Days of Pleasure in Stockholm

As you can see in the post below I have been to Stockholm, invited by filmmaker PeÅ Holmquist to tutor his graduating students for a week before they leave the Stockholm Dramatiska Högskola, English name: Stockholm Academy of Dramatic Arts. PeÅ had asked the students to come up with a project-idea for the post-school life that they are about to enter... and to pitch it to their teacher/him and me. As the students graduate examination takes place May 23rd it was busy time for several of them, who had deadlines to fulfill in the post-production. Nevertheless projects were presented and I had the chance to watch the nearly finished graduation films, some of them had passed the picture lock phase, plus mid terms work, the students had done before. Plus to have good talks with them.

Let me mention a couple of works finished in the school years and some in the making that impressed me.

Martina Carlstedt's mid time documentary ”Claes” (photo) is very strong, both as a film and content-wise: Claes is a pensioner, who lives in complete isolation in is very neat, organised flat, in which he reflects on what his life has become and tries to make himself ready to leave the home to meet the outside world. But there is always an excuse to be found not to cross this border of fear, and to stay at home. Carlstedt has put the camera in the right places, she has a warm relationship to her protagonist, a very mature film in other words.

Equal maturity you find in the films of Ida Lindgren, ”Convent Girls” is mentioned in the post below and her previous ”Clownmedicin” demonstrates as well her talent for looking into the world of children, experienced in a hospital where (translated from the Swedish subtitle) there is playfulness and seriousness at the same time when the clowns move around.

Anna Padilla worked with Ida Lindgren on ”Convent Girls” and presented to me an emotionally strong story (her graduation film) about a 16 year old girl, who fights for her Iraqi father, who is to be deported from Sweden by

Hans-Erik Therus: Sven Lindqvist – ökendykeren

Jeg kom tilfældigt og først sent ind i filmen med Sven Lindqvist (1932), som SV2 sendte i aftes, men jeg blev dybt fascineret af den berømte forfatter, som jeg læste for årtier siden og nu så påfaldende svigtede. Det blev jeg mærkeligt flov over. Hvorfor holdt jeg op med at læse ham? Var han for streng ligesom Jan Myrdal? Jeg begyndte i aftes at finde hans bøger frem igen, og Therus film bliver heldigvis genudsendt lige om lidt, i dag

11. maj 14:55 og 15. maj 23:30 på SV2

Jeg vil se det hele, og allerede nu vil jeg anbefale vores læsere at se med. SVT K-Special skriver på sin hjemmeside: ” Först i medelåldern började författaren Sven Lindqvist drömma. Bortträngda minnen dök upp och inspirerade till böckerna Bänkpress, Ökendykarna och Utrota varenda jävel. Filmaren Hans-Erik Therus har porträtterat Sven Lindqvist och undersöker varifrån drivkraften, inspirationen och den ständiga nyfikenheten kommer… Filmen följer bland annat med på lanseringen av den första engelska utgåvan av hans bok 'Myten om Wu Tao-tzu' från 1967.

Sven Lindqvist föddes 1932 i Stockholm. Han debuterade 1955 med essän Ett förslag, och har sedan dess på olika sätt odlat en personlig blandform av essä, aforism, reportage, dagbok, reseskildring och lärobok – med ett tydligt politiskt anslag. Sven Lindqvist har nått betydande internationella framgångar och hans böcker är översatta till ett flertal språk."

svt.se/k-special

Christian Sønderby Jepsen: Testamentet i DOKUMANIA

DR2 DOKUMANIA meddeler i en pressemeddelelse, at " 'Testamentet', en dansk dokumentarfilm fra 2011 af Christian Sønderby Jepsen" bliver sendt tirsdag den 16. april 2013 kl. 20.30 på DR2. 

" 'En doku om vores kamp i livet og alle de skuffelser vores familie udsætter os for, en hudløs ærlig doku om livet med en rig familie og deres lovning om bedere liv, men blir snydt for ALT, en familie der er SÅ rådden og forloren.' Sådan resumeer Christian Peter Ernst Steffensen filmen på sin Facebook-side. Christian er bror til 31-rige Henrik, og sammen med deres tredje bror står de i 'Testamentet' til at arve millioner fra deres afdøde morfar. En formue, der kan få dem ud af en tilvæelse styret af fattigdom, stoffer og alkohol i den midtjyske by, Skals.

Men, som var det en fiktionsfilm, er formuen ikke vundet uden kamp. Henrik må træffe vigtige valg og gøre op med en fortid præget af manipulation, intriger og mistro. Alt sammen for at realisere drømmen om et bedre liv. 'Testamentet' er en episk, men tragikomisk fortælling om penge, manipulation og frigørelse. Et dansk Hollywood-drama fra det mørke Jylland, som vi håber, både du og dine læsere vil se eller gense." (Kimi Seerup, Dokumentargruppen på DR2)

Christian Sønderby Jepsens film

Christian Sønderby Jepsens filmkunst er til diskussion på Den Skandinaviske Designhøjskole 10. april og hans film er månedens emne i FILMKLUB FOF. Derfor samler vi vores blogindlæg og andre tekster om hans film her, og retter dem en smule til.

TESTAMENTET

”Der er Andreas, Christian og mig, Henrik og min far og min mor og min hustru. Alle drikker.” Det siger fortælleren. Det er altså personerne, og han er en af dem, hovedpersonen, første person, ental, og jeg er inde i et familiedrama, i gang med at lytte til og iagttage en sørgelig historie, og det er disse mennesker, jeg skal være sammen med en film lang. Jeg har problemer med at holde mig fast, for jeg kan ikke holde med, ikke identificere mig, ikke forelske mig, jeg kan ikke holde det ud. Jeg stødes fra, hvor jeg skulle trækkes ind og opsluges. Og jeg kan ikke bare afvise filmen, jeg får mistanke til mig selv, til mine evner til at udfylde min rolle, min opgave. Den at være publikum, som her viser sig som et ansvar. Først og fremmest gæstens ansvar, jeg skal være høflig og forstående og accepterende, jeg er i et fremmed land, hos et besynderligt folk, som opfører sig særegent, som taler et anderledes sprog. Men jeg er anfægtet og jeg kommer i tvivl. Jeg holder filmen ude fra mig, undrende.

Jeg er ikke optaget af hovedpersonens projekt, jeg er ikke optaget af instruktørens projekt. Jeg kan ikke lide nogen, fascineres ikke af nogen. Jeg oplever mig selv som ufrivillig kigger, vil genert vende ansigtet væk, se ned i gulvet. Men jeg krummer ikke tæer, dette er fremragende film, det er autentisk, det er ægte. Sådan er det for mig nogle minutter inde i filmen, efter begravelsen, efter mødet med faren, det ubehagelige menneske, efter mødet med broren, denne mærkeligt uinteressante stakkel.

Det gamle ord anfægtelse falder mig ind, jeg er jo altså ikke rørt, bevæget, imponeret, overbevist, jeg er anfægtet af filmen, den bestrider det, som er mig, går imod min kultur, er hævet over min smag, indifferent over for min dannelse. Jeg mærker, tæppet skride under mine fødder. Filmen anfægter mig.

Boris B. Bertram: The War Campaign

Boris B. Bertrams "The War Campaign" har den danske titel "Krigskampagnen" og den har premiere på DR2 Dokumania på tirsdag 19. marts 20:30. De skriver "Bush, Blair og Fogh" som overtitel. Og det er ikke urimeligt, det var deres krig.

Det er en flot række vidner Bertram har samlet, udsøgt smukt fotograferet og intelligent og indfølt intrtviewet, ser det ud til, ja, der ville være nok tilbage og helheden meget stærk og overbevisende, vil jeg tro, hvis de svageste, Frank Grevil og Per Stig Møller ikke havde forstyrret det samlede billede. Nu må jeg med det samme notere, at jeg foreløbig har set filmen i en arbejdskopi, meget vil ske / er sket før tv-visningen på tirsdag.

Men hvad er det nu for noget, Bertram har lavet? Dorte R. Stidsing kalder det på DFI's FILMupdate "en dokumentarisk politisk thriller", og ja, det er da spændende at få repeteret begivenhderne for årtiet siden, men jeg vidste det jo godt. Nu har Boris Bertram snakket med alle disse kloge velformulerede folk som er med i filmen og flere til og læst alle artiklerne, alle rapporterne og alle bøgerne og så gør han alligevel det, at han i sin kommentar nøjes med et handlingsreferat. Nu må du selv bedømme, mærker jeg, han siger bag det, og den nødvendige analyse og samlende overvejelse lægger han fra sig, essayet overlader han til mig at skrive selv...

Ulla Boye, samlede tekster om hendes film

Fulde af trodsalthumør behandler hendes film alvorlige sager og konstruerer verdener, hvor udveje og lyssyn overalt er til stede som konkret iagttaget realitet - og den vamle sentimentalitet og organiserede bedreviden helt ukendte størrelser...

Ulla Boye er månedens instruktør i FILMKLUB FOF i Randers. Vi skal se ”Kun med hjertet” og før den klip fra andre af hendes film. Og bagefter diskutere det hele.

LEENDE FILM

Lattermilde Ulla Boye laver leende film. Også om tunge emner. Fulde af trodsalthumør behandler hendes film alvorlige sager og konstruerer verdener, hvor udveje og lyssyn overalt er til stede som konkret iagttaget realitet - og den vamle sentimentalitet og organiserede bedreviden helt ukendte størrelser.

"Ludvig og lidenskaben" fra 1999 er om en enlig mand og hans gennemorganiserede dagligdag, "To må man være" fra 2001 var en folkelig succes på tv vistnok uden lige blandt dokumentarfilm. Det er en række ti minutters film med par, som har været gift i mere end et par årtier og stadig er forelskede. Og fulde af mild latter. "Rêverie", 2002 er korte sansninger i en græsk landsby, et forelsket smil med kant af smerte og "Dage med Kathrine", 2003 er en hjerteknuser af en biografi over en kvinde, som sandelig ikke har haft det let, ikke har det let, det forstår man i hendes overdådighed af begavet og selvironisk fortællekunst, som Ulla Boye har lokket ud af hende. Ja, så det forstås gennem tårer og - ved latter. (Blogindlæg 09-01-2009) 

TO MÅ MAN VÆRE (2001)

Portrættet er en vanskelig kunst. Den som portrætteres skal sidde længe. For han skal iagttages af maleren, som skal finde alle overensstemmelser og uoverensstemmelser. Alle ligheder med sig selv og alle forskelligheder. Fra sig selv. Så dette menneske foran ham skiller sig ud fra ham og bringes i kontakt med ham. På én gang. 

Dobbeltportrættet er endnu vanskeligere. Her går forbindelseslinjerne, disse elektriske impulser, vi benævner udstråling, nærvær, forståelse ikke alene mellem maler og modeller, men også mellem de to.

Michael Madsen, samlede blogindlæg om hans film

… Filmen er i stilfærdig blidhed ved sin skildring af himmelnattens poetiske sammenhæng en nænsom trøst. Det skal blive værre i de følgende film, rejsen fortsætter, metoden ligger fast: Opsøge og skildre stedet, spørge de kloge, være nysgerrig, fordomsfri naiv, høfligt insisterende.

MICHAEL MADSEN er (som fraværende hovedperson) månedens instruktør i FILMKLUB FOF i Randers på onsdag 27. februar hvor vi skal se hans FILM og diskutere dem.

Han har længe rejst fra festival til festival med en smuk og klog film, Into Eternity, 2009. Før den havde han færdiggjort Celestial Night og To Damascus, som nok begge kan ses som skridt på vejen og senest har han lavet Middelfart / Gennemsnit. Fire kloge og smukke og sande film efter hinanden. Det ligner en vedholdende tanke, et fortsat arbejde, et stort personligt værk i udvikling.

CELESTIAL NIGHT

Himmelnattens kejser er den danske titel, ”en film om synlighed” hedder det i undertitlen. Og for en gangs skyld er undertitlen ikke irriterende og omklamrende. Den er på plads af to grunde. Den er regulært begyndelsen på filmen, udgør det allerførste udsagn, og den er smuk. Som filmen er smuk. Som Otto Norns titel på en meget ældre, tilsyneladende ganske anden, men på afgørende måder tilsvarende æstetisk-historisk undersøgelse At se det usynlige er smuk, som hele hans kloge bog er smuk. Michael Madsens film er tilsvarende klog. Det er frydefuldt, der er langt mellem kloge film.

I Celestial Night begynder Madsen altså med at overveje synet og synligheden. Læser om en japansk kejser, som var blind. Hvad vil du gøre, nu du er blind, havde hans far, den gamle kejser spurgt, da tiden nærmede sig. Leve blandt de blinde, svarer sønnen. Og faderen ansatte otte hundrede nye embedsmænd, alle blinde. På den måde skete det, at Japan blev regeret ved blindes indsigt gennem en meget lang periode. For det gik godt, må vi tro.

Simon Klose: TPB AFK

”Det er dagen før retssagen begynder. Fredrik pakker en computer i en rusten gammel Volvo. Sammen med hans Pirate Bay (TPB)-medstiftere står han ansigt til ansigt med et erstatningskrav fra Hollywood på 72 millioner kroner i en sag om krænkelse af ophavsret. Fredrik er på vej hen for at installere en ny computer i den hemmelige serverhal. Det er her verdens største fildelingsside er gemt. Da hacker-vidunderbarnet Gottfrid, internetaktivisten Peter og den fordrukne webnørd Fredrik findes skyldige i retssagen bliver de konfronteret med virkeligheden i form af et liv offline AFK away from the keyboard. Men dybt nede i de mørke datacentre fortsætter skjulte computere stille med at kopiere filer.”

Sådan sætter DR2’s pressemeddelelse filmen i gang. Og sådan går filmen faktisk i gang. Og jeg er i en thriller, og jeg holder ved længe, for der er spændende det her, det er spændende i lang tid. For mig begynder thrilleren først at tabe højde, da tv-timen er gået, og vi skal i gang med retshandling to, appelsagen. Så mærker jeg, at det ikke er biograf det her. Fortryllelsen damper væk, og så står jeg ud af filmen og begynder at tænke IRL (in real life), får lyst til at google og finde facts. Og jeg griber mig i at sidde og kigge på en tv-dokumentar, hvor jeg mangler forudsætninger. Og jeg mærker en sær udelukkelse, en arrogance, som de medvirkendes indforståethed forsvarer sig med over for deres modstandere, samtidig med, de inkluderer alle internetbrugerere af deres slags og med deres moral, ekskluderer de fremmede som mig, mærker jeg, og jeg tænker, hvor er de journalistiske dyder, jeg plejer at stole på? Og så sker det, at tv-dokumentaren sandelig også smider mig af... Men jeg kan stå på igen, denne gang har jeg mange chancer som publikum:

For i et samarbejde mellem DR2, Information og DOX BIO var der i aftes, 20. februar dansk biografpremiere i Grand Teatret, København med efterfølgende debat. Det kan man nok læse om i Information i dag. Og snart kan den vel ses i flere biografer. Dertil kommer, at den har tv-premiere på DR2 Dokumania den 26. februar 21:00. DR2 skriver i pressemeddelelsen desuden om en ”nytænkende måde at frigive dokumentarfilm på”, her altså en film, som DR2 er tilfreds med at have medfinansieret. Denne nytænkende måde er, at TPB AFK samtidig har web-premiere på youtube.com: link Her kan man, gratis altså, se filmen, og det var sådan, jeg i aftes var til premiere ved min computerskærm. I sig selv en oplevelse og en overvejelse: har Per K. Kirkegaard klippet en biograffilm, en tv-dokumentar eller en youtube-film? Jeg er forvirret og i syv sind. Og det gør altså ikke noget. Jeg er foreløbig ikke begejstret, men jeg er faktisk alligevel lidt fascineret og nysgerrig…

Simon Klose: TPB AFK, The Pirate Bay Away from Keyboard, Sverige 2013. Klip: Per K. Kirkegaard. Producere: Signe Byrge Sørensen, Anne Köhncke og Martin Persson. Medvirkende: Peter Sunde, Gottfrid Svartholm Wark og Fredrik Neij. Produktion: Blandt flere selskaber Final Cut for Real

Vurdering:

Jørgen Vestergaard: Spillemanden

Vestergaard tager igen simpelthen ordet og fortæller en historie. Den her gang om en stor musiker ude på landet, der hvor de bor. Han gør det på den måde, han kan og altid har gjort det på, i en dokumentarfilm, som han bare laver. Han samler pengene sammen, han samler holdet af kolleger og venner og går i gang. Optager og klipper og færdiggør og indtaler sin fortælling voice over. Det er sådan han tager ordet, og jeg bliver så glad, når jeg igen hører hans stemme fortælle om det, han nu er optaget af. Det gik sådan til, at Jacob Oschlag fra foreningen Thy Folkemusik pegede på en fortsættelse af filmene om Evald Thomsen, Evald og Ingeborg og alle de andre (1974) og om brødrene Ejnar, Hans og Karl Nielsen fra Oksbøl, Æ Tinuser (1979). Han skulle lave en film med Karl Skaarup.

Filmen er for så vidt om ham, spillemanden Karl Skaarup (1924) fra Koldby i Thy, men den er mere end det, den er en film om musik, og den er derfor især med ham som medvirkende, han fortæller skam lidt om sig selv og sit liv, men vigtigst, han forklarer fagligt og omhyggeligt om sin musik i ellers ubeskrevne detaljer, om sine forbilleder og om sin undervisning, som han sent i karrieren med succes blev lokket ud i af en ny generation af musikere. Filmen er om musik og musikalske generationsskifter uden egentlige brud, men med traditioner og videreførelser og fornyelser. Og så om den personlige faktor: det drejer sig her om Karl Skaarup. Og den loyale, klassiske tv-dokumentar udvider sig, ja, Skaarup fortæller, som han forventes, om gamle dage og missionens syn på hans fag i dans og alkohol og hans myndige dialekt slår fast: det er ikke synd. Men han bliver faglig i sin selvbiografi, holder sig til instrumenternes række, fortæller om dem, han har ejet siden barndommen. Og så kommer det interessante, musikken. Han lærte at se på de dansende, skille de dygtigste ud og spille efter dem, for dans og musik hører sammen, i hans verden i den rækkefølge. Sådan er kunsten.

Filmens kerne er mødet mellem Karl Skaarup og violinisten fra konservatoriet, Kristian Bugge, mødet mellem erfaring og begejstring. Bugge overtaler Skaarup til at tage sig som elev, og efterhånden bliver Skaarup en slags ekstern lærer ved Fyns Musikkonservatorium. Selv havde han lært af violinisten Viggo Post fra Bedsted, og han kunne så videreføre kendskabet til de lange, lange thyske turdanse i akademiske rammer, men ikke kun denne folkloreindsamling, han tilføjede og fortsætter med at tilføje sin egen kunst, det gammeldags på den autentiske, den ægte måde. Musikken er levende, variationerne udvides med improvisationer, som i opmærksomhed på dansen stadig understreger denne. Dette er Vestergaards films fornemhed, klippet følger og illustrerer konkret i dejligt lange scener uden nogen fotografisk eller klippeteknisk pynt, at Karl Skaarup samler en stil omkring sig, en musikalsk skole velsagtens, der som hovedingrediens er afhængig af og respekterer, hvad folk gør, når de danser, og af, hvad de simpelthen kan lide.

Jørgen Vestergaard har lavet en film om og en udforskning af en stor musikalsk tradition i sin værkrække, endnu en fint følt film om kunst. Direkte gribende er det at overvære den gamle musiker lytte sig opmærksomt ind i et ungt orkester, Habadekuks fremmede musik og lidt efter lidt spille sammen med dem, senere at se ham give koncert for 400 alvorligt lyttende tilhørere i Vestervig Kirke, koncert, ja! Både spillende med i stort orkester og som solist med fuldstændig stilhed omkring sig og sin harmonika.

Jørgen Vestergaard: Spillemanden – en film om Karl Skaarup, Danmark 2012, 39 min. Fotografi: Orla Nielsen, lyd: Erik Nielsen, klip: Henrik Jørgensen, musik: Karl Skaarup, Kristian Bugge og Habadekuk, idé: Jakob Oschlag, produktion: JV film & tv, salg: Forlaget Knakken orpo@thisted.dk

Vurdering:

Daniel Dencik: Ekspeditionen til verdens ende

Jeg er, når jeg læser foromtalerne og i og med selve titlen og, da det kommer dertil, fra filmens begyndelse midt i de store arktiske ekspeditioners omfattende mytologi. I mit liv begyndte den mytologi naturligvis med Knud Rasmussens store slæderejse, og den fortsatte med min generations ekspeditionsdeltagere og deres fascinationer af de gamle (selv har jeg aldrig rejst), som da Per Kirkeby i sin tid skrev om nye biografiske bøger om ”… helte fra et af mine reservater, Mylius-Erichsen og Lauge Koch. For at mit polarrejsende-Valhalla skal være besat på de første rækker mangler nu blot J.P. Koch, Nansen, Wegener og Eigil Knuth.” Der står altså en del biografier af den slags i Kirkebys reol, og jeg har ikke svært ved at gætte en stor del af de biograferedes navne. Disse klipper af mænd var også mine helte og deres fortællinger var min udfordring. Og der troede jeg altså, at jeg kunne begynde at se Denciks film.

Eller jeg kunne begynde med Daniel Richter, som medvirker i filmen som ekspeditionsdeltager, og som sidder der på den grønlandske klippe med skitseblok og riffel, jeg kunne begynde med hans malerier, for det hedder om hans landskaber i en tekst fra en udstilling, jeg så, at de ”… forbinder sig med romantikkens landskabsmaleri og oversætter på kyndig vis det ophøjede romantiske til et tidssvarende sprog.” Disse bjerge af på én gang destruktion og evighed omkring små skikkelser af foreløbighed i undfangelsens længsel. Der så jeg i begyndelsen af Denciks film, at jeg måske kunne fortsætte i en forståelse af hans landskaber af hav og is og klippe.

Vurdering:

Ada Bligaard Søby: Petey & Ginger

Ada Bligaard Søby har i lidt mere end syv år været i gang med et konsekvent filmisk værk, som med undertitlen til den seneste af de syv film, det består af, også samlet kan kaldes a testament to the awesomeness of mankind. Det er store ord, men de siges på en stilfærdig måde. Der larmes ikke i hendes film, men hver rystende detalje, hvert udbrud af pludseligt vid præcist på plads i konstruktionerne, er fyldt med intens og sagte alvor: dette er mine ønsker for menneskets fremtid, og i et kaos af nutidig moralsk og materiel sammenbrud skimtes i filmene en forunderlig blid fasthed og en ærbødighed over for enhver kulturs integritet og historie. Alle filmene har, uden at Ada Bligaard Søby har rystet på hånden, i et og alt intenst levet op til de store ord. Der har været bygget og bygget på værket.

Sådan er det derfor selvfølgelig med den syvende og seneste film, Petey & Ginger(2012), som havde premiere på CPH:DOX i november og har været sendt for nylig på DR K. Den skal ikke først og fremmest nye veje, den skal videre med det, værket er i gang med. Så den vender tryg tilbage til den første film, American Losers (2006) i tema, den amerikanske kultur, og i kunstnerisk greb, en sammenstilling af en kvindes og en mands biografier og liv nu. I denne tilbagevenden, i denne sunde vedholdenhed fremstår den som en rig variation i en filmisk passacaglia.

Vurdering:

Per Wennick: Frits Helmuth

”Et udgangspunkt for den film, jeg gerne vil lave, den der historie, ikke? … Da vil jeg være fortælleren, som går igennem filmen og leder den videre. Hvorfor ikke være fuldstændig clean på at fortælle folk historien ud fra dit eget selv, fra mig. Sige goddag, jeg hedder Frits Helmuth, nu vil jeg gerne fortælle en historie, som ligger mig meget på sinde. Den begynder sådan her…” Dette siger Frits Helmuth i filmens titelsekvens, og det er en klar og ligetil plan. Den begyndelse er jeg vel nok med på.

Den plan saboterer Wennick imidlertid, han indlemmer Helmuths fortælling i Henrik Helsgauns enestående optagelser fra 2004 i sin fortælling uden at beslutte sig for en klar, alternativ fortælleposition, uden at formå at tilføje en kunstnerisk autoritet, som kan modsvare Frits Helmuths forførelse. Han lukker andre medvirkende ind, medvirkende, som ikke er vidner om, men som er kommentatorer til Frits Helmuths livsvalg, ofte i en selvcentreret, anklagende form, ind imellem med direkte angreb på og sladder om den oprindelige fortæller. Og det ville for så vidt kunne rummes i Wennicks film, hvis disse medvirkende havde haft eller var blevet instrueret til en intellektuel og emotionel tyngde, som vægtede Frits Helmuths. Det sker ikke på noget tidspunkt, og ikke kun Helmuths projekt, vistnok også Wennicks vælter. Man må give alt det man kan, alt det man har til publikum, siger Helmuth. Det forstår de tilsyneladende på hver sin måde, og det går galt.

Frits Helmuth fortæller henrevet om Osvald Helmuth i forståelse og beundring. Pusle Darville og Mikael Helmuth vidner resigneret bittert om Frits Helmuths svigtende forståelse og fravær som far. Kaspar Rostrup magter mærkeligt ikke afbalanceringen. Wennick lader endnu mærkeligere dem alle tre medvirke sært tilbagelænet (også i scenografi, fotografering og interviewindsats) som er de vidner ved en høring, i en retssag, som er de deltagere i et mødepanel i et tv-program. Måske er de?

Vurdering:

Christoffer Guldbrandsen: Tyveriet af Afrika

Det er en overvældende film, Christoffer Guldbrandsen, Henrik Veileborg, Lars Skree og deres kolleger præsenterer for os, et imponerende værk, som er tætpakket med detaljer, informationer, vurderinger, synspunkter, anklager og forsvar, forbindende tråde i ufatteligt virvar, hovedfortælling og sidefortællinger for hen over det hele klart og uafrysteligt overbevisende atter i litteraturen at belyse den enkle fortælling om, at de riges investeringer i de fattiges lande omgående alle statslige og overstatslige forsøg på regulering viser sig at give de rige en enorm fortjeneste, denne gang åbenbart noget over (mildt udtrykt) Paul Sweezys 1. lovs historiske konstatering: 70 procent. Derfor fattigdom!

Raymond Baker, lederen af Global Financial Integrity, siger nemlig i det første af interviewklippene med ham: ” Mange tror, at vi i Vesten gavmildt har ydet bistand til udviklingslandene og især til Afrika. På globalt plan vurderer vi imidlertid, at der føres ti gange så mange penge ud af udviklingslandene, som der føres ind i udviklingslandene.” Udtalelsen er placeret i titelsekvensen umiddelbart før skiltet:Tyveriet af Afrika. Så er det sagt. Resten af filmen er egentlig herefter blot en enkelt farverig case, som detaljeret, nøgternt og gruopvækkende med teknik og historik og visse biografiske detaljer beskriver, hvordan tyveriet begås.

Og Raymond Baker er blot én i en imponerende række højt kvalificerede vidner, som udsøgt fotograferet i cinematografiske opsætninger fyldt med skønhed og medfortællende betydningsladning, nøgternt og med foruroligende dæmpet lidenskab forsyner os med rækker af facts, så vi økonomiske lægmænd bliver svimle og konfuse, til det efterhånden samler sig om forståelsen af en enkelt, endog særdeles aktuel, finansiel teknik, transfer pricing, en almindelig og ofte anvendt metode til undvigelse af statslig finansiel regulering.

Klipperen Bodil Kjærhauges ordning af det store materiale i blokke af fortællinger, som kan holdes fast i tanken undervejs, og Guldbrandsens saglige og rolige fortællerstemme filmen igennem fører en gang til i den økonomiske verdenshistorie frem til et klart svar på spørgsmålet: Hvorfor Fattigdom? Svaret består af fem sætninger og varer som først nævnt nogle få sekunder, der fornemt retorisk underbygges i 58 minutter, og vi får svaret på én gang som en økonomisk forelæsning, et juridisk anklageskrift, et politisk debatindlæg samlet i en moralsk og indigneret pamflet: Jeg anklager!

Vurdering:

Paul Sweezys 1. lov om udenlandske investeringer

Hver gang jeg ser Christoffer Guldbrandsens film Tyveriet af Afrika synger for min erindring fra for virkelig lang tid siden denne bemærkning: ”… indtægterne fra udenlandske investeringer over en hvilken som helst signifikant periode vil overstige kapitaludgifterne med 70 procent.” Udsagnet er økonomen Paul Sweezys (1910-2004). Det stammer fra en forelæsning, han gav i juli 1967 på Round House i Chalk Farm, London under en 14 dages tværvidenskabelig konference arrangeret af Institute of Phenomenological Studies, London med titlen Dialectis of Liberation. Det lille afsnit af forelæsningen, hvori bemærkningen faldt, ser sådan ud:

Janus Metz, samlede blogindlæg om hans film

Janus Metz and Lars Skree seek and succeed perfectly, from a humanistic point of view, to bring us into a world that we could not imagine existed in the way it is documented and interpreted here. Even the most horrendous words coming out of the mouth of Rasmus, the platoon commander, or from Ølby, the tattooed constantly joking warrior, are put forward with a no-finger-pointing, non-moralisinggentleness... (Tue Steen Müller)

Janus Metz er månedens instruktør i landets nok mindste og måske også mest forvænte filmklub, FILMKLUB FOF i Randers. Det er anledningen til at samle, hvad vi har skrevet om hans film gennem årene og placere dem under overskriften DIRECTORS, som vi lidt efter lidt udbygger med instruktører, hvis film har optaget os og stadig optager os særlig meget.

FRA THAILAND TIL THY / FRA THY TIL THAILAND (2007 / 2008)

af Allan Berg Nielsen

Stedet introduceres i smukt fotografi, Lars Skree og Henrik Bohn Ipsen er fotograferne. Der er myndighed over disse billeder. Et jysk landskab, som er meget, meget mere end et vindblæst hjørne af Danmark. Det er en egn og en befolkning med en særegen livsstil og en stor værdighed og en bevaret integritet, bekræfter fotografiet for mit blik, som er dannet tilbage i romantikken. Og kvinden, det til en begyndelse handler om, introduceres tilsvarende smukt og sikkert. Hun er egentlig fremmed her, men er så integreret, som det har været mulig at blive her, når man ser anderledes ud og er fra den anden side af Jorden. Og så begynder fortællingen, det er som det skal være, jeg er tryg. Fra dokumentarens begyndelse, i del 1, Fra Thailand til Thy. Og jeg skal bestemt nok blive ved den, det mærker jeg fra første begyndelse. For der er jo en ægte historie derfra, en kærlighedshistorie. Som fortsætter og finder sin afslutning i del 2, Fra Thy til Thailand.

Mira Jargil, samlede blogindlæg om hendes film

Hun og han kysser hinanden i en omfavnelse. Jeg ser det gennem vinduet, ude fra haven. Det er et ritual, jo, men det er kærlighed, det er ægteskabets terminaladfærd i en nøjsomhedens erotik. De klæder sig af, kameraet følger ham. Han børster tænder. De mødes i sengen, siger godnat. Kærligt til det høflige. Denne sidste nat, dette sidste døgn. Dette gamle sted.

Mira Jargil er månedens instruktør i FILMKLUB FOF i Randers, vi skal se nogle af hendes film og snakke om dem og sætte dem sammen med andres film i generationen og op mod en ældre mesters værk samtidig med, at hendes seneste film Den tid vi har (2011) lever sit gode liv på festivals ude i verden.

DET SIDSTE DØGN (8 min, 2005)

Det er meget nøgternt, det her. På det første billede dobbeltsengen (som jeg senere vil forstå er ægtesengen) med to dyner, to puder. Det er pænt og rent og luftet. Det ses også af billedet. Så er han i billedet: Han er af den ældre generation og fra den gruppe, der brugte islandske sweatre. Han bruger sådan en trøje stadigvæk, han har den på i scenen nu. Det er ikke tilfældigt. Ingenting er tilfældigt. Han er i gang med en flyttekasse, og jeg forstår. Han skriver mærkesedler med tuschpen, klæber dem på: ”Ruths sygrej”. Jeg fornemmer, han er omsorgsfuld bag irritabiliteten. Som også er der, mærker jeg helt bestemt allerede i andet billede. Han puster af anstrengelse, det er filmens første lyd.

Jørgen Vestergaard, alle blogindlæg om hans film

Præsten i Vrensted, Karsten Erbs havde forleden, torsdag den 11. oktober inviteret pensionistforeningen og alle ældre til en eftermiddag i præstegården. Han skriver på sognets hjemmeside, at noget særligt var på færde: ”Vi havde bagt boller og lavet lagkage. Og det blev et rigtig godt kaffebord, men eftermiddagen blev rigtig god også fordi jeg viste to små film af Jørgen Vestergaard om Hanstholm. De to film var Vagt ved Havet (1965) og Havnen (1967). To meget fine dokumentarfilm. Det er instruktøren på billedet under optagelserne i 1965 (FOTO, red.). Og naturligvis så vi billeder fra vores bustur til Hjerl Hede.”

Ja, det er nemlig to meget fine dokumentarfilm, og det er stærkt, at de stadigvæk formidles og ses og netop som de er lavet, med den dybt rodfæstede indsigt i egn, og folk og sprog og selvforståelse, udfordre og bekræfte et publikum med så udbygget konsekvensekspertice som den ved kaffebordet i Vrensted i torsdags. Vestergaards film lever og godkendes hver eneste gang.

SOMMERHESTE (1964) og LANDSBYEN LEVER (1990) 

Det er så godt, at Jørgen Vestergaard sørger for at få sine mange vigtige film fra en lang og i ordets forstand enestående produktion ud på dvd. For disse film har alle årene været noget helt for sig selv, og de vil blive stående som enestående. Som en særlig filmkultur, han er alene om. I hvert fald på det niveau. En kultur i landets midte, som journalister og politikere for tiden kalder nationens udkant.

Joshua Oppenheimer: The Act of Killing

Werner Herzog says of Oppenheimer's depiction of power and violence: "I have not seen a film as powerful, surreal, and frightening in at least a decade... unprecedented in the history of cinema." And Errol Morris praises Oppenheimer's portrayal of violence and cinematic imagination: "Like all great documentaries, 'The Act of Killing' demands another way of looking at reality. It starts as a dreamscape, an attempt to allow the perpetrators to reenact what they did, and then something truly amazing happens. The dream dissolves into nightmare and then into bitter reality. An amazing and impressive film." (blogs.indiewire.com)

Når Herzog og Morris siger sådan, bliver jeg mere end interesseret. Når jeg ser traileren på Vimeo bliver jeg rystet, helt bogstaveligt rystet, selv om jeg forstår, det er rekonstruktioner, ikke fiktion, nej, omhyggelige genskabelser af erindringsbilleder, ikke fortrængninger, men de mest forfærdende hændelser og gerninger, disse medvirkende lever med som deres liv. Som noget selvfølgeligt, forstår jeg? Jeg SKAL se den film om de indonesiske dødspatrulje-gangstere, som myrdede kommunister for magthaverne midt i 60’erne. Den åbner CPH:DOX 30. oktober.

Filmen havde premiere på festivalen i Toronto tidligere i år, den er produceret af blandt andre Final Cut for Real og klippet af Janus Billeskov Jansen og Niels Pagh Andersen med flere, så den skal vel i dansk distribution efterhånden?

Still: En af scenerne fra traileren, en mere end brutal afhøring.

PS Jamen dansk distribution er altså sikret! Jeg siger selvfølgelig ja til Saras invitation, og her er hendes link til DOX:BIO med liste over alle biograferne, hvor filmen vises simultant 7. november:

http://www.doxbio.dk/dbio/b.lasso?d=2012502&n=1119&e=0 

Kristina Lindström & Maud Nycander:Palme

This is a review of the biographical film about Olof Palme, a theatrical success in the country, where he lived from his birth in 1927 until he was shot down in a street in Stockholm on his way home from the cinema in 1986. The film opens this month in Denmark. I continue in Danish language:

Hvem var han egentlig, spørges der i filmens begyndelse. En kvindestemme er det, der spørger, det er hende, der kommer tilbage her og der undervejs, ikke på forklarende tv-manér, men nænsomt spørgende tager hun os ved hånden og sikrer det flow i fortællingen, som er der hele tiden i denne flot konstruerede dokumentarfilm, der bygger på arkivmateriale fra tv og film, på nye og gamle interviews – spændt ud over årtier i en klassisk form, hvor alle facetter af fænomenet Olof Palme studeres.

Klassisk på den måde, at modsætninger konstant stilles op. Overklassedrengen Palme der bliver socialdemokratiets leder. Den oratoriske begavelse, verdensmanden Palme som tør gå imod amerikanernes infame Vietnamkrig og konstant forsvarer menneskets rettigheder og værdighed, for samtidig brutalt verbalt at jorde politiske modstandere i den hjemlige andedam. Den netop verbalt suveræne taler, der kunne vende en forsamling til sit synspunkt men ikke nødvendigvis til at kunne lide ham. Han fik aldrig bugt med sin intellektuelle arrogance. Og naturligvis den overordnede sammenstilling af Palme som politisk verdensstjerne i forhold til de mange komplikationer på hjemmebanen. Kirunastrejken, IB-skandalen, skattesagerne, Barsebäck, Clark Olofsson og Stockholmssyndromet osv. Det tjener filmens skabere til ære, at de ikke holder sig tilbage fra at lade flere være temmelig kritiske overfor ikonet. Harry Schein, fhv. filmdirektør, kalder ham et magtmenneske (og det skulle komme fra Schein!/ ed.), Roy Andersson udtaler at sagen omkring IB-skandalen får ham til at tænke, hvor ærlig Palme egentlig var, hvorimod Jörn Donner konstaterer, at Palme var for intelligent til Sverige.

Privatoptagelserne, de kornede stoflige super-8 film, løfter filmen kolossalt i kombination med de fine udsagn, som hans tre sønner kommer med. Der var en privatperson Olof Palme, ihvertfald fire uger om året, som hans hustru

Vurdering:

Fatima Varhos: Bergmans video 3. afsnit

OK, det er et tv-program, og jeg finder mig i rammerne, når jeg får disse interviews, disse møder med instruktørerne rundt om i verden så generøst. Og heldigvis i samlede blokke, én ad gangen, så jeg lige kan nå at være til stede i samværet. Man kan jo bare vælge. Og jeg vælger Zhang Yimou, som han sidder der bag sit bord i Peking som Bergman dengang sad bag sit på Fårö. Disse ryddede bordplader. I det kinesiske selskab kunne jeg gerne være blevet meget længere. Så fremragende medvirkende redder enhver film og tv-program, dygtighed kan ikke holdes nede. Zhang Yimou talte faktisk også om Bergman og skal lige citeres for bemærkningen om, at Bergman ikke forenklede, han gjorde det modsatte, løftede meneskelivet med problemerne, vi alle har, til et åndeligt niveau. Der kunne det ses og måske forstås i sin helhed. Bergmans antropologi.

Og jeg vælger Francis Ford Coppola, som han sidder der i sin vingård og fortæller om at flytte hjem, eksistens og kunstnerisk arbejde fra filmbyens voldsomme økonomiske omklamring til friheden sammen med vennerne og de overskuelige projekter med mindre film, artfilm, som han, som de selv styrer. Et eksil i vinmarker på et vinslot fyldt med samlinger af bøger og videoer som hos Bergman på Fårö.  

Fatima Varhos: Bergmans video, Sverige 2012. Seks tv-programmer i serie. En række interviews ved Jane Magnusson og Hynek Pallas. 3. afsnit set på SVT1 i onsdags. Afsnit 1-3 kan i nogen tid ses på SVT hjemmeside 4. afsnit sendes 12. september 21:00.

Vurdering:

Ada Bligaard Søby, alle blogindlæg om hendes film

Scene efter scene stilles i kø i disciplineret række og forbindes kontrapunktisk med interview- og dialogmateriale, dokumentariske beretninger i løsreven fastholdelse. Det er meningsfuldt i en ganske anden form for filmfortælling end den normale danske tradition; og det er befriende, så befriende…

Ada Bligaard Søby er månedens instruktør i FILMKLUB FOF i Randers, vi skal se nogle af hendes film og snakke om dem, og 1. november på CPH:DOX får hendes nye film premiere. Den har titlen Petey & Ginger - a testament to the awesomeness of mankind og på dens hjemmeside hedder det kontant om den: “When the global economy collapses the only true victors are those that weren't invited to the boom. Petey & Ginger elegantly and honestly documents two very real characters who semi-happily live on the fringes of I-don't-really-give-a-fuckville-and-that's-okay-ish.” Filmmaker Ada Bligaard Søby again invites us into her ongoing infatuation with the treasure that is the blissfully detached lives of American Losers. Take notes…” Så nu er det tid at samle, hvad jeg til nu har noteret om hendes film:

AMERICAN LOSERS (58 min., 2006)

Det begynder med allerførste scene. Den kvindelige hovedperson inviterer os med et blik i kameraet til at følge efter i denne historie. Det er selvfølgelig ganske ligetil og uskyldigt – og det virker. Man følger gerne med. Det er en kompetent disposition.

Film og fodbold og en tur ud på bænken

About a specific Danish matter re. support or no support from Danish Film Institute: Mikkel Stolt skriver på sin hjemmeside en kommentar til en verserende historie i Ekko: ”Filminstituttets konsulentsystem er vel kun godt så længe det administreres forsvarligt – af mennesker, der forstår filmsprogets mangfoldighed og som ikke kolporterer deres personlige smag og holdninger via støtteansøgerens mulige filmprojekt. Jørgen Leth og Jytte Rex har begge luftet utilfredshed med nylige afslag fra navngivne konsulenter, og EKKO videregiver deres oplevelser.

Er det ikke lidt med DFI-støtte som at blive udtaget til landsholdet? At det skal tilkomme nationens fremmeste aktører? Eller er det dem med de frækkeste driblinger? Og skal de på en eller anden måde ikke også passe ind i systemet?

Bortset fra at folk i offentlige stillinger skal kunne passe deres job uden at blive direkte generet eller risikere, at der ustandseligt klages til deres chef i DBU eller på DFI, så skal der være plads til en faglig snak om det…” Læs videre på Stolts side.

Foto: Mikkel Stolt

Dagbladet Information om Orwa Nyrabia

Under overskriften ”Ingen livstegn fra syrisk dokumentarist” har dagbladet Information, ved journalist Rasmus Bo Sørensen, som de første i dansk presse, skrevet om Orwa Nyrabia, som ingen har hørt fra siden 23. August, hvor han forsvandt i Damaskus lufthavn på vej til Ægypten.

Et citat fra artiklen som også indeholder udtalelser fra Tine Fischer fra festivalen cph:dox og fra undertegnede Tue Steen Müller: 

»Folk forsvinder uafbrudt i Syrien i øjeblikket. De går ned på gaden, og pludselig er de væk. Der er ingen retssikkerhed, og de pårørende får ingenting at vide. Regimets strategi er at holde de efterladte i total uvished,« siger H.C. Korsholm Nielsen (tidl. Direktør for Det Danske Institut i Damaskus, red.), der mener arrestationen af Orwa Nyrabia er udtryk for »et syrisk styre, der føler sig stadig mere presset.«

http://www.information.dk/309841

Fatima Varhos: Bergmans video

Jeg havde glædet mig meget, nu er jeg lidt skuffet. Ja, tænker, at myten om Bergmans filmsamling, hans videorum var bedre end at have set stedet, set de to lænestole, været i huset igen. Sidst sad Lena Endre og Erland Josephson i den brede vindueskarm i arbejdsværelset ved siden af, med udsigten til havet. Det var i den dejlige Trolösa (2000). Nu sætter Tomas Alfredson sig der. Jeg kan ikke rigtig lide det. Jeg kan ikke rigtig lide måden (i tv-programmets sært akavede stil), han nærmer sig huset på, kommenterer arkitekturen og tømrer / snedkerarbejdet på. Det er da ikke dybt nok? Han tager godt nok skoene af, da han bliver bedt om det. Ja, Fåröhuset er nu museum. Videorum og arbejdsværelse mindestuer, hvor støvet lægger sig. Jeg kan ikke rigtig lide det. 

Tomas Alfredson er første afsnits gæst i huset og temaet er komedien. Bergmans komediearbejder eller komedieformen i al filmæstetisk almindelighed? Det er ikke helt klart. Vist heller ikke for Alfredson. Han går omkring og piller lidt ved tingene, kommer med sine usikre bemærkninger og fortæller om et projekt med Bergman, som aldrig blev til noget, en anekdote om Bergmans uvilje mod mobiltelefoner fæstner sig. Jeg ville vist helst ikke have hørt den. Den er ikke morsom, den fortæller om en gammel mand, siger ikke noget om den gamle mands filmkunst. Vil dette tv-program være en ugebladsartikel eller vil det være et seriøst Bergmanstudium? Jeg tror det sidste, men det ligner det første.

Gæstens besøg i huset og i samlingen er hvert afsnits ramme, ser det ud til. I den ramme er i en tydelig kapitelinddeling anbragt en række interviews. Tomas Alfredson får også sådan et, men kommer ikke tættere på Bergman der heller. De øvrige er Robert De Niro, i sig selv en oplevelse og lidt for mig ny viden om de Niros humor. Men tættere på Bergmans humor kommer han ikke. De øvrige interviewede, filminstruktørerne Alexander Payne (Sideways, 2004), Wes Anderson (Rushmore, 1998) og Agnès Jaoui bidrager så vidt jeg kunne høre heller ikke til vores Bergmanforståelse. Men måske, måske var det heller ikke meningen? Jeg vil prøve trofast at hænge på de kommende afsnit. Det kan sagtens blive meget bedre. Og så vil jeg lytte omhyggeligere ind til Jane Magnussons og Hynek Pallas’ interviews, prøve at finde ud af, hvad det egentlig er de vil og vurdere de svar, de får. Finde ud af om det er Bergmans filmkunst, det drejer sig om, eller hvad det er.

Fatima Varhos: Bergmans video, Sverige 2012. Seks tv-programmer i serie. En række interviews ved Jane Magnusson og Hynek Pallas. 1. afsnit set på SVT1 i aftes. Genudsendes i dag over middag. Kan også ses på http://www.svt.se/bergmans-video/ 2. afsnit følger 29. august.

Vurdering:

Daniel Dencik: Moon Rider

Det er sjældent, at en films synopsis-tekst rammer plet. Som regel er den båret af ønsket om at sælge billetter og forfalder til superlative salgsklichéer. I dette tilfælde (fra DFI (Det danske Filminstitut) hjemmesiden) har jeg kun kunnet nikke genkendende. Ja, det var den film, jeg så, beskrevet præcist og nøgternt med plads til begejstring. Her er den så:

Synopsis: »Moon Rider« er en fortælling om den unge Rasmus Quaade og hans kamp for at blive professionel cykelrytter. Det er en dannelsesrejse, der fører tilskueren med ned i helvede og tilbage. Med personlige Super8-optagelser og rå hjelmkamera-billeder, fortælles historien om et ekstraordinært talent, der befinder sig på et afgørende tidspunkt i sit liv. Det er en historie fortalt fra indersiden af en racerhjelm. Rasmus har en krop skabt til cykling, men et sind, der er skabt til at tænke. Hans fængende overvejelser om liv og død bliver hans største modstander i kampen om at udleve sin drøm: at blive verdensmester i enkeltstart. For at vinde skal han tømme hovedet helt, men hvordan tømmer man hovedet, når alle tanker er et skridt i den forkerte retning? Med hudløs ærlighed lukker Rasmus Quaade os ind i sin verden, hvor vi møder både tvivlen, frygten og dødsdriften, men også euforien ved at være blandt de ypperste i verden. Filmen tegner et hjerteskærende billede af et kæmpe sportstalents ekstreme og ensomme liv.

Filmen: Jo, filmen går tæt på cykelrytteren og mennesket, en ung mand, velformuleret, super-ambitiøs. Og her er der en fortællestil, hvor teksten, cykelrytterens refleksioner, som kommer som akkompagnement til billederne, aldrig i form af interview, undertiden opfattes som en slags stream-of

Vurdering:

Kaspar Astrup Schröder: Lej en Familie A/S

Det er det med de skuffede forventninger... Jeg gik til pressevisning af ”Lej en familie A/S” af Kaspar Schröder i højt og positivt humør med erindringen om, hvordan han i april 2011 på en Dok-dag i Cinemateket havde bjergtaget mig med sin præsentation af den metode, som han havde anvendt i sin første originale Japan-film om Dr. Nakamats, som han viste klip fra, suppleret af arkitekturfilmen med parkour for fuld udblæsning. ”A multi-artist, an original talent, who also makes films... definitely a refreshing new talent in Danish documentary”, var de ord som filmkommentaren viderebragte.

Og det er ingen dårlig film, som Schröder nu sender på gaden. Historien om familiefaren Ryuichi Ichinokawa, som uden sin families viden driver et firma, som udlejer personer, som kan agere familie for mennesker, som ingen har, er interessant og attraktivt underholdende I sig selv. Til bryllupper skaffer han stand-ins – eller optræder selv som en far, som kan sige god for, at datteren flytter sammen med sin kæreste før de beslutter sig for at gifte sig – eller  udlejer en kritisk læser til en forfatter før bogen kommer på gaden. Hr. Ichinokawa er forbavsende åben om, hvad han foretager sig, bortset fra at et tv-klip med ham skjuler hans identitet, ligesom de involverede i brylupperne etc. har slørede ansigter. Det er sjældent, at man er kommet så tæt på japanerne som I denne film (bortset fra Sean McAllisters fine film fra 2008), om en hovedperson, der ikke kan forsørge sin familie gennem udlejningsfirmaet, hvorfor han må have et andet job som pakkeudbringer, som han så I øvrigt bliver fyret fra. Det er bemærkelsesværdigt, at det lykkes

Vurdering:

Péter Forgács: El perro negro

"... El perro negro telling personal dramas, faults, faiths, illusions and desperation, the unseen side of an insane war. The workers self-government experiments, the multitude sufferings of civilians, the schism of the divided country, the revolutionary illusions, murders and the systematic massacres orgies of Franco's brutality changed once and for ever the universe of Unamuno, Lorca, Bunuel, Hernandez, Durruti, the royalists, and the Falangists. The rise, and fall of ideas, the final personal losses come near to our eyes. The unseen private films reveal the cruel and beautiful sides of the Spanish times - as a prelude to the World War II." (fra Péter Forgács' synopsis)

Det nervøst skæve still fra filmen forbinder sig i en association til Robert Capas fotografi af en faldende soldat på en bjergside, et fotografi, som for mig altid har rummet erindringen om nederlaget, den tabte krig. Scenen i filmen udvider sig på samme måde, jeg ser den uden eksterne realkommentarer, men med Forgács’ lyddesign og med den kontrapunktiske voice over, som fortæller en biografi, en af de private livshistorier, filmede og skrevne, som filmens konstruktion hviler på. Ethvert billede indeholder en biografi, siger Forgács. Hans film er en ubrudt dokumentation af den indsigt. Og ethvert følsomt valgt billede indeholder som bekendt et system af associationer, personlige og fælles kulturelle. Filmens klip opererer tillige i lange sekvenser modigt tavst med denne erfaring.

Jeg så den forunderlige og aldeles oprørende film på DR K i aftes. Vær opmærksom! DR K gentager ofte udsendelse af film, man har indkøbt. Når det sker det, se den! For eksempel blot for at se filmscener sat fri af enhver illustrativ lænke. Hvorefter du er alene med borgerkrigens lovløse regel: brutalitet uden grænse.

Péter Forgács: El perro negro, Ungarn 2005, 84 min. Set på DR K. Genudsendes 31. august 14:55.

Vurdering:

Theodor Christensen: Det gælder din frihed

Theodor. Han blev aldrig kaldt andet, manden der optræder i enhver dansk filmhistorisk fremstilling som den danske filmiske dokumentarismes store teoretiker, manden bag besættelsestidens mesterlige modstandsfilm ”Det gælder din frihed”. Theodor, som Cinemateket har kredset om ved et par lejligheder og nu gør det igen i denne måned på mærkedagen 29. August. Dette står at læse som introduktion på hjemmesiden:

”'Det gælder din frihed' er en både poetisk og polemisk beretning om Danmark under krigen – og ikke mindst en hudfletning af samarbejdspolitikken, som magthavere både dengang og siden har prøvet at nedtone.

Filmen brød med skolemester-traditionen. Karl Roos’ titeldigt reciteres med lavmælt intensitet, billeder af tomme statsgemakker bliver brugt metaforisk, og alt i alt er det en af de mest filmiske og langtidsholdbare dokumentarer, der er skabt herhjemme. Den blev søgt omformet af Staten, boykottet af biografer og kaldt propagandistisk af Ekstra Bladet. Men Theodor Christensen kæmpede som besat og stod fast på sit projekt. Det gjaldt hans kunstneriske frihed, som det gjaldt danskernes politiske.

Den 29. august, på årsdagen for "det mest forsinkede nej i danmarkshistorien", nemlig samarbejdspolitikkens officielle ophør, vil filmforsker Lars-Martin Sørensen introducere filmen.”

Og så lige et citat fra Theodor selv, fra 1948, stadig aktuelt, ikke sandt: Ved at nævne navnet dokumentarisk i flæng på 117 forskellige filmformer har man skabt kaotisk forvirring. Ikke mindst for de mange nye i den hastigt voksende dokumentariske filmstab er det desorienterende.

Danmark, 1946, 107 mins.

www.dfi.dk 

MandagsDokumentaren 10 år

Se, hvad turisten ser,
den navnløse by, 
strømmen, som bærer København og dens ry, 
de tusind cykelpi’er,
et brus af nikkelstyr, 
sikke pi’er, 
tag og kys dem alle fra mig!
- Poul Henningsen, Cykelsangen (1935)

Jo, det er den herlige sang fra PH’s Danmarksfilm, som er den oplagte fødselsdagsfilm for det enestående initiativ, som Ebbe Preisler satte i gang for 10 år siden med PH Caféen på Vesterbro i København som den biograf, hvor et væld af vigtige kort- og dokumentarfilm, danske og udenlandske, er blevet vist, altid med tilstedeværelse af instruktør eller anden til film eller emne knyttet person.

Danmarksfilmen, fra 1935, ofte omtalt som den første egentlige danske dokumentarfilm, bliver vist mandag den 3. September med et indledende fødselsdagsprogram, der også omfatter biografdirektør Preisler, der fylder 70.

Tillykke!

www.mandagsdokumentar.dk

Michel Wenzer: At Night I Fly /2

Jeg tror, jeg kunne lytte til ham i timevis, i dagevis. Han er indsat i Folsom fængslet i Californien. Har været der længe. Skal formodentlig være der al tid. I begyndelsen var hans velkomstgave til en ny indsat et våben lavet der af materiale for hånden, et våben at true med, at slå ihjel med. Sådan fastholdes de nye i voldskulturen det nye sted. Han er barsk nok til nu at holde sig fri af det, han slår hårdere end de andre, må jeg tro. Og nu er hans gave til de nye måske en kuglepen og et stykke papir. Poesi gør fri, det gør et barberblad monteret på skaftet til en tandbørste ikke.  

Her er han i sin celle, forvandlet til digter. En del af de indsatte mødes i en litterær café i fængslet og læser op for hinanden. Det er formidabelt, utroligt, forbavsende: "... and there are great scenes from this room where (some) inmates meet with people from other races, as they say, in a world where the white normally do not meet with the black, or the black with the latinos... music, poem reading, writing, religious meetings, they are well articulated..." som Tue Steen Müller skrev i sin imponerede anmeldelse fra april i år her på siden, og han beskev formen: "The film has a sketchy, fragmentaric structure, but the impressionistic approach slowly adds up sequence by sequence, and you get some characters, who are reflective when it comes to their own situation and to the actions they take to fill their days to make it all bearable, or you could say to make sense of it all..."  

Jeg er fuldstændig opslugt, ser i dag filmen på Filmstriben.dk i mindre bidder. Kan faktisk ikke klare mere, kan slet ikke slippe denne særegne skønhed Michel Wenzer og fotograferne Camilla Hjelm Knudsen og Eric Börjesen har bygget op i en behersket sikker ro, scene for scene.

Anders Gustafsson: Succesjægerne

Drengene øver sig i at kontakte pigerne. Det gælder om at turde, at få sagt noget, at holde en samtale med den valgte pige så mange sekunder som muligt. Det er en øvelse. De er på kursus på Speed Up Life Academy. De skal til eksamen i mod og andet om knapt fire måneder. De er lige i begyndelsen af kurset, på ryste sammen rejse til et sted i Spanien. Kameraet ser drengene. Med pigernes blik - og de er søde, ser jeg tydeligt, de ser, pigerne.

Problemet er, at drengene ikke ved at de er søde. De er usikre, skuffede, sårede, hæmmede. Det er derfor, de er på psykologikursus. Og der får de at vide, at det kan de gøre noget ved. Som kærlighedslivets kampsoldater træner de sådan tilskyndet med mange mange mavebøjninger, og de lærer at skrige sammen før slaget: Jeg er komplet ligeglad med, hvad andre tænker om mig. Og: Agressivitet er bedre end passivitet.

Gustafssons elegante tv-dokumentar er lige ved, men kun lige ved at blive en rigtig, rigtig klog film. Men den fortaber sig i sine registreringer, sine fine, fine lytninger og iagttagelser, kontrolleret nervøst filmet og flot, flot klippet i en pulserende urolighed, som aldrig bliver rod, som trods jeg hele tiden synes, jeg keder mig, holder mig fast hen over krisepunktet i nærheden af 30 minutter. Igen en film, som vokser og vokser. Imidlertid når den ikke frem til analysens sammenfatning, den siger vist nok, for mig skuffende, at den vil overlade læsningen til mig. Men jeg er ikke interesseret i drengene, jeg er interesseret i Gustavssons anliggende i feltet mellem journalistik og filmkunst, men han giver ikke noget fra sig at læse. I stedet får den charmerende direktør for akademiet det sidste ord. Hos tatovøren ligger han og får sit (og filmens?) credo printet med temmelig vandfast blæk i sin arm: "Med disciplin, målbevidsthed, ærlighed, mod og kærlighed kan du opnå alt det, du sætter dig for. Den rigtige indstilling betyder alt, og ingen vil se mig give op. Fordi jeg vil simpelthen ikke."

Anders Gustafsson: Succesjægerne, Danmark 2011, 40 min. Manuskript: Anders Gustafsson, fotografi: Anders Gustafsson og Niels Thastum, klip: Anja Farsig og Rasmus Steensgaard Madsen, produktion: Plus Pictures, producer: Mette Heide. Sendt på TV2 maj, 2012. Set på Filmstriben.dk

Vurdering:

Kevin Macdonald: One Day in September

Den er fra 1999, den er en klassiker i dag, og den vil blive stående som klassiker i filmlitteraturen i fremtiden. Som sådan er den altid aktuel, ikke kun fordi der nu er olympiade (den foregår som bekendt under olympiaden i München 1972), men fordi den handler om grusom vold af den slags, nogle kalder terror, andre kalder krig, og om troskyldighedens nederlag med sin manglende professionalisme i den forbindelse.

Jeg så på Dokumania i tirsdags, at den film i sine centrale dele holder styrken efter tretten år, med langsomheden frem for hastværket, med koncentrationen frem for overfladiskheden, med fremstillingens ro midt i begivenhedernes forvirring, som den skildrer. Altså især i konstruktionens og fortællingens centrale elementer. Der er for mig at se disse fire:

Der er den kronologiske beretning (vældig støttet af Michael Douglas’ fortællerstemme) af selve begivenhedsforløbet fra gidseltagningens forberedelse over dens pinefulde faser til til det forfærdende slutspil i lufthavnen, fortalt som en nedtælling minut for minut.

Der er det store gennemgående interview med en af gidseltagerne (formodentlig den eneste overlevende), som ser aktionen, som han kalder det, som en krigshandling.

Der er her overfor interviewet med chefen for den israelske efterretningstjeneste, som må se magtesløs til, mens han nøgternt noterer sig alle de fejl, de tyske politifolk begår fra øverst til nederst, fra først til sidst.

Og der er endelig heroverfor igen den tyske general, som kynisk erindrer det samme, han, som derefter fik til opgave at udvikle et fuldt ud professionelt tysk antiterrorkorps.

Dette er filmens umistelige kerne. Dens overflødige og sentimentale rammeværk vil blive glemt, og det gør ikke noget. Dramaets detaljer og de tre interviews’ nøgterne sagkundskab inden for det fag bliver i sindet al tid – som klassisk filmkunst.

Tue Steen Müller har her på siden dels refereret et interview med den meget flittige instruktør Kevin Macdonald i hans syn på dokumentarfilms udvidede muligheder i dag dels nævnt ham i forbindelse med en lang række festvals, hvor hans film har været vist, senest festivalen i Tel Aviv, april i år, hvor hans helt nye Marley var den ene af to åbningsfilm. Andre film bør nævnes: Touching the Void, 2005, My Enemy's Enemy, 2007, som kan ses på filmstriben.dk og Life in a Day, 2010, filmen han taler om i det nævnte interview.

Vurdering:

Eugene Jarecki: Reagan /2

Jamen, hvad er nu det for noget? Er den ikke kedelig den film? Jeg havde da ventet noget helt særligt og regulært spændende, i hvert fald noget dybt interessant, eller bare lidt interessant af denne film om den præsident, amerikanerne vist nok bedst kan lide. Men jeg så de næsten to timer totalt forvirret af mistet overblik og ganske energiforladt, for det kunne slet ikke vække min interesse.

Jeg er klar over, at det er noget med mig, jeg kan nogen gange have svært ved at forstå journalistiske pointer, vel på grund af manglende relevant paratviden. Men det kan også være noget med formen, Eugene Jarecki har valgt til sin præsidentfilm. Jeg har jo for kort tid siden set Clinton af Barak Goodman, hvor jeg med stigende interesse havde fulgt et shakespearesk drama i fire akter, et kronologisk epos som en islandsk saga og en krønike som fra et dansk kloster i middelalderen genfortalt eller gendigtet af Saxo. Alt det kan jo ikke være sandt på én gang, men det var sandt, mens jeg så det, for sådan så jeg det. Begejstret.

Det fælles for de fire genrer er kronologien. At filmen loyalt gengiver begivenhederne i tidsrækkefølge i samarbejde med min hukommelse, som husker dele af begivenhedsrækken i forvejen, fra andre tekster, fra mit eget liv. Jeg drives af nysgerrighed efter, hvad der sker med mig i mit eget liv. Det er naturligvis derfor, Clinton er min helt. Som en lang række fyrster var det i historiebogen i skolen, hos Shakespeare på biblioteket, i Ingemanns romaner. Min smag er kulørt.

Jarecki vil noget andet. Han vil undersøge Reagan som person, han vil lave en klog film om en statsleder, der iagttages som et objekt, der nøgternt holdes ude fra kroppen og al mulig identifikation, og han vil belære mig med denne klogskab. Han vil ikke lave en kronologisk parafrase, han vil lave en tematisk fremstilling, tage problemstilling efter problemstilling og forholde sig moralfilosofisk til dem. Så han vælger som form det journalistiske essay, men han tør ikke hengive sig til tankedybden i temaerne, som bliver postulater som overskrifter, men han slipper ikke den kronologiske tryghed. For han vælger begge dele, drevet af ambition og af, hvad han tror nødvendigt. Jeg tror, at filmen mister overblikket. Det er derfor, jeg mistede det. Fortællerstemmen er valgt bort som mulighed, forståelsen skal fremgå af vidnernes udsagn i interviewene. Men det lykkes ikke, for af hensyn til filmens fremdrift klippes fremdriften ud af interviewene. Jeg mister interessen, finder Reagan er konstant uinteressant i det han siger, også i de to berømte taler. Jeg mangler min helt. I et essay er essayisten normalt helten, identifikationspunktet. Men her er ingen fortællerstemme, og han er heller ikke til at finde for mig i klippets valg, linje og rytme. Det skulle være en klog film om Ronald Reagan, jeg fangede ikke pointerne, fattede ikke dybderne. Det har nok med mig og mine forudsætninger at gøre, men jeg synes det er en kedelig film, og jeg tror faktisk ikke det er en klog film.

Eugene Jarecki: Reagan, USA 2011, 45 + 55 min. Sendt på DR2 23. og 24. juli.   

Vurdering:

Jacob Jørgensen og Henrik Lundø: Min dal

Denne dejlige egnsskildring genudsendes på onsdag om aftenen ganske passende (sommer, turvejr og ferie) og så berettiget, for den er en vigtig og så ubemærket selvfølgelig smuk tv-dokumentar. Hans Edvard Nørregaard-Nielsen krediteres for den af DR K. Vel som medvirkende og forfatter, den blev jo produceret i forbindelse med udgivelsen sidste år af hans to binds værk om Limfjordens topografi og kulturhistorie, hvor den i dvd kopi følger med i en lomme på bindets inderside. Nørregaard-Nielsen har skrevet en vidunderlig tekst på en sikkert på flere måder livslang forundersøgelse. Men det skal nævnes, at Kirsten Klein har medvirket til bogen i betydeligt omfang, og at de sammen er kloge og følsomme medvirkende i Jørgensens og Lundøs film, for det er da bestemt de sidstnævnte, som har lavet filmen, den er deres arbejde, og de stiller det generøst beskedne til rådighed for Nørregaard-Nielsen og Klein, som er dem, vi ser og hører. Jeg skrev glad om dem her på siden, da filmen blev sendt første gang: "Det er en uafbrudt tilfredsstillelse at følge de tos kloge, indsigtsfulde, originale og på hver sin måde, i det danske sprog og i det danske fotografi, virtuose skildring af Limfjordens topografi, historie og poesi." Jeg glæder mig til at gøre det igen.

Jacob Jørgensen og Henrik Lundø: Min dal, 2011, 50 min. Medvirkende: Kirsten Klein og Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, produktion: JJ Film. Sendes onsdag 25. juli 20:00 på DR K. Filmen findes på filmstriben.dk  Jørgensen og Lundø har tidligere samarbejdet med Nørregaard-Nielsen om et lignende projekt, Jeg så det land, 2005, 61 min. Også den kan ses på filmstriben.dk

Eugene Jarecki: Reagan

DR2 sender i morgen aften og tirsdag aften meget passende efter Clinton den britiske, som de skriver, tv-dokumentar i to afsnit Reagan. Der findes i hvert fald én produktion mere om Ronald Reagan, men jeg gætter på, at den vi får er den New York baserede amerikanske instruktør Eugene Jareckis film fra 2011. Den har været sendt på BBC Storyville og er måske delvist finansieret derfra, men det bliver den nok ikke britisk af. Vi får se. Interessant bliver det af vigtigere grunde, for Jarecki har tidligere lavet film om Henry Kissinger, det var i 2002, og han fandt under det arbejde ud af, at den amerikanske udenrigspolitik er resultat af en del mere end en enkelt personligheds indsats, derfor gik han videre med en meget bredere analyser, Why We Fight i 2005 om det militære-industrielle kompleks. I The House I Live In fra i år undersøger han "krigen mod narkotika". Begge værker blev belønnet med Grand Jury Prize på Sundance de pågældende to år.

Tue Steen Müller har tidligere her på siden skrevet om Jareckis Reagan-films placering i den amerikanske tradition af præsidentfilm. Den sendes på DR2 mandag 23. juli 22:50 og tirsdag 24. juli 22:50.

Barak Goodman: Clinton

Barak Goodman har med sit selskab i Brooklyn, NY lavet en lang række arkiv-baserede, historieformidlende, ”i dybden”, som de selv skriver, tv-dokumentarer: Mai Lai (2010), The Assassination of Abraham Lincoln (2009), The Lobotomist (2008), Kinsey (2005) og en række flere. Jeg har ikke set nogen af dem, men kunne bestemt have lyst, bare på titlerne. Så jeg var spændt, da DR2 i aftes sendte 1. afsnit af Goodmans helt nye Clinton. Men jeg blev faktisk skuffet. OK, der var mange, mange for mig nye oplysninger, men det blev trods den trænede fortæller, Campbell Scotts troværdige stemme til pligtstof for mig, jeg kedede mig faktisk. Der er i serien ellers lagt op til et flot drama med ham og hende, Bill og Hillary, naturtalentet og den intellektuelle slider, den udadvendt folkelige og den tænksomme hjerne bag det fælles foretagende og de store ambitioner, mellem den konstant troløse mand og den atter og atter bedragne kvinde. Der blev blot ikke tid nok til i enkelte scener, i umistelige billeder at låse sådanne store temaer fast. Det er vist ikke, hvad Goodman mener med at gå i dybden, vil gå i dybden med. ("... an in-depth look at the legendary president Abraham Lincoln" står der på dvd-coveret om den film). Det må være noget andet andet, en anden slags dybde. Chokerende nye oplysninger? Også for historikerne? Måske. Der er tre timer tilbage. 2. del sendes i aften 22:50. Jeg hænger på...

2. DEL

Det var godt, jeg fortsatte. Vidnerne står nu klart frem. Og velordnet ensartede. Men der er voldsomt mange medvirkende med analyse-konklusioner, som i klippet sættes på i så voldsom forkortelse, at alle udsagn bliver postulater. Filmen interesserer sig ikke for mellemregningerne, ikke for det lange tøvende i en egentlig samtale. Den vil effektiv fremdrift i en fortælling, som skal nå så meget, som muligt.

Den holdning giver så til gengæld i her i værkets del 2 et overblik fastholdt i hovedafsnit, som jeg bagefter kan huske: Først Vince Fosters selvmord, som berørte Clintonparret dybt og ledte til den plagsomme Whitewatersag, så kampen for det første budget, som endte med sejr på en enkelt marginal, men dog en sejr, som hurtigt gav finanspolitiske resultater af betydning, men så nederlag på nederlag: Krigen i Somalia, Folkemordet i Rwanda, Sundhedsreformen frem til lavpunktet (hedder det, men det er vel som man tager det) nederlaget til republikanernes Newt Gingrich i valgene til Kongressen, hvor Demokraterne mister flertallet i Senatet, valget, som mere end valg af repræsentanter og senatorer blev til et valg for eller imod Clinton. Se det er jo for så vidt et godt overblik over en periode. Mere end pligtstof, dramatisk og spændende fortalt, faktisk. Men hvor er analysen? Den samlede forståelse og holdningen til tingene. Til nu forsvinder den i mere end 15 vidners korte statements. Campbell Scotts fortællerstemme holder sig til begivenhedernes referat, den røber ikke filmens bud på indsigt og forståelse. Sådan samlet. Jeg forstår stadigvæk ikke, hvad Goodman selv mener og hvordan han og hans film placerer sig uden for alt det, der i forvejen menes om den præsident. Hvad er det mon der tilføjes? Barak Goodman med de mange dokumentariske priser vil da andet end filme og holde mikrofon over interviewmedvirkendes hoveder? Der er to afsnit tilbage. I aften og i morgen aften. Jeg må se ordentlig efter, høre ordentlig efter.  Det kan nås for mig at finde ud af det…

3. DEL

Nå, sådan er det lavet! Goodmans egen analyse og konklusion og holdning ligger – filmisk faktisk – som en konstruktion af små dele af interviewene, som er limet sammen af den – forstår jeg også nu – omhyggelige og naturligvis velskrevne fortællerstemme. De medvirkende er ikke medvirkende som personer, som personligheder slet ikke. Man ved for alles vedkommende, at de må være fascinerende mennesker. Alle som én. Men her er de stemmer i et samlet kor, samlet i en klippets ordning i en dramatisk fortællekurve. Kun en enkelt skiller sig ud på mærkelig vis, det er Kofi Annan. (Det må jeg finde ud af senere.) Så tv-serien er ikke et udsagn, eller en række udsagn om, men et billede af Clinton og de år, han var præsident. Et pointelistisk billede, et impressionistisk billede, et langt gobelinvævet tapet. Et ordnet flimmer af brudte udsagn. Går jeg tæt på, bliver det uskarpt, går jeg på afstand, læner mig tilbage og tager fortællingen til mig, umiddelbart, vokser tv-værket til et stort epos.

Den gennemførte kronologi kaster nogle gevinster af sig i og med, at jeg jo kender hovedtrækkene i begivenhedsrækken, det er jo alt sammen sket for øjnene af mig. Det er i min tid, og det giver fortællemæssige muligheder, som Barak Goodman udnytter: Whitewater-sagen kan komme op igen og igen, den berømte unge praktikant kan introduceres - men ikke mere, jeg kender hende jo - introduceres de mærkelige dage, hvor Clinton gik alene omkring i regeringskontorerne, for personalet var sendt hjem, han havde ikke penge til lønningerne, fordi lovgivningsmagtens flertal anført af Newt Gingrich og han ikke kunne nå overens om det statslige budget. Min interesse bindes i denne vældige styrkeprøve med de mange pespektiver, som Clinton vinder så grundigt, at det fører direkte til den store sejr ved præsidentvalget i 1996, men jeg ved dog bag dette, at der jo var det der med praktikanten. Jeg ved, at præsidenten tænker på det. Ved andre det? I hvert fald ved de i filmen ikke, vidste de dengang ikke, Clinton slet ikke, at det en dag vil eksplodere – i fjerde og sidste afsnit.

Lige nu før fjerde akt er præsidenten stor og fri. Fri af ham, som opførte sig, som var han præsident, Newt Gingrich, omsider fri af Hillary Clintons medpræsident-funktion, som var uhensigtsmæssig i forhold til de andre nærmeste medarbejdere. Gingrich har regulært tabt og Hillary har klogt indset, at hun må spille på egen bane. Og Clinton viser sig handlekraftig, ikke kun indenrigspolitisk, også udenrigpolitikken tager han på sig skønt skræmt af de afrikanske katastrofer tidligere. Skønt han end ikke har lært at gøre honnør griber han som øverstkommanderende ind og sender USA sammen med NATO i krig mod Serbien og har med ét den anerkendte rolle som den vestlige verdens leder.

4. DEL

Krønikens ubarmhjertige form, den strenge kronologi indebærer således også sine egne slutninger. Og ofte slutter begivenhedsrækken ikke med et markant punktum, den glider ud i mere ens – tlsyneladende ens dage. Clinton har 700 af den slags dage tilbage i det hvide hus efter Lewinsky sagen, som fylder meget af fjerde akt, vel nok alt for meget. De 700 dage synes jeg følgelig der skulle være gjort mere ud af, for dem ved jeg på forhånd mindre eller intet om. De gør mig nysgerrig.

Det smukke arkivfoto, som sidder i toppen af dette blogindlæg, bruger Barak Goodman til fortællingen om samtalen mellem de to, mellem ham og hende, da han omsider indrømmer, at han var hende utro med den unge kvinde i regeringskontorerne. De to ser ikke på hinanden, ser ikke hinanden, de ser hver deres vej, men parallelt, på lige fod, lige stærke. Og sådan bliver det. Hun arbejder herefter på at vinde og vinder guvernørposten i New York, hun har nu sin egen karriere, sit eget liv. Han hjælper hende, men han har først og sidst sin lange afslutning, sine 700 dage.

Det betydningsladede arkivbillede, billedsiden til den afgørende scene, bliver også det centrale element i tv-seriens plakat, som fastholder tv-dokumentarens shakespearske plot omkring erotik, ambition og magt.

Barak Goodman: Clinton, USA, 2012, 4x50 min., manuskript: Barak Goodman, fotografi: Stephen McCarthy, klip: George O´Donnell og Nancy Novack, produktion: Ark Media Barak Goodman, Chris Durrance og Jamila Ephron. Sendtes på DR2 16.-19. juli 2012.  

Vurdering:

Jonas Neuvonen: Reindeerspotting

CPH:DOX inviterer til snigpremiere på Reindeerspotting tirsdag 17. juli 21:30 i Gloria Bio, Rådhuspladsen 59. Billetter koster kun 50 kr. og kan købes/bestilles her!  

Tue Steen Müller gav i sin tid Reindeerspotting en indlevet og anerkendende anmeldelse. Han skrev blandt andet:  "One man behind the camera, a friend, himself on drugs, this is what makes the film attractive contrary to hundreds of well meaning ”don’t do it” drug addict films.

There is an intimacy in the relationship between the one who films and the one, who is being filmed. It is a relief when Jani is ready to leave fucking Finland to go abroad. This is where the film invites the viewer to experience tha classical journey of a young man, who wants to see and learn about the world. Free subutex drug in Paris, they are having a great time but when money is over, they have to go back and Jani ends up in prison, or as written, he ”is in and out” of prisons.

In terms of image, it looks (to use a Lars von Trier word about his new film) like shit and yet you take it all in, because it is a drama, well told in a personal and honest way. That is why people go to watch it, that must be the answer." Dengang (august 2010) havde filmen i Finland solgt mere end 60.000 billetter i biograferne.

Vurdering:

Yael Hersonski: A Film Unfinished

Dokumania på DR2 viser i aften 21:00 under overskriften Ghettoens glemte film Yael Hersonskis berømte A Film Unfinished fra 2008. Vi skrev dengang og senere om filmen her på filmkommentaren.dk: "... Som nu herren, som sidder og læser ved chatollet i fred og ro. Men nej, så blev der i arkivet fundet en glemt filmrulle med fraklippet. Der blev fundet to dagbøger, som fortalte om optagelserne, om de tyske dokumentarfolks arrangeren alting. Den læsende herre er altså tvunget til at sidde der i ro, og det er, hvad han har tilbage, disse tre møbler, bag kameraet er stuen fyldt med resten af hans familie. I soveværelset bor en anden familie, i de andre værelser andre, én familie i hvert rum." 

Tue Steen Müller mødte filmen i professionelle sammenhænge fra da den pitched på Copro i Tel Aviv til den blev præsenteret på festivalen Memorimage i Reus nord for Barcelona, hvor man specialiserer sig i film om erindring, ofte bygget på arkivstof. Netop som Hersonskis film, hvor arkivstoffet er noget ganske særligt, optaget til et formål og nu reflekterende vendt mod sig selv, uden at filmbillederne antastes som de dokumentariske filmbilleder, de er.

Filmens hjemmeside link

Jytte Rex' Kunstnerkvartet

…jeg kan roligt sætte mig ned og fordybe mig i noget af det klogeste, der er lavet på dansk film. Tilsyneladende blot fire kunstnerportrætter. Men nej, de fire film lukker sig op som én sammenhængende tanke om livets omfang og tankens grænse så smukt rollebesat med: Inger Christensen, Palle Nielsen, Pelle Gudmundsen - Holmgreen og Henning Larsen som medvirkende i undersøgelsen af det særlige ved digtet, billedet, musikken og arkitekturen og det almindelige ved kunstnerisk arbejde.

INGER CHRISTENSEN – CIKADERNE FINDES

Jeg glædede mig dengang sådan til at se den film. Det er så sjældent, jeg glæder mig til at se en film. Efterhånden.

Og jeg blev da også helt opslugt af dens én eneste bevægelse af skønhed og klogskab fra først til sidst – dette er film som musik, i den lille time for mig i hvert fald større end musik, selv om den største, Bachs musik, lå nedenunder. Et menneskeliv fra først til sidst, med døden nærværende siden barndommen. "Den sorg mit liv har overhalet.." siger den rolige, omhyggelige digterstemme. Den unge kvinde bliver ældre, men forbliver det smukkeste sted den samme. I stemmen, og i det stemmen siger, og på den måde, den siger det.

Venligt fortæller den om mødet med og fascinationen af den ældre og mere erfarne digter. "Jeg kendte nogle få, Rilke og Eliot især (hvilke omhyggeligt valgte få kendte denne unge kvinde ikke..), men han havde rejst og kendte mange, svenskerne især. Han havde boet et år i Stockholm på et legat..." Det er formuleringerne, som griber mig ved en særlig finhed, også om for eksempel det blot, at leve i Roms varme, "i de sydlige lande", hvor der "ingen påfaldende overgang er mellem krop og verden..." Sådan er bogen Det blevet til, forklarer stemmen. Klogskaben synker i mig som forelskelse, mens Jakob Bonfils ustandselige kamera, Grete Møldrups enkle klippebords-fortælling og Jytte Rex' generøse valg former Inger Christensens liv og digtning til en arabesk. "Piller lidt rust af min kind..."

Vurdering:

Truls Lie: The Seduced Human (director’s cut)

Nu forstår jeg, hvorfor Jørgen Leth i den her film skal sidde nede i sit svømmebassin. I den lave ende, selvfølgelig, ikke på det dybe vand. Det er en del af en associationsleg. Og den leg kommer faktisk til at fungere, næsten så raffineret som en Greenawaysk nedtælling. Jeg bliver ved dette delvise gensyn af Truls Lies materiale mere og mere opmærksom på spørgsmålene, som jeg i forrige film overhørte, det er hver gang kun et enkelt ord i opfordrende spørgetone: Skam? Dorothe? Lyst? Jean Luc Godard? Det legende menneske? Lars von Trier? Og belært af, og eller på linje med Warhols berømte optræden, ved Leth, at nu han er i situationen, må han gå planken ud. Bestod jeg? Spørger han, gribende oprigtigt ydmyg, da han bliver hjulpet op efter optagelsens afslutning. Var det godt nok? Og det må siges, at Jørgen Leth med dette særegne interview på vandet, hvor han hurtigt og præcist, som man skal i den leg, leverer den øjeblikkelige tankeforbindelse og folder den ud i erindring og overvejelse, så dette stramt regelbundne afsnit sammen med en del flere noget mere samtaleprægede scener leverer den ærlige og detaljerede fortælling om det af filmkunsten forførte menneske, denne Jørgen Leth, om det filmværk, dette menneske har skabt og om de omstændigheder, også naturligvis de mest personlige, hvorunder de mange film er blevet til. Den fortælling leverer Leth som medvirkende i Lies film. Ja, Leth bestod.

Denne film nummer to er i spillefilmlængde, næsten. Det ekstra kvarter og tror jeg udeladelsen af en del reportage har skabt mere ro. Og det har givet mere plads til dybde, måske. Det føles i hvert fald som en musikalsk gevinst, en emotionel udvidelse, men jeg er nu ikke sikker på, at der i og for sig er mere materiale i den længere version, i hvert fald ikke skærpede argumentationer og slet ikke nye indsigter. Men der er givet mulighed for at gøre systematikken tydeligere, og der er vundet mere tid til at tænke undervejs.

Det betyder ganske vist, at den noget rigide tre akts opdeling med overskrifterne Lyst, Tvivl og Fortvivlelse nu kommer til at virke påståelig, i hvert fald for mig. Jeg sad ofte og tænkte, hvad mon den scene, jeg så i øjeblikket, havde at gøre med akt overskriften, jeg nu kunne huske. Lige netop her havde jeg hver gang brug for Lies fortællerstemme, nu den alligevel var valgt ind. Hvad jeg også i første version var glad for skønt så sparsomt anvendt, og i denne længere version havde ventet mig så meget af. Men Lie vælger altså at skjule sig selv mest muligt, og jeg er stadigvæk overbevist om, at min frustration er berettiget, at jeg mangler hans læsninger af Leths film, hans kommentarer til Leths udlægninger og fortællinger. Jeg kunne forstå det, hvis det var gennemført, så vi kun havde Leths fortælling akkompagneret af de få øvrige medvirkende på lydsiden, og Lie konsekvent havde gemt sin fortælling i sit klip. 

Og hvad Søren Kierkegaard egentlig har med filmen og Jørgen Leths arbejder at gøre, er trods en mulig accentuering i den nye version stadigvæk ikke gået op for mig. Og hvad Truls Lie selv har læst af eksistensfilosofi i Leths film, holder han også fortsat beskedent tilbage. Det må så komme senere, i bogen om det forførte menneske. (Den bog ville jeg gerne læse.) Nu og her har han lavet en dybt loyal og omhyggelig film som indføring i Jørgen Leths filmværk, en omfattende elementær introduktion, som vil blive stående som standardværk til brug for det voksende publikum til Leths film. Det skal Truls Lie simpelt hen have tak for.

Truls Lie: The Seduced Human, Norge 2012, 70 min. Medvirkende: Jørgen Leth, manuskript: Truls Lie, fotografi: Truls Lie og seks fotografer yderligere, klip: Marius Smit, producer: Dag Hoel, produceret af Faction Film. En DVD skulle meget snart være til salg på filmens hjemmeside. Filmen havde for kort tid siden premiere på Krakow Film Festival og vil herefter blive vist på Odense film festival den 25. august. Efter filmen vil der være en samtale mellem Leth og Lie. 

NB: DR K viser på torsdag 5.juli 21:00 Jørgen Leths Det erotiske menneske og 22:25 hans og Lars von Triers De fem bespænd.

Vurdering:

Photography and Photographers

Copenhagen Photo Festival runs until June 17 with exhibitions all around the city. The Danish Film Institute joins the event with an offer to access 6 fine films online – if you are living in Denmark. Therefore this change to Danish language:

Og det er en flot lille samling som DFI tilbyder københavnerne at se gratis i Filmhusets videotek (åbent tirsdag og torsdag 12-19, onsdag og fredag 12-16) eller via filmstriben (spørg om dette på dit lokale bibliotek, hvis du ikke kender ordningen):

DFI kalder serien for ”Nærvær/ om fotografer og fotografi” med brug af titlen, ”Nærvær”, på svenske Jan Troells smukke film om sin ven og kollega Georg Oddner, en film som allle dokumentarister bør se, dels på grund af dens kvalitet, dels fordi Oddner siger så mange vigtige og inspirerende ting om sin métier.

Steen Møller Rasmussen, selv en fremragende fotograf, serverer 33 intense minutter med sin ”Fotografi” (2006), hvor han lader publikum møde Keld Helmer Petersen, Per Bak Jensen, Krass Clement og Kirsten Klein. Det er så stramt og præcist, som kun Møller Rasmussen kan gøre det. Uden ligegyldige omsvøb.

Omsvøb, i form af veloplagte og velfortalte anekdoter, er der til gengæld i Jørgen Roos 13 minutter lange kortfilmklassiker om hans elskede H.C. Andersen, en film der baserer sig på ca. 160 forskellige billeder taget af digteren fra han var 45 år.  

Robert Fox ”Flash of a Dream” (2002) giver os historien om Jacob A. Riis, Kai Michelsen lavede sammen med Ole Brage fra DR ”Et andet København 1870-1910” (1980), en uvurderlig ikonografisk dokumentar bygget på fotografier fra Københavns bymuseum, og som endnu en gave til et fotointeresseret publikum kan man se Troells spillefilm ”Maria Larssons evige øjeblik”, hvor Jesper Christensen spiller fotograf Pedersen. Herligt!

Foto af Georg Oddner fra Jan Troells film "Nærvær".

http://www.dfi.dk/FaktaOmFilm/Film-til-biblioteker/Filmtemaer/Naervaer.aspx

Sokurov Retrospective in Copenhagen

Danish Cinemateket presents 8 films in a retrospective of the Russian master Aleksandr Sokurov. Even if 8 is not a lot when you take a look at the impressive, huge filmography of the director, whose latest work ”Faust” received the first prize at the Venice Film Festival 2011, this retrospective consists of several of his ”elegy” documentaries, among them ”Moscow Elegy” (1988) about Andrei Tarkovsky.

På dansk: Cinematekets program for juni omfatter bl.a. en serie med 8 af russiske Aleksandr Sokurovs dokumentarfilm, bl.a. ”Moscow Elegy” om Andrei Tarkovsky, og flere andre af hans elegier, men også hans bravournummer fra Vinterpaladset, ”Russian Ark”. Rasmus Brendstrup fra Cinemateket skriver flot om instruktøren:

Aleksandr Sokurov (f. 1951) begyndte – som så mange af Ruslands store filmnavne – sin karriere med at klippe dokumentariske arkivbidder sammen på nye måder. I dag har han favnet både logistiske mammut-produktioner (som i one-take-filmen ’Russian Ark’) og ny special effect-teknologi, sådan som det sås i Venedig-vinderen ’Faust’, der var Månedens Film i maj. 

Sokurov har over årene udviklet sig fra at være kendt som Tarkovskys åndelige arvtager til at være Ruslands største nulevende arthouse-instruktør i egen ret. 

Men han er også en sjælden race inden for kunstfilmen. Han kan dårligt længere kaldes auteur, for han kan være lige så storladen og fyldt med overraskelser, som han andre gange fremstår kompromisløs og kryptisk. Og så er det tydeligt på filmenes vidt forskellige form, at hans karrierebane spænder fra censur-hylderne under Sovjetunionens statsstyrede filmepoke til nutidens ubegrænsede muligheder.

Centralt i Aleksandr Sokurovs film finder vi imidlertid altid det sårbare menneske, der tvivler, føler eller forhandler sig frem, ofte uden klart mål eller reelt håb for succes. 

Sokurov har det seneste årti med sine spillefilm om magt-dinosaurerne Hitler, Hirohito og Lenin (tre værker, som vi viser senere på året) vist, at han er lagt mere interesseret i det sårbare individ end det opblæste ego. 

Hans film – som det bl.a. ses i Tarkovsky-portrættet ’Moscow Elegy’ – bærer præg af det samme: Her råder sanselighed, subjektivitet og søgen. Foto: Source: ITAR-TASS

http://en.wikipedia.org/wiki/Alexander_Sokurov#Filmography

http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program/Serie.aspx?serieID=7394

Anna von Lowzow: P. S. Krøyer/ 2

Birte Overlade spørger i en bemærkning (se højre spalte) til et blogindlæg fra 24. marts 2008 om von Lowzows film om Krøyer og kunstnerkolonien i Skagen hvilken stor kærlighedshistorie jeg refererer til, når jeg skriver, at de to medvirkende Jon Holden Dahl og Jette Thage meget bedre selv og alene kunne have fortalt ”den historie om Krøyer, vi alle sammen kender i alle detaljer, én gang til, på en ny måde og med deres værdige varme og ro.” For sådan er det, ”vi hører jo gerne de store kærlighedshistorier igen og igen…”

Jamen jeg tænker da i første række på kærlighedshistorien med Marie og Søren Krøyer. Og allerførst på hvordan de begge skildrer den i deres billeder. Dernæst – og nu kommer de referencer, som er mine, dem jeg lige havde i tankerne, da jeg skrev så kortfattet irriteret efter at have set filmen: Ole Wivel: Rejsen til Skagen, 1977, Jens Smærup Sørensen og Franz Ernst: Lyset over Skagen, 1986 (filmmanuskript), Marianne Saabye: P. S. Krøyers Fotografi, 1990 (udstilling og bog), Jacob Thage, red.: Portrætter fra et ægteskab, 1997 (udstilling og bog).

Marie og Søren Krøyers kærlighedshistorie er en stor kærlighedshistorie, en af dem ”vi” (altså jeg) gerne hører atter og atter. Som Marguerite Duras’ og kineserens (hendes to romaner), som jeg er så optaget af lige nu, hvor Elskeren fra Nordkina er kommet i dansk oversættelse, som Célines og Lilis (skrevet frem i hans sidste romaner), som Harriet Bosses og August Strindbergs (på den måde Lagercrantz skildrer den i sin biografi) og som Goethes og Ulrike von Levetzows kærlighedshistorie (fuld af fryd og smerte foldet ud i Martin Walsers roman Ein liebender Mann, 2008). 

Ib Bondebjerg: Virkelighedsbilleder/ 3

In Danish – about an event in the Danish Cinemateket, where Ib Bondebjerg hosts his third session about the modern Danish documentary portrait linked to his book ”Virkelighedsbilleder”. Invited directors are Sami Saif and Jon Bang Carlsen:

De to film af Saif og Bang Carlsen er ”Family” (2001) og ”Livet vil leves – breve fra en mor” (1993) (foto), begge fremragende film, den første er vel de fleste bekendt som en både underholdende og gribende film om en ung mand, der leder efter sin far, hvorimod ”Livet vil leves” endnu ikke har fået den opmærksomhed, som et personligt, billedmæssigt originalt fortalt, tekstmæssigt smukt (Bodil Kjer lægger stemme til!) mesterværk af vor vigtigste nulevende danske dokumentarist. Her er teksten, som introducerer filmens visning i Cinemateket

Torsdag den 10. Maj kl. 19

Det føles forkert, at mødre kan dø. Men det gør de – reflekterer filminstruktøren Jon Bang Carlsen i slutningen af sit filmdigt til sin mor. Moren var altid i bevægelse, var bange for stilstand, for døden, men forblev hele livet i den lille landsby ved Vesterhavet, mens Jon Bang Carlsen flygtede fra landsbyen og rejste ud på en Amerikarejse. Mod erkendelse og modning. Men hele tiden var de i kontakt, og trods afstandene fandtes en nærhed og samhørighed. Moderen er nu død. Men hendes breve og tanker er tilbage - og Jon Bang Carlsens minder om hende.

http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program/Film.aspx?filmID=v1014734

Helle Hansen: Ordet fanger

Det begynder med et citat af Victor Klemperer: ”Ord kan virke som bitte små doser arsenik. De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.”

Måske skulle der være gjort lidt mere rede for Klemperers metode og teori, være diskuteret, hvordan han gennemførte sin undersøgelse af intolerancens skrevne sprog i 1930-erne, at mediet dengang var aviser og bøger, mens Helle Hansens film tager sig på at undersøge politikernes talte sprog et halvt århundrede senere, og finder sine eksempler i tv. Det gør en forskel. Der er en tøven, når der skrives, også når en politiker skriver, en eftertankens tøven. Og det er denne skriftens langsomhed, som gør det langt alvorligere og modbydeligere, det er jo omhyggeligt og skjult anbragte giftportioner. Det er det da næsten aldrig, når politikerne diskuterer i tv, her er fortalelser tilgivelige, troede jeg måske. Og filmen er for en stor del en montage af forbløffende politikerformuleringer netop fra ophidsede tv-debatter, hvor det ene ord tager det andet. Men Helle Hansen har imidlertid den pointe, at en stor del af sine belæg finder hun i skrevne taler, mange i Pia Kjærsgaards og Mogens Camres taler, som - skal vi sige – er de tydeligste. Og det er rystende, hvad vi genhører, hvad vi ligesom har vænnet vort øre til. De sagde det! Og de havde på forhånd skrevet det, langsomt måske, men uden tøven. Men langsomt har arsenikken virket, Villy Søvndal, viser det sig, er angrebet, og jeg tænker, at vi alle må undersøge vort sprog for forgiftede ord.

I begyndelsen af filmen er der en smuk fortællerstemme, Helle Hansens egen, som i et yderst velskrevet og venligt dansk begynder en reflekteret fortælling om den fremmedfjendske sprogbrug i de danske politikeres debat de seneste 25 år. Den stemme er en tryghed tænkte jeg, jeg kan godt lide fortællerstemmer i film, og den kunne fint have fortsat og uddybet det essay, som Anders Villadsens filmiske citatmontage etablerer. Men stemmen bliver væk, man har måske været bange for, at fremstillingen skulle blive litterær. Jeg synes det er ærgerligt, det var lige på nippet til at blive en klog, litterær og eftertænksom film, men det skulle altså være en såkaldt debatfilm, eller som det hedder i folkeoplysningen, debatskabende, og filminstituttet har da også som led i færdiggørelsen udarbejdet et undervisningsmateriale til Ordet fanger. Godt nok, den har altså været tænkt som skolefilm, er lavet som skolefilm, så kan den ikke samtidig være filmessay på højt plan. Eller kunne den ikke? Helle Hansens fortællerstemme lover det til at begynde med ret overbevisende, men holder det ligesom ikke.

Helle Hansen: Ordet fanger, Danmark 2012, 38 min. Manuskript: Helle Hansen, foto: Henrik Bohn Ipsen, klip: Anders Villadsen, producer: Søren Steen Jespersen, produktion: Monday Reporter og Bastard Film for DR2, distribution: DR2 og filmstriben.dk samt dvd-salg. Filmografi, Helle Hansen: Børn under jorden, 1977, Børnehuset 1997, BZ, 2006. Medvirkende i Dola Bonfils’ Billeder til tiden, 1994.

Vurdering:

Signe Markvard: Asger

Den lille ufuldendte skitse af en udsat tilstand skildret i en bevidst valgt kunstnerisk form er mere et anslag end det er et forløb eller en udvikling. Manden Asger taler om sig selv og den verden af fotografisk iagttagelse og fastholdelse, seksuel erkendelse og valg inde i en mulig psykose, som han siger er diagnosticeret som udefineret skizofreni. Fortællingen består af beskrivelse af en særegen sindstilstand, af erindring og af tanker og ideer om ved billeder og musik at nå det dækkende udtryk, ordet og sætningerne ikke magter. I konsekvens af dette er monologen akkompagneret af Trentemøllers musik og Signe Markvards filmfotografi. Musikalske og billedlige landskaber, som loyalt lægger sig blidt og forstående omkring mandens sarte, let skræmte betroelser og spinkle filosofi. Et enkelt sted manipuleres monologens lyd med en ekko- eller forsinkelseseffekt, som søger at være eller illustrere den drømmeagtige tilstand af uvirkelighed, som talen skildrer.

For mig understreges netop derved, at Asger ikke har ret, hans sprog skildrer faktisk allerede dækkende det, lyddesignet søger at nå eller illustrere. Hans monolog er gribende forståelig i sig selv, men den klæder og fortolker nydelsesfuldt Trentemøllers musik og Markvards billeder i en kammermusikalsk sats, som ikke fuldendes endsige efterfølges af yderligere satsers videre forløb og konklusion. Vi efterlades svævende i et menneskes sørgmodige resignation.

Men det er opløftende, at filmen har kunnet laves, at sådant kan blive til i et samarbejde mellem en medvirkende og en kunstner, som både kan og gør det hele selv: instruerer, interviewer, fotograferer, klipper og færdigproducerer samt via vimeo distribuerer en helstøbt dokumentarfilm. Nu er den også tilgængelig på filmstriben.dk efter den på filmfestivalen i Odense sidste år modtog publikumsprisen.

Signe Markvard: Asger, Danmark 2010, 10 min. Instruktion, kamera, klip og alt andet: Signe Markvard, musik: Trentemøller. Distribution: vimeo og filmstriben.dk

Vurdering:

Mandagsdokumentar: El Bulli

In Danish: Den fremragende filmserie Mandagsdokumentar, som bestyres af Ebbe Preisler, viser i morgen aften i PH Caféen, Halmtorvet 9a, klokken 19.30, Gereon Wetzel’s El Bulli – Cooking in Progress fra 2010. Den unge kok Nicolai Tram, der har arbejdet i Ferran Adrìa’s nu lukkede restaurant vil være til stede for at supplere filmen. Filmen blev, bl.a., vist i Beograd på festivalen Magnificent7. Festivalens direktører, Svetlana og Zoran Popovic, skrev i kataloget:

A process, undocumented as of yet, in the alchemic laboratory of the world’s most exclusive restaurant, and an encounter with passion and creativity of its creator, Ferran Adrià, one of the most famous and innovative chefs of today.

This is an exciting quest – from the initial experiments to the premiere of the finished dish. In the course of that process, various basic ingredients are examined in a completely new way. Taste and texture are systematically analyzed: by boiling, roasting, frying, steaming; by vacuumizing and freeze-drying; and finally, by tasting. Ideas emerge, are discussed and all the results, whether good or bad, are thoroughly documented – on a laptop beside the cooking spoon. And according to that extensive documentation, a grandiose finale is prepared – topped with the final touch of the great chef, incredible and marvelous bites are finally presented to the guests.

Ferran Adrià would ask himself in jest, "And what were they serving at El Bulli?" only to instantly answer: “Water!” That is a concept that is at the same time both complex and simple, just as is often the case with great ideas. Gereon Wetzel recognizes the multiple layers and importance of this simple creative process. With complete devotion, not letting a single detail escape him, he conveys the excitement of the alchemist who is once again about to examine and discover the world and nature.

A masterfully precise and sophisticated documentary approach, completely in line with the marvellous process it documents.

www.mandagsdokumentar.dk

Marina Goldovskaja: A Bitter Taste of Freedom

“En bedre dokumentarfilm om den myrdede russiske journalist Anna Politkovskaja end den prisbelønnede ‘A Bitter Taste of Freedom’ er næppe mulig”, så håndfast begynder Vibeke Sperling sin omtale af filmen i Politiken. Det handler ikke alene om Politkovskajas afdækning af krigens rædsler ved sine berømte reportager fra Tjetjenien, ”hun viste også tilbageslaget for demokrati overalt i Rusland, efter at Putin rykkede ind i Kreml i 2000.” Marina Goldovskaja har netop kombineret disse journalistiske indsatser, hvortil kommer, at hun, da hun studerede ved filmskolen i Moskva og lavede A Taste of Freedom om Gorbatjov-tiden, havde Anna Polikovskaja og hendes mand, Sasja Politkovskij som medvirkende i filmen, og at Goldovskaja efter dette fortsatte med at følge Anna Politkovskaja med filmoptagelser til kort før, hun blev myrdet eller likvideret 7. oktober 2006. Samme dag opfordrede sønnen og datteren Marina Goldovskaja til at lave filmen om deres mor færdig.

MARINA GOLDOVSKAJA

De kendte formodentlig hinanden godt og gennem mange år, de kendte til de løbende filmoptagelser, og de vidste naturligvis, at deres mor og filminstruktøren delte synspunkter. Filmen fik premiere foråret 2011 på filmfestivalen Tempo i Stockholm, august sidste år var den bedste dokumentar på filmfestivalen i Montreal. Marina Goldovskaja (født 1941) er da også en erfaren filminstruktør, hun har mere end 30 film bag sig. En gruppe på 15 dokumentarfilm skildrer stadier i Ruslands udvikling siden Sovjetunionens opløsning. I dag lever og arbejder Goldovskaja i Los Angeles, hvor hun er lærer på en filmskole samtidig med, hun følger udviklingen i de arabiske lande, som hun ser som en parallel til den russiske, og arbejder på en dvd-udgivelse med alle sine optagelser med Anna Politkovskaja.

ANNA POLITKOVSKAJA

(1958-2006) var en systemkritisk, russisk journalist, som gentagne gange i sine artikler og bøger påpegede russiske overtrædelser af menneskerettighederne. Hun er især kendt for sin dækning af krigen i Tjetjenien , som korrespondent for avisen Novaja Gazeta. Da hun i 2004 var på vej i fly til Beslan for at følge gidseltragedien på Skole 1, blev hun tilsyneladende forgiftet. Men hun overlevede og fortsatte arbejdet på avisen, til hun en oktoberdag 2006 blev dræbt med flere pistolskud, en stadigvæk uopklaret forbrydelse.

Ib Bondebjerg: Virkelighedsbilleder/ 2

In Danish a late promotion for en aften med Anne Wivel og Eva Mulvad, der taler med Ib Bondebjerg i anledning af hans bog ”Virkelighedsbilleder”.

Cinemateket fortjener igen ros for at tage dette initiativ. 213 minutter – i følge programkataloget – er sat af til et fokus på portrætdokumentaren og vise Anne Wivels ”Svend” (2011) og Eva Mulvads ”Vore lykkes fjender” (2008), to meget vellykkede eksempler på film af høj kunstnerisk kvalitet.

At Anne Wivels film blev forbigået ved såvel Bodil- og Robert-prisuddelingerne, hvor Mads Brüggers ”Ambassadøren” blev kåret som årets danske dokumentar, er skammeligt for såvel kritikerne (Bodil) som kollegerne (Robert). Publikum vidste bedre, ”Svend” blev set at 35.000 i biografen, ”Ambassadøren” af 16.000.

Arrangementet finder sted i Cinemateket torsdag den 19. April kl. 19

www.dfi.dk

Werner Herzog: Ned i afgrunden

Anmeldelserne forlanger simpelthen, at man finder frem til en biograf, hvor filmen vises:

EN MEDMENNESKELIG NYSGERRIGHED 

”Til at begynde med virker Herzogs anti-form næsten demonstrativt umoderne. Men efterhånden som flere talende ansigter afleverer deres vidnesbyrd, efterhånden som filmens tema bliver belyst, giver formen mening…”

”Werner Herzog har tydeligvis opbygget en form for tillid og forståelse med de mennesker, han taler med i 'Ned i afgrunden'. Måske fornemmer hans interviewofre en medmenneskelig nysgerrighed i stedet for en journalistisk professionalisme hos Herzog. I hvert fald sker der noget forbavsende, da præsten Richard Lopez lige har fortalt om det græs, de køer og de egern, der fylder hver af hans dage med glæde. 'Kan du fortælle om de egern?' spørger Herzog, og som tilskuer sidder man og tænker på hvad dælen det er for at bizart spørgsmål, men knap er præsten færdig med at beskrive de frejdige gnavere før han sammenligner dem med de mænd, han be'r den sidste bøn for - og så bryder han ud i tårer. Var det Herzogs sjette sans, der slog til?” (Per Juul Carlsen)

HVER FILM SOM KAMMERMUSIK

“Herzog er (ved siden af en fortsat, men svækket række spillefilm, red.)… blevet en myreflittig dokumentarist, der i essayistisk form undersøger alle mulige emner, som optager ham: renæssancemusik, alternativ luftfart, buddhistisk fordybelse, menneskers overlevelse på udsatte steder, idealisters store selvbedrag og lejlighedsvise sejre. Herzog anbringer sig selv i billedet, interviewer, kommenterer, reflekterer og strukturerer hver film som kammermusik.”

”Into the Abyss bærer undertitlen ’A Tale of Death, A Tale of Life’. Sagen er dødsstraf, og Herzog gør emnet konkret ved at analysere en amerikansk forbrydelse i alle faser af forløbet. Tonefaldet er langtfra lidenskabeligt. Filmen er en disciplineret øvelse i at anskueliggøre et problem, så tilskueren selv kan tage stilling, men må være gjort af forstokket stof for ikke at reagere på dét, som Herzog har vist ham.” (Bo Green Jensen)

I DET MILDESTE TONELEJE

”Med sin læspende tyske accent lyder Herzog som en parodi på Djævlens advokat, men faktisk er han en beundringsværdig interviewer, der stiller alle de rigtige, fordomsfri og svære spørgsmål til en række hårdt prøvede mennesker. Hans instinkt for at trykke på skjulte knapper i det mildeste toneleje er forbløffende. Det sker med spørgsmål, som kvalificerer undersøgelsen, snarere end de søger kontante svar. Herzog gør, hvad han altid gør: vælger et blødt punkt og graver sig ind i menneskelivets verden. Hvad han finder dernede i små og store afgrunde, er hvad han viser frem. Så må vi selv blive klogere. Hvis vi da synes, dét er en pointe.” (Kim Skotte)

Werner Herzog: Ned i afgrunden (Into the Abyss), USA, Storbritannien og Tyskland 2011. 106 min. Fotografi: Peter Zeitlinger. Dansk distribution DOXBIO www.doxbio.dk Litt.: Per Juul Carlsen, Filmland 4.4.2012, Bo Green Jensen, Weekendavisen 4.4.2012, Kim Skotte, Politiken 4.4.2012. 

Filmen havde premiere i aftes ved en enkelt samtidig visning i 50 biografer. Og fra i dag kan den ses i Café-Biografen i Odense og i Grand i København.

Michael Christoffersen, alle tekster om hans film

De fire film set under ét udgør en samlet journalistisk og dokumentarisk erfaring om international ret lagt ned i ét vældigt værk, som filmet på location disse tidlige år vil bevare sin enestående status som skildring af denne ambition om et samlet retssystem...

LAW OF THE JUNGLE

af Allan Berg Nielsen

Den flotte unge indianerhøvding José Fachin Ruiz er den seneste i rækken af Christoffersens helte, alle jurister på arbejde for et internationalt retssystem. Han her er i en central scene i filmen på vej fra en demonstration langt inde i Perus jungle, værdig, stolt og rank, men, opdager vi, lige nu arresteret og på vej til bank og måneders fængsel og flere mishandlinger, inidlertid også på vej til en erkendelse af, at undertrykkelsen og volden og torturen, forsvindingerne og henrettelserne må bekæmpes i seje og tålmodige juridiske argumentationer i internationalt overvågede retssager på et stadigt udbygget og sikret grundlag af international ret, i hans tilfælde internationale rettigheder for oprindelige folk. Han er jæger og familiefar og leder af en gruppe unge indianere, som har sat sig op mod olieselskabet Pluspetrols metodiske ødelæggelse af deres land. Han hedder José Facin Ruiz, og han læser i dag jura på universitetet i Lima. Den kendsgerning er den lykkelige udgang på Michael Christoffersens film om de forfærdelige forbrydelser i Perus Amazonland under Pluspetrols regime.

Som jeg prøvede at forklare, da jeg i sin tid skrev om Christoffersens Saving Saddam, har jeg det sådan med hans film, at dengang the crime of crimes og det historisk set nye internationale retssystem om disse sager og nu et spirende internationalt juridisk system omkring oprindelige folks krav på ret til jord og søer og vandløb og naturressourcer i de nu fire film er og bliver selve emnet og kernen. I hver film vokser fortællingen og en karismatisk hovedperson sammen med forståelsen af denne jura, denne etik, som altså effektivt kropsliggøres i en smuk bue fra den blide og tænksomme Aspegren i Genocide, over den

Theodor

Below a Danish text about the man, who is considered to be the father of Danish documentary, Theodor Cristensen (1914-1967) This coming sunday his film ”Ella” will be shown at Cinemateket in Copenhagen introduced by his son and people, who like Theodor loves Cuba and documentary films.

Theodor. Han blev aldrig kaldt andet, manden der optræder i enhver dansk filmhistorisk fremstilling som den danske filmiske dokumentarismes store teoretiker og som manden bag besættelsestidens mesterlige modstandsfilm ”Det gælder din frihed”. Men det var måske Cuba, der kom til at fylde mest i hans liv. Det var her han underviste, det er her han stadig omtales med stor respekt af ældre cubanske filmfolk, og det var Cuba, som blev ”hans kunstneriske og menneskelige redning”. Det er udgangspunktet for en to timer lang forestilling i Cinemateket på søndag den 18. Klokken 16.30, hvor Theodors søn fortæller om sin far, hvor filmforskeren Palle Bøgelund Petersen fortæller ”om de mindre kendte sider af Theodors liv og virke”, og hvor instruktør og fotograf Steen Dalin kommer ind på Theodors betydning for cubansk film med klip fra optagelser, som Dalin har foretaget i landet. Efterfulgt af filmen om cubanske kvinder, ”Ella”, fra 1964.

Hvis nye læsere vil vide mere om Theodor, så lån John Ernst: Theodor Christensen – om en handling i billeder, en herlig bog fra 1974, som sikkert også kan anskaffes antikvarisk.

I øvrigt forlyder det at Ole Roos arbejder på en stor film om Theodor Christensen, hvis kompagnon i de tidlige år var Ole's far Karl, hvis lillebror var Jørgen Roos, dansk dokumentarfilms vigtigste instruktør, som filmede Karl og Theodor på Københavns Hovedbanegård da de tog til England for at vise John Grierson et co. "Her er banerne" (1948). Men det er en helt anden historie fra den herlige danske dokumentarfilmiske barndom.

(Og er det en dansk eller en cubansk cigar, Theodor holder på billedet, forhåbentlig det sidste, måske en Montecristo eller en Partagas?)

 www.cinemateket.dk

Dox Box Global Day – in Denmark

For our Danish readers: Gratis entré til syriske film + introduktion i solidaritet med DOX BOX torsdag den 15. marts kl. 17-19. I Husets Biograf præsenterer CPH:DOX en særvisning af to aktuelle, syriske dokumentarfilm med introduktion. En af filmene, den splinternye Tournesol, er en rapport fra den krigshærgede oprørsby Homs, skabt af en syrisk filmmager, der naturligvis er anonym. Det er en unik mulighed for faktisk at få et indblik i livet - og døden - i den by, der strømmer så mange modsatrettede nyheder fra.

Visningen er en spontan aktion, der finder sted som en del af DOX BOX Global Day - en global manifestation af solidaritet med den syriske dokumentarfilm-festival DOX BOX, der skulle have fundet sted den 7. - 15. marts. Som følge af regimets overgreb på befolkningen har festivalledelsen imidlertid besluttet at aflyse årets festival. I stedet har de inviteret samarbejdspartnere verden over til at deltage i en global éndags-festival den 15. marts, som ikke blot skulle have været festivalens afslutningsaften - men som også er ét-årsdagen for den folkelige opstand i landet.

DOX BOX Global Day afholdes simultant i hele 28 lande verden over, fra New York og London til Vancouver og Malmö. CPH:DOX er glade for medvirke til en aften med film i solidaritet med DOX BOX, de syriske filmskabere og det syriske folk for at bakke op om deres kamp for frihed.

Aftenen er arrangeret i samarbejde med DOX BOX, Proaction Film, IMS (International Media Support) og Husets Biograf.

Magnus Gertten: Håbets Havn

Den svenske instruktør Magnus Gerttens mesterstykke "Håbets Havn", som er anmeldt på engelsk på filmkommentaren, bliver vist på DR2 på onsdag den 25 kl. 20.30 i en én-times udgave. Og på SVT2 dagen efter, den 26, kl.20 med flere genudsendelser.

Her er et klip fra den begejstrede anmeldelse af en film, som er ganske enestående: It is brilliant. With a classical approach and with a fine balance between conveying information and creating emotions, the film lets three holocaust survivors tell their story, starting from the time point where they arrive with the Red Cross buses from the camps to Malmö – going, in a fine montage, back in time to what happened before and afterwards.

Vurdering:

Dokumentarer til Salg

In Danish language as this is about primarily Danish documentaries that are sold through the online shop of the daily newspaper Information.

Vi hører det tit på redaktionen: Åh, men hvor kan man få fat i alle de film, som I skriver om. Svaret er enkelt, søg på nettet, gå til amazon, gå til de mange fremragende vod (video on demand) udbydere, som der er, bestil hos de internationale distributører eller gå ned i videobutikken og bestil, der er flere og flere dokumentarfilm på hykderne. Jo, man skal gøre noget selv for at fat på kvalitet.

Det er ikke svært, hvis I vil have fat i danske dokumentarer, ihvertfald af nyere dato. Mange produktionsselskaber sælger selv deres film, Cinematekets boghandel i København har en fin hjemmeside, hvorfra der kan bestilles, og så er der jo filmstriben, der samarbejder med lokale biblioteker.

Men for at gøre en lang historie kort: Nu har dagbladet Information endelig oppet sig og fået udvidet sit sortiment. 40 gode dokumentarfilm er nu til at bestille, de fleste danske med Anne Wivels smukke Svend som flagskibet, men også med Ada Søbys visuelle essay Naked of Saint Petersburg, Max Kestners roste Drømme i København (foto), Janus Metz dobbelte Fra Thailand til Thy/Fra Thy til Thailand, Vibe Mogensens gribende Min Fars Sind, som blev klippet af Nanna Frank Møller, hvis egen Someone Like You også kan købes.

”Læg i kurven”, hedder det på internet’sk, og så kunne man jo også lige tage Leonard Cohen: I’m Your Man med, 49 kroner!

http://ishop.information.dk/dokumentarfilm-2/

Fredrik Gertten: Big Boys Gone Bananas!*

".. on free speech in documentary film", hedder underteksten, er på farefuld vej ud i distribution. For Dole Food Company kan bestemt ikke lide forgængeren Bananas!*, og nu forsøger dette verdens største frugtfirma at forhindre lanceringen af fortsættelsen i USA, som med titlen Big Boys Gone Bananas!* netop handler om Doles forsøg på således at undertrykke ytringsfrihed i en film.

Fredrik Gertten samler nu penge ind til advokatbistand især, så han kan få sin mere og mere vigtige film vist i USA. Se trailer og hjemmeside om sagen her.

Top Stills

Vi forbinder bestemte historiske begivenheder med bestemte personer, de er vores hovedpersoner før, filmene gør dem til det. Dobbelt betydningsbærende. De tre stills i Filmkommentarens hoved kunne være de to bloggeres personlige bud på tre sådanne scener med tre særlige medvirkende i tre uomgængelige film. / The three stills above are from films strongly appreciated by the two bloggers, in important scenes and with main characters in the films as well as in specific periods of our history.

1) Vietnamkrigen erindret af Robert McNamara under sindrigt pres i Errol Morris: The Fog of War (2003). ”Det er måske Morris’ berømte spejlarrangement ved interviews, som gør det. McNamaras blik, fortælling og tolkning plus hans intensitet former uafrysteligt min opfattelse af verdenshistorien den sidste halvdel af 1900-tallet.” (Allan Berg Nielsen i filmkommentaren.dk) / The Vietnam War as it was recalled by Robert McNamara, pushed by Errol Morris in "The Fog of War" (2003). "Maybe it is the famous mirror arrangement at the interviews that does it. The glance of McNamara, his storytelling, his interpretation plus his intensity shakes completely my look at world history during the last half of the 20th century.”

2) Militærkuppets fly mod præsidentpaladset iagttaget af Salvador Allende omgivet af livvagter i Patricio Guzman: The Battle of Chile (1975-1979). / The attack on La Moneda watched by Salvador Allende surrounded by his guards in Patricio Guzman's "The Battle of Chile" (1975-79). "How could a team of five - some with no previous film experience - working with one Éclair camera, one Nagra sound recorder, two vehicles and a package of black-and-white film stock sent to them by the French documentarian Chris Marker produce a work of this magnitude?” (Pauline Kael in The New Yorker).

3) Den nye tjekkiske politiske kultur levet af Vaclav Havel i blot en af utallige værtshusdiskussioner i Pavel Koutecký og Miroslav Janek: Citizen Havel (2008). ”I 12 år fulgte Pavel Koutecký og hans hold Havel, i det offentlige og i det private rum og ud af det er kommet en helt vidunderlig, morsom og gribende fortælling om en helt vidunderlig mand, der hele vejen igennem beholder sin integritet og viser at den ærlige og kærlige mand naturligvis ikke kan undgå at løbe ind i problemer, når han skal have med politik at gøre.” (Tue Steen Müller i filmkommentaren.dk) / The new Czech political culture as it was lived by Vaclav Havel in one of many café discussions in Pavel Koutecky and Miroslav Janek's Citizen Havel (2008). "For 12 years Pavel Koutecky and his crew followed Havel, in public and privately, and from that material a wonderful film has been made, funny and touching it is about a fine man, who keeps his integrity and shows that an honest and loveable man of course must run into problems when he enters politics."

Wim Wenders: Pina/ 2

Wim Wenders 3D-dansedokumentar om koreografen Pina Bausch har dansk premiere i dag. Filmen har modtaget importstøtte fra Det Danske Filminstitut, som videremeddeler, at Politiken og Berlingske giver topkarakterer. 

Det gjorde i sin tid Tue Steen Müller også her på siden, han gav imponeret og begejstret seks spidse penne til Wenders film. Vi genanbringer dem lige og linker til anmeldelsen.

Vurdering:

Charles Ferguson: Inside Job/ 2

Anmeldelsen af Fergusons film førte en diskussion med sig. Først en kommentar her på filmkommentaren.dk af Mikkel Stolt, hvorefter diskussionen sidste weekend fortsatte på Katrine Kiilgaards Facebookside.

Mikkel Stolt: Den film har vi diskuteret meget her på kontoret, og jeg hælder til at være lidt uenig med dig. Personligt finder jeg den mere intellektuelt imponerende end engagerende. Jeg tror ikke, at endeløse billeder af ansigter, grafer og bygninger parret med manglende tid til refleksion og følelsesmæssig involvering er den rette metode til at fortælle den her frygtelige og vigtige historie på film. Filmen har sine øjeblikke (især mod slutningen) men som film eller værk betragtet stiller jeg mig skeptisk. Det svarer næsten til at sige, at en finansrapport er god litteratur. Desuden er den på kanten af at være selvretfærdig og postulerende (og det her siges af en ræverød anti-kapitalist, som meget gerne ville forstå), og jeg ville selv foretrække en vinkel, der gjorde begivenhederne mere menneskeligt begribelige eller vendte ting om eller stillede ting på hovedet. Jeg ved ikke hvordan præcis, men jeg tænkte bl.a. følgende undervejs: Hvorfor fik bestyrelsesmedlemmerne så store bonusser, når nu de var så dårlige til deres job? Fordi de var GODE til deres job – de skaffede sig selv og deres venner kæmpe afkast. Og er vi selv ikke alle forblændet af udsigten til at tjene kassen uden at løfte en finger? En film skal efter min mening bringe sig selv eller sit publikum i spil, når det handler om noget så vigtigt for os alle. Men jeg kan se på Mette Hoffmanns Facebook-væg, at DR er tilfreds med seertal og debat, så måske er det bare mig.

Katrine Kiilgaard: Jeg forstår dine indvendinger, Mikkel. Det er en meget intellektuel film, og den udnytter måske således ikke de oplagte filmiske virkemidler, men det er at gå for langt at ligne den med en økonomisk rapport. Således er jeg enig med Allan i, at den fuldstændigt uforlignelige, tørre interviewteknik og denne række af ansigters reaktion herpå jo giver os noget, vi ikke kunne have læst i en rapport.

Mikkel Stolt: Måske gik jeg for langt i min utilfredshed, for jeg nød også flere aspekter af filmen. Ikke desto mindre ser jeg nogle skismaer, som netop er udtryk for dokumentarfilmens svøbe: Er emnet altid vigtigere end formen? Var frugtskålen vigtigere end penselstrøgene for van Gogh? Vi skal huske, at vi taler toppen af poppen af dokumentarfilm her; en fuckin' Oscar-vinder! Så for mig er det her en helt essentiel diskussion vedr. dokumentarfilmen som kunstart: Er denne film information eller kunst?

Foto: Charles Ferguson under optagelserne af "Inside Job".

Michael Christoffersen: Law of the Jungle

Sådan ser han ud, den seneste i rækken af Christoffersens helte, alle jurister på arbejde for et internationalt retssystem. Han her er på vej, på billedet på vej fra en demonstration langt inde i Perus jungle, arresteret og på vej til bank og måneders fængsel og flere mishandlinger, men også på vej til en erkendelse af, at undertrykkelsen og volden og torturen, forsvindingerne og henrettelserne må bekæmpes i seje og tålmodige juridiske argumentationer i internationalt overvågede retssager på et stadigt udbygget og sikret grundlag af international ret, i hans tilfælde internationale rettigheder for oprindelige folk. Han er jæger og familiefar og leder af en gruppe unge indianere, som har sat sig op mod olieselskabet Pluspetrols metodiske ødelæggelse af deres land. Han hedder José Facin Ruiz, og han læser i dag jura på universitetet i Lima. Den kendsgerning er den lykkelige udgang på Michael Christoffersens film om de forfærdelige forbrydelser i Perus Amazonland under Pluspetrols regime.

Som jeg prøvede at forklare, da jeg i sin tid skrev om Christoffersens Saving Saddam har jeg det sådan med hans film, at dengang the crime of crimes og det historisk set nye internationale retssystem om disse sager og nu et spirende internationalt juridisk system omkring oprindelige folks krav på ret til jord og søer og vandløb og naturressourcer i de nu fire film bliver selve emnet og kernen. I hver film vokser fortællingen og en karismatisk hovedperson sammen med forståelsen af denne jura, denne etik, som altså effektivt kropsliggøres i en smuk bue fra den blide og tænksomme Aspegren i Genocide, over den barske og effektive Geoffrey Nice i Milosevic on Trial, den frustrerede Wilay i Saving Saddam og nu i Law of the Jungle den forbitret argumenterende Jorge Tacuri (indianergruppens advokat og filmens egentlige hovedperson) og hans klient og protegé, den med imponerende værdighed determinerede indianerleder José Fachin Ruiz, en måske kommende folkeretsspecialist.

De fire værker set under ét udgør en samlet journalistisk og dokumentarisk erfaring om international ret lagt ned i ét vældigt værk, som filmet på location disse tidlige år vil bevare sin enestående status som skildring af denne ambition om et samlet retssystem. Denne tidlige historie er hermed skrevet og tydeligt formuleret af de bevægende medvirkende, Michael Christoffersens advokathelte.

Operatøren i BioCity Randers kom ind i salen i aftes, tydelig glad og stolt over at være med i Dox-On-Wheels fornemme næsten simultane visning i 20 biografer i 19 byer, altså også i min. Operatøren var skuffet over et beskedent fremmøde, men jeg kan nu bagefter forsikre ham om, at Law of the Jungle var langt den vigtigste film blandt dem, han kørte i aftes, og at det var stort at se en intellektuelt uomgængelig dokumentar i en næsten ny og RIGTIG biografsal med perfekt videoprojektion og smuk lyd.  

Michael Christoffersen: Law of the Jungle, Danmark 2011, 83 min., klip: Niels Ostenfeldt, produceret af Radiator Film, Stefan Frost og ABC Film. Filmografi (Michael Christoffersen): Saving Saddam, 2008, sammen med Esteban Uyarra, produktion: Team Productions, Mette Heide, Milosevic on Trial, 2007, produktion: Team Productions, Mette Heide, Genocide: The Judgement, 1999, Michael Christoffersen for BBC og SVT.

Vurdering:

Rasmus Dinesen: Verdens bedste kok

Selvfølgelig er det fascinerende, men præcist hvad er det, som er så fascinerende? Filmen går ud fra, at det er en selvfølge, og der tager instruktøren fejl. Og fejltagelsen er fatal for hans film, for han bruger den derfor ikke til at finde ud af det der med fascination. Og derfor er det overhovedet ikke en egentlig fascinerende film, det er nemlig ikke en klog film. Det er en tilsyneladende fascinerende film. Og det bliver den ved at efterligne det, den skildrer, først og fremmest hovedpersonen, kokken Rasmus Kofoeds virtuositet. Helt tydeligt derved at klipperen Per K. Kirkegaard og hans hold i klipperummet ligesom gentager Kofoeds og hans holds suveræne præstation, blot altså i deres fag. Se det er en hyldest. Og det holder filmen igennem. Næsten. Jeg tror ikke den tour de force havde holdt mange sekunder længere end de fem minutter over 40 minutters muren. Det var der slet ikke stof til. Men flot, flot klippet.

Ikke stof nok? Ja, filmens kerne er jo selve fascinationen. Fascinationen af træningen, logistikken, roen, overblikket, kraftudfoldelsen på de rigtige tidspunkter. Men der er ikke mere, ikke flere lag, og efter variationerne over fascinationens rent ydre fremtrædelsesform ligesom er udtømt, er der for mig at se ikke mere tilbage i filmen.

Ikke i interviewuddragene hvor sympatisk end Rasmus Kofoed er, ikke i den speak, som med foragt næsten (gætter jeg på) er udeladt, ikke i scenerne fra sportslivet uden for køkkenet.. Ingen eftertanke, slet ikke nogen tvivl, disse elementer, som ellers kan give bastonen. Filmen er glad, begejstret og fascineret for og af sig selv. Lukker sig om fascinationen, kan, hvad den har villet. For så vidt og ikke længere. Den når sit publikum, vil jeg tro, skuffer det ikke, anfægter det heller ikke.

Rasmus Dinesen: Verdens bedste kok (The World’s Finest Chef), Danmark 2011, 45 min. Fotografi: Aske Foss, Niels Thastum, Rune Backs og Rasmus Dinesen, klip: Per K. Kirkegaard, Frederik Strunk Hjorth Nielsen og Klaus Heinecke, lyddesign: Bobby Hess, musik: Rune Funch og Jakob Dinesen, producer: Monica Hellström, produktion: Final Cut for Real Sendt på DR2 Dokumania i aftes. Genudsendes 19. november. Rasmus Dinesen filmografi: United Colours of Football (1998), The Forbidden Team (2003), Diplomacy (2008)

Vurdering:

Targeting: Bin Laden

Jeg har det med filmen, som jeg har det med ordet drejebog, som jo betyder to ting på dansk. Naturligvis er en drejebog en plan for en film, men det er i nutidssprog også en plan for en hvilken som helst anden kompliceret handling eller aktion. Targeting: Bin Laden vil som film overbevise mig om, at dens manuskript simpelthen er CIA’s og admiralens manuskript for ”Red Teams” opsporing og likvidering af Osama Bin Laden. Og det lykkedes i første omgang. Jeg iagttog det tvivlende til vantro: er dette direct cinema, er dette optagelser fra kameraer i The Navy’s SEAL Teams hjelme, er det Bin Laden, der står der øverst på trappen i nattøj? Og som filmen skred frem accepterede jeg det hele. Den er faktisk ret spændende. Som underholdning er den temmelig spændende. Og jeg var jo underholdt. Og forført.

Men så kommer eftertanken. Ét er at jeg faktisk godt kan lide historiske rekonstruktioner, som BBC underholdning for eksempel, noget andet er, at jeg da plejer at efterlyse eftertanke og tvivl og tøven i ægte dokumentariske historiske rekonstruktioner. Nå, der er da alle tre elementer i Targeting: Bin Laden. Men de er vel at mærke omhyggeligt anbragt inden i filmens selvforståelse af at være selve denne komplicerede og farefulde operation ind i et Pakistan med forstår man ikke-informerede myndigheder. De er præsidentens og hans mænds eftertanke, tvivl og tøven med hensyn til de rent militære og tekniske risici, naturligt placeret som plotpunkter. Og der er kun dette ene lag i filmen.

Eftertanken, tvivlen og tankens langsomhed hører hjemme i en anden slags dokumentarfilm, disse film med fortællevinklen anbragt et sikkert sted i nærheden af autor og lagt ned i værket som en voksende uro af noget, som blander sig udefra, måske fra tilskuerens sind, her kunne det være moralske og juridiske overvejelser, der, som det er tilfældet sker i  Morris’ The Fog of War, lyttes frem af McNamara i den berømte spejlkonstruktion. I The History Channels værk er det naturligvis slet ikke sådan. Det er selvfølgelig en omhyggeligt efterrationaliseret og dramatiseret påstand om, at de to drejebøger, admiralens og historiekanalens er konkruente. Det her er selvfølgelig en propagandafilm. En rigtig veldrejet en af slagsen.

The History Channel: Targeting: Bin Laden. USA 2011, 88 min. Sendt i DR2 Dokumania (Operation bin Laden – minut for minut) på hvis hjemmeside den kan ses nogen tid endnu. Filmen kan købes på Amazon og streames elller downloades mange steder på nettet. Den historiske operation, hvis internationale lovlighed er anfægtet fra mange sider, får et udfoldet og interessant forsvar i en kort juridisk opsats af to lærere ved amerikanske militærakademier, Shane Reeves og Jerymy Marsch: ”Bin Laden and Awlaki: Lawful Targets”, i Harvard International Review 26. oktober 2011.

Vurdering:

Cph:dox – 5 gratis film på 2 døgn

A good offer to Danish citizens with a computer and a wish to watch films from cph:dox. I switch to Danish language:

Dagbladet Politiken skriver, i forkortet citat: Den niende udgave af den danske dokumentarfilmfestival er i gang, og politiken.dk har allieret sig med festivalen og streamingtjenesten Doc Alliance for at kunne tilbyde politiken.dk's læsere fem stærke dokumentarfilm ganske gratis.

Filmene vil kunne streames fra ibyen.dk/cphdox fra 12. november klokken 00.00 til 13. november klokken 23.59.” Link til streamingen

Filmene er “Marrijas Own” (Zeljka Sukova), “Grande Hotel” (Lotte Stoops, jeg har set den, kan stærkt anbefales), “Accidentes Gloriosos” (Manuel Andrizzi & Marcus Lindeen), “Bombay Beach” (Boaz Yakin & Alma Har’el, FOTO, positivt anmeldt af Kim Skotte I Politiken) og “Nowhere Near Tomorrow” (Johanna Teichmann).

Cph:dox foregår kun I København – dansk centralistisk kulturpolitik! – derfor er et sådant initiativ naturligvis velkomment.

http://www.cphdox.dk/d/f.lasso

http://dafilms.com/

Truls Lie: The Seduced Human, a moral enquiry

For nylig forlangte Tue Steen Müller her på siden at nye film skal indeholde noget nyt: ”Please surprise me, give me time for reflections, to smile, laugh, cry, tell me something I did not know in beforehand – or show me something that I have not seen before, or make some unpredictable montage of location connections with places, with sound and image. Surprises, please.”

Nå, det er selvfølgelig skrevet noget senere, end Lie var færdig med sin journalistiske dokumentar om Jørgen Leths liv og værk, så han kunne ikke ad den vej vide, at han let med sit emne og sit arbejde kunne ramle ind i netop sådan en træthed. Müllers advarsel var kommet for sent. Lie styrer fra først til sidst lige en gang til gennem alt det stof, vi kender så godt fra andre biografiske film og især fra Jørgen Leths egen produktion af film og bøger og fra utallige interviews, han har givet.

Filmens undertitel lover et essay, bilder jeg mig ind. Og det glæder jeg mig til og skuffes. Jeg får en feature, som formidlende holder stoffet ude fra fra kroppen, autors krop og lader den medvirkende gøre arbejdet. Men jeg er i og for sig ikke interesseret i en repetition af Jørgen Leths liv og værk, jeg vil se Truls Lies grundige læsning af biografien og filmene. Lie er filosof og journalist, og Kierkegaard bringes i spil, men ikke for alvor, den undersøgende journalistik sendes på vej ned i uopdagede lag: nysgerrigheden (et kort afsnit er viet den, se still!) og angsten for at svømme i dybt vand. Men Lie forfølger ikke sporene, taber ligesom interessen, lige netop når min er vakt, for det her er da vist nyt? I hvert fald for mig.

Lie har lavet en sympatisk film, og en pædagogisk film, måske også en lidt kedelig film. Leth medvirker som altid loyalt, yder sit bedste, holder sig ikke for fin til nogen eller noget. Et menneske uden arrogance. Desværre er Lie trods sin karrieres pondus for ydmyg og høflig og vist også for lidt energisk. Det er ærgerligt, synes jeg. Men uøvede kan nok her finde en tilgængelig første introduktion til en stor kunstner og et stort værk.

Truls Lie: The Seduced Human, a moral enquiry, Norge 2010, 51 min. Medvirkende: Jørgen Leth, manuskript: Truls Lie, fotografi: Truls Lie og seks fotografer yderligere, klip: Marius Smit, producer: Dag Hoel, produceret af Faction Film. Filmen er på CPH:DOX lige nu og en DVD skulle meget snart være til salg på filmens hjemmeside.  

Tue Steen Müller har også her på siden skrevet om Truls Lies journalistiske arbejde med DOX magazine.

Vurdering:

Mira Jargil fik talentprisen

Mira Jargil har i aften modtaget prisen Reelt Talent. Det skete under åbningsgalla arrangementet på CPH:DOX. I sin begrundelse lagde juryen vægt på ”instruktørens indlevelsesevne og fintfølende tone og så evnen til at skildre intense emotionelle situationer uden at virke anmassende og påtrængende.” Bag talentprisen, der i aften er uddelt for anden gang, står CPH:DOX og Danske Filminstruktører.
Mira Jargil har lavet tre film:

Det sidste døgn, 2005. ”Så meget eksistentielt på færde, så lidt udstyr scenografisk, fotografisk, tekstligt, musikalsk. Mira Jargils film er et studie i, hvor lidt man kan nøjes med. Filmen er en afslutningens koreografi, en skildring af dette uafvendelige, som både dramaet og livet dynamisk, men i faldende takt – tøvende så at sige – peger hen mod…” skrev jeg i DFI’s tidskrift FILM/47.

Mod målet, 2007. ”Undersøgelser viser, at 73 procent af deltagerne får et bedre liv efter at have deltaget i turneringen. Og det er netop, hvad Mira Jargils film med humor og poesi dokumenterer: Fodbold har en fantastisk socialiserende effekt…” skrev Claus Christensen på tidsskriftet Ekkos hjemmeside 23. juli 2007.

Den tid vi har, 2011. Filmen er ”med sin tyste tilstedeværelse i det intime det mest rørende og sikre værk blandt afgangsfilmene…” skrev Katrine Hornstrup Yde i Information 13. juni 2011.

Jacob Jørgensen og Henrik Lundø: Min dal

Så er det en fryd at se tv. Skonnerten som fartøj passer perfekt til Kirsten Klein og Hans Edvard Nørregård-Nielsen, og de to passer perfekt til den i hastighed, blidhed, stilfærdighed og gedigen faglighed. Det er en uafbrudt tilfredsstillelse at følge de tos kloge, indsigtsfulde, originale og på hver sin måde, i det danske sprog og i det danske fotografi, virtuose skildring af Limfjordens topografi, historie og poesi. Jacob Jørgensen og Henrik Lundø følger det opmærksomt lyttende til alle nuancerne og supplerer op, så det bliver til et fornemt, fornemt tv eller film, man kan kalde det, hvad man vil, vidunderligt er det.

Genudsendes på DR K: 20.10. 02:20 og 19:05, 24. oktober 14:55.

Kan ses nårsomhelst på Filmstriben.dk

Vurdering:

Frederik Gertten: Bananas

De kommer langsomt, lidt efter lidt, den ene efter den anden, men de kommer, alle de vidunderlige film, Tue Steen Müller ser rundt om i verden og skriver om her på bloggen. Alle vi frustrerede, som ikke kommer på festivaler, som bor langt fra de snedige biografer i de store byer, vi har heldigvis DR2 Dokumania og vi har Filmstriben.dk,,  og så er der jo webdistributionen i øvrigt, dog et for mig at se uoverskueligt landskab indtil videre.

Men nu har jeg altså omsider set Bananas! Den film har jeg længe læst om både her på siden, hvor Müller har skrevet grundigt om filmen og begivenhederne omkring dens fremkomst, og på FaceBook. Og jeg må skrive, at den film er værd at vente på. Den bliver ikke uaktuel, for den handler om meget mere end Dole Food Companys og Dow Chemicals forbrydelser mod plantagearbejderne i Nicaragua. Den handler om de rige magthaveres brutalitet og så om, hvad der er at gøre ved det. Det er en evig historie, den er tit blevet fortalt uforglemmeligt. Og det bliver den så her en gang mere i verdenslitteraturen. Filmen viser, hvad der er at gøre ved det. Forbilledligt.

Jeg hæftede mig med det samme ved klippearbejdet, ved Osmunds og Bugge Couttés elegante, uafbrudt fascinerende håndværk, som svinger historien umærkeligt mellem voice over og indre monolog og så smukt holder sagsfremstillingen fokuseret og på plads i et fyldt og let opfatteligt forløb. Aldrig en brøkdel af et sekund for meget, aldrig bare lidt for lidt for at kunne følge med. Og om jeg fulgte med! Ivrigt optaget fulgte jeg de to medvirkende advokater, mine helte, som med det samme fik mig på deres side og deres sags, og det blev til en beredskabsfilm om civil courage. Filmen indgyder nemlig mod og energi og længsel efter selv at gøre noget på sin plads her i verden. Jeg deler den cubanske advokats (se billedet), forargelse og vrede, ønsker mig hans energi. Jeg beundrer kollegaen, amerikanerens rolige, besindige, modstanderudslettende procedure i retssalen. Et effektivt par som en Hoffman og Redford, dengang det var præsidentens mænd, som var fjenden. Tænk sig at være del af et sådant heltepar, tænker jeg henført, mens jeg ser filmen, ser den som film, simpelthen begejstret.

Bananas kan nogle dage endnu ses i fuld længde på Dokumanias hjemmeside:

http://www.dr.dk/DR2/Dokumania#/19736

Frederik Gertten: Bananas, Sverige, 2009. Klip: Jesper Osmund og Olivier Bugge Coutté.

Alexis Spraic: Shadow Billionaire

Den amerikanske titel spiller måske sprogligt på en berømt succes. Den blæser sig op, og det holder den slet ikke til. Det er bestemt ikke et værk, der sætter foden i døren. "Den forsvundne millionær" hedder dokumentaren stilfærdigt scherfigsk i sin danske version. Det giver også falske associationer. Der er desværre ingen underfundigheder i den film. Det er derimod ganske ligetil - og dødkedelig - dokumentar mainstream. Sådan interviewbåren så det mærkes autentisk, på den måde skærer vi den historie, forekommer det mig Spraic og hans hold har tænkt. Sådan vil de derude have det. Og her sad jeg så og ville have noget helt andet, først og fremmest et bud fra en sikker fortællerposition på dette usædvanlige menneskes særprægede biografi. Et klogt og dybt og tænkende bud.

Det drejer sig om den mystiske rigmand Larry Hillblom, grundlæggeren af DHL, hans forsvinden ved en flyulykke et sted i Stillehavet, og så det efterfølgende opgør om arven. Det viser sig, at han har børn, adskillige faktisk. Så forskningsinstitutionen, som havde troet den skulle have det hele, kommer i økonomisk knibe og måske i moralsk dilemma. Advokaterne slås og nupper deres del af pengene.

Spraic gør det til en kulørt historie, til en uskøn historie, til en banal ugebladshistorie, overfladisk og småsnerpet og smagende faktisk. En historie som dem i Rapport i gamle dage. Og det var jo ikke, hvad jeg ventede i Dokumania, så jeg er skuffet. 

Dokumania viser den kommende måned filmen på sin hjemmeside. Se selv filmen efter i sømmene, det kan være jeg tager helt fejl.

http://www.dr.dk/DR2/Dokumania#/18569 

Vurdering:

Ulla Boje Rasmussen: Thors saga /3

Den store fortælling om den magtfulde islandske familie Thors i fire generationer og med vægt på to biografier, den danske udvandrer Thor Jensens og hans oldebarn, finansmanden Björgólfur Thor Björgólfssons vævet ind i Islands politiske og økonomiske historie gennem mere end hundrede år bliver vist på DR K den 18. september 21:00.

http://www.upfrontfilms.dk/

Jeg har på Det Danske Filminstituts FILMupdate skrevet tilbageskuende om nogle af Ulla Boje Rasmussens tidligere film, som på mange måder leder frem til hendes nye filmværk, som jeg opfatter som et meget modigt forsøg på at forene en poetisk observerende dokumentarstil med en speakbåret analyserende, illustreret fremsstilling.

Anne Wivel: Svend

This is a review in Danish language of a new documentary made by Anne Wivel, acclaimed veteran in Danish documentary. For years she followed her husband, politician Svend Auken in his work in- and outside Denmark. Auken, a strongly committed humanist, suffered from a cancer illness but was active until his death in August 2009. The film, that premieres this month, is brilliant.  

Udgangspunktet er jo klart fra start. Dette er en film om en mand, som er død. En dansk politikers sidste år, ”filmet og erindret af Anne Wivel”, som skrevet står på lærredet i filmens begyndelse. Anne Wivel som levede med Svend Auken i syv år, fra 2002 til hans død i august 2009. En hustru som filmer sin mand, som er syg af kræft, det kunne gå hen og blive flæbende, det er det ikke, slet slet ikke, det er tværtimod en bevægende og smuk erindring som instruktøren giver sit publikum, og på mange måder også en almenmenneskelig henvendelse, som efterlader én smilende glad over at have mødt et fint, kærligt menneske. Og forpustet for det var dog helt utroligt, hvad Svend Auken nåede af møder, taler og tv-medvirken. Og trist, naturligvis, over at det gik den vej, som det gik. Som han siger, jeg ville jo gerne leve lidt længere.

Svend Aukens engagement i klimapolitik, hans internationale betydning som medlem af diverse bestyrelser, hans retoriske begavelse og talent for at tale til store forsamlinger og gribe dem om hjertet, hvad enten han talte på dansk eller engelsk – er stærkt dokumenteret af Anne Wivel, som fulgte ham på mange rejser verden rundt. Men det er ikke derfor, at denne film om en mand, som var politiker, hæver sig højt over de mange andre politiker-film vi er blevet præsenteret for i de sidste år (Fogh, Khader, Lykketoft f.eks.). Grunden er den enkle, at her bringes vi i selskab med en politiker i sit hjem, i sit sommerhus, i en sommerlejlighed i det sydlige Frankrig, på et hotelværelse med himmelseng i Brønderslev! Med Anne Wivel bag kameraet, i årtier en af dansk dokumentarfilms stærkeste profiler som instruktør og producent.

Og det er jo derfor, at filmen hæver sig. Det er en film, det her, der er foretaget nogle valg ud fra et stort materiale, der er i klipningen fundet en rytme, hvor pauserne i det politiske ”udeliv” spiller en rolle, ind imellem de mange møder, hvor de mange små vidunderligt sigende og smukke dagligdagsøjeblikke træder frem og skaber tonen. Når Svend kommer hjem, står Anne for enden af trappen og filmer ham igen og igen. Man sidder faktisk undervejs og venter på at den scene skal gentage sig. Når Svend småsnakkende til kvinden bag kameraet spejler æg i det lille køkken og varmer mælk i mikroovnen. Det gør han mange gange i filmen. Når han starter en sætning, men ikke kan afslutte den, fordi han læser avis og ikke kan ”multi-taske”. Når han sidder i en stol med sit boardingkort i jakken, strandet i Ålborg lufthavn, maskinen går ikke pga. maskinfejl, så falder man med ham helt ned, stresser af og tager på hotel i Brønderslev. Eller når han bliver hamrende irriteret, fordi taxaen ikke kommer og han skal være i et tv-studie om et øjeblik, tingene skal klappe. Genkendelig hverdagsbeskrivelse.

Anne Wivel er bag kameraet, hun stiller spørgsmål til Svend, svarer når han spørger og beder om reaktioner til sine taler, hun er der hele tiden, men trænger sig ikke på, viser ikke hvor forfærdeligt, det må have været at filme sin mand blive mere og mere syg – for så i én sekvens, Villefranche i Sydfrankrig i januar 2009, at lade kameraets bevægelser skrive et digt om et dejligt rum med udsigt til vand, et rum med smukke ting, musik og stearinlys. Det emmer af kærlighed.      

Danmark, 110 mins., Instruktør & fotograf: Anne Wivel, Klippere: Camilla Skousen og Peter Winther, Komponist: Povl Kristian. Med støtte fra DFI og DR.

Filmen får premiere i 68 DoxBio biografer den 11. september og den 14. September, derefter vises filmen dagligt i 10-15 af biograferne. Hvor og hvornår se

www.doxbio.dk

Vurdering:

Jesper Andersen: At vise film er ikke nok

”Da John Stewart var vært ved Oscar-uddelingen i 2008, lavede han sjov med, at man nu kunne se "Lawrence af Arabien" på sin iPhone. Men der er millioner af unge, som ikke synes, det er morsomt, og som ikke ville have noget imod at se en klassiker på denne måde.” Det slår Jesper Andersen (Cinemateket i København) fast i en grundig og omfattende rapport, han har skrevet på baggrund af en rejse til 13 filmmuseer og samtaler med 20 af deres programfolk, ”interessen for film udspiller sig – med internettet og dvd-filmen – på flere medier end tidligere, hvilket er en stor udfordring for filmmuseer og cinemateker”, fortsætter han, og det er bare én af udfordringerne, viser hans nøgterne rejsenotater.

"Den bedste måde at bevare film er at vise dem," mente den berømte grundlægger af Cinémathèque Française, Henri Langlois. Andersen anfører citatet som indledning, og tilføjer fra Langlois’ indlæg på filmmuseernes/filmarkivernes skelsættende kongres i København i 1948, at ”de (cinematekerne) ikke kun skal opbevare (eller sagde han ’bevare’?) film, men også arbejde for at udbrede kendskabet til filmhistorien og filmkunsten.” Det er dette formidlingsaspekt, Jesper Andersen undersøger i en række museer, og hans eget museum prøver bestemt at løbe i front. På Filmstriben.dk er man ligesom simpelthen begyndt forfra med at udstille samlingen på en ny platform. Ti danske film fra forrige århundredes første årtier digitaliseret og lagt på bibliotekernes web-udlån, alle klenodier vel, som Dreyers ”Blade af Satans bog”, 1920, 157 minutter! Det lover godt, men der er langt frem til 2011, og der er formodentlig langt til den del af udlandet, som ikke er USA.

Det med de nye vinduer er imidlertid blot én af udfordringerne for Jesper Andersen og hans kolleger, programredaktørerne på cinematekerne. Han tager i sin rapport fat på en lang række flere hurdler. Det bliver et stort problem katalog. Jeg kan kun anbefale den rapport varmt.

http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Rapport-At-vise-film-er-ikke-nok.aspx

http://www.filmstriben.dk/fjernleje/page/article.aspx?id=1431

MandagsDokumentar Efterår 2011

A text in Danish about the unique Copenhagen based documentary screening initiative ”MandagsDokumentar” where films, new and old, Danish and international, are screened, mostly with directors present and/or subjects to be discussed.

Så er det tid til en ny sæson af MandagsDokumentar, det unikke formidlingsinitiativ som blev taget for 9 år siden af Ebbe Preisler, som stadig er den utrættelige primus motor og kurator, som han selv betegner sig. Programmet er sædvanen tro opfindsomt sammensat, der er herlige gensyn med fine film som Claus Bohms designerfilm ”Den magiske orden”, Jon Bang Carlsens mesterlige gennembrudsfilm ”Jenny”, Frank Piaseckis ”Guerilla Girl”, som har været verden rundt og den herlige tegnefilm ”Hellere rask og rig end syg og fattig” af Jannik Hastrup.

For ikke at tale om Morten Henriksens ”Bag Blixens maske” (foto), som er blevet rost til skyerne af Allan Berg på denne blog – og en række sociale og politiske film fra verden omkring os.

Det er fremragende kompetent, det arbejde som Preisler udfører og det er derfor helt uforståeligt, at DFI (Det danske filminstitut) har beskåret tilskuddet til MandagsDokumentar med 25%. Sæt beløbet op igen, det manglede bare!

www.mandagsdokumentar.dk

Ulla Boje Rasmussen: Thors saga /2

I Bio Carl i Filmhuset, København er der før premieren på ”Thors saga” indbudt til en konference. Det er samme dag, 7. september 15:00. Konferencens overskrift er ”Thors saga - hvordan kommer Island videre?” Konferencen er arrangeret af Norden i fokus under Nordisk Ministerråd, som i deres pressemeddelelse skriver:

”Mød forretningsmand, entreprenør og en af Islands mest udskældte personer. Björgólfur Thor Björgólfsson, en central aktør i den kollapsede islandske finanssektor. I 2007 var Björgólfsson nummer 249 på Forbes’ liste over verdens rigeste personer, i dag har han indgået aftale om at afdrage en gæld på mere end 50 milliarder kroner.

Dokumentarfilmen Thors Saga handler om Björgólfur Thor Björgólfsson og hans forfader, danskeren Thor Jensen. Begge ekstraordinære forretningsmænd med initiativer, der er nært forbundet til Islands op- og nedture. Thors Saga af den danske instruktør Ulla Boje Rasmussen har premiere den 7. sept. I den forbindelse kommer Björgólfur Thor Björgólfsson til et debatarrangement i Danmark, som Norden i Fokus arrangerer i samarbejde med Børsen Executive Club. Her ser vi klip fra filmen og hører hovedpersonen fortælle, hvordan han oplevede Islands økonomiske krise indefra. Panelet, som udover Björgólfur Thor Björgólfsson består af Lars Christensen, Danske Bank og Helgi Hjörvar (S) medlem af Islands Alting og Nordisk Råd, vil diskutere, hvad vi kan lære af krisen i Island, og hvordan vi sikrer vores bank- og finanssektor mod tilsvarende kriser i fremtiden. Børsens chefredaktør Anders Krab-Johansen er ordstyrer på mødet.”

Der er offentlig adgang til konferencen, oplysninger fås hos Louise Hagemann (33960331) Tilmelding til loha@norden.org

Foto: Björgólfur Thor Björgólfsson (Fra upfrontfilms.dk)

Ulla Boje Rasmussen: Thors Saga

Filmen om den markante islandske familie Thor og dens rejse i fire generationer gennem landets økonomiske op- og nedgange har været længe undervejs. I årevis har den omhyggelige dokumentarist Ulla Boje Rasmussen på rejse efter rejse samlet stof sideløbende med, at den seje producent Henrik Veileborg har finansieret, holdt et kompliceret klippearbejde i gang og reddet færdiggørelsen igennem verdenskrisen, som afgørende må have grebet ind i selve kernen i fortællingen, da hovedpersonen fortsat har været omtumlet og omstridt hovedperson derude i virkeligheden. Vi, som har haft lidt viden om denne produktionshistorie, venter mere end spændte på det endelige indhold, som fylder 90 minutter med en moderne islandsk saga, som Upfront Films på sin hjemmeside beskriver således:

“The family´s founder, Danish orphan Thor Jensen, was only 14 years of age when he was offered an apprenticeship in Iceland. The remote Danish colony was impoverished at this time, but Thor Jensen saw potential for growth. With innovative business ideas, he worked his way up from nothing to become an extremely wealthy and respected man. Thor Jensen was behind a number of pioneering projects that helped Iceland’s business community to florish. The Icelandic economy strengthened, an important step for Iceland’s liberation from Denmark to an independent republic in 1944.   

The great-grandchild of Thor Jensen is businessman Björgólfur Thor Björgólfsson. Thor Björgólfsson found inspiration in his forefather's initiatives and inherited his ability to see opportunities in uncultivated markets. With sensational ventures, Björgólfsson looked beyond Iceland's borders and gained success. Brewery, pharmaceutical and telecommunication industries in the former Eastern Bloc countries had his interest. Björgólfsson then defied his own business strategy, turned focus toward Iceland, and invested in the Icelandic banking system. Here he made his greatest failure. The global financial crisis reached Iceland and threatened with state bankruptcy. Today, Björgólfsson is thought to be one of the key figures to send Iceland into economic pillory…”

Filmen har premiere på Det Kongelige Bibliotek, København 7. september 19:30.

www.upfrontfilms.dk

info@upfrontfilms.dk

Richard Leacock i Cinemateket København

A Richard Leacock mini-retrospective series took off last night (August 11) at the Danish Cinemateket in Copenhagen. The series includes not only masterpieces like ”Primary” and ”Crisis” but also less known works like ”Toby in the Tall Corn” and ”Happy Mother´s Day”. Our Paris correspondent Sara Thelle attended the opening screening as did Perle Møhl. The two Danish women, living in Paris, have helped Richard Leacock and his spouse Valerie Lalonde put together the memoirs of the master. A book with clips will come out in September. Cinemateket asked me to make an introduction to Leacock. It follows here, in Danish language:

Det er lidt af en gave til mig at kunne stå her og tale om en af giganterne i dokumentarfilmens historie. En mand som ikke bare har lavet film som hører hjemme i enhver filmhistorisk fremstilling, men også en mand, som med sine klare holdninger til sin métier rører ved dokumentarfilmens inderste væsen og dermed stadig er en konstant inspiration for nye dokumentarister.

Jeg underviser på en dokumentarfilmskole i Italien og det er grundlæggende pensum, når eleverne starter deres tre årige uddannelse med at se Leacocks film eller klip fra dem, når der skal tales om den observerende dokumentarfilm. Den som Leacock og hans kolleger i Direct Cinema stod for. Eleverne elsker dem. Både de mere  playful, som I skal se eksempler på i dag og de ”tunge” mesterværker, som giver en unik indsigt i amerikansk historie. Jeg tænker på filmene ”Primary” og specielt ”Crisis”, som kan ses her næste torsdag (18. September).

Leacock har undervist på filmskolen i Italien, ja over hele verden, og det har altid været til stor inspiration at have oplevet ham som underviser – og/eller set ham på film eller på YouTube, hvor der er masser af materiale med ham. Jeg har haft fornøjelsen at møde

Richard Leacock: The feeling of being there

Cinemateket i København meddeler, at fra på torsdag, 11. august præsenteres en række af Richard Leacocks banebrydende dokumentarfilm - i alt 11 film - og ved visningen  af de tre første fortæller dansk dokumentarfilms grand old man, Tue Steen Müller om Leacock og introducerer aftenens film. Leacockserien er blevet til på grundlag af Cinéma du Réels store retrospektive Leacock-arrangement i foråret, og programredaktøren Jesper Andersen takker Sara Thelle fra Canary Bananas Films (og fra Filmkommentaren.dk kan vi lige nævne) for et fint samarbejde. 

Altså 11. august 19:00 i Cinemateket: Tue Steen Müller og Sara Thelle med sjældne Richard Leacock film. Vi bringer naturligvis gerne denne meddelelse videre.   

Mikael Bertelsen på plejehjem

The following is a praise of Danish journalist Mikael Bertelsen, who has made several socially orientated, excellent tv and radio programmes for DR (Danish Broadcasting Corporation). Here – in Danish language – some words about his newest radio documentary, in 6 parts, from a nursing home for old people in Copenhagen.

Radiodokumentar er ikke noget, (film)kommentaren har skrevet meget om. Men efter en time med Mikael Bertelsen på P1, på plejehjemmet Sølund i København, ryger det bare ud af munden: Hold kæft, hvor er det godt. Det var afsnit 2 af 6, de kan alle sammen høres på nettet (se nedenfor), hvert afsnit kan stå alene, ihvertfald dette nummer 2, hvor Bertelsen bevæger sig rundt i hus B (hvor de demente bor) og i hus A, hvor beboerne stadig har tankens klarhed, men er fysisk afhængig af hjælp. Bertelsen har den sjældne evne at kunne lytte og gribe fat i de formuleringer, som de gamle kommer med og bortset fra et par underholdende bemærkninger om kvaliteten af måltidet (gule ærter med medister), strømmer der fine og kloge reflektioner fra beboerne i både hus A og B. Konstant placeret i den ramme at plejehjemmet er sidste station. Det handler jo om at leve, siger en klog dame til Bertelsen, ikke blot om at eksistere!

Og Bertelsen evner pausen og taler aldrig ned, han taler med. Og han har som alle gode dokumentarister nysgerrigheden i behold, interessen for de mennesker, han opsøger.

http://www.dr.dk/P1/Serier/Plejehjem/20110718105212.htm

Still: Mikael Bertelsen, da han var på pilgrimsvandring. Fra dr.dk

Vurdering:

Dokumania: Løb for Livet

This is an announcement especially for our Danish readers about the screening tomorrow of Serbian Mladen Matičević award winning documentary ”Run for Life” on the tuesday evening strand ”Dokumania” on DR/TV. I will therefore switch to Danish language

Det er en varm og gribende dokumentar, som serbiske Maticevic har lavet. Den har vundet priser i Kroatien (ZagrebDox) og Serbien (Beldocs). Den havde sin verdenspremiere sidste år på idfa in Amsterdam efter en lang og besværlig produktionsproces, som faktisk er blevet en del af filmen. Sagen er nemlig den, at de tre etiopiske løbere, som filmen handler om, i en lang periode blev holdt for nar af den serbiske træner, som havde taget dem til sig. Eller var det de serbiske atletik-myndigheder? Ihvertfald løb de maratonløb efter maratonløb i håbet om at kunne få serbisk statsborgerskab, blive i landet og stille op til OL i London for deres nye land. Men intet skete og Maticevic, filmens instruktør og selv maratonløber, besluttede sig for at hjælpe dem. Han tager rundt med dem, køber mad og tøj, prøver at finde ud af, hvad der er galt – og laver en film om det. Med store vanskeligheder, kan jeg bevidne, som fulgte filmen fra sidelinien som lærer på EU-træningsprogrammet for dokumentarister, Ex Oriente. Ud af det er kommet en fin, menneskelig historie af universel karakter. Om mennesker der håber og bliver skuffede. Får nye venner i den serbiske landby de bor i, og som de må forlade. Se den!

PS. Dokumania’s beskrivelse af filmen er i øvrigt meget mangelfuld, er tydeligt skrevet af én, der ikke har set filmen.

http://www.dr.dk/DR2/Dokumania#/13957

http://www.zagrebdox.net/en/

Bente Milton og Mikkel Stolt: Min avatar.. på web

DFI´s Jan Fredslund skriver i dag: ”ONLINE. Søndag den 26. juni kl. 20.00 vises dokumentarfilmen Min avatar og mig i verdens første virtuelle biograf på nettet. Filmens hovedperson og medinstruktør Mikkel Stolt introducerer og besvarer efterfølgende spørgsmål fra "salen". Constellation er efter eget udsagn verdens første online-biograf. Konceptet går ud på at broadcaste film for et globalt live-publikum, men med et begrænset antal "sæder" så gæsterne i et eksklusivt forum kan diskutere filmene med hinanden og en relevant VIP-vært.

Søndag den 26. juni kl. 20.00 er den danske dokumentarfilm Min avatar og mig sat på plakaten, og filmens hovedkarakter og medinstruktør Mikkel Stolt er VIP-vært med ansvar for introduktion og efterfølgende Q&A.

At Min avatar og mig dermed bliver første danske film i verdens første online-biograf, er ikke helt tilfældigt. Filmen, der tidligere på året havde premiere på DOX:BIO og online i Second Life, handler netop om valget mellem den digitale verden og "virkeligheden", og den følger Mikkel Stolts egen rejse ind i den virtuelle verden, Second Life. Udflugten skildres i grænselandet mellem fiktion og dokumentar, og filmen viser med en del selvironi, hvordan hovedpersonens virtuelle succes langsomt opsluger og underminerer hans virkelige liv.

I skrivende stund er der 83 ledige pladser til visningen af Min avatar og mig, og billetterne koster ca. 26 kr. Efter den 26. juni har brugerne mulighed for selv at arrangere nye screeninger af filmen med nye gæster og værter.”

Bente Milton og Mikkel Stolt: Min Avatar og mig, søndag 26. juni 20:00 på https://www.constellation.tv/film/21 Pris: $4.99 / 26 kr.

Kim Bodnia: Albertis monolog

Midt i den nye udstilling på Horsens Museum er bygget en nøjagtig rekonstruktion af den celle i tugthuset, hvor P. A. Alberti sad fængslet de første to år af de otte, straffen var. Lige før jul 1910 begyndte han afsoningen.

Det særlige ved den opstilling i udstillingen er, at en 3D hologram projektion bringer et stykke dramatisk dokumentar ind. Alberti bringes til stede fremstillet af Kim Bodnia, som i en intens improviseret monolog på tre minutter giver et bud på, hvordan Albertis første nytårsaften alene med sin skæbne kan have været 180 sekunder i begyndelsen af denne nye tilværelse præget af chokket ved forandringen fra arrestens midlertidighed til tugthusets evighed og den enorme udmattelse efter den toårige retssag, hvor han havde hele forsvaret selv.

Fange nr. 75, Alberti og fængslet i Horsens. Udstilling på Horsens Museum, åbnes 22. juni. I udstillingen indgår et 3D hologram af Ole Samsøe med en monolog af Kim Bodnia. Produktion af hologram: Greentea / Homerun.      

Torkil Funder: Tiden i Ribe/2

Disse fotografier og tekster, dette poetisk-dokumentariske udstillingsessay, som har levet usædvanligt længe uden at være trykt som bog, hvad det mere end meget fortjener, kan heldigvis hele denne sommer til 25. september ses på Sønderborg Slot i sit eget store værelse i en snorlige række og med et vældigt indfald af lys, som bortset fra stilheden og på nær de besøgendes ofte fjerne skridt er eneste andet liv i rummene.

Torkil Funder: Tiden i Ribe, fotografier og tekster. Sønderborg Slot 18. maj - 25. september 2011.

Bosse Lindquist og Jesper Huor: Wiki Rebels

Naturligvis handler Lindquists Huors film om det forståelige modsætningsforhold og uundgåelige brud mellem de to vidt forskellige personligheder og ledere af Wikileaks Julian Assange og Daniel Domscheit-Berg, og det er for så vidt filmen værd i det journalistiske nu. Men det er en bestemt scene fra redegørelsen for Wikileaks' offentliggørelser, som gør, at man ikke kan ryste filmen af sig, aldrig glemme den. En amerikansk Apaches angreb på mennesker på jorden, navngivne journalister, ukendte fodgængere og en familie i en bil gør filmen til mere end historisk dokument i den løbende strøm. Den vil af historien blive placeret som milepæl. Af Wikileaks tusinder af publicerede hemmelige dokumenter vil det være disse billeder, som huskes af alle, som har set dem. Og vi vil huske den kyniske radiokommunikation under angrebet: dette er krigen.

Læs Lasse Jensens kommentar til hele Wikileaks-sagen i Mennesker og Medier, og hør dette DR radioindslag, som er et kort interview med Daniel Domscheit-Berg i anledning af hans bog Inside Wikileaks.

Still: Personen ved sigtemærket er identificeret som en journalist på arbejde for Reuter.

Bosse Lindquist og Jesper Huor: Wiki Rebels (2010), SVT1. Sendt for nogen tid siden på DR.

Vurdering:

Morten Henriksen: Bag Blixens maske

Det er et vildt projekt, et meget modigt foretagende. At åbne en film med i en omhyggeligt arrangeret troskyldighed at begynde en selvbiografi og så gøre den muntrere og muntrere, flere gange dobbeltbundet farligere og farligere og anbringe hele konstruktionen i en stor litterær sammenhæng og fuldende den i et kærlighedsindsigtens drama, som er alt andet end troskyldig og langt mere end en personlig eller blot privat erindring.

Alt andet og langt mere. Men hvad så? Nu bliver det svært. Et sted i Morten Henriksens spindelvæv af en film, klæbende og irriterende og overdådig smuk, inde i laget af samtale mellem søn og far, mellem filminstruktør og litterat spørger Morten Henriksen: "Betingelsen for samtalerne var, at jeg troede på det?" Og Aage Henriksen svarer: "Ja, at du gav det en mulighed... uden at reagere negativt og kritisk." Kun i hengivelsen kan fortællingen blive til.

Filmen rammer og rummer dette usigelige, som vi skal give en mulighed. Hvad er det så? Vil man naturligvis spørge. Og der må svares, at det jo netop ikke kan siges, ikke kan skrives. Men i filmen findes det fanget ind og pakket i spindelvæv. Se selv efter! Og læs så bogen, for i den er vigtige dele af dialogen fastholdt til læsning om og om og dernæst videre i flere af litteratens og digterens bøger.

Personerne er altså filmens instruktør, Morten Henriksen og hans far, litteraten Aage Henriksen. Og selvfølgelig Aage Henriksen og Karen Blixen, litteraten og digteren, fremstillet dels af dem selv og dels af Ole Lemmeke og Birthe Neumann. Det danner en række fortællinger om afgørende relationer: sønnen og faderen, litteraten og digteren, Aage Henriksen og Karen Blixen og sammenvævede specielle og generelle temaer, familiehistorie, kunstvidenskab og kunsthistorie plus vigtige bidrag til skildringen af Blixen og især et stort og dybt fascinerende portræt af Aage Henriksen, fortsat skabende i feltet mellem videnskab og essay.  

Still: Lemmeke og Neumann som litteraten og digteren i et øjeblik af den 10 år lange samtale, som filmen undersøger på det underfundigste. Klogt og besindigt.

Morten Henriksen: Bag Blixens maske, Danmark 2011, 54 min. Filmen kan ses i fire biografer, i Aalborg, Aarhus, Odense og København.

Litt.: Morten Henriksen: Bag Blixens Maske, samtale med Aage Henriksen (2010), Aage Henriksen: Budbringersken, samlede essays om Karen Blixen (2008)

Vurdering:

Christoffer Guldbrandsen: Præsidenten

Det er så ikke, som man ellers efter pressebilledet kunne tro, Romano Prodi, der fortæller historien. Det er Guldbrandsen selv, som er fortælleren, i hvert fald af den journalistiske, handlingsbaserede historie, som er bundet i hans speak. Det er nok de fire klippere, som står for musikken, for rytmen og selve spændingen. Og spændende er det, det er bestemt en god film, en flot film, en underholdende film. Men jeg er ikke sikker på, det er en klog film. Jeg er ikke overbevist om, at Guldbrandsens historiefortælling når dybere end skolebogens oversigt, teksten har ligesom ikke litterær værkhøjde, og kun enkelte steder får klippet lov at fortælle selv, så filmisk når den heller ikke vingefang. Og så savnede jeg sådan tid til Prodis analyse, til Fischers. Nok deres især. Men, hvor er det dog netop spændende og flot med alle disse super-egoer i præcise klip fra alle de mange kampe. Imidlertid, den store film med den samlende skildring af hele kampen og selve kampen om det politiske projekt, Europas forfatning og Europas præsident, er det ikke.   

Christoffer Guldbrandsen: Præsidenten, Danmark 2011, 52 min. DR2 Dokumania 12. april 21:00. Guldbrandsens filmografi: Fogh bag facaden (2003), Rødvinsgenerationen (2004), Lykketoft finale (2005), Den hemmelige krig (2006), Dagbog fra midten (2009).

Vurdering:

Carsten Foldbæk: Med døden som makker

Jeg synes, det er uheldigt, at DR2 og Carsten Foldbæk leverer os dokumentarisk sjusk og blot i slutteksterne indrømmer, at billederne ikke passer til det, som fortælles. Det er så synd at billeddække Helge Hansens fornemme fortælling med et arkivmateriale så genbrugt og genbrugt eller misvisende eller direkte utroværdigt, så den forvirrende aflæsning af det næsten overskygger hans reelle og autentiske tilstedeværelse i billedet, en medvirkende-præstation, som fortjener at stå alene uden forstyrrelse, med mindre arkivmaterialet er udsøgt sjældent og hundrede procent dækkende. Man var altså blevet klar over svagheden, der var et skilt, som undskyldende fortalte at dækbillederne ikke nødvendigvis havde med de begivenheder at gøre, som Helge Hansen fortalte om. Jeg vil opfordre DR2 til at få den dokumentar rettet eller klippet om og sendt igen i den historisk og topografisk korrekte ramme og billeddækning, den fortjener.

Helge Hansen er tidligere modstandsmand og overlevede tortur, dødsdom og Neuengamme-ophold. Han er en præcis og klar og usentimental fortæller, og han er selvfølgelig den egentlige autor til det trods alvorlige fejl, han ikke er skyld i, gribende og seværdige fortælling.  

Carsten Foldbæk: Med døden som makker, Danmark, 54 min. DR2 dokumentar, kan ses på 

http://www.dr.dk/NU/playerrett/#/med-doeden-som-makker/7536  

Vurdering:

Nahid Sarvestani: The Queen and I

Ja, selv om jeg var ved at segne af træthed hang jeg på. Jeg havde jo regnet ud, hvordan det ville udvikle sig mellem de to kvinder... (jeg kunne have læst det på Dokumanias hjemmeside ser jeg nu bagefter), men det var på en eller anden måde helt ok med den forudsigelighed. På en eller anden måde...

Det er en god film, den vokser og vokser, begge karakterer vokser og vokser, bliver mere og mere interessante, og vel at mærke i en konstant balance. De fylder lige meget, både i billedet og i historien, som viser sig ikke at være to, men én fortælling, elegant og nænsomt vævet sammen af Farah Pahlavis og Nahid Sarvestanis biografier, deres synspunkter og refleksioner.

Farah Pahlavi har senere bemærket, at det ville have været bedre for filmen, hvis hun også som Sarvestani havde indre monologer off-screen. Skarpt! Hun har fuldstændig ret. Balancen i værket er så vigtig, og dette er en ubalance...  

Filmen kan nu og formodentlig nogle dage ses på Dokumanias hjemmeside.

Vurdering:

Francois Truffaut: Kvinden overfor

TDC har forsynet mig med en sort boks, som kan gemme filmene fra gamle dage, som DR K denne tid sender i gedigne serier. Det betyder gensyn efter årtier og derefter gensyn på gensyn af værker, som ellers kun havde plads i bøgerne og så i erindringen fra den ene gang i biografen dengang. Gensyn som nu i DR K's vigtige Truffaut kavalkade Kvinden overfor fra 1981. Det er altså en stor kærlighedsfilm. Og den handler slet ikke om Bernard Coudray og Mathilde Bauchard, den handler om Gérard Depardieu og Fanny Ardant. Og den handler ikke om Gérard Depardieu og Fanny Ardant, for det handler da om Francois Truffaut og netop Fanny Ardant, men da jeg så den dengang, handlede det selvfølgelig om hende ved siden af. Og når hun ser filmen nu, handler den om? Naturligvis om Bernard Coudray og Mathilde Bauchard, for hun ved siden af elsker historier. Men hvad sker mon under fortællingen? Det er jo så vidunderligt med film, som aldrig er dengang, for det jo er umuligt, og som sjældent er historier kun, for de er jo for levende virkelighed lige nu og her. Hvad er under disse omstændigheder den virkelige historie? Jeg genlæser i eftersøgningen af et svar et smukt essay om Truffaut og finder der en konklusion: Kærlighed er ikke koldere end døden. Kærlighed er varmere end livet.

DR K genudsender Kvinden overfor i aften 23:25 og 8. april 16:45

Yael Hersonski: A Film Unfinished

Fra Tue Steen Müllers private videotek: Arkivmaterialets alvor, en dokumentarisk rekonstruktion som filmisk elegi.

En gammel mand sad for længe siden i en mørk biograf i Berlin og så Berlin, Sinfonie einer Grossstadt. Skribenten, som fortæller historien, sad i nærheden, ja, det var Niels Jensen, og Jensen hørte ham mumle for sig selv: ”Anhalter Bahnhof, Anhalter Bahnhof…” op mod de stumme sort/hvide scener. Det kom fra en dyb smerte, tabet var stort. Udenfor var nu "kun brudstykket af en portal, murbrokker og græs tilbage.”

Jeg så for lidt siden omsider Yael Hersonskis berømte, Sundance-vindende film og kom til at tænke på det citat, denne korte replik, som blev ved med at gentage sig i mig, som en melodilinje, der ikke vil forsvinde. Jeg så nu disse nutidige mennesker, som var børn dengang, sidde i en moderne biograf og 65 år senere se optagelser fra Warszawas jødiske ghetto, hviske og udbryde og direkte sige sådanne ting til boomstangens mikrofon: ”Måske kommer min mor om lidt gående der på gaden…” Det er dyb smerte, tabet er værre end forfærdende, moderen blev vel kort tid efter dræbt i Treblinka som tusinde flere.

Oplevelsen i biografsalen er uafrystelig, at se ansigtet som ser. Som Anna Karinas ansigt, når hun i en mørk biograf i Paris ser Jeanne d’Arcs lidelse og død. Lidelse og død.

Jeg ved godt, at Yael Hersonskis hovedanliggende er en detektivisk kortlægning af den tyske besættelsesmagts manipulering af dokumentarfilmen. Filmen var i sin begyndelse i 1942 tænkt som propaganda. De indespærrede i ghettoen levede iscenesat en times tid som forkælede bedsteborgere. Som nu herren, som sidder og læser ved chatollet. Men så blev der i arkivet fundet en glemt filmrulle med fraklippet. Der blev fundet to dagbøger, som fortalte om optagelserne, om de tyske dokumentarfolks arrangeren alting. Den læsende herre er altså tvunget til at sidde der i ro, og det er, hvad han har tilbage, disse tre møbler, bag kameraet er stuen fyldt med resten af hans familie. I soveværelset bor en anden familie, i de andre værelser andre, én familie i hvert rum. Fraklippene på den nyfundne rulle viste kamerafolk gå ind i hinandens scener, sådant måtte jo ud. Og det måtte den åbenlyse nød, sult, brutalitet, vold og død også. Nu er det hele omhyggeligt på plads i Hersonskis uafviselige og umistelige værk. Omsider sidder jeg foran arkivmaterialets alvor: Warszawa, Warszawa..

Yael Hersonski: A Film Unfinished, Israel 2008. Tue Steen Müller har tidligere kort omtalt filmen set på Memorimage festivalen i Reus.

Eyal Sivan: Jaffa, The Orange´s Clockwork

Fra Tue Steen Müllers private videotek: et topografisk og historisk essay. Min blogkollega har generøst og givet mig eksklusivt indblik i sin blandt kendere så berømte private dvd-samling. Jeg må kvittere med et par bemærkninger om mine oplevelser af disse film, som er at se på festivaler for tiden. Så vidt jeg kan finde ud af det, vil jeg skrive, hvor filmene kan  erhverves.

Jeg ved godt, at Sivans film handler om den israelsk-palæstinensiske konflikt, at filmen delvist allegorisk er en politisk analyse. Det lod jeg ligge, da jeg så den. Jeg var med det samme og hele vejen igennem kun optaget af et overdådigt topografisk arkivmateriale, som i de smukkeste billeder skildrer en vidunderlig middelhavsby og dens opland af appelsinlunde helt tilbage fra fotografiets opfindelse i midten af 1800-tallet, fra begyndelsen af 1900-tallet selvfølgelig suppleret med filmoptagelser af samme intense skønhed. Jeg så dette lag af Sivans film som ét langt stilleben eller måske snarere et nature morte koncentreret om et vemod, som to andre lag forholder sig nutidigt levende til. Et med medvirkende intellektuelle, som besøges i deres arbejdsværelser, hvor billederne projiceres og disse udsøgt forstandige mennesker kommenterer, hvad de ser. Blot dette at være hos dem i deres rum af bogreolers, maleriers og skulpturers trygge uforgængelighed af indsigt. Og endelig et dokumentarisk lag af nye optagelser i varme farver hos kloge, besindige bønder ude blandt de tusinder appelsintræer omkring Jaffa.

Eyal Sivan: Jaffa, The Orange´s Clockwork, Israel 2009, 86 min. Tue Steen Müller har tidligere kort omtalt filmen set på Memorimage festivalen i Reus. DVD-kopi kan købes hos Eyal Sivan selv. Producent er Alma Films.  

Pernille Bech Christensen: Pers Metode/2

Jeg tror, de var begejstrede, de entusiastiske elever på FOF's Onsdagshøjskole, hvor vi i dag så Bech Christensens film efter jeg en halv times tid havde introduceret den. Der var faktisk applaus bagefter. Klapsalven gjaldt Pernille Bech Christensen elegante klippearbejde, denne usynlige kunst, som vi som indledning havde talt om. Om omhyggeligt at afbalancere de to medvirkende med et fintmærkende instrument inde i sit nervesystem, om at følge den samme sætning, som er konstrueret af måske en begyndelse i Tøjners Louisianakontor, en fortsættelse foran billedet inde i udstillingssalen, hvor det er under ophængning og en slutning på samme sætning helt ovre i Kirkebys hus i Gentofte. En fra højskoleholdet havde mistet to busser og derefter oplægget til filmen, men den nåede hun dog, glad fra begyndelsen. Hun kunne bagefter smilende notere, at Kirkeby sandelig var hurtig til at skifte skjorte. Flere gange i samme udredning af et kompliceret forhold i et maleri...  

Jean-Luc Godard og Anne-Marie Miéville: Korte film

I FOF-Randers' filmklub skal vi i aften se de fire korte film af Jean-Luc Godard og Anne-Marie Miéville, som ECM Records for nogen tid siden udsendte på dvd indlagt i en smuk lille bog. I vores præsentation af filmene tager jeg udgangspunkt i sidste billede i sidste film, en sidevendt skikkelse med ansigtet skjult af et langt hår og bøjet tæt mod et spejl (måske?):

Slutbilledet i den sidste film i serien, den hedder Je vous salue, Sarajevo, er gådefuldt. Hvad er det for en skikkelse, hvad ser denne skikkelse? Fortælleren eller rettere essayisten siger: ”Når det er tid at lukke bogen, vil jeg ikke have flere klager. Jeg har set så mange mennesker leve så ondt, og så mange dø så godt.” Før det billede, før den scene har filmen omhyggeligt undersøgt et enkelt fotografi fra krigen, fra kampen om Sarajevo. To stående soldater (det er vist serbere, men det er lige meget her) mishandler tre liggende personer. De dækker deres hoveder med armene. Omhyggeligt undersøges fotografiet detalje for detalje. En soldat har en cigaret mellem fingrene, mens han samtidigt hæver sin fod for at sparke, sparke kvinden på jorden. Essayisten (Godards stemme) siger: ” I en vis forstand er angsten Guds datter, forløst Langfredag nat. Hun er ikke smuk, hun er spottet, forbandet og fornægtet af alle. Men få ikke galt fat på det. Hun overvåger al dødelig lidelse, hun går i forbøn for menneskeheden. For der er en regel og en undtagelse. Kulturen er reglen, kunsten er undtagelsen. Alle taler reglen: cigaret, computer, t-shirt, tv, turisme, krig. Ingen taler undtagelsen. Den er ikke talt, den er skrevet: Flaubert, Dostojevskij. Den er komponeret: Gershwin, Mozart. Den er malet: Cézanne, Vermeer. Den er filmet: Antonioni, Vigo. Eller den er levet, og så er den livets kunst: Srebrenica, Mostar, Sarajevo. Reglen er at ønske undtagelsen død. Så reglen for Kultureuropa er at organisere døden for den livets kunst, som stadig blomstrer.”

Langt inde i The Old Place, den anden film i kvartetten, kommer et høstbillede med bønder som led i den uafbrydelige strøm af lån og påmindelser fra museets sale og samlinger, som Godard og Miéville kommenterer i deres fortsatte samtale. ”JLG: Når Jean-Francois Millet maler to bønder som beder på en mark og kalder det ’Angelus’ svarer titlen til realiteten. AMM: Når Francis Picabia tegner en bolt og kalder det ’Portræt af en amerikansk pige i nøgenheden’ svarer titlen ikke længere til realiteten. JLG: ’Det er lige meget for mig’, siger Picabia. Efter Duchamp og før Warhol, fuldstændig som caféejeren, når han rækker dig dessertmenuen. Og det var den afgørende vending i malerkunsten. Den anden. Den første var da malerne besluttede at male jordiske kvinder. Det skete næsten fra begyndelsen, men det gjorde ikke Jomfru Maria noget…” Men senere blev det værre og værre og Godard fortsætter sin bekymrede replik med en overvejelse over kunstens kommercialisering. Som slet ikke er en uskyldig sag. Og filmen er en bestilling fra Museum of Modern Art i New York, som ikke får nogen éntydig analyse endsige en hyldest. Men en tankevækkende, foruroligende og måske sorgfuld omvisning i salene.

Jean-Luc Godard og Anne-Marie Miéville lever og arbejder sammen. Laver den ene film efter den anden. Dybe, personlige, radikale, internationale og særegne. Disse fire små film blev altså i 2006 yderst forbavsende gjort alment tilgængelige af Manfred Eichers ECM Records. Sidste år fulgte på Wild Side Video det store værk Film Socialisme, som Godard signerede alene. Miéville laver selvfølgelig også sine egne ting.

Jean-Luc Godard og Anne-Marie Miéville: De l'origine du XXIe siècle, The Old Place, Liberté et patrie og Je vous salue, Sarajevo, Frankrig / Schweiz 1993-2002. 16+46+21+2 min. Bog med dvd, ECM Records 2006. 

Vurdering:

EKKO - hvor er redaktionen?

Et lille PS til Opstrups mail: Den tarvelige smudskastende artikel i EKKO af René Fredensborg, forsmået ansøger hos Det danske Filminstitut, fik den konsekvens at en filmkonsulent blev fyret. Og Peter Ålbæk kunne så more sig i Berlin med sange, der refererede til den fyrede konsulents navn og stofbrug. Hit the Road Jack... morsomt eller bare gængs dansk morsom ondskabsfuldhed?

Et nærmere kig på bladet, hvori artiklen er bragt, kan kun få hovedet til at ryste og munden til at sige: Jamen, kære redaktion, det hænger jo slet ikke sammen? Er det et filmblad I vil lave? Eller er det sådan lidt-af-hvert, stort og småt, som man kan tillade sig på en con-amore gratis tilgængelig blog som denne, men ikke med en fire-farve-smukt-layout'et trykt ambitiøs publikation, som udkommer med kraftig støtte fra det offentlige. EKKO har fulgt sagen om "Defamation", som udgives på dvd til gang for læserne. Fint. EKKO har interviews med Jesper Christensen og Anthony Dod Mantle. De er gode. Og der er mange andre læsværdige artikler og anmeldelser, men så kommer nogle totalt ligegyldige sider om Oscar'en, nærmest sådan lidt gossip i stil med Fredensborgs udfald. Hvor er linien, hvor er det redaktionelle fokus? Tag jer dog tid til diskussion efter den gigantiske redaktionelle fejldisposition med Fredensborgs artikel. Drop det lette stof, læg det eventuelt ud på jeres nyhedsbrev, det kan man jo bare lade være at få tilsendt. Og drop

http://www.ekkofilm.dk

Nils Vest: Et raadhus/3

Carsten Olsen fra filminstitutet meddeler at Nils Vests Et raadhus… nu kan ses på Filmstriben. Han skriver om filmen: ”Arkitekten Martin Nyrop var den kreative kraft bag tegningen og opførelen af Københavns Rådhus. Filmen er en rejse ind i Nyrops tanker og den samtid og politiske virkelighed Nyrop levede i. Rådhuset stod færdigt i 1905. Men det skete ikke uden kampe med diverse politikere, der havde deres egne dagsordner. Resultatet blev efter mere end femten års arbejde et arkitektonisk hovedværk.

Ifølge filmens instruktør Nils Vest taler arkitekturen sit helt eget sprog – et sprog, han lader komme til orde i sin film. "Rådhuset har med sin fantastiske detaljerigdom mange kvaliteter, som er blevet glemt af modernisterne. Det står stort set uden ombygninger, og det gør det kun, fordi det er et så velfungerende hus," fortæller Nils Vest, der mener at bygningen har meget at fortælle os i dag. "Min film kan ses som en nøgle, der gør det nemmere for seeren selv at gå på opdagelse med øjet i rådhuset, der på unik vis kombinerer det nordiske med det italienske."

Nils Vest blev i 2010 tildelt den ærefulde Europa Nostra bevaringspris for sit arbejde med arkitekturhistoriske film og for sin utrættelige kamp for at bevare gamle bymiljøer. Europa Nostra er den europæiske paraplyorganisation for 250 frivillige og aktive bevaringsorganisationer fra hele Europa.”

Yoav Shamir: Defamation/3

Claus Christensen, redaktør på EKKO skriver i en mailmeddelelse i dag: ”Den kritiske film om fænomenet ”antisemitisme”, som DR2 har tøvet med at vise i snart to år, følger gratis med det nye nummer af Ekko.
Er ”antisemitisme” en reel trussel i dag? Eller er det snarere et skræmmeværktøj for israelske høge? De provokerende spørgsmål tager den israelske instruktør Yoav Shamir rundt i verden for at finde svar på i Defamation (”ærekrænkelse”). Han møder den jødisk-amerikanske lobbyorganisation Anti-Defamation League, men også Norman Finkelstein, der har skrevet bøger om den såkaldte holocaust-industri. ”For jøder er antisemitisme den ultimative hellige ko, og jeg har gerne villet, ikke slagte koen, men ruske den,” siger Yoav Shamir.
 
Filmen er co-produceret af SF Film Production ved Karoline Leth og har flere danskere på produktionsholdet. Det Danske Filminstitut og DR2 har bidraget med tilsammen 600.000 kr. Alligevel har DR2 i snart to år tøvet med at vise den. Mistanken melder sig, at det er filmens sarkastiske tilgang til antisemitisme, som har fået DR2 til at henlægge filmen. DR2’s chef Arne Notkin, der er tidligere formand for Dansk Zionistforbund og medlem af Det Mosaiske Troessamfund, har gennem de sidste to år givet plads til 45 timers dokumentarudsendelser med positivt fokus på Israel og jødisk historie.
 
Da Ekko for nylig stillede spørgsmål til henlæggelsen, udtalte Arne Notkin, at Ekko ”skriver sig ind i en antisemitisk myte om, at der sidder sådan en mediejøde og bestemmer, hvad folk må se og ikke se”. Ekko ser det som et spørgsmål om ytringsfrihed. I ytringsfrihedens navn kan man kritisere alle tænkelige holdninger, men hvis man kritiserer jødiske/israelske forhold, trækkes det bekvemme antisemitisme-kort. Hvilket ironisk nok netop er en af pointerne i Defamation. Med det nye nummer præsenterer Ekko filmen på dvd i samarbejde med SF Film Production. Vi udgiver filmen i director’s cut – altså præcis som instruktøren har lavet den, uden advarende introskilt eller andre af de foranstaltninger, DR2 nu stiller som betingelse for at vise filmen. Vi vil gerne give vores læsere mulighed for selv at tage stilling.”

Karsten Fledelius anmelder filmen i Information i dag.

Pirjo Honkasalo: The 3 Rooms of Melancholia

Filmen skal handle om lovens bud du må ikke vidne falsk mod din næste, sagde Iikka Vehkalahti, da han bad Honkasalo lave den, og hun brugte i sin synopsis den endnu tydeligere engelske formulering Thou shalt not bear false witness against thy neighbour, det er den konkrete nabo, det handler om, der i ørkenen, der i bjergene, og hun kom med sit vældige filmværk til at fundere over fjendebilledets opståen. ”Det er en skønhedsmættet meditation over mennesket fanget i voldelig konflikt uden ende og uden nåde. Et rekviem over de levende og de døde” skrev Stephen Holden i New York Times efter premieren i Film Forum i South Village.

Rekviets tre satser skildrer som tre led, Longing, Breathing og Remembering i denne dødsmesse først livet blandt 9 til 14 årige drenge på det russiske militærakademi på Kronstadt, dernæst i illegale optagelser fra det sønderskudte Grosnij, en kvindes uselviske arbejde med på helt eget initiativ at redde så mange børn som muligt ud af husenes og familiernes ruiner og endelig blandt hende og børnene i asyl i en af Ingusjiens flygtningelejre, hvor Kronstadt-elevernes kommende fjender dannes i deres anderledes kultur med modsatrettede billeder af fjenden. Der fældes ingen domme i dette filmværk, hændelserne betragtes med opmærksomhed, undren og vemod. 

Vi så filmen i aftes på Den Skandinaviske Designskole, og vi indså, at da filmen jo er optaget i 2002-2003, vil de medvirkende bløde og klarøjede russiske og tjetjenske drenge, vi har lært at kende i filmen, i dag måske være i hård og blind krig med hinanden. Som i Dubrovka teateret i Moskva dengang, i den internationale lufthavn forleden, i Grosnij snart igen. Måske, sandsynligvis.. Falske vidnesbyrd, gengældelse, hævn.

Vi lyttede til Pirja Honkasalos egensindigt langsomme, insisterende og uafrystelige filmværk, som bestemt er et rekviem. Det hørte vi måske tydeligst i komponistens (Sanna Salmenkallios) og den kongeniale kontratenors fortolkning af en lille række digte, som en af Kronstadt-kadetterne har skrevet. Ja, sådan forstod vi det. Og vi blev i den kirkelige kunsts store figurer, vi talte om, at billederne, scenerne, forløbene med sikre hænder (Niels Pagh Andersens og Honkasalos) er anbragt som tre messeled, i de tre rum, titlen taler om, og de fremtræder i én ubrudt fremadskriden i en trefløjet altertavles, i et triptykons form. Originaltitlen er jo netop The 3 Rooms of Melancholia, og filmrummene, svarende til de middelalderlige altertavlers malede og billedskårne felter eller fløje, dukker op ved siden af hinanden som tre samtidige fremstillinger med overskrifterne Kronstadt (Longing), Grozny (Breathing) og Ingushetia (Remembering). Tre vigtige steder og tre store følelser.

Pirjo Honkasalo: The 3 Rooms of Melancholia, Finland 2004. Manuskript og kamera: Pirjo Honkasalo. Klip: Niels Pagh Andersen og Pirjo Honkasalo. Lyd: Mart Otsa m. fl. Lyddesign: Martti Turunen. Musik: Sanna Salmenkallio. Produktion: Millennium Film, Kristiina Pervilä. Honkasalos filmografi (danske udgivelser): Mysterion, 1991. Tanjuska og de 7 djævle, 1993, kan lånes på biblioteket. Atman, 1996, kan lånes på biblioteket. Melancholia, 2004. Kan lånes på biblioteket eller ses på www.filmstriben.dk

Vurdering:

Yoav Shamir: Defamation/2

Det kan som nævnt i Ekko og her på siden være vanskeligt at komme til at se Shamirs vigtige film. I dag er det muligt. 22:00 sendes den på svensk tv. SVT1 i aften klokken ti.

Senere (2. februar): Nå, jeg blev jo fanget af TV2 News lange aften om det ægyptiske drama og regnede med at se Defamation på SVT's hjemmeside her til morgen. Men nej! Jeg bor ikke i Sverige, og de har kun købt de svenske rettigheder, ser det ud til. Streamingen blev blokeret. Men jeg håber at finde en løsning. Nu VIL jeg se den film.. 

Igen lidt senere: .. nå, hvor svært kan det være.. her kan den åbenbart ses.. på netavisen P77.

Nina Hedenius: Naturens gång

For mig findes begrebet dokumentarfilm ikke. Jeg oplever selv, at jeg laver film om, hvordan tingene skulle kunne tænkes at være, ikke om hvordan de er… (Nina Hedenius)

I FOF filmklubben i aften skal vi se Naturens gång af Nina Hedenius. Det bliver en usædvanlig oplevelse, en udfordring for nogen af os, en ren befrielse for andre. ”Naturens gång”, det kan ikke helt siges på dansk. Det er vist en mellemting mellem ”livets gang” og ”naturens orden”. Og i hvert fald dækker det filmens indhold, mærker man, selv om man er uden for det svenske sprog. Det er en film om liv og tid og bevægelse, en tænksom, ordløs overvejelse i billeder.

Det handler også om natur og kultur. Kort inde i filmen er der en uforglemmelig scene, et interiør fra den gamle gård, som er filmens centrale location, man hører en nyhedsudsendelse i radioen, erindres om, at der er en verden uden for middagssøvn og fred i bondens hyggelige stue. Under en workshop for unge filmfolk i Beograd for et årstid siden viste Nina Hedenius citat-klip fra sine tidligere film og røbede, at dette radiouddrag i den nye film fra 2009 med en rapport om israelske bombardementer i det sydlige Libanon er nøjagtigt det samme som et radiouddrag monteret tilsvarende i hendes film Vintersaga fra engang i 1970’erne. ”Ingen overhovedet har reageret, sagde Hedenius, som i sine film fuldstændigt afholder sig fra sociale og politiske temaer, således at man kun kan forstå dette tyve år gamle lydklip som en spidsfindig kommentar til udenrigspolitik som sådan!”  

Det er Tue Steen Müller, som fortæller denne historie. Det er ham, som har gjort opmærksom på filmen, som han ikke tøver med at kalde et mesterværk. Han har skaffet dvd-kopien til os fra den serbiske filmfestival sidste vinter, hvor Naturens Gång blev modtaget med begejstring.

En begejstring så stor som de svenske seeres, som fik filmen sendt første gang 1. juledag 2008. Leif Furhammar skrev i sin yderst positive anmeldelse i Dagens Nyheter, at det var ”…julhelgens märkvärdigaste satsning… Filmen er den enda av dette årets julfilmer som skulle komma att gå til tevehistorien.”

Selv siger Hedenius om sin film: ”Konflikten mellan det goda mänskliga inom var och en av oss och hur det krockar med samhällsmaskineriet, har alltid förundrat mig. Hur kommer det sig att vi i detta välfärdssamhälle känner så starkt att något har gått snett på vägen? Vi tycks ha tappat förmågan att vörda och vårda det viktiga i livet; naturen och hela det känsliga ekosystemet.”

Nina Hedenius: Naturens Gång, Sverige 2008, 108 min. Manuskript, fotografi og klip: Nina Hedenius. Produktion Nina Hedenius for SVT2. Filmografi, de mest berømte titler: Det speglar i mitt öga, 1992, Gubben i Stugan, 1996, Från Sverige i tiden, 2000, Konsten att städa, 2003, Naturens Gång, 2008. I hvert fald Gubben i stugan og Naturens gång kan købes over nettet.

Vurdering:

Michael Plejdrup: Da jorden skælvede

Det handler om jordskælvet i Haiti for nøjagtigt et år siden, og det handler om to, som mirakuløst overlevede, den ene, Jens Tranum Kristensen ved sin egen ufattelige viljestyrke og held, den anden, Jørgen Leth ved sin tjeners resolutte indgriben og held. Tranum Kristensens skarptskårne beretning i én lang optagelse, som støttes af arkivbilleder og en serie rekonstruerede vignetter, er klippet sammen med Jørgen Leths rejse tilbage og hans kloge og ærlige refleksion, som ofte glider over i en slags tilføjelse til fortællerstemmen, Plejdrups må man tro. Det er elementerne.   

Som Plejdrups tidligere dokumentar er denne en omhyggeligt velordnet reportage, og den kommer oven i købet et anseligt skridt videre, vokser til et egentligt filmessay (eller tv-essay skulle man måske skrive) om det stærke menneskes møde med rædslen, det reflekterende menneskes møde med den ekstreme katastrofe. Plejdrup skildrer det usentimentalt, men følsomt, personligt og ikke spor nyfigent privat. De to berømte medvirkende er ikke fremstillet som interessante privatpersoner, faktisk heller ikke Jørgen Leth, som jo selvfølgelig fylder meget, begge er udelukkende brugt som dækkende medvirkende i en dokumentarisk overvejelse. Som er Plejdrups.

Dokumentarens afgørende styrke er disse to stærke medvirkende, som begge yder deres professioners allerbedste, embedsmanden Tranum Kristensens klare, beslutsomme rationalitet, digteren og journalisten Jørgen Leths indgribende tøven og voldsomme vrede begrundet i omfattende viden om det ulykkelige og mishandlede Haiti.

Michael Plejdrup: Da jorden skælvede, Danmark 2011. DR Dokumentar. Sendt i aftes på DR1. Genudsendes 21. januar 2011 09:30 og 3. februar 2011 23:30. Michael Plejdrup filmografi: Et liv på kanten, 2010, Da jorden skælvede, 2011. 

Vurdering:

DR2: En helt almindelig ualmindelig familie

Der er allerede skrevet meget om dette tv-program. Er det rigtigt at sende det nu, hvor en valgkamp er i gang, for det vil kunne gavne statsministerens nyvundne popularitet. Osv. Osv. Her på filmkommentaren vinkles der anderledes. Vi ser ikke alene på hvad , men også på hvordan. Derfor nævner vi som regel i overskriften, hvem der har været instruktør eller tilrettelægger. Det gør vi ikke i dette tilfælde, for der var ingen instruktion eller tilrettelæggelse. Ingen. Krediteringens navn skal ikke frem. Navnebeskyttelse! Fotograferingen var slasket, arkivindslagene var tilfældige, klipningen elendig, der blev hoppet fra sted til sted. Uden idé. Uden struktur. Vi så statsministerens kone og datter blive interviewet, vi så dem rende rundt efter et par hundehvalpe, lave frikadeller, nej, jeg standser her. Det var utåleligt banalt og utåleligt banalt fortalt, klasket sammen er et bedre ord. Lad mig så lige minde om at det banale kan hæves til et kunstnerisk niveau, det har DR selv gjort igen og igen, da der var en DR-Dokumentarafdeling, der turde satse på billedet og billedfortællingen. Med inspiration bl.a. fra de herrer, der stod bag nedenfor nævnte film som ”Primary”.

Jeg har lige læst at Arne Notkin, ansvarlig for DR2, synes at det var en god historie. Jamen, har manden da helt mistet sansen for kvalitet. Eller er han uvidende om tv-dokumentaren, ser han ikke de udmærkede ”Dokumania”er, som bliver bragt på hans kanal. Mediedirektøren Mikael Kamber bør kalde sin kanalchef til kammeratlig samtale.

2011, 25 min. DR2 

Vurdering:

Claude Nuridsany og Marie Pérennov: Microcosmos

At tænke sig: Dette kan ses! Som det hedder i den aldeles beherskede speak, kræver det imidlertid at nærme sig denne verden med den yderste tålmodighed. Filmen er ren tålmodig venten på, at det sker. Og det sker! I scene efter scene folder denne mig ukendte verden sig ud, vildt forbavsende og fuld af blid og brutal og grusom skønhed. Det er en vidunderlig film.  

Vi er i insekternes verden, nede i øjenhøjde, i den verdens landskab og skala, en enkelt gang endog inde i myrernes pov (så lidt som noget andet i denne film overdrives dette greb), kun enkelte optagelser fra vor verdens landskab orienterer os, før vi atter forsvinder ned til macrooptikkens scener af mesterligt kameraarbejde: edderkoppens indpakning af sin fangst med rædselsvækkende elegance, myrernes slæbearbejde med byggematerialer i en for os uoverskuelig logistik, en blank skinnende skarabæ triller en mange gange den større gødningkugle af sted til sit forråd, er uheldig, triller den fast på en grenspids. Billen undersøger sagen, afprøver forskellige muligheder, lykkes til sidst ved fra modsatte side at sætte skuldrene imod kæmpekuglen. Aldrig glemmer man dette dyrs ihærdige og intelligente indsats. Musikken er både en hyldest til fotografiet og en kongenial medtolkning, lyrisk, når to vinbjergsnegles langsomt prøvende berøringer af hinanden før parringen ved musikken bliver til operahøjdepunkt, når et tusindbens beslutsomme fremfærd ved trommespillerens diskrete rytme bliver til et tog gennem dalen, til mild humor. Det er så pragtfuldt og stort, hvad Dokumania-redaktionen bringer ind i min stue.

Claude Nuridsany og Marie Pérennov: Microcosmos - Le peuple de l'herbe, Frankrig, 1996. Sendt i Dokumania på DR2 i går. Tidligere sendt 4. januar. Forhåbentlig har DR2 rettigheder til et par visninger mere. Og Carsten Olsen: køb den til Filmstriben, den er en evig klassiker, denne generations Bæverdalen, mindst! (Min kollega Tue Steen Müller gør dog i den forbindelse opmærksom på, at filmen i sin fulde længde pt. kan ses på Dokumanias hjemmeside, at en dansk version på dvd er til at købe og har været det længe. En vhs-kopi eller måske dvd befinder sig i samlingen på Videoteket i Filmhuset, København og kan ses der. En fransk version på dvd kan lånes på biblioteket.) Claude Nuridsany og Marie Pérennov filmografi: Microcosmos, 1996, Genesis, 2004.   

Vurdering: