucial to the genuineness of the documentation. By the way in which the assignment situation is regarded, one can also tell what status – in artistic-professional terms - the client is prepared to accord the photographer.

The ideal situation, of course, is that in which the photographer is his own client. Then the assignment is a vital function of the photographer himself; then his depiction of reality will occur at that point where he himself stands as a human being. From every viewpoint, it must be an optimal advantage to be able to seek out the subject matter that is made up of one's own internal and external landscapes. Assignment and need for expression then become synonymous. The subject matter itself then becomes the client.

Read more / Læs mere

Categories: Articles/Reviews ENGLISH, Poetics, Essays

Sune Jonsson: Nine reflections /5

Written 23-09-2016 14:19:30 by Allan Berg Nielsen

... The verbal accompaniment must create new relationships and angles of approach to the pictorial material (even laconic): … Småbrukaren och kyrkogårdsarbetaren Hjalmar Nyberg, Nyåker, gräver grav för avlidne banmästaren Henrik Carlsson (Sune Jonsson)



By Sune Jonsson (1978)


The consummate photo-documentation requires verbal accompaniment. This must have a clear documentary conception and ideally possess formal competence as well. There are, for example, plenty of photographs documenting log driving. The most meritorious is Stig T. Karlsson's 1957 depiction from The Little Lule River. Lacking, however,is documentary material that, from the standpoint of primary worker experience, verbalizes the content of log driving. For that reason, it is regrettable, when Stig T. Karlsson's pictures are published in book form, that documentary consistency is sacrificed, and instead, Stig Sjödin is asked to write an accompanying text that flaunts a poetic empathy with the work depicted, that is surely more literary hypothesis than adequate expression of the log driver's own experience of his toil.

Read more / Læs mere

Categories: Articles/Reviews ENGLISH, Poetics, Essays

Sune Jonsson: Nine reflections /4

Written 22-09-2016 08:36:24 by Allan Berg Nielsen

… Their documentation is a distillate of reality itself. Their pictures are freed of all ephemeral, fashionable, and sentimental trappings. They nakedly describe universal situations that are allowed to speak right into the camera. (Sune Jonsson)



By Sune Jonsson (1978)


One should disdain rules but must discuss principles.

I remember the 50s, when Henri Cartier-Bresson’s books began to come out and started photographers dreaming of the pure photographic image, the prettily arranged and seized 1/125th that was sufficient unto itself. Hasse Enström, Managing Editor of Tidningen Vi, went against that tide at the time, doggedly challenging the theory and requiring text commentaries of photographers offering him picture essays for sale.

Read more / Læs mere

Categories: Articles/Reviews ENGLISH, Poetics, Essays

Sune Jonsson: Nine reflections /3

Written 20-09-2016 09:16:00 by Allan Berg Nielsen

… One thereby denies that photographs can represent a pictorial manifestation of experiences and personal views, that photographs can be personal messages having aesthetic qualities of communication. (Sune Jonsson)


By Sune Jonsson (1978)


In the 40s and early 50s, when Walt Disney was at the peak of his documentary-film activity, he is said to have remarked that it was better to give training in cinematography to the scientists working in the subject areas of those documentaries than vice versa. He wanted thereby to emphasize how vital expertise is in all depictions of reality. Such an attitude implies, however, that the photographer is exclusively regarded as a triggerer of the camera shutter’s 1/125th, as no better than the lens’ own capability. One thereby denies that photographs can represent a pictorial manifestation of experiences and personal views, that photographs can be personal messages having esthetic qualities of communication.

Read more / Læs mere

Categories: Articles/Reviews ENGLISH, Poetics, Essays

Sune Jonsson: Nine reflections /2

Written 17-09-2016 08:55:51 by Allan Berg Nielsen


By Sune Jonsson (1978)



An action, a façade, a room in someone’s home, a face – any of these is always a sum. This sum can be described, if one wishes, as heritage, environment, tradition, everything that with the consistency of natural law marks people and societies. If the camera’s 1/125th, with its particular slice of new describes that sum with knowledge and empathy, one can speak of genuine documentary photography, of personal and well informed messages that concern us because they broaden our horizon and enlarge our experience.

Lennart af Petersens is one of Sweden’s finest documentary photographers. When Kurt Bergengren describes his accomplishments, he expresses himself with characteristic pithiness, speaking of a Petersens’s “ability to photograph Stockholm from a distance of several centuries” or of documentary photography as being, I his case, an “exciting occupation for an educated man”.

Read more / Læs mere

Categories: Articles/Reviews ENGLISH, Poetics

Sune Jonsson: Nine Reflections /1

Written 16-09-2016 15:50:41 by Allan Berg Nielsen

“The reportage confrontation is a fragile method of documentary work. But even so unfavorable an assigment situation can be transformed: if the photographer is given sufficient time, if he is given time to gain a knowledge of the environment that will enable his pictures to function as documentary statements, if he has the personal qualifications to deepen his empathy, his social commitment, and his responsibility as a fellow human being…” (Sune Jonsson, from reflection 8. Photo by Sune Jonsson: Prague, August 1968.)



By Sune Jonsson (1978)


It is something of a romantic characterization to describe photography as the art of the instant. It is said, for example, that the art of the camera is to see quickly and straight ahead. And for nearly half a century now, photographers have indeed been intoxicating themselves with the very ability of the 35mm camera to capture on film the most ephemeral and most unguarded of instants. This has naturally been an asset that has both enriched and characterized photography.

Read more / Læs mere

Categories: Poetics, Essays

Finn Larsen og Lars Johansson: Når asfalten gynger

Written 07-09-2016 13:56:05 by Allan Berg Nielsen

”…Men hvad var det så egentlig, de to fotografer dokumenterede? Hvad så de på? De så det sociale liv, der udspillede sig blandt Randers’ unge, når de havde fri fra familien og skolen. Det, der foregik rundt om flippermaskinen eller foran den lukkede købmand. På dansegulvet til en fest, i en kammerats værelse, eller i kliken, der mødes omkring knallerterne. De så det, der foregik mellem de unge. De signaler, de sendte til hinanden – med deres tøjstil, med deres frisurer, der fortalte andre med en slags kodesprog, om de var til disco eller måske motorcykler. Og de så de signaler, de unge sendte med deres bevægelser og øjekast. De smil og blikke som var invitationer til sjov, til intimitet, og som var del af et indforstået sammenhold. Med kameraet kunne det altså lade sig gøre at registrere det her særlige sprog uden ord. Som man ikke kunne forevige på andre måder, hverken med en båndoptager eller en skrivemaskine eller i form af fysiske genstande. De to fotografer havde blik for de unges samvær.”

Da fotografierne blev udstillet som en del af udsillingen der tidligere på året, holdt Sarah Giersing fra Det Kongelige Bibliotek en tale fyldt af indsigt. Citatet er fra den tale, hele talen, som bestemt er værd at læse, findes gengivet på

”Når asfalten gynger” er en del af Finn Larsen og Lars Johanssons dokumentation af ungdomskultur i Randers 1978-1979. De mange fotografier blev dengang og igen i år udstillet på museet i Randers og altså umiddelbart i år gentaget i Øksnehallen. Denne del med titlen Når asfalten gynger kan nu om lidt ses på Københavns Hovedbibliotek:

Categories: Festival, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Dalsgaard og Zytoon: The War Show /5

Written 06-09-2016 09:27:13 by Allan Berg Nielsen

Cineuropa har lavet et kort, men virkelig interessant interview med Andreas Dalsgaard, som afdæmpet, præcis og beskeden i nogle ganske korte afsnit foræller om sin og klipperen Adam Nielsens arbejde med Obaidah Zytoons historie og hendes omfattende og talrige og ganske særlige filmoptagelser fra disse første år under borgerkrigen. For eksempel om, hvordan hun under klippeprocessen pegede detaljer i billederne ud for ham og Adam Nielsen, detaljer de slet ikke havde været opmærksomme på, men når de accentueredes i det herefter ændrede klip tilsammen nu er et enestående lag i filmen, som er hendes fortælling, hendes syriske virkelighed. Se den korte video her: (Cineuropas video) (Om filmen)

Categories: Festival, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Dola Bonfils: Det signerende blik

Written 23-08-2016 11:52:42 by Allan Berg Nielsen

"Dokumentarfilmene har i de cirka 100 år, de har eksisteret, repræsenteret en form for kulturel organisering, der ligesom museerne ordner virkeligheden for os og reflekterer de idéer og den erkendelse, der har givet verden en vis mening. Dokumentarfilm tilbyder en vision af verden i et kunstnerisk formsprog, det vil sige disse forløb i tid er ikke blot registrerende for eftertiden, men er også bearbejdet af en personlighed, der signerer sin vision, giver sig til kende med sit blik…” (Dola Bonfils: Det signerende blik, 1993. Nationalmuseet, katalog film/video til udstillingen Museum Europa)


Dola Bonfils modtog 20. august på Filmhøjskolen i Ebeltoft under det årlige branchetræf for dokumentarfilmfolk Det Danske Filminstituts Roos Pris, som hvert år ”påskønner en særlig bemærkelsesværdig indsats for dokumentarismen i Danmark. Priskomiteen består af sidste års prismodtager, denne gang fotograf Henrik Bohn Ipsen samt direktør Henrik Bo Nielsen og afdelingschef Ane Mandrup fra filminstituttet. De motiverede tildelingen således:

"Dola Bonfils tildeles Roos Prisen 2016 for hendes utrættelige engagement og fordomsfri nysgerrighed, for hendes undersøgelser af magtens strukturer og tilværelsens kompleksitet – samt lysten til at formidle og diskutere sine indsigter på tværs af kunstarter, teknologier og generationer.

Dola Bonfils er som skaber, igangsætter, inspirator og formidler drevet af et enormt videbegær. Hendes egne værker spænder vidt i både tematikker og formater – fra observerende dokumentarfilm om magtens institutioner til eksperimenterende film, hvor kunstarterne mødes og nye erkendelser opstår. Intet emne er for vanskeligt, og nye fortælleformer afprøves frygtløst i forsøget på at gøre os alle klogere på tilværelsen.

Kolleger fremhæver Dola Bonfils' grundighed og fasthed. Hun er altid velforberedt og opdateret på allernyeste viden, og hun holder fast i sine ideer, også når de møder modstand eller uforståenhed. Hun fremhæves også for sin omsorg og medmenneskelige interesse – og for sin evne til at se andre menneskers potentiale. En evne, som hun blandt andet udnyttede i perioden som filmkonsulent på Det Danske Filminstitut."

Read more / Læs mere

Categories: Film History, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Ikke såkaldte afgørende øjeblikke

Written 24-07-2016 10:20:32 by Allan Berg Nielsen

Ved åbningen af udstillingen af Finn Larsens og Lars Johanssons fotografier Ung i Randers 1978-1979 i Øksnehallen i København talte forskningsbibliotekaren Sarah Giersing om de udstillede fotografier, og jeg vil her ved slutningen af udstillingens del Når asfalten gynger i Københavns Hovedbibliotek trække hendes lange, kloge tale frem, fordi det er begivenheder i min by hun talte om og til Filmkommentarens læsere især på grund af noget vigtigt, hun sagde om den dokumentariske tradition:

”… Finn Larsen og Lars Johansson talte med unge mennesker i Randers, det var dem og deres liv, der var feltet. De lavede udstillinger med og om de unge, og de lavede film. Der blev virkelig produceret materiale i løbet af de to år. Men det blev kameraet, de to især så de unge med. De var inspireret af den dokumentariske tradition, og de kunne kombinere en kunstnerisk indføling med etnologens udforskende og registrerende blik. Fotografierne er ret nøgterne i deres udseende. De fleste er skudt lige på, de har en eller flere personer i centrum. De har større vægt på at indfange ansigternes bevægelse og kroppenes gestik end på at fortolke en særlig stemning eller en bestemt situation. De enkelte fotografier fremstiller ikke såkaldte ”afgørende øjeblikke”. Alligevel får vi – gennem personernes udtryk – indtryk af, at fotograferne har været til stede i noget vigtigt. Og det indtryk forstærkes af fotografiernes mængde. I projektets monumentalitet, i selve dets omfang og intensitet, ligger en stor del af dets værdi som dokument.”

Sarah Giersing har gennem Finn Larsen generøst overladt os hele talen. Den kommer her:


Kan du forestille dig at være sammen med teenagere i to hele år? Altså ikke din egen søn eller datter, børn, som du har udviklet en evne til at holde af uanset, hvordan de skaber sig. Nej; teenagere i flertal. I flok. Det er man vist kun rigtig klar til, hvis man selv er en af dem. Men det var det, Finn Larsen og Lars Johansson gjorde frivilligt dengang i Randers. Eller, det var deres job, så frivilligt er nok det forkerte ord. De to – der selv var ret unge, men dog ude over teenage-årene - var ansat på Kulturhistorisk Museum Randers. Deres daglige opgave var at dokumentere byens liv. Men de tog også aftenerne i brug. De ringede rundt for at høre, hvad der var gang i. De mødte byens unge i klubben, ved grillbaren, i sportshallen. De festede på værelserne. Grænsen mellem fritid og lønarbejde flød ud. De to ser ud til at have investeret mere end blot deres arbejdskraft i et projekt, der endte med at blive noget helt særligt både i dybde og i skala.

Finn og Lars var ikke de første museumsansatte, der blev grebet af at dokumentere den tid, de selv levede i. Hvor museer traditionelt havde beskæftiget sig med at indsamle materielle levn fra en fjern fortid eller at bevare det, der var ved at forsvinde, opstod der i løbet af 1970erne en stærk interesse for at dokumentere samtiden. Samtidsdokumentation er stadig et vigtig opgave for museerne i Danmark i dag. Der er fx blevet fx gennemført store undersøgelser af arbejdernes forhold på tobaksfabrikker eller livet for au pair piger i Danmark, og lige nu er Nationalmuseet i gang med at dokumentere flygtninges ankomst til Europa. Hvor de museumsansatte tidligere var henvist til at udforske historien gennem de genstande og arkivalier, der så at sige havde overlevet tidens tand, kunne de nu selv skabe deres kildemateriale - i samarbejde med de mennesker, der selv levede midt i de fænomener, der skulle undersøges. Museumsansatte blev til feltarbejdere – forskere, der kunne investere deres egen krop, sanser og værdier i undersøgelsen af det, de skulle se på.

Finn og Lars talte med unge mennesker i Randers, det var dem og deres liv, der var feltet. De lavede udstillinger med og om de unge, og de lavede film. Der blev virkelig produceret materiale i løbet af de to år. Men det blev kameraet, de to især så de unge med. De var inspireret af den dokumentariske tradition, og de kunne kombinere en kunstnerisk indføling med etnologens udforskende og registrerende blik. Fotografierne er ret nøgterne i deres udseende. De fleste er skudt lige på, de har en eller flere personer i centrum. De har større vægt på at indfange ansigternes bevægelse og kroppenes gestik end på at fortolke en særlig stemning eller en bestemt situation. De enkelte fotografier fremstiller ikke såkaldte ”afgørende øjeblikke”. Alligevel får vi – gennem personernes udtryk – indtryk af, at fotograferne har været til stede i noget vigtigt. Og det indtryk forstærkes af fotografiernes mængde. I projektets monumentalitet, i selve dets omfang og intensitet, ligger en stor del af dets værdi som dokument.

Men hvad var det så egentlig, de to fotografer dokumenterede? Hvad så de på? De så det sociale liv, der udspillede sig blandt Randers’ unge, når de havde fri fra familien og skolen. Det, der foregik rundt om flippermaskinen eller foran den lukkede købmand. På dansegulvet til en fest, i en kammerats værelse, eller i kliken, der mødes omkring knallerterne. De så det, der foregik mellem de unge. De signaler, de sendte til hinanden – med deres tøjstil, med deres frisurer, der fortalte andre med en slags kodesprog, om de var til disco eller måske motorcykler. Og de så de signaler, de unge sendte med deres bevægelser og øjekast. De smil og blikke som var invitationer til sjov, til intimitet, og som var del af et indforstået sammenhold. Med kameraet kunne det altså lade sig gøre at registrere det her særlige sprog uden ord. Som man ikke kunne forevige på andre måder, hverken med en båndoptager eller en skrivemaskine eller i form af fysiske genstande. De to fotografer havde blik for de unges samvær.

Måske er det fællesskab, billederne viser os, et fællesskab som blev holdt sammen først og fremmest af teenage-alderens sociale hunger og provinsbyens manglende tilbud til unge – af de unges ”Nothing Else To Do”. I en samtidig artikel, som er genoptrykt i den avis, der ledsager udstillingen, bliver fotoreportagen læst som en indirekte kritik af voksensamfundets svigt. Skribenten anlægger det tidstypiske perspektiv, at forældrene har overladt de unge til sig selv eller ”fremmede fritidspædagoger”, fordi de selv har travlt med deres farve-TV, bilvask og parcelhuset, og han skriver, at det ikke er noget venligt eller varmt miljø, de unge må færdes i. Det kan godt være, at der er noget om det. Men når jeg ser på billederne i dag, er det altså ikke det, der slår mig. Det er derimod fællesskabet mellem de unge, varmen og vellysten ved det at være sammen.

Prøv nu at forestille dig selv at være teenager. Igen. Det er faktisk ikke så svært, vel? Det er som om, at minderne fra den tid melder sig lettere end alle andre. Psykologerne taler om en form for erindrings-tæthed i perioden, hvor man går fra at være barn til voksen. Erindringsbumpet kalder de det. Teorien siger, at hvis et menneske, der er vokset op i en moderne, vestlig kultur som den europæiske eller nordamerikanske, ser tilbage på sit liv og forestiller sig forløbet som en slags graf fra fødsel til nu, så vil der være en ekstra stor ophobning af minder fra alderen 15-25. Et erindringsbump på vejen. Det skyldes, at det er i den periode, de fleste mennesker for første gang oplever skelsættende begivenheder på egen hånd. Det gør indtryk.

Måske er det derfor, at de her billeder så effektivt vækker minder fra min egen teenagetid. De er en slags negativer, som jeg kan bruge til fremkalde mine egne erindringer. Når jeg kigger på de unge i Randers, mærker jeg mine egne oplevelser vende tilbage. De træder frem som klare efterbilleder for mit indre blik, og de efterlader mig med fysiske fornemmelser fra nogle helt særlige stunder: Svimmelheden af at strejfe en fremmed hånd i mængden; det løfte om intimitet, det kunne indebære. Knuden i maven fra dengang ham jeg var forelsket i, kyssede hende med krøllerne. Suget af glæde ved et grineflip, der kunne inkludere alle i rummet. Det fællesskab og den dybe kontakt, der for første gang i teenagealderen opstod mellem mig og nogle mennesker, der ikke tilhørte min biologiske familie. Og alle de glæder og sorger, der fulgte med det. Det der nærmest alment-menneskelige landskab af følelser og forventninger, et Teenage Wasteland, for nu at låne et udtryk fra et hit med The Who fra 1970erne.

Billederne vækker min personlige nostalgi. Men de får mig også til at overveje, om det stærke sociale fællesskab, som fotografierne formidler, måske er noget der er ved at forsvinde, noget der hører fortiden til? At jeg måske genkender det især, fordi jeg selv tilhører en generation, der trods alt er er tættere på årgangene 1978-79 end dem, der er teenagere i dag. I en rørende tekst fra 2016, som også er trykt i udstillingsavisen, kan man læse, hvordan Emma Poppe, der selv er født i Randers men i 1993, ser billederne. Hun skriver, at fotografierne portrætterer en ungdom, der er u-iscenesat og nærværende. Hun beskriver, hvordan hun og hendes venner i dag har mange flere digitale kontakt-kanaler og kommunikations-platforme til rådighed. Men at kontakten ikke er lige så nem at tage mere. At hende og hedes venners veje oftere krydses virtuelt end fysisk. Og at det ikke nødvendigvis er det samme som at være sammen. Måske bliver nærværet aldrig mere det samme, fordi alle altid lidt er et andet sted?

Udstillingen ”Ung i Randers” vækker altså genkendelse hos os, der har været teenagere. Os, der stadig slæber rundt på et ømt og vidunderligt blåt mærke af et erindringsbump fra den tid. Men den dokumenterer også noget mere generelt: nogle kulturelle forhold, der var særlige for Randers i 1970erne. En ungdomskultur, der nu er afløst af en anden. I dag lever en generation af ”Phono Sapiens”, dem som er vokset op med en mobiltelefon i hånden. De dokumenterer sig selv på alle kanaler, og deres netværk og fællesskab skal ses med en helt anden optik.

Denne udstilling er en genudstilling. Dermed dokumenterer den også sig selv. Den vidner om, hvordan to kunstnere fandt en form. Hvordan de hver især tog afsæt i den etnologisk inspirerede dokumentar-tradition. Og den dokumenterer også samtidsdokumentarismens idealistiske heyday. Som museumsmenneske i 2016 bliver jeg helt forpustet over at iagttage, hvor meget dedikation og hvor mange, mange menneskelige resurser, der er blevet investeret i dette projekt. Det gælder i øvrigt også en lang række andre personer end Finn Larsen og Lars Johansson, og de fortjener alle stor respekt for deres indsats. Jeg håber, at nogle af os, der arbejder på museer i dag, kan efterlade noget, der er lige så gennemarbejdet, langtidsholdbart og frem for alt opmærksomt som ”Ung i Randers” har vist sig at være.

/ Sarah Giersing 18.06.2016 

Categories: Festival, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Til lykke med fødselsdagen JØRGEN LETH

Written 14-06-2016 15:04:33 by Tue Steen Müller

... ønsker vi her fra Filmkommentaren. Vi gør det med et af vores yndlingsportrætter af dig, det er godt nok dit, fra  din blog, men vi tilegner os det lige, for det er et af de mest inspirerende, et af dem hvor du er på arbejde. Og så vil vi bare endnu engang henvise til det, vi gennem nogle år har skrevet om dig og dine film, mest om filmene i vores rå opsummering ”Jørgen Leth - Collected Texts on his Works”, som begynder med en lille kursiv …the Danish director, who has been an inspiration for generations of Danish filmmakers. With Lars von Trier as number one as readers will know from the film”The Five Obstructions” og så fortsætter med første post, som er et af mine mange dagbogsnotater på bloggen: “Mid wednes(day) off from Copenhagen with troubled SAS to Amsterdam to attend the 25th idfa (International Documentary Film Festival). On board is also Jørgen Leth on his way to idfa as several times before. This year to be in the main jury with (among others) Michael Glawogger, and to attend his own ”My Name is Jørgen Leth” exhibition that is part of the idfa ”Expanding Documentary” that opens at 7pm tomorrow November 15th at De Brakke Grond here in Amsterdam…” Læs eventuelt videre og så igen tillykke og hav en dejlig aften! Allan og Tue

Categories: Cinema, TV, Film History, Articles/Reviews ENGLISH, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics, Directors, Essays

Lars Movin versus Jørgen Leth

Written 19-05-2016 14:11:20 by Allan Berg Nielsen

MOVIN MØDER LETH, Lars Movin meddeler det på sin Facebookside, og jeg skynder mig at meddele videre, især at det er NU! NU I AFTEN I ÅRHUS!

Movin skriver: ”Så er det i aften, at jeg har den ære at være med til at åbne festivalen Vild med ORD i Dokk1 i Aarhus sammen med den unge mand på billedet her. Okay, jeg ved da godt, at publikum kommer for at se Jørgen Leth – som efter vores samtale vil levere flere Spoken Words akkompagneret af de to musikere i Vi Sidder Bare Her – men ikke desto mindre skal det blive en fornøjelse at lægge endnu et kapitel til den dialog, som vi har ført gennem knap tyve interviews siden 1989. En dialog, som ikke mindst har udmøntet sig i tre bøger: “En dag forsvandt Duke Jordan i Harlem – tekster om jazz” (Bebop, 2008), “Kunsten at gå på gaden – tekster fra tresserne” (Gyldendal, 2012) og “Alt er i billedet – om Jørgen Leths film” (Gyldendal, 2013).Dagen efter (fredag) vil der være flere ord fra undertegnede, nærmere bestemt ved et arrangement klokken 14:30 (ligeledes i Dokk1), hvor jeg med udgangspunkt i bogen “Amerikansk avantgardefilm” (2016) vil fortælle om (og vise) to beat-relaterede avantgardefilm, nemlig “Pull My Daisy” (1959) af Robert Frank & Alfred Leslie og “Towers Open Fire” (1963) af William S. Burroughs, Brion Gysin, Ian Sommerville & Antony Balch. Vild med ord, ja – men også vild med billeder, film, musik …”

Foto: lm / 2015

Categories: Festival, Film History, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics, Essays

Tue Steen Müller: Lithuanian Docs

Written 11-02-2016 14:22:19 by Allan Berg Nielsen


- collected posts by Tue Steen Müller on Lithuanian documentaries, directors, photographers and producers


Lituania is a Baltic country, the most southern, and the most exciting when it comes to documentaries.

They are mostly short and based on images - the Lithuanian documentarians compose the image and treat the spectator as an intelligent person. The information needed to understand a story or a problem or a complex thematic issue is conveyed by the combination of image and sound and montage. In other words, they make FILMS and are still relatively "innocent" when it comes to adapt to television standards.

"They" are directors like Audrius Stonys and Arunas Matelis and Oksana B. and Rimantas Gruodis. I have just been in Vilnius to watch new films to be recommended to Leipzig Film Festival to which I offer scouting services. If any reader of this would like to have contact with the Lithuanian filmmakers, you can google Stonys and Matelis, who both have their own websites and will direct you to where to get hold of dvd's. (Blogpost 12-08-2007)

Read more / Læs mere

Categories: Film History, Articles/Reviews ENGLISH, Poetics, Essays

Viktor Kossakovsky: Vivan las Antipodas!

Written 02-01-2016 14:40:39 by Allan Berg Nielsen

Hun er en russisk skolepige. Hun står i stalden i den lille landejendom, hvor hendes mor ellers er alene med langt til naboer, men i et storslået landskab ved Baikalkasøen, et landskab hun elsker. Det fortæller hun datteren på turen op i højden med udsigten til den vældige vandflade. Den store pige er hjemme nogle dage, går i skole i byen langt væk. Nu laver hun ting sammen med moderen, i en smuk scene i det velordnede køkken med et lille så pænt hvidmalet bord og to lige så hvide taburetter sætter de sig over for hinanden, pigen har noget i hænderne og med en graciøs bevægelse trækker hun med en fod taburetten ind under sig, intet er tilfældigt i denne film, nu sidder de over for hinanden og ordner grøntsager. Det er scenens indhold, dette og så lyset.

Ude i stalden er det også lyset som er indholdet. Og så skolepigens gæs og en enkelt hane, som hun driver ind i deres aflukke. Men altså dette lys i skrå striber, som vel kun er til stede et kort øjeblik visse dage, at fange og skildre dette lys er scenens magi. I sin kritik af Tom Fassaerts ”A Family Affair” den dag i Amsterdam, som Tue Steen Müller refererede, faldt blandt andet denne hurtige, svidende bemærkning: ”… What do you think, he asked Fassaert, is that a good cut, is that a good shot, why did you not get up a bit earlier in the morning to catch the right light?” Alle som ser ”Vivan las Antipodas!” vil anerkende at den erfarne mester alle disse mange optagedage, som denne med den russiske skolepige i stalden, selv har været tidligt oppe.

Filmen kan ses på det fremragende streaming site Doc Alliance:

det er gratis i dag og i morgen i deres jul og nytårstilbud, klik blot den grønne knap. Filmen kan efter tilbudets ophør ses mod betaling. Det koster ikke så meget: (Om Doc Alliance) (Tue Steen Müllers anmeldelse) (Kossakovsky i Amsterdam)  

Categories: Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Mogens Rukov 1943-2015

Written 18-12-2015 21:38:04 by Allan Berg Nielsen



”Det er en stor film. Den samler flere af Filmens traditioner. Det er en surrealistisk film. Man kommer til at tænke på Buñuels 'l'Age d'Or' fra 1930, som handler om Roms grundlæggelse, statsmagten, banditter, borgerskab og et seksuelt-sadistisk præsteskabs kristendom. Alt kan ske i denne film, fordi alt kan ske i virkeligheden. Der er så mange logikker, der insisterer på at være reelle. Der er mange logikker, der er faktiske, og som mennesket får gennemført. Det er sjældent, at en film giver plads til dem alle. L'Age d'Or gjorde. Traberg gør.”

(Om Jørgen Leths ”Traberg”, blogindlæg 02-09-2008)



”Det kan ligne en almindelig dokumentarfilm. Men det er det ikke. Den er sær, skæv, uden at gøre opmærksom på det, uden at blive påtrængende som form, alligevel anderledes struktureret.

Det kunne have været en reportage. De 1700 meter fra fremtiden er et reportageemne. Det drejer sig om en tunnel, der måske/måske ikke bliver anlagt som forbindelse til den større by. Men det er kun en maske, noget, der foregives, der spilles med. Formen er dybere. Reportagen går i stykker, gennemhulles af den virkelighed, hvori den finder sted. Man kunne tale om en ustandselig distraktion mod det virkelige, menneskene og deres historier…

Anderledes i filmen. Her er det hele. Også det unævnte, midt i en hverdag, der er helt samtidig og dog så forskellig fra den industrialiserede hverdags samtidighed. Det er en virkning, der kun er opnået som følge af en lille magi, hvis opskrift egentlig er ganske simpel, men som er utrolig vanskelig at følge, som kun sjældent forsøges, og som søger en sandhed, der ligger bagved det tilgængelige. Den er dybt præget af kærlighed. Den vil ikke noget bestemt (hvad der er en del af kærlighedens væsen, en form for hengivelse, en anerkendelse af genstandens egen fænomenologi) og kommer derved til at handle om selve eksistensen…

Som altid når det særegne er på spil, erindres publikum om den skabende bevidstheds unikke karakter. Der er i sidste ende én bevidsthed der er styrende. Hendes respekt er stor."

(Om Ulla Boje Rasmussens ”1700 meter fra fremtiden”, blogindlæg 25-12-2009)



”Jeg må vel have det sådan, at jeg ikke synes, at billeder er informative. De skal ikke give informationer om fortællingens gang. Der skal ikke være obligatoriske billeder, som filmens informative forløb er afhængige af. Billedserien skal være fri. Den skal være så at sige ikke-narrativ i manuskriptets forstand. Den skal være narrativ kun i billedets forstand…”

(Fra et essay i Dirk Brüel, Andreas Fischer-Hansen og Jan Weincke, red.: ”Fotografens øje - Dansk filmfotografi gennem 100 år”, blogindlæg 20-11-2009)

Fotografi af Karsten Weirup: Rukov derhjemme.

Categories: Film History, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Julia Margaret Cameron: Portræt

Written 27-11-2015 18:01:56 by Allan Berg Nielsen

Dette fotografi er plakatmotiv til en udstilling i Musée de l’Orangerie i Paris. Ansigtet er standset i slutpunktet af en bevægelse, måske afvisende, måske reserveret, en bevægelse mod venstre, standset i en profil. En profil som jeg kender i en kendt litterær sammenhæng. Fotografen er Julia Margaret Cameron (1815-1879), hun er blandt de tidligste af dem hvis fotografiske værker i skøn overdådig mængde er ophængt på den store og vigtige udstilling på Orangeriet, Qui a peur des femmes photographes? Optagelsen er fra 12. april 1867, modellen er Mrs. Herbert Duckworth, som levede med sin britiske familie i Sri Lanka. Aftrykket er på albuminpapir efter et negativ af kollodium på våd glasplade og har hjemme på Bibliothèque nationale de France. Cameron er, indrømmer jeg den eneste af fotograferne på udstillingen jeg kendte i forvejen. Nu har jeg til min forbavselse og glæde set fotografier af Mary Dillwyn, Lady Frances Jocelyn, Alice Austen, Frances Benjamin Johnston, Gertrude Kasebier…

De mange fotografier på udstillingen demonstrerer uden om redaktørernes ophængningsdispositioner og fortolkende tekster at det særlige kvindelige blik findes, at så snart kvinderne midt i 1800-tallet gik i gang med at fotografere opstod i fotografiet en særlig følsomhed for scenen, en vemodig tone af en særegen skønhed uanset tema og genre, en fotografisk fastholdelse af visse øjeblikke i iscenesættelser af tilstande og oplevelser i det kvindelige univers. Til de fastslåede Barthes'ske bestemmelser studium og punctum måtte jeg med ét, der i udstillingssalen for mig selv tilføje denne ekstra: scene som så er den imaginære begivenhed før lukkerens forevigelse, et næsten levende billede før det levende billede, en filmscene før filmscenen.  

Read more / Læs mere

Categories: Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Laurits Munch-Petersen: Skyggen af en helt /2

Written 20-06-2015 19:15:43 by Allan Berg Nielsen

Her på Filmkommentaren har Tue Steen Müller anmeldt ”Skyggen af en helt”. I dag har Asger Schnack en artikel i Information, som berører os, da den ikke alene anfægter biografiske oplysninger i filmen, men på et digterisk forstående grundlag diskuterer en vigtig grænse i den kunstneriske dokumentarfilm, grænsen mellem iscenesættelse og usandhed. Her er et par citater fra artiklen og et link til hele Asger Schnacks tekst:  

”Laurits Munch-Petersens film Skyggen af en helt, der netop har haft premiere, præsenteres som en dokumentarfilm. Det er klart, at det må være tilladt, når man laver en dokumentarfilm, at blande fiktion og fakta, i det hele taget at tage forskellige midler i brug, hvis det tjener til filmens bedste – altså sandhedens. En dokumentarfilm kan godt lege med virkeligheden, men…”

" 'Nøglen til at forstå mysteriet begynder hos Laurits’ mormor, der efter Gustafs forsvinden skærer mindet om ham ud af sit liv og gør ham til tabu i det bornholmske hjem.' Sådan hedder det på premierebiografens hjemmeside. Men det passer ikke! Det er muligt, at Laurits Munch-Petersen og hans mor opfatter det sådan, men det svarer ikke til andre vidners fortælling. Lisbet Munch-Petersen blev gift med maleren Paul Høm og stiftede ny familie, men det betød ikke, at Gustaf Munch-Petersen forsvandt fra hendes liv…” 

Senere, 24. juni, havde Laurits Munch-Petersen en replik i Information, hvor han blandt andet skrev:

"... Filmen er tænkt som et personligt og kærligt portræt af Gustaf og Lisbet og deres kærlighedshistorie oplevet gennem deres barnebarn. Filmen er et oprigtigt ønske om at beskrive konsekvenserne af denne kærlighedshistorie og Gustafs valg om at forlade sin gravide kone og lille datter uden at sige farvel, således at heltebilledet bliver nuanceret af den smerte, der efterfølgende har fundet sted, og som har farvet hele mit liv."

Foto: Asger Schnack

Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Ada Bligaard Søbys amerikanske trilogi

Written 30-01-2015 11:16:48 by Allan Berg Nielsen

FOF-Randers havde bedt mig pege på film til filmklubbens sæson 2014-15. Jeg havde denne gang til fire aftener valgt de fire film, som jeg på havde givet de bedste anmeldelser, simpelthen. Nogle af filmene havde en længde, som levnede plads til forfilm. De er så lidt ældre, men valgt efter samme princip: de har fået de bedste anmeldelser. Forleden aften var det så Ada Bligaard Søby aften i Filmklub FOF, vi skulle se og snakke om ”Petey & Ginger”(2012). Den er på knap en time, så der var plads til de første 15 minutter af ”American Losers” (2006) og hele ”Black Heart”(2008), så vi kunne snakke om instruktørens amerikanske trilogi, som vi kaldte det. Indbydelsen til medlemmerne bestod logisk nok af tre citater fra mine anmeldelser:

American Losers, 2006

”… Og jeg samler mig sammen. Hvad er det med den her film? Genren bestemmer jeg hurtigt, det er filmisk dokumentar milevidt fra journalistik. Attituden er kunstnerisk. Indholdet er vanskeligere at indkredse, det er en blanding af biografi, tragedie og komedie, og det er med musikkens afgørende placering tæt på at være en lille street musical også. Metoden er rejsebeskrivelsens, og der iblandes post-chatwinsk samtaler og interviews alt sammen i direct cinema stil, men ikke klassisk. Her er kameraet medspiller, den tredje karakter. Og der garneres med en overdådighed af billedmateriale, personligt arkivstof og lyriske optagelser til indklip. Grebet er ofte collagens, men helheden er og forbliver timen igennem et vemodigt personligt essay om en stor herskende kultur og om to forskellige og dog så ens frigørelsesforsøg inden for dens dominans.”

Black Heart, 2008

”… Vedholdende og inspirerende og fascinerende fortsætter Ada Bligaard Søby sit filmarbejde, hvor hun dels lag for lag undersøger den moderne kærlighed mellem ham og hende, dels i fremstillingen disciplinerer balancen mellem disse to karakterer med en milligram-vægt uden den flimrende lethed i fortællingerne et sekund slippes, dels fornyr det nutidige filmbillede med ganske nye kvaliteter af sikre, personlige valg i både andres arkiv, i instruerede nyoptagelser og sit eget fotografiske materiale. I hendes film bliver alt musik ved siden af den egentlige musik som igen omhyggeligt afmålt slutter sig til billedernes og sætningernes og sindsstemningernes kadencer. Genren er lyrisk film, indholdet poetisk indsigt, stemningen humørfyldt vemod.”

Read more / Læs mere

Categories: DVD, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Werner Herzog: Dicta

Written 18-01-2015 10:12:57 by Allan Berg Nielsen

Mens jeg fortumlet tænker videre over alt det, som skete i mig ved at lytte til de to dages samtale mellem Joshua Oppenheimer og Werner Herzog på Den danske Filmskole for en uge siden, hjælper kollega Tue Steen Müller mig ved at hitte dette blogindlæg fra frem. Det kan for mig lige nu fungere som en slags huskeliste (for Herzog vendte ofte tilbage til et eller andet dictum, som han kalder disse sætninger) og dermed mulighed for videre overvejelse for en vigtig del af Herzogs bidrag disse dage. Resten står så tilbage som opgave. Og dertil kommer selvfølgelig især at få orden i tankerne om det, Joshua Oppenheimer sagde. Men altså indtil videre denne blogpost af Jason Kottke (14.januar 2015):

”Paul Cronin's book of conversations with filmmaker Werner Herzog called ”Werner Herzog - A Guide for the Perplexed”(2014). On the back cover of the book, Herzog offers a list of advice for filmmakers that doubles as general purpose life advice.

1. Always take the initiative.

2. There is nothing wrong with spending a night in jail if it means getting the shot you need.

3. Send out all your dogs and one might return with prey.

4. Never wallow in your troubles; despair must be kept private and brief.

5. Learn to live with your mistakes.

6. Expand your knowledge and understanding of music and literature, old and modern.

Read more / Læs mere

Categories: Articles/Reviews ENGLISH, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Herzog møder Oppenheimer

Written 07-01-2015 09:13:41 by Allan Berg Nielsen

Det er et besøg af fineste slags, meddeler Grand Teatret i København, når Werner Herzog og Joshua Oppenheimer gæster biografen fredag den 9. januar, hvor de i forlængelse af en særvisning af Oppenheimers seneste mesterstykke "The Look of Silence" kl. 19 vil diskutere dokumentarfilm, metode, moral og meget mere, hvad de jo på Den Danske Filmskole har været i gang med fredag og fortsætter med lørdag.




Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Joshua Oppenheimer: The Act of Killing

Written 06-01-2015 11:14:35 by Allan Berg Nielsen

På filmskolen i København på fredag og lørdag skal jeg så blandt meget andet formodentlig høre Werner Herzog uddybe sin meget citerede udtalelse om ”... Oppenheimer's depiction of power and violence: ’I have not seen a film as powerful, surreal, and frightening in at least a decade... unprecedented in the history of cinema.’ ” De ord fangede mig virkelig dengang, og så fulgte Errol Morris lige efter: ”… he praises Oppenheimer's portrayal of violence and cinematic imagination: ’Like all great documentaries, 'The Act of Killing' demands another way of looking at reality. It starts as a dreamscape, an attempt to allow the perpetrators to reenact what they did, and then something truly amazing happens. The dream dissolves into nightmare and then into bitter reality. An amazing and impressive film.’ " (

Når Herzog og Morris siger sådan, bliver jeg mere end interesseret. Og fra jeg som det første så traileren på Vimeo var jeg rystet, helt bogstaveligt rystet, selv om jeg forstod, det var rekonstruktioner, jeg så. Men det var heller ikke fiktion, nej, det var omhyggelige genskabelser af erindringsbilleder og ikke af blotlagte fortrængninger, men iscenesættelser af de mest forfærdende hændelser og gerninger, disse medvirkende lever med som deres liv. Som noget selvfølgeligt, forstod jeg? Jeg skulle se den film om de indonesiske dødspatrulje-gangstere, som myrdede kommunister for magthaverne midt i 60’erne. Jeg ville egentlig ikke. Og nu skal jeg så høre Hezog og Oppenheimer tale om sådanne spørgsmål i to dage i træk! Det bliver sindsoprivende.

Read more / Læs mere: Joshua Oppenheimer  

Read more / Læs mere: Werner Herzog 

Categories: Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Werner Herzog: Lessons of Darkness

Written 03-01-2015 13:50:18 by Allan Berg Nielsen

Året begynder for mig med en begivenhed. På filmskolen skal jeg fredag og lørdag lytte til forelæsninger af Werner Herzog og Joshua Oppenheimer. Lidt om Herzog først, Oppenheimer senere:

Mit første møde med Herzogs film var sent. Det var på Tue Steen Müllers arbejdsværelse hjemme hos ham og Ellen Fonnesbech-Sandberg i Nørre Farimagsgade. Jeg var gæst, boede der (jeg kan finde på at blive længe), jeg var omgivet af hans kæmpesamling filmkopier, det var morgen, han skulle på arbejde på EDN, fruen skulle på DR, også arbejde, jeg havde fri, så han gav mig lektier for: du skal se den her og derefter er du forandret. Og det blev jo stort. Jeg har kun et notat i min lommebog bevaret:

”Rekviem for en ubeboelig planet” hedder filmen på dansk. Vi både ved og ved ikke, vi er i Kuwait, efter Golfkrigen -> rekviem, dødemesse, elegi, klagesang, smerte, sorg. Er det ikke tankerækken? Hvem var fjenden? Filmen angiver ingen politisk adresse. Værket interesserer sig alene for sorgen og så derefter handlingen (oliebrandene slukkes). Ikke moralsk som et samfundsmæssigt alternativ, men amoralsk som den kunstneriske modvægt til klagen. Altså KLAGE og HANDLING som et æstetisk balancesystem. Det er fravær af budskab og meddelelse, nærvær af konstruktion og værk. Det er messe i kirken. Det er statuarisk på torvet.

Siden har jeg ikke sluppet Herzog. Siden har jeg beundret ham i ét og alt. Min fascination af manden blev låst fast, da jeg på filmskolen i 2006 deltog i et seminar, en mesterklasse eller hvad det var (blot vidunderligt). Jeg skrev også de dage noget om den film ned i lommebogen, ikke noget jeg tænkte, denne gang noget, Herzog fortalte:

Read more / Læs mere


Categories: Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

CPH:DOX 2014 /Widmann og Krause

Written 24-10-2014 15:22:04 by Allan Berg Nielsen

SCENARIO af Philip Widmann og Karsten Krause

De to på dette still har en affære. Det er en kort scene, der er nogle få flere i filmen, de er alle iscenesat, de er vignetter i den vældigt omfattende dokumentation af den mindste og almindeligste kærlighedshistorie i verden. Det er dokumentationen som gør den usædvanlig, bemærkelsesværdig og til posthum kandidat til århundredets største.

Jeg læser ikke filmen som en lummer romance, som festivalkataloget formulerer det, jeg læser såvel emne som værk, som jeg læser Orhan Pamuks roman ”Uskyldens Museum”. Jeg ser filmens autentiske, fotografiske, lydbåndbundne og fysiske artefakter, som jeg tror, jeg ville se hans museum i Istanbul, grebet og berørt af materialets aura af ømhed. Jeg tror også, jeg ville se Susanne Zanders udstilling i Berlin af dokumentmappen og dens indhold, ”Günter K.: Margret-Chronik einer Affäre ” på samme måde. Filmen bygger på den udstilling. Det er en rørende og uskyldig affære. Hvis nogen er skyldige, er det galleriejeren og filminstruktørerne. Men de er også modige, de har vist mig almindelighedens poesi.

Susanne Zander beskriver på sin hjemmeside historien ganske kort: ”Margret (udstillingens titel) chronicles a secret love story, which took place from May 1969 to December 1970 between the Cologne businessman Günter K., 39, and his secretary Margret S., 24 – a meticulous documentation consisting of various photographs and documents, which were found in a briefcase at the dissolution of an apartment.The convolute comprises of hundreds of color and black-and-white photographs showing the same woman in various places and poses: sitting at a typewriter at the office, traveling, and in a hotel room…” (En fotoserie på hjemmesiden viser et ganske lille, vemodigt gribende udvalg, dybt intime souvenirs forvandlet til genstande i en offentlig kunstsamling.)

Read more / Læs mere


Categories: Festival, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Wim Wenders i København

Written 02-10-2014 08:32:36 by Allan Berg Nielsen

Han talte engelsk, og det var da forkert, ikke? Burde han ikke være interviewet på tysk? Han er jo tysk filminstruktør, dobbelt W og W i i hans navn skal udtales som dansk enkelt v, ikke? Det var i Kunstforeningen, Gammel Strand i lørdags, og det var stort. Bestemt også på engelsk. Der sad han lige foran mig og talte engelsk blødt og roligt og klogt – og direkte om sin fotografiske og filmiske poetik lige med det samme. Han fortalte, at han har boet i USA i en lang årrække, og det ved jeg selvfølgelig er en del af selve kernen i hans værk, et vigtigt element i ”Der Amerikanische Freund”, ”Paris, Texas”, ”Land of Plenty” ja, selv i ”Der Himmel über Berlin”, hvor Peter Falk så afgørende dukker op ved siden af englene og luftakrobaten.

Jeg sad og tænkte på en enkelt gang for længe siden, jeg havde været med til noget tilsvarende stort. Werner Herzog en hel dag på filmskolen. Og han havde også talt engelsk. Men det var ikke mærkeligt for mig. Jeg var vant til hans stemmes smukke tysk-engelske accent i filmenes uomgængelige kommentarer. Den accent var og er integreret i Herzog og i hans værk. Wenders og engelsk skal jeg vænne mig til, det udvider ham imidlertid for mig. Han er herefter ikke længere kun tysk. Hans film er tyske udforskninger af det amerikanske, som har fascineret, slået ham med undrende nysgerrighed siden han i Düsseldorf som barn oplevede alt det amerikanske som det fremmede, ikke skræmmende, nej dragende.

Men i stolen der i Kunstforeningens spejlsal så han sig som europæer, når han selv skulle sige det. Han sagde, at han ser sin æstetik som europæisk, ser det som hovedgrebet i sine film, som forbliver steddrevne, ikke som i den amerikanske æstetik plotdrevne. Det var dette med stedet, som var emnet på mødet i Kunstforeningen, hvor fotografen Wim Wenders værker var udstillet, kæmpestore forstørrelser af nogle af hans tusinder optagelser af steders betydninger. Optagelser foretaget på talrige rejser, altid alene. Optaget med panoramakamera eller med det lille Leica. På rigtig film – ”jeg har alle lommer fyldt med filmruller” – og fremkaldt og forstørret i et mørkekammer, han kender godt. Det er også en vigtig historie…  (se den lille reklamefilm for Leica og hør: Wenders taler engelsk så kærligt om det tyske kamera…)  (læs i hvert fald Lars Movins omhyggelige og detaljerede interview under weekendens mindeværdige begivenhed)

Categories: Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Fotografiet 175 år

Written 21-06-2014 10:08:21 by Allan Berg Nielsen

Nicéphore Niépce: Fotografisk optagelse ’heliografi’ af bygninger uden for vinduet i arbejdsværelset i Le Gras 1825.




”Forlydender om, at det var lykkedes at fastholde billeder i et camera obscura, blev bekræftet 7.1.1839 af Pariserobservatoriets direktør Francois Arago. 19.8.1839 offentliggjordes Niépces og Daguerres opfindelse, som den franske stat havde købt… ” (Den Store Danske) Det må være disse begivenheder i 1939 i fotografiets langvarige og komplicerede opfindelses-historie, som har fået FILMSTRIBEN til i sit nyhedsbrev i går at fejre 175 året med et tema om fotografi og fotografer ved at sammenstille og anbefale en række film fra repertoiret. Jeg vil så så benytte anledningen til at pege på e af disse film, som jeg synes særlig godt om, ”Fotografi” af Steen Møller Rasmussen (som i parentes bemærket havde fødselsdag i går):


I filmen medvirker fire fotografer, Keld Helmer-Petersen, Per Bak Jensen, Krass Clement og Kirsten Klein, men filmen handler ikke om dem. Næsten heller ikke om deres fotografier, sådan specielt. Den er ikke et gruppeportræt, slet ikke en biografisk sammenstilling. Den er om det, som titlen siger, fotografi. Den er et essay, måske, eller en poetik i hvert fald.

Steen Møller Rasmussen har lavet sin film som et fotografi, naturligvis. Med alle de fotografiets elementer, de medvirkende taler om, som synlige og mærkbare tråde af konstruktion og holdning i filmen, så den hviler i sig selv, i sin viden om æstetikken, som et billede af hver af de fire (det skifter hele tiden, i stor ro, selv om skiftene ofte markeres af fast motion (eller hvad det hedder) OG som et billede af Steen Møller Rasmussen.

Tydeligst er selvfølgelig motivet vinduet, som introduceres i første scene. Ude, inde, kigge ud. Det er Helmer-Petersen, som kigger og taler om at løbe ud og ind at hente kameraet og ud. Bak Jensen analyserer udsigtens linjer og beskæringer, Clement er fascineret af tågedagens lys: "Det er fandme smukt", og bliver selvfølgelig optaget af en handling derude i bylivet. Kirsten Klein tager tråden op og får langt, langt ude øje på en båd på fjorden. Jo, det er da en fisker, der er ude at sætte garn. Og hun runder den anden linje af, et træ er med årene blevet så stort, at det dominerer vinduets billede, det forstyrrer ved at tiltage sig for megen opmærksomhed.

Og Møller Rasmussen fordeler rollerne: serier og slægtskaber (Helmer-Petersen), stedet og jeg og dets ånd og det religiøse (Bak Jensen), magien, oplevelsen og besjælingen af den, som så bliver fotografiets sjæl (Clement) og endelig: "Se Jordens krumning her ved Livø Bredning" (Kirsten Klein). Klipperen Anders Villadsen har omhyggeligt foretaget dette fletværk (her kun antydet, analysen kan fortsætte og fortsætte), som gør "Fotografi" til ét eneste billede af denne kunsts væsen.


Categories: Poetics, Web

Ida Bach Jensen: Komponist

Written 04-04-2014 09:18:55 by Allan Berg Nielsen

På fotografiet er instruktøren på optagelser i en by i Tyrkiet, hvis navn hun og den medvirkende Eva Noer Kondrup øver sig i at udtale. Kondrup fotograferer instruktøren, som til sin films tredje sats skildrer komponisten Kondrup i hendes opsøgen en særlig kultur med kniplingekunst, kvinders kunst. Kniplingernes tråde omdanner Kondrup i sit kompositionsarbejde til musikforløb i den strygekvartet, hun arbejder på. Der er senere en smuk scene hjemme i arbejdsværelset, hvor hun tager sin egen kniplingesamling frem, og jeg tænker med ét på Malte Laurids Brigge som barn, i en tilsvarende scene i Rilkes roman, et sammenfald i min erindring, som vokser sig så manifest, at jeg ikke vil slippe det, selv om det jo ikke er godt med private associationer i anmeldelser. Så jeg læser det alligevel ind i min læsning af filmen, dette sted hos Rilke:

”… ’Skal vi se dem Malte, ’ sagde hun og glædede sig, som om hun skulle have alt det forærende, der lå i den lille, gullakerede skuffe. Og så kunne hun af lutter forventning slet ikke pakke silkepapiret op. Det måtte jeg altid gøre. Men også jeg blev helt ivrig, når kniplingerne kom til syne. De var vundne om en trærulle, der slet ikke mere var at se for bar kniplinger. Og nu viklede vi dem langsomt op og så på mønstrene, hvordan de forløb, og blev altid lidt foskrækkede, når et stykke var ude. De hørte så pludseligt op.”

Read more / Læs mere


Categories: DVD, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Forfatterfilm – hvem er så autor?

Written 13-02-2014 08:42:49 by Allan Berg Nielsen

Præsten i Askov, Hasse Neldeberg Jørgensen, åbnede for nogen tid siden sin KIRKE-BIO-CAFÉ med et program, som hed ”Forfatterfilm”. Jeg havde fået opgaven at introducere, havde forinden valgt Lars Johanssons ”Højholt” (1997) og Jørgen Leths ”Jeg er levende. Søren Ulrik Thomsen, digter” (1999) og måtte nu, før vi kørte filmene, give et bud på, hvad forfatterfilm egentlig er for noget. Jeg var omkring Henrik Poulsens bog ”Litteraturens film” (2005), som behandler en række film, især med henblik på undervisning, men havde mere direkte og præcis hjælp af Mette Lundens overvejelser i hendes omfattende essay ”Forfatterfilm” (2009), som er skrevet ind i en biblioteksfaglig forståelse. Mette Lundens afhandling, skriver hun, ”…viser dels, at der kan opstilles en meningsfuld systematik, dels at en gruppe af de såkaldte forfatterfilm i kraft af det levende billedes særlige skrift bidrager væsentligt til den biografiske genre som helhed ved med sin sociale og eksistentielle refleksion at udgøre et alternativ til en aktuel privat- og personfokuseret tendens i den skrevne biografi. ” Og lige netop det karakteriserer de to film, vi så og talte om.

Efter et interessant skema, Mette Lunden har stillet op med et forslag til forfatterfilms genrerubricering ses de begge at kunne defineres som portrætfilm, som Lunden bestemmer som ”filmessays over biografisk stof med filminstruktørens blik som det, filmene handler om, og en bestemt filosofisk, æstetisk vinkel med nedslag i forfatterens værk og liv”, det er film MED en forfatter, altså ikke OM en forfatter, hvad det er i en genre, Lunden kalder ”biografisk dokumentarfilm”. Andre forfatterfilm er således filmatiseringer af litterære værker, spillefilm over forfatterbiografier og biografiske dokumentarfilm, som skilles ad ved tilsvarende præciseringer.

Så tydeligt lykkedes det mig naturligvis ikke at stille det op i introduktionen til de to film en hyggelig aften i et lunt lokale med vin på bordet, men det blev alligevel i de efterfølgende samtaler i en sådan ramme, vi forstod filmene.

Read more / Læs mere

Categories: Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Adam Nielsens klippekunst

Written 26-08-2013 12:08:01 by Allan Berg Nielsen

Det Danske Filminstituts Roos Pris 2013 blev i lørdags tildelt filmklipperen Adam Nielsen for, som det hedder i begrundelsen, bag kulisserne med kompromisløshed, alsidighed og unik musikalitet at være med til at løfte kvaliteten af dansk dokumentarfilm.

Det er jeg meget glad for, for Adam Nielsen er min helt, og jeg fejrede begivenheden i aftes ved at se hans og filminstruktøren Tine Katinka Jensens mesterværk ”Solange on Love” (2008), hvor han klipper et intenst og nærværende og i ethvert sekund autentisk materiale nænsomt og håndfast gennem en forrygende parallelhandling og udvikling af 2 + 2 karakterer frem til et vidunderligt digt om kærlighedens fremtrædelsesformer set fra kvindernes vinkel med en mands blik. Et stort sted er noget så sjældent som et fuldendt frieri i en dokumentarisk og aldeles ægte scene.


Jeg mødte første gang Adam Nielsens filmkunst, da jeg så en arbejdskopi af ”Ghosts of Cité Soleil” (2007), som han havde klippet for Asger Leth. Det var en voldsom oplevelse, som jeg aldrig glemmer. Jeg skrev senere på den baggrund en anmeldelse af filmen, faktisk det første indlæg, jeg lavede her på Filmkommentaren:

Det er ikke journalistik det her, men vi må have styr på de politiske fakta, og klipperen Adam Nielsen vælger håndfast at gøre rede for disse ting ved at gøre journalistikken til et element i filmkonstruktionen. Den politiske tv reportage er helt regulært anbragt i dette musikalske forløb, så kompositorisk nodebundet, at jeg tænker mig der i klippemanus disse steder står: andante. Vi skal lige have vejret...

Read more / Læs mere

Categories: Cinema, TV, Poetics, Web

Per Kirkeby: Asger Jorn

Written 12-08-2013 08:15:29 by Allan Berg Nielsen

Som regel kan jeg ikke lide at læse, hvad instruktørerne mener om deres film, hvordan de udlægger deres film. Det minder mig så meget om facitliste. Og at se film er jo ikke at løse regneopgave, slet ikke at nå frem til det eneste gyldige resultat. Men der er undtagelser, der er for eksempel Bang Carlsen og Leth og Bergman. Og der er Ada Bligaard Søby. Og så er der Per Kirkeby. Når jeg læser deres tekster om deres læsninger og gensyn med egne film (Bergmans ”Billeder” frem for noget) eller deres synopser (Bligaard Søbys tænker jeg på, men hvor er det nu man finder dem?) så sker der det, at teksterne i stedet for at afrunde mit arbejde med filmene: nå det var så det, så lukker vi den bog, udvider og forlænger mit liv med filmene. Jeg får lyst til og brug for at se dem igen. Sådan er det i høj grad med Per Kirkeby. Lad mig derfor begynde gensynet på Filmstriben med ”Asger Jorn” (1977) med hans frygtindgydende tekst ”Jorn – udvortes” (1995), som bare skal læses (min absolutte anbefaling) og så hans elegante lille essay om fiktion ”Hvad skal man egentlig med kunstnere på film?” (1995), hvor jeg her simpelthen citerer hele stykket om ”Asger Jorn”:

”Fiktion. Da jeg lavede min film om Asger Jorn var det mit udgangspunkt. Jorn var død, jeg havde aldrig mødt ham, men han havde været meget nærværende i mit kunstnerliv. Som frastødning og tiltrækning, en fiktion i mit liv. Og der var ikke andre kilder end efterladenskaberne, reportagen var udelukket. Så filmens fiktion var rekonstruktionen af en figur, et liv, bestemt af efterladenskaber og mine spørgsmål. Derfor blev det først og fremmest en film der handler om valg og hvorfor i et liv i en tid som måske var anderledes. Om valgenes mulige suverænitet og mulige uundgåelighed og melankoli. Denne fiktion, denne handlingsgang, skulle opleves som en historie i sig selv, uden legitimering i værkernes berømmelse.

Read more / Læs mere


Categories: Film History, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics, Web

Luke Moody on Hybrid Documentary

Written 01-08-2013 11:48:29 by Tue Steen Müller

Have to confess that I have been using the term “hybrid”, whenever I have been talking about the new tendencies in the documentary genre. Without really being able to get closer to what it is, where it comes from, what ethical questions that are linked to it, the relationship between viewer and maker, the “self” in the film and so on so forth.

Therefore it is great that English filmmaker Luke Moody, who also works for Britdoc, has written an informative analysis of “hybrid tendencies in documentary film”. Moody takes us by the hand and gives us food for thought. He exemplifies – his starting point is “The Act of Killing” – and sets up some categories. His text and approach could be a very welcomed theme for a whole seminar on documentary filmmaking of today. We could easily skip a pitching session or two, not to forget one of the technically based transmedia gatherings.

Here are two small quotes from the long article by Moody, but please read it all (link below):

Recognition of new waves and emergent trends tend to overlook the specific ideas and patterns of filmmaking. The ‘hybrid documentary’ is not a subgenre, it is a mode of tactical filmmaking. To come to terms with these modus operandi, rather than looking upon them as a singular movement, there’s a need to trace each trajectory of complex, rich methodology…

How do we assess the ethical and aesthetic merits of a film that does not attempt to be more factual than fictional? On a spectrum of honesty-manipulation? Form-function? Responsible-irresponsible? How are the filmmakers assessing their own codes of operation? Paradoxically, the audience awareness of fact production and manipulation allows the filmmaker to negotiate a new level of trust through shared transparency: “This is how I shall produce the story, come with me on this journey.”…

The increase of audience trust permits a shift in ethical contracts between filmmaker and subject, a shared ground of risk and experiment…

Photo from Bombay Beach (Alma Har’el, 2011), one of the films mentioned.

Categories: Articles/Reviews ENGLISH, Poetics

Mira Jargil: Turn out the Light

Written 28-10-2012 17:13:30 by Allan Berg Nielsen

They kiss and embrace. I watch through the window, out in the yard. It’s a ritual. Indeed, it’s love, the terminal behaviour of a marriage in an erotics of thrift. They undress. The camera tracks him. He brushes his teeth. They meet in bed, say goodnight. Loving to polite. The last night. The old place.


TURN OUT THE LIGHT - and how little it takes to make a film

(translation: Glen Garner)

Everything is very matter of fact. The first shot is of a king-sized bed (I later understand it’s the conjugal bed) with two comforters, two pillows. Everything is very neat and clean and airedout.The shot makes that clear. Then we see him. He is of the older generation, the kind that used to alwayswear patterned “Icelandic” sweaters. He still does. He’s wearing one now. That’s no coincidence. Nothing is. He’s busy packing a box, and I understand. He writes a label with a marker and sticks it on: “Ruth’s sewing kit”. I sense his compassion beneath his irritability, which is palpable already in the second shot. He pants with the effort, the first sound in the film.

Read more / Læs mere

Categories: Articles/Reviews ENGLISH, Poetics, Directors

Mira Jargil, samlede blogindlæg om hendes film

Written 27-10-2012 17:13:42 by Allan Berg Nielsen

Hun er den, som i sine film hele tiden er til stede, stiller sig med kameraet det rigtige sted. Filmer de sarteste, de mest sjældne øjeblikke...



DET SIDSTE DØGN (8 min, 2005)

Det er meget nøgternt, det her. På det første billede dobbeltsengen (som jeg senere vil forstå er ægtesengen) med to dyner, to puder. Det er pænt og rent og luftet. Det ses også af billedet. Så er han i billedet: Han er af den ældre generation og fra den gruppe, der brugte islandske sweatre. Han bruger sådan en trøje stadigvæk, han har den på i scenen nu. Det er ikke tilfældigt. Ingenting er tilfældigt. Han er i gang med en flyttekasse, og jeg forstår. Han skriver mærkesedler med tuschpen, klæber dem på: ”Ruths sygrej”. Jeg fornemmer, han er omsorgsfuld bag irritabiliteten. Som også er der, mærker jeg helt bestemt allerede i andet billede. Han puster af anstrengelse, det er filmens første lyd.

Read more / Læs mere

Categories: Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics, Directors

Poesi, eneste gyldige metode

Written 27-09-2012 10:03:12 by Allan Berg Nielsen

Han er jo fordingsfuld og uforsonlig den Tarkovskij. Til FILMKLUB FOF's møde i aftes, hvor vi diskuterede Ada Bligaard Søbys film, havde jeg taget et lille stykke med, som jeg havde oversat (lidt frit) fra Andrej Tarkovskijs bog Die versiegelte Zeit, hvor han stiller den poetiske film op over for den kommercielle filmproduktion: "… Når der tales om filmiske retninger, om forskellige slags film, så handler det som regel om den kommercielle filmproduktion, det handler om komedier, westerns, psykologiske dramaer, krimier, musicals, horror, katastrofefilm osv. Det drejer sig om massemedier, forbrugsvarer, konsum om man vil. Filmkunsten bliver imidlertid desværre påtvunget disse allestedsnærværende former udefra, af kommercielle interesser. " Men filmen, cinematografien, som det hed tidligere, konkluderer han, "... kender i sit egentlige væsen kun en eneste form for tænken – det er den poetiske, som forener det ’uforenbare’ (jeg har ikke lyst til at oversætte ved ’modsætningerne’…) og paradokserne, den poetiske tænken, som gør filmkunst til en adækvat udtryksform for sin autors tanke og følelse…

Måske kan det også fungere som en kommentar til Tue Steen Müllers dybt foruroligende overvejelser nedenfor?

Categories: Polemics, Poetics

Chris Marker (1921-2012)

Written 30-07-2012 21:46:09 by Tue Steen Müller

Chris Marker died today, filmkommentaren has written far too little about him, but here is a quote from the obituary of today in Guardian, please read the whole article and below also two links to what we have written about him, in English and Danish:

"The essay film, a form pitched between documentary and personal reflection, exploring the subjectivity of the cinematic perspective, has now become an accepted genre. Jean-Marie Straub, Danièle Huillet,Jean-Luc Godard, Errol Morris and Michael Moore are among its main recent exponents, but Chris Marker, who has died aged 91, was credited with inventing the form.

Marker's creative use of sound, images and text in his poetic, political and philosophical documentaries made him one of the most inventive of film-makers. They looked forward to what is called "the new documentary", but also looked back to the literary essay in the tradition of Michel de Montaigne. Marker's interests lay in transitional societies – "life in the process of becoming history," as he put it. How do various cultures perceive and sustain themselves and each other in the increasingly intermingled modern world?"

Categories: Film History, Articles/Reviews ENGLISH, Poetics

DOC Discussion/ 5

Written 31-08-2011 16:39:45 by Tue Steen Müller

Philippe Van Meerbeeck writes:

Dear friends, My heart bleeds when I read your lines. They talk about a past that will not come back. ‘Television is dead but doesn’t know it’: when I said this in 2005 to a room full of filmmakers, my good friend Tue looked cross, probably thinking: ‘there goes my audience’. Six years later, it is a fact.

Television is alive and kicking, we never watched more television but feature doc is almost gone. Agents, buyers, schedulers will tell: hardly any slots and little money. That market dried up, the audience went elsewhere. They have reason to.

The days of choosing between one or two national channels are over. Cable, digital tv, VOD, IPTV, Netflix, i-Player, Google TV: today you can access almost any content ‘right here, right now’. In that jungle, the only way for linear (= live) television to make a difference is create events: big audiovisual ceremonies hyped as ‘must see’ because in need of huge audiences, they’re expensive.

Second track are series: a linear tv audience behaves like addicts: the same kind of soup in the same plate on the same hour, every day. Series saved television, and Hollywood by the way. One-off feature docs are a nuisance in a horizontal programme schedule. Little audience, little budget, midnight slot: that’s the logic of tv programming today. The days of the omnipotent commissioning ‘moguls’ are over: channel managers and controllers decide where the budgets go. They’re not at your pitching table.

The cry for feature docs can be compared with the one for art programs on tv. The ‘happy few’ complain there are not enough, yet they do not watch

Read more / Læs mere

Categories: Articles/Reviews ENGLISH, Poetics

Mikkel Stolt: Docomedy Now

Written 17-06-2011 08:22:21 by Allan Berg Nielsen

Mike Proud's (My Avatar and Me) and Mikkel Stolt's "random thoughts on documentary films and humour" on the blog Docomedy Now: "(Lack Of) Authenticity? ... the reason for that was that we as filmmakers chose to blend different modes of filmmaking since the film takes place in different realms of reality. Personally, I don't believe in a "documentary truth" - only a "cinematic truth" - since all films are subjective regardless of how much just a fly-on-the-wall you want to be. Also, I really want to push the boundaries of so-called documentary films..." 

Underfundigt underholdende og distanceret nær behandler Mikkel Stolt sine frustrationer fra samarbejdet om Min Avatar og Mig med medinstruktøren Bente Milton, konsulenterne Jacob Høgel og Kim Leona samt sin kompagnon i selskabet, Jeppe Raasthøj og konkluderer med et helt lille poetik-manifest: "... jeg savnede også den løbende, æstetiske diskussion, for til sidst kom det som så ofte før med film til at handle alt, alt for meget om afviklingen af historien og hvordan handligen blev formidlet. For mig er film bare meget mere end handling; det er også et stykke musik, en skulptur, en digression hist, et indfald pist - alt sammen uden at være højpandet, men underholdende."

Categories: Articles/Reviews ENGLISH, Poetics, Web

Torkil Funder: Tiden i Ribe/2

Written 09-06-2011 17:09:38 by Allan Berg Nielsen

Disse fotografier og tekster, dette poetisk-dokumentariske udstillingsessay, som har levet usædvanligt længe uden at være trykt som bog, hvad det mere end meget fortjener, kan heldigvis hele denne sommer til 25. september ses på Sønderborg Slot i sit eget store værelse i en snorlige række og med et vældigt indfald af lys, som bortset fra stilheden og på nær de besøgendes ofte fjerne skridt er eneste andet liv i rummene.

Torkil Funder: Tiden i Ribe, fotografier og tekster. Sønderborg Slot 18. maj - 25. september 2011.




Categories: Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Peter Greenaway: The Baby of Mâcon

Written 02-04-2011 21:27:10 by Allan Berg Nielsen

Jeg sad i aftes foran tv-apparatet og så en dvd med Greenaways The Baby of Mâcon, og filmen tumler omkring i mig endnu, vil ikke slippe. Så klog til det lærde, så voldsom til det vilde, så smuk til det åndeløse, så grusom til det forfærdende. Og netop der distancen: det er skuespillere som fremstiller deres frygteligste side. Plus fremstiller deres åndeløst smukke og deres vildt voldsomme side. Plus fremsiger den mest kloge lærdom, vist nok af og til i shakespeareske blankvers. Og så nu her i aften indser jeg sidst af alle filmens tilskuere gennem 18 år, at Greenaway dengang i 1993 ved brechtske greb lavede en dokumentarfilm om et hold skuespillere og hundreder statister i gang med på deres teater at holde generalprøve (er det måske) på et stykke skrevet som en alternativ julenatsmesse med frygtindgydende følger i en stor kirke i 1700-tallets Mâcon. Så er det på plads. Men nu tænker jeg så kun på, hvad der egentlig er (var) karismatiske Julie Ormonds projekt, dette eksistensens ultimative? Og hvad var Greenaways bag glæden ved barokkens udfoldelser i arkitektur, maleri og musik? Plus altså Shakespeare, som var så forud? Der er samlingerne til ham og os andre. Jeg har rent praktisk blot benyttet mig af mit biblioteks og’s generøse tilbud om at låne mig mig dvd-kopier af mange, mange af Peter Greenaways film. Så jeg kan indhente lidt af alt det, jeg ikke nåede at opfatte dengang tiden var deres. Nu må jeg finde ud af: hvad var det egentlig hun ville? Og hvor omfattende er Greenaways værk? Rækker det langt ind i det, vi omgærder og kalder dokumentarisme?

Link til søgningen på

Categories: DVD, Film History, Poetics

Jørgen Leth og Per Kirkeby: Dyrehaven...

Written 11-03-2011 10:31:34 by Allan Berg Nielsen

Vi fortsætter næste uge samtalen om Per Kirkeby, nu i Mandagshøjskolen i FOF-Randers. Vi skal naturligvis igen se Pernille Bech Christensens Pers Metode (2008), men lige netop med den medvirkende vil det være naturligt og vigtigt at huske på hans næsten glemte betydning for filmkunsten. I 1970 instruerede han sammen med Jørgen Leth Dyrehaven, den romantiske skov. Det er et udgangspunkt, dels fordi filmen nu er tilgængelig på dvd i Jørgen Leths bokssæt, dels på grund af en bemærkning fra dengang af Hans-Jørgen Nielsen i hans anmeldelse i Information, 18. juni 1970 under overskriften "En meget mærkelig film": "...Fotografen Henning Camre fejrer triumfer i disse dvælende farveorgier i harmonisk naturskønhed. Farvefilm har aldrig før været anvendt med en sådan artistisk følsomhed og teknisk overlegenhed i dansk filmproduktion. Men inden i og samtidig med disse banalt smukke og konventionelt romantiske  billeder er der endnu en film. En metafilm om den umiddelbare naturfilm, der holder denne frem som en ren og skær historisk skrift. Den egentlige bedrift i så henseende er Per Kirkebys. Alle filmens billeder er totalt behersket af hans særlige måde at se på. Den er et af maleren Per Kirkebys hovedværker..." Citatet er fra Anne Hejlskov Larsens Per Kirkebys malerier 1957-1977 (2002), hvor hun blandt alt det meget andet har skrevet en komplet oversigt  over Kirkebys film. Kun få af dem er umiddelbart tilgængelige, men Da myndighederne sagde stop (1972), som han instruerede sammen med Arkaluk Lynge og Asger Jorn, en film (1977) kan dog lånes på biblioteket i VHS kopi.

Categories: DVD, Poetics

Pernille Bech Christensen: Pers Metode/2

Written 09-03-2011 15:04:52 by Allan Berg Nielsen

Jeg tror, de var begejstrede, de entusiastiske elever på FOF's Onsdagshøjskole, hvor vi i dag så Bech Christensens film efter jeg en halv times tid havde introduceret den. Der var faktisk applaus bagefter. Klapsalven gjaldt Pernille Bech Christensen elegante klippearbejde, denne usynlige kunst, som vi som indledning havde talt om. Om omhyggeligt at afbalancere de to medvirkende med et fintmærkende instrument inde i sit nervesystem, om at følge den samme sætning, som er konstrueret af måske en begyndelse i Tøjners Louisianakontor, en fortsættelse foran billedet inde i udstillingssalen, hvor det er under ophængning og en slutning på samme sætning helt ovre i Kirkebys hus i Gentofte. En fra højskoleholdet havde mistet to busser og derefter oplægget til filmen, men den nåede hun dog, glad fra begyndelsen. Hun kunne bagefter smilende notere, at Kirkeby sandelig var hurtig til at skifte skjorte. Flere gange i samme udredning af et kompliceret forhold i et maleri...  

Categories: DVD, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

News from Paris: Richard Leacock: The Feeling...

Written 02-03-2011 09:09:42 by Sara Thelle

Documentary pioneer Richard Leacock will be celebrating his 90th birthday June 18th of this year. He has been working on his memoirs for several years and now the book is finally ready to be published.

The Feeling of Being There – a filmmaker’s memoir is not only the story of Leacock’s own life; it is also a journey through almost the entire history of documentary cinema seen from the inside. Richard Leacock made his first film, Canary Bananas, in 1935 at the age of 14 and finishished his last film, A Musical adventure in Siberia, in 2000.

Leacock was the first person ever to film the Galapagos Islands; participated in the second world war and filmed the battle for Burma and the Japanese surrender at Nanking; he was a cinematographer for Flaherty (Louisiana Story); a pioneer of Direct cinema; made together with Drew Associates (Drew, Pennebaker, Maysles…) the first document following a campaign filming the primary elections opposing J. F. Kennedy and Hubert Humphrey in Primary (1960) and again, following closely the confrontation of Alabama governor George Wallace versus John F. and Robert Kennedy, caught a key moment of the implementation of civil rights in America in Crisis (1963); he has made amazing portraits of musical geniuses (Stravinsky, Bernstein…); Leacock-Pennebaker produced Happy Mother’s Day, Monterey Pop and Don’t Look Back and had a chaotic collaboration with Godard (1 A.M., to become 1 P.M.); Leacock developed and taught at the documentary film department at M.I.T. from 1968 to 1989 and made highly innovative projects with the M.I.T. Media Lab; had an intimate encounter with Louise Brooks resulting in Lulu in Berlin (1984) and so much more…

It is fascinating to read and as Leacock has always been on the forefront of innovative media, his book is not just to read, it includes over a hundred film quotes functioning as visual footnotes, because, as he states in the introduction, “writing about film has much in common with writing about wine: you can’t taste the wine by reading. Well, I think you have a similar problem when you write about films: you can’t see the movies on the printed page. So it occurred to me that if I embed excerpts, and often entire films, within the book, then you, the reader, could actually experience what I am talking about” (excerpt from the introduction).

Leacock lives in France with Valerie Lalonde with whom he has made films with since 1989. The Feeling of Being There – a filmmakers memoir will be published this summer by the non-profit association Canary Banana Films and the French publisher Semeïon Editions.

You can read more about the book and how to contribute to the project here:

More about Richard Leacock here:

Categories: Film History, Articles/Reviews ENGLISH, Poetics

Jean-Luc Godard og Anne-Marie Miéville: Korte film

Written 23-02-2011 14:50:41 by Allan Berg Nielsen

I FOF-Randers' filmklub skal vi i aften se de fire korte film af Jean-Luc Godard og Anne-Marie Miéville, som ECM Records for nogen tid siden udsendte på dvd indlagt i en smuk lille bog. I vores præsentation af filmene tager jeg udgangspunkt i sidste billede i sidste film, en sidevendt skikkelse med ansigtet skjult af et langt hår og bøjet tæt mod et spejl (måske?):

Slutbilledet i den sidste film i serien, den hedder Je vous salue, Sarajevo, er gådefuldt. Hvad er det for en skikkelse, hvad ser denne skikkelse? Fortælleren eller rettere essayisten siger: ”Når det er tid at lukke bogen, vil jeg ikke have flere klager. Jeg har set så mange mennesker leve så ondt, og så mange dø så godt.” Før det billede, før den scene har filmen omhyggeligt undersøgt et enkelt fotografi fra krigen, fra kampen om Sarajevo. To stående soldater (det er vist serbere, men det er lige meget her) mishandler tre liggende personer. De dækker deres hoveder med armene. Omhyggeligt undersøges fotografiet detalje for detalje. En soldat har en cigaret mellem fingrene, mens han samtidigt hæver sin fod for at sparke, sparke kvinden på jorden. Essayisten (Godards stemme) siger: ” I en vis forstand er angsten Guds datter, forløst Langfredag nat. Hun er ikke smuk, hun er spottet, forbandet og fornægtet af alle. Men få ikke galt fat på det. Hun overvåger al dødelig lidelse, hun går i forbøn for menneskeheden. For der er en regel og en undtagelse. Kulturen er reglen, kunsten er undtagelsen. Alle taler reglen: cigaret, computer, t-shirt, tv, turisme, krig. Ingen taler undtagelsen. Den er ikke talt, den er skrevet: Flaubert, Dostojevskij. Den er komponeret: Gershwin, Mozart. Den er malet: Cézanne, Vermeer. Den er filmet: Antonioni, Vigo. Eller den er levet, og så er den livets kunst: Srebrenica, Mostar, Sarajevo. Reglen er at ønske undtagelsen død. Så reglen for Kultureuropa er at organisere døden for den livets kunst, som stadig blomstrer.”

Langt inde i The Old Place, den anden film i kvartetten, kommer et høstbillede med bønder som led i den uafbrydelige strøm af lån og påmindelser fra museets sale og samlinger, som Godard og Miéville kommenterer i deres fortsatte samtale. ”JLG: Når Jean-Francois Millet maler to bønder som beder på en mark og kalder det ’Angelus’ svarer titlen til realiteten. AMM: Når Francis Picabia tegner en bolt og kalder det ’Portræt af en amerikansk pige i nøgenheden’ svarer titlen ikke længere til realiteten. JLG: ’Det er lige meget for mig’, siger Picabia. Efter Duchamp og før Warhol, fuldstændig som caféejeren, når han rækker dig dessertmenuen. Og det var den afgørende vending i malerkunsten. Den anden. Den første var da malerne besluttede at male jordiske kvinder. Det skete næsten fra begyndelsen, men det gjorde ikke Jomfru Maria noget…” Men senere blev det værre og værre og Godard fortsætter sin bekymrede replik med en overvejelse over kunstens kommercialisering. Som slet ikke er en uskyldig sag. Og filmen er en bestilling fra Museum of Modern Art i New York, som ikke får nogen éntydig analyse endsige en hyldest. Men en tankevækkende, foruroligende og måske sorgfuld omvisning i salene.

Jean-Luc Godard og Anne-Marie Miéville lever og arbejder sammen. Laver den ene film efter den anden. Dybe, personlige, radikale, internationale og særegne. Disse fire små film blev altså i 2006 yderst forbavsende gjort alment tilgængelige af Manfred Eichers ECM Records. Sidste år fulgte på Wild Side Video det store værk Film Socialisme, som Godard signerede alene. Miéville laver selvfølgelig også sine egne ting.

Jean-Luc Godard og Anne-Marie Miéville: De l'origine du XXIe siècle, The Old Place, Liberté et patrie og Je vous salue, Sarajevo, Frankrig / Schweiz 1993-2002. 16+46+21+2 min. Bog med dvd, ECM Records 2006. 


Categories: DVD, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Steffen Moestrup: Danske dokumentarister/2

Written 18-01-2011 14:39:51 by Allan Berg Nielsen

Steffen Moestrups programserie på DR4 "Danske dokumentarister" fortsætter i  den kommende tid med følgende afsnit:

Nicole N. Horanyi 23. januar 14:30 (genudsendelse)

Jesper Ravn (FOTO) 23. januar 18:30

Mikala Krogh 27. januar 18:00 

Andreas Møl Dalsgaard 30. januar 14:00

Categories: TV, Poetics

Bertel Haarder - Direct Cinema i DR

Written 28-12-2010 14:44:06 by Tue Steen Müller

Klippet med Bertel Haarder er blevet diskuteret på kryds og tværs. Skulle det have været lagt ud, som det er, på DR’s hjemmeside? Og når det nu er tilfældet... er det blevet diskuteret, hvorvidt man ser en kolerisk, uligevægtig minister eller en minister, der bare viser en helt forståelig, menneskelig vrede overfor en irriterende journalist?

Glem det, og se på det 14 minutter lange klip som et stykke Direct Cinema med en kameramands veludviklede (måske ubevidste) sans for en indstilling. Se hvordan ministeren smiler venligt, scenevant og professionelt til kameraet i de første 7 minutter og så går det galt... han eksploderer, går udenfor billedrammen, kameramanden forandrer ikke indstilling, prøver ikke at følge sin karakter, han lader kameraet stå hvor det står, og vi ser, hvordan ministeren nærmest danser ud og ind af billedet, til højre og venstre, og ind imellem, hen imod slutningen ses journalisten komme ind i billedet, en lille mand, med forskrækket åben mund. Det er nærmest genialt ikke at bevæge kameraet, ministeren koreograferer selv scenen, ind og ud, laver ovenikøbet pirouetter, går frem og tilbage, er på vej væk, men kommer tilbage for at råbe noget mere, og true journalisten – og forlader så i baggrunden scenen med journalisten på vej ned ad rulletrappen. Først da – med skramlelyd – følger kameraet efter og viser en klassisk exit, hvor ministeren tager sit tøj og går, det vil sige, først prøver han at komme ud gennem en dør der er låst, og så rammer han svingdøren. Enestående nærværende direct cinema som en Leacock ville have elsket det. 

Link til DR-klippet

Categories: TV, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Storydoc – Music in Documentaries

Written 07-12-2010 13:58:14 by Tue Steen Müller

Sanna Salmenkallio, Finnish composer, working both in film and theatre, talked to the participants about music in documentaries stating from the start of her lecture that for her there is actually no difference in making music for documentaries and for feature films. By showing clips from three films, two Finnish and one Danish, Salmenkallio opened eyes and ears for all of us in the auditorium.

It is hard to summarize such a clever presentation so let me just quote the Finnish composer through the notes I made:

It is about what the audience feels... film music is like ritual music... we see things better through music... you have to think when composing that those are actually real people... film music should support the film... much less important is giving information... each musical theme has to be like a character... music is changing our sense of time... music is creating memories...the colour of music is very important...

Salmenkallio explained how she had been working with Danish director Phie Ambo on the film ”Mechanical Love” (2007), where the two of them went for music that has the atmosphere of a fairy tale. No techno, she said, which could maybe have been a more obvious solution for a film on this subject. I have seen ”Mechanical Love” before but never seen it like this time where I could see how the music score binds the beginning of the film together in a beautiful way. Ambo and Salmenkallio met before the rough cut of the film – please come to a composer before the picture side is closed, she said – the composer improvised on a piano while watching the material, they discussed and made the decisions on ”the colour” of the music and listed where music should appear. Salmenkallio also showed clips from the masterpiece of Pirjo Honkasalo, ”Three Rooms of Melancholia” (2004). Magnificent music, contra-tenor singing.

Categories: Festival, Articles/Reviews ENGLISH, Poetics

StoryDoc – Storytelling

Written 07-12-2010 13:52:53 by Tue Steen Müller

Film is an emotional stream, Niels Pagh Andersen said, Danish editor, living in Finland, and working with films from many different countries. TV documentaries, feature duration docs for cinemas. Andersen has a long and strong cv. And he delivered an inspiring lecture. He started saying that we all want to bring order in chaos, don’t we? At least this is the job of an editor. Simplify, he said again and again, and referred to some drawings of Picasso, where he (Picasso) found the essence of a bull. The essence, find that, you get much deeper, the simpler you put things. If you want to teach something particular, write a book!

Give a minimum of information, Andersen emphasized, get to the emotions. Look for the inner development of the characters and hold back information, don’t tell everything up front. Create expectations, let the audience work, communicate that ”something is going to happen”. And remember the aspect of identification.

He showed two clips – one from the ”Cities on Speed” series, ”Mumbai Disconnected” (2009) by Camilla Nielsson and one from ”Prostitution Behind the Veil” (2004) by Swedish Nahid Persson. For the last one, Andersen stressed how important it is to build up a sympathy for the characters, he used the word love, in this case two mothers, and prostitutes, who you get to know later in the films from a more dark side in their relation to their children. 

The link below will take you to a longer interview with Niels Pagh Andersen.

Categories: Festival, Articles/Reviews ENGLISH, Poetics

Camera, Laptop, Action: The New Golden Age of Docu

Written 15-11-2010 14:27:47 by Tue Steen Müller

... is the headline of a long, interesting article in the Observer sunday November 7. It serves as a follow-up to the Sheffield Doc/Fest that has been covered excellently by the Guardian, see site address below.

The Observer article (written by Sean O’Hagan) examines how cheap technology is allowing film-makers to stretch the form as never before. To get wise words on that perspective, director and film critic/historian Kevin Macdonald is interviewed. Here is a bit of text from the article that is very much to be recommended:

"The form is certainly being stretched more than ever," says the director Kevin MacDonald, who has made feature films (The Last King of Scotland), documentaries (One Day in September) and merged the two (Touching the Void). "But documentary is a generous basket that can hold a lot of different things. If you think about it, journalism, letter-writing, memoir, satire – they all qualify as non-fiction, so why can't the same loose rules apply to documentary?"

To this end, MacDonald is currently working on the first feature-length documentary made entirely of user-generated content shot in a single day and then uploaded on to YouTube. Called Life In A Day, the impressionistic film is currently being edited down by MacDonald from 5,000 hours of footage from 190 countries. It will premiere as a three-hour documentary at next year's Sundance festival. "It's amateur film-making on a grand scale," says MacDonald. "But, because the participants are often showing such incredibly intimate things that you could not get in a traditional documentary unless you spent months filming, it is also ground-breaking in ways that we did not expect."

In the end, says MacDonald, it all comes down to great storytelling. "The irony is that, when I make a documentary, I always feel like I am taking all this real material and trying to tell a story almost as if it was a fictional narrative. When I make a fictional film, I do the opposite."

Categories: DVD, Festival, Film History, Articles/Reviews ENGLISH, Poetics

The Miners

Written 17-10-2010 13:11:18 by Tue Steen Müller

Oh, what a medium television can be as we have experienced during the last week! Direct tv. Cinema verite. I refer to the rescue operation of the 33 miners in Chile, even more emotional for me, who was in the country a couple of weeks ago. Films will come, the miners will be tempted to take part in loads of tv shows, books will be written, tabloid newspapers and tabloid tv companies will exploit them, we know that, but nothing compares to the broadcast of images from 700 meters underground and from over-ground - and respect for the men, who organised themselves so well down in hell and have decided NOT to talk publicly one-by-one to the waiting cameras. They have a spokesperson and he will talk. Another kind of reality television, authentic, truthful, dramatic, full of emotions and compassion.

Categories: TV, Articles/Reviews ENGLISH, Poetics

Off the Main Road!

Written 16-10-2010 12:10:22 by Tue Steen Müller

The Tafaseel web documentary magazine, see below, asked me to write an article for their first edition. Here it is:

3 months per year I am away from home. I travel in and outside Europe to talk about documentaries, the market, the television slots and strands, the film funds, the festivals, how to write proposals and make trailers that work. Or I organise and moderate pitching sessions and invite TV people – commissioning editors – to come and comment on new proposals. I have done so more or less since the EU in the beginning of the 1990's  introduced the MEDIA Programme, a support mechanism that has meant a lot, and still does, for the international cooperation and coproduction for the documentary. 20 years later you see the results, for the good and the worse. First the good, and then the but...

Read more / Læs mere

Categories: Articles/Reviews ENGLISH, Poetics

Janus Metzs forbilleder

Written 24-09-2010 14:05:49 by Allan Berg Nielsen

Vi skal diskutere Armadillo i min FOF filmklub på onsdag. Og vi vil se på de mulige filmiske forbilleder, fotografens og instruktørens, som så forbavsende udtrykkeligt er offentliggjort, 2 x 3 titler på film, hvoraf fem tidligere har været på filmklubbens program, og de har da også været anmeldt her på Filmkommentaren. Så jeg vil kalde det interessante oplysninger. Lars Skree røbede sine i Politiken 3. juli, og det skrev jeg om dengang. De tre film han nævnte var Tarkovskijs Stalker (vi har i filmklubben i stedet set Spejlet), Pirjo Honkasalos The three Rooms of Melancholia og Ari Folmans Waltz of Bashir. Og nu har Janus Metz i dagbladet 24Timer den 16. september givet tre bud på en god dokumentarfilm (som jeg tillader mig at opfatte som hans forbilleder sideordnet Skrees tre). Han peger i et lille interview på Man on Wire af James Marsh, Grizzly Man af Werner Herzog og Nede på jorden af Max Kestner. Han karakteriserer de tre film sådan:

”Forrige års oscar-vinder er en enestående og super spændende film om Philippe Petit, der kupper de to Twin Towers for at gå på line mellem dem. Filmen indeholder på mange måder essensen af kunst, da den tilbyder sublime øjeblikke af uforklarlig skønhed, en nærhed til døden og måske endda vanviddet. Og så er man skidegodt underholdt.”

”Filmen er et portræt af en mand, der vil være bjørn, og om grænsen mellem kultur og natur. Herzog er en af de få med en god fortællerstemme, der vækker undren frem for at påtvinge tilskueren en konklusion. Han udvider billederne og tilbyder en ny læsning af det, der umiddelbart foregår.”

”Denne her film fik mig til at ville lave dokumentarfilm. Den handler om en redningsbådsfabrik i Esbjerg, som skal flytte dele af produktionen til Thailand. Filmen indeholder en art poetisk socialrealisme, hvor magiske fiktive greb blander sig med virkeligheden. Det er en enorm smuk og virkelig sjov film, hvor man møder fabriksarbejderne i øjenhøjde.”

Disse tre valg kaster i lighed med Skrees tidligere naturligvis lys over den filmiske baggrund for Armadillo, Metz peger på ”skønhed, dødsnærhed og vanvid” (Man on Wire), ”undren uden konklusion” (Grizzly Man) og ”en art poetisk socialrealisme” (Nede på jorden). Det uddyber, det han mente, da han i Cannes vist nok kaldte filmen et filosofisk værk. Alvorlig meditation og ansvarlig journalistik.

Categories: Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Jacob Thuesen om filmmusik

Written 30-08-2010 08:22:06 by Allan Berg Nielsen

Jeg er stadigvæk høj efter to timer søndag formiddag med Jacob Thuesen, der i en tøvende beslutsom og præcis samtale med Michael Bertelsen simpelthen lukkede op for posen af viden, erfaring og researchresultater fra sit arbejde med filmmusik, siden han som 12 årig sad foran Carltons tæppe sammen med sin onkel og lyttede til ouverturen til Rumrejsen år 2001.

De begyndte med at tale om Pasolinis Mattæusevangeliet. Og hvad vidste jeg om musikken i den film? Intet, viste det sig. Jeg havde troet, at det naturligvis var Bachs Mattæusevangeliet. Men nej, det er H-moll messen. Musikken bruges, hver gang Jesus underviser disciplene. De spillede musikken (det er jo meningen med det program), og rigtigt, jeg huskede med det Pasolinis billeder, de dukkede op. De tre hellige kongers møde med det nyfødte barn underlægges med Odetta som synger Sometimes I feel like a Motherless Child. Det samme skete med mig. Og Thuesen fortalte, at denne Odetta sang, bruger han selv i Under New York i en scene med tætte optagelser af trætte ansigter i en kupe i Subway. Forklarede stilfærdigt, hvad han ville med det, og netop sådan huskede jeg med det samme scenen. Jeg erindrede ikke den røde hærs kor i Pasolinis film, men jo, de er med. Og da stykket blev spillet, måtte jeg nikke for mig selv. Det store ved musikken på dette niveau, forklarede Thuesen, er at sangerne ligesom ikke ved, hvad de synger, de bærer blot den store følelse. Er de bevidste om musikkens storhed, dur det ikke. Og han fortsatte med dette religiøse aspekt: Jesus helbreder en spedalsk, mens Kenyas Nationalteaters kor synger kyrie fra en afrikansk messe, Missa Lucca.

Pasolini har bare valgt i alverdens musik. Suverænt. Og Jacob Thuesen har lært af det. Han fortalte videre om sit arbejde med en scene i Jørgen Leths Haiti uden titel.. nej, hør det radioprogram selv:

Klik på Michael Bertelsen: Helt Klassisk og derefter på udsendelsen 29.08.2010 (Fejlen der har været med linket er nu rettet..)

Hør selv: det var værd at vente på..

Categories: Film History, Poetics

Arne Bro i Agenda

Written 07-08-2010 20:34:35 by Allan Berg Nielsen

Pludselig i mine to radiotimer med Orientering fordi det er sommer og lørdag, nok, er der en veltilrettelagt og velforberedt og veloplagt samtale med kloge og dybe og præcise Arne Bro. Om den poetiske konstruktion og sproget, som alt er båret af, skabt i. I en samtale med Mikkel Clausen analyserer han venligt og bestemt Paradise Hotel, en Libanon montage med Independent's Robert Fisk, The Yes Men’s præsentation af en klimakrisens overlevelsesdragt og til sidst fra et sted ude i verdensrummet et syn på vores jord og tilværelse, hvor de nødvendige bud for poetisk konstruktion må ses at være medfølelse, sandfærdighed og tillid, nu han bliver bedt om at give nogle bud. Helst omgås Bro ikke med bud, men han lister disse ud. For folk, der som jeg desværre ikke færdes i hans nærhed, er her her min varmeste anbefaling af Arne Bros gennemtænkte, afdæmpede, gennem et langvarigt arbejde tilkæmpet selvfølgelige forståelse af journalistikkens og kunstens, tv’s og films alle fiktive værker.

Categories: Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Torkil Funder: Tiden i Ribe

Written 21-07-2010 11:22:48 by Allan Berg Nielsen

Det her er en udstilling, som blandt dokumentarister og dokumentarfilm-interesserede må gøre indtryk, som den gør i museumskredse, hvor Torkil Funder er berømt. Hans museumsudstillinger er minderige: Middelalderen i Ribe, 1972, Nybyggerne ved Gal Oya floden, 1974. Middelalderen i Randers, 1976, Rejse i Oman, 1977, hvor han for alvor brød igennem med sin særlige udstillings-essayistik. Ingen, der så den udstilling, glemte den igen. Senere kom blandt andre Skolen i Ribe, 1995 og nyere tids udstillings-afsnittet på museet i Aars i 1999.

Sideløbende med udstillingerne udviklede Torkil Funder på hundredvis af møder, kurser og i sin daglige undervisning lysbilledforedraget til en kunstform, et personligt essay, som han selv kalder fortælling. Hans fotografi er nøgternt og følsomt, aldrig søgt, aldrig sentimentalt, men næsten altid vemodigt som også udstillingernes tone, som foredragenes og udstillingsteksternes grundstemning.

Med lysbilledforedragene er Funder tæt på dokumentarfilmen, og nu med udstillingen Tiden i Ribe, som er én lang række juxtapositioner af fotografier og tekster, har han på en måde lavet en film på væggen i biblioteket i Esbjerg. En film i lille format, men af overvældende indhold i den store biografisk-topografiske tradition som (ja, sådan ser jeg den) i filmens verden Ruttmann med Berlin, Kestner med København og i bøgernes verden, Seeberg med Viborg, Magris med Trieste, Pamukmed Istanbul. Jeg er meget bevidst om de navne, det er i den række, Funders arbejde for mig at se hører hjemme, der, hans fortælling om byen ved åen og dens tid og hans egen tid med den by har sin plads.

Foto: Ribe Å ved Petersholm, januar 2001.

Read more / Læs mere

Categories: Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Janus Metz: Armadillo/9

Written 25-06-2010 16:06:13 by Allan Berg Nielsen

Ideal 3, Waltz with Bashir: 

"Man kommer ind i universet uden at få en mening stoppet ned i halsen i denne dokumentar. Man får bare lov til at være med og selv bedømme. Og så er der det, at det er en animationsfilm skabt ud fra virkelige optagelser. Animationsformen gør, at man kommer ind i et mere drømmende univers, der ikke bliver så konkret. Den har faktisk samme kvalitet som Stalker , hvor det udefinerbare giver kimen til fantasi. Dokumentarfilm skal ikke nødvendigvis være konkrete, for som filmskabere er vi hele tiden med til at redefinere konventionerne." (Lars Skree, fotograf på Armadillo i interview i Politiken, Film, 3. juli 2010)

Hvem er denne Bashir? Eller rettere, hvem var han? Har jeg vidst det og glemt det? Filmen handler om at glemme. Historiens fortæller, som også er filmen instruktør har glemt alt det med denne Bashir og krigen i Libanon i hans ungdom. Hvor han var deltager. Det er mere end 25 år siden.

Bashir Pierre Gemayel (1947-1982) var libanesisisk politiker, militschef og valgt libanesisk præsident i tre uger. Han var ledende medlem af falangistpartiet og præsidentkandidat ved valget i 1982, da landet var midt i den lange borgerkrig (1975-1990) og besat af både syriske og israelske tropper. Bashir Gemayel samarbejdede med israelerne og især med forsvarsministeren Ariel Sharon. Han var stærkt støttet af den amerikanske regering under Ronald Reagan. Hovedmodstanderen var det palæstinensiske PLO, ledet af Yassir Arafat og endvidere de syriske styrker. Bashir Gemayel blev sammen med 26 ledende falangister samlet til møde dræbt ved at attentat 14. september 1982 af en syrisk orienteret maronit kristen. Falangisternes hævn blev den massakre, som Folman havde søgt at glemme. Sammen med de øvrige israelske tropper så han og vennerne passivt til fra deres stillinger et par hundrede meter derfra.  

En nat på en bar sidder Ari Folman sammen med en ven fra dengang. Kammeraten fortæller ham om et tilbagevendende mareridt, hvor han jages af 26 bidske hunde. Altid samme antal hunde. De to mænd finder i samtalen frem til, at der er en forbindelse mellem den onde drøm og deres opgave som soldater i den israelske hær dengang under den krig, hvor de rykkede ind i Sydlibanon og stødte helt frem mod Beirut. Kammeratens opgave var faktisk at skyde de hunde, før de ved deres gøen røbede et natligt angreb på landsbyen. Men Folman må erkende, at han faktisk intet husker fra den periode af sit liv. Fortrængningen er manifest.

Han opsøger nu en række af de andre fra hans afdeling dengang, og rekonstruerer begivenhederne, som førte frem til massakren på de mange palæstinensiske flygtninge i Beirutbydelene Sabra og Shatila.  

Waltz with Bashir vakte opsigt ved sin fremkomst sidste år, den havde succes på festival efter festival omkring i verden, var Israels bidrag til festivalen i Cannes, og den deltog også i den københavnske og århusianske festivaler. Havde også biografvisninger. Nu kan vi der bor vestligere selv se efter, er Ari Folmans Waltz with Bashir vildt flot, men kold og tom? Som det er hævdet. De fleste kritikere var dog begejstret. Ekstrabladet gav seks stjerner, DR2 Premiere og Politiken hver fem.

Min kollega Tue Steen Müller her på siden gik imidlertid frustreret fra visningen i København. Og har den erfarne mand dårlige fornemmelser med det kunstneriske fintmærkende nærvær under det fremragende håndværk distancering - ja, så er der noget at kigge efter, ved jeg. Og tale om.

Skree og Metzs Armadillo er måske midt i den gruvækkende realitet også et "drømmende univers, som ikke bliver konkret". Måske har Lars Skree med sine bemærkelsesværdige enquette svar foræret os nøglen til den uforglemmelige og gådefulde film om krigerne i Armadillo.

Still: Ari Folman: Waltz with Bashir, 2008

Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Janus Metz: Armadillo/8

Written 25-06-2010 15:58:36 by Allan Berg Nielsen

Ideal 2, The Three Rooms of Melancholia:

"Nok en af de mest fantastiske dokumentarfilm, jeg har set. Visuelt er den simpelthen så smuk. Den er næsten to timer lang, og man skal virkelig koncentrere sig. Den er megatung og beskæftiger sig med konsekvenserne af den 2. tjetjenske krig for russiske og tjetjenske børn fra tre forskellige steder. Forældreløse børn hjælpes af det russiske militær, hvis de selv går med i hæren. Måden, den er filmet på, giver den så meget empati, og man får lov til at være fluen på væggen uden at få tingene stoppet ned i halsen". (Lars Skree, fotograf på Armadillo i interview i Politiken, Film, 3. juli 2010)

Skree skyr ikke det tanketunge, når det er smukt som Pirjo Honkasalos triptykon Melancholia. Filmen handler om lovens bud du må ikke vidne falsk mod din næste (Honkasalo bruger den engelske formulering: ”Thou shalt not bear false witness against thy neighbour”) og funderer over fjendebilledets opståen. Den er en skønhedsmættet meditation over mennesket fanget i voldelig konflikt uden ende og uden nåde. ”Et rekviem over de levende og de døde” skrev New York Times. Filmens tre afsnit skildrer først livet blandt 9 til 14-årige drenge på det russiske militærakademi på Kronstadt, dernæst i illegale optagelser fra det sønderskudte Grosnij, en kvindes uselviske arbejde med på helt eget initiativ med at redde så mange børn som muligt og endelig blandt børnene i en af Ingusjiens flygtningelejre, hvor Kronstadt-elevernes kommende fjender dannes i deres anderledes kultur med modsatrettede billeder af fjenden. Der fældes ingen domme i dette værk, hændelserne betragtes med opmærksomhed, undren og vemod.

Lars Skree har som mesteren Honkasalo filmet Armadillo simpelthen smukt og med så megen indlevelse, at man er til stede lige bag hans kamera og selv må tage stilling til billedet og det, billedet viser. Man får intet forklaret, intet bliver udlagt.  

Still: Pirjo Honkasalo: The Three Rooms of Melancholia, 2004

Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Janus Metz: Armadillo/7

Written 25-06-2010 15:17:56 by Allan Berg Nielsen

Ideal 1, Stalker:

"Mange har spurgt, hvad vi havde i tankerne, da vi lavede Armadillo. Og en ting, jeg har tænkt meget på, er det med at være isoleret et sted og ikke rigtig vide, hvem der kigger på hvem. Her har Stalker været en stor inspiration. Man er i en zone, hvor der er heftigt omkring en, men alligevel ser man det aldrig, men fornemmer det kun. Det var mange gange den fornemmelse, vi havde, når vi sad i den lille Armadillo-lejr. Det var jo ikke Armadillo, der omringede hele det store område, men området, der omringede os. Og man var hele tiden beluret." (Lars Skree, fotograf på Armadillo i interview i Politiken, Film, 3. juli 2010)

Jeg blev meget optaget af Lars Skrees svar i den lille enquete den dag. Og jeg kom med det samme til at tænke på, at Janus Metz vistnok I Cannes en dag havde sagt, at han opfattede Armadillo som en filosofisk film, og nu så jeg Skree i sin påpegning af konkrete inspirationer holdt sig til de åndelige sider af det filmkunstneriske felt, i sine ambitioner havde han inkluderet poetiske forbilleder. Først nævner han altså Stalker. Og jeg gik til Tarkovskijs poetik og læser igen det Thomas Mann citat fra Der Zauberberg, som Tarkovskij har sat foran sit essay om "det filmiske billede":

"Wir wollen es so stellen: Ein geistiger, das heisst ein bedeutender Gegenstand ist eben dadurcg 'bedeutend', dass er über sich hinausweist, dass er Ausdruck und Exponent eines Geistig-Allgemeinen ist, einer ganzen gefühls- und Gesinnungswelt, welche in ihm ihr mehr oder weniger vollkommenes Sinnbild gefunden hat - wonach sich denn der Grad seiner Bedeutsamkeit bemisst..."

I sin anmeldelse her på Filmkommentaren er Tue Steen Müller på vej mod denne forståelse af "Armadillo", han tager konkret udgangspunkt i netop et sådant sindbillede: Se på dette billede... Og vi ser, at Skree har filmet denne kriger, som netop for første gang har set, hvad der uden for zonen, set det, som hele tiden har set ham. Tarkovskijs videnskabsmand er rygvendt på vej, Skrees kampvognsfører er filmet en face, vi ser øjnene, som har set "det heftige".

Litt.: Andrej Takowskij: Die versiegelte Zeit, 1984 (tysk oversættelse 2002)

Still: Andrei Tarkovskij: Stalker (da.: Vandringsmanden), 1979

Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Eric Pauwels: Les Films rêvés 2

Written 02-04-2010 12:15:32 by Allan Berg Nielsen

Jeg er ikke blevet færdig med indtrykkene fra Cinéma du réel, eller rettere, der er film, som bliver ved med at trænge sig på. Nu Pauwels’ tre timer lange sag, i to dele (85 og 95 minutter) i udtrykkelig 4/3 format. Det står på forsiden af dvd-udgaven, som CBA i Bruxelles har været så venlig at sende mig. Den slags er vigtigt, når det er billeder i en tid og fra en tid, det drejer sig om. Med en mening om deres eget udseende. Det gamle tv-format. Og på forsiden er der seks billeder i dette klassiske format, på bagsiden yderligere seks og så synopsen: Un jour, un homme, un cinéaste fait un rêve: il rêve qu’il fait un film qui contiendrait tous les films qu’il a rêvé de faire. Inden i er tiden, de to dele, i alt 180 minutter.

Jeg så filmen i Paris uden at forstå særlig meget af den franske voice-over og dialog. Men dvd-udgaven har engelske undertekster. Så nu kommer et frydefuldt arbejde med at se det store, smukke værk, omhyggeligt, afsnit for afsnit. Læse det så langsomt, som det indbyder til. Så tiden holdes fast. Hvad dvd kan.

Det begynder med en poetik. Her kan man som begynder begynde. Her kan man som blasert og erfaren begynde forfra og blive ydmyg. Det er yderst håndfast: der findes disse film, og så demonstreres en scene. Og der findes disse, og der demonstreres en scene. Det er medrivende grundlæggende. Og så følger afsnittet om Jean Rouch, hvor poetikken foldes ud, men ikke som skema, nej, som liv og død… 

Read more / Læs mere


Categories: DVD, Festival, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Jarmo Jääskeläinen: Marcel Lozinski

Written 16-01-2010 15:16:05 by Tue Steen Müller

This text about Polish master Marcel Łoziński is written by grand old man in Finnish documentary, for many years a producer, director and commissioning editor at YLE, Jarmo Jääskeläinen. The text is taken from the site of the international film festival Docpoint that takes place in Helsinki 26-31.1.2010:

If one were to look for a pair for Marcel Łoziński in developing Polish documentary, it would be Krzysztof Kieślowski. They were best friends, and both belonged to the generation of directors that in the beginning of the 1970s were no longer satisfied with what their teacher Kazimierz Karabasz had taught them in the Łódź film school. They abandoned realistic observation of the environment and began to look for deeper stories, often containing staged, fictive elements, that would critically portray the totalitarian system of power in their country.

The basic conflict in their films was created by juxtaposing the individual and an unrealistic system. Both Łoziński and Kieślowski encountered various forms of censorship. They developed special expertise in writing between the lines, in finding forms of expression that the handbook for censorship did not yet have a chapter on. A good example of this is Łoziński’s How to Live (1977), a story from an educational summer camp of the Union of Young Polish Socialists. Just a few months earlier, workers in Ursus, Radom and other parts of Poland had started to protest against the price increase of food supplies. Thousands lost their jobs and many of the protesters got unreasonable prison sentences. Meanwhile, the summer camp of Marcel Łoziński’s film is all dance and laughter, although there are individuals present who dissent. Many of his other films also cannot be fully understood until they are reflected against the social circumstances in Poland at the time.

Kieślowski’s documentaries were often built on stories about an individual or a small group, Łoziński’s on larger themes and collectives. This difference led

Read more / Læs mere

Categories: DVD, Festival, Articles/Reviews ENGLISH, Poetics

Nicolas Philibert: Imagination takes flight

Written 16-01-2010 15:06:22 by Tue Steen Müller

This text is taken from the site of the Finnish documentary film festival Docpoint, that goes on 26-31.1.2010:

I never made the decision to become a documentarian, to place myself in some fixed category. I don’t even like the word "documentarian". The term is an attempt to give a strict definition to a genre known for its porosity and constantly evolving boundaries; a genre that is almost inseparable from the one it is always opposed to: fiction. After all, images are not as true to ”reality” as they are to the intentions of their creator.

Nevertheless, my first film was a documentary (His Master’s Voice, 1978) and it made me want to make another one and another one, and I'm still as excited as ever. So I have become a documentarian and, although I dislike the word, nothing has managed to quench my thirst for filming; not the efforts needed to get a project started and surmount one’s demons nor the threats that hang over the existence and circulation of one’s most personal works.

I feel the need to create a frame for each film, a starting point that I can build upon. This frame consists of the things that I find motivating and exciting when working together with the subjects of the film. When filming starts, the final destination is unknown to me and I don’t know which path I will follow. A

Read more / Læs mere

Categories: Festival, Articles/Reviews ENGLISH, Poetics

Dola Bonfils om at forsinke virkeligheden

Written 26-12-2009 13:03:12 by Allan Berg Nielsen

Jeg ser på det her still, og jeg ser straks, at det er Vilby i baggrunden. Pålideligheden og engagementet og videnmængden personificeret. Dola Bonfils og Lise Lense Møller har sendt ham til New Delhi for at møde en berømt miljøforsker. Det er i 1996 vil jeg tro. Og i scenen her er de ude at kigge på tingene. Bonfils laver filmoptagelser af det, som sker. Men det vill vare længe, inden jeg får lov til at se, hvad det er, som sker. For hun tøver, filminstruktøren, hun tøver med vilje. Hun har et par år tidligere skrevet hvorfor, principielt og i en æstetisk bemærkning i forordet til et katalog på Nationalmuseet: 

"...´Direkte´står der af og til i fjernsynsbilledet (Dola Bonfils skriver i 1993..), sådan at vi kan bide mærke i følelsen af, at vi er midt i en transmission til hinanden. Foran kameraet ved de, at deres statistikker og kurser, svedperler på overlæben, hypoteser om fremtiden og katastroferapporteringer er udnævnt til at være verdensbegivenheder før de har fundet sted - har fået plads i historien så at sige før den er skrevet. Foran skærmen i stuerne får vi et kick af at se bolden sejle ind i målet det øjeblik, det sker, og vi nyder endnu engang, at virkeligheden kan reduceres til, hvad man kan se og høre, når man er til stede selv og sammen med andre. 

Det er typisk for en tendens i medierne at fokusere vores opmærksomhed omkring denne opfattelse af tiden, snarere end omkring vores mening. Det direkte billede lader kun nutiden slippe igennem, og overlader til den enkelte at bearbejde modstridende, komplicerede, vidtrækkendeeller dramatiske informationsmængder.

Read more / Læs mere

Categories: Articles/Reviews ENGLISH, Artikler/anmeldelser DANSK, Polemics, Poetics

Mogens Rukov om sandheden bagved det tilgængelige

Written 25-12-2009 21:16:47 by Allan Berg Nielsen

Jeg er dokumentarist, understregede Ulla Boje Rasmussen forleden, vi talte om hendes nye film, og der var noget der, som er vigtigt for hende. Hun er i den anstrengende slutfase af arbejdet med en stor film om en berømt (og nu vist også berygtet) islandsk slægt. Hun forsvarede sin detailinteresse for alt det faktuelle derude, hvor virkeligheden er, forsvarede den over for en interesse, måske hos klipperen, måske hos forfatteren, for filmens konstruktion, over for den virkelighed, som findes derinde, derinde i filmen. Jeg tror Ulla B R bekymrede sig for sandheden i den sidste virkelighed og mistænkte filmkonstruktionen for at forråde den til fordel for sin egen, som var fiktion. Hun tøvede så gribende med at forlade én virkelighed for at ankomme til en anden. For hvad med sandheden?

I 1990 instruerede hun den vidunderlige film 1700 meter fra fremtiden om dagliglivet på det færøske sted, Gásadalur. Og i filmens katalog beskæftiger Mogens Rukov sig med denne sandhedens forvandling, som han ser det er. Som filmen og ikke den journalistiske tv-reportage kan.

”Vi er i en lille bygd på en stor ø i Færøerne, nogle kilometer fra en større by (indkøbsstedet), adskilt fra den af et højt fjeld, en flere timer lang vej, en bygd med kun 16 indbyggere i en klynge huse, deres får og kvæg, græsgangene, klipperne, havet.

Det kan ligne en almindelig dokumentarfilm. Men det er det ikke. Den er sær, skæv, uden at gøre opmærksom på det, uden at blive påtrængende som form, alligevel anderledes struktureret.

Det kunne have været en reportage. De 1700 meter fra fremtiden er et reportageemne. Det drejer sig om en tunnel, der måske/måske ikke bliver anlagt som forbindelse til den større by. Men det er kun en maske, noget, der foregives, der spilles med. Formen er dybere. Reportagen går i stykker, gennemhulles af den virkelighed, hvori den finder sted. Man kunne tale om en ustandselig distraktion mod det virkelige, menneskene og deres historier.

Read more / Læs mere

Categories: Artikler/anmeldelser DANSK, Polemics, Poetics

Marguerite Duras about New Narrative Regions

Written 23-12-2009 22:38:37 by Allan Berg Nielsen

Niels Pagh Andersen vil have ballade. Den er jeg med på. Så jeg fortsætter med mit højtravende intellektuelle snak, som det er blevet kaldt. Jeg finder lige et citat igen, jeg faktisk fandt for nogle uger siden. Og nu nægter jeg at aflevere bogen på biblioteket. Det er fra indledningens ”General Remarks”:

”The names of Indian towns, rivers, states, and seas are used here primarily in a musical sense. All references to physical, human, or political geography are incorrect: You can’t drive from Calcutta to the estuary of the Ganges in an afternoon. Nor to Nepal. The ‘Prince of Wales’ hotel is not on an island in the Delta, but in Colombo. And New Delhi, not Calcutta, is the administrative capital of India. And so on.

The characters in the story have been taken out of a book called The vice-consul and projected into new narrative regions. So it is not possible to relate them back to the book and se India Song as a film or theatre adaption of The Vice-consul. Even where a whole episode is taken over from the book, its insertion into the new narrative means that it has to be read, seen, differently.

In fact, India Song follows on from The Woman of the Ganges. If  The Woman of the Ganges hadn’t been written, neither would India Song. The fact that it goes into and reveals an unexplored area of The vice-consul wouldn’t have been a sufficient reason.

What was a sufficient reason was the discovery, in The Woman of the Ganges of the means of exploration, revelation: the voices external to the narrative. This discovery made it possible to let the narrative be forgotten and put at the disposal of memories other than that of the author: memories which might remember, in the same way, any other love story. Memories that distort. That create. Some voices from The Woman of the Ganges have been used here. And even some of their words. That is about all that can be said.” (Marguerite Duras: India Song, 1973, English translation 1976)

Jeg skriver selvfølgelig det her lange citat af, fordi jeg lige nu tror, at hvis vi skal begynde eller gå videre med en diskussion om dokumentarfilm og dens religion, dokumentarismen, kunne det være skægt at veksle sætninger om virkelighederne, filmens virkelighed og den såkaldte virkeligheds virkelighed. Altså den uden for filmen, som man hævder findes. Glædelig jul til Niels P A og alle I andre…

Categories: Film History, Articles/Reviews ENGLISH, Artikler/anmeldelser DANSK, Polemics, Poetics

Istanbul International 1001 Doc Film Festival/4

Written 14-12-2009 22:28:53 by Tue Steen Müller

In the framework of the festival a Congress was organised on the Saturday December 12 at the Galatasaray University that is situated wonderfully at the Bosporus. The Congress, organised for the 9th time (the festival for its 12th time), had the theme of ”Documentary. An art Form?” and included invited foreign guests to speak on the first day and Turkish academics on the second.

The Congress proved that filmmakers want to talk about their own work and experience, and are not able to theorize on an academic level – generally speaking, and that goes for a blogwriting documentary promoter as me as well. Nevertheless, let me just give you some notes from the day as it ran:

Dutch film journalist Pieter van Bueren wanted to change the conference focus by putting a more important question instead of the reflection on whether documentaries are art or not: What is a good documentary?, and he answered himself by advocating exclusively for cinematic qualities and not topical. Greek veteran Manthoulis, living in Paris, who showed the audience his fine film on the Greek civil war, said that if an artist is not completely free, he is not an artist, and confessed to have done self-censorship in order to reach the audience. He rejected the notion that documentaries are made without an audience in mind and used the image of a man standing on a mountain shouting to the woman on another mountain ”I love you”, as an illustration of the relationship between director and audience!

The only director who was able to speak theoretically about her work in a fascinating way was Portuguese Susana de Sousa Dias, a unique filmmaker (and an academic who is currently writing her phd on ”the image”) working on the image, the still photo and the archive material. She made the masterpiece ”Still Life. Faces of a Dictator” in 2005 and this year premiered ”48” (PHOTO). I will review that film later this month. I am not able to summarize her intervention at the conference, but hope that she will send her text to DOX Magazine and/or this site for publication.

Many others took the floor, among them: Daniela Broitman from Brazil, whose latest activist film I will review later this month, Rigoberto Lopez Pego from Cuba who advocated for the new travelling Caribbean documentary festival, Greek Gerasimos Rigas who revealed warmly how his film ”Parvas” had come to life, Belgian Jean-Noel Gobron who complained about all the systems that you have to face as a filmmaker to get funding.

Categories: Festival, Articles/Reviews ENGLISH, Poetics

A text about Film by Christopher Pavsek

Written 15-09-2009 20:40:12 by Tue Steen Müller

It is not everyday you see such an interesting thoughtprovoking text about film as the one I saw when visiting the site of Christopher Pavsek, that accompanies his film: To Those Born After (idfa 2005)

I firmly believe that film can be intellectually engaging and emotionally moving at the same time. Flms which demand serious effort on the part of their viewers can also be enjoyable. Brecht taught us that to think and learn does not of necessity exclude the possibility of pleasure. That is, I believe, a utopian element of my film. You have to work at it when you watch, but hopefully the work provides joy and is worthwhile. Not all work, after all, has to be toil done merely to earn a wage.

It is also utopian that something beautiful can be cobbled together from so much that is ugly. It proves that there is hope. This is important to remember for people like me who are constitutionally bleak-minded; it is also good to recall for my friends who tell me that my film depresses them. I think it is the world that is depressing them and my film makes them realize this a little.

Read more / Læs mere

Categories: Articles/Reviews ENGLISH, Poetics


Written 24-08-2009 06:37:37 by Allan Berg Nielsen

At placere to genstande ved siden af hinanden i museumssalen, at skrive to stykker efter hinanden i teksten på bordet, at montere to scener i forlængelse i klipperummet, og du er i montagens klassiske situation, i historiefortællingens basis, i den kulturelle repræsentations problemstilling og mulighed. Juxtapositionens organisation af stoffet er forudsætningen for fremstillingen af meningsbærende konstruktioner i museumsvæsen, litteratur og film.

Og netop filmens grundlæggende æstetik er det gennemgående tema i den konference om Transcultural Montage, som begynder i dag på Moesgård Museum i Århus. Med foredrag fra morgen til aften 24.-27. august.

Se programmet her:

Og det ses med det samme, at det, som lyder så enkelt, at sætte elementer ved siden af hinanden, er en stor og rigt facetteret problemstilling. Man kan forventningsfuld sætte sig i en af stolene i museets foredragssal og lade det ene omhyggeligt forberedte foredrag efter det andet passere gennem sin forståelse. Eller man kan vælge blandt dem ved at orientere sig i programmets fornemme samling af abstracts.

De skriver: "Med konferencen ønsker vi at undersøge, hvordan forskellige montageformer kan bruges til at udfordre og åbne nye muligheder for menneskelig erfaring og antropologisk viden. Det handler om, hvordan man kan bruge montageeffekter til at sabotere etablerede måder at opfatte verden, og om, hvordan montager af ord, billeder og lyd kan give rum til de usynlige dele af menneskelivet."

Categories: Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Wim Wenders: Der Himmel über Berlin 4

Written 18-04-2009 11:25:21 by Allan Berg Nielsen

Vi havde Berlinaften på Nordisk Designhøjskole i aftes. Eleverne rejser i dag på studierejse til byen, og hele dagen i går gik med forberedelser. Der var foredrag om Berlins historie og topografi og om aftenen kørte de "Der Himmel über Berlin", som jeg var derude for at introducere.

Vi talte om Walter Benjamins optagethed af Paul Klees ANGELUS NOVUS, som Tue Steen Müller så sjovt samtidig sidder og skriver om. Jeg fortalte eleverne, at Tue og jeg i julen var i Berlin og en lang aften gik omkring i den store Paul Klee udstilling i det moderne kunstmuseum. Et særligt afsnit der var indrettet omkring det lille maleri med en engelfremstilling, som ellers er på museet i Jerusalem, og på dette maleris særlige proveniens. Det har tilhørt først Rainer Maria Rilke, senere Walter Benjamin, som skrev et essay om det, teksten, Tue citerer fra.

Det bringes der sammen med Fassbinders og Pasolinis værker om smertefuld europæisk besindelse. Jeg prøvede at bringe det sammen med Wenders Berlinfilm. Mine belæg i aftes var noget luftige, intuitive, når jeg identificerede Klees og Benjamins engel med Wenders og Ganzs. Så jeg må efterrationalisere, finde konkrete detaljer..
Categories: DVD, Film History, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Måns Månsson: Mr. Governor

Written 29-11-2008 10:46:40 by Tue Steen Müller

You wonder why it is interesting to watch a man, who sits at his desk browsing through a newspaper for more than a minute. It is. There is no computer at that desk, the governor of Uppsala uses a pen and keeps total order of his busy schedule with a small black notebook. No need to be jealous of his work which is full of receptions, openings of exhibitions, lunches, speeches, visits to the capital to see the king in whatever official duty that comes up. “It is tiring but good fun”, says sympathetic Anders Björck, a perfectionist, who in the period of filming is more than involved in the celebration of the local hero, the world famous Carl Linnaeus (Carl von Linné) (1707 - 1778).

I don’t recall the last time I saw such an unsensational film about a man and his work which basically is about keeping dignity and protocol in a world that long ago has forgotten what that is. An orderly man, always in black, discreetly taking care of his county and country. Swedish politics as it can also be. Diplomacy as well – the governor has met them all, including the emperor of Japan.

The main reason for watching this film and its main character with great interest could the stylistical take that director and cameraman Måns Månsson has chosen. A quote from the site of Filmkontakt Nord: It was shot on 16mm black & white reversal film with a 12mm wide-angle lens. Jean Rouch once described the 12mm lens on a 16mm camera as the closest equivalent of the human eye in cinema, and black and white film has an unbeatable ability to communicate subjective moods and atmospheres whereas colour often simply represents 'documentary' reality.

If the last assumption is right, I don’t know, but the cinematography is stunning.
Sweden, Finland, 2008, 86'


Categories: Articles/Reviews ENGLISH, Poetics

Opstrup: The documentary Narrative 4

Written 20-11-2008 15:32:03 by Allan Berg Nielsen

THE DOCUMENTARY NARRATIVE (Now in an English version)

The creation of the documentary - compared to the documentary programme and the fiction film.

Mikael Opstrup

1. Fiction is defined by the story. A course of events that is written down in the script and then converted into a film. The directors work process is linear and the fiction film is from a dramaturgic point of view frictionless. Only one course of events exists. The fiction director's endeavour is storytelling.

2. The documentary programme is defined by the subject. A course of events that the journalist reproduces as objectively as possible. All though objectivity is an...

Read more / Læs mere

Categories: Articles/Reviews ENGLISH, Poetics

Mikael Opstrup: The documentary Narrative 3

Written 19-11-2008 14:22:01 by Allan Berg Nielsen

Remark to Ib Bondebjerg by Mikael Opstrup

Thanks for Ib Bondebjergs comment on my 'Den dokumentariske fortælling' which I guess can be translated to 'The documentary narrative'. However it misses my approach to the matter.

Read more / Læs mere

Categories: Articles/Reviews ENGLISH, Poetics

Ib Bondebjerg: A Poetics for the Documentary

Written 18-11-2008 14:34:39 by Allan Berg Nielsen

A poetics for the Documentary - basic genres and formats

Ib Bondebjerg

I think it is a very valuable endeavour Opstrup (ed.: Mikael Opstrup: "The documentary Narrative / Den dokumentariske fortælling", 9.10.08 on this site, written in Danish and English. Search on "opstrup" at the left column) has embarked on trying to define what is specific for a documentary narrative and comparing it with documentary (TV)programs and the fiction film narrative. To see the documentary project as a working with contradictions between reality and narrating reality is certainly an aspect worth noting...

Photo: Ib Bondejerg right.. Henning Camre left

Read more / Læs mere

Categories: Articles/Reviews ENGLISH, Poetics

Picasso and Artistic Variation

Written 13-10-2008 16:33:26 by Tue Steen Müller

Picasso was obsessed with Manet´s painting from 1863, "Lunch on the Grass" ("Déjeuner sur l´herbe"). This may be witnessed in the great exhibition that just opened in Parisian Musée d'Orsay. Until February 1st 2009, more than 40 of the variations, copies, interpretations, whatever you wish to call them, made by Picasso, can be seen circling around Manet's painting that has, by the way, also been an inspiration for Jean Renoir, who made a film with the same title.

An obsession, one of many that came from Picasso, who often made several of the works in one day. And you understand why the master wrote - on the back of an envelope - probably in 1932: "When I see Manet's Lunch on the Grass I tell myself there is pain ahead".

Artistic repetitions and variations of the same theme in documentary films... Where do we find them? I had this thought when I watched Picasso. I thought of Jørgen Leth and his two America-films, "66 Scenes from America" and "New Scenes from America". The camerawork of Dan Holmberg is in both cases much more linked to visual art than to narrative (literary) structures. I thought of Steen Møller Rasmussen, also a Danish documentarian, who has searched to catch New York, inspired heavily by Leth as a filmmaker and Robert Frank as a filmmaker and photographer. I thought of Sergey Dvortsevoy and his Russian images, full of atmospheres and different moods, as are the Danes I mention above. And as are Picasso´s variations. Could it be possible to talk more about film and (visual) art?

Categories: Articles/Reviews ENGLISH, Poetics

Mikael Opstrup: The documentary Narrative 2

Written 09-10-2008 13:17:44 by Allan Berg Nielsen

Mikael Opstrup har skrevet en udvidelse af den dokumentarfilmens poetik, som vi tidligere bragt på FILMKOMMENTAREN.DK. Her følger teksten:

DEN DOKUMENTARISKE FORTÆLLING - Skabelsen af dokumentarfilmen, sammenholdt med dokumentarprogrammet og fiktionsfilmen / THE DOCUMENTARY NARRATIVE (English version after the Danish)  

1. Fiktionsfilmen er defineret af historien. Et handlingsforløb som nedfældes i manuskriptet og siden omsættes til film. Instruktørens arbejdsproces er lineær og fiktionsfilmen er dramaturgisk friktionsfri. Der er kun et handlingsforløb. Fiktionsinstruktørens bestræbelse er fortælling.

2. Dokumentarprogrammet er defineret af emnet. En begivenhedsrække, som journalisten gengiver så objektivt som muligt. Selv om objektivitet er en umulighed og skabelsen af programmet dermed modsætningsfyldt, er journalistens bestræbelse entydig og vejen mod det uopnåelige er lineær, som i fiktionsfilmen. Der er kun et handlingsforløb. Journalistens bestræbelse er gengivelse.

3. Dokumentarfilmen er defineret af både et begivenhedsforløb og en fortælling. Begivenhedsforløbet finder sted i den virkelighed dokumentarfilmen beskriver. Fortællingen er instruktørens genfortælling af begivenhedsforløbet. Der er to handlingsforløb og kernen i dokumentarfilmens dramaturgi er modsætningen mellem de to handlingsforløb, det faktuelle og det narrative. Dokumentarinstruktørens bestræbelse er genfortælling.

4. Både fiktionsfilmen og dokumentarprogrammet består ideelt set af to skarpt opdelte forløb: i fiktionsfilmen at skrive et manuskript og derpå omsætte dette til film; i dokumentarprogrammet at indsamle fakta og derpå at ordne disse begivenheder i et program; dokumentarfilmens forløb består ideelt set af en uendelig vekselvirkning mellem at skabe fortællingen, optage begivenhedsforløbet og ændre fortællingen.

5. Således har dokumentarfilmen noget til fælles med både dokumentarprogrammet og fiktionsfilmen. De to dokumentargenrer har den antagonistiske modsætning mellem virkelighed og formidling til fælles; men hvor journalistens bestræbelse vil være at minimere modsætningen, vil dokumentarinstruktørens være at uddybe den.De to filmgenrer har fortællingen til fælles, da der ingen dramaturgisk forskel er på fiktionsfilmen og dokumentarfilmen; men hvor fiktionsinstruktøren selv skaber fortællingens enkeltelementer - scenerne - må dokumentarinstruktøren beslutte, om den ene eller den anden begivenhed er bærer af enkeltscenen i den dokumentariske fortælling.

6. Dokumentarfilmens modsætning mellem det faktuelle og det narrative er antagonistisk i arbejdsmæssig henseende men komplementær i kunstnerisk forstand. Antagonisme er det forhold, at to ting er uforenelige modsætninger. At to modsætninger udelukker hinanden. Komplementaritet er det forhold, at to sider af en sag foruden at udelukke hinanden også kompletterer hinanden. At to modsætninger er hinandens forudsætninger.

7. Skabelsen af en dokumentarfilm er en antagonistisk proces. For instruktøren personligt fordi fortolkningen af virkeligheden kun bliver interessant, hvis den er resultat af en stræben mod objektivitet - velvidende at det er i fortolkningens møde med gengivelsen at dokumentarfilmen bliver til kunst. Og arbejdsmæssigt fordi vi skal formulere en fortælling på et tidspunkt, hvor vi endnu ikke kender det begivenhedsforløb, fortællingen gengiver. Det kan ikke lade sig gøre. Men det lader sig gøre. Det sker ved at transformere den antagonistiske modsætning til en komplementær.

8. Det betyder, at man hele tiden skal ændre fortællingen efter udviklingen i virkelighedsforløbet. Det vanskelige ligger i at hengive sig til den absolutte stræben, som er forudsætningen for en vellykket og forløst fortælling, velvidende at virkeligheden hele tiden vil ændre fortællingen. Konstant at stræbe mod at strukturere en virkelighedsfremstilling, som må korrigeres af virkeligheden. At kombinere absolut åbenhed med absolut beslutsomhed. At stræbe fuldt og helt mod det uopnåelige. Ja netop at finde styrken til at stræbe, fordi målet for denne stræben, er uopnåeligt.

9. Dette forhold er kernen i arbejdet med den dokumentariske fortælling. At erkende nødvendigheden af at transformere den antagonistiske modsætning mellem virkelighed og fortælling til en kreativ komplementær modsætning, er en bevidsthedsmæssig forudsætning for at skabe dokumentarisk filmkunst. At skabe det fuldendte ved at stræbe mod det umulige.

10. Dokumentarfilmen forløses kunstnerisk, når kun det ene lag - virkeligheden - er synligt som kontinuerlig fortælling. Når genfortællingen ikke fungerer harmonisk, dvs. hvis enkeltelementerne fra virkelighedsforløbet ikke er fuldstændigt sammenfaldende med scenerne i fortællingen, åbenbares dette andet lag - fortællingen - som et postulat. Derved ændres det virkelige begivenhedsforløb fra at udgøre fortællingens elementer til at blive en ny og selvstændig fortælling. Filmen får dermed to uafhængige narrative forløb, hvorved værket falder fra hinanden. Men når instruktørens fortælling går op i en højere enhed med virkeligheden, ophører den med at være til stede i tid og rum og findes blot som dramaturgisk klarhed.

11. Evnen til at arbejde kreativt forløsende med uforenelige modsætninger er en central evne hos dokumentarfilm instruktøren.



The creation of the documentary - compared to the documentary programme and the fiction film.

Mikael Opstrup

1. Fiction is defined by the story. A course of events that is written down in the script and then converted into a film. The directors work process is linear and the fiction film is from a dramaturgic point of view frictionless. Only one course of events exists. The fiction director's endeavour is storytelling.

2. The documentary programme is defined by the subject. A course of events that the journalist reproduces as objectively as possible. All though objectivity is an impossibility and the creation of the programme thereby antagonistic, the journalist's effort is unambiguous and the road towards the unattainable is linear as in fiction. Only one course of events exists. The journalist's endeavour is reproduction.

3. The documentary film is defined by both a course of events and storytelling. The course of events takes place in the reality the documentary describes. The story is the director's retelling of the event. There are two courses of events and the core of the documentary's dramaturgy is the contradiction between the two courses of events, the factual and the narrative. The documentary director's endeavour is retelling.

4. Both the fiction film and the documentary programme exist ideally of two clear-cut developments: In fiction to write a script and there after to transform it into film; in the documentary programme to collect facts and there after to put the events in order in a programme. The documentary film exists ideally of en endless interaction between the creation of the story, recording of the events and changing the story.

5. Hence the documentary has things in common with both the documentary programme and the fiction film. The two documentary genres have the antagonistic contradiction between reality and presentation in common; but where as the journalist's endeavour is to minimize the contradiction the documentary director's endeavour is to maximize it. The two film genres has the storytelling in common; but where as the fiction director creates the story's components - the scenes - himself, the documentary director has to decide if the one or the other event is the bearer of a scene in the documentary story.

6. The documentary film's contradiction between the factual and the narrative is antagonistic in work-related respect but complementary in artistic respect. Antagonism is the condition that two sides of an issue are inconsistent. That two contradictions exclude each other. Complementarity is the condition that two sides of an issue besides excluding one another at the same time complement one another. That two contradictions presuppose one another.

7. The creation of a documentary is an antagonistic process. On two levels. Personally for the director because the interpretation of reality only becomes interesting if it is the result of a strive for objectivity - well aware that it is in the interpretation's encounter with the reproduction the documentary film becomes art. Work related because we have to put forward a story at a time where we do not know the course of events, the story reproduces. This is not possible. But it is done. Done by transforming the antagonistic contradiction into a complementary paradox.

8. This means to constantly modify the narrative one has created because the perception of reality constantly changes the story. The difficulty being the devotedness towards absolute aspiration, which is the essential prerequisite for a successful and released story, well aware that reality constantly will change the story. Constantly striving to organise a presentation of reality that must be corrected by reality.  Combining absolute openness with absolute resolve. Striving body and soul to achieve the unattainable. Actually finding the strength to strive because the very goal one is striving to attain is unattainable.

9. This condition is the essence of working with the documentary story. To realise the necessity of transforming the antagonistic contradiction between reality and storytelling into a creative complementary paradox is a conscious prerequisite for the creation of documentary film art. The creation of the complete by striving towards the unattainable.

10. The documentary film is released artistically, when only one layer - reality - is visible as a continual narrative. When the retelling is not harmonious, i.e. if the single elements from the course of events are not completely convergent with the single scenes in the story, this second layer - the narrative - is revealed as a postulate. Thus the actual sequence of events is reversed from representing the elements of the narrative to becoming a new and autonomous narrative. Thus the film gets two independent courses, by which the work falls apart. But when the director's work comes together with reality it ceases its presence in time and space and exists only as dramatic clarity.

11. The ability to work creatively releasing with inconsistent contradictions is a key ability of the documentary film director.

Mikael Opstrup is producer, Final Cut Productions.  Mail private:

Categories: Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Frederick Wiseman on Festival Tour

Written 07-10-2008 16:20:01 by Tue Steen Müller

Lucky you who have yet to discover the work of Frederick Wiseman. Lucky us who again get the chance to watch them on the big screen. A quote from the site of Wiseman’s Zipporah company:

"... his cameras have observed institutions from a New York City welfare office to Dallas’ Neiman-Marcus department store, all with the same unvarnished, fly-on-the-wall style. Even his titles — HOSPITAL, WELFARE, RACETRACK, THE STORE — are stripped to the bluntly descriptive essentials. Behind Wiseman’s minimalist method, however, is a subtle and perceptive artist. His enduring subject: the way people cope with the stress, dislocation and institutional indifference of American life." Richard Zoglin, Time.

Wiseman goes to Europe in this month to introduce some of his films and do masterclasses. First in the festival in Lisbon and after that in Jihlava, Czech Republic. Sites below. Let me give you two quotes from the master himself:

“Documentaries, like theatre pieces, novels or poems are forms of fiction.”

"I try to immerse myself, to the extent I can, in the life of a place of which I have little prior knowledge, and I don’t go in with a thesis I try to prove or disprove. The shooting of the film is the research. My response to that experience is what the final film is about.“ 
Categories: DVD, Festival, Film History, Articles/Reviews ENGLISH, Poetics

Julia Kristeva: .. films as a substitute

Written 04-10-2008 16:12:35 by Allan Berg Nielsen

Kristeva analyses paintings and books but suddenly while reading an essay on Marguerite Duras, I meet  this thought provoking reflection on film language:

"For such silent or precious exaggeration of speech, for its weakness tensed as if on a tightrope above suffering, films come as a substitute. Having recourse to theatrical representation, and especially to the film image, necessarily leads to an uncontrollable wealths of associations, of semantic and sentimental richness or poverty according to the wiewer. If it be true that images do not make up for verbal stylistic awkwardness, they do nevertheless plunge it into the inexpressible - the "nothing" becomes undecidable and silence inspires one to muse.

As a collective art, even when the scriptwriter manages to control it, the cinema adds something to the Spartan indications of the author (who ceaselessly protects a sickly secret at the heart of a more and more elusive plot); what it adds are the inevitably spectacular volumes and aggregates of bodies, gestures, actors' voices, setting, lighting, producers and all those whose task is to show.

If Duras uses the screen in order to burn out its spectacular strength down to the glare of the invisible by engulfing it in elliptical words and allusive sounds, she also uses it for its excess of fascination, which compensates for verbal constriction. As the characters' seductive power is thus increased, their invisible malady becomes less infectious on the screen because it can be performed: filmed depression appears to be an alien artifice.

We now understand why Duras' books should not be put into the hands of oversensitive readers. Let them go see the films and the plays; they will encounter the same malady of distress but subdued, wrapped up ina dreamy charm that softens it and also makes it more feigned and made up - a convention. Her books, on the contrary bring us to the verge of madness."

"A cette exagération silencieuse ou précieuse de la parole, à sa défaillance tendue en corde raide sur souffrance, vient suppléer le cinéma. Recourir à la représentation théâtrale, mais surtout à l'image cinématographique, conduitnécessairement à une profusion immaîtrisable d'associations, de richesses ou de pauvretés sémantiqueset sentimentales au gré du spectateur. S'il est vrai que les images ne réparentpas les maladresses stylistiques verbales, elles les noient cependant dans l'indicible : le "rien" devient indécidable et le silencefait rêver. Art collectif même si la scénariste parvient à le contrôler, le cinéma ajoute aux indications frugales de l'auteur (qui protège sans cesse un secret maladif au creux d'une intrigue de plus en plus insaisissable dans le texte) les volumes et les combinaisons, forcément spectaculaires, des corps, des gestes, des voix des acteurs, des décors, des lumières, des producteurs, de tous ceux dont le métier est de montrer. Si Duras utilise le cinéma pour user jusqu'à l'éblouissement de l'invisible sa force spectaculaire en la submergeant de mots elliptiques et de sons allusifs, elle l'utilise aussi pour son surplus de fascination qui remédie à lacontraction du verbe. en multipliant ainsi le pouvoir de séduction de ses personnages, leur maladie invisible devient à l'écran moins contagieuse à force d'êtrejouable : la dépression filmée apparaît un artifice étranger.

On comprend désormais qu'il ne faut pas donner les livres de Duras aux lecteurs et lectrices fragiles. Qu'ils aillant voir les films et les pièces, ils retrouveront cette même maladie de la douleur mais tamisée, enrobée d'un charme rêveur qui l'adoucit et la rend aussi plus factice et inventée : une convention. Les livres, au contraire, nous font côtoyer la folie."

Litt.: Julia Kristeva: Black Sun - Depression and Melancholia, 1989. Soleil noir - dépression et mélancolie, 1987.

Categories: Articles/Reviews ENGLISH, Poetics

Mikael Opstrup: Den dokumentariske fortælling

Written 26-07-2008 11:22:11 by Allan Berg Nielsen

Teksten her er kommet til på min insisterende opfordring. Jeg har længe vidst, at Opstrup skrev på en lang og udførlig tekst om dokumentarfilmens dramaturgi. For nogen tid siden viste han mig en kort og meget stram version. Vi blev enige om at forsøge at give den poetikkens klassiske form. Og det har Opstrup så gjort. Dette er resultatet.





af Mikael Opstrup

Der er ingen forskel på dokumentarfilmen og fiktionsfilmen i dramaturgisk henseende. Begge har én fortælling. Her hører ligheden op.

1. I fiktionsfilmen er der kun én fortælling i skabelsesmæssig forstand. Det handlingsforløb som nedfældes i manuskriptet og siden omsættes til film.

2. I dokumentarfilmen er der både et begivenhedsforløb og en fortælling. Begivenhedsforløbet finder sted i den virkelighed dokumentarfilm beskriver. Fortællingen er instruktørens genfortælling af begivenhedsforløbet.

3. Hvor fiktionsfilmen er dramaturgisk friktionsfri - og skabelsesprocessen lineær - er kernen i dokumentarfilmens dramaturgi modsætningen mellem de to handlingsforløb, det faktuelle og det narrative.

4. Denne modsætning er antagonistisk i arbejdsmæssig henseende men komplementær i kunstnerisk forstand. Antagonisme er det forhold, at to ting er uforenelige modsætninger. At to modsætninger udelukker hinanden. Komplementaritet er det forhold, at to sider af en sag foruden at udelukke hinanden også kompletterer hinanden. At to modsætninger er hinandens forudsætninger.

5. Skabelsen af en dokumentarfilm er en antagonistisk proces, fordi vi skal formulere en fortælling på et tidspunkt, hvor vi endnu ikke kender det begivenhedsforløb, fortællingen gengiver. Det kan ikke lade sig gøre.

6. Men det lader sig gøre. Det sker ved at transformere den antagonistiske modsætning til en komplementær. Hvor fiktionsfilmens forløb ideelt set består af to skarpt opdelte faser: at skrive et manuskript og derpå omsætte det til film, består dokumentarfilmens forløb ideelt set af en uendelig vekselvirkning mellem at skabe fortællingen og at optage begivenhedsforløbet; en proces der ofte fortsætter langt ind i klippefasen.

7. Det betyder, at man hele tiden skal ændre fortællingen efter udviklingen i virkelighedsforløbet. Det vanskelige ligger i at hengive sig til den absolutte stræben, som er forudsætningen for en vellykket og forløst fortælling, velvidende at virkeligheden hele tiden vil ændre fortællingen. Konstant at stræbe mod at strukturere en virkelighedsfremstilling, som må korrigeres af virkeligheden. At kombinere absolut åbenhed med absolut beslutsomhed. At stræbe fuldt og helt mod det uopnåelige. Ja netop at finde styrken til at stræbe, fordi målet for denne stræben, er uopnåeligt.

8. Dette forhold er kernen i arbejdet med den dokumentariske fortælling. At erkende nødvendigheden af at transformere den antagonistiske modsætning mellem virkelighed og fortælling til en kreativ komplementær modsætning, er en bevidsthedsmæssig forudsætning for at skabe dokumentarisk filmkunst. At skabe det fuldendte ved at stræbe mod det umulige er den afgørende evne hos dokumentarfilm instruktøren.

9. Det er heri forskellen mellem journalistisk og kunstnerisk dokumentarisme ligger. Journalisten stræber efter en gengivelse af virkeligheden, instruktøren efter en genfortælling. Begge genrer indebærer en umulighed, men hvor journalistens mål vil være at minimere modsætningen, vil instruktørens være at uddybe den.

10. Dokumentarfilmen forløses kunstnerisk, når kun det ene lag - virkeligheden - er synligt som kontinuerlig fortælling. Når genfortællingen ikke fungerer harmonisk, dvs. hvis enkeltelementerne fra virkelighedsforløbet ikke er fuldstændigt sammenfaldende med scenerne i fortællingen, åbenbares dette andet lag - fortællingen - som et postulat. Derved ændres det virkelige begivenhedsforløb fra at udgøre fortællingens elementer til at blive en ny og selvstændig fortælling. Filmen får dermed to uafhængige narrative forløb, hvorved værket falder fra hinanden. Men når instruktørens fortælling går op i en højere enhed med virkeligheden, ophører den med at være til stede i tid og rum og findes blot som dramaturgisk klarhed.

11. Evnen til at arbejde kreativt forløsende med uforenelige modsætninger er en central evne hos dokumentarfilm instruktøren.

Mikael Opstrup er producent, Final Cut Productions.

Categories: Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Werner Herzogs poetik 5

Written 11-03-2008 17:20:25 by Allan Berg Nielsen

Jeg må gøre Herzog-genfortællingen færdig. (Før jeg i morgen er på Cinéma du réel festivalen i Paris. I fjendens lejr.) Tue Steen Müller bragte det forleden frem til til Minnesota-erklæringens punkt 5, om de dybere lag i filmkunsten.

5. Herzog slår fast at de findes der i den filmiske konstruktion. I modsætning til den journalistiske reportage, hvor de ville forstyrre. Men det må ikke få os til at det samme gælder film, hvor der findes sådan noget som poetisk og henreven sandhed. Den er mystisk og flygtig og kan kun nås ved digtning, fantasi og stilisering.

6. Cinémá verité folk ligner turister som tager billeder midt iblandt kendsgerningers ældgamle ruiner, erklærer han bekymret. Jeg tror han tænker på om hans egne reportager slår til, om de mange fluen på væggen film nu virkelig tænkes færdige. Jo, ok, mestrenes gør, Dvortsevoys gør. Franks, men Wisemans? Altid? Bang Carlsens? Wivels? Aldrig turismens lethed? Jo, da, som vi andre. Dog, Leth digter, fantaserer og stiliserer hele tiden.

7. Men tordner den evigt kontinent-vandrende Herzog: turisme er synd, fodrejse er dyd!

8. Og så fortæller han en historie om de snesevis på snescootere som i det smeltende forår braser igennem isen på søerne i Minnesota. Presset på guvernøren er stort for at få ham til at lovgive om det. Men denne forhenværende bryder og bodyguard har svaret: man kan ikke lave love imod dumhed.

9. Så er handsken kastet, noterer Herzog. Dette er modstanderen. Og det bliver hovedtema i speaken til Grizzly Man, naiviteten over for naturens virkelighed set gennem mange erkendelseslag i et filmværk.

10. For månen er mat, moder natur kalder ikke, taler ikke til dig, lige meget hvor meget gletscheren giver lyd fra sig. Og lad være med at lytte til livets sang. Bedrøvede råd til Amie Huguenard og Timothy Threadwell, som forførte af et naivt natursyn leverede den ultimative reportage.

11. Så vi skal være taknemmelige for, at universet derude ikke kender noget smil.

12. Werner Herzog konkluderer sin erklæring og filmkunstneriske program: Livet i oceanerne må være et rent helvede. Et umådeligt, nådeløst helvede af permanent og direkte fare. Så meget helvede, at nogle arter, herunder mennesket, under evolutionen kravlede og flød op på nogle små stykker fastland, hvor mørkets lære fortsætter.

Categories: Film History, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Werner Herzogs poetik 4

Written 10-03-2008 08:46:14 by Allan Berg Nielsen

Tue, jeg tror altså ikke, at Herzog er oppe mod filmhistorien og dens anerkendte helte, han er oppe mod overfladiskhed, naivitet og dumhed i tænkningen med kameraet og i klipperummet. Oppe mod sig selv for så vidt. Så er man modløs, må man tage sig sammen.

En myte fortæller, at han tilfældigt mødte et kamerahold i lufthavnen i Wien. Det skulle til Kuwait, det var lige efter krigen. De var modløse, havde ikke rigtigt greb om opgaven. Derfor ikke lyst til reportagen, som ventedes af dem. Herzog foreslog, at han tog med og instruerede. Det ville være en ære, sagde de, ordnede det med deres tv-station og deres tv-reportage blev til "Lessons of Darkness".

Det afgørende ved den historie er jo ikke, om det faktisk er foregået, det der i Wien og så videre, men om den er sand i sin fortælling om fortælling.

Og sådan er det for mig at se med Herzogs punkter. De er ikke politiske, de er poetiske.

Categories: Film History, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Herzog Footnote 2

Written 09-03-2008 22:08:44 by Tue Steen Müller

Allan refers to the point 5 in the Minnesota Declaration of Werner Herzog:

"5. There are deeper strata of truth in cinema, and there is such a thing as poetic, ecstatic truth. It is mysterious and elusive, and can be reached only through fabrication and imagination and stylization."

Noone will object to that this is what Herzog at his best has achieved, at least in his "Lessons of Darkness" - it is mysterious and elusive.

But I could mention several "mysterious and elusive" magical moments in films that have been made from the observational approach that Herzog's whole Declaration was made to oppose.

It reminds me about la nouvelle vague in France (Godard, Truffaut et co.), who rejected the qualities of Jean Renoir and Marcel Carne when they launched their programmme.. Or, in a much friendlier way, our own Danish Jon Bang Carlsen, who had to fight for his "staged documentary" style for many years before it was accepted by hard core documentarians. But that was 20 years ago, long time ago, now we can value both Albert Maysles and Werner Herzog and Jon Bang Carlsen and Joergen Leth and Anne Wivel.

Categories: Film History, Articles/Reviews ENGLISH, Poetics

Werner Herzogs poetik 3

Written 09-03-2008 15:01:21 by Allan Berg Nielsen

Jamen Tue, han var da ikke, og er, i sine filmpoetikpunkter, da ikke ude efter disse fine folk, du nævner. Slet ikke personligt. Derfor undskyldningen, vil jeg tro. Fordi, han fornemmede eller fik at vide, at de følte sig personligt stødt. Og han har jo naturligvis heller ikke slettet denne pamflet fra sin hjemmeside. For den handler nemlig om noget inden i ham selv. Og tilbydes os andre som udfordring til vores tanke, som Perse siger om havet hver morgen. Hvordan er det med forholdet mellem sandhed og virkelighed på film?

Om lidt sidder vi på festivalen med det provokerende navn: Cinéma du réel.. vi må nu lige tilbage til Herzog, som i filmen om de to, der bliver spist af bjørnen, udreder, hvordan deres filmmateriale er enestående med hensyn til virkelighed, men naivt i analysen, falskt..

Vi må lige tage nogle flere punkter fra Minnesotaerklæringen.. Punkt 5 stiller virkelig krav til dokumentarfilmens selvopfattelse. Herzog finder der under den filmede reportage, samtale, intervieu i filmen er dybere lag med egenskaber som poetisk, ekstatisk sandhed. (fortsættes)

Categories: Film History, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Herzog footnote

Written 07-03-2008 10:22:19 by Tue Steen Müller

Allan Berg, my fellow blogger, is fascinated by Werner Herzog. And indeed, he is a great filmmaker, who has brought something new to the documentary genre. "Little Dieter Needs to Fly", as an example, is a pure masterpiece.

Allan advises you to go to the Werner Herzog site to read his Minnesota Declaration, which he made to comment on what he calls the cinéma vérité. Allan writes in Danish, the declaration is in English.

Fun to read it is and inspiring, but also nonsense from the side of Herzog to denounce - let´s call it that - the observational documentary cinema. Is there no truth in what Sergey Dvortsevoy does, or what about Herz Frank, Pennebaker, Leacock, Wiseman? Is it reasonable to reduce observational documentary to mere search of facts...

Of course not, and Herzog knows that, and that is why he publicly excused his provocative Minnesota statement at a meeting where all the old boys - Maysles included, he is probably the one that Herzog refers to when he says that he has heard a filmmaker say that he can find the truth by observation, by being there - were present.

But fun reading. The documentary genre is alive and kicking. The diversity is a sign of good health for the genre.

Categories: Film History, Articles/Reviews ENGLISH, Poetics

Werner Herzogs poetik 2

Written 06-03-2008 15:20:37 by Allan Berg Nielsen

Blot at tage et kamera og så prøve at være ærlig er naivt og både rigtigt og forkert på en måde, som minder Herzog om nattevagten i Supreme Court, som fortørnes over mængden af skrevne love og tilladte procedurer. "Jeg synes, der bare skulle være en eneste lov: De slemme fyre skal puttes i fængsel." Uheldigvis har han på en måde ret, for de flestes vedkommende, det fleste gange, bemærker Herzog.

Cinéma Vérité forveksler kendsgerninger med sandhed og pløjer derfor kun sten. Og dog, kendsgerninger har somme tider en mærkelig, en sælsom kraft, som gør, at deres nedarvede sandhed forekommer vanskelig at tro på, hedder det i Minnesotaerklæringens tredje afsnit, Herzog fascineres ved visse kendsgerninger, men tordner alligevel i afsnit fire: Kendsgerninger skaber normer, sandhed skaber belysning og viden.

Og netop i filmkunsten er der dybere lag af sandhed... (fortsættes)

Categories: Film History, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Werner Herzogs poetik

Written 05-03-2008 09:42:44 by Allan Berg Nielsen

Den er fra 1999, denne erklæring om sandhed og kendsgerning i dokumentarfilm, som Herzog kalder Lessons of Darkness. Den er underskrevet 30. april det år på Walker Art Center i Minneapolis, Minnesota. Det er snart ti år siden og Dogme 95 var dengang det filmiske æstetik regelsæt, man talte om. Herzog opfatter von Triers og Vinterbergs regler "som en madopskrift", fortalte han, da han oktober 2006 holdt master class på filmskolen.

Herzog stiller helt andre og inderligere krav til et kyskhedsløfte. Hans tilværelsessyn er ældre og har i sig en ganske anden grundstemning. Og følgelig en anden etik. Der er 12 punkter i hans Minnesotaerklæring, som kan læses på hans hjemmeside 

(vælg "Minnesota Declaration" i indexet), og han begynder med at konstatere, at trods sin sin erklæring om det modsatte er den såkaldte cinéma vérité blottet for verité. Det bliver i dens ortodokse naivitet til en kunstig sandhed, til en bogholdernes sandhed. En fremtrædende repræsentant for kunstretningen erklærede engang offentligt, at sandheden let kan findes ved blot at gribe et kamera og prøve at være ærlig.

Categories: Film History, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

web: infoserv   cms: aviva cms