Mikael Opstrup: The Uncertainty

Subitled: «A book about Developing Character driven Documentary»

”I am painfully aware that this book is risky business. I am trying to rationalize the irrational, to break down the bumpy documentary film process into conscious decisions and structures, yes even into budgets and financing plans. I plead guilty and ask for forgiveness.”

Words from Mikael Opstrup in the beginning of his book. A yes to forgiving Mikael. I have known him for at least 20 years and been working with him as a tutor and moderator in numerous documentary events – in Buenos Aires, in Damascus, in Ramallah and every year in Riga at the Baltic Sea Docs. I have a lot of respect for his skills and now that respect also includes that he has taken time and energy to write a book. You are more than forgiven Mikael having done this fine work that hopefully will find many readers, who like you and I love documentaries. Total recommendation from my side.

No pictures, no references to films, with texts divided into chapters and to be honest it is a demanding read with points I don’t agree with and/or don’t understand, but it does not matter, as it is well written and inspiring. You get your brain in action! 

As you I am addicted to a genre that has many doors to enter, one of them being the Character driven Documentary, a sub-genre, an ”art beyond control” as you put it contrary to ”the documentaries where you use interviews, archive, voice over, animation etc. (which) are to a certain extent under your artistic control.” That sub-genre is the focus.

The book is full of definitions based on reflections. Mikael raises questions and tells the reader what he means with „character”, with “driven”, with “script” followed by a super-interesting chapter in the book called “the documentary potential”. Mikael asks himself and the reader if a text written for the director him- or herself, or the film team could be called so, “the documentary potential” and reflects on that. I buy that, much better than script. 

That is for me the main quality of the book, the reflections conveyed in the essayistic style that Mikael has chosen, i.e. based on the many personal experiences that he has had during the decades, he has been in the documentary world.

And conveyed with the humour that I know you have Mikael, hope the English language catches the many fine, sometimes non-pretentious subtle sentences that call for a smile in a serious context. I knew that side of you but not the more – in a good sense – sentimental, where you write about Life and the search for Happiness, your closeness to your family that now also includes you as a grandfather! Like in the best documentaries you include yourself in the existential matters that we deal with every day. Great!

Questions raised and discussed come back in chapters called “the story”, “directing », « subtext”, “filming”, “editing”, “looking for moments”… At the end of the book Mikael turns to a more informative style writing about pitching and trailers and what you can expect at a Forum like the one here at IDFA… to end with a chapter “What’s football got to do with it?” 

“I am fascinated by football and Character driven Documentary for the same reason: it oozes of real-life drama. We do our best to control it, but we cannot. For the same reasons that we cannot control our own lives.”

We have watched many football games together and right your are, the Uncertainty is always there.

Mikael, good luck with the book and thanks for the huge effort. A gift to the Forum delegates and the rest of us, film lovers.

Denmark, Published by Mikael Opstrup, 1st edition 1000 copies, 48 pages.

Mikael says:

BUY THE BOOK
Write me for a copy: mikaelopstrup@outlook dk

Mogens Brejnholm Nielsen: Faktatjek

Alle var dette mærkelige år, et århundredes sidste, efterhånden enige om, at Randers ikke mere var, hvad byen havde været. Sådan skrev jeg 2004 til Mette Lundens og min bog Randersbiografi. Og jeg selv begyndte dengang tilmed at spekulere på, om byen var en by stadigvæk. Med Calvino i hånden kunne jeg – i det mindste over for mig selv – rejse berettiget tvivl om den by, som i dag hedder Randers, nu også er den samme, som eksisterede tidligere under det navn. Som Calvinos Maurilio kunne den have afløst en anden med det samme navn på dette samme sted, uden der var forbindelse mellem dem. Uden der nogensinde havde været forbindelse.

 MORGENMØDER

Og når Jyllands Posten en søndag tidligt i dette år 1999 kunne skrive ”God¬morgen Randers”, og så bare lade teksten handle om nogle møder, man havde tidligt på dagen mellem de øverste chefer i den kommunale administration, så vidste jeg, men accepterede ikke, at den ironiske hilsen også gjaldt mig. Jeg boede i Randers, holdt af at bo der, ville blive ved med det, men var altså i tvivl om, hvad det var for en realitet, ordet dækkede. Var jeg i en eller anden forstand omsluttet af begrebet Randers og således ansvarlig for, hvad disse mænd talte om og besluttede? Naturligvis ikke, skrev jeg til mig selv den morgen. ”Randers” var her en journalistisk forkortelse…

 BYENS ANSIGT

Som ordet også var det hos Randers Amtsavis’ journalist Jørgen Bollerup Hansen, når han den 14. februar 1999 skrev om Randers’ image, interviewede borgmesteren om hans by, som var det stadigvæk denne overskuelige, middelalderlige købstad, de talte om, og i en spalte efter artiklen listede en række punkter op: Cerberus’ handlinger, det kommunale personalekontors handlinger, Lillebjørnbestyrelsens handlinger, Brusgårdbestyrelsens handlinger, Rytterskoleledelsens handlinger, Randers Jazzfonds handlinger, Jyllands Postens hanlinger med sine artikler om Randers Kommunes ledelse og endelig en bestemt handling på Randers Kunstmuseum. Ja, der var meget de dage at føle sig ansvarlig for. Alt dette skadede Randers’ image stod der. Strukturen Randers klart opfattet som et stort kommercielt firma bærende dette navn, hvor formanden for bestyrelsen netop var blevet interviewet.

 FOTOBOG

Jeg havde næsten glemt disse møder om morgenen mellem de øverste chefer på Laksetorvet og fuldstædig fortrængt de meget voldsomme begivenheder under et ekstraordinært byrådsmøde den 10. marts 1999.

 Men så kom forleden dag Mogens Brejnholm Nielsens smukke fotobog, Faktatjek, 48 fornemt tykke sider, liggende A3 format, en lille suite sort/hvide helsides fotografier i en uklippet montage direkte fra negativstriben og en større suite fotografier i farve og som alle er omhyggeligt kontrollerede snapshots.

Mogens Brejnholm Nielsen skriver i sit forord om sin holdning til sine fotografiers objekt Randers: "Jeg holder af min by, og har hjemve så snart jeg forlader den. Har i det meste af mit voksenliv fulgt med i samfunddsdebatten og via fotografiet kommet i kontakt med mange forskellige miljøer og mennesker. min yngste datter, der bor i Århus, har er indkøbsnet, hvorpå der der står: "Alt, hvad de siger om Randers, passer"..."  

Zelig: Essays on What is a Documentary/ 2

In November I was at the Zelig Film School in Bolzano to meet the new students. I organised a small game: Which three words come to your mind, when I say DOCUMENTARY.

We put the words on the whiteboard: Freedom Willing Choice Poetic Detail Glimmer Accidential Case Patience Strings Impact Storytelling Memorable Curiosity Connection Testimony Creative Chance Vessel Sensibility Instinct Relationship Perspective Feel Aesthetic Subjective Respectful Visual Empathy Recognition Heritage Job Mediation Responsibility Game Trade Cheating Time Place POV Unpretentious Free Personal Quest Passion Opinion Teamwork Observing Informing Meaning Intense Identity Summerbreeze Evidence Pursuit Intuition Honest Pure Humanity Thoughtprovoking Contact Problems Forgotten Improvisation Discovery Growth Research Portrait Listening Memory Cinema Art Microcosmos Serendipity Nuance Undermine Exposure Life Love Lagrein.

And three students agreed to write a small essay inspired by the words and our discussions during this first week of their three year stay at the school: Lucija Ilijić wrote in English, Kaspar Panizza in German and Matilde Ramini in Italian.

Here comes the German language essay by Kaspar Panizza, quite a text:

Robert Frank (1924 - 2019)

 ... it becomes indirectly an adaption of Ginsberg’s poem. And at the same time it is a film about Frank’s doubts about filming this. It sounds wild and it is. It is radical and most unique. Avant-garde and uncompromising, not as a stylistic or artistically experimental take, but because it is necessary for a purpose: a search for truth. (Sara Thelle)

THE PHENOMENON ROBERT FRANK

By Tue Steen Müller

1

I read somewhere that NYTimes plans to cut down in their movie reviews policy that so far has been working in the way that ALL films released theatrically in NY are reviewed. What that means remains to be seen, but it will not make me give up my subscription that includes the newspaper and the thursday/friday ”Movies Update” that is a pleasure to read for a documentary addict as well.

For instance the one from today: more documentaries are reviewed – and there is a long and informative, and superbly illustrated, article on the phenomenon Robert Frank, “The Man Who Saw America” (link) (Post 02-07-2015)

2

Calling all documentarians: Take a look at the NY Times site page that brings 11 of the photos that are exhibited at the Metropolitan Museum of Art in New York until January 3 2010.

Robert Frank is celebrated on the occasion of the 50th year of the publication of his classic ”The Americans”, the exemplary evidence of what a documentary interpretation of reality can be. In the review of the exhibition today in International Herald Tribune his work is characterized as an expression of ”mournful tenderness”.

Frank has been an inspiration for filmmakers all over the world. In Denmark the films of Jørgen Leth (”66 Scenes from America” and ”New Scenes from America”), to mention a couple that comes to my mind, would not be as they are if not for Frank. (link nytimes.com) (Post 29-09-2009)

3

Artistic repetitions and variations of the same theme in documentary films... Where do we find them? I had this thought when I watched Picasso. I thought of Jørgen Leth and his two America-films, "66 Scenes from America" and "New Scenes from America". The camerawork of Dan Holmberg is in both cases much more linked to visual art than to narrative (literary) structures. I thought of Steen Møller Rasmussen, also a Danish documentarian, who has searched to catch New York, inspired heavily by Leth as a filmmaker and Robert Frank as a filmmaker and photographer. I thought of Sergey Dvortsevoy and his Russian images, full of atmospheres and different moods, as are the Danes I mention above. And as are Picasso´s variations. Could it be possible to talk more about film and (visual) art? (Post 13-10-2008)

The Americans

IT SOUNDS WILD AND IT IS

By Sara Thelle

Thank you to Cinemateket in Copenhagen who, in collaboration with the Copenhagen Photo Festival and Danish writer, filmmaker and beat expert Lars Movin, organised the Robert Frank program here in June. And thank you to Lars Movin for sharing his knowledge and his personal anecdotes with us when introducing the films. This was the first big Robert Frank retrospective and also the first official screening of the legendary Rolling Stones documentary Cocksucker Blues (1972) on Danish ground. 15 of Robert Frank’s films and 3 about him.

I was in for a small marathon last Saturday. First the documentary Leaving Home, Coming Home – A Portrait of Robert Frank (2005) by Gerald Fox, a rare intimate portrait, since Robert Frank has never been keen to being filmed or interviewed. Then the feature-length hybrid film Me and My Brother (1968) and last, a collection of his later short films The Present (1996), I Remember (1998), Paper Route (2002), True Story (2004/2008) and Fernando (2008).

Me and My Brother was a slap in my face. It opens up with a very disturbing scene that takes you right to the bottom of a deep and complex matter. Soon it is turned into a film within the film and becomes a sort of meta-reflection and investigation into the questions: how do you film other people, how do you use others in your art, how do you use yourself, what do you make money from, how does it feel to be filmed, what does it do to you, when are you yourself and when are you acting. It is a hybrid film, mixing real life with staged acting, colour with black & white, at times the characters are “played” by themselves and at other moments by actors.

Originally, Frank was set out to make a film adapting Allen Ginsberg’s poem Kaddish, written about his mentally ill mother. But over time, the project becomes a film about Ginsberg’s partner Peter Orlovsky’s brother Julius, who after having spent 15 years in a psychiatric hospital is let out and left in care of his brother. So the setting is Julius, a catatonic schizophrenic, living with Peter Orlovsky and Allen Ginsburg. The film is about how to live with and among mental illness, about how the brother Peter deals with it, and in this way – maybe – it becomes indirectly an adaption of Ginsberg’s poem. And at the same time it is a film about Frank’s doubts about filming this.

It sounds wild and it is. It is radical and most unique. Avant-garde and uncompromising, not as a stylistic or artistically experimental take, but because it is necessary for a purpose: a search for truth.

Suisse photographer Robert Frank (born 1924) emigrated to America in 1947. He became friends with the Beat Generation and famous with the groundbreaking photographic book The Americans (1958). He then starts to make films. The short film Pull My Daisy (1959) is the first, written and narrated by Jack Kerouac.

Robert Frank uses himself in his work, but in a way where the private and personal never becomes confessional. His family plays an important role, his two children, Andrea and Pablo, in particular. He lost them both; Andrea died 20 years old in a plane crash in South America in 1974, Pablo, who suffered from schizophrenia, died in 1994. His later work explores the themes of loss, pain and memory, the past and the present.

Lars Movin used a Dylan-quote referring to Robert Frank setting aside all rules with Me and My Brother: “To live outside the law, you must be honest” (hinting that this is not always the case, especially nowadays). And honest is maybe the most precise word to describe this immense oeuvre that has now been opened up to me.

“It has to do with life more than with art” says Robert Frank himself in an interview in connection with his exhibition at the Jeu de Paume in Paris in 2009 https://www.youtube.com/watch?v=H6CVyWCVgFg

Cinemateket closed up for the summer showing Candy Mountain (1988), Robert Franks only feature-length fiction film made together with Rudy Wurlitzer. A perfect road-movie, pure joy and quite a bit of wisdom too…

If you can’t wait for the next retrospective, here are some shortcuts:

A great part of Robert Frank’s films, writings and photo books are edited by the distinguished German publisher Steidl. Among them Me and My Brother, a book with stills and dialogue and a DVD inside:

https://steidl.de/Books/Me-an-My-Brother-0409414457.html

Conversations in Vermont (1969), where Robert Frank visits his two children at their boarding school, is made available to the public online through the brilliant Internet Archive:

https://archive.org/details/cbpf_000051_p2#  

Candy Mountain exists in a French DVD edition released by Blaq Out in 2013. Please check out the trailer, it’s a gem!:

https://www.youtube.com/watch?v=6pOu9piFAIg

http://www.blaqout.com/film/candy-mountain-2

(Post 26-06-2015)

DON’T BLINK: ROBERT FRANK (2015)

By Tue Steen Müller

A very nice email came in yesterday from New York from Laura Israel, who I met at IDFA in Amsterdam years ago. She told me that – as for decades editor and close collaborator of Robert Frank, and a director herself – she was wondering if a film about Robert Frank made by her would be interesting. Are you kidding, we want as much as possible on this great artist… what else could I have answered?

I am so happy to hear that the film, ”Don’t Blink: Robert Frank” is now finished and even more so, Laura Israel tells me that it has ”been selected to play in the New York Film Festival’s main slate this October”. The festival runs from September 25-October 11 and here is the description of the film from the festival site:

“The life and work of Robert Frank—as a photographer and a filmmaker—are so intertwined that they’re one in the same, and the vast amount of territory he’s covered, from The Americans in 1958 up to the present, is intimately registered in his now-formidable body of artistic gestures. From the early ’90s on, Frank has been making his films and videos with the brilliant editor Laura Israel, who has helped him to keep things homemade and preserve the illuminating spark of first contact between camera and people/places. Don’t Blink is Israel’s like-minded portrait of her friend and collaborator, a lively rummage sale of images and sounds and recollected passages and unfathomable losses and friendships that leaves us a fast and fleeting imprint of the life of theSwiss-born man who reinvented himself the American way, and is still standing on ground of his own making at the age of 90.” (Post 15-08-2015)

Don’t Blink: Robert Frank

THE FORM / THE COMPOSING / THE AESTETICS

By Tue Steen Müller

If you read the post ”Viktor Kossakovsky at IDFA” (link), you will discover his insisting on the form, on the composing of the image, on the aesthetics. If you want to see how this can be done, please go and see Laura Israel’s film ”Don’t Blink: Robert Frank” here at IDFA. It was screened at the Stedelijk Museum thursday night and is an excellent introduction to the now 91 year old legendary photographer and filmmaker made by his editor and collaborator in many films, a warm and generous portrait and a look into the creative process of a lovely man, a great artist, who has suffered personal tragedies in his life, that is very much present in his work, but who has also demonstrated how to catch moments in the lives of ”The Americans”, the title of his masterpiece. There was a retrospective of his work – and there is right now at IDFA, including his Rolling Stones film, ”Cocksucker Blues” – in Copenhagen, Sara Thelle wrote about it on this site and this blogpost. (Post 21-11-2015)

 http://www.filmlinc.org/nyff2015/daily/the-new-york-film-festival-sets-26-films-for-the-2015-main-slate/ 

DON'T BLINK IN NEW YORK

I got an email from Laura Israel this morning, the director of the film on Robert Frank, with whom she has working for years as an editor. “Getting the Word Out” she wrote and told that the film is running at the wonderful New York cinema Film Forum July 13-26 = from tomorrow. Later today the producer Melinda Shopsin posted a reference to an enthusiastic review of the film by Matthew Eng, Tribecafilm.com. It deserves a quote, see below and remember that we have several texts on Frank on this site. I also want to recommend the website of the film.

“…Don’t Blink is the rare documentary — and Israel the rare documentarian-cum-cinematic curator — that understands that the best way to elicit both appreciation and understanding for an artist’s creations is to allow us to see these creations first-hand. And when the creations in-question are as electrifying and contextually-profuse as Frank’s, it’s especially hard to look away. His famously era-specific photography is so striking in the direct spontaneity of its gritty Americana, the scattered snippets of his films so arresting in their shaggy ecstasy, that as each of his works slips and seeps into one another, one can’t help but struggle to keep up…

https://tribecafilm.com/stories/don-t-blink-robert-frank-is-one-of-the-most-original-art-documentaries-in-years-laura-israel

http://www.dontblinkrobertfrank.com (Post 12-07-2016)

ME AND MY BROTHER

The editors of this site, Tue Steen Müller and Allan Berg, met in Randers where Berg lives. It is a tradition that we watch films together, when we meet and as Berg had a fine script publication of Robert Frank’s “Me and My Brother” including a dvd with the film, this was an obvious choice. The famous publisher Steidl is behind the publication that was given to Berg by Sara Thelle, who in 2015 wrote about the film after a retrospective of Frank’s film at the Cinemateket in Copenhagen:

Me and My Brother was a slap in my face. It opens up with a very disturbing scene that takes you right to the bottom of a deep and complex matter. Soon it is turned into a film within the film and becomes a sort of meta-reflection and investigation into the questions: how do you film other people, how do you use others in your art, how do you use yourself, what do you make money from, how does it feel to be filmed, what does it do to you, when are you yourself and when are you acting. It is a hybrid film, mixing real life with staged acting, colour with black & white, at times the characters are “played” by themselves and at other moments by actors.

Originally, Frank was set out to make a film adapting Allen Ginsberg’s poem Kaddish, written about his mentally ill mother. But over time, the project becomes a film about Ginsberg’s partner Peter Orlovsky’s brother Julius, who after having spent 15 years in a psychiatric hospital is let out and left in care of his brother. So the setting is Julius, a catatonic schizophrenic, living with Peter Orlovsky and Allen Ginsberg. The film is about how to live with and among mental illness, about how the brother Peter deals with it, and in this way – maybe – it becomes indirectly an adaption of Ginsberg’s poem. And at the same time it is a film about Frank’s doubts about filming this.

It sounds wild and it is. It is radical and most unique. Avant-garde and uncompromising, not as a stylistic or artistically experimental take, but because it is necessary for a purpose: a search for truth…

USA, 1968, 85 mins.

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3200/

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3392/ (Post 28-04-2018)

A BRILLIANT CONVERSATION

by Tue Steen Müller

In the blogpost below you find a text of what Allan Berg and I did the other day: Watched the film by Robert Frank from 1968, with a quote from the text of Sara Thelle, when she saw the film three years ago. We also referred to the fine Steidl publication of the script. After a closer look at that we found that the fascinating ending of the film includes a brilliant conversation between Frank, the director and Julius Olovsky, the man who after many years is released from a state institution to be taken care of by his brother Peter. In the following we present the two final pages of the script that indeed is about making films, about acting, and about the camera and what it can represent:

Photos: Steidl and Maria Briese

FOTO (ved overskriften)

Barry Kornbluh: Robert Frank indstiller (uden for billedrammen) sit kamera. Kornbluh fortæller på sin hjemmeside om optagelserne, hvoraf denne er en:

http://www.barrykornbluh.nl/Robert%20Frank/Robert%20Frank.html 

Klip vedrørende KLIPPEARBEJDE

STANLEY KUBRICK

Let no one forget this essential fact: ”Editing is the only unique aspect of filmmaking which doesnot resemble any other art form – a point so important it cannot be overstressed… It can make or break a film.” (Glem ikke denne væsentlige kendsgerning: “Klipning er det eneste unikke ved filmproduktion, som ikke ligner nogen anden kunstart - det er så vigtigt, at det ikke kan understreges nok… den kan skabe eller ødelægge en film.”

Still ovenfor: Stanley Kubrick: Eyes Wide Shut, 1999.

HENRIK VEILEBORG

Man ved nogenlunde godt, at vi gerne vil lave en film, som undersøger embedsmandsværket, hvordan foregår det egentlig, når nogle lovprocesser i Folketinget, blam, blam, blam? Hvordan er rundgangen, hvad sker der, hvad skal der til? Det ved vi sådan nogenlunde godt. Vi laver research, vi er meget optaget af at finde ud af, hvordan kommunikationsvejene er, af hvem, der bærer hvad hvorhen. Hvad sker der? Vi har øje for personer, fordi vi tænker: hov, hov, hov, vi er jo nødt til at få fat i nogen personer til vores B-niveau. På vores niveau her skal finde nogen personer, hvor vi kan investere noget identifikation. Nogen, vi ligesom kan holde med, nogen, som vi synes er nogen helte, som har en god sag. Og så nogen, som er modstandere. Der skal foregå noget. Måske er det to embedsmænd, som begge konkurrerer lidt om blive forfremmet, om at få den samme post. Det er sgu en meget spændende historie, lad os lige holde et særligt øje med, om der sker noget der…

Viktor Kossakovsky – Collected Posts on his Works

The courage to address the world with ambiguity never stooping to easy answers, can also be attributed to the Russian filmmaker, Victor Kossakovsky, who never tires of reminding us that film is an emotionally charged medium, and even when it comes to reality based filmmaking, expressing and arousing emotion should always be at the heart of the work… (Karolina Lidin, from an article 1999)

VIKTOR KOSSAKOVSKY - COLLECTED POSTS ON HIS WORKS

by Tue Steen Mûller

BELOVY (1993)

Vivan Las Antipodas! … a new tone for a director whose filmography includes films that you want to see again and again, from ”The Belovs” (Belovy) to ”Svyato” and ”Tishe”. (From a post 08-05-2012))

… "The Belovs", this film from the countryside of Russia brilliantly depicts the Russian soul as we have experienced it in works of Dostoyevsky and Thechov. (From a post 02-08-2014)

... Fassaert wanted to show his appreciation of Kossakovsky by showing a long clip from ”Belovs”. He did and it made Kossakovsky burst into tears, kneel in front of the screen, ”I am sorry I shot this”, ”this is a typical Russian person”, he was inconsolable, had to leave the room, came back, left again, came back and stayed. (From a post 20-11-2015)

SREDA (1997)

Back to the progression of the Balticum Festival years in Gudhjem, Bornholm and 1997, when one film in particular, "Sreda" (Wednesday) by Viktor Kossakovsky, overshadowed all others. He was the festival’s central figure in a year when not only his film, but many of the other’s are also a return to present-day portrayels and a rediscovery of dayly life with all its problems, but also its poetry. (Tue Steen Müller, from an article 1999)

Ada Bligaard Søby: The best is yet to come /2

The best is yet to come er Ada Bligaard Søbys første bog forstår jeg, men den hænger sammen med hendes filmværk og er for mig at se en selvfølgelig konsekvens af først og fremmest American Losers, 2006 men også af Meet me in Berlin, 2007, Black Heart, 2008 og Petey & Ginger, 2009. Den nye bog, en fotobog og et bogobjekt er en essens af opdagelserne, erfaringerne og fremstillingen af antropologien i disse tidligere filmværker. Den er en inddampning, præcisering og i sig selv en film i romanens form som for eksempel Chris Markers filmroman La Jetée som både er en bog og en film, men altså i to adskilte objekter. Ada Bligaards ny værk er foreløbigt samlet i ét objekt, et bogobjekt, fysisk tungtvejende, æstetisk fjerlet stigende. Det melder sig ind i den trykte litteratur, ved siden af sin generation, både Josefine Klougarts og Lea Marie Løppenthins bøger melder sig i min tanke med familieligheder i baggrund, erhvervede erfaringer og æstetisk praksis og så med det store gennemgående tema om kvinden og manden: mødet, udforskningen, erkendelsen og bruddet. Og med tilsvarende sidetemaer: forældre, barndom, rejser…

Ada Bligaard Søby: The best is yet to come

Så kom postbudet med Ada Bligaard Søbys bog, ”min første bog” havde hun skrevet. En fotobog, vidste jeg det var.

Der var tre citater trykt uden på cellofanindpakningen fra bogbinderen som havde gjort den fornemt udstyrede bog færdig som bog, som en håndfast ting, en genstand. Jeg læste med det samme for eksempel dette af Erik Kessels: ”… Raw, honest and intimate, I cant’t look away.” Mit oprindelige møde med Bligaard Søbys foto- og filmkunst dækkes fuldstændig ind af dette citat, af sådanne anmeldelser på Filmkommentaren. Jeg skrev jo om American Losers i 2006, ”this is a subtle text about two biographies in balance and about a storyteller and portrait photographer and her deliberations: this is not about winners. The montage presented before the title contains all the elements and the whole story in a way. The title gives away the conclusion. I can hardly wait. I must watch this film”.

Og jeg udsatte nu udpakningen og læste i det næste citat, af Brigid Dawson, den tidligere dobbelttambourinist og sanger for Thee Oh Sees: ”It’s something a John Lennon could never do.” Nu tænkte jeg selvfølgelig på Petey & Ginger fra 2009 og at jeg dengang skrev ”at en del af Ada Bligaards kunstneriske særpræg er alvoren bag det hele og den ganske originale og naturlige evne, hun har til nå dybde i den filmiske tænkning. Petey & Ginger bliver og er således først og fremmest et personligt essay om moderne fattigdom på grundlag af en antropologisk undersøgelse, en poetisk og filmisk etnografi, som kommer tydeligt igennem. Efter at have set filmen sidder jeg helt stille, for det her er egentligt tankevækkende. Det er ikke en bekymring, dog, det ligner, men det er noget mere, det er en stille fortvivlelse.” Et citat fra filminstruktøren Dawn Shad, der uden på bogens indpakning kort bekræfter den følelse, fortæller ”you just made me cry in Shoreditch house.”

Ingmar Bergman 100 år /12

MARGARETHA VON TROTTA: SEARCHING FOR INGMAR BERGMAN (2)

Forrige blognotat sluttede: "… Margarethe von Trotta folder sine hænder netop som jeg ser Max von Sydow gøre, med håndfladerne mod hinanden: ”Først meget alvorligt, men så mærker man, at han nok ikke kan bede så intenst som han gerne ville, vi forstår senere i filmen hvorfor. Så rejser han sig igen og i en lang optagelse går han tilbage til dette sted, hvor vi allerede havde set skakbrættet. Han går ud af billedet og kameraet panorerer til skakbrættet med den sorte klippe i vandet i baggrunden som et advarselstegn. Dønninger vasker over skakbrættet som udviskes. Og så viser en sort skikkelse sig: Max von Sydow ser op: ”Hvem er du?” Anders Ek: ”Jeg er døden.” Max von Sydow: ”Kommer du for at hente mig?” Anders Ek: ”Er du beredt?” Max von Sydow: ”Min krop er beredt, ikke jeg selv.”

Og jeg kan nu vælge at se von Trottas vidunderlige film med Bergmans mesterværk parallelt i tanken…"

KONTRAPUNKT

Og det kan så nu igen lade sig gøre. I Cinemateket i København torsdag 18. oktober hvor filmen vises første af fire gang som månedens film. Og om denne særlige manuskript-parallelitet er jeg siden kommet på dette citat om manuskripttilblivelse i en bestemt af de nye franske film som von Trotta i det følgende afsnit fortæller hun i sin ungdom opsøgte i Paris:

Ingmar Bergman 100 år /10

TINA RØMER: BERGMAN OG MUSIKKEN

Radioprogram i tre dele som genudsendtes 1. september på DR P2. Kan fortsat høres som podcast på

https://www.dr.dk/radio/p2/bergman-og-musikken/bergman-og-musikken-1

Her kommer derfor og stadigvæk med anbefaling af dette fornemme radioværk flere af mine notater fra min lytten til udsendelserne:

11

Det er radioseriens anden del. Peter Schepelern mener at solocellostykkerne af Johan Sebastian Bach er menneskehedens stemme. Tina Rømer er på færgen. Hun tænker på Bergmans røde jeep som har været der et utal af gange. Jeg burde citere hendes små synopser i afsnittenes begyndelse, så enkle og naturlige. Skrive dem ned. Det når jeg ikke, men husker dem som en glad forventning. Bløndal Bengtsson spiller Bach. Hun fortæller at Som i et spejl fra 1960 er indspillet på Fårö, det var sådan han kom til det sted. Indspillede et kammerspil som var det kammermusik, i et sommerhus bygget til filmen, i det indre af et skibsvrag på stranden og så med celloens søgende, tragiske stemme, menneskelig.

Ingmar Bergman 100 år /8

TINA RØMER: BERGMAN OG MUSIKKEN

Radioprogram i tre dele GENUDSENDES I DAG 15 – 18 på DR P2

Her følger med min bedste anbefaling af dette fornemme radioværk mine notater fra udsendelserne tidligere denne sommer:

1

Første afsnit En kærlighed der ikke er gengældt i aften, fredag den 20. juli. Det kommer bag på mig, at udsendelsen kommer direkte nu mens jeg har P 2 kørende i mit køkken, jeg bliver glad, havde glædet mig, Tue Steen Müller havde gjort mig opmærksom på serien, jeg havde tænkt at finde den på computeren inde på skrivebordet. Nu er det direkte og så er det, at jeg opdager jeg radiokvaliteten, for at bestille den som podcast på computeren vil være noget helt andet. I min radio bevares nuet som tilstand. Jeg tror på at det er Tina Rømer, som taler til mig, som så ofte i Natsværmeren. Radio er nærvær, en stemme i min lille køkkenradio, til mig alene. Podcast er distance, det er som CD er i forhold til koncertsalen, begge muligheder er uundværlige, men næstbedst, men også altså: computeren er min chance og muligheden for at gentage det hele i den tænkte sammenhæng, som her er vigtig, da det er en rejse fra København til Bergmans Fårö og til musikken og hjem igen, som Tina Rømer foretager så naturligt personlig… Og jeg begynder med det samme at skrive notater i min lommebog, de følger her…

Tina Rømer

2

Her er en lille ekskurs: Jeg opdagede en beslægtet radiokvalitet ved P2 morgenandagterne fra domkirken i København som sendes direkte hver dag efter radioavisen klokken otte. Og det var fordi den præst som havde tjenesten den morgen - det var Steffen Ringgaard Andresen - er opmærksom på radiokvaliteten, tænkte jeg med ét, og det var nok fordi han lagde en ekstra kvalitet til, og det gør han hver gang ved jeg nu. Læg en uge han har tjenesten mærke til hans fine, fine behandling af teksterne. Jeg mærker i afdæmpetheden og i den moderne, ja, moderne! - eller tidssvarende måske og voksne udtale og stemmeføring en forståelse af radiomediet. Fra præstens tæt placerede mikrofon som fra et studie uden om det store kirkerums akustik direkte til min højttaler. En forståelse som uden videre fører til min således nu helt anderledes forståelse af teksternes arkitektur og indhold. Morgenandagten er med det ændret fra transmission til radiokunst, fra reportage til gudstjeneste.

3

Jeg kender Tina Rømer fra hendes programmer for en tilsvarende afdæmpethed og sprogbehandling og mediebevidsthed. For hende er opgaven med Bergman og musikken at komme tæt på det sted Bergman holdt så meget af, hvor han boede et halvt liv og igen sin sidste tid. En korsats fra Matthæuspassionen ledsager Tina Rømers dæmpede stemme, hun fortæller det begyndte med, at faderen tog ham med til opførelsen i kirken og henter fra Linn Ullmanns bog De urolige hans drøm om den store koncertsal – Bergmann drømmer han som dirigent træder ind i et vældigt højloftet rum hvor fugle flyver frit omkring og et kæmpestort symfoniorkester og tilsvarende kor sidder og står på gulvet, Bachs og Beethovens partiturer ligger på pulten, Ingmar Bergman er dirigenten, Rømer lader mig høre hvilke, serien er jo et musikprogram på en musikkanal, var Bergman ikke blevet teater- og filminstruktør og forfatter var det bestemt gået med ham som i drømmen.

Peter Laugesen: Lars Norén lyver ikke

MENS DE SKRIVES

1

”… Ligesom Beckett, eller Strindberg, er Lars Norén absolut realistisk. Hvad hans personer og digte siger, er det, der sker i dem nu og her, mens de skrives, mens nogen læser dem eller ser på dem eller lytter til dem. Det er dét, og ikke noget andet. Lars Norén lyver ikke.”

Peter Laugesen skriver i Information den 14. juli et aldeles tankevækkende stykke, en af sine kunsthistorier, tror jeg det må være, fra i vinter, nu bearbejdet og redigeret ind i en serie om svensk film og litteratur med videre, skriver en præsentation af Lars Norén med et godt biografisk resumé og en ligeså overraskende beskrivelse af digterens nye teaterstykke Støv. Jeg standser ved den vidunderlige formulering og læser igen: ”Hvad hans personer og digte siger, er det, der sker i dem nu og her, mens de skrives, mens nogen læser dem eller ser på dem eller lytter til dem. Det er dét, og ikke noget andet.”

Mens de skrives… Jeg gentager den forunderlige formulering og føler mig med den med ét styrket i min måde at opleve på, sådan at min læsning af Torben Skjødt Jensens dokumentarfilm over opførelser af teaterstykker bygger på, at jeg ser dem skrive og skildre alle disse øjeblikke, hvor teatret bliver til i skuespillernes kunst i hvert eneste øjeblik af opførelsen. Og i min genlæsning af Bergmans film, opdagede jeg for nylig, at Bergmans samtlige spillefilm sådan på denne bestemte måde kan ses som en lang række dokumentariske film eller blot én eneste lang og stor dokumentarfilm om en gruppe skuespillere, som arbejder med i filmromanform (filmdrama, spillefilm) at undersøge Bergmans liv og tænkning og erkendelser og dæmoner. Og min læsning af Werner Herzogs film har længe været, at hver eneste scene er en tydeliggørelse på film af hvad, han tænker og skriver netop de sekunder, han optager scenen, og de sekunder, jeg senere ser den i biografen.

Ingmar Bergman 100 år /8

Jeg sidder ved skrivebordet, der står midt i værelset. En rødbrun soldatertæge kravler tøvende op over bordkanten. Der står helt afgørende nogen bag min ryg, selv om døren hverken er blevet åbnet eller lukket. Der står altså nogen bag min ryg…

SKRIVEBORD

Det handler om manden i huset ved havet, og sådan begynder Bergmans manuskript til filmen om lige netop den mand:

”Første akt nr. 1. Mit navn er Andreas Winkelman. Jeg er otteogfyrre år. Jeg husker at det var en trykkende oktoberdag. Jeg sad på taget af mit medtagne hus og reparerede på bedste beskub. Efter den sidste omgang regn var det begyndt at lække for alvor. Da jeg så op fra mit arbejde stod der tre sole over havet. Ikke en vind rørte sig, alt var fuldkommen lydløst. Jeg tændte min pibe, sad længe og betragtede fænomenet. Så trak en mørk sky op vestfra og gik for solene. Det begyndte endelig at blæse. Eftermiddagen skumrede. En hund gøede. Fårene bevægede sig gravitetisk over heden. Nede på vejen kørte Daniel med et læs halm, hans gamle hest gik i luntetrav. Jeg steg ned fra mit ophøjede stade og gik ind i køkkenet for at lave kaffe. Radioavisen fortalte om forskellige mislykkede foretagender. Derimod nævnede den ikke noget om mine tre sole. Omtrent en time senere så jeg dem for første gang. De fulgte vejen langs havet. En mand og to kvinder…” (En Passion, 1968)

Teksten fastholder og gentager med fuld billeddannelse og lydetablering denne erfaring om den resignerende mand, som forsvarer sin ensomhed der på fåreøen og venter på kærligheden. De få linjer i dette anslag har siden, jeg læste dem første gang – det var før jeg så filmen – været aldeles centrale for mig, min opfattelse af at være mand og af mandens ambition: ensomheden, kysten, havet, stilheden, enkelheden – jeg stiger ned og går ind i køkkenet for at lave kaffe – og så mødet… Senere da jeg så filmen, var manuskriptets tekst og scenen naturligvis fuldstændig kongruente. Filmen var for så vidt færdig i dens manuskripts formulering. Og teksten fastholder filmens erfaring, og den har næsten mere end filmen haft enorm betydning for mig, når jeg har skullet leve mit eget liv opmærksomt.

Hos Ingmar Bergman er det muligt for mig at forfølge disse temaer, som jeg bilder mig ind er mine, finde scenerne frem, som jeg også bilder mig ind, jeg er alene med. For eksempel – jeg bladrer i hans bøger – skrivebordet i huset ved havet. Her samles alt. Det bord er hans mindste scene. Lidt større scener er dukketeateret i Fanny og Alexander, havehuset i Som i et Spejl, stuen, hjemmet… De medvirkende er børnene og forældrene og slægtningene. Manden og kvinden. Elskeren og elskerinden. De elskende… Ind imellem er der flere personer i huset ved havet:

Ingmar Bergman 100 år /3

Ingmar has a great feeling for the unique situation of the actor… (Erland Josephson)

SKUESPILLER

Torben Skjødt Jensen havde 4. juli et opslag på sin facebookside om Erland Josephson. Jeg blev interesseret ved hans første begejstring for Ingmar Bergmans film, meget interesseret i hans og Ulf Peter Hallbergs film om Erland Josephsen fra 2006, Spelar du i Kväll, en film jeg til nu intet havde hørt om, og jeg blev dybt er dybt fascineret af det Bergmanafsnit, den monolog, næsten, af Josephsen, som Skjødt Jensen præsenterer i sit opslag ved et link til et You Tube klip, som sidder ved. Klik endelig og se under alle omstændigheder det hele. Link til Facebooksiden længere nede, hvor Torben Skjødt Jensen beretter:

”Den 14.Juli er det 100 års fødselsdag for Ingmar Bergman, og der kommer bla. en ny dokumentar om han op, også her i Danmark, som jeg glæder mig rigtigt meget til at se - jeg blev for alvor smittet af begejstring for Bergmans film da jeg lærte Hans Henrik Lerfeldt at kende tilbage i 1987 (og hans begejstring for den svenske mester havde jo sit eget personlige afsæt i Fanny og Alexander serien/filmen), men tættest på ham kom jeg jo nok da jeg i årene 2003 - 2006 sammen med Ulf Peter Hallberg over en årrække indspillede filmen "Spelar du ikväll?/Are you playing tonight" om Erland Josephson og hele hans liv i skuespilkunstens tjeneste, med udgangspunkt i hans 50 som skuespiller på Dramaten i Stockholm, men også hans samarbejde med store instruktører som netop Ingmar og Tarkovsky.

Filmen blev til på den helt ekseptionelle måde at Peter og jeg over en årrække besøgte Erland i Stockholm og så enten samtalede Peter og Erland eller de havde skrevet en scene med Erland og andre skuespillere som jeg så teknisk instruererede og fotograferede og efterfølgende klippede til vores næste tur: som var vi på en lang og intensiv workshop - og flere gange undervejs oplevede vi når vi kom i hjemmet hos Erland så sad han i sin ugentlige samtale med Ingmar og vendte livet og kunstens væsen - og grinede meget og højlydt. Det havde vi meget morskab ud af.

Claude Lanzmann 1925 – 2018

Even if I lived a hundred lives, I still wouldn’t be exhausted…

MURMELSTEIN

The Guardian published a very interesting article Tuesday, May 14th 2013, Agnès Poirier had seen the new film by legendary Claude Lanzmann about Benjamin Murmelstein, who collaborated with the Nazis as the last Jewish Council President in Theresienstadt. Poirier talks to Lanzmann about Murmelstein and the film that will be shown in Cannes tomorrow (May, 18 2013). I have taken some quotes from the long article:

... There are two men on a balcony looking out at the panorama of Rome. It is the summer of 1975. "Are you happy in Rome?" says one. "As happy as an exiled Jew can be," says the other. The man asking the question is Claude Lanzmann. He has just started work on what will take him 10 years to finish: Shoah, the ground-breaking, nine-and-a-half-hour film about the Holocaust, composed of first-hand testimony and eschewing historical footage...

Still: Lanzmann and Murmelstein, Rome 1975, “The Last of the Unjust” (2013)

Lanzmann never included Murmelstein in ”Shoah”, now he gets ”his own film”… Murmelstein, who called himself "the last of the unjust", perfectly represented (those) contradictions...

Ingmar Bergman 100 år /2

I Marie Nyreröds tv-serie Ingmar Bergman på Fårö, 2003 som denne tid genudsendes på SVT Play og som bestemt skal ses igen, er der i sidste afsnit et sted, hvor Bergman fortæller om sin daglige gåtur. Det er det første han gør om morgenen. Det er fordi dæmonerne ikke kan lide den friske luft, siger han. Så er de væk, når han efter en halv time til tre kvarter vender tilbage og sætter sig ved skrivebordet og hver dag skriver tre timer før frokost.

LOMMEBOG

1

Den 29. juni. Jeg begynder og umiddelbart tror jeg det er Bergmans film, at han er dens forfatter og dens instruktør. Men tænker jeg mig om, ved jeg også, ser jeg det også, at det er Marie Nyreröd. Bergman er jo iscenesat og udspurgt. (Fortællepositonen er så afgørende for mig, og de to driller mig…)

2

Jeg ser Nyreröds film, men det er Bergman jeg lytter til, som meningen også er. Hele tiden. Er tv-dokumentaren så Nyreröds eller Bergmans – den er naturligvis Bergmans. Hans instruktøroverblik og -vilje kommer helt klar frem.

3

Skuespillernes altafgørende betydning i al Bergmans arbejde... (for Nyreröd og mig optræder han ind imellem så muntert, ellers bare er han, hele tiden på i scenen, altså skuespiller)

*

Bergmans beslutsomme brug af tv-interviewets mulighed (som fjernsyn engang)

Robert Frank: Me and My Brother/ 2

In the blogpost below you find a text of what Allan Berg and I did the other day: Watched the film by Robert Frank from 1968, with a quote from the text of Sara Thelle, when she saw the film three years ago. We also referred to the fine Steidl publication of the script. After a closer look at that we found that the fascinating ending of the film includes a brilliant conversation between Frank, the director and Julius Olovsky, the man who after many years is released from a state institution to be taken care of by his brother Peter. In the following we present the two final pages of the script that indeed is about making films, about acting, and about the camera and what it can represent:

Photos: Steidl and Maria Berg Briese

Kristoffer Hegnsvad: Werner Herzog

DEN ANDEN USKYLD

Den trænede læsers (filmlæsers / filmpublikums) læseproces (filmtilegnelse) bør se således ud: 1) at opleve teksten (filmen) umiddelbart og uhildet, 2) at nærme sig teksten (filmen) fra så mange sider som man kan overkomme og med så megen viden og indsigt som muligt – Erik Lunding: 'den eneste gyldige metode er den pluralistiske'  – dvs. at forstå og vurdere alle detaljer og deres sammenhænge og helheder: tekstens (filmens) udseende og lyd, dens ord, dens billeder og figurer, vers og sætninger (optagelser og scener), dens motiv og holdning og genre, dens helhed – og tekstens (filmens) placering midt i sine kontekster, trådene ud til psykologiske, sociale, historiske og litterære (cinematografiske) sammenhænge, alt det tidsbetingede i den tidløse enestående tekst (film). 3) Når dette er nok, da: at glemme det hele og opleve teksten (filmen) igen, i den anden uskyld som er både forståelse og oplevelse, som er kunstværkets mening og hensigt. (Poul Borum, 1966, frit modificeret ved parenteser af abn, idet Borum jo skrev om litterære tekster)

1

Kristoffer Hegnsvad tager i sin bog Werner Herzog - Ekstatisk sandhed og andre ubrugelige erobringer udgangspunkt i sit møde foråret 2016 med Werner Herzog på The Rogue Film School i München og bruger herefter sin viden om ham og sine læsninger af hans film som illustrationer, billedliggørelser og eksempler i en skildring af Herzogs filosofi om tilværelsen og æstetikken, virkeligheden og den kunstneriske bearbejdelse af den, skriver en Herzogs poetik så at sige ved siden af Aristoteles’ oldtidige essay.

Måske er det formidling mere end undersøgelse, altså mere akademisk undervisning og folkelig oplysning end det er nye læsninger af filmværkerne. Men hvis formidling og fortælling er bogens ambition – ja, så er den velskabt og lykkedes – og jeg tror bestemt det er fortællelysten som driver Hegnsvads tekst så lydefrit og letlæselig. Vil jeg nyere og mere komplicerede læsninger af filmene skal jeg jo blot købe en bog mere og lægge den ved siden af eller i forlængelse af Hegnsvads inden for sin ambition så fine tekst. (5. december)

Werner Herzog

What is documentary?

A month ago I was teaching at the film school department of the Lithuanian Academy of Music and Theatre in Vilnius. The first morning of the week I asked the students to write down 3 words that comes to their mind, when they hear the word “documentary”. We put the words on a whiteboard. At the end of the week we looked at the many words after having discussed and watched many films. Screenwriter student Eva Sinicaite (PHOTO)volunteered to make an essay out of the words, here it comes:

Wikipedia describes documentary as a nonfictional motion picture intended to document some aspect of reality, primarily for the purposes of instruction, education, or maintaining a historical record.

But anyone would agree, that this is a big understatement. Documentary is much more than that. It is an observation of reality. Three partners – time, sound and picture – dance together, creating poetry on screen. Using your own style and aesthetic, you can create a unique world. This world can be directed, put into structure or set free to flow naturally – like life does. Documentary enables you to portray emotions, very intimate and sensitive moments. These truthful glimpses change you. There is no better way to see the point of view of others, to acknowledge different perceptions. To explore the lines between concepts – subjective or objective, fiction or reality. To teach and learn history through individual stories. To get to the core of philosophy simply by contemplating life. To give an ironical approach, to provoke people, to make contrasts, to inspire…

There are so many words that the description of documentary cinema contains, almost as many as the concept of existence does. Maybe because documentary is life itself. So just open your eyes, hearts and minds and indulge in this extraordinary world.

The photo is from the favourite documentary of Eva Sinicaite, “Earth of the Blind” (1992) by Audrius Stonys. 

Baltic Sea Forum 2017 2/ MIKAEL OPSTRUP

Mikael Opstrup fra EDN vil sammen med Tue Steen Müller være til stede som rådgiver ved træningen af filminstruktørerne før de pitcher deres projekter ved Baltic Sea Forum i Riga næste uge. 

Jeg har netop samlet hans blogindlæg fra 2008 DEN DOKUMENTARISKE FORTÆLLING / THE DOCUMENTARY NARRATIVE og i den anledning bringer vi dem her: 

DEN DOKUMENTARISKE FORTÆLLING

Der er ingen forskel på dokumentarfilmen og fiktionsfilmen i dramaturgisk henseende. Begge har én fortælling. Her hører ligheden op.

1. I fiktionsfilmen er der kun én fortælling i skabelsesmæssig forstand. Det handlingsforløb som nedfældes i manuskriptet og siden omsættes til film.

2. I dokumentarfilmen er der både et begivenhedsforløb og en fortælling. Begivenhedsforløbet finder sted i den virkelighed dokumentarfilm beskriver. Fortællingen er instruktørens genfortælling af begivenhedsforløbet.

3. Hvor fiktionsfilmen er dramaturgisk friktionsfri - og skabelsesprocessen lineær - er kernen i dokumentarfilmens dramaturgi modsætningen mellem de to handlingsforløb, det faktuelle og det narrative...

Læs Mere/Read more

TUE STEEN MÜLLER 70 ÅR

Photo: Nenad Puhovski

Sheffield Doc/Fest 2017/2

Carol Nahra, one of many fine contributors to the late DOX Magazine, made late May a fine interview with the new Sheffield Doc/Fest festival director Luke Moody (photo) on her ”Docs on Screen”. The whole interview – link below – is recommended as Moody not only talk about films from the festival but comes up with interesting comments and reflections on the documentary of today, like these ones:

Question: I was wondering if you could talk a little bit about how documentary storytelling is evolving creatively and expanding and overlapping with drama?

There are two directions, or trends that I’ve seen in particular. There’s a renewed interest and passion for verité storytelling. Really strong observational films produced over three or four or six years in some cases, that are just like really close and warm narratives. The majority of those are family stories, things like The Cage Fighter, or Quest, which is a really outstanding debut by a filmmaker who was a photographer… Mama Colonel is another one of those,  by Congolese filmmaker Dieudo Hamadi,  which is like a Kim Longinotto film. So there has just been this – I guess it’s not a reemergence of that style of storytelling, because a lot of them are made over a long period of time –  but perhaps it’s a reaction to the presence of fake news these days. People are wanting to return to very much the nitty gritty of factual storytelling and observation and just being very embedded within a community that they’re trying to portray. So that they get some sort of shared truth within that development. And I think the majority are films which have not been initially funded. They are things that have evolved from other projects…

… (the other) has this really strong conceptual approach to filmmaking and the way that we interpret reality to storytelling. Ghost Hunting is one of the most powerful. A really reflexive piece that explores the power between direction of a filmmaker and those portrayed on the camera, to the point where the tide turns and they start to question what he’s trying to achieve with the film. And he has to then become open and become vulnerable as a director to be part of that shared experience of change within the film…

https://docsonscreens.com/

Chris Marker Collected posts & notes on his works

... and the euphoric discovery of "direct cinema" (you will never make me say "cinema verité") and on the crew's day off, I photographed a story I didn't completely understand. (Chris Marker)

JUXTAPOSITIONEN

I et interview med Chris Marker i Libération, 5. marts 2003 spørger intervieweren: ”… Hvorfor har De indvilliget i at udgive nogle af Deres film på DVD, og hvordan foretog De valget? ”

Der er tale om en to Arte / CNC udgivelser, en med med La jetée, 1962 og Sans soleil, 1983 og en med Le tombeau d’Alexandre, 1992, sat i album med Alexandre Medvedkines Le bonheur, 1934. Alle franske originalversioner med engelsk speak og undertekster. Marker svarer intervieweren:

”Tyve år skiller La jetée fra Sans soleil. Og andre 20 år skiller Sans soleil fra nu. Hvis jeg skulle tale i den persons sted, som lavede disse film, ville det ikke længere være et interview, men en seance. I virkeligheden tror jeg ikke jeg valgte eller accepterede: nogle talte om det, og det blev gennemført. At der var et særligt slægtskab mellem disse to film var noget, jeg var klar over, men jeg mente ikke, jeg behøvede at forklare det - indtil jeg fandt en lille anonym tekst i et program i Tokyo, hvor der stod:

’Snart vil rejsen være til ende. Det er først på det tidspunkt, at vi vil vide om juxtapositionen af billeder giver nogen mening. Vi vil forstå, at vi har bedt med film, som man må på en pilgrimsrejse, som vi må hver gang, vi har været i nærheden af døden: på kattenes begravelsesplads, stående foran den døde giraf, sammen med kamikaze-piloterne i take-off øjeblikket, foran guerillaerne dræbt i uafhængighedskrigen. I La jetée, ender det dumdristige eksperiment at se ind i fremtiden med døden. I bearbejdningen af det samme tema 20 år senere, har Marker ved bønnen overvundet døden.'

Når man læser dette, skrevet af en, man ikke kender, en som ikke kan vide noget som helst om filmenes tilblivelse, rammes man af en særlig følelse. Et eller andet er sket…” (Notat, 2008, ABN)

GODARD NAILED IT

The interview that Allan Berg refers to in his Danish language article Juxtapositionen is in English and is one of the very rare conversations that are printed with the enigmatic French master. The interview is wonderful reading. Here are two bites to evoke your hunger for more:

Phie Ambo om filmmusik

I programmet ”Filmharmonikerne” på DR P2 i går 18:05 var Phie Ambo vært. Det var så fint, smukt, ordentligt, tænksomt og brugbart. Jeg tror det også for fagfolk var en masterclass med en filminstruktør, som deler ud af sine erfaringer om valg af musik og komponister og samarbejde med dem i sine film, for Phie Ambo er det jo alle dokumentarfilm til biografen og for det store lærreds alliance med den store lyd, som hun sagde. Hun fortalte om inspiration, komponister og musik til film som Mechanical love, 2007 og Hjemmefronten, 2010, (komponist Sanna Salmenkallio). Free the Mind, 2012 og Så meget godt i vente, 2014 (komponist Johan Johansson) Og så var der det, at Phie Ambo altid havde ønsket kormusik, og til mange af billederne her er naturskildringer i lange forløb hvor kor kunne bruges. Og det fik hun, det skrev Johansson og skaffede et vidunderligt kor.

Hun uddybede her musikkens indhold ved at fortælle om teksten, som koret synger, at det er Lucrets’ digt om naturen (De rerum natura, 1. årh. f. Kr.) og undrede sig så overbevisende kvalificeret (hun er netop færdig med sit komplicerede og videnfyldte filosofiske værk om teoretisk fysik / kvantefysik, … when you look away, som får premiere senere i år som tredje del af den naturvidenskabelige trilogi) over denne teksts forunderligt moderne oldtidige kosmologi, som er frisk og ny, sagde hun og citerede fra digtets 5. bog om kosmos, som er dannet ved atomernes tilfældige sammensmeltninger, og som synges til lange afsnit om naturens forvandlingsformer i filmens sjællandske landskab.

Og hun lavede så samtidig på dette sted i naturen den dialogløse film Songs for the Soil, 2014, som helst skulle være med Arvo Pärts musik, som hun imidlertid mente hun vanskeligt kunne nærme sig. Men det kunne koret! Og hun fik korværket af Pärt over temaet fra hans meget kendte Spiegel im Spiegel stillet til rådighed og brød alle sine regler for brug af maskemusik, klippede den nye film Songs for the Soil, 2014 til den færdige og endelige musik som så faktisk var masken sunget af dette kor i bordets højttalere.

Jeg kan ikke takke Phie Ambo nok for denne analyse og kommentar og forklaring ikke blot her i eksemplet, men hele vejen igennem radioprogrammet, som Anna Thaulow havde produceret så indforstået med vid plads til Phie Ambos forsigtigtige omhyggelighed og lange uddrag af sin valgte musik til både eksempel og til nærmere undersøgelse. Masterclass for filmfolk, ja bestemt, men også seriøs musikradio underholdning for os radiolyttere og biografgængere.

http://www.dr.dk/radio/ondemand/p2/filmharmonikerne-14 (link til radioprogrammet)

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/person/da/147913.aspx?id=147913 (filmografi)

Robert Kirchhoff: To Choose Your Genre

This is a clip from an interview with Slovak Robert Kirchhoff, whose ”A Hole in the Head” was reviewed on this site:

Cineuropa: In your previous documentary, Normalization, you investigated a sensitive issue, and you are now pursuing another difficult theme, the Roma Holocaust, in A Hole in the Head. Why do you choose such difficult subjects? 
Robert Kirchhoff: Every subject that I have chosen to make a film about or to think about is an opportunity to approach that topic differently. It's a challenge. And this is the way I feel about it. Neither of those subjects came to me by chance; it was always some particular story that brought them to my attention. With Normalization, I attempted to shoot a genre film, an investigative crime film, but there is a difference between the two films. Normalization depends on facts, literally — you have to follow the continuity in terms of the story, the past and the present, and you are working with people you do not necessarily like. In the case of A Hole in the Head, I got to pick the characters myself and I came up with the form of the film. I was facing a dilemma in terms of genre between a classic historic documentary or a documentary essay; I picked the latter. I intentionally resisted pathos — that's why you can encounter humour in a film revolving around the Holocaust and the Roma genocide — and I resisted any kind of pathos that might have resulted from tying different meanings to a particular character. Those characters lived with their memories and the holes in their heads and I approached them not through the past but the present. That may be one of the reasons why I did not use any of the archive footage, period photos or illustrations.

http://cineuropa.org/it.aspx?t=interview&l=en&did=326167 

Tue Steen Müller: The Antalya Masterclass

Dear Allan. You asked me what I told the participants at the masterclass at the Antalya Film Forum the other day. Well, I was as usual “jumping” a bit around in the past and present, showed clips, gave advice, told them that the main difference between them and me was that I have been watching documentaries since the 1970’es, having a passion become a profession during the years at the National Film Board (Statens Filmcentral), EDN (European Documentary Network) and as freelance consultant and blogger since 2005. The starting point was my recent visit to Paris to meet again Robert Frank, this magnificent documentarian, in photos and films, the working title of his “Don’t Blink”, made by Laura Israel, was “You have got Eyes”… From that to Wojciech Staron and his “Argentinian Lesson”, where the first almost 10 minutes have no words, he tells through images and he is one of my favorite director/cameraman in one person, who knows how to catch moments and convey them beautifully. As a contrast to the wordless I went to “Twilight of a Life”, Sylvain Biegeleisen’s wonderful emotional meeting with his 94 year old wise mother, here you have literally the first person documentary based on close-ups and conversation. And the third reference was to the hybrid genre with talk about “Act of Killing” and the adventure of this film, that many had already watched as well as the sequel, “The Look of Silence”. Finally, and it won’t come as a surprise for you, “Ten Minutes Older”, 1978, Herz Frank and Juris Podnieks with a declaration of love to these masters. That was all and I am happy that I got so many good reactions, and we several new readers of Filmkommentaren.

(Jeg bringer da så Tue Steen Müllers mailsvar her på vores blog og illustrerer med stills fra filmene, han viste klip fra, og forsyner dem med citater fra hans anmeldelser. Og så har jeg fundet nogle små statements på Antalya Film Forums Facebookside, hvor Müller tilsyneladende taler tyrkisk, som Facebook så venligt oversætter til engelsk. Link til facebooksiden nedenfor. ABN) 

CLIPS

Laura Israel: Don’t Blink

“Don’t Blink is an excellent introduction to the now 91 year old legendary photographer and filmmaker made by his editor and collaborator in many films, a warm and generous portrait and a look into the creative process of a lovely man, a great artist, who has suffered personal tragedies in his life, that is very much present in his work…”

Sune Jonsson: Nine reflections /9

“…A documentary work is not intended for the esthetic connoisseur or the preoccupied consumer, but rather for people in vital need of increasing their knowledge: of transforming communicated environments, epochs, nature scenes into personal experiential substance - something with which to enrich their own inner landscapes.”

NINE REFLECTIONS CONCERNING 1/125th

By Sune Jonsson (1978)

9

Quantity should be a part of the documentary method, a part of the documentary language of form. The 1/125th is a fraction of the historic flow. A great many 1/125ths are needed merely to illuminate one isolated situation. In the 8 years during which the FSA documentation took place, ending in 1943, over 270,000 pictures were taken. Perhaps, all together, those pictures provided a overview of the extent of the disaster and could form a basis for the nation's self-scrutiny. August Sander privately collected his panorama of the Weimar Republic's physiognomies, roles, and uniforms in 20 bulging folders. The definitive publication of this collection in book form, Menschen ohne Maske (1971) is consequently characterized by an extraordinary abundance of pictures, which we perceive as concordant with the documentary conception.

Sune Jonsson: Nine reflections /8

… they had plenty of time - the ultimate documentary resource - they themselves became something of experts in geography and agriculture. They were also sensitive and capable of the profound empathy with the subject matter that transforms certain photographers into depictors of reality in a truly documentary sense. Knowledge also affords artistic freedom. Experienced and versed, the author can move within his subject matter. His depiction of reality then becomes "macro realistic" - that is, a concrete expression of an inner reality.

NINE REFLECTIONS CONCERNING 1/125th

By Sune Jonsson (1978)

8

The reportage confrontation is a fragile method of documentary work. But even so unfavorable an assignment situation can be transformed: if the photographer is given sufficient time, if he is given time to gain a knowledge of the environment that will enable his pictures to function as documentary statements, if he has the personal qualifications to deepen his empathy, his social commitment, and his responsibility as a fellow human being. This obviously turned out to be the case with Gunnar Lundh and Sven Järlås. And young photographers like Yngve Baum and Jean Hermanson have also come far along the same road of personal deepening.

Sune Jonsson: Nine reflections /7

… Knowledge also affords artistic freedom. Experienced and versed, the author can move within his subject matter. His depiction of reality then becomes "macro realistic" - that is, a concrete expression of an inner reality.

NINE REFLECTIONS CONCERNING 1/125th

By Sune Jonsson (1978)

7

Ivar Lo-Johansson has asserted the authenticity of the self-experienced as a literary life-form and method. It is not enough for the author to have subjects: the subjects must also be part of his own self. Perhaps in this distinction we can also discern the essential difference between the author and the poet.

Knowledge also affords artistic freedom. Experienced and versed, the author can move within his subject matter. His depiction of reality then becomes "macro realistic" - that is, a concrete expression of an inner reality. The opposite method is observation from without - a "microrealism" without a deeper personal sounding board.

Sune Jonsson: Nine reflections /6

… The ideal situation, of course, is that in which the photographer is his own client. Then the assignment is a vital function of the photographer himself; then his depiction of reality will occur at that point where he himself stands as a human being.

NINE REFLECTIONS CONCERNING 1/125th

By Sune Jonsson (1978)

6

The assignment situation, upon which the photographer's personal relationship to the subject matter is ultimately dependent, is a vital part of the documentary methodology. If it is alleged that knowledge and insight should be the bases of all depiction of reality, then the assignment situation must be crucial to the genuineness of the documentation. By the way in which the assignment situation is regarded, one can also tell what status – in artistic-professional terms - the client is prepared to accord the photographer.

The ideal situation, of course, is that in which the photographer is his own client. Then the assignment is a vital function of the photographer himself; then his depiction of reality will occur at that point where he himself stands as a human being. From every viewpoint, it must be an optimal advantage to be able to seek out the subject matter that is made up of one's own internal and external landscapes. Assignment and need for expression then become synonymous. The subject matter itself then becomes the client.

Sune Jonsson: Nine reflections /5

... The verbal accompaniment must create new relationships and angles of approach to the pictorial material (even laconic): … Småbrukaren och kyrkogårdsarbetaren Hjalmar Nyberg, Nyåker, gräver grav för avlidne banmästaren Henrik Carlsson (Sune Jonsson)

NINE REFLECTIONS CONCERNING 1/125th

By Sune Jonsson (1978)

5

The consummate photo-documentation requires verbal accompaniment. This must have a clear documentary conception and ideally possess formal competence as well. There are, for example, plenty of photographs documenting log driving. The most meritorious is Stig T. Karlsson's 1957 depiction from The Little Lule River. Lacking, however,is documentary material that, from the standpoint of primary worker experience, verbalizes the content of log driving. For that reason, it is regrettable, when Stig T. Karlsson's pictures are published in book form, that documentary consistency is sacrificed, and instead, Stig Sjödin is asked to write an accompanying text that flaunts a poetic empathy with the work depicted, that is surely more literary hypothesis than adequate expression of the log driver's own experience of his toil.

Sune Jonsson: Nine reflections /4

… Their documentation is a distillate of reality itself. Their pictures are freed of all ephemeral, fashionable, and sentimental trappings. They nakedly describe universal situations that are allowed to speak right into the camera. (Sune Jonsson)

NINE REFLECTIONS CONCERNING 1/125th

By Sune Jonsson (1978)

4

One should disdain rules but must discuss principles.

I remember the 50s, when Henri Cartier-Bresson’s books began to come out and started photographers dreaming of the pure photographic image, the prettily arranged and seized 1/125th that was sufficient unto itself. Hasse Enström, Managing Editor of Tidningen Vi, went against that tide at the time, doggedly challenging the theory and requiring text commentaries of photographers offering him picture essays for sale.

Sune Jonsson: Nine reflections /3

… One thereby denies that photographs can represent a pictorial manifestation of experiences and personal views, that photographs can be personal messages having aesthetic qualities of communication. (Sune Jonsson)

NINE REFLECTIONS CONCERNING 1/125th

By Sune Jonsson (1978)

3

In the 40s and early 50s, when Walt Disney was at the peak of his documentary-film activity, he is said to have remarked that it was better to give training in cinematography to the scientists working in the subject areas of those documentaries than vice versa. He wanted thereby to emphasize how vital expertise is in all depictions of reality. Such an attitude implies, however, that the photographer is exclusively regarded as a triggerer of the camera shutter’s 1/125th, as no better than the lens’ own capability. One thereby denies that photographs can represent a pictorial manifestation of experiences and personal views, that photographs can be personal messages having esthetic qualities of communication.

Sune Jonsson: Nine reflections /2

NINE REFLECTIONS CONCERNING 1/125th

By Sune Jonsson (1978)

2

An action, a façade, a room in someone’s home, a face – any of these is always a sum. This sum can be described, if one wishes, as heritage, environment, tradition, everything that with the consistency of natural law marks people and societies. If the camera’s 1/125th, with its particular slice of new describes that sum with knowledge and empathy, one can speak of genuine documentary photography, of personal and well informed messages that concern us because they broaden our horizon and enlarge our experience.

Lennart af Petersens is one of Sweden’s finest documentary photographers. When Kurt Bergengren describes his accomplishments, he expresses himself with characteristic pithiness, speaking of a Petersens’s “ability to photograph Stockholm from a distance of several centuries” or of documentary photography as being, I his case, an “exciting occupation for an educated man”.

Sune Jonsson: Nine Reflections /1

“The reportage confrontation is a fragile method of documentary work. But even so unfavorable an assigment situation can be transformed: if the photographer is given sufficient time, if he is given time to gain a knowledge of the environment that will enable his pictures to function as documentary statements, if he has the personal qualifications to deepen his empathy, his social commitment, and his responsibility as a fellow human being…” (Sune Jonsson, from reflection 8. Photo by Sune Jonsson: Prague, August 1968.)

NINE REFLECTIONS CONCERNING 1/125th

By Sune Jonsson (1978)

1

It is something of a romantic characterization to describe photography as the art of the instant. It is said, for example, that the art of the camera is to see quickly and straight ahead. And for nearly half a century now, photographers have indeed been intoxicating themselves with the very ability of the 35mm camera to capture on film the most ephemeral and most unguarded of instants. This has naturally been an asset that has both enriched and characterized photography.

Finn Larsen og Lars Johansson: Når asfalten gynger

”…Men hvad var det så egentlig, de to fotografer dokumenterede? Hvad så de på? De så det sociale liv, der udspillede sig blandt Randers’ unge, når de havde fri fra familien og skolen. Det, der foregik rundt om flippermaskinen eller foran den lukkede købmand. På dansegulvet til en fest, i en kammerats værelse, eller i kliken, der mødes omkring knallerterne. De så det, der foregik mellem de unge. De signaler, de sendte til hinanden – med deres tøjstil, med deres frisurer, der fortalte andre med en slags kodesprog, om de var til disco eller måske motorcykler. Og de så de signaler, de unge sendte med deres bevægelser og øjekast. De smil og blikke som var invitationer til sjov, til intimitet, og som var del af et indforstået sammenhold. Med kameraet kunne det altså lade sig gøre at registrere det her særlige sprog uden ord. Som man ikke kunne forevige på andre måder, hverken med en båndoptager eller en skrivemaskine eller i form af fysiske genstande. De to fotografer havde blik for de unges samvær.”

Da fotografierne blev udstillet som en del af udsillingen der tidligere på året, holdt Sarah Giersing fra Det Kongelige Bibliotek en tale fyldt af indsigt. Citatet er fra den tale, hele talen, som bestemt er værd at læse, findes gengivet på

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3623/

”Når asfalten gynger” er en del af Finn Larsen og Lars Johanssons dokumentation af ungdomskultur i Randers 1978-1979. De mange fotografier blev dengang og igen i år udstillet på museet i Randers og altså umiddelbart i år gentaget i Øksnehallen. Denne del med titlen Når asfalten gynger kan nu om lidt ses på Københavns Hovedbibliotek:

http://goldendaysfestival.dk/event/n%C3%A5r-asfalten-gynger

Dalsgaard og Zytoon: The War Show /5

Cineuropa har lavet et kort, men virkelig interessant interview med Andreas Dalsgaard, som afdæmpet, præcis og beskeden i nogle ganske korte afsnit foræller om sin og klipperen Adam Nielsens arbejde med Obaidah Zytoons historie og hendes omfattende og talrige og ganske særlige filmoptagelser fra disse første år under borgerkrigen. For eksempel om, hvordan hun under klippeprocessen pegede detaljer i billederne ud for ham og Adam Nielsen, detaljer de slet ikke havde været opmærksomme på, men når de accentueredes i det herefter ændrede klip tilsammen nu er et enestående lag i filmen, som er hendes fortælling, hendes syriske virkelighed. Se den korte video her:

http://cineuropa.org/vd.aspx?t=video&l=en&did=314950 (Cineuropas video)

http://www.dfi.dk/Nyheder/FILMupdate/2016/August/ (Om filmen)

Dola Bonfils: Det signerende blik

"Dokumentarfilmene har i de cirka 100 år, de har eksisteret, repræsenteret en form for kulturel organisering, der ligesom museerne ordner virkeligheden for os og reflekterer de idéer og den erkendelse, der har givet verden en vis mening. Dokumentarfilm tilbyder en vision af verden i et kunstnerisk formsprog, det vil sige disse forløb i tid er ikke blot registrerende for eftertiden, men er også bearbejdet af en personlighed, der signerer sin vision, giver sig til kende med sit blik…” (Dola Bonfils: Det signerende blik, 1993. Nationalmuseet, katalog film/video til udstillingen Museum Europa)

ROOS PRISEN

Dola Bonfils modtog 20. august på Filmhøjskolen i Ebeltoft under det årlige branchetræf for dokumentarfilmfolk Det Danske Filminstituts Roos Pris, som hvert år ”påskønner en særlig bemærkelsesværdig indsats for dokumentarismen i Danmark. Priskomiteen består af sidste års prismodtager, denne gang fotograf Henrik Bohn Ipsen samt direktør Henrik Bo Nielsen og afdelingschef Ane Mandrup fra filminstituttet. De motiverede tildelingen således:

"Dola Bonfils tildeles Roos Prisen 2016 for hendes utrættelige engagement og fordomsfri nysgerrighed, for hendes undersøgelser af magtens strukturer og tilværelsens kompleksitet – samt lysten til at formidle og diskutere sine indsigter på tværs af kunstarter, teknologier og generationer.

Dola Bonfils er som skaber, igangsætter, inspirator og formidler drevet af et enormt videbegær. Hendes egne værker spænder vidt i både tematikker og formater – fra observerende dokumentarfilm om magtens institutioner til eksperimenterende film, hvor kunstarterne mødes og nye erkendelser opstår. Intet emne er for vanskeligt, og nye fortælleformer afprøves frygtløst i forsøget på at gøre os alle klogere på tilværelsen.

Kolleger fremhæver Dola Bonfils' grundighed og fasthed. Hun er altid velforberedt og opdateret på allernyeste viden, og hun holder fast i sine ideer, også når de møder modstand eller uforståenhed. Hun fremhæves også for sin omsorg og medmenneskelige interesse – og for sin evne til at se andre menneskers potentiale. En evne, som hun blandt andet udnyttede i perioden som filmkonsulent på Det Danske Filminstitut."

Ikke såkaldte afgørende øjeblikke

Ved åbningen af udstillingen af Finn Larsens og Lars Johanssons fotografier Ung i Randers 1978-1979 i Øksnehallen i København talte forskningsbibliotekaren Sarah Giersing om de udstillede fotografier, og jeg vil her ved slutningen af udstillingens del Når asfalten gynger i Københavns Hovedbibliotek trække hendes lange, kloge tale frem, fordi det er begivenheder i min by hun talte om og til Filmkommentarens læsere især på grund af noget vigtigt, hun sagde om den dokumentariske tradition:

”… Finn Larsen og Lars Johansson talte med unge mennesker i Randers, det var dem og deres liv, der var feltet. De lavede udstillinger med og om de unge, og de lavede film. Der blev virkelig produceret materiale i løbet af de to år. Men det blev kameraet, de to især så de unge med. De var inspireret af den dokumentariske tradition, og de kunne kombinere en kunstnerisk indføling med etnologens udforskende og registrerende blik. Fotografierne er ret nøgterne i deres udseende. De fleste er skudt lige på, de har en eller flere personer i centrum. De har større vægt på at indfange ansigternes bevægelse og kroppenes gestik end på at fortolke en særlig stemning eller en bestemt situation. De enkelte fotografier fremstiller ikke såkaldte ”afgørende øjeblikke”. Alligevel får vi – gennem personernes udtryk – indtryk af, at fotograferne har været til stede i noget vigtigt. Og det indtryk forstærkes af fotografiernes mængde. I projektets monumentalitet, i selve dets omfang og intensitet, ligger en stor del af dets værdi som dokument.”

Sarah Giersing har gennem Finn Larsen generøst overladt os hele talen. Den kommer her:

SARAH GIERSING: TALE VED ÅBNINGEN 

Kan du forestille dig at være sammen med teenagere i to hele år? Altså ikke din egen søn eller datter, børn, som du har udviklet en evne til at holde af uanset, hvordan de skaber sig. Nej; teenagere i flertal. I flok. Det er man vist kun rigtig klar til, hvis man selv er en af dem. Men det var det, Finn Larsen og Lars Johansson gjorde frivilligt dengang i Randers. Eller, det var deres job, så frivilligt er nok det forkerte ord. De to – der selv var ret unge, men dog ude over teenage-årene - var ansat på Kulturhistorisk Museum Randers. Deres daglige opgave var at dokumentere byens liv. Men de tog også aftenerne i brug. De ringede rundt for at høre, hvad der var gang i. De mødte byens unge i klubben, ved grillbaren, i sportshallen. De festede på værelserne. Grænsen mellem fritid og lønarbejde flød ud. De to ser ud til at have investeret mere end blot deres arbejdskraft i et projekt, der endte med at blive noget helt særligt både i dybde og i skala.

Finn og Lars var ikke de første museumsansatte, der blev grebet af at dokumentere den tid, de selv levede i. Hvor museer traditionelt havde beskæftiget sig med at indsamle materielle levn fra en fjern fortid eller at bevare det, der var ved at forsvinde, opstod der i løbet af 1970erne en stærk interesse for at dokumentere samtiden. Samtidsdokumentation er stadig et vigtig opgave for museerne i Danmark i dag. Der er fx blevet fx gennemført store undersøgelser af arbejdernes forhold på tobaksfabrikker eller livet for au pair piger i Danmark, og lige nu er Nationalmuseet i gang med at dokumentere flygtninges ankomst til Europa. Hvor de museumsansatte tidligere var henvist til at udforske historien gennem de genstande og arkivalier, der så at sige havde overlevet tidens tand, kunne de nu selv skabe deres kildemateriale - i samarbejde med de mennesker, der selv levede midt i de fænomener, der skulle undersøges. Museumsansatte blev til feltarbejdere – forskere, der kunne investere deres egen krop, sanser og værdier i undersøgelsen af det, de skulle se på.

Finn og Lars talte med unge mennesker i Randers, det var dem og deres liv, der var feltet. De lavede udstillinger med og om de unge, og de lavede film. Der blev virkelig produceret materiale i løbet af de to år. Men det blev kameraet, de to især så de unge med. De var inspireret af den dokumentariske tradition, og de kunne kombinere en kunstnerisk indføling med etnologens udforskende og registrerende blik. Fotografierne er ret nøgterne i deres udseende. De fleste er skudt lige på, de har en eller flere personer i centrum. De har større vægt på at indfange ansigternes bevægelse og kroppenes gestik end på at fortolke en særlig stemning eller en bestemt situation. De enkelte fotografier fremstiller ikke såkaldte ”afgørende øjeblikke”. Alligevel får vi – gennem personernes udtryk – indtryk af, at fotograferne har været til stede i noget vigtigt. Og det indtryk forstærkes af fotografiernes mængde. I projektets monumentalitet, i selve dets omfang og intensitet, ligger en stor del af dets værdi som dokument.

Men hvad var det så egentlig, de to fotografer dokumenterede? Hvad så de på? De så det sociale liv, der udspillede sig blandt Randers’ unge, når de havde fri fra familien og skolen. Det, der foregik rundt om flippermaskinen eller foran den lukkede købmand. På dansegulvet til en fest, i en kammerats værelse, eller i kliken, der mødes omkring knallerterne. De så det, der foregik mellem de unge. De signaler, de sendte til hinanden – med deres tøjstil, med deres frisurer, der fortalte andre med en slags kodesprog, om de var til disco eller måske motorcykler. Og de så de signaler, de unge sendte med deres bevægelser og øjekast. De smil og blikke som var invitationer til sjov, til intimitet, og som var del af et indforstået sammenhold. Med kameraet kunne det altså lade sig gøre at registrere det her særlige sprog uden ord. Som man ikke kunne forevige på andre måder, hverken med en båndoptager eller en skrivemaskine eller i form af fysiske genstande. De to fotografer havde blik for de unges samvær.

Måske er det fællesskab, billederne viser os, et fællesskab som blev holdt sammen først og fremmest af teenage-alderens sociale hunger og provinsbyens manglende tilbud til unge – af de unges ”Nothing Else To Do”. I en samtidig artikel, som er genoptrykt i den avis, der ledsager udstillingen, bliver fotoreportagen læst som en indirekte kritik af voksensamfundets svigt. Skribenten anlægger det tidstypiske perspektiv, at forældrene har overladt de unge til sig selv eller ”fremmede fritidspædagoger”, fordi de selv har travlt med deres farve-TV, bilvask og parcelhuset, og han skriver, at det ikke er noget venligt eller varmt miljø, de unge må færdes i. Det kan godt være, at der er noget om det. Men når jeg ser på billederne i dag, er det altså ikke det, der slår mig. Det er derimod fællesskabet mellem de unge, varmen og vellysten ved det at være sammen.

Prøv nu at forestille dig selv at være teenager. Igen. Det er faktisk ikke så svært, vel? Det er som om, at minderne fra den tid melder sig lettere end alle andre. Psykologerne taler om en form for erindrings-tæthed i perioden, hvor man går fra at være barn til voksen. Erindringsbumpet kalder de det. Teorien siger, at hvis et menneske, der er vokset op i en moderne, vestlig kultur som den europæiske eller nordamerikanske, ser tilbage på sit liv og forestiller sig forløbet som en slags graf fra fødsel til nu, så vil der være en ekstra stor ophobning af minder fra alderen 15-25. Et erindringsbump på vejen. Det skyldes, at det er i den periode, de fleste mennesker for første gang oplever skelsættende begivenheder på egen hånd. Det gør indtryk.

Måske er det derfor, at de her billeder så effektivt vækker minder fra min egen teenagetid. De er en slags negativer, som jeg kan bruge til fremkalde mine egne erindringer. Når jeg kigger på de unge i Randers, mærker jeg mine egne oplevelser vende tilbage. De træder frem som klare efterbilleder for mit indre blik, og de efterlader mig med fysiske fornemmelser fra nogle helt særlige stunder: Svimmelheden af at strejfe en fremmed hånd i mængden; det løfte om intimitet, det kunne indebære. Knuden i maven fra dengang ham jeg var forelsket i, kyssede hende med krøllerne. Suget af glæde ved et grineflip, der kunne inkludere alle i rummet. Det fællesskab og den dybe kontakt, der for første gang i teenagealderen opstod mellem mig og nogle mennesker, der ikke tilhørte min biologiske familie. Og alle de glæder og sorger, der fulgte med det. Det der nærmest alment-menneskelige landskab af følelser og forventninger, et Teenage Wasteland, for nu at låne et udtryk fra et hit med The Who fra 1970erne.

Billederne vækker min personlige nostalgi. Men de får mig også til at overveje, om det stærke sociale fællesskab, som fotografierne formidler, måske er noget der er ved at forsvinde, noget der hører fortiden til? At jeg måske genkender det især, fordi jeg selv tilhører en generation, der trods alt er er tættere på årgangene 1978-79 end dem, der er teenagere i dag. I en rørende tekst fra 2016, som også er trykt i udstillingsavisen, kan man læse, hvordan Emma Poppe, der selv er født i Randers men i 1993, ser billederne. Hun skriver, at fotografierne portrætterer en ungdom, der er u-iscenesat og nærværende. Hun beskriver, hvordan hun og hendes venner i dag har mange flere digitale kontakt-kanaler og kommunikations-platforme til rådighed. Men at kontakten ikke er lige så nem at tage mere. At hende og hedes venners veje oftere krydses virtuelt end fysisk. Og at det ikke nødvendigvis er det samme som at være sammen. Måske bliver nærværet aldrig mere det samme, fordi alle altid lidt er et andet sted?

Udstillingen ”Ung i Randers” vækker altså genkendelse hos os, der har været teenagere. Os, der stadig slæber rundt på et ømt og vidunderligt blåt mærke af et erindringsbump fra den tid. Men den dokumenterer også noget mere generelt: nogle kulturelle forhold, der var særlige for Randers i 1970erne. En ungdomskultur, der nu er afløst af en anden. I dag lever en generation af ”Phono Sapiens”, dem som er vokset op med en mobiltelefon i hånden. De dokumenterer sig selv på alle kanaler, og deres netværk og fællesskab skal ses med en helt anden optik.

Denne udstilling er en genudstilling. Dermed dokumenterer den også sig selv. Den vidner om, hvordan to kunstnere fandt en form. Hvordan de hver især tog afsæt i den etnologisk inspirerede dokumentar-tradition. Og den dokumenterer også samtidsdokumentarismens idealistiske heyday. Som museumsmenneske i 2016 bliver jeg helt forpustet over at iagttage, hvor meget dedikation og hvor mange, mange menneskelige resurser, der er blevet investeret i dette projekt. Det gælder i øvrigt også en lang række andre personer end Finn Larsen og Lars Johansson, og de fortjener alle stor respekt for deres indsats. Jeg håber, at nogle af os, der arbejder på museer i dag, kan efterlade noget, der er lige så gennemarbejdet, langtidsholdbart og frem for alt opmærksomt som ”Ung i Randers” har vist sig at være.

/ Sarah Giersing 18.06.2016 

Til lykke med fødselsdagen JØRGEN LETH

... ønsker vi her fra Filmkommentaren. Vi gør det med et af vores yndlingsportrætter af dig, det er godt nok dit, fra  din blog, men vi tilegner os det lige, for det er et af de mest inspirerende, et af dem hvor du er på arbejde. Og så vil vi bare endnu engang henvise til det, vi gennem nogle år har skrevet om dig og dine film, mest om filmene i vores rå opsummering ”Jørgen Leth - Collected Texts on his Works”, som begynder med en lille kursiv …the Danish director, who has been an inspiration for generations of Danish filmmakers. With Lars von Trier as number one as readers will know from the film”The Five Obstructions” og så fortsætter med første post, som er et af mine mange dagbogsnotater på bloggen: “Mid wednes(day) off from Copenhagen with troubled SAS to Amsterdam to attend the 25th idfa (International Documentary Film Festival). On board is also Jørgen Leth on his way to idfa as several times before. This year to be in the main jury with (among others) Michael Glawogger, and to attend his own ”My Name is Jørgen Leth” exhibition that is part of the idfa ”Expanding Documentary” that opens at 7pm tomorrow November 15th at De Brakke Grond here in Amsterdam…” Læs eventuelt videre og så igen tillykke og hav en dejlig aften! Allan og Tue

Lars Movin versus Jørgen Leth

MOVIN MØDER LETH, Lars Movin meddeler det på sin Facebookside, og jeg skynder mig at meddele videre, især at det er NU! NU I AFTEN I ÅRHUS!

Movin skriver: ”Så er det i aften, at jeg har den ære at være med til at åbne festivalen Vild med ORD i Dokk1 i Aarhus sammen med den unge mand på billedet her. Okay, jeg ved da godt, at publikum kommer for at se Jørgen Leth – som efter vores samtale vil levere flere Spoken Words akkompagneret af de to musikere i Vi Sidder Bare Her – men ikke desto mindre skal det blive en fornøjelse at lægge endnu et kapitel til den dialog, som vi har ført gennem knap tyve interviews siden 1989. En dialog, som ikke mindst har udmøntet sig i tre bøger: “En dag forsvandt Duke Jordan i Harlem – tekster om jazz” (Bebop, 2008), “Kunsten at gå på gaden – tekster fra tresserne” (Gyldendal, 2012) og “Alt er i billedet – om Jørgen Leths film” (Gyldendal, 2013).Dagen efter (fredag) vil der være flere ord fra undertegnede, nærmere bestemt ved et arrangement klokken 14:30 (ligeledes i Dokk1), hvor jeg med udgangspunkt i bogen “Amerikansk avantgardefilm” (2016) vil fortælle om (og vise) to beat-relaterede avantgardefilm, nemlig “Pull My Daisy” (1959) af Robert Frank & Alfred Leslie og “Towers Open Fire” (1963) af William S. Burroughs, Brion Gysin, Ian Sommerville & Antony Balch. Vild med ord, ja – men også vild med billeder, film, musik …”

Foto: lm / 2015

Tue Steen Müller: Lithuanian Docs

- collected posts by Tue Steen Müller on Lithuanian documentaries, directors, photographers and producers

Lituania is a Baltic country, the most southern, and the most exciting when it comes to documentaries.

They are mostly short and based on images - the Lithuanian documentarians compose the image and treat the spectator as an intelligent person. The information needed to understand a story or a problem or a complex thematic issue is conveyed by the combination of image and sound and montage. In other words, they make FILMS and are still relatively "innocent" when it comes to adapt to television standards.

"They" are directors like Audrius Stonys and Arunas Matelis and Oksana B. and Rimantas Gruodis. I have just been in Vilnius to watch new films to be recommended to Leipzig Film Festival to which I offer scouting services. If any reader of this would like to have contact with the Lithuanian filmmakers, you can google Stonys and Matelis, who both have their own websites and will direct you to where to get hold of dvd's. (Blogpost 12-08-2007)

Viktor Kossakovsky: Vivan las Antipodas!

Hun er en russisk skolepige. Hun står i stalden i den lille landejendom, hvor hendes mor ellers er alene med langt til naboer, men i et storslået landskab ved Baikalkasøen, et landskab hun elsker. Det fortæller hun datteren på turen op i højden med udsigten til den vældige vandflade. Den store pige er hjemme nogle dage, går i skole i byen langt væk. Nu laver hun ting sammen med moderen, i en smuk scene i det velordnede køkken med et lille så pænt hvidmalet bord og to lige så hvide taburetter sætter de sig over for hinanden, pigen har noget i hænderne og med en graciøs bevægelse trækker hun med en fod taburetten ind under sig, intet er tilfældigt i denne film, nu sidder de over for hinanden og ordner grøntsager. Det er scenens indhold, dette og så lyset.

Ude i stalden er det også lyset som er indholdet. Og så skolepigens gæs og en enkelt hane, som hun driver ind i deres aflukke. Men altså dette lys i skrå striber, som vel kun er til stede et kort øjeblik visse dage, at fange og skildre dette lys er scenens magi. I sin kritik af Tom Fassaerts ”A Family Affair” den dag i Amsterdam, som Tue Steen Müller refererede, faldt blandt andet denne hurtige, svidende bemærkning: ”… What do you think, he asked Fassaert, is that a good cut, is that a good shot, why did you not get up a bit earlier in the morning to catch the right light?” Alle som ser ”Vivan las Antipodas!” vil anerkende at den erfarne mester alle disse mange optagedage, som denne med den russiske skolepige i stalden, selv har været tidligt oppe.

Filmen kan ses på det fremragende streaming site Doc Alliance:

http://dafilms.com/film/9249-vivan-las-antipodas-en-version/

det er gratis i dag og i morgen i deres jul og nytårstilbud, klik blot den grønne knap. Filmen kan efter tilbudets ophør ses mod betaling. Det koster ikke så meget:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3400/ (Om Doc Alliance)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/1761/ (Tue Steen Müllers anmeldelse)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3371/ (Kossakovsky i Amsterdam)  

Mogens Rukov 1943-2015

ALT KAN SKE I VIRKELIGHEDEN

”Det er en stor film. Den samler flere af Filmens traditioner. Det er en surrealistisk film. Man kommer til at tænke på Buñuels 'l'Age d'Or' fra 1930, som handler om Roms grundlæggelse, statsmagten, banditter, borgerskab og et seksuelt-sadistisk præsteskabs kristendom. Alt kan ske i denne film, fordi alt kan ske i virkeligheden. Der er så mange logikker, der insisterer på at være reelle. Der er mange logikker, der er faktiske, og som mennesket får gennemført. Det er sjældent, at en film giver plads til dem alle. L'Age d'Or gjorde. Traberg gør.”

(Om Jørgen Leths ”Traberg”, blogindlæg 02-09-2008)

SANDHEDEN BAGVED DET TILGÆNGELIGE

”Det kan ligne en almindelig dokumentarfilm. Men det er det ikke. Den er sær, skæv, uden at gøre opmærksom på det, uden at blive påtrængende som form, alligevel anderledes struktureret.

Det kunne have været en reportage. De 1700 meter fra fremtiden er et reportageemne. Det drejer sig om en tunnel, der måske/måske ikke bliver anlagt som forbindelse til den større by. Men det er kun en maske, noget, der foregives, der spilles med. Formen er dybere. Reportagen går i stykker, gennemhulles af den virkelighed, hvori den finder sted. Man kunne tale om en ustandselig distraktion mod det virkelige, menneskene og deres historier…

Anderledes i filmen. Her er det hele. Også det unævnte, midt i en hverdag, der er helt samtidig og dog så forskellig fra den industrialiserede hverdags samtidighed. Det er en virkning, der kun er opnået som følge af en lille magi, hvis opskrift egentlig er ganske simpel, men som er utrolig vanskelig at følge, som kun sjældent forsøges, og som søger en sandhed, der ligger bagved det tilgængelige. Den er dybt præget af kærlighed. Den vil ikke noget bestemt (hvad der er en del af kærlighedens væsen, en form for hengivelse, en anerkendelse af genstandens egen fænomenologi) og kommer derved til at handle om selve eksistensen…

Som altid når det særegne er på spil, erindres publikum om den skabende bevidstheds unikke karakter. Der er i sidste ende én bevidsthed der er styrende. Hendes respekt er stor."

(Om Ulla Boje Rasmussens ”1700 meter fra fremtiden”, blogindlæg 25-12-2009)

FOTOGRAFENS ØJE

”Jeg må vel have det sådan, at jeg ikke synes, at billeder er informative. De skal ikke give informationer om fortællingens gang. Der skal ikke være obligatoriske billeder, som filmens informative forløb er afhængige af. Billedserien skal være fri. Den skal være så at sige ikke-narrativ i manuskriptets forstand. Den skal være narrativ kun i billedets forstand…”

(Fra et essay i Dirk Brüel, Andreas Fischer-Hansen og Jan Weincke, red.: ”Fotografens øje - Dansk filmfotografi gennem 100 år”, blogindlæg 20-11-2009)

Fotografi af Karsten Weirup: Rukov derhjemme.

Julia Margaret Cameron: Portræt

Dette fotografi er plakatmotiv til en udstilling i Musée de l’Orangerie i Paris. Ansigtet er standset i slutpunktet af en bevægelse, måske afvisende, måske reserveret, en bevægelse mod venstre, standset i en profil. En profil som jeg kender i en kendt litterær sammenhæng. Fotografen er Julia Margaret Cameron (1815-1879), hun er blandt de tidligste af dem hvis fotografiske værker i skøn overdådig mængde er ophængt på den store og vigtige udstilling på Orangeriet, Qui a peur des femmes photographes? Optagelsen er fra 12. april 1867, modellen er Mrs. Herbert Duckworth, som levede med sin britiske familie i Sri Lanka. Aftrykket er på albuminpapir efter et negativ af kollodium på våd glasplade og har hjemme på Bibliothèque nationale de France. Cameron er, indrømmer jeg den eneste af fotograferne på udstillingen jeg kendte i forvejen. Nu har jeg til min forbavselse og glæde set fotografier af Mary Dillwyn, Lady Frances Jocelyn, Alice Austen, Frances Benjamin Johnston, Gertrude Kasebier…

De mange fotografier på udstillingen demonstrerer uden om redaktørernes ophængningsdispositioner og fortolkende tekster at det særlige kvindelige blik findes, at så snart kvinderne midt i 1800-tallet gik i gang med at fotografere opstod i fotografiet en særlig følsomhed for scenen, en vemodig tone af en særegen skønhed uanset tema og genre, en fotografisk fastholdelse af visse øjeblikke i iscenesættelser af tilstande og oplevelser i det kvindelige univers. Til de fastslåede Barthes'ske bestemmelser studium og punctum måtte jeg med ét, der i udstillingssalen for mig selv tilføje denne ekstra: scene som så er den imaginære begivenhed før lukkerens forevigelse, et næsten levende billede før det levende billede, en filmscene før filmscenen.  

Laurits Munch-Petersen: Skyggen af en helt /2

Her på Filmkommentaren har Tue Steen Müller anmeldt ”Skyggen af en helt”. I dag har Asger Schnack en artikel i Information, som berører os, da den ikke alene anfægter biografiske oplysninger i filmen, men på et digterisk forstående grundlag diskuterer en vigtig grænse i den kunstneriske dokumentarfilm, grænsen mellem iscenesættelse og usandhed. Her er et par citater fra artiklen og et link til hele Asger Schnacks tekst:  

”Laurits Munch-Petersens film Skyggen af en helt, der netop har haft premiere, præsenteres som en dokumentarfilm. Det er klart, at det må være tilladt, når man laver en dokumentarfilm, at blande fiktion og fakta, i det hele taget at tage forskellige midler i brug, hvis det tjener til filmens bedste – altså sandhedens. En dokumentarfilm kan godt lege med virkeligheden, men…”

" 'Nøglen til at forstå mysteriet begynder hos Laurits’ mormor, der efter Gustafs forsvinden skærer mindet om ham ud af sit liv og gør ham til tabu i det bornholmske hjem.' Sådan hedder det på premierebiografens hjemmeside. Men det passer ikke! Det er muligt, at Laurits Munch-Petersen og hans mor opfatter det sådan, men det svarer ikke til andre vidners fortælling. Lisbet Munch-Petersen blev gift med maleren Paul Høm og stiftede ny familie, men det betød ikke, at Gustaf Munch-Petersen forsvandt fra hendes liv…”

http://www.information.dk/537115 

Senere, 24. juni, havde Laurits Munch-Petersen en replik i Information, hvor han blandt andet skrev:

"... Filmen er tænkt som et personligt og kærligt portræt af Gustaf og Lisbet og deres kærlighedshistorie oplevet gennem deres barnebarn. Filmen er et oprigtigt ønske om at beskrive konsekvenserne af denne kærlighedshistorie og Gustafs valg om at forlade sin gravide kone og lille datter uden at sige farvel, således at heltebilledet bliver nuanceret af den smerte, der efterfølgende har fundet sted, og som har farvet hele mit liv."

http://www.information.dk/537520

Foto: Asger Schnack

Ada Bligaard Søbys amerikanske trilogi

FOF-Randers havde bedt mig pege på film til filmklubbens sæson 2014-15. Jeg havde denne gang til fire aftener valgt de fire film, som jeg på filmkommentaren.dk havde givet de bedste anmeldelser, simpelthen. Nogle af filmene havde en længde, som levnede plads til forfilm. De er så lidt ældre, men valgt efter samme princip: de har fået de bedste anmeldelser. Forleden aften var det så Ada Bligaard Søby aften i Filmklub FOF, vi skulle se og snakke om ”Petey & Ginger”(2012). Den er på knap en time, så der var plads til de første 15 minutter af ”American Losers” (2006) og hele ”Black Heart”(2008), så vi kunne snakke om instruktørens amerikanske trilogi, som vi kaldte det. Indbydelsen til medlemmerne bestod logisk nok af tre citater fra mine anmeldelser:

American Losers, 2006

”… Og jeg samler mig sammen. Hvad er det med den her film? Genren bestemmer jeg hurtigt, det er filmisk dokumentar milevidt fra journalistik. Attituden er kunstnerisk. Indholdet er vanskeligere at indkredse, det er en blanding af biografi, tragedie og komedie, og det er med musikkens afgørende placering tæt på at være en lille street musical også. Metoden er rejsebeskrivelsens, og der iblandes post-chatwinsk samtaler og interviews alt sammen i direct cinema stil, men ikke klassisk. Her er kameraet medspiller, den tredje karakter. Og der garneres med en overdådighed af billedmateriale, personligt arkivstof og lyriske optagelser til indklip. Grebet er ofte collagens, men helheden er og forbliver timen igennem et vemodigt personligt essay om en stor herskende kultur og om to forskellige og dog så ens frigørelsesforsøg inden for dens dominans.”

Black Heart, 2008

”… Vedholdende og inspirerende og fascinerende fortsætter Ada Bligaard Søby sit filmarbejde, hvor hun dels lag for lag undersøger den moderne kærlighed mellem ham og hende, dels i fremstillingen disciplinerer balancen mellem disse to karakterer med en milligram-vægt uden den flimrende lethed i fortællingerne et sekund slippes, dels fornyr det nutidige filmbillede med ganske nye kvaliteter af sikre, personlige valg i både andres arkiv, i instruerede nyoptagelser og sit eget fotografiske materiale. I hendes film bliver alt musik ved siden af den egentlige musik som igen omhyggeligt afmålt slutter sig til billedernes og sætningernes og sindsstemningernes kadencer. Genren er lyrisk film, indholdet poetisk indsigt, stemningen humørfyldt vemod.”

Werner Herzog: Dicta

Mens jeg fortumlet tænker videre over alt det, som skete i mig ved at lytte til de to dages samtale mellem Joshua Oppenheimer og Werner Herzog på Den danske Filmskole for en uge siden, hjælper kollega Tue Steen Müller mig ved at hitte dette blogindlæg fra kottke.org frem. Det kan for mig lige nu fungere som en slags huskeliste (for Herzog vendte ofte tilbage til et eller andet dictum, som han kalder disse sætninger) og dermed mulighed for videre overvejelse for en vigtig del af Herzogs bidrag disse dage. Resten står så tilbage som opgave. Og dertil kommer selvfølgelig især at få orden i tankerne om det, Joshua Oppenheimer sagde. Men altså indtil videre denne blogpost af Jason Kottke (14.januar 2015):

”Paul Cronin's book of conversations with filmmaker Werner Herzog called ”Werner Herzog - A Guide for the Perplexed”(2014). On the back cover of the book, Herzog offers a list of advice for filmmakers that doubles as general purpose life advice.

1. Always take the initiative.

2. There is nothing wrong with spending a night in jail if it means getting the shot you need.

3. Send out all your dogs and one might return with prey.

4. Never wallow in your troubles; despair must be kept private and brief.

5. Learn to live with your mistakes.

6. Expand your knowledge and understanding of music and literature, old and modern.

Herzog møder Oppenheimer

Det er et besøg af fineste slags, meddeler Grand Teatret i København, når Werner Herzog og Joshua Oppenheimer gæster biografen fredag den 9. januar, hvor de i forlængelse af en særvisning af Oppenheimers seneste mesterstykke "The Look of Silence" kl. 19 vil diskutere dokumentarfilm, metode, moral og meget mere, hvad de jo på Den Danske Filmskole har været i gang med fredag og fortsætter med lørdag.

Billetter: http://www.grandteatret.dk/nyheder/nyhed/?newsid=4&newsid=444

Filmskolen: http://efu.filmskolen.dk/kurser/werner-herzog-and-joshua-oppenheimer-in-a-2-days-conversation-about-life-humanity-and

Fotomontage: http://www.doxmagazine.com/a-film-like-this/  

Joshua Oppenheimer: The Act of Killing

På filmskolen i København på fredag og lørdag skal jeg så blandt meget andet formodentlig høre Werner Herzog uddybe sin meget citerede udtalelse om ”... Oppenheimer's depiction of power and violence: ’I have not seen a film as powerful, surreal, and frightening in at least a decade... unprecedented in the history of cinema.’ ” De ord fangede mig virkelig dengang, og så fulgte Errol Morris lige efter: ”… he praises Oppenheimer's portrayal of violence and cinematic imagination: ’Like all great documentaries, 'The Act of Killing' demands another way of looking at reality. It starts as a dreamscape, an attempt to allow the perpetrators to reenact what they did, and then something truly amazing happens. The dream dissolves into nightmare and then into bitter reality. An amazing and impressive film.’ " (blogs.indiewire.com)

Når Herzog og Morris siger sådan, bliver jeg mere end interesseret. Og fra jeg som det første så traileren på Vimeo var jeg rystet, helt bogstaveligt rystet, selv om jeg forstod, det var rekonstruktioner, jeg så. Men det var heller ikke fiktion, nej, det var omhyggelige genskabelser af erindringsbilleder og ikke af blotlagte fortrængninger, men iscenesættelser af de mest forfærdende hændelser og gerninger, disse medvirkende lever med som deres liv. Som noget selvfølgeligt, forstod jeg? Jeg skulle se den film om de indonesiske dødspatrulje-gangstere, som myrdede kommunister for magthaverne midt i 60’erne. Jeg ville egentlig ikke. Og nu skal jeg så høre Hezog og Oppenheimer tale om sådanne spørgsmål i to dage i træk! Det bliver sindsoprivende.

Read more / Læs mere: Joshua Oppenheimer  

Read more / Læs mere: Werner Herzog 

Werner Herzog: Lessons of Darkness

Året begynder for mig med en begivenhed. På filmskolen skal jeg fredag og lørdag lytte til forelæsninger af Werner Herzog og Joshua Oppenheimer. Lidt om Herzog først, Oppenheimer senere:

Mit første møde med Herzogs film var sent. Det var på Tue Steen Müllers arbejdsværelse hjemme hos ham og Ellen Fonnesbech-Sandberg i Nørre Farimagsgade. Jeg var gæst, boede der (jeg kan finde på at blive længe), jeg var omgivet af hans kæmpesamling filmkopier, det var morgen, han skulle på arbejde på EDN, fruen skulle på DR, også arbejde, jeg havde fri, så han gav mig lektier for: du skal se den her og derefter er du forandret. Og det blev jo stort. Jeg har kun et notat i min lommebog bevaret:

”Rekviem for en ubeboelig planet” hedder filmen på dansk. Vi både ved og ved ikke, vi er i Kuwait, efter Golfkrigen -> rekviem, dødemesse, elegi, klagesang, smerte, sorg. Er det ikke tankerækken? Hvem var fjenden? Filmen angiver ingen politisk adresse. Værket interesserer sig alene for sorgen og så derefter handlingen (oliebrandene slukkes). Ikke moralsk som et samfundsmæssigt alternativ, men amoralsk som den kunstneriske modvægt til klagen. Altså KLAGE og HANDLING som et æstetisk balancesystem. Det er fravær af budskab og meddelelse, nærvær af konstruktion og værk. Det er messe i kirken. Det er statuarisk på torvet.

Siden har jeg ikke sluppet Herzog. Siden har jeg beundret ham i ét og alt. Min fascination af manden blev låst fast, da jeg på filmskolen i 2006 deltog i et seminar, en mesterklasse eller hvad det var (blot vidunderligt). Jeg skrev også de dage noget om den film ned i lommebogen, ikke noget jeg tænkte, denne gang noget, Herzog fortalte:

CPH:DOX 2014 /Widmann og Krause

SCENARIO af Philip Widmann og Karsten Krause

De to på dette still har en affære. Det er en kort scene, der er nogle få flere i filmen, de er alle iscenesat, de er vignetter i den vældigt omfattende dokumentation af den mindste og almindeligste kærlighedshistorie i verden. Det er dokumentationen som gør den usædvanlig, bemærkelsesværdig og til posthum kandidat til århundredets største.

Jeg læser ikke filmen som en lummer romance, som festivalkataloget formulerer det, jeg læser såvel emne som værk, som jeg læser Orhan Pamuks roman ”Uskyldens Museum”. Jeg ser filmens autentiske, fotografiske, lydbåndbundne og fysiske artefakter, som jeg tror, jeg ville se hans museum i Istanbul, grebet og berørt af materialets aura af ømhed. Jeg tror også, jeg ville se Susanne Zanders udstilling i Berlin af dokumentmappen og dens indhold, ”Günter K.: Margret-Chronik einer Affäre ” på samme måde. Filmen bygger på den udstilling. Det er en rørende og uskyldig affære. Hvis nogen er skyldige, er det galleriejeren og filminstruktørerne. Men de er også modige, de har vist mig almindelighedens poesi.

Susanne Zander beskriver på sin hjemmeside historien ganske kort: ”Margret (udstillingens titel) chronicles a secret love story, which took place from May 1969 to December 1970 between the Cologne businessman Günter K., 39, and his secretary Margret S., 24 – a meticulous documentation consisting of various photographs and documents, which were found in a briefcase at the dissolution of an apartment.The convolute comprises of hundreds of color and black-and-white photographs showing the same woman in various places and poses: sitting at a typewriter at the office, traveling, and in a hotel room…” (En fotoserie på hjemmesiden viser et ganske lille, vemodigt gribende udvalg, dybt intime souvenirs forvandlet til genstande i en offentlig kunstsamling.)

Wim Wenders i København

Han talte engelsk, og det var da forkert, ikke? Burde han ikke være interviewet på tysk? Han er jo tysk filminstruktør, dobbelt W og W i i hans navn skal udtales som dansk enkelt v, ikke? Det var i Kunstforeningen, Gammel Strand i lørdags, og det var stort. Bestemt også på engelsk. Der sad han lige foran mig og talte engelsk blødt og roligt og klogt – og direkte om sin fotografiske og filmiske poetik lige med det samme. Han fortalte, at han har boet i USA i en lang årrække, og det ved jeg selvfølgelig er en del af selve kernen i hans værk, et vigtigt element i ”Der Amerikanische Freund”, ”Paris, Texas”, ”Land of Plenty” ja, selv i ”Der Himmel über Berlin”, hvor Peter Falk så afgørende dukker op ved siden af englene og luftakrobaten.

Jeg sad og tænkte på en enkelt gang for længe siden, jeg havde været med til noget tilsvarende stort. Werner Herzog en hel dag på filmskolen. Og han havde også talt engelsk. Men det var ikke mærkeligt for mig. Jeg var vant til hans stemmes smukke tysk-engelske accent i filmenes uomgængelige kommentarer. Den accent var og er integreret i Herzog og i hans værk. Wenders og engelsk skal jeg vænne mig til, det udvider ham imidlertid for mig. Han er herefter ikke længere kun tysk. Hans film er tyske udforskninger af det amerikanske, som har fascineret, slået ham med undrende nysgerrighed siden han i Düsseldorf som barn oplevede alt det amerikanske som det fremmede, ikke skræmmende, nej dragende.

Men i stolen der i Kunstforeningens spejlsal så han sig som europæer, når han selv skulle sige det. Han sagde, at han ser sin æstetik som europæisk, ser det som hovedgrebet i sine film, som forbliver steddrevne, ikke som i den amerikanske æstetik plotdrevne. Det var dette med stedet, som var emnet på mødet i Kunstforeningen, hvor fotografen Wim Wenders værker var udstillet, kæmpestore forstørrelser af nogle af hans tusinder optagelser af steders betydninger. Optagelser foretaget på talrige rejser, altid alene. Optaget med panoramakamera eller med det lille Leica. På rigtig film – ”jeg har alle lommer fyldt med filmruller” – og fremkaldt og forstørret i et mørkekammer, han kender godt. Det er også en vigtig historie…

http://foto-poesie.de/Licht/Leica.php  (se den lille reklamefilm for Leica og hør: Wenders taler engelsk så kærligt om det tyske kamera…)

http://www.ekkofilm.dk/artikler/wenders-landskaber-taler-til-os/  (læs i hvert fald Lars Movins omhyggelige og detaljerede interview under weekendens mindeværdige begivenhed)

Fotografiet 175 år

Nicéphore Niépce: Fotografisk optagelse ’heliografi’ af bygninger uden for vinduet i arbejdsværelset i Le Gras 1825.

”Forlydender om, at det var lykkedes at fastholde billeder i et camera obscura, blev bekræftet 7.1.1839 af Pariserobservatoriets direktør Francois Arago. 19.8.1839 offentliggjordes Niépces og Daguerres opfindelse, som den franske stat havde købt… ” (Den Store Danske) Det må være disse begivenheder i 1939 i fotografiets langvarige og komplicerede opfindelses-historie, som har fået FILMSTRIBEN til i sit nyhedsbrev i går at fejre 175 året med et tema om fotografi og fotografer ved at sammenstille og anbefale en række film fra repertoiret. Jeg vil så så benytte anledningen til at pege på e af disse film, som jeg synes særlig godt om, ”Fotografi” af Steen Møller Rasmussen (som i parentes bemærket havde fødselsdag i går):

FOTOGRAFI (2006)

I filmen medvirker fire fotografer, Keld Helmer-Petersen, Per Bak Jensen, Krass Clement og Kirsten Klein, men filmen handler ikke om dem. Næsten heller ikke om deres fotografier, sådan specielt. Den er ikke et gruppeportræt, slet ikke en biografisk sammenstilling. Den er om det, som titlen siger, fotografi. Den er et essay, måske, eller en poetik i hvert fald.

Steen Møller Rasmussen har lavet sin film som et fotografi, naturligvis. Med alle de fotografiets elementer, de medvirkende taler om, som synlige og mærkbare tråde af konstruktion og holdning i filmen, så den hviler i sig selv, i sin viden om æstetikken, som et billede af hver af de fire (det skifter hele tiden, i stor ro, selv om skiftene ofte markeres af fast motion (eller hvad det hedder) OG som et billede af Steen Møller Rasmussen.

Tydeligst er selvfølgelig motivet vinduet, som introduceres i første scene. Ude, inde, kigge ud. Det er Helmer-Petersen, som kigger og taler om at løbe ud og ind at hente kameraet og ud. Bak Jensen analyserer udsigtens linjer og beskæringer, Clement er fascineret af tågedagens lys: "Det er fandme smukt", og bliver selvfølgelig optaget af en handling derude i bylivet. Kirsten Klein tager tråden op og får langt, langt ude øje på en båd på fjorden. Jo, det er da en fisker, der er ude at sætte garn. Og hun runder den anden linje af, et træ er med årene blevet så stort, at det dominerer vinduets billede, det forstyrrer ved at tiltage sig for megen opmærksomhed.

Og Møller Rasmussen fordeler rollerne: serier og slægtskaber (Helmer-Petersen), stedet og jeg og dets ånd og det religiøse (Bak Jensen), magien, oplevelsen og besjælingen af den, som så bliver fotografiets sjæl (Clement) og endelig: "Se Jordens krumning her ved Livø Bredning" (Kirsten Klein). Klipperen Anders Villadsen har omhyggeligt foretaget dette fletværk (her kun antydet, analysen kan fortsætte og fortsætte), som gør "Fotografi" til ét eneste billede af denne kunsts væsen.

Fotografi

http://www.filmstriben.dk/fjernleje/film/details.aspx?id=2646376900

http://www.filmstriben.dk/fjernleje/page/article.aspx?id=1852  

Ida Bach Jensen: Komponist

På fotografiet er instruktøren på optagelser i en by i Tyrkiet, hvis navn hun og den medvirkende Eva Noer Kondrup øver sig i at udtale. Kondrup fotograferer instruktøren, som til sin films tredje sats skildrer komponisten Kondrup i hendes opsøgen en særlig kultur med kniplingekunst, kvinders kunst. Kniplingernes tråde omdanner Kondrup i sit kompositionsarbejde til musikforløb i den strygekvartet, hun arbejder på. Der er senere en smuk scene hjemme i arbejdsværelset, hvor hun tager sin egen kniplingesamling frem, og jeg tænker med ét på Malte Laurids Brigge som barn, i en tilsvarende scene i Rilkes roman, et sammenfald i min erindring, som vokser sig så manifest, at jeg ikke vil slippe det, selv om det jo ikke er godt med private associationer i anmeldelser. Så jeg læser det alligevel ind i min læsning af filmen, dette sted hos Rilke:

”… ’Skal vi se dem Malte, ’ sagde hun og glædede sig, som om hun skulle have alt det forærende, der lå i den lille, gullakerede skuffe. Og så kunne hun af lutter forventning slet ikke pakke silkepapiret op. Det måtte jeg altid gøre. Men også jeg blev helt ivrig, når kniplingerne kom til syne. De var vundne om en trærulle, der slet ikke mere var at se for bar kniplinger. Og nu viklede vi dem langsomt op og så på mønstrene, hvordan de forløb, og blev altid lidt foskrækkede, når et stykke var ude. De hørte så pludseligt op.”

Forfatterfilm – hvem er så autor?

Præsten i Askov, Hasse Neldeberg Jørgensen, åbnede for nogen tid siden sin KIRKE-BIO-CAFÉ med et program, som hed ”Forfatterfilm”. Jeg havde fået opgaven at introducere, havde forinden valgt Lars Johanssons ”Højholt” (1997) og Jørgen Leths ”Jeg er levende. Søren Ulrik Thomsen, digter” (1999) og måtte nu, før vi kørte filmene, give et bud på, hvad forfatterfilm egentlig er for noget. Jeg var omkring Henrik Poulsens bog ”Litteraturens film” (2005), som behandler en række film, især med henblik på undervisning, men havde mere direkte og præcis hjælp af Mette Lundens overvejelser i hendes omfattende essay ”Forfatterfilm” (2009), som er skrevet ind i en biblioteksfaglig forståelse. Mette Lundens afhandling, skriver hun, ”…viser dels, at der kan opstilles en meningsfuld systematik, dels at en gruppe af de såkaldte forfatterfilm i kraft af det levende billedes særlige skrift bidrager væsentligt til den biografiske genre som helhed ved med sin sociale og eksistentielle refleksion at udgøre et alternativ til en aktuel privat- og personfokuseret tendens i den skrevne biografi. ” Og lige netop det karakteriserer de to film, vi så og talte om.

Efter et interessant skema, Mette Lunden har stillet op med et forslag til forfatterfilms genrerubricering ses de begge at kunne defineres som portrætfilm, som Lunden bestemmer som ”filmessays over biografisk stof med filminstruktørens blik som det, filmene handler om, og en bestemt filosofisk, æstetisk vinkel med nedslag i forfatterens værk og liv”, det er film MED en forfatter, altså ikke OM en forfatter, hvad det er i en genre, Lunden kalder ”biografisk dokumentarfilm”. Andre forfatterfilm er således filmatiseringer af litterære værker, spillefilm over forfatterbiografier og biografiske dokumentarfilm, som skilles ad ved tilsvarende præciseringer.

Så tydeligt lykkedes det mig naturligvis ikke at stille det op i introduktionen til de to film en hyggelig aften i et lunt lokale med vin på bordet, men det blev alligevel i de efterfølgende samtaler i en sådan ramme, vi forstod filmene.

Adam Nielsens klippekunst

Det Danske Filminstituts Roos Pris 2013 blev i lørdags tildelt filmklipperen Adam Nielsen for, som det hedder i begrundelsen, bag kulisserne med kompromisløshed, alsidighed og unik musikalitet at være med til at løfte kvaliteten af dansk dokumentarfilm.

Det er jeg meget glad for, for Adam Nielsen er min helt, og jeg fejrede begivenheden i aftes ved at se hans og filminstruktøren Tine Katinka Jensens mesterværk ”Solange on Love” (2008), hvor han klipper et intenst og nærværende og i ethvert sekund autentisk materiale nænsomt og håndfast gennem en forrygende parallelhandling og udvikling af 2 + 2 karakterer frem til et vidunderligt digt om kærlighedens fremtrædelsesformer set fra kvindernes vinkel med en mands blik. Et stort sted er noget så sjældent som et fuldendt frieri i en dokumentarisk og aldeles ægte scene.

GHOSTS OF CITÉ SOLEIL (2007)

Jeg mødte første gang Adam Nielsens filmkunst, da jeg så en arbejdskopi af ”Ghosts of Cité Soleil” (2007), som han havde klippet for Asger Leth. Det var en voldsom oplevelse, som jeg aldrig glemmer. Jeg skrev senere på den baggrund en anmeldelse af filmen, faktisk det første indlæg, jeg lavede her på Filmkommentaren:

Det er ikke journalistik det her, men vi må have styr på de politiske fakta, og klipperen Adam Nielsen vælger håndfast at gøre rede for disse ting ved at gøre journalistikken til et element i filmkonstruktionen. Den politiske tv reportage er helt regulært anbragt i dette musikalske forløb, så kompositorisk nodebundet, at jeg tænker mig der i klippemanus disse steder står: andante. Vi skal lige have vejret...

Per Kirkeby: Asger Jorn

Som regel kan jeg ikke lide at læse, hvad instruktørerne mener om deres film, hvordan de udlægger deres film. Det minder mig så meget om facitliste. Og at se film er jo ikke at løse regneopgave, slet ikke at nå frem til det eneste gyldige resultat. Men der er undtagelser, der er for eksempel Bang Carlsen og Leth og Bergman. Og der er Ada Bligaard Søby. Og så er der Per Kirkeby. Når jeg læser deres tekster om deres læsninger og gensyn med egne film (Bergmans ”Billeder” frem for noget) eller deres synopser (Bligaard Søbys tænker jeg på, men hvor er det nu man finder dem?) så sker der det, at teksterne i stedet for at afrunde mit arbejde med filmene: nå det var så det, så lukker vi den bog, udvider og forlænger mit liv med filmene. Jeg får lyst til og brug for at se dem igen. Sådan er det i høj grad med Per Kirkeby. Lad mig derfor begynde gensynet på Filmstriben med ”Asger Jorn” (1977) med hans frygtindgydende tekst ”Jorn – udvortes” (1995), som bare skal læses (min absolutte anbefaling) og så hans elegante lille essay om fiktion ”Hvad skal man egentlig med kunstnere på film?” (1995), hvor jeg her simpelthen citerer hele stykket om ”Asger Jorn”:

”Fiktion. Da jeg lavede min film om Asger Jorn var det mit udgangspunkt. Jorn var død, jeg havde aldrig mødt ham, men han havde været meget nærværende i mit kunstnerliv. Som frastødning og tiltrækning, en fiktion i mit liv. Og der var ikke andre kilder end efterladenskaberne, reportagen var udelukket. Så filmens fiktion var rekonstruktionen af en figur, et liv, bestemt af efterladenskaber og mine spørgsmål. Derfor blev det først og fremmest en film der handler om valg og hvorfor i et liv i en tid som måske var anderledes. Om valgenes mulige suverænitet og mulige uundgåelighed og melankoli. Denne fiktion, denne handlingsgang, skulle opleves som en historie i sig selv, uden legitimering i værkernes berømmelse.

Luke Moody on Hybrid Documentary

Have to confess that I have been using the term “hybrid”, whenever I have been talking about the new tendencies in the documentary genre. Without really being able to get closer to what it is, where it comes from, what ethical questions that are linked to it, the relationship between viewer and maker, the “self” in the film and so on so forth.

Therefore it is great that English filmmaker Luke Moody, who also works for Britdoc, has written an informative analysis of “hybrid tendencies in documentary film”. Moody takes us by the hand and gives us food for thought. He exemplifies – his starting point is “The Act of Killing” – and sets up some categories. His text and approach could be a very welcomed theme for a whole seminar on documentary filmmaking of today. We could easily skip a pitching session or two, not to forget one of the technically based transmedia gatherings.

Here are two small quotes from the long article by Moody, but please read it all (link below):

Recognition of new waves and emergent trends tend to overlook the specific ideas and patterns of filmmaking. The ‘hybrid documentary’ is not a subgenre, it is a mode of tactical filmmaking. To come to terms with these modus operandi, rather than looking upon them as a singular movement, there’s a need to trace each trajectory of complex, rich methodology…

How do we assess the ethical and aesthetic merits of a film that does not attempt to be more factual than fictional? On a spectrum of honesty-manipulation? Form-function? Responsible-irresponsible? How are the filmmakers assessing their own codes of operation? Paradoxically, the audience awareness of fact production and manipulation allows the filmmaker to negotiate a new level of trust through shared transparency: “This is how I shall produce the story, come with me on this journey.”…

The increase of audience trust permits a shift in ethical contracts between filmmaker and subject, a shared ground of risk and experiment…

Photo from Bombay Beach (Alma Har’el, 2011), one of the films mentioned.

http://11polaroids.wordpress.com/2013/07/02/act-normal-hybrid-tendencies-in-documentary-film/

Mira Jargil: Turn out the Light

They kiss and embrace. I watch through the window, out in the yard. It’s a ritual. Indeed, it’s love, the terminal behaviour of a marriage in an erotics of thrift. They undress. The camera tracks him. He brushes his teeth. They meet in bed, say goodnight. Loving to polite. The last night. The old place.

TURN OUT THE LIGHT - and how little it takes to make a film

(translation: Glen Garner)

Everything is very matter of fact. The first shot is of a king-sized bed (I later understand it’s the conjugal bed) with two comforters, two pillows. Everything is very neat and clean and airedout.The shot makes that clear. Then we see him. He is of the older generation, the kind that used to alwayswear patterned “Icelandic” sweaters. He still does. He’s wearing one now. That’s no coincidence. Nothing is. He’s busy packing a box, and I understand. He writes a label with a marker and sticks it on: “Ruth’s sewing kit”. I sense his compassion beneath his irritability, which is palpable already in the second shot. He pants with the effort, the first sound in the film.

Mira Jargil, samlede blogindlæg om hendes film

Hun er den, som i sine film hele tiden er til stede, stiller sig med kameraet det rigtige sted. Filmer de sarteste, de mest sjældne øjeblikke...

DET SIDSTE DØGN (8 min, 2005)

Det er meget nøgternt, det her. På det første billede dobbeltsengen (som jeg senere vil forstå er ægtesengen) med to dyner, to puder. Det er pænt og rent og luftet. Det ses også af billedet. Så er han i billedet: Han er af den ældre generation og fra den gruppe, der brugte islandske sweatre. Han bruger sådan en trøje stadigvæk, han har den på i scenen nu. Det er ikke tilfældigt. Ingenting er tilfældigt. Han er i gang med en flyttekasse, og jeg forstår. Han skriver mærkesedler med tuschpen, klæber dem på: ”Ruths sygrej”. Jeg fornemmer, han er omsorgsfuld bag irritabiliteten. Som også er der, mærker jeg helt bestemt allerede i andet billede. Han puster af anstrengelse, det er filmens første lyd.

Poesi, eneste gyldige metode

Han er jo fordingsfuld og uforsonlig den Tarkovskij. Til FILMKLUB FOF's møde i aftes, hvor vi diskuterede Ada Bligaard Søbys film, havde jeg taget et lille stykke med, som jeg havde oversat (lidt frit) fra Andrej Tarkovskijs bog Die versiegelte Zeit, hvor han stiller den poetiske film op over for den kommercielle filmproduktion: "… Når der tales om filmiske retninger, om forskellige slags film, så handler det som regel om den kommercielle filmproduktion, det handler om komedier, westerns, psykologiske dramaer, krimier, musicals, horror, katastrofefilm osv. Det drejer sig om massemedier, forbrugsvarer, konsum om man vil. Filmkunsten bliver imidlertid desværre påtvunget disse allestedsnærværende former udefra, af kommercielle interesser. " Men filmen, cinematografien, som det hed tidligere, konkluderer han, "... kender i sit egentlige væsen kun en eneste form for tænken – det er den poetiske, som forener det ’uforenbare’ (jeg har ikke lyst til at oversætte ved ’modsætningerne’…) og paradokserne, den poetiske tænken, som gør filmkunst til en adækvat udtryksform for sin autors tanke og følelse…”

Måske kan det også fungere som en kommentar til Tue Steen Müllers dybt foruroligende overvejelser nedenfor?

Chris Marker (1921-2012)

Chris Marker died today, filmkommentaren has written far too little about him, but here is a quote from the obituary of today in Guardian, please read the whole article and below also two links to what we have written about him, in English and Danish:

"The essay film, a form pitched between documentary and personal reflection, exploring the subjectivity of the cinematic perspective, has now become an accepted genre. Jean-Marie Straub, Danièle Huillet,Jean-Luc Godard, Errol Morris and Michael Moore are among its main recent exponents, but Chris Marker, who has died aged 91, was credited with inventing the form.

Marker's creative use of sound, images and text in his poetic, political and philosophical documentaries made him one of the most inventive of film-makers. They looked forward to what is called "the new documentary", but also looked back to the literary essay in the tradition of Michel de Montaigne. Marker's interests lay in transitional societies – "life in the process of becoming history," as he put it. How do various cultures perceive and sustain themselves and each other in the increasingly intermingled modern world?"

http://www.guardian.co.uk/film/2012/jul/30/chris-marker

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/234/

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/231/

DOC Discussion/ 5

Philippe Van Meerbeeck writes:

Dear friends, My heart bleeds when I read your lines. They talk about a past that will not come back. ‘Television is dead but doesn’t know it’: when I said this in 2005 to a room full of filmmakers, my good friend Tue looked cross, probably thinking: ‘there goes my audience’. Six years later, it is a fact.

Television is alive and kicking, we never watched more television but feature doc is almost gone. Agents, buyers, schedulers will tell: hardly any slots and little money. That market dried up, the audience went elsewhere. They have reason to.

The days of choosing between one or two national channels are over. Cable, digital tv, VOD, IPTV, Netflix, i-Player, Google TV: today you can access almost any content ‘right here, right now’. In that jungle, the only way for linear (= live) television to make a difference is create events: big audiovisual ceremonies hyped as ‘must see’ because in need of huge audiences, they’re expensive.

Second track are series: a linear tv audience behaves like addicts: the same kind of soup in the same plate on the same hour, every day. Series saved television, and Hollywood by the way. One-off feature docs are a nuisance in a horizontal programme schedule. Little audience, little budget, midnight slot: that’s the logic of tv programming today. The days of the omnipotent commissioning ‘moguls’ are over: channel managers and controllers decide where the budgets go. They’re not at your pitching table.

The cry for feature docs can be compared with the one for art programs on tv. The ‘happy few’ complain there are not enough, yet they do not watch

Mikkel Stolt: Docomedy Now

Mike Proud's (My Avatar and Me) and Mikkel Stolt's "random thoughts on documentary films and humour" on the blog Docomedy Now: "(Lack Of) Authenticity? ... the reason for that was that we as filmmakers chose to blend different modes of filmmaking since the film takes place in different realms of reality. Personally, I don't believe in a "documentary truth" - only a "cinematic truth" - since all films are subjective regardless of how much just a fly-on-the-wall you want to be. Also, I really want to push the boundaries of so-called documentary films..." 

Underfundigt underholdende og distanceret nær behandler Mikkel Stolt sine frustrationer fra samarbejdet om Min Avatar og Mig med medinstruktøren Bente Milton, konsulenterne Jacob Høgel og Kim Leona samt sin kompagnon i selskabet, Jeppe Raasthøj og konkluderer med et helt lille poetik-manifest: "... jeg savnede også den løbende, æstetiske diskussion, for til sidst kom det som så ofte før med film til at handle alt, alt for meget om afviklingen af historien og hvordan handligen blev formidlet. For mig er film bare meget mere end handling; det er også et stykke musik, en skulptur, en digression hist, et indfald pist - alt sammen uden at være højpandet, men underholdende."

Torkil Funder: Tiden i Ribe/2

Disse fotografier og tekster, dette poetisk-dokumentariske udstillingsessay, som har levet usædvanligt længe uden at være trykt som bog, hvad det mere end meget fortjener, kan heldigvis hele denne sommer til 25. september ses på Sønderborg Slot i sit eget store værelse i en snorlige række og med et vældigt indfald af lys, som bortset fra stilheden og på nær de besøgendes ofte fjerne skridt er eneste andet liv i rummene.

Torkil Funder: Tiden i Ribe, fotografier og tekster. Sønderborg Slot 18. maj - 25. september 2011.

Peter Greenaway: The Baby of Mâcon

Jeg sad i aftes foran tv-apparatet og så en dvd med Greenaways The Baby of Mâcon, og filmen tumler omkring i mig endnu, vil ikke slippe. Så klog til det lærde, så voldsom til det vilde, så smuk til det åndeløse, så grusom til det forfærdende. Og netop der distancen: det er skuespillere som fremstiller deres frygteligste side. Plus fremstiller deres åndeløst smukke og deres vildt voldsomme side. Plus fremsiger den mest kloge lærdom, vist nok af og til i shakespeareske blankvers. Og så nu her i aften indser jeg sidst af alle filmens tilskuere gennem 18 år, at Greenaway dengang i 1993 ved brechtske greb lavede en dokumentarfilm om et hold skuespillere og hundreder statister i gang med på deres teater at holde generalprøve (er det måske) på et stykke skrevet som en alternativ julenatsmesse med frygtindgydende følger i en stor kirke i 1700-tallets Mâcon. Så er det på plads. Men nu tænker jeg så kun på, hvad der egentlig er (var) karismatiske Julie Ormonds projekt, dette eksistensens ultimative? Og hvad var Greenaways bag glæden ved barokkens udfoldelser i arkitektur, maleri og musik? Plus altså Shakespeare, som var så forud? Der er samlingerne til ham og os andre. Jeg har rent praktisk blot benyttet mig af mit biblioteks og bibliotek.dk’s generøse tilbud om at låne mig mig dvd-kopier af mange, mange af Peter Greenaways film. Så jeg kan indhente lidt af alt det, jeg ikke nåede at opfatte dengang tiden var deres. Nu må jeg finde ud af: hvad var det egentlig hun ville? Og hvor omfattende er Greenaways værk? Rækker det langt ind i det, vi omgærder og kalder dokumentarisme?

Link til søgningen på bibliotek.dk

Jørgen Leth og Per Kirkeby: Dyrehaven...

Vi fortsætter næste uge samtalen om Per Kirkeby, nu i Mandagshøjskolen i FOF-Randers. Vi skal naturligvis igen se Pernille Bech Christensens Pers Metode (2008), men lige netop med den medvirkende vil det være naturligt og vigtigt at huske på hans næsten glemte betydning for filmkunsten. I 1970 instruerede han sammen med Jørgen Leth Dyrehaven, den romantiske skov. Det er et udgangspunkt, dels fordi filmen nu er tilgængelig på dvd i Jørgen Leths bokssæt, dels på grund af en bemærkning fra dengang af Hans-Jørgen Nielsen i hans anmeldelse i Information, 18. juni 1970 under overskriften "En meget mærkelig film": "...Fotografen Henning Camre fejrer triumfer i disse dvælende farveorgier i harmonisk naturskønhed. Farvefilm har aldrig før været anvendt med en sådan artistisk følsomhed og teknisk overlegenhed i dansk filmproduktion. Men inden i og samtidig med disse banalt smukke og konventionelt romantiske  billeder er der endnu en film. En metafilm om den umiddelbare naturfilm, der holder denne frem som en ren og skær historisk skrift. Den egentlige bedrift i så henseende er Per Kirkebys. Alle filmens billeder er totalt behersket af hans særlige måde at se på. Den er et af maleren Per Kirkebys hovedværker..." Citatet er fra Anne Hejlskov Larsens Per Kirkebys malerier 1957-1977 (2002), hvor hun blandt alt det meget andet har skrevet en komplet oversigt  over Kirkebys film. Kun få af dem er umiddelbart tilgængelige, men Da myndighederne sagde stop (1972), som han instruerede sammen med Arkaluk Lynge og Asger Jorn, en film (1977) kan dog lånes på biblioteket i VHS kopi.

Pernille Bech Christensen: Pers Metode/2

Jeg tror, de var begejstrede, de entusiastiske elever på FOF's Onsdagshøjskole, hvor vi i dag så Bech Christensens film efter jeg en halv times tid havde introduceret den. Der var faktisk applaus bagefter. Klapsalven gjaldt Pernille Bech Christensen elegante klippearbejde, denne usynlige kunst, som vi som indledning havde talt om. Om omhyggeligt at afbalancere de to medvirkende med et fintmærkende instrument inde i sit nervesystem, om at følge den samme sætning, som er konstrueret af måske en begyndelse i Tøjners Louisianakontor, en fortsættelse foran billedet inde i udstillingssalen, hvor det er under ophængning og en slutning på samme sætning helt ovre i Kirkebys hus i Gentofte. En fra højskoleholdet havde mistet to busser og derefter oplægget til filmen, men den nåede hun dog, glad fra begyndelsen. Hun kunne bagefter smilende notere, at Kirkeby sandelig var hurtig til at skifte skjorte. Flere gange i samme udredning af et kompliceret forhold i et maleri...  

News from Paris: Richard Leacock: The Feeling...

Documentary pioneer Richard Leacock will be celebrating his 90th birthday June 18th of this year. He has been working on his memoirs for several years and now the book is finally ready to be published.

The Feeling of Being There – a filmmaker’s memoir is not only the story of Leacock’s own life; it is also a journey through almost the entire history of documentary cinema seen from the inside. Richard Leacock made his first film, Canary Bananas, in 1935 at the age of 14 and finishished his last film, A Musical adventure in Siberia, in 2000.

Leacock was the first person ever to film the Galapagos Islands; participated in the second world war and filmed the battle for Burma and the Japanese surrender at Nanking; he was a cinematographer for Flaherty (Louisiana Story); a pioneer of Direct cinema; made together with Drew Associates (Drew, Pennebaker, Maysles…) the first document following a campaign filming the primary elections opposing J. F. Kennedy and Hubert Humphrey in Primary (1960) and again, following closely the confrontation of Alabama governor George Wallace versus John F. and Robert Kennedy, caught a key moment of the implementation of civil rights in America in Crisis (1963); he has made amazing portraits of musical geniuses (Stravinsky, Bernstein…); Leacock-Pennebaker produced Happy Mother’s Day, Monterey Pop and Don’t Look Back and had a chaotic collaboration with Godard (1 A.M., to become 1 P.M.); Leacock developed and taught at the documentary film department at M.I.T. from 1968 to 1989 and made highly innovative projects with the M.I.T. Media Lab; had an intimate encounter with Louise Brooks resulting in Lulu in Berlin (1984) and so much more…

It is fascinating to read and as Leacock has always been on the forefront of innovative media, his book is not just to read, it includes over a hundred film quotes functioning as visual footnotes, because, as he states in the introduction, “writing about film has much in common with writing about wine: you can’t taste the wine by reading. Well, I think you have a similar problem when you write about films: you can’t see the movies on the printed page. So it occurred to me that if I embed excerpts, and often entire films, within the book, then you, the reader, could actually experience what I am talking about” (excerpt from the introduction).

Leacock lives in France with Valerie Lalonde with whom he has made films with since 1989. The Feeling of Being There – a filmmakers memoir will be published this summer by the non-profit association Canary Banana Films and the French publisher Semeïon Editions.

You can read more about the book and how to contribute to the project here:

http://www.canarybananafilms.com/memoir.html

More about Richard Leacock here:

http://www.richardleacock.com/#14862/About-Richard-Leacock

Jean-Luc Godard og Anne-Marie Miéville: Korte film

I FOF-Randers' filmklub skal vi i aften se de fire korte film af Jean-Luc Godard og Anne-Marie Miéville, som ECM Records for nogen tid siden udsendte på dvd indlagt i en smuk lille bog. I vores præsentation af filmene tager jeg udgangspunkt i sidste billede i sidste film, en sidevendt skikkelse med ansigtet skjult af et langt hår og bøjet tæt mod et spejl (måske?):

Slutbilledet i den sidste film i serien, den hedder Je vous salue, Sarajevo, er gådefuldt. Hvad er det for en skikkelse, hvad ser denne skikkelse? Fortælleren eller rettere essayisten siger: ”Når det er tid at lukke bogen, vil jeg ikke have flere klager. Jeg har set så mange mennesker leve så ondt, og så mange dø så godt.” Før det billede, før den scene har filmen omhyggeligt undersøgt et enkelt fotografi fra krigen, fra kampen om Sarajevo. To stående soldater (det er vist serbere, men det er lige meget her) mishandler tre liggende personer. De dækker deres hoveder med armene. Omhyggeligt undersøges fotografiet detalje for detalje. En soldat har en cigaret mellem fingrene, mens han samtidigt hæver sin fod for at sparke, sparke kvinden på jorden. Essayisten (Godards stemme) siger: ” I en vis forstand er angsten Guds datter, forløst Langfredag nat. Hun er ikke smuk, hun er spottet, forbandet og fornægtet af alle. Men få ikke galt fat på det. Hun overvåger al dødelig lidelse, hun går i forbøn for menneskeheden. For der er en regel og en undtagelse. Kulturen er reglen, kunsten er undtagelsen. Alle taler reglen: cigaret, computer, t-shirt, tv, turisme, krig. Ingen taler undtagelsen. Den er ikke talt, den er skrevet: Flaubert, Dostojevskij. Den er komponeret: Gershwin, Mozart. Den er malet: Cézanne, Vermeer. Den er filmet: Antonioni, Vigo. Eller den er levet, og så er den livets kunst: Srebrenica, Mostar, Sarajevo. Reglen er at ønske undtagelsen død. Så reglen for Kultureuropa er at organisere døden for den livets kunst, som stadig blomstrer.”

Langt inde i The Old Place, den anden film i kvartetten, kommer et høstbillede med bønder som led i den uafbrydelige strøm af lån og påmindelser fra museets sale og samlinger, som Godard og Miéville kommenterer i deres fortsatte samtale. ”JLG: Når Jean-Francois Millet maler to bønder som beder på en mark og kalder det ’Angelus’ svarer titlen til realiteten. AMM: Når Francis Picabia tegner en bolt og kalder det ’Portræt af en amerikansk pige i nøgenheden’ svarer titlen ikke længere til realiteten. JLG: ’Det er lige meget for mig’, siger Picabia. Efter Duchamp og før Warhol, fuldstændig som caféejeren, når han rækker dig dessertmenuen. Og det var den afgørende vending i malerkunsten. Den anden. Den første var da malerne besluttede at male jordiske kvinder. Det skete næsten fra begyndelsen, men det gjorde ikke Jomfru Maria noget…” Men senere blev det værre og værre og Godard fortsætter sin bekymrede replik med en overvejelse over kunstens kommercialisering. Som slet ikke er en uskyldig sag. Og filmen er en bestilling fra Museum of Modern Art i New York, som ikke får nogen éntydig analyse endsige en hyldest. Men en tankevækkende, foruroligende og måske sorgfuld omvisning i salene.

Jean-Luc Godard og Anne-Marie Miéville lever og arbejder sammen. Laver den ene film efter den anden. Dybe, personlige, radikale, internationale og særegne. Disse fire små film blev altså i 2006 yderst forbavsende gjort alment tilgængelige af Manfred Eichers ECM Records. Sidste år fulgte på Wild Side Video det store værk Film Socialisme, som Godard signerede alene. Miéville laver selvfølgelig også sine egne ting.

Jean-Luc Godard og Anne-Marie Miéville: De l'origine du XXIe siècle, The Old Place, Liberté et patrie og Je vous salue, Sarajevo, Frankrig / Schweiz 1993-2002. 16+46+21+2 min. Bog med dvd, ECM Records 2006. 

Steffen Moestrup: Danske dokumentarister/2

Steffen Moestrups programserie på DR4 "Danske dokumentarister" fortsætter i  den kommende tid med følgende afsnit:

Nicole N. Horanyi 23. januar 14:30 (genudsendelse)

Jesper Ravn (FOTO) 23. januar 18:30

Mikala Krogh 27. januar 18:00 

Andreas Møl Dalsgaard 30. januar 14:00

Bertel Haarder - Direct Cinema i DR

Klippet med Bertel Haarder er blevet diskuteret på kryds og tværs. Skulle det have været lagt ud, som det er, på DR’s hjemmeside? Og når det nu er tilfældet... er det blevet diskuteret, hvorvidt man ser en kolerisk, uligevægtig minister eller en minister, der bare viser en helt forståelig, menneskelig vrede overfor en irriterende journalist?

Glem det, og se på det 14 minutter lange klip som et stykke Direct Cinema med en kameramands veludviklede (måske ubevidste) sans for en indstilling. Se hvordan ministeren smiler venligt, scenevant og professionelt til kameraet i de første 7 minutter og så går det galt... han eksploderer, går udenfor billedrammen, kameramanden forandrer ikke indstilling, prøver ikke at følge sin karakter, han lader kameraet stå hvor det står, og vi ser, hvordan ministeren nærmest danser ud og ind af billedet, til højre og venstre, og ind imellem, hen imod slutningen ses journalisten komme ind i billedet, en lille mand, med forskrækket åben mund. Det er nærmest genialt ikke at bevæge kameraet, ministeren koreograferer selv scenen, ind og ud, laver ovenikøbet pirouetter, går frem og tilbage, er på vej væk, men kommer tilbage for at råbe noget mere, og true journalisten – og forlader så i baggrunden scenen med journalisten på vej ned ad rulletrappen. Først da – med skramlelyd – følger kameraet efter og viser en klassisk exit, hvor ministeren tager sit tøj og går, det vil sige, først prøver han at komme ud gennem en dør der er låst, og så rammer han svingdøren. Enestående nærværende direct cinema som en Leacock ville have elsket det. 

Link til DR-klippet

Storydoc – Music in Documentaries

Sanna Salmenkallio, Finnish composer, working both in film and theatre, talked to the participants about music in documentaries stating from the start of her lecture that for her there is actually no difference in making music for documentaries and for feature films. By showing clips from three films, two Finnish and one Danish, Salmenkallio opened eyes and ears for all of us in the auditorium.

It is hard to summarize such a clever presentation so let me just quote the Finnish composer through the notes I made:

It is about what the audience feels... film music is like ritual music... we see things better through music... you have to think when composing that those are actually real people... film music should support the film... much less important is giving information... each musical theme has to be like a character... music is changing our sense of time... music is creating memories...the colour of music is very important...

Salmenkallio explained how she had been working with Danish director Phie Ambo on the film ”Mechanical Love” (2007), where the two of them went for music that has the atmosphere of a fairy tale. No techno, she said, which could maybe have been a more obvious solution for a film on this subject. I have seen ”Mechanical Love” before but never seen it like this time where I could see how the music score binds the beginning of the film together in a beautiful way. Ambo and Salmenkallio met before the rough cut of the film – please come to a composer before the picture side is closed, she said – the composer improvised on a piano while watching the material, they discussed and made the decisions on ”the colour” of the music and listed where music should appear. Salmenkallio also showed clips from the masterpiece of Pirjo Honkasalo, ”Three Rooms of Melancholia” (2004). Magnificent music, contra-tenor singing.

www.storydoc.gr

StoryDoc – Storytelling

Film is an emotional stream, Niels Pagh Andersen said, Danish editor, living in Finland, and working with films from many different countries. TV documentaries, feature duration docs for cinemas. Andersen has a long and strong cv. And he delivered an inspiring lecture. He started saying that we all want to bring order in chaos, don’t we? At least this is the job of an editor. Simplify, he said again and again, and referred to some drawings of Picasso, where he (Picasso) found the essence of a bull. The essence, find that, you get much deeper, the simpler you put things. If you want to teach something particular, write a book!

Give a minimum of information, Andersen emphasized, get to the emotions. Look for the inner development of the characters and hold back information, don’t tell everything up front. Create expectations, let the audience work, communicate that ”something is going to happen”. And remember the aspect of identification.

He showed two clips – one from the ”Cities on Speed” series, ”Mumbai Disconnected” (2009) by Camilla Nielsson and one from ”Prostitution Behind the Veil” (2004) by Swedish Nahid Persson. For the last one, Andersen stressed how important it is to build up a sympathy for the characters, he used the word love, in this case two mothers, and prostitutes, who you get to know later in the films from a more dark side in their relation to their children. 

The link below will take you to a longer interview with Niels Pagh Andersen.

http://www.dfi.dk/resultat.aspx?sq=Niels+Pagh+Andersen&ssr=1&sgi=967206473

www.storydoc.gr

Camera, Laptop, Action: The New Golden Age of Docu

... is the headline of a long, interesting article in the Observer sunday November 7. It serves as a follow-up to the Sheffield Doc/Fest that has been covered excellently by the Guardian, see site address below.

The Observer article (written by Sean O’Hagan) examines how cheap technology is allowing film-makers to stretch the form as never before. To get wise words on that perspective, director and film critic/historian Kevin Macdonald is interviewed. Here is a bit of text from the article that is very much to be recommended:

"The form is certainly being stretched more than ever," says the director Kevin MacDonald, who has made feature films (The Last King of Scotland), documentaries (One Day in September) and merged the two (Touching the Void). "But documentary is a generous basket that can hold a lot of different things. If you think about it, journalism, letter-writing, memoir, satire – they all qualify as non-fiction, so why can't the same loose rules apply to documentary?"

To this end, MacDonald is currently working on the first feature-length documentary made entirely of user-generated content shot in a single day and then uploaded on to YouTube. Called Life In A Day, the impressionistic film is currently being edited down by MacDonald from 5,000 hours of footage from 190 countries. It will premiere as a three-hour documentary at next year's Sundance festival. "It's amateur film-making on a grand scale," says MacDonald. "But, because the participants are often showing such incredibly intimate things that you could not get in a traditional documentary unless you spent months filming, it is also ground-breaking in ways that we did not expect."

In the end, says MacDonald, it all comes down to great storytelling. "The irony is that, when I make a documentary, I always feel like I am taking all this real material and trying to tell a story almost as if it was a fictional narrative. When I make a fictional film, I do the opposite."

http://www.guardian.co.uk/film/2010/nov/07/documentary-digital-revolution-sean-ohagan

http://www.guardian.co.uk/film/sheffield-doc-fest

The Miners

Oh, what a medium television can be as we have experienced during the last week! Direct tv. Cinema verite. I refer to the rescue operation of the 33 miners in Chile, even more emotional for me, who was in the country a couple of weeks ago. Films will come, the miners will be tempted to take part in loads of tv shows, books will be written, tabloid newspapers and tabloid tv companies will exploit them, we know that, but nothing compares to the broadcast of images from 700 meters underground and from over-ground - and respect for the men, who organised themselves so well down in hell and have decided NOT to talk publicly one-by-one to the waiting cameras. They have a spokesperson and he will talk. Another kind of reality television, authentic, truthful, dramatic, full of emotions and compassion.

Off the Main Road!

The Tafaseel web documentary magazine, see below, asked me to write an article for their first edition. Here it is:

3 months per year I am away from home. I travel in and outside Europe to talk about documentaries, the market, the television slots and strands, the film funds, the festivals, how to write proposals and make trailers that work. Or I organise and moderate pitching sessions and invite TV people – commissioning editors – to come and comment on new proposals. I have done so more or less since the EU in the beginning of the 1990's  introduced the MEDIA Programme, a support mechanism that has meant a lot, and still does, for the international cooperation and coproduction for the documentary. 20 years later you see the results, for the good and the worse. First the good, and then the but...

Janus Metzs forbilleder

Vi skal diskutere Armadillo i min FOF filmklub på onsdag. Og vi vil se på de mulige filmiske forbilleder, fotografens og instruktørens, som så forbavsende udtrykkeligt er offentliggjort, 2 x 3 titler på film, hvoraf fem tidligere har været på filmklubbens program, og de har da også været anmeldt her på Filmkommentaren. Så jeg vil kalde det interessante oplysninger. Lars Skree røbede sine i Politiken 3. juli, og det skrev jeg om dengang. De tre film han nævnte var Tarkovskijs Stalker (vi har i filmklubben i stedet set Spejlet), Pirjo Honkasalos The three Rooms of Melancholia og Ari Folmans Waltz of Bashir. Og nu har Janus Metz i dagbladet 24Timer den 16. september givet tre bud på en god dokumentarfilm (som jeg tillader mig at opfatte som hans forbilleder sideordnet Skrees tre). Han peger i et lille interview på Man on Wire af James Marsh, Grizzly Man af Werner Herzog og Nede på jorden af Max Kestner. Han karakteriserer de tre film sådan:

”Forrige års oscar-vinder er en enestående og super spændende film om Philippe Petit, der kupper de to Twin Towers for at gå på line mellem dem. Filmen indeholder på mange måder essensen af kunst, da den tilbyder sublime øjeblikke af uforklarlig skønhed, en nærhed til døden og måske endda vanviddet. Og så er man skidegodt underholdt.”

”Filmen er et portræt af en mand, der vil være bjørn, og om grænsen mellem kultur og natur. Herzog er en af de få med en god fortællerstemme, der vækker undren frem for at påtvinge tilskueren en konklusion. Han udvider billederne og tilbyder en ny læsning af det, der umiddelbart foregår.”

”Denne her film fik mig til at ville lave dokumentarfilm. Den handler om en redningsbådsfabrik i Esbjerg, som skal flytte dele af produktionen til Thailand. Filmen indeholder en art poetisk socialrealisme, hvor magiske fiktive greb blander sig med virkeligheden. Det er en enorm smuk og virkelig sjov film, hvor man møder fabriksarbejderne i øjenhøjde.”

Disse tre valg kaster i lighed med Skrees tidligere naturligvis lys over den filmiske baggrund for Armadillo, Metz peger på ”skønhed, dødsnærhed og vanvid” (Man on Wire), ”undren uden konklusion” (Grizzly Man) og ”en art poetisk socialrealisme” (Nede på jorden). Det uddyber, det han mente, da han i Cannes vist nok kaldte filmen et filosofisk værk. Alvorlig meditation og ansvarlig journalistik.

Jacob Thuesen om filmmusik

Jeg er stadigvæk høj efter to timer søndag formiddag med Jacob Thuesen, der i en tøvende beslutsom og præcis samtale med Michael Bertelsen simpelthen lukkede op for posen af viden, erfaring og researchresultater fra sit arbejde med filmmusik, siden han som 12 årig sad foran Carltons tæppe sammen med sin onkel og lyttede til ouverturen til Rumrejsen år 2001.

De begyndte med at tale om Pasolinis Mattæusevangeliet. Og hvad vidste jeg om musikken i den film? Intet, viste det sig. Jeg havde troet, at det naturligvis var Bachs Mattæusevangeliet. Men nej, det er H-moll messen. Musikken bruges, hver gang Jesus underviser disciplene. De spillede musikken (det er jo meningen med det program), og rigtigt, jeg huskede med det Pasolinis billeder, de dukkede op. De tre hellige kongers møde med det nyfødte barn underlægges med Odetta som synger Sometimes I feel like a Motherless Child. Det samme skete med mig. Og Thuesen fortalte, at denne Odetta sang, bruger han selv i Under New York i en scene med tætte optagelser af trætte ansigter i en kupe i Subway. Forklarede stilfærdigt, hvad han ville med det, og netop sådan huskede jeg med det samme scenen. Jeg erindrede ikke den røde hærs kor i Pasolinis film, men jo, de er med. Og da stykket blev spillet, måtte jeg nikke for mig selv. Det store ved musikken på dette niveau, forklarede Thuesen, er at sangerne ligesom ikke ved, hvad de synger, de bærer blot den store følelse. Er de bevidste om musikkens storhed, dur det ikke. Og han fortsatte med dette religiøse aspekt: Jesus helbreder en spedalsk, mens Kenyas Nationalteaters kor synger kyrie fra en afrikansk messe, Missa Lucca.

Pasolini har bare valgt i alverdens musik. Suverænt. Og Jacob Thuesen har lært af det. Han fortalte videre om sit arbejde med en scene i Jørgen Leths Haiti uden titel.. nej, hør det radioprogram selv:

http://www.dr.dk/drnetradio/index.dr?evt=p&tab=pr&k=p2

Klik på Michael Bertelsen: Helt Klassisk og derefter på udsendelsen 29.08.2010 (Fejlen der har været med linket er nu rettet..)

Hør selv: det var værd at vente på..

Arne Bro i Agenda

Pludselig i mine to radiotimer med Orientering fordi det er sommer og lørdag, nok, er der en veltilrettelagt og velforberedt og veloplagt samtale med kloge og dybe og præcise Arne Bro. Om den poetiske konstruktion og sproget, som alt er båret af, skabt i. I en samtale med Mikkel Clausen analyserer han venligt og bestemt Paradise Hotel, en Libanon montage med Independent's Robert Fisk, The Yes Men’s præsentation af en klimakrisens overlevelsesdragt og til sidst fra et sted ude i verdensrummet et syn på vores jord og tilværelse, hvor de nødvendige bud for poetisk konstruktion må ses at være medfølelse, sandfærdighed og tillid, nu han bliver bedt om at give nogle bud. Helst omgås Bro ikke med bud, men han lister disse ud. For folk, der som jeg desværre ikke færdes i hans nærhed, er her her min varmeste anbefaling af Arne Bros gennemtænkte, afdæmpede, gennem et langvarigt arbejde tilkæmpet selvfølgelige forståelse af journalistikkens og kunstens, tv’s og films alle fiktive værker.

http://podcast.dr.dk/P1/AGENDA/2010/agenda_100807.mp3

Torkil Funder: Tiden i Ribe

Det her er en udstilling, som blandt dokumentarister og dokumentarfilm-interesserede må gøre indtryk, som den gør i museumskredse, hvor Torkil Funder er berømt. Hans museumsudstillinger er minderige: Middelalderen i Ribe, 1972, Nybyggerne ved Gal Oya floden, 1974. Middelalderen i Randers, 1976, Rejse i Oman, 1977, hvor han for alvor brød igennem med sin særlige udstillings-essayistik. Ingen, der så den udstilling, glemte den igen. Senere kom blandt andre Skolen i Ribe, 1995 og nyere tids udstillings-afsnittet på museet i Aars i 1999.

Sideløbende med udstillingerne udviklede Torkil Funder på hundredvis af møder, kurser og i sin daglige undervisning lysbilledforedraget til en kunstform, et personligt essay, som han selv kalder fortælling. Hans fotografi er nøgternt og følsomt, aldrig søgt, aldrig sentimentalt, men næsten altid vemodigt som også udstillingernes tone, som foredragenes og udstillingsteksternes grundstemning.

Med lysbilledforedragene er Funder tæt på dokumentarfilmen, og nu med udstillingen Tiden i Ribe, som er én lang række juxtapositioner af fotografier og tekster, har han på en måde lavet en film på væggen i biblioteket i Esbjerg. En film i lille format, men af overvældende indhold i den store biografisk-topografiske tradition som (ja, sådan ser jeg den) i filmens verden Ruttmann med Berlin, Kestner med København og i bøgernes verden, Seeberg med Viborg, Magris med Trieste, Pamukmed Istanbul. Jeg er meget bevidst om de navne, det er i den række, Funders arbejde for mig at se hører hjemme, der, hans fortælling om byen ved åen og dens tid og hans egen tid med den by har sin plads.

Foto: Ribe Å ved Petersholm, januar 2001.

Janus Metz: Armadillo/9

Ideal 3, Waltz with Bashir: 

"Man kommer ind i universet uden at få en mening stoppet ned i halsen i denne dokumentar. Man får bare lov til at være med og selv bedømme. Og så er der det, at det er en animationsfilm skabt ud fra virkelige optagelser. Animationsformen gør, at man kommer ind i et mere drømmende univers, der ikke bliver så konkret. Den har faktisk samme kvalitet som Stalker , hvor det udefinerbare giver kimen til fantasi. Dokumentarfilm skal ikke nødvendigvis være konkrete, for som filmskabere er vi hele tiden med til at redefinere konventionerne." (Lars Skree, fotograf på Armadillo i interview i Politiken, Film, 3. juli 2010)

Hvem er denne Bashir? Eller rettere, hvem var han? Har jeg vidst det og glemt det? Filmen handler om at glemme. Historiens fortæller, som også er filmen instruktør har glemt alt det med denne Bashir og krigen i Libanon i hans ungdom. Hvor han var deltager. Det er mere end 25 år siden.

Bashir Pierre Gemayel (1947-1982) var libanesisisk politiker, militschef og valgt libanesisk præsident i tre uger. Han var ledende medlem af falangistpartiet og præsidentkandidat ved valget i 1982, da landet var midt i den lange borgerkrig (1975-1990) og besat af både syriske og israelske tropper. Bashir Gemayel samarbejdede med israelerne og især med forsvarsministeren Ariel Sharon. Han var stærkt støttet af den amerikanske regering under Ronald Reagan. Hovedmodstanderen var det palæstinensiske PLO, ledet af Yassir Arafat og endvidere de syriske styrker. Bashir Gemayel blev sammen med 26 ledende falangister samlet til møde dræbt ved at attentat 14. september 1982 af en syrisk orienteret maronit kristen. Falangisternes hævn blev den massakre, som Folman havde søgt at glemme. Sammen med de øvrige israelske tropper så han og vennerne passivt til fra deres stillinger et par hundrede meter derfra.  

En nat på en bar sidder Ari Folman sammen med en ven fra dengang. Kammeraten fortæller ham om et tilbagevendende mareridt, hvor han jages af 26 bidske hunde. Altid samme antal hunde. De to mænd finder i samtalen frem til, at der er en forbindelse mellem den onde drøm og deres opgave som soldater i den israelske hær dengang under den krig, hvor de rykkede ind i Sydlibanon og stødte helt frem mod Beirut. Kammeratens opgave var faktisk at skyde de hunde, før de ved deres gøen røbede et natligt angreb på landsbyen. Men Folman må erkende, at han faktisk intet husker fra den periode af sit liv. Fortrængningen er manifest.

Han opsøger nu en række af de andre fra hans afdeling dengang, og rekonstruerer begivenhederne, som førte frem til massakren på de mange palæstinensiske flygtninge i Beirutbydelene Sabra og Shatila.  

Waltz with Bashir vakte opsigt ved sin fremkomst sidste år, den havde succes på festival efter festival omkring i verden, var Israels bidrag til festivalen i Cannes, og den deltog også i den københavnske og århusianske festivaler. Havde også biografvisninger. Nu kan vi der bor vestligere selv se efter, er Ari Folmans Waltz with Bashir vildt flot, men kold og tom? Som det er hævdet. De fleste kritikere var dog begejstret. Ekstrabladet gav seks stjerner, DR2 Premiere og Politiken hver fem.

Min kollega Tue Steen Müller her på siden gik imidlertid frustreret fra visningen i København. Og har den erfarne mand dårlige fornemmelser med det kunstneriske fintmærkende nærvær under det fremragende håndværk distancering - ja, så er der noget at kigge efter, ved jeg. Og tale om.

Skree og Metzs Armadillo er måske midt i den gruvækkende realitet også et "drømmende univers, som ikke bliver konkret". Måske har Lars Skree med sine bemærkelsesværdige enquette svar foræret os nøglen til den uforglemmelige og gådefulde film om krigerne i Armadillo.

Still: Ari Folman: Waltz with Bashir, 2008

Janus Metz: Armadillo/8

Ideal 2, The Three Rooms of Melancholia:

"Nok en af de mest fantastiske dokumentarfilm, jeg har set. Visuelt er den simpelthen så smuk. Den er næsten to timer lang, og man skal virkelig koncentrere sig. Den er megatung og beskæftiger sig med konsekvenserne af den 2. tjetjenske krig for russiske og tjetjenske børn fra tre forskellige steder. Forældreløse børn hjælpes af det russiske militær, hvis de selv går med i hæren. Måden, den er filmet på, giver den så meget empati, og man får lov til at være fluen på væggen uden at få tingene stoppet ned i halsen". (Lars Skree, fotograf på Armadillo i interview i Politiken, Film, 3. juli 2010)

Skree skyr ikke det tanketunge, når det er smukt som Pirjo Honkasalos triptykon Melancholia. Filmen handler om lovens bud du må ikke vidne falsk mod din næste (Honkasalo bruger den engelske formulering: ”Thou shalt not bear false witness against thy neighbour”) og funderer over fjendebilledets opståen. Den er en skønhedsmættet meditation over mennesket fanget i voldelig konflikt uden ende og uden nåde. ”Et rekviem over de levende og de døde” skrev New York Times. Filmens tre afsnit skildrer først livet blandt 9 til 14-årige drenge på det russiske militærakademi på Kronstadt, dernæst i illegale optagelser fra det sønderskudte Grosnij, en kvindes uselviske arbejde med på helt eget initiativ med at redde så mange børn som muligt og endelig blandt børnene i en af Ingusjiens flygtningelejre, hvor Kronstadt-elevernes kommende fjender dannes i deres anderledes kultur med modsatrettede billeder af fjenden. Der fældes ingen domme i dette værk, hændelserne betragtes med opmærksomhed, undren og vemod.

Lars Skree har som mesteren Honkasalo filmet Armadillo simpelthen smukt og med så megen indlevelse, at man er til stede lige bag hans kamera og selv må tage stilling til billedet og det, billedet viser. Man får intet forklaret, intet bliver udlagt.  

Still: Pirjo Honkasalo: The Three Rooms of Melancholia, 2004

Janus Metz: Armadillo/7

Ideal 1, Stalker:

"Mange har spurgt, hvad vi havde i tankerne, da vi lavede Armadillo. Og en ting, jeg har tænkt meget på, er det med at være isoleret et sted og ikke rigtig vide, hvem der kigger på hvem. Her har Stalker været en stor inspiration. Man er i en zone, hvor der er heftigt omkring en, men alligevel ser man det aldrig, men fornemmer det kun. Det var mange gange den fornemmelse, vi havde, når vi sad i den lille Armadillo-lejr. Det var jo ikke Armadillo, der omringede hele det store område, men området, der omringede os. Og man var hele tiden beluret." (Lars Skree, fotograf på Armadillo i interview i Politiken, Film, 3. juli 2010)

Jeg blev meget optaget af Lars Skrees svar i den lille enquete den dag. Og jeg kom med det samme til at tænke på, at Janus Metz vistnok I Cannes en dag havde sagt, at han opfattede Armadillo som en filosofisk film, og nu så jeg Skree i sin påpegning af konkrete inspirationer holdt sig til de åndelige sider af det filmkunstneriske felt, i sine ambitioner havde han inkluderet poetiske forbilleder. Først nævner han altså Stalker. Og jeg gik til Tarkovskijs poetik og læser igen det Thomas Mann citat fra Der Zauberberg, som Tarkovskij har sat foran sit essay om "det filmiske billede":

"Wir wollen es so stellen: Ein geistiger, das heisst ein bedeutender Gegenstand ist eben dadurcg 'bedeutend', dass er über sich hinausweist, dass er Ausdruck und Exponent eines Geistig-Allgemeinen ist, einer ganzen gefühls- und Gesinnungswelt, welche in ihm ihr mehr oder weniger vollkommenes Sinnbild gefunden hat - wonach sich denn der Grad seiner Bedeutsamkeit bemisst..."

I sin anmeldelse her på Filmkommentaren er Tue Steen Müller på vej mod denne forståelse af "Armadillo", han tager konkret udgangspunkt i netop et sådant sindbillede: Se på dette billede... Og vi ser, at Skree har filmet denne kriger, som netop for første gang har set, hvad der uden for zonen, set det, som hele tiden har set ham. Tarkovskijs videnskabsmand er rygvendt på vej, Skrees kampvognsfører er filmet en face, vi ser øjnene, som har set "det heftige".

Litt.: Andrej Takowskij: Die versiegelte Zeit, 1984 (tysk oversættelse 2002)

Still: Andrei Tarkovskij: Stalker (da.: Vandringsmanden), 1979

Eric Pauwels: Les Films rêvés 2

Jeg er ikke blevet færdig med indtrykkene fra Cinéma du réel, eller rettere, der er film, som bliver ved med at trænge sig på. Nu Pauwels’ tre timer lange sag, i to dele (85 og 95 minutter) i udtrykkelig 4/3 format. Det står på forsiden af dvd-udgaven, som CBA i Bruxelles har været så venlig at sende mig. Den slags er vigtigt, når det er billeder i en tid og fra en tid, det drejer sig om. Med en mening om deres eget udseende. Det gamle tv-format. Og på forsiden er der seks billeder i dette klassiske format, på bagsiden yderligere seks og så synopsen: Un jour, un homme, un cinéaste fait un rêve: il rêve qu’il fait un film qui contiendrait tous les films qu’il a rêvé de faire. Inden i er tiden, de to dele, i alt 180 minutter.

Jeg så filmen i Paris uden at forstå særlig meget af den franske voice-over og dialog. Men dvd-udgaven har engelske undertekster. Så nu kommer et frydefuldt arbejde med at se det store, smukke værk, omhyggeligt, afsnit for afsnit. Læse det så langsomt, som det indbyder til. Så tiden holdes fast. Hvad dvd kan.

Det begynder med en poetik. Her kan man som begynder begynde. Her kan man som blasert og erfaren begynde forfra og blive ydmyg. Det er yderst håndfast: der findes disse film, og så demonstreres en scene. Og der findes disse, og der demonstreres en scene. Det er medrivende grundlæggende. Og så følger afsnittet om Jean Rouch, hvor poetikken foldes ud, men ikke som skema, nej, som liv og død… 

Jarmo Jääskeläinen: Marcel Lozinski

This text about Polish master Marcel Łoziński is written by grand old man in Finnish documentary, for many years a producer, director and commissioning editor at YLE, Jarmo Jääskeläinen. The text is taken from the site of the international film festival Docpoint that takes place in Helsinki 26-31.1.2010:

If one were to look for a pair for Marcel Łoziński in developing Polish documentary, it would be Krzysztof Kieślowski. They were best friends, and both belonged to the generation of directors that in the beginning of the 1970s were no longer satisfied with what their teacher Kazimierz Karabasz had taught them in the Łódź film school. They abandoned realistic observation of the environment and began to look for deeper stories, often containing staged, fictive elements, that would critically portray the totalitarian system of power in their country.

The basic conflict in their films was created by juxtaposing the individual and an unrealistic system. Both Łoziński and Kieślowski encountered various forms of censorship. They developed special expertise in writing between the lines, in finding forms of expression that the handbook for censorship did not yet have a chapter on. A good example of this is Łoziński’s How to Live (1977), a story from an educational summer camp of the Union of Young Polish Socialists. Just a few months earlier, workers in Ursus, Radom and other parts of Poland had started to protest against the price increase of food supplies. Thousands lost their jobs and many of the protesters got unreasonable prison sentences. Meanwhile, the summer camp of Marcel Łoziński’s film is all dance and laughter, although there are individuals present who dissent. Many of his other films also cannot be fully understood until they are reflected against the social circumstances in Poland at the time.

Kieślowski’s documentaries were often built on stories about an individual or a small group, Łoziński’s on larger themes and collectives. This difference led

Nicolas Philibert: Imagination takes flight

This text is taken from the site of the Finnish documentary film festival Docpoint, that goes on 26-31.1.2010:

I never made the decision to become a documentarian, to place myself in some fixed category. I don’t even like the word "documentarian". The term is an attempt to give a strict definition to a genre known for its porosity and constantly evolving boundaries; a genre that is almost inseparable from the one it is always opposed to: fiction. After all, images are not as true to ”reality” as they are to the intentions of their creator.

Nevertheless, my first film was a documentary (His Master’s Voice, 1978) and it made me want to make another one and another one, and I'm still as excited as ever. So I have become a documentarian and, although I dislike the word, nothing has managed to quench my thirst for filming; not the efforts needed to get a project started and surmount one’s demons nor the threats that hang over the existence and circulation of one’s most personal works.

I feel the need to create a frame for each film, a starting point that I can build upon. This frame consists of the things that I find motivating and exciting when working together with the subjects of the film. When filming starts, the final destination is unknown to me and I don’t know which path I will follow. A

Dola Bonfils om at forsinke virkeligheden

Jeg ser på det her still, og jeg ser straks, at det er Vilby i baggrunden. Pålideligheden og engagementet og videnmængden personificeret. Dola Bonfils og Lise Lense Møller har sendt ham til New Delhi for at møde en berømt miljøforsker. Det er i 1996 vil jeg tro. Og i scenen her er de ude at kigge på tingene. Bonfils laver filmoptagelser af det, som sker. Men det vill vare længe, inden jeg får lov til at se, hvad det er, som sker. For hun tøver, filminstruktøren, hun tøver med vilje. Hun har et par år tidligere skrevet hvorfor, principielt og i en æstetisk bemærkning i forordet til et katalog på Nationalmuseet: 

"...´Direkte´står der af og til i fjernsynsbilledet (Dola Bonfils skriver i 1993..), sådan at vi kan bide mærke i følelsen af, at vi er midt i en transmission til hinanden. Foran kameraet ved de, at deres statistikker og kurser, svedperler på overlæben, hypoteser om fremtiden og katastroferapporteringer er udnævnt til at være verdensbegivenheder før de har fundet sted - har fået plads i historien så at sige før den er skrevet. Foran skærmen i stuerne får vi et kick af at se bolden sejle ind i målet det øjeblik, det sker, og vi nyder endnu engang, at virkeligheden kan reduceres til, hvad man kan se og høre, når man er til stede selv og sammen med andre. 

Det er typisk for en tendens i medierne at fokusere vores opmærksomhed omkring denne opfattelse af tiden, snarere end omkring vores mening. Det direkte billede lader kun nutiden slippe igennem, og overlader til den enkelte at bearbejde modstridende, komplicerede, vidtrækkendeeller dramatiske informationsmængder.

Mogens Rukov om sandheden bagved det tilgængelige

Jeg er dokumentarist, understregede Ulla Boje Rasmussen forleden, vi talte om hendes nye film, og der var noget der, som er vigtigt for hende. Hun er i den anstrengende slutfase af arbejdet med en stor film om en berømt (og nu vist også berygtet) islandsk slægt. Hun forsvarede sin detailinteresse for alt det faktuelle derude, hvor virkeligheden er, forsvarede den over for en interesse, måske hos klipperen, måske hos forfatteren, for filmens konstruktion, over for den virkelighed, som findes derinde, derinde i filmen. Jeg tror Ulla B R bekymrede sig for sandheden i den sidste virkelighed og mistænkte filmkonstruktionen for at forråde den til fordel for sin egen, som var fiktion. Hun tøvede så gribende med at forlade én virkelighed for at ankomme til en anden. For hvad med sandheden?

I 1990 instruerede hun den vidunderlige film 1700 meter fra fremtiden om dagliglivet på det færøske sted, Gásadalur. Og i filmens katalog beskæftiger Mogens Rukov sig med denne sandhedens forvandling, som han ser det er. Som filmen og ikke den journalistiske tv-reportage kan.

”Vi er i en lille bygd på en stor ø i Færøerne, nogle kilometer fra en større by (indkøbsstedet), adskilt fra den af et højt fjeld, en flere timer lang vej, en bygd med kun 16 indbyggere i en klynge huse, deres får og kvæg, græsgangene, klipperne, havet.

Det kan ligne en almindelig dokumentarfilm. Men det er det ikke. Den er sær, skæv, uden at gøre opmærksom på det, uden at blive påtrængende som form, alligevel anderledes struktureret.

Det kunne have været en reportage. De 1700 meter fra fremtiden er et reportageemne. Det drejer sig om en tunnel, der måske/måske ikke bliver anlagt som forbindelse til den større by. Men det er kun en maske, noget, der foregives, der spilles med. Formen er dybere. Reportagen går i stykker, gennemhulles af den virkelighed, hvori den finder sted. Man kunne tale om en ustandselig distraktion mod det virkelige, menneskene og deres historier.

Marguerite Duras about New Narrative Regions

Niels Pagh Andersen vil have ballade. Den er jeg med på. Så jeg fortsætter med mit højtravende intellektuelle snak, som det er blevet kaldt. Jeg finder lige et citat igen, jeg faktisk fandt for nogle uger siden. Og nu nægter jeg at aflevere bogen på biblioteket. Det er fra indledningens ”General Remarks”:

”The names of Indian towns, rivers, states, and seas are used here primarily in a musical sense. All references to physical, human, or political geography are incorrect: You can’t drive from Calcutta to the estuary of the Ganges in an afternoon. Nor to Nepal. The ‘Prince of Wales’ hotel is not on an island in the Delta, but in Colombo. And New Delhi, not Calcutta, is the administrative capital of India. And so on.

The characters in the story have been taken out of a book called The vice-consul and projected into new narrative regions. So it is not possible to relate them back to the book and se India Song as a film or theatre adaption of The Vice-consul. Even where a whole episode is taken over from the book, its insertion into the new narrative means that it has to be read, seen, differently.

In fact, India Song follows on from The Woman of the Ganges. If  The Woman of the Ganges hadn’t been written, neither would India Song. The fact that it goes into and reveals an unexplored area of The vice-consul wouldn’t have been a sufficient reason.

What was a sufficient reason was the discovery, in The Woman of the Ganges of the means of exploration, revelation: the voices external to the narrative. This discovery made it possible to let the narrative be forgotten and put at the disposal of memories other than that of the author: memories which might remember, in the same way, any other love story. Memories that distort. That create. Some voices from The Woman of the Ganges have been used here. And even some of their words. That is about all that can be said.” (Marguerite Duras: India Song, 1973, English translation 1976)

Jeg skriver selvfølgelig det her lange citat af, fordi jeg lige nu tror, at hvis vi skal begynde eller gå videre med en diskussion om dokumentarfilm og dens religion, dokumentarismen, kunne det være skægt at veksle sætninger om virkelighederne, filmens virkelighed og den såkaldte virkeligheds virkelighed. Altså den uden for filmen, som man hævder findes. Glædelig jul til Niels P A og alle I andre…

Istanbul International 1001 Doc Film Festival/4

In the framework of the festival a Congress was organised on the Saturday December 12 at the Galatasaray University that is situated wonderfully at the Bosporus. The Congress, organised for the 9th time (the festival for its 12th time), had the theme of ”Documentary. An art Form?” and included invited foreign guests to speak on the first day and Turkish academics on the second.

The Congress proved that filmmakers want to talk about their own work and experience, and are not able to theorize on an academic level – generally speaking, and that goes for a blogwriting documentary promoter as me as well. Nevertheless, let me just give you some notes from the day as it ran:

Dutch film journalist Pieter van Bueren wanted to change the conference focus by putting a more important question instead of the reflection on whether documentaries are art or not: What is a good documentary?, and he answered himself by advocating exclusively for cinematic qualities and not topical. Greek veteran Manthoulis, living in Paris, who showed the audience his fine film on the Greek civil war, said that if an artist is not completely free, he is not an artist, and confessed to have done self-censorship in order to reach the audience. He rejected the notion that documentaries are made without an audience in mind and used the image of a man standing on a mountain shouting to the woman on another mountain ”I love you”, as an illustration of the relationship between director and audience!

The only director who was able to speak theoretically about her work in a fascinating way was Portuguese Susana de Sousa Dias, a unique filmmaker (and an academic who is currently writing her phd on ”the image”) working on the image, the still photo and the archive material. She made the masterpiece ”Still Life. Faces of a Dictator” in 2005 and this year premiered ”48” (PHOTO). I will review that film later this month. I am not able to summarize her intervention at the conference, but hope that she will send her text to DOX Magazine and/or this site for publication.

Many others took the floor, among them: Daniela Broitman from Brazil, whose latest activist film I will review later this month, Rigoberto Lopez Pego from Cuba who advocated for the new travelling Caribbean documentary festival, Greek Gerasimos Rigas who revealed warmly how his film ”Parvas” had come to life, Belgian Jean-Noel Gobron who complained about all the systems that you have to face as a filmmaker to get funding.

www.kintop.net

http://www.1001belgesel.net/en/

A text about Film by Christopher Pavsek

It is not everyday you see such an interesting thoughtprovoking text about film as the one I saw when visiting the site of Christopher Pavsek, that accompanies his film: To Those Born After (idfa 2005)

I firmly believe that film can be intellectually engaging and emotionally moving at the same time. Flms which demand serious effort on the part of their viewers can also be enjoyable. Brecht taught us that to think and learn does not of necessity exclude the possibility of pleasure. That is, I believe, a utopian element of my film. You have to work at it when you watch, but hopefully the work provides joy and is worthwhile. Not all work, after all, has to be toil done merely to earn a wage.

It is also utopian that something beautiful can be cobbled together from so much that is ugly. It proves that there is hope. This is important to remember for people like me who are constitutionally bleak-minded; it is also good to recall for my friends who tell me that my film depresses them. I think it is the world that is depressing them and my film makes them realize this a little.

Juxtaposition

At placere to genstande ved siden af hinanden i museumssalen, at skrive to stykker efter hinanden i teksten på bordet, at montere to scener i forlængelse i klipperummet, og du er i montagens klassiske situation, i historiefortællingens basis, i den kulturelle repræsentations problemstilling og mulighed. Juxtapositionens organisation af stoffet er forudsætningen for fremstillingen af meningsbærende konstruktioner i museumsvæsen, litteratur og film.

Og netop filmens grundlæggende æstetik er det gennemgående tema i den konference om Transcultural Montage, som begynder i dag på Moesgård Museum i Århus. Med foredrag fra morgen til aften 24.-27. august.

Se programmet her:

http://www.moesmus.dk/page.asp?sideid=1246&zcs=4

Og det ses med det samme, at det, som lyder så enkelt, at sætte elementer ved siden af hinanden, er en stor og rigt facetteret problemstilling. Man kan forventningsfuld sætte sig i en af stolene i museets foredragssal og lade det ene omhyggeligt forberedte foredrag efter det andet passere gennem sin forståelse. Eller man kan vælge blandt dem ved at orientere sig i programmets fornemme samling af abstracts.

De skriver: "Med konferencen ønsker vi at undersøge, hvordan forskellige montageformer kan bruges til at udfordre og åbne nye muligheder for menneskelig erfaring og antropologisk viden. Det handler om, hvordan man kan bruge montageeffekter til at sabotere etablerede måder at opfatte verden, og om, hvordan montager af ord, billeder og lyd kan give rum til de usynlige dele af menneskelivet."

Wim Wenders: Der Himmel über Berlin 4

Vi havde Berlinaften på Nordisk Designhøjskole i aftes. Eleverne rejser i dag på studierejse til byen, og hele dagen i går gik med forberedelser. Der var foredrag om Berlins historie og topografi og om aftenen kørte de "Der Himmel über Berlin", som jeg var derude for at introducere.

Vi talte om Walter Benjamins optagethed af Paul Klees ANGELUS NOVUS, som Tue Steen Müller så sjovt samtidig sidder og skriver om. Jeg fortalte eleverne, at Tue og jeg i julen var i Berlin og en lang aften gik omkring i den store Paul Klee udstilling i det moderne kunstmuseum. Et særligt afsnit der var indrettet omkring det lille maleri med en engelfremstilling, som ellers er på museet i Jerusalem, og på dette maleris særlige proveniens. Det har tilhørt først Rainer Maria Rilke, senere Walter Benjamin, som skrev et essay om det, teksten, Tue citerer fra.

Måns Månsson: Mr. Governor

Opstrup: The documentary Narrative 4

THE DOCUMENTARY NARRATIVE (Now in an English version)

The creation of the documentary - compared to the documentary programme and the fiction film.

Mikael Opstrup

1. Fiction is defined by the story. A course of events that is written down in the script and then converted into a film. The directors work process is linear and the fiction film is from a dramaturgic point of view frictionless. Only one course of events exists. The fiction director's endeavour is storytelling.

2. The documentary programme is defined by the subject. A course of events that the journalist reproduces as objectively as possible. All though objectivity is an...

Mikael Opstrup: The documentary Narrative 3

Remark to Ib Bondebjerg by Mikael Opstrup

Thanks for Ib Bondebjergs comment on my 'Den dokumentariske fortælling' which I guess can be translated to 'The documentary narrative'. However it misses my approach to the matter.

Ib Bondebjerg: A Poetics for the Documentary

A poetics for the Documentary - basic genres and formats

Ib Bondebjerg

I think it is a very valuable endeavour Opstrup (ed.: Mikael Opstrup: "The documentary Narrative / Den dokumentariske fortælling", 9.10.08 on this site, written in Danish and English. Search on "opstrup" at the left column) has embarked on trying to define what is specific for a documentary narrative and comparing it with documentary (TV)programs and the fiction film narrative. To see the documentary project as a working with contradictions between reality and narrating reality is certainly an aspect worth noting...

Photo: Ib Bondejerg right.. Henning Camre left

Picasso and Artistic Variation

An obsession, one of many that came from Picasso, who often made several of the works in one day. And you understand why the master wrote - on the back of an envelope - probably in 1932: "When I see Manet's Lunch on the Grass I tell myself there is pain ahead".

Artistic repetitions and variations of the same theme in documentary films... Where do we find them? I had this thought when I watched Picasso. I thought of Jørgen Leth and his two America-films, "66 Scenes from America" and "New Scenes from America". The camerawork of Dan Holmberg is in both cases much more linked to visual art than to narrative (literary) structures. I thought of Steen Møller Rasmussen, also a Danish documentarian, who has searched to catch New York, inspired heavily by Leth as a filmmaker and Robert Frank as a filmmaker and photographer. I thought of Sergey Dvortsevoy and his Russian images, full of atmospheres and different moods, as are the Danes I mention above. And as are Picasso´s variations. Could it be possible to talk more about film and (visual) art?   

http://www.musee-orsay.fr/fr/accueil.html