Kasper Torsting: Åbent brev til Medusa

En forfattergruppe, som kalder sig Medusa står for kronikken Birthe fra Vejle lægger niveauet for tv, der blev bragt i Politiken i søndags. En bredside af en kritik af TV´s personfiksering og føleri. Kasper Torstings film Søren Gade - de sidste 48 timer blev konkret prügelknabe:

http://politiken.dk/debat/kroniker/article928450.ece

Torsting har sendt os dette åbne brev om journalistik og dokumentarfilm: 

Når jeg læser jeres kronik, bliver jeg forvirret. Forvirret over at være enig i mange af jeres synspunkter samtidig med, at I vælger at bruge en film, jeg har lavet som eksempel på det, I kritiserer. Godt og vel 600.000 mennesker så filmen, og ifølge Gallups TV-meter måling var seernes karakter fire ud af fem mulige. I al beskedenhed et udmærket resultat. Desværre vil det høje seertal være negativt i jeres optik. Alle er naturligvis velkomne til at mene, hvad de vil om min film, men når I (“Tænketanken” Medusa) skyder til højre og venstre med jeres generelle anklager mod TV branchen - samtidig med at I selv forlanger dybde og saglighed - så er det måske på sin plads, at eksemplerne ikke er så upræcise. Og vi er rørende enige om, at der er nok at tage af - altså eksempler på dårligt TV.

Og hvorfor mener jeg så, at min film ikke er et specielt velvalgt eksempel på dårlig journalistik?

Kasper Torsting: Krigsministeren 2

Filmen og dens opfølgende arbejde er voldsomt debatteret. Højdepunktet i troløse udtryk er Ekko-anmeldelsens bemærkning om instruktøren som "en nyttig idiot". Kasper Torsting har forleden dag svaret med en kronik i Berlingske Tidende, hvor han skviver om den observerende dokumentarfilm som en stolt tradition med æstetisk - og etisk måske også - front mod en del journalistik. Her er et link til kronikken og et link til Ekkos anmeldelse:

http://www.berlingske.dk/kronikker/en-nyttig-idiots-bekendelser

http://www.ekkofilm.dk/?id=865&allowbreak=Nej

De to film er emnet for en filmaften i FOF-Randers' filmklub onsdag 24.marts 19:00:

http://www.infof.dk/alt/default.asp?enhed_id=13&rekl=1

Dola Bonfils om at forsinke virkeligheden

Jeg ser på det her still, og jeg ser straks, at det er Vilby i baggrunden. Pålideligheden og engagementet og videnmængden personificeret. Dola Bonfils og Lise Lense Møller har sendt ham til New Delhi for at møde en berømt miljøforsker. Det er i 1996 vil jeg tro. Og i scenen her er de ude at kigge på tingene. Bonfils laver filmoptagelser af det, som sker. Men det vill vare længe, inden jeg får lov til at se, hvad det er, som sker. For hun tøver, filminstruktøren, hun tøver med vilje. Hun har et par år tidligere skrevet hvorfor, principielt og i en æstetisk bemærkning i forordet til et katalog på Nationalmuseet: 

"...´Direkte´står der af og til i fjernsynsbilledet (Dola Bonfils skriver i 1993..), sådan at vi kan bide mærke i følelsen af, at vi er midt i en transmission til hinanden. Foran kameraet ved de, at deres statistikker og kurser, svedperler på overlæben, hypoteser om fremtiden og katastroferapporteringer er udnævnt til at være verdensbegivenheder før de har fundet sted - har fået plads i historien så at sige før den er skrevet. Foran skærmen i stuerne får vi et kick af at se bolden sejle ind i målet det øjeblik, det sker, og vi nyder endnu engang, at virkeligheden kan reduceres til, hvad man kan se og høre, når man er til stede selv og sammen med andre. 

Det er typisk for en tendens i medierne at fokusere vores opmærksomhed omkring denne opfattelse af tiden, snarere end omkring vores mening. Det direkte billede lader kun nutiden slippe igennem, og overlader til den enkelte at bearbejde modstridende, komplicerede, vidtrækkendeeller dramatiske informationsmængder.

Mogens Rukov om sandheden bagved det tilgængelige

Jeg er dokumentarist, understregede Ulla Boje Rasmussen forleden, vi talte om hendes nye film, og der var noget der, som er vigtigt for hende. Hun er i den anstrengende slutfase af arbejdet med en stor film om en berømt (og nu vist også berygtet) islandsk slægt. Hun forsvarede sin detailinteresse for alt det faktuelle derude, hvor virkeligheden er, forsvarede den over for en interesse, måske hos klipperen, måske hos forfatteren, for filmens konstruktion, over for den virkelighed, som findes derinde, derinde i filmen. Jeg tror Ulla B R bekymrede sig for sandheden i den sidste virkelighed og mistænkte filmkonstruktionen for at forråde den til fordel for sin egen, som var fiktion. Hun tøvede så gribende med at forlade én virkelighed for at ankomme til en anden. For hvad med sandheden?

I 1990 instruerede hun den vidunderlige film 1700 meter fra fremtiden om dagliglivet på det færøske sted, Gásadalur. Og i filmens katalog beskæftiger Mogens Rukov sig med denne sandhedens forvandling, som han ser det er. Som filmen og ikke den journalistiske tv-reportage kan.

”Vi er i en lille bygd på en stor ø i Færøerne, nogle kilometer fra en større by (indkøbsstedet), adskilt fra den af et højt fjeld, en flere timer lang vej, en bygd med kun 16 indbyggere i en klynge huse, deres får og kvæg, græsgangene, klipperne, havet.

Det kan ligne en almindelig dokumentarfilm. Men det er det ikke. Den er sær, skæv, uden at gøre opmærksom på det, uden at blive påtrængende som form, alligevel anderledes struktureret.

Det kunne have været en reportage. De 1700 meter fra fremtiden er et reportageemne. Det drejer sig om en tunnel, der måske/måske ikke bliver anlagt som forbindelse til den større by. Men det er kun en maske, noget, der foregives, der spilles med. Formen er dybere. Reportagen går i stykker, gennemhulles af den virkelighed, hvori den finder sted. Man kunne tale om en ustandselig distraktion mod det virkelige, menneskene og deres historier.

Marguerite Duras about New Narrative Regions

Niels Pagh Andersen vil have ballade. Den er jeg med på. Så jeg fortsætter med mit højtravende intellektuelle snak, som det er blevet kaldt. Jeg finder lige et citat igen, jeg faktisk fandt for nogle uger siden. Og nu nægter jeg at aflevere bogen på biblioteket. Det er fra indledningens ”General Remarks”:

”The names of Indian towns, rivers, states, and seas are used here primarily in a musical sense. All references to physical, human, or political geography are incorrect: You can’t drive from Calcutta to the estuary of the Ganges in an afternoon. Nor to Nepal. The ‘Prince of Wales’ hotel is not on an island in the Delta, but in Colombo. And New Delhi, not Calcutta, is the administrative capital of India. And so on.

The characters in the story have been taken out of a book called The vice-consul and projected into new narrative regions. So it is not possible to relate them back to the book and se India Song as a film or theatre adaption of The Vice-consul. Even where a whole episode is taken over from the book, its insertion into the new narrative means that it has to be read, seen, differently.

In fact, India Song follows on from The Woman of the Ganges. If  The Woman of the Ganges hadn’t been written, neither would India Song. The fact that it goes into and reveals an unexplored area of The vice-consul wouldn’t have been a sufficient reason.

What was a sufficient reason was the discovery, in The Woman of the Ganges of the means of exploration, revelation: the voices external to the narrative. This discovery made it possible to let the narrative be forgotten and put at the disposal of memories other than that of the author: memories which might remember, in the same way, any other love story. Memories that distort. That create. Some voices from The Woman of the Ganges have been used here. And even some of their words. That is about all that can be said.” (Marguerite Duras: India Song, 1973, English translation 1976)

Jeg skriver selvfølgelig det her lange citat af, fordi jeg lige nu tror, at hvis vi skal begynde eller gå videre med en diskussion om dokumentarfilm og dens religion, dokumentarismen, kunne det være skægt at veksle sætninger om virkelighederne, filmens virkelighed og den såkaldte virkeligheds virkelighed. Altså den uden for filmen, som man hævder findes. Glædelig jul til Niels P A og alle I andre…

Geyerhalter: Too Many Cheap tv Documentaries

This year’s Top 10 at the coming IDFA festival in Amsterdam is put together by Austrian filmmaker Nikolaus Geyrhalter. He has chosen films that have impressed him and that have played a role in his own development. Here is a clip from his motivation, where he praises Pirjo Honkasalo and her last big documentary:

”The 3 rooms of Melancholia” rescued a festival for me, which I would otherwise have left in frustration – I saw a lot of films there, most of which were very interesting in terms of their content, but formally lacked any kind of vision. It increasingly seems to me that people pay hardly any attention any more to the style of their film, as long as they have found a strong subject. At many documentary FILM festivals, I see films that hardly even reach the artistic – and often also technical – level of a cheap television documentary. Exceptional content is not enough to make a film into a good film. And I must also confess that I am not sure, that the film world has really been enriched by the democratisation that has been brought about by the advent of small cameras. True, this has resulted in greater output, particularly in the documentary field, and it is possible to make a documentary on a small budget, but the number of really great works seems to be in inverse proportion to the number of films being made. One of the few really great works of recent times is ”The 3 rooms of Melancholia”, which uniquely rises head and shoulders above the swamp of many small-scale documentaries, which call themselves films.

Still: The 3 Rooms of Melancholia

http://www.idfa.nl/industry/news/background/top-10-geyrhalter.aspx

Riga Diary...tv and Artistic Docs 2

I (Tue) wrote from Riga about the theme in the headline after a pitch at the Baltic Sea Forum. I made Iikka Vehkalahti comment on it and now there is a contribution from Marje Jurtshenko at Estonian Television, who was present and argued against the use of the expression "too artistic":

I see that I have raised a hot topic! I really got pissed of talking about "too artistic for tv" - especially when I didn't see anything that artistic in the trailer. Anyway, here is a short comment to Iikka:

I agree with many things what Iikka says about television and the way filmmakers sometimes try to hide weak stories behind the shaping but I also think that film is the combination of good story AND the visual, so if the content asks for the creative visual thinking I think we should encourage that. Tv has changed, of course, now it is mainly a fast food place but to be honest I know that there are also lot of people out there, who would like to have some gourmet dishes once in awhile. Even if those are more difficult to digest, even if it takes more money and time to prepare it.

I think that lot of the commissioning editors (not only) underestimate their audience as well. Of course if your slot has to make rating then you have to go for fast food but if people have chance to show creative docs, I think they should make effort also to support this kind of filmmaking (or thinking in general). Because if those people say that films are too creative and nobody will need those, of course soon this kind of filmmaking will disappear. And then I will better turn on the radio. Marje Jurtshenko.

Riga Diary... tv and Artistic Docs

Iikka Vehkalahti, YLE Finland had this comment to Riga Diary 5:

"Dear Tue. I have to admit, that we (YLE TV 2 Documentaries) have a slogan: " don´t look at tv, look at TV 2 Documentaries". It´s implement is actually the fact, that the nature of the television has changed. In the minds and in the decisionmaking. Because of several reasons of course. Starting from the competition of viewers, the slot programming, the new entertainment programmes, the nature of societies and cultural atmosphere etc.. etc.. etc..

The fact is that for a demanding, complex, creative, different documentary film there is not very much of space in television. And commisioning editors, they know that. But another thing is of course if they have given up, if they don´t fight for the best films with all possible tools starting from festival awards and ending at the marketing tools from YouTube to blogs and like art museums, the circle of friends.

Ok, we can say, that  in mainstream television art fight is doomed, that only special channels like.. documentary channels... but.. at the same time I have to copy my own words that I planned to write into Steps by Steps book, but left out (because it can be misunderstood). Good to read also I think: TO BE IN BETWEEN

Too often directors consider themselves more fascinating, than the stories they tell. And that means they place themselves between the audience and the story - usually in the name of Art. And sure it's great if the director really is an artist and is able to create new dimensions and interpretations of a story.

But if the director is just trying to make a weak story more interesting by decorating it - the only audience that'll be satisfied are the lousy juries at little tinhorn film festivals."

Riga Diary 5

Too artistic for whom? For the commissioning editor and his/her personal taste or for the viewers? What a patronising attitude! And what is meant by "too artistic"? In this case the trailer that was shown included some reconstructions, some tableaux that should give us the audience some idea of a stylistical approach. Call it a personal handwriting. Nothing unusual, just a bit different from the mainstream but enough to scare some of the television people. Not all of them, fortunately, the representative from Estonian television liked the clip and dared to mention that the film could also be good for festivals.

Which pissed off the representatives from BBC and DR, who expressed their disrespect for "festival films", i.e.for them are films for the happy few. Two comments to this: Well, this is just another confirmation that public television is run by the journalistic, mainstream approach, that programmes which are a bit different do not stand a chance. And that - with other words - you can forget all documentaries with artistic ambitions. Understandable it is that the audience feels that it is underestimated and choose to go to festivals instead. Which they do in big amounts, in full cinema halls that - added up - very often grap a bigger audience than the one that watches television.

Art and televison? Forget about it, except for some few exceptions.

Photo: Jurga Ivanauskaitė.

Filminstituttet under kraftig privatisering

Ebbe Preislers indsats for dokumentarfilmen i Danmark er omtalt under Mandagsdokumentaren. At han ikke er bange for at tage bladet fra munden viser følgende klip fra hans forord til programmet. Vi tilslutter os helt hans nødråb vedr. udenlandske kort- og dokumentarfilm:

”... dansk filmkultur har det rigtigt skidt på dette område. Der importeres stort set ikke kort- og dokumentarfilm til Danmark. Filminstitutet er under kraftig privatisering, og indkøbskontoen har været minimal i årevis. Den ene nye klassiker efter den anden går vores næse forbi...Der er mindst 100 kort- og dokumentarklssikere, der burde findes tilgængelige på f.eks. danske biblioteker, men som ikke er der. Filmens Tolstoj, Shakespeare, Virginia Wolf... Flere af dem var tilgængelige, dengang filmene lå på 16mm og kunne lejes af skoler og foreninger hos Statens Filmcentral. Et par af dem overlevede overgangen til VHS. Men meget få synes at have overlevet overgangen til den digitale tidsalder og dvd’en eller det digitale sendenet, der er på vej.

Jeg har spurgt i DFI om ikke importstøtte kunne komme på tale i et forsøg på at genkøbe de vigtigste titler, men reglerne for importstøtte er reserveret spillefilm...”

www.mandagsdokumentaren.dk

www.dfi.dk

Still: Hvor er kopierne til publikum af Audrius Stonys mesterværk - ordets betydning erindret - ALENE ? Hvor han som filmlærer til eleverne må man tro i en overstadig generøs sammenhæng anbringer en mangfoldigh ed af filmiske greb i én bevægelse. Jacob Høgel støttede i sin tid som konsulent produktionen.Men hvor er vores produkt? De tilgængelige kopier? (ABN)

Cine-essays i Cinemateket

Baltic Tour: Lithuania

Anyway, I can report to you that the Lithuanians keep their artistic quality. I have several times on this blog (use search on the site) mentioned the names of Arunas Matelis and Audrius Stonys, manyfold awarded in their own country and filmmakers who are very much esteemed internationally.

IF Lithuania still lacks a healthy and internationally open structure for funding of documentaries, and IF Lithuania has much less money available for production than the two other Baltic countries, the fact that I have recommended the selection committee at DOK Leipzig to watch 6 out of the 9 films that I saw, talks for itself. It is a country that salutes the auteur, the originality, the trust in images to tell the stories and the many layered documentaries that is what makes a creative documentary.

My host in Lithuania, a name I mention with much respect and admiration is Audrius Stonys, who makes one film per year, always related to the culture and traditions of his native country, always challenging to watch, born out of humanistic thinking. This time the title is "Four Steps", made out of a deep fascination of super-8 mm wedding films, shot in 1961, 1972, 1983 and 2007. And of course it is not "only" about wedding traditions, it is also philosophy and literature and songs and music. I look forward to see this film for the third time!

Now I break the rule of one name per country and salute Arunas Matelis as well. He is not only the master behind "Before the flight Back to the Earth" and a series of films that we saw at the Balticum Film & TV Festival in the 90'es, but has also taken the responsability to help the completion of Audrius Mickevicius long awaited and internationally supported (YLE, Finland and MDR, Germany) film about a man and his horse, "The Year of the Horse". A real Baltic documentary. Slooow, image born, no commentary, humour, a hymn to a life far away from the noisy metropoles. And far away from mainstream journalistic docs.

Do you read this, consultants at the Danish Film Institute? 

http://www.shakespeare.lt/ http://www.filmkommentaren.dk/default.asp?page_id=2  http://www.stonys.lt/index.asp?DL=E  Photo: Audrius Stonys

DOKS 100

De hundrede mest bevaringsværdige danske dokumentarfilm... den opgave blev stillet undertegnede og Niels Jensen for nogle år tilbage. Og den liste kan diskuteres, naturligvis, og I skal vide, hvis I kigger os nærmere i kortene, at når Jørgen Roos, Jørgen Leth og Jon Bang Carlsen ikke er med på listen, så er det fordi deres film allerede er sikret bevaring på bedst mulige måde. Husker I det, filmmuseum? Her er teksten fra hjemmesiden, som I kan klikke jer ind på:

http://www.dfi.dk/bibliotekogarkiver/billedarkiv/billederonline/doks100/doks100.htm

"Det Danske Filminstituts Filmarkiv bad i begyndelsen af 2006 to inkarnerede dokumentarfilmkendere, Tue Steen-Møller og Niels Jensen, om at udpege de 100 væsentligste og mest signifikante danske dokumentarfilm. Denne liste, der fik navnet "Doks 100", anvendes som rettesnor for bevaringsindsatsten i forhold til dokumentarfilm i filmarkivets samling (en lignende er tidligere blevet udformet for danske spillefilm). I forbindelse med det filmografiske arbejde blev listen udvidet med yderligere 39 titler, tilskyndet af Filminstituttets ph.d.-stipendiat Palle Bøgelund Petterson."

Still fra Anne Wivels Giselle, som er med på listen "Doks100" (+39). At filmen også er med på spillefilmlisten er selvfølgelig og dog tankevækkende. (ABN red.)

Oprigtighed

Jeg læser så lige det, som Kohl opfordrer til. Og så godt! Det er endnu en alvorlig og præcis og klog artikel af Peter Laugesen. En vigtig kommentar til Jacob Kjær Pedersens Agenten der sladrede om Frank Grevil.

Laugesen peger på, at filmen beskriver den hverdag, som er blevet Grevils. Og kun vil det: "Filmen er en egentlig dokumentarfilm, uden spillefilmsindslag - kun lidt indklip af den skæggede statsmand, der rutinemæssigt hævder, at der ikke er noget at komme efter, bryder den triste rutine, der er blevet Frank Grevils dagligdag." Og den dagligdag beskriver Laugesen så indlevet, at jeg bestemt må se efter igen i Kjær Pedersens film, er det der virkelig altsammen? Netop så gribende fortalt som Laugesen skriver? Det kan jo være. Læs artiklen og se filmen!

Peter Laugesen: Den oprigtige, Information 13. juni 2008. http://www.information.dk/160729  Jacob Kjær Pedersen: Agenten der sladrede, DR1 http://www.dr.dk/Dokumentar/tv/DR1/2008/0526143634.htm 

Journalistik eller hvad?

Så har jeg fat i Line Holm Nielsens artikel. Og jeg ser ikke helt filmen som hun. Jeg har i det, jeg så, ikke belæg for, at datteren ikke får knus nok, jeg opfatter bemærkningen om moderens fravær ved studenterhøjtideligheden som en almindelig følelsesunderdrivelse hos en Grevil, der jo netop som agent og som mand skal glemme følelser og derfor har et sprogligt klodset forhold til dem. Jeg tror modsat Holm Nielsen ikke Grevil er så sølle, som han ser ud i filmen. Han fremtræder sådan, fordi han i filmarbejdet svigtes af en uerfaren instruktør og uopmærksomme klippere og i sidste ende af en redaktør, som sært nok må være tilfreds med resultatet. Jeg synes jo netop som venindens mor, at han er sej.

Hvis man ikke må iscenesætte de medvirkende og arrangere foran kameraet i øvrigt og i hvert fald fjerne et ternet forklæde fra agentens mave og røde pølser i en gryde på bordet, så må  man vel selv som benhård journalist klippe engang imellem og klippe det væk, som forstyrrer ens billede af det man vil. Så hele linjen fra instruktør til redaktør har svigtet manden, udleveret ham til en følelsestyk forståelse, som Lotte Holm Nielsen kalder det, og til  afstandtagende medlidenhed føjer jeg til. Og herfra er jeg fuldstændig enig med hende i den todelte analyse og konklusion. Som hun gør det, hælder jeg til, at filmen ikke ved således at udstille Grevild som forvirret og alkoholiseret eller - som jeg opfatter det - som enlig far med et ret almindeligt privatliv (som i sig selv ikke gør stof til en film), at filmen ikke ved det tilfører Grevildsagen som offentligt anliggende noget som helst relevant nyt.

Jeg tror ikke det her er et spørgsmål om ren dokumentar eller dramatiseret rekonstruktion, ikke et spørgsmål om journalistik eller kunst. Det er vist bare en film, som ikke rigtig er lykkedes.

Jacob Kjær Pedersen: Agenten der sladrede, DR1 i dag 10:00, genudsendelse. Litt.: Line Holm Nielsen: TVflimmer, Berlingske Tidende, Kultur, 10. juni 2008. Charlotte Aagaard: I nationens tjeneste - Frank Grevil, majoren, der fik nok, 2005. Leif Davidsen: Livet i de hemmelige korridorer, anmeldelse af Aagaards bog, Information 9. september 2005.

Artiklen i Berlingske kan ses på  http://www.berlingske.dk/article/20080609/kultur/706090009/

Ulrik Wivel: Roskilde

Jeg har aldrig været på Roskilde festivalen. Jeg kan derfor ikke skrive ud fra genkendelsens glæde, som Politikens Dorte Hygum og Weekendavisens Bo Green Jensen. Og - hovedet på bloggen – jeg kender ikke de optrædende, bortset fra Peter Belli! Så jeg kan ikke hoppe så let ind i det filmiske rum, som jeg kunne med fodboldfilmen. Men jeg ved selvfølgelig om Roskilde og jeg har set forventningen i øjnene på bonussøn og nevøer før de drog afsted.

Og jeg bliver ikke grebet af atmosfæren på Roskilde... Jeg ser derfor på den filmiske side og lad mig starte med at udtrykke at filmen i sig selv er en kæmpepræstation. Stædigt at blive ved med at filme år efter år, og så sætte sig for at få det til at hænge sammen i én fortælling, det er der grund til at hæve flasken for, som der gøres ustandseligt i den omkring 100 minutter lange film. Her er der en ambition ud over det sædvanlige.

Problemet er bare, at nok er filmen godt lavet og nok er der et utal af fremragende situationer, som kameraet har fanget, og der er ofte manipuleret æstetisk flot med  billedet, og der er skøn musik, og tidligere festivalleder Leif Skov taler klogt,

Men der er altså også lange kedsommelige sekvenser, hvor filmen står stille. Hvor jeg føler en repetition og en rytme, som er alt for ens, forudsigelig og udynamisk – det bliver dog bedre mod slutningen, hvor der forsøges mere.

Er det klipningen, der er kikset, strukturen... er det fordi udspillet leder os på fejl vej? Vi bliver introduceret for en håndfuld mennsker på vej til at opleve festivalen, og for folk fra organisationen. Vi forventer derfor at følge dem på deres vej, men det sker blot engang imellem, og det bliver altid med distance. Den ornitologiske svenske dame, der tyller Gammel Dansk i sig kunne have været et nærmere bekendtskab værd, men det får vi ikke lov til på bekostning af det overblik, den alsidighed, filmen ønsker. Instruktøren og hans hold har ikke skåret til benet.

Tilbage står en flot - sikke luftbilleder der er taget – og det meste af tiden underholdende film, som lægger sin tro på at observationen er nok til at give et billede af et fantastisk fænomen,kendt over den ganske verden.

http://www.roskilde-festival.dk/2008/forside/roskildefilm/

Vurdering:

Journalistik eller Filmkunst - Forførerens Fald

En lille opfølgning på Piasecki og Munch-Petersens film, og på Dola Bonfils ønske om "at bruge" de fælles DFI/TV midler til at udfordre de alt for optrukne grænser mellem journalistikken og filmkunsten. I dette tilfælde med en film i serien "Follow the Money".

Debatten i Information viser med al mulig tydelighed, at der stadig er nogle kolossale barrierer, der skal nedbrydes. Journalisterne Mads Brügger og Nikolaj Thomassen - ud over deres smiden med verbal lort efter Frank Piasecki, som så returnerer det tilbage i hovedet på dem, lad denne interne debat ligge - forstår simpelthen ikke præmissen for dokumentaren: Her er en mand, som er interessant, vi ved alle sammen at han kørte et blad ned og at han er blevet kaldt for psykopat spalte op og spalte ned, men lad os give ham ordet, lade ham præsentere sit eget liv for fuld skrue. Det er så det, de to FILMinstruktører gør, og så er det op til os seere at mene om det, hvad vi vil. De er drevet af fascination og nysgerrighed overfor et menneske, det er den, de vil give videre til os.

Akkurat den samme metode brugte Jon Bang Carlsen i "En rig mand", men også dengang blev instruktøren (af journalister) beskyldt for at være mikrofonholder og lave reklame for en led kapitalist. Som de to instruktører her beskyldes for at være totalt ukritiske overfor deres hovedperson.

Hvad de ikke er, de filmiske virkemidler, kameravinklerne, lyset, lyden - alt skaber en stemning omkring og en holdning til en mand, som de har valgt at være fascinerede af uden at ville skilte med den såkaldte "tilstræbte objektivitet" og grundige research, journalistikkens adelsmærker. Og der er intet, der tyder på, at de to har lavet mindre research end en journalist ville have gjort. Det er formen, der støder på modstand, dramatiseringen, hvorfor der opstår ligegyldige diskussioner om hvorvidt en fotograf har taget Peter Lick i kraven eller ej...

Hurra for forsøget på at ville prøve noget nyt, jeg håber ikke, men frygter at de kritiske røster vil betyde at TV ikke tør mere, men vil vende tilbage til det kendte klassiske interview format, som er hamrende kedsommeligt og som ingen seere kan være tjent med, når nu det kan gøres meget sjovere og fantasifuldt. Journalisterne styrer tv, kunstnerne nåede aldrig at få overtaget.

L.Munch-Petersen/Frank Piasecki: Forførerens fald

På denne blog klagede undertegnede over DFI’s støttepolitik (se under Filmkunst eller Journalistik, eller søg dene titel under ”polemics”) og fik svar fra filmkonsulent Dola Bonfils, her er et citat:

 ”... Øvelsen i disse år er at finde et fælles grundlag for hvad vi og de (tv-redaktørerne) betragter som støtteværdigt. ... det har med TV2 vist sig at være en sjov udfordring at tage den undersøgende journalistik i øjesyn med filmbranchens værdinormer i et udbud, vi har kaldt "Follow the Money”... Samarbejdet mellem DFI og TV2's redaktør bygger her på en gensidig lyst til at lære af, inspirere og forny hinandens kerneydelser - den dokumentariske fortælling og det undersøgende journalistiske prime-time-format.”

Jeg fik set Laurits Munch-Petersen og Piaseckis film om Peter Linck, manden bag  ”Dagen”, som levede i 40 dage. En velkendt og ofte beskrevet historie.

Det er en ganske underholdende og veloplagt  historie om manden bag dagbladsinitiativet, de to instruktører får fortalt. Stiliseret til det yderste med fine rekonstruktioner og en placering af hovedpersonen og de folk, som udtaler sig om ham i en præcist tænkt og udformet scenografi. Med hovedpersonen selv i et studie, hvor han forklarer og forsvarer sig. Han spiller ganske enkelt sig selv som substralmillionæren Hans Smith gjorde i blogaktuelle Jon Bang Carlsens mesterlige ”En rig mand”. Det gøres dynamisk med en lydlig markering af ethvert klip (som i Jakob Thuesen og Tomas Gislasons film om Jørgen Leth for godt ti år siden) og med smukt gennemførte stoflige flashback, når Linck fortæller om sin barndom.

Spørgsmålet er så om der er så meget nyt i denne udgave af ”Follow the Money”. I forhold til almindelig interview-båret tv-dokumentar er svaret så ubetinget JA, det er jo til at holde ud at se på pga det uforudsigelige og pga denne fantast af en hovedperson. Tak for det. I forhold til den dokumentariske fortælling NEJ, tværtimod sidder man tilbage med fornemmelsen af at de to instruktører kunne have ønsket sig mere råderum, længere spilletid og lejlighed til at lege mere end de med dette prime time værk fik lejlighed til.

Peter Linck... ja, han fremtræder som en skingrende skør fantast, en klassisk figur, der satsede hele butikken, koste hvad det ville.

Danmark, 2008, TV2, 26.5.08, kl. 20, 50 minutter.

http://www.dfi.dk/aktuelt/Nyheder/forforensfald.htm

Vurdering:

Nils Thorsen: Til skideballe hos mesteren

Thorsen er en ægte dokumentarist. Han bringer sit publikum ind i et rum, som fyldes helt af hans hovedperson, skuespilleren over alle danske mandlige skuespillere, Jørgen Reenberg. 60 år ved teatret, over 80 år på livets scene. Vi er til stede, vi ler og berøres af hvad vi oplever ved mødet med den gamle mester, som Thorsen er sendt i byen for at interviewe.

Thorsen observerer fremragende præcist, han fortolker skuespillerens på en gang brutale og følsomme direkthed, og han holder fast i fortællingens røde tråd, som er Reenbergs forhold til den far, som døde da han var 14 år gammel. Thorsen går tæt på, han er selv med i billedet og blotlægger samtaleforholdet, som det skrider frem. Men han overskrider ingen grænser og forfalder aldrig til tabloidens klichéer. I øvrigt umuligt med en skuespiller, der er så bevidst om, at hvad end han siger, kan det risikere at komme med i det færdige værk.

Man får lyst til at citere løs fra denne intense, underholdende og sprogligt fremragende virtuose skildring, der slutter med et ”hvad rager det dig” fra mesteren himself.

Det er sjældent at Politiken udkommer med et bidrag af så høj en tekstlig kvalitet. For en artikel i lørdagsudgaven den 17.5 er, hvad dette har drejet sig om. En artikel der er fortællemæssigt visuel i en sådan grad, at mange filmdokumentarister kan lade sig inspirere.

Ligesom mange dagbladsjournalister kan konstatere, at der er folk iblandt dem, som kan give et interview en kunstnerisk dimension. Tak!

Vurdering:

Distribution: Jon Bang Carlsen

Jeg gik så på bibliotek.dk i går og bestilte løs af Bang Carlsens værk. Og allerede i dag kunne mit dejlige bibliotek her i byen meddele, at jeg kan hente kopier af Zuma the Puma og Min afrikanske dagbog. Men Næste stop paradis og Time out er der ikke noget bibliotek der har, skønt de altså er opført i bibliotek.dk. Imidlertid er der også fra mit dejlige bibliotek kommet besked om, at disse titler nu er reserveret til mig: En fisker i Hanstholm, Fugl Fønix, Jeg ville først finde sandheden, Livet vil leves, Min afrikanske dagbog, Min irske dagbog, Smalfilmerens søn!!

Så filminstituttet har ikke fået biblioteksudlånet til private helt destrueret. Endnu.. Og der var flere Bang Carlsen film på lsten i bibliotek.dk. Så det kan være kopierne bliver der, til box serien er ude - og bibliotekerne selvfølgelig køber dem. Allesammen, allesammen.

Nu venter jeg spændt på, om reserveringerne fører til, at jeg kan hente kopierne. Det er ikke sikkert, ved jeg. Swedenborgs Om kloderne i vort solsystem som kaldes planeter.. har jeg haft reserveret siden 7. juli sidste år. Men jeg er en tålmodig mand, og det ER et dejligt bibliotek.

Foto: Jon Bang Carlsen: En fisker i Hanstholm.

Gensyn: Jytte Rex trilogi

Selvfølgelig er film de store enkeltstående oplevelser, suset af det nye, fornemmelsen af at være i tiden. Men film er også tradition, film er også den rolige lagring af værket i samlingen. Hvorfra det kan tages frem atter og atter. Længe troede jeg biblioteket var videotekets sted, men,men video (VHS) er snart helt væk og DVD når næppe ind for alvor. Vi må vente på, spændte, hvad bibliotekerne beslutter sig til.

Nå, jeg laver min egen lille undersøgelse. Ser, hvad jeg kan låne umiddelbart på mit eget dejlige bibliotek og tager Jytte Rexs store undersøgelse af den kunstneriske erkendelse med hjem. Kan heldigvis endnu afspille VHS, som Kollektiv Film for ikke længe siden så forudseende udgav det samlede Jytte Rex værk på. (Finder Christian Braad Thomsen ud af at få det digitaliseret?)

Men så vidt så godt, jeg kan roligt sætte mig ned og fordybe mig i noget af det klogeste, der er lavet på dansk film. Tilsyneladende blot tre "kunstnerportrætter". Men nej, de tre film lukker sig op som én sammenhængende tanke om livets omfang og tankens grænse så smukt castet: Inger Christensen, Palle Nielsen, Pelle Gudmundsen - Holmgreen som medvirkende i undersøgelsen af det særlige ved digtet, billedet og musikken.

Jytte Rex: Inger Christensen - cikaderne findes, 1998, Palle Nielsen - mig skal intet fattes, 2001, Pelle Gudmundsen-Holmgreen - musikken er et monster, 2006. Palle Nielsen er forsvundet fra filminstituttets katalog, mystisk og Inger Christensen distribueres kun på 35 mm, også sært. Pelle Gudmundsen-Holmgreen findes både som DVD og på www.filmstriben.dk. Endnu kan trilogien dog lånes på biblioteket. Og næsten alle Jytte Rexs film kan købes (VHS og Palle Nielsen DVD) på Kollektiv Film http://braadthomsen.com/  Fotografi: Pelle Gudmundsen - Holmgreen i Rexs film forklarer, hvordan det hele hænger sammen.. i musikkens verden. 

Vurdering:

At begynde forfra, hver gang

Jon Bang Carlsens samlede værker

Det ser ud til at være helt rigtigt! Her i foråret udgives en dvd-box med Jon Bang Carlsens Sydafrikatrilogi, Addicted To Solitude, 1999, Portræt af Gud, 2001 og Blinde Engle, 2006. Det er første del af en planlagt udgivelse af alle Bang Carlsens film. Forhåbentlig er også de - hvad skal jeg skrive, når det nu er hans film, der er tale om ?? - de egentlige spillefilm (sådan i bureaukratisk forstand), forhåbentlig er de også med i boxsættet? Jeg glæder mig..

De kan stå ved siden af Jørgen Leth og det er en begyndelse til noget stort. Hvem bliver den næste?

Jon Bang Carlsen: Den sydafrikanske trilogi, 1999-2006. Dvd-Box, distrbution: Art People http://www.artpeople.dk/Nyheder.54.0.html Her boxen dog endnu ikke nævnt, men den kan fås i hvert fald i Filmhusets boghandel, vil jeg tro http://www.dfi.dk/boghandel/videoshop.htm Og snart vel også på bibliotekerne. De tre film vises i Cinemateket 4., 6. og 7. maj.

Gensyn: Baby Doll

På DOK2008 forleden bebudede Morten Udsen, efter han havde fortalt om dvd'ernes dramatiske skæbne og mulige fremtid, at der ville komme en box med fire eller var det fem Jon Bang Carlsen film. I forbindelse med premieren på Purity Beats Everything 23. april i filmhuset vistnok.. Til salg i boghandlen i huset vistnok.. I hvert fald et godt valg. Art People står for distributionen http://www.artpeople.dk/  Men der er god grund til at fortsætte eftersøgningen af instruktørens tidlige film, lige nu opleve værkets fulde udstrækning, for utålmodige jeg ved godt, at det kan have lange udsigter med finansieringen af den planlagte fortsættelse, hele Jon Bang Carlsens værk på dvd-boxe. Og jeg er i hvert fald bange for, at det ikke lykkes at få spillefilmene med.

I 1988 blev Ofelia kommer til byen (repriseanmeldt her på filmkommentaren.dk) efterfulgt af Baby Doll, hvor alt samles i et kammerspil, i køkkenet mest, på en vestjysk gård. En kvinde alene med sit nyfødte barn møder helt alene de dæmoniske kræfter, vi rummer i vores fortrængte erindring, og overgiver sig lettet efter sej kamp til dem og går som Ofelia ud i vandet. Mette Munk Plum gennemfører alene, stort set, denne timelange tour de force. Grethe Møldrup har roligt klippet thriller-kurven i smukke afsluttede scener, som man ikke kan ryste af.. Munk Plum spiller dem igennem lyrisk, men med dramatiske udbrud, med kortere og kortere intervaller fornemmes det, udbrud af vrede først, derefter apati, så angst og endelig overgivelse og hengivelse. En kurve som Deneuves i Polanskis Repulsion, men genkendelig og således farligere. 

For i modsætning til Alexander Gruszynskis mytologiske Bovbjerg, som Ofelia og hendes Hamlet færdes i, har Björn Blixt fotograferet moderen Eva og hendes barn i et dokumentarisk skildret landskab, klitten og stranden er lys lys, og i interiører, som er er nøgternt præcise billeder i en scenografi, der som kunstgreb har gjort sig usynlig i en genkendelig realisme. Dørkarmenes farve, gulvenes fernis, hændernes og de nøgne fødders berøringer så taktilt virkelige..

Og alt er også genkendelige Jon Bang Carlsen billeder. Portrætterne på væggen, penduluret, tørresnoren, et blåt klæde, som pludselig dækker scenen af. Og ude gårdsplads og indgang og trappesten som disse huskes. Grusvejens slyng i landskabet. Både Mols og Vestjylland. Det lange filmværks sammenhæng.

Jeg har en indvending til lyddesignet, en bestemt overdrivelse, som rammer min ideosynkrasi, men det er fuldstændig ligemeget nu efter de mange år. Alt det vigtige er så lykkeligt bevaret.

Jon Bang Carlsen: Baby Doll, 1988. Crone Film Produktion. DVD: www.on-air-video.dk Lånt på Randers Bibliotek, fjernlån. Køb (VHS): DVDCITY http://dvdcity.dk/?52X31X3531XA735353

Vurdering:

Journalistik og filmkunst

Kommentarer om filmfolk og journalister og deres forskelligheder, om samarbejde mellem filminstituttet og tv-stationerne, om støttepolitik og tv-indflydelse. Ved Dola Bonfils, Jakob Høgel, Niels Pagh Andersen, Tue Steen Müller. Se hele diskussionen ved klik på kategorien Polemics.                                             

DFI distribution 2008

Så fik vi klar besked. Det Danske Filminstitut har stoppet distributionen af nye film på dvd. Fra nu vil instituttet udelukkende distribuere over nettet, og alle nye film overføres til Filmstriben, en ordning, som retter sig mod skoler og biblioteker.

Jeg forstod på det hele, at den ældre og vist nok også den gamle filmsamling efterhånden ville blive overført, men at det havde længere udsigter, for den gamle samlings vedkommende, endog meget lange udsigter. Så den berømte danske samling af dokumentarfilm og kortfilm, skabt i SFC-tiden, videreført til for nogen tid siden af DFI, ligger herefter død.

Filminstituttet overlader nu retten til at fremstille dvd-er til biblioteker og skoler, det institutionelle marked, til producenterne, eller rettere deler den ret med dem. Producenterne har hele tiden haft eneretten til dvd-salg til det private marked. Da det imidlertid i praksis nærmere er en moralsk kulturel forpligtelse end en ret, bliver det nok ikke så spændende for os herude, hvad der kommer ud af det. Det afhænger dog lidt af den støtteordning til fremstilling af dvd-kopier, som samtidig er oprettet.  

For mig rejser det her to spørgsmål:

1) Hvem tager herefter fysisk hånd om den enestående samling (basismateriale og førstekopier) og de få eksisterende komplette kopisamlinger, som der engang var tale om at udstationere hos en række organisationer som producenternes, filminstruktørernes og MandagsDokumentaren? Bliver det instituttets filmarkiv?

2) Hvordan bliver herefter adgangen for almenheden i praksis? Hvor går det privatmenneske herude hen, som de senere år så lykkeligt i stadig mere og mere smidigt omfang på biblioteket har kunnet låne film fra denne samling?   

Filmstriben: www.filmstriben.dk  Om distribution af dvd'er, vejledning: http://www.dfi.dk/filmstoette/Nyhedertilfilmbranchen/kdlancering.htm  Still: Audrius Stonys: Alene, 2001. Nu klassiker og anerkendt mesterværk med produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut, nåede aldrig frem til distribution. Får den film nu en chance på Filmstriben? Og hvad med os herude??

New Danish Screen og filmkunst og journalistik

Jeg springer ind på banen: Jo vi gør noget for filmkunsten i New Danish Screen.

Der er mange spændende eksperimenter undervejs. Projekter, der har lyst til at ændre virkeligheden før den skal filmes (ofte i en blanding af dokumentarfilm og aktivistisk kunst). Der er filmprojekter bygget om grafiske og rytmiske kvaliteter i billederne. Der er DIY film, der gør en dyd ud af at klistre alskens materialer (animation, live-action, arkivbilleder osv) sammen.

Og så er der også eksperimenter med tv-formater. Vi kigger bl.a på projekter, der vil udvikle og omformatere historie-programmet, reality, bekendelses tv og børne-naturprogrammer.

TV er en vigtig og uomgængelig spiller på dokumentarbanen finansielt og distributionsmæssigt (faktisk den vigtigste i sidste henseende). TV er til gengæld ikke engang at finde oppe på tribunerne, hvis det er kunst, der er på programmet. Det forhindrer ikke at tv ofte viser filmkunst. Men det gør at vi i DFI sammenhæng skal samarbejde så meget vi kan med tv, men samtidig sørge for at der er en autonom dokumentarfilmskunst-vurdering og debat.

Nu insisterer Tue på at tale navne og lad mig slå et slag for at Christoffer Guldbrandsen er en vigtig kunstner med vægtige værker bag sig.

Se hele diskussionen ved klik på kategorien Polemics. Foto: EKKO.

Journalistik eller Filmkunst: Bolden Ruller...

Åh, Niels, ikke så puritansk... det er ikke muligt at have denne meningsudveksling uden at være direkte og konkret og nævne navne. Og Dola giver da også svar på tiltale ved at understrege at hendes ambition er at udfordre Guldbrandsen og Anders Riis til at give journalistikken en - så lad os da kalde det noget andet end kunstnerisk - kreativ dimension.

Det er klart, at TV's indflydelse på filminstitutets støttepolitik vrider skævt og at det betyder at DFI føler sig mere eller mindre forpligtet til at investere i film om Ny Alliance og Blekingegade... nok en gang. Det er da ikke specielt originalt?

Skulle vi spille bolden over til Jakob Høgel på New Danish Screen og spørge om han gør noget for at udvikle den danske dokumentarfilmKUNST?

Jeg sidder her i Wien, så Allan gider du tage kontakt til Jakob.

Se hele diskussionen ved at klikke kategorien Polemics.

Bolden ikke manden!

Kære Tue, jeg ved hvor meget du holder af fodbold og at du ved at godt fodboldspil handler om at gå efter bolden og ikke manden der har bolden.

Dette gælder selvfølgelig også i debatter. Jeg vil ikke forsvare Dola, det gør hun nok godt nok selv, men DFI's konsulenter. Jeg synes de gennem de senere år har haft en høj standard og har været med til at skabe den internationale succes, som dansk dokumentarfilm har for tiden.

Du nævner en lang række instruktører ved navn, som alle har det til fælles at de er udannede jounalister, men derudover laver meget forskellige film. Hvis jeg skulle nævne et fællestræk, er det at de alle har skabt film som har skabt stor debat og forholdt sig til emner i det danske samfund. Det har for mig altid været et vigtigt element i dokumentarfillm. At skabe debat og engagere sit publikum.

Jeg bryder mig ikke om, at du gør dig til overdommer for, hvad der er kunst og ikke mindst hvem der er kunstnere. Men jeg vil ikke fortabe mig i den debat, som jeg mener har det forkerte fokus.

Der hvor jeg mener du har fat i bolden, er at TV har for meget at skulle have sagt i dansk dokumentarfilm. Ved sidste filmforlig blev en stor del af konsulenternes penge flyttet over i New Danish Screen og erstattet af TV-penge. Det betyder at filmkonsulenterne nu skal blive enige med TV-redaktørerne om langt flere projekter. Dette er foruroligende når man ser hvordan selv Public-servicekanalerne mere og mere bliver styret af kommercielle parametre og mainstream. Det er det, der er en trussel for filmkunsten.

Opgaven må være at få fravristet TV den magt (pengene) og få givet den tilbage til konsulenterne, gerne ved næste filmforlig. Det kræver sikkert både hård træning og godt sammenspil, men det er det, jeg ser som målet.

Niels Pagh Andersen

Se hele diskussionen ved at klikke kategorien Polemics. Foto: Niels Pagh Andersen in Damascus for DoxBox

Filmkunst eller journalistik? Dola Bonfils svarer

DFI's filmkonsulent Dola Bonfils svarer på mit indlæg "Filmkunst eller Journalistik" (link nedenfor). Det gør hun grundigt og klart, samtidig med at hun gør opmærkom på, at hendes tid pt forhindrer hende i at gå ind i skriftlige diskussioner om det vigtige emne. Men det skal ikke forhindre andre i at tage ordet. Her er Dola Bonfils svar:

Der er ingen henvendelser til DFI's konsulenter og vores støttesystem, der ikke er sig uhyre bevidst, at det vi repræsenterer er krav om kunstnerisk tilgang og fortælling i filmisk forstand, også når vore ansøgere er journalister og kommer fra vore største (i økonomisk forstand) samarbejdspartnere i det nuværende filmforlig, DR og TV2.

Øvelsen i disse år er at finde et fælles grundlag for hvad vi og de (tv-redaktørerne) betragter som støtteværdigt. Det er indlysende nemt med DR2, der er straks sværere med DR1, og det har med TV2 vist sig at være en sjov udfordring at tage den undersøgende journalistik i øjesyn med filmbranchens værdinormer i et udbud, vi har kaldt "Follow the Money". To film er blevet færdige i det regi, begge film, der er blevet til i et tæt parløb mellem klassiske journalistiske research-former og filmfortællere (Christoffer Boe,Frank Piasecki Poulsen, Laurits Munch Petersen) Samarbejdet mellem DFI og TV2's redaktør bygger her på en gensidig lyst til at lære af, inspirere og forny hinandens kerneydelser - den dokumentariske fortælling og det undersøgende journalistiske prime-time-format.

De eksempler du nævner som udtryk for en tendens...Gottschau, Guldbrandsen og Anders Riis Hansen...ser ikke fra min konsulentstol ud som en udhulning af vore støtteprincipper. Anders Riis Hansen's projekt om Blekingegadebanden er en ambitiøs satsning på en dokumentarfilm, der laves til en seriøs biograf-distribution, hvilket jo som bekendt kræver et kunstnerisk niveau, hvis det skal lykkes. Christoffer Guldbrandsen er i en rivende udvikling som journalistisk filmkunstner - eller hvad man skal kalde det - og ser DFI som en naturlig dialogpartner i den udfordrende proces, det hver gang er at finde ind til balancen mellem emnet og det kreative udtryk. Og jeg ser det som en interessant udfordring at indgå i en kunstnerisk diskussion med ham om hvordan den moderne politiske film skal/kan se ud. Jakob Gottschau har fundet en form på sine filmessays, som er det tætteste vi i øjeblikket kommer på undervisningsfilmen i Center for Børn og Unges regi, også et vigtigt format holde i live.

Disse ansøgere repræsenterer på linie med dokumentaristerne den nødvendige bredde i det repertoire, en dokumentarkonsulent på DFI må forsøge at dække: Fra Steen Møller Rasmussen til Anders Østergård, fra Jytte Rex til Christoffer Guldbrandsen, fra Marie Louise Lefèvres film om meditativ bøn til Eva Mulvad, fra Pernille Rose Grønkjær, Jon Bang Carlsen, Ole Roos, Annette M.Olsen og Katja Forbert, Michala Krogh, Lars Becker Larsen, Ove Nyholm, Boris Bertram, Anne Wivel, Frank Piasecki Poulsen, Asger Leth til interessante spillefilmsinstruktører, der i disse år også føler sig tiltrukket af dokumentarismen og lader sig udfordre af virkelighedens fortællinger: som Christoffer Boe og Laurits Munch Petersen, to eksempler bare fra min pulje af projekter.

Se hele debatten ved klikke kategorien Polemics. Foto: DFI, aktuelt, pressroom.

DFI: Film Art or Journalism?

The letter below, written to film consultant Dola Bonfils from DFI (Danish Film Institute) reacts to the fact that more and more of the support from the DFI is allocated to journalists with current affairs issued to be made into films. And not to further the Danish documentary film as an art form.

I suppose this is a discussion that could be taken in many other countries as well? Is this a trend, and will it damage the innovation of the creative documentary? Is the public funding supposed to take over the role of good journalistic tv documentary?

Still: Profession Reporter.

DFI: Filmkunst eller Journalistik?

Kære Dola (Bonfils).

Jeg skriver til dig, fordi jeg i lang tid har undret mig over DFI’s støttepolitik.

Jeg ser det ene gode journalistiske navn efter det andet dukke op på jeres lister: Anders Riis-Hansen med Blekingegadebanden, Jakob Gottschau med terrorismens historie, Jørgen Flindt Petersen om tortur... og nu i går meddeles det, at Christoffer Guldbrandsen skal have 1,3 millioner kroner til en film med titlen ”Dagbog fra Midten” om Ny Alliance.

Det er mange penge til journalistik ud af et DFI-budget, som vel først og fremmest skal bruges til at fremme filmkunsten i Danmark?

Guldbrandsen er en fin journalist, men er han filmkunstner? Det er der ingen af hans hidtidige film, der vidner om. Han kan rydde forsiden med ”Den hemmelige Krig”, som vakler mellem at være journalistik og personlig fortælling – og så er der filmene om Fogh og Lykketoft. Pænt tv-arbejde, men filmkunst er det ikke, det flytter intet i dansk dokumentarfilm, som andre af de instruktører, du har støttet: Pernille Rose, Asger Leth, Eva Mulvad.

Jeg er ikke ”ude efter” Guldbrandsen med dette lille oplæg til en debat, jeg bruger ham som eksempel og citerer lige Filmlovens to første paragraffer:

§ 1. Lovens formål er at fremme filmkunst, filmkultur og biografkultur i Danmark.

Stk. 2. Ved film forstås i denne lov levende billeder af enhver art uanset optagelses- og forevisningsform, herunder fotografiske film og videogrammer, bortset fra tv-udsendelser.

Håber du vil svare på dette. Er I gået over til journalistikken?

Varme hilsener Tue (Steen Müller)

Still: Den hemmelige krig.

filmstriben.dk

Helt så let som med interdocnet.com er det vist ikke på filmstriben.dk! Det vil jeg prøve at finde ud af. Skolen, jeg arbejder for, har fået systemet installeret. Og det virker skam. Men, men.. man skal være en skole eller et bibliotek. Og nu i morgen, jeg skal rykke ud eksternt med Suvi Andrea Helminens vidunderligt smukke "På vej til Paradis" kan jeg ikke tage striben med. Så vidt jeg har kunnet finde ud af. Heldigvis havde Magic Hour Films en kopi tilbage - nu da DBC ikke ville sælge, bare henvise til striben. Hvad nu, hvis jeg ikke arbejdede for en skole? Biblioteket. Men de har den nok også kun på striben. Og så SKAL jeg vist sidde på derhenne et eller andet sted, som jeg ikke har fundet ud af.

MEN det gør jeg!!

Indtil videre stor tak til det voksende antal producenter, som sælger DVD-kopier af deres film til private. For det er blevet meget, meget svært at komme til at se dokumentarfilm i Danmark. Bortset fra de ganske uundværlige tv-visninger. Men for de smalle film som regel bare én, sen gang. I en biograf i de forkælede byer får man flere chancer. For mig og os andre er DVD pt. lykken, men altså en lykke under afvikling.

Nu glæder jeg mig til Helminens film i morgen, som eleverne på højskoledagene elsker. Og taler om, uger efter visningen. I morgen gælder det beboerne i Randers Kloster. Det er der, jeg rykker ud til med den bærbare, højttalere og projektor. Og kopien af "På vej til Paradis".

www.filmstriben.dk Suvi Andrea Helminen: På vej til Paradis, 2007.