Jacob Thuesen om filmmusik

Jeg er stadigvæk høj efter to timer søndag formiddag med Jacob Thuesen, der i en tøvende beslutsom og præcis samtale med Michael Bertelsen simpelthen lukkede op for posen af viden, erfaring og researchresultater fra sit arbejde med filmmusik, siden han som 12 årig sad foran Carltons tæppe sammen med sin onkel og lyttede til ouverturen til Rumrejsen år 2001.

De begyndte med at tale om Pasolinis Mattæusevangeliet. Og hvad vidste jeg om musikken i den film? Intet, viste det sig. Jeg havde troet, at det naturligvis var Bachs Mattæusevangeliet. Men nej, det er H-moll messen. Musikken bruges, hver gang Jesus underviser disciplene. De spillede musikken (det er jo meningen med det program), og rigtigt, jeg huskede med det Pasolinis billeder, de dukkede op. De tre hellige kongers møde med det nyfødte barn underlægges med Odetta som synger Sometimes I feel like a Motherless Child. Det samme skete med mig. Og Thuesen fortalte, at denne Odetta sang, bruger han selv i Under New York i en scene med tætte optagelser af trætte ansigter i en kupe i Subway. Forklarede stilfærdigt, hvad han ville med det, og netop sådan huskede jeg med det samme scenen. Jeg erindrede ikke den røde hærs kor i Pasolinis film, men jo, de er med. Og da stykket blev spillet, måtte jeg nikke for mig selv. Det store ved musikken på dette niveau, forklarede Thuesen, er at sangerne ligesom ikke ved, hvad de synger, de bærer blot den store følelse. Er de bevidste om musikkens storhed, dur det ikke. Og han fortsatte med dette religiøse aspekt: Jesus helbreder en spedalsk, mens Kenyas Nationalteaters kor synger kyrie fra en afrikansk messe, Missa Lucca.

Pasolini har bare valgt i alverdens musik. Suverænt. Og Jacob Thuesen har lært af det. Han fortalte videre om sit arbejde med en scene i Jørgen Leths Haiti uden titel.. nej, hør det radioprogram selv:

http://www.dr.dk/drnetradio/index.dr?evt=p&tab=pr&k=p2

Klik på Michael Bertelsen: Helt Klassisk og derefter på udsendelsen 29.08.2010 (Fejlen der har været med linket er nu rettet..)

Hør selv: det var værd at vente på..

Arne Bro i Agenda

Pludselig i mine to radiotimer med Orientering fordi det er sommer og lørdag, nok, er der en veltilrettelagt og velforberedt og veloplagt samtale med kloge og dybe og præcise Arne Bro. Om den poetiske konstruktion og sproget, som alt er båret af, skabt i. I en samtale med Mikkel Clausen analyserer han venligt og bestemt Paradise Hotel, en Libanon montage med Independent's Robert Fisk, The Yes Men’s præsentation af en klimakrisens overlevelsesdragt og til sidst fra et sted ude i verdensrummet et syn på vores jord og tilværelse, hvor de nødvendige bud for poetisk konstruktion må ses at være medfølelse, sandfærdighed og tillid, nu han bliver bedt om at give nogle bud. Helst omgås Bro ikke med bud, men han lister disse ud. For folk, der som jeg desværre ikke færdes i hans nærhed, er her her min varmeste anbefaling af Arne Bros gennemtænkte, afdæmpede, gennem et langvarigt arbejde tilkæmpet selvfølgelige forståelse af journalistikkens og kunstens, tv’s og films alle fiktive værker.

http://podcast.dr.dk/P1/AGENDA/2010/agenda_100807.mp3

Torkil Funder: Tiden i Ribe

Det her er en udstilling, som blandt dokumentarister og dokumentarfilm-interesserede må gøre indtryk, som den gør i museumskredse, hvor Torkil Funder er berømt. Hans museumsudstillinger er minderige: Middelalderen i Ribe, 1972, Nybyggerne ved Gal Oya floden, 1974. Middelalderen i Randers, 1976, Rejse i Oman, 1977, hvor han for alvor brød igennem med sin særlige udstillings-essayistik. Ingen, der så den udstilling, glemte den igen. Senere kom blandt andre Skolen i Ribe, 1995 og nyere tids udstillings-afsnittet på museet i Aars i 1999.

Sideløbende med udstillingerne udviklede Torkil Funder på hundredvis af møder, kurser og i sin daglige undervisning lysbilledforedraget til en kunstform, et personligt essay, som han selv kalder fortælling. Hans fotografi er nøgternt og følsomt, aldrig søgt, aldrig sentimentalt, men næsten altid vemodigt som også udstillingernes tone, som foredragenes og udstillingsteksternes grundstemning.

Med lysbilledforedragene er Funder tæt på dokumentarfilmen, og nu med udstillingen Tiden i Ribe, som er én lang række juxtapositioner af fotografier og tekster, har han på en måde lavet en film på væggen i biblioteket i Esbjerg. En film i lille format, men af overvældende indhold i den store biografisk-topografiske tradition som (ja, sådan ser jeg den) i filmens verden Ruttmann med Berlin, Kestner med København og i bøgernes verden, Seeberg med Viborg, Magris med Trieste, Pamukmed Istanbul. Jeg er meget bevidst om de navne, det er i den række, Funders arbejde for mig at se hører hjemme, der, hans fortælling om byen ved åen og dens tid og hans egen tid med den by har sin plads.

Foto: Ribe Å ved Petersholm, januar 2001.

Janus Metz: Armadillo/9

Ideal 3, Waltz with Bashir: 

"Man kommer ind i universet uden at få en mening stoppet ned i halsen i denne dokumentar. Man får bare lov til at være med og selv bedømme. Og så er der det, at det er en animationsfilm skabt ud fra virkelige optagelser. Animationsformen gør, at man kommer ind i et mere drømmende univers, der ikke bliver så konkret. Den har faktisk samme kvalitet som Stalker , hvor det udefinerbare giver kimen til fantasi. Dokumentarfilm skal ikke nødvendigvis være konkrete, for som filmskabere er vi hele tiden med til at redefinere konventionerne." (Lars Skree, fotograf på Armadillo i interview i Politiken, Film, 3. juli 2010)

Hvem er denne Bashir? Eller rettere, hvem var han? Har jeg vidst det og glemt det? Filmen handler om at glemme. Historiens fortæller, som også er filmen instruktør har glemt alt det med denne Bashir og krigen i Libanon i hans ungdom. Hvor han var deltager. Det er mere end 25 år siden.

Bashir Pierre Gemayel (1947-1982) var libanesisisk politiker, militschef og valgt libanesisk præsident i tre uger. Han var ledende medlem af falangistpartiet og præsidentkandidat ved valget i 1982, da landet var midt i den lange borgerkrig (1975-1990) og besat af både syriske og israelske tropper. Bashir Gemayel samarbejdede med israelerne og især med forsvarsministeren Ariel Sharon. Han var stærkt støttet af den amerikanske regering under Ronald Reagan. Hovedmodstanderen var det palæstinensiske PLO, ledet af Yassir Arafat og endvidere de syriske styrker. Bashir Gemayel blev sammen med 26 ledende falangister samlet til møde dræbt ved at attentat 14. september 1982 af en syrisk orienteret maronit kristen. Falangisternes hævn blev den massakre, som Folman havde søgt at glemme. Sammen med de øvrige israelske tropper så han og vennerne passivt til fra deres stillinger et par hundrede meter derfra.  

En nat på en bar sidder Ari Folman sammen med en ven fra dengang. Kammeraten fortæller ham om et tilbagevendende mareridt, hvor han jages af 26 bidske hunde. Altid samme antal hunde. De to mænd finder i samtalen frem til, at der er en forbindelse mellem den onde drøm og deres opgave som soldater i den israelske hær dengang under den krig, hvor de rykkede ind i Sydlibanon og stødte helt frem mod Beirut. Kammeratens opgave var faktisk at skyde de hunde, før de ved deres gøen røbede et natligt angreb på landsbyen. Men Folman må erkende, at han faktisk intet husker fra den periode af sit liv. Fortrængningen er manifest.

Han opsøger nu en række af de andre fra hans afdeling dengang, og rekonstruerer begivenhederne, som førte frem til massakren på de mange palæstinensiske flygtninge i Beirutbydelene Sabra og Shatila.  

Waltz with Bashir vakte opsigt ved sin fremkomst sidste år, den havde succes på festival efter festival omkring i verden, var Israels bidrag til festivalen i Cannes, og den deltog også i den københavnske og århusianske festivaler. Havde også biografvisninger. Nu kan vi der bor vestligere selv se efter, er Ari Folmans Waltz with Bashir vildt flot, men kold og tom? Som det er hævdet. De fleste kritikere var dog begejstret. Ekstrabladet gav seks stjerner, DR2 Premiere og Politiken hver fem.

Min kollega Tue Steen Müller her på siden gik imidlertid frustreret fra visningen i København. Og har den erfarne mand dårlige fornemmelser med det kunstneriske fintmærkende nærvær under det fremragende håndværk distancering - ja, så er der noget at kigge efter, ved jeg. Og tale om.

Skree og Metzs Armadillo er måske midt i den gruvækkende realitet også et "drømmende univers, som ikke bliver konkret". Måske har Lars Skree med sine bemærkelsesværdige enquette svar foræret os nøglen til den uforglemmelige og gådefulde film om krigerne i Armadillo.

Still: Ari Folman: Waltz with Bashir, 2008

Janus Metz: Armadillo/8

Ideal 2, The Three Rooms of Melancholia:

"Nok en af de mest fantastiske dokumentarfilm, jeg har set. Visuelt er den simpelthen så smuk. Den er næsten to timer lang, og man skal virkelig koncentrere sig. Den er megatung og beskæftiger sig med konsekvenserne af den 2. tjetjenske krig for russiske og tjetjenske børn fra tre forskellige steder. Forældreløse børn hjælpes af det russiske militær, hvis de selv går med i hæren. Måden, den er filmet på, giver den så meget empati, og man får lov til at være fluen på væggen uden at få tingene stoppet ned i halsen". (Lars Skree, fotograf på Armadillo i interview i Politiken, Film, 3. juli 2010)

Skree skyr ikke det tanketunge, når det er smukt som Pirjo Honkasalos triptykon Melancholia. Filmen handler om lovens bud du må ikke vidne falsk mod din næste (Honkasalo bruger den engelske formulering: ”Thou shalt not bear false witness against thy neighbour”) og funderer over fjendebilledets opståen. Den er en skønhedsmættet meditation over mennesket fanget i voldelig konflikt uden ende og uden nåde. ”Et rekviem over de levende og de døde” skrev New York Times. Filmens tre afsnit skildrer først livet blandt 9 til 14-årige drenge på det russiske militærakademi på Kronstadt, dernæst i illegale optagelser fra det sønderskudte Grosnij, en kvindes uselviske arbejde med på helt eget initiativ med at redde så mange børn som muligt og endelig blandt børnene i en af Ingusjiens flygtningelejre, hvor Kronstadt-elevernes kommende fjender dannes i deres anderledes kultur med modsatrettede billeder af fjenden. Der fældes ingen domme i dette værk, hændelserne betragtes med opmærksomhed, undren og vemod.

Lars Skree har som mesteren Honkasalo filmet Armadillo simpelthen smukt og med så megen indlevelse, at man er til stede lige bag hans kamera og selv må tage stilling til billedet og det, billedet viser. Man får intet forklaret, intet bliver udlagt.  

Still: Pirjo Honkasalo: The Three Rooms of Melancholia, 2004

Janus Metz: Armadillo/7

Ideal 1, Stalker:

"Mange har spurgt, hvad vi havde i tankerne, da vi lavede Armadillo. Og en ting, jeg har tænkt meget på, er det med at være isoleret et sted og ikke rigtig vide, hvem der kigger på hvem. Her har Stalker været en stor inspiration. Man er i en zone, hvor der er heftigt omkring en, men alligevel ser man det aldrig, men fornemmer det kun. Det var mange gange den fornemmelse, vi havde, når vi sad i den lille Armadillo-lejr. Det var jo ikke Armadillo, der omringede hele det store område, men området, der omringede os. Og man var hele tiden beluret." (Lars Skree, fotograf på Armadillo i interview i Politiken, Film, 3. juli 2010)

Jeg blev meget optaget af Lars Skrees svar i den lille enquete den dag. Og jeg kom med det samme til at tænke på, at Janus Metz vistnok I Cannes en dag havde sagt, at han opfattede Armadillo som en filosofisk film, og nu så jeg Skree i sin påpegning af konkrete inspirationer holdt sig til de åndelige sider af det filmkunstneriske felt, i sine ambitioner havde han inkluderet poetiske forbilleder. Først nævner han altså Stalker. Og jeg gik til Tarkovskijs poetik og læser igen det Thomas Mann citat fra Der Zauberberg, som Tarkovskij har sat foran sit essay om "det filmiske billede":

"Wir wollen es so stellen: Ein geistiger, das heisst ein bedeutender Gegenstand ist eben dadurcg 'bedeutend', dass er über sich hinausweist, dass er Ausdruck und Exponent eines Geistig-Allgemeinen ist, einer ganzen gefühls- und Gesinnungswelt, welche in ihm ihr mehr oder weniger vollkommenes Sinnbild gefunden hat - wonach sich denn der Grad seiner Bedeutsamkeit bemisst..."

I sin anmeldelse her på Filmkommentaren er Tue Steen Müller på vej mod denne forståelse af "Armadillo", han tager konkret udgangspunkt i netop et sådant sindbillede: Se på dette billede... Og vi ser, at Skree har filmet denne kriger, som netop for første gang har set, hvad der uden for zonen, set det, som hele tiden har set ham. Tarkovskijs videnskabsmand er rygvendt på vej, Skrees kampvognsfører er filmet en face, vi ser øjnene, som har set "det heftige".

Litt.: Andrej Takowskij: Die versiegelte Zeit, 1984 (tysk oversættelse 2002)

Still: Andrei Tarkovskij: Stalker (da.: Vandringsmanden), 1979

Eric Pauwels: Les Films rêvés 2

Jeg er ikke blevet færdig med indtrykkene fra Cinéma du réel, eller rettere, der er film, som bliver ved med at trænge sig på. Nu Pauwels’ tre timer lange sag, i to dele (85 og 95 minutter) i udtrykkelig 4/3 format. Det står på forsiden af dvd-udgaven, som CBA i Bruxelles har været så venlig at sende mig. Den slags er vigtigt, når det er billeder i en tid og fra en tid, det drejer sig om. Med en mening om deres eget udseende. Det gamle tv-format. Og på forsiden er der seks billeder i dette klassiske format, på bagsiden yderligere seks og så synopsen: Un jour, un homme, un cinéaste fait un rêve: il rêve qu’il fait un film qui contiendrait tous les films qu’il a rêvé de faire. Inden i er tiden, de to dele, i alt 180 minutter.

Jeg så filmen i Paris uden at forstå særlig meget af den franske voice-over og dialog. Men dvd-udgaven har engelske undertekster. Så nu kommer et frydefuldt arbejde med at se det store, smukke værk, omhyggeligt, afsnit for afsnit. Læse det så langsomt, som det indbyder til. Så tiden holdes fast. Hvad dvd kan.

Det begynder med en poetik. Her kan man som begynder begynde. Her kan man som blasert og erfaren begynde forfra og blive ydmyg. Det er yderst håndfast: der findes disse film, og så demonstreres en scene. Og der findes disse, og der demonstreres en scene. Det er medrivende grundlæggende. Og så følger afsnittet om Jean Rouch, hvor poetikken foldes ud, men ikke som skema, nej, som liv og død… 

Vurdering:

Jarmo Jääskeläinen: Marcel Lozinski

This text about Polish master Marcel Łoziński is written by grand old man in Finnish documentary, for many years a producer, director and commissioning editor at YLE, Jarmo Jääskeläinen. The text is taken from the site of the international film festival Docpoint that takes place in Helsinki 26-31.1.2010:

If one were to look for a pair for Marcel Łoziński in developing Polish documentary, it would be Krzysztof Kieślowski. They were best friends, and both belonged to the generation of directors that in the beginning of the 1970s were no longer satisfied with what their teacher Kazimierz Karabasz had taught them in the Łódź film school. They abandoned realistic observation of the environment and began to look for deeper stories, often containing staged, fictive elements, that would critically portray the totalitarian system of power in their country.

The basic conflict in their films was created by juxtaposing the individual and an unrealistic system. Both Łoziński and Kieślowski encountered various forms of censorship. They developed special expertise in writing between the lines, in finding forms of expression that the handbook for censorship did not yet have a chapter on. A good example of this is Łoziński’s How to Live (1977), a story from an educational summer camp of the Union of Young Polish Socialists. Just a few months earlier, workers in Ursus, Radom and other parts of Poland had started to protest against the price increase of food supplies. Thousands lost their jobs and many of the protesters got unreasonable prison sentences. Meanwhile, the summer camp of Marcel Łoziński’s film is all dance and laughter, although there are individuals present who dissent. Many of his other films also cannot be fully understood until they are reflected against the social circumstances in Poland at the time.

Kieślowski’s documentaries were often built on stories about an individual or a small group, Łoziński’s on larger themes and collectives. This difference led

Nicolas Philibert: Imagination takes flight

This text is taken from the site of the Finnish documentary film festival Docpoint, that goes on 26-31.1.2010:

I never made the decision to become a documentarian, to place myself in some fixed category. I don’t even like the word "documentarian". The term is an attempt to give a strict definition to a genre known for its porosity and constantly evolving boundaries; a genre that is almost inseparable from the one it is always opposed to: fiction. After all, images are not as true to ”reality” as they are to the intentions of their creator.

Nevertheless, my first film was a documentary (His Master’s Voice, 1978) and it made me want to make another one and another one, and I'm still as excited as ever. So I have become a documentarian and, although I dislike the word, nothing has managed to quench my thirst for filming; not the efforts needed to get a project started and surmount one’s demons nor the threats that hang over the existence and circulation of one’s most personal works.

I feel the need to create a frame for each film, a starting point that I can build upon. This frame consists of the things that I find motivating and exciting when working together with the subjects of the film. When filming starts, the final destination is unknown to me and I don’t know which path I will follow. A

Dola Bonfils om at forsinke virkeligheden

Jeg ser på det her still, og jeg ser straks, at det er Vilby i baggrunden. Pålideligheden og engagementet og videnmængden personificeret. Dola Bonfils og Lise Lense Møller har sendt ham til New Delhi for at møde en berømt miljøforsker. Det er i 1996 vil jeg tro. Og i scenen her er de ude at kigge på tingene. Bonfils laver filmoptagelser af det, som sker. Men det vill vare længe, inden jeg får lov til at se, hvad det er, som sker. For hun tøver, filminstruktøren, hun tøver med vilje. Hun har et par år tidligere skrevet hvorfor, principielt og i en æstetisk bemærkning i forordet til et katalog på Nationalmuseet: 

"...´Direkte´står der af og til i fjernsynsbilledet (Dola Bonfils skriver i 1993..), sådan at vi kan bide mærke i følelsen af, at vi er midt i en transmission til hinanden. Foran kameraet ved de, at deres statistikker og kurser, svedperler på overlæben, hypoteser om fremtiden og katastroferapporteringer er udnævnt til at være verdensbegivenheder før de har fundet sted - har fået plads i historien så at sige før den er skrevet. Foran skærmen i stuerne får vi et kick af at se bolden sejle ind i målet det øjeblik, det sker, og vi nyder endnu engang, at virkeligheden kan reduceres til, hvad man kan se og høre, når man er til stede selv og sammen med andre. 

Det er typisk for en tendens i medierne at fokusere vores opmærksomhed omkring denne opfattelse af tiden, snarere end omkring vores mening. Det direkte billede lader kun nutiden slippe igennem, og overlader til den enkelte at bearbejde modstridende, komplicerede, vidtrækkendeeller dramatiske informationsmængder.

Mogens Rukov om sandheden bagved det tilgængelige

Jeg er dokumentarist, understregede Ulla Boje Rasmussen forleden, vi talte om hendes nye film, og der var noget der, som er vigtigt for hende. Hun er i den anstrengende slutfase af arbejdet med en stor film om en berømt (og nu vist også berygtet) islandsk slægt. Hun forsvarede sin detailinteresse for alt det faktuelle derude, hvor virkeligheden er, forsvarede den over for en interesse, måske hos klipperen, måske hos forfatteren, for filmens konstruktion, over for den virkelighed, som findes derinde, derinde i filmen. Jeg tror Ulla B R bekymrede sig for sandheden i den sidste virkelighed og mistænkte filmkonstruktionen for at forråde den til fordel for sin egen, som var fiktion. Hun tøvede så gribende med at forlade én virkelighed for at ankomme til en anden. For hvad med sandheden?

I 1990 instruerede hun den vidunderlige film 1700 meter fra fremtiden om dagliglivet på det færøske sted, Gásadalur. Og i filmens katalog beskæftiger Mogens Rukov sig med denne sandhedens forvandling, som han ser det er. Som filmen og ikke den journalistiske tv-reportage kan.

”Vi er i en lille bygd på en stor ø i Færøerne, nogle kilometer fra en større by (indkøbsstedet), adskilt fra den af et højt fjeld, en flere timer lang vej, en bygd med kun 16 indbyggere i en klynge huse, deres får og kvæg, græsgangene, klipperne, havet.

Det kan ligne en almindelig dokumentarfilm. Men det er det ikke. Den er sær, skæv, uden at gøre opmærksom på det, uden at blive påtrængende som form, alligevel anderledes struktureret.

Det kunne have været en reportage. De 1700 meter fra fremtiden er et reportageemne. Det drejer sig om en tunnel, der måske/måske ikke bliver anlagt som forbindelse til den større by. Men det er kun en maske, noget, der foregives, der spilles med. Formen er dybere. Reportagen går i stykker, gennemhulles af den virkelighed, hvori den finder sted. Man kunne tale om en ustandselig distraktion mod det virkelige, menneskene og deres historier.

Marguerite Duras about New Narrative Regions

Niels Pagh Andersen vil have ballade. Den er jeg med på. Så jeg fortsætter med mit højtravende intellektuelle snak, som det er blevet kaldt. Jeg finder lige et citat igen, jeg faktisk fandt for nogle uger siden. Og nu nægter jeg at aflevere bogen på biblioteket. Det er fra indledningens ”General Remarks”:

”The names of Indian towns, rivers, states, and seas are used here primarily in a musical sense. All references to physical, human, or political geography are incorrect: You can’t drive from Calcutta to the estuary of the Ganges in an afternoon. Nor to Nepal. The ‘Prince of Wales’ hotel is not on an island in the Delta, but in Colombo. And New Delhi, not Calcutta, is the administrative capital of India. And so on.

The characters in the story have been taken out of a book called The vice-consul and projected into new narrative regions. So it is not possible to relate them back to the book and se India Song as a film or theatre adaption of The Vice-consul. Even where a whole episode is taken over from the book, its insertion into the new narrative means that it has to be read, seen, differently.

In fact, India Song follows on from The Woman of the Ganges. If  The Woman of the Ganges hadn’t been written, neither would India Song. The fact that it goes into and reveals an unexplored area of The vice-consul wouldn’t have been a sufficient reason.

What was a sufficient reason was the discovery, in The Woman of the Ganges of the means of exploration, revelation: the voices external to the narrative. This discovery made it possible to let the narrative be forgotten and put at the disposal of memories other than that of the author: memories which might remember, in the same way, any other love story. Memories that distort. That create. Some voices from The Woman of the Ganges have been used here. And even some of their words. That is about all that can be said.” (Marguerite Duras: India Song, 1973, English translation 1976)

Jeg skriver selvfølgelig det her lange citat af, fordi jeg lige nu tror, at hvis vi skal begynde eller gå videre med en diskussion om dokumentarfilm og dens religion, dokumentarismen, kunne det være skægt at veksle sætninger om virkelighederne, filmens virkelighed og den såkaldte virkeligheds virkelighed. Altså den uden for filmen, som man hævder findes. Glædelig jul til Niels P A og alle I andre…

Istanbul International 1001 Doc Film Festival/4

In the framework of the festival a Congress was organised on the Saturday December 12 at the Galatasaray University that is situated wonderfully at the Bosporus. The Congress, organised for the 9th time (the festival for its 12th time), had the theme of ”Documentary. An art Form?” and included invited foreign guests to speak on the first day and Turkish academics on the second.

The Congress proved that filmmakers want to talk about their own work and experience, and are not able to theorize on an academic level – generally speaking, and that goes for a blogwriting documentary promoter as me as well. Nevertheless, let me just give you some notes from the day as it ran:

Dutch film journalist Pieter van Bueren wanted to change the conference focus by putting a more important question instead of the reflection on whether documentaries are art or not: What is a good documentary?, and he answered himself by advocating exclusively for cinematic qualities and not topical. Greek veteran Manthoulis, living in Paris, who showed the audience his fine film on the Greek civil war, said that if an artist is not completely free, he is not an artist, and confessed to have done self-censorship in order to reach the audience. He rejected the notion that documentaries are made without an audience in mind and used the image of a man standing on a mountain shouting to the woman on another mountain ”I love you”, as an illustration of the relationship between director and audience!

The only director who was able to speak theoretically about her work in a fascinating way was Portuguese Susana de Sousa Dias, a unique filmmaker (and an academic who is currently writing her phd on ”the image”) working on the image, the still photo and the archive material. She made the masterpiece ”Still Life. Faces of a Dictator” in 2005 and this year premiered ”48” (PHOTO). I will review that film later this month. I am not able to summarize her intervention at the conference, but hope that she will send her text to DOX Magazine and/or this site for publication.

Many others took the floor, among them: Daniela Broitman from Brazil, whose latest activist film I will review later this month, Rigoberto Lopez Pego from Cuba who advocated for the new travelling Caribbean documentary festival, Greek Gerasimos Rigas who revealed warmly how his film ”Parvas” had come to life, Belgian Jean-Noel Gobron who complained about all the systems that you have to face as a filmmaker to get funding.

www.kintop.net

http://www.1001belgesel.net/en/

A text about Film by Christopher Pavsek

It is not everyday you see such an interesting thoughtprovoking text about film as the one I saw when visiting the site of Christopher Pavsek, that accompanies his film: To Those Born After (idfa 2005)

I firmly believe that film can be intellectually engaging and emotionally moving at the same time. Flms which demand serious effort on the part of their viewers can also be enjoyable. Brecht taught us that to think and learn does not of necessity exclude the possibility of pleasure. That is, I believe, a utopian element of my film. You have to work at it when you watch, but hopefully the work provides joy and is worthwhile. Not all work, after all, has to be toil done merely to earn a wage.

It is also utopian that something beautiful can be cobbled together from so much that is ugly. It proves that there is hope. This is important to remember for people like me who are constitutionally bleak-minded; it is also good to recall for my friends who tell me that my film depresses them. I think it is the world that is depressing them and my film makes them realize this a little.

Juxtaposition

At placere to genstande ved siden af hinanden i museumssalen, at skrive to stykker efter hinanden i teksten på bordet, at montere to scener i forlængelse i klipperummet, og du er i montagens klassiske situation, i historiefortællingens basis, i den kulturelle repræsentations problemstilling og mulighed. Juxtapositionens organisation af stoffet er forudsætningen for fremstillingen af meningsbærende konstruktioner i museumsvæsen, litteratur og film.

Og netop filmens grundlæggende æstetik er det gennemgående tema i den konference om Transcultural Montage, som begynder i dag på Moesgård Museum i Århus. Med foredrag fra morgen til aften 24.-27. august.

Se programmet her:

http://www.moesmus.dk/page.asp?sideid=1246&zcs=4

Og det ses med det samme, at det, som lyder så enkelt, at sætte elementer ved siden af hinanden, er en stor og rigt facetteret problemstilling. Man kan forventningsfuld sætte sig i en af stolene i museets foredragssal og lade det ene omhyggeligt forberedte foredrag efter det andet passere gennem sin forståelse. Eller man kan vælge blandt dem ved at orientere sig i programmets fornemme samling af abstracts.

De skriver: "Med konferencen ønsker vi at undersøge, hvordan forskellige montageformer kan bruges til at udfordre og åbne nye muligheder for menneskelig erfaring og antropologisk viden. Det handler om, hvordan man kan bruge montageeffekter til at sabotere etablerede måder at opfatte verden, og om, hvordan montager af ord, billeder og lyd kan give rum til de usynlige dele af menneskelivet."

Wim Wenders: Der Himmel über Berlin 4

Vi havde Berlinaften på Nordisk Designhøjskole i aftes. Eleverne rejser i dag på studierejse til byen, og hele dagen i går gik med forberedelser. Der var foredrag om Berlins historie og topografi og om aftenen kørte de "Der Himmel über Berlin", som jeg var derude for at introducere.

Vi talte om Walter Benjamins optagethed af Paul Klees ANGELUS NOVUS, som Tue Steen Müller så sjovt samtidig sidder og skriver om. Jeg fortalte eleverne, at Tue og jeg i julen var i Berlin og en lang aften gik omkring i den store Paul Klee udstilling i det moderne kunstmuseum. Et særligt afsnit der var indrettet omkring det lille maleri med en engelfremstilling, som ellers er på museet i Jerusalem, og på dette maleris særlige proveniens. Det har tilhørt først Rainer Maria Rilke, senere Walter Benjamin, som skrev et essay om det, teksten, Tue citerer fra.

Måns Månsson: Mr. Governor

Vurdering:

Opstrup: The documentary Narrative 4

THE DOCUMENTARY NARRATIVE (Now in an English version)

The creation of the documentary - compared to the documentary programme and the fiction film.

Mikael Opstrup

1. Fiction is defined by the story. A course of events that is written down in the script and then converted into a film. The directors work process is linear and the fiction film is from a dramaturgic point of view frictionless. Only one course of events exists. The fiction director's endeavour is storytelling.

2. The documentary programme is defined by the subject. A course of events that the journalist reproduces as objectively as possible. All though objectivity is an...

Mikael Opstrup: The documentary Narrative 3

Remark to Ib Bondebjerg by Mikael Opstrup

Thanks for Ib Bondebjergs comment on my 'Den dokumentariske fortælling' which I guess can be translated to 'The documentary narrative'. However it misses my approach to the matter.

Ib Bondebjerg: A Poetics for the Documentary

A poetics for the Documentary - basic genres and formats

Ib Bondebjerg

I think it is a very valuable endeavour Opstrup (ed.: Mikael Opstrup: "The documentary Narrative / Den dokumentariske fortælling", 9.10.08 on this site, written in Danish and English. Search on "opstrup" at the left column) has embarked on trying to define what is specific for a documentary narrative and comparing it with documentary (TV)programs and the fiction film narrative. To see the documentary project as a working with contradictions between reality and narrating reality is certainly an aspect worth noting...

Photo: Ib Bondejerg right.. Henning Camre left

Picasso and Artistic Variation

An obsession, one of many that came from Picasso, who often made several of the works in one day. And you understand why the master wrote - on the back of an envelope - probably in 1932: "When I see Manet's Lunch on the Grass I tell myself there is pain ahead".

Artistic repetitions and variations of the same theme in documentary films... Where do we find them? I had this thought when I watched Picasso. I thought of Jørgen Leth and his two America-films, "66 Scenes from America" and "New Scenes from America". The camerawork of Dan Holmberg is in both cases much more linked to visual art than to narrative (literary) structures. I thought of Steen Møller Rasmussen, also a Danish documentarian, who has searched to catch New York, inspired heavily by Leth as a filmmaker and Robert Frank as a filmmaker and photographer. I thought of Sergey Dvortsevoy and his Russian images, full of atmospheres and different moods, as are the Danes I mention above. And as are Picasso´s variations. Could it be possible to talk more about film and (visual) art?   

http://www.musee-orsay.fr/fr/accueil.html

Mikael Opstrup: The documentary Narrative 2

DEN DOKUMENTARISKE FORTÆLLING - Skabelsen af dokumentarfilmen, sammenholdt med dokumentarprogrammet og fiktionsfilmen / THE DOCUMENTARY NARRATIVE (English version after the Danish)  

1. Fiktionsfilmen er defineret af historien. Et handlingsforløb som nedfældes i manuskriptet og siden omsættes til film. Instruktørens arbejdsproces er lineær og fiktionsfilmen er dramaturgisk friktionsfri. Der er kun et handlingsforløb. Fiktionsinstruktørens bestræbelse er fortælling.

2. Dokumentarprogrammet er defineret af emnet. En begivenhedsrække, som journalisten gengiver så objektivt som muligt. Selv om objektivitet er en umulighed og skabelsen af programmet dermed modsætningsfyldt, er journalistens bestræbelse entydig og vejen mod det uopnåelige er lineær, som i fiktionsfilmen. Der er kun et handlingsforløb. Journalistens bestræbelse er gengivelse.

3. Dokumentarfilmen er defineret af både et begivenhedsforløb og en fortælling. Begivenhedsforløbet finder sted i den virkelighed dokumentarfilmen beskriver. Fortællingen er instruktørens genfortælling af begivenhedsforløbet. Der er to handlingsforløb og kernen i dokumentarfilmens dramaturgi er modsætningen mellem de to handlingsforløb, det faktuelle og det narrative. Dokumentarinstruktørens bestræbelse er genfortælling.

4. Både fiktionsfilmen og dokumentarprogrammet består ideelt set af to skarpt opdelte forløb: i fiktionsfilmen at skrive et manuskript og derpå omsætte dette til film; i dokumentarprogrammet at indsamle fakta og derpå at ordne disse begivenheder i et program; dokumentarfilmens forløb består ideelt set af en uendelig vekselvirkning mellem at skabe fortællingen, optage begivenhedsforløbet og ændre fortællingen.

5. Således har dokumentarfilmen noget til fælles med både dokumentarprogrammet og fiktionsfilmen. De to dokumentargenrer har den antagonistiske modsætning mellem virkelighed og formidling til fælles; men hvor journalistens bestræbelse vil være at minimere modsætningen, vil dokumentarinstruktørens være at uddybe den.De to filmgenrer har fortællingen til fælles, da der ingen dramaturgisk forskel er på fiktionsfilmen og dokumentarfilmen; men hvor fiktionsinstruktøren selv skaber fortællingens enkeltelementer - scenerne - må dokumentarinstruktøren beslutte, om den ene eller den anden begivenhed er bærer af enkeltscenen i den dokumentariske fortælling.

6. Dokumentarfilmens modsætning mellem det faktuelle og det narrative er antagonistisk i arbejdsmæssig henseende men komplementær i kunstnerisk forstand. Antagonisme er det forhold, at to ting er uforenelige modsætninger. At to modsætninger udelukker hinanden. Komplementaritet er det forhold, at to sider af en sag foruden at udelukke hinanden også kompletterer hinanden. At to modsætninger er hinandens forudsætninger.

7. Skabelsen af en dokumentarfilm er en antagonistisk proces. For instruktøren personligt fordi fortolkningen af virkeligheden kun bliver interessant, hvis den er resultat af en stræben mod objektivitet - velvidende at det er i fortolkningens møde med gengivelsen at dokumentarfilmen bliver til kunst. Og arbejdsmæssigt fordi vi skal formulere en fortælling på et tidspunkt, hvor vi endnu ikke kender det begivenhedsforløb, fortællingen gengiver. Det kan ikke lade sig gøre. Men det lader sig gøre. Det sker ved at transformere den antagonistiske modsætning til en komplementær.

8. Det betyder, at man hele tiden skal ændre fortællingen efter udviklingen i virkelighedsforløbet. Det vanskelige ligger i at hengive sig til den absolutte stræben, som er forudsætningen for en vellykket og forløst fortælling, velvidende at virkeligheden hele tiden vil ændre fortællingen. Konstant at stræbe mod at strukturere en virkelighedsfremstilling, som må korrigeres af virkeligheden. At kombinere absolut åbenhed med absolut beslutsomhed. At stræbe fuldt og helt mod det uopnåelige. Ja netop at finde styrken til at stræbe, fordi målet for denne stræben, er uopnåeligt.

9. Dette forhold er kernen i arbejdet med den dokumentariske fortælling. At erkende nødvendigheden af at transformere den antagonistiske modsætning mellem virkelighed og fortælling til en kreativ komplementær modsætning, er en bevidsthedsmæssig forudsætning for at skabe dokumentarisk filmkunst. At skabe det fuldendte ved at stræbe mod det umulige.

10. Dokumentarfilmen forløses kunstnerisk, når kun det ene lag - virkeligheden - er synligt som kontinuerlig fortælling. Når genfortællingen ikke fungerer harmonisk, dvs. hvis enkeltelementerne fra virkelighedsforløbet ikke er fuldstændigt sammenfaldende med scenerne i fortællingen, åbenbares dette andet lag - fortællingen - som et postulat. Derved ændres det virkelige begivenhedsforløb fra at udgøre fortællingens elementer til at blive en ny og selvstændig fortælling. Filmen får dermed to uafhængige narrative forløb, hvorved værket falder fra hinanden. Men når instruktørens fortælling går op i en højere enhed med virkeligheden, ophører den med at være til stede i tid og rum og findes blot som dramaturgisk klarhed.

11. Evnen til at arbejde kreativt forløsende med uforenelige modsætninger er en central evne hos dokumentarfilm instruktøren.

THE DOCUMENTARY NARRATIVE

The creation of the documentary - compared to the documentary programme and the fiction film.

Mikael Opstrup

1. Fiction is defined by the story. A course of events that is written down in the script and then converted into a film. The directors work process is linear and the fiction film is from a dramaturgic point of view frictionless. Only one course of events exists. The fiction director's endeavour is storytelling.

2. The documentary programme is defined by the subject. A course of events that the journalist reproduces as objectively as possible. All though objectivity is an impossibility and the creation of the programme thereby antagonistic, the journalist's effort is unambiguous and the road towards the unattainable is linear as in fiction. Only one course of events exists. The journalist's endeavour is reproduction.

3. The documentary film is defined by both a course of events and storytelling. The course of events takes place in the reality the documentary describes. The story is the director's retelling of the event. There are two courses of events and the core of the documentary's dramaturgy is the contradiction between the two courses of events, the factual and the narrative. The documentary director's endeavour is retelling.

4. Both the fiction film and the documentary programme exist ideally of two clear-cut developments: In fiction to write a script and there after to transform it into film; in the documentary programme to collect facts and there after to put the events in order in a programme. The documentary film exists ideally of en endless interaction between the creation of the story, recording of the events and changing the story.

5. Hence the documentary has things in common with both the documentary programme and the fiction film. The two documentary genres have the antagonistic contradiction between reality and presentation in common; but where as the journalist's endeavour is to minimize the contradiction the documentary director's endeavour is to maximize it. The two film genres has the storytelling in common; but where as the fiction director creates the story's components - the scenes - himself, the documentary director has to decide if the one or the other event is the bearer of a scene in the documentary story.

6. The documentary film's contradiction between the factual and the narrative is antagonistic in work-related respect but complementary in artistic respect. Antagonism is the condition that two sides of an issue are inconsistent. That two contradictions exclude each other. Complementarity is the condition that two sides of an issue besides excluding one another at the same time complement one another. That two contradictions presuppose one another.

7. The creation of a documentary is an antagonistic process. On two levels. Personally for the director because the interpretation of reality only becomes interesting if it is the result of a strive for objectivity - well aware that it is in the interpretation's encounter with the reproduction the documentary film becomes art. Work related because we have to put forward a story at a time where we do not know the course of events, the story reproduces. This is not possible. But it is done. Done by transforming the antagonistic contradiction into a complementary paradox.

8. This means to constantly modify the narrative one has created because the perception of reality constantly changes the story. The difficulty being the devotedness towards absolute aspiration, which is the essential prerequisite for a successful and released story, well aware that reality constantly will change the story. Constantly striving to organise a presentation of reality that must be corrected by reality.  Combining absolute openness with absolute resolve. Striving body and soul to achieve the unattainable. Actually finding the strength to strive because the very goal one is striving to attain is unattainable.

9. This condition is the essence of working with the documentary story. To realise the necessity of transforming the antagonistic contradiction between reality and storytelling into a creative complementary paradox is a conscious prerequisite for the creation of documentary film art. The creation of the complete by striving towards the unattainable.

10. The documentary film is released artistically, when only one layer - reality - is visible as a continual narrative. When the retelling is not harmonious, i.e. if the single elements from the course of events are not completely convergent with the single scenes in the story, this second layer - the narrative - is revealed as a postulate. Thus the actual sequence of events is reversed from representing the elements of the narrative to becoming a new and autonomous narrative. Thus the film gets two independent courses, by which the work falls apart. But when the director's work comes together with reality it ceases its presence in time and space and exists only as dramatic clarity.

11. The ability to work creatively releasing with inconsistent contradictions is a key ability of the documentary film director.

Mikael Opstrup is producer, Final Cut Productions. opstrup@final-cut.dk  http://www.final-cut.dk/  Mail private: mikael@opstrup-husum.dk

Frederick Wiseman on Festival Tour

Julia Kristeva: .. films as a substitute

Kristeva analyses paintings and books but suddenly while reading an essay on Marguerite Duras, I meet  this thought provoking reflection on film language:

"For such silent or precious exaggeration of speech, for its weakness tensed as if on a tightrope above suffering, films come as a substitute. Having recourse to theatrical representation, and especially to the film image, necessarily leads to an uncontrollable wealths of associations, of semantic and sentimental richness or poverty according to the wiewer. If it be true that images do not make up for verbal stylistic awkwardness, they do nevertheless plunge it into the inexpressible - the "nothing" becomes undecidable and silence inspires one to muse.

As a collective art, even when the scriptwriter manages to control it, the cinema adds something to the Spartan indications of the author (who ceaselessly protects a sickly secret at the heart of a more and more elusive plot); what it adds are the inevitably spectacular volumes and aggregates of bodies, gestures, actors' voices, setting, lighting, producers and all those whose task is to show.

If Duras uses the screen in order to burn out its spectacular strength down to the glare of the invisible by engulfing it in elliptical words and allusive sounds, she also uses it for its excess of fascination, which compensates for verbal constriction. As the characters' seductive power is thus increased, their invisible malady becomes less infectious on the screen because it can be performed: filmed depression appears to be an alien artifice.

We now understand why Duras' books should not be put into the hands of oversensitive readers. Let them go see the films and the plays; they will encounter the same malady of distress but subdued, wrapped up ina dreamy charm that softens it and also makes it more feigned and made up - a convention. Her books, on the contrary bring us to the verge of madness."

"A cette exagération silencieuse ou précieuse de la parole, à sa défaillance tendue en corde raide sur souffrance, vient suppléer le cinéma. Recourir à la représentation théâtrale, mais surtout à l'image cinématographique, conduitnécessairement à une profusion immaîtrisable d'associations, de richesses ou de pauvretés sémantiqueset sentimentales au gré du spectateur. S'il est vrai que les images ne réparentpas les maladresses stylistiques verbales, elles les noient cependant dans l'indicible : le "rien" devient indécidable et le silencefait rêver. Art collectif même si la scénariste parvient à le contrôler, le cinéma ajoute aux indications frugales de l'auteur (qui protège sans cesse un secret maladif au creux d'une intrigue de plus en plus insaisissable dans le texte) les volumes et les combinaisons, forcément spectaculaires, des corps, des gestes, des voix des acteurs, des décors, des lumières, des producteurs, de tous ceux dont le métier est de montrer. Si Duras utilise le cinéma pour user jusqu'à l'éblouissement de l'invisible sa force spectaculaire en la submergeant de mots elliptiques et de sons allusifs, elle l'utilise aussi pour son surplus de fascination qui remédie à lacontraction du verbe. en multipliant ainsi le pouvoir de séduction de ses personnages, leur maladie invisible devient à l'écran moins contagieuse à force d'êtrejouable : la dépression filmée apparaît un artifice étranger.

On comprend désormais qu'il ne faut pas donner les livres de Duras aux lecteurs et lectrices fragiles. Qu'ils aillant voir les films et les pièces, ils retrouveront cette même maladie de la douleur mais tamisée, enrobée d'un charme rêveur qui l'adoucit et la rend aussi plus factice et inventée : une convention. Les livres, au contraire, nous font côtoyer la folie."

Litt.: Julia Kristeva: Black Sun - Depression and Melancholia, 1989. Soleil noir - dépression et mélancolie, 1987.

Mikael Opstrup: Den dokumentariske fortælling

Teksten her er kommet til på min insisterende opfordring. Jeg har længe vidst, at Opstrup skrev på en lang og udførlig tekst om dokumentarfilmens dramaturgi. For nogen tid siden viste han mig en kort og meget stram version. Vi blev enige om at forsøge at give den poetikkens klassiske form. Og det har Opstrup så gjort. Dette er resultatet.

SKABELSEN AF DEN DOKUMENTARISKE FORTÆLLING

af Mikael Opstrup

Der er ingen forskel på dokumentarfilmen og fiktionsfilmen i dramaturgisk henseende. Begge har én fortælling. Her hører ligheden op.

1. I fiktionsfilmen er der kun én fortælling i skabelsesmæssig forstand. Det handlingsforløb som nedfældes i manuskriptet og siden omsættes til film.

2. I dokumentarfilmen er der både et begivenhedsforløb og en fortælling. Begivenhedsforløbet finder sted i den virkelighed dokumentarfilm beskriver. Fortællingen er instruktørens genfortælling af begivenhedsforløbet.

3. Hvor fiktionsfilmen er dramaturgisk friktionsfri - og skabelsesprocessen lineær - er kernen i dokumentarfilmens dramaturgi modsætningen mellem de to handlingsforløb, det faktuelle og det narrative.

4. Denne modsætning er antagonistisk i arbejdsmæssig henseende men komplementær i kunstnerisk forstand. Antagonisme er det forhold, at to ting er uforenelige modsætninger. At to modsætninger udelukker hinanden. Komplementaritet er det forhold, at to sider af en sag foruden at udelukke hinanden også kompletterer hinanden. At to modsætninger er hinandens forudsætninger.

5. Skabelsen af en dokumentarfilm er en antagonistisk proces, fordi vi skal formulere en fortælling på et tidspunkt, hvor vi endnu ikke kender det begivenhedsforløb, fortællingen gengiver. Det kan ikke lade sig gøre.

6. Men det lader sig gøre. Det sker ved at transformere den antagonistiske modsætning til en komplementær. Hvor fiktionsfilmens forløb ideelt set består af to skarpt opdelte faser: at skrive et manuskript og derpå omsætte det til film, består dokumentarfilmens forløb ideelt set af en uendelig vekselvirkning mellem at skabe fortællingen og at optage begivenhedsforløbet; en proces der ofte fortsætter langt ind i klippefasen.

7. Det betyder, at man hele tiden skal ændre fortællingen efter udviklingen i virkelighedsforløbet. Det vanskelige ligger i at hengive sig til den absolutte stræben, som er forudsætningen for en vellykket og forløst fortælling, velvidende at virkeligheden hele tiden vil ændre fortællingen. Konstant at stræbe mod at strukturere en virkelighedsfremstilling, som må korrigeres af virkeligheden. At kombinere absolut åbenhed med absolut beslutsomhed. At stræbe fuldt og helt mod det uopnåelige. Ja netop at finde styrken til at stræbe, fordi målet for denne stræben, er uopnåeligt.

8. Dette forhold er kernen i arbejdet med den dokumentariske fortælling. At erkende nødvendigheden af at transformere den antagonistiske modsætning mellem virkelighed og fortælling til en kreativ komplementær modsætning, er en bevidsthedsmæssig forudsætning for at skabe dokumentarisk filmkunst. At skabe det fuldendte ved at stræbe mod det umulige er den afgørende evne hos dokumentarfilm instruktøren.

9. Det er heri forskellen mellem journalistisk og kunstnerisk dokumentarisme ligger. Journalisten stræber efter en gengivelse af virkeligheden, instruktøren efter en genfortælling. Begge genrer indebærer en umulighed, men hvor journalistens mål vil være at minimere modsætningen, vil instruktørens være at uddybe den.

10. Dokumentarfilmen forløses kunstnerisk, når kun det ene lag - virkeligheden - er synligt som kontinuerlig fortælling. Når genfortællingen ikke fungerer harmonisk, dvs. hvis enkeltelementerne fra virkelighedsforløbet ikke er fuldstændigt sammenfaldende med scenerne i fortællingen, åbenbares dette andet lag - fortællingen - som et postulat. Derved ændres det virkelige begivenhedsforløb fra at udgøre fortællingens elementer til at blive en ny og selvstændig fortælling. Filmen får dermed to uafhængige narrative forløb, hvorved værket falder fra hinanden. Men når instruktørens fortælling går op i en højere enhed med virkeligheden, ophører den med at være til stede i tid og rum og findes blot som dramaturgisk klarhed.

11. Evnen til at arbejde kreativt forløsende med uforenelige modsætninger er en central evne hos dokumentarfilm instruktøren.

Mikael Opstrup er producent, Final Cut Productions. opstrup@final-cut.dk  www.final-cut.dk

Werner Herzogs poetik 5

5. Herzog slår fast at de findes der i den filmiske konstruktion. I modsætning til den journalistiske reportage, hvor de ville forstyrre. Men det må ikke få os til at det samme gælder film, hvor der findes sådan noget som poetisk og henreven sandhed. Den er mystisk og flygtig og kan kun nås ved digtning, fantasi og stilisering.

6. Cinémá verité folk ligner turister som tager billeder midt iblandt kendsgerningers ældgamle ruiner, erklærer han bekymret. Jeg tror han tænker på om hans egne reportager slår til, om de mange fluen på væggen film nu virkelig tænkes færdige. Jo, ok, mestrenes gør, Dvortsevoys gør. Franks, men Wisemans? Altid? Bang Carlsens? Wivels? Aldrig turismens lethed? Jo, da, som vi andre. Dog, Leth digter, fantaserer og stiliserer hele tiden.

7. Men tordner den evigt kontinent-vandrende Herzog: turisme er synd, fodrejse er dyd!

8. Og så fortæller han en historie om de snesevis på snescootere som i det smeltende forår braser igennem isen på søerne i Minnesota. Presset på guvernøren er stort for at få ham til at lovgive om det. Men denne forhenværende bryder og bodyguard har svaret: man kan ikke lave love imod dumhed.

9. Så er handsken kastet, noterer Herzog. Dette er modstanderen. Og det bliver hovedtema i speaken til Grizzly Man, naiviteten over for naturens virkelighed set gennem mange erkendelseslag i et filmværk.

10. For månen er mat, moder natur kalder ikke, taler ikke til dig, lige meget hvor meget gletscheren giver lyd fra sig. Og lad være med at lytte til livets sang. Bedrøvede råd til Amie Huguenard og Timothy Threadwell, som forførte af et naivt natursyn leverede den ultimative reportage.

11. Så vi skal være taknemmelige for, at universet derude ikke kender noget smil.

12. Werner Herzog konkluderer sin erklæring og filmkunstneriske program: Livet i oceanerne må være et rent helvede. Et umådeligt, nådeløst helvede af permanent og direkte fare. Så meget helvede, at nogle arter, herunder mennesket, under evolutionen kravlede og flød op på nogle små stykker fastland, hvor mørkets lære fortsætter.

Werner Herzogs poetik 4

Tue, jeg tror altså ikke, at Herzog er oppe mod filmhistorien og dens anerkendte helte, han er oppe mod overfladiskhed, naivitet og dumhed i tænkningen med kameraet og i klipperummet. Oppe mod sig selv for så vidt. Så er man modløs, må man tage sig sammen.

En myte fortæller, at han tilfældigt mødte et kamerahold i lufthavnen i Wien. Det skulle til Kuwait, det var lige efter krigen. De var modløse, havde ikke rigtigt greb om opgaven. Derfor ikke lyst til reportagen, som ventedes af dem. Herzog foreslog, at han tog med og instruerede. Det ville være en ære, sagde de, ordnede det med deres tv-station og deres tv-reportage blev til "Lessons of Darkness".

Det afgørende ved den historie er jo ikke, om det faktisk er foregået, det der i Wien og så videre, men om den er sand i sin fortælling om fortælling.

Og sådan er det for mig at se med Herzogs punkter. De er ikke politiske, de er poetiske.

Herzog Footnote 2

Allan refers to the point 5 in the Minnesota Declaration of Werner Herzog:

"5. There are deeper strata of truth in cinema, and there is such a thing as poetic, ecstatic truth. It is mysterious and elusive, and can be reached only through fabrication and imagination and stylization."

Noone will object to that this is what Herzog at his best has achieved, at least in his "Lessons of Darkness" - it is mysterious and elusive.

But I could mention several "mysterious and elusive" magical moments in films that have been made from the observational approach that Herzog's whole Declaration was made to oppose.

It reminds me about la nouvelle vague in France (Godard, Truffaut et co.), who rejected the qualities of Jean Renoir and Marcel Carne when they launched their programmme.. Or, in a much friendlier way, our own Danish Jon Bang Carlsen, who had to fight for his "staged documentary" style for many years before it was accepted by hard core documentarians. But that was 20 years ago, long time ago, now we can value both Albert Maysles and Werner Herzog and Jon Bang Carlsen and Joergen Leth and Anne Wivel.

Werner Herzogs poetik 3

Jamen Tue, han var da ikke, og er, i sine filmpoetikpunkter, da ikke ude efter disse fine folk, du nævner. Slet ikke personligt. Derfor undskyldningen, vil jeg tro. Fordi, han fornemmede eller fik at vide, at de følte sig personligt stødt. Og han har jo naturligvis heller ikke slettet denne pamflet fra sin hjemmeside. For den handler nemlig om noget inden i ham selv. Og tilbydes os andre som udfordring til vores tanke, som Perse siger om havet hver morgen. Hvordan er det med forholdet mellem sandhed og virkelighed på film?

Om lidt sidder vi på festivalen med det provokerende navn: Cinéma du réel.. vi må nu lige tilbage til Herzog, som i filmen om de to, der bliver spist af bjørnen, udreder, hvordan deres filmmateriale er enestående med hensyn til virkelighed, men naivt i analysen, falskt..

Vi må lige tage nogle flere punkter fra Minnesotaerklæringen.. Punkt 5 stiller virkelig krav til dokumentarfilmens selvopfattelse. Herzog finder der under den filmede reportage, samtale, intervieu i filmen er dybere lag med egenskaber som poetisk, ekstatisk sandhed. (fortsættes)

Herzog footnote

Allan Berg, my fellow blogger, is fascinated by Werner Herzog. And indeed, he is a great filmmaker, who has brought something new to the documentary genre. "Little Dieter Needs to Fly", as an example, is a pure masterpiece.

Allan advises you to go to the Werner Herzog site to read his Minnesota Declaration, which he made to comment on what he calls the cinéma vérité. Allan writes in Danish, the declaration is in English.

Fun to read it is and inspiring, but also nonsense from the side of Herzog to denounce - let´s call it that - the observational documentary cinema. Is there no truth in what Sergey Dvortsevoy does, or what about Herz Frank, Pennebaker, Leacock, Wiseman? Is it reasonable to reduce observational documentary to mere search of facts...

Of course not, and Herzog knows that, and that is why he publicly excused his provocative Minnesota statement at a meeting where all the old boys - Maysles included, he is probably the one that Herzog refers to when he says that he has heard a filmmaker say that he can find the truth by observation, by being there - were present.

But fun reading. The documentary genre is alive and kicking. The diversity is a sign of good health for the genre.

http://www.wernerherzog.com/main/index.htm

Werner Herzogs poetik 2

Blot at tage et kamera og så prøve at være ærlig er naivt og både rigtigt og forkert på en måde, som minder Herzog om nattevagten i Supreme Court, som fortørnes over mængden af skrevne love og tilladte procedurer. "Jeg synes, der bare skulle være en eneste lov: De slemme fyre skal puttes i fængsel." Uheldigvis har han på en måde ret, for de flestes vedkommende, det fleste gange, bemærker Herzog.

Cinéma Vérité forveksler kendsgerninger med sandhed og pløjer derfor kun sten. Og dog, kendsgerninger har somme tider en mærkelig, en sælsom kraft, som gør, at deres nedarvede sandhed forekommer vanskelig at tro på, hedder det i Minnesotaerklæringens tredje afsnit, Herzog fascineres ved visse kendsgerninger, men tordner alligevel i afsnit fire: Kendsgerninger skaber normer, sandhed skaber belysning og viden.

Og netop i filmkunsten er der dybere lag af sandhed... (fortsættes)

Werner Herzogs poetik

Den er fra 1999, denne erklæring om sandhed og kendsgerning i dokumentarfilm, som Herzog kalder Lessons of Darkness. Den er underskrevet 30. april det år på Walker Art Center i Minneapolis, Minnesota. Det er snart ti år siden og Dogme 95 var dengang det filmiske æstetik regelsæt, man talte om. Herzog opfatter von Triers og Vinterbergs regler "som en madopskrift", fortalte han, da han oktober 2006 holdt master class på filmskolen.

Herzog stiller helt andre og inderligere krav til et kyskhedsløfte. Hans tilværelsessyn er ældre og har i sig en ganske anden grundstemning. Og følgelig en anden etik. Der er 12 punkter i hans Minnesotaerklæring, som kan læses på hans hjemmeside

http://www.wernerherzog.com/main/index.htm 

(vælg "Minnesota Declaration" i indexet), og han begynder med at konstatere, at trods sin sin erklæring om det modsatte er den såkaldte cinéma vérité blottet for verité. Det bliver i dens ortodokse naivitet til en kunstig sandhed, til en bogholdernes sandhed. En fremtrædende repræsentant for kunstretningen erklærede engang offentligt, at sandheden let kan findes ved blot at gribe et kamera og prøve at være ærlig.