Anne Regitze Wivel: Lige før døden (2)

Det her er den bedste film jeg nogensinde har set. Sådan har jeg nogen gange efter teksterne til sidst sagt til mig selv og enkelte andre. Efter et filmværk af Bergman og af Tarkovskij, af Jon Bang Carlsen, Jørgen Leth og Anne Regitze Wivel - i biografen. Denne gang igen: Anne Wivels nye film er den bedste. For mig nogensinde, der hvor jeg er i mit liv nu. Netop lige nu i alderens memento og under smertens medicinbehov. For alle andre nårsomhelst, filmkunst i hemmelighedstilstanden, hvor ”den ydre verden er en til hemmelighedstilstand opløftet indre verden”.

 Har plejernes centrale uforglemmelige personalemøde ikke simpelthen en fælles sjæl af varme, forsigtighed, kyndighed, hensyn, kærlighed? Ligesom Anne Regitze Wivels fortællestemme er ét langt digt som i sig måske rummer hele filmen i en omfavnelse. Et digt, en poesi, et spring og en værdifuld ændring i betydning fra det konkrete i handlingen til det tankemæssige i forståelsen. Jeg kan se Anne Wivels film gang på gang og blive fortrolig med døden til den kommer bag på mig midt i mine forberedelser.   

 Denne indsigt ligger, tror jeg, ikke i de medvirkendes udsagn, i deres replikker, ikke i den vidunderlige scene under alle indlæggelser, at bestille morgenmad: juice, kaffe, bolle med ost og marmelade, nyt vand, iskoldt vand. ”Kan du huske alt det?”spørger han venligt. ”Ja”nikker sygeplejersken. Med det inderligste smil. Nej, indsigten ligger i hele det store filmdigts hemmelighedstilstand. 

”Lige før døden” er den bedste film jeg nogensinde har set.

 NOTE

Hemmelighedstilstand er Inger Christensens oversættelse af Novalis’ ”altomfattende sammensmeltning af ord og fænomen – ’das äussere ist ein in einen Geheimniszustand erhobenes Innere ’”

Læs i hvert fald også Tue Steen Müllers meget personlige anmeldelse nedenfor.

Still: Palliativ Afdeling, Bispebjerg Hospital, København.

Anne Regitze Wivel: Lige før døden

Jeg ved ikke om de studsede de to unge kvinder, som sad ved siden af mig i Cinemateket forleden aften. For der gik ikke længe efter filmens start før der kom nogle små hulk fra mig. Efterfulgt af øjne der skulle tørres, men det skulle kvindernes øjne også. For mit vedkommende fordi min søster Regitze (!) døde i år og en masse billeder væltede frem i mit hovede i mødet med billederne på lærredet. Men også fordi denne smukke film ramte præcist den stemning af omsorg og nænsomhed, som jeg oplevede på Rigshospitalet akkurat som det skildres her på Bispebjerg Hospital. Hvor er de dog fine sygerplejerskerne og lægerne, når de skal tage sig af mennesker... lige før døden. Hvor får de dog de kræfter fra? Det taler de klogt om. Om at huske.

Anne Regitze Wivel har fået adgang til at filme møder, hvor personalet på den palliative afdeling taler om de patienter, som filmen følger over lang tid, to kvinder og en mand. I situationer som virker så naturlige og kærlige også når deres tilstand forværres.

Det er så den observerende side af filmen, som forløber parallelt med instruktørens personlige fortælling om dengang for 12 år siden, hvor hun nærmest boede på hospitalet, på værelse 9, hvor hendes mand var, lige før døden. Anne Regitze Wivels evne til det poetiske filmsprog - det visuelle og hendes stemme og tekst - træder vidunderligt frem, som det har gjort i alle hendes film. Hun løfter fortællingen fra det registrerende og personlige, blandt andet ved at bevæge sig rundt på Bispebjerg Hospitals område med de mange skulpturer.

Ove hedder manden, som har ondt, men også kræfter til at tale med sygeplejersken og rose den trøje, som hun har strikket, en mand som siger at han har haft et langt og godt liv men som til sidst må give slip. Filmen følger ham til han ligger død på sengen påklædt, klar til at blive lagt i kiste.

Min far hed også Ove, så der kom lige et par hulk mere og nogle flere erindringsbilleder frem.

Den skulle jeg nok ikke have set, sagde jeg til min kone, da jeg lettere rystet kom hjem. Nu, nogle dage senere, er jeg glad for at jeg gik i biografen og for at filmen eksisterer og skal rundt i landet via CPH:DOX. Hvor er den vigtig!

Tak!

Eva Weber: Merkel

• ... Hun var opvokset i ddr og vænnet til at vente, afvente, aflæse, tie, lytte, overveje og tænke inden hun handlede. Husker tydeligt den “Elefantenrunde” på valgets aften i 2005 hvor hun var netop sådan indtil Schrøder havde talt sig tom! Og så slog hun til. Gysende god.
• Sådan skriver Lise Amdisen, min gamle ven og kollega i en kommentar på min Facebook side og jeg vil om filmen føje til at det er en omhyggeligt gennemført og virkelig vigtig film som jeg vil se igen ja, igen og igen. Alene at følge Merkels blikke gennem optagelsernes vilje og klippets vedholdenhed. Det er smukt. 

Carl Olsson: Vintersaga

Jeg kan ikke lade være: Jeg bevæger mig her til morgen gennem et regnfyldt indre København, det nærmest flyder med vand i gader og stræder, for at komme frem til byens bedste biograf Grand Teatret, hvor der er pressevisning på Carl Olssons nye film, som er i hovedkonkurrence ved CPH:DOX. Hvor herligt det er at sidde i en varm og tør biograf OG se en flot film på det store lærred med en gennemarbejdet lydside og med masser af sne på de præcist komponerede flotte tableauer fra et smukt Sverige befolket af mennesker, som taler med hinanden i dialoger, som er ganske hverdagsagtige. Som når kvinden, som er lastbilchauffør, taler med sin mor, mens hun drøner gennem det sneklædte landskab. Hvordan har du det, hvad laver du, jeg har lige set xxx på tv, jeg stemte på ham, hvordan er vejret osv. Eller som når de to brødre ryger en cigaret udenfor det bageri, hvor de arbejder og taler om at brødre skal holde sammen. Eller som når to mænd sidder overfor hinanden og den ene taler om sig selv som en flink fyr og du kan stole på mig Jörn og kom bare forbi Gällivara om du vil. Words to that effect..

Carl Olsson har valgt ud med omhu. Der er unge piger i bil, som snakker om parfume og spiser en tør cheeseburger. Der er arbejdsmænd i et skur i en havn, som spiser. Der er chauffører på et cafeteria. Men der er også royalister, som spiser fint og synger en hyldest til kongen - og senere ser og hører man en pianist, som fører an da "Du Gamla, Du Fria" synges af en forsamling, man ikke ser. De sidste to er kostelige scener, den satiriske vinkel er klar. Ellers ser jeg filmen som en underfundig kærlighedserklæring fra instruktøren til sit land. En Sveriges-film langt væk fra den som Jan Troell lavede i sin tid, tættere på Roy Andersson i sine opstillinger og ordknappe situationer.

Med sans for det barokke som når den ene af to motorcykelpiger spørger hvad 5% af evigheden er!

Og med en unik sans for det visuelle, jeg har nævnt lastbilen på landevejen, men kunne også fremhæve isbryderen, som kværner gennem det frosne hav eller måske den smukkeste tre-delte sekvens: Et hus i baggrunden, lyset slukkes men kommer igen, da det bliver oplyst af et forbipasserende tog. Huset kommer igen senere i filmen, nu nærmest totalt dækket af sne og toget kører forbi. Og huset kommer igen, en ældre kvinde sidder ved et bord og læser eller gætter krydsord - og toget drøner forbi. 

En natklub set udefra, en altan med unge som ryger og snakker med hinanden, et par som boller på et hotelværelse, ikke meget romantik over den akt, men også to som er på ornitologisk udflugt og glæder sig, da de finder de fugle, som de havde ønsket at filme.

Der er mange, mange andre situationer og stemninger, som Olsson får frem i en smuk rytme. Han peger ikke fingre, hans ærinde er at fange en stemning i billeder og dialoger mellem ganske almindelige borgere af forskellige aldre i forskellige situationer, for det meste udenfor hjemmets fire vægge.

Jeg forlod biografen og gik ud i den danske regn godt underholdt og overbevist om at "Vintersaga" har fortjent at være i festivalens hovedkonkurrence. Gå i biografen og se den!  

Sverige, 2023, 82 mins.

Still: Final Cut For Real

Langballe & Konopka: Theatre of Violence

Denne tekst er taget fra Line Bilenbergs pressemeddelelse sendt ud som foromtale til én af de stærke film i CPH:DOX hovedkonkurrence. Anmeldelse af filmen følger op til premieren:

Emil Langballe (tidl. Q's Barbershop m.fl) og polske Lukasz Konopa har helt ekstraordinært fået lov til at følge forsvarsadvokat, den karismatiske Krispus Ayena og hans hold, samt anklagerteamet i den kontroversielle sag om den tidligere børnesoldat, Dominic Ongwen, der i december 2022 blev dømt for 61 ud af 70 anklagepunkter ved den internationale strafferet i Haag...

Christoffer Dreyer: Til kamp mod spekulanterne

For en tidligere Frederiksberg - borger (har haft tre forskellige adresser i bydelen) kommer navnet Blackstone ikke som nogen overraskelse. Det fine boligkompleks Hostrup Have på Rolighedsvej var den amerikanske boligspekulant ude efter for nogle år siden, men det blev et svensk firma som opkøbte, fik renoveret og sat huslejen drastisk op. Blackstone var til gengæld igen på færde et andet sted ude i nærheden af KB-hallen som det fremgår af Christoffer Dreyers film. Jeg citerer fra pressematerialet:

”På det ydre Frederiksberg ligger Den Sønderjyske By. Et smukt og charmerende ejendomskompleks med 308 lejligheder med små haver, hvor man kan bo billigt til leje. Her bor pædagoger, enlige forsørgere, pensionister, kunstnere og småbørnsfamilier i skøn forening. Sådan er det i hvert fald indtil begyndelsen af december 2018, hvor verdens største kapitalfond Blackstone køber Den Sønderjyske By af Frederiksberg Boligfond for 538 millioner kr.

Lejerne, med beboerformanden Søren i spidsen, vælger at tage kampen op mod Blackstone og laver både store og små demonstrationer. Der er opbakning fra mange sider, og pressen dækker ivrigt de små lejeres kamp og modstand mod den store amerikanske kapitalfond. Lejerne får endnu mere medvind, da et gammelt skøde fra 1932 dukker op. Skødet dikterer, at hvis ejendommen nogensinde bliver solgt skal lejerne tilbydes hele ejendommen med de 308 lejligheder for 2,8 millioner kr. 

Beboerne hyrer advokaten Lars Langkjær, som er en af Danmarks bedste boligadvokater til at føre retssagen. En retssag, der på sigt kan gøre samtlige beboere til boligmillionærer…”. No spoiler om hvordan det så gik

Filmen følger det stille drama, som udspiller sig – for det meste i hælene på beboerformanden, som går rundt og taler med beboerne, sidder med omkring bordet når bestyrelsen af beboerforeningen mødes, er der når der skal sættes bannere op med protester, når der holdes mødes med advokaten, når der demonstreres foran Rådhuset. Publikum inviteres indenfor hos ham og i mange andre, hyggelige lejligheder. De har det – ifølge filmen – netop hyggeligt i Den Sønderjyske By.

Nogle gange skal man kæfte op her i livet, siger en beboer på et tidspunkt også selvom det ikke lige ligger til éns temperament. 

Filmen vises på DR1 på mandag og kan derefter findes på dr.tv.  Længde 1 time.

CPH:DOX åbner med Twice Colonized

Niklas Engstrøm, kunstnerisk direktør for CPH:DOX, siger:

“‘Twice Colonized’ er en af årets absolut vigtigste dokumentarfilm. Filmen sætter fingeren på kolonialismens personlige konsekvenser og giver os et tiltrængt nyt perspektiv på vores egen historie. Den er båret af en dyb vrede og en vilje til at kæmpe for en mere retfærdig verden, men uden at miste fornemmelsen for virkelighedens nuancer og kompleksitet. På den måde kan ‘Twice Colonized’ forhåbentlig være med til at starte nye samtaler op her i Danmark om koloniseringen af Grønland og om, hvordan afkoloniseringsprocessen kun kan lykkes, hvis vi alle - både grønlændere og danskere - engagerer os i den.”...

J.Leth & A. Koefoed: Music for Black Pigeons

Lee Konitz er på vej ud til en bil i Sisimiut. Han peger til højre og spørger kvinden, der følger ham ud, om der er et barn i barnevognen derhenne? Svaret er ja, faren er lige inde og hente noget. Babyen sover og snorker, siger hun. Konitz går hen og lytter, vender sig om og ønsker barnet et langt godt liv. Mageløst. På dette tidspunkt i filmen er vi som tilskuere bekendt med Konitz, alt saxofonisten med den lange karriere og kolossale karisma. Vi har mødt ham i hans lejlighed i New York, set ham trisse rundt samme sted, hvor han leder efter mundstykke til sit instrument. Han er heldigvis til stede hele filmen igennem.

Thomas Morgan står ud af sengen i sin lille lejlighed i Brooklyn, tænder for noget musik, gør morgengymnastik. Han er bassist og øver aldrig hjemme. Han forsøger at undgå det automatiske, når han spiller, siger han til kameraet i et af de mange typiske Jørgen Leth’ske tableauer, som vi kender helt tilbage fra ”66 Scener fra Amerika”. Det tænker jeg på, da Morgan af Leth bag kameraet bliver spurgt, hvad han føler, når han spiller. Laaang pause, længere end Andy Warhol i nævnte film, afbrudt af Leth, som for at hjælpe spørger den stakkels bassist på andre måder før Morgan endelig kommer med bud på et svar. Mageløst.

Leth & Koefoed: Music for Black Pigeons

De to instruktørers tanker og motivation iflg. pressematerialet:

”Vores film udspringer af en dyb kærlighed til musik. 

For Jørgens vedkommende går den tilbage til 1960’erne, hvor han som jazzskribent blandt andre fulgte Lee Konitz og skrev om ham. Han var Jørgens store helt. Kærligheden blev vakt til live igen fire årtier senere i New York i 2008, hvor Andreas inviterede Jørgen ind i Avatar studiet i New York, hvor Jakob Bro indspillede en plade med blandt andre Lee Konitz og hvor Andreas og Sune Blicher var igang med optagelserne til filmen Weightless. Det var her Jørgen og Jakob Bro mødtes for første gang og her at kimen til samarbejdet mellem os blev lagt.

Filmen bygger på venskab. Årelange venskaber, både mellem musikerne, mellem os indbyrdes og mellem musikerne og os.

Filmen er som et stykke musik. Den er improviseret frem, bygget op af forskellige stemmer, der krydser hinanden, sætter sig spor, kontraster, der mødes og skaber nye sammenhænge.

Glimt af livshistorier, venskaber, åndelige fællesskaber, der skabes og udvikler sig over tid og sted. 

Filmen er blevet til i en organisk proces. Der var aldrig en plan. Den har udviklet sig organisk og forgrenet sig, har haft sit eget liv med os som katalysatorer.

Filmen er en dokumentation af en række stilskabende musikere. Flere af dem er her ikke længere. Flere af dem er aldrig blevet portrætteret før trods deres ikoniske status i musikhistorien. Filmen vil leve som et dokument for eftertiden og folk vil kunne opleve, at sådan var fx Lee Konitz. Sådan boede han og der købte han suppe. Sådan gik han og fløjtede på gaden. Sådan sad han alene i sin lejlighed og lyttede til musik, mens mørket faldt på.

Filmen er drevet af nysgerrighed. Hvordan kan man beskrive musikkens væsen? Hvordan opleves musik hos dem, der selv udøver den og lever med den? Hvor finder de inspirationen?

Filmen er et møde mellem generationer. Både foran og bagved kameraet. Hvad opstår der, når man åbner sig for en åndsfælde fra en helt anden generation? Hvad giver man til hinanden? Arven lever videre i den nye generation.   

Filmen er ikke kun en film om musik, det er en film om livet, om at skabe, om at knytte venskaber, om at elske, ældes, miste og drømme.

Filmen søger en mening, men ved også at den er flygtig. Vi søger de smukke øjeblikke. Der hvor ord kommer til kort.”

 Fotografi: Jørgen Leth, Andreas Kofoed og Alberto Barbera

CPH:DOX lancerer ny streamingtjeneste

Rita Baghdadi: Sirens

”With jet-black hair, leather boots and an uncompromising sound, metal band Slave to Sirens smashes every obstacle to pave the way for other female musicians in Lebanon. In Rita Baghdadi's instant Sundance audience favourite, we follow the band's five young members as they struggle with music, each other and the unrest in the country. The overriding protagonists are the band's biggest egos: the two headbanging guitarists who share a complicated past! Withexplosive chemistry and youthful stubbornness the five women play as loud and fast as they can for a brighter (or darker) future.”

That is the synopsis from cph:dox website. Inviting it is. I saw on my computer a film that has been to Sundance and many other festivals this year, including One World in Prague, where I heard members of the intl. jury talk positively about it. I managed to see it via the website of the Copenhagen festival and I can only echo what has been said: Talented interpretation of creators who have difficulties in fitting into a conservative society due to their sexual orientation, the music they play – and the emotional conflicts between Lilas and Chery. It’s all about catching the atmosphere of where the protagonists are and who they are. The film does that in a fragmented nervous rhythm – before and after the explosion that changed Beirut August 4 2020 and made people go to the streets.

Lebanon, USA, 2022, 78 mins.

Daniel Roher: Navalny

Det er jo ikke fordi historien om Navalny ikke er kendt og fortalt igen og igen. På nettet, i tv-reportager og i dokumentarer. F.eks. har BBC i 2021 produceret ”Manden Putin ikke kunne dræbe”, som kan fanges på https://www.dr.dk/drtv/program/manden-putin-ikke-kunne-draebe_273354.

Det er en klassisk BBC-dokumentar, hvor arkiv veksler med interviews og hvor der gives baggrundsinfo om andre forsøgte giftmord. Og tales om myrdede oppositionspolitikere som Boris Nemtsov og journalisten Anna Politkovskaja. Og om Navalnys opvækst, politiske karriere og tvivlsomme deltagen i nationalistiske demonstrationer. Hans pro-russiske holdninger til Krim og Donbass er blevet kommenteret i stærke vendinger af ukrainere på de sociale medier.

Ikke desto mindre skal I gå ind og se ”Navalny” i de biografer, som CPH:DOX sender den ud til. Det er en docu-thriller, som festivalen skriver, formet over den skabelon, som producenten CNN bruger med en charmerende, artikuleret hovedperson i centrum, som mestrer internettet, hvor han ekvilibristisk taler direkte til seeren og i en helt fantastisk satirisk dokumentar (et scoop) fører rundt i Putins Palads ved Sortehavet. Den kan I se på YouTube.

Tilbage til Daniel Rohers dokumentar og til den sekvens, som er hele filmen værd, en perle på højde med Heynowski/Scheumann’s interview med Congo-Müller i sin tid: Navalny har med fantastisk hjælp fra Bellingcat’s Christo Grozevog journalisten Maria Pevcikh tracket, hvilke FSB-agenter, som har fløjet til Tomsk i den periode, hvor Navalny var der. Deres telefonnumrefinder de og Navalny ringer op til flere af dem, der lægger på, når han spørger dem, hvorfor aktionen gik galt. Med Navalny i centrum sidder de tre i billedet og reagerer på hvad de hører. 

Men én vil gerne tale, Konstantin Kudryavtsev, som fortæller at giften – novichok – var placeret i Navalnys underbukser og hvis ikke flyet var landet i Omsk efter 40 minutter, var aktionen sandsynligvis endt som planlagt. Med Navalnys død. 

Daniel Roher var bag kameraet i huset i den tyske landsby, da Navalnys opkald blev foretaget. Alt blev optaget og den del af de 49 minutters samtale mellem Navalny og Kudryavtsev, som er med i filmen, er helt forrygende.

Julija Navalny er med sin mand hele tiden, deres to børn er udenfor landets grænser. Hun er stærk, når hun insisterer på at ville se sin mand på hospitalet i Omsk og hun er til stede i retssalen, når hendes mand tegner hjerter til hende på glasburet, som bruges når fanger i Rusland bringes til retten. Navalny rejste hjem til Rusland, hun rejste med, gud ved om hun ikke hellere ville være blevet i den tyske landsby med grønne marker og æsler, som de giver gulerødder. 

Bulgarske Christo Grozev fra Bellingcat er den tredie hovedperson. Han er graver-journalist og har undersøgt adskillige giftmord-historier. Her er han den saglige informator og han bringer respekt for det arbejde Bellingcat udfører, lige nu i Ukraine.

Navalny sidder i fængsel nu, han har sultestrejket, han har kontakt til sit hold udenfor, de af dem der ikke er fængslet eller gået i eksil, han kommunikerer, opfordrer til demonstrationer. Hvor længe han skal sidde i fængsel, vides ikke, der tales om 20-30 år…

USA, 2022, 98 mins.  

Michael Graversen: Mr. Graversen

Ærlig, følsom, kærlig, oprigtig. Ord der karakteriserer filmen om Michael, hans far og hans mor. Svend-Aage og Astrid. 

Forløsende, aldrig anklagende… for Svend Aage var der jo ikke, da Michael som barn fik kræft og var gennem mange års behandling. Han drak, det gik ned ad bakke og han mistede sin tøjforretning. Astrid var den, som var på hospitalet hos Michael, som altså nu vender tilbage til sit barndomshjem for at lave en film om sin far , som er tørlagt og har energi – og om sin friske mor som har viet sit liv til hunde og hundetræning og hundekonkurrencer. Huset er fyldt med pokaler, hun har vundet. 

Michael er ikke kommet for blot at kigge tilbage, han vil skubbe forældrene i gang, nej sammener et bedre ord, for de har jo ikke meget at tale om, når de sidder der ved middagsbordet. Og Michael vil gerne ind på farens værelse, hvor han opholdt sig meget for sig selv med sin alkohol. Michael spørger om han ikke må komme med ind, men nej… i starten af filmen.

Og Michael inspirerer faren til at købe blomster til Astrid for at fejre deres 40 års bryllupsdag, hvilket også omfatter at besøge kirken, hvor de blev gift. Det viser sig senere at være den forkerte kirke! Det vækker latter. Der er i det hele taget mange fine øjeblikke, hvor man griner med og ikke af de to.

Så filmen har en udvikling. Michaels hensigter lykkes. Også at forældrene flytter fra rækkehuset i Grindsted for at komme nærmere Michael og hans familie med børnebørn på Sjælland. Det kan kun gå godt.

Inden da har Michael kørt forældrene til Odense Sygehus, hvor han opholdt sig så meget under sin sygdom. Det kommer der fine følsomme scener ud af.

Godt at Michael som instruktør ikke maser sig ind i billedet. Der er for mange film, hvor instruktøren insisterer på at være med, her er Michael bag kameraet og blander sig nænsomt. Vi får ikke meget at vide om misbruget og den hårde tid det må have været for Astrid, savner vi det? Næh, der skal også være noget at forestille sig, ig-å, (ikke osse) som de siger i Jylland og som Svend-Aage siger det. Meget usagt, mange pauser, tak for det!

Danmark, 2022, 82 mins.

https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/film/121421

Simon Bang: Kaptajnens Hjerte

Der sidder han, kaptajnen. I sin dejlige stue på Østerbro i København, en stue med tre vinduer, to på skrå, et i midten som stævnen på det skib, han styrer. Han sidder med sin tegneblok og med skiftende hovedbeklædning. Han bærer en stilig hat, en kaptajnkasket, han har pibe i mund, han tegner, nej lever sig ind i sin morfars univers og historie og befolker arkivmateriale med sine animerede figurer og ind imellem får han bølgerne til at slå voldsomt mod vinduerne på Østerbro. Han skaber. En kunstner i arbejde.

Det er ganske forrygende, hvad Simon Bang får ud af sin morfars eventyrlige liv jorden rundt på havet, om bord på sit elskede skib med det dejlige gammeldags danske navn Otto Petersen. Han var nemlig ikke meget hjemme hos Anna og deres tre børn. De to piger Ulla og Ida giver deres besyv med om en streng far, som ikke havde evner til at tage sig af Kay, deres bror som var modstandsmand, men efter krigen røg ud i et misbrug og blev narkoman. Pigerne fik en streng opdragelse men forstod også Fars sorg, da Anna døde og han blev alene i lejligheden.

Tilbage til kaptajn Simon på Østerbro, som giver sig selv og tilskueren en underholdende oplevelse på verdens have, en rejse i verdenshistorien, filmisk virtuost, en kunstnerisk præstation fordi tegneren, maleren og fortælleren Simon Bang har taget sig tid til at folde historien ud. 10 år! Det er ganske imponerende.

Danmark, 2021, 95 mins.

Andreas Koefoed: The Lost Leonardo

Hun kigger dig lige ind i øjnene. Hun har lige forklaret, hvorfor hun mener at maleriet som hun restaurerer er malet af Leonardo da Vinci. Hun har peget på det sted, hvor Leonardos teknik er tydelig, på samme sted som i Mona Lisa. Hun lægger et klæde henover staffeliet i sit studio i New York, tager elevatoren ned og går ud på gaden. Dianne Modestini ringer til Robert Simon, en af de to ejere af maleriet for at videregive resultatet af undersøgelsen. 

Det er en smuk sekvens, en filmisk sekvens som gør Modestini til min hovedperson og filmens, tydeligvis, for der vendes tilbage til hende og til hendes ”lost love”, Mario Modestini, som så maleriet før sin død i 2006 og sagde at det var malet af en vigtig kunstner ”på Leonardos tid”, det vil sige omkring 1500, højrenaissancen.

Jeg tror på hende, men filmskaberne lader mig ikke blive i troen. En tysk 

Jørgen Vestergaard: Filmliv

Jørgen Vestergaard er enestående i dansk filmkunst. Lige siden han instruerede sin første film i 1963 er han gået sine egne veje som instruktør af dukkefilm, dokumentarfilm og spillefilm. Og hans egne veje førte ham tidligt tilbage til Thisted, hvor hans værksted, atelier, hans familie, rækker af filmfolk i kortere tid og han selv gennem år husedes i en landejendom nær byen.

Fascineret og videnlysten besøgte Jørgen Vestergaard tidligt i sit filmliv sammen med sin hustru de tjekkiske dukkefilminstruktører Jirí Trnka og Karel Zeman og fascineret af mestrenes stop motion metode og hjemme igen begyndte de to at lave dukkefilm, vist nok på den tid som de eneste i Danmark.

Det her fortæller forlaget Knakken i Thisted bag på bindet på sin fornemme udgivelse af en bog på 320 sider som Jørgen Vestergaard har skrevet om produktionerne af sine 60 film til nu. Og der fortælles videre at han selv, hjemme i filmværkstedet med hustruens hjælp med tilskæring og syning af de små kostymer, forstår jeg i min senere læsning, herefter lavede dukkefilm om en række fortællinger af Andersen, Poe og Lorca.

Mogens Brejnholm Nielsen: Faktatjek

Alle var dette mærkelige år, et århundredes sidste, efterhånden enige om, at Randers ikke mere var, hvad byen havde været. Sådan skrev jeg 2004 til Mette Lundens og min bog Randersbiografi. Og jeg selv begyndte dengang tilmed at spekulere på, om byen var en by stadigvæk. Med Calvino i hånden kunne jeg – i det mindste over for mig selv – rejse berettiget tvivl om den by, som i dag hedder Randers, nu også er den samme, som eksisterede tidligere under det navn. Som Calvinos Maurilio kunne den have afløst en anden med det samme navn på dette samme sted, uden der var forbindelse mellem dem. Uden der nogensinde havde været forbindelse.

 MORGENMØDER

Og når Jyllands Posten en søndag tidligt i dette år 1999 kunne skrive ”God¬morgen Randers”, og så bare lade teksten handle om nogle møder, man havde tidligt på dagen mellem de øverste chefer i den kommunale administration, så vidste jeg, men accepterede ikke, at den ironiske hilsen også gjaldt mig. Jeg boede i Randers, holdt af at bo der, ville blive ved med det, men var altså i tvivl om, hvad det var for en realitet, ordet dækkede. Var jeg i en eller anden forstand omsluttet af begrebet Randers og således ansvarlig for, hvad disse mænd talte om og besluttede? Naturligvis ikke, skrev jeg til mig selv den morgen. ”Randers” var her en journalistisk forkortelse…

 BYENS ANSIGT

Som ordet også var det hos Randers Amtsavis’ journalist Jørgen Bollerup Hansen, når han den 14. februar 1999 skrev om Randers’ image, interviewede borgmesteren om hans by, som var det stadigvæk denne overskuelige, middelalderlige købstad, de talte om, og i en spalte efter artiklen listede en række punkter op: Cerberus’ handlinger, det kommunale personalekontors handlinger, Lillebjørnbestyrelsens handlinger, Brusgårdbestyrelsens handlinger, Rytterskoleledelsens handlinger, Randers Jazzfonds handlinger, Jyllands Postens hanlinger med sine artikler om Randers Kommunes ledelse og endelig en bestemt handling på Randers Kunstmuseum. Ja, der var meget de dage at føle sig ansvarlig for. Alt dette skadede Randers’ image stod der. Strukturen Randers klart opfattet som et stort kommercielt firma bærende dette navn, hvor formanden for bestyrelsen netop var blevet interviewet.

 FOTOBOG

Jeg havde næsten glemt disse møder om morgenen mellem de øverste chefer på Laksetorvet og fuldstædig fortrængt de meget voldsomme begivenheder under et ekstraordinært byrådsmøde den 10. marts 1999.

 Men så kom forleden dag Mogens Brejnholm Nielsens smukke fotobog, Faktatjek, 48 fornemt tykke sider, liggende A3 format, en lille suite sort/hvide helsides fotografier i en uklippet montage direkte fra negativstriben og en større suite fotografier i farve og som alle er omhyggeligt kontrollerede snapshots.

Mogens Brejnholm Nielsen skriver i sit forord om sin holdning til sine fotografiers objekt Randers: "Jeg holder af min by, og har hjemve så snart jeg forlader den. Har i det meste af mit voksenliv fulgt med i samfunddsdebatten og via fotografiet kommet i kontakt med mange forskellige miljøer og mennesker. min yngste datter, der bor i Århus, har er indkøbsnet, hvorpå der der står: "Alt, hvad de siger om Randers, passer"..."  

Jonas Poher Rasmussen: Flugt

Medierne er fyldt med historier om mennesker på flugt. Mennesker som har betalt med deres liv. Druknet. Mennesker som bliver udnyttet af andre mennesker, der lever af at smugle, udstede falske papirer, aflevere til brutale regimer og myndigheders håndlangere. Vi kender til det, vi læser derom dagligt, vi ser statistikker, vi ryster på hovedet og blader videre i avisen. Vi registrerer men bliver sjældent dybt berørt. Som hvis vi ser en stærk film...

Grand Hjemmebio / Gensyn

GRAND HJEMMEBIO

Kim Foss meddelte for noget tid siden at biografen han leder, Grand Teatret i København ”udvider paletten og nu også tilbyder ’udbringning’ af film til din egen skærm.

På Grand Hjemmebio kan du fange nogle af de gode titler, du ikke nåede at se i biografen. Eller gense de bedste. Udbuddet er – som i biografen – nøje udvalgt efter, hvad vi synes, er det absolut bedste på filmfronten.

Vi tilbyder adgang til et filmkatalog med vokseværk. Vi vil løbende føje nye og spændende film til siden – med ambitionen om at blive dit foretrukne tilflugtssted, når du skal belønne dig selv med en filmoplevelse ud over det sædvanlige.

Der er flydt meget vand i åen siden Grand Teatret åbnede anden juledag 1913. Med over 100 års erfaring med kvalitetsfilm mener vi at ligge inde med nok viden og filmkærlighed til også at favne filmkigningen derhjemme.

Så derfor: Stort velkommen til Grand Hjemmebio! ”, slutter Kim Foss sin indbydelse.

EKSKLUSIVE TITLER

Disse dage Danmarkspremiere på nye eksklusive titler, stort bagkatalog af ældre udvalgte titler som nogle af os ikke fik ser i Grand Teatret dengang kan nu nås i Grand Hjemmebio:

https://www.grandhjemmebio.dk/ 

GENSYN

fælles essay af Sara Thelle, Tue Steen Müller og Allan Berg Nielsen

  Sydjysk landskab med stående kvinde og siddende mand...

7. 11. 2019: Med ét i filmens lange dybt tilfredsstillende forløb af forunderlige scener, diskrete flytninger og tankesamlende vignetter står der uventet Onkel på lærredet! Og så kommer slutteksterne, de vigtigste først i skilte og derefter alle de andre rullende. Jeg bliver siddende i stolen. Forbløffet. Er det allerede forbi? Er hun gået? Denne vidunderlige fortælling, denne dejlige kvinde.

I instruktørens forrige film og fortælling Hundeliv (2016) havde både de to piger og den sårede soldat i filmen og jeg i biografen fæstnet os særligt ved kassedamen i supermarkedet. Hun var bare så sød, og både i sin rolle og i virkeligheden, så ægte livligt venligt snakkende med kunderne hun jo kendte. Her var det gode menneske.

Nu er hun så landmand, sød og ægte. Men nu fåmælt som onklen. Hun er forældreløs forstår jeg, han er alene og hendes nærmeste. Hun har  gennem skoletiden boet hos ham på hans gård med køer og græsmarker og kornmarker, og nu som ung kvinde passer hun hans hus og driver hans landbrug sammen med ham. Begge er de tavse i dagenes arbejde og i aftenernes sagte tv-lyd fra det lille apparat oppe på skabet og aviser i stak på stolen: han. Og bøjet i den tykke krydsordsbog: hun. Han let studs, hun let indadvendt begge i en ægte jysk tavshed. Tryg og smuk. Og skildret af Frelle Petersen med kompetent indsigt…

… et drama af dage og nætter, af årstidernes gang (Flaherty / Grierson)

10.11.2019: Filmen vil ikke slippe mig, jeg noterer at den tegner døgnets tid, årets tid, kredsløbets tid med dagsrytmevignetter med solnedgange som i Hundeliv. Det er helt tydeligt. Mindre tydeligt tegnet, men ikke mindre vigtig, er den lineære tid, fortællelinjen, som manuskriptet håndfast, men personinstruktionen diskret, næsten umærkeligt tegner, udviklingen hos de medvirkende, især hos den unge kvinde som lader sig kalde Kris, som klipningen selvfølgeligt sikkert fuldfører i en dramatisk kurve af overvejelser og afprøvninger filmen igennem tilbage til den ufravigelige oprindelige situation. Og Frelle Petersen lader med hende kredsløbets tid vinde over den lineære tid, alt kommer igen, intet forsvinder, det bliver ikke væk, det er stadigvvæk et vækkeur på natbordet i Kris’ værelse som sætter dagene i gang, Kris ejer endnu ikke en mobiltelefon. Til side med dynen, blå arbejdsbukser og hvid bh på, hun ruller gardinet op ser ud i den tidlige morgen. Så arbejdsdagens storternede skjorte.

 Efter lang tid kommer musikken og streger ind og streger under. Det er høst og det er sensommer. Og som i alle rutiner er jeg bundet i årets stadig gentagne tid. Og i årenes, Kris har blidt overtaget onklens plads i førerhuset, hun ser hans kræfter svigte, glad kører hun videre, det er høstarbejdets tid.

Blikket over det storladne landskab i lavt aftenlys afslutter dagene, Kris’ blik forstår jeg...

Amy Berg: Janis: Little Girl Blue 2015 / Janis: Little Girl Blue (grandhjemmebio.dk)

...Just as with Scorsese’s Dylan portrait No Direction Home, Amy Berg owes some of Janis’ finest moments to D. A. Pennebaker. Not only with the strong scenes from his legendary concert film Monterey Pop (1968, filmed by Pennebaker, Leacock and Maysles, probably the most musical trio in film history), the film that sparked off Joplin’s route to stardom... 

  Nearly two hours in company of Janis Joplin, what’s not to like! I was so ready to just lean back and enjoy and I was… disappointed.

 Whoa, slow down, hold your horses! I’m being bombarded with talking heads at a speed so I can’t follow. Too fast a pace when all I want to do is to take my time, hear the music, feel the music and the person I’m about to discover.

 I’m disappointed because I’m sitting in the dark theatre all alert and ready to take in impressions, emotions, sound, images and Music and I’m not getting the cinematic experience I thought I would. And I’m annoyed because I think a big part of my disappointment is a question of the editing. I don’t mind a conventional portrait film, I don’t mind seeing a TV-documentary in a theatre, but I do mind the rushing.

 All the information, all the anecdotes and the archive footage lose sense if I don’t get the time it takes to “meet” the performer and her music. If there is not a moment where I hear something I haven’t heard before, suddenly discover the lyrics of a well-known song or just get to linger on a live performance…

 Having said that, award-winning American filmmaker Amy Berg (the Oscar-nominated Deliver Us from Evil, 2006, about child molestation within the Catholic Church) has made an impressively well-documented portrait of Janis Joplin. It has been a long-term project initiated by the Joplin estate who approached the director back in 2007 and behind the film lays a huge amount of work with archive research, funding and clearing rights.

 Part of Berg’s take on telling the story is a voice-over (the voice of another southern singer/musician Chan Marshall, known as Cat Power) reading Janis’ letters to her family and lovers. Dear family, she wrote continuously throughout the years, giving news to the Texan middle-class nuclear family she came from (the family letters was originally used by Joplins sister Laura in her book Love, Janis from 1992, later turned into a theatre play and a Broadway show). Joplins two younger siblings (Laura and Michael Joplin who manage their sisters estate), old friends, band mates and fellow musicians are looking back. The portrait seems less depressive and dramatic than I thought it would be, and I like that. Lots of life, fun, love and friendships, the story of a strong young woman who at 17, to her own big surprise, discovers she can sing and from then on the rise to fame, but also the beginning of a heroin and alcohol addiction that ends up causing her sudden death.

 Just as with Scorsese’s Dylan portrait No Direction Home, Berg owes some of Janis’ finest moments to D. A. Pennebaker. Not only with the strong scenes from his legendary concert film Monterey Pop (1968, filmed by Pennebaker, Leacock and Maysles, probably the most musical trio in film history), the film that sparked off Joplin’s route to stardom (Pennebaker is there himself to reveal how close Joplin was to not be in his movie!), but also with his footage of Joplin and the band Big Brother and the Holding Company in the recording studio and at concerts (material that Pennebaker and Hegedus have used in their short Joplin-film Comin’ Home from 1991, I now find out from the credits). The recently released Festival Express (2003) by Frank Cvitanovich and Bob Smeaton, documenting the 1970 tour by train through Canada gathering Joplin, Grateful Dead and The Band, is another invaluable source.

 The press material states that no one had ever explored Janis Joplin’s story on film. A quick search and I discover that Howard Alk (The Black Panther film The Murder of Fred Hampton, 1971, and editor on Dylan’s Renaldo and Clara) made the portraitJanis: The Way She was in 1974. I have to see that! I assume that old time conflicts between the estate and Alk must be the reason that the film is not quoted even though important and mostly unique scenes from it are reused in Berg’s portrait. I have promptly ordered the Howard Alk DVD, maybe a second Janis Joplin portrait film review will be coming up soon…

 I found Janis: Little Girl Blue to be out of rhythm, which is no good when we’re talking about Joplin. But please do go see for yourself, you might not agree with me…

Bridgend 2015 / Bridgend (grandhjemmebio.dk)

Vi var i biografen og så Jeppe Røndes ”Bridgend” - redaktørerne af dette site, Allan Berg og Tue Steen Müller ledsaget af sidstnævntes kone Ellen Fonnesbech-Sandberg. Hjemme i kolonihaven talte vi om filmen i timevis, læste Kim Skottes Politiken-anmeldelse og Ralf Christensens fra Information, begge meget rosende. Men noget mangler i deres vurderinger, blev vi enige om. Det kommer her fra Allan Berg:

 ”Jeg drukner i disse voldsomme store drenges uartikulerede støj, men jeg rammes til gengæld præcist af den unge kvindes gennemspillede bevægelse fra distant nysgerrighed over undrende analyse til beslutsom involvering. Jeg ser uundgåeligt, at den unge kvinde er i slægt med den unge kvinde i von Triers ”Breaking the Waves” og med den unge kvinde i hans ”Dancer in the Dark”, i slægt med Tarkovskijs unge kvinder i ”Solaris” og i ”Andrej Rubljov”. Disse kvinder griber alle ind i tilværelsen og trodser den samfundsbestemte skæbne ved at ofre sig selv. Filmene bliver således for mig elegier over denne kvindelige lidelse og offertemaet i Jeppe Røndes film samler sig om denne ene skuespiller, som også er den eneste, der skildres som helt menneske, som når hun låner sin elskede af sit liv og han styrket af dette forlader sin éndimensionelle rolle (i hans tilfælde som fardomineret kordreng), den afgrænsede rolle han og alle andre personer omhyggeligt er tildelt i Røndes overdådigt udstyrede og strengt stiliserede marionetspil...

Den unge kvinde bryder imidlertid ud af dette snoresystem, bryder alle regler og gennemfører suverænt sin rolle i det drama om en frihedskamp, som hedder kvinden og mændene, river sin mand ud af flokken, han er blevet udvalgt fordi han har sunget for hende, han er kunstner og således ægte og sanddru, og som Tarkovskijs nøgne kvinde fra det frie samfund i skoven forfulgt af massakrerende krigere går hun ud i vandet beslutsom, rank og sejrende som en Paionios’ Nike, jeg ser rygvendt. Hun vil hellere tage sit liv end underkaste sig og overgive sig til voldtægten. Hendes elskede og resten af den unge menighed følger hende. ’Hun er stærkere end alle os andre’, havde de sagt om hende.”

I Walk, 2019 / I Walk (grandhjemmebio.dk) 

Når det gælder Jørgen Leth, 2019 er det altid, og i høj grad i denne meget store og aldeles vigtige film, umuligt at skille manden fra værket. Og jeg, som i min ungdom var opdraget i det autonome værks ånd, jeg som dog trods dette har læst biografier og selvbiografier med begejstring, men vist som underholdning, ikke som nøgler til værkerne, jeg anbringer nu tryg I Walk på hylden med verdenslitteratur, de uomgængelige film og bøger: Godards framinger (Asger Leths bemærkning et sted), Herzogs vilde bjergbestigning (synopsens association et sted), Rilkes elegier og Inger Christensens sonetter (mine private tanker undervejs i mit møde med Jørgen Leths nye storværk.

Kære Jørgen, hele tiden mens jeg ser din film og hører din ustandselige, smukke og kloge stemme tænker jeg på Rembrandts tror jeg nok sene selvportrætter, hensynsløst fortvivlede, og skridt for skridt dybere erkendende det som ikke bliver væk, dette vigtige, du skriver til sidst i din seneste bog:

Det bliver ikke væk jeg har skrevet det ned det bliver / ikke væk Jeg skriver det ned så det er der / Så står det der Det behøver ikke være en blank side / Det forsvinder hele tiden / Det skal bare puttes på plads / Det må ikke blive væk / Og det er vigtigt at huske / Tankerne er gode men de forsvinder / De skal indfanges under glas, ligesom insekter / Pilles fra hinanden ligesom insekter

Nej, Jørgen. Du har ret, det bliver ikke væk, for det ligger længere fremme og venter. Din digterkollega Lea Marie Løppenthin kommer dig nemlig til undsætning: "Det var først for nylig, at jeg undersøgte etymologien for det korte, skrappe ord ”væk”: Fra middelaldertysk wech, afledt af weg ’vej’, jævnfør norrønt á veg ’på vej, bort, væk’ beslægtet med vej.

Det lykkelige ved opdagelsen sidder stadig i mig – / Det der er væk, er altså bare nede ad vejen. / Det, der er væk, er bare et andet sted end her."

Løft højre fod og tag med din vilje et skridt frem og løft venstre fod og tag med vilje et skridt frem. Du Går…

 NOTER

 JANIS

 Janis: Little Girl Blue (2015, 103 min.) Production: Disarming Films and Jigsaw Productions. Danish distribution: Camera Film in collaboration with CPH:DOX Premiering in Danish theatres all over the country October 22nd. 2015. DR2 DOKUMANIA I MORGEN AFTEN tirsdag 18. oktober 20.45 og efterfølgende på DR TV. Filmkommentaren.dk review: 4/6 pens.

 Trailer: https://www.youtube.com/watch?v=AYizdG42THg

BRIDGEND

Danmark 2015, 99 min.

 Still: Hannah Murray som den unge kvinde

 SYNOPSIS

 A Bridgend Story (working title) is a film about a teenage girl, SARA, who arrives with her father to a small village in the welsh valleys of Bridgend County that is haunted by suicides amongst its young inhabitants. She falls dangerously in love with one of the youngsters while her dad as the new town policeman tries to solve the mystery. The film is based on true events. (IMDb)

 Kim Skottes anmeldelse: politiken.dk/filmanmeldelser

 Ralf Christensens anmeldelse: http://www.information.dk/537714 

Christian Krönes m.fl.: Ein deutsches Leben

Christian Krönes, Olaf S. Müller, Roland Schrotthofer und Florian Weigensamer: Ein deutsches Leben

SYNOPSIS

Brunhilde Pomsel bezeichnet sich selbst als Randfigur. Dabei kam sie einem der größten Verbrecher der Geschichte so nah wie kaum jemand sonst: Von 1942 bis April 1945 arbeitete sie im Reichspropagandaministerium als persönliche Stenographin von Joseph Goebbels. Noch in den letzten Kriegstagen, nach Goebbels Suizid, tippte sie im Bunker Schriftsätze und wurde unmittelbare Zeugin des "Untergangs". In EIN DEUTSCHES LEBEN spricht sie erstmals umfassend über ihre persönlichen Erfahrungen im engsten Zirkel um Hitlers größten Hetzer und Massenverführer, über ihre Zweifel, Ängste und ihr Schuldbewusstsein. Der Film ist zugleich ihr letztes Zeugnis: Im Januar 2017 verstarb Brunhilde Pomsel im Alter von 106 Jahren.

Die im konzentrierten Schwarz-Weiß gehaltenen Interview-Passagen werden durch neu erschlossenes Archivmaterial aus dem US Holocaust Memorial Museum und dem Steven Spielberg Film and Video Archive ergänzt. Ausschnitte aus Nachrichten- und "Aufklärungs"- Filmen der verschiedenen kriegsführenden Nationen vermitteln ganz bewusst einseitige und subjektive Informationen und reflektieren so die Wirkung von Propaganda auf einer zeitdokumentarischen Ebene.

Die Erinnerungen Pomsels sind in Zeiten, in denen Populisten in aller Welt immer mehr Zuspruch erhalten und rechtes Gedankengut vor allem in Europa wieder um sich greift, von beklemmender Aktualität. Ihre Lebensgeschichte beleuchtet die Banalität des Schreckens, konfrontiert uns mit der brisanten Frage nach der Verantwortung des Einzelnen für das politische Zeitgeschehen und ist eine eindringliche Warnung aus der Vergangenheit an künftige Generationen. (Filmens hjemmeside)

NOTATER

Filmen som hel og uantastelig fortælling knækker for mig, da der blandt arkivmellemstykkerne skydes disse voldsomme optagelser ind, disse forfærdende billeder, citater fra registreringsfilm optaget af dels tyske, dels tror jeg nok mens jeg ser det, allierede troppeafdelinger, først af de udsultede døde i Warszawas ghetto, så fra åbningerne af koncentrationslejrene, så fra begravelserne i de store fællesgrave. Jeg føler det som for tidlig en indvending mod Brunhilde Pomsels omhyggelige vidneudsagn, filmens absolutte midtsamlende lag så udsøgt fotograferet og så fornemt klippet.

Jeg bliver jo sat i kvindens sted og må opgive at se filmen som essay og hendes omhyggelige overvejelse af hvordan det gik til at hun kunne fortrænge al viden som var ubærlig. Jeg må forlade den redegørelse og begynde et opgør med mig selv om det faktum, at jeg stadig nu som 78-årig, nu i 2018 undgår visse beretninger om ufattelig grusomhed, dengang i Tyskland og Polen, i dag i Syrien og Irak. Jeg springer artiklerne over, læser ikke bøgerne, ser ikke fotografierne, måske heller ikke filmene – kun disse værker der, som jeg ser det og måske selv forsøger, skyder det kunstneriske erkendelsessystem ind foran rædslen.

2

Jeg burde gennemføre en læsning og en skrivning og en tænkning som de store forfattere. Som Hannah Arendt, som W. G. Sebald – på mit niveau forstås! I det mindste læse deres bøger igen og se hvordan det er de gør. Bruger tænkningen. Jeg burde se Joshua Oppenheimers to film igen – og se godt efter – hvad er det han gør? Indbygger distancen ved humor og accentuering, ved overdocering, ved overdrivelse, tror jeg det er. Gør de under fuld kontrol.

3

Men filmen Ein deutsches Leben står enkel og rå for mig. Og det er godt. Den bringer Brunhilde Pomsels sindrige og i sig selv uangribelige fortælling, denne omhyggelige analyse af det at undvige ubekvem viden og alene konkludere: ”Ich könnte keinen Widerstand leisten, ich bin zu feige.”

4

Filmen har en storladen, enkel æstetik. Den skyder dokumentariske arkivstykker ind som ekskurser, som fordybelser, som kollektive erindingsglimt til Brunhilde Pomsels dybt personlige og til fuldstændig ærlig autenticitet litterært finpudset formulerede vidneudsagn. I begyndelsen er det hændelser, vi alle kender, Goebbels taler, også den endelige i Berliner Sportspalast, hvor jeg ved filmens overraskende disposition så indtryksfuldt alene får filmoptagelsernes lydside til sort lærred, hans stemme, som Brunhilde Pomsel opholder sig ved og undrer sig over i sin så besynderligt helt troværdige beskrivelse af denne mand, som alene i sin skuespilkunst viser eller røber sin kyniske modbydelighed i disse så forfærdende sært forførende taler.

Jeg hører alene stemmen og sætningerne, ser ikke billederne. Sådan fornyr dette filmværk disse længst forbrugte historiske optagelser med ny koncentration. Jeg der var immun efter at have set dem for længst og siden alt for mange gange, hører dem nu for første gang, jeg kan ikke lægge dem væk. I denne æstetiserede version er jeg ikke immun, følelsesmæssig. I en nyrenset skønhed tvinger de på ny min opmærksomhed.

5

Jeg tror der er sket det at de fire instruktører er lykkedes med en bearbejdning af de første arkivcitater, men så har givet op – dette kan vi ikke æsteticere, det må vi bare sætte ind, det må vi bringe, det er ukendt materiale, det er enestående… og filmen, deres film, Ein deutsches Lebenbliver de steder tavs. Uden bearbejdningen, uden den nye tænkning, uden den poetiske indsats, er det en tavs film, hvor alene Brunhilde Pomsels testamente lever i sin egen litterære højde. På dette sted altså knækker filmen, tror jeg – fejler som filmkunst og bliver anklage. Jura, international retsfølelse, moralfilosofi? Nej, blot tavs anklage, vender sig mod mig: du har en erkendelsesopgave. Du må selv gøre vores film færdig.

6

Brunhilde Promsel selv er derimod færdig med sit arbejde og kan sammenfatte: Jeg var fej. Jeg gjorde for sent noget for at hjælpe Eva Löwenthal – min bedste veninde. Efter mine fem år i russisk fangenskab kunne jeg blot opsøge arkivet i Berlin og spørge efter Eva. Hun var død i 1945, myrdet i en tysk lejr.

De fire filminstruktørers kunstneriske indsats er, oplever jeg, at de så værdifuldt har filmet og ordnet Brunhilde Promsels erindrings- og afklaringsarbejde – men efter at have gjort det så smukt loyalt, lever de kun delvist og usikkert op til hendes fortælleniveau og intellektuelle klarhed, som alligevel gør deres (alle fem) fælles film enestående, uomgængelig, aldeles vigtig og smuk.

Østrig 2016, 113 min. Blackbox Film & Medienproduktion GmbH Dansk distribution: Camera Film, dansk biografpremiere 25. januar. FILMKOMMENTARENS vurdering: 4/6.

http://www.eindeutschesleben.de/ (filmens hjemmeside)

http://www.sueddeutsche.de/muenchen/fimfest-muenchen (anmeldelse)

http://www.eindeutschesleben.de/interview.html (interview om produktionen)

SYNOPSIS

Selv om Brunhilde Pomsel altid beskrev sig selv som en bifigur, der slet ikke var interesseret i politik, kom hun tættere end nogen anden person på en af de største krigsforbrydere, som verden nogensinde har oplevet. Pomsel, der døde sidste år, var sekretær og stenograf for den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels. Hendes liv afspejler nogle af de største historiske rystelser i de 20. århundrede, samt hvordan de påvirkede tilværelsen for almindelige tyskere.

I dag tænker mange, at fascismens farer for længst er blevet overvundet, men Brunhilde Pomsel viser tydeligt, at det på ingen måde er tilfældet. I Et Tysk Liv tvinger hun således tilskuerne til at tage stilling til, hvad de selv ville have gjort, og om de ville have ofret deres moralske principper for at fremme deres egen karriere?

Hendes unikke personlige rejse tilbage til fortiden leder frem til nogle foruroligende, tidløse spørgsmål: Har vi overhovedetudviklet os eller er vi stadig uklare omkring vores egen moral og menneskelighed? Og endnu vigtigere: Hvor står vi selv i forhold til disse spørgsmål i dag?(Pressemeddelelse, Freddy Neumann)

Copenhagen Jewish Film Festival

… is in its second day, it’s online, it goes on until March 1st and it has an interesting programme of fiction and documentaries. The films can be streamed in Denmark, Sweden, Norway and the Faroese Islands. For that reason I might as well continue in Danish…

og starte med at prise festivalen for sit valg af film, som omfatter nye og ældre film, som det fremgår – mere ros – af den klart oplysende og fint layoutede hjemmeside med adressen https://www.cjff.dk

Det er som skrevet online det foregår, jeg har set to film, begge i fin kvalitet og ved alle film er der enten en introduktion og/eller en Q&A tilknyttet, hvor kompetente navne som Hanne Foighel (nyder hende altid i DR’s Orientering), oversætterparret Jørgen Herman Monrad og Judyta Preis, overrabbiner emeritus Bent Melchior optræder ligesom der er samtaler med instruktørerne bag filmene. Jeg overværede én her til aften, hvor instruktøren Itzik Lerner talte om ”Crossings”, der først og fremmest følger unge mænd og kvinder som gennemgår den ofte hårde basis-uddannelse, som skal gøre dem til gode checkpoint-soldiers. Jeg havde nok forventet mig mere af Lerner efter hans bosætter-film fra 2015, ”God’s Messengers”.

Så var der mere bid i ”Paradise Lost” af Ibtisam Salh Mara’ana, en film fra 2003, produceret af instruktøren og producenten Duki Dror. Filmen tog mig til ”Landsbyen Fureidis (Paradis), (som) er den eneste palæstinensiske landsby ved Middelhavet, der ikke blev jævnet med jorden, da staten Israel blev oprettet i 1948. Her er instruktøren Ibtisam Salh Mara’ana født og vokset op. Fureidis er fattig, afsondret fra de øvrige arabiske israelske byer og omgivet af israelske landsbyer og kibbutzer.” Instruktøren er i billedet, taler med familie og andre borgere i landsbyen, som alle vægrer sig ved at tale om Suaad, som blev arresteret af israelerne for at ”vifte” med det palæstinensiske flag i aktioner for datidens PLO. Instruktøren opsøger Suaad, som er bosat i London og en fin og følsom dialog føres mellem de to om konservatismen og angsten for at sige israelerne imod i den lille landsby. Om at stå op imod magten. Fin film med en ægte tone. 

Andre film: ”Mayor” af David Osit, anmeldt på dette site, http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4728/, ”Ruth: Justice Ginsburg in Her Own Words” fra 2021, Ada Ushpiz (som er aktuel med filmen ”Children”, premiere i DOKLeipzig) og hendes ”Vita Activa: The Spirit of Hannah Arendt” fra 2015 – eller Margarethe von Trotta’s spillefilm ”Hannah Arendt”, eller Polanskis Dreyfuss-film, eller (!) Orson Welles ”Processen” efter Kafka. Det er et vidtspændende program. Spillefilm og dokumentarfilm. 

Vibe Mogensen: De pårørende

VIBE MOGENSEN: DE PÅRØRENDE blev sendt på TV2 i aftes og den kan nu ses på TV2 Play. Se den!

Jeg så Vibe Mogensens film i forgårs. Jeg er stadigvæk bevæget, imponeret og glad. Generøst blev jeg lukket ind i den lange smertefulde samtale. Fik en syvende stol omkring bordet. Dokumentaren forsvandt i ubønhørlig virkelighed...

Der er kun det rum med bordet og stolene og så psykologen, de fem pårørende, forældre til psykisk syge børn, nærbillederne af deres ansigter og deres fortællinger, som Nanna Frank Møller kærligt og kompetent har klippet til én fortælling om hvad der sker når ens barn rammes af psykisk sygdom.

NANNA FRANK MØLLER OG VIBE MOGENSEN

Tue Steen Müller har på sin Facebookside "...en tilføjelse til ovenstående, en anmeldelse af Vibe Mogensens fremragende Min fars sind, som havde samme klipper, Nanna Frank Møller og samme producer, Vibeke Vogel. Filmen har været vist i udlandet - med succes og med Vibe og Nanna tilstede. Dygtige dokumentarister."

Frelle Petersen: Onkel /2

DR 2 MANDAG 20:00 

Frelle Petersens smukke drama, ikke til at glemme var min store oplevelse i 2019. Det var længe at se i alle mulige biografer, rejste til den ene filmfestival efter den anden, også i det fjerne udland, det er måske ikke forbi endnu, modtog pris efter pris. 

Nu får Onkel sin TV-premiere, filmen er naturligvis værd at gense, og har man ikke set den, skal det være nu. Ubetinget. 

 Med ét i filmens lange dybt tilfredsstillende forløb af forunderlige scener, diskrete flytninger og tankesamlende vignetter står der uventet Onkel på lærredet! Og så kommer slutteksterne, de vigtigste først i skilte og derefter alle de andre rullende. Jeg bliver siddende i stolen. Forbløffet. Er det allerede forbi? Er hun gået? Denne vidunderlige fortælling, denne dejlige kvinde.

  I instruktørens forrige film og fortælling Hundeliv (2016) havde både de to piger og den sårede soldat i filmen og så jeg i biografen fæstnet os særligt ved kassedamen i supermarkedet. Hun var bare så sød, og både i sin rolle og i virkeligheden, så ægte livligt venligt snakkende med kunderne hun jo kendte. Her var det gode menneske.

 Nu er hun så landmand, sød og ægte. Men nu fåmælt som onklen. Hun er forældreløs forstår jeg, han er alene og hendes nærmeste. Hun har gennem skoletiden boet hos ham på hans gård med køer og græsmarker og kornmarker, og nu som ung kvinde passer hun hans hus og driver hans landbrug sammen med ham... Læs eventuelt det hele: http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4655/

Sine Skibsholt: Lever elsker savner

Datteren og moderen når i en træt omfavnelse hinanden efter endnu et skænderi. De når hver gang hinanden. Datteren har i sit femtenårige liv været igennem to omfattende behandlinger for sin kræftsygdom. Den seneste er afsluttet for kort tid siden og hun er udskrevet. Moderen har på det nærmeste fulgt sin datter og er dybt præget af bekymringernes konstans, angstens bølger og den voksende træthed ved samværets mere og mere intense krav.

Senest har hun under en knoglemarvstransplantation været isoleret sammen med datteren i en plastikomhængt enestue på hospitalet til den endelige raskmelding og udskrivning. Sine Skibsholts film skildrer tilbageskuende dette faktuelle forløb nøgternt, indlevet og filmisk smukt og klart, men det er ikke hendes films hovedanliggende.

Sine Skibsholt er nemlig inde i et stort tema med variationer, familiemedlemmer og alvorlig sygdom skildret i hendes kunstneriske egenart. Som i Skibsholts tidligere film, Dem vi var, 2016 er der scener som hun har optaget observerende med sit kamera og der er tilrettelagte scener, men det er ikke til at se forskel, både datteren og moderen er imponerende sandfærdige og simpelthen velspillende og medskabende i de iscenesatte afsnit, og netop det er resultat af fornem instruktørkunst og af klipperens iagttagelse og lytten, at fremdrage disse fine nuancer i bevægelser, stemningsskift og hurtige replikker, som jeg næppe når at opfatte helt, som jeg får lyst til at skrive ned: nudansk replikkunst, en eksempelsamling.

Og netop dette er filmens hovedanliggende, de gribende samtaler mellem to krævende personligheder, datteren og moderen. Samtaler næsten udelukkende i skænderiets form. Samtalerne udvikler sig til de forsvinder i en fortvivlelsens magtkamp i en ulykkelig stigende kurve, som bliver filmens storyline, tilsammen en helt enkel fortælling om et datter / mor forhold i en almindelig teenage overgang med et på sygdomsforløbets særlige betingelser måske alligevel almindeligt forløb af uoverensstemmelser som i den beslutsomme klipning af et formodentligt meget stort filmet materiale klemmes sammen forsigtigt men bestemt og på tv opleves som en serie kriser. Det er voldsomt drama, det er oprivende kammerspil. Den lille teaterscene er familiens lejlighed, soveværelset eller køkkenet, et enkelt afsnit i bilen, de er vist nok på vej til psykologen. Det afgørende er, at kammerspillet ikke handler om det særlige, sygdommens krav og dødens nærhed, det handler om de almindelige frigørelseskriser døtre og mødre gennemlever, som vi alle kender.

Men vi er ikke mange som kender den voldsomhed og styrke og det mylder af sårende replikker, alt sammen med en underholdende værdi, en sandhedsværdi som filmens unge voksende kvinde eksploderer med, driver filmen frem med. Moderen må tage imod, for det meste…

Sine Skibsholt: Lever elsker savner, Danmark 2019, 80 min.

Filmen har biografpremiere i aften, søndag den 18. oktober, faktisk lige om lidt på TV2 21:00. Der venter flow-tv’s mange mange seere en stor ny dansk dokumentarfilm af en ny mester.

Fan Lixin: Last Train Home

 Last Train Home by Lixin Fang is shown in Cinemateket Oktober 10, 19.00 Here follows a repost of the Danish language review of Allan Berg on this site. Berg saw the film at Cinema du Réel in March 2010: 

Åbningen er voldsom indtryksfuld. Set fra en høj kran skildrer kameraet en mængde kinesere – jeg ved jo i forvejen, det er kinesere, men ville heller ikke være i tvivl – det regner, alle farvers paraplyer ses deroppefra og kinesernes tøj som pletter af kulør. Denne uforglemmelige mumlen af folkemængde høres sagte, men den stiger til højdepunktet af larm samtidig med, at kameraet udvider beskæringen af billedet, og mængdens antal vokser og vokser. Det er en uoverskuelig mængde. Det må være alle kinesere samlet. Det land er forfærdende stort, jeg mærker jeg drukner.

Pedro Costa

PEDRO COSTA

Efterhånden gik det op for mig, hvad det var for en kapacitet af indsigt og erfaring jeg og Marc Recha sad i jury med, Pedro Costa fra Lissabon og dengang lige så meget fra Paris. Det var på festivalen Zinibi i Bilbao november 2003, dokumentarfilm konkurrencen og vi tre havde travlt med at se film og snakke længe om dem.

Omsider om lørdagen fik jeg mulighed for at se en stor del af Costas arbejde som var en præsentation uden for konkurrencen, først hans No Quarto da Vanda som en installation, som en udstilling af en stor del af det optagne materiale, No Quarto da Vanda x 2, i alt 120 min. Det var i en dvd-projektion i en lille udstillingssal over for museets biograf. Og derefter så jeg så den tre timer lange film. Den var berømt, og jeg havde da hørt om den. I Paris eller Amsterdam? I Paris, vil jeg tro. Den havde da vist også været vist på en Natfilmfestival i København.

Men jeg fik den ikke set, og lige nu forbandt jeg den ikke med den mand lige overfor, hvis kloge og lange taler, når han omsider sagde noget, jeg begærligt lyttede til. Sjældent mødte og møder jeg mennesker, som i det præcise udtryk og vældige omfang udtrykker, hvad jeg troede og tror eller ønskede jeg selv tænkte. Costa er et højt begavet, meget følsomt, ansvarligt, præcist og muntert menneske. Og hans film, de to, jeg nu havde set og som jeg nu igen kan se under arkitektur festivalen, No Quarto da Vanda om den hårde virkelighed for en narkoman som bor i et fattigt Lissabonkvarter som er ved at blive fjernet og Où gît votre sourire enfoui? om klippearbejdet ved det tredje gennemklip af Danièle Huillets og Jean-Marie Straubs Sicilia! De to film, indså jeg, hørte nu for mig til de store dokumentarfilm i verden. Det gør de stadigvæk. Sådan er det med Pedro Costas egensindige film.

Det kan jeg få bekræftet når Pedro Costa kommer til København 3. og 4. oktober til arrangementer i Cinemateket i forbindelse med CAFx 2020, Copenhagen Architecture Festival. 

http://cafx.dk/program/

Erlend E. Mo: Rejsen til Utopia

Rejsen til Utopia / Journey to Utopia, blev tidligere i år sendt på CPH:DOX's streamingprogram og får nu dansk biografpremiere. CPH:DOX skrev i kataloget om filmens indhold:

“... a Danish-Norwegian family gambles everything and decides to join the fight for the climate, but the choice of a new life in a sustainable agricultural collective is not without its challenges. Everyone is talking about the climate, fewer people are acting on it. But Erlend Mo’s family does. In the shadow of climate change, they move from their idyllic country house in Norway to the new, sustainable agricultural community Permatopia in Denmark. But when they arrive en Permatopia is still under construction and the completion is dragging out. From the outset, the family’s idealism is put to the test several times, and things do not get easier when they can finally move in. Dreams and visions are one thing, another is the reality of the new ecological everyday life. Is an agricultural community also a sustainable solution for a family of five stubborn individualists? One crisis follows another, but the willingness to face them turns out to come from an unexpected place. ‘Journey to Utopia’ is a warm and humane film for a time that puts our own choices in a new light, and gives us plenty to think about and act upon.” 

Erlend Mo fortæller selv historien fra begyndelsen og hele vejen, hans fortællestemme har smertende og lindrende litterære kvaliteter, jeg får lyst til at pille den ud som tekst og læse den omhyggeligt. Han og hans families (hustruen Ingeborg og tre børn, alle medvirkende, alle fremragende spillere, både i de dokumentariske og i de iscenesatte afsnit, som ikke uden videre er til at skelne fra hinanden, deres replikker er dramatisk litteratur, ægte nutidige; og de fem i familien er alle præcise og ægte spillere, som gør dialogen til musik. Klipperen Åsa Mossberg har fundet replikkerne i optagelserne og anbragt dem som de skal være i dramaet og jeg rystes og vil læse dem, altså se filmen igen, alene for sprogets og spillets og de utallige nuancers skyld.

Det vigtige er at jeg holder med min helt, nostalgikeren Erlend, deler hans tilbagelængsel og filmen igennem først håber på at familien bliver boende i de fine træhuse der på den stejle fjeldside. Senere beder jeg til at de fem flytter tilbage til denne smukke gamle gård i det dejlige landskab og netop der lever så miljøorienteret som det er muligt for dem. Kernen i filmen er Erlends tvivl i afgørelsens, i valgets time. Han sidder som Grubleren med hånden under en kind i forgrunden i en guldalderoptagelse med sin dal i mellemgrunden og sine fjelde disede i baggrunden. Han slører og understreger landskabet med sit mismod, sin angst, sin dårlige samvittighed.

Mo's og i høj grad også klipperen Åsa Mossbergs film er en thriller. Jeg sad i uafbrudt stadig spænding halvanden time i går. Rejsen til Utopia er et rystende, hjertesskærende Ibsendrama: Et Drømmehjem eller Erlend flytter ind...

Danmark / Norge, 2020, 90 min. Filmen har forpremiere i Grand Teatret i København den 1. september kl. 18.00 med efterfølgende paneldebat, og der er almindelig biografpremiere den 3. september.

Jørgen Roos: Johannes Larsen

For those who can travel in Denmark: I Kerteminde ligger et dejligt museum, Johannes Larsen Museet med værker af Larsen selv og Fritz Syberg og andre af Fynboerne. Dejligt sted med en have, adgang til malerens hjem hvor han boede med sin kone Alhed, som også var kunstner. I 1957 lavede vor største dokumentarist Jørgen Roos en 12 minutter lang film om Larsen og Møllebakken, i anledning af maleren og bogillustratorens 90-års fødselsdag. Filmen kan ses på filmcentralen.dk, gratis og tilgængelig for alle. Jørgen Roos, døde i 1998 - som jeg skylder meget af min viden og begejstring for dokumentarfilmgenren - tog fotografier af Johannes Larsen. Dem har jeg hugget til denne lejlighed. Jeg er sikker på at Jørgen Roos ville have sagt ok til det!

(tsm)

Jeg holder meget af dit blogindlæg Tue, af tonen, af historien, af henvisninngen til Jørgen Roos' film på det umistelige streamingsite filmcentralen.dk: 

https://filmcentralen.dk/museum/danmark-paa-film/film/johannes-larsen 

(abn)

Finn Larsen: Dumpen

Fotografen Finn Larsen rejser, ser og tænker sit og fotograferer eller er hjemme i Malmø, ser og tænker sit og fotograferer og han laver udstillinger og bøger med materialet. Hans seneste arbejde er Dumpen en udstilling som vises på Ilulissat Kunstmuseum denne sommer. Den handler om byernes håndtering af affald. Her er der skildret i Grønland, men i eftertanken mange steder i nordiske lande. Finn Larsen har imidlertid arbejdet med grønlandske emner siden 1991 og han har besøgt landet mere end 30 gange og han skriver i sin indbydelse:

"... Jeg har mest opholdt mig i Sydgrønland, men i 2001, 2011 og 2019 har jeg besøgt ni byer på Grønlands vestkyst på månedslange rejser – fra Ilulissat i nord til Nanortalik i syd. Jeg har således besøgt og genbesøgt ni af de største dumpe mindst tre gange på knap tyve år. Et par af dem har jeg besøgt så mange gange, at jeg ikke har tal på det. " Og Finn Larsen skriver en omhyggelig og interessant introduktion til udstillingen hvor han fortæller om sin metode i det hele taget:

”Jeg interesserer mig for, hvordan tillærte forestillinger stiller sig i vejen for, at vi kan se det, der faktisk er at se.

 Derfor er hele mit arbejde en bestræbelse på at se udenom gængse billeder af et givet sted for at kunne få øje på det, der også er at se...

Storm Henriksen og Lindgreen: Mod, Sved og Tårer

Det er en ungdomsfilm står der og det udelukker mig, jeg lammes i interessen på forhånd og så har Andrea Storm Henriksens og Ina Lindgrens lille tv-serie næsten selvfølgelig en bestemt vinkling i front nemlig at undersøge et sociologisk problemfelt om unge mennesker som ikke passer ind i de mere fastlagte og sædvanlige uddannelsesrammer. Det er den journalistiske vinkel læser jeg på forhånd men jeg læser også dokumentafilmtræk når jeg ser filmen, træk som dukker op, Frederick Wiseman minder i skildringen af miljøet, af institutionen, af den vidunderlige cirkusskole og i portrætteringen af de fire hovedpersoner.

Skildringen lykkes til overdådighed, den skole er et fagligt fantastisk og emotionelt rart sted, men portrætteringerne får ikke plads nok til at montagens karakterudviklinger af de fire bliver rolige og tydelige, men jeg er også mest optaget af alderdomsfilm og frydes til gengæld ved kameraskabte ærlige scener, to eksempler:

Samtalen mellem eleven højt oppe i trapezen og læreren på gulvet, den scene som jeg elsker, som jeg kunne se til et sekund før den dør af sig selv og jeg er en erfaring og et minde rigere som efter et digt…

Samværet mellem eleven ved klaveret som har meldt sig ind på skolen her for spring, trapez og jongleren (som han loyalt slider med) men i pauserne sætter sig ved klaveret og spiller og hun som har set ud som han har set hende, hun sætter sig på bænken hos ham og han lærer hende stilfærdigt venstrehånden og de spiller sammen som det måske kan bruges ved afslutningsforestillingnen. Og så synger han, synger og spiller en blues. Ja, kald det bare forelskelse, kærlighed i spæd begyndelse…

Det er som to små kameraiagttagelser i Wiseman film og der er adskillige af dem at opdage og tøve ved i denne fine lille tv-serie, det er et smukt og rigt værk med en sikker puls som kulminerer i den store finale, en serie for ungdommen og alderdommen at juble over. Se den!

SYNOPSIS 1

A documentary series in two parts about a group of young students at an alternative school in Denmark. At AFUK (the Academy for Untamed Creativity), also called “The Circus School”, it is acceptable to be different. The school believes in quirky characters, and that everyone is capable of much more than they think they are. 

Grit Tind Mikkelsen: Rebeccas rum

Rum hedder det. Både i ental og i flertal, både i fysisk betydning og i mental betydning. Rebecca hedder også Vera og hun kan godt være i to tilstande, viser det sig. Grit Tind Mikkelsens dejlige film spiller på alle disse alternativer i en gennemført diminuendo, som dog desværre mod slutningen forstyrres en del af en metafor over havets tilstande. Unødvendigt, for hovedpersonen Vera Rebecca er konstant i scenen  og fortæller selv det hele i én uafbrudt dialog med de andre og med sig selv, og det er og bliver Rebecca Veras egen smukke, smukke film hvert sekund, indlevet støttet af Grit Tind Mikkelsens kloge instruktion og fornemt observerende kamera og Anna Heides uforstyrret elegante klip fra det voldsomste til det mest tyste. Jeg vil tillade mig herefter fra de to at vente mig flere kloge og gribende film, mere filmkunst altså.

Danmark 2020, 69 min. Filmen havde premiere under CPH:DOX og kan streames på DR-TV fra 31. maj 2020.

SYNOPSIS 1

 The entrepreneur Rebecca Vera Stahnke has broken off all contact with the established fashion industry, and is now focusing all her efforts on the new concept Veras. From the hopeful beginnings in empty storefronts to the harsh tone of board meetings, Rebecca fights on all fronts for a space that is hers. In a reality where tonnes of clothing and highly-strung confrontation is a part of everyday life, Rebecca's biggest challenge is ultimately herself. 'Pieces of Rebecca' follows the personal journey of a young entrepreneur's first years, but is above all a human tale of Rebecca herself – the woman behind the phenomenon Veras. (CPH:DOCS site) 

Anders Østergaard: Vinterrejse /2

Fremd bin ich eingezogen,

Fremd zieh’ ich wieder aus.

Der Mai war mir gewogen

Mit manchem Blumenstrauß.

Das Mädchen sprach von Liebe,

Die Mutter gar von Eh’, –

Nun ist die Welt so trübe,

Der Weg gehüllt in Schnee

Jeg er allerede i titelsekvensen midt i den store europæiske romantik, i den vigtige titels tydelige forbindelse til Müllers og Schuberts sangværk. Titlen er værkets storform sagde Peter Seeberg. Denne synopsis ligger her i filmen i åbningsscenen med vandringsmanden i naturen (to – tre gange sat i relief til nutidens forlorne turisme). Det er et kammerspil for én stemme som Anders Østergaard har lovet mig og Bruno Ganz har med det samme fået sit eget lag i filmen og erobrer herefter en efter en sine scener og dertil sine dele af fortællerstemmens voice over.

Jeg er i ørkenen ved Tucson i Arizona, de første replikker må jeg skrive af, de er så vigtige, jeg må ikke glemme dem i handlingens efterfølgende mange absolutte krav til min opfattelse og forståelse: vandringsmanden Bruno Ganz’ / George Goldsmith’s replik og spil som tøvende men fast, søger den præcise sætning efter poesiens regel, og sønnen i filmen, forfatteren til historien Martin Goldsmiths replik og tone, en stemme som aldrig er til stede i billedet, men fremturer drivende, afbrydende, villende sit, den anderledes rationelle indsigt. To virkeligheder, to sandheder. Her er deres replikskifte, da de når bakketoppen, faderen, vandringsmanden og sønnen, journalisten. Bruno Ganz og Martin Goldsmith:

Jørgen Leth læser Morten Nielsen

Postkort: Kære Jørgen, du ophæver tyngdekraften - du svæver. Tue sagde 10 linjer, jeg sagde ok og jeg begynder med, hvad jeg så i forgårs. Du var på den store flyrejse og læste Morten Nielsen så dejligt at hans digtes poesi vred sig fri af min forglemmelse i biografi og danmarkshistorie. Lyslevende i din mund. Men så er der også det at alt skal med i din reportage, tumult før åbning af gaten, jeg bliver nervøs med dig. Men ikke bare det, at du er tro mod den dokumentariske pligt, også mod poesien i dit tidlige værk, i Dansk Litteratur, i Sanct-Hansaften-Spil, i Lyrikporten for ikke så længe siden. Du sætter mig i gang med vigtige gensyn og genlæsninger. Mange hilsner Allan

https://www.facebook.com/J%C3%B8rgen-Leth-54524431421/ (sender live)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3540/ (Lyrikporten)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/427/ (om Sanct Hansaften-Spil)

Mikala Krogh: Scandinavian Star, episode 1 - 6

EPISODE 1

Jeg ser nu i dag søndag den 8. marts 2020 Mikala Kroghs Scandinavian Star. Den første episode, som DR 1 i morgen aften vil vise som premiere på en opsigtsvækkende tv-serie på i alt seks 1 times episoder. På den samme måde vil jeg nu som et lommebogsnotat skrive en foreløbig anmeldelse, men det skal dog ikke være en hemmelighed: det er en forventningsfuld anmeldelse. Efter dette store oplæg jeg oplever i afsnit 1, venter jeg mig nemlig intet mindre end den endelige opklaring af kriminalgåden, disse gennem mange år i en stadig uro arkiverede kendsgerninger gemt under etiketten Scandinavian Star. Men rigtigheden i dem skal som i en retssag omsider bevises efter lovens skarptskrevne regler. Det har Mikala Krogh åbenlyst påtaget sig ved at benytte journalistikkens og tv-dokumentarens tilsvarende fagligt krævende lovbud om sandhed og evidens.

Det er en fabel med billeder af levende mennesker, ikke af dyr, om de rige ualmindelige og de nøjsomme almindelige. Om at de rige snupper de nøjsommes penge og derefter kvæler dem, myrder dem i brande. Fablen er således en undersøgende tv-dokumentar som endevender arkivmateriale, vidneudsagn og rekonstruktioner og ved dokumentarens gennemførte æstetik overbeviser mig – i den grad overbeviser mig – om at fablen er dækkende for hvad der i sandhed skete dengang for tredive år siden med Scandinavian Star en kold mørk nat på Kattegat. Altså er det en moralsk historie om rige og magtfulde mænd med skumle hensigter om mere og mere afkast over for fattige og magtesløse familier med kærlighedsfulde hensigter om at mødes til dåbsfester ved borde dækket af engle. Skyld over for uskyld.

Jeg tror jeg vil se og forstå hele tv-serien som en konfrontation mellem disse to verdener, forretningsfolkene som er skildret i serien (en for mig ukendt almindelighed) og familierne skildret i serien (en for mig kendt almindelighed) i en fabel vendt om, så mennesker bytter plads med Æsops dyr, om de rige og de fattige, de kynisk udspekulerede og de sandt naive.

Mikala Krogh: Scandinavian Star, episode 5

Episoden følger ikke en egentlig kronologi, den ser ud som bygget over den medvirkende Jan Harsems voksende erkendelse og den følger Mikala Krogs egen undersøgelse, voksende forståelse og nu snart samlede indsigt.

Så jeg vælger gennem dette bagvedliggende morads af forretninger og kriminelle handlinger, som Jan Harsem så præcist åbner for ved sine oplevelser i Southhampton, at følge denne mand med det civile mod og hans møder med slynglerne og deres særlige forretningsmodel som er at brænde deres skibe, nogle gange med mennesker ombord. Havde besætningerne, dele af besætningerne således en særlig opgave?

Det er hans og min naive måske, men i vores vrede helt faste opfattelse at forbrydelserne findes og ja der er flere og de ligner hinanden mere end det er til at tro, og slynglerne findes, ja der er også flere og de er fra samme kreds. Mikala Kroghs tv-serie og nu denne episode fjerner for mig al tvivl og kredser lige omkring sandheden. Som også findes.

Men det holder ikke i retten forsikrer mig Bjørn Elmquist så skuffende, denne mand så opgivende som en begrundelse for at hans parti støtter Folketingets beslutning om ikke at tage sagen op på grundlag af en privat og uafhængig ekspertgruppes kæmpestore materiale, herunder Harsems, med nye oplysninger som peger i én retning.

Mikala Krogh: Scandinavian Star, episode 4

Jeg tror, ser, mærker at serien er ved et vendepunkt. Den voldsomme brand pludselig om natten ved kajen i Lysekil er mystisk, men uden oprørthed, den overgår til eftertanken i denne episode med den langsommere klipperytme, den roligere montage. Fjerde episode handler omhyggeligt reflekterende om hævn, halvhjertethed, dovenskab, kærligheds indsigt og civilt mod. Det er – tror jeg – en nødvendig overgang for at bringe de grusomme scener på plads i sindets sortering, scenerne i ildhavet forrige nat hvor mennesker skreg i angstens kaos før smerten og døden. Kvalt og brændt ihjel.

Bisættelsen eller rettere mindehøjtideligheden i Frederikshavn Kirke rummer et drama og en elegi. At skibsrederen og den administrerende direktør fra rederiet kommer til stede med en fremmed magtkulturs arrogance er en vild provokation. Det er jo på den ene eller anden måde deres skyld. Et vidne som jeg kender godt gennem episoderne til nu, som har mistet hvad hun elskede, sit livs grundlag, og nu kun lever for retfærdighedens fyldest og skyldnernes straf og allerede er frustreret i dette, som derfor ikke tror på denne sammenhængskraft, erklærer til kameraet, at havde hun, havde hun haft et skydevåben, var hun gået hen til de to og havde dræbt dem, den ene efter den anden. I et hævnens drama.

Jette Andersen fra Grenaa mistede sin mand, lastbilchaufføren ved brandene, som han, hvis han havde overlevet var blevet sigtet for, da han i sin fortid havde alvorlige pyromanforhold. Hun kender hans fortid indgående og Mikala Kroghs for mig aldeles pålidelige interviews med hende folder et særegent kærlighedsforhold ud i en smukt skæv elegi som bringer en anden sandheds mulighed ind over for det norske politis halvhjertede indkredsning af gerningsmanden.

Mikala Krogh: Scandinavian Star, episode 3

NOTITSER

Jeg må hvile mig ved noget trygt, og nu som i de første episoder er det gennem dette vidne jeg vælger at forstå en vigtig del af hvad der skete på skibet den nat og den morgen. Det er fordi jeg vældig godt kan lide ham i hvert et klip fra interviewet og måske fordi han er som hentet ud af en Bergmanfilm, blandt de gode og solide folk. Ikke slynglerne.

Han var dengang og er nu i tv-serien den dygtige brandchef, som sender det første røgdykkerhold om bord på det brændende skib, og han leder brandslukningen da flere brandmænd er kommet om bord sammen med ham, han ser andre personer komme om bord med helt andre opgaver end de angivne og gør sig sine tanker…

2

Jeg farer vild i historisk nutid, mener han gjorde sig sine tanker som han nu deler med kameraet og mig. Da Skandinavian Star er bugseret til Lysekil i Sverige ser jeg ham ganske kort på kajen, han er gået i land med sine folk, et nyt hold brandmænd overtager efterslukningen. Jeg ser ham ikke mere, men han kan da ikke være skrevet ud Mikala Kroghs serie? Hun har jo fået mig til at holde af ham, vente med største spænding på at han længere fremme i forløbet føjer det afgørende til det spor hun med ham forfølger i en mulig afklaring / opklaring. Han var jo der rolig i telefonforbindelse med de forreste, senere selv blandt dem. Han er jo der igen i begivenhederne, rolig i stolen blandt de forreste.

3

Nutid / datid det er ofte ikke til at se, for nutid er jo der på skærmen når han fortæller, mens billederne for en stor del blev set af kameraet dengang. Mikala Krogh vil øjensynlig den sammensmeltning, denne sproglige undersøgelse af den historiske nutid. Hendes værktøj er klippernes behændige montage. Jeg ved ikke hvor jeg er, ser ikke de tre årtier hen over de medvirkende. Men jeg er i deres travlhed, i deres håb, i deres smerte gennem de nu mange minutters tid. Og alligevel fatter jeg det ikke.

Danmark 2020, 3. episode, 58 min. af en tv-serie på i alt 6 episoder. Mandag 23. marts 2020 20:00 på DR 1. Kan også ses på DR TV.

Mikala Krogh: Scandinavian Star, episode 2

Det her er en voldsom stigning i intensitet, det er så spændende at hele virkeligheden omkring mig forsvinder sammen med min fulde opmærksomhed ind i tv-skærmen. Episoden handler om og udfolder og bearbejder i fire afgrænsede afsnit mærker jeg, rædslen, brutaliteten, sabotagen og modet på skibet den nat. Der er først og tror jeg også fremmest vidnerne og så de dybt virkende rekonstruktioner til at berette det første afsnit om branden, så er der i nogle af vidnernes fortællinger og forklaringer skurke, nogle brutale bagved og andre saboterende på scenen. Til sidst kommer de modige reddere og episoden bliver langsommere og mere tænkende og vækker min vrede og mine mistanker så jeg spændes op til opklaringerne som nok begynder i den følgende episode.

Nu i episode 2 er der således først rædslen. Det begynder med de uskyldiges angst. De opdager at ingen ved noget om redningsbådene, ingen overhovedet i den før den fatale rejse så hastigt sammensatte besætning. Der har ikke været brandøvelser og evakueringsøvelser. Trommeslageren fra det band som underholdt i restauranten må minde dem som i panik og uorden forsøger at entre redningsbådene om at de skal huske bundproppen som altid er skruet af så regnvand kan løbe fra. Det ved han fra øvelser på andre krydstogtskibe. Besætningsmedlemmerne forsøger at spørge kaptajnen, men han er tilsyneladende lammet af rædsel. Vi ser nu senere nærbilleder af detaljer ved bådene, motorer virker ikke, åregafler og årer falder fra hinanden i opløsning. Ingen har brugt, endsige tilset redningsbådene i årevis.

Kamrene hvor passagererne og de lavere rangerende besætningsmedlemmer sover ligger tæt i tre dæk. Gange og trapper er en labyrint og uoverskuelige når lyset går ud og røg fylder alt og ilden breder sig. De overlevende fortæller stadigvæk traumeramte at de måtte gå hen over de døende og de døde for at komme op og ud.

En vældig stor gennemgående rekonstruktion skildrer netop denne brand og dens karakteristika, det er gribende, det kan læses som en skrivemåde, men er helt sandt: jeg oplever i minutter disse filmscener som at være der dengang, i min egen angst og klaustrofobi.

Brutaliteten hos rederiledelsen og ejerne bag findes først i drypvise oplysninger: Skandinavian Star var Bahama indregistreret, altså ingen myndighedskrav, ingen reguleringer, ingen brandøvelser. Oplysninger sås i mig og min forargelse og vrede vokser som min indsigt i forretningsfolkenes interesser øges, og så konfronteres jeg med maskinchefen og chefelektrikeren, ejernes hjælpere og medskyldige vil jeg tro. De to ankommer i helikopter og fires ned på det brændende skib hvor slukningsarbejdet er i gang. De siger det er for at hjælpe røgdykkerne som kom først, også med helikopter, og de øvrige brandfolk fra Göteborg.

Men det viser sig at de forsvinder ned i maskinrummet, der skal de udføre sabotagen, afbryde pumperne, så de meget vand fra brandslukningen får Scandinavian Star i en mere og mere truende slagside som vil få båden til at kæntre og hurtigt synke så alle spor slettes. Dette er de skyldiges og de medskyldiges plan. Vel fra begyndelsen. Jeg får se.

De uskyldige er passagererne og de underordnede besætningsmedlemmer. Deres redningsmænd er først styrmanden på færgen Stena Saga og hans trænede og samarbejdede besætning, som kan sætte en båd i vandet og evakuere overlevende. Så er der brandfolkene med det lille røgdykkerhold i spidsen, de trænger direkte ind i og ned i katastrofeområdet med overlevende isoleret i brandfrie, røgfrie lommer og så de omkomne alle vegne. En røgdykker udbryder i radioen tilbage til sin leder, at findes der et helvede på jorden er det her. Brandchefen, på samme måde fyldt af erfaringens mod deler til mig den fortælling og så også sit lavmælte skarpe vidneudsagn om maskinchefen og chefelektrikeren som lukkede vandtætte døre som brandfolkene med nøje tilsavede træstykker holdt åbne for at give deres slanger frit løb. Og denne rolige mand konkluderer: sabotører.

Først nu efter denne episodetimes følelsesskrue trækker jeg vejret og tænker: hvad var nu det? Tidligere hed filmklipningen montage, altså sammensætning af alle disse enkeltdele, manuskript, fotografi, instruktion, vidneudsagn… Jeg har nu oplevet alt dette hver for sig fremragende arbejde i Mikala Kroghs værk samlet i en moderne montage, et mesterværk i den dokumentariske montages kunst.

Danmark 2020, 2. episode af en tv-serie på i alt 6 episoder. Mandag 16. marts 2020 20:00 på DR 1. Kan også ses på DR TV. 

Mikala Krogh: Scandinavian Star, episode 1

Jeg ser nu i dag Mikala Kroghs Scandinavian Star, den første episode, som DR 1 i morgen aften vil vise som premiere på en opsigtsvækkende tv-serie på i alt seks 1 times episoder. På den samme måde vil jeg nu som et lommebogsnotat skrive en foreløbig anmeldelse, men det skal dog ikke være en hemmelighed: det er en forventningsfuld anmeldelse. Efter dette store oplæg jeg oplever i afsnit 1, venter jeg mig nemlig intet mindre end den endelige opklaring af kriminalgåden, disse gennem mange år i en stadig uro arkiverede kendsgerninger gemt under etiketten Scandinavian Star. Men rigtigheden i dem skal som i en retssag omsider bevises efter lovens skarptskrevne regler. Det har Mikala Krogh åbenlyst påtaget sig ved at benytte journalistikkens og tv-dokumentarens tilsvarende fagligt krævende lovbud om sandhed og evidens.

Det er en fabel med billeder af levende mennesker, ikke af dyr, om de rige ualmindelige og de nøjsomme almindelige. Om at de rige snupper de nøjsommes penge og derefter kvæler dem, myrder dem i brande. Fablen er således en undersøgende tv-dokumentar som endevender arkivmateriale, vidneudsagn og rekonstruktioner og ved dokumentarens gennemførte æstetik overbeviser mig – i den grad overbeviser mig – om at fablen er dækkende for hvad der i sandhed skete dengang for tredive år siden med Scandinavian Star en kold mørk nat på Kattegat. Altså er det en moralsk historie om rige og magtfulde mænd med skumle hensigter om mere og mere afkast over for fattige og magtesløse familier med kærlighedsfulde hensigter om at mødes til dåbsfester ved borde dækket af engle. Skyld over for uskyld.

Jeg tror jeg vil se og forstå hele tv-serien som en konfrontation mellem disse to verdener, forretningsfolkene som er skildret i serien (en for mig ukendt almindelighed) og familierne skildret i serien (en for mig kendt almindelighed) i en fabel vendt om, så mennesker bytter plads med Æsops dyr, om de rige og de fattige, de kynisk udspekulerede og de sandt naive.

En moralsk historie bygget af detalje efter detalje som Mikala Krogh med sit hold gennem år har gravet frem, renset af og sat i sammenhæng så deres klarhed og evidens kan ses og de kan sættes ind i fortællingens faktuelle videngrundlag. Her dukker dokumentarens indholdselementer op som et, til at begynde med, uoverskueligt forløb af hændelser, men det samler sig for mig ved vidneudsagnene som i rolige optagelser, i korte præcise klip limer brudstykkerne på plads i et forklarende billede af en brutal kultur over for en ømheds virkelighed, disse mænds over for mine heltinders, disse skurke kan ikke se og fatte denne dokumentar, jeg kan se den, min forfærdelse er en anden end deres nervøsitet.

Scandinavian Star er et meget stort og meget alvorligt anklageskrift: mordbrand med 159 døde, skade på mange derudover, livsvarig lidelse for de fleste af de overlevende.

Mikala Kroghs tv-serie er med et minutiøst omhyggeligt samlet bevismateriale og en række rystende vidneudsagn hvor hver fældende del af udsagnet er omhyggeligt valgt og klippet helt rent (der er jo ingen fortællestemme, for første gang i meget lang tid savner jeg den ikke) og kunstfærdigt redigeret til en smertende og uafrystelig fortælling – så realistisk uhyggelig og vildt spændende at mit sind og min krop ikke forlader skærmen ét sekund af den time et afsnit varer.

Danmark 2020, 1. episode af en tv-serie på i alt 6 episoder. Premiere mandag 9. marts 2020 20:00 på DR 1. Kan også ses på DR TV.

Docs & Talks 2020 /5 The Brink

Alyson Klayman: The Brink

Errol Morris goes to Venice with “American Dharma” – no description but the fact that Steve Bannon (!!!) is the character. Very actual, indeed. (Tue Steen Müller, på Filmkommentaren, 2018)

“The Brink”, a very much talked about documentary with Steve Bannon as protagonist, “Is Steve Bannon a dangerous demagogue, a brilliant strategist or a megalomaniac loser? The American filmmaker Alison Klayman leaves it up to us to make the judgement…”. The New Right is the theme of the Talk. (Debatten efter visningen på Docs & Talks) (Tue Steen Müller, på Filmkommentaren, 2020)

Jeg så filmen med fornøjelse, optaget og uden sidespring, blev i dens verden. The Brink er underholdende og har fremdrift noterer jeg uden jeg er spor imponeret over dens research, instruktion og klipning som vist er ok, jeg fæstner mig ikke ved det. Det er i ét og alt Steve Bannons indsats som medvirkende som jeg - i dyb afstandtagen fra hans synspunkter og hans arbejde forankret i dem – altså trods dette i én og en halv time har som min helt, min filmhelt som jeg holder med inde i filmens verden, der lukker den virkelige verden ude, den verden som journalistikken i filmen vist nok tager sig af, den del som vil interessere den efterfølgende debat i Docs & Talks, som man sådan skal glæde sig til.

Når jeg om lidt læser anmeldelser og omtaler af The Brink vil jeg selvfølgelig finde en optagethed af verdenen uden for filmens verden, først og fremmest af Bannons biografi, hans politiske synspunkter, hans forsøg på at samle højrekræfterne i Europa, men nok ikke en optagethed af Bannons uafbrudte tilstedeværelse som fascinerende og kraftfuld person i samtalerne og ved møderne hans scenebeherskelse, alt sammen det som for mig peger hen mod filmfortællingens kerne, som jeg ikke helt stramt kan indkredse, men som er en koncentration af charme, intelligens og evne til at fremstille sin analyse og sin vision, som er at samle de partier som henvender sig til de miserable som han kalder denne store gruppe vælgere i USA over Frankrig, Italien, Tyskland. Og til Polen og Ungarn hvor de er grundlag for højreregeringerne.

Docs & Talks 2020 /4 Putin's Witnesses

Vitaly Mansky: Putin’s Witnesses

… A good point I think, Mansky masters the personal commentary and it is nothing but a scoop that he is using material he made at the beginning of Putin’s period as president, where he, Putin – they are talking to each other as if they were old buddies – (Tue Steen Müller) Læs hele den meget opmærksomme kommentar her: http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4390/

KOSTBAR SJÆLDENHED

Jeg har bragt dette billede på min Facebookside og kort efter kommenterer Sara: ”Fantastisk scene i filmen!” (Jeg ville hurtigt have taget det ned igen, ville blot have det konverteret til et format, jeg kunne bruge på Filmkommentaren, så jeg svarer): ”Måtte bruge Facebook for at åbne billedet. Der skal nok komme tekst på...” (Så nu må jeg jo lade det det blive siddende og tænke mig om for Sara replicerer): ”Spændende, så har du set filmen:-) ”… ”Ja, for søren, jeg har haft en rigtig god oplevelse med denne gedigne film sat sammen af først og fremmest en række kostbare sjældenheder i Manskys arkiv”… ”Det er jeg glad for at høre Allan.”

HJEMLIGT

Jeg kan godt lide når der er en stemme ind over, en fortællende stemme, en kommenterende stemme. Jeg kan helt bestemt godt lide Manskys stemme ind over hans konstruktion af udvalgte arkivoptagelser fra hans tætte dækning af Putins tidlige gennembrud som Ruslands præsident, fra det her årtusindes første dage.

Jeg mærker i stemmen den sikkerhed og ro som gør at jeg overgiver mig til en stor film. Og konkluderer at dette ER en stor film.

Docs & Talks 2020 /3 Born in Evin

Maryam Zaree: Born in Evin. "Personal. Touching. Director was born in an Iranian prison… Saw it in Sarajevo." (Tue Steen Müller)

Det begynder med en nynnen, en vuggesang tror jeg, en mor til sit lille barn. En stemme lægger sig over, en fortællende kvindestemme, men en anden end den nynnende, det er jeg sikker på, en stemme som ganske kort gør rede for filmens arbejdsopgave som er en udredning, en undersøgelse af undertrykkelsen, torturen, henrettelserne dengang, begivenheder som fortrænges af vidnerne, de overlevende politiske fanger, men i detaljer slipper ud i sproget og tilsammen tegner et for mig et forfærdende billede af livet i fængslet Evin i Teheran i 1980-erne, de hårde år under og lige efter krigen med Irak.

Det er så mærkeligt. Maryam Zaree er en aldeles charmerende fortæller på lydsiden og medvirkende i hver eneste filmscene. Måske var det hendes mor jeg hørte i titelsekvensen, og hun var i krybben, men jeg ser hende først som vel seksårig ivrig genert i en privat familiefilm der overstyret i lyden er klippet lige på efter titelskiltet, et genert barn som overspiller sin rolle, introducerer sig selv: ” Maryam Zaree, 2. klasse i skolen, Frankfurt… med et blik til moderen… skal jeg også sige Tyskland?” Netop så charmerende som hun herefter som voksen og empatisk filminstruktør er i billedet, i scenen, spørgende, lyttende, reflekterende filmen igennem. Hun er charmerende fra den første voice over i filmens nutid til det første billede i første scene. Den voksne kvindes stemme, den helt unge kvindes, faktisk er det barnets stemme, barnet som snart vil være voksen.

Docs & Talks 2020 /1

Den fine lille festival Docs & Talks atter med alvorlige og smukke film om frygtelige emner som undertrykkelse, politisk vold, krig, byers udslettelse og de langtrækkende følger af dette begynder 30. januar sin 2020 udgave i Cinemateket i København. Den arrangeres hvert år af DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier) i samarbejde med Cinemateket. Filmkommentaren.dk har hvert år fulgt denne begivenhed med særlig opmærksomhed. Det vil vi også gøre i år.

Her skriver festivalens redaktør, Sara Thelle således om åbningsfilmen og samtalen efter filmen:

"Festivalen Docs & Talks åbner med den iransk-tyske instruktør Maryam Zarees meget personlige fortælling om at vokse op som barn af forældre med en fortid som politiske fanger i Iran.

Maryam finder som voksen ud af, at hun er født i det berygtede Evin-fængsel i Teheran. Hendes mor flygtede til Tyskland med hende, da hun var lille, og har aldrig siden ønsket at tale om tiden før. Da Maryam begynder at opleve angstanfald, prøver hun at få sin mor til at bryde tavsheden for at få svar på de mange spørgsmål, der plager hende.

Den dybt bevægende film blev modtaget med stående klapsalver efter premieren på Berlinalen sidste år og modtog efterfølgende prisen som festivalens bedste tyske film.

Efter filmen vil instruktør Maryam Zaree tale om nogle af de mekanismer og mønstre, der er forbundet med kollektiv vold og dens eftervirkninger. Det sker i samtale med seniorforsker ved DIIS Robin May Schott, og psykolog ved Læger uden grænser Mozhdeh Ghasemiyani. Bliv klogere på, hvordan traume bevæger sig videre til den næste generation, og hvad der sker, når man bryder tavsheden – både på det individuelle plan, i familien, og mere overordnet i samfundet i form af sandhedskommissioner.

Debatten foregår på engelsk og varer cirka 50 minutter. Billetpris: 95/65 kr. Efter filmen byder den Østrigske Ambassade på et glas vin til festivalens åbningsreception i Asta Bar. Arrangementet præsenteres i samarbejde med Goethe-Institut Dänemark og den Østrigske Ambassade. 

https://www.dfi.dk/cinemateket/biograf/filmserier/serie/docs-talks-30-januar-5-februar-2020 

Statens Kunstfonds præmierede film 2019

Statens Kunstfond har udpeget og belønnet syv film fra i år som fondet anser har betydet noget særligt for dansk film. Det drejer sig om disse værker:

Jørgen Leth: Jeg går

Eva Mulvad: En familie på flugt

May el-Toukhy, Maren Louise Käehne og Jasper Spanning: Dronningen

Sun Hee Engelstoft: Forglem mig ej

Anna Eborn: Transnistra

Anders Matthesen og Thorbjørn Christoffersen: Ternet Ninja

Frelle Petersen: Onkel

Fire af filmene har vi på FILMKOMMENTAREN anmeldt og givet topkarakter:

JEG GÅR af Jørgen Leth

... Nej, Jørgen. Du har ret, det bliver ikke væk, for det ligger længere fremme og venter. Din digterkollega Lea Marie Løppenthin kommer dig nemlig til undsætning: "Det var først for nylig, at jeg undersøgte etymologien for det korte, skrappe ord ”væk”: Fra middelaldertysk wech, afledt af weg ’vej’, jævnfør norrønt á veg ’på vej, bort, væk’ beslægtet med vej.

Det lykkelige ved opdagelsen sidder stadig i mig – / Det der er væk, er altså bare nede ad vejen. / Det, der er væk, er bare et andet sted end her."

Løft højre fod og tag med din vilje et skridt frem og løft venstre fod og tag med vilje et skridt frem. Du Går… Læs mere:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4667/

EN FAMILIE PÅ FLUGT af Eva Mulvad

... Eva Mulvads Love Child / En familie på flugt kan ses som et studium af det politiske systems produktion af ventetid ind i den enkelte families virkelighed, ind i det enkelte menneskes liv. Her har vi et barn, en mor og en far på flugt og landet i Istanbul og vi har tiden som går. Først mærker jeg det blot ved årstallene som skrives ind i billedet, i eftertanken tvinges jeg til at prøve at huske hvad jeg har set, for jeg må da have set efter, detaljerne, forskydningerne, dramaets tydeligheder… Læs mere:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4669/ 

TRANSNISTRA af Anna Eborn

... Yes. Documentary is Cinema. Where the best directors know what they are doing. Have chosen a form for what they want to tell. Before shooting. This is what Swedish Anna Eborn has done with this gem of a documentary film. She is working with video and with 16mm film, she has created a superb sound design and used music so it matches the sequences. The critic has no objections! ... Read more:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4475/

ONKEL af Frelle Petersen

... Med ét i filmens lange dybt tilfredsstillende forløb af forunderlige scener, diskrete flytninger og tankesamlende vignetter står der uventet Onkel på lærredet! Og så kommer slutteksterne, de vigtigste først i skilte og derefter alle de andre rullende. Jeg bliver siddende i stolen. Forbløffet. Er det allerede forbi? Er hun gået? Denne dejlige kvinde. Er den slut? Denne vidunderlige fortælling… Læs mere:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4655/

LEGATUDVALGET

Med hver af de syv præmieringer følger 100.000 kr. og valget af de syv filmværker er sket efter forslag fra legatudvalget for film, som består af filminstruktøren Michael Madsen som er formand, manuskriptforfatteren Dunja Gry Jensen og filminstruktøren Aage Rais. Legatudvalgets motiveringer kan ses her: 

https://www.kunst.dk/aarets-bedste-film-ifoelge-statens-kunstfond/aarets-praemierede-film-2019 

IDFA: Love Child

Eva Mulvads Love Child kan ses som et studium af det politiske systems produktion af ventetid ind i den enkelte families virkelighed, ind i det enkelte menneskes liv. Her har vi et barn, en mor og en far på flugt og landet i Istanbul og vi har tiden som går. Først mærker jeg det blot ved årstallene som skrives ind i billedet, i eftertanken tvinges jeg til at prøve at huske hvad jeg har set, for jeg må da have set efter, detaljerne, forskydningerne, dramaets tydeligheder.

Ja, de var der, de er der i Eva Mulvads nye værk, men alt dette er ligesom tonet ned i lavmælthed, ned i et smukt halvanden times billede af den menneskelige værdighed som er det politiske systems fjerne opgave, en opgave som vi ofte tror glemmes.

Jeg ser en almindelig familie. Barnet er i begyndelsen forstyrret og urimelig til det irriterende, forstår ikke rejsens karakter af flugt og uafvendelighed, faderen er angst for straffen, pisk på gaden, måske til døden, jeg ser en kort reportage af dette modbydelige på hans telefon, moderen er skrækslagen ved tanken om steningen som ville vente hende.

Deres forbrydelser er affæren, forelskelsen, kærlighedsforholdet, den dobbelte utroskab. Og de er begge mærkeligt skamfulde, for deres moral og deres handlinger er bundet i deres familiers syn på den slags og i deres samfunds, det iranske stats brutale lovgivning og grusomme straffe.

Men det afstår Eva Mulvad fra at lade sin film skildre og tage stilling til. Sammen med Adam Nielsen som har klippet og sin række af assisterende fotografer skildrer hun ventetiden, som FN flygtningeorganisationen producerer. Faderen forklarer og forsvarer over for moderen, manden over for kvinden: de har titusinder ansøgninger at tage stilling til.

Eva Mulvads Love Child er en vibrerende, fint sansende film om ventetid – og filmen er i sin tyste tankerigdom ganske meget mere…

IDFA: I Walk

Når det gælder Jørgen Leth er det altid, og i høj grad i denne meget store og aldeles vigtige film, umuligt at skille manden fra værket. Og jeg, som i min ungdom var opdraget i det autonome værks ånd, jeg som dog trods dette har læst biografier og selvbiografier med begejstring, men vist som underholdning, ikke som nøgler til værkerne, jeg anbringer nu tryg I Walk på hylden med verdenslitteratur, de uomgængelige film og bøger: Godards framinger (Asger Leths bemærkning et sted), Herzogs vilde bjergbestigning (synopsens association et sted), Rilkes elegier og Inger Christensens sonetter (mine private tanker undervejs i mit møde med Jørgen Leths nye storværk). 

LILLE FESTTALE

Kære Jørgen, hele tiden mens jeg ser din film og hører din ustandselige, smukke og kloge stemme tænker jeg på Rembrandts tror jeg nok sene selvportrætter, hensynsløst fortvivlede, og skridt for skridt dybere erkendende det som ikke bliver væk, dette vigtige, du skriver til sidst i din seneste bog:

Det bliver ikke væk jeg har skrevet det ned det bliver / ikke væk Jeg skriver det ned så det er der / Så står det der Det behøver ikke være en blank side / Det forsvinder hele tiden / Det skal bare puttes på plads / Det må ikke blive væk / Og det er vigtigt at huske / Tankerne er gode men de forsvinder / De skal indfanges under glas, ligesom insekter / Pilles fra hinanden ligesom insekter

Nej, Jørgen. Du har ret, det bliver ikke væk, for det ligger længere fremme og venter. Din digterkollega Lea Marie Løppenthin kommer dig nemlig til undsætning: "Det var først for nylig, at jeg undersøgte etymologien for det korte, skrappe ord ”væk”: Fra middelaldertysk wech, afledt af weg ’vej’, jævnfør norrønt á veg ’på vej, bort, væk’ beslægtet med vej.

Det lykkelige ved opdagelsen sidder stadig i mig – / Det der er væk, er altså bare nede ad vejen. / Det, der er væk, er bare et andet sted end her."

Løft højre fod og tag med din vilje et skridt frem og løft venstre fod og tag med vilje et skridt frem. Du Går…

I Walk har verdenspremiere i Amsterdam i aften, på IDFA festivalen. Det bliver din fest i aften. Tillykke Jørgen!

Frelle Petersen: Onkel

Sydjysk landskab med stående kvinde og siddende mand

7. 11. 2019: Med ét i filmens lange dybt tilfredsstillende forløb af forunderlige scener, diskrete flytninger og tankesamlende vignetter står der uventet Onkel på lærredet! Og så kommer slutteksterne, de vigtigste først i skilte og derefter alle de andre rullende. Jeg bliver siddende i stolen. Forbløffet. Er det allerede forbi? Er hun gået? Denne vidunderlige fortælling, denne dejlige kvinde.

I instruktørens forrige film og fortælling Hundeliv (2016) havde både de to piger og den sårede soldat i filmen og jeg i biografen fæstnet os særligt ved kassedamen i supermarkedet. Hun var bare så sød, og både i sin rolle og i virkeligheden, så ægte livligt venligt snakkende med kunderne hun jo kendte. Her var det gode menneske.

Nu er hun så landmand, sød og ægte. Men nu fåmælt som onklen. Hun er forældreløs forstår jeg, han er alene og hendes nærmeste. Hun har  gennem skoletiden boet hos ham på hans gård med køer og græsmarker og kornmarker, og nu som ung kvinde passer hun hans hus og driver hans landbrug sammen med ham. Begge er de tavse i dagenes arbejde og i aftenernes sagte tv-lyd fra det lille apparat oppe på skabet og aviser i stak på stolen: han. Og bøjet i den tykke krydsordsbog: hun. Han let studs, hun let indadvendt begge i en ægte jysk tavshed. Tryg og smuk. Og skildret af Frelle Petersen med kompetent indsigt…

Onkel har premiere i biograferne torsdag, 14. november. Øst for Paradis lister dem alle op:

https://www.paradisbio.dk/ShowCrmNews.aspx?urlId=488 

Max Kestner og Roos Prisen

Max Kestner modtog den 31. oktober på dokumentarfilmdagen, branchetræffet i Filmhuset årets Roos Pris. Roos Prisen påskønner en særlig bemærkelsesværdig indsats for dokumentarfilmen i Danmark, og priskomiteen bestod af sidste års prismodtagere, Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen af Claus Ladegaard og Ane Mandrup fra Filminstituttet.og priskomitéen motiverer så smukt valget af Max Kestner på den her måde:
" ’Kunst er, at man gennem et værk lader andre se på verden med kunstnerens blik’. Sådan har årets prismodtager defineret sin metier som filminstruktør. Og hvilket blik på verden, vi beriges af med Max Kestners øjne! Et altid åbent, nysgerrigt, generøst blik med glimt i øjet og en stor overbærenhed over for menneskets fejlbarlighed og dårskab.
Uanset om Kestners hovedpersoner er fabriksarbejdere, raketbyggere, polarforskere, fiktive fremtidsmennesker, børn eller kunstnere som han selv, kredser filmene om grundlæggende filosofiske spørgsmål: Hvordan skal du leve dit liv? Hvad er meningen med det hele? Er alting tilfældigt? Er alting forudbestemt? Hvad er sandhed?
Max Kestner iscenesætter sine film med omhu og sætter en ære i, at også dokumentarfilm er instruerede. Historier er ikke noget, der ligger ude i virkeligheden og venter på at blive hentet ind og fortalt. En god film er et resultat af bevidste valg. Det er et ansvar, man må påtage sig, mener han…”

Vi her på FILMKOMMENTAREN vil gerne deltage i påskønnelsen af Max Kestners til nu samlede filmværk. Vi har skrevet om nogle få af hans film og når jeg kigger efter i mine anmeldelser ser jeg dem faktisk i tråd med priskommiteens samlede oplevelse. Men vi er filmkritikere, og min kollega ser anderledes på det et enkelt sted.

Detlefsen og Unmarck Kjeldsen: Fat Front

Still: I byen er der ingen anerkendelse...

Louise Detlefsens og Louise Unmarck Kjeldsens film Fat Front har premiere i biograferne i dag. Gå i biografen og se den! Det er en dejlig film. Fornem journalistik, gribende filmscener, elegant klipning, bevægende klogt indhold, fire energiske medvirkende, som med svingende følelsesindhold aldrig taber intensitet.

Sammen med instruktørerne VIL de dette budskab som sammenfattes allerede i titelfrekvensen i en dialog mellem den første af de stolte medvirkende og hendes forsigtige veninde of screen i kabinen på en skilift som jeg ser på vej op i højderne. Replikker på klart klingende norsk:

Synes du jeg er tyk? / Nej. / Men hvis du skulle beskrive min krop? / Jeg ved ikke, hvilket ord jeg kan bruge... Jeg ville nok sige: "Hun er lidt kraftig." / Kraftig? Det giver mig et billede af mig selv som en kampesten. / Kraftig bygget? / Det er jeg ikke. Det er jeg virkelig ikke. Overhovedet ikke. / Hvad med rund? / Det passer jo til en snemand. Jeg synes det er den værste gang bullshit. / Jeg forsøger at skåne dig. / Ja, men... Der er ikke nogen bedre beskrivelse end ordet tyk. For det er det jeg er. Ja, jeg er tyk. 

Og hun stiger ud af kabinen, ja, hun er tyk. Veninden, som så ikke er tyk, bagefter. Hun går forrest opad i den høje sne, kraftfuldt, kendt med dette forhold i fjeldet, stiller sig glad og breder armene ud mod den vide udsigt og råber:

Hallo Verden, kan du høre mig? Jeg er tyk! Jeg er tyk og jeg er totalt ligeglad! 

Eva Mulvad: En familie på flugt

"En ung kvinde, Leila, er flygtet fra Teheran og er nu landet i Istanbul. Med sig har hun sin 4-årige søn, Mani, og sin elsker, Sahand. I Iran har de overtrådt alle regler, for de har haft en hemmelig affære og fået et barn, mens de begge var gift. De har ikke kunnet fortælle sandheden til deres søn, fordi utroskab straffes med døden i Iran. Indtil flugten har sønnen Mani derfor kun kendt sin biologiske far som "onkel". Nu søger den lille familie et fælles håb for fremtiden i Vesten, men samtidig med deres ankomst til Tyrkiet bryder FN's flygtningesystem sammen. Snart er de fanget mellem bureaukrati og frygten for at blive afsløret.

Eva Mulvad har modtaget flere internationale priser for sine film, der blandt andet tæller 'Vores lykkes fjender' (2006), 'Det gode liv' (2011), 'Slottet' (2014) og senest 'Kirsebæreventyret' (2019).

'En familie på flugt' er produceret af Sigrid Dyekjær for Danish Documentary Production med støtte fra blandt andet Filminstituttet og DR."

Dette skriver DFI i sit nyhedsbrev den 9. august i anledning af at Eva Mulvads nye film får premiere under filmfestivalen i Toronto. Jeg glæder mig vildt til at se den film, imellem dens solide lag som fortællelinien kort beskrevet i pressemeddelelsens synopsis også se fotografiets iagttagelsers medfortælling, se karakterernes udvikling, se og høre musikkens sikre transport af min følelse, men især gennem denne stabile og smukke arkitektur at se og mærke den tynde silkehinde af antydede forbindelser og diskret vibrerende viden, som jeg altid finder i Eva Mulvads film. Som et forsigtigt belæg er her et kort citat fra en anmeldelse og et link til dem, jeg tidligere har skrevet om nogle af filmene, her om Vores lykkes fjender (2006):

...Optagelserne fra Afghanistan alene var ikke nok til at skildre Malalai Joyas angst. Rent objektivt formåede de ikke at fortælle, at hun lever i konstant livsfare. ”Det så ikke særlig farligt ud”, fortæller Adam Nielsen, som har klippet filmen.

Men musikken kunne vise det, man ikke kan se, sammen med optagelsernes billede og lyd kunne den genskabe instruktørens sansning på location. Musikken fuldstændiggjorde simpelt hen den dokumentariske hensigt. Genskabte stedets virkelighed, siger Adam Nielsen, og syreprøven er for ham instruktørens fornemmelse af kongruens. Og, må man herefter tro, sådan var det for Malalai Joya dagene før valget, hvor instruktøren og kameraet fulgte hende. Hvad man ser er manipuleret til autenticitet... Læs hele samlingen af anmeldelser her:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4486/

Feras Fayyads: The Cave

Jeg glæder mig rigtig meget til at se Fayyads film, som er hans anden om civiles humanitære arbejde under krigen i Syrien. Den får premiere under filmfestvalen i Toronto nu i begyndelsen af september. DFI nyheder skrev for nylig om filmen:

” Feras Fayyads 'The Cave' tager publikum med til den østlige del af Ghouta, en forstad til den syriske hovedstad Damaskus. Her, i underjordiske huler og gange under krigsmarken, gemmer der sig et hemmeligt hospital. Hospitalet drives af børnelægen Amani og hendes team bestående af læger og sygeplejersker. I det underjordiske mørke genskabes håbet for de tusindvis af børn og voksne, som er ofre for de brutale krigshandlinger.

'The Cave' er produceret af Kirstine Barfod og Sigrid Dyekjær for Danish Documentary Production med støtte fra blandt andet Filminstituttet og TV 2 Danmark."

Jeg glæder mig selvfølgelig til Feras Fayyads nye film på baggrund af hans tidligere Last Men in Aleppo, som imponerede og rørte alle og som vi har fulgt her på Filmkommentaren, siden Sara Thelle dybt anerkendende anmeldte den til seks af seks penne og skrev:

“The tone is set in the opening, this story is of a universal scope. It is a film about life in a world of death and violence, of humanity surviving endless destruction.

Last Men in Aleppo is an homage to the White Helmets (officially the Syria Civil Defence), the civilian volunteer rescue corps that works relentlessly to save the lives of civilians in rebel-held areas of Syria. Filmed over a year, from September 2015 to fall 2016 up until Aleppo fell back in to the hands of Bashar al Assad’s government forces, the film is collaboration between the Syrian director, Feras Fayyad, the Aleppo Media Center, an independent news agency and network of reporters in Aleppo…” Læs hele anmeldelsen her:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3858/ 

Marguerite Duras serie i Cinemateket

Da var det jeg sagde til mig selv hvorfor ikke. Hvorfor ikke lave en film. At skrive ville have været for meget nu. Hvorfor ikke en film. (Marguerite Duras’ Den atlantiske mand, 1982)

Det er en bog. / Det er en film. / Det er nat. (Duras' Elskeren fra Nordkina, 1991)

SPROG OG FILM

Først er vi i en gade i den lille by Sadec. Det er film. Det er nat. Der er villaer med haver og der er træer på gaden, store gamle træer. Og gult gadelys. Det er sen aften. Og vi ser en enkelt person. En lille, spinkel pige med bare fødder. Hun kigger ind i en af haverne, den største, en park faktisk. Det er scenen uden for parken, det er den franske administrators bolig, landet er en fransk koloni. Der er musik i huset. Der er fest, eller rettere, der har været fest, gæsterne er gået. Kun en enkelt person ses, en kvinde i rød kjole. Hun lukker for musikken og går ind. Og vi hører hun spiller på klaveret, en bedrøvet vals. Vi kender den melodi, og vi kender den kvinde. Fra filmen, som hedder India Song. Melodien hedder La Valse Désespérée og kvinden hedder Anne Marie Stretter. Det er det første af de få navne, som findes i bogen. Det får jeg ikke at vide her, men det får jeg snart at vide. Og faktisk kender jeg Anne Marie Stretter fra tidligere endnu, fra ballet i T. Beach’s Casino, hvor hun for øjnene af en anden kvinde, Lol V. Stein forførte denne kvindes forlovede Michael Richardson. Det er beskrevet på de første sider i romanen Lol V. Steins henførelse, en bog som kunne være en film.

DURAS SERIEN I CINEMATEKET

Der er ingen vej udenom. Du skal trykke på begge links, det ene efter det andet og straks bestille billetter og så læse hele Sofie Havskovs fine tekst:

Eva Mulvad: Kirsebæreventyret

Denne vidunderlige film er nu blevet til en lille tv-serie i to afsnit. 1. afsnit har været sendt på TV2, det kan nu ses på TV2 Play og 2. afsnit sendes på onsdag den 31. juli om aftenen. TV versionen er naturligvis noget anderledes end filmen, som jeg ved premieren skrev begejstret om:  

Eva Mulvad har atter en gang lavet en smuk og tydelig film om et moderne menneske. Han er godsejer, han hedder Harald Krabbe, han har et projekt ved siden af gårdens grundlæggende landbrugsproduktion, han vil optimere de mange kirsebærtræers udbytte, lave fornem vin i stedet for almindelig marmelade. Eva Mulvad vil skildre udvidelsen og fornyelsen, forsøget. De er energiske mennesker de to, de klæder hinanden de to.

Hvor kommer det overskud fra? Jeg tror det kommer fra elegancen – det elegante menneskes sikkerhed, det sikre professionelle greb, som igen kommer af en ubøjelig tro på det sikre valg.

Om kirsebæreventyret lykkes fortæller filmen i den tilbageholdte videns form, det udvikler sig til en thriller, jeg sidder og frygter tilbagegang, uheld, nemesis... læs mere:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4496/

Daniel Dencik: Kaptajnens Skygge

Fand´me godt, siger Jørgen Leth til sin cyklende digterkollega Christopher Juul Jensen i Daniel Denciks kortfilm, som kan ses på TV2 den 22. juli kl. 17.25. Juul Jensen har fået adgang til Jørgen Leth i dennes frokostpause og har læst et af sine digte op. Han skriver digte, den charmerende nu 30-årige rytter, som er hjælperytter, en taber som han siger - den position holder nu ikke filmen ud - og i øvrigt er han glad for at hjælpe og bliver sur hvis kaptajnerne ikke vil modtage hjælpen, reflekterer over det i sine fine samtaler med Dencik og i digtene -

i en film som i modsætning til filmen om Breschel er i balance, har et smukt billed-æstetisk flow, indeholder vidunderlige slow optagelser, nogle af dem fra Israel, hvor feltet bevæger sig langsomt gennem ørkenen, ren magi; der er klip fra familiens arkiv, som behændigt sættes sammen med optagelser fra løb; der er en tone som passer godt til Juul Jensen, som ligger nummer 140 i årets Tour, kørende for Mitchelton-Scott som hjælperytter for Adam Yates, der er på 7nde pladsen i classementet.

Juul Jensen har ikke fortalt sine holdkammerater at han digter, heller ikke at han godt kunne tænke sig at vinde en gang – men hvis man vinder, så kan det kun gå nedad, som han siger, hvorimod man kan altid blive en bedre hjælper. Jeg er lykkelig, siger han, jeg er sammen med verdenseliten i cykelsport. Jeg elsker mit arbejde. En klog fyr, en digter in spe?, lad os høre mere fra og om ham.

Filmen, fand´me godt gået af Dencik og hans hold.

Danmark, 2019, 25 mins.

TV2 den 22. juli kl. 17.25 og TV2Play.

Daniel Dencik: Forsvindingsnummeret

I 2013 anmeldte jeg her på sitet Daniel Denciks ”Moon Rider” om cykelrytteren Rasmus Quaade, som jeg lovpriste for at have  ”en fortællestil, hvor teksten, cykelrytterens refleksioner, som kommer som akkompagnement til billederne, aldrig i form af interview, undertiden opfattes som en slags stream-of-consciousness”. Siden – og før - da har vi fulgt Denciks film, Allan Berg har skrevet om Tal R-filmen og om ”Ekspeditionen til verdens ende”. Ingen tvivl om at redaktionen, Allan Berg og undertegnede, betragter Dencik som en vigtig ny dansk filminstruktør – ”Guldkysten”, spillefilmen, har jeg ikke set. At han også er forfatter og har bragt det litterære med ind i sine film er synligt og hørligt.

Og så har han skrevet vidunderligt i aviser om cykelløb – hans bog ”Sportshjerte” er jeg ikke kommet til endnu.

Alt dette som optakt til en kort tekst om filmen ”Forsvindingsnummeret” om rytteren Matti Breschel, 27 minutter lang, som blev sendt på TV2 i går og er tilgængelig på TV2 Play. Jeg ville godt have haft mere om den karismatiske rytter, som taler godt og interessant, som elsker jazz (der er bestemt noget ”jazzet” over filmen), funderer på Denciks opfordring over det at skulle ”forsvinde” fra det erhverv, som han har haft i næsten tyve år… og andre i filmen karakteriserer ham, inklusiv hans kone, som siger, at han undertiden optræder psykopatisk! Filmen springer rundt i forskellige stilarter, der er interviews, der er arkivoptagelser fra løbene, inklusiv det hvor Breschel brækkede ryggen, der er privatoptagelser fra Breschels bryllup og fra leg med børnene i haven, der er optagelser fra instruktøren og rytterens vandren rundt på den jødiske kirkegård, hvor faren ligger. Læg en sten, siger Dencik, en brosten spørger Breschel (!), som elsker Belgien og de hårde løb på landets landeveje! Småsnakker om eksistentielle spørgsmål. På trods af tv-slottets begrænsninger – en film jeg kunne lide at se, i disse Tour-tider, hvor journalistiske banaliteter florerer på skærmen.

Danmark, 2019, 27 mins.

Daniel Rosenfeld: The Years of the Shark

Det bliver en kort anmeldelse, nærmere en opfordring til danske læsere: Gå i Grand Teatret i København og nyd 94 minutter med den formidable argentinske bandoneónist Astor Piazzolla. En portrætfilm som Daniel Rosenfeld har lavet i samarbejde med Daniel Piazzolla, som har givet instruktøren adgang til et vidunderligt privatarkiv, som sammen med koncertoptagelser bringer tilskueren tæt på kunstneren og lader os forstå, hvorfor han fornyede, mange siger revolutionerede, tangomusikken med sin bandonéon, og hvorfor han i Gardel’s hjemland mødte modstand, også når han insisterede på at tango ikke ”blot” var dansemusik.

Det er smukt, det er melankolsk, det er voldsomt, det er temperament og det er et liv, som følges fra barndommen i New York til Argentina og frem og tilbage mellem hjemlandet og New York og med mange ture til Europa, specielt til Frankrig, hvor han blev og stadig er værdsat. Det er ren forførelse når Piazzolla sætter sin bandonéon på knæet og fylder rummet med poesi.

En flot film med en kompliceret kunstner fortalt via sønnen Daniel.  

Argentina, France, 94 mins., 2018

http://www.piazzolla.org/

Carl Olsson: Patrimonium

Godsejerne – Den fædrene jord er filmens danske titel på tv-versionen som DR K sendte 19.juni. Jeg vil meget anbefale Carl Olssons på usædvanlige måder smukke film som stadigvæk kan ses i tv-versionen på

https://www.dr.dk/tv/se/godsejerne-den-faedrene-jord/den-frelste-jord-dfi/godsejerne-den-faedrene-jord

(direkte link til gratis streaming)

Det er en besynderlig dokumentarfilm, helt ude af tidens synk, smuk og egenartig og egensindig, en inderlig stemning af blid humor, der som noget karakteristisk for kulturen den skildrer uden at ryste på hånden overføres til filmværket og bliver til dets bærende følelse. Sikkert og uantastet: sådan er det – lidt morsomt, ikke sandt?

Sidse Torstholm Larsen og Sturla Pilskog: Håbets Ø

På Grønlands Nationaldag på fredag den 21. juni fylder Grønlands Selvstyre 10 år. I den anledning sender DR2 dokumentarfilmen Håbets Ø - en film af Sidse Torstholm Larsen og Sturla Pilskog, som allerede nu kan streames på DR TV.

Her gentager vi Allan Bergs anmeldelse af film:

En ung kvinde får ordet, forstår jeg, i en samtalekreds for alkoholikere som ikke drikker. Hun er smuk, fotograferingen er smuk, det hun siger er smukt at lytte til, dette vidunderligt langsomme sprog, som i underteksterne burde være oversat omhyggeligt litterært filmen igennem (jeg så på Randers bibliotek en engelsk version med undertekster, som gjorde mig skeptisk), men scenen er smuk, Henrik Bohn Ipsen har fotograferet, og jeg kan ikke rose ham nok, alene i sin cinematografi har han lagt grunden til endnu en klassisk bysymfoni. Her om Maniitsoq i Grønland. Med fotografiet til denne film og tidligere kameraarbejde som til Inuk Silis Høeghs Sume, 2014 og Lene Stæhrs Eskimo Diva, 2015 uddyber Bohn Ipsen det dokumentarisk filmfotografiske og danske blik på det almindelige liv i Grønland i linje efter fotograferne Jette Bang, Jørgen Roos og Teit Jørgensen.

Kvinden i samtalekredsen er på vej ud af alkoholens lås og jeg følger hende

Klip vedrørende KLIPPEARBEJDE

STANLEY KUBRICK

Let no one forget this essential fact: ”Editing is the only unique aspect of filmmaking which doesnot resemble any other art form – a point so important it cannot be overstressed… It can make or break a film.” (Glem ikke denne væsentlige kendsgerning: “Klipning er det eneste unikke ved filmproduktion, som ikke ligner nogen anden kunstart - det er så vigtigt, at det ikke kan understreges nok… den kan skabe eller ødelægge en film.”

Still ovenfor: Stanley Kubrick: Eyes Wide Shut, 1999.

HENRIK VEILEBORG

Man ved nogenlunde godt, at vi gerne vil lave en film, som undersøger embedsmandsværket, hvordan foregår det egentlig, når nogle lovprocesser i Folketinget, blam, blam, blam? Hvordan er rundgangen, hvad sker der, hvad skal der til? Det ved vi sådan nogenlunde godt. Vi laver research, vi er meget optaget af at finde ud af, hvordan kommunikationsvejene er, af hvem, der bærer hvad hvorhen. Hvad sker der? Vi har øje for personer, fordi vi tænker: hov, hov, hov, vi er jo nødt til at få fat i nogen personer til vores B-niveau. På vores niveau her skal finde nogen personer, hvor vi kan investere noget identifikation. Nogen, vi ligesom kan holde med, nogen, som vi synes er nogen helte, som har en god sag. Og så nogen, som er modstandere. Der skal foregå noget. Måske er det to embedsmænd, som begge konkurrerer lidt om blive forfremmet, om at få den samme post. Det er sgu en meget spændende historie, lad os lige holde et særligt øje med, om der sker noget der…

Andreas Dalsgaard: Fædre & Sønner /3

Andreas Dalsgaards kloge og smukke film har tv-premiere i morgen aften  22:15 på TV2. Jeg kan bedst anbefale at se filmen nu det er muligt ved at finde min anmeldelse fra biografpremieren frem. Den kommer her:

Jeg reagerede ved visningen under CPH:DOX 2017 spontant efter filmoplevelsen ved at skrive en mail til kollegerne: ”Så, Tue og Sara, har netop set filmen om Henning Haslund-Christensen og hans to sønner og om Torgut folket og om ekspeditioner og indsamlinger og kulturdrab og tabet af hukommelse. Den er vidunderlig og Michael i den er så ægte charmerende som ude i virkeligheden. Nu vil jeg gøre hvad jeg kan for at skrive om Dalsgaards store filmiske fortælling.”

Sådan, nu havde jeg lovet det, røbet min samlede vurdering, som kun kan blive alle vore 6 penne, røbet en disposition for min tøvende, langsomme kommentar, som skal begrunde vurderingen, og jeg har det igen som Peter Plys når Grislingen siger ”Det var ikke særlig klogt sagt” og Peter Plys forklarer: ”Det var klogt, da det var inde i mit hoved, men så skete der noget på vejen ud”.

1

Den ældste af titlens fædre er berømt, jeg ved det jo godt. Det er Henning Haslund-Christensen, og Werner Jacobsen fortalte mig for mange år siden meget om ham. Det var dengang, jeg færdedes i museumsverdenen.

Jeg finder hans bog Asiatiske akkorder frem. Den er oprindelig fra 1965, min udgave er fra 1991. Werner Jacobsen har et afsnit om sine rejser i Mongoliet. Haslund, som han kalder ham, var der i forvejen, Jacobsen præsenterer ham sådan... Læs hele anmeldelsen: LINK

Baltic Frames 2019

Der er baltisk film på programmet i Cinemateket i København fra den 7. til den 19. maj. Under overskriften ”Baltic Frames” vises fem spillefilm og fire dokumentarer fra de baltiske lande. Arrangør er Det Danske Kulturinstitut i Estland, Letland og Litauen med Simon Holmberg Drewsen og hans team i Riga med økonomisk hjælp fra ambassaderne i Danmark – og undertegnede har haft en finger med ved udvælgelsen af dokumentarfilmene.

Det er en dokumentarist, lettiske Davis Simanis, som åbner den fine lille festival. Simanis, (links below to take you to texts about his documentaries), er til stede i København, hvor hans spillefilm ”The Mover” (foto) bliver vist – efter netop at have været vist ved Moskva Film Festival. Filmen introduceres på Cinematekets hjemmeside således: ”Ingen kunne have forudset, at Zanis Lipke ville redde lettiske jøder og blive en helt under 2. verdenskrig. For at kunne brødføde sin familie arbejdede han på de tyske militærbaser og supplerede sin løn ved at smugle flygtninge om natten. Filmen undersøger, hvorvidt Zanis’ mod stammer fra hans eventyrlyst, stædighed eller en følelse af ansvar over for mennesker i nød.”

Traditionen tro åbner ”Baltic Frames” med Herz Franks mesterstykke ”Ten Minutes Older” fra 1978 og Frank er også en af hovedpersonerne i hyldesten til den poetiske dokumentar, som den udfoldede sig i Sovjettiden i de baltiske lande. ”Bridges of Time” er lavet i et samarbejde mellem lettiske Kristine Briede og litauiske Audrius Stonys. Mindaugas Survila viser sin bemærkelsesværdige naturfilm ”The Ancient Woods”, som har solgt over 50.000 billetter i hjemlandet, estiske ”Rodeo – Taming a Wild Country” er et muntert og informativt tilbageblik på de første frie valg i Estland.

Instruktørerne er Kiur Aarma og Raimo Jöerand, som er i Cinemateket den 11. maj. Og så er der den lettiske ”Inga can Hear”, som lige nu er udvalgt til HotDocs festivalen i Toronto. Instruktør Kaspars Goba.

Læs mere om filmene på

https://www.dfi.dk/cinemateket/biograf/filmserier/serie/baltic-frames-0

Simanis, Escaping Riga, http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/2937/

Simanis, Chronicles of the Last Temple, http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/2851/

Simanis, Sounds of the Sun, http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/1305/

Simanis, D is for Division, http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4207/

Hot Docs Canadian Intl. Doc Festival

Gosh, it’s big, the upcoming festival in Toronto. This is what is said on the website: “Hot Docs, North America’s largest documentary festival, offers an outstanding selection of over 200 films from Canada and around the world to Toronto audiences of more than 200,000.” On another place of the site, it is more precise: 232 films from April 25 to May 5.

It is a complicated website to navigate, with many sections, I went from one to the other ending up finding the solution: download the schedule, scroll down and it will be easier to see what is being screened. Link below. Let me also mention that there is a big industry section.

All right, let me mention some of the films I was happy to find in different

Eva Mulvad: Kirsebæreventyret

Filmen havde under CBH:DOX festivalen premiere 21. marts i Grand Teatret. Den vistes på Charlottenborg 27. marts og i Dagmar 31. marts.

https://cphdox.dk/program/film/?id=983 (CPH:DOX program)

Eva Mulvad har atter en gang lavet en smuk og tydelig film om et moderne menneske. Han er godsejer, han hedder Harald Krabbe, han har et projekt ved siden af gårdens grundlæggende landbrugsproduktion, han vil optimere de mange kirsebærtræers udbytte, lave fornem vin i stedet for almindelig marmelade. Eva Mulvad vil skildre udvidelsen og fornyelsen, forsøget. De er energiske mennesker de to, de klæder hinanden de to.

Hvor kommer det overskud fra? Jeg tror det kommer fra elegancen – det elegante menneskes sikkerhed, det sikre professionelle greb, som igen kommer af en ubøjelig tro på det sikre valg.

Pernille Rose Grønkjær: Hunting for Hedonia

Som altid er jeg glad for fortællestemmen når den er der. I denne film er jeg simpelthen lykkelig ved at blive ført ved hånden i dette tilsyneladende uvejsomme terræn af chokerende oplysninger som hæver sig til landskaber. Ført ved hånden af Tilda Swintons rolige, omhyggelige, aldeles indforståede stemme. 

Som altid er jeg derimod skeptisk ved dækbilleder og vignetter. Imidlertid i denne film har jeg brug for de overdådigt fotograferede sumplandskaber, mangroveskove og isdækkede grene som i deres uoverskuelighed ikke kan tydes i en forståelse, men bliver åh, så velkomne tænkepauser i filmens lange komplicerede tankerækker. Grafikken hjælper også. Den er fornem, de tegnede sekvenser er umærkeligt medfortællende.

Og så er der arkivmaterialet, så flot fundet frem, så omhyggeligt restaureret og anbragt i en ny cinematografisk omgivelse af nye rene levende arkitekturoptagelser fra den fraværende hovedperson doktor Robert Heath’s kontor, laboratorium; og mest indtryksfuldt lige så velovervejet og rystende sikkert uforglemmeligt skildret i hver bevægelse af kameraet: hospitalet. Dette hospital i tiltagende ruinering vil med dette filmværk blive stående som videnskabeligt monument. Og i ruinen er det netop det vigtigste som bliver stående i århundreder, bemærkede Per Kirkeby engang, de bærende og de bårne elementer.

I alt dette er musikken her autoritativ medfortællende og filmens journalistiske fremstilling og dens præcise, nøgne sprog tilføjer Rose Grønkjær disse andre sprog i konstant ligevægt, så jeg forvirret først samler mig til en forståelse af dette voldsomt ufattelige og hvad den viden og praksis medfører, når doktor Kelly Foot, min yndlingsmedvirkende og allerbedste vidne slår fast at ”… your brain is you.” Her sætter jeg midt i min anmeldelse et link til et ganske kort klip med dette rigt charmerende menneske, som var min trygheds fundament på min usikre rejse gennem 90 minutters vildt terræn af ny viden og forståelse af eksistentielle emner som Parkinsons sygdom, epilepsi, depression, psykose og deres mulige nye behandling ved kirurgi, dyb hjernestimulation. Ved alle sine midler en overvældende film.

Sidse Torstholm Larsen, Sturla Pilskog: Håbets Ø

En ung kvinde får ordet, forstår jeg, i en samtalekreds for alkoholikere som ikke drikker. Hun er smuk, fotograferingen er smuk, det hun siger er smukt at lytte til, dette vidunderligt langsomme sprog, som i underteksterne burde være oversat omhyggeligt litterært filmen igennem (jeg så på Randers bibliotek en engelsk version med undertekster, som gjorde mig skeptisk), men scenen er smuk, Henrik Bohn Ipsen har fotograferet, og jeg kan ikke rose ham nok, alene i sin cinematografi har han lagt grunden til endnu en klassisk bysymfoni. Her om Maniitsoq i Grønland. Med fotografiet til denne film og tidligere kameraarbejde som til Inuk Silis Høeghs Sume, 2014 og Lene Stæhrs Eskimo Diva, 2015 uddyber Bohn Ipsen det dokumentarisk filmfotografiske og danske blik på det almindelige liv i Grønland i linje efter fotograferne Jette Bang, Jørgen Roos og Teit Jørgensen.

Kvinden i samtalekredsen er på vej ud af alkoholens lås og jeg følger hende opmærksomt, for karakterudviklingen af hende er tydeligst blandt de tre som medvirker filmen igennem. Hendes spontant fascinerende nærvær og Bohn Ipsens lydefri sikre kamera og opmærksomme blik på alt i og uden for billedet, dette filmfotografi er alene denne vigtige film værd. (Henrik Bohn Ipsen har i Nicole N. Horanyi: En fremmed flytter ind, 2017 fotograferet en fuldstændig lignende scene som jeg oplever med samme følelsesindhold. Det bevægede mig mærkeligt forleden aften i bibliotekets sal).

Eva Mulvad -samlede blogindlæg om hendes film

KIRSEBÆREVENTYRET (2019)

Eva Mulvad har atter en gang lavet en smuk og tydelig film om et moderne menneske. Han er godsejer, han hedder Harald Krabbe, han har et projekt ved siden af gårdens grundlæggende landbrugsproduktion, han vil optimere de mange kirsebærtræers udbytte, lave fornem vin i stedet for almindelig marmelade. Eva Mulvad vil skildre udvidelsen og fornyelsen, forsøget. De er energiske mennesker de to, de klæder hinanden de to.

Hvor kommer det overskud fra? Jeg tror det kommer fra elegancen – det elegante menneskes sikkerhed, det sikre professionelle greb, som igen kommer af en ubøjelig tro på det sikre valg.

Om kirsebæreventyret lykkes fortæller filmen i den tilbageholdte videns form, det udvikler sig til en thriller, jeg sidder og frygter tilbagegang, uheld, nemesis, dramaturgiens vendepunkt. Hvordan er det nu med eventyr? Det betyder jo i grunden det som vil komme. Jeg tænker på violinisten i instruktørens forrige film, tænker på godsejeren i denne, Eva Mulvad har atter skrevet et tidens dokument, denne gang om det nye modernes elegance, skrevet så klogt og klart om det som vil komme.

Danmark 2018, 85 min.

STILL: Kirsebæreventyret, Harald Krabbe og Eva Mulvad.

A MODERN MAN (2019)

Moderne har jo både at gøre med modernus (ny, nyere) og med modus (måde), og denne dobbelthed får den præcise titel til pege på et menneske med nye måder at være på, måske være til i virkeligheden på, leve sit liv på, sortere sine valg på. Jeg opfatter det sådan, at Eva Mulvad vil undersøge det nye moderne. Måske vil hun også som filmskaber i naturlig forlængelse lægge en ny slags film til fænomenerne, hun skildrer i A Modern Man, en ny moderne filmisk stil, hvor det karakteristiske er, at filmen løsnet af den litterære episke fremadskriden, løsnet af journalistikkens opklaringsdrama fungerer på gamle cinematografiske betingelser som at stille scene ved scene. Og der er er i Mulvads film sandelig lange og tydelige og selvbevidste scener bygget af lange rolige optagelser af enkeltafsnit i Charlie Siems liv.

Charlie Siem er violinist og fotomodel, og det på verdensplan, en mondæn mand, som medvirker som en populær stjerne i samtaleshows i tv i samtaler om offentligheden, omsværmelsen og i dette ensomheden. Facebook og Instagram er medierne, men forbilledet er Robert De Niro.

Første afsnit, filmens åbning, er mangetydig. Den skildrer købet af en ny, rød Porsche. Reklamefilm eller dokumentarfilm? Køber han eller er han model? Pointen er, at han spørger sælgeren: Hvordan er dens lyd? Prøver motorlyden af som en musiker et instrument, og så vil han i en æstetisk ideosynkrasi have et underlødigt designet typenavn mærke fjernet fra bagklappen. Detaljen er vigtig.

Så følger en scene fra en koncert. Siem er alene foran orkesteret, spiller kadancen, som er vanskelig, kun violinen høres, en nåls fald kunne høres. Den virtuose kadance afbrydes, det her handler ikke om fordybelse, så der klippes til et voldsomt hovedspring fra højt oppe ned i havet, derfra til et stille svømmebassin uden person, en smuk ensom arkitektur, derfra til en scene med Siem i et soveværelse, han pakker vitaminpiller ud. Den moderne mand passer sin krop. Og sin skrædder.

Han er model for Hugo Boss og for Martell cognac: en scene fra en reception for vel et nyt mærke. Og så en scene fra fotomodellens helt private almindelige 30 års fødselsdag. Det er spændvidden.

Han køber et flygel, eller gør han? Eller er han model i en film for fabrikanten? Eva Mulvads billede kan bruges til begge formål, hendes fascination og interesse har begge disse filmiske blik på hændelsen. Flyglet bakses op af robuste flyttemænd med beskyttelseshandsker, oppe på plads i hjørneværelset stilles instrumentet med et støn, og det åbnes efter at være udsat for strabadserne, en af mændene slår sine behandskede fingre i tangenterne. Det virker! Siger han med et charmerende smil. Pointen er der brug for, både i reklamefilmen og i dokumentarfilmen. I Adam Nielsens klip. En lille fryd.

Scenerne stiller Adam Nielsen i en rolig, tydelig række, så de belyser hinanden, bliver til denne gamle fortælling af billeder: animeret natklubscene i sort/hvid, stilfærdig scene med søsteren, de øver sammen i en varm og hyggelig hytte, hun viser med sin karakter noget, der ellers er fremmed i filmen, en intellektuel, følsom natur. Restaurantscenen er også ægte og éntydig, Siem er sammen med en uundværlig, meget livligt talende kvinde med en dyb stemme og sin pianist Itamar Golan, som også er meget til stede. Det er film, det her! Tænker jeg, hun er god, pianisten er fin. Scenen med massage hos fysioterapeuten er spændt til grænsen af det udholdelige, til lige før, tæer krummes. Massørens kommentarer er vidtløftige, en slags følelsesanalyse, en tolkning af hovedpersonen, modellen og violinisten med den glatte kontrollerede kølige noget fattige udstråling. Og med den store monolog lige efter vokser filmen, noterer jeg det sted i story-line, ja, filmen vokser og vokser hele vejen mod et helstøbt og beslutsomt værk. Og idet jeg indser det, kommer min belønning, violinistens og pianistens morgenbad i havet, violinisten sportstrænet, frisk, pianisten tøvende, frysende, ængstelig. Det er herligt, det er jo Don Juan og Leporello, det er Don Quichotte og Sancho Panza. En vild koncert for violin og orkester afslutter filmen, og omsider fortsætter musikken til den er slut og dør med de sidste credits.

Eva Mulvad skildrer en fascination, det er værkets kerne og styrke. En fascination af de materielle tings skønhed som hos Tom Ford i hans meget beslægtede film A Single Man, 2009 med dens fejlfrie setdesign. I Fords film er det en anden tid, og fascinationen gælder en fejlfri scenografi som ramme om tragedien at miste sin elskede, men det i en tid, i begyndelsen af 1960’erne, hvor at leve alene var det nye moderne. Filmens anden styrke er pianisten, Itamar Golan, som er den nødvendige Leporello / Sancho Panza / den kloge klovn. Han har den filmkarakterens totale udstråling, som Charlie Siem mangler. En hviskende samtale mellem de to er et fint skildret højdepunkt.

Svagheden er, at der faktisk ingenting er om musikken, om Siems særegne tolkning, og hans spil kommer så også til at danne en overflade af virtuose detaljer, som er teknik, men som det skildres uden egentlig forståelse. Fokus er, som hos Jørgen Leth et studium af overflade, Det perfekte menneske falder selvfølgelig i tanken. Er der her som der flere lag, har Eva Mulvad også flere lag? Scenen med søsteren i hytten måske? En smerte i et ansigtstræk måske? En tvivl midt i dette perfekte?

Det nye moderne filmklip er langsomhed og fravær af angst for pause og tomhed, den nye moderne cinematografi er optagethed af øjeblikket, er ønsket om at vide det ud. Hvor det lige før var afviklingen af øjeblikket, opløsningen af nuet i en hurtig strøm af meget korte klip, som dominerede det moderne. Den røde Porsche er en hurtig bil, den kører hurtigt i potente gearskift med helten, eller er det fotomodellen? ved rattet. Hurtigt i det stort tegnede dramatiske landskab. Men i optagelsen oppefra er scenen langsom og lang og fascinationen gælder den lille smukke bil i landskabet, gælder det hurtige i det langsomme, altså detaljen som for eksempel hos Tom Ford, mere end overfladen som for eksempel hos Jørgen Leth. Kunst laves ikke på virkeligheden, sagde Per Højholt, kunst laves på kunst. Sådan måske også filmkunst, dokument ved dokument. Eva Mulvad har skrevet et tidens dokument om det nye moderne.

VORES LYKKES FJENDER (2006)

Optagelserne fra Afghanistan alene var ikke nok til at skildre Malalai Joyas angst. Rent objektivt formåede de ikke at fortælle, at hun lever i konstant livsfare. ”Det så ikke særlig farligt ud”, fortæller Adam Nielsen, som har klippet filmen.

Men musikken kunne vise det, man ikke kan se, sammen med optagelsernes billede og lyd kunne den genskabe instruktørens sansning på location. Musikken fuldstændiggjorde simpelt hen den dokumentariske hensigt. Genskabte stedets virkelighed, siger filmens klipper Adam Nielsen, og syreprøven er for ham instruktørens fornemmelse af kongruens. Og, må man herefter tro, sådan var det for Malalai Joya dagene før valget, hvor instruktøren og kameraet fulgte hende. Hvad man ser er manipuleret til autenticitet.  

Det begynder med arkivstof, i en journalistisk reportage, Malalai Joyas berømte tale to år tidligere end filmens tid, 100 prc., som mod slutningen mixes medmusikken, et langsomt og alvorligt orkestermotiv, én unison tone, som leder over i filmens første scene, Malalai Joyas midlertidige opholdssted, hun fortæller, at hun må et andet sted hen. Hendes meget neddæmpede uro bliver til scenens autentiske angstfyldte nervøsitet ved at strygermotivet blandes med dialogen og dæmpes, for at stige igen ved scenens slutning, hvor hun og hjælperne er på vej ud, og der klippes til titelskiltet Vores lykkes fjender, og man er på det rene med dette værks tone af usentimental alvor.

Korte landskabsscener, den smukke by Farah bliver et intermezzo med bylyd og muezzinens råb over tagene før næste scene. Hun hører radio, skriver notater. Vi ser rummene. Telefonen ringer, hun taler med en journalist, og vi forstår via en tolk. Det handler om intimideringer og attentatforsøg. Fire gange har hun overlevet. Musikken, langsomme og alvorlige orkesterstemmer stiger dramatisk så det underspillet nøgterne i dialogen løftes til det eksistentielle niveau, som er følelsens autentiske sted. For hjertet hamrer.

Næste scene, et møde med en gammel mand, som vil stemme på hende, understreger at lyden af dialogen ikke er gået tabt, og den afløses så, da han går af et nyt motiv. Igen et intermezzo- eller ”flytte”tema, som blander sig i følgende scenes optagne lyd af gadestøj og ophidset dialog under agitationsarbejde. Dialogen ren dominerer nu en lang scene med et valgmøde, og vi ved at det efterfølgende intermezzo med landskabsbillede, hvor en galende hane leverer lyden fører over i en ny scene med dialog. Det er blevet konsensus: scene, flytning, scene, flytning, hver gang sat stemningsmæssigt på plads ved musikken, som nu efter en scene med en gammel kvinde, som har tilintetgjort en kampvogn, etablerer en flytning af sted ved guitarakkorder til aftenbilleder i gaderne til en scene, hvor hun (guitaren fastholder autenticiteten) ordner hår foran et spejl og hører igen radio. Hver flytning har åbenbart sit motiv som medskaber forståelsen af scenen. Som så tydeligt ved den sidste i afsnittet, som er forberedelse til en rejse til en landsby.

Sikkerhedschefen kommer og soldaterne og våbnene og bilerne, og vi er nu tilbage ved den foruroligende brummen på én tone i orkesteret, som minder os om filmens begyndelse i angst. Hele denne fortælling er altså medskabt af filmmusikken, som dialogens klarhed har givet mening.   

DEN SIDSTE DANS (2005)

Adam Nielsens fremragende klip af Eva Mulvads præcise og nærværende og lyttede optagelser udvikler på den lille time en håndfuld karakterers helt særegne og forskellige livsdramaer, så vi sidder med noget nær livsgåden i hænderne, rystede, klogere og glade. Jeg opfatter nemlig ikke (som DR1 på sin hjemmeside) filmen som sort, den er da lys, jeg opfatter den ikke som absurd, nej da, som fuld af mening og slet ikke som komedie, nej snarere organiseret som drama.

For Adam Nielsen forfølger jo i Den sidste Dans Mulvads dybt solidariske plejehjemsskildring disse temaer: kærligheden er forbi (”Ejnar, du er min allerbedste ven..”), depressionen (den tavse mand), erindringsstabet, forvirringen (Marie bliver mere og mere konfus), fremstiller det som tilværelse, ikke som undtagelse. Og gør det på et tydeligt, men ikke påpegende niveau. Han undgår så vidunderligt klichérammer som dagens og årstidens gang. Griber modigt ned i eksistensens alvor i stedet, erotikkens ophør eller brutalisering, erindringens omdannelse til livet som ét enkelt nu, dødens nærhed.

Det er svært at holde en række medvirkende i balance, endnu vanskeligere at klippe disse karakterers forskellighed og udvikling frem. Adam Nielsen kan den kunst. Med denne film har han skabt en ægte kollektiv fortælling. En række personer følges omhyggeligt, så deres ændringer i filmens løb bliver tydelige. Helge ankommer, meget mod sin vilje. Han ses tavs filmens første 35 min. Så taler han med forstanderen. Han vil ud, men det er umuligt. Senere ses han ude. Har besvær med døren. Adam Nielsen og Eva Mulvad falder ikke for fristelsen. De klipper i den rækkefølge, som ikke bliver en kunstig dramatisk opbygning, en flugt, men en understregning af accepten af tilværelsen. Også denne her. Dette er selve skønheden i filmen.

Dertil kommer handlingen, som her er sat sindrigt sammen af en række enkeltforløb, der efterfølger hinanden, næsten griber ind i hinanden: den forsvundne taske, overvindelsen af angst for svømmebassinet, planlægningen af den afsluttende ballonflyvning, den tavse mands sidste tid over accept af tilværelsen frem mod døden.

En række intermezzi er lagt ind: bilerne kører over broen over sundet, en senil kvinde tæller omhyggeligt bilerne og ryger fornemt behersket sine cigaretter – denne tilbagevendende rytme af begivenheder i serie er så selve temaet i filmen, en rolig respekt fuld rytme. Ja, en intermezzi serie mere får de plads til: nu et komedietræk: tante ét og tante to har deres daglige små skænderier. Adam Nielsen får det til at lykkes, så iscenesættelsens aftryk minimeres.

Samtidig med, at han administrerer et klart system af parallelhandlinger, kan Adam Nielsen kunsten at holde rede på mange medvirkende, han kan individualisere dem, indbygge karakterudvikling hos dem alle. Han får af Eva Mulvad et smukt materiale om livet på et plejehjem og leverer et filmdigt om livet tilbage.

LINKS

https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/person/eva-mulvad 

Phie Ambo: Genopdagelsen

Og regnen styrtede ned, og vandstrømmene kom, og vindene blæste og kastedes mod det hus; og det faldt, og dets fald var stort.

Nøgternt skrevet er Genopdagelsen en film om hulebyggeri som pædagogisk metode. Den skildrer i tætte optagelser med Phie Ambos og assistenten Maggie Olkuskas opmærksomt blødt registrerende kamera over to årstider en gruppe på 47 børn og tre lærere i færd med ved en avanceret byggelegeplads aktivitetat at sætte sig ind i de grundlæggende erfaringer om verden, tilværelsen, hinanden og sig selv . Men filmens titel gemmer meget meget mere. Fordelt lag på lag, afsnit for afsnit. Næsten umærkeligt.

Theis Schmidt har nemlig af dette materiale klippet et drama over årstidernes skiftende former, farver og begivenheder blandt dyrene og menneskebørnene på denne samme lille location som i dobbelt forstand er en byggeplads og med et erfarent smil klippet det som en byfilm fra gamle dage med dette nødvendige højdepunkt og vendepunkt, hvor en regnbyge om eftermiddagen blev en vigtig begivenhed; i Berlin, i Stockholm, i Firenze. Her i byen med hulelandet i sit hjerte er det et voldsomt ødelæggende uvejr med blæst og regn, en udfordring til børnene, et krav om reparationer, ja, om genopbygninger, om at tænke forfra, tænke sig om.

Phie Ambo og Theis Schmidt fortæller i et andet lag musikalsk sikkert og helt uden, har de klogt besluttet, den alt for oplagte kronologi gennemgår de filmisk det pensum som lærerne har lagt til rette for børnene, videnskabens fortælling om homo sapiens, om Artens Oprindelse og om dens udvikling. Det bliver de store retrospektive historier genopdaget og om at opdage en metode, opfinde en teknik, det bliver til konflikter mellem nomader og dw fastboende, om huler og huse… og jeg ser hvordan en verden ord for ord kommer til syne inde i sproget.

Borch Hansen & von Lowzow: Jørn Utzon

Instruktørerne hedder Lene og Anna til fornavn og filmen har undertitlen „Manden og Arkitekten“...

og det er, hvad vi får som tilskuere i den kendte Nordisk Film stil, som er designet til et internationalt marked som filmene om Karen Blixen, Knud Rasmussen og P.S. Krøyer var det – det vil sige biografisk fra a til z, bygget op omkring arkivmateriale, privat og offentligt, interviews og en kommentatorstemme, der tager os ved hånden. Og med stemningsskabende musik.

Åh nej, det er bare for meget af det gode, når der bliver sagt ”geni” i hver anden sætning og når sukkersøde sætninger veksler med musik fra ”væg til væg”. Men er du med på genren og formen, er det faktisk godt at være i selskab med den smukke høje mand, der aldrig – ifølge filmen – kritiserede andre og som hyldede arkitekturen som ”the art of capturing simplicity”.

… den smukke mand med den smukke hustru Lis. Deres livslange kærlighed er der billedmæssig dækning for: privatfotos, private filmoptagelser og først og fremmest, hvad to af parrets tre børn siger om deres opvækst, Lin Utzon and Jan Utzon. De taler om deres liv i Danmark, i Australien, på Hawaii, på Mallorca og der er masser af optagelser med den lykkelige solbrændte familie på havet, som han elskede. De taler ikke bare kærligt om deres forældre, de giver også besked.

Og så er der jo lige det at de huse, som Utzon tegnede er så gennemfotograferede og filmede, mange gange med Utzon selv bag kameraet, at du som tilskuer får noget af vide om, hvorfra Utzon fik sin inspiration, i nogle sekvenser brillierer Utzon selv som den ”greatest teacher”, en af de udenlandske arkitekter, som interviewes, kalder ham.

Operahuset i Sydney fylder naturligt nok meget i filmen med arkivmateriale og udtalelser. What a scandal; Australierne behandlede ham skidt og det blev ikke bedre, da han kom hjem til Danmark, hvor han skulle betale dobbeltskat. Efter Sydney i 1967 boede han i udlandet til 2004, men fik opgaver – National Assembly i Kuwait, Bagsværd Kirke, Paustians Hus plus at han tegnede huse til familien på Mallorca.

Arkitekten Oktay Nayman, der arbejdede med Utzon, til os danskere: I værdsatte ham ikke, tænk på alle de huse, han kunne have tegnet for jer.

Filmen har premiere i flere danske biografer fra i morgen. Med engelske undertekster.

Danmark, 90 mins., 2019.      

Auteur Filmklub

Efter mange års fremragende filmformidling valgte filmproducent og forfatter Ebbe Preisler at gå på velfortjent pension fra sin Mandagsdokumentaren. Preisler var før Mandagsdokumentaren en vigtig person i både dansk og europæisk dokumentar-sammenhæng. Det kan I læse lidt mere om her: http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/375/

Gode folk har taget over og dannet Auteur Filmklub Kvarterhuset. De forklarer selv at ”auteur” betyder at filmskaberen er i centrum for arrangementerne, at filmklub er en klub med programaktiviteter og at Kvarterhuset er det nye faste visningssted, hvis i klikker her

https://www.auteurfilm.dk/

adressen er på Amager og det er også her at ”auteur dinners” på franglais finder sted i Øens Spisested i Holmbladsgade. Næste middag – den 21 februar – viser den glimrende film ”En frygtelig kvinde” (foto) hvor instruktøren Christian Tafdrup spiser med og diskuterer den for mange kontroversielle film.

Og så går det ellers løs med en række dokumentarfilm. Bl.a. ”Dreaming Murakami” af Nitesh Anjaan og Christian Braad Thomsens ”Karen Blixen – Storyteller”. Klik på linket ovenfor og få alle oplysninger. Herfra skal der bare lyde et Bravo!

Manager af Auteur Niels Elbæk har bedt mig tilføje et par links, de kommer så her:

Mads Brügger: Cold Case Hammerskjöld

Fy for pokker… nu ved jeg at der er en organisation i Sydafrika der hedder SAIMR, South African Institute for Medical Research. En hemmelig loge, som var indblandet i mordet på den svenske FN generalsekretær Dag Hammerskjöld i 1961, hvor hans fly på vej til Congo faldt ned under mystiske omstændigheder. Hvordan og hvorfor døde svenskeren, som ville kolonialismen til livs og mødte stor modstand fra hvide i det sydlige Afrika.

Om dette har Mads Brügger lavet en film sammen med Göran Björkdahl, som har undersøgt Hammerskjöld-sagen det meste af sit voksne liv. Det er nærmest blevet en besættelse for ham. Brügger har arbejdet med Björkdahl i seks år på bedste journalistiske vis OG i bedste Mads Brügger film-stil, hvor han er i billedet, spiller den hvide mand med tropehatten, som vil grave resterne af flyvemaskinen op, men får ikke lov, tænder hænder-rystende en cigar, bliver spurgt af Björkdahl hvorfor han ryster på hænderne, ”du plejer jo at være en cool fyr”, og deri har svenskeren ret, når Brügger selviscenesættende klædt i hvidt som medlemmerne af SAIMR - får vi at vide - dikterer filmens manuskript til først den ene så den anden sorte sekretær, som ikke blot skriver ned, men også reagerer på oplysningerne om at sorte får indsprøjtninger med aids.”Gruesome” siger den ene sekretær og hun har ret og det er imponerende og rystende, hvad de to graver op af informationer og vidnesbyrd fra mennesker, som tør stå frem.

I forbindelse med filmen er der skrevet lange artikler i Observer og andre steder, hvor undersøgelserne og hovedpersonerne præsenteres. Som en anmeldelse har fremhævet er filmens indhold en sensation - afdøde Maxwells dagbog som afslører meget, Geoffrey Jones som ifølge slutteksterne nu lever i skjul somewhere pga. hvad han siger; han går så langt at han siger CIA, da han bliver spurgt, hvem der kunne have stået bag flystyrtet og mordet på den pæne, ordentlige Hammerskjöld, som har lagt navn til en fin allé i København, der huser den amerikanske ambassade!

Som film leverer Brügger her sit bedste; han blander iscenesættelsen med en ærlig tvivl da han opdager, at han er på vej til at grave noget stort ud af historiens glemsel. Han glider fra at være hovedperson i nok en absurd historie til hen i filmen at lade tropehatten ligge og give publikum en vejdrejet spændingsfilm, der har mange humoristiske elementer, men endnu flere, hvor hovedet rystes over kolonialismens hæslige hvide ansigt. Fy for pokker!  

Danmark, Sverige, 2019, 128 mins.

Janus Metz og Sine Plambech: Hjertelandet

DOCS & TALKS 2019 / CINEMATEKET 06/02 17:30

Stedet introduceres i smukt fotografi, Lars Skree og Henrik Bohn Ipsen er fotograferne. Der er myndighed over disse billeder. Et jysk landskab, som er meget, meget mere end et vindblæst hjørne af Danmark. Det er en egn og en befolkning med en særegen livsstil og en stor værdighed og en bevaret integritet, bekræfter fotografiet for mit blik, som er dannet tilbage i romantikken. Og kvinden, det til en begyndelse handler om, introduceres tilsvarende smukt og sikkert. Hun er egentlig fremmed her, men er så integreret, som det har været mulig at blive her, når man ser anderledes ud og er fra den anden side af Jorden…

Sådan skrev jeg i 2008, da jeg havde set de første afsnit af dette store filmværk. Og sådan ser jeg også det afsnit som nu har premiere på onsdag den 19. september, ti år senere, Hjertelandet. For netop sådan begynder denne nye dokumentarfilm, den anvender så smukt og berettiget de første to dele til i en ny sikker klipning at fortælle dette vigtige tilbageblik, præcis som jeg selv forinden havde været nødt til at se filmene fra dengang og finde frem, hvad jeg skrev om dem. Og det fortsætter jeg så med her.

For her, fra dokumentarværkets begyndelse i del 1, Fra Thailand til Thy begynder fortællingen, og det er som det skal være, jeg er tryg. Og jeg skal bestemt nok blive ved den fortælling fra første begyndelse, det mærkede jeg dengang og det mærker jeg nu. For der er jo i den fortælling en ægte historie, en kærlighedshistorie, som fortsætter i del 2, Fra Thy til Thailandog den historie finder nu sin foreløbige afslutning i en del 3, som er den aktuelle film Hjertelandet.

FØLELSERNES FORVANDLING

Kvinden skal formidle et ægteskab. Det har hun gjort før, fundet kvinder hjemme i sin landsby og placeret dem hos mænd her. De holder sammen, og vi lærer to af dem at kende. Hun har nu igen disse tre måneder til det, et turistvisums afmålte tid. Og personen, en søsterdatter, som det nu gælder, ankommer og kastes befippet ud i det. Kontaktannonce, svar, udvælgelse, mødet med manden. Han hedder Kjeld. Han er rar og genert. Hjælperne tager af sted, hun står fortabt i entrédøren til Kjelds hus, den første virkelig gribende scene. Hvordan skal det gå? Med denne unge kvinde, Kae hedder hun.

Mari Gulbiani: Before Father Gets Back

DOCS & TALKS 2019 / CINEMATEKET

RADIKALISERING

Jeg forstår på foromtalerne at Mari Gulbianis film handler om radikalisering og dette for tiden sært indforstået præcise begreb vender og drejer jeg nu jeg har set Gulbianis værk og slet ikke oplever det som filmens egentlige indhold. Jeg mærker måske en radikaliserings virkninger i en lille landsby uden unge og voksne mænd – forstår at alle disse mænd er ved fronten. De gamle mænd og kvinderne og børnene er tilbage i husene og på vejene og på stederne hvor man altid i små grupper fortsat i al landsbyens tid samles og snakker med hinanden. Vi har alle set og frydet os over disse utallige film som tilsammen er en dokumentarfilmens globale landsby. Her i denne, i en georgisk bjergegn er situationen at de våbenføre mænd har meldt sig til en krig langt borte for en idé, for en samfundsforståelse de tror på, og jeg forstår at det i denne dal er det IS de tjener, men kommer i tvivl, for det kan da ikke gælde alle? Formodentlig hovedpersonen Imans far, men vel ikke den anden hovedperson Evas far? De ses på fotografiet prøve et tørklædes virkning for udseendet, Iman til venstre i vestligt mærkevaretøj naturligt i hendes familie, Eva til højre i sin egns traditionelle klædning med tørklæde, en selvfølge i hendes familie. Kyndig lærer hun Iman hvordan tørklædet skal bindes korrekt.

Som jeg ser og hører det er det krigen som sådan, ikke radikaliseringen af krigerne, ikke terroren og krigsforbrydelserne, som de tilbageblevne voksne og børnene ser tv om, taler om, det er ikke ideologiernes sammenstød. Det her må Mari Gulbiani og Maja Greenwood under samtalen efter filmen finde ud af og forklare for en som mig, der helt ærligt ikke ved hvad radikalisering egentlig er, som en religiøs omvendelse, som et politisk valg, som en pludselig eller blot voksende indsigt i og overtagelse en tilværelsesforståelse, en omverdenstolning, en livsanskuelse hed det i min ungdoms indre missionske Nørre Nissum, hvor der i øvrigt også levede grundtvigianere og sekulære socialister.

STED

Hos Flaherty blev det et ubetinget princip, at historien skulle hentes på stedet selv, og at det skulle være (hvad han anser for) stedets egentlige historie. Hans drama er derfor et drama af dage og nætter, af årstidernes gang, med de kampe, der er nødvendige for at opretholde eller for at leve i et samfund eller for at bygge stammens værdighed op. (John Grierson)

Matthieu Rytz: Anote’s Ark

DOCS & TALKS 2019 / CINEMATEKET / FRE 01/02 16:45

… Men løsningen er alligevel så let at en femårig kan forstå det. Vi må stoppe udslippene. Det er sort-hvidt. For enten sætter vi gang i en kædereaktion som udløser hændelser, som udløser hændelser, som er ude af menneskets kontrol, eller også gør vi det ikke. (Greta Thunberg i SVT 18. jan. 2019)

GEOGRAFI

Det første jeg overvældet forstår når jeg ser Matthieu Rytz ’ film er staten Kiribatis’, dette øriges skrøbelighed. De indledende optagelser fra højt oppe viser mig det, en spinkel ørække i en lang sekvens. Udsagnet i disse billeder er filmens indhold, som helt enkelt former sig som en uddybning af dette indtryksfulde overblik. Matthieu Rytz vil med det samme gøre klart, hvad den her dokumentar handler om. Skrøbelig og usikker skønhed. Den lille spinkle udriggerbåd på det store hav, det blå sejl og det blå vand og den tynde langstrakte øgruppe to meter over havets overflade på toppen af undersøiske vulkankrateres kanter.

Our whole nation is only two metres above sea level, and the report shows that the difference between 1.5°C and 2°C of warming is several centimetres of sea level rise. Given that we are already feeling the impacts of rising water, every millimetre counts. (Anote Tong, The Guardian, 10 Oct 2018)

Gabrielle Brady: Island of the Hungry Ghosts

DOCS & TALKS 2019 / CINEMATEKET / ØST FOR PARADIS

STEDETS ÅND

Hun er bekymret, denne i alle måder smukke kvinde på fotografiet fra en scene i filmen, hun er nedtrykt, hun hedder Poh Lin Lee og hun holder mig fast i det filmen handler om, så den i en lyrisk form blidt og tålmodigt som hun i sit væsen indkredser øens genius loci. Men trods sin stilfærdighed er Gabrielle Bradys film en etisk og politisk pamflet som kunne bære overskriften j’accuse. Jeg er ikke i tvivl om mod hvad og mod hvem anklagen rettes. Styrken ved anklagen er ikke juridisk præcision, ikke overbevisende statistik, ikke kyndig antropologisk redegørelse, styrken er ved siden af disse berettigede og nødvendige fagligheder som må komme frem i festivalens samtale, dens talk-del, styrken ved anklagen er filmens cinematografi, dens inderlige skriven sin egen overbevisende research i sin egen fagligheds skrift, i en kunstnerisk indsigt i og forståelse af sin location, sit steds ånd og så her altså overgrebene mod den.

HUNGRY GHOSTS

Jeg ser Poh Lin Lee og hendes mands og deres børns respektfulde skildringer stedets gamle kultur, først af rituelle afbrændinger af symbolske papirrester efter de døde. Det handler om sjæl og legeme om ånd og materie, og moderen forklarer det til børnene: ”De første indvandrere kom til øen fra Kina for 100 år siden. De fik ikke en rigtig begravelse nogen af dem. Så vi som lever nu er nødt til at bede for dem. I en måned er de blandt de levende. De er the hungry ghosts. Hvis du på vejen ser en hvid skygge passere er det antagelig en vandrende ånd som går over.” Afbrændingen gælder, må jeg tro, de dødes menneskelighed så deres evighedshungrende ånd kan udvandre fra skyggetilværelsen til frihedens land. Og den lille familie besøger gravstenene over de første kinesiske migranter på øen og børnene lærer om monumenternes betydning for et steds historie og kultur. Jeg læser ikke filmen som analogi, læser ikke dens enkeltelementer som symboler. Jeg ser et voksende anklageskrifts konkrete passus akkumulere.

Danske Dokumentarfilm 2018

Etnografen Henning Haslund-Christensen står på fotografiet midt på højslettens vældige tomme flade med bjergene i dis langt, langt borte. Fotografiet er fra en af hans mange rejser i Mongoliet...

Jeg har som til tidligere nytårs opsummeringer udvalgt de danske dokumentarfilm fra 2018 som jeg i årets løb har været mest glad for og fundet vigtigst. Som Tue Steen Müller 1. januar på samme måde har gjort med udenlandske og valgt 16 film har jeg valgt 6 film blandt dem jeg har set og husker. De listes her op kronologisk med et citat fra anmeldelsen og med et link til anmeldelsens fulde tekst.

Jeg spurgte herefter også som tidligere mig selv, hvilken film af de 6 der fyldte mest i min erindring. Og jeg svarede mig selv: Andreas Dalsgaards Fædre & Sønner.

Men læs nedenfor om min glæde ved alle seks film, for hvis jeg skal stole på mine tekster, har det atter været et fantastisk år for dansk dokumentarfilm.

Jargil og Sønderby Jepsen: Julebrødrene

Mira Jargils og Christian Sønderby Jepsens Julebrødrene "er en karakterbåret film, der går tæt på to unikke individer. Samtidig er det en fortælling, der berører almenmenneskelige temaer som ensomhed, løsrivelse, eskapisme, drømme, angst for at miste, længslen efter anerkendelse og efter at bidrage. Og så er det for os en film om at drømme om mere, end man har, og om at kunne mere, end man tror…”, sådan skriver de to instruktører om deres film som havde biografpremiere i Brørup for tre dage siden og tv-premiere på TV2 i går. Den kan nu ses på TV2 Play.

Og selvfølgelig er det en julehistorie som min barndoms i Historiebogen, børnenes julebog, nej, alligevel kun tilsyneladende, for Jargils og Sønderby Jepsens film er langt mere ambitiøs. Men den er altså som historierne i den gamle julebog, en karakterbåren fortælling om menneskenes fælles temaer, den er godt nok naiv som disse historier eller rettere dens to medvirkende mænd er naive, men imidlertid tror jeg, vrai naive.

Inde i filmen er der en fortælling mere om filmens fortælling. Brødrenes mystiske reklamemand forelægger dem en Fugl Føniks historie hvor de og deres drøm går op i flammer, men genopstår som to julenisser i vokskabinet skikkelse og størrelse i en sådan udstillingssal. Det pitch, den synopsis og det treatment køber jeg, for digteren og folkloristen Eske. K. Mathiesen skriver jo at ”den græske historiker Herodot omtaler den egyptiske Føniks og senere forfattere tilføjede brændings- og genopstandelsesmotivet, som de kristne kirkefædre derefter greb og sleb til. Gennem folkebogen Physiologus fik Føniks i middelalderen en plads i kristen dyresymbolik, idet dens sjældenhed, frivillige død, opstandelse og evige liv samt dens kyske forplantning uden parring gjorde den oplagt som symbol for Kristus. ” Sådan er Julebrødrene et nyt magisk juleeventyr om at drømme stort og purpurlysende og – sådan er det også – omhyggeligt helt uden om julekrybbens virkelighed. Den fortælling og dens artefakter er ikke en del af brødrenes univers, det har reklamemanden fattet, og de to museumsbyggere er betagede og rørte over selv at træde ind i metamorfosen. Det er bare én af filmens række af ægte gribende, cinematografisk omhyggeligt skildrede scener, som jeg sådan husker og husker og formes af fra Jargils og Sønderby Jepsens værkrække hver for sig og samlet. Brødrene forstår deres missions omfang og de pointerer herefter udtrykkeligt i deres markedsføring, at de selv indgår som dele af samlingen, når publikum besøger den.

Og det er så hvad der sker i filmen efter al modstanden i flere plotpunkter og –forløb i flere lag nøjagtigt og dygtigt klippet efter den gældende fortællemodel og slutter med: den lykkelige åbning af den gamle gårds forvandling til barnlig drøm med de to auteurs til stede som levende voksfigurer blandt de mekanisk bevægede i en forunderlig leg med virkelighedens virkelighed.

Danmark 50 min.

LITTERATUR OG LINKS

Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen: Julebrødrene, streaming af filmen på TV2 Play:

Link til streaming

Eske K. Mathiesen: Føniks i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. december 2018 fra

http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=81432

FILMKOMMENTAREN.DK: Mira Jargil – samlede blogindlæg om hendes film:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/2167/

FILMKOMMENTAREN.DK: Christian Sønderby Jepsen – samlede blogindlæg om hans film.

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/499/

Simon Lereng Wilmont: Olegs Krig

... med undertitlen "En Barndom i Skyggen af Krigen"

Freddy Neumann tager sig af pressearbejdet for The Distant Barking of Dogs, som på lørdag måske bliver kåret som Europas bedste dokumentarfilm ved European Film Academy’s ceremoni i Sevilla. Filmen er blevet omtalt og anmeldt på filmkommentaren – se links nedenfor. Den prisvindende film kan nu ses på dansk TV: En børneversion på lørdag på DR Ultra kl. 17 og voksenversionen den 25. december kl. 23 på DR2.

Neumann beskriver filmen sådan: Filmen er ulykkeligvis blevet højaktuel i takt med optrapningen af den russiske/ukrainske konflikt. Den udspiller sig på frontlinjen af krigen i det østlige Ukraine og følger den 10-årige ukrainske dreng Oleg gennem et helt år, og viser hvordan krigen gradvist udvisker hans barnlige uskyldighed. Oleg bor sammen med sin elskede bedstemor Alexandra i en lille landsby tæt ved fronten. Uden andre steder at tage hen, kan Oleg og Alexandra blot se til, mens byens øvrige indbyggere rejser væk. Hver dag bliver en stadig større kamp, for krigen synes ikke at have nogen afslutning. I den nu halvtomme landsby hvor Oleg og Alexandra er ladt tilbage, viser filmen hvor skrøbelige – men samtidigt livsvigtige – de tætte, personlige relationer er for overlevelsen…

Anmeldelse 6 af 6 penne:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4099/ 

Senere indlæg:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4396/  (omtale)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4361/  (omtale)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4331/  (omtale)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4327/  (omtale)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4277/  (analyse ved festivaldirektørerne og en omfattende reportage fra Lereng Wilmonts workshop på festivalen i Beograd)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4243/  (længere omtale)

Ada Bligaard Søby: The best is yet to come /2

The best is yet to come er Ada Bligaard Søbys første bog forstår jeg, men den hænger sammen med hendes filmværk og er for mig at se en selvfølgelig konsekvens af først og fremmest American Losers, 2006 men også af Meet me in Berlin, 2007, Black Heart, 2008 og Petey & Ginger, 2009. Den nye bog, en fotobog og et bogobjekt er en essens af opdagelserne, erfaringerne og fremstillingen af antropologien i disse tidligere filmværker. Den er en inddampning, præcisering og i sig selv en film i romanens form som for eksempel Chris Markers filmroman La Jetée som både er en bog og en film, men altså i to adskilte objekter. Ada Bligaards ny værk er foreløbigt samlet i ét objekt, et bogobjekt, fysisk tungtvejende, æstetisk fjerlet stigende. Det melder sig ind i den trykte litteratur, ved siden af sin generation, både Josefine Klougarts og Lea Marie Løppenthins bøger melder sig i min tanke med familieligheder i baggrund, erhvervede erfaringer og æstetisk praksis og så med det store gennemgående tema om kvinden og manden: mødet, udforskningen, erkendelsen og bruddet. Og med tilsvarende sidetemaer: forældre, barndom, rejser…

Ada Bligaard Søby: The best is yet to come

Så kom postbudet med Ada Bligaard Søbys bog, ”min første bog” havde hun skrevet. En fotobog, vidste jeg det var.

Der var tre citater trykt uden på cellofanindpakningen fra bogbinderen som havde gjort den fornemt udstyrede bog færdig som bog, som en håndfast ting, en genstand. Jeg læste med det samme for eksempel dette af Erik Kessels: ”… Raw, honest and intimate, I cant’t look away.” Mit oprindelige møde med Bligaard Søbys foto- og filmkunst dækkes fuldstændig ind af dette citat, af sådanne anmeldelser på Filmkommentaren. Jeg skrev jo om American Losers i 2006, ”this is a subtle text about two biographies in balance and about a storyteller and portrait photographer and her deliberations: this is not about winners. The montage presented before the title contains all the elements and the whole story in a way. The title gives away the conclusion. I can hardly wait. I must watch this film”.

Og jeg udsatte nu udpakningen og læste i det næste citat, af Brigid Dawson, den tidligere dobbelttambourinist og sanger for Thee Oh Sees: ”It’s something a John Lennon could never do.” Nu tænkte jeg selvfølgelig på Petey & Ginger fra 2009 og at jeg dengang skrev ”at en del af Ada Bligaards kunstneriske særpræg er alvoren bag det hele og den ganske originale og naturlige evne, hun har til nå dybde i den filmiske tænkning. Petey & Ginger bliver og er således først og fremmest et personligt essay om moderne fattigdom på grundlag af en antropologisk undersøgelse, en poetisk og filmisk etnografi, som kommer tydeligt igennem. Efter at have set filmen sidder jeg helt stille, for det her er egentligt tankevækkende. Det er ikke en bekymring, dog, det ligner, men det er noget mere, det er en stille fortvivlelse.” Et citat fra filminstruktøren Dawn Shad, der uden på bogens indpakning kort bekræfter den følelse, fortæller ”you just made me cry in Shoreditch house.”

Torben Skjødt Jensen: Carl Th. Dreyer – min metier

”De vil lave en film om mig? Men jeg er da ikke interessant. Det er mine film som er interessante.” Carl Th. Dreyers svar dengang for længe siden var til en anden instruktør, en forgænger, men Torben Skjødt Jensen tager i sin film konsekvensen fuldt ud, han laver sin store filmbiografi som en omfattende og dyb overvejelse af alle Dreyers store og små film, af deres æstetik, som de konsekvent etablerer som ufravigelig stil og af den poetik, de afsætter som konsekvens, og som Dreyer selv formulerer, såvel strengt og generelt som i præcise detaljer hentet til filmen fra arkivstof og fra hans omfattende litterære arbejde.

Og det er jo så stil, ligesom den filmmåde jeg har mødt i Skjødt Jensens film al tid, men som først fæstnede sig som stil i min forståelse med Flâneur, 1993 ved en visning i en meget stor biograf i Clairmont-Ferrand. Hans film hører hjemme i biografen. Det er jo fotograferingens drømmende skarphed, musikkens arkitektur i en fremmedheds velkendthed, sætningernes helt nye gammeldags alvor, alt samlet i collagens tillid til associationens relevans af klippenes blide konsekvens.

Ingmar Bergman 100 år /13

Det er altid særligt at læse virkelig lange romaner. Uanset om den strækkes ud over mange uger eller foregår i en hektisk rus, går læsningen fra at være en oplevelse til at blive en tilstand... (Martin Bastkjær i Informations bogtillæg, 12. oktober 2018)

MARGARETHE VON TROTTA: HISTORY AND CINEMA / GESCHICHTE IM FILM

Inde i min optagethed af von Trottas film om Bergman må jeg, igen i en af mine ekskurser, opsøge hendes øvrige film. Især inspireret af den lille scene, hvor hun i en liste over Ingmar Bergmans yndlingsfilm finder sin egen De tyske søstre og fascineret af en scene fra den film hvor de to piger lytter til en præsts prædiken fra den høje prædikestol og ned mod dem på bænken. Som Bergman fortæller at han i sin barndom lyttede til sin far i kirken i Stockholm.

Så blev jeg opmærksom på den her filmede forelæsning, som for mig er en levende filmografis tilblivelse, som jeg trods en forfærdende teknisk kvalitet finder er en gribende fortælling om en instruktørs tumlen med stoffet, baksen tålmodig med at forvandle tekst til cinematografi, lykkes med personligt at leve sig ind til en forståelse af og der dybt indefra skildre fremragende og modige kvinder, hun har lavet biografiske film om og nu i forlæsningerne fortæller om: Rosa Luxemburg (1986), Hanna Weinstein og Lena Fischer i Rosenstrasse (2003), Hildegard von Bingen (2009) og Hannah Arendt (2012).

Von Trotta fortæller under 2017-forelæsningen charmerende og let undskyldende, men tydeligt på engelsk, trods teknikkens vanskeligheder, men for tyskkyndige vil jeg foreslå 2013-versionen hvor hun taler sit eget elegante tysk.

Tyskland 2017, 77 min. og 2013, 83 min. 

Offentliggjort den 11. feb. 2018:

https://www.youtube.com/watch?v=H97nI-A6bow

Margarethe von Trotta at The European Graduate School / EGS. Valletta, Malta. October 24th, 2017. Public open lecture for the students of the Division of Philosophy, Art & Critical Thought. (YouTube)

Offentliggjort den 12. dec. 2013:

https://www.youtube.com/watch?v=OXsx6j_67Ck

Vortrag der Mercator-Professorin 2013 der Universität Duisburg-Essen (UDE): Margarethe von Trotta am 10. Dezember 2013. (YouTube)

http://egs.edu/faculty/margarethe-von-trotta (detaljeret biografi, engelsk)

Margarethe von Trotta fører i forelæsningen kortfattet og vigtigt linjen tilbage til sin barndom og ungdom og til sine første film Katharina Blums  tabte ære, 1975  og Christa Klages anden opvågnen, 1978. Fotografiet fra en optagelse må være fra den tid...

Ingmar Bergman 100 år /12

MARGARETHA VON TROTTA: SEARCHING FOR INGMAR BERGMAN (2)

Forrige blognotat sluttede: "… Margarethe von Trotta folder sine hænder netop som jeg ser Max von Sydow gøre, med håndfladerne mod hinanden: ”Først meget alvorligt, men så mærker man, at han nok ikke kan bede så intenst som han gerne ville, vi forstår senere i filmen hvorfor. Så rejser han sig igen og i en lang optagelse går han tilbage til dette sted, hvor vi allerede havde set skakbrættet. Han går ud af billedet og kameraet panorerer til skakbrættet med den sorte klippe i vandet i baggrunden som et advarselstegn. Dønninger vasker over skakbrættet som udviskes. Og så viser en sort skikkelse sig: Max von Sydow ser op: ”Hvem er du?” Anders Ek: ”Jeg er døden.” Max von Sydow: ”Kommer du for at hente mig?” Anders Ek: ”Er du beredt?” Max von Sydow: ”Min krop er beredt, ikke jeg selv.”

Og jeg kan nu vælge at se von Trottas vidunderlige film med Bergmans mesterværk parallelt i tanken…"

KONTRAPUNKT

Og det kan så nu igen lade sig gøre. I Cinemateket i København torsdag 18. oktober hvor filmen vises første af fire gang som månedens film. Og om denne særlige manuskript-parallelitet er jeg siden kommet på dette citat om manuskripttilblivelse i en bestemt af de nye franske film som von Trotta i det følgende afsnit fortæller hun i sin ungdom opsøgte i Paris:

Heather Lenz: Kusama Infinity

Det er herligt, at Camera Film har taget Kusama-filmen til Danmark. Og jeg krydser fingre for at et stort publikum vil tage godt imod filmen; jeg tænker ikke alene på de mange, som besøgte den ældre japanske dames vidunderlige udstilling på Louisiana, men også på de mange, som har hørt om hende, set nogle af hendes værker og vil se mere og vide mere.

For filmen giver besked. Den fortæller hele historien om barnet Yayoi i japanske Matsumoto, som ikke får lov at udfolde sit talent i et hjem, hvor moren synes at lade sine frustrationer over sin utro mand gå ud over datteren, den yngste af en søskendeflok. Hun lukker sig mere og mere for omverdenen, maler sine senere så berømte prikker og drømmer om at blive berømt som kunstner, en drøm hun forsøger at realisere ved at rejse til USA i 1958, hvor hun var indtil 1973.

Heather Lenz film er imponerende researchet med et væld af interessant arkivmateriale, der sætter Kusamas liv i et kunsthistorisk perspektiv – og i et biografisk hvor man får et stærkt indtryk af en ung kvinde, som ville frem i en mandsdomineret kunstverden, hvor hun måtte slås for at få udstillet sin kunst, som i en periode var såkaldte bløde skulpturer, som refererede til det mandlige kønsorgan, nogle var sofaer, nogle var vægskulpturer – og hun var med i og arrangerede alskens happenings, som var protester mod Vietnamkrigen. Det er alt sammen velfortalt i et konventionelt dokumentarisk format med informationer og ind imellem sekvenser, hvor øjnene får lov at hvile på Kusamas enestående prikker eller net eller collager eller på hendes selv, den 89-årige fine dame, som hver dag forlader sit psykiatriske hospital, krydser gaden og går ind i sit studie. Det er rørende at se hende sidde der, nu en verdensberømt anerkendt kunstner efter at have været set bort fra i årtier, hvorfor hun forlod USA.

Filmens fortælling drives frem af interviewet med Kusama, af lydoptagelser fra hendes ophold i USA og af de mange kunstkritikere og kuratorer, som hjalp hende, bl.a. til at udstille på Venedig biennalen i 1993. Interessen holdes fanget fra start til slut, et informativt, visuelt og underholdende bombardement.

USA, 2018, 80 mins.

Filmen har premiere den 18. oktober.

Ingmar Bergman 100 år /11

MARGARETHE VON TROTTA: SEARCHING FOR INGMAR BERGMAN (1)

Filmens begyndelse er fælles for de to, ligesom hele filmen vil være det, en instruktør på sporet af sin beundrede forgænger i arbejdet med filmkunsten, von Trotta skriver et filmessay om Bergman.

MEMENTO MORI

Og det begynder med en sekvens på grundlag af en sekvens fra Det syvende segl. Bergmans og Gunnar Fischers billede skildrer et mærkelig bekendt kystlandskab i halvmørke. Musikken er de første takter af Dies Irae satsen i et rekviem for kor og orkester. Margarethe von Trotta kommer i en parallelhandling ned på den samme strand og siger til sit kamera:

”Her er det altsammen begyndt for mig. Med en sort sky og en sort fugl. Vi ser klipperne, havet og disse sten oppefra i en lang optagelse. Og så ligger Max von Sydow her”, von Trotta bevæger blødt venstre hånd som stryger den over et leje, en person”, han har sovet og er lige vågnet og ser op i himlen. Så ser vi hans væbner endnu i søvn på den stenede strand. Kameraet finder hestene”; von Trotta, nu nær i markant profil, tegner kamerabevægelsen med højre hånd, så jeg mærker de heste tilhører netop disse to mænd og hun beskriver videre:

”Så er der et nærbillede af Max von Sydow. Han er meget anspændt og man mærker, at han ikke rigtigt ved hvad der venter ham. Solen står op, dagen begynder. Så vender væbneren sig i sin søvn.” Og jeg ser det i krydsklippet. ”Han ønsker klart ikke at vågne. Max von Sydow går lidt ud i vandet.” Jeg ser det igen i krydsklippet og faktisk også, om jeg lukkede øjnene, i von Trottas tekst som er som Bergmans måtte være før optagelserne dengang. Sådan er hele denne sekvens klippet.

”Han vasker sit ansigt i saltvandet. Som en forberedelse til den bøn han vil bede. Og så er der en lang optagelse hvor han træder op af vandet og knæler på stranden som er fyldt med sten. Det ser ud som bodsøvelse. Han prøver at bede.”

Margarethe von Trotta folder sine hænder, netop som jeg ser Max von Sydow gøre, med håndfladerne mod hinanden. ”Først meget alvorligt, men så mærker man, at han nok ikke kan bede så intenst som han gerne ville, vi forstår senere i filmen hvorfor. Så rejser han sig igen og i en lang optagelse går han tilbage til dette sted, hvor vi allerede havde skakbrættet. Han går ud af billedet og kameraet panorerer til skakbrættet med den sorte klippe i vandet i baggrunden som et advarselstegn. Dønninger vasker over skakbrættet som udviskes. Og så viser en sort skikkelse sig”:

Max von Sydow ser op: ”Hvem er du?”

Anders Ek: ”Jeg er døden.”

Max von Sydow: ”Kommer du for at hente mig?”

Anders Ek: ”Er du beredt?”

Max von Sydow: ”Min krop er beredt, ikke jeg selv.”

... og jeg kan nu vælge at høre og se von Trottas vidunderlige film med Bergmans mesterværk parallelt i tanken eller begynde med at se Det syvende segl endnu en gang som forberedelse til være med på sporet af Bergman.

www.dfi.dk/cinemateket/biograf/filmserier/serie/manedens-dokumentar

Jon Bang Carlsen får livsvarig ydelse

… fra Statens Kunstfond – ”Hædersydelser fra Statens Kunstfond er livsvarige og kan tildeles kunstnere, der har en sådan kunstnerisk produktion bag sig, at de har placeret sig afgørende som kunstner.”

Og det kan man da vist godt sige at Jon Bang Carlsen har! Uden at overdrive! Han er den danske filmkunstner, som vi på Filmkommentaren har skrevet mest om. Allan Berg har på dansk præsenteret og analyseret de mange fremragende værker fra instruktøren, jeg – Tue Steen Müller – har skrevet på engelsk om de mange gange JBC og jeg har mødtes på festivaler rundt om i Europa, hvor han været efterspurgt til masterclasses og i forbindelse med retrospektiver. Han har forfattet flere bøger og Lars Movin har skrevet den imponerende ”Jeg ville først finde sandheden”, hvor de to rejser rundt til steder i verden, hvor instruktøren har filmet.     

Statens Kunstfonds begrundelse for indstillingen:

Jon Bang Carlsens filmværk har altid stået i dialog med hvad filmkunst også kan være. Længe før dokumentargenren havde nydt nutidens bevidsthedsmæssige gennembrud og popularitet hos det brede publikum arbejdede Bang Carlsen i et dansk hovedværk som ”Før gæsterne kommer” (1984) med iscenesat dokumentarisme, hvor virkelighed og fiktion blander blod og ny virkelighed gestaltes, udfordres og indvindes. Dette personlige og skabende blik på verden udfolder sig videre i en række ligeledes personlige og essayistiske film, såsom ”Addicted to solitude” (1999) og Portræt af Gud (2001).

Det er muligt at opfatte centret i Bang Carlsens filmkunst som selve det fraværende, i forstand af dét som ikke kan ses med det blotte øje eller kameraets objektiv, men som kun kommer til syne hvis set og gengivet inde fra et eget, subjektivt rum. Derindefra hvor også beskueren kan få kastet nyt lys over sig. I den selvbiografiske skæbnefortælling ”Deja Vu” (2016), som sampler og trækker på hele Bang Carlsens oeuvre, genereres en dialog med fortiden og dens forunderlige, talende stumhed i et liv langt senere.

Bang Carlsens fortsatte livsrejse og skæbnefælleskab med selve det at fortælle i levende billeder, dette eksistentielle forsøg på at tilegne sig virkeligheden og fremvise alt det usynlige som livets landskab er vævet af, afventer fortsat hidtil ukendte egne som kun kan besøges af mod som det Jon Bang Carlsen besidder.

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/2569/

Mira Jargil / Christian Sønderby Jepsen / Roospris

I går modtog instruktørerne Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen årets Roos Pris for deres bidrag til dansk dokumentarfilm med denne begrundelse:

”For instruktørerne Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen ligger stoffet til deres fortællinger lige for. Det er i de små begivenheder og nære relationer, at de mesterligt udfolder universelle historier om livet, kærligheden og kampen for at leve det liv, man ønsker.

I ’Side om side’ af Sønderby Jepsen har to gamle naboer – den ene instruktørens far – ikke talt sammen i en halv menneskealder, uden at de helt kan huske, hvorfor de er uvenner. Men det piner dem, kan man mærke, noget må ske! Jargils 'Den tid vi har' følger ægteparret Ruth og Arne – instruktørens bedsteforældre – i deres sidste tid sammen. Ruth er døende, og Arne hjælper hende gennem den sidste tid.

Disse to tidlige værker lægger tydelige spor ud til det, der skal blive de to instruktørers signaturer i de mange film, der har berørt og underholdt os sidenhen:

Det er karakterdrevne fortællinger, der formår at forene en insisterende dvælen i de mest intime og sårbare situationer med en dramaturgisk stramhed og et visuelt overskud, der ikke lader Hollywood og Netflix noget efter.

Når Jargil og Sønderby Jepsen vælger deres hovedkarakterer, gør de det ikke let for sig selv. Det kan være helt almindelige gamle mennesker i en jysk provins i ’Til døden os skiller’, eller det kan være en ung mand med cerebral parese og talebesvær, der i 'Naturens uorden' stiller sig det mest hårrejsende spørgsmål af alle: Har jeg ret til at leve?

Det er eksistensen sat på højkant, og det er sådan, det er i Jargils og Sønderby Jepsens film. De opsøger mennesker i eksistentielle dilemmaer og skildrer dem så tæt på og med så stor autenticitet, respekt og værdighed, at vi som publikum følger dem på hele rejsen og deler deres ømhed og forundring over tilværelsens mangfoldighed og menneskets opfindsomhed og evne til at møde livets store udfordringer.”

https://www.dfi.dk/nyheder/roos-pris-2018-til-mira-jargil-og-christian-sonderby-jepsen

Vi på FILMKOMMENTAREN ønsker hjerteligt tillykke. Og vi gør det her med en lille citatsamling fra hvad vi her på siden gennem en række år har skrevet om Mira Jargils og Christian Sønderby Jepsens film:

Janus Metz og Sine Plambech: Hjertelandet

Stedet introduceres i smukt fotografi, Lars Skree og Henrik Bohn Ipsen er fotograferne. Der er myndighed over disse billeder. Et jysk landskab, som er meget, meget mere end et vindblæst hjørne af Danmark. Det er en egn og en befolkning med en særegen livsstil og en stor værdighed og en bevaret integritet, bekræfter fotografiet for mit blik, som er dannet tilbage i romantikken. Og kvinden, det til en begyndelse handler om, introduceres tilsvarende smukt og sikkert. Hun er egentlig fremmed her, men er så integreret, som det har været mulig at blive her, når man ser anderledes ud og er fra den anden side af Jorden…

Sådan skrev jeg i 2008, da jeg havde set de første afsnit af dette store filmværk. Og sådan ser jeg også det afsnit som nu har premiere på onsdag den 19. september, ti år senere, Hjertelandet. For netop sådan begynder denne nye dokumentarfilm, den anvender så smukt og berettiget de første to dele til i en ny sikker klipning at fortælle dette vigtige tilbageblik, præcis som jeg selv forinden havde været nødt til at se filmene fra dengang og finde frem, hvad jeg skrev om dem. Og det fortsætter jeg så med her.

For her, fra dokumentarværkets begyndelse i del 1, Fra Thailand til Thy begynder fortællingen, og det er som det skal være, jeg er tryg. Og jeg skal bestemt nok blive ved den fortælling fra første begyndelse, det mærkede jeg dengang og det mærker jeg nu. For der er jo i den fortælling en ægte historie, en kærlighedshistorie, som fortsætter i del 2, Fra Thy til Thailand og den historie finder nu sin foreløbige afslutning i en del 3, som er den aktuelle film Hjertelandet.

Ingmar Bergman 100 år /10

TINA RØMER: BERGMAN OG MUSIKKEN

Radioprogram i tre dele som genudsendtes 1. september på DR P2. Kan fortsat høres som podcast på

https://www.dr.dk/radio/p2/bergman-og-musikken/bergman-og-musikken-1

Her kommer derfor og stadigvæk med anbefaling af dette fornemme radioværk flere af mine notater fra min lytten til udsendelserne:

11

Det er radioseriens anden del. Peter Schepelern mener at solocellostykkerne af Johan Sebastian Bach er menneskehedens stemme. Tina Rømer er på færgen. Hun tænker på Bergmans røde jeep som har været der et utal af gange. Jeg burde citere hendes små synopser i afsnittenes begyndelse, så enkle og naturlige. Skrive dem ned. Det når jeg ikke, men husker dem som en glad forventning. Bløndal Bengtsson spiller Bach. Hun fortæller at Som i et spejl fra 1960 er indspillet på Fårö, det var sådan han kom til det sted. Indspillede et kammerspil som var det kammermusik, i et sommerhus bygget til filmen, i det indre af et skibsvrag på stranden og så med celloens søgende, tragiske stemme, menneskelig.

Ingmar Bergman 100 år /9

TINA RØMER: BERGMAN OG MUSIKKEN

Radioprogram i tre dele som genudsendtes 1. september på DR P2. Kan fortsat høres som podcast på

https://www.dr.dk/radio/p2/bergman-og-musikken/bergman-og-musikken-1

Her følger fortsat og stadigvæk med min bedste anbefaling af dette fornemme radioværk mine notater fra udsendelserne tidligere denne sommer:

6

Tina Rømer og Peter Schepelern fortsætter med at tale om musikken i Bergmans værk, nu om filmen To mennesker fra 1949 hvis svenske titel er Till glädje. Den handler om to violinister i et lille orkester og deres kærlighedsliv og den handler om orkesteret. Det er ikke nogen vigtig film i Bergmans værk, men den er central for radioprogrammet fordi den viser at musikere og musik fra begyndelsen har været særligt integreret i det samlede filmværk, og så er der her det at Bergman i sin bog Billeder i tilbageblikket skriver om sit misbrug af musik. Ubehageligt, men nødvendigt at tænke tilbage på i bogens hensynsløse selvopgør. Jeg noterer så her en længere ekskurs til Bergmans tekst:

”… I Helsingborg eksisterede der et overmåde underdimensioneret symfoniorkester, som frejdigt spillede sig gennem den store symfonilitteratur. Så ofte jeg havde tid og mulighed, overværede jeg orkesterprøverne. Som punktum for sæsonen ville man opføre Beethovens niende. Jeg fik lov til at låne partituret af dirigenten Sten Frykberg, og var i stand til at leve med i det lille orkesters og det uhonorerede, men glødende amatørkors dødsforagtende arbejde. Det var en enorm og rørende indsats. Et pragtfuldt oplæg til en film. Det lå snublende nær at omdanne teatermenneskene i min selvbiografiske film (som Bergman havde planlagt om tiden som chef på teatret i Helsingborg) til musikere og give den navnet Till glädje (dansk titel To mennesker) efter Beethovens symfoni…”

”… To mennesker er en håbløst ujævn film, men den har et par troværdige indslag. En god scene er det natlige opgør mllem Stig Olin og Maj-Britt Nilsson. Den er god, fordi Maj-Britt Nilsson spiller så kompetent. Den er ægte, fordi den på en hæderlig måde anskueliggør mine egne ægteskabelige komplikationer. Men To mennesker er også et umuligt melodrama. En skæbnesvanger primus eksploderer i filmens begyndelse, og Beethovens niende symfoni udnyttes skamløst. Jeg har for så vidt intet imod hverken melodramaet eller den såkaldte soap opera. Ugenert følelesladede muligheder skænkes den, som bruger melodramaet på den rigtige måde. Jeg kan som i Fanny og Alexander, tumle mig i total frihed. Jeg må blot hele tiden gøre mig det klart, hvor grænsen ligger til det uacceptable og komiske. Det var jeg ikke klar over i To mennesker. Sammenkoblingen af konens død og Beethovens An die Freude er sjusket og utrolig letsindig…”

Magnus Lindeen: The Raft

Hvorfor er det så, at jeg ikke bliver fanget af denne historie, som på papir ser spændende ud, lad mig citere fra pressematerialet, hvad ”The Raft” drejer sig om:

”I 1973 var det at deltage i et

Ingmar Bergman 100 år /8

TINA RØMER: BERGMAN OG MUSIKKEN

Radioprogram i tre dele GENUDSENDES I DAG 15 – 18 på DR P2

Her følger med min bedste anbefaling af dette fornemme radioværk mine notater fra udsendelserne tidligere denne sommer:

1

Første afsnit En kærlighed der ikke er gengældt i aften, fredag den 20. juli. Det kommer bag på mig, at udsendelsen kommer direkte nu mens jeg har P 2 kørende i mit køkken, jeg bliver glad, havde glædet mig, Tue Steen Müller havde gjort mig opmærksom på serien, jeg havde tænkt at finde den på computeren inde på skrivebordet. Nu er det direkte og så er det, at jeg opdager jeg radiokvaliteten, for at bestille den som podcast på computeren vil være noget helt andet. I min radio bevares nuet som tilstand. Jeg tror på at det er Tina Rømer, som taler til mig, som så ofte i Natsværmeren. Radio er nærvær, en stemme i min lille køkkenradio, til mig alene. Podcast er distance, det er som CD er i forhold til koncertsalen, begge muligheder er uundværlige, men næstbedst, men også altså: computeren er min chance og muligheden for at gentage det hele i den tænkte sammenhæng, som her er vigtig, da det er en rejse fra København til Bergmans Fårö og til musikken og hjem igen, som Tina Rømer foretager så naturligt personlig… Og jeg begynder med det samme at skrive notater i min lommebog, de følger her…

Tina Rømer

2

Her er en lille ekskurs: Jeg opdagede en beslægtet radiokvalitet ved P2 morgenandagterne fra domkirken i København som sendes direkte hver dag efter radioavisen klokken otte. Og det var fordi den præst som havde tjenesten den morgen - det var Steffen Ringgaard Andresen - er opmærksom på radiokvaliteten, tænkte jeg med ét, og det var nok fordi han lagde en ekstra kvalitet til, og det gør han hver gang ved jeg nu. Læg en uge han har tjenesten mærke til hans fine, fine behandling af teksterne. Jeg mærker i afdæmpetheden og i den moderne, ja, moderne! - eller tidssvarende måske og voksne udtale og stemmeføring en forståelse af radiomediet. Fra præstens tæt placerede mikrofon som fra et studie uden om det store kirkerums akustik direkte til min højttaler. En forståelse som uden videre fører til min således nu helt anderledes forståelse af teksternes arkitektur og indhold. Morgenandagten er med det ændret fra transmission til radiokunst, fra reportage til gudstjeneste.

3

Jeg kender Tina Rømer fra hendes programmer for en tilsvarende afdæmpethed og sprogbehandling og mediebevidsthed. For hende er opgaven med Bergman og musikken at komme tæt på det sted Bergman holdt så meget af, hvor han boede et halvt liv og igen sin sidste tid. En korsats fra Matthæuspassionen ledsager Tina Rømers dæmpede stemme, hun fortæller det begyndte med, at faderen tog ham med til opførelsen i kirken og henter fra Linn Ullmanns bog De urolige hans drøm om den store koncertsal – Bergmann drømmer han som dirigent træder ind i et vældigt højloftet rum hvor fugle flyver frit omkring og et kæmpestort symfoniorkester og tilsvarende kor sidder og står på gulvet, Bachs og Beethovens partiturer ligger på pulten, Ingmar Bergman er dirigenten, Rømer lader mig høre hvilke, serien er jo et musikprogram på en musikkanal, var Bergman ikke blevet teater- og filminstruktør og forfatter var det bestemt gået med ham som i drømmen.

Peter Laugesen: Lars Norén lyver ikke

MENS DE SKRIVES

1

”… Ligesom Beckett, eller Strindberg, er Lars Norén absolut realistisk. Hvad hans personer og digte siger, er det, der sker i dem nu og her, mens de skrives, mens nogen læser dem eller ser på dem eller lytter til dem. Det er dét, og ikke noget andet. Lars Norén lyver ikke.”

Peter Laugesen skriver i Information den 14. juli et aldeles tankevækkende stykke, en af sine kunsthistorier, tror jeg det må være, fra i vinter, nu bearbejdet og redigeret ind i en serie om svensk film og litteratur med videre, skriver en præsentation af Lars Norén med et godt biografisk resumé og en ligeså overraskende beskrivelse af digterens nye teaterstykke Støv. Jeg standser ved den vidunderlige formulering og læser igen: ”Hvad hans personer og digte siger, er det, der sker i dem nu og her, mens de skrives, mens nogen læser dem eller ser på dem eller lytter til dem. Det er dét, og ikke noget andet.”

Mens de skrives… Jeg gentager den forunderlige formulering og føler mig med den med ét styrket i min måde at opleve på, sådan at min læsning af Torben Skjødt Jensens dokumentarfilm over opførelser af teaterstykker bygger på, at jeg ser dem skrive og skildre alle disse øjeblikke, hvor teatret bliver til i skuespillernes kunst i hvert eneste øjeblik af opførelsen. Og i min genlæsning af Bergmans film, opdagede jeg for nylig, at Bergmans samtlige spillefilm sådan på denne bestemte måde kan ses som en lang række dokumentariske film eller blot én eneste lang og stor dokumentarfilm om en gruppe skuespillere, som arbejder med i filmromanform (filmdrama, spillefilm) at undersøge Bergmans liv og tænkning og erkendelser og dæmoner. Og min læsning af Werner Herzogs film har længe været, at hver eneste scene er en tydeliggørelse på film af hvad, han tænker og skriver netop de sekunder, han optager scenen, og de sekunder, jeg senere ser den i biografen.

Ingmar Bergman 100 år /8

Jeg sidder ved skrivebordet, der står midt i værelset. En rødbrun soldatertæge kravler tøvende op over bordkanten. Der står helt afgørende nogen bag min ryg, selv om døren hverken er blevet åbnet eller lukket. Der står altså nogen bag min ryg…

SKRIVEBORD

Det handler om manden i huset ved havet, og sådan begynder Bergmans manuskript til filmen om lige netop den mand:

”Første akt nr. 1. Mit navn er Andreas Winkelman. Jeg er otteogfyrre år. Jeg husker at det var en trykkende oktoberdag. Jeg sad på taget af mit medtagne hus og reparerede på bedste beskub. Efter den sidste omgang regn var det begyndt at lække for alvor. Da jeg så op fra mit arbejde stod der tre sole over havet. Ikke en vind rørte sig, alt var fuldkommen lydløst. Jeg tændte min pibe, sad længe og betragtede fænomenet. Så trak en mørk sky op vestfra og gik for solene. Det begyndte endelig at blæse. Eftermiddagen skumrede. En hund gøede. Fårene bevægede sig gravitetisk over heden. Nede på vejen kørte Daniel med et læs halm, hans gamle hest gik i luntetrav. Jeg steg ned fra mit ophøjede stade og gik ind i køkkenet for at lave kaffe. Radioavisen fortalte om forskellige mislykkede foretagender. Derimod nævnede den ikke noget om mine tre sole. Omtrent en time senere så jeg dem for første gang. De fulgte vejen langs havet. En mand og to kvinder…” (En Passion, 1968)

Teksten fastholder og gentager med fuld billeddannelse og lydetablering denne erfaring om den resignerende mand, som forsvarer sin ensomhed der på fåreøen og venter på kærligheden. De få linjer i dette anslag har siden, jeg læste dem første gang – det var før jeg så filmen – været aldeles centrale for mig, min opfattelse af at være mand og af mandens ambition: ensomheden, kysten, havet, stilheden, enkelheden – jeg stiger ned og går ind i køkkenet for at lave kaffe – og så mødet… Senere da jeg så filmen, var manuskriptets tekst og scenen naturligvis fuldstændig kongruente. Filmen var for så vidt færdig i dens manuskripts formulering. Og teksten fastholder filmens erfaring, og den har næsten mere end filmen haft enorm betydning for mig, når jeg har skullet leve mit eget liv opmærksomt.

Hos Ingmar Bergman er det muligt for mig at forfølge disse temaer, som jeg bilder mig ind er mine, finde scenerne frem, som jeg også bilder mig ind, jeg er alene med. For eksempel – jeg bladrer i hans bøger – skrivebordet i huset ved havet. Her samles alt. Det bord er hans mindste scene. Lidt større scener er dukketeateret i Fanny og Alexander, havehuset i Som i et Spejl, stuen, hjemmet… De medvirkende er børnene og forældrene og slægtningene. Manden og kvinden. Elskeren og elskerinden. De elskende… Ind imellem er der flere personer i huset ved havet:

Ingmar Bergman 100 år /6

… Frid (Åke Fridell) fortæller Petra (Harriet Andersson) om sommernattens tre smil. De hjælper Henrik og Anne med at flygte. (Bertil Wredlund i sin filmografi til Bergmans bog Bilder, 1990)

FILMVÆRKER

Cinemateket i København har udsendt en smuk invitation: LØRDAG 14. JULI, er Sommarnattens leende / Sommernattens smil så dejligt på programmet. Det kan jeg godt lide! Jesper Andersen og Lone N. Sardemann skriver i deres indbydelse: ”Vi markerer Ingmar Bergmans 100-årsdag den 14. juli ved at vise komedien ’Sommernattens smil’ og byde på et glas vin i Asta Bar efter filmen.” Videre præsenterer de veloplagt og inspirerende en stor tilbageskuende serie af Bergmans filmværker, mange af dem i nye, restaurerede og digitaliserede versioner. Her er det meste af deres tekst med beskrivelse af hele programmet:

RETROSPEKTIV

Af Jesper Andersen og Lone N. Sardemann

Vi markerer den svenske instruktør Ingmars Bergmans 100-årsdag med en stor retrospektiv fra juli-december med en lang række af hans bedste film – flere af dem i spritnye digitale kopier. I første del præsenterer vi bl.a. hovedværkerne ’Sommernattens smil’, ’Det syvende sejl’ og ’Hvisken og råb’.

Ingmar Bergman 100 år /5

Jane Magnussons Bergman – Et år, et liv er et dramatisk kunstnerportræt om omkostningerne ved at satse hele livet på kunsten… (Kim Skotte)

DOKUMENTARFILMINSTRUKTØR

Så kom de danske anmeldelser af filmen, jeg sådan glæder mig til, Jane Magnussens dokumentarfilm om Ingmar Bergmans liv (og måske også hans værk, det er stadigvæk lidt uklart for mig), men i dag har den premiere i en række biografer (desværre ikke også i min by) og så får de udvalgte se. Jeg selv prøver at følge lidt med i anmeldelserne, og i mine aviser i dag finder jeg to. De er naturligvis begge mest optaget af Ingmar Bergman og dokumentarfilmens belysninger af de fortrinsvis mere udvendige sider af hans biografi, ikke så meget af dens behandling af det kunstneriske indhold i hans værker, i teateropsætningerne, fjernsynsproduktionerne, bøgerne og filmene.

Heller ikke dokumentarfilminstruktøren Jane Magnusson journalistiske / cinematografiske kunst er i fokus i de to tekster, til trods for hun må siges at være hovedpersonen. Ikke Bergman for så vidt, men hun har premiere i dag. Der er dog i konklusionerne blevet plads til at kommentere hendes arbejde. Jeg skriver lige lidt af fra disse afsnit:

Fra Caspar Vangs anmeldelse i Randers Amtsavis (Kultur, JF Medier) til 4 af 6 stjerner disse citater:

”Med fornemt overblik og konstant pendulering tilbage til skæbneåret 1957 fortæller Magnussen historien om den store svenske filmskaber, mens der sættes spørgsmålstegn ved, hvor meget der i virkeligheden er selviscenesættelse. Uden at der rokkes ved Bergmans status som kunstnerisk ikon og svensk films mægtigste skikkelse.

Ingmar Bergman 100 år /4

Jane Magnussons Bergman – Et år, et liv skildrer hele mennesket Bergman – alle hans sider…

PRIVATLIV

Det drejer sig om hele mennesket Bergman forstår jeg på pressemeddelelsen, jeg håber det også drejer sig om hans film, teateropsætninger, tv-produktioner og forfattervirksomhed, altså Bergmans hele værk og dets indhold. Jeg har ikke set filmen, så jeg ved det ikke, men jeg glæder mig meget, rigtig meget. Og jeg forbereder mig lidt ved at læse, hvad jeg sådan lige her og nu kan finde om Magnusson og hendes film. Først altså fra biograf.blog pressemeddelelsens synopsis:

”Jane Magnusson har med filmen forsøgt at portrættere HELE mennesket Bergman – alle hans sider. Både de fantastiske og de mindre flatterende for at forstå denne store kunstner endnu bedre. Filmen tager sit udgangspunkt i 1957, hvor Ingmar Bergman fik sit store gennembrud. 1957 var året, hvor Bergman var allermest produktiv – han lavede to spillefilm, havde premiere på ”Det syvende sejl” og ”Ved vejs ende”, stod bag fire teateropsætninger, en TV film, havde seks børn med tre forskellige kvinder, og der skete samtidig en masse andre vigtige ting i hans liv. Ingmar Bergman betragtes af mange som en af verdens absolut største kunstnere i moderne tid, først og fremmest indenfor film og ikke mindst ved Cannes Film Festival efter gentagne triumfer. Bergman – Et år, et liv havde sin verdenspremiere på ”Bergman – Et år, et liv” havde sin verdenspremiere på Cannes Film Festival i år.”

Dernæst læser jeg altså så anmeldelser fra Cannes deltagelsen. I The Hollywood Reporter ser jeg dette indholdsreferat, en synopsis sådan lidt mere lovende:

”Bergman: A Year in a Life is nominally structured as a look at what Magnusson argues might be Bergman’s most “productive year of his career,” from the premiere of The Seventh Seal, in February 1957, through the premiere of Wild Strawberries, on Boxing Day. But the focus on those specific months, during which Bergman turned 39, is for the most part a structural device that’s kept in the background, while Magnusson free-associates and roams throughout Bergman’s entire life to illuminate and explore his character. The work’s Swedish title, which literally translates as A Year, A Life, is a more accurate description of what to expect. “ Boyd van Hoeij fra The Hollywood Reporter konkluderer sin anmeldelse sådan:

“… Magnusson is a TV journalist and director who has previously explored Bergman’s legacy in the Trespassing Bergman/Bergman's Video project, which looked at his influence on filmmakers ranging from Woody Allen to Ang Lee and Martin Scorsese, who all visited Bergman’s iconic Faro Island location. She here makes a more clearly biographical work that delves into the life and work of the writer-director and only occasionally gets carried away by the impression he left on other famous people, like when Barbra Streisand recounts her set visit to Bergman’s 1970 English-language debut, The Touch, which starred her then-husband, Elliott Gould. While what’s being said is fun to hear in a trivial kind of way, the film’s few snippets of celebrity talking heads — others include Holly Hunter, John Landis and Lars von Trier — are unnecessary distractions that don’t add all that much (a few at the end especially feel like an unnecessary retread of Trespassing Bergman territory). “

Ingmar Bergman 100 år /3

Ingmar has a great feeling for the unique situation of the actor… (Erland Josephson)

SKUESPILLER

Torben Skjødt Jensen havde 4. juli et opslag på sin facebookside om Erland Josephson. Jeg blev interesseret ved hans første begejstring for Ingmar Bergmans film, meget interesseret i hans og Ulf Peter Hallbergs film om Erland Josephsen fra 2006, Spelar du i Kväll, en film jeg til nu intet havde hørt om, og jeg blev dybt er dybt fascineret af det Bergmanafsnit, den monolog, næsten, af Josephsen, som Skjødt Jensen præsenterer i sit opslag ved et link til et You Tube klip, som sidder ved. Klik endelig og se under alle omstændigheder det hele. Link til Facebooksiden længere nede, hvor Torben Skjødt Jensen beretter:

”Den 14.Juli er det 100 års fødselsdag for Ingmar Bergman, og der kommer bla. en ny dokumentar om han op, også her i Danmark, som jeg glæder mig rigtigt meget til at se - jeg blev for alvor smittet af begejstring for Bergmans film da jeg lærte Hans Henrik Lerfeldt at kende tilbage i 1987 (og hans begejstring for den svenske mester havde jo sit eget personlige afsæt i Fanny og Alexander serien/filmen), men tættest på ham kom jeg jo nok da jeg i årene 2003 - 2006 sammen med Ulf Peter Hallberg over en årrække indspillede filmen "Spelar du ikväll?/Are you playing tonight" om Erland Josephson og hele hans liv i skuespilkunstens tjeneste, med udgangspunkt i hans 50 som skuespiller på Dramaten i Stockholm, men også hans samarbejde med store instruktører som netop Ingmar og Tarkovsky.

Filmen blev til på den helt ekseptionelle måde at Peter og jeg over en årrække besøgte Erland i Stockholm og så enten samtalede Peter og Erland eller de havde skrevet en scene med Erland og andre skuespillere som jeg så teknisk instruererede og fotograferede og efterfølgende klippede til vores næste tur: som var vi på en lang og intensiv workshop - og flere gange undervejs oplevede vi når vi kom i hjemmet hos Erland så sad han i sin ugentlige samtale med Ingmar og vendte livet og kunstens væsen - og grinede meget og højlydt. Det havde vi meget morskab ud af.

Stig Guldberg: De originale

De originale skiller sig ud fra de normale, sådan vil jeg tro det skal forstås. Men da det handler en del om kunstværker, billeder og bøger og musik har ordet original en fin drejning, da det modsatte jo så er kopi eller efterligning eller plagiat, og så er en original et forbillede og efterfølgelsesværdig.

Som jeg i Tomas Espedals roman Bergeners, 2013 er i en vennegruppe, en kunsnergruppe i Bergen, er jeg her i en lignende gruppe i Aarhus. De to værker minder for mig meget om hinanden, fuldstændig i tidsbillede og en del i tonen af alvorlig munterhed. Men hvor Espedal i romanen klart er den som iagttager og resonnerer og fortæller, er jeg her i Guldbergs film mere usikker på, hvorfra historien berettes, fra hvilket punkt i filmen eller uden for filmen forståelsen etableres, kernen af indsigt, for eksempel i tilværelsens gåde, for eksempel i kunstens væsen, for eksempel i venskabets fysiognomi?

Hovedpersonen Lars Morell erobrer autorrollen, det oplever jeg fra begyndelsen, og filmen bygges op omkring hans analyse og oplevelse af tingenes tilstand. Og filmen skal ses for Morells skyld, han spiller ikke blot en skribent i kunsthistorie, i kunstfilosofi, som jeg iagttager. Han er en forfatter og en foredragsholder og en samtalens mester, som Stig Guldberg har stillet i eget sted som filmens forfatter og fortæller.

FOLKEBIO 5/ False Confessions

Katrine Philp: FALSE CONFESSIONS / 16. JUNI 13:30 / FolkeBio Lindeplads 2B Allinge / film i biografen og debat

Jeg er naivt chokeret efter jeg har set den film. Indset jeg er et uvidende fjols. Jeg vidste jo ikke politiet måtte lyve, lægge fælder, udøve psykisk tortur, udmattelse og søvnberøvelse for som deres afhørings eneste formål at fremtvinge en tilståelse, også gerne en falsk, så politifolkene, som forhører og deres politistation kan få en imponerende succesrate. Nej, ikke af opklaringer, af tilståelser. Jeg vidste det ikke, nu ved jeg det er tilladt og endog almindelig praksis. Jo, i visse lande. Men i USA.

Det kan imidlertid erfares i atter en fremragende film i FolkeBio i Allinge med en medvirkende i hovedrollen, som holder mig fast i fascination og spænding i hver scene, hvert afsnit, fra den først til sidst. Hun hedder Jane Fisher-Byrialsen, hun er advokat, specialist i disse falske tilståelser, arbejder på at få genoptaget fire sager. Hun sidder her på billedet i et lydstudie over for en studievært fra en tv-serie ”Wrongful Conviction” og fortæller de fire historier og knytter sine kommentarer til. Det er en fornem fremlæggelse hun leverer, hun er så klar og god, jeg lytter uafbrudt koncentreret, vil have det hele med. Hun er nærværende og autentisk i hver eneste scene i filmen. Gå selv ind og se efter hvis du er til folkemøde på Bornholm. Det er i morgen 13:30, en dybt professionel film af Katrine Philp om denne dybt professionelle advokat og hendes rystende afdækninger af justitsmordets indøvede teknik og praksis.

Danmark, 2018. 93 min.

SAMTALE

Jane Fisher-Byrialsen og Malthe Thomsen, begge de dansktalende medvirkende i Katrine Philps uomgængelige filmdokument diskuterer efter filmen de tragiske menneskelige konsekvenser af uetiske forhørsteknikker og falske tilståelser. Mødeleder: Anders Riis-Hansen.

SYNOPSIS

Kyniske forhørsledere kan få uskyldige til at tilstå nærmest hvad som helst i USA. Den danske forsvarsadvokat Jane Fisher-Byrialsen arbejder dagligt for retfærdighed i et amerikansk retssystem, hvor det prioriteres højere at få afsagt domme end at dømme korrekt. I filmen kommer man bl.a. tæt på den danske pædagogstuderende Malthe Thomsen, som blev sigtet for overgreb på børn og varetægtsfængslet i det berygtede Rikers Island fængsel i New York. (FolkeBio, program)

During an interrogation in the United States, it is both legal and commonplace to use special psychological techniques to make the suspect confess. In a closed room, coached interrogators can not only get anyone to confess to anything – they can also make innocent people believe that they have actually committed crimes such as murder and child assault. In New York, the Danish-born defence attorney Jane Fisher-Byrialsen is working to prevent false confessions, so that less people end up in prison for crimes they have not committed. Through four of her cases, we meet those involved, the previously accused and the family members of those incarcerated. And through video footage from the interrogation room, which makes our hair stand on end, we experience what the suspects go through in terms of brutal, psychological manipulation by police officers who are more interested in maintaining their high success rate than in upholding justice. The mechanisms of the law become tangible as we meet Danish Malthe Thomsen who was acquitted of a baseless accusation. 'False Confessions' is a legal thriller about a pro-bono idealist's work for justice in a cynical justice system. (CPH.DOX 2018 programme)

FOLKEBIO

Det Danske Filminstitut inviterer under Folkemødet i Allinge 2018 til film og debat i og omkring FolkeBio, den tidligere lade på Lindeplads 2B, Allinge. (K16 i programmet) / For yderligere oplysninger kontakt Susanna Neimann, kommunikationschef for Det Danske Filminstitut på mail: susannan@dfi.dk og telefon: +4541191540 eller Anders Riis-Hansen, filmkonsulent på mail: andersrh@dfi.dk og telefon: +4540459660

https://www.dfi.dk/nyheder/temaer/folkebio-2018 (FolkeBios samlede program)

FOLKEBIO 4/ En fremmed flytter ind

Nicole Horanyi: EN FREMMED FLYTTER IND / 15. JUNI 16:30 / FolkeBio Lindeplads 2B Allinge / film i biografen

Jeg kan rigtig godt lide Amanda, jeg kan lide hende i hver eneste replik, bevægelse, stemning, i alle scener fra først til sidst. Amanda Midtgaard Kastrup bygger sit eget kunstværk opmuntret og ved hjælp af Esben Dalgaard, Henrik Bohn Ipsen, Rasmus Steensgård og åbenlyst styret af Nicole Horanyi (det ses af og til i billedet som planlagt element), bygger det og bygger det ind midt imellem Horanyis arrangerede/iscenesatte dokumentarfilm rekonstruktion og hendes andet lag i sin filmkonstruktion, en omhyggelig journalistisk afdækning i tabloidpresse stil. Præcist derimellem ligger Amandas fortælling, hendes vidneforklaring. På det sted fastholder hun urokkelig denne sin helt egen fortællings suverænt litterære værkhøjde.

http://filmcentralen.dk/grundskolen/film/en-fremmed-flytter-ind (FILMCENTRALENS streaming)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4026/ (Filmkommentarens anmeldelse)

**

FOLKEBIO

Det Danske Filminstitut inviterer under Folkemødet i Allinge 2018 til film og debat i og omkring FolkeBio, den tidligere lade på Lindeplads 2B, Allinge. (K16 i programmet) / For yderligere oplysninger kontakt Susanna Neimann, kommunikationschef for Det Danske Filminstitut på mail: susannan@dfi.dk og telefon: +4541191540 eller Anders Riis-Hansen, filmkonsulent på mail: andersrh@dfi.dk og telefon: +4540459660

https://www.dfi.dk/nyheder/temaer/folkebio-2018 (FolkeBios samlede program)