Poul-Erik Heilbuth: De faldne

Helle Lyster skildrede i 2008 for DR Dokumentar tre hjemvendte militærfolk udsendt til krige i Bosnien, Kosovo og Afghanistan, De hjemvendte, del 1, del 2 og del 3. Jeg hæftede mig dengang ved min optagethed af de tre medvirkende soldater og den enes kæreste, men var også klar over, at Lysters tackling af det sentimentale aspekt slet ikke bragte dette element under kontrol, og at hendes overvejelse ikke rummede selve tvivlen om det hele. Alt havde tilsyneladende i de tre små dokumentarer en forklaring og kun én forklaring.

Helt sådan er det ikke i Poul-Erik Heilbuths film, som blev sendt i aftes. Heilbuth er tilsyneladende med dette tv-arbejde helt bevidst på vej ind i en ny folkelighed, hvor det sentimentales tårevædede og talemådeprægede udtryk fastholdes monumentalt som dækkende udtryk. I Lysters film er det en selvfølgelighed, tror jeg, i Heilbuths en bearbejdet villethed. Så der klippes ikke udenom det for mig pinlige. Han opfordrer til at læse førhen intime breve højt, til at åbne hidtil hemmelige æsker. Han overskrider i den grad min grænse mellem det personlige og det private.

Og forsigtigt, men efter min mening for forsigtigt, lukker han tvivlen ind i sin fremstilling i noget, som minder om en villet rytme og altså et bevidst element. Det begynder med Mads’ kæreste, som i sit interview som det første af de medvirkende pårørende tydeligt fortæller, at hun var og er imod, imod at han skulle af sted, måske imod i det hele taget, og til en af mødrene, som hen mod filmens slutning i en følelsesudladning, som er hendes egen personlige, vender sig mod krigen som sådan, vi lukker bare hold efter hold af unge mænd ud til løverne, det nytter ikke noget og det stopper aldrig.

Hun indser, at der i hele forløbet er én eneste ubønhørlig logik. Måske er det den, Heilbuth med sit arbejde skildrer, men i så fald nok for underdrevet. I hvert fald i forhold til, hvad jeg har brug for. Og i forhold til, hvad et land i krig har brug for.    

Danmark, 2010, 58 min. Tilrettelæggelse: Poul-Erik Heilbuth, produktion: DR Dokumentar, producer: Steen Jensen. Genudsendes 12.september 14:45 og 16. sep. 09:00

Vurdering:

MandagsDokumentar Efterår 2010

We have written about it since the start of filmkommentaren.dk and we will continue to do so as this excellent  initiative is exportable: You find a documentary and short film addict - and connaisseur -  with a wide network and a talent for programming, and you let him or her invite films AND filmmakers to meet the audienceonce a week in a nice and cosy meeting place. Films are shown and films and subjects are being discussed. This is what Danish Ebbe Preisler has done for years. He has now opened his autumn season for Copenhageners to som and enjoy every monday. I switch to Danish to introduce a bit of the huge film offer:

Der kan bruges mange rosende gloser om det arbejde Ebbe Preisler har gjort for formidlingen af kort- og dokumentarfilm med sin MandagsDokumentar. Han er opdateret og viser ”Armadillo” med instruktøren Janus Metz og fotografen Lars Skree til stede, han har ”Bifrost” af Freddy Tornberg på programmet (begge film anmeldt her) og han har bedt Miki Mistrati komme for at vise sin tv-gyser om børnearbejde, ”Chokoladens mørke bagside”. Men for denne blogger er det ligeså herligt at se at Preisler vil gøre sit publikum opmærksom på den guldgrube af film, der ligger i Det danske Filminstituts arkiv. En meget fortjent hyldest gives således til produktionsselskabet Filmforsyningen, hvis leder Svend Johansen (foto) viser sin børneklassiker ”Aborresøen” (1978) ligesom der vil være lejlighed til at se mesterværket ”Eventyret om den vidunderlige musik” (1991) af Anders Sørensen og Liller Møllers vidunderlige tegnefilm ”Mellem to stole” (1993). Nogle uger senere har Preisler sammensat et program, han kalder ”Fattig og Rig”, hvor to af vore største dokumentarister er til stede. Lars Engels viser ”Orkanens Øje” (1991) og Jon Bang Carlsen ”En Rig Mand” (1979). Det hele foregår i PH cafeen på Halmtorvet i København.

www.mandagsdokumentar.dk 

Phie Ambo: Hjemmefronten

Titlens talemåde er for hyggelig. Men filmen har som undertitel Fjenden bag hækken. Den kan jeg bedre lide, den kan jeg tyde som minisynopsis. Den bringer for mig orden i sagerne. Og den fortæller også, at foretagendet er alvorligere, end den valgte komedie-tone først antyder. Det bliver nemlig i den film værre og værre. Og værre endnu i min eftertanke.

Filmen følger en hegnsynsmand på arbejde. Og det bliver så scene efter scene med hegnsynsforretning efter hegnsynsforretning i nabostridighedernes virkelighed. Skænderi efter skænderi mellem mennesker, som måske ellers er så almindelige som nogen. Mennesker, som ikke vil give sig, men hellere forpeste deres eget liv år efter år. ”Jeg har skåret de træer (inde på naboens grund) ned jævnligt, og jeg regner med at blive ved med at skære ned hvert fjerde år”, siger en med et smil, som pludselig forekommer ubehageligt. Phie Ambo har før og efter konfrontationerne ved hegnsynsforetningerne ved hækkene og plankeværkerne opsøgt de involverede i deres hjem og talt med dem fra bag sit kamera. ”Vi er bare blevet sure, men vi har ikke gjort noget galt”, siger et ægtepar som konklusion på årtiers krig med naboen om.. ja, jeg har glemt hvad.

Det tunge emne er imponerende klippet til en lethed hen over den alvorlige tyngde. Det danser af sted til en slags cirkusmusik, men tempoet falder og stemningen mørknes, da vi kommer til hegnssynet, hvor den ene vil have plankeværk, den anden hæk, som det ses på fotografiet, og filmen slutter i en grusom resignation.     

Filmens moralfilosofiske overvejelse ligger i dens konstruktion. Efter mit behov er den ikke dyb nok, eller den er i min læsning ikke tydelig nok. For mig at se, altså. Jeg, som er vant til eller vænnet til at finde et alter ego for instruktøren blandt de medvirkende, en person at identificere mig med, en at holde med, som vi sagde nede på cowboyrækkerne dengang for meget længe siden. Jeg prøvede da jeg så den i mandags at fæstne min sympati ved hegnsynsmanden Mogens Peuliche, men det ville ikke lykkes, det udvikledes hans karakter ikke tilstrækkeligt til, og det var nok heller ikke Phie Ambos hensigt. Hun vil andre ting med sin film.

Det ser ud til, at hun vil se filmens serie af komedier, som udvikler sig til dramaer og omvendt, som antropologisk iagttagelse, se den med en kølig distance, egentlig. Hendes feltrapport bliver et elegant skrevet misantropisk essay, der ikke giver meget håb for det gode liv, alle medvirkende har overgivet sig til hadets spiral af destruktion. Heller ikke den afdæmpede unge kvinde kommer fri af bitterheden, som vokser. Vi hører, at hendes mål er klart. Hun vil genplante de træer, naboen har fældet og stjålet, for om tre til fire år vil de være oppe og dække udsigten til hans hus. Men, ved hun og vi, fjenden er bag hækken venter med et lumsk smil.

Danmark, 2010, 50 min. Manuskript, kamera og instruktion: Phie Ambo. Produceret af Danish Documentary Production http://www.danishdocumentary.com/ Producer: Sigrid Dyekjær. Sendt på TV2 23. august 20:00. Genudsendes 12. september 12:15. Vil om kort tid kunne findes på www.filmstriben.dk

Vurdering:

Dokumania: Cities on Speed

Den danske dokumentarserie, bestående af fire film med hver deres egen stil og ”håndskrift”, bliver nu vist på DR2’s tirsdags-strand ”Dokumania” den 24. august og 31. August klokken 21.30. Jeg skrev en artikel til tidsskriftet DOX om serien, her er et redigeret udsnit, særligt om filmene fra Shanghai og Mumbai (photo), instrueret af henholdsvis Nanna Frank Møller og Camilla Nielsson/Frederik Jacobi

This is an edited text about the Danish documentary series ”Cities on Speed”, which is to be broadcasted on DR’s documentary strand ”Dokumania”:

Characters: The four films are classic in thematic appproach but they are also modern documentaries in the way that the emphasis is put on the character driven formula. Professor Shu and photographer Xu from Shanghai, migrant Yasin, civil servant Mr. Das and Ms. Veena from Mumbai, Mr. Taher in Cairo and Antanas Mockus and Enrique Penalosa from Bogota are all megacity citizens of different background and with different stories. They are all involved in, for some you could say victims of, the mega-problems of the pancake-effect as Mr. Shu in Shanghai

OFF Odense Film Festival/1

The 25th edition of the festival in Odense, Denmark takes place 23-28. August. There are many reasons to congratulate the municipality of Odense for keeping alive this film festival for all these years in spite of constant battles to raise the necessary funding. The 2010  festival, as it is being presented on its site, see address below (programme both in Danish and English), is communicated with a lot of fresh energy and proudness, now with a focus on the short film as it looks today, the one for the big screen and the one for the internet via YouTube etc. I switch to Danish language in this posting as well as in the one below, which is a tour down memory lane for this blogger.

Programmet er omfattende med den internationale konkurrence i centrum. Det er animation og fiktion og dokumentar, og det er film fra filmskoler verden over og fra lande som Finland, Canada og Frankrig, som stadig dyrker den trængte filmgenre professionelt. Programmerne er delt ind i temaer, desværre med besynderlige overskrifter som ”inderlig eksistens”, ”ejendommelig eksistens” og ”intet er som det syner” m.fl. Sælger det billetter til et ungt publikum?

Måske er det lige meget for der plejer at være fuldt hus i Odense til festivalen, der nu overalt i sin branding slår på at være OFF mainstream, et valg som også slår igennem i valget af nogle fremragende internationale dokumentarer. Publikum kan se ”RIP – A Remix Manifesto”, Ulrich Seidl’s controversial ”Tierische Liebe”  og ”Crumb” af Terry Zwigoff. Og så er der et pitching arrangement for kortfilm, YouTube konkurrence, masse af aktiviteter for børn og unge osv osv. Bravo!... Photo from the short film thriller "Kitchen Sink" by Alison MacLean, Australia, one of the many eternal hits (from 1989) from the retrospective festival section.

Last Train Home i Cinemateket

The Danish Cinemateket, that is part of the Danish Film Institute, and works from the Film House in the centre of Copenhagen, shows many documentaries (at one or two screenings) in their fine monthly programme. Recently, Cinemateket, the festival cph:dox and EDN (European Documentary Network) has decided to go one step fuether to introduce a regular “Documentary of the Month", having one film run for a week with several screenings. First title is “Last Train Home” by Lixin Fang. It is shown in Cinemateket September 9-15. Here follows a repost of the Danish language review of Allan Berg on this site. Berg saw the film at Cinema du Réel this year in March:

Åbningen er voldsom indtryksfuld. Set fra en høj kran skildrer kameraet en mængde kinesere – jeg ved jo i forvejen, det er kinesere, men ville heller ikke være i tvivl – det regner, alle farvers paraplyer ses deroppefra og kinesernes tøj som pletter af kulør. Denne uforglemmelige mumlen af folkemængde høres sagte, men den stiger til højdepunktet af larm samtidig med, at kameraet udvider beskæringen af billedet, og mængdens antal vokser og vokser. Det er en uoverskuelig mængde. Det må være alle kinesere samlet. Det land er forfærdende stort, jeg føler jeg drukner.

Det er snart nytår og nytårsfesten er familiens fest. Millioner af arbejdere i byen skal hjem til familien i landsbyerne. Hundreder af kilometre. Og de skal jo alle hjem på én gang. Det er dette sceneri, filmen skildrer. Vi følger et ægtepar, som arbejder på en meget stor systue, hvor der sys blå jeans til eksport. De lever der, yderst beskedent og midlertidigt i årevis. Børnene er hjemme i landsbyen hos farmoderen. Én gang om året rejser de hjem. Det er til nytårsfesten. Og det er nu, de befinder sig et sted nede i mængden som to

PeÅ Holmquist: Mitt Gaza/2

Et markant sted i sin gennemgående personligt erindrende speak siger Holmquist: ”.. jeg fandt mig selv fotograferende de unge døde kroppe.” Med de øvrige filmhold er han trængt ind i hospitalets modtagelse med sit kamera, mens de sårede, døende og døde bringes ind. En læge smider ham ud sammen med de andre. Hans anden kameramand filmer det: en kort scene med en ulykkelig og flov dokumentarist. Dette er jo ikke hans ærinde, opgaven, han har stillet sig. For ”..du filmer jo altid de almindelige ting”, som en af hans medvirkende udtrykker det et andet sted.

Og under den seneste krig var han der slet ikke, han fulgte begivenhederne ved sms-beskeder fra familien, filmen følger. En kameramand fra Gaza, som Holmquist tidligere havde oplært, lavede på hans sms-anvisninger optagelser under krigen, scener fra dette almindelige liv i denne ekstremt ualmindelige situation med israelernes bombardement og invasion.

Arne Bro var i det gode interview i lørdags alment inde på denne kunstneriske holdning. Disse særlige konstruktioner (tv og film), han talte om, skildrer alle det almindelige liv. Den første film, jeg så derefter, skulle så netop blive en sådan. Bro foreslog tre ting, da han blev aftvunget nogle bud for det rette liv på her på Jorden. Lige netop således er PeÅ Holmquists nye film om hans Gaza-familie, en skildring af dens almindelige liv, ”medfølende, sandfærdig og tillidsfuld”.

Dette måtte jeg lige bemærke efter filmen, som jeg så på SVT2 i aftes. Jeg håber og tror, at Tue Steen Müller skriver en rigtig anmeldelse. På siden nedenfor er der udførlig besked om genudsendelser:

http://svt.se/2.119844/1.1802518/mitt_gaza

Arne Bro i Agenda

Pludselig i mine to radiotimer med Orientering fordi det er sommer og lørdag, nok, er der en veltilrettelagt og velforberedt og veloplagt samtale med kloge og dybe og præcise Arne Bro. Om den poetiske konstruktion og sproget, som alt er båret af, skabt i. I en samtale med Mikkel Clausen analyserer han venligt og bestemt Paradise Hotel, en Libanon montage med Independent's Robert Fisk, The Yes Men’s præsentation af en klimakrisens overlevelsesdragt og til sidst fra et sted ude i verdensrummet et syn på vores jord og tilværelse, hvor de nødvendige bud for poetisk konstruktion må ses at være medfølelse, sandfærdighed og tillid, nu han bliver bedt om at give nogle bud. Helst omgås Bro ikke med bud, men han lister disse ud. For folk, der som jeg desværre ikke færdes i hans nærhed, er her her min varmeste anbefaling af Arne Bros gennemtænkte, afdæmpede, gennem et langvarigt arbejde tilkæmpet selvfølgelige forståelse af journalistikkens og kunstens, tv’s og films alle fiktive værker.

http://podcast.dr.dk/P1/AGENDA/2010/agenda_100807.mp3

Bibliotekets filmsamling/3

Jeg har efterhånden vænnet mig til, at biblioteket i min by er en filial af mit lands samlede biblioteksvæsen. Så jeg kalder det bare biblioteket, det hele. Der er i samlingen ikke kun, hvad der står på hylderne lige derhenne, selv om det er afgørende vigtigt. Samlingen til rådighed er i princippet alle landets biblioteker. Det har været sådan meget længe for bøgernes vedkommende.

Nu er ved at blive på samme måde for med filmene. Og for filmsamlingens vedkommende er der jo to dele, DVD-samlingen, fordelt på en række filialer, som kan nås og bestilles via Bibliotek.dk og så den netbaserede samling på Filmstriben.dk, som endnu ikke er så omfattende.

Så den kigger jeg på først det er lettest. Jeg vil lige se, hvilke af de film, vi har været glade for og har skrevet om her på siden, hvilke at dem, der kan ses på Filmstriben.dk. Jeg tager dem, jeg finder vigtigst og laver link til vores omtale eller anmeldelse her på Filmkommentaren og til deres startside på Filmstriben, hvor man kan vælge at se de første par minutter eller hele filmen på sin computer:

Anders Østergaard: Burma VJ (2009) Filmkommentaren Filmstriben 

Jon Bang Carlsen: Purity Beats Everything (2007)Filmkommentaren Filmstriben 

Jytte Rex: Pelle Gudmundsen-Holmgreen (2007) Filmkommentaren Filmstriben

Michael Christoffersen: Milosevic on Trial (2007) Filmkommentaren Filmstriben

Ari Folman: Waltz with Bashir (2008) Filmkommentaren + Filmkommentaren Filmstriben

Annette Mari Olsen og Katia Forbert Petersen: Mit iranske paradis (2008) Filmkommentaren Filmstriben

Janus Metz: Fra Thailand til Thy (2007) Filmkommentaren Filmstriben

Ulla Boye: Kun med hjertet kan man rigtig se (2008) Filmkommentaren Filmstriben

Steen Møller Rasmussen: Fotografi (2006) Filmkommentaren Filmstriben

Michael Moore: Sicko (2007) Filmkommentaren Filmstriben

Se ovenstående som Filmkommentarens anbefaling af Filmstriben. 10 film, som vi kan lide, som vi har beskæftiget os med. 10 film af "vores slags"... Selvfølgelig kan vi finde flere.

www.filmstriben.dk

Bibliotekets filmsamling/2

Lige nedenfor skriver Tue Steen Müller – og det er vigtigt – at på søndag kan vi se PeÅ Holmquists nye film Mitt Gaza, på svensk tv. Jeg vil i den forbindelse lige nævne, at Holmquists Unge Freud i Gaza fra 2008, som Müller skrev om efter premieren, nu er på Filmstriben.dk, hvor den kan ses efter blot tre-fire klik. Mit biblioteks langsomt (men forhåbentligt sikkert) voksende filmsamling altså direkte ind på mit skrivebord, så jeg lige kan forberede mig.

Nyt er også, at Katrin Ottarsdóttir kunst-trilogi, som vi for ikke så længe siden har anmeldt her på bloggen, er på Filmstriben.dk: Sporene gror ud af ord, 2009 med digteren Jóanes Nielsen, Ingen kan lave det perfekte, 2008, med billedhuggeren Hans Pauli Olsen, 2008 og En linje om dagen er nok! 2008, med maleren, digteren og musikeren Tóroddur Poulsen.

Endelig vil jeg som endnu en vigtig nyhed på Filmstriben.dk pege på Freddy Tornbergs Bifrost, 2010, om en usædvanlig kunstskoles principper og daglige arbejde, som vi også anmeldte kort efter premieren.

Bibliotekets filmsamling/1

Det er måske Morris’ berømte spejlarrangement ved interviews, som gør det. McNamarras blik, fortælling og tolkning plus hans intensitet former uafrysteligt min opfattelse af verdenshistorien den sidste halvdel af 1900-tallet. DR2 Dokumania sluttede sæsonen værdigt her i sommer med The Fog of War fra 2003. Rystet åbnede jeg lige bagefter for Filmstriben.dk for at se dele af filmen igen, se mere af Morris, en anden af hans film, flere måske. Men der var ingenting. Bibliotek.dk kunne imidlertid anvise en dvd-kopi af både The Fog og War og Standard Operating Procedure fra 2008. Jeg bestilte dem begge, og dagen efter kunne jeg hente 2008-filmen på mit bibliotek, et par dage senere 2003-filmen. Fantastisk.

Samtidig gik jeg i gang med at læse min ungdoms historiker igen. Perry Andersons to-binds forklaring på den europæiske statsdannelses udvikling og krigens og voldens tilsyneladende nødvendighed grænsende til selvfølgelighed. Antikkens, middelalderens og renæssancens krigsherrer og den amerikanske minister, er der en lige linje af lovmæssighed, nødvendighed, uundgåelighed?  

McNamarras nøgne, intense og klart erindrende fremstilling afgør ikke, om beslutningstageren former forløbet, eller om forløbet vælger sin beslutningstager. Rystet som sagt må jeg supplere med Andersons analyse af vores voldssamfunds tidlige historie.

Errol Morris er altså et must. Instruktøren, som var den direkte årsag til, at Werner Herzog i agtelse tilberedte og spiste sin sko, instruktøren som ifølge Roger Ebert er lige så stor som Hitchcock og Fellini. I forhold til tidligere er det så godt, at hans to seneste film nu er tilgængelige på biblioteket. Bibliotekets filmsamling vokser. Men jeg savner selvfølgelig resten af hans vigtige produ ktion. Især den overalt berømmede A Thin Blue Line.

Torkil Funder: Tiden i Ribe

Det her er en udstilling, som blandt dokumentarister og dokumentarfilm-interesserede må gøre indtryk, som den gør i museumskredse, hvor Torkil Funder er berømt. Hans museumsudstillinger er minderige: Middelalderen i Ribe, 1972, Nybyggerne ved Gal Oya floden, 1974. Middelalderen i Randers, 1976, Rejse i Oman, 1977, hvor han for alvor brød igennem med sin særlige udstillings-essayistik. Ingen, der så den udstilling, glemte den igen. Senere kom blandt andre Skolen i Ribe, 1995 og nyere tids udstillings-afsnittet på museet i Aars i 1999.

Sideløbende med udstillingerne udviklede Torkil Funder på hundredvis af møder, kurser og i sin daglige undervisning lysbilledforedraget til en kunstform, et personligt essay, som han selv kalder fortælling. Hans fotografi er nøgternt og følsomt, aldrig søgt, aldrig sentimentalt, men næsten altid vemodigt som også udstillingernes tone, som foredragenes og udstillingsteksternes grundstemning.

Med lysbilledforedragene er Funder tæt på dokumentarfilmen, og nu med udstillingen Tiden i Ribe, som er én lang række juxtapositioner af fotografier og tekster, har han på en måde lavet en film på væggen i biblioteket i Esbjerg. En film i lille format, men af overvældende indhold i den store biografisk-topografiske tradition som (ja, sådan ser jeg den) i filmens verden Ruttmann med Berlin, Kestner med København og i bøgernes verden, Seeberg med Viborg, Magris med Trieste, Pamukmed Istanbul. Jeg er meget bevidst om de navne, det er i den række, Funders arbejde for mig at se hører hjemme, der, hans fortælling om byen ved åen og dens tid og hans egen tid med den by har sin plads.

Foto: Ribe Å ved Petersholm, januar 2001.

Janus Metz: Armadillo/10

The Danish documentary “Armadillo”, directed by Janus Metz and filmed by Lars Skree,  about Danish  soldiers in Afghanistan has been running in Danish cinemas for 6 weeks. More than 100.000 tickets have been sold, and the film is still running. The following are text clips from the Danish press release from the distribution company

ARMADILLO er nu blevet set af over 100.000, og det er sket i løbet af bare seks uger. På trods af hård konkurrence fra bl.a. VM i Fodbold, ”Sex and The City”, ”Twilight: Eclipse” og den danske sommer, har den danske ARMADILLO præsteret over alle forventninger i de danske biografer. Allerede i åbningsweekenden trak filmen 25.000 danskere i biografen til den intense historie om danske soldater udstationeret i Afghanistans urolige Helmand-provins. I den forgangne week-end ramte publikumstallet 100.225.

ARMADILLO kører fortsat i mange biografer landet over

http://www.youtube.com/watch?v=08j61c-d_Uo

www.dfi.dk

Merete Borker: Fire Muslimske Stemmer

Merete Borkers nye film er professionelt lavet, den har en hensigt, er lavet for at blive brugt, må være glimrende i undervisnings-sammenhænge, pigerne er søde og naturlige og repræsenterer forskellige synspunkter og levemåder. Der er et godt flow i filmen, som instruktøren introducerer således:

Med filmen giver jeg ordet til fire unge, muslimske kvinder. Som på smukkeste vis er integreret I Danmark. Og lader dem fortælle en håbefuld historie om kvinder, der har mål I livet. Og viljen til at nå dem. På eres egen måde. Fire forskellige stemmer, fælles om en mangfoldighed.

Filmen har kørt i nogle uger i Vester Vov Vov i København og vil i september være at se i et Politiken Plus arrangement. Hold øje med det eller køb en dvd hos instruktøren.

Danmark, 28 min.

Distribution og salg: mereteborker@hotmail.com

Niels Christian Jung: Den største sejr

Et ”tæt og ærligt dokumentarisk portræt” stod der i pressemeddelelsen fra DR Sporten om Jungs film. Og jeg glædede mig. Den sympatiske og kloge Brian Holm og den grundige og sagkyndige Niels Christian jung på opgave sammen, i patløb så at sige, om cykelløb og sygdom. Det spændte forventningerne. DR 2 sendte filmen i aftes, og jeg blev skuffet.

Filmen er bestemt seværdig, men den gør ikke arbejdet færdigt, følger ikke sporene, den lægger ud. Følger dem et stykke af vejen, men opgiver så. Ikke bare et af dem, men alle de fire, jeg fik øje på: Kirurgen, Team HTC-Columbia, Familien og især Brian Holm alene. Så altså, tæt… ok, men slet ikke tæt nok. Ærlig… ja, ja, men slet ikke den ærlighed, det dokumentariske oplæg kræver. Som jeg følgelig havde ventet.

Det med forventningerne er bogens skyld. I en scene i filmen sidder Brian Holm i en hotelseng og skriver. Det er under Tour de France sidste år. Han skriver ikke om løbet, ikke om HTC-Columbias etapesejre. Han skriver på sin bog om kræftsygdommen, om sit liv den række år med den altdominerende realitet at være diagnostiseret, opereret og efterbehandlet for tarmkræft. Den bog kender jeg på den måde, at præsten i min kirke en søndag for nogen tid siden tog den som udgangspunkt i sin prædiken og stillede den op mod dagens tekst. Han sagde, det var en god bog. En ærlig bog, en tæt bog – tror jeg, han mente. 

Det med forventningerne er også prisbelønningernes skyld. Niels Christian Jung blev i 2008 af de danske sportsjournalisters forening valgt til årets mand, ”en kompromisløs graver” kaldte formanden Steen Ankerdal ham i sin motivering af valget. Og november sidste år fik han Torsten Tégners mindelegat, som gives til fremragende nordiske sportsjournalister. Nu kunne jeg sådan forberedt møde hans nyeste arbejde, hvor han godt nok ikke skulle afsløre, men gerne selvfølgelig, grave. Skaffe stof frem til en ny og vigtig film, og måske gravede han for meget, fandt for meget og kunne ikke vælge fra. Stof om sygdomsbehandlingen, om arbejdet med HTC-Columbia, om familielivet og om Brian Holm nu og tilbageskuende, biografisk.

Vurdering:

Janus Metz: Armadillo/9

Ideal 3, Waltz with Bashir: 

"Man kommer ind i universet uden at få en mening stoppet ned i halsen i denne dokumentar. Man får bare lov til at være med og selv bedømme. Og så er der det, at det er en animationsfilm skabt ud fra virkelige optagelser. Animationsformen gør, at man kommer ind i et mere drømmende univers, der ikke bliver så konkret. Den har faktisk samme kvalitet som Stalker , hvor det udefinerbare giver kimen til fantasi. Dokumentarfilm skal ikke nødvendigvis være konkrete, for som filmskabere er vi hele tiden med til at redefinere konventionerne." (Lars Skree, fotograf på Armadillo i interview i Politiken, Film, 3. juli 2010)

Hvem er denne Bashir? Eller rettere, hvem var han? Har jeg vidst det og glemt det? Filmen handler om at glemme. Historiens fortæller, som også er filmen instruktør har glemt alt det med denne Bashir og krigen i Libanon i hans ungdom. Hvor han var deltager. Det er mere end 25 år siden.

Bashir Pierre Gemayel (1947-1982) var libanesisisk politiker, militschef og valgt libanesisk præsident i tre uger. Han var ledende medlem af falangistpartiet og præsidentkandidat ved valget i 1982, da landet var midt i den lange borgerkrig (1975-1990) og besat af både syriske og israelske tropper. Bashir Gemayel samarbejdede med israelerne og især med forsvarsministeren Ariel Sharon. Han var stærkt støttet af den amerikanske regering under Ronald Reagan. Hovedmodstanderen var det palæstinensiske PLO, ledet af Yassir Arafat og endvidere de syriske styrker. Bashir Gemayel blev sammen med 26 ledende falangister samlet til møde dræbt ved at attentat 14. september 1982 af en syrisk orienteret maronit kristen. Falangisternes hævn blev den massakre, som Folman havde søgt at glemme. Sammen med de øvrige israelske tropper så han og vennerne passivt til fra deres stillinger et par hundrede meter derfra.  

En nat på en bar sidder Ari Folman sammen med en ven fra dengang. Kammeraten fortæller ham om et tilbagevendende mareridt, hvor han jages af 26 bidske hunde. Altid samme antal hunde. De to mænd finder i samtalen frem til, at der er en forbindelse mellem den onde drøm og deres opgave som soldater i den israelske hær dengang under den krig, hvor de rykkede ind i Sydlibanon og stødte helt frem mod Beirut. Kammeratens opgave var faktisk at skyde de hunde, før de ved deres gøen røbede et natligt angreb på landsbyen. Men Folman må erkende, at han faktisk intet husker fra den periode af sit liv. Fortrængningen er manifest.

Han opsøger nu en række af de andre fra hans afdeling dengang, og rekonstruerer begivenhederne, som førte frem til massakren på de mange palæstinensiske flygtninge i Beirutbydelene Sabra og Shatila.  

Waltz with Bashir vakte opsigt ved sin fremkomst sidste år, den havde succes på festival efter festival omkring i verden, var Israels bidrag til festivalen i Cannes, og den deltog også i den københavnske og århusianske festivaler. Havde også biografvisninger. Nu kan vi der bor vestligere selv se efter, er Ari Folmans Waltz with Bashir vildt flot, men kold og tom? Som det er hævdet. De fleste kritikere var dog begejstret. Ekstrabladet gav seks stjerner, DR2 Premiere og Politiken hver fem.

Min kollega Tue Steen Müller her på siden gik imidlertid frustreret fra visningen i København. Og har den erfarne mand dårlige fornemmelser med det kunstneriske fintmærkende nærvær under det fremragende håndværk distancering - ja, så er der noget at kigge efter, ved jeg. Og tale om.

Skree og Metzs Armadillo er måske midt i den gruvækkende realitet også et "drømmende univers, som ikke bliver konkret". Måske har Lars Skree med sine bemærkelsesværdige enquette svar foræret os nøglen til den uforglemmelige og gådefulde film om krigerne i Armadillo.

Still: Ari Folman: Waltz with Bashir, 2008

Janus Metz: Armadillo/8

Ideal 2, The Three Rooms of Melancholia:

"Nok en af de mest fantastiske dokumentarfilm, jeg har set. Visuelt er den simpelthen så smuk. Den er næsten to timer lang, og man skal virkelig koncentrere sig. Den er megatung og beskæftiger sig med konsekvenserne af den 2. tjetjenske krig for russiske og tjetjenske børn fra tre forskellige steder. Forældreløse børn hjælpes af det russiske militær, hvis de selv går med i hæren. Måden, den er filmet på, giver den så meget empati, og man får lov til at være fluen på væggen uden at få tingene stoppet ned i halsen". (Lars Skree, fotograf på Armadillo i interview i Politiken, Film, 3. juli 2010)

Skree skyr ikke det tanketunge, når det er smukt som Pirjo Honkasalos triptykon Melancholia. Filmen handler om lovens bud du må ikke vidne falsk mod din næste (Honkasalo bruger den engelske formulering: ”Thou shalt not bear false witness against thy neighbour”) og funderer over fjendebilledets opståen. Den er en skønhedsmættet meditation over mennesket fanget i voldelig konflikt uden ende og uden nåde. ”Et rekviem over de levende og de døde” skrev New York Times. Filmens tre afsnit skildrer først livet blandt 9 til 14-årige drenge på det russiske militærakademi på Kronstadt, dernæst i illegale optagelser fra det sønderskudte Grosnij, en kvindes uselviske arbejde med på helt eget initiativ med at redde så mange børn som muligt og endelig blandt børnene i en af Ingusjiens flygtningelejre, hvor Kronstadt-elevernes kommende fjender dannes i deres anderledes kultur med modsatrettede billeder af fjenden. Der fældes ingen domme i dette værk, hændelserne betragtes med opmærksomhed, undren og vemod.

Lars Skree har som mesteren Honkasalo filmet Armadillo simpelthen smukt og med så megen indlevelse, at man er til stede lige bag hans kamera og selv må tage stilling til billedet og det, billedet viser. Man får intet forklaret, intet bliver udlagt.  

Still: Pirjo Honkasalo: The Three Rooms of Melancholia, 2004

Janus Metz: Armadillo/7

Ideal 1, Stalker:

"Mange har spurgt, hvad vi havde i tankerne, da vi lavede Armadillo. Og en ting, jeg har tænkt meget på, er det med at være isoleret et sted og ikke rigtig vide, hvem der kigger på hvem. Her har Stalker været en stor inspiration. Man er i en zone, hvor der er heftigt omkring en, men alligevel ser man det aldrig, men fornemmer det kun. Det var mange gange den fornemmelse, vi havde, når vi sad i den lille Armadillo-lejr. Det var jo ikke Armadillo, der omringede hele det store område, men området, der omringede os. Og man var hele tiden beluret." (Lars Skree, fotograf på Armadillo i interview i Politiken, Film, 3. juli 2010)

Jeg blev meget optaget af Lars Skrees svar i den lille enquete den dag. Og jeg kom med det samme til at tænke på, at Janus Metz vistnok I Cannes en dag havde sagt, at han opfattede Armadillo som en filosofisk film, og nu så jeg Skree i sin påpegning af konkrete inspirationer holdt sig til de åndelige sider af det filmkunstneriske felt, i sine ambitioner havde han inkluderet poetiske forbilleder. Først nævner han altså Stalker. Og jeg gik til Tarkovskijs poetik og læser igen det Thomas Mann citat fra Der Zauberberg, som Tarkovskij har sat foran sit essay om "det filmiske billede":

"Wir wollen es so stellen: Ein geistiger, das heisst ein bedeutender Gegenstand ist eben dadurcg 'bedeutend', dass er über sich hinausweist, dass er Ausdruck und Exponent eines Geistig-Allgemeinen ist, einer ganzen gefühls- und Gesinnungswelt, welche in ihm ihr mehr oder weniger vollkommenes Sinnbild gefunden hat - wonach sich denn der Grad seiner Bedeutsamkeit bemisst..."

I sin anmeldelse her på Filmkommentaren er Tue Steen Müller på vej mod denne forståelse af "Armadillo", han tager konkret udgangspunkt i netop et sådant sindbillede: Se på dette billede... Og vi ser, at Skree har filmet denne kriger, som netop for første gang har set, hvad der uden for zonen, set det, som hele tiden har set ham. Tarkovskijs videnskabsmand er rygvendt på vej, Skrees kampvognsfører er filmet en face, vi ser øjnene, som har set "det heftige".

Litt.: Andrej Takowskij: Die versiegelte Zeit, 1984 (tysk oversættelse 2002)

Still: Andrei Tarkovskij: Stalker (da.: Vandringsmanden), 1979

Max Kestner: Drømme i København/4

Vi havde to ret forskellige opfattelser af Max Kestners film, da vi havde set den sammen, Tue Steeen Müller og jeg, ved en tidlig visning i Grand Teatret i København december sidste år. Vi skrev derfor (22. dec. 09) to anmeldelser lige efter hinanden her på siden.

Nu kan læserne selv se efter, hvis nogen ikke nåede det eller vil et gensyn. Filmen sendes på Dokumania på DR2 i aften 20:30.

Ada Bligaard Søby: De nøgne fra Skt. Petersborg

Titlen siger Skt. Petersborg, så jeg er forberedt. Tavse, højtidelige kadetter i legetøjsuniformer fra fortiden på en fornem plads. Floden, jeg fornemmer, må være Neva. De er alvorlige, tager det alvorligt. Det er én scene. Der står et barn  let ophøjet i et dagligt rum og fremsiger et digt. Et gammeldags digt med versefødder og rim og en tilværelsesforståelse, skulle jeg tro, milevidt fra barnets.  Det er en anden scene. Og i et sted i mig selv forstår jeg spontant noget ordløst om patosens væsen.

Og netop det må være filmens indhold og anliggende. Denne nøgne alvor. Denne fremmedartede vilje til den store gestus, som jeg til min forbavselse genfinder hos mig selv, efterhånden som scene, omhyggeligt overvejet mærker jeg, føjes til scene i en juxtapositions strategi som hos Marker og Godard. Mere end en forælling af billeder er det en udfordring af billeder. På filmselskabets hjemmeside beskriver Ada Bligaard Søby i en lille elegant tekst sine overvejelser i et fuldkomment manifest over den tavst forsigtige og antydede antropologi, hun udfolder i filmen, ja, i alle sine film. Mere end en forklaring og fortolkning læser jeg teksten som instruktørens egen forbavsede opdagelse af sin russiske film.

Scene efter scene stilles i kø i disciplineret række og forbindes kontrapunktisk med interview- og dialogmateriale, dokumentariske beretninger i løsreven fastholdelse. Det er meningsfuldt i en ganske anden narration end den normale danske tradition; og det er befriende, så befriende. Og glædeligt. Ada Bligaard Søby er efter udflugten med de klagende kor vendt tilbage til sin helt egen metode og tilbage til den overraskende ligefremhed i American Losers, til den udvidende billedskønhed og kontrollerede smerte i Black Heart og til brevvægtens milligrams balancekunst i Meet me in Berlin.

De nøgne fra Skt. Petersborg er på kun 23 minutter. De mærkes som en vidunderlig begyndelse til en meget lang og rig film. Mere, mere mumler jeg ved slutteksternes opdukken. Det er en meget sjælden oplevelse.

Ada Bligaard Søby: The Naked of Saint Petersburg (De nøgne fra Skt. Petersborg), Denmark 2010, 23 min. Synopsis:” It is winter in Saint Petersburg and the streets of the former capital are teeming. Half naked sunbathers stand in the snow; fledgeling dancers watched by throngs of teens are an explosion of underground fashion; a therapist who cannot afford an office sees clients in his car; immigrant street cleaners wander estates in orange vests, hoping they won’t be mistaken for terrorists. Saint Petersburg makes do with what it has.” (DVD-cover text) Script: Ada Bligaard Søby, camera: Max Efros og Ada Bligaard Søby, editing: Nanna Frank Møller, sound design: Roar Skau Olsen, producer: Lise Saxtrup, company & sales: Klassefilm www.klassefilm.dk  Filmografi, Ada Bligaard Søby: Rome, NY (2004), American Losers (2006), Meet Me in Berlin (2007), She’s Lost Control (2008), Black Heart (2008), Complaints Choir (2009).

Vurdering:

Nils Vest: Et rådhus/2

Det begynder allerede ved indgangen. Det med Nyrops detaljer. Hver indgang har sine særlige figurer. Her er det vejvæsenets gamle indgang ud mod H. C. Andersens Boulevard. To brolæggerjomfruer i granit flankerer porten. Rådhuset skulle have den danske stenhuggertradition fra middelalderkirkerne indarbejdet. Men det håndværk var glemt, så billedhuggeren Anders Bundgaard måtte lære sig det forfra, da han fik opgaven. Et sted i Nils Vests film kommer vi ind i et kælderrum med Bundgårds skitser til de mange ansigter, han huggede i granit, og Vest fortæller i sin nøgternt personlige speak, at billedhuggeren fandt sine modeller i de nærmeste omgivelser, blandt byggeriets håndværkere og rådhusets medarbejdere.   

Og Vest tager denne demokratiske idé op. Det er jo et hus for alle borgere i byen, og han åbner sin film og sin omvisning ved at lade en almindelig rådhusbetjent tage imod og føre os ind i huset og dets idé. Vest er vedholdende (eller stædig) som sine hovedpersoner, nu altså Martin Nyrop, hans motiver og greb går igen fra film til film. Også dette, at det ophøjede monument ikke kun ses i arkitekturhistoriens lærde og følsomme blik i kunstnerisk øjenhøjde, men også ses nedefra, i fejemandens jordnære og håndfaste perspektiv. Vest mestrer begge vinkler.

Og det bliver til ét af de gennemgående lag. Denne omviser-fortælling tages op i Jens Bidstrups velordnede klipning, og en række mennesker, som arbejder i husets funktioner eller med husets historie eller med dets arkitekts biografi, får stafetten og fortæller hver deres brik i mosaikken, som bliver filmens handling af dagligdag, arkitektur og menneskeliv.

Der er premiere i morgen kl. 12 i Grand Teatret.  Et rådhus til hverdag og fest kører derefter i den biograf, forhåbentlig et stykke tid, for det er selvfølgelig en simpel pligt for enhver københavner med kærlighed til sin bys smukke huse at gå ind og se filmen om byens italienske renæssance rådhus og dets mylder af historier og detaljer og betydninger.

Nils Vest: Et rådhus til hverdag og fest, Danmark 2010, 52 min. Manuskript: Nils Vest, fotografi: Erik Norsker, Casper Høyberg, Steen Dalin og Nils Vest, klip: Jens Bidstrup, musik: Anders Koppel, lyd: Iben Haahr Andersen, produktion: Nils Vest. Produceret og distribueret af Nils Vest Film www.vestfilm.dk her også direkte dvd-salg.

Vurdering:

Nils Vest: Et rådhus

Den koncentreret vedholdende og omhyggeligt researchende Niels Vest er klar med en ny arkitekturfilm. 17. juni er der i Grand Teatret, København premiere på hans seneste værk i rækken af bygningshistorier vævet sammen med arkitektbiografier, filmen om tilblivelsen af Københavns Rådhus fra 1905 og om husets arkitekt, Martin Nyrop. Den har fået titlen Et rådhus til alvor og fest. Den handler om intrigerne i byggeudvalget, hvor Nyrops modstandere havde indflydelse, om arkitektkonkurrencerne, om Nyrops vældige forarbejder med studier, især i italiensk renæssancearkitektur, om hans frodige detaljeglæde og især om den snedige stædighed, hvormed han sikrede sig, at hans oprindelige idé og plan ad omveje blev gennemført. Et tema om den suveræne arkitektpersonlighed som er centralt i hele Vests række af skildringer af hovedpersoner og monumenter fra den danske bygningskulturelle arv: Laurits Thura og Vor Frelsers Kirke, Nicolai Eigtved og Frederiksstaden, C.F. Hansen og Vor Frue Kirke, Christian 4. og Rosenborg. 

Niels Vest modtager en af dagene Europa Nostra Prisen 2010 for sit arbejde med at organisere bevarelsen af visse bymiljøer som især Christiania og senest for eksempel modstanden mod en nutidig tilbygning ved Holmens Kirke.

Still: Niels Vests film boltrer sig i detaljer: ”Den store indgang fra Vester Voldgade, hvor der engang løb en å, har både to krabber, en havmand, en havfrue og et søpindsvin placeret rundt om portåbningen foruden kalkmalerier med tang og en søstjerne oppe under loftet inde i porten.” Men filmen fortaber sig ikke et øjeblik, overblikket mærkes som en sikkerhed, ikke som en stramhed.

Nils Vest: Et rådhus til hverdag og fest, Danmark 2010, 52 min. Manuskript: Nils Vest, fotografi: Erik Norsker, Casper Høyberg, Steen Dalin og Nils Vest, klip: Jens Bidstrup, musik: Anders Koppel, lyd: Iben Haahr Andersen, produktion: Nils Vest. Produceret og distribueret af Nils Vest Film www.vestfilm.dk her også direkte dvd-salg.

Jacob Jørgensen og Henrik Lundø: Olafur Eliasson

Jacob Jørgensen og Henrik Lundø laver beundrende, imponerede og loyale film om ophøjede personligheder som Erik Reitzel, Dronning Margrethe, H. C. Andersen, Henning Larsen og mange, mange flere. Og nu altså Olafur Eliasson. Og det skal de gøre, og det skal de blive ved med. Deres film glæder mange. Rigtig mange.

Jeg blev imidlertid skuffet over Eliasson filmen. Og kom til at tænke, at også inden for Jørgensens og Lundøs koncept, eller plan, eller smag, inden for deres ambition må der være nogle overordnede krav til emnets fokus, til indsigtens dybde, til karakterens udvikling, til klippets musikalitet og egenfortælling.

Jeg blev så skuffet, fordi filmens fokus, som for eksempel kunne være blevet ved Hudsonflodens vandfald og deres fortælling, flakker til andre af Eliassons mange projekter, til lidt antydet biografi og til noget sentimentalt privatlivs indblik. Skuffet, fordi dybden i hans gennemgående monolog og samtaler konstant svigtes til fordel for en omklamrende forklaren og forklaren tilsat lidt moraliserende didaktik. Skuffet, fordi den berømte hovedperson, skønt hele tiden aktivt tænkende kunstner, i filmens story line står fuldstændig stille i et låst ikke-karisma. Lidt træt, faktisk. Jeg blev skuffet, fordi klipningen uden retning flakker fra dit til dat og fortaber sig i gentagelse og limen sig pinagtig fast til scener, som forlængst har tabt indhold og gnist, en klipning, som i filmens sidste tredjedel bare tynder ud og tynder ud, uden jeg mærker det som konstruktionsbestemt diminuendo.

Men er man i forvejen optaget af Ofafur Eliassons person, arbejde og shows, skal man bestemt se Jørgensens og Lundøs film. Den er sympatisk, venlig, høflig og loyal. Og den er formodenlig blevet fuldstændig, som de ville have den. De er dygtige og meget, meget erfarne, de to. 

http://www.jjfilm.dk/index.php?lang_id=1

Vurdering:

Janus Metz: Armadillo/4

Sund fornuft sejrede: ARMADILLO FÅR PREMIERE DEN 27. MAJ - 6 UGER FØR PLANLAGT. Klip fra pressemeddelelse: Siden den overvældende modtagelse ved verdenspremieren på filmfestivalen i Cannes har Armadillo været omtalt massivt i både danske og internationale medier. Filmen har fået omfattende ros og har sat gang i en ny debat om krigen i Afghanistan, men endnu er det kun danske pressefolk og udvalgte politikere der rent faktisk har set filmen. “Efter den massive mediedækning skylder vi danskerne, at de også selv får mulighed for at tage stilling til filmen – og ikke blot få andres holdning præsenteret gennem medierne. Derfor har vi valgt at sende filmen i biografen så hurtigt som muligt”, udtaler instruktør Janus Metz.

Filmkommentaren.dk (see below), and many others, found it stupid that the film Armadilo was set to premiere by July 8 at a moment where the Danish and foreign media praised the film and debated the Danish involvement in the war in Afghanistan. That has now been changed, of course, so the Danes can see the film. Premiere in a week, May 27.

Boris Bertram: Tankograd

Boris Bertram skildrer et ungt, russisk dansekompagni i Chelyabinsk og kombinerer det med en skildring af stemningen i den fordømt by til en stor elegi. Efter Danmarkspremieren kører filmen i Vester Vov Vov, København fra torsdag, 20. maj. Senere er der visninger i Odense, Café Biografen 28. maj 21:30 og i Århus, Øst for Paradis 29. maj 21:00. Begge disse visninger er efterfulgt af en koncert, Bichi meets Savery (Ghost Society, Blue Foundation), se filmens hjemmeside:

http://www.tankogradmovie.com/

Vi møder en i grundtrækkene klassisk bysymfoni. I rammen af en dag fra morgen til sengetid følges solodanseren Masha og hendes venner og kolleger i korte scener fra træningen frem til premieren på forestillingen, de arbejder med på deres berømte Chelyabinsk Contemporary Dance Theater. Men filmen skildrer også deres hjemmeliv i de små lejligheder i boligblokkene. Her er deres liv. Øvesalen, køkkenet og soveværelset, supermarkedet og så en gang imellem scenen i teatret, hvor det hele udlades. Forståelserne, længslerne, frigørelserne. Ellers er der fåmæltheden, neddæmpetheden.

Chelyabinsk er en deprimerende by, en tavs by med en frygtelig fortrængt viden. Den var tidligere central for udviklingen af Ruslands atombombeprogram. Indbyggerne oplevede en række ulykker med udslip af radioaktivitet. I 1957 kulminerede det med en voldsom eksplosion med tilsvarende forurening. Dertil kommer vistnok en mere end lemfældig omgang med atomaffaldet. Så jorden er giftig, floden er giftig, søerne er giftige, grundvandet er giftigt. Følgesygdommene er talrige og massive. Depressionen præger de unge dansere, præger alle andre i byen, bliver til langsomhed og stilfærdighed. Og således er Bertrams film, neddæmpet og inderst inde fortvivlet.

Det er morgen hos Masha og hendes kæreste. Kaffe, cigaret og nyheder på mobiltelefonen. Der er faktisk valg i dag, skal du hen og stemme? Nej, det tror jeg ikke. Nej, det skal jeg ikke. Jeg heller ikke. Filmen opstiller tre strategier for tackling af den fortvivlede situation i byen. Møder miljøkæmpere, men med de to unge ved morgenmaden lægges jo den politiske mulighed til side. Læger og det øvrige sundhedsvæsen besøges, lindres kan der måske, men ikke helbredes. Resignation, vi skal jo dø af et eller andet, men skal vi tænke på det hele tiden, er det uudholdeligt at leve, det er holdningen blandt indbyggerne. Derfor dansen, optagetheden på denne kunstneriske måde af sin egen krop og dens mulighed for udvidelse, for nye skønhedsudtryk. Så ikke udadvendtheden i politisk aktion og lægelig behandling og forebyggelse, men indadvendtheden, indbøjningen i sig selv, i sit helt eget bliver strategien, som vælges, strategien, filmen især skildrer. Og sandt at sige, de danser meget, meget smukt. 

Boris Bertram: Tankograd, Danmark 2009, 58 min. Manuskript: Boris Bertram, fotografi: Emil Noel, Magnus Nordenhof Jønck og Boris Bertram, klip: Charlotte Munch Bengtsen og Henrik Vincent Thiesen, musik:Tobias Wilner Bertram, Sara Savery og Vladimir Shainskiy + Ghost Society, lyd (sound design):Tobias Wilner Bertram, PeterAlbrechtsen og Thomas Jæger, produktion: Sara Stockmann og Anne Wivel, produceret af Barok Film www.barokfilm.dk

Vurdering:

Hanne Ried Larsen: Kæft, trit og .... knus

Det er ikke nogen god titel. For dokumentaren handler mest om det ord, der mangler. Den handler mest om retning, pædagogisk retning, opdragelsens retning. Og det er godt, den gør det. At den usentimentalt fremlægger et usentimentalt program for børns plads i livet med voksne. Et syn på tingene aldeles på tværs af den generelle stemning i samfundet. Et syn kombineret med helt konkrete handlingsanvisninger i alle detaljer. Det er ret godt at lytte til i rækken af statements fra medarbejderne på Schuberts Minde i Ringkøbing. Det er faktisk en god dokumentar om dette standpunkt, ikke kun god som diskussionsoplæg, nej, også god næsten som konkret brugsanvisning.   

I aftes så vi så det første af de fem afsnit, dokumentaren er delt op i. Vi så en dreng på 13, som ankom til behandlingshjemmet, vi så den venlige modtagelse, og vi så hans første konfrontation med denne pædagogiske retning, som var modsat alt, han havde vænnet sig til. Den første kamp mellem barnet og de nye voksne varede halvanden time, fik vi at vide. Vi så glimt af forløbet: sådan gøres det. Og vi hørte den rolige og argumenterede forklaring: derfor gør vi det sådan. God film, god dokumentarserie, ser det ud til. Vi får se med de fire resterende afsnit.

Hanne Ried Larsen: Kæft, trit og .... knus, Danmark 2010, 5 afsnit af 40 min. Produktion: DR-Dokumentar. 1. del genudsendes mandag 17.maj 14:30 på DR 1.  

Seks millioner kroner til digitalisering

Filminstituttet melder ud: Seks millioner kroner til digitalisering af danske kort- og dokumentarfilm. Det Danske Filminstitut får nu mulighed for at formidle en vigtig del af kulturarven, nemlig kort- og dokumentarfilm fra perioden 1975 til 1990. Fra hylderne i arkivet skal filmene nu digitaliseres og gøres tilgængelige for alle på nettet.

Kulturminister Per Stig Møller og videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen har udmøntet i alt 21 mio. kr. til digitalisering af kulturarven i 2010-12. Pengene fordeles til fire projekter, heraf 6 mio. kr. til Det Danske Filminstituts projekt 'Dansk Kort- og Dokumentarfilm 1975-90'.

Kulturminister Per Stig Møller udtaler i Kulturministeriets pressemeddelelse: "Kulturarven skal være levende – derfor skal kulturarven være digital, og derfor satser vi nu på at gøre den danske kultur- og naturhistorie tilgængelig over nettet. En levende kulturarv skaber en fælles referenceramme i vores samfund og vaccinerer opvoksende generationer mod historieløshed. Uden fornemmelse for historien smuldrer den fælles ansvarsbevidsthed, og forudsætningerne for at tage nuanceret stilling til samfundets udvikling forsvinder."

Områdedirektør på Filminstituttet Dan Nissen glæder sig over, at det nu bliver muligt at formidle og levendegøre dele af den dokumentariske filmarv, nemlig 1000 film fra perioden:

"Vi kan nu sætte gang i vores længe nærede ønske om at gøre dokumentarfilmskatten tilgængelig for danskerne. Det er et righoldigt materiale, der fortæller spændende historier om danskerne og deres hverdag; billedbårne historier med stærk fascinationskraft. Der er film, der oprindelig er produceret som folkeoplysning til bl.a. uddannelsessystemet. Nu kan vi gøre en del af denne kulturskat tilgængelig for den befolkning, der i høj grad har været med til at finansiere dem. Og tilgængelighed betyder i dag, at filmene kan findes på nettet..."

Planen er, at filmene skal kunne opleves via streamingtjenesten 'Filmstriben', der også nu fungerer som platform for distribution af omkring 750 kort- og dokumentarfilm. Mere end 80 % af landets borgere har allerede nu adgang til 'Filmstriben' derhjemme via deres bibliotek.

"Visionen om at gøre dansk dokumentarfilm tilgængelig for alle, der blandt andet er formuleret i Filminstituttets oplæg til det kommende filmforlig, er med denne bevilling rykket et stort skridt nærmere," siger Dan Nissen.

Jeg, blogskriveren, glæder mig meget til Jenny af Jon Bang Carlsen (fotografiet af vejen mod Ferring, som jeg har funndet frem, er fra optagelserne i 1976). Så den kan netop komme med. Per Kirkebys og Arkaluk Lynges Da myndighederne sagde stop er fra 1972. Den kommer så ikke med. Det er jeg ked af.

Men, der er meget at glæde sig til. Jeg tager SFC-kataloget Film & Video 1989 frem. 50 års kataloget fra filmcentralen. Og blader fornøjet den glæder jeg mig til.. og den.. og de..

Michael Madsen: To Damascus

... (Damen kommer tilbage; hun bærer en blomst ved sit bryst.) DEN UKENDTE: Se, det er ejendommeligt, at jeg ikke kan åbne min mund og sige noget, uden at det straks bliver desavoueret! DAMEN: Sidder De her endnu? DEN UKENDTE: Om jeg sidder her eller et andet sted og skriver i sandet, det kan jo være ligegyldigt - når blot jeg skriver i sandet. DAMEN: Hvad skriver De da? Lad mig se det. DEN UKENDTE: Der står vist Eva, 1864... nej, træd ikke på det... DAMEN: Hvad sker der så? DEN UKENDTE: En ulykke for Dem, - og for mig. DAMEN: Det ved De? DEN UKENDTE: Ja! Og desuden ved jeg, at den julerose, De bærer der på Deres bryst, er en Mandragora. Ifølge symbolikken betyder den ondskab og bagvaskelse, men som medicin har den helbredt galskab. Vil De give mig den? DAMEN (tøver): Som medicin? (Fra Strindbergs Til Damaskus, første akt.)

Damen er naturligvis på en eller anden måde med i Michael Madsens film. Den korte scene, hvor hun bærer en Mandragora naturligvis også. På en eller anden måde. Men slet ikke så direkte overført, som jeg her gør det. Hvorfor så Strindbergs tekst nu? Jo, det kommer sig af, at jeg ikke kunne finde et still fra filmen. Undervejs med det fandt jeg dette fotografi fra førsteopførelsen af Strindbergs arbejde med samme titel, det var i 1900 med Harriet Bosse i rollen som Damen. Fra det billede måtte jeg naturligvis til Strindbergs værk, som er skrevet få måneder før mødet med lige den kvinde.

Michael Madsen: Celestial Night

Himmelnattens kejser er den danske titel, ”en film om synlighed” (eller sigtbarhed?) hedder det i undertitlen. Og for en gangs skyld er undertitlen ikke irriterende og omklamrende. Den er på plads af to grunde. Den er regulært begyndelsen på filmen, udgør det allerførste udsagn, og den er smuk. Som filmen er smuk. Som Otto Norns titel på en meget ældre,  tilsyneladende ganske anden,men på afgørende måder tilsvarende æstetisk-historisk undersøgelse At se det usynlige er smuk, som hele hans kloge bog er smuk. Michael Madsens film er tilsvarende klog. Det er frydefuldt, der er langt mellem kloge film.

Nu rejser han så fra festival til festival med en ny smuk og klog film, Into Eternity, 2009. Før den havde han færdiggjort To Damascus, som nok kan ses som et skridt på vejen. Tre kloge og smukke og sande film efter hinanden. Det ligner en vedholdende tanke, et fortsat arbejde, et stort personligt værk i udvikling.

Michael Plejdrup: Et liv på kanten

Det hedder i afdelingens nyhedsbrev: "DR Dokumentar undersøger et bestialsk overfald på en kvinde på øen Mors. det er historien om et barskt og voldeligt liv blandt sociale nomader. Men det er også historien om et udkantsdanmark, der føler sig svigtet og hægtet af."

Jeg studser over ordvalget. "Bestialsk", "øen Mors" (ja, det er det da, som "øen Amager", hvorfor nu denne pædagogik?), "sociale nomader" (ude af sociologernes rapport, uden definition bliver begrebet ubehageligt og stemplende), "udkantsdanmark" (et samlebegreb, som slører mere end det præciserer, som gør sig fortrolig, menneskelig, det kan "føle sig"!) Sådanne ord er det dårligtst tænkelige udgangspunkt for Reimer Bo Christensens 21 Søndag, Danmark knækker. Med sådanne uhåndterlige begreber kan det da kun blive en overfladisk behandling. Vi får se.

Vurdering:

Poul-Erik Heilbuth: Manden der løj verden i krig 3

Heilbuths arbejde genudsendes nu i dag 14:00 på DR1. Se bort fra de åbenlyse filmiske kiks, se det som et journalistisk arbejde, "sobert" som Information skrev i sin leder dagen efter den første udsendelse. Se den for at høre brudstykkerne af de meget vigtige, tydelige og energiske interviews med David Kay, tidligere højt placeret CIA medarbejder, våbeninspektøren Rocco Casagrande, den tidligere sikkerhedsrådgiver for Bushregeringen Paul Pillar og allervigtigtst, den tyske FN-ambassadør Günther Pleuger, som direkte advarede ammerikanerne om Curve Ball, som tyskerne havde i varetægt og under psykiatrisk behandling i Schweitz netop da Colin Powell brugte hans opdigtede informationer i sin berømte tale i FN. "Vi advarede amerikanerne mod Curve Ball. hans informationer var komplet utroværdige", siger Pleuger direkte til Heilbuth.

Filmen kan også ses på DR hjemmesiden 

Poul-Erik Heilbuth: Manden der løj verden i krig 2

Her er så Heilbuth med den rigtige mand, med Curveball, som hedder Rafid Ahmed Alwan. Det er framegrab fra scenen, hvor han endelig kommer ud af huset, Heilbuth har sporet ham til. Han går med til interview, inviterer Heilbuth indenfor, men går afsides og taler i telefon og kort efter er lejligheden fyldt med politi, som standser interviewet, smider Heilbuth ud, river kameraet fra fotografen og ødelægger dele af optagelserne.. Her slutter filmen.. men historien kan da ikke være slut?

Manden som løj verden i krig genudsendes på mandag 26. april 13:00 DR1 

... kan også ses på nettet: http://www.dr.dk/

Poul-Erik Heilbuth: Manden som løj verden i krig

Jeg må sige, at jeg er skuffet over DR-dokumentaren, som jeg havde ventet mig meget af. Men jeg vil bestemt se den igen for at finde ud af præcis, hvordan den knækker. Det kan være, at det simpelthen er sådan, at den skuffer der, hvor Heilbuth selv skuffes. Han kommer ikke til at tale med manden, som han filmen igennem har jagtet. De tyske politifolk snyder ham for byttet, netop som interviewet skal i gang... Frustrerende!

Rygsøjlen i dokumentaren er et gavnligt resumé af hele historien om begrundelserne for at invadere Irak. Specielt to danske ministre står centralt. Selv om de selvfølgelig ikke ville medvirke endnu. De har ikke nået tilbageblikkets tid. Men til da tænker vi vort. Og det er godt at holde forløbet klar i erindring.

Jeg har én indvending foreløbig. Historien med den danske soldat, som dør i krigen, er overeksponeret. Forstyrrer derved, at ægte følelse i forkerte omgivelser bliver til noget meget, meget forkert. Og jeg mærker en hensigt, som jeg ikke kan lide.

Det er - og det er så en indvending mere - som med den bærende fortællerstemme. Den vil omklamre mig med for megen følelse og insisterende overtydelighed. Det bliver ubehageligt.

Men trods disse to indvendinger i min bedømmelse en vigtig film. Især, selvfølgelig, på grund af rækken af stærke medvirkende fyldt med faktuel viden og personlig energi til at aflevere den. Men, Heilbuth, altså... selve story-line  kræver en fortsættelse... Hvad siger tyskerne? 

Foto: Nej, det var ikke ham, som løj. Han vidste vist ikke bedre. Men tyskerne snuppede løgneren for øjnene af Heilbuth og seerne..

Bogen om Curveball anmeldt her: GoogleBooks

Vurdering:

Saskia Bisp: Nobody Passes Perfectly

Scenen i sengen med de elskendes tyste, intense samtale fuld af autentisk kærlig følelse er det hele værd. Den er klippet med lydhørhed for den lille angst for tiden, der forandrer, og kærligheden, som ikke er til at holde fast, trods forsikringerne. Den ængstelse vokser gennem den smukke scenes replikskifte til et helt kammerdrama i det lille format.

Det handler om at ville ændre på sin seksuelle identitet. Det er den ene af de to i sengen i færd med. Og hvad vil så ske?

Vurdering:

Barbara Cros, Lisbeth Lyngse: Kvinder i forandring

De er så omhyggelige med deres tøj, de tre kvinder, det handler om. De er så omhyggelige med det danske sprog, som de taler forbilledligt. De er så ordentlige og sympatiske og tydelige. Deres fortællinger er detaljerede, uden dramatik. Pletfri. De medvirker i en undervisningsfilm. Den har brug for forbilleder. Det kan jeg godt forstå. Det er ærlig snak. 

Det handler om danske uddannelsers betydning for herboende kvinder fra fremmede kulturer. Det lyder bestemt ikke spændende. Men sådan en opgave kan reddes...

Vurdering:

Markku Heikkinen: All Boys

Det er en tv-rettet knapt én time lang real-kommentarbåret reportage med filmede illustrationer og vekslende interviews fra to nutidige pornografiske produktionsmiljøer med små forskelle, som skal gøre en sammenligning interessant. Det lykkes ikke.

Det er en bornert nysgerrig sammenlignende sociologi-interesseret skildring af af to små professionelle selskaber, som fremstiller den slags film og magasiner. Et i Prag og et i Berlin med hver deres chef, som begge forsøger at leve op til rollerne som farverige og karismatiske ledere...

Vurdering:

Filmstriben.dk

.. og danskerne kan nu se streamede film, også dokumentarfilm, hjemme hos sig selv via deres lokale biblioteks hjemmeside. Det har været i gang længe, nu er jeg gået i gang med at prøve muligheden af.

Først har jeg kigget på dokumentar nyheder. Og det falder i øjnene, at den internationale succes Waltz with Bashir af Ari Folman fra 2008 er tilgængelig. Det lover godt! Importerede dokumentarfilm på bibliotekernes hylder er igen omsider en mulighed, efter filminstituttet for mange år siden lukkede af for den vitale luksus. Folmans film har været anmeldt og flere gange omtalt her på bloggen.

Men nu de nye film. Der er endnu ikke film fra i år, men listen over film fra 2009 er en lille begyndelse...

Messi Messi Messi Messi

Det er billedet af en dreng, der har fået lov til at beholde bolden. En glad dreng som slår bolden i græsset på vej ud af banen. Han smiler. Han har grund til det. Han har lige scoret fire mål og sendt sit hold videre i turneringen. Han bliver stoppet ved indgangen til tunellen, der fører ned til omlædningsrummet. Han skal interviewes. Men jeg tror ikke han kan høre spørgsmålene eller sin egen stemme. 90.000 tilskuere råber hans navn, eller nærmest stønner det ud som en tak til den lille fodboldspiller, der har leveret  underholdning af en skønhed uden lige. Han kan noget som ingen anden fodboldspiller i verden kan præstere. Han optrådte på Nou Camp den 6.april 2010. Hans navn er Messi. Lionel Messi. Profession: fodboldspiller. Ugeløn: omkring 4 mio. Dkr. Han spiller for FC Barcelona.

Det er billedet af to voksne drenge, der har overværet fodboldkampen. De har stået op ihvertfald fire gange, ved hver scoring, og råbt Messi ned til drengen, der har fået lov til at beholde bolden til minde om den kamp, som han gjorde uforglemmelig for dem. De to voksne drenge har holdt møde om den filmfestival, som afholdes i Barcelona i februar 2011. De har været spændt på kampen, håbet på det bedste og nu har de gennemlevet 90 minutters artisteri på grønsværen dernede. De har siddet på deres plasticsæder og levet med og kommet med bemærkninger om spillerne, deres bevægelsesmønster, deres afleveringer, deres fight og energi – og om drengen med bolden, der bare er i en klasse for sig. Modstanderne var fra London, Arsenal, de havde ikke en chance, selvom de indledte scoringen. Siden krøllede drengen med bolden dem allesammen og lavede fire mål. Resultat: 4-1. Og han og hans medspillere glemte ikke at bolden aldrig bliver træt. Kombination efter kombination, Hurtigt fra spiller til spiller. Mit navn er Tue Steen Müller. Bor i København, arbejder ofte i Barcelona for Joan Gonzalez og hans www.docsbarcelona.com. Ugeløn: ca. 6000 Dkr. Vi voksne drenge var på Nou Camp den 6. April 2010.

A text in Danish about soccer seen by Tue Steen Müller in Barcelona April 6 2010.

Vurdering:

Eric Pauwels: Les Films rêvés 2

Jeg er ikke blevet færdig med indtrykkene fra Cinéma du réel, eller rettere, der er film, som bliver ved med at trænge sig på. Nu Pauwels’ tre timer lange sag, i to dele (85 og 95 minutter) i udtrykkelig 4/3 format. Det står på forsiden af dvd-udgaven, som CBA i Bruxelles har været så venlig at sende mig. Den slags er vigtigt, når det er billeder i en tid og fra en tid, det drejer sig om. Med en mening om deres eget udseende. Det gamle tv-format. Og på forsiden er der seks billeder i dette klassiske format, på bagsiden yderligere seks og så synopsen: Un jour, un homme, un cinéaste fait un rêve: il rêve qu’il fait un film qui contiendrait tous les films qu’il a rêvé de faire. Inden i er tiden, de to dele, i alt 180 minutter.

Jeg så filmen i Paris uden at forstå særlig meget af den franske voice-over og dialog. Men dvd-udgaven har engelske undertekster. Så nu kommer et frydefuldt arbejde med at se det store, smukke værk, omhyggeligt, afsnit for afsnit. Læse det så langsomt, som det indbyder til. Så tiden holdes fast. Hvad dvd kan.

Det begynder med en poetik. Her kan man som begynder begynde. Her kan man som blasert og erfaren begynde forfra og blive ydmyg. Det er yderst håndfast: der findes disse film, og så demonstreres en scene. Og der findes disse, og der demonstreres en scene. Det er medrivende grundlæggende. Og så følger afsnittet om Jean Rouch, hvor poetikken foldes ud, men ikke som skema, nej, som liv og død… 

Vurdering:

Kasper Torsting: At beskytte en metode

Så er der svar på mine spørgsmål i forgårs til Kasper Torsting. Han skriver: 

Diskussionen om hvorvidt mine film er lykkedes eller ej, om de er ‘tilfredsstillende’, er en snak jeg hverken vil eller kan gå ind i. Mine film er som mine børn, de er for mig ikke til debat. Jeg ser dem absolut ikke som perfekte, men jeg elsker dem ubetinget. At andre diskuterer mine film, ser jeg som et stort privilegie. Hvilken kunstner, hvilken fortæller ønsker ikke det. Derudover ser jeg det som et stort ansvar at delagtiggøre interesserede i de produktionelle- og kreative processer, der fører til den færdige film. Domsafsigelser lader jeg andre om. Men at konkludere at seerne har oplevet det som journalistiske værker, og at jeg derfor efterfølgende har ‘været nødt til’ at forklare, at det ikke var det jeg ville, er måske at sætte tingene lidt på spidsen. Jeg har en opfattelse af at en lille gruppe journalister og filminteresserede, har haft nogle meninger om måden mine film blev til på. Langt de fleste seere går ikke ind i den fag snak. De ser ‘bare’ fjernsyn. At det har fyldt en del i medielandskabet, handler vist bare om at denne begrænsede gruppe (journalisterne) har fri adgang til print. Men at det skulle være repræsentativt for den generelle stemning ude hos seerne, det tror jeg ikke.

Når jeg har valgt at indtræde i en debat, handler det ikke om at forsvare en film, men om at forklare og beskytte en metode...

Yderligere spørgsmål til Søren Gade filmene

Jeg må lige dreje opmærksomheden tilbage til de to Søren Gade film. Til indholdet. Til den diskussion, Torsting skriver, han foretrækker, den om hans projekt er lykkedes. Og her står han nok i den situation, at han må indse, at de to film faktisk ikke er tilfredsstillende. Seerne har oplevet dem som tv, som journalistiske arbejder, og han har været nødt til i en kronik i Berlingske Tidende og i kommentarer her på siden omhyggeligt at forklare, at han har villet lave observerende dokumentarfilm. Men begge film er åbenbart i deres nuværende version så præget af tv-materiale og så tv-reportagelignende scener, at de filmiske greb og holdninger slet ikke er opdaget. Det har efter min opfattelse kunnet tilgives, eller i hvert fald har det været forståeligt ved den pressede færdiggørelsesproces, hvor TV2 tvang først den ene så den anden ufærdige film frem til visning. Vi fik så den opfattelse, at i hvert fald problemet med den manglende tredje akt ville der blive rådet bod på ved genudsendelsen til maj. ”Jeg arbejder med udfordringen”, skrev Torsting.

Vi er nu i den interessante situation at Søren Gade filmprojektet har været til offentlig panel-screening, og redigeringsprincipperne er lagt åbent frem. Men er vi helt sikre på den der nye maj-version? Så jeg bliver nødt til at stille Kasper Torsting yderligere tre spørgsmål: 1) bliver der en genudsendelse til maj? 2) har du fået mulighed for at klippe en ny samlet version? 3) i givet fald af én eller to film? Det er faktisk ret spændende.    

Marcello Gomes og Karim Aïnouz: Viajo porque...

Parisfestivalen Cinéma du réel slutter her i weekenden. Og jeg tænker på indtrykkene – en fornemmelse af opbrud og vækst melder sig. En række film kombinerer altså for mig at se med ny rolig selvfølgelighed reportagen med essayistikken. Blander fagsproget og den lyriske fremstilling. Sætter det dokumentariske stof sammen med fiktionens forestillingskraft. Som nu filmen her, Jeg rejser, fordi jeg skal, jeg vender tilbage, fordi jeg elsker dig. Måske er den et passioneret kærlighedsbrev, en billedskøn elegi. Måske er den en samfundsskildring i rejsebeskrivelsens form. Sandsynligvis er den begge dele.   

José Renato er geolog. Han bliver sendt på feltarbejde i det nordøstlige Brasilien. Hans opgave er at påvise mulige forløb for en kanal fra regionens eneste flod. Vi ser, hvad han ser, han er kameraet. Vi ser aldrig ham, men vi hører hans stemme hele tiden. Den stemme (Irandhir Santos’) bærer fortællingen og refleksionen. Om og over rejsen, og med den arbejdet og så altså kærligheden, intet mindre. Som filmens titel lover. Og vigtigst er jo kærligheden.   

Manden og kvinden. Det er deres professionelle arbejde, som skiller dem, har skilt dem, kan jeg tro. Hun er botaniker, han som sagt geolog. Han gør sit arbejde til poesi, filmen åbner i et verbalt digt om feltarbejdets medbragte bagage: måleinstrumenter, tegnepapir, blyanter, landkort, kameraer…, åbner i et vekslende sløret og knivskarpt billeddigt over feltarbejdets objekt: terrænet, dets formationer, mineraler, højdeforskelle og vegetation… Men så møder kameraet stedets kultur, dets mennesker og opdager deres forskellige skæbner. Dagene går, kærlighedslængslen trænger sig på, konverteres til sex, der kommer kvinder ind i billedet, én nats begivenheder. Præcis som den alt omfattende poetiske naturiagttagelse forvandler sig til nøgtern materiel indsigt, økonomi og sociale modsætningsforhold. Kanalen vil give nødvendig vand til nogles behov, vil tvinge andre til at bryde op, opgive deres huse og tilværelse der på stedet.    

Og kærlighedshistorien er tilsvarende modsætningsfyldt. Et hjerte af sten over for en kødædende plante, som Yann Lardeau nøgternt konkluderer sin tekst i festivalkataloget.

Marcelo Gomes og Karim Aïnouz: Viajo porque preciso, volto porque te amo, Brasilien 2009, 71 min. Manuskript: Marcelo Gomes og Karim Aïnouz, fotografi: Heloïsa Passos, klip: Karen Harley, lyd: Waldir Xavier, medvirkende: Irandhir Santos, produktion og distribution: REC Produtores

 claire@recprodutores.com.br

Man kan få et indtryk af filmens skønhed og generelle stemning i traileren på siden her:

http://www.cinemadureel.org/article3974.html 

Eric Pauwels: Les Films rêvés

Man begynder med at filme sin hund. Måske. Eller man begynder med et afsnit med Jean Rouchs første film om rejsen på floden. Eller man begynder med den smukkeste og værdigste strip-tease, man altid har ønsket at filme. Til begyndelsen af Beethovens klaversonate Quasi una fantasia. Sådan begynder man som filminstruktør, hvis man vil lave alle sine drømte film på én gang, i én film. Eric Pauwels har gjort det. Jeg så den på Ciinéma du réel i går. Det tog 180 minutter, del 1 og del 2 i én køre. Det var den rigtige måde at se det værk på. Og jeg så ikke noget overflødigt minut. Og fortællerens stemme var inde voice-over fra først til sidst. Det blev ikke for meget. Det må være fordi Pauels filmdrømme ikke er private i alt dette meget personlige. De kan generøst deles ud. Og de er vedkommende - mærkede jeg også på reaktionerne i den voksne del af salen.

Festvalen har interessant nok fundet plads til dette lyriske filmessay i konkurrenceprogrammet. Det er altså min rene fordom kun at vente klassisk dokumentar her... cinéma vérite, samfundskritisk realisme og etnografiske undersøgelser.   

Kasper Torsting: Krigsministeren 2

Filmen og dens opfølgende arbejde er voldsomt debatteret. Højdepunktet i troløse udtryk er Ekko-anmeldelsens bemærkning om instruktøren som "en nyttig idiot". Kasper Torsting har forleden dag svaret med en kronik i Berlingske Tidende, hvor han skviver om den observerende dokumentarfilm som en stolt tradition med æstetisk - og etisk måske også - front mod en del journalistik. Her er et link til kronikken og et link til Ekkos anmeldelse:

http://www.berlingske.dk/kronikker/en-nyttig-idiots-bekendelser

http://www.ekkofilm.dk/?id=865&allowbreak=Nej

De to film er emnet for en filmaften i FOF-Randers' filmklub onsdag 24.marts 19:00:

http://www.infof.dk/alt/default.asp?enhed_id=13&rekl=1

Kasper Torsting: Søren Gade filmene

I min kommentar til Kasper Torstings Krigsministeren stillede jeg ham nogle spørgsmål. Her er instruktørens hurtige, umiddelbare svar:

Jeg betragter min metode som subjektivt observerende, jeg er derfor afhængig af et handlingbaseret materiale, hvor mine medvirkende ‘afslører’ sig selv som de karakterer de er, i en given scene, situation og dramatisk fortælleramme. Det ville derfor som udgangspunkt være mangelsfuldt og ‘tyndbenet’ for mig, udelukkende at basere en fortælling alene på interview, samtale og/eller en altvidende fortællerstemme. 

Interviewet som greb er bestemt effektivt og kan løses ‘filmisk’. Eksempelvis er Leonardo da Vinci ‘Mona Lisa’ ligesom en klassisk interviewopstilling - en halvnær hvor hun skælmsk kigger ind i ‘kameraet’. Men som filmskaber er det for mig naturligt, at kigge på mere visuelle og dynamiske sceniske rum og muligheder. Jeg syntes ofte det giver en masse gaver til fortællingen, hvis min hovedperson er udstyret med en handlingsbaseret modstand. Det kan være et ryge en cigaret, tage tøj på, eller pakke sit kontor sammen i flyttekasser (!). Handlingen viser kroppen, der viser erfaringen, der viser en anden side af det menneske, der taler foran kameraet. Fortællingen får mere dybde. Taler i flere plan.

Fortællestemmen som greb er også en meget effektiv motor. Den tager publikum i hånden, skaber tryghed og styrer oplevelsen meget præcist og kalkuleret. En kontrol der kan være meget givende til fortællingen, og et redskab der kan løfte en mudret fortælling op i et mere klart lys. Bagsiden af dette er naturligvis, at publikums mulighed for at møde fortællingen med egne erfaringer, ikke bliver ligeså instinktiv og umiddelbar. En krystalklar fortælling der kontrollere den mindste bevægelse, er samtidig en låst fortælling der ikke vil andet, end lige præcis dét den vil. Personligt oplever jeg en større bevægelse og forførelse, hvis en film gør mig nysgerrig og kræver engagement fra min side. Publikum skal ikke bare sidde ude i salen, eller bag sofabordet. Publikums egentlige plads er INDE i fortællingen, frit svævende blandt de andre ‘medvirkende’...  

Så i tilfældet ‘det manglende tredie akt’ er spørgsmålet naturligvis, hvordan kan man skildre lækagesagen, uden bare at gøre det til en retrospektiv fortælling med masterinterviews, indre monologer, arkivklip og fortællestemme..? Jeg arbejder med udfordringen… ;-)

- Kasper Torsting

Kasper Brandrup Torsting: Krigsministeren

”Ved denne films afslutning er der dukket nye problemer op. En ulovlig lækage i 2007 blev ifølge rygtet givet til pressen af en medarbejder i forsvarsministeriet. Dermed kan dramaet fortsætte for politikeren og mennesket Søren Gade.” Denne skriftlige afmelding på Krigsministeren ved tv-visningen i januar råbte på en fortsættelse.

Så det var da et ansvarligt og generøst forslag, Søren Gade som medvirkende kort efter kom med, da han kontaktede filmens instruktør og foreslog en slutning på deres – kunne også han selvfølgelig se – ufærdige arbejde, som TV 2 havde sendt. Men det kunne måske nås til genudsendelsen til maj, det havde han også ret i. At det, han foreslog som indhold for mig at se imidlertid ikke var tilstrækkeligt og tilfredsstillende som slutning, er en anden sag. Der er noget andet galt med hele filmen i denne første gennemklipning.

Dokumentarfilm-kursus i Ebeltoft

En uge i dokumentarfilmens verden, 1. - 7. august 2010 på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft. Eva Mulvad (Vores lykkes fjender) og Mikala Krogh (Alt er relativt) leder kurset, som får besøg af denne række foredragsholdere: James Marsh (Man on Wire), Pernille Rose Grønkjær (The Monastery) Kasper Torsting (Søren Gade - de sidste 48 timer) Manuel Claro (fotograf på Alt er relativt) og Arne Bro.

Det koster 3900 kroner, og prisen inkluderer film, foredrag, overnatning på højskolens dobbeltværelser samt sund og lækker forplejning. Tillæg for enkeltværelse: 500 kroner.

Kursussekretæren Maria Høy fra den ellers fiktionsfokuserede skole oplyser som baggrund for denne dristige fornyelse, at de har opdaget, at "dansk dokumentarfilm de seneste år har høstet stor international anerkendelse, hvilket skyldes den stærke fortælletradition og den høje visuelle kvalitet der kendetegner film skabt i det danske produktionsmiljø." På Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft "diskuterer de nævnte gæster og højt profilerede dokumentarfilminstruktører og –eksperter aktuelle film, tendenser og tematikker", skriver hun.

Kursets program: www.europeanfilmcollege.com/i_dokumentarfilmens_verden.asp 
Du tilmelder dig på: www.europeanfilmcollege.com/sommerkurser.asp  

Foto: James Marsh (Man on Wire) underviser på kurset.  

Katrin Ottarsdóttir: Sporene gror ud af ord 3

”…Katrin Ottarsdóttirs empatiske og sympatiske film… Der står en nøgen sandhed om eksistensen tilbage, som ordene bærer vidnesbyrd om. Usmykkede, ligefremme og med klare linjer.” (Henrik Wivel i Weekendavisen Bøger 26. februar-4. marts 2010.)

Filmen vises i morgen, 3. marts 17:00 i Biffen, Aalborg og - NB flyttet til - mandag, 22. marts 19:00 i Nicolay Biograf, Kolding. 

Her i dette billede er kameraet en sjælden gang i øjenhøjde med Jóanes Nielsen. I øjenhøjde med den berømte mand, den store digter. Dette landskab er fotografen og han, filmens medvirkende fælles om. Han ligger også ned i en enkelt scene, fordi hans kæreste har lagt sig ned. Men ellers er den lave kameraposition gennemgående. Katrin Ottarsdóttir har nærmet sig den frygtindgydende mand med usikre skridt og i stor forsigtighed. Filmen er præget af det. Hendes tilstedeværelse i samtalerne er yderst nedtonet. Jeg havde ventet det modsatte, i film nummer tre ville hun træde ind i scenen, efter ganske lidt i samværet med Hans Pauli Olsen og noget mere sammen med Tóroddur Poulsen. Men hendes film er til gengæld yderst tilstedeværende hos et meget intenst levende menneske. Og så var det altså den udvikling hun ville, den rytme af indsigt gennem de tre arbejder.

Det handler om en digter i Torshavn. Om Jóanes Nielsen, velkendt i byen, velkendt i sin branche. Han causerer om sit liv og sit kunstneriske arbejde, underholdende, og han læser op af sine digte, medrivende. Det foregår i hans hus, i byens gader og havn og i byens omegn. Alt er set smukt, rummene, stederne, landskaberne.

Topografien dominerer og ordner. Nielsens fortælling er vist nok handlingstråden. Digtoplæsningerne er det egentlige indhold. De er stærke. Fra det barskt usentimentale til det ømt følsomme. To handlingsforløb knytter an, en aflivning af kattekillinger hen over midten af filmen og så i den store slutning selve samværet med kvinden fra så mange steder i digtene. Henrik Wivel kalder kombinationen af digtoplæsning (og monolog vel) og sted for ”pittoreske positurer”. Jeg tror det er mere end det. Jóanes Nielsen er selvfølgelig anbragt på steder og foran udsigter, som ikke kun er hans. Det er også Katrin Ottarsdóttirs og filmens og mine. Det er ikke en biografi, det her. Det er eksistens, og topografien er meddigtende i filmens lyrik. I hvert fald tænkt sådan. Måske er det bare ikke lykkedes helt.

Og det har med klipningen at gøre. De enkelte klip er ofte brutale, og de slår mere i stykker end de føjer sammen. Jeg forstår simpelthen ikke opklipningen af enkeltscenerne, som jo er så bundet af deres markante topografiske (og scenografiske) markering, den adskillelse af sammenhængende materiale danner i montagen ikke for mig efter første gennemsyn en ny sammenhæng, biografisk, tematisk i causeriet eller dramatisk i filmens forløb. Jeg synes indtil videre, det er en skam. For mig at se dog kun en lille – hedder det skønhedsplet – på et smukt, smukt filmværk. Empatisk og sympatisk, nemlig. 

Katrin Ottarsdóttir: Sporene gror ud af ord, Danmark 2009, 76 min. Manuskript, fotografi og klip: Katrin Ottarsdóttir, lyd: Iben Haar Andersen, produktion: Hugin Eide. Produceret af Blue Bird film www.bluebirdfilm  DVD-salg fra medio marts hos boghandlerne. Jóanes Nielsens seneste samling Broer af sultne ord er netop udkommet på forlaget Torgard www.forlagettorgard.dk

Vurdering:

Katrin Ottarsdóttir: Ingen kan lave det perfekte

Mens Katrin Ottarsdóttir turnerer til et par byer mere med sin nye film, som er afslutningen på trilogien om kunstnerisk arbejde, kan vi som bor i andre byer end de fire udvalgte, låne hendes tilgængelige film på biblioteket og vente på dvd-en med Jóanis Nielsen til det bliver marts. Disse titler findes i udlån: Atlantic Rhapsody, 1989, vhs, Regin Smidur, 2003, vhs, Ingen kan lave det perfekte, 2008, dvd og En linje om dagen er nok! 2008, dvd.

Selv lånte jeg lige en kopi af filmen med Hans Pauli Olsen på mit uundværlige bibliotek. Jeg har ikke set den før - så, hvordan er så den? Denne begyndelse til Ottarsdóttirs projekt? 

Billedhuggeren danser tango. I filmens første scene med hustruen i den hjemlige stues varme stearinlys. I filmens sidste scene med modellen i det rå ateliers kolde neon. Jo, det er skam et jalousiforhold. Et sted gør hustruen rede for det, tidligere var hun hans model, men nu er hun erstattet af den anden. Sådan må det være, hun resignerer.

Og filmen drejer sig efterhånden mere og mere om den model. Ikke som person, men netop som model. Det afgørende er forskellen på en portrætteret og en model. Og mod slutningen af filmen er det tydeligt den forskel, modellen grunder over, da hun kommer til udstillingsåbningen og står foran det værdige værk. Er det mig? Ligner det mig? Nej, det er et værk om optagetheden af kvinden som sådan. Hans Pauli Olsen har tidligere i filmen fortalt om den optagethed – og demonstreret den under arbejdet med modellen og værket, som filmen følger fra trin til trin.

Katrin Ottarsdóttir har søgt sig og fundet tre smukke og velskabte modeller til sit trefløjede værk om kunstnerisk liv – og hvordan hun har det med sådan en, en model, ja, det er det hun udvikler som et af lagene i den første film. 

http://www.bluebirdfilm.dk/hpo.html (filmens hjemmeside)  www.tutl.com (dvd-salg)

Lars Becker-Nielsen: Den bevægede jord 3

Lars Becker-Larsens dokumentarfilm om den moderne naturvidenskabs tilblivelse modtog søndag den 14. februar hovedprisen som bedste dokumentarfilm i Torino på kulturarvsfestivalen AVICOM.

Festivalen i Torino arrangeres af ICOM (International Council of Museums), UNESCO's museumsorganisation.

Filmen har tidligere vundet Best Documentary ved Vedere la Scienza Festival - International Scientific Film Festival i Milano, samt den prestigefulde Grand Prix på den 46. Internationale Festival TECHFILM i Prag.

Den bevægede jord er en omhyggelig fremstilling af, hvordan og under hvilke forhold videnskabsmænd som Kopernikus, Brahe, Kepler og Galilei i renæssancen skabte et nyt verdensbillede og dermed grundlaget for den moderne tanke.

I festivaljuryens motivation hed det: "De visuelle nyskabelser, rekonstruktionerne og den gribende fortælleteknik gør kompleksiteten i det behandlede emne tilgængeligt for et bredt publikum på en fascinerende og let tilgængelig måde. En sand revolution!"

http://www.danishdoc.dk/jord_dk.html

Katrin Ottarsdóttir: Sporene gror ud af ord

Filmen har Jóanes Nielsen som medvirkende og efter sigende hans nye bog Broer af sultne ord som emne og naturligvis Katrin Ottarsdóttirs afrunding af en stor trilogi om kunstnerisk arbejde som indhold. Titlerne antyder film om ufuldkommenhed, langsomhed og tilsynekomst. Vi får se. Det med at det skulle være portrætter, hopper man ikke uden videre på.

Filmene i trilogien er Ingen kan lave det perfekte, 2008, med Hans Pauli Olsen, En linje om dagen må være nok! 2008, med Tóruddur Poulsen (anmeldt her på siden, søg på "Katrin Ottarsdóttir") og så nu Sporene gror ud af ord, 2009, med Jóanes Nielsen.  

Sporene gror ud af ord vises i København 18. februar 20:00 i Nordatlantens Brygge, Strandgade 91 og i Århus 20. februar i Øst for Paradis.

www.bluebirdfilm.dk 

Erlend E. Mo: Sannhetsjegeren 2

De tre herrer på fotografiet leder efter sandheden. Vist nok på hver deres måde. Eller rettere, den nærmeste gør. Han hedder Tore Sandberg, han er privatdetektiv. Rigtig privatdetektiv. I virkeligheden. Han har fattet mistanke til en bestemt sag om to sammenhængende mord. Mener en uskyldig mand er blevet dømt. Det er en af arbejdsdagene i tiåret 1998-2008, hvor han arbejder med sagen.

Manden i midten er en pensioneret politimand, fra kriminalpolitiet, meget erfaren. Han hedder Frode Asbjørnsen. Han er efterhånden blevet ven med Sandberg, men er stadigvæk skeptisk. Stiller sig hele tiden tvivlende, men bistår ham hele vejen igennem. Hans sandhed er de opklaringer, politiet har foretaget, de domme retsvæsnet har fældet. Så han arbejder på at fjerne tvivlen.  

Den bagerste mand er filminstruktøren Erlend Mo. Han er ekspert i at følge langvarige historier, han bliver bare hængende ved med sit kamera. På sin måde lige så stædigt vedholdende som de to første. Så han har arbejdet på sin film gennem en stor del af det samme tiår. Han laver dokumentarfilm. Vil på sin måde finde sandheden om denne jagt på sandheden og lade sin film skildre den.

På vores blog her anmeldte Tue Steen Müller 19. maj sidste år filmen og gav den begejstret alle seks penne. I går så vi den så i FOF-Randers mandagshøjskole og blev rystede. Vi forstod at det med sandhed ikke er så enkelt. Den døve anklagede forstod ikke ordet, måske blev det slet ikke oversat til tegnsprog. Han forstod, ja, han vidste fra sin daglige avislæsning, at der ude i de ikke-døves verden var sket to mord. Og så opfattede han det således, at dommeren ville have ham til fortælle, hvad der var sket. Det kunne han jo så gøre efter sin avisresearch, og hans fortælling blev opfattet som sand, og det blev hans skæbne. "Jamen, jeg slog ikke pigerne ihjel", fastholdt han, men hans fortælling modsagde ham. Sandhed er en abstraktion sagde den kloge og indlevende psykolog. Den findes ikke i virkeligheden.

Erlend E. Moe: SANNHETSJEGEREN, Norge 2009, 86 min.

Erik Norsker: Vin og Vrøvl

På dette sted anmeldes der som regel film ud fra filmiske kvalitetskriterier. Det er ikke muligt med Erik Norskers produktion, der har en undertitel ”The Movie - Filmen bag bogen”, som henviser til at Roald Als og Carlo Merolli for 6 år siden skrev og tegnede en bog med samme titel. Altså ”Vin og Vrøvl”. Hvilket er en præcis karakteristik  af en dvd-udgivelse, der er godt fotograferet og balancerer mellem at være en hyggelig hjemmevideo fuld af mere eller mindre morsomme anekdoter – og så en professionel brugervejledning!

Jeg er vel sådan set også lidt inhabil i denne sag. Jeg bor i samme opgang som Roald, som i årevis har hånet mig for min interesse for sort-hvide franske film og har nægtet at tro på at jeg var en glimrende tekniker på AB´s drengefodboldhold i begyndelsen af tressserne. Jeg har ved flere lejligheder smagt på Carlos baroloer og jeg har altid sat stor pris på Erik Norsker, som er en af vore bedste dokumentarfotografer med et fint og kærligt blik for steder og mennesker. Og jeg tror gerne (det har Roald fortalt mig), at Erik er en glimrende fodboldspiller med mange mål i støvlerne. Derfor har han selvfølgelig al mulig ret til at udnævne filmens to hovedpersoner, tegneren og vinsælgeren, til at være uheldige helte på fodboldbanen. Det gør han i en prolog, bl.a. med et pletskud af en optagelse af Roald, der på grund af fatal mangel på teknisk kunnen taber bolden på midten af banen. Denne scene bliver vist to gange i filmen. Samme ydmygelse overgår ikke vinsælgeren og –smageren Carlo, der bliver fotograferet stående udenfor sidelinien.

Begge hovedpersoner er store krukker, der har mere forstand på at tegne og smage på vin, end på at være med i en film og forstå at nogle anekdoter gør sig bedre på tryk end på film. Men det hjælper gevaldigt på scenerne, når andet kan optage øje og øre. Som besøgene på vingårdene i Italien, med de smukke landskaber, og samtalerne med vinbønderne. Ret skal være ret, Carlo er faktisk en god formidler, når han sidder ved bordet og taler om vin, og at Roald er den bedste tegner i dette land, ved både han selv og alle os Politiken-læsere. Så alt i alt er den gode time, dvd’en byder på, en god, harmløs oplevelse. Og det ville være lyv, hvis ikke jeg indrømmede at jeg inspireret glædede mig til et godt glas vin og lidt ost og pølse efter gennemsynet.

Pris og leverering, se:

http://www.carlomerolli.dk/index.php?option=com_content&task=view&id=582&Itemid=93

Dola Bonfils om at forsinke virkeligheden

Jeg ser på det her still, og jeg ser straks, at det er Vilby i baggrunden. Pålideligheden og engagementet og videnmængden personificeret. Dola Bonfils og Lise Lense Møller har sendt ham til New Delhi for at møde en berømt miljøforsker. Det er i 1996 vil jeg tro. Og i scenen her er de ude at kigge på tingene. Bonfils laver filmoptagelser af det, som sker. Men det vill vare længe, inden jeg får lov til at se, hvad det er, som sker. For hun tøver, filminstruktøren, hun tøver med vilje. Hun har et par år tidligere skrevet hvorfor, principielt og i en æstetisk bemærkning i forordet til et katalog på Nationalmuseet: 

"...´Direkte´står der af og til i fjernsynsbilledet (Dola Bonfils skriver i 1993..), sådan at vi kan bide mærke i følelsen af, at vi er midt i en transmission til hinanden. Foran kameraet ved de, at deres statistikker og kurser, svedperler på overlæben, hypoteser om fremtiden og katastroferapporteringer er udnævnt til at være verdensbegivenheder før de har fundet sted - har fået plads i historien så at sige før den er skrevet. Foran skærmen i stuerne får vi et kick af at se bolden sejle ind i målet det øjeblik, det sker, og vi nyder endnu engang, at virkeligheden kan reduceres til, hvad man kan se og høre, når man er til stede selv og sammen med andre. 

Det er typisk for en tendens i medierne at fokusere vores opmærksomhed omkring denne opfattelse af tiden, snarere end omkring vores mening. Det direkte billede lader kun nutiden slippe igennem, og overlader til den enkelte at bearbejde modstridende, komplicerede, vidtrækkendeeller dramatiske informationsmængder.

Mogens Rukov om sandheden bagved det tilgængelige

Jeg er dokumentarist, understregede Ulla Boje Rasmussen forleden, vi talte om hendes nye film, og der var noget der, som er vigtigt for hende. Hun er i den anstrengende slutfase af arbejdet med en stor film om en berømt (og nu vist også berygtet) islandsk slægt. Hun forsvarede sin detailinteresse for alt det faktuelle derude, hvor virkeligheden er, forsvarede den over for en interesse, måske hos klipperen, måske hos forfatteren, for filmens konstruktion, over for den virkelighed, som findes derinde, derinde i filmen. Jeg tror Ulla B R bekymrede sig for sandheden i den sidste virkelighed og mistænkte filmkonstruktionen for at forråde den til fordel for sin egen, som var fiktion. Hun tøvede så gribende med at forlade én virkelighed for at ankomme til en anden. For hvad med sandheden?

I 1990 instruerede hun den vidunderlige film 1700 meter fra fremtiden om dagliglivet på det færøske sted, Gásadalur. Og i filmens katalog beskæftiger Mogens Rukov sig med denne sandhedens forvandling, som han ser det er. Som filmen og ikke den journalistiske tv-reportage kan.

”Vi er i en lille bygd på en stor ø i Færøerne, nogle kilometer fra en større by (indkøbsstedet), adskilt fra den af et højt fjeld, en flere timer lang vej, en bygd med kun 16 indbyggere i en klynge huse, deres får og kvæg, græsgangene, klipperne, havet.

Det kan ligne en almindelig dokumentarfilm. Men det er det ikke. Den er sær, skæv, uden at gøre opmærksom på det, uden at blive påtrængende som form, alligevel anderledes struktureret.

Det kunne have været en reportage. De 1700 meter fra fremtiden er et reportageemne. Det drejer sig om en tunnel, der måske/måske ikke bliver anlagt som forbindelse til den større by. Men det er kun en maske, noget, der foregives, der spilles med. Formen er dybere. Reportagen går i stykker, gennemhulles af den virkelighed, hvori den finder sted. Man kunne tale om en ustandselig distraktion mod det virkelige, menneskene og deres historier.

Marguerite Duras about New Narrative Regions

Niels Pagh Andersen vil have ballade. Den er jeg med på. Så jeg fortsætter med mit højtravende intellektuelle snak, som det er blevet kaldt. Jeg finder lige et citat igen, jeg faktisk fandt for nogle uger siden. Og nu nægter jeg at aflevere bogen på biblioteket. Det er fra indledningens ”General Remarks”:

”The names of Indian towns, rivers, states, and seas are used here primarily in a musical sense. All references to physical, human, or political geography are incorrect: You can’t drive from Calcutta to the estuary of the Ganges in an afternoon. Nor to Nepal. The ‘Prince of Wales’ hotel is not on an island in the Delta, but in Colombo. And New Delhi, not Calcutta, is the administrative capital of India. And so on.

The characters in the story have been taken out of a book called The vice-consul and projected into new narrative regions. So it is not possible to relate them back to the book and se India Song as a film or theatre adaption of The Vice-consul. Even where a whole episode is taken over from the book, its insertion into the new narrative means that it has to be read, seen, differently.

In fact, India Song follows on from The Woman of the Ganges. If  The Woman of the Ganges hadn’t been written, neither would India Song. The fact that it goes into and reveals an unexplored area of The vice-consul wouldn’t have been a sufficient reason.

What was a sufficient reason was the discovery, in The Woman of the Ganges of the means of exploration, revelation: the voices external to the narrative. This discovery made it possible to let the narrative be forgotten and put at the disposal of memories other than that of the author: memories which might remember, in the same way, any other love story. Memories that distort. That create. Some voices from The Woman of the Ganges have been used here. And even some of their words. That is about all that can be said.” (Marguerite Duras: India Song, 1973, English translation 1976)

Jeg skriver selvfølgelig det her lange citat af, fordi jeg lige nu tror, at hvis vi skal begynde eller gå videre med en diskussion om dokumentarfilm og dens religion, dokumentarismen, kunne det være skægt at veksle sætninger om virkelighederne, filmens virkelighed og den såkaldte virkeligheds virkelighed. Altså den uden for filmen, som man hævder findes. Glædelig jul til Niels P A og alle I andre…

Max Kestner: Drømme i København 1

Kære læsere.

Filmkommentarens to skrivere var i biografen sammen. De så Max Kestners nye film, der får biografpremiere straks i det nye år. De var ret uenige om filmens kvalitet. Se nedenfor.

Max Kestner: Drømme i København 2

Henrik Ipsen hedder fotografen og det er ham, der skal have ros for sin indsats i en film, som ellers set ud fra sin ambitiøse præmis er mislykket. Ipsen har blik for København og har komponeret billeder, som er frapperende flotte, hvadenten de har de nye glashuse ved vandet som motiv eller er fra baggårdene eller skildrer gader med vidunderlige facader, der vidner om byens mangfoldige skønhed.

Max Kestner har på dette område fået, hvad han som instruktør har bedt om. Det går så galt, når han selv skal træde i karakter som instruktør. Han har i denne funktion f.eks. bedt grupper af medvirkende - ofte placeret i forgrunden i slørede billeder hvor bagggrunden er skarp – om at levere smalltalk, formentlig for at skabe en stemning af liv. Resultatet er desværre i de fleste tilfælde tåkrummende amatørteater. Der klippes ofte fra disse ”almindelige mennesker” til arkitekter, der drikker rødvin eller står på tegnestuer og diskuterer – hvad de siger er enten ikke til at høre, eller bare sådanne små brudstykker af arkitekt-snak.

Helt galt går det med den tekst, som Kestner selv læser op. Det er tydeligt at han med teksten vil skabe sammenhæng mellem personer, som kan være dem, som vi gennem de oplyste vinduer ser i køkkenerne eller bevæge sig rundt i stuerne eller sidde i en bus på vej til mor eller far...  han vil give dem liv med en tekst, der skal overbevise os om, at det kunne være os, der sidder i biografens mørke, lever alene eller sammen med andre, elsker eller ikke elsker, er gammel eller ung. Teksten må have været tiltænkt en dramaturgisk samlende rolle, og kunne i en mindre anmassende form måske have fungeret. Nu studser jeg bare over at en tekst på 3.G niveau har kunnet smutte igennem producent- og konsulentøjne.

Ærgerligt når også musikken, komponeret til filmen af den islandske komponist og musiker Jóhann Jóhannsson, er et fremragende akkompagnement til Henrik Ipsens billeder.

Vurdering:

Max Kestner: Drømme i København 3

Filmen fastholder – og lever næsten – af et kulturtræk, som om lidt er forsvundet. I nogle årtier har gardiner og persienner været borte fra vinduerne om aftenen. Vinduesåbningerne har været oplyste scener for hjemmelivets dramatik og udstillinger af boligernes scenografi. Det er nu ved at være forbi, man ruller ned og trækker for. Byen hyller sig ind igen i utilnærmelighed. Men i sidste øjeblik har Henrik Bohn Ipsen lagt sin skarphed på facaderne og vinduernes oplyste åbninger, hvori Max Kestner har iagttaget og iscenesat billeder af indbyggernes liv. En ung kvinde læser, et par skændes, en kvinde stiger nøgen og våd ud af badekarret, griber ud efter sin mand og indleder forførelsen. I en fortsat sammenstilling rummer filmen et meget stort tal sådan stiliserede optagelser af byens facader set udefra og i et system af afvekslinger set indefra, så vinduerne, som før skildrede mangfoldigheden, nu viser os byens generalitet i vekslende belysninger, som bliver modsvarende begivenhedsrækker. Denne topografiske skildring fortsætter som variationsværk, til mulighederne alle er gennemprøvet, og byen lever i mig, levende som organisme, uforgængelig som faktum. Bevægende i fremstillingens blide kærtegn.

Netop dette er indsigtens kerne. Det er byen, som er konstansen i en evig variations og forandrings uforandrethed. Byen er der. Altid. Menneskene passerer. Og så er det sådan, at byen ikke er menneskenes. Det er omvendt. (For alle tegnestuer i filmen er ens, alle forhandlingerne der er ens. Det er først i teksterne til sidst, vi ser, at en længere række tegnestuer har medvirket.) Som menneskene og deres liv er ens. De bliver til i elskov, de er i vejen for forældrenes travlhed, de kører ad de samme ruter alene i busserne, de mødes med hinanden i værksteder, på kontorer og i tegnestuer og tror, de skaber byen. De dør ensomme, og der ryddes anonymt op efter dem. Nye folk flytter ind i deres boliger, som tilsammen er byen, som består. I den fineste komposition af et mylder af juxtapositioner, fortæller Anne Østerud en historie så almindelig og så generel, men også så gribende, at jeg i mørket noterer ”lutter ømhed” som det eneste under den biografvisning.

Som tegnestuerne er ens og generelle er alle arkitekter altså ens i denne film. Måske er de ikke ydmyge over for byens tilstedeværelse – ude i den såkaldte virkelighed, inden i alle de andre film og bøger. Men her er de ydmyge. Og uskarpe i forhold til huset, som rummer deres tegnestuer, i forhold til deres vægge, reoler, vinduer, udsigter. Som jeg tidligere skrev her på bloggen, filmen nok ville være, det er den, nemlig et fokusskift fra Esbjergfilmen, Kestner og Bohn Ipsen tidligere lavede så beslægtet. De horisontale køreture med kameraet begynder til akkompagnement af samtaler, dialoger, som ikke er indhold, men lyd kun, mennesker, som taler. Hvad de siger, er underordnet, og vi ved det også i forvejen, for vi kender dem så godt. Og kamerabevægelsen når omsider frem til dem. Måske er de i fokus, måske ikke. I filmens fortællings skarphedsområde er de det aldrig. Men det er deres huses facader indvendig og udvendig. Det er byens elementer, det er byen. Jeg ser Max Kestners film som et stort topografisk værk placeret mellem Magris Trieste, Pamuks Istanbul, Ruttmanns Berlin og drilsk nok Calvinos række af ubesøgelige og usynlige byer.  

Efter forpremieren forleden (der har været en række i byen) talte jeg med en fagmand, en forstandig specialist. Han havde nu set filmen et par gange eller tre. Og han hævdede bestemt, at den indeholder en alvorlig inkonsekvens. De medvirkende er i fotografisk fokus, er tegnet skarpt ikke kun, når de tilfældigvis befinder sig i skarphedsområdet, som i hver optagelse er muren, væggen, vinduet. De er tegnet skarpe af og til og ofte umotiveret. Jeg tror ikke, han har ret, og i tillid til det, giver jeg dette nye højdepunkt i dansk film fem penne.

Max Kestner: Drømme i København, Danmark 2009, 72 min., 35 mm. Manuskript: Dunja Gry Jensen og Max Kestner, fotografi: Henrik Bohn Ipsen, klip: Anne Østerud, musik: Jóhann Jóhannsson, lyd: Morten Green, produktion: Henrik Veileborg. Produceret af Upfront Films. Premiere: 7. januar 2010 og derefter i en vis biografdistribution, 2 kopier. Senere tv-visning og i dvd-distribution. Indhold: En topografisk skildring af byen København. Filmen handler om byens fysik og form, dens gader og bygninger. Menneskene færdes der og lever der. På gennemrejse og i kort tid. Byen er skarpttegnet, menneskene er uskarpe, sådan er konceptet. 

Vurdering:

Alain Resnais: I fjor i Marienbad

Mirakler sker. Noget så usandsynligt som netop denne film på en dansk tv-kanal i en overdådig smuk udgave. Det skete i aftes på DR K. Og underet gentages 13. december 21:00. Se den film igen efter et halvt århundrede. Og oplev, at meget af det nye begyndte her. Hvis det ikke er alt det nye, sådan fornemmes det i hvert fald.

Her er ingen henvisning til en såkaldt virkelighed mere virkelig end filmen. "Filmen skaber en lukket cirkel, en lukket oplevelse - I fjor i Marienbad eller 'Persuation', som Resnais har kaldt den.Hvad laver personerne, når de ikke er på det fantastiske hotel? Ingenting, svarer Robbe-Grillet (manuskriptforfatteren), de har ingen anden eksistens end den, vi har givet dem..." (Penelope Houston) Det var en åbenbaring for mig dengang i 1961. Filmen er i sin nye restaurerede version så dejligt provokerende i sin oprindelige skønhed som dengang.

Og så ser jeg, at 16:9 forlængst har gjort opmærksom på den restaurerede version, som er kommet på dvd. Her er Juliane Kvitsau Mølgaards omhyggelige akademiske præsentation af film og relancering:

http://www.16-9.dk/2009-09/side10_dvdanmeldelse.htm

Vurdering:

Jørgen Roos – et liv som dokumentarist

Bogen om en af dansk dokumentarismes fornemste repræsentanter, Jørgen Roos, kan erhverves for en absolut rimelig pris.

I næsten 60 år virkede Jørgen Roos i dansk film. Det blev til godt 160 kort- og dokumentarfilm. Jørgen Roos var selv med i det indledende arbejde med bogen, der giver et indblik i en væsentlig, spændende og skabende persons liv og arbejde. Jørgen Roos – et liv som dokumentarist indeholder:

Jørgen Roos - biografiske notitser af Hauke Lange-Fuchs, der i 1992 udgav en bog på tysk om Jørgen Roos i forbindelse med Nordische Filmtage i Lübeck.

Ib Monty: Jørgen Roos - kortfilmens danske mester, en hyldest til den danske kortfilmmager og hans film.

Niels Jensen skriver om det historiske i Roos arbejde, Den dobbelte natur og betydningen af mangfoldighed i den dobbelte natur.

Lars Bo Kimergaard: Jørgen og Hr. Dreyer, et indblik i et gensidigt og interessant samarbejde mellem to af dansk films største instruktører. Carl Th. Dreyer spillede en stor rolle for Roos.

Tue Steen Müller: Erindringer om Jørgen, en række anekdotiske erindringer, som viser en bramfri og ligetil Roos.

Jørgen Roos: Om mig selv.  I notatform skriver Roos om sin barndom og opvækst.

Jørgen Roos: Mertz. Fra Roos’ ufuldendte erindringer, Et liv med levende billeder, hvor Jørgen Roos i 1996 skriver om det tidlige og spændende samarbejde med billedkunstneren Albert Mertz.

Jørgen Roos fortæller. Karl Jensen har samlet en række uddrag af samtaler mellem forfatteren Vagn Steen og Jørgen Roos sendt i Danmarks Radio i 1992.  Roos fortæller bl.a. om tiden på Minerva Film, samarbejdet med Theodor Christensen samt om filmen Iran - det ny Persien.

Filmene 1939-1998, en udførlig omtale af Jørgen Roos’ filmarbejde fra 1939 til1998.

Filmografi med en komplet og overskuelig titeloversigt.

Bogens over 140 billeder er samlet, udvalgt og redigeret af Hans V. Bang med hjælp af Karl Jensen og Inge Røen og stammer for en stor del fra billedsamlingen på DFI/Filmmuseet. En del er ikke tidligere publiceret og stammer fra Jørgen Roos’ private samlinger. Bogen blev udgivet af det daværende DFI/Videoværkstedet Haderslev i samarbejde med Dok Film Akademiet Haderslev. Bogen koster 200 kr. + forsendelse.

Kontakt: Karl Jensen på telefon: 60 91 58 95 eller mail: menageri@mail.dk

Henrik Bohn Ipsen

Det tredje billede er fra Henrik Bohn Ipsens Drømme i København (Max Kestner 2010), som får premiere næste måned. Jeg kender ikke andre billeder end dette. Men det lover et eller andet, som er mere bestemt, end man skulle tro. Der er noget med dette indrammede liv inde i husene. For mig har det at gøre med Esbjergfilmen, som Bohn Ipsen også lavede sammen med Kestner.  Jeg forsøger i min tekst til Fotografens øje at indkredse denne læsning af disse billeder sådan:

”… ’En rigtig historie’ er undertitlen på Max Kestners Nede på jorden (2004), som Henrik Bohn Ipsen har fotograferet som en ganske usædvanlig rigtig historie. Også i fotografisk stil er filmen et overraskende bud på en ny socialrealisme. Den har en indtrængende nænsomhed i personskildringen, som dejligt køligt kombineres med en omhyggeligt beregnet placering af det bevægelige kamera efter ganske få regler, som strikt overholdes, og som jeg vist lærer at kende. Herefter er der i den verden ingen pludselighed mere, kun tryghed.

Kameraet ser almindeligheden statuarisk, fotografiet skriver et monument over den kultur. Skildrer omhyggeligt de to i sofaen foran tv-apparatet. Skildrer dem i samtale, som jeg kender dem, som jeg holder af dem. På samme måde to andre et lige så nede-på-jorden sted, på indkøb i supermarkedet. At tænke sig supermarkedet som et fortrolighedens rum.

Det åbner med arbejdssituationen i denne forsigtige vandrette kamerabevægelse, som jeg altid vil huske filmen for. Kameraet er lyttende til samtalen, som det finder langt vigtigere, end for eksempel hvordan gummibådene laves. Sådan skildres også møderne i gruppen, frokosterne.

Hele tiden denne lyttende kamerakørsel og så en pludselig udpegning af en person, som jeg fæstner mig ved, lærer at kende. Hele tiden horisontale bevægelser. Jeg tror, der filmen igennem afstås fra vertikale kamerature. Nej, i Tivoli langt inde i filmen følger kameraet med ét blikket op mod lysene. Her kommer så også kysset.

Det er nok en reaktion mod det bårne kameras dominans gennem en årrække, men måden er ikke valgt derfor. Det skyldes valget af det statuariske, det er en beregnet kuldslået, men værdig skildring af disse mennesker, deres ting, deres rum og deres huse. Og oversat til alle andre greb i filmen dæmper dette statuariske princip komediestilen i de stiliserede vignetter i bilkørslernes klassiske filmbillede. De bliver monument over dette så almindelige, at køre på arbejde sammen.

Opdeling af billedfeltet i lodrette og vandrette linjer er markant scene for scene. Findes en bagvæg for scenen, bevæges kameraet naturligvis parallelt med den, findes en lodret linje i en port eller dør, oprettes der parallelitet med billedets lodrette kant. Det er en helt ny og overraskende poetisk realisme ude ved det danske Vesterhav med de store himmelbilleder, igen en Ipsensk specialitet af fotografisk lavmælthed. Sådan fotograferes en filmisk statue."

Det var Esbjergbillederne. At de nye københavnerbilleder er af denne slægt, men også anderledes, yngre selvfølgelig, men bestemt i slægt, antyder Max Kestner i et interview med Kim Skotte:

”Vi var nødt til at tage en beslutning om, hvor fokus, hvor skarpheden skulle ligge henne… Vi valgte, at det ikke skulle ligge på menneskene, men på byen. Det vil sige, at menneskene kun kan komme ind i skarpheden, hvis de befinder sig langs en facade eller går rundt på en altan eller står helt henne ved vinduet. Bygningerne står altid skarpt…”

Nu ikke længere menneskene, men deres huse. Fokusskift i samme ramme. Vi får se… premiere 7. januar.

Litt.: Dirk Brüel, Andreas Fischer-Hansen og Jan Weincke, red.: Fotografens øje, Dansk filmfotografi gennem 100 år, 2009.

Anthony Dod Mantle

Det andet topbillede er et still fra Anthony Dod Mantles Krig (Jens Loftager 2003). Til dette komplicerede filmessay konstruerede Dod Mantle en række prægnante billedløsninger over klassisk maleriske spejleffekter og han rekonstruerede som gennemgående vignet en scene fra Remarques Intet nyt fra vestfronten. Billedet her er fra den vignet. Tue Steen Müller skriver i sin artikel i Fotografens øje om denne filmfotograf:

”I første halvdel af 1990’erne fik Anthony Dod Mantle afgørende kreativ betydning for dansk dokumentarfilm. Eksplicit var hans rolle tæt på at være lig instruktørens, i hvert fald er det uomtvisteligt også hans signatur, der ses på de tre film, som han fotograferede med en stil, som er så langt væk fra den omtalte flue, som man kan forestille sig. Med Poul Rudes Natskygger (1994), Thomas Stenderups Fredens port (1996) og Jens Loftagers Ord (1994)bragte de tre instruktører og Mantle essayet tilbage til dansk dokumentarfilm. Ingen af filmene har en straight forward historie, ingen af dem har et mere eller mindre prosaisk budskab, de skal af med. De er alle refleksioner over eksistentielle spørgsmål…”

”… Mantles fotografering er i disse tilfælde – akkurat som hans senere dogmefotografering ’sans comparaison’ – mildest talt synlig. I Poul Rudes film om aids er der landskabspanoramisk komponerede opstillinger, som er de rene hollandske malerier, samtidig med at flere af monologerne fra de to medvirkende fremsiges til billeder af skygger i en vandpyt. I Thomas Stenderups film er der ligeledes imponerende reportageagtige, men slowede billeder til den voldsomme requiemmusik. Og i Jens Loftagers Ord er flere af de mange interviewede forfattere og filosoffer fotograferet, så man nærmest ikke kan se , hvem der taler!

Mantle har fået carte blanche til at give den hele armen i disse tre film, og selvom der klart er tale om ’overkill’ i flere tilfælde var hans bidrag forfriskende efter mange års direct cinema-dominans…”

Litt.: Dirk Brüel, Andreas Fischer-Hansen og Jan Weincke, red.: Fotografens øje, Dansk filmfotografi gennem 100 år, 2009.

Katia Forbert Petersen

Vi har sat nye topbilleder på filmkommentaren.dk, og i anledning af den store bog om dansk filmfotografi sætter vi så lige fokus på fotograferne. Den første er Katia Forbert Petersen. Om hende skriver Tue Steen Müller i bogen:

”Som dokumentarist – og også hun er en af de emotionelle fotografinstruktører – har Katia Forbert vist et enestående talent for at lade det råde, som amerikaneren Albert Maysles har kaldt ”the gaze”, blikket. Det er der, det smukke og særlige, vent på det, lad være med at arrangere, har altid været et af direct cinema-bevægelsens mantraer…”

Katia Forbert Petersen har lavet film siden 1973. Hendes filmografi rummer 31 titler. Müller nævner i sin artikel specielt filmen Mand med kamera fra 1995 om faderen, dokumentaristen Wladyslaw Forbert, berejst og flittig krigskorrespondent og Mit søde barn, 1987 – ”… en 22 minutter lang film om børnedødeligheden i Bangladesh. Et filmisk kærtegn, der illustrerer, at Katia Forbert er i stand til med sit kamera at dokumentere, at dokumentarisme rimer på humanisme.”

Det valgte still er fra hendes seneste film, Mit iranske paradis, 2008, som hun lavede sammen med Annette Olsen over dennes barndoms historie fra Teheran.  

Litt.: Dirk Brüel, Andreas Fischer-Hansen og Jan Weincke, red.: Fotografens øje, Dansk filmfotografi gennem 100 år, 2009.

Fotografens øje 2

Bogen er jo interessant derved, at den handler om filmfotografiet isoleret. Det er klart, men også mærkbart, at det volder forfatterne problemer. Stoffet fra manuskript, instruktion og spil vil hele tiden gribe ind. Men jeg tror, det er lykkedes. Det er en bog om fotografi.

Den er bygget op omkring 38 interviews med filmfotografer, interviews foretaget af en næsten anonym gruppe, så det er ikke samtaler mellem lige parter. Det bliver til fotografernes rene statements. Dette er bogens absolutte tyngdefelt. Omkring den tekstblok er der en gruppe essays, 7 i alt, om hovedemner i filmfotografiets historie til i dag og en gruppe essays om at nærme sig fotografpersonligheden fra forfatterens, producentens, instruktørens og skuespillerens verdenshjørner. Efter den centrale interviewdel er der en blok med 20 tekster, hvor en tilsvarende række meget forskellige forfattere skriver om 20 film, om fotografiet i 20 film.Jeg læser lige tre af dem.

Charlotte Christensen nedgør i en elegant distanceret omhyggelighed med sin kunsthistoriske indsigt Johan Ankerstjernes billeder til Benjamin Christensens Häxan. Det er en overraskende fornøjelse.

Niels Jensen behandler på sin umistelige lyriske malerbaggrund indforstået Palle Kjærulff-Schmidts Der var engang en krig og når efter et langt tilløb om den tids stemning frem til Claus Loofs fotografi. Som, ja altså, så forunderligt præcist rammer den stemning. ”Så smukt som grålys kun kunne være det i – nej ikke i fyrrerne. Men i tresserne.” Det var jo Coutards lys.

Bo Green Jensen slutter bogen med en alvorlig analyse af Anthony Dod Mantles arbejde til Antichrist. De billeder er set, mærker man, af en litterært dannet skribent, og skriver Green Jensen, de skal ses igen og igen. Ellers kan man ikke tumle dem. Rigtigere kan det vist ikke være.

Dirk Brüel, Andreas Fischer-Hansen og Jan Weincke, red.: Fotografens øje - Dansk filmfotografi gennem 100 år, Lindhardt og Ringhof, 2009, 360 sider. 500 kr. Udkom 20. november.

Fotografens øje

Så kom fotografernes store bog om deres fag og om dem selv. Naturligvis er det et billedværk. Et stort og smukt billedværk med de mange, mange filmscener frosset i stills eller framegrabs. Jeg blader fuld af fryd, og de stille og grebne billeder begynder at bevæge sig. Jeg ser, at dette vitterligt er en sitrende, nervøst afklaret verden, hvor alle medvirkende er fortrolige med alt indenfor. Reference kalder på reference.

Som jeg er indrettet, skal jeg ned i teksterne, ned i de tekster først, som jeg fornemmer har noget uforudsigeligt i sig. Og jeg vælger blandt forfatternavnene, blader efter dem…

Finder først alvorlige og omhyggelige Andreas Fischer-Hansen beskedent langt inde i bogen. Her begynder jeg så. Fischer-Hansen gennemgår minutiøst, hvad håndværket indebærer af enkeltfærdigheder og nødvendige vidender. Der er mange, der er meget. Jeg vidste det godt og alligevel ikke. Respekt. Og ganske effektfuldt bekymret beskriver han til sidst i sin tekst filmfotografen som co-autor berøvet sin ophavsret, ja selv sin og værkets droit-moral beskyttelse. Trods alle disse mange opregnede gøremål og ansvarligheder i filmproduktionen er filmfotografen en truet kunstner: ”Instruktør og fotograf (billedets autorer)bliver ofte ikke konsulteret ved den videre sekundære distribution (dvd, Blue Ray, web etc.). Filmens oprindelige visuelle koncept, fastlagt ved præ-visualiseringen, under optagefasen og postproduktionen overholdes ikke altid ved den videre distribution. Filmene kan distribueres i forkert format og ringe farve- eller sort-hvid gengivelse. Der kan også være tale om direkte manipulation.” Det er virkelig velargumenteret vred beskedenhed. Men nu har Fischer-Hansen så været med til at redigere en stor bog om det alt sammen. Alt det rigtige og dermed smukke. Må det gavne.

Så kommer jeg til den lærde og i lange sprogranker tænkende Arne Bro. Han leverer en stor materialistisk filmhistorisk analyse af high-budget film og low-budgetfilm og de tilhørende billedsprog. Om virkelighed og dokumentar. Om kampen mellem det klassiske billede og det romantiske billede. Og det havde jeg ikke gættet, men ved det nu, at ved dristig brug af det romantiske greb vil low-budget både redde filmbranchen og den stadige nye kunstneriske indsigt i foruroligende afdækninger af ”…dybe menneskelige intimiteter, eksistentielle traumer og følelsesmæssige oplevelser, forstærket af de særlige æstetiske nydelser og foruroligelser, som et originalt kunstnerisk sind hos instruktør, fotograf, manuskriptforfatter, klipper og skuespiller kan tilbyde tilskueren i den fattigere, men kunstnerisk rigere low-budget-film.” Dogmemanifestet udmøntede det først, spillefilm og dokumentarfilm er forældede begreber, en ny generation af filmværker er fremme og kommer fortsat. Vendende op og ned på det normale.

Derefter blader jeg til den altid lige nu og ligefremt skrivende Mogens Rukov. Han vælger selvfølgelig med det samme ikke at skrive, hvad man vel forventer en manuskriptforfatter i almindelighed tænker om billedet. Så det bliver til et essay om rummet, trappen og vertikaliteten. Og om billedet: ”Jeg må vel have det sådan, at jeg ikke synes, at billeder er informative. De skal ikke give informationer om fortællingens gang. Der skal ikke være obligatoriske billeder, som filmens informative forløb er afhængige af. Billedserien skal være fri. Den skal være så at sige ikke-narrativ i manuskriptets forstand. Den skal være narrativ kun i billedets forstand.” Det er tankevækkende forfriskende at få berømte læresætninger nyformuleret, sådan født på ny.     

Og så min herværende blog-kollega, den omfattende vidende og energiske Tue Steen Müller. Han skriver naturligvis om dokumentarfilm, gennemgår farverigt hovedstationer i dansk dokumentarisk filmfotografi i 1960-erne, 1970-erne og 1980-erne, skriver om klassik, dansk direct cinema, om filmessayets tilbagekomst, om den iscenesatte dokumentarisme og den utrættelige stilsøgen. Jeg mærker og kender Müller i hver eneste sætning, i alle vurderinger. Som når han så tydeligt et sted slår fast, ”… at dokumentarisme rimer på humanisme.”   

Det var bare lidt om kun fire forfattere, om fire essays. Der er 27 mere. Og 38 interviews med filmfotografer. Den bog vender jeg tilbage til.

Dirk Brüel, Andreas Fischer-Hansen og Jan Weincke, red.: Fotografens øje - Dansk filmfotografi gennem 100 år, Lindhardt og Ringhof, 2009, 360 sider. 500 kr. Udkommer i dag.

CPH:DOX 09/2

Tre års tornerosesøvn er forbi, uhyret jaget på flugt, støjen ophørt. Posthus Teatret åbnede igen i forgårs for at deltage i CPH:DOX visningerne. Københavns mærkværdigste og mest stædige biograf viser igen film, som biografdirektørerne kan lide og som de holder på plakaten lige så længe, som de kan og som de synes. De kan fortsætte deres kavalkade, genoptage deres import. Mon ikke? Vi glæder os til at have god tid til de store film i den kræsne kunstbiograf. 

http://www.posthusteatret.dk/

Dola Bonfils: K-notatet 2

FC (vi ved det er forsvarschefen) er i Polen. DC (vi ved det er departementschefen) er på pinden, ventende. Politikerne er på spring med følelsesparaderne oppe. Den inderste kreds i forsvarskommandoen er samlet, en situation er ved at komme ud af kontrol, spin-manøvren er i gang, de har FC i røret, læser forslaget til pressemeddelelse for ham. ”Uheldig..”, han retter et ord. ”Nej, ’upassende’ er det rigtige ord, fastholder Tim Sloth Jørgensen og de andre omkring bordet nikker og siger ja og bekræfter. Og Tim (som han jovialt kaldes) skærer igennem: ”Alle her synes det også. Vi skriver ’upassende’…”. Og FC bøjer sig.

FC, altså forsvarschefen Jesper Helsø er en ganske anden type leder end de tidligere og nok også end de senere. Rummelig, gammeldags moderne, ubureaukratisk, uteknokratisk, humanistisk indstillet. Filmen følger hans og medarbejdernes arbejde med at præge det kommende forsvarsforlig med værnenes egne forslag samlet i K-notatet. Dybt fortroligt. Undervejs skildrer filmen også et par episoder med ubehagelig presseopmærksomhed, som forsvarsledelsen må spinne sig ud af. Det er i 2003. Upassende, som de undskyldende på FC´s vegne skriver, har Helsø under et foredrag for de værnepligtige sagt, at han ville provokere ved at foreslå tre måneders værnepligt. Ved at køre ud i rabatten, kunne han tvinge dem, politikerne, til at forhandlingerne kom ind på midten af vejen igen. Men nu spurgte de og journalisterne, om der var flere af forsvarschefens forslag, som var provokationer.

Bonfils filmhold fik af Helsø adgang til selve situationsrummet. Jeg fandt aldrig ud af, om han mente et særligt war-room, hvor cheferne blev samlet i krisesituationer, eller om det blot var adgang til møder af den slags, som den refererede scene, som et møde med planlægning af en mulig operation i Dafur, som overværelse af træning i at blive udsat for tortur og en række flere rum, ja, nemlig situationsrum, instruktøren lister os ind i. Det observerende kamera registrerer, at sådan er der her, dette sker der. Vi forstår det umiddelbart. For vi er styret af Dola Bonfils egen personlige nysgerrighed. Hun vil præge sit værk med det signerende blik, som hun engang kaldte de gode films tydelige vinkling. Fra disse autentiske steder samler hun materialet til en samfundsbeskrivelse, som konstant har nålen inde og mærker, hvordan det er. Hendes samfundslære er ikke en oversigtlig tekst at lære til eksamen om, hvordan det bør være.

Hun har i en række film gjort det med institution efter institution, gymnasiet, politiet, sundhedsvæsnet. Dybt loyalt, vidende og gennemført skeptisk, kritisk. Nogle burde finde på at udgive dette værk samlet på dvd. Og K-notatet er så den seneste af disse samfundsskildringer inden Dola Bonfils en årrække blev optaget af at være til fingerspidserne engageret filmkonsulent på DFI. Det er hun ikke mere, nu venter jeg spændt, spændt på den næste film. Imens finder jeg alle de gamle frem og ser dem en efter en. På mandag er K-Notatet og Bonfils filmkunst emnet på min mandagshøjskole i FOF-Randers.

Dola Bonfils: K-notatet, Danmark 2004, 59 min. Manuskript: Dola Bonfils, fotografi: Henrik Bohn Ipsen, klip: David Rosenquist, lyd: Roar Skau Olsen, produktion: Claus Ladegaard. Produceret af Easy Film. Del af Magtens Billeder, 12 film på DR1, findes i samlet dvd-udgivelse, Det Dansk Filminstitut. Kan lånes på biblioteket og findes på www.filmstriben.dk 

Aage Rais-Nordentoft: Afvist

"Jesu budskab skal til enhver tid tale ind i vores menneskeliv. Som kirke skal vi aldrig tale partipolitik, men vi skal heller aldrig holde op med at være talerør for de svageste, hvad enten det er flygtninge, de børn og unge, der har det svært her i Århus eller helt andre grupper. Den dag, vi glemmer, at Jesu budskab også gælder i de valg, vi står i her og nu, er det jo blevet en verdensfjern kirke."

Sådan skriver præsten i Gellerup Kirke, Annette Bennedsgaard i pressemeddelelsen om premieren på Aage Rais-Nordentofts nye film om de irakiske flygtninge fra Brorsons Kirke. Filmen får premiere i hendes kirke 15. november 13:00. Bagefter er der orgelkoncert. Kirkens organist spiller. Aarhus Filmfestival står bag arrangementet. CPH:DOX arrangerer en lignende premiere 14. november i Brorsons Kirke.

Rais-Nordentoft har haft adgang til fem timer af politiets optagelser. Pressens optagelser af begivenhederne uden for kirken (fotoet for eksempel) er måske også en del af materialet. Det mest spændende er den tænksomme vurdering af billederne og deres udtrykskraft og dernæst de moralske implikationer, Rais-Nordentoft leverer i sin films konstruktion. Til nu har jeg kun set rå, forvirrede reportager brugt som billeddækning. Nu kommer en film..

Max Kestner: Drømme i København

Et par ting fra formaterialet til Kestners film drejer mine forventninger i en ganske særlig retning. Først billedet. Jeg funderer, skal det være DFI’s beskæring eller CPH:DOXs? Jeg vælger DFI. Det er vigtigt det her. Det drejer sig om Henrik Bohn Ipsens billede. Og jeg tænker jo på billedet til Nede på jorden, Esbjergs boligarkitektur og havne skyline. Mon igen dette i lodret og vandret kontrollerede kamera? Den mondrianske opbygning i Københavnnatbilledet lover mig det næsten. Og jeg glæder mig.   

Så er der sætningen i instruktørens korte synopsis: ”… and the walls upon which we have scratched our loved one’s name before it is too late.” Jeg tøver lige i den så almindelige sætning, noterer i lynluk af øjnene smertens riv ”… før det er for sent.”  

Nærværet i Esbjerg og poesien i de valgte replikker på fabrikken, i hjemmene, i bilerne – og i i Tivoli i København. Og nu måske dertil ruttmannske billedrytmer i endnu en bysymfoni.  Jeg glæder mig. Det således kontrollerede kamera og poesien. Mon den nye film har bevaret det, eller?  

Max Kestner: Drømme i København, Danmark 2009. 72 min. Produceret af Upfront Films. Manuskript: Dunja Gry Jensen og Max Kestner, fotografi: Henrik Bohn Ipsen, klip: Anne Østerud, lyd: Morten Green, musik Jóhan: Jóhannsson, produktion: Henrik Veileborg. Åbningsfilm på CPH:DOX 6. november 21:00 i Koncerthuset DR.

Ada Bligaard Søby: Complaints Choir

Ada Bligaard Søbys tidligere film hænger så tydeligt sammen, i sujet, i billedsyn, i opfindsomt konstrueret anderledeshed. De er så selvfølgeligt til stede i tiden nu. Det sted, de vælger at være til stede. Hele rækken er præget af hendes signerende blik. Nu sker der noget andet. Det personlige blik stiller hun i sin nye film til rådighed for en bunden opgave, en redegørelse for og en skildring af det internationale projekt Complaints Choirs art projekt. 

Filmen følger to finske korinstruktører, Tellervo og Oliver Kalleinen til Singapore og til Chicago, hvor de sætter Complaints Choir forestillinger op. I Chicago lykkes det at komme igennem, men i Singapore forbyder myndighederne at opføre den færdige samarbejdede klagesang offentlig.

Filmen slår således meget aktuel ind i den stadigt voksende Complaints Choirs verdensomspændende bevægelse.

Ada Bligaard Søby: Complaints Choir, Danmark 2009. 56 min. Produceret af Fine & Mellow production@finemellow.dk www.finemellow.dk Filmen bliver vist i konkurrenceprogrammet på CPH:DOX første gang 7. november 21:30 i Grand Teatret.

Steen Møller Rasmussen: Richard Winthers hus

Endelig er Per Kirkeby kommet ind i det legendariske hus i Vindeby. Godt nok for sent til at træffe Richard Winther. Han er der ikke. Han er død. Men i tide til at møde hans værk i huset, billederne på vægge og lofter. Man er med på besøget i de kolde rum. Berørt af situationen som Kirkeby er det. Han havde sammen med John Hunov planlagt eller i hvert fald talt om at køre dertil. Men de kom aldrig af sted. Og så lagde Winther sig som Kirkeby udtrykker det. Mildt bebrejdende. Nu er huset tømt for de mange, mange ting, som før fyldte det. De er flyttet langt væk. Men billederne på pudset og betonen og brædderne er der endnu, og Kirkeby er tydeligt rørt og ærligt overbevist. Dette er stort. Det er ikke vitserne fra Gl. Holtegaard udstillingen. Dette er den gamle og alvorlige akademiker. Og det er i den historiske sammenhæng Picasso og Goya. Det er derimod ikke Matisse. Kirkeby forklarer præcist hvorfor og hvordan.

Steen Møller Rasmussen har begge sider af manden med på sit fotografi af maleren i kurvestolen med opsatshat. Både det vitsede og det akademisk/statuariske. Begge sider skildret i en tydelig alvor. Men filmen koncentrerer sig udelukkende om denne særlige storhed, som overrasker Kirkeby, fastholder den i Kirkebys tøvende uforsigtige fremstilling. Usentimentalt og klart i en reportage delt på tre fortællende og kommenterende medvirkende vidner, ud over Kirkeby keramikeren Grethe Bull Sarning og kunsthistorikeren Christian Vind. En tredelt reportage (tredelt i stil, indhold og emotionel egenart), som tager sig selv alvorlig som gennemført metode hos en fotograf, som tør tage reportagen på ordet: at fortælle det som det er – og på den måde som det der var.

Steen Møller Rasmussen: Richard Winthers hus, 2008, 78 min. Findes på dvd-udgivelsen Tjener for en bydreng - Richard Winther og mig, 2009, sammen med to ældre film, Richard Winther - en undersøgelse, 1999, 21 min. og Wie, 2005, 16 min. + bog, 160 sider med biografisk essay af fotografier og tekster. Forlaget Plagiat, 2009 www.kunsteen.dk  

Vurdering:

Steen Møller Rasmussen: Tjener for en bydreng

Peter Laugesen sagde engang (jeg husker det - er sikker - men jeg kan ikke finde stedet), at en bog skal indeholde det hele. Jeg har nok ikke forstået, hvad han mente, men jeg har hele tiden siden vidst det. AT det er sådan. Al ting er i bogen. Hele tanken, alle digtene, samtlige billeder. Den samlede eksistens og virkelighed.

Sådan er det også, hvis der tilsyneladende er et emne, et tema. En afgrænsning, en ramme. Eller udtrykkeligt en titel på bogen (som Retro, som Den hellige Hieronymus' damekreds, som Tjener for en bydreng). Temaet eller titlen er indgangen. Indeni er det hele. Hver gang. I alle bøger - af den slags.

Sådan er det også med film af den slags. Steen Møller Rasmussens film er alle den slags, i hvert fald dem, han selv har bestemt over. (Han har ofte været, er ofte, bydreng, præcis og loyal). Samlingen i denne dvd-udgivelse (lagt ind i en bog) er helt hans egen og i den grad den slags. Og alle delene er egensindige, ubestikkelige, hensynsløse. Samlingen har ligget længe på mit bord, næsten anklagende i tillokkelsen. Jeg har tøvet, for det er stort. Filmene og bogen er det hele. Jeg kunne ikke ønske mig mere. jeg kunne ikke ønske det anderledes. Jeg forstår det ikke, men det er sådan.. 

Steen Møller Rasmussen: Tjener for en bydreng - Richard Winther og mig, 2009, dvd med tre film, Richard Winther - en undersøgelse, 1999, 21 min., Wie, 2005, 16 min. og Richard Winthers hus, 2008, 78 min. + bog, 160 sider med biografisk essay af fotografier og tekster. Forlaget Plagiat, 2009 www.kunsteen.dk  

Vurdering:

Dola Bonfils: K-notatet

Tim Sloth Jørgensen er den gennemgående uheldige helt i tv´s fortsatte reportagefilm fra forsvarskommandoen. Jeg følger den med stigende spænding og voksende forfærdelse. Den mand er altså vores anfører i krigen, vi er havnet i, hvis vi altså er et vi, en samlet nation i dette. Jeg tøver lidt.

Hans forgænger i embedet, Jesper Helsø, var en noget anden type helt. Han havde hovedrollen i Dola Bonfils grundige skildring af ham, hans nærmeste folk og begivenhederne under pressede situationer på samme location. Helsø spiller rollen barsk og morsom. Med autoritet og udstråling. Tim Jørgensen ses hele tiden som hans nærmeste medarbejder. Det var dengang. Nu sidder han med det hele i egne hænder. Måske. Måske ikke.

I Bonfils fremragende film kommer vi helt ind i de inderste rum og overværer med fryd, hvordan i andre sager, pressechefens spin fabrikeres. Det er lærerigt og muntert skildret. Men filmens komedietone holdes i stram snor og autoriteten understreges af den kyndige fortællerstemme læst kongenialt af Lasse Jensen. Jeg ser en militær ledelse, som jeg respekterer, selv om jeg ikke just er tilhænger af organisationens berettigelse.

Nu er organisationen til grin på en ganske anden måde. I det daglige tv-afsnit. Og der er ikke forsonende kompetente træk at få øje på. På den baggrund er det yderst lærerigt at finde Dola Bonfils film frem og gøre sammenlignende studier af to forsvarschefer.

Dola Bonfils: K-notatet, 2005, 90 min. Kan lånes på biblioteket (dvd) www.bibliotek.dk  og ses på www.filmstriben.dk via visse bibliotekers hjemmesider.

Karin Westerlund: Gud, lugt og hende 4

I min filmklub i FOF-Randers i aften skal vi snakke om Westerlunds film. Jeg vil forsøge mig med at sige, at den som hendes tidligere film er sat af i kunstneriske undersøgelser, frem for ønsket om at fortælle en historie. I The last Stranger, 1998 er det en undersøgelse af slægtskabet over kulturens grænser, i If I give you my Humbleness, do’nt take away my Pride, 1999 af vreden og attråen mellem kvinden og manden. Filmene er undersøgelsesresultater, rapporter i form af konstruktioner som arkitektur og skulptur. Karin Westerlund er jo også billedhugger.

I Gud, lugt og hende vil hun undersøge religionerne, hvad er de gode for? Og så vil hun undersøge lugten. Er der sammenhæng? Karin Westerlund aner det. Og hun sætter sig selv som hvid kvinde ind som filter midt mellem den europæiske kultur (Sverige, Island, Irland og – Barcelona..) og den mellemøstlige, som hun kender så godt (Ægypten), og den asiatiske (Indien), som hun har besøgt under researchen og vendte tilbage til under optagelserne. Midt mellem de religiøse systemer, mellem de flere sæt lugte og mellem de tilhørende kvindeidealer og opfattelser af det mandlige. Hvad, der filtreres fra, blev først til manuskriptet, senere til filmen.

Jørgen Vestergaard: Storm P. Opfindelser

Selvfølgelig har jeg altid spekuleret på, om Storm P. opfindelserne ville virke, hvis de blev bygget. Det gør de! For nogle år siden satte Jørgen Vestergård nogle dygtige folk til at bygge dem i sit værksted. Og de lavede dukkerne, som maskinerne skulle bejene, og som skulle betjene maskinerne. Alt virkede! Bitte små og enkle opgaver blev løst på den mest komplicerede måde, tænkes kan. Alt i dyb, dyb alvor, med en vedvarende boblende, men al tid omhyggeligt tilbageholdt latter. Fastholdt af Henrik Koefoeds knastørre læsning af Storm P.'s tekniske forklaringer til maskinerne.

Filmen er en suite af ti små episoder, hver med en opfindelse på det alleromhyggeligste  skildret af dukkefilmmesteren (hvad han altså også er..) Jørgen Vestergård. Den er i hans stædige arbejde med at få alle sine film ud på DVD gjort tilgængelig ved at Storm P. Museet til sin butik så forståeligt har bestilt et antal kopier. Køb den der, den er i hvert fald pengene værd, hører hjemme i samlingen, har gemmeværdi som det stykke gedigne frederiksbergske kultur det er. Fortolket af en thybo.. 

Jørgen Vestergaard: Storm P. Opfindelser, 2001, 15 min. English subtitles. JV Film & TV og Tinderbox. DVD'en kan købes på Storm P. Museet http://www.stormp-museet.dk/index.html

Vurdering:

Jørgen Vestergaard: Et rigtigt bondeliv

Nogle af Jørgen Vestergaards film er simpelthen umistelige. Blandt disse først og fremmest hans mesterværk Et rigtigt bondeliv. Som altid har Vestergaard taget sagen i sin egen hånd og nu fået også den ud på dvd som led i et stort genudgivelsesprojekt. Det er så godt. Og gensynet med den 15 år gamle film er gribende. Det er jo en stor, en omfattende, men også præcist lavmælt elegi over en vældig kulturs sidste årtier i midten af 1900-tallet.

Det første jeg hæfter mig ved, er de medvirkendes aldeles usentimentale munterhed. Dernæst ved deres vedkommende viden om tingene og nøjagtighed i hver oplysning, i hvert udsagn. Vestergaards værk rejser sig som monument ved sin uhyre omfattende og detaljerede research. Her er noget så sjældent som ordentlig besked om tingene, og arkivmaterialet er på plads. Det, der tales om, er det, som indklippet viser. Det er frydefuldt. Grønthøster og Ferguson. Møgspredning og roehakning. Faglig og nøgtern præcision.

På dvd-en ledsages bondefilmen af den på mærkelige måder noget svagere Fjordfiskerne og den i mine øjne mislykkede Brødre. Den første lider under tydelige ambitioner om større tv-relevans. Om det er pålagte eller selvpåtagne begrænsninger er ikke klart, men så kompromisløs som Et rigtigt bondeliv er den ikke. Værre er det med Brødre, hvor Tue Steen Müller (dengang SFC programredaktør) foreslog at optage den uden dialog! Dels er de to medvirkende ikke meget uden deres særlige sprog som bærer af en særegen livstolkning, dels er det vestjyske sprog nok selve sammenhængskraften i Vestergaards sørgesange over denne egns forsvundne bonde- og fiskerliv. Og skildringen af de to fine mænd i den smukke gård fungerer slet ikke som billeddigt. Heldigvis findes der flere dages optagelser med de to brødre. Med dialog på vestjysk fra Holmsland. Der ligger i det materiale en film og venter på Jørgen Vestergaards energiske dvd-projekt, som han egenhændigt så prisværdigt fører ud i livet: samling på det samlede værk.        

Jørgen Vestergaard: Et rigtigt bondeliv, 1994. 59min. Fjordfiskerne, 1996, 55 min. Brødre, 1996, 11 min. With English subtitles. Forlaget Knakken, Thisted orpo@thisted.dk

Vurdering:

Karin Westerlund: Gud, lugt og hende 3

Karin Westerlund: Gud, lugt og hende, Danmark, 2008. 93 min. Grand biografen, København. EKSTRAFORESTILLING I GRAND SØNDAG DEN 30. AUGUST KL. 10.00 (OM FORMIDDAGEN). INSTRUKTØREN KARIN WESTERLUND ER TIL STEDE. Billetter bestilles på 33151611 eller www.grandteatret.dk 

Foto: Gennemgående medvirkende Gunilla Röör og instruktøren på sidste optagedag. Ægypten, ved sfinxen.

Karin Westerlund: Gud, lugt og hende 2

Den syriske digter Adonis (Ali Ahmad Said Asbar), (still fra filmen) er en af seværdighederne, som Gunilla Röör opsøger i filmens rejseforløb. Et monument som de store og små bygningsværker, hun også besøger. Jeg tror hans tekster er vigtige dele i filmens konstruktion. Måske en arkitektur som trappen i Varanasi ned til Ganges. Jeg ved det ikke, mærker det kun. Hvordan skal jeg dog få tag i dette geniale monstrum af en film? 

"Jeg mærker de gode vibrationer", siger hun til den vise mand, som har vist hende om i moskeen. "Det er et billede, som du henter fra fysikken", replicerer han. "Jeg tror, det er nærvær, du mærker".  

"The truth is a house / without people / without neighbours / without visitors..." skriver Adonis. Et sted kommer Röor - i en drøm måske, i hvert fald i en virkelighed - til en række tomme, smukt okkerkalkede rum i en bygning, hvor jeg gerne slog mig ned. Men hun er fortvivlet. Bevæger sig omkring i angstfyldte ryk, kan intet genkende. Det er ikke, som det skulle være. Er ikke, som det måske var. Engang. Til slut ser hun fra balkonen ud over landskabet. Som ikke er der mere.

Filmens juxtapositioner (som de snakker om under seminaret i Århus) kaster mig fra side til side, frem og tilbage. Jeg må se den igen..

Karin Westerlund: Gud, lugt og hende, Danmark, 2008. 93 min. Grand biografen, København. EKSTRAFORESTILLING I GRAND SØNDAG DEN 30. AUGUST KL. 10.00 (OM FORMIDDAGEN). INSTRUKTØREN KARIN WESTERLUND ER TIL STEDE. Billetter bestilles på 33151611 eller www.grandteatret.dk

Vurdering:

Juxtaposition

At placere to genstande ved siden af hinanden i museumssalen, at skrive to stykker efter hinanden i teksten på bordet, at montere to scener i forlængelse i klipperummet, og du er i montagens klassiske situation, i historiefortællingens basis, i den kulturelle repræsentations problemstilling og mulighed. Juxtapositionens organisation af stoffet er forudsætningen for fremstillingen af meningsbærende konstruktioner i museumsvæsen, litteratur og film.

Og netop filmens grundlæggende æstetik er det gennemgående tema i den konference om Transcultural Montage, som begynder i dag på Moesgård Museum i Århus. Med foredrag fra morgen til aften 24.-27. august.

Se programmet her:

http://www.moesmus.dk/page.asp?sideid=1246&zcs=4

Og det ses med det samme, at det, som lyder så enkelt, at sætte elementer ved siden af hinanden, er en stor og rigt facetteret problemstilling. Man kan forventningsfuld sætte sig i en af stolene i museets foredragssal og lade det ene omhyggeligt forberedte foredrag efter det andet passere gennem sin forståelse. Eller man kan vælge blandt dem ved at orientere sig i programmets fornemme samling af abstracts.

De skriver: "Med konferencen ønsker vi at undersøge, hvordan forskellige montageformer kan bruges til at udfordre og åbne nye muligheder for menneskelig erfaring og antropologisk viden. Det handler om, hvordan man kan bruge montageeffekter til at sabotere etablerede måder at opfatte verden, og om, hvordan montager af ord, billeder og lyd kan give rum til de usynlige dele af menneskelivet."

Karin Westerlund: Gud, lugt og hende

Blandt de mange, mange originale filmmanuskripter i filminstituttets samling er det mærkværdigste, tror jeg, Karin Westerlunds første manuskript til "Gud, lugt og hende". Det er meget, meget smukt. Det er både en tekst og en arkitekturskitse og en række dialoglister og en samling notater og overvejelser. Måske er det også en æstetisk-filosofisk opsats. Og det er mange år gammelt. Filmen har været længe undervejs. Nu har den været færdig mange måneder og har været i biografen i Stockholm, med succes, forstår jeg. I morgen har den omsider premiere i Grand i København. Og kommer forhåbentlig snart på dvd, for jeg glæder mig rigtig meget til at se den film. Er den som manuskriptet, hvad jeg håber og tror, er den det mærkværdigste, man kan se i biografen for tiden. Den er smuk, klog og tankevækkende. 

Still: Gud, lugt og hende er optaget i Irland, Indien, Spanien, Egypten og altså Island, hvor den hvidklædte skikkelse så er en prik i det vældige landskab.

http://www.kamerakairo.com/glh.html

Joris Ivens dvd-box

Det nye flotte nummer af Ekko er lige kommet ind ad døren. Jeg bladrer i første omgang forbi Paprika Steen, Quentin Tarantino, Headhunter, Grodals von Trier analyse, Nimbus storhed og fald, Johnnny Depp,Pedro Almodóvar og alle psykopaterne frem til anmeldelserne og finder omhyggelige og pålidelige Lars Movin, som i sin anmeldelse giver Joris Ivens samlede værk seks stjerner.

Det vigtigste er, at det kan lade sig gøre! At se alle de mange Ivens film nu. Samlet. Og den vigtigste sætning i Movis tekst er: "En boks , som enhver, der interesserer sig blot en smule for filmmediets og især dokumentarismens historie, roligt kan begynde at spare sammen til..." Jeg er begyndt. Prisen for tyve Ivens film, alle til seks stjerner, er 53 euro. I denne webshop: 

http://www.ivens.nl/nieuws/leesverderUK.asp?n=20249,0715393519&k=1&t=2&m=1 

Filmene er i hollandsk, fransk og engelsk version. De er alle søgt restaureret til instruktørens oprindelige version.

Still: Joris Ivens blandt terrakottakrigerne i A Tale of The Wind, 1988.

Katrin Ottarsdóttir: Ein regla um dagin..

Én linje om dagen må være nok, siger digteren, maleren, komponisten og musikeren Tóroddur Poulsen, Torshavn og Vesterbro, men på den sikre baggrund, at langsomheden er blevet til en bog om året plus en række udstillinger plus cd-udgivelser plus optrædender med digte og musik. Filmen kalder sig portræt. Det er så i orden. Det er altså en personlig spejling i et andet menneske, en model. Og lidt mere end det, jeg mener lidt mere end modellens udseende, modellens krop. Det viser titlen. Spejlingen er en fascination, en længsel efter langsomheden. Man kunne med titlen i hånden sige, det er en film om langsomhedens mulighed for at etablere kunstnerisk.. jeg finder kun det gamle ord: livsfylde. (Jeg synes i hvert fald det er bedre end ordet ”livskunst”) Det er en god film, en klog film, en alvorlig film og naturligvis en meget morsom film.

For modellen er morsom. Temmelig morsom. Og Ottarsdóttir er bare kold – og rolig. Han vil ikke nogen samtale. Hun vælger / klipper sig til kortfattede, kølige spørgsmål fra sin meget tilstedeværende og opmærksomme position bag kameraet. Og manipulerer ham ud i lange redegørelser, som hun så smukt har ordnet i en monolog, modellens monolog. Først er det underligt, han vil jo ikke. Så bliver det meget, meget morsomt som nævnt. Det slutter så absolut i det tankevækkende og originale. Det er en rigtig god film. 

Jeg lånte den ret nye dvd på biblioteket. Nu bestiller jeg hvad, jeg kan få fat i af Poulsens bøger og af Óttarsdóttirs film. Over for en som mig har hun med sin film i hvert fald løst den opgave at formidle en digter og hans værk.

Katrin Ottarsdóttir: Ein regla um dagin má vera nokk! Færøerne, 2008. Med Tóroddur Poulsen. Produceret af Hugin Eide for Blue Bird Film www.bluebirdfilm.dk

Vurdering:

Lars Johansson 60 år i dag

Røgdykker, 1985 Om mandsmod og professionalisme. Om munterhed og sammenhold. Et filmisk hyldestdigt til et røgdykkerhold ved Københavns Brandvæsen. Stilen veksler mellem både lyrisk og dramatisk reportage og en scenisk stilisering som hos Jørgen Leth

Anholt, stedet, rejsen, 1988 Om stedets betydning og om at rejse dertil og om at være der. Om tilstedeværelse, altså. Og så om et anderledes integreret liv i naturen, i kulturen, i historien.  Og om Guds bestemmelse med menneskene. Igen en stilvekslen som i forrige film.

Hvem slukker lyset, 1989 Filmen er et frikvarter, en opgave fra aftenskolerne. Og der var kun én chance for at løse opgaven, det skulle være grundlæggende morsomt. Så filmen studerer den morsomste mand, den kunne forestille sig, Finn Nørbygård, katalogiserer hans bedste (og morsomste greb) og beder ham på det repertoire gennemspille tre små episoder og alle fire roller i hver af dem.

Traveller's Tale, 1994 Her udvides rejsemotivet fra Anholtfilmen. Den rejsende slår sig ikke ned, men når til gengæld sted efter sted. Menneskene, han møder, fascinerer også hurtigere skiftende, og på dette bagtæppe af europæiske billeder dukker erotikken op sammen med denne nye energi. Nærværet er konstant, også i ganske korte scener. Blikket bliver introduceret. Den lyriske reportage er enerådende i stilen, visse afsnit griber tilbage i en stor og international dokumentarisk tradition.

Mellem lys og skygge, 1996 Og filmen om den københavnske arkitektur bliver en fortsættelse derved, at dette æstetiske emne skildres som bagtæppe, mens undersøgelsen af kvinden i mandens blik er i forgrunden under selve handlingen gennem en eftermiddag, en aften og en nat i den sommervarme by. Konstruktionen udvides med en på forhånd fastlagt og skrevet dialog.

Højholt, 1997 Og blikket vendes indad i en spejling, skønt opgaven er at skildre en digters eneboerliv, som ikke flytter sig ud af dets fysiske sted, men til gengæld lever den rigeste indre eksistens. I teksten. I rytmen. I gentagelsen. Og filmen hviler tryg i en gedigen reportage, som til gengæld udsættes for tankespring og -udfordringer, i dialogen for det første og i klipningen for det andet.

Simona, 1998 Det erotiske motiv, som dukkede op i Traveller's Tale, isoleres nu, og blikket bliver det afgørende greb. Dette er så Lars Johanssons første samlede kvindeskildring, en arbejdsopgave, som fortsætter frem til senest romanen Signe fra 2006. Et stykke af vejen er det mandens forelskede blik, som skildrer. I romanen skifter denne synsvinkel afgørende.

Blod og håb, 2001 Filmen om det militære opgør bliver (som den begivenhed altid er) en afbrydelse. Ved ekstra grundig research og mange reportagerejser og journalistiske greb skildres den europæiske borgerkrig som en fortsættelse af undersøgelsen, bekymringen og vemodet, som var bagtæppe for møderne med kvinderne i rejsefilmen fra 94. 

Den tyske hemmelighed, 2004 Her knyttes trådene. Rejsen sydpå i verdensdelen, alvorlige og ærbødige møder med de andre i klassisk sikre reportagescener i deres rum. Mandens blik er nu på hans kvinde, hustruen. Og hans film skildrer hendes projekt. Og selve researchen bliver filmens materiale. Æstetikken fornys afgørende med det detektiviske greb. Filmen bliver spændende. Historien er nu omsider i Lars Johanssons arbejde det, hvorom alt drejer sig. Så en roman måtte blive det næste, kan der efterrationaliseres videre..

Dokumania: Stranded

First in Danish: DR2 Dokumania, tirsdag den 28.7 kl. 20.30 leveres en gave til danske dokumentarelskere: Gonzalo Arijon's "Stranded. I've come from a Plane that Crashed in th Mountains". DR2 introducerer således: Den 13. oktober 1972 fløj et rugbyhold fra Uruguay til Santiago i Chile for at spille kamp. Undervejs blev flyet ramt af turbulens. Piloten kom ud af kurs, og flyet styrtede ned i Andesbjergene. De fleste af de 45 passagerer døde øjeblikkeligt, flere døde af deres kvæstelser i dagene efter, og otte omkom senere i en lavine. Efter ti dage opgav det chilenske luftvåben eftersøgningen, men det opdagede de overlevende først på et senere tidspunkt.

And then in English:Here is a clip from the review that I wrote on this site:A well constructed dramatic story with a wonderful panel of survivors from the air crash in the Andes in 1972. Good tellers they are and... what I wanted to draw your attention to, first of all, is the way the film reconstructs. In a non-bombastic sketchy manner, where the right balance is found and the facial similarities to the found archive photos of survivors are quite obvious.

The second potential inspiration for filmmaking colleagues could be the talking faces that certainly have been and still is subject to general discussions about to use or not to use. Look at the middle aged men and hear them talk naturally and not only in one sentence lines. There are many characters but we get to know them because we are invited to watch their interesting facial expressions.

The film is a bit too long but the story is fantastic and the craft skills of the Uruguayan and Argentinian film makers are admirable.

France, 2007, 127 mins.

www.idfa.nl (about the film at IDFA 2007)

www.dr.dk/dokumania

http://www.arteboutique.com/detailProduct.action?attributeId=1&vlhId=437946&moveValue=6&product.id=274469 (dvd version with English subtitles can be bought via this site, around 20€)

Vurdering:

Kieslowski’s Dekalog

Jørgen Vestergaard: Kirsten Kjær og hendes museum

Tue Steen Müller har tidligere her på siden skrevet om Vestergårds Kirsten Kjær film  og om instruktørens øvrige kunstnerfilfilm samt om hans Hanstholm- og fiskerfilm (søg på Jørgen Vestergaard).

Jeg har nu omsider lånt dvd-udgivelsen på biblioteket og lavet min egen lille Jørgen Vestergaard-sommer bio reprise. Og fårlyst til at knytte en række kommentarer til i fortsættelse af Tue Steen Müllers opmærksomme tidlige orientering. Og jeg opholder mig begejstret ved den medvirkende Harald Fuglsangs fortælling af Kirsten Kjærs biografi i ét smukt klippet, indsigtsfuldt og så sprogligt musikalsk forløb at det fastholder og bliver til selve dette liv i dets egen dialekt. Ægte fortællekunst så ansvarsfuldt og beskedent fastholdt på film af Jørgen Vestergaard og hans faste fotograf Orla Nielsen.  

Det er godt at blive mindet om, at Jørgen Vestergård har lavet disse vigtige film, og her på dvd-en har han så med dem sammenfatter et særegent stykke jysk kulturhistorie. Han har fastholdt Jens Søndergaards bål på Bovbjerg og stille og roligt placeret Bjerre og Lergaard i den sammenhæng. Han har bevaret Broby-Johansens suveræne fortælling om Anton Laier og omgivelsernes uforstand og brutalitet, så det skærer i hjertet. Formidlet Johannes Nielsens omhyggelige notater af Overtacis udtalelelser i de besynderligt præcise sætninger og endelig altså Fuglsangs mundtlige Kirsten Kjær biografi, som var en myte blandt museets kendere. Nu er den et tilgængeligt og autentisk værk.

Omkring disse dokumenter på det jyske sprog i det jyske sind har Vestergaard komponeret sine fire film om at være sig selv, blive sig selv. Med beskedenhed og loyalt, loyalt... Det skal han bare have tak for.  

Jørgen Vestergaard: Kirsten Kjær og hendes museum, 2008, 33 min. I DVD-udgivelse sammen med Vestrgaards tidligere kunstnerfilm, Cementkrucifikset, 1968, 17 min., Jens Søndergaard, 1995, 33 min. og Ovartaci, 1998, 24 min. Forlaget Knakken, Thisted, 2008 orpo@thisted.dk  

Foto: Kirsten Kjær: Portræt af Asta Nielsen

Vurdering:

Hubert Sauper: Darwin’s Nightmare

This brief intro comes because a documentary neo-classic is broadcast on Danish television tonight, on DR2 in prime time (8.40pm). It has been in Danish cinemas, it is available from the DFI, and if you have already seen it, take another look. The film is avaiIable on dvd from several sources. I shift to Danish and quote the Danish newspaper Weekendavisen:

"DET var for film som Darwin’s Nightmare, at Vorherre skabt dokumentargenren. Hubert Saupers billedessay er en forfærdende, intenst ubehagelig og på godt og ondt uforglemmelig rapport fra et sted, Lake Victoria i Tanzania, hvor evolutionen har frembragt et regulært mareridt. Overordnet er området hærget af krige og etniske konflikter, som har varet så længe og er blevet så uoverskuelige, at man fra mediernes side har opgivet at følge ordentligt med. Som Sauper påpeger: »Alene i det østlige Congo er antallet af krigsofre på en enkelt dag lige så stort som den 11. september i New York.«"
"Det er en skelsættende og uafrystelig film, som demonstrerer at dokumentargenren for længst har givet fiktionen baghjul, når det gælder om at flytte holdninger og skabe opinion om en sag."

www.dfi.dk

www.dr.dk/dokumania

Annie Sundberg & Rickie Stern: The Devil came on H

The film was reviewed in August 2007, now we repeat the review for those Danish people who watched it on DR2’s new tuesday night documentary strand ”Dokumania”. The Danish language review went like this:

Darfur. Vi har hørt om det, vi har læst om det, vi ved at mennesker bliver dræbt i hundreder af tusindvis, men derfra til at få uhyrlighederne visualiseret som i Ricki Stern og Annie Sundbergs film er et langt stykke vej. Det her er en kampagnefilm, et råb om hjælp til verdensopinionen, så gør dog noget, og gøres der noget, næh sådan ser det ikke ud. Og hvorfor ikke, storpolitik, siger vi afmægtigt til hinanden uden at vide, hvad der så ligger i det. Det forklarer filmen heller ikke, dens ærinde er humanistisk og dens fortælling er personligt leveret gennem den amerikanske militære observatør Brian, der skriver breve hjem om, hvad han set - og dokumenteret med sit kamera. Han siger sit job op og beslutter sig for at offentliggøre sit materiale. Filmen følger hans nye mission, han får kontakt med politikere, han rejser til den Haag til den internationale domstol, han belejres af medierne.

Som sådan er filmen klassisk amerikansk - én mand tager affære - både i sin historie og i sin filmiske udformning. Heldigvis er denne mand sympatisk og man kan kun håbe på at hans mission må hjælpe bare en lille bitte smule. Som tilskuer kæmper du med at se på alle disse molesterede og forkullede lig, som er blevet fotograferet på tæt hold af Brian, samtidig med at du ved, at er der noget, der hjælper, er det netop sådanne billeder - hvis en opinion skal overbevises. Måbende ser du sudanesiske regeringsrepræsentanter antyde at billederne er arrangerede og fake.

Hvem kan hjælpe? En gribende scene viser Brian Steidl i samtale med en flygtning i Chad. Flygtningen gentager igen og igen at kun USA kan hjælpe, de arabiske lande gør intet. "Selvom vi også er muslimer", siger manden, der rejser sig, går rundt om et hushjørne, fulgt af kameraet, standser op, vi ser at han tørrer øjnene, der er håbløshed i hans kropsprog.

USA, 2007, 85 mins.

www.thedevilcameonhorseback.com

http://www.dr.dk/dr2/dokumania

Vurdering:

Det Danske Institut i Damaskus opretter filmotek

Rundt omkring i den store verden sidder der nogle kulturelle ildsjæle og bygger små læhegn omkring det hul, hjemlige politiske ildsjæle gør deres bedste for at begrave kulturen i.
En af disse sidder på Det Danske Institut i Damaskus (foto), han hedder Hans Christian Korsholm Nielsen, i daglig tale HC. Han gør meget for både den danske filmkultur og for at hjælpe den spirende syriske. Det konstaterede Tue Steen Müller og jeg ved selvsyn under den nye syriske dokumentarfilmfestival Dox Box, som HC i flere omgange gav uvurderlig hjælp. Og der er rigeligt at hjælpe med, når en håndfuld ihærdige syriske filmfolk sætter sig for at introducere kreativ dokumentarfilm i et land som Syrien. Derfor er mennesker som HC en repræsentant for Danmark, vi kan være glade for.
 
HC ville meget gerne have kopier af danske film stående på det lille bibliotek på Det Danske Institut, så besøgende kan se filmene under deres ophold. Det lovede vi at være behjælpelige med og henvendte os optimistiske til DFI. Men det kunne de ikke hjælpe med – jeg skal undlade at gå i detaljer med vores frustration.

Så skrev vi ud til gode kolleger i filmbranchen og på nogle få uger havde en række producenter stillet 60 DVD’ere til rådighed, som nu står i en af de smukkeste bygninger i Damaskus til inspiration for gæster og beboere.

Se det var et rigtigt eventyr – men han hedder jo også HC.

Og vil du også gerne bidrage med din film til en happy end, så kan du kontakte undertegnede

mikael@opstrup-husum.dk

www.damaskus.dk

PS. En udstilling om det smukke hus i Damaskus er åbnet i dag på Davids Samling i København.

Brügger og Bertelsen: Quatraro Mysteriet 2

Vurdering:

Brügger & Bertelsen: Quatraro Mysteriet

Vurdering:

Dok Dag 1

Dok Dag 2

Wim Wenders: Der Himmel über Berlin 5

Bruno Ganz og Otto Sander kommer som disse frakkeklædte engle usynlige ind til de mange læsende (Rilkes scene fra "Malte Laurids Brigges Optegnelser") på Staatsbibliothek. De kan, da de er engle, ikke kun høre tanker, men også, hvad der læses, og blandt de mange mumlende stemmer med sætninger om livet i regnskoven, om sommeren, som lakker mod enden, om merværdiafgift, om sammenfatning af ligninger, om kærligheden, om vemod ved soldaterne ved fronten og et bygkorn i øjet (i et Alban Berg brev), om DNA molekylet... skelner jeg:

"Walther Benjamin købte 1921 Paul Klees akvarel ANGELUS NOVUS. Indtil sin flugt fra Paris i juni 1940 hang det i hans vekslende arbejdsværelser. I sit sidste skrift "Über den Begriff der Geschichte", 1940, fortolkede han billedet som allegori over tilbageblikket på historien..." Så tager andre stemmer over, men jeg erindrer Benjamins tekst:

"... Det viser en engel, som ser ud til at bevæge sig væk fra noget, han stirrer på. Hans øjne er vidtåbne, hans mund er åben, hans vinger er foldet ud. Det er sådan historiens engel må se ud. Hans ansigt er vendt mod fortiden. Mens en kæde af begivenheder er hvad vi oplever, ser han én enkelt katastrofe, som stabler tilintetgørelse på tilintetgørelse og slynger dem for hans fødder. Englen ville gerne blive, levende eller død, og gøre helt igen, hvad der er blevet knust. Men en storm blæser fra Paradis, og den har fået fat i hans vinger. Den er så stærk, at englen ikke kan folde dem sammen. Den storm driver ham uimodståelig ind i fremtiden, som han vender ryggen til, mens stablen af murbrokker foran ham vokser mod himlen. Denne storm er hvad vi kalder fremskridt..."

Som Fassbinder og Pasolini i deres film, skildrer Wenders i sin film det, Klees og Benjamins engel ser..

Wim Wenders: Der Himmel über Berlin, 1987. 122 min. Manuskript (monolog og digt): Peter Handke, kamera: Henri Alekan, klip: Peter Przygodda, medvirkende: Bruno Ganz, Solveig Dommartin, Otto Sander, Curt Bois og Peter Falk. DVD, Arthaus 2005, 500941, Wim Wnders Edition. Litt.: Wim Wenders und Peter Handke: Der Himmel über Berlin, ein Filmbuch, 1987. Suhrkamp Verlag, Frankfurt am Main. Walther Benjamin: Über den Begriff der Geschichte, 1940, i Gesammelte Schriften I, side 691-704. Suhrkamp Verlag, Frankfurt am Main. Foto: Paul Klee: Angelus Novus.

Wim Wenders: Der Himmel über Berlin 4

Vi havde Berlinaften på Nordisk Designhøjskole i aftes. Eleverne rejser i dag på studierejse til byen, og hele dagen i går gik med forberedelser. Der var foredrag om Berlins historie og topografi og om aftenen kørte de "Der Himmel über Berlin", som jeg var derude for at introducere.

Vi talte om Walter Benjamins optagethed af Paul Klees ANGELUS NOVUS, som Tue Steen Müller så sjovt samtidig sidder og skriver om. Jeg fortalte eleverne, at Tue og jeg i julen var i Berlin og en lang aften gik omkring i den store Paul Klee udstilling i det moderne kunstmuseum. Et særligt afsnit der var indrettet omkring det lille maleri med en engelfremstilling, som ellers er på museet i Jerusalem, og på dette maleris særlige proveniens. Det har tilhørt først Rainer Maria Rilke, senere Walter Benjamin, som skrev et essay om det, teksten, Tue citerer fra.

Allan Høyer: Filmfaderen

Vurdering:

Andrej Tarkovskij: Spejlet

Vurdering:

Cinéma du Réel 10

Pier Paolo Pasolini og Chris Marker, ja, de gamle meget forskellige mestre var med. Havde hver en sag med. Pasolini en lille og en mindre og Marker en lille bitte. Vægtige på hver sin måde alle tre... 

Pasolinis rejsefilm fra 1963 (billedet), hvor han tænksomt, omhyggeligt og kritisk gennemrejser de hellige steder i Palæstina sammen med sin kirkehistoriske rådgiver pater Carraro for at finde locations til "Matthæusevangeliet", er fascinernede og forbavsende i sin sære naivitet som dokument, men tydeligt.

En lille film, hvor han laver prøveoptagelser med unge zigøjnere uden for Rom til en film, som ikke blev til noget, er simpelthen rørende.

Chris Marker i sin "Détour Ceausescu" fra 1990 har på en chokerende ærlig måde klippet standrettens overfladiske brutalitet sammen med tv's overfladiske forbrug af den absurde begivenhed ind i dens egen verden af æstetisk og moralsk uforståelighed.

Cinéma du Réel 9

Atelier Denis Cheerbrant, en hel dag med den flittige og koncentrede dokumentarist fra Marseille..

"La Totalité du monde", 2009, 13 min. Grebet i den lille perle af en film er forbavsende enkelt. Et langt, grundigt, improviseret interview med en mand på en café, hvor den medvirkendes synspunkter er det, som vægtes, tages alvorligt af det iagttagende, sørgende og især lyttende kamera. Et eneste langt, langt billede, som altså er skrift og alligevel et øjebliks billede. Scenen, bykvarteret, som titlen hylder, er inde i det store billede, det lange take som en række vignetter og omgiver som stemning den intense enetale, som kun ledes ved små korte spørgsmål fra bag kameraet, altså fra Cheerbrant...

Vurdering:

Cinéma du Réel 8

Mesteren og kronikøren er Heddy Honigmann, byen er Lima, filmen hedder "El Olvido", og hendes greb er iagttagelsen, det at se, at se, at se, som hun sagde efter kørslen. Valget af medvirkende har været det næste, castigen af en perlerække af artistiske dygtigheder, akrobater, jonglører, tjenere, en digter og altså en bartender, som sættes - og det er det tredje greb - underholdende, ja, meget, meget morsomt i modsætning til de uduelige politikere, de latterlige præsidenter, som fremstilles i en kedsomhedens række af ens tv reportager fra edsaflæggelserne. Ægte kompetace over for falsk storhed. Der er så grimt i parlamentet. Ustandselig finder Honigmanns kamera skønheden i de ærlige ansigter, almindelige, ja, de fleste fattige, nogle meget fattige..

El Olvido var på Magnificent 7 i år. Honigmann har tidligere vavet en film om sin by Lima, "Metal og melankoli", også et mesterværk, som man husker fra Statens Filmcentrals distribution.  ¨¨ 

Vurdering:

Cinéma du Réel 7

Med sit kamera på skulderen er instruktøren på sentimental rejse hjem til sin molesterede by. Han møder som de første tre drenge, som præcist og bevægende nøgternt viser om i ruinerne. Her boede deres navngivne handlende, naboer, skolekammerater. De er væk nu. Nogle helt væk. Og så møder han med sit aldrig moraliserende eller sentimentale kamera - muntert, ja, muntert faktisk - sin fantastiske mor, sin flittige bror og sin solide søster.. Vi bygger bare op igen, siger de, siger man der i byen. Broderen er i gang med at plante figentræer.

Hassan Zbib har eksamen fra det libanesiske universitet, fakultetet for kunstvidenskab og i 1987 fra École Supérieure d'Études Cinématographiques i Paris. Har siden 1988 arbejdet som filmreporter for en række tv stationer. Han har produceret to kortfilm derudover. 

Hassan Zbib: "Creative Chaos: Round One", Libanon / Irland / Frankrig 2008, 66 min. Distribution: hzbib@yahoo.com

Vurdering:

Cinéma du Réel 6

De taler om nederlagene, som var de sejre. Disse palæstnensiske veteraner fra krigene. De bærer skaderne efter sårene som stolte minder, deres egne skæbner i slutspillet som begyndelser til en samlet stolt fortsættelse. Vreden er deres styrke - eller er det ydmygheden og accepten af resignationen, som er det?

Filmen, Sandra Madis "Thakira Mathkouba (Gennemhullet erindring)", skildrer det vel, som det er. Den gør ikke så meget ved det. Altså stoffet, den samler ind. Den overlader vemodet og eftertanken til mig. Det er naturligvis ok. Det manglede bare.

Sandra Madi er fra Amman. Har eksamen fra det arabiske filminstitut. Hun er skuespiller og arbejder free lance som forfatter og producer ved tv, blandt andet Aljazeera.

Jordan 2008, 62 min. Red Carbon Productions sandra.madi@yahoo.com

Vurdering:

Cinéma du Réel 5

Min anden festival favorit var Aljona Poluninas "The Revolution That Wasn´t" med Anatoly, som en kort periode greb magten og partiformandskabet i det russiske kommunistparti og havde gyldne dage som en af lederne af demonstrationerne mod Putin. Han mistede imidlertid kammeraternes tillid og blev skubbet ned til menigt partimedlem. Så vendte han sig indad og søgte Kirkens fællesskab. Og oppositionen mod Putin, kommunistpartiet og "Det andet Rusland" tabte jo valget.

Polunias film besidder fra først til sidst en fuldstændig sikker styring af casting, set-design, iscenesættelse og fotografi i rekonstruktioner og reportageplanlægning og -indsats. Jeg er spændt fast i denne intellektuelle diskussion og kamp lige ud af de russiske romaner, i disse begivenheder, hvis udfald jeg jo kender. Moderne russisk politisk historie skildret som dokumentarisk thriller til fem penne..

Aljona Polina tog afgang fra universitetet i Moskva 2004 efter studier i kunst, arkitektur og design samt film med filmen "Yes Death".

Estland 2008, 96 min. Produktion og distribution: Matila Röhr Productions og Kuukulgur Films jaak@kuukulgur.ee Filmen modtog i forgårs to af Cinéma du Réels specialpriser, det franske nationalbiblioteks pris og den røde komites pris.      

Vurdering:

Cinéma du Réel 4

Jeg havde jo mine favoritter på festivalen, især to. Den første af dem er Rosemarie Blank: "Job en de hollandse vrisjtaat". Hendes forbavsende værk konstrueret på tre årtier gammelt filmmateriale i flere forskellige formater, som hun optog, dengang fristaden i Amsterdam levede så festligt, farverigt, er aldeles suverænt anvendt poesi (i Aristoteles grundbetydning af ordet), en lille film sådan i denne industrielle sammenhæng, men en stor film i cinematografiens fortsatte og på sin måde lige så energiske historie. Og så er den smuk, billedskøn.

Den autistiske aldeles tavse og introverte Job konstant fordybet i meditation over sine objektsamlinger på hver sin lille bakke opdager ikke, at fristaden forsvinder en brutal nat. Han lever længe også uopdaget i ruinerne og fortsætter der sine studier, til han også en dag er væk. Tankevækkende og sandt.

Rosemarie Blank er uddannet fra kunstakademiet i Berlin og har levet i Amsterdam siden 1979 som forfatter, og siden 1982 har hun realiseret talrige filmprojekter.

Holland 2009, 48 min. Produktion og distribution: Casa-Film, casafilm@telfort.nl

Vurdering:

Cinéma du Réel 3

Simon Lereng Wilmont er studerende ved Den Danske Filmskole. Han er medarbejder på filminstitutprojektet "Travelling with Mr. T".

Danmark/Ægypten, 2009, 29 min. Den Danske Filmskole.

Cinéma du Réel 2

Den næste film i programmet, Nathalie Loubeyres "No Comment" fortsætter uden at vide det, hvor "Mirages" slipper. (Programlæggeren ved det, havde set det..). De overlevende rejsende er kommet til en by uden navn, markeret ved et markant tårn. En havneby, jeg ser færgerne til England. Jeg ser det atter og atter. De ser det oftere end jeg. Ser det nok ikke mere. De har været der længe, sidder fast i den by. Og jeg lærer, hvordan det må være. Sådan føles det, mens jeg ser filmen, men jeg lærer det selvfølgelig ikke. Jeg lærer ikke at være rejsende på den måde, de er det. Uden andet håb end 4-5 procent chance for at få asyl i England. En kvinde dukker op i en lille bil. På eget initiativ, ser det ud til. Deler mad ud til de nærmeste. Hun er en engel i alt dette.  Det kunne jeg lære af. Folk omkring dem ignorerer dem i det store hele.

Filmen består af en række afsluttede scener med overskrifter, men ingen kommentarer jo. Heller ikke fra de medvirkende. Scener tavse i deres fotografiske skrift. Snapshots. Det er ligetil at forstå. Og ufatteligt. Som katalogredaktøren, Yann Lardeau skriver, er billederne og lyden af hændelserne alene om at røbe noget virkeligt, som ord undertrykker, nemlig at der er præcis information i materialets formløshed, og at filmen opererer i denne ånd. Jeg må sige, den lykkes med det. Stilfærdigt og indtrængende.

Nathalie Loubeyre har lavet film siden 1992, har især for canadiske produktioner skrevet manuskripter til film. 2003 modtog hun Jean Vigo prisen for sin "La Coupure".

Frankrig, 2008, 52 min. Froggie Production prod@froggie-production.com      

Vurdering:

Cinéma du Réel 1

Festivalen begyndte forrige torsdag, som denne festival bør, i det fremmede. Som jeg troede, jeg kendte. I Sahara. Olivier Durys "Mirages" handler om at rejse i ørkenen, om sandet overalt, om farens konstans. Om at være lille og ubetydelig, her i ørkenen kan man forsvinde uden spor, og mange gør det.

Man kan godt stable mennesker på en pick-up som man stabler fyldte sportstasker. Man kan stable tasker og mennesker sammen og oven på hinanden. Tasker og mennesker. For om muligt ikke at gå tabt får de yderste en solid kæp at stikke ned mod ladets bund. I spænd. Den kæp holder de fast mellem knæene og med begge hænder. Den kæp klamrer de sig til. De yderste. Filmen er én situation, ét stort billede af vor tids ørkenkaravane. Et billede, jeg ikke glemmer igen. Jeg troede, jeg vidste. Jeg vidste ingenting.

Olivier Dury er fra Paris. Uddannet fra Vancouver Film School. Dette er hans første film.

Frankrig 2008, 46 min. Les Productions de l'Oeil Sauvages.

Vurdering:

7BEST 7

Så er vi i gang med sidste dag af FOF's og Filmkommentaren.dk's festival med Tue Steen Müller. Her et sidste citat fra hans katalogtekst til den sidste film, "Black Sun af Gary Tarn: 

... Jo, "Black Sun" er noget ganske særligt, et one-man-work af Gary Tarn, hvis debutfilm det er. Han kommer fra musikken og besluttede sig for at skifte spor efter mange år i reklamefilmbranchen som leverandør af musikbidder til hvadsomhelst. Penge havde han tjent og dem brugte han så på at lave "Black Sun". Han købte sig et 16mm stumkamera, lærte hurtigt hvordan det skulle betjenes - og fotograferede, klippede og producerede filmen fra ende til anden.

... sammen med Hugues de Montalembert, filmens subjekt, manden der i 1978 blev groft overfaldet i New York med blindhed som resultat. Tarn havde læst den bog som Montalembert havde skrevet om sit nye liv som blind, var fascineret af den og opsøgte ham i Paris, hvor dage blev brugt på at optage det interview, som danner den fortællemæssige bund for filmen.

Tarn tog hjem, redigerede interviewene så de fremstod som én lang monolog og tog derpå fat på at lave billeder, der kunne bruges til teksten. Og til den musik som han derefter komponerede.

For "normale" dokumentarister lyder det her som en måde, hvorpå man ikke laver film! Selv understreger Gary Tarn (der er interviews med ham på YouTube) at alt for få dokumentarfilm er "cinematic", hvilket (min kommentar) ikke er så underlig en bemærkning fra en mand, som lever i England, hvor BBC og C4 har dikteret den filmiske stil for dokumentaren med kommentar, interviews osv.

Fortællingen, bragt frem af Montalemberts magiske franske accent tilført det engelske sprog. Visualiseringen, Tarns ekstreme fugleperspektiver, slørede billeder, abstrakte former, farvefyldte realoptagelser, vredne perspektiver, fra hele verden, New York først og fremmest, men også Indonesien, Tibet, lufthavne, gader, nærbilleder af mennesker osv. osv. Og den underliggende musik, der får én til at dvæle ved nogle billeder, gå ind i dem, lave egne historier, altså på en måde forlade filmen for en stund for så at komme tilbage til den blinde mand, den tidligere maler og filminstruktør, nu forfatter, tilbage til den intensitet, som hans stemme rummer, når den taler om den verden som han lever i nu, hvor hjernen konstant producerer billeder, nogle gange stærkt erotiske billeder som det kan være svært at have med at gøre når han taler med andre mennesker om hvadsomhelst.

Gary Tarn: "Black Sun", UK 2008, 75 min. På FOF filmfestival i Randers. Tue Steen Müller: 7BEST - et essay om syv film, FOF-Randers, 2009, 32 sider. Kan erhverves på festivalen eller bestilles på FOF til@fof-randers.dk  

7BEST 6

I morgen 15:00 køres Juraj Lehotskys "Blind Loves". Om den hedder det blandt andet i katalogteksten:

... Hvordan fortæller man fire kærlighedshistorier, som har det til fælles, at de elskende er blinde? Hvordan kommer man tæt på sine karakterer uden al den velmenende gumpetunghed, som normalt klæber til film om blinde, hvor det sociale aspekt - jamen hvordan klarer de sig dog - er i centrum.

Juraj Lehotsky valgte episodefilmen, som vi kender så godt fra Eric Rohmer. Fire episoder, fire hovedkarakterer, fire kærlighedhistorier, fire kærlighedserklæringer fra en ung instruktør, som demonstrerer en helt fantastisk modenhed med sin fortælling.

Det starter med Peter. Han og konen er blinde og instruktøren overstår straks det banale - hvordan bevæger de sig rundt i lejligheden? Informativt. Klip til Peter der i slapstickkomedie-stil nærmest falder ned ad gaden i en herlig billedkomposition. Humoristisk tone. Så Peter ved klaveret, han underviser blinde børn. Informativt igen. Og så en lille fugl på klaveret og over vinduespanelet. Som ikke er der for at være fyld men fordi steminingen i scenen skal anslås, instruktørens holdning til sin hovedkarakter. Tilbage til Peter, der hører fjernsyn og gætter sig til hvor mange meter skihopperne springer. Og senere konen der tager mål til en sweater, som hun skal strikke til sin mand. Peter komponerer musik og instruktøren lader ham være optaget af Jules Vernes Rejse til Jordens Midte - og digter herligt videre ved at lade ham være undervands i en animationssekvens, som henter sin inspiration i tjekkiske Karel Zemans film...

Juraj Lehotsky: Blind Loves, Slovakiet, 2008. På FOF filmfestival i Randers. Tue Steen Müller: 7BEST - et essay om syv film, FOF-Randers, 2009, 32 sider. Kan erhverves på festivalen eller bestilles på FOF til@fof-randers.dk  

7BEST 5

Festivalen er i gang. Første film i morgen søndag klokken 11 er Ferenc Moldovananyis "Another Planet". Citat fra Tue Steen Müllers katalogtekst:

... Uden kommentar og uden at vi bogstaveligt får at vide, hvor i verden vi er. Moldovanyi går fra sekvens til sekvens, fra verdensdel til verdensdel, i ét langt flow, og med en højstemt værdighed, en respekt for sine personer, børnene, som udtrykkes gennem et fuldstændigt formidabelt kameraarbejde (fotograf: Tibor Máthè) i samspil med komponeret musik af Tibor Szemsö.

Det er en film, som benytter sig af en mise-en-scène, af drømmeagtige tableauer, som brydes af tætte atmosfærebilleder fra de steder, hvor instruktøren har fundet sine personer. Med andre ord, hans fotograf har været i stand til både at være til stede i bedste direct cinema stil og lægge sin instruktørs fortolkning ind i billeder fra de smukkeste steder på denne planet. Det bliver aldrig banalt, nærmere subtilt. Og der gøres ingen forsøg på at sentimentalisere, samtidig med at det godt nok er følelsesmæssigt hårdt at leve 90 minutter med disse stakkels børn, der hutler sig igennem en nådesløs hverdag og prøver at få et liv ud af det...

Tue Steen Müller: 7BEST - et essay om syv film, FOF-Randers, 2009, 32 sider. Kan erhverves på festivalen eller bestilles på FOF til@fof-randers.dk 

7BEST 4

... Det er interessant at vide lidt om, hvordan filmen blev til: For år tilbage blev Novotny inviteret til en såkaldt live-act i en festival i Bruxelles. Det var det, han gjorde på det tidspunkt sammen med vennerne fra bandet Sofa Surfers. De tog rundt på filmfestivaler, viste levende billeder med musik-ledsagelse, oftest musik, der blev lavet på stedet inspireret af de levende billeder, som var Novotnys egne super 8mm optagelser. Ved festivalen i Bruxelles ønskede Novotny at bruge klip fra andres film og blev kolossalt inspireret af Glawoggers film, fik fat i instruktøren og spurgte om han måtte bruge hans film ved lejligheden i Bruxelles. Han fik lov og viste senere Glawogger resultatet. Han blev begejstret og gav Novotny carte blanche til at gøre, hvad han ville med filmen og udleverede også rushes fra "Megacities". Så fulgte en lang finansieringsfase og overspilning til digital billede og lyd - og så var det, at han var så heldig at få Glawoggers fotograf med til Tokyo til ekstra optagelser. Optagelser på film i samme fantastiske kvalitet, som samme fotograf havde leveret til Glawogger.

Og resultatet er en totalt ny film, et musikalsk båret filosofisk essay om det at være menneske i en verden af storbyer. (I dette tilfælde New York, Mexico City, Bombay, Moskva og Tokyo). En film som jeg bruger hver eneste gang jeg møder nye filmfolk, for at inspirere dem til at opdage at sådan kan en dokumentarfilm altså også se ud. Det første afsnit fra New York, bygget over sætningen "I'll survive" er mind blowing, du kan nærmest ikke sidde stille i biografstolen, du bliver ramt lige i hjertekulen af en ekstremt musikalsk og følsom filmklipper, der rummer mange film i sig...

Tue Steen Müller: 7BEST - et essay om syv film, FOF-Randers, 2009, 32 sider. Kan erhverves på festivalen eller bestilles på FOF til@fof-randers.dk 

7BEST 3

Lørdag, 14. marts 15:00 vises Peteris Krilovs' "Klucis - the Deconstruction of an Artist". Tue Steen Müller fulgte filmens tilblivelse og vil før og efter kørslen fortælle om det. I sin katalogtekst skriver han:

... Det var her, i den såkaldte dekonstruktion, at filmens sprog og rytme blev fundet. Dekonstruktionen af plakater veksler med konstruktioner af fotomontager, så de ser ud som Klucis lavede dem dengang, med henvisninger til hvordan hans dekonstruktive elementer den dag i dag inspirerer grafikere, der har været taget med på råd i skabelsen af filmens design. Jo, lad os bare kalde det design, selvom det kan lyde fælt i mange ører, men ned til de mindste detaljer som font til tekster er der arbejdet på at finde harmoni i disharmonien. Man kan også sige, at mange sekvenser repræsenterer en rekonstruktion af en kunstnerisk produktionsproces. To sekvenser er på den måde veritable små kortfilm - udspringerne i Moskva som bliver til en plakat. Og hænderne der klapper i lang tid, Stalins hænder som fifler ved et stykke papir, formentlig noter til en tale, som hele tiden bliver udskudt på grund af jubeltilråb ned mod nationens fader. Men også andre hænder er der i denne sekvens som bliver til en plakat med hænder. I solidaritetens navn. Og i troen på det socialistiske paradis. På fremskridtet...

Tue Steen Müller: 7BEST - et essay om syv film, FOF-Randers, 2009, 32 sider. Kan erhverves på festivalen eller bestilles på FOF til@fof-randers.dk 

7BEST 2

"Et af de steder, vi besøgte på vores Litauiske rundtur, var søen Plateliai, rammen om "The Bell", og stedet hvor der angiveligt skulle ligge en kirkeklokke, ifølge de mange historier, der florerer herom. Men om "The Bell" i virkeligheden handler om om noget helt andet, vil jeg lade stå et øjeblik. Det er ihvertfald klart ret tidligt i filmen, at der er ikke er tale om en reportageagtig dokumentar á la National Geographic, hvor plottet er: finder de klokken eller ej?

Ikke desto mindre sender instruktøren et hold dykkere ned på søens bund for at kigge efter klokken, samtidig med at instruktøren tager rundt til folk i regionen for at spørge dem om de har hørt noget. Om den forsvundne klokke. Det er der mange, der ikke har og nogle, der har. Der var vist noget om... er et svar, der dukker op...

... Der er ingen faste fortællestrukturer i "The Bell", som der aldrig har været hos Stonys. Det virker som om han konstant bliver nødt til at dvæle ved en ny opdagelse eller reflektere over det materiale, som hans fotograf har givet ham. Når han går fra nutid til datid til undervandsbillederne, er der ingen speciel dramaturgisk logik, der er blevet fulgt. Og det er tydeligt at han bliver mere og mere optaget af at arbejde med arkivmateriale, hvilket kommer til fuldt udtryk i hans seneste film "Four Steps", som er en reflektion over kærlighedens vilkår med udgangspunkt i bryllupsritualer, som de har udspillet sig over fire årtier...

... Myterne, legenderne, ritualerne, det er omkring det, jeg ser Stonys hele oeuvre dreje sig: det irrationelle, det uforklarlige, det spirituelle, det som ikke kan og ikke skal forklares. I utallige sammenhænge har jeg som ordstyrer ved filmforevisninger forsøgt at få ham til at forklare. Men altid stritter han imod de hurtige fortolkninger og konklusioner, hvor ord efter hans mening banaliserer den visuelle oplevelse og følelse, han ønsker at give sin tilskuer. Og hvorfor lige det klip og den overgang. Kunne det være fordi... måske, siger han, det er op til dig..."

Tue Steen Müller: 7BEST - et essay om syv film, FOF-Randers, 2009, 32 sider. Kan erhverves på festivalen eller bestilles på FOF til@fof-randers.dk 

7BEST 1

"... Det er her - i 1993 - at filmen starter midt i et møde mellem Havel og hans rådgivere, i en af mange tilsyneladende ganske afslappede og åbne rådslagninger om hvad præsidenten skal sige og forholde sig til og hvordan han skal stå og se ud og hvad der ellers hører sig til.

Sådan cirka 20 minutter varer dette møde indtil meddelelsen kommer om at parlamentet har valgt ham. Det dækkes med et årvågent, bevægeligt kamera, vi er til stede, vi kommer tæt på Havel fra starten, og det er tydeligt, at forsamlingen kender filmholdet og føler sig trygge ved dets tilstedeværelse.

I 12 år fulgte Pavel Koutecky og hans hold Havel, i det offentlige og i det private rum og ud af det er kommet en helt vidunderlig, morsom og gribende fortælling om en helt vidunderlig mand, der hele vejen igennem beholder sin integritet og viser at den ærlige og kærlige mand naturligvis ikke kan undgå at løbe ind i problemer, når han skal have med politik at gøre. Specielt da han filmen igennem skal have med den nuværende præsident, det politiske dyr Vaclav Klaus at gøre..."

Tue Steen Müller: 7BEST - et essay om syv film, FOF-Randers, 2009, 32 sider. Kan erhverves på festivalen eller bestilles hos FOF til@fof-randers.dk

Lars Movin i Dk4

Den vigtige ekspert i dansk dokumentarfilm mange år tilbage og i hvert fald her og nu, den grundige og omhyggelige Lars Movin er gæst i Dk4 i morgen aften, 19. februar kl. 22.30. Programmet "Film:syn" behandler denne gang ny dansk dokumentarfilm. I et interview med Movin vil der blive talt om nye strømninger og metoder og film som "Purity Beats Everything", "Burma VJ", "Kun med hjertet" og "Words of Advice" vil blive emner for tv-samtalen, som jeg kun kan anbefale. Meget faktisk.. Altså 19.2. 22:30 på Dk4.

Alex Gibney: Taxi til Helvede

Det vigtigste bidrag til filmserien er Alex Gibneys dybt rystende moralske pamflet vendt imod indførelsen af tortur i USA's krigsfangelejre.

Med den uskyldige taxichaufførs historie (de torterede ham ihjel, "mord" skrev lægen som dødsårsag på attesten) som ramme oprulles den forfærdende virkelighed med det ene konkrete eksempel efter det andet.

Og så dokumenterer Gibney endvidere, hvordan denne nye virkelighed sattes i scene af Rumsfeld og hans omgivelser. Ja, måske vidste vi det altsammen i forvejen, fra forskellige kilder. Men her er det samlet i en stram konstruktion, en vederhæftig dokumentation og en klog overvejelse i filmessayets form.

Kan dette være sandt? Guldbrandsen behandlede dele af stoffet i sin film "Den hemmelige krig" og blev efter omfattende undersøgelser omsider troet. Og ja, jeg må tro på Gibney også. DR2 sendte filmen sidste lørdag om aftenen. Og jeg må gå ud fra, at alle oplysninger også i denne film er journalistisk dobbelttjekket, så derfor skal "Taxi til helvede" have fem penne for sin vigtighed og sit mod til at sige J'accuse...!

Alex Gibney: Taxi to the dark side, USA, 2007. DR2. Kan ses på http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm Læs mere om Gibney på http://www.watsoninstitute.org/news_detail.cfm?id=500 og i dokumentarfilm sammenhæng på http://silverdocs.com/media/pdf/SD_07_Friday_Advisory_FINAL.pdf

Vurdering:

Jean-Luc Godard: Åndeløs

Godards "En gift kvinde", som jeg fandt et klip fra på You Tube, kunne jeg ikke sådan lige her og nu finde som dvd, men, men den første lange spillefilm, den måske vigtigste trods alt, og den kendteste nok, "Åndeløs" havde jeg en VHS-kopi af fra svensk tv. Og sandelig! På biblioteket havde de en dvd.  

Det er så mærkeligt og så godt, at netop den film findes på dvd med danske undertekster, et ungt og sprællevende og stadigvæk urovækkende filmværk. Findes i udlån på en række biblioteker, kan bestilles på alle. Og så er den jo en milepæl i filmkunstens udvikling. Den gjorde den nye franske bølge af filmkunst i 1950'erne til uomgængelig og umistelig kendsgerning, film kunne nu have en auteur, som romaner og malerier hang de sammen med et enkelt menneskes tænken, som billedet med malerens, som teksten med forfatterens. Kameraet var filminstruktørens pen, sagde man ustandseligt, efter den franske instruktør Alexandre Astruc i en artikel i 1948 havde formuleret det i overskriften. Det er også titlen på Christian Braad Thomsens vigtige bog om Godard og fire andre franske instruktører fra tiden, Jacques Rivette, Eric Rohmer og Francois Truffaut. Sådan skriver han om Godards og Truffauts første film:

"En sammenligning mellem Godards og Truffaut debutfilm, den klassisk-helende 'Ung Flugt' og den oprørsk-destruktive 'Åndeløs' vil kunne belyse, hvor Godards indsats lå. Sammenligningen er så meget mere nærliggende, fordi 'Åndeløs' er baseret på en synopsis af Truffaut.

Christoffer Guldbrandsen: Dagbog fra midten

Nedturen fra høje forventninger er i sig selv forstærkende på skuffelsen. Og jeg skal tage mig sammen, jo.. det er.. det ER da en fin film. På mange måder. Og i hvert fald er den en vigtig landvinding i Christoffer Guldbrandsens samlede værk. Han har tidligere været på vej ind i sine film, derind, hvor jeg har savnet ham. Her tager han ordet fra begyndelsen: "Naser Khader som jeg har kendt i syv år har bedt mig lave den her film". Sådan, her er den så. Jeg er ikke i tvivl om, hvem, der fortæller, hvem, det er, der skriver dagbog fra sit besøg i midten af dansk Christiansborgliv.

Og hvad er det ikke for mærkelige mennesker, han møder! En hovedperson, som får alle de andre til at holde vejret, hver gang han siger noget, og seerne med. Flere af scenerne kender vi jo fra tv-reportagerne - og vi krummer tæerne på forhånd, har lyst til at gå ud i køkkenet. Så pinligt er det. Og de andre er ikke stort bedre. Filmens hovedproblem er således valget af medvirkende, ikke én har en karakters udstråling. Og valget af medvirkende var jo ligesom givet på forhånd, de fandtes ikke bedre. Og hvad gør man så ved det? Til en oplevelse i sig selv, naturligvis. Og det gør den sørme, denne ferme film. Fotografiet og Steen Johannesens sikre klip fører os igennem løjerne frem til en summarisk, kaotisk slutning, som i nogen grad mister prægnans. I mine øjne filmens andet hovedproblem. Hvad er dens summa summarum?

Tilbage til dagbogsskriveren. Min helt, som jeg holder med, nu, da ingen af de gennemgående uheldige helte forfører mig. Fortællerens stemme er rolig og besindig, han er min mand i dette. Men stemmen er også mærkeligt umeddelsom. Dagbogens tekst forbliver på det forsigtige begivenhedsrefererende plan. Hvor er forfatterens, instruktørens, auteurens refleksioner og analyser? Ikke i skriften, ikke endnu, og altså ikke i denne film. Selv om Guldbrandsen er på spring til at skrive sin mening. Desværre. Jeg ved, han vil sige, jamen refleksion og analyse er der i fotografering, klip og lydmontage, det er jo film, mand! Og jeg svarer, jeg synes ikke helt, det er tydeligt nok. Jeg mangler den klogskab, den visdom, din stemme røber. Venter tålmodigt på din næste film, som jeg så håber, du går helt ind i.

Dette er en overmåde dygtigt lavet film om en række i og for sig uinteressante politikere, som svigter hinanden og deres projekt så markant, at det udgør en ret underholdende historie, som dagbogsstemmens eftertanke desværre lader uberørt, men fotografi og klip elegant følger næsten til dørs, men kun næsten: er det politiske håndværk så lavtstående i vor tids mainstream? Jeg kommer til at tro det, indtil Christoffer Guldbrandsen næste gang eftertænksomt uddyber svaret.

Christoffer Guldbrandsen: Dagbog fra midten kan frem til 10. marts ses på Dokumanias hjemmeside. Den genudsenders på søndag kl. 21:50 på DR1.

Vurdering:

Jean-Luc Godard

Jeg har siden jeg så, at bokssættet var kommet, planlagt min genopdagelse af Jean-Luc Godards film. Jeg har siden 1970-erne kun set et par sjældenheder engang på museet i Bilbao i forbindelse med festivalen der. Og jeg besluttede også dengang at finde ud af at se alle filmene, den ene efter den anden. Men hvordan? Det kunne man jo til for et par år siden ikke bare beslutte, det var jo før dvd-erne.. Og så for nylig mistede jeg oven i købet Godard filmen på CPH:DOX i november, "Fragments of Conversations with Jean-Luc Godard" - det var jeg ked af - og mine gensyn blev igen udsat lidt - men til februar skulle Godard være månedens navn i filmklubben, bestemte jeg..

Anledningen var, at jeg kom i tanker om Christoffers Boes anmeldelse af det dobbelte bokssæt i "Ekko": "For fans er Godard ursuppen...", herfra får moderne instruktører deres råmælk, skriver han. Og jeg tænkte, at det gør et moderne publikum som mig og de andre i klubben nok også. For " Godard er rastløs. Hans blik er altid søgende, altid på vej til noget nyt. Han hiver os med i sin jagt efter at forstå. Lader os komme så tæt på det levede liv, som filmlinsen vil tillade. Hans blik på verden er romantisk, men afviklet med en morders kølighed, og det er denne sitren mellem distance og nærvær, som giver filmene deres glød og varme. Bilerne, lejlighederne, caféerne, gaderne og kvinderne - alt manes til live."

I min erindring var altid "En gift kvinde" den tydeligste, den vigtigste. Kammerspil som hos Rohmer. Og som det første i det her lille studium klikkede jeg ind på en stump fra netop den film. På You Tube. Og fandt netop det, jeg huskede, erotikken anbragt i en stemning af integreret litterær dialog og af afgørende vigtig lyd af strygekvartet, bare dette lille stykke Beethoven, tilsyneladende henkastet i dialogen, men fuldstændig integreret i den samlede konstruktion. Det med Godard var begyndt igen..

Nils Vest: An Oppressed People is Always Right

Danish director Nils Vest offers his controversial Palestine film, shot in a refugee camp in Southern Lebaning in 1974, to be watched online for free, or to be bought at his company. His contact details are mentioned below.

Utrættelige Nils Vest har lagt sin Palæstinafilm fra 1974 på nettet til frit gennemsyn. Han skriver:

Så er der nu mulighed for at se den snart godt brugte, men desværre ikke forældede film om de palæstinensiske flygtninge og Palæstina/Israel-konflikten  -  ET UNDERTRYKT FOLK HAR ALTID RET  -  som streamet video på nettet. I både dansk og engelsk version.
http://www.vestfilm.dk/etundertryktfolk/filmen.html

Filmen blev optaget i 1974 i Libanon, havde premiere i 1975, modtog Guldmedalje på Palestine Film Festival i 1976 og måtte i 1977, hvor den også modtog PH-Prisen, trækkes tilbage i nogle måneder for mindre justeringer i speakerteksten, efter pres fra Israel-lobbyen.
At denne lobby så senere fik indgået en aftale med først Statens Filmcentral, siden Filminstituttet, om at filmen aldrig skulle over på video (den lå de første år udelukkende som 16-mm kopier), det kom frem under Operation Dagsværk i 1998. Og SÅ kom den i videodistribution!

Hvis man ikke er tilfreds med at se den på nettet  -  hvorfra den både kan ses direkte og downloades, gratis!  -  kan man købe en DVD-kopi med begge sprogversioner, i højere billedkvalitet for 125 kr. + forsendelse. Se http://www.vestfilm.dk/filmsalg.html

Manden der ville redde Saddam / Saving Saddam

Team Productions forsynede mig venligt med en kopi af den helt nye danske version (release 1. december) af filmen, så jeg på Den Skandinaviske Designskole i aftes kunne vise den sammen med Eva Mulvads "Vores lykkes fjender" fra 2006 for et bemærkelsesværdigt opmærksomt og engageret publikum, et halvt hundrede unge formgivere.. 

De fangede måske ikke mine usikre pointer i introduktionerne om lyddesign og karakterudvikling, men de fangede i hvert fald alle filmenes så sikkert konstruerede følelser. Fra først til sidst. Og de fik for et par timer så tydeligt for mig at mærke i mørket to nye helte fra det virkelige liv, den canadiske jurist Bill Wiley og den afghanske politiker Malalai Joya.

Det er meget, meget vigtigt, at Esteban Uyarras, Michael Christoffersens og Mette Heides overbevisende film om den skandaløse retssag mod Saddam Hussein og Baath-lederne nu snart kan ses på Filmstriben. Ved siden af "Milosevic on trial" fra 2007 og, kunne jeg sådan ønske og anbefale, Christoffersens "Genocide: The Judgement" fra 1999. Så havde vi tre vægtige skildringer af tre markante, historiske retssager og af udviklingen inden for den alvorlige del af international ret. Til skolerne og bibliotekerne i det mindste. Senere forhåbentlig til den øvrige offentlighed.

I have written about the film in English in FILM: The Crime of Crimes

Tom Alandh: Det finns bare en Ingemar Johansson

Vurdering:

Lars Becker-Larsen: Den bevægede Jord

Denne store videnskabshistoriske formidlingssatsning har premiere i aften kl. 19 på Det Kongelige Bibliotek. Jeg har for nogen tid siden skrevet lidt om filmen og dens forgængere i instruktørens arbejde. Og jeg vil selvfølgelig lidt senere prøve at vende tilbage. Nu skal vi lige se filmen, som involverer en stor indsats af mange forskellige kræfter, videnskabspolitiske, rent videnskabelige, undervisningsmæssige og først og sidst filmiske.

30. januar. Så har jeg set filmen. Det er en imponerende indsats, et omhyggeligt gennemført forsøg på at forny undervisningsfilmen som genre med hvad man måske kunne kalde forelæsningsfilm. Her altså i faget videnskabshistorie. Og som alle andre forelæsninger må den først og fremmest bedømmes på sit indholds troværdighed og sit overblik på videnfeltet. Og jeg vil i første omgang sige, at jeg, mens filmen kører over min skærm, er særdeles tryg ved den faglige kompetence, uden jeg dog vil mene, at fremstillingen indeholder ny viden, og jeg imponeres af overblikket og klarheden. Det sidste hænger så sammen med de filmiske greb, hvor man kan have en række ndvendinger, hvor jeg tøver en smule, især ved de yderst gennemarbejdede, men mærkeligt kølige rekonstruktioner. Så er der de medvirkende vidner, animationerne, iconografien og fortællerens tekst. Hvert punkt fortjener en ekstra overvejelse..  

Vurdering:

Werner Herzog: Min bedste dokumentarfilm og fjende

Bagsiden på filmens cover fotæller historien: "Peru. Iquitos er en by, som omkring århundredskiftet er isoleret midt i junglen. I udkanterne af byen står nogle få hytter og rådner i mudderet. I centrum findes de nyrige gummibaroners prægtige huse. Det er i disse omgivelser rige på groteske kontraster, at Brian Sweeney Fitzgerald - Fitzcarraldo - som de indfødte kalder ham, drømmer sin drøm om at bringe Enrico Caruso og Sarah Bernhardt sammen i en stor forestilling i en fejring af den store opera.

For at finansiere sin fantastiske drøm, beslutter Fitzcarraldo at udnytte et umådeligt areal med gummitræer bag de upassable Ucayala vandfald. For at omgå denne barriere, får han bogstavelig talt løftet sin store floddamper over et bjerg fra den ene gren af floden til den anden. Med støtte fra en indiansk stamme og fortryllet af alle tiders største sanger på grammofon kæmper Fitzcarraldo mod feber, moskitoer og kvælende hede for at præstere det umulige."

Werner Herzog: Fitzcarraldo, Tyskland, 1982, 157 min. Medvirkende Klaus Kinski og Claudia Cardinale. Foto: Thomas Mauch. Mein liebster Feind. Tyskland, 1999, 95 min. Medvirkende Klaus Kinski, Claudia Cardinale m.fl. På dvd i bokssættet HERZOGKINSKI, Anchor Bay Entertainment, UK 2004.

7BEST

De tre nye stills i Filmkommentarens top er fra tre film, som bliver vist på 7BEST. Det er:

Citizen Havel. Af Pavel Koutecky og Mira Janek. I 12 år fulgte Koutecky bag kulisserne dissidenten og præsidenten, den karismatisk beskedne og folkekære forfatter, som aldrig blev en almindelig politiker. Det er både gribende og morsomt at være i selskab med dette fine menneske. Åbningsfilm fredag aften på 7BEST. radio.cz site

Blind Loves. Af Juraj Lehotsky. I fire kapitler kærtegner kameraet blinde mennesker i en smuk samling kærlighedshistorier, der er sat i scene med stor respekt og præcis humor, og i samarbejde med de blinde medvirkende. Søndag eftermiddag på 7BEST. blindloves.com site

Another Planet. Af Ferenc Moldovanyi. En hjerteskærende historie om fattige og udsatte børn fra fire kontinenter fortalt i et frapperende flot direkte og intimt filmsprog. Instruktøren arbejdede fem år på at lave denne usentimentale appel om at ændre dette helvede på jord. Søndag formiddag på 7BEST. another-planet.eu site

7BEST program

Jytte Rex: Inger Christensen - cikaderne findes

Mit dejlige bibliotek har fra Herning Bibliotek skaffet mig det eneste eksemplar af filmen, der ifølge bibliotek.dk findes i udlån. (Sært den ikke findes på filmstriben.dk / bibliotek.. en film med landets fineste digter.. ) Den kom i går. Jeg glædede mig sådan til at se den film. Det er så sjældent, jeg glæder mig til at se en film. Efterhånden.

Og jeg blev helt opslugt af den i én eneste bevægelse af skønhed og klogskab fra først til sidst - film som musik, i den lille time for mig i hvert fald større end musik, selv om den største, Bachs musik, lå nedenunder. Et menneskeliv fra først til sidst, med døden nærværende siden barndommen. "Den sorg mit liv har overhalet.." siger den rolige, omhyggelige digterstemme. Den unge kvinde bliver ældre, men forbliver det smukkeste sted den samme. I stemmen, og i det stemmen siger, og på den måde, den siger det.

Venligt fortæller den om mødet med og fascinationen af den ældre og mere erfarne digter. "Jeg kendte nogle få, Rilke og Eliot især (hvilke omhyggeligt valgte få kendte denne unge kvinde ikke..), men han havde rejst og kendte mange, svenskerne især. Han havde boet et år i Stockholm på et legat..." Det er formuleringerne, som griber mig ved en særlig finhed, også om for eksempel det blot, at leve i Roms varme, "i de sydlige lande", hvor der "ingen påfaldende overgang er mellem krop og verden..." Sådan er "Det" blevet til, forklarer stemmen. Klogskaben synker i mig som forelskelse, mens Jakob Bonfils ustandselige kamera, Grete Møldrups enkle klippebords-fortælling og Jytte Rex' generøse valg former Inger Christensens liv og digtning til en arabesk. "Piller lidt rust af min kind..." jeg ved én som i hvert fald skal have den film.

Jytte Rex: "Inger Christensen - cikaderne findes", Danmark 1998. Produktion og distribution: Kollektiv Film, vhs-kopi kan købes der Producenten Christian Braad Thomsen oplyser, at han også har enkelte dvd-kopier nu. En 35 mm kopi distribueres af Det Danske Filminstitut Filmen kan som nævnt endnu lånes i vhs-kopi på blioteket. Foto: ..og stemmen fortæller om Det malede værelse, om Mantegnas "illusionsnummer" i værelsets loft.  

Werner Herzog: Mein liebster Feind

Lad mig give det råd (hvis det ikke er for sent): når du sidder med dvd-sættet "HerzogKinski" skal du helt enkelt se filmene én for én. I den her rækkefølge: "Aguirre", "Nosferatu", "Woyzeck", "Fitzcarraldo", "Cobra Verde", "Mein liebster Feind". 1972, 1979, 1979, 1982, 1987, 1999. Det er så selvfølgeligt, det virker selvindlysende, men det er et livsdrama for to i den skandering, årstallene angiver. Der er en fortælling i de afstande: "Woyzeck" i begejstringseuforien efter "Nosferatu" inden for ét år og så den lange pause før finalen.

Det begynder med scenen, hvor bjergsiden i Peru vokser ud af tågen så mirakuløst, og den spanske hærafdeling med bærerne vokser ud af bjergsiden, bevæger sig ned ad stien i en uendelig række. Aguirre/Kinski er en af mange, en prik i landskabet. Det slutter med, at han, nu da Silva/Kinski - igen i en eneste lang optagelse - alene på den afrikanske kyst vil slæbe en båd i havet for at forsvinde eller for at komme hjem. Han kæmper med båd og brænding til han segner og dør af udmattelse, drukner på lavt vand. Herzog gentager scenen og fortæller i "Mein liebster Feind" (og til Paul Cronin): "The final scene of "Cobra Verde" was the last day of shooting that we ever did together. He had put so much intensity into this final scene that he just fell apart afterwards. Even at the time we both sensed it, and he even said to me, ‘We can go no further. I am no more.' " 

Sådan ser værket ud: 94 + 107 + 80 + 157 + 110 + 100 minutter. Der er en rytme i de tal. Hurtig gennemføring på "Woyzeck", lang udredning i "Fitzcarraldo". Og vi burde jo se det i hele udstrækningen i filmklubben på onsdag. Alle ti timer og 48 minutter.. Værkets sidste afsnit, "Mein liebster Feind" både opsummerer og konkluderer Herzogs og Kinskis arbejde sammen, deres fælles opdagelser og forståelser i sindets og fysikkens yderste territorier. Det er en aldeles usentimental, barsk og ind imellem faktisk munter elegi over en død ven. Det er en naivt enkel, kompliceret klog og ukunstlet højtragende film, denne finale. Gem den nu til sidst, begynd forfra med "Aguirre". Se hele filmen fra først til sidst. 648 minutter..

HERZOGKINSKI, a Film Legacy. DVD-boks med de seks Kinski-film. Anchor Bay Entertainment UK, 2004. Tysk/engelske versioner af filmene. Kan købes i Filmhusets boghandel. Litt.: Lars Movin: Bogholdersandhed versus poetisk sandhed i Eva Jørholt m. fl., red.: Kosmorama 242, 2009. Paul Cronin, ed.: Herzog on Herzog, 2002. Foto: Werner Herzog i dag. Still: Kinski og en af amazonerne i Cobra Verde

Werner Herzog (2)

Lars Movin har i Kosmorama nr. 242 skrevet om Werner Herzog og om Werner Herzogs film. Og det er interessant og meget vigtigt. Movin er jo omhyggelig og pålidelig. Movins fokus er imidlertid - tror jeg at vide - altid filminstruktøren og filminstruktørens arbejde, hans interesse er kendsgerningerne bag fortællingerne og omkring filmenes tilblivelse. Filmene selv og i hvert fald hans læsninger af dem kommer i anden række. Også i denne store tidsskriftartikel. Synes jeg. Metoden er i stedet interviewet, samtalen med filminstruktøren, og filmen ses som en bevægelse fra en afsender til en modtager, hvor afsenderen formodes stadigvæk at fastholde bevægelsens udgangspunkt og sidde med gådens løsning. Grundlaget for Movins undersøgelse er mødet med denne afsender, her med Herzog under en masterclass, han holdt på Den Danske Filmskole 3.-4. oktober 2006 (og nok tillige under et interview i den forbindelse). Og så har Movin suppleret med især Paul Cronins bog og et dvd bokssæt med en række af Herzogs film.

Cronin bruger sin bogs indledning til at afkræfte alle dårlige rygter om Herzog. Lars Movin bringer os nu supplerende og let tilgængeligt og på dansk en på mange måder bekræftende oversigt over dem alle og tilføjer oven i købet en ny historie. Og det er jo nyttigt (og underholdende) for os, som ikke kender dette sladder, som mytisk forbinder sig med den mand. Heldigvis gennemfører Movin dertil en kritik af en lang række værker og påviser, at Herzog overtræder dokumentarismeloven og snyder med virkelighedsskildringen og indfører sin spontant opdigtede verden. Påviser, at Herzog dertil bryder med dokumentarismeetikken og svigter de medvirkendes historie til fordel for sin egen. Denne anden linje gennem artiklen er bidraget til Kosmorama nummerets fakta/fiktion diskussion. Jeg ved ikke rigtigt, hvad der er det sjoveste, jo, nok det første.. sladderen.

Den er altid et så sympatisk træk ved Movins arbejde, denne stillen sig selv til rådighed for andre, som regel kunstnerne - her i forhold til Herzog dog usædvanligt kritisk, ja, til grænsen af det troløse! Vel for i stedet at være loyal mod tidsskriftnummerets tema - men hvad (tænker jeg) med Lars Movin selv? Hvor er han henne i alle de vitale problemstillinger inden i værkernes autonome konstruktioner? Jeg savner altid, og meget her, hans egne læsninger af filmene og bliver glad for ethvert tilløb. Som dette om Herzogs seneste film, som vi så på CPH:DOX sidst, "Encounters at the End of the World", side 26, hvor Movin har skrevet om rækken af Herzogs excentriske hovedkarakterer og fortsætter: "... Som prikken over i'et møder vi i Herzogs seneste værk... en hel stribe enspændere, der er taget til Antarktis for at komme vidderne, urkraften eller tilværelsens grammatik lidt nærmere. Alle disse karakterer kunne siges at være versioner eller ekkoer af deres kronikør og dukkefører..." Flot, Lars, skriver jeg i Kosmoramas margin, videre Lars, længere ind i det med tilværelsens grammatik og ikke så meget mere med kronikøren og dukkeføreren. Men Movin overlader beskedent fortsættelsen til et Herzogcitat, hvor instruktøren beskriver og fortolker disse, sine karakterer, som ser han dem klarere end publikum, klarere end Lars Movin, som ser dem på lærredet. Og kun der.

Litt.: Lars Movin: Bogholdersandhed versus poetisk sandhed i Eva Jørholt m. fl., red.: Kosmorama 242, 2009. Paul Cronin, ed.: Herzog on Herzog, 2002. Foto: Werner Herzog i dag.

Werner Herzog (1)

Jeg begynder simpelt hen med hans biografi, som Paul Cronin i sin bogs forord skriver den så minimalt og elegant: "Det meste af, hvad man har hørt om Werner Herzog er usandt. Mere end om nogen anden instruktør, nulevende eller afdød, er antallet af falske rygter og lodrette løgne, som er spredt om denne mand og hans film forbløffende." Og efter research og lange interviews, hvor han prøver at finde huller i Herzogs argumentation og modsigelser i hans udtalelser konkluderer Cronin: "... at enten er han mesterløgner eller mere sandsynligt, han har hele tiden fortalt sandheden." Og han fortsætter:

"Heldigvis er der nogle basale kendsgerninger, som er indiskutable. Han blev født i München i Tyskland i 1942, og som barn levede han i Sachrang, en afsides bjerglandsby i nærheden af den østrigske grænse. Han begyndte at rejse til fods i fjorten års alderen og havde sin første telefonsamtale, da han var sytten. For at finansiere sine tidlige film arbejdede han, samtidig med han gik i skole, på et stålværk som svejser på natskiftet. Det resulterede i "Herakles" fra 1961. Han instruerede fem spillefilm med Klaus Kinski, og Francois Truffaut kaldte ham engang den vigtigste levende filminstruktør. Men nota bene, han instruerede ikke Kinski fra bag kameraet med en riffel i hånden. Han satte ikke nogens liv på spil under optagelserne til "Fitzcarraldo". Han er ikke sindssyg, heller ikke excentrisk..."

Ulla Boye: Kun med hjertet...

Nu kommer så filmen fra Kofoeds Skole igen i tv. Denne gang tidligere på aftenen. På mandag aften, tyve minutter i ti. Og vi kan glæde os, den er så sjov på den alvorlige måde. Lattermilde Ulla Boye laver jo leende film. Også om tunge emner. Fulde af trods alt humør behandler hendes film alvorlige sager og konstruerer verdener, hvor udveje og lyssyn overalt er til stede som konkret iagttaget realitet - og den vamle sentimentalitet og organiserede bedreviden helt ukendte størrelser.

"Ludvig og lidenskaben" fra 1999 er om en enlig mand og hans gennemorganiserede dagligdag, "To må man være" fra 2001 var en folkelig succes på tv vistnok uden lige blandt dokumentarfilm. Det er en række ti minutters film med par som har været gift i mere end et par årtier og stadig er forelskede. Og fulde af mild latter. "Reverie", 2002 er korte sansninger i en græsk landsby, et forelsket smil med kant af smerte og "Dage med Kathrine", 2003 er en hjerteknuser af en biografi over en kvinde, som sandelig ikke har haft det let, ikke har det let, det forstår man i hendes overdådighed af begavet og selvironisk fortællekunst, som Ulla Boye har lokket ud af hende. Ja, så det forstås gennem tårer og - ved latter..

På Odense festivalen i august år kunne man så se kronen på værket, instruktørens nye film, "Kun med hjertet kan man rigtigt se". Den havde vi ventet længe på. Og den var værd at vente på. Og den fik sin festivalpris. Den kan vist alt det Ulla Boye kan. Og det er en del. Selvfølgelig åbner den i en set scene, set så tydeligt med hjertet, netop som Saint-Exupérys tamgjorte ræv i titlens citat pointerer over for den lille prins. Øjet alene ville ikke se det, Boye og fotografen Jørgen Johansson ser til os. Det væsentlige er usynligt for øjet, tilføjer jo ræven. Og scenen er så også lyttet af de tre klippere, den er balanceret, den er lang og alt muligt andet. Den er en lattermild dialog mellem hende og ham i kantinen på Kofoeds Skole. Og det fortsætter bare. Det er en vidunderlig film, en ægte dokumentarisk komedie. Glæd jer!

Ulla Boye: "Kun med hjertet kan man rigtigt se", 2008. Kamera: Jørgen Johansson, klip: Mette Esmark, Stig Bilde og Janus Billeskov Jansen, produktion: Koncern http://www.koncern.dk/ Sendtes på DR2 10. september 23:00. Distribueres på Filmstriben http://www.filmstriben.dk/  og kan altså igen ses på DR2 på mandag, 12. januar 21:40. Foto: Ulla Boye ved lanceringen af "Dage med Kathrine".

Kosmorama 242

Tidsskriftets nye nummer med artikler, der med Morten Hartz Kaplers "AFR" i front kredser omkring den evige problemstilling, fakta og/eller fiktion, udkommer i dag. I aften 18:15 er der stort arrangement med visning af Haskell Wexlers "Medium Cool" fra 1968, som Mads Fuglede indleder. Så er der reception og senere på aftenen vises i 3D animation "Chicago 10" fra 2007.

www.dfi.dk/cinemateket/kosmorama

Herovre i Randers regner jeg med her på siden senere at vende tilbage til nogle af teksterne i Kosmorama 242. Jeg kan jo sidde og læse i aften..

Inger Christensen (1935-2009)

Den største oplevelse jeg har haft i Filmhuset var for en del år siden, en dag hvor Inger Christensen ved et litterært arrangement i Bio Carl siddende ved et lille bord med et glas hvidvin under en klar spot læste "Sommerfugledalen" for os deltagere oppe i mørket. Ingen film var i det rum større.. En af de smukkeste film, jeg kender er Jytte Rex "Inger Christensen - cikaderne findes" fra 1998. Den har vi så tilbage. Producenten, Christian Braad Thomsen skrev dengang om den:

"... Inger Christensen - cikaderne findes er i princippet én lang monolog af digteren i form af erindringer, refleksioner, værkkommentarer og digtoplæsning. Den indledes med den typiske Rex-signatur, en kameratur op ad trappen, her på behørig afstand af filmens hovedperson, der låser sig ind i sin lejlighed på Østerbro. Inger Christensen filmes i skiftende kameraindstillinger i sit digterværksted, som lige nu rummer flere bøger, end hun egentlig bryder sig om, nemlig Poul Borums. I deres ægteskab var hans bøger, hvad hun kærligt-ironisk kalder et "skændsmål", og de flyttede ud med ham, men nu er de efter hans død vendt tilbage som i et skæbnens kredsløb - dog kun på midlertidigt ophold.

Hvad jeg især hæfter mig ved i portrættet af Inger Christensen er, så konkret, ja, næsten håndfast Danmarks store, visionære lyriker forholder sig til sin yderverden. Det begyndte i barndommen, hvor "verdens ende" var et præcist geografisk sted på den anden side af skoven eller lige uden for bygrænsen - og det fortsætter i digterlivet, hvor en faglig bog om springvand eller sommerfugle kan åbne den poetiske åre, og hvor en computer er et utænkeligt arbejdsredskab: papiret skal ligge håndgribeligt der på arbejdsbordet og vidne om digtets fysiske eksistens, som om hun frygter, at det ellers vil forsvinde som i drøm, sådan som det er jordens skæbne engang at forsvinde. Jytte Rex har fundet et 30 år gammelt filmklip frem, hvor Inger Christensen fremmaner denne apokalypse... :

Jorden drejer rundt / Og engang forsvinder den / Som sand der forsvinder mellem fingrene / Uden at der er nogen fingre / Den forsvinder bare Og sandet forsvinder / Og billedet af jorden som sand der forsvinder forsvinder "

Jytte Rex: "Inger Christensen - cikaderne findes", Danmark 1998. Produktion og distribution: Kollektiv Film, vhs-kopi kan købes der:

http://kollektivfilm-ivil.tripod.com/id3.html

og en 35 mm kopi distribueres af Det Danske Filminstitut

http://www.dfi.dk/DfiKataloget/Titler/Filmbeskrivelse.htm?id=12673   

Cinemateket: Tegnedrengene mm.

Maj Wechselmann: Bang og Verdenshistorien

Maj Wechselmann har en imponerende filmografi, se hendes hjemmeside, hvor filmene også kan bestilles. Jeg havde lejlighed til at se hendes sidste udgivelse i går på SVT1, en film om Barbro Alving, journalist og verdensborger, som Maj Wechselmann politisk engageret, og aldrig bange for at sige sin mening.

Filmen er en herligt veloplagt skildring af en kvinde, som rejste jorden rundt og gjorde verdenshistorien med som reporter under signaturen Bang. Rammen er kronologisk og teksten er taget fra Bangs egne skriverier, inklusive dagbøger hvori hun både beskriver sin kærlighed til sin datter, som også interviewes i filmen og som oftest var alene mens mor var på rejse, og ikke mindst sin forelskelse i Loyse, kvinden i hendes liv.

Arkivmateriale fylder filmen på fornem vis: Bang var i Tyskland i begyndelsen fa 1930’erne, i München med Hitler, i Bad Godesberg hvor det berømte piece of paper blev underskrevet med Chamberlain, i Spanien under borgerkrigen, i Helsingfors under vinterkrigen, i Norge da tyskerne invaderer i 1940 osv. osv. Hun interviewer Ghandi, hun var i Hiroshima i 1948 og i Vietnam i 1967. What a life, og som instruktøren skriver på sin hjemmeside – hvilken journalist i verdensklasse. Og hvilken fin måde at få verdenshistorien genopfrisket, kan jeg tilføje med adresse til filmen.

Foto: Bang til venstre, Loyse til højre.
http://www.wechselmann.se/

Vurdering:

Henrik Lundø: Brasilianske billeder

Det faste makkerpar Henrik Lundø(manuskript, instruktion, fotografi og klip) og Jacob Jørgensen (produktion) har med Martin Jørgensen som en i netop disse meget vekslende og meget prøvende optagelser nok vigtig fotografisk assistent været på en stor rejse til en række locations i Brasilien. Støttet af DFI (Dola Bonfils og Jacob Høgel) og DR (Mette Davidsen-Nielsen). Og det er der selvfølgelig kommet en seværdig film ud af. En meget rutineret film, måske for rutineret..

Den ligger nu distribueret på Filmstriben.dk DFI's alibi for dog på en måde at have formidlet deres støttede film, nu instituttet ikke længere stiller dvd-kopier til rådighed for bibliotekernes udlån. Om denne distribution via internettet bliver fremtiden, ja, det må vi se. Her på Filmkommentaren.dk vil jeg forsøge at skrive om de nyeste, som er indgået. Og Brasilianske billeder er så blandt disse, og en ikke vellykket film.

Det er i sin tanke et overmåde sympatisk projekt, en samlet skildring af den brsilianske fattigdom i lyset af præsident Lula de Silvas løfte om tre måltider til alle. Kan denne fremgang mærkes hos dem, det handler om? Dette er en af filmens mange rammer, den økonomisk-politiske vinkel. Den opgives i redigeringen, der er ikke optaget materiale til den. Hovedpersonen, en ung mand, følges mere omhyggeligt. Vi ser ham i hans familie, lytter til det, han siger, men det er for mig slet ikke stærkt nok. Hans udstråling er minimal, han er amatørskuespiller og får lov til at agere alt for semirutineret foran filmens kamera (som var det dramaturgilærerens) og det er synd, for så tror vi jo ikke på hans vej ud af fattigdommen, som han håber bliver kunstens. Nej, stærkest som medvirkende er nok en ældre kvinde på en stol i hjørnet af et nøgent rum. Hendes kristne tro, er hendes vej, Helligånden og det evige liv vil frigøre hende fra dette liv i fattigdom og den rige verdens arrogance og brutalitet og overfladiskhed og hun peger anklagende på filmholdet foran hende.. Ved et bemærkelsesværdigt klippegreb bliver denne bekendelse filmens udgangsreplik og dermed dens tydeligste ramme. Jeg tror ikke, det var meningen? Politisk arbejde, kunstnerisk skaben, eller gudstro? Noget er gået galt.. 

Danmark, 2007. 52 min. Produktion og distribution: JJ Film, info@jjfilm.dk Set på www.filmstriben.dk

Vurdering:

Mads Baastrup: Verdens morsomste mand

Jeg lukkede op for programmet/dokumentaren/filmen, fordi Mads Baastrup har lavet den. Jeg respekterer Baastrup meget, en alvorlig, højt begavet og dygtig tv-mand, som vist altid koncentrerer sig om tv-arbejdets indhold frem for den formodede smag hos seerne. Og jeg fortryder ikke, det er gedigen tv, han her har lavet. En Victor Borge biografi (ikke et "portræt") i klassisk tv-dokumentar stil. Omhyggeligt forberedt og gennemført i stor ro, med fornem værdighed, uden udpegede pointer og understregninger, i min øjenhøjde. Den er simpelthen behagelig at se. Udholdelig hele vejen igennem. Og sådan står den Victor Borge an, er den sammenfattende tv-biografi, han fortjener. Dertil er den naturligvis masser af steder meget,meget morsom, det har i og for sig ikke med dokumentaren at gøre. Det sørger Victor Borge for! New York Times anmelderen havde ret: når man oplevede ham, må man have tænkt: dette er verdens morsomste mand. Lige i øjeblikket.

Alt dette skyldes Mads Baastrups fagligt kompetente forståelse af materialet. Man mærker han kender den historie og dens nuancer, ikke kun fra researcharbejdet, men fra sit eget levede liv, personligt faktisk. Men Baastrup sætter sig ikke ud over materialet og den i forvejen etablerede forståelse af den berømte entertainer, gør det ikke til sit. Hvad jeg sådan havde håbet. Tilrettelæggeren forbliver skjult bag sit fags konvention. I den forstand er den besynderlige genrebetegnelse med dens statslige spændetrøjefornemmelse "DR-dokumentar" meget passende: en udadlelig voice over, ingen filmiske forsøg med at lade billed følge billed og tale for sig selv, hver scene er en illustration af det tekstlige grundlag, af den litterære tanke. Billeddækning i ordets forstand.

Men, men der rystes ikke på hånden. Interviewene samles klogt, så der udvikles en vigtig dobbelthed, som fjerner dokumentaren fra den officielle fyrsteskildring. Verdens morsomste mand er også historien om fars karriere frem for alt. Det kommer til mere og mere at handle om prisen og afsavnene. Bitterheden strejfes, omgås ikke. Og så kommer det første Tine Harden fotografi. Borges på den jødiske kirkegård. Den ydmyge hat. Der kommer flere og flere billeder fra arbejdet med fotobogen. En ganske anden stil, en helt ny lille film tegner sig. En personlig lyrisk tone, en nøgen ærlighed - som Baastrup giver plads til. Og det er godt.  

Foto: Borge signerer Tine Hardens bog.

Danmark 2008, 52 min. DR1 i aftes kl. 20

http://www.dr.dk/Kultur/Kulturguiden/temaer/victor_borge/borge 

Vurdering:

Dokumentaren i Danmark 2008/1

Dokumentaren i Danmark 2008/2

Claus Bohm: Tiden er Guds hemmelighed

Vurdering:

Andrej Tarkovskij: Solaris

"... Wie grossartig dagegen etwa Antonionis Schauspielerarbeit in seinem Film "L'Avventura" oder jene von Orson Welles in "Citizen Kane". Bei ihnen kommt einfach das Gefühl auf, einmalig überzeugende Figuren vor sich zu haben. Doch das ist einequalitativ ganz andere, filmspezifische Überzeugungskraft, die sich prinzipiell von der Expressivität eines Theaterschauspielers unterscheidet.

So kam es seinerzeit nicht zu einer wirklich kreativen Zusammenarbeit mit Donatas Banionis, der die Hauptrolle (Kris Kelvin) in meinem "Solaris"-Film spielte. Banionis Gehört nämlich zur Kategorie analytischer Schauspieler, die einfach nicht arbeiten können, wenn sie..."

Vurdering:

Nye billeder på Filmkommentaren.dk

De tre billeder i toppen af vores forside er jo fra film, som er vigtige for os. De er fra film, som Tue Steen Müller har valgt ud til 7BEST i Randers i marts: "Deconstruction of an Artist" af Peteris Krilovs, "Life in Loops" af Timo Novotny og "Black Sun" af Gary Tarn.

Thomas Danielsson: Troell's magic mirror

Igen en vigtig nyhed fra Filmstriben.dk: "Troells troldspejl". Så opmærksomt koordineret med Troells "Eva Larssons evige øjeblik" har Danielsson fået sin film om og med Jan Troell færdig og ud, så den kan bruges på visse skoler og ses på enkelte biblioteker, som abbonnerer på denne netadgang. Tue Steen Müller så den under CPH:DOX ved et arrangement med Jan Troell. Han skrev 11. november her på siden blandt andet:

"...This first part opened with the film about Troell, "Troell's magic mirror" by Swedish Thomas Danielsson. Sympathetic it is - even if it sometimes feels a bit messy as it wants to have too much information conveyed within the hour it lasts. But you love every little word Troell says, this modest lyrical observer of the world we live in."

Jeg har det som Tue. Timen forekommer at være alt for kort til dette store og mærkeligt nærværende og gribende materiale, som truer med at sprænge rammen...

Katrine Østlund Jacobsen: Aftaler med Gud

Filmen er en af nyhederne på Filmstriben.dk og den blev vist i MandagsDokumentaren for nogen tid siden. Ebbe Preisler noterede efter visningen i sine meddelelser, at publikum stillede instruktøren en lang række spørgsmål om hendes "meget rene og ukunstlede film", som netop er "langt fra at være et nyfigent portræt af en eksotisk person..."  Preisler havde forinden skrevet om den i MandagsDokumentarens katalog: 

"Hovedpersonen er en dansk komtesse, Antonia Holstein-Ledreborg, der blev religiøst vakt under en pilgrimsrejse i Jugoslavien og dernæst valgte en tilværelse som katolsk nonne i Paris. Filmen skildrer blandt andet bønnens betydning og afkaldets dilemma. Der er en stor ro og ulmende skønhed i filmen, men også en nærhed og intimitet, der det svært tilgængelige tilgængeligt. Man forstår den dragning mod det katolske univers, som næres af det materielle og det sanselige og ikke kun af akademiske sysler."

Agreements with God: Synopsis in English: "The film is an essay about faith and prayer as told by the Danish novice Antonia Holstein-Ledreborg on her continuous path to her appointment with God...

Andrej Tarkovskij: Offeret

"...Die Gegenfigur Adelaides ist die demütig-bescheidene, stets schüchtern und unsicher wirkende Maria, die im Haus Alexanders ihren Dienst als Zugehfrau versieht. Zwischen ihr und dem Hausherrn scheint zunächst keine Annäherung möglich - wie sollte sie auch? Dann aber kommt es zu jener nächtlichen Begegnung, nach der Alexander nicht mehr so weiterleben kann wie zuvor: Angesichts der bevorstehenden Katastrophe erfährt er die Liebe zu dieser einfachen Frau wie ein Geschenk Gottes, das sein ganzes Schicksal rechtfertigt. Das Wunder, dessen er inne wird, verwandelt ihn.." (Andrej Tarkovskij 1984)

Vurdering:

Europæisk Film-Prisuddeling på DR/TV

Jeg vidste jo godt, at det ville være umuligt for DR/TV at hylde europæisk film på en værdig måde. Jeg vidste, at Mikael Bertelsen ville være mindre plat end de sædvanlige presenters, og han havde også flere fine indslag, som mindede os om det talent, han udfoldede i ”Den 11.time”. Han kan improvisere og løfte absurditeten ud af et sådant arrangement, hvor kameraer rettes mod mennesker ved borde med rødvin i glasset og rouge på kinderne. Men han overspillede også sin rolle, der var mange pinlige øjeblikke, hvor tæer blev krummet. Tekniske fejl, indstuderede gimmicks, der var gættet længe før de fandt sted.  Og – for at være en smule sprogroyal – dumsmarte bemærkninger.

Da filmkommentaren.dk i høj grad sætter fokus på dokumentarfilm og auteurfilm, var det pinligt interessant at lytte til de to sidekommentatorer, Adrian Hughes og Per Juul Carlsen. Specielt den sidste, som sad der for at give seerne faglig besked, krukkede med ikke at vide noget om dokumentarfilmen, der skulle vinde. Jeg checkede på wikipedia, hvor jeg selv er nævnt, sagde Carlsen, men den var der ikke. Han henviste til ”Réne” af Helena Trestikova, som Carlsen kunne have set i biografen i ugen op til festen eller på cph:dox eller han kunne have fået en dvd til gennemsyn.

Dårlig forberedelse pakkes ind i at ”nu er vi da også helt ude i ekstremerne”, som Hughes sagde flere gange og afbrød, hvad der skete på scenen og nu er det hende der den tjekkiske skuespiller, der taler om kritikernes pris, som også normalt er sådan en mærkelig film. Carlsen mente i øvrigt også det var forkert, at man i Europa i denne sammenhæng satser så meget på ”auteur”film, når det er Hollywood, man skal slå...  Sådanne prisoverrækkelser er født til at give dårligt tv, jeg ved det, man kan gå til og fra, men trods alt forvente at folk ved, hvad de taler om.

Plakatbillede fra den italienske film "Gomorra" (omtalt her tidligere).

Vurdering:

7BEST med Tue Steen Müller

Tue Steen Müller har her på siden gennem snart halvandet år skrevet om alle de film, han har set - mest på sine mange rejser til seminarer, pitchings, undervisningen på sin italienske filmskole, festivals og en del mere. Og det er blevet til mange omtaler og anmeldelser, de fleste skrevet i tog, fly, cafeer og på hotelværelser. I øjeblikkets begejstrede eller kritiske fart. Og han har kastet de spidse penne efter dem. Nu har han valgt de syv bedste blandt de mange han har set i 2008 og for FOF i Randers tilrettelagt denne lille kræsne festival over en weekend i det tidlige forår. Han vil kort introducere filmene og efter visningen holder han en masterclass for biografpublikum og især for venner af dokumentarfilm, den store, kreative slags.

Jørgen Leth: Portrætfilmene 2

Klaus Rifbjerg (han sidder så selvfølgeligt og ubesværet ved sit lille skrivebord foran vinduet, helt anderledes end forfatteren i fortællingens ramme i Notater om kærligheden, dette andet jeg, som er så besværet, fortvivlet, manieret)

Peter Martins - en danser (den perfekte krop, den enestående præstation, den kødelige erotik, trænet op til brug for instruktørens tankes iscenesættelse)

Cinemateket: Den etnografiske dokumentar

Jørgen Vestergaard: At være sig selv

Utrættelige Jørgen Vestergaard har lavet en film om ”Kirsten Kjær og hendes museum” i Langvad ved Frøstrup. Den varer 33 minutter og lader kunstnerens nevø, Harald Fuglsang (billede), fortælle historien om en farverig og kontroversiel personlighed, hvis mange portrætmalerier kan beses på museet, eller rettere kunstcentret, som Fuglsang kalder det sted som han og vennen John Anderson har skabt, hvor der betales entré efter behag og hvor der nu også er et specielt koncerthus at finde.

Filmen giver god besked og viser rundt, og Vestergaard skal have ros for at have sat tre andre film på dvd’en – filmen om Ovartaci fra 1998, portrættet af Jens Søndergaard fra 1995 (hvori salig Flemming Madsen fra vor tv-barndom optræder) og endelig Cementkrucifikset fra 1968 om pastor Anton Laier med stemme og kommentar af vidunderlige Broby-Johansen.

4 film om kunstnere fordelt over 40 år, blot en lille del af Vestergaards omfattende filmografi – se også under ”Hanstholm-historien om en havn”.

Salg og distribution: Forlaget Knakken, 7700 Thisted. E-mail: orpo@thisted-bibliotek.dk  Tlf: 99172843. English subtitles available.

Jørgen Leth: Notater om kærligheden

I morgen aften skal vi se en gammel Jørgen Leth film i min filmklub. Jeg har prøvet at forberede mig. Det kan jeg ikke, jeg farer vild, eller det mærkes som om jeg gør det. Landskaberne og opstillingerne fører tilsyneladende så mange steder hen. Som hele tiden ligner det forrige. Men jeg tager fejl, imidlertid tager jeg fejl. Der er forskydninger, små umærkelige ændringer. Det er ikke blot smukke postkort med tekst bagpå vist efter hinanden (selv om det for så vidt havde været fint nok, når fotograferne er Henning Camre og Dan Holmberg, og det er Jørgen Leth, som har skrevet de korte tekster, som hører til), nej der er en evig kadance, en stigning i intensitet, viden og overblik, små fald og stigninger undervejs (det er skam levende dette) men generelt en ubrydelig udvikling frem mod en stor tilfredsstillelse: klogskab og skønhed forenet i en fejlfri film.

Vurdering:

Andreas Johnsen: Natasja

Jørgen Leth: Portrætfilmene

The Jørgen Leth Collection, Portrætfilmene: Klaus Rifbjerg (1974), Peter Martins - en danser (1978), At danse Bournonville (1979), Kalule (1979), Step on Silence (1981), Dansk litteratur (1989), Michael Laudrup - en fodboldspiller (1993), Jeg er levende - Søren Ulrik Thomsen, digter (1999) + bonus, Leth om Laudrup (2007). Det Danske Filminstitut 2008 http://www.dfi.dk/boghandel/videoshop.htm

Still: Peter Martins - en danser

Møder/CPH:DOX 21

Det går sjældent som planlagt, når jeg er på festival. Billetter kan ikke fås, visninger ikke nås, titler ikke til stede i on-line samlingen på markedet. Men, men så er der til gengæld store overraskelser, nye opdagelser, uventede møder. Det begyndte i det planlagte, jeg måtte med det samme jeg kom se filmen om mordet på Anna Politkovskaya.

Eric Bergkraut: Letter to Anna (Det viste sig at være en velordnet, klar og uhyre vigtig journalistisk materialesamling til forståelse af dette usædvanlige menneske, vigtigst er interviewet med Politkovskayas redaktør)

Jonathan Cauette: Tarnation (.. og så løb jeg ind i en række film, som alle er lavet på privatlivsarkiver. Først et forrygende levet og klippet familiedrama. En kvindes opvækst i et helvede - påført eller selvforskyldt, faktisk eller digtet - det holder filmen svævende i sin musikfortælling, men hendes smerte er autentisk)

Michel Auder: The Feature (.. 184 minutters samvær med et menneskeliv i avant garde kunstens centrum, i udkanten af det, vi kalder det almindelige, men i så utildækket ærlighed, at jeg kan overføre selv det mest eksotiske til den historie jeg burde kende bedst - og herefter kender bedre. Mødet med Auder blev mit vigtigste, hans film min allerstørste oplevelse) 

Morgan Dews: Must Read After My Death (.. og så til den nok mest tunge, 73 minutter med det mest ordinære private smalfilmmateriale kombineret med noget så ualmindeligt som en dagbog på bånd, alt gemt som et testamente af denne ualmindeligt almindelige kvinde, hvis fortælling, Dews uhyre langsomt, men konsekvent lader vokse ud af kedsommeligheden ind i den klassiske tragedie)

Agnès Varda: Les Plages d'Agnès (.. herefter til den letteste, mest opfindsomt farverigt dansende film: Varda har ombygget sit vidunderlige privatarkiv og sine erindringer til en komedie, så jeg ler, så tårerne triller og opdager at de kommer af vemod og sorg over det tabte, og kun den energiske evige skabelse af scenernes kunstværker tager kampen op mod forgængeligheden, og den elskedes grav overstrøs med to slags røde blomster, hans og hendes, endnu friske) 

Amir Labaki: 27 Scenes About Jørgen Leth (.. dette arkiv administreres hengivent af en åbenlys beundrer, de præcist valgte citater fra filmene tegner deres billede af et værk, der hænger sammen i en forskning, som endnu en gang imponerer i omfang og konsistens)

Werner Herzog: Encounters At The End Of The World (.. og endelig flyttedes fokus for mig væk fra den tabte tid, og vemodet forvandledes til klaustrofobi med dykkerne under Antarktis havis og undren over naturforskningens galgenhumor, ja, der blev leet meget i salen, til simpel angst, at det efter dinosaurernes uddøen så pludseligt som art dengang i fortiden nu er vores tur, for det minder Herzogs alvor uden nåde og hans tydelige billeder af vore fremtidige ruiner mig om. Og dette møde bliver nok det uafrystelige)   

Århus Filmfestival 2

Så er filmvisningerne i gang i Århus. Man skulle kunne være to steder nu. Må jeg her lige pege på de film i programmet, som Tue Steen Müller har anmeldt her på siden:

Timo Novotny: Life in Loops (8. april  2008: "... one of the most important documentaries from the last years." 6 penne.)

Avi Folman: Waltz with Bashir (11. november 2008: "... It is all so well made, perfect craftmanship, it is beatiful to watch, it is packed with emotional music, full of effects, sometimes as an actionfilm.. and yet, or maybe therefore, I dont care about their stories." 3 penne.)

John Webster: Recipes for Disaster (6. juni 2008: "... but slowly the wonderful film character Anu expresses her disagreement with the behaviour of - as she says - the "bossy" husband who wants to send a message to the world and.. 5 penne.)

Miroslav Janec og Pavel Koutecky: Citizen Havel (26. september 2007: "... a film full of humour about a gentle man who - as he says himself - is unwilling to conform to the stereotypes. A man who listens and thinks before he talks.")

http://www.aarhusfilmfestival.dk/index.html

Århus Filmfestival 1/CPH:DOX 11

Nu kan vi der bor vestligere selv se efter, er Ari Folmans Waltz with Bashir vildt flot,men kold og tom? Kollega Tue Steen Müller gik frustreret fra visningen i København læser vi lige nedenfor. Og har den erfarne mand dårlige fornemmelser med det kunstneriske under det fremragende håndværk - ja, så er der noget at kigge efter, ved jeg. Nu har vi de to flotte stills for os - vi må bestemt ind og finde ud af det med den film. Frustreres med forberedelse eller spontant væltes, måske.. Den vises i Øst for Paradis på lørdag 19:00

Århus Filmfestival, som de kommende dage sekunderer CPH:DOX med vigtige og fremragende dokumentarfilm valgt efter en ny skarp profil, har også en lille afdeling på tre film, som den københavnske festival har valgt til dem. Så filmene supplerer det de vil i Århus med dokumentarfilmsektionen.

http://www.aarhusfilmfestival.dk/index.html

Darlings/CPH:DOX 6

Nu har festivalens medarbejdere offentliggjort deres personlige top 10 blandt festivalens film. Jamen så laver jeg da også min helt egen ønskeseddel, som består af gensyn og titler, som jeg ikke kender, bare har lyst til eller brug for (hvis det ikke er det samme?)

Black Heart (jeg MÅ se det smukke, smukke super8 fotografi på stort lærred)

Letter to Anna (jeg går fuldstændig i stå, når jeg tænker på den kvinde)

27 Scenes About Jørgen Leth (titlen er krukket, men Leth fylder nok filmen, og han er det ALDRIG)

Z32 (det siger sig selv, læs blot her på siden, hvad Tue Steen Müller har skrevet)

Citizen Havel (jeg er stille, når jeg tænker på den mand)

De vilde hjerter (Noers Vesterbro er en smuk erindring, nu er her så næste film)

Jesus Christ Saviour (den vildt berømte forestilling håber jeg finde i en eller anden videobar, det er jo i dag sidste dag..)

Encounters at the End of the World (den når jeg i hvert fald med Kinski og grislybjørnen og den ultimative poetik i tanken)

Fragments of Conversations with Jean-Luc Godard (Posthus Teatret især, men da også Grand er et fint sted at sidde og overvære disse samtaler, som næppe udgør en film, men det er jeg så ligeglad med..)

Les plages d'Agnès (selvfølgelig.. ren forelskelse)

http://www.cphdox.dk/d1/fa.lasso?n=908#anchor2203

Janus Metz:Fra Thy til Thailand/CPH:DOX 5

Hen mod første films (Fra Thailand til Thy) slutning forstår jeg, at det på det formelle plan er et etnografisk projekt, et case study. Om det omhyggeligt arrangerede ægteskab. Men fortællingen inden i dette stykke videnskabeligt feltarbejde hentes omhyggeligt frem af klipperen Marion Tour, og den vokser i intensitet i overensstemt takt med følelsernes forvandling hos de to. Det bliver bare smukkere og smukkere. Og selvfølgelig rives jeg med... Titlen på dokumentarfilmen er da også inde i mit hoved Historien om da Kae fik Kjeld... Læse mere:

http://www.filmupdate.dk/?p=2710 (præsentationsartikel i FILM's Amsterdamnummer)

In English: Toward the end of the first film, I realise that, formally, this is an ethnographic project, a case study of carefully arranged marriages. But inside this piece of scientific fieldwork, Mette Esmark, the editor, delicately teases out a story that grows in intensity as the couple's feelings change. It simply keeps getting more beautiful. And of course, I'm riveted, the documentary's title nudging my mind, The Story of How Kae Met Kjeld... Read more:

http://www.dfi.dk/tidsskriftetfilm/64/thailandthy.htm

(From: FILM # 64, nov. 08, Danish Film Institute)

Janus Metz: Fra Thy til Thailand, 2008. Produktion: Cosmo Doc http://www.cosmo.dk/ Filmen vises på CPH:DOX 11. november 13:30 ved et seminar om journalistik i Cinemateket. Den har premiere i Grand 12. november 21:30.  

Jon Bang Carlsen: Addicted To Solitude

Det er et privilegium at åbne en DVD boks som denne.. Så smuk den er, personlige grafiske løsninger.. indeni den nye film, som vi har skrevet om og så de tre ældre., alle mere personlige film end ellers.. også mere personlige end jeg husker dem.

Hvad vil nu det sige? Jo, instruktøren er til stede i det hele, fra yderst tilmeget langt ind, til lige netop der, hvor de medvirkende tager over. Hans malererfaring og hans håndskrift møder jeg på boksen og indeni på kassetterne på DVD omslagene, og med det samme i teksterne, som ikke er tekstforfatterens, men hans.

Jon Bang Carlsen omgiver sine film med ord, også denne, så værket består af en film og en mængde forklaringer, kommentarer og refleksioner, som ude i virkeligheden fortsætter i interviews, artikler og bøger. Så jeg må se alt og læse alt, hvis jeg vil gøre mit publikumarbejde færdigt. Men hurtigt flytter ordene ind i billederne, teksten ind i scenerne, butikken og kirkegården, farmen og landskabet. Og bliver de medvirkendes tillige. Og filmen vokser ud af skitsen, den begyndte med til mesterværket, den er.

Jon Bang Carlsen: My African trilogy plus one, 2008, containing Addicted To Solitude, Portrait of God, Blinded Angels and Purity Beats Everything,  C&C Production, distribution: Danish Filminstitute bookshop@dfi.dk  

Vurdering:

Super 16 no. 04 premiere

Syv producere og syv instruktører er færdige med deres uddannelse på Super 16 og de afleverede  i dag efter planen deres afgangsfilm  i Dagmar biografen. Samtidig med premieren er de syv film tilgængelige på en DVD med titlen SUPER16 NO.04 Det er så flot. Den har jeg kigget nærmere på. 

Filmene, seks fiktioner og én dokumentar, er:

Black Man, Kræsten Kusk / Julie Sophie Vang, 40 min. (Trekanthandel, dansk slavehandel og brutalitet, musealisering, udenrigspolitiske undskyldninger og andre velkendte emner overraskende pædagogiseret som stand-up tragedie. Det er nyt for mig - afgørende er, om skuespilleren, alene og energisk, holder til hele sin tour de force..) 

Cathrine, Mads Matthessen / Jonas Bagger, 25 min. (Cathrines karakter udvikles så fascinerende, jeg slipper hende ikke undervejs, hun bliver heller ikke let at glemme - vigtigt er om familien holder så tæt på det karikeredes distance..)

Kaktus, Anna Treiman / Mads Damsbo (ekstern), 30 min. (Imponeret over instruktørens mod og udholdenhed til igen i udsøgt scenografi og på smukke, smukke locations at skildre dette forbrugte og derfor dobbelt vanskelige emne - tænker også: er det en gang på stedet?)

The Matjulskis, Mikkel Blaabjerg Poulsen, 27 min. (Jamen, jeg falder da for denne omhyggelige parafrase på en række scener, jeg mener at have set andre steder, røres over den sentimentale historie om poesien og musikken og over den tavse hovedpersons udtryksfulde spil - så det er sært, det ikke er min yndlingsfilm i buketten)

Nowhere Man, Sune Lykke Albinus / Line Hvidtfeldt, 22 min. (Livlig skildring af en ung mand i problemer i nattelivet og i legene med vennen og i deres  fællesskab med en pige på bagagebæreren. "Er du faret vild, Andreas?", spørger vennen, og det er mere end konstatering end et spørgsmål - og for mig kunne det gælde filmen, som trods mange meget smukke scener ikke når frem..)

Panser, Roni Ezra / Lars Valentin, 27 min. (To patruljebetjente, en erfaren og en begynder. Den erfarne oplærer begynderen i håndværket, og han skal nok lære det -  filmen er lærlingens svendestykke, den vil håndværket, og det klarer den..)  

Black Heart, Ada Bligaard Søby / Morten Kjems Juhl, 23 min. (Tre unge skæbner i New York og med New York som medspiller, de holdes skarpt adskilte i filmstil, ja, på alle måder, i en sjælden balance - og i mit hoved griber historierne hen over de markerede grænser i ét væk ind i hinanden i det musikalske væv af betydninger, så de tre personer bliver hinandens historie. De er jo i samme film..)

http://www.super16.dk/

Ada Bligaard Søby: Black Heart

Vedholdende og inspirerende og fascinerende fortsætter Ada Bligaard Søby sit filmarbejde, hvor hun dels lag for lag undersøger den moderne kærlighed mellem ham og hende og dels i fremstillingen disciplinerer balancen mellem disse to karakterer med en milligram-vægt uden den flimrende lethed i fortællingerne ét sekund slippes. Dertil fornyr hun vores samtids filmbillede med smukke tilføjelser, ganske nye kvaliteter af sikre, personlige valg i både andres arkiv, i instruerede nyoptagelser og sit eget fotografiske materiale. I hendes film bliver alt musik ved siden af den egentlige musik som igen omhyggeligt afmålt slutter sig til billedernes og sætningernes og sindsstemningernes kadencer. Genren er lyrisk film, indholdet poetisk indsigt, stemningen humørfyldt vemod.

De tidligere film var American Losers, 2006 og Meet Me in Berlin, 2007 (anmeldt her på siden) og nu kommer så en satsning, Black Heart, hvor de to, manden og kvinden, som aldrig så hinanden i den første film, mens de i film to i det mindste nåede til at tale i telefon med hinanden, nu (i et flash-back ganske vist) når at blive gift, men hvad sker der så med deres karakterer? En joker, kunstneren bag det sorte hjerte, indføres..

Ada Bligaard Søby: Black Heart, 2008. 23 min. 35 mm. Premiere i Dagmar, København 23. oktober sammen med de øvrige film fra Super16. Vises også på CPH:DOX.

Vurdering:

Jon Bang Carlsen: Trilogi + 1

DVD-boksen indeholder fire film, den sydafrikanske trilogi, Addicted to Solitude, 1999, Portrait of God, 2001, Blinded Angels, 2007 og så Purity Beats Everything, 2007. Og jeg tager filmene op her, fordi de, og især den seneste film, bliver emne for næste aften i min filmklub. Vi er godt forberedt, vi har Tue Steen Müllers vidende og anerkendende anmeldelse her på filmkommentaren.dk den 21. maj (skriv 'purity' og klik), nogle har set filmene i forvejen, den seneste har været i biografen de senere måneder i en række byer, og instruktøren har været til stede, og den har været vist på DR2 på den sene kvalitetssending.

Men der står for mig stadigvæk en række spørgsmål tilbage at overveje, i første omgang om forbindelserne mellem de de tre plus én film, og om hvordan denne trilogi-konstruktion hænger sammen med den sidste titel, som sådan er løst tilknyttet. Og jeg må prøve at finde ud af, hvordan de fire film griber tilbage i det tidligere værk, måske helt tilbage til Jenny, 1977. For alt i dette filmarbejde over fire årtier væver sig for mig at se sammen i nye betydninger.

De medvirkende i Purity Beats Everything, Miriam Lichterman og Pinchas Gutter fortæller deres erindringer fra Auschwitz. Det vidste jeg på forhånd var det forfærdende indhold, men som Tue Steen Müller gør opmærksom på, peger filmens fortæller også på, at denne erindring for længst blevet til fortælling, til en kunstnerisk bearbejdelse. Og filmen fortsætter i det spor, bygger yderligt en række lag på beretningerne, først den frapperende del af billedsiden med optagelser fra en sjællandsk gård, og jeg ser, at grebene oven i de idylliske landskaber, som rigtignok tilvejebringer en udholdelig kontrast, eller i hvert fald anderledeshed, er talrige og fyldt med foruroligende tankebearbejdelser af de medvirkendes erindringer. 

De mange velkendte træk fra de tidligere film: lyden fra optagelserne i arbejdsværelsets computer (Portrait of God), den velkendte håndskrift på skiltene (Livet vil leves, breve fra en mor og mange gange siden), hver eneste beskæring, belysning og motivvalg i hvert eneste billede (Før gæsterne kommer ja, og Jenny og konstant siden). De mange velkendte træks tryghed gør, at jeg overhovedet kan lytte til de ufattelige detaljer og tage dem ind, men stadig uden at fatte dem. Forstå, ja det er umuligt. Der tager filmen fat på det afgørende lag i konstruktionen. Det har med de hjemlige ting at gøre. derfor denne vedholdende skildring af kunstnerhjemmet, hvor filmen er blevet til, hjemmet med vasketøjet og tørresnoren. Det hjem kender jeg også i forvejen. Fra flere steder, tydeligst fra Carmen og Babyface. Hvad det så betyder, vil jeg tænke videre over og snakke med dem om i filmklubben. Men her skal lige noteres, at med denne DVD-boks er endnu et umisteligt filmværk bevaret til et nyt liv i dette filmformat for alle hjemmene. Måtte de øvrige film snart følge efter.

Jon Bang Carlsen: My African trilogy plus one, 2008. C&C Production, distribution: Danish Filminstitute bookshop@dfi.dk  

Mikael Opstrup: The documentary Narrative 2

DEN DOKUMENTARISKE FORTÆLLING - Skabelsen af dokumentarfilmen, sammenholdt med dokumentarprogrammet og fiktionsfilmen / THE DOCUMENTARY NARRATIVE (English version after the Danish)  

1. Fiktionsfilmen er defineret af historien. Et handlingsforløb som nedfældes i manuskriptet og siden omsættes til film. Instruktørens arbejdsproces er lineær og fiktionsfilmen er dramaturgisk friktionsfri. Der er kun et handlingsforløb. Fiktionsinstruktørens bestræbelse er fortælling.

2. Dokumentarprogrammet er defineret af emnet. En begivenhedsrække, som journalisten gengiver så objektivt som muligt. Selv om objektivitet er en umulighed og skabelsen af programmet dermed modsætningsfyldt, er journalistens bestræbelse entydig og vejen mod det uopnåelige er lineær, som i fiktionsfilmen. Der er kun et handlingsforløb. Journalistens bestræbelse er gengivelse.

3. Dokumentarfilmen er defineret af både et begivenhedsforløb og en fortælling. Begivenhedsforløbet finder sted i den virkelighed dokumentarfilmen beskriver. Fortællingen er instruktørens genfortælling af begivenhedsforløbet. Der er to handlingsforløb og kernen i dokumentarfilmens dramaturgi er modsætningen mellem de to handlingsforløb, det faktuelle og det narrative. Dokumentarinstruktørens bestræbelse er genfortælling.

4. Både fiktionsfilmen og dokumentarprogrammet består ideelt set af to skarpt opdelte forløb: i fiktionsfilmen at skrive et manuskript og derpå omsætte dette til film; i dokumentarprogrammet at indsamle fakta og derpå at ordne disse begivenheder i et program; dokumentarfilmens forløb består ideelt set af en uendelig vekselvirkning mellem at skabe fortællingen, optage begivenhedsforløbet og ændre fortællingen.

5. Således har dokumentarfilmen noget til fælles med både dokumentarprogrammet og fiktionsfilmen. De to dokumentargenrer har den antagonistiske modsætning mellem virkelighed og formidling til fælles; men hvor journalistens bestræbelse vil være at minimere modsætningen, vil dokumentarinstruktørens være at uddybe den.De to filmgenrer har fortællingen til fælles, da der ingen dramaturgisk forskel er på fiktionsfilmen og dokumentarfilmen; men hvor fiktionsinstruktøren selv skaber fortællingens enkeltelementer - scenerne - må dokumentarinstruktøren beslutte, om den ene eller den anden begivenhed er bærer af enkeltscenen i den dokumentariske fortælling.

6. Dokumentarfilmens modsætning mellem det faktuelle og det narrative er antagonistisk i arbejdsmæssig henseende men komplementær i kunstnerisk forstand. Antagonisme er det forhold, at to ting er uforenelige modsætninger. At to modsætninger udelukker hinanden. Komplementaritet er det forhold, at to sider af en sag foruden at udelukke hinanden også kompletterer hinanden. At to modsætninger er hinandens forudsætninger.

7. Skabelsen af en dokumentarfilm er en antagonistisk proces. For instruktøren personligt fordi fortolkningen af virkeligheden kun bliver interessant, hvis den er resultat af en stræben mod objektivitet - velvidende at det er i fortolkningens møde med gengivelsen at dokumentarfilmen bliver til kunst. Og arbejdsmæssigt fordi vi skal formulere en fortælling på et tidspunkt, hvor vi endnu ikke kender det begivenhedsforløb, fortællingen gengiver. Det kan ikke lade sig gøre. Men det lader sig gøre. Det sker ved at transformere den antagonistiske modsætning til en komplementær.

8. Det betyder, at man hele tiden skal ændre fortællingen efter udviklingen i virkelighedsforløbet. Det vanskelige ligger i at hengive sig til den absolutte stræben, som er forudsætningen for en vellykket og forløst fortælling, velvidende at virkeligheden hele tiden vil ændre fortællingen. Konstant at stræbe mod at strukturere en virkelighedsfremstilling, som må korrigeres af virkeligheden. At kombinere absolut åbenhed med absolut beslutsomhed. At stræbe fuldt og helt mod det uopnåelige. Ja netop at finde styrken til at stræbe, fordi målet for denne stræben, er uopnåeligt.

9. Dette forhold er kernen i arbejdet med den dokumentariske fortælling. At erkende nødvendigheden af at transformere den antagonistiske modsætning mellem virkelighed og fortælling til en kreativ komplementær modsætning, er en bevidsthedsmæssig forudsætning for at skabe dokumentarisk filmkunst. At skabe det fuldendte ved at stræbe mod det umulige.

10. Dokumentarfilmen forløses kunstnerisk, når kun det ene lag - virkeligheden - er synligt som kontinuerlig fortælling. Når genfortællingen ikke fungerer harmonisk, dvs. hvis enkeltelementerne fra virkelighedsforløbet ikke er fuldstændigt sammenfaldende med scenerne i fortællingen, åbenbares dette andet lag - fortællingen - som et postulat. Derved ændres det virkelige begivenhedsforløb fra at udgøre fortællingens elementer til at blive en ny og selvstændig fortælling. Filmen får dermed to uafhængige narrative forløb, hvorved værket falder fra hinanden. Men når instruktørens fortælling går op i en højere enhed med virkeligheden, ophører den med at være til stede i tid og rum og findes blot som dramaturgisk klarhed.

11. Evnen til at arbejde kreativt forløsende med uforenelige modsætninger er en central evne hos dokumentarfilm instruktøren.

THE DOCUMENTARY NARRATIVE

The creation of the documentary - compared to the documentary programme and the fiction film.

Mikael Opstrup

1. Fiction is defined by the story. A course of events that is written down in the script and then converted into a film. The directors work process is linear and the fiction film is from a dramaturgic point of view frictionless. Only one course of events exists. The fiction director's endeavour is storytelling.

2. The documentary programme is defined by the subject. A course of events that the journalist reproduces as objectively as possible. All though objectivity is an impossibility and the creation of the programme thereby antagonistic, the journalist's effort is unambiguous and the road towards the unattainable is linear as in fiction. Only one course of events exists. The journalist's endeavour is reproduction.

3. The documentary film is defined by both a course of events and storytelling. The course of events takes place in the reality the documentary describes. The story is the director's retelling of the event. There are two courses of events and the core of the documentary's dramaturgy is the contradiction between the two courses of events, the factual and the narrative. The documentary director's endeavour is retelling.

4. Both the fiction film and the documentary programme exist ideally of two clear-cut developments: In fiction to write a script and there after to transform it into film; in the documentary programme to collect facts and there after to put the events in order in a programme. The documentary film exists ideally of en endless interaction between the creation of the story, recording of the events and changing the story.

5. Hence the documentary has things in common with both the documentary programme and the fiction film. The two documentary genres have the antagonistic contradiction between reality and presentation in common; but where as the journalist's endeavour is to minimize the contradiction the documentary director's endeavour is to maximize it. The two film genres has the storytelling in common; but where as the fiction director creates the story's components - the scenes - himself, the documentary director has to decide if the one or the other event is the bearer of a scene in the documentary story.

6. The documentary film's contradiction between the factual and the narrative is antagonistic in work-related respect but complementary in artistic respect. Antagonism is the condition that two sides of an issue are inconsistent. That two contradictions exclude each other. Complementarity is the condition that two sides of an issue besides excluding one another at the same time complement one another. That two contradictions presuppose one another.

7. The creation of a documentary is an antagonistic process. On two levels. Personally for the director because the interpretation of reality only becomes interesting if it is the result of a strive for objectivity - well aware that it is in the interpretation's encounter with the reproduction the documentary film becomes art. Work related because we have to put forward a story at a time where we do not know the course of events, the story reproduces. This is not possible. But it is done. Done by transforming the antagonistic contradiction into a complementary paradox.

8. This means to constantly modify the narrative one has created because the perception of reality constantly changes the story. The difficulty being the devotedness towards absolute aspiration, which is the essential prerequisite for a successful and released story, well aware that reality constantly will change the story. Constantly striving to organise a presentation of reality that must be corrected by reality.  Combining absolute openness with absolute resolve. Striving body and soul to achieve the unattainable. Actually finding the strength to strive because the very goal one is striving to attain is unattainable.

9. This condition is the essence of working with the documentary story. To realise the necessity of transforming the antagonistic contradiction between reality and storytelling into a creative complementary paradox is a conscious prerequisite for the creation of documentary film art. The creation of the complete by striving towards the unattainable.

10. The documentary film is released artistically, when only one layer - reality - is visible as a continual narrative. When the retelling is not harmonious, i.e. if the single elements from the course of events are not completely convergent with the single scenes in the story, this second layer - the narrative - is revealed as a postulate. Thus the actual sequence of events is reversed from representing the elements of the narrative to becoming a new and autonomous narrative. Thus the film gets two independent courses, by which the work falls apart. But when the director's work comes together with reality it ceases its presence in time and space and exists only as dramatic clarity.

11. The ability to work creatively releasing with inconsistent contradictions is a key ability of the documentary film director.

Mikael Opstrup is producer, Final Cut Productions. opstrup@final-cut.dk  http://www.final-cut.dk/  Mail private: mikael@opstrup-husum.dk

Pernille Bech Christensen: Pers metode

Per Kirkeby og Poul Erik Tøjner mødtes før åbningen af udstillingen af Kirkebys værker, nu og tilbageskuende, tre dage i maj. Til en samtale. Deres samtale de tre dage er blevet til en smuk, klog og meget vigtig film. De to taler med hinanden om maleriets metode - som titlen så præcist angiver - og om alt det i arbejdet, i livet og i biografien, som er malet ind i billederne. Hvor det er til stede, men skjult. Samtalen er yderst omhyggelig og særdeles åbenhjertig - men "om nogle ting taler man ikke", som Kirkeby alvorlig udtrykker det. Der slutter samtalen og filmen.

Denne finhed af tøven og tilbageholdenhed hos Tøjner og Bech Christensen er deres films styrke. For det er i dette rum af opmærksom tryghed, at den store maler kommer ud i områder, som supplerer og uddyber alt det vi ved fra Jesper Jargils film og fra Anne Wivels film, fra alt det vi har læst i Kirkebys mange bøger. Er der mere at føje til? Kunne man spørge. Filmens svar er overbevisende: der var mere, og der er mere...

Pernille Bech Christensen: Pers metode, 2008. Medvirkende: Per Kirkeby og Poul Erik Tøjner. Manuskript (idé og koncept): Poul Erik Tøjner. Kamera: Bøje Lomholdt. Klip: Pernille Bech Christensen. Producer: Peter Bech. Produktion Glow Film & TV for Louisiana Museum. Distribution: Louisiana Museum of Modern Art, filmen ligger i bogen til udstillingen:

http://www.louisiana.dk/dk/Menu/Udstillinger/Per+Kirkeby

Still: Per Kirkeby under samtalen. Foto: Peter Bech

Vurdering:

Monopolets Helte – Poul Martinsen

At Poul Martinsen er en fin og klog dokumentarist, som har lavet et væld af seværdige dokumentarprogrammer og  - film for Danmarks Radio vidste vi jo godt. Os der har alderen til at have været tv-seere tilbage fra tresserne eller har set de mange genudsendelser eller været i det københavnske Cinemateket, hvor han har været præsenteret retrospektivt. Altid med ”Lydighedens dilemma” og ”Broen” som hovedeksempler, som det var tilfældet i DR2´s overfladiske aftenprogram med Martinsen, hvor der spildes tid på at lade ham vandre forvildet rundt gennem det nye tv-hus, før han bliver placeret foran et tv-apparat, hvor han kigger på klip fra sine programmer og kommenterer dem klogt og oplysende. Afbrudt af - igen - overfladiske speakerkommentarer om hvor god og herligt provokerende han var – fra folk som Poul Nesgaard og Gorm og Gregers – og om hvordan han ”opfandt” Big Brother and Robinson lang tid før de blev trend. Vigtigt for Martinsen, næh, det der satte ham i gang, siger han til kameraet, var brødrene Maysles ”Salesman”. Dokumentarismen på internationalt niveau med andre ord.

Flere af DR Dokumentar’s udsendelser (bl.a. mange af Lars Engels, men vist ikke af Martinsen) kan ses i fuld længde  på Bonanza, se nedenfor.

Eller læs Peter Harms Larsens bog om Martinsen eller Ib Bondebjergs
Virkelighedens fortællinger, den danske tv-dokumentarismes historie (begge 2008)

http://www.dr.dk/Bonanza20/Tv

Sendes også DR2, lørdag 4. oktober kl. 22.50

Vurdering:

Jørgen Leth: Sanct Hansaften-Spil

Jeg lærte i skolen, at Digte 1803 er en stor bog, måske den største i dette dengang nye århundrede, som vi er nogle, der aldrig rigtigt har forladt. Jeg hørte om samtalen med Steffens og jeg lærte Guldhornene udenad, det skulle vi. Og jeg lyttede efter, når Reumert læste digtet i radioen med musik til. Det blev en del af mig. Men jeg forstod det ikke. Først nu tror jeg, at jeg forstår. Lidt.

Tænk, at det er Jørgen Leth og Per Kirkeby - som i mellemtiden har betydet så meget for mig - og de kongelige skuespillere, som omsider (jeg så aldig tv-produktionen, og havde dengang i 79 bestemt ikke kunnet tage den ind..) at de viser mig, hvordan og hvorfor, den bog er stor. Og gør min dansklærers arbejde færdigt. Det var Thure Munkholms korte analyse, som bragte mig på sporet. Bare sætningen: "... Oehlenschlägers sprog, der her toner frem i al dets overvældende skønhed og metriske vidskab." Altså! Metriske vildskab...

Og blide smerte: "... Jeg har jo alt elsket og levet!" Synger Maria ved klaveret, og Konen siger: "Deres Stemme har dog en herlig Klang. / Hvad hedder den Arie? / Maria svarer: Teklas Sang. / Den er oversat efter tydsk Poesi / til Weyses deilige Melodie." Og jeg tilføjer: og Henning Christiansens gribende melodi til jødedrengens sang: "... Kommer at kiöbe, kommer at kiöbe! / Röde, gule, grönne og blaa i Fleng! / Jeg er en god lille Jödedreng!" Og Frits Helmuths fortælling om liden Kirsten: "... I gamle, længst forsvundne Tid / der var en deilig Pige.." Og Ove Sprogøes blinde mand: "Skaffer mig min Fiol igien, / at jeg kan tolke min stumme Smerte."

Alt dette ustandseligt afbrudt af den fineste ironi og klassiske lystighed: "De Gravhöie skulde Fanden flytte! / De staae her og giör ikke den mindste Nytte." Tekstens første og berømte chok. Institutionen Leth og Kirkeby og Christiansen har med hele holdet anvendt dette tydelige set-up fra digteren og omsat det i tv's letteste og simpleste greb og gjort det til noget så enestående som tv-kunst af munter alvor.  

Jørgen Leth: Sanct Hansaften-Spil,1979 i DVD-udgaven The Jørgen Leth Collection 19-21, 2008. Foto: Instruktøren i 1979, men på en anden produktion.

http://www.filmupdate.dk/?p=1345   

Vurdering:

Jørgen Leth: Udenrigskorrespondenten

Jeg mener ikke, jeg har set filmen siden den var ny. 25 år er gået. Og man spørger naturligvis: holder den? Og jeg svarer lige med det samme efter at have set DVD-versionen: Om den holder! Omsider en ligetil og tydelig film. En klog og smuk kærlighedsfilm. En gennemført Leth-film, så genkendelig. Måske falder den lidt sammen til sidst, det må undersøges nærmere, men til da: Ja, hvor den holder.

Gensynet er fantastisk, filmen er meget bedre, end jeg husker den. Igen er der det med den anden uskyld, at glemme alt det, jeg ved om filmen på forhånd, om Haiti og om Leth og hans bøger og andre film, og opleve filmen igen i en tømt tilstand af både forståelse og oplevelse, som er værkets mening og hensigt, som Poul Borum sagde.

Der er i den situation meget at glemme, for der har været meget siden. Hans "Haiti, uden titel" først og fremmest og "Traberg" jo, og Asger Leths "The Ghosts of Cité Soleil". Den politiske udvikling i landet, kup og krige. Alle artklerne og bøgerne. Det ville ikke være Jørgen Leths skyld, hvis jeg ikke genkendte stederne og personerne og begivenhederne. Med alt det stof glemt, men husket et andet sted i systemet, er det, at alt i den 25 år gamle film er tydeligt og ligetil. "Det lignede en erindring, dette sted," som Traberg siger et sted i den film, hvor alt også er så velkendt. 

Jørgen Leth: Udenrigskorrespondenten /Interference, Danmark 1983 i DVD-udgaven The Jørgen Leth Collection 19-21, 2008. Boks 4 indeholder Traberg, 1992, Sanct Hansaften-Spil,1979 og Udenrigskorrespondenten.

http://www.filmupdate.dk/?p=1345 

Vurdering:

Mikkel Munch-Fals: DR2 Premiere

Jeg kan selvfølgelig ikke lide stilen, men det er da ligemeget. Imidlertid ser jeg, at det ikke er godt nok. Jeg er faktisk ikke tilfreds fagligt. Mikkel Munch-Fals er ikke anmelder, men kunstner, siger han. Og han vil med sit filmprogram skabe en tv-oplevelse. Altså tv-kunst - så spændende. Med en dybde, som var det Tom Wolfe. Det er en programerklæring, jeg rigtig godt kan lide.

Nu sad jeg så til premiere på Premiere i aftes. Frustreret altså. Jeg var heller ikke underholdt, hvad der, forstår jeg, også var meningen. Men pyt, det er jo noget med mig. Nok fordi jeg ikke hører til gruppen mellem dem med lav talje i bukserne og dem med inkontinens. Selv om Munch-Fals talte om sig selv og sin tilstrækkelige modenhed til at kunne kritisere omverdenen og filmene, fik han også bestemt hvem, han vil tale til med sit tv-værk: 35 plus / minus. Jeg har nu tænkt mig at lukke op og høre efter alligevel.

Også fordi jeg sådan har glædet mig. Det er jo vigtigt, næsten ryggen mod muren, forstår jeg, med det filmprogram. Jeg havde læst Jacob Ludvigsens beretning (jeg tør ikke skrive hvor, for så er jeg stemplet..) om filmprogrammets tilblivelse. Det langtrukkent nervepirrende valg af værten og chefernes analyser og ideer og om Mikkel Munch-Fals, som ved en masse og bare er til det hele. Når det altså handler om film. I snæver forstand, selv om han ser både kunst og pop? Sluger det råt, står der?

OK - jeg blev ikke underholdt, jeg blev ikke stimuleret ret meget filmfagligt og jeg nød ikke måden heller. Men jeg er imponeret over Mikkel Munch-Fals modige præstation. Og jeg mærker trods det meget indpakning hans store paratviden, tror faktisk, den bliver fulgt op efterhånden af en tilsvarende analytisk følsomhed og vurderingsevne. Så jeg glæder mig fortsat til at lære og til at indse en masse fra hans filmverden, som er mig så fremmed. Vil altså følge Munch-Fals og hans DR2 Premiere. Jeg vil være ligeglad med den fjollede pseudo-von Trier-attitude og forsøge at finde frem til og holde fast ved, hvad der bliver sagt af klogt om filmene og deres omverden.

Mikkel Munch-Fals: DR2 Premiere, Danmark 2008. Første program på DR2 15. september.

http://www.dr.dk/DR2/premiere/

Vurdering:

Jørgen Leth: Traberg 3

Så kom den! Og jeg satte mig og genså efter de mange år Traberg, som hele tiden smutter væk fra fortælleren og derved forbliver uforståelig og alligevel i alle scener og referencer så genkendelig. Så let at forstå alligevel, en sand helt. Jeg så filmen i den tilstand, Poul  Borum kaldte den anden uskyld, hvor jeg havde glemt det hele, alt jeg vidste om den film og så den igen. I den uskyld, som er både forståelse og oplevelse. Som har ophobet viden som glemt forudsætning.

Og hvor er filmen smuk! Dan Holmbergs institution af filmfotografi i det bredest tænkelige spektrum fra still-leben over den pludselige aktion i rummet til reportage i borgerkrigens tumultariske midte. Fastholdt i Camilla Skousens modige forbliven ved scene efter scene i en lang, ubønhørlig fortælling om at tage sig tid, som Traberg, når han skriver brev og omhyggeligt folder det sammen og lægger det i kuverten, klistrer den til. At sætte frimærket på bliver en handling for sig. Vigtigt for filmens plot. Jo, der er skam et plot i den film. Af sted, tid og sansning. Af politik, grusomhed og angst. Digteren i Inferno.

"... traberg strolls / through hell´s forecourt / traberg has plans / traberg has no plans / he meets people, / then has to move on / a man on the move, / an important man / no tracks, trailing slime / no wives, no kids, no home..." (Fra Pernille Fischer Christensens store tekst i boxens booklet)

Jørgen Leth: Traberg, Danmark 1992 i DVD udgivelsen The Jørgen Leth Collection 19-21, denne 4. box i udgivelsen indeholder Traberg, Udenrigskorrespondenten, 1983 og Sanct Hansaften-Spil, 1979 og et stort bonusmateriale.

http://www.filmupdate.dk/?p=1345 

Vurdering:

Bibliotek.dk

I nogen tid har man kunnet søge film i en særlig funktion på bibliotek.dk og vel at mærke bestille dem og låne dem, vist nok fra alle biblioteker, ligesom bøger. Men nu meddeler AVM, at systemet er langt mere sofistikeret. Læs her:

http://www.avm.dk/nyhed/visnyhed.php?nyhedsnummer=1138

det er for godt til at være sandt!