Poul-Erik Heilbuth: De faldne

Helle Lyster skildrede i 2008 for DR Dokumentar tre hjemvendte militærfolk udsendt til krige i Bosnien, Kosovo og Afghanistan, De hjemvendte, del 1, del 2 og del 3. Jeg hæftede mig dengang ved min optagethed af de tre medvirkende soldater og den enes kæreste, men var også klar over, at Lysters tackling af det sentimentale aspekt slet ikke bragte dette element under kontrol, og at hendes overvejelse ikke rummede selve tvivlen om det hele. Alt havde tilsyneladende i de tre små dokumentarer en forklaring og kun én forklaring.

Helt sådan er det ikke i Poul-Erik Heilbuths film, som blev sendt i aftes. Heilbuth er tilsyneladende med dette tv-arbejde helt bevidst på vej ind i en ny folkelighed, hvor det sentimentales tårevædede og talemådeprægede udtryk fastholdes monumentalt som dækkende udtryk. I Lysters film er det en selvfølgelighed, tror jeg, i Heilbuths en bearbejdet villethed. Så der klippes ikke udenom det for mig pinlige. Han opfordrer til at læse førhen intime breve højt, til at åbne hidtil hemmelige æsker. Han overskrider i den grad min grænse mellem det personlige og det private.

Og forsigtigt, men efter min mening for forsigtigt, lukker han tvivlen ind i sin fremstilling i noget, som minder om en villet rytme og altså et bevidst element. Det begynder med Mads’ kæreste, som i sit interview som det første af de medvirkende pårørende tydeligt fortæller, at hun var og er imod, imod at han skulle af sted, måske imod i det hele taget, og til en af mødrene, som hen mod filmens slutning i en følelsesudladning, som er hendes egen personlige, vender sig mod krigen som sådan, vi lukker bare hold efter hold af unge mænd ud til løverne, det nytter ikke noget og det stopper aldrig.

Hun indser, at der i hele forløbet er én eneste ubønhørlig logik. Måske er det den, Heilbuth med sit arbejde skildrer, men i så fald nok for underdrevet. I hvert fald i forhold til, hvad jeg har brug for. Og i forhold til, hvad et land i krig har brug for.    

Danmark, 2010, 58 min. Tilrettelæggelse: Poul-Erik Heilbuth, produktion: DR Dokumentar, producer: Steen Jensen. Genudsendes 12.september 14:45 og 16. sep. 09:00

Vurdering:

Phie Ambo: Hjemmefronten

Titlens talemåde er for hyggelig. Men filmen har som undertitel Fjenden bag hækken. Den kan jeg bedre lide, den kan jeg tyde som minisynopsis. Den bringer for mig orden i sagerne. Og den fortæller også, at foretagendet er alvorligere, end den valgte komedie-tone først antyder. Det bliver nemlig i den film værre og værre. Og værre endnu i min eftertanke.

Filmen følger en hegnsynsmand på arbejde. Og det bliver så scene efter scene med hegnsynsforretning efter hegnsynsforretning i nabostridighedernes virkelighed. Skænderi efter skænderi mellem mennesker, som måske ellers er så almindelige som nogen. Mennesker, som ikke vil give sig, men hellere forpeste deres eget liv år efter år. ”Jeg har skåret de træer (inde på naboens grund) ned jævnligt, og jeg regner med at blive ved med at skære ned hvert fjerde år”, siger en med et smil, som pludselig forekommer ubehageligt. Phie Ambo har før og efter konfrontationerne ved hegnsynsforetningerne ved hækkene og plankeværkerne opsøgt de involverede i deres hjem og talt med dem fra bag sit kamera. ”Vi er bare blevet sure, men vi har ikke gjort noget galt”, siger et ægtepar som konklusion på årtiers krig med naboen om.. ja, jeg har glemt hvad.

Det tunge emne er imponerende klippet til en lethed hen over den alvorlige tyngde. Det danser af sted til en slags cirkusmusik, men tempoet falder og stemningen mørknes, da vi kommer til hegnssynet, hvor den ene vil have plankeværk, den anden hæk, som det ses på fotografiet, og filmen slutter i en grusom resignation.     

Filmens moralfilosofiske overvejelse ligger i dens konstruktion. Efter mit behov er den ikke dyb nok, eller den er i min læsning ikke tydelig nok. For mig at se, altså. Jeg, som er vant til eller vænnet til at finde et alter ego for instruktøren blandt de medvirkende, en person at identificere mig med, en at holde med, som vi sagde nede på cowboyrækkerne dengang for meget længe siden. Jeg prøvede da jeg så den i mandags at fæstne min sympati ved hegnsynsmanden Mogens Peuliche, men det ville ikke lykkes, det udvikledes hans karakter ikke tilstrækkeligt til, og det var nok heller ikke Phie Ambos hensigt. Hun vil andre ting med sin film.

Det ser ud til, at hun vil se filmens serie af komedier, som udvikler sig til dramaer og omvendt, som antropologisk iagttagelse, se den med en kølig distance, egentlig. Hendes feltrapport bliver et elegant skrevet misantropisk essay, der ikke giver meget håb for det gode liv, alle medvirkende har overgivet sig til hadets spiral af destruktion. Heller ikke den afdæmpede unge kvinde kommer fri af bitterheden, som vokser. Vi hører, at hendes mål er klart. Hun vil genplante de træer, naboen har fældet og stjålet, for om tre til fire år vil de være oppe og dække udsigten til hans hus. Men, ved hun og vi, fjenden er bag hækken venter med et lumsk smil.

Danmark, 2010, 50 min. Manuskript, kamera og instruktion: Phie Ambo. Produceret af Danish Documentary Production http://www.danishdocumentary.com/ Producer: Sigrid Dyekjær. Sendt på TV2 23. august 20:00. Genudsendes 12. september 12:15. Vil om kort tid kunne findes på www.filmstriben.dk

Vurdering:

Amy Hardie: The Edge of Dreaming

Our American readers can watch (on PBS, 10pmEST) Amy Hardie’s great film tonite. If you live outside the U.S. you can watch it online for free from tomorrow and for the next three months. On the site mentioned below. I post the review that I wrote after the premiere at idfa 2009:

There you go, a real camera stylo personal essay film with an original, personal style. I was completely taken in by the beauty of the film, "The Edge of Dreaming", of Scottish filmmaker Amy Hardie. It touched me, made me reflect on my own life, my family life, my growing up, at the same time as the intensity of storytelling makes you stay in an atmosphere of listening and watching and reflecting. For me this is what a good documentary can be with many layers, a mature commentary, about Life and Death, and told in numerous stylistical lines. You can´t help fall in love with the family of Amy Hardie. They live in (Scottish) nature surroundings that a camera can only adore. And you can´t help admire the manner Hardie, using rough home video material, goes visually elegantly back in time and forward again. We get her story about her first husband, who died years ago, but who comes back to her in a dream to ”announce” that she will die when she is 48 years of age. There are dream sequences, and there are stunning images that make me think of classic Dutch paintings. It is all mixed brilliantly and without any predictability. I better stop my praise and give you the prose of the producers from the idfa catalogue:

This is the story of a rational, sceptical woman, a mother and wife, who does not remember her dreams. Except once, when she dreamt her horse was dying. She woke so scared she went outside in the night. She found him dead. The next dream told her she would die herself, when she was 48. The film explores life, dreams and death in the context of a warm, loving family whose happiness is increasingly threatened as the dream seems to be proving true. The final confrontation, returning inside the dream with a shaman, reveals a surprising twist to the tale.

Scotland, 2009, 73 mins. - and (bravo) with the support of ZDF/arte, More4 and VPRO plus of course Scottish Screen.

http://www.pbs.org/pov/edgeofdreaming

Vurdering:

Message2Man/4

The international competition included yesterday the film ”17th of August” by Alexander Gutman, reviewed and commented several times in this site. Here is a reprint of the review:

This fine Russian director has, apart from the masterpiece ”Frescoes” from Armenia, made a couple of very strong documentaries shot in prisons, ”Three Days and Never Again” and ”Blatnoi Mir” (directed by Finnish Jouni Hiltunen, Gutman was production manager), and here comes another that I do not hesitate to call masterly done as well.

One day in the life of a prisoner, sentenced to lifetime for murders, a man in a small cell, watched through the small window in the dark cell door, walking from one end to the other, exercising, making a cup of tea, praying with his head towards an icon of the bleading Jesus hanging on the wall, getting some food... and a small walk to a strongly fenced and guarded courtyard, filmed from above to achieve the impression of a man in a cage, A close-up study that works because of the brilliant combination of pictures with the monologue of the prisoner. On Life, on the conditions in the isolated prison, on being alone and away from it all, on being close to guards who are there all the time and in a way sharing his destiny.

Sometimes with some shots from the courtyard outside. A horse stands there, an old man comes and makes it ready for transport, they leave the prison, and the camera stays – later on they come back with a coffin to pick up the corpse that we have seen in a previous scene. Or a window with a cat. Did I say that it was black and white. And slow. And extremely well edited. Not a moment too much. Sympathy for the murderer? No, not really, but respect for a human being, curiosity.

Russia, Poland, 2009, 62 mins.

Niels Christian Jung: Den største sejr

Et ”tæt og ærligt dokumentarisk portræt” stod der i pressemeddelelsen fra DR Sporten om Jungs film. Og jeg glædede mig. Den sympatiske og kloge Brian Holm og den grundige og sagkyndige Niels Christian jung på opgave sammen, i patløb så at sige, om cykelløb og sygdom. Det spændte forventningerne. DR 2 sendte filmen i aftes, og jeg blev skuffet.

Filmen er bestemt seværdig, men den gør ikke arbejdet færdigt, følger ikke sporene, den lægger ud. Følger dem et stykke af vejen, men opgiver så. Ikke bare et af dem, men alle de fire, jeg fik øje på: Kirurgen, Team HTC-Columbia, Familien og især Brian Holm alene. Så altså, tæt… ok, men slet ikke tæt nok. Ærlig… ja, ja, men slet ikke den ærlighed, det dokumentariske oplæg kræver. Som jeg følgelig havde ventet.

Det med forventningerne er bogens skyld. I en scene i filmen sidder Brian Holm i en hotelseng og skriver. Det er under Tour de France sidste år. Han skriver ikke om løbet, ikke om HTC-Columbias etapesejre. Han skriver på sin bog om kræftsygdommen, om sit liv den række år med den altdominerende realitet at være diagnostiseret, opereret og efterbehandlet for tarmkræft. Den bog kender jeg på den måde, at præsten i min kirke en søndag for nogen tid siden tog den som udgangspunkt i sin prædiken og stillede den op mod dagens tekst. Han sagde, det var en god bog. En ærlig bog, en tæt bog – tror jeg, han mente. 

Det med forventningerne er også prisbelønningernes skyld. Niels Christian Jung blev i 2008 af de danske sportsjournalisters forening valgt til årets mand, ”en kompromisløs graver” kaldte formanden Steen Ankerdal ham i sin motivering af valget. Og november sidste år fik han Torsten Tégners mindelegat, som gives til fremragende nordiske sportsjournalister. Nu kunne jeg sådan forberedt møde hans nyeste arbejde, hvor han godt nok ikke skulle afsløre, men gerne selvfølgelig, grave. Skaffe stof frem til en ny og vigtig film, og måske gravede han for meget, fandt for meget og kunne ikke vælge fra. Stof om sygdomsbehandlingen, om arbejdet med HTC-Columbia, om familielivet og om Brian Holm nu og tilbageskuende, biografisk.

Vurdering:

Freddy Tornberg: Bifrost

Filmen skildrer det særlige miljø, elever og lærere skaber omkring sig på kunstskolen Bifrost i Randers. Skolen er for voksne studerende, og den har undervisning i maleri, grafik og skulptur; på skift arbejder alle 15 elever med alle tre teknikker. Skolen er også værkstedsfællesskab for de 15, som har det til fælles, at de har en fuldstændig ukonventionel kunstopfattelse, vild i sind og fri for almindelige forventninger. Filmen skildrer en dagligdag på skolen, følger enkelte elevers arbejde og beskriver to af lærernes gennemtænkning af skolens didaktiske profil. Katja Herrik er aldeles overbevisende i det hun gør i undervisningssituationerne, og Per Kjærsgaard Jensen er fuldstændig klar og præcis i sine redegørelser i nogle fine, naturlige interview-situationer, instruktøren har arrangeret forbilledeligt, og klipperen sat på plads som hvilepauser i dagsrytmens logik.

Freddy Tornberg har lavet en forbavsende og dejlig film på den berømte kunstskole. Forbavsende, fordi den samtidig med det er klassisk, social reportage også er filmtænkning, et legende let gennemført impressionistisk værk, hvor kameraet helt har overtaget skildringen. Og Freddy Tornbergs kamera er ømheden og empatien selv. Det er en film af frydefuld venlighed som et let kærtegn. En film om at udtrykke omverdenstolkning og livsforståelse i maleri, grafik og skulptur, og samtidig en dybt interessant skildring af en skoles didaktiske principper og konsekvente dagligdag. Principper og metodikker så faste og forbavsende som dem på Schuberts Minde i Ringkøbing, men tilsyneladende stik modsatte. Eller mon de er? Det er eftertanken værd. Resultaterne er tydelige og mange og rige. Og indsigterne i kunstneriske arbejdsmåder alvorlige og dybe som Eliassons, der blev skildret i Jacob Jørgensens film med den store islænding. Tilsyneladende vidt forskellige kunstneriske kvaliteter. Eller mon det er så forskelligt? Det er også eftertanken værd. Eliasson viser sit vandfaldsshow på Hudson i New York, Judith Damgaard Nielsen udstiller sine billeder på Louvre i Paris. Overvejelserne fortsætter i én længe efter filmen. Som i øvrigt holder til det sjældne: at kunne ses igen!  

Foto: Heidi Brinch Hansen: maleri uden titel

Freddy Tornberg: Bifrost, Denmark 2010, 39 min. Subtitles: English, German, Japanese. Script: Freddy Tornberg, camera: Freddy Tornberg, editing: Steen Dongo, sound design: Steen Dongo, producer: Freddy Tornberg, company & sales: Venus Film, distribution: Biblioteksmedier. 

Bifrost, FOF-Randers, J.V. Martins Plads 1, 8900 Randers C

Vurdering:

Ada Bligaard Søby: De nøgne fra Skt. Petersborg

Titlen siger Skt. Petersborg, så jeg er forberedt. Tavse, højtidelige kadetter i legetøjsuniformer fra fortiden på en fornem plads. Floden, jeg fornemmer, må være Neva. De er alvorlige, tager det alvorligt. Det er én scene. Der står et barn  let ophøjet i et dagligt rum og fremsiger et digt. Et gammeldags digt med versefødder og rim og en tilværelsesforståelse, skulle jeg tro, milevidt fra barnets.  Det er en anden scene. Og i et sted i mig selv forstår jeg spontant noget ordløst om patosens væsen.

Og netop det må være filmens indhold og anliggende. Denne nøgne alvor. Denne fremmedartede vilje til den store gestus, som jeg til min forbavselse genfinder hos mig selv, efterhånden som scene, omhyggeligt overvejet mærker jeg, føjes til scene i en juxtapositions strategi som hos Marker og Godard. Mere end en forælling af billeder er det en udfordring af billeder. På filmselskabets hjemmeside beskriver Ada Bligaard Søby i en lille elegant tekst sine overvejelser i et fuldkomment manifest over den tavst forsigtige og antydede antropologi, hun udfolder i filmen, ja, i alle sine film. Mere end en forklaring og fortolkning læser jeg teksten som instruktørens egen forbavsede opdagelse af sin russiske film.

Scene efter scene stilles i kø i disciplineret række og forbindes kontrapunktisk med interview- og dialogmateriale, dokumentariske beretninger i løsreven fastholdelse. Det er meningsfuldt i en ganske anden narration end den normale danske tradition; og det er befriende, så befriende. Og glædeligt. Ada Bligaard Søby er efter udflugten med de klagende kor vendt tilbage til sin helt egen metode og tilbage til den overraskende ligefremhed i American Losers, til den udvidende billedskønhed og kontrollerede smerte i Black Heart og til brevvægtens milligrams balancekunst i Meet me in Berlin.

De nøgne fra Skt. Petersborg er på kun 23 minutter. De mærkes som en vidunderlig begyndelse til en meget lang og rig film. Mere, mere mumler jeg ved slutteksternes opdukken. Det er en meget sjælden oplevelse.

Ada Bligaard Søby: The Naked of Saint Petersburg (De nøgne fra Skt. Petersborg), Denmark 2010, 23 min. Synopsis:” It is winter in Saint Petersburg and the streets of the former capital are teeming. Half naked sunbathers stand in the snow; fledgeling dancers watched by throngs of teens are an explosion of underground fashion; a therapist who cannot afford an office sees clients in his car; immigrant street cleaners wander estates in orange vests, hoping they won’t be mistaken for terrorists. Saint Petersburg makes do with what it has.” (DVD-cover text) Script: Ada Bligaard Søby, camera: Max Efros og Ada Bligaard Søby, editing: Nanna Frank Møller, sound design: Roar Skau Olsen, producer: Lise Saxtrup, company & sales: Klassefilm www.klassefilm.dk  Filmografi, Ada Bligaard Søby: Rome, NY (2004), American Losers (2006), Meet Me in Berlin (2007), She’s Lost Control (2008), Black Heart (2008), Complaints Choir (2009).

Vurdering:

Nils Vest: Et rådhus/2

Det begynder allerede ved indgangen. Det med Nyrops detaljer. Hver indgang har sine særlige figurer. Her er det vejvæsenets gamle indgang ud mod H. C. Andersens Boulevard. To brolæggerjomfruer i granit flankerer porten. Rådhuset skulle have den danske stenhuggertradition fra middelalderkirkerne indarbejdet. Men det håndværk var glemt, så billedhuggeren Anders Bundgaard måtte lære sig det forfra, da han fik opgaven. Et sted i Nils Vests film kommer vi ind i et kælderrum med Bundgårds skitser til de mange ansigter, han huggede i granit, og Vest fortæller i sin nøgternt personlige speak, at billedhuggeren fandt sine modeller i de nærmeste omgivelser, blandt byggeriets håndværkere og rådhusets medarbejdere.   

Og Vest tager denne demokratiske idé op. Det er jo et hus for alle borgere i byen, og han åbner sin film og sin omvisning ved at lade en almindelig rådhusbetjent tage imod og føre os ind i huset og dets idé. Vest er vedholdende (eller stædig) som sine hovedpersoner, nu altså Martin Nyrop, hans motiver og greb går igen fra film til film. Også dette, at det ophøjede monument ikke kun ses i arkitekturhistoriens lærde og følsomme blik i kunstnerisk øjenhøjde, men også ses nedefra, i fejemandens jordnære og håndfaste perspektiv. Vest mestrer begge vinkler.

Og det bliver til ét af de gennemgående lag. Denne omviser-fortælling tages op i Jens Bidstrups velordnede klipning, og en række mennesker, som arbejder i husets funktioner eller med husets historie eller med dets arkitekts biografi, får stafetten og fortæller hver deres brik i mosaikken, som bliver filmens handling af dagligdag, arkitektur og menneskeliv.

Der er premiere i morgen kl. 12 i Grand Teatret.  Et rådhus til hverdag og fest kører derefter i den biograf, forhåbentlig et stykke tid, for det er selvfølgelig en simpel pligt for enhver københavner med kærlighed til sin bys smukke huse at gå ind og se filmen om byens italienske renæssance rådhus og dets mylder af historier og detaljer og betydninger.

Nils Vest: Et rådhus til hverdag og fest, Danmark 2010, 52 min. Manuskript: Nils Vest, fotografi: Erik Norsker, Casper Høyberg, Steen Dalin og Nils Vest, klip: Jens Bidstrup, musik: Anders Koppel, lyd: Iben Haahr Andersen, produktion: Nils Vest. Produceret og distribueret af Nils Vest Film www.vestfilm.dk her også direkte dvd-salg.

Vurdering:

Jacob Jørgensen og Henrik Lundø: Olafur Eliasson

Jacob Jørgensen og Henrik Lundø laver beundrende, imponerede og loyale film om ophøjede personligheder som Erik Reitzel, Dronning Margrethe, H. C. Andersen, Henning Larsen og mange, mange flere. Og nu altså Olafur Eliasson. Og det skal de gøre, og det skal de blive ved med. Deres film glæder mange. Rigtig mange.

Jeg blev imidlertid skuffet over Eliasson filmen. Og kom til at tænke, at også inden for Jørgensens og Lundøs koncept, eller plan, eller smag, inden for deres ambition må der være nogle overordnede krav til emnets fokus, til indsigtens dybde, til karakterens udvikling, til klippets musikalitet og egenfortælling.

Jeg blev så skuffet, fordi filmens fokus, som for eksempel kunne være blevet ved Hudsonflodens vandfald og deres fortælling, flakker til andre af Eliassons mange projekter, til lidt antydet biografi og til noget sentimentalt privatlivs indblik. Skuffet, fordi dybden i hans gennemgående monolog og samtaler konstant svigtes til fordel for en omklamrende forklaren og forklaren tilsat lidt moraliserende didaktik. Skuffet, fordi den berømte hovedperson, skønt hele tiden aktivt tænkende kunstner, i filmens story line står fuldstændig stille i et låst ikke-karisma. Lidt træt, faktisk. Jeg blev skuffet, fordi klipningen uden retning flakker fra dit til dat og fortaber sig i gentagelse og limen sig pinagtig fast til scener, som forlængst har tabt indhold og gnist, en klipning, som i filmens sidste tredjedel bare tynder ud og tynder ud, uden jeg mærker det som konstruktionsbestemt diminuendo.

Men er man i forvejen optaget af Ofafur Eliassons person, arbejde og shows, skal man bestemt se Jørgensens og Lundøs film. Den er sympatisk, venlig, høflig og loyal. Og den er formodenlig blevet fuldstændig, som de ville have den. De er dygtige og meget, meget erfarne, de to. 

http://www.jjfilm.dk/index.php?lang_id=1

Vurdering:

Hanne Ried Larsen: Kæft, trit og .... knus

Det er ikke nogen god titel. For dokumentaren handler mest om det ord, der mangler. Den handler mest om retning, pædagogisk retning, opdragelsens retning. Og det er godt, den gør det. At den usentimentalt fremlægger et usentimentalt program for børns plads i livet med voksne. Et syn på tingene aldeles på tværs af den generelle stemning i samfundet. Et syn kombineret med helt konkrete handlingsanvisninger i alle detaljer. Det er ret godt at lytte til i rækken af statements fra medarbejderne på Schuberts Minde i Ringkøbing. Det er faktisk en god dokumentar om dette standpunkt, ikke kun god som diskussionsoplæg, nej, også god næsten som konkret brugsanvisning.   

I aftes så vi så det første af de fem afsnit, dokumentaren er delt op i. Vi så en dreng på 13, som ankom til behandlingshjemmet, vi så den venlige modtagelse, og vi så hans første konfrontation med denne pædagogiske retning, som var modsat alt, han havde vænnet sig til. Den første kamp mellem barnet og de nye voksne varede halvanden time, fik vi at vide. Vi så glimt af forløbet: sådan gøres det. Og vi hørte den rolige og argumenterede forklaring: derfor gør vi det sådan. God film, god dokumentarserie, ser det ud til. Vi får se med de fire resterende afsnit.

Hanne Ried Larsen: Kæft, trit og .... knus, Danmark 2010, 5 afsnit af 40 min. Produktion: DR-Dokumentar. 1. del genudsendes mandag 17.maj 14:30 på DR 1.  

Michael Plejdrup: Et liv på kanten

Det hedder i afdelingens nyhedsbrev: "DR Dokumentar undersøger et bestialsk overfald på en kvinde på øen Mors. det er historien om et barskt og voldeligt liv blandt sociale nomader. Men det er også historien om et udkantsdanmark, der føler sig svigtet og hægtet af."

Jeg studser over ordvalget. "Bestialsk", "øen Mors" (ja, det er det da, som "øen Amager", hvorfor nu denne pædagogik?), "sociale nomader" (ude af sociologernes rapport, uden definition bliver begrebet ubehageligt og stemplende), "udkantsdanmark" (et samlebegreb, som slører mere end det præciserer, som gør sig fortrolig, menneskelig, det kan "føle sig"!) Sådanne ord er det dårligtst tænkelige udgangspunkt for Reimer Bo Christensens 21 Søndag, Danmark knækker. Med sådanne uhåndterlige begreber kan det da kun blive en overfladisk behandling. Vi får se.

Vurdering:

Poul-Erik Heilbuth: Manden som løj verden i krig

Jeg må sige, at jeg er skuffet over DR-dokumentaren, som jeg havde ventet mig meget af. Men jeg vil bestemt se den igen for at finde ud af præcis, hvordan den knækker. Det kan være, at det simpelthen er sådan, at den skuffer der, hvor Heilbuth selv skuffes. Han kommer ikke til at tale med manden, som han filmen igennem har jagtet. De tyske politifolk snyder ham for byttet, netop som interviewet skal i gang... Frustrerende!

Rygsøjlen i dokumentaren er et gavnligt resumé af hele historien om begrundelserne for at invadere Irak. Specielt to danske ministre står centralt. Selv om de selvfølgelig ikke ville medvirke endnu. De har ikke nået tilbageblikkets tid. Men til da tænker vi vort. Og det er godt at holde forløbet klar i erindring.

Jeg har én indvending foreløbig. Historien med den danske soldat, som dør i krigen, er overeksponeret. Forstyrrer derved, at ægte følelse i forkerte omgivelser bliver til noget meget, meget forkert. Og jeg mærker en hensigt, som jeg ikke kan lide.

Det er - og det er så en indvending mere - som med den bærende fortællerstemme. Den vil omklamre mig med for megen følelse og insisterende overtydelighed. Det bliver ubehageligt.

Men trods disse to indvendinger i min bedømmelse en vigtig film. Især, selvfølgelig, på grund af rækken af stærke medvirkende fyldt med faktuel viden og personlig energi til at aflevere den. Men, Heilbuth, altså... selve story-line  kræver en fortsættelse... Hvad siger tyskerne? 

Foto: Nej, det var ikke ham, som løj. Han vidste vist ikke bedre. Men tyskerne snuppede løgneren for øjnene af Heilbuth og seerne..

Bogen om Curveball anmeldt her: GoogleBooks

Vurdering:

Saskia Bisp: Nobody Passes Perfectly

Scenen i sengen med de elskendes tyste, intense samtale fuld af autentisk kærlig følelse er det hele værd. Den er klippet med lydhørhed for den lille angst for tiden, der forandrer, og kærligheden, som ikke er til at holde fast, trods forsikringerne. Den ængstelse vokser gennem den smukke scenes replikskifte til et helt kammerdrama i det lille format.

Det handler om at ville ændre på sin seksuelle identitet. Det er den ene af de to i sengen i færd med. Og hvad vil så ske?

Vurdering:

Barbara Cros, Lisbeth Lyngse: Kvinder i forandring

De er så omhyggelige med deres tøj, de tre kvinder, det handler om. De er så omhyggelige med det danske sprog, som de taler forbilledligt. De er så ordentlige og sympatiske og tydelige. Deres fortællinger er detaljerede, uden dramatik. Pletfri. De medvirker i en undervisningsfilm. Den har brug for forbilleder. Det kan jeg godt forstå. Det er ærlig snak. 

Det handler om danske uddannelsers betydning for herboende kvinder fra fremmede kulturer. Det lyder bestemt ikke spændende. Men sådan en opgave kan reddes...

Vurdering:

Markku Heikkinen: All Boys

Det er en tv-rettet knapt én time lang real-kommentarbåret reportage med filmede illustrationer og vekslende interviews fra to nutidige pornografiske produktionsmiljøer med små forskelle, som skal gøre en sammenligning interessant. Det lykkes ikke.

Det er en bornert nysgerrig sammenlignende sociologi-interesseret skildring af af to små professionelle selskaber, som fremstiller den slags film og magasiner. Et i Prag og et i Berlin med hver deres chef, som begge forsøger at leve op til rollerne som farverige og karismatiske ledere...

Vurdering:

Eric Pauwels: Les Films rêvés 2

Jeg er ikke blevet færdig med indtrykkene fra Cinéma du réel, eller rettere, der er film, som bliver ved med at trænge sig på. Nu Pauwels’ tre timer lange sag, i to dele (85 og 95 minutter) i udtrykkelig 4/3 format. Det står på forsiden af dvd-udgaven, som CBA i Bruxelles har været så venlig at sende mig. Den slags er vigtigt, når det er billeder i en tid og fra en tid, det drejer sig om. Med en mening om deres eget udseende. Det gamle tv-format. Og på forsiden er der seks billeder i dette klassiske format, på bagsiden yderligere seks og så synopsen: Un jour, un homme, un cinéaste fait un rêve: il rêve qu’il fait un film qui contiendrait tous les films qu’il a rêvé de faire. Inden i er tiden, de to dele, i alt 180 minutter.

Jeg så filmen i Paris uden at forstå særlig meget af den franske voice-over og dialog. Men dvd-udgaven har engelske undertekster. Så nu kommer et frydefuldt arbejde med at se det store, smukke værk, omhyggeligt, afsnit for afsnit. Læse det så langsomt, som det indbyder til. Så tiden holdes fast. Hvad dvd kan.

Det begynder med en poetik. Her kan man som begynder begynde. Her kan man som blasert og erfaren begynde forfra og blive ydmyg. Det er yderst håndfast: der findes disse film, og så demonstreres en scene. Og der findes disse, og der demonstreres en scene. Det er medrivende grundlæggende. Og så følger afsnittet om Jean Rouch, hvor poetikken foldes ud, men ikke som skema, nej, som liv og død… 

Vurdering:

Marathon DOK 2010

This yearly initiative of EDN (European Documentary Network) takes place March 6 from 2pm to 10 pm with breaks for coffee, talks and a a sandwich. The Danish Film School in Copenhagen rooms this mini festival that has proved to have a succesful format could easily be exported to other countries. The Danish Film Institute supports the Marathon Dok, that is open for participation to students and professionals from the film and TV industry only. The programme is still in its completion phase but this is what is confirmed so far. Chapeau for the emphasis on actuality and the short documentary. Click the titles and you can read – and in some cases watch – the titles online:

1st Screening Block - Starting at 14.00: Poste Restante (Poland, 2009, 14 min, DigiBeta) by Marcel Łoziński. Drona & Me (The Netherlands, 2009, 20 min, DigiBeta) by Catherine van Camp. Portrait of a Reluctant Gentleman (Sweden, 2008, 13 min, HD) by Gustav Danielsson. Civil Servant P327JUM (Sweden, 2008, 14 min, DVD) by Johan Bjerkner.

2nd Screening Block - starting at 16:00: Hanasaari A (Finland, 2009, 15 min, DigiBeta) by Hannes Vartiainen. What Remains (Austria, 2009, 33 min, DigiBeta) by Clarissa Thieme. I love my boring Life (Czech Republic, 2009, 27 min, 35mm) by Jan Gogola

3rd Screening Block - Starting at 18:00 TBA

4th Screening Block - Starting 20:00

Last Train Home (China, 2009) (PHOTO) by Lixin Fan. Idfa winner 2009

www.edn.dk

John Appel: The Player

3 stronger characters and some accompanying. Not unusual.  And three characters with the same in common: the desire to gamble; driven by an addiction that has heavily influenced their lives. One is no longer alive, the father of the filmmaker, the two others still practise in different ways, on different levels and in different areas of operation. One is in prison and talks with a low voice about what he has been doing, waiting to get out very soon. This does not happen, he has his imprisonment prolonged because he can not refrain from gambling (= swindling) from his cell via his mobile (cell!) phone. The other is a festive man full of stories and fun and lust for life. A showman, who offers the viewers a guided photo tour picturing the women with whom he has enjoyed life – for a certain period, as long as they could compete with the real love and passion of his life: Gambling. We see him as the charming bookmaker, he is, and we sense the back side of the coin, the loneliness, as he speaks.

The main character, however, is the father of the John Appel, as he is seen and described by the son. Appel approaches the character of his father in a very fine and balanced manner, where he leaves a lot of reflection to the viewer. He intertwines the story of his father with the two other addicts and maybe he was a mix of the two – the low voice prisoner and the outspoken party seeker and show man. That Appel is an experienced filmmaker and knows the rules of storytelling is evident, and again it is a pleasure to hear a well written and spoken personal commentary. Towards  the end of the film, Appel tells us that he after the death of the father often drove with his mother to the place of the horse races. This is where the father had his seat every sunday. They sit there in the big car, all is silence – one of many beautifully composed images full of the melancholy that suits this film so well.

Holland, 80 mins., 2009

http://www.cobosfilms.nl/

Vurdering:

Forgotten Transports to Göteborg Film Festival

”What an achievement! I don’t recall, when was the last time that I witnessed so captivating a historical documentary, here told by Czech Jewish survivors of the holocaust. They were interviewed between 2000-2006 by Lukas Pribyl, the researcher, writer and director behind the four 90 minutes long films that share the same title, ”Forgotten Transports”, with the adding of where the transports went: ”to Latvia”, ”to Estonia”, ”to Belarus”, ”to Poland”.

This is a text clip from this site where Lukas Pribyl’s films were given an enthusiastic review in August 2009. I also put the film series on my list of best films 2009. Now I see with pleasure that the prestigious film festival in Göteborg, in its very exclusive documentary section, includes 3 screenings of each of the 4 films. I can only say to our Swedish readers and the Danish professionals, who visit the festival: Go and watch these impressive films.

The 178 pages big catalogue also invites to screenings of other high-quality documentaries that have been written about on this site – and will be screened next week at the Magnificent7 festival in Belgrade: ”My Life With Carlos”, ”Pianomania” and ”Kill the Referee”.

The festival goes from January 29 to February 8.

http://www.giff.se/

www.forgottentransports.com

Max Kestner: Drømme i København 1

Kære læsere.

Filmkommentarens to skrivere var i biografen sammen. De så Max Kestners nye film, der får biografpremiere straks i det nye år. De var ret uenige om filmens kvalitet. Se nedenfor.

Max Kestner: Drømme i København 2

Henrik Ipsen hedder fotografen og det er ham, der skal have ros for sin indsats i en film, som ellers set ud fra sin ambitiøse præmis er mislykket. Ipsen har blik for København og har komponeret billeder, som er frapperende flotte, hvadenten de har de nye glashuse ved vandet som motiv eller er fra baggårdene eller skildrer gader med vidunderlige facader, der vidner om byens mangfoldige skønhed.

Max Kestner har på dette område fået, hvad han som instruktør har bedt om. Det går så galt, når han selv skal træde i karakter som instruktør. Han har i denne funktion f.eks. bedt grupper af medvirkende - ofte placeret i forgrunden i slørede billeder hvor bagggrunden er skarp – om at levere smalltalk, formentlig for at skabe en stemning af liv. Resultatet er desværre i de fleste tilfælde tåkrummende amatørteater. Der klippes ofte fra disse ”almindelige mennesker” til arkitekter, der drikker rødvin eller står på tegnestuer og diskuterer – hvad de siger er enten ikke til at høre, eller bare sådanne små brudstykker af arkitekt-snak.

Helt galt går det med den tekst, som Kestner selv læser op. Det er tydeligt at han med teksten vil skabe sammenhæng mellem personer, som kan være dem, som vi gennem de oplyste vinduer ser i køkkenerne eller bevæge sig rundt i stuerne eller sidde i en bus på vej til mor eller far...  han vil give dem liv med en tekst, der skal overbevise os om, at det kunne være os, der sidder i biografens mørke, lever alene eller sammen med andre, elsker eller ikke elsker, er gammel eller ung. Teksten må have været tiltænkt en dramaturgisk samlende rolle, og kunne i en mindre anmassende form måske have fungeret. Nu studser jeg bare over at en tekst på 3.G niveau har kunnet smutte igennem producent- og konsulentøjne.

Ærgerligt når også musikken, komponeret til filmen af den islandske komponist og musiker Jóhann Jóhannsson, er et fremragende akkompagnement til Henrik Ipsens billeder.

Vurdering:

Max Kestner: Drømme i København 3

Filmen fastholder – og lever næsten – af et kulturtræk, som om lidt er forsvundet. I nogle årtier har gardiner og persienner været borte fra vinduerne om aftenen. Vinduesåbningerne har været oplyste scener for hjemmelivets dramatik og udstillinger af boligernes scenografi. Det er nu ved at være forbi, man ruller ned og trækker for. Byen hyller sig ind igen i utilnærmelighed. Men i sidste øjeblik har Henrik Bohn Ipsen lagt sin skarphed på facaderne og vinduernes oplyste åbninger, hvori Max Kestner har iagttaget og iscenesat billeder af indbyggernes liv. En ung kvinde læser, et par skændes, en kvinde stiger nøgen og våd ud af badekarret, griber ud efter sin mand og indleder forførelsen. I en fortsat sammenstilling rummer filmen et meget stort tal sådan stiliserede optagelser af byens facader set udefra og i et system af afvekslinger set indefra, så vinduerne, som før skildrede mangfoldigheden, nu viser os byens generalitet i vekslende belysninger, som bliver modsvarende begivenhedsrækker. Denne topografiske skildring fortsætter som variationsværk, til mulighederne alle er gennemprøvet, og byen lever i mig, levende som organisme, uforgængelig som faktum. Bevægende i fremstillingens blide kærtegn.

Netop dette er indsigtens kerne. Det er byen, som er konstansen i en evig variations og forandrings uforandrethed. Byen er der. Altid. Menneskene passerer. Og så er det sådan, at byen ikke er menneskenes. Det er omvendt. (For alle tegnestuer i filmen er ens, alle forhandlingerne der er ens. Det er først i teksterne til sidst, vi ser, at en længere række tegnestuer har medvirket.) Som menneskene og deres liv er ens. De bliver til i elskov, de er i vejen for forældrenes travlhed, de kører ad de samme ruter alene i busserne, de mødes med hinanden i værksteder, på kontorer og i tegnestuer og tror, de skaber byen. De dør ensomme, og der ryddes anonymt op efter dem. Nye folk flytter ind i deres boliger, som tilsammen er byen, som består. I den fineste komposition af et mylder af juxtapositioner, fortæller Anne Østerud en historie så almindelig og så generel, men også så gribende, at jeg i mørket noterer ”lutter ømhed” som det eneste under den biografvisning.

Som tegnestuerne er ens og generelle er alle arkitekter altså ens i denne film. Måske er de ikke ydmyge over for byens tilstedeværelse – ude i den såkaldte virkelighed, inden i alle de andre film og bøger. Men her er de ydmyge. Og uskarpe i forhold til huset, som rummer deres tegnestuer, i forhold til deres vægge, reoler, vinduer, udsigter. Som jeg tidligere skrev her på bloggen, filmen nok ville være, det er den, nemlig et fokusskift fra Esbjergfilmen, Kestner og Bohn Ipsen tidligere lavede så beslægtet. De horisontale køreture med kameraet begynder til akkompagnement af samtaler, dialoger, som ikke er indhold, men lyd kun, mennesker, som taler. Hvad de siger, er underordnet, og vi ved det også i forvejen, for vi kender dem så godt. Og kamerabevægelsen når omsider frem til dem. Måske er de i fokus, måske ikke. I filmens fortællings skarphedsområde er de det aldrig. Men det er deres huses facader indvendig og udvendig. Det er byens elementer, det er byen. Jeg ser Max Kestners film som et stort topografisk værk placeret mellem Magris Trieste, Pamuks Istanbul, Ruttmanns Berlin og drilsk nok Calvinos række af ubesøgelige og usynlige byer.  

Efter forpremieren forleden (der har været en række i byen) talte jeg med en fagmand, en forstandig specialist. Han havde nu set filmen et par gange eller tre. Og han hævdede bestemt, at den indeholder en alvorlig inkonsekvens. De medvirkende er i fotografisk fokus, er tegnet skarpt ikke kun, når de tilfældigvis befinder sig i skarphedsområdet, som i hver optagelse er muren, væggen, vinduet. De er tegnet skarpe af og til og ofte umotiveret. Jeg tror ikke, han har ret, og i tillid til det, giver jeg dette nye højdepunkt i dansk film fem penne.

Max Kestner: Drømme i København, Danmark 2009, 72 min., 35 mm. Manuskript: Dunja Gry Jensen og Max Kestner, fotografi: Henrik Bohn Ipsen, klip: Anne Østerud, musik: Jóhann Jóhannsson, lyd: Morten Green, produktion: Henrik Veileborg. Produceret af Upfront Films. Premiere: 7. januar 2010 og derefter i en vis biografdistribution, 2 kopier. Senere tv-visning og i dvd-distribution. Indhold: En topografisk skildring af byen København. Filmen handler om byens fysik og form, dens gader og bygninger. Menneskene færdes der og lever der. På gennemrejse og i kort tid. Byen er skarpttegnet, menneskene er uskarpe, sådan er konceptet. 

Vurdering:

Thomas Heise: Material

It's November 9 and it is 20 years after the fall of the wall. Broadcasters programme accordingly, festivals as well, let me re-mention one of the most interesting documentaries from that time that totally avoids all the clichés and is made by one of the best current German directors, Thomas Heise. Here is a re-post of the review:

It takes some maturity and courage to publish your own archive Material that was meant to stay on the shelf. Thomas Heise – what an understatement! – is indeed a mature and experienced filmmaker, who meiner Meinung nach is one of the leading documentarians of our time. I dare say so having seen ”Stau-Jetz geht’s los”, ”Barluschke”, ”Vaterland” and ”Kinder.Wie die Zeit vergeht” – and those titles constitute only a part of the filmography of the German director, who now offers the audience to watch the 164 minutes of his  social, political and cinematographic interpretation of our time. And his time as a citizen of the GDR and now the united Germany.

Most of the Material is documents shot by the director himself. Dokumentation, as they would say in German. Heise observed the rallies in Berlin in November 1989, when ordinary Genosse were allowed to take the floor and express their opinions about the leadership of the state. And he was  in the prison, when staff members one after the other aired their plea for respect from the increasing crowd of protesters outside – followed by inmates who wished for amnesty in order to take part in the changing world on the other side of the bars.

These sequences, and many more from the archive Material of Heise, show something seldom seen before: the ordinary GDR citizens at the microphone leading up to the fall of the wall. The fall we never see, because we know about it, on the contrary, Heise wants the film to have an actuality and  succeeds perfectly to fulfill that ambition through his aestetical elegant 360degree camera movements in empty depressing spaces, through images from the prison of today, and through an amazing self-ironical, multilayered sequence from a screening of a (Heise-directed, I suppose) film in a cinema: The film is running while the audience starts to fight in front of the screen, the leftist against the rightists, or maybe fights in other constellations. Godard could not have done this better! And was this what the unified Germany was aiming at – totally absurd it is that a social film is running on the screen while social riots unfold in front of the camera. Passive people argue to the cameraman that things like this should not be filmed! Heise did. Thanks for that and for a very intelligent work that I can’t wait to see one more time.

www.deckert-distribution.com

Vurdering:

Steen Møller Rasmussen: Richard Winthers hus

Endelig er Per Kirkeby kommet ind i det legendariske hus i Vindeby. Godt nok for sent til at træffe Richard Winther. Han er der ikke. Han er død. Men i tide til at møde hans værk i huset, billederne på vægge og lofter. Man er med på besøget i de kolde rum. Berørt af situationen som Kirkeby er det. Han havde sammen med John Hunov planlagt eller i hvert fald talt om at køre dertil. Men de kom aldrig af sted. Og så lagde Winther sig som Kirkeby udtrykker det. Mildt bebrejdende. Nu er huset tømt for de mange, mange ting, som før fyldte det. De er flyttet langt væk. Men billederne på pudset og betonen og brædderne er der endnu, og Kirkeby er tydeligt rørt og ærligt overbevist. Dette er stort. Det er ikke vitserne fra Gl. Holtegaard udstillingen. Dette er den gamle og alvorlige akademiker. Og det er i den historiske sammenhæng Picasso og Goya. Det er derimod ikke Matisse. Kirkeby forklarer præcist hvorfor og hvordan.

Steen Møller Rasmussen har begge sider af manden med på sit fotografi af maleren i kurvestolen med opsatshat. Både det vitsede og det akademisk/statuariske. Begge sider skildret i en tydelig alvor. Men filmen koncentrerer sig udelukkende om denne særlige storhed, som overrasker Kirkeby, fastholder den i Kirkebys tøvende uforsigtige fremstilling. Usentimentalt og klart i en reportage delt på tre fortællende og kommenterende medvirkende vidner, ud over Kirkeby keramikeren Grethe Bull Sarning og kunsthistorikeren Christian Vind. En tredelt reportage (tredelt i stil, indhold og emotionel egenart), som tager sig selv alvorlig som gennemført metode hos en fotograf, som tør tage reportagen på ordet: at fortælle det som det er – og på den måde som det der var.

Steen Møller Rasmussen: Richard Winthers hus, 2008, 78 min. Findes på dvd-udgivelsen Tjener for en bydreng - Richard Winther og mig, 2009, sammen med to ældre film, Richard Winther - en undersøgelse, 1999, 21 min. og Wie, 2005, 16 min. + bog, 160 sider med biografisk essay af fotografier og tekster. Forlaget Plagiat, 2009 www.kunsteen.dk  

Vurdering:

Steen Møller Rasmussen: Tjener for en bydreng

Peter Laugesen sagde engang (jeg husker det - er sikker - men jeg kan ikke finde stedet), at en bog skal indeholde det hele. Jeg har nok ikke forstået, hvad han mente, men jeg har hele tiden siden vidst det. AT det er sådan. Al ting er i bogen. Hele tanken, alle digtene, samtlige billeder. Den samlede eksistens og virkelighed.

Sådan er det også, hvis der tilsyneladende er et emne, et tema. En afgrænsning, en ramme. Eller udtrykkeligt en titel på bogen (som Retro, som Den hellige Hieronymus' damekreds, som Tjener for en bydreng). Temaet eller titlen er indgangen. Indeni er det hele. Hver gang. I alle bøger - af den slags.

Sådan er det også med film af den slags. Steen Møller Rasmussens film er alle den slags, i hvert fald dem, han selv har bestemt over. (Han har ofte været, er ofte, bydreng, præcis og loyal). Samlingen i denne dvd-udgivelse (lagt ind i en bog) er helt hans egen og i den grad den slags. Og alle delene er egensindige, ubestikkelige, hensynsløse. Samlingen har ligget længe på mit bord, næsten anklagende i tillokkelsen. Jeg har tøvet, for det er stort. Filmene og bogen er det hele. Jeg kunne ikke ønske mig mere. jeg kunne ikke ønske det anderledes. Jeg forstår det ikke, men det er sådan.. 

Steen Møller Rasmussen: Tjener for en bydreng - Richard Winther og mig, 2009, dvd med tre film, Richard Winther - en undersøgelse, 1999, 21 min., Wie, 2005, 16 min. og Richard Winthers hus, 2008, 78 min. + bog, 160 sider med biografisk essay af fotografier og tekster. Forlaget Plagiat, 2009 www.kunsteen.dk  

Vurdering:

Jørgen Vestergaard: Et rigtigt bondeliv

Nogle af Jørgen Vestergaards film er simpelthen umistelige. Blandt disse først og fremmest hans mesterværk Et rigtigt bondeliv. Som altid har Vestergaard taget sagen i sin egen hånd og nu fået også den ud på dvd som led i et stort genudgivelsesprojekt. Det er så godt. Og gensynet med den 15 år gamle film er gribende. Det er jo en stor, en omfattende, men også præcist lavmælt elegi over en vældig kulturs sidste årtier i midten af 1900-tallet.

Det første jeg hæfter mig ved, er de medvirkendes aldeles usentimentale munterhed. Dernæst ved deres vedkommende viden om tingene og nøjagtighed i hver oplysning, i hvert udsagn. Vestergaards værk rejser sig som monument ved sin uhyre omfattende og detaljerede research. Her er noget så sjældent som ordentlig besked om tingene, og arkivmaterialet er på plads. Det, der tales om, er det, som indklippet viser. Det er frydefuldt. Grønthøster og Ferguson. Møgspredning og roehakning. Faglig og nøgtern præcision.

På dvd-en ledsages bondefilmen af den på mærkelige måder noget svagere Fjordfiskerne og den i mine øjne mislykkede Brødre. Den første lider under tydelige ambitioner om større tv-relevans. Om det er pålagte eller selvpåtagne begrænsninger er ikke klart, men så kompromisløs som Et rigtigt bondeliv er den ikke. Værre er det med Brødre, hvor Tue Steen Müller (dengang SFC programredaktør) foreslog at optage den uden dialog! Dels er de to medvirkende ikke meget uden deres særlige sprog som bærer af en særegen livstolkning, dels er det vestjyske sprog nok selve sammenhængskraften i Vestergaards sørgesange over denne egns forsvundne bonde- og fiskerliv. Og skildringen af de to fine mænd i den smukke gård fungerer slet ikke som billeddigt. Heldigvis findes der flere dages optagelser med de to brødre. Med dialog på vestjysk fra Holmsland. Der ligger i det materiale en film og venter på Jørgen Vestergaards energiske dvd-projekt, som han egenhændigt så prisværdigt fører ud i livet: samling på det samlede værk.        

Jørgen Vestergaard: Et rigtigt bondeliv, 1994. 59min. Fjordfiskerne, 1996, 55 min. Brødre, 1996, 11 min. With English subtitles. Forlaget Knakken, Thisted orpo@thisted.dk

Vurdering:

Karin Westerlund: Gud, lugt og hende 2

Den syriske digter Adonis (Ali Ahmad Said Asbar), (still fra filmen) er en af seværdighederne, som Gunilla Röör opsøger i filmens rejseforløb. Et monument som de store og små bygningsværker, hun også besøger. Jeg tror hans tekster er vigtige dele i filmens konstruktion. Måske en arkitektur som trappen i Varanasi ned til Ganges. Jeg ved det ikke, mærker det kun. Hvordan skal jeg dog få tag i dette geniale monstrum af en film? 

"Jeg mærker de gode vibrationer", siger hun til den vise mand, som har vist hende om i moskeen. "Det er et billede, som du henter fra fysikken", replicerer han. "Jeg tror, det er nærvær, du mærker".  

"The truth is a house / without people / without neighbours / without visitors..." skriver Adonis. Et sted kommer Röor - i en drøm måske, i hvert fald i en virkelighed - til en række tomme, smukt okkerkalkede rum i en bygning, hvor jeg gerne slog mig ned. Men hun er fortvivlet. Bevæger sig omkring i angstfyldte ryk, kan intet genkende. Det er ikke, som det skulle være. Er ikke, som det måske var. Engang. Til slut ser hun fra balkonen ud over landskabet. Som ikke er der mere.

Filmens juxtapositioner (som de snakker om under seminaret i Århus) kaster mig fra side til side, frem og tilbage. Jeg må se den igen..

Karin Westerlund: Gud, lugt og hende, Danmark, 2008. 93 min. Grand biografen, København. EKSTRAFORESTILLING I GRAND SØNDAG DEN 30. AUGUST KL. 10.00 (OM FORMIDDAGEN). INSTRUKTØREN KARIN WESTERLUND ER TIL STEDE. Billetter bestilles på 33151611 eller www.grandteatret.dk

Vurdering:

Katrin Ottarsdóttir: Ein regla um dagin..

Én linje om dagen må være nok, siger digteren, maleren, komponisten og musikeren Tóroddur Poulsen, Torshavn og Vesterbro, men på den sikre baggrund, at langsomheden er blevet til en bog om året plus en række udstillinger plus cd-udgivelser plus optrædender med digte og musik. Filmen kalder sig portræt. Det er så i orden. Det er altså en personlig spejling i et andet menneske, en model. Og lidt mere end det, jeg mener lidt mere end modellens udseende, modellens krop. Det viser titlen. Spejlingen er en fascination, en længsel efter langsomheden. Man kunne med titlen i hånden sige, det er en film om langsomhedens mulighed for at etablere kunstnerisk.. jeg finder kun det gamle ord: livsfylde. (Jeg synes i hvert fald det er bedre end ordet ”livskunst”) Det er en god film, en klog film, en alvorlig film og naturligvis en meget morsom film.

For modellen er morsom. Temmelig morsom. Og Ottarsdóttir er bare kold – og rolig. Han vil ikke nogen samtale. Hun vælger / klipper sig til kortfattede, kølige spørgsmål fra sin meget tilstedeværende og opmærksomme position bag kameraet. Og manipulerer ham ud i lange redegørelser, som hun så smukt har ordnet i en monolog, modellens monolog. Først er det underligt, han vil jo ikke. Så bliver det meget, meget morsomt som nævnt. Det slutter så absolut i det tankevækkende og originale. Det er en rigtig god film. 

Jeg lånte den ret nye dvd på biblioteket. Nu bestiller jeg hvad, jeg kan få fat i af Poulsens bøger og af Óttarsdóttirs film. Over for en som mig har hun med sin film i hvert fald løst den opgave at formidle en digter og hans værk.

Katrin Ottarsdóttir: Ein regla um dagin má vera nokk! Færøerne, 2008. Med Tóroddur Poulsen. Produceret af Hugin Eide for Blue Bird Film www.bluebirdfilm.dk

Vurdering:

Christian Braad Thomsen: Hjemstavnsfilm

DVD-sættet består af en god film, en modig film og en fremragende film. Den sidste et mesterværk og absolut klassiker i dansk filmhistorie. Morten Korch - solskin kan man altid finde fra 1999, Hvor mindets blomster gror fra 1991 og Herfra min verden går fra 1976. En solid biografisk film på mange måder i slægt med den fremragende Karen Blixen film, en minimalistisk elegi over den tabte kultur konstrueret af to lydelementer, Kraftwerks musik og fortællerstemmens drama samt to billedelementer, en bilrejses monotoni og en række familiebilleders almindelighed dristigt insisterende på at komme mig ved, hvilket naturligvis i den grad lykkes. Endelig hovedværket, igen en elegi, denne gang i det på alle måder store format. En sådan film var ikke set før dengang, en sådan film er ikke set siden.   

Det afgørende vigtige ved disse film er i dag, tror jeg, det, som Braad Thomsen skriver (eller forsøger at skrive) i dvd-udgivelsens ledsagetekst om sproget. Ja, som med Jørgen Vestergaards på de fleste andre måder fuldstændig anderledes film har det først og sidst noget med sproget at gøre. Det bliver jeg nødt til lige at tænke over videre over.. men jeg er dog klar over, at Braad Thomsen ikke havde kunnet lave dem på københavnsk eller engelsk (det har han gjort med andre), de integrerer et særligt sind, som alene findes (fandtes) på den egn, på disse egne.. Disse film lever i det jyske sprog. 

Braad Thomsen ser dem i sin tekst som personlige sejre, jeg ser filmene som kulturelle monumenter over det land. De film har jo ikke en skid med kopis i den thomsenske stald at gøre, i hvert fald ikke længere, de har med mit Jylland at gøre. Al tid.   

Christian Braad Thomsen: Hjemstavsfilm, 50 + 50 + 80 min., 2009. Another World Entertainment.

Vurdering:

Jørgen Vestergaard: Kirsten Kjær og hendes museum

Tue Steen Müller har tidligere her på siden skrevet om Vestergårds Kirsten Kjær film  og om instruktørens øvrige kunstnerfilfilm samt om hans Hanstholm- og fiskerfilm (søg på Jørgen Vestergaard).

Jeg har nu omsider lånt dvd-udgivelsen på biblioteket og lavet min egen lille Jørgen Vestergaard-sommer bio reprise. Og fårlyst til at knytte en række kommentarer til i fortsættelse af Tue Steen Müllers opmærksomme tidlige orientering. Og jeg opholder mig begejstret ved den medvirkende Harald Fuglsangs fortælling af Kirsten Kjærs biografi i ét smukt klippet, indsigtsfuldt og så sprogligt musikalsk forløb at det fastholder og bliver til selve dette liv i dets egen dialekt. Ægte fortællekunst så ansvarsfuldt og beskedent fastholdt på film af Jørgen Vestergaard og hans faste fotograf Orla Nielsen.  

Det er godt at blive mindet om, at Jørgen Vestergård har lavet disse vigtige film, og her på dvd-en har han så med dem sammenfatter et særegent stykke jysk kulturhistorie. Han har fastholdt Jens Søndergaards bål på Bovbjerg og stille og roligt placeret Bjerre og Lergaard i den sammenhæng. Han har bevaret Broby-Johansens suveræne fortælling om Anton Laier og omgivelsernes uforstand og brutalitet, så det skærer i hjertet. Formidlet Johannes Nielsens omhyggelige notater af Overtacis udtalelelser i de besynderligt præcise sætninger og endelig altså Fuglsangs mundtlige Kirsten Kjær biografi, som var en myte blandt museets kendere. Nu er den et tilgængeligt og autentisk værk.

Omkring disse dokumenter på det jyske sprog i det jyske sind har Vestergaard komponeret sine fire film om at være sig selv, blive sig selv. Med beskedenhed og loyalt, loyalt... Det skal han bare have tak for.  

Jørgen Vestergaard: Kirsten Kjær og hendes museum, 2008, 33 min. I DVD-udgivelse sammen med Vestrgaards tidligere kunstnerfilm, Cementkrucifikset, 1968, 17 min., Jens Søndergaard, 1995, 33 min. og Ovartaci, 1998, 24 min. Forlaget Knakken, Thisted, 2008 orpo@thisted.dk  

Foto: Kirsten Kjær: Portræt af Asta Nielsen

Vurdering:

Petr Lom: Letters to the President

Den korte udgave af Petr Loms film fra Iran bliver vist i aften på DR2 under den danske titel "Breve til præsident Ahmadinejad". Den er fin at se, selvom jeg klart foretrækker den lange udgave, som blev anmeldt på filmkommentaren.dk sådan her.

Petr Lom's film "Letters to the President", short version is being shown on Danish DR2 prime time, 8pm. Here is the review of the film that is also to be shown in Donegal in the coming days, see below:

Brügger og Bertelsen: Quatraro Mysteriet 2

Vurdering:

Brügger & Bertelsen: Quatraro Mysteriet

Vurdering:

Cinéma du Réel 9

Atelier Denis Cheerbrant, en hel dag med den flittige og koncentrede dokumentarist fra Marseille..

"La Totalité du monde", 2009, 13 min. Grebet i den lille perle af en film er forbavsende enkelt. Et langt, grundigt, improviseret interview med en mand på en café, hvor den medvirkendes synspunkter er det, som vægtes, tages alvorligt af det iagttagende, sørgende og især lyttende kamera. Et eneste langt, langt billede, som altså er skrift og alligevel et øjebliks billede. Scenen, bykvarteret, som titlen hylder, er inde i det store billede, det lange take som en række vignetter og omgiver som stemning den intense enetale, som kun ledes ved små korte spørgsmål fra bag kameraet, altså fra Cheerbrant...

Vurdering:

Cinéma du Réel 8

Mesteren og kronikøren er Heddy Honigmann, byen er Lima, filmen hedder "El Olvido", og hendes greb er iagttagelsen, det at se, at se, at se, som hun sagde efter kørslen. Valget af medvirkende har været det næste, castigen af en perlerække af artistiske dygtigheder, akrobater, jonglører, tjenere, en digter og altså en bartender, som sættes - og det er det tredje greb - underholdende, ja, meget, meget morsomt i modsætning til de uduelige politikere, de latterlige præsidenter, som fremstilles i en kedsomhedens række af ens tv reportager fra edsaflæggelserne. Ægte kompetace over for falsk storhed. Der er så grimt i parlamentet. Ustandselig finder Honigmanns kamera skønheden i de ærlige ansigter, almindelige, ja, de fleste fattige, nogle meget fattige..

El Olvido var på Magnificent 7 i år. Honigmann har tidligere vavet en film om sin by Lima, "Metal og melankoli", også et mesterværk, som man husker fra Statens Filmcentrals distribution.  ¨¨ 

Vurdering:

Cinéma du Réel 7

Med sit kamera på skulderen er instruktøren på sentimental rejse hjem til sin molesterede by. Han møder som de første tre drenge, som præcist og bevægende nøgternt viser om i ruinerne. Her boede deres navngivne handlende, naboer, skolekammerater. De er væk nu. Nogle helt væk. Og så møder han med sit aldrig moraliserende eller sentimentale kamera - muntert, ja, muntert faktisk - sin fantastiske mor, sin flittige bror og sin solide søster.. Vi bygger bare op igen, siger de, siger man der i byen. Broderen er i gang med at plante figentræer.

Hassan Zbib har eksamen fra det libanesiske universitet, fakultetet for kunstvidenskab og i 1987 fra École Supérieure d'Études Cinématographiques i Paris. Har siden 1988 arbejdet som filmreporter for en række tv stationer. Han har produceret to kortfilm derudover. 

Hassan Zbib: "Creative Chaos: Round One", Libanon / Irland / Frankrig 2008, 66 min. Distribution: hzbib@yahoo.com

Vurdering:

Cinéma du Réel 6

De taler om nederlagene, som var de sejre. Disse palæstnensiske veteraner fra krigene. De bærer skaderne efter sårene som stolte minder, deres egne skæbner i slutspillet som begyndelser til en samlet stolt fortsættelse. Vreden er deres styrke - eller er det ydmygheden og accepten af resignationen, som er det?

Filmen, Sandra Madis "Thakira Mathkouba (Gennemhullet erindring)", skildrer det vel, som det er. Den gør ikke så meget ved det. Altså stoffet, den samler ind. Den overlader vemodet og eftertanken til mig. Det er naturligvis ok. Det manglede bare.

Sandra Madi er fra Amman. Har eksamen fra det arabiske filminstitut. Hun er skuespiller og arbejder free lance som forfatter og producer ved tv, blandt andet Aljazeera.

Jordan 2008, 62 min. Red Carbon Productions sandra.madi@yahoo.com

Vurdering:

Cinéma du Réel 5

Min anden festival favorit var Aljona Poluninas "The Revolution That Wasn´t" med Anatoly, som en kort periode greb magten og partiformandskabet i det russiske kommunistparti og havde gyldne dage som en af lederne af demonstrationerne mod Putin. Han mistede imidlertid kammeraternes tillid og blev skubbet ned til menigt partimedlem. Så vendte han sig indad og søgte Kirkens fællesskab. Og oppositionen mod Putin, kommunistpartiet og "Det andet Rusland" tabte jo valget.

Polunias film besidder fra først til sidst en fuldstændig sikker styring af casting, set-design, iscenesættelse og fotografi i rekonstruktioner og reportageplanlægning og -indsats. Jeg er spændt fast i denne intellektuelle diskussion og kamp lige ud af de russiske romaner, i disse begivenheder, hvis udfald jeg jo kender. Moderne russisk politisk historie skildret som dokumentarisk thriller til fem penne..

Aljona Polina tog afgang fra universitetet i Moskva 2004 efter studier i kunst, arkitektur og design samt film med filmen "Yes Death".

Estland 2008, 96 min. Produktion og distribution: Matila Röhr Productions og Kuukulgur Films jaak@kuukulgur.ee Filmen modtog i forgårs to af Cinéma du Réels specialpriser, det franske nationalbiblioteks pris og den røde komites pris.      

Vurdering:

Cinéma du Réel 4

Jeg havde jo mine favoritter på festivalen, især to. Den første af dem er Rosemarie Blank: "Job en de hollandse vrisjtaat". Hendes forbavsende værk konstrueret på tre årtier gammelt filmmateriale i flere forskellige formater, som hun optog, dengang fristaden i Amsterdam levede så festligt, farverigt, er aldeles suverænt anvendt poesi (i Aristoteles grundbetydning af ordet), en lille film sådan i denne industrielle sammenhæng, men en stor film i cinematografiens fortsatte og på sin måde lige så energiske historie. Og så er den smuk, billedskøn.

Den autistiske aldeles tavse og introverte Job konstant fordybet i meditation over sine objektsamlinger på hver sin lille bakke opdager ikke, at fristaden forsvinder en brutal nat. Han lever længe også uopdaget i ruinerne og fortsætter der sine studier, til han også en dag er væk. Tankevækkende og sandt.

Rosemarie Blank er uddannet fra kunstakademiet i Berlin og har levet i Amsterdam siden 1979 som forfatter, og siden 1982 har hun realiseret talrige filmprojekter.

Holland 2009, 48 min. Produktion og distribution: Casa-Film, casafilm@telfort.nl

Vurdering:

Cinéma du Réel 2

Den næste film i programmet, Nathalie Loubeyres "No Comment" fortsætter uden at vide det, hvor "Mirages" slipper. (Programlæggeren ved det, havde set det..). De overlevende rejsende er kommet til en by uden navn, markeret ved et markant tårn. En havneby, jeg ser færgerne til England. Jeg ser det atter og atter. De ser det oftere end jeg. Ser det nok ikke mere. De har været der længe, sidder fast i den by. Og jeg lærer, hvordan det må være. Sådan føles det, mens jeg ser filmen, men jeg lærer det selvfølgelig ikke. Jeg lærer ikke at være rejsende på den måde, de er det. Uden andet håb end 4-5 procent chance for at få asyl i England. En kvinde dukker op i en lille bil. På eget initiativ, ser det ud til. Deler mad ud til de nærmeste. Hun er en engel i alt dette.  Det kunne jeg lære af. Folk omkring dem ignorerer dem i det store hele.

Filmen består af en række afsluttede scener med overskrifter, men ingen kommentarer jo. Heller ikke fra de medvirkende. Scener tavse i deres fotografiske skrift. Snapshots. Det er ligetil at forstå. Og ufatteligt. Som katalogredaktøren, Yann Lardeau skriver, er billederne og lyden af hændelserne alene om at røbe noget virkeligt, som ord undertrykker, nemlig at der er præcis information i materialets formløshed, og at filmen opererer i denne ånd. Jeg må sige, den lykkes med det. Stilfærdigt og indtrængende.

Nathalie Loubeyre har lavet film siden 1992, har især for canadiske produktioner skrevet manuskripter til film. 2003 modtog hun Jean Vigo prisen for sin "La Coupure".

Frankrig, 2008, 52 min. Froggie Production prod@froggie-production.com      

Vurdering:

Cinéma du Réel 1

Festivalen begyndte forrige torsdag, som denne festival bør, i det fremmede. Som jeg troede, jeg kendte. I Sahara. Olivier Durys "Mirages" handler om at rejse i ørkenen, om sandet overalt, om farens konstans. Om at være lille og ubetydelig, her i ørkenen kan man forsvinde uden spor, og mange gør det.

Man kan godt stable mennesker på en pick-up som man stabler fyldte sportstasker. Man kan stable tasker og mennesker sammen og oven på hinanden. Tasker og mennesker. For om muligt ikke at gå tabt får de yderste en solid kæp at stikke ned mod ladets bund. I spænd. Den kæp holder de fast mellem knæene og med begge hænder. Den kæp klamrer de sig til. De yderste. Filmen er én situation, ét stort billede af vor tids ørkenkaravane. Et billede, jeg ikke glemmer igen. Jeg troede, jeg vidste. Jeg vidste ingenting.

Olivier Dury er fra Paris. Uddannet fra Vancouver Film School. Dette er hans første film.

Frankrig 2008, 46 min. Les Productions de l'Oeil Sauvages.

Vurdering:

Jean-Luc Godard: Pierrot le Fou

Det med Godard var så begyndt igen.. Og heldigvis er der sidste år kommet en grundig bog, en biografi, som skildrer mandens liv ved at beskrive hans film, en efter en, omfattende, altvidende og velordnet: "Everything is Cinema, The Working Life of Jean-Luc Godard" skrevet af en medarbejder ved "The New Yorker", Richard Brody. De følgende få citater er hentet fra den bog. Vi brugte dem i aftes i min FOF filmklub. Vi talte om "Pierrot le Fou" - talte om filmen som personligt dokument, så i dens rigdom af lag rækker af yderligere læsninger. Et mesterværk, enestående i ordets forstand var det, vi havde hentet ud af den store dvd-udgivelse.

SLUTNING OG BEGYNDELSE. "Godards næste film (efter 'En gift kvinde') 'Pierrot le Fou' bragte hans tilbedelse af klassisk filmform og metode til en imponerende slutning og påbegyndte en række værker mærket af en hysterisk, selvpinerisk desperation. I film efter film skulle Godards frustrerede kærlighed og filmiske søgen udspille sig som selvødelæggende fantasier og pirrelige voldseksplosioner. Med afslutningen på ægteskabet med Anna Karina kom afslutningen på hans søgen efter en form til at indarbejde det og forstærke det i værket. Han nye formløse måde at lave film på spejlede en afsindig sindstilstand, som ikke levnede nogen illusion om balance, færdiggjorthed eller ynde..."

Vurdering:

Christoffer Guldbrandsen: Dagbog fra midten

Nedturen fra høje forventninger er i sig selv forstærkende på skuffelsen. Og jeg skal tage mig sammen, jo.. det er.. det ER da en fin film. På mange måder. Og i hvert fald er den en vigtig landvinding i Christoffer Guldbrandsens samlede værk. Han har tidligere været på vej ind i sine film, derind, hvor jeg har savnet ham. Her tager han ordet fra begyndelsen: "Naser Khader som jeg har kendt i syv år har bedt mig lave den her film". Sådan, her er den så. Jeg er ikke i tvivl om, hvem, der fortæller, hvem, det er, der skriver dagbog fra sit besøg i midten af dansk Christiansborgliv.

Og hvad er det ikke for mærkelige mennesker, han møder! En hovedperson, som får alle de andre til at holde vejret, hver gang han siger noget, og seerne med. Flere af scenerne kender vi jo fra tv-reportagerne - og vi krummer tæerne på forhånd, har lyst til at gå ud i køkkenet. Så pinligt er det. Og de andre er ikke stort bedre. Filmens hovedproblem er således valget af medvirkende, ikke én har en karakters udstråling. Og valget af medvirkende var jo ligesom givet på forhånd, de fandtes ikke bedre. Og hvad gør man så ved det? Til en oplevelse i sig selv, naturligvis. Og det gør den sørme, denne ferme film. Fotografiet og Steen Johannesens sikre klip fører os igennem løjerne frem til en summarisk, kaotisk slutning, som i nogen grad mister prægnans. I mine øjne filmens andet hovedproblem. Hvad er dens summa summarum?

Tilbage til dagbogsskriveren. Min helt, som jeg holder med, nu, da ingen af de gennemgående uheldige helte forfører mig. Fortællerens stemme er rolig og besindig, han er min mand i dette. Men stemmen er også mærkeligt umeddelsom. Dagbogens tekst forbliver på det forsigtige begivenhedsrefererende plan. Hvor er forfatterens, instruktørens, auteurens refleksioner og analyser? Ikke i skriften, ikke endnu, og altså ikke i denne film. Selv om Guldbrandsen er på spring til at skrive sin mening. Desværre. Jeg ved, han vil sige, jamen refleksion og analyse er der i fotografering, klip og lydmontage, det er jo film, mand! Og jeg svarer, jeg synes ikke helt, det er tydeligt nok. Jeg mangler den klogskab, den visdom, din stemme røber. Venter tålmodigt på din næste film, som jeg så håber, du går helt ind i.

Dette er en overmåde dygtigt lavet film om en række i og for sig uinteressante politikere, som svigter hinanden og deres projekt så markant, at det udgør en ret underholdende historie, som dagbogsstemmens eftertanke desværre lader uberørt, men fotografi og klip elegant følger næsten til dørs, men kun næsten: er det politiske håndværk så lavtstående i vor tids mainstream? Jeg kommer til at tro det, indtil Christoffer Guldbrandsen næste gang eftertænksomt uddyber svaret.

Christoffer Guldbrandsen: Dagbog fra midten kan frem til 10. marts ses på Dokumanias hjemmeside. Den genudsenders på søndag kl. 21:50 på DR1.

Vurdering:

Lars Becker-Larsen: Den bevægede Jord

Denne store videnskabshistoriske formidlingssatsning har premiere i aften kl. 19 på Det Kongelige Bibliotek. Jeg har for nogen tid siden skrevet lidt om filmen og dens forgængere i instruktørens arbejde. Og jeg vil selvfølgelig lidt senere prøve at vende tilbage. Nu skal vi lige se filmen, som involverer en stor indsats af mange forskellige kræfter, videnskabspolitiske, rent videnskabelige, undervisningsmæssige og først og sidst filmiske.

30. januar. Så har jeg set filmen. Det er en imponerende indsats, et omhyggeligt gennemført forsøg på at forny undervisningsfilmen som genre med hvad man måske kunne kalde forelæsningsfilm. Her altså i faget videnskabshistorie. Og som alle andre forelæsninger må den først og fremmest bedømmes på sit indholds troværdighed og sit overblik på videnfeltet. Og jeg vil i første omgang sige, at jeg, mens filmen kører over min skærm, er særdeles tryg ved den faglige kompetence, uden jeg dog vil mene, at fremstillingen indeholder ny viden, og jeg imponeres af overblikket og klarheden. Det sidste hænger så sammen med de filmiske greb, hvor man kan have en række ndvendinger, hvor jeg tøver en smule, især ved de yderst gennemarbejdede, men mærkeligt kølige rekonstruktioner. Så er der de medvirkende vidner, animationerne, iconografien og fortællerens tekst. Hvert punkt fortjener en ekstra overvejelse..  

Vurdering:

Henrik Lundø: Brasilianske billeder

Det faste makkerpar Henrik Lundø(manuskript, instruktion, fotografi og klip) og Jacob Jørgensen (produktion) har med Martin Jørgensen som en i netop disse meget vekslende og meget prøvende optagelser nok vigtig fotografisk assistent været på en stor rejse til en række locations i Brasilien. Støttet af DFI (Dola Bonfils og Jacob Høgel) og DR (Mette Davidsen-Nielsen). Og det er der selvfølgelig kommet en seværdig film ud af. En meget rutineret film, måske for rutineret..

Den ligger nu distribueret på Filmstriben.dk DFI's alibi for dog på en måde at have formidlet deres støttede film, nu instituttet ikke længere stiller dvd-kopier til rådighed for bibliotekernes udlån. Om denne distribution via internettet bliver fremtiden, ja, det må vi se. Her på Filmkommentaren.dk vil jeg forsøge at skrive om de nyeste, som er indgået. Og Brasilianske billeder er så blandt disse, og en ikke vellykket film.

Det er i sin tanke et overmåde sympatisk projekt, en samlet skildring af den brsilianske fattigdom i lyset af præsident Lula de Silvas løfte om tre måltider til alle. Kan denne fremgang mærkes hos dem, det handler om? Dette er en af filmens mange rammer, den økonomisk-politiske vinkel. Den opgives i redigeringen, der er ikke optaget materiale til den. Hovedpersonen, en ung mand, følges mere omhyggeligt. Vi ser ham i hans familie, lytter til det, han siger, men det er for mig slet ikke stærkt nok. Hans udstråling er minimal, han er amatørskuespiller og får lov til at agere alt for semirutineret foran filmens kamera (som var det dramaturgilærerens) og det er synd, for så tror vi jo ikke på hans vej ud af fattigdommen, som han håber bliver kunstens. Nej, stærkest som medvirkende er nok en ældre kvinde på en stol i hjørnet af et nøgent rum. Hendes kristne tro, er hendes vej, Helligånden og det evige liv vil frigøre hende fra dette liv i fattigdom og den rige verdens arrogance og brutalitet og overfladiskhed og hun peger anklagende på filmholdet foran hende.. Ved et bemærkelsesværdigt klippegreb bliver denne bekendelse filmens udgangsreplik og dermed dens tydeligste ramme. Jeg tror ikke, det var meningen? Politisk arbejde, kunstnerisk skaben, eller gudstro? Noget er gået galt.. 

Danmark, 2007. 52 min. Produktion og distribution: JJ Film, info@jjfilm.dk Set på www.filmstriben.dk

Vurdering:

Mads Baastrup: Verdens morsomste mand

Jeg lukkede op for programmet/dokumentaren/filmen, fordi Mads Baastrup har lavet den. Jeg respekterer Baastrup meget, en alvorlig, højt begavet og dygtig tv-mand, som vist altid koncentrerer sig om tv-arbejdets indhold frem for den formodede smag hos seerne. Og jeg fortryder ikke, det er gedigen tv, han her har lavet. En Victor Borge biografi (ikke et "portræt") i klassisk tv-dokumentar stil. Omhyggeligt forberedt og gennemført i stor ro, med fornem værdighed, uden udpegede pointer og understregninger, i min øjenhøjde. Den er simpelthen behagelig at se. Udholdelig hele vejen igennem. Og sådan står den Victor Borge an, er den sammenfattende tv-biografi, han fortjener. Dertil er den naturligvis masser af steder meget,meget morsom, det har i og for sig ikke med dokumentaren at gøre. Det sørger Victor Borge for! New York Times anmelderen havde ret: når man oplevede ham, må man have tænkt: dette er verdens morsomste mand. Lige i øjeblikket.

Alt dette skyldes Mads Baastrups fagligt kompetente forståelse af materialet. Man mærker han kender den historie og dens nuancer, ikke kun fra researcharbejdet, men fra sit eget levede liv, personligt faktisk. Men Baastrup sætter sig ikke ud over materialet og den i forvejen etablerede forståelse af den berømte entertainer, gør det ikke til sit. Hvad jeg sådan havde håbet. Tilrettelæggeren forbliver skjult bag sit fags konvention. I den forstand er den besynderlige genrebetegnelse med dens statslige spændetrøjefornemmelse "DR-dokumentar" meget passende: en udadlelig voice over, ingen filmiske forsøg med at lade billed følge billed og tale for sig selv, hver scene er en illustration af det tekstlige grundlag, af den litterære tanke. Billeddækning i ordets forstand.

Men, men der rystes ikke på hånden. Interviewene samles klogt, så der udvikles en vigtig dobbelthed, som fjerner dokumentaren fra den officielle fyrsteskildring. Verdens morsomste mand er også historien om fars karriere frem for alt. Det kommer til mere og mere at handle om prisen og afsavnene. Bitterheden strejfes, omgås ikke. Og så kommer det første Tine Harden fotografi. Borges på den jødiske kirkegård. Den ydmyge hat. Der kommer flere og flere billeder fra arbejdet med fotobogen. En ganske anden stil, en helt ny lille film tegner sig. En personlig lyrisk tone, en nøgen ærlighed - som Baastrup giver plads til. Og det er godt.  

Foto: Borge signerer Tine Hardens bog.

Danmark 2008, 52 min. DR1 i aftes kl. 20

http://www.dr.dk/Kultur/Kulturguiden/temaer/victor_borge/borge 

Vurdering:

Sourav Sarangi: Bilal

Vurdering:

Claus Bohm: Tiden er Guds hemmelighed

Vurdering:

Justin Webster: The Madrid Connection

March 11 2004, the bombings in Madrid. 191 people died, more than 2000 were wounded, when trains were exploded in the early morning. Two young males stood behind the crime, Jamal and Sarhane, a criminal and an islamic extremist, both from North Africa.

Why did it come to this, is the question that Justin Webster raises in this fine, yet predictable in storytelling piece of journalistic documentary. Who were they, how did they get into terrorism, and how was the crime organised? What happened?

Interviews, blurred images of reconstructions of actions of the two involved, effectful sound design, anonymous persons witnessing, shots from the trial, where judges go after others, who are involved – the main criminals Jamal and Sarhane committed suicide, when they were about to be caught, but after they had published videos justifying the jihad.

It brings the viewer a well a professionally done character focused narrative that is carried by a wish to understand or at least explain but never justify. A one layered documentary, could it have been more?

Spain, UK, Denmark, 2007, 94 mins.

http://www.jwproductions.tv/

Vurdering:

Thomas Danielsson: Troell's magic mirror

Igen en vigtig nyhed fra Filmstriben.dk: "Troells troldspejl". Så opmærksomt koordineret med Troells "Eva Larssons evige øjeblik" har Danielsson fået sin film om og med Jan Troell færdig og ud, så den kan bruges på visse skoler og ses på enkelte biblioteker, som abbonnerer på denne netadgang. Tue Steen Müller så den under CPH:DOX ved et arrangement med Jan Troell. Han skrev 11. november her på siden blandt andet:

"...This first part opened with the film about Troell, "Troell's magic mirror" by Swedish Thomas Danielsson. Sympathetic it is - even if it sometimes feels a bit messy as it wants to have too much information conveyed within the hour it lasts. But you love every little word Troell says, this modest lyrical observer of the world we live in."

Jeg har det som Tue. Timen forekommer at være alt for kort til dette store og mærkeligt nærværende og gribende materiale, som truer med at sprænge rammen...

Andrej Tarkovskij: Offeret

"...Die Gegenfigur Adelaides ist die demütig-bescheidene, stets schüchtern und unsicher wirkende Maria, die im Haus Alexanders ihren Dienst als Zugehfrau versieht. Zwischen ihr und dem Hausherrn scheint zunächst keine Annäherung möglich - wie sollte sie auch? Dann aber kommt es zu jener nächtlichen Begegnung, nach der Alexander nicht mehr so weiterleben kann wie zuvor: Angesichts der bevorstehenden Katastrophe erfährt er die Liebe zu dieser einfachen Frau wie ein Geschenk Gottes, das sein ganzes Schicksal rechtfertigt. Das Wunder, dessen er inne wird, verwandelt ihn.." (Andrej Tarkovskij 1984)

Vurdering:

Jørgen Leth: Notater om kærligheden

I morgen aften skal vi se en gammel Jørgen Leth film i min filmklub. Jeg har prøvet at forberede mig. Det kan jeg ikke, jeg farer vild, eller det mærkes som om jeg gør det. Landskaberne og opstillingerne fører tilsyneladende så mange steder hen. Som hele tiden ligner det forrige. Men jeg tager fejl, imidlertid tager jeg fejl. Der er forskydninger, små umærkelige ændringer. Det er ikke blot smukke postkort med tekst bagpå vist efter hinanden (selv om det for så vidt havde været fint nok, når fotograferne er Henning Camre og Dan Holmberg, og det er Jørgen Leth, som har skrevet de korte tekster, som hører til), nej der er en evig kadance, en stigning i intensitet, viden og overblik, små fald og stigninger undervejs (det er skam levende dette) men generelt en ubrydelig udvikling frem mod en stor tilfredsstillelse: klogskab og skønhed forenet i en fejlfri film.

Vurdering:

Jørgen Leth: Portrætfilmene

The Jørgen Leth Collection, Portrætfilmene: Klaus Rifbjerg (1974), Peter Martins - en danser (1978), At danse Bournonville (1979), Kalule (1979), Step on Silence (1981), Dansk litteratur (1989), Michael Laudrup - en fodboldspiller (1993), Jeg er levende - Søren Ulrik Thomsen, digter (1999) + bonus, Leth om Laudrup (2007). Det Danske Filminstitut 2008 http://www.dfi.dk/boghandel/videoshop.htm

Still: Peter Martins - en danser

Steven Sebring:Patti Smith–Dream of Life/CPH:DOX 1

The film is a bombardment of words. From start till end Patti Smith reads texts of her own or by the many poets she has been inspired of in her multifacetted career as singer, painter, photographer, writer and visual artist. Actually, it is wrong to say that she reads the texts, she recites them as were they music, and this is what gives this film a flow and a rythm and a structure that is like a visual collage in very different styles and moods.

She goes to the places where were Arthur Rimbaud, she reads Allen Ginsberg to us, she travels the world, she takes notes, she takes pictures. And yet the most emotional parts are filmed in her big NY room, where she sits alone in the corner and comments on and shows her ”Objects in Life”.

She puts all her heart into this film that has been made over a period of 12 years, from the point when Patti Smith decided to get back to the music after having been living a family life out of the spotlight. There is a lot of concert sequences, there are photos that serve to take us back to Chelsea Hotel and Burroughs and Mapplethorpe, there are sequences with her and her children, there is a small jam session with Sam Shepard... it is a very rich film that you can only love for a 16mm (sometimes b/w, sometimes colour, sometimes direct cinema, sometimes interviews and staged scenes) camera work with nerve.

It premiered at the Sundance Festival, was at the Berlinale and will for sure come to a cinema or festival near you. I watched it on arte. AND NOW IT IS AT CPH:DOX AS IS PATTI SMITH HERSELF!

US, 2008, 108 mins

Photo: Patti Smith performing in Helsinki 2007

 http://www.dreamoflifethemovie.com/
http://www.pattismith.net/
http://www.cphdox.dk/d1/front.lasso

Vurdering:

DOK Leipzig 2008/2

Terence Davies: Of time and the City/on Narration

Jon Bang Carlsen: Addicted To Solitude

Det er et privilegium at åbne en DVD boks som denne.. Så smuk den er, personlige grafiske løsninger.. indeni den nye film, som vi har skrevet om og så de tre ældre., alle mere personlige film end ellers.. også mere personlige end jeg husker dem.

Hvad vil nu det sige? Jo, instruktøren er til stede i det hele, fra yderst tilmeget langt ind, til lige netop der, hvor de medvirkende tager over. Hans malererfaring og hans håndskrift møder jeg på boksen og indeni på kassetterne på DVD omslagene, og med det samme i teksterne, som ikke er tekstforfatterens, men hans.

Jon Bang Carlsen omgiver sine film med ord, også denne, så værket består af en film og en mængde forklaringer, kommentarer og refleksioner, som ude i virkeligheden fortsætter i interviews, artikler og bøger. Så jeg må se alt og læse alt, hvis jeg vil gøre mit publikumarbejde færdigt. Men hurtigt flytter ordene ind i billederne, teksten ind i scenerne, butikken og kirkegården, farmen og landskabet. Og bliver de medvirkendes tillige. Og filmen vokser ud af skitsen, den begyndte med til mesterværket, den er.

Jon Bang Carlsen: My African trilogy plus one, 2008, containing Addicted To Solitude, Portrait of God, Blinded Angels and Purity Beats Everything,  C&C Production, distribution: Danish Filminstitute bookshop@dfi.dk  

Vurdering:

Terence Davies: Of Time and the City

Terence Davies. Are you old enough to remember his "Distant Voices, Still Lives" from 1988? If not, you will search for it when you have seen this new masterpiece of his, made for the celebration of his native Liverpool: If Liverpool did not exist, it had to be invented.

That is what he says, in the most brilliant film text that I have heard for years. Quoting poetry, bringing in himself, in first person, remembering, calling for, bringing forward his childhood, the times that were, accompanied by visual archive material, by gorgeous shootings from today, from above, from the streets, from inside the church and with music, not the Beatles, not at all, sarchastic he is about "the yeah yeah yeah", no he turns to - among others - Mahler, Brahms and Händel. But there are also long wordless sequences of houses, people and weather. He lets the images talk for themselves, no working class sentimentality, but an interpretation of the life we live, the search for a good life, the longings, the sorrow, life and death. Stream of consciousness. James Joyce on film. A sequence of children from today. They have just learned to walk. There must be a future.

I was breathless after the screening. I want to see it again as quick as possible! Check the site and get a taste of this masterpiece.

http://www.hanwayfilms.com/

http://www.oftimeandthecity.com/

Vurdering:

Ada Bligaard Søby: Black Heart

Vedholdende og inspirerende og fascinerende fortsætter Ada Bligaard Søby sit filmarbejde, hvor hun dels lag for lag undersøger den moderne kærlighed mellem ham og hende og dels i fremstillingen disciplinerer balancen mellem disse to karakterer med en milligram-vægt uden den flimrende lethed i fortællingerne ét sekund slippes. Dertil fornyr hun vores samtids filmbillede med smukke tilføjelser, ganske nye kvaliteter af sikre, personlige valg i både andres arkiv, i instruerede nyoptagelser og sit eget fotografiske materiale. I hendes film bliver alt musik ved siden af den egentlige musik som igen omhyggeligt afmålt slutter sig til billedernes og sætningernes og sindsstemningernes kadencer. Genren er lyrisk film, indholdet poetisk indsigt, stemningen humørfyldt vemod.

De tidligere film var American Losers, 2006 og Meet Me in Berlin, 2007 (anmeldt her på siden) og nu kommer så en satsning, Black Heart, hvor de to, manden og kvinden, som aldrig så hinanden i den første film, mens de i film to i det mindste nåede til at tale i telefon med hinanden, nu (i et flash-back ganske vist) når at blive gift, men hvad sker der så med deres karakterer? En joker, kunstneren bag det sorte hjerte, indføres..

Ada Bligaard Søby: Black Heart, 2008. 23 min. 35 mm. Premiere i Dagmar, København 23. oktober sammen med de øvrige film fra Super16. Vises også på CPH:DOX.

Vurdering:

Pernille Bech Christensen: Pers metode

Per Kirkeby og Poul Erik Tøjner mødtes før åbningen af udstillingen af Kirkebys værker, nu og tilbageskuende, tre dage i maj. Til en samtale. Deres samtale de tre dage er blevet til en smuk, klog og meget vigtig film. De to taler med hinanden om maleriets metode - som titlen så præcist angiver - og om alt det i arbejdet, i livet og i biografien, som er malet ind i billederne. Hvor det er til stede, men skjult. Samtalen er yderst omhyggelig og særdeles åbenhjertig - men "om nogle ting taler man ikke", som Kirkeby alvorlig udtrykker det. Der slutter samtalen og filmen.

Denne finhed af tøven og tilbageholdenhed hos Tøjner og Bech Christensen er deres films styrke. For det er i dette rum af opmærksom tryghed, at den store maler kommer ud i områder, som supplerer og uddyber alt det vi ved fra Jesper Jargils film og fra Anne Wivels film, fra alt det vi har læst i Kirkebys mange bøger. Er der mere at føje til? Kunne man spørge. Filmens svar er overbevisende: der var mere, og der er mere...

Pernille Bech Christensen: Pers metode, 2008. Medvirkende: Per Kirkeby og Poul Erik Tøjner. Manuskript (idé og koncept): Poul Erik Tøjner. Kamera: Bøje Lomholdt. Klip: Pernille Bech Christensen. Producer: Peter Bech. Produktion Glow Film & TV for Louisiana Museum. Distribution: Louisiana Museum of Modern Art, filmen ligger i bogen til udstillingen:

http://www.louisiana.dk/dk/Menu/Udstillinger/Per+Kirkeby

Still: Per Kirkeby under samtalen. Foto: Peter Bech

Vurdering:

Jørgen Leth: Sanct Hansaften-Spil

Jeg lærte i skolen, at Digte 1803 er en stor bog, måske den største i dette dengang nye århundrede, som vi er nogle, der aldrig rigtigt har forladt. Jeg hørte om samtalen med Steffens og jeg lærte Guldhornene udenad, det skulle vi. Og jeg lyttede efter, når Reumert læste digtet i radioen med musik til. Det blev en del af mig. Men jeg forstod det ikke. Først nu tror jeg, at jeg forstår. Lidt.

Tænk, at det er Jørgen Leth og Per Kirkeby - som i mellemtiden har betydet så meget for mig - og de kongelige skuespillere, som omsider (jeg så aldig tv-produktionen, og havde dengang i 79 bestemt ikke kunnet tage den ind..) at de viser mig, hvordan og hvorfor, den bog er stor. Og gør min dansklærers arbejde færdigt. Det var Thure Munkholms korte analyse, som bragte mig på sporet. Bare sætningen: "... Oehlenschlägers sprog, der her toner frem i al dets overvældende skønhed og metriske vidskab." Altså! Metriske vildskab...

Og blide smerte: "... Jeg har jo alt elsket og levet!" Synger Maria ved klaveret, og Konen siger: "Deres Stemme har dog en herlig Klang. / Hvad hedder den Arie? / Maria svarer: Teklas Sang. / Den er oversat efter tydsk Poesi / til Weyses deilige Melodie." Og jeg tilføjer: og Henning Christiansens gribende melodi til jødedrengens sang: "... Kommer at kiöbe, kommer at kiöbe! / Röde, gule, grönne og blaa i Fleng! / Jeg er en god lille Jödedreng!" Og Frits Helmuths fortælling om liden Kirsten: "... I gamle, længst forsvundne Tid / der var en deilig Pige.." Og Ove Sprogøes blinde mand: "Skaffer mig min Fiol igien, / at jeg kan tolke min stumme Smerte."

Alt dette ustandseligt afbrudt af den fineste ironi og klassiske lystighed: "De Gravhöie skulde Fanden flytte! / De staae her og giör ikke den mindste Nytte." Tekstens første og berømte chok. Institutionen Leth og Kirkeby og Christiansen har med hele holdet anvendt dette tydelige set-up fra digteren og omsat det i tv's letteste og simpleste greb og gjort det til noget så enestående som tv-kunst af munter alvor.  

Jørgen Leth: Sanct Hansaften-Spil,1979 i DVD-udgaven The Jørgen Leth Collection 19-21, 2008. Foto: Instruktøren i 1979, men på en anden produktion.

http://www.filmupdate.dk/?p=1345   

Vurdering:

Jørgen Leth: Udenrigskorrespondenten

Jeg mener ikke, jeg har set filmen siden den var ny. 25 år er gået. Og man spørger naturligvis: holder den? Og jeg svarer lige med det samme efter at have set DVD-versionen: Om den holder! Omsider en ligetil og tydelig film. En klog og smuk kærlighedsfilm. En gennemført Leth-film, så genkendelig. Måske falder den lidt sammen til sidst, det må undersøges nærmere, men til da: Ja, hvor den holder.

Gensynet er fantastisk, filmen er meget bedre, end jeg husker den. Igen er der det med den anden uskyld, at glemme alt det, jeg ved om filmen på forhånd, om Haiti og om Leth og hans bøger og andre film, og opleve filmen igen i en tømt tilstand af både forståelse og oplevelse, som er værkets mening og hensigt, som Poul Borum sagde.

Der er i den situation meget at glemme, for der har været meget siden. Hans "Haiti, uden titel" først og fremmest og "Traberg" jo, og Asger Leths "The Ghosts of Cité Soleil". Den politiske udvikling i landet, kup og krige. Alle artklerne og bøgerne. Det ville ikke være Jørgen Leths skyld, hvis jeg ikke genkendte stederne og personerne og begivenhederne. Med alt det stof glemt, men husket et andet sted i systemet, er det, at alt i den 25 år gamle film er tydeligt og ligetil. "Det lignede en erindring, dette sted," som Traberg siger et sted i den film, hvor alt også er så velkendt. 

Jørgen Leth: Udenrigskorrespondenten /Interference, Danmark 1983 i DVD-udgaven The Jørgen Leth Collection 19-21, 2008. Boks 4 indeholder Traberg, 1992, Sanct Hansaften-Spil,1979 og Udenrigskorrespondenten.

http://www.filmupdate.dk/?p=1345 

Vurdering:

Mikkel Munch-Fals: DR2 Premiere

Jeg kan selvfølgelig ikke lide stilen, men det er da ligemeget. Imidlertid ser jeg, at det ikke er godt nok. Jeg er faktisk ikke tilfreds fagligt. Mikkel Munch-Fals er ikke anmelder, men kunstner, siger han. Og han vil med sit filmprogram skabe en tv-oplevelse. Altså tv-kunst - så spændende. Med en dybde, som var det Tom Wolfe. Det er en programerklæring, jeg rigtig godt kan lide.

Nu sad jeg så til premiere på Premiere i aftes. Frustreret altså. Jeg var heller ikke underholdt, hvad der, forstår jeg, også var meningen. Men pyt, det er jo noget med mig. Nok fordi jeg ikke hører til gruppen mellem dem med lav talje i bukserne og dem med inkontinens. Selv om Munch-Fals talte om sig selv og sin tilstrækkelige modenhed til at kunne kritisere omverdenen og filmene, fik han også bestemt hvem, han vil tale til med sit tv-værk: 35 plus / minus. Jeg har nu tænkt mig at lukke op og høre efter alligevel.

Også fordi jeg sådan har glædet mig. Det er jo vigtigt, næsten ryggen mod muren, forstår jeg, med det filmprogram. Jeg havde læst Jacob Ludvigsens beretning (jeg tør ikke skrive hvor, for så er jeg stemplet..) om filmprogrammets tilblivelse. Det langtrukkent nervepirrende valg af værten og chefernes analyser og ideer og om Mikkel Munch-Fals, som ved en masse og bare er til det hele. Når det altså handler om film. I snæver forstand, selv om han ser både kunst og pop? Sluger det råt, står der?

OK - jeg blev ikke underholdt, jeg blev ikke stimuleret ret meget filmfagligt og jeg nød ikke måden heller. Men jeg er imponeret over Mikkel Munch-Fals modige præstation. Og jeg mærker trods det meget indpakning hans store paratviden, tror faktisk, den bliver fulgt op efterhånden af en tilsvarende analytisk følsomhed og vurderingsevne. Så jeg glæder mig fortsat til at lære og til at indse en masse fra hans filmverden, som er mig så fremmed. Vil altså følge Munch-Fals og hans DR2 Premiere. Jeg vil være ligeglad med den fjollede pseudo-von Trier-attitude og forsøge at finde frem til og holde fast ved, hvad der bliver sagt af klogt om filmene og deres omverden.

Mikkel Munch-Fals: DR2 Premiere, Danmark 2008. Første program på DR2 15. september.

http://www.dr.dk/DR2/premiere/

Vurdering:

Jørgen Leth: Traberg 3

Så kom den! Og jeg satte mig og genså efter de mange år Traberg, som hele tiden smutter væk fra fortælleren og derved forbliver uforståelig og alligevel i alle scener og referencer så genkendelig. Så let at forstå alligevel, en sand helt. Jeg så filmen i den tilstand, Poul  Borum kaldte den anden uskyld, hvor jeg havde glemt det hele, alt jeg vidste om den film og så den igen. I den uskyld, som er både forståelse og oplevelse. Som har ophobet viden som glemt forudsætning.

Og hvor er filmen smuk! Dan Holmbergs institution af filmfotografi i det bredest tænkelige spektrum fra still-leben over den pludselige aktion i rummet til reportage i borgerkrigens tumultariske midte. Fastholdt i Camilla Skousens modige forbliven ved scene efter scene i en lang, ubønhørlig fortælling om at tage sig tid, som Traberg, når han skriver brev og omhyggeligt folder det sammen og lægger det i kuverten, klistrer den til. At sætte frimærket på bliver en handling for sig. Vigtigt for filmens plot. Jo, der er skam et plot i den film. Af sted, tid og sansning. Af politik, grusomhed og angst. Digteren i Inferno.

"... traberg strolls / through hell´s forecourt / traberg has plans / traberg has no plans / he meets people, / then has to move on / a man on the move, / an important man / no tracks, trailing slime / no wives, no kids, no home..." (Fra Pernille Fischer Christensens store tekst i boxens booklet)

Jørgen Leth: Traberg, Danmark 1992 i DVD udgivelsen The Jørgen Leth Collection 19-21, denne 4. box i udgivelsen indeholder Traberg, Udenrigskorrespondenten, 1983 og Sanct Hansaften-Spil, 1979 og et stort bonusmateriale.

http://www.filmupdate.dk/?p=1345 

Vurdering:

De hjemvendte 3

Den tredje soldat, som kommer hjem, Michael Ulrich, er den tilsyneladende mest upåvirkede. Han er befalingsmand, og det har han været god til derude. Han er rask, trænet, solbrændt, ser godt ud som han hurtigt skridter gennem ankomsten i lufthavnen og styrer mod sin kæreste, sin hustru, sit kærlighedsliv. "Oppe på slottet i vinduet sad prinsessen". Og det bliver vist ikke helt så enkelt, som det fremstilles.

Ulrich tager det på sig, for ting kan ordnes, refleksion erstattes af synspunkter, besværlige minder glemmes og afskedsbrevet, der ikke blev brug for, brændes demonstrativt for øjnene af mig. Han kan sagtens ved siden af livet med hende fortsætte som anfører for gruppen, han kommanderede i Afghanistan, forsvare dem på værtshuset, når de kommer i klammeri med politiet. Men han oplever, at hans autoritet her er ingenting. Det er det, han har det svært med. For han har det i det hele taget svært svært ved at komme til bunds i tingene. Empatien er svækket. Og hun tager over, for det er hendes felt. Hendes medvirken er det i dokumentaren, som er gribende. Resten i filmen er oversigtig case- ikke studium, overhovedet ikke studium, nærmest case-demonstration. Postulerende.

"De hjemvendte" 1-3 er et traditionelt tv-program. Indholdet er reportage og metoden interviews i en journalistisk atttude. Det er tre tydelige historier, som bare ikke er researchet i bund, tror jeg, castingen er god for hovedpersonernes vedkommende, men der burde være ryddet op blandt bipersonerne. Manuskriptet er svært at få øje på, set-designet tilfældigt vekslende med noget overarrangeret fyld, kameraarbejdet ubeslutsomt, bortset fra grund-interviewene, som er smukke. Lyd, musik og produktion er jo ok, men, men historiebygningen i klippet er erstattet af debatoplægget. Og det er nok det som er afgørende galt. For der er ikke noget at debattere bagefter. Dokumentaren har uddebatteret sig selv. Den savner tvivlen. 

Helle Lyster: De hjemvendte 3, DR2, onsdag aften. Genudsendes 14. september 19:20.

Vurdering:

Gary Hustwit: Helvetica

This informative and entertaining feature duration documentary gives me some of the answers: I write on a MacBook and Apple has from the very beginning chosen Helvetica. One answer is like that. Others point in the direction that I like it because it is "beautiful and timeless", "neutral", it is "all over", it has become a standard, it's clear visual communication.

The director has been all over, talked to designers, found out where it comes from, this 50 year old "sans serif" phenomenon, looked upon Helvetica from a social, political and aesthetic angle - including opponents who find it boring with this "horrible slickness" that the typeface can also be seen to be, and was considered, especially in the 70'es with the psychedelic typography.

It is a very interesting film, well told, veeery wordy, maybe too much, but take a look. It runs in festivals, on tv (I saw it on DR2 in Denmark) everywhere and you can buy it on dvd.

Switzerland, 2008, 80 mins.

http://plexifilm.shop.musictoday.com/Dept.aspx?cp=377_12736

http://www.helveticafilm.com/index.html

Vurdering:

De hjemvendte 2

Der er for meget flødeskum på fødselsdagslagkagen, for meget falsk iscenesættelse af  en jovial vikingehøvding, for mange billedpåstande om at soldaten er glad for børn (mere end andre), for lidt om, hvad han læser (når det nu er næsten det eneste han foretager sig) for lidt af hans tanker om de nuværende krige for eksempel (når han ikke læser, ser han TV2 News). Historien om soldaten i borgerkrigen i Bosnien og Kosovo forsvinder i udvendig iscenesættelse af "dagligdag", så alt dette truer med at producere den forklaring på traumet, som interviewet ikke formår at afdække. Så det står klart for mig. Jeg sidder med dokumentarens postulat, men er i tvivl. Tror at det der er i vejen med Martin er langt mere kompliceret og måske noget helt andet end diagnosen med det korte, lange navn, som ligger til grund for pensionen.

Det er ikke den medvirkende soldat, Martin Arbons skyld, han kæmper bravt for at fatte det, som er sket med ham. Som jeg opfatter det, slår interviewet ikke til... Det er så tyst, det forfærdelige, som ord ikke kan beskrive. Det kræver plads og tid og pauser. Og nu er der er så meget støj omkring. Bumbummelum som åbningstemaet fortsætter i mit hoved.

Helle Lyster: De hjemvendte, del 2, DR2 i aftes. I aften sendes del 3.

Vurdering:

De hjemvendte

Musikken bygger på visen om de tre små soldater, der vender hjem fra krigen. Det er da smukt og fangende, men dokumentaren taber hurtigt denne stramhed i kompositionen og dynger sine fragmenter af et stof op i en uaflæselig fortælling, som efter del 1's 35 minutter forlader mig på første niveau i en sentimental stemning. Det sentimentale studeres ikke, bearbejdes ikke, bruges ikke. Er der blot som en forhindring. Dokumentaren har ikke nået visens indsigt. Som ligger i dens stramme form.

Jeg kan rigtig godt lide den medvirkende. Jeg synes hans fortælling om manden ved siden af på patrulje, i kamp, makkeren, han stoler på og omvendt, er en præcis og stor historie. Som jeg ikke mere glemmer. Den fortælling er en enhed af autentisk indhold og folkelig form. Det samme kan ikke siges om dokumentaren som sådan. Dens fortælling vil det, den ikke kan, og svigter sin medvirkende ved at overse, hvad han kan.

Det har med sentimentaliteten at gøre...

Helle Lyster: De hjemvendte, del 1. DR2 i aftes. Genudsendes 31. august 19:25.

Vurdering:

Yang Fudong

Vurdering:

Ben Kempas:Upstream Battle:The Story

This is one of those films that you can only appreciate: It takes you to a place in the world that you (I) don’t know anything about. It has some charismatic characters who fight for a cause. You get to know and love them. It has a strong and relevant, universal story that is straight forwardly well told. With a development. Something happens, it is complex but you are well informed about what.

A rich film in other words, because the director-cameraman has taken his time - years - to do a deep research and to get close to the characters to gain their trust. Which goes both for the native Americans, who see their life and culture at the Klamath river north of California threatened by the big hydroelectric dams that they want to be taken down - and for their opponents who work for the energy companies that make a profit but also claim that they have an environmental profile. The consequences of the dams are that the salmon that used to swim upstream the river has almost disappeared. Bring the salmon home, is the message from the tribes.

People from several tribes are in the film, I can’t mention them all, so let me highlight the couple, Merv and Wendy, he a big tattooed man, who beautifully explains to us the rituals and religion attached to the Hoopa tribe, she, a mother of four, the spokeswoman for the battle, emotional – a great couple with four children that you are surprised to see at the same time live a modern American life, totally skilled when it comes to modern communication. The fight goes on, as it is said on the site of the film: Their struggle may trigger the largest dam removal project in history.

Photo: To the left the couple Merv and Wendy George, to the right the director.

http://www.upstreambattle.com/

Vurdering:

Ada Bligaard Søby: Meet Me in Berlin

Selvfølgelig er Ada Bligaard Søby en ny instruktør, man skal mærke sig. Hendes lange dokumentarfilm "American Losers" fra forrige år er en bedrift af indlevelse, myndighed, billedmæssig opfindsomhed og fortællemæssig balancekunst. Så jeg var, da jeg så hendes midtvejsfilm fra Super 16, den lille kortfilm om at mødes i Berlin, ekstra på mærkerne. Og det samme nu igen, da den deltager i Odense festivalen. Og det er altså sådan... Jeg bliver sært grebet og konstant optaget og sidder og nikker og mumler: ja, ja... Og det er ikke kun fordi, jeg kender instruktøren, nej, det er den offentlige film, som i den grad optager mig på meget private områder.

Det lader vi ligge. Tilbage til det med balancen. Igen afvejer instruktøren ham og hende på milligram, smukt. Og denne gang skulle de så mødes, lover titlen næsten, vildt. Og jeg røber det: ja, de mødes. Deres samvær er en række telefonsamtaler af et indhold, som jeg ikke finder spor af det hedder vel "litterær" dybde i (det bliver mit studium ved næste gang jeg ser filmen at udrede det..), men en dialog, som i stedet udvides smerteligt i personernes umærkelige træk i kroppen, minimale bevægelser i ansigtet. Lars Reinholdts kameraarbejde fastholder det i én lang frydefuld række.

Ja, Ada Bligaard kan altså også instruere sådan fint kammerspil. Og mest af alt ønskede jeg, da jeg genså filmen i aftes, at kortfilmens 17 minutter var begyndelsen blot. Til en rigtig spillefilm i fuld længde. Jeg måtte da følge de to i deres snublende, uheldsvangre kurs mod hinanden i et foretagende, som da ikke kan afbrydes.

Ada Bligaard Søby: Meet Me in Berlin, 2007. Odense Film Festival, katalog s. 37: 

Læs mere her 

Vurdering:

Lé Lé

Familien Lé Lé, mor, far og fire søskende er i restaurationsbranchen. Først i Åbybro så i København, hvor de fire er sammen om at indrette en stor, moderne restaurant. Faderen og moderen har trukket sig tilbage, iagttagende. De kan egentlig ikke lide branchen, røber de,men nu er de der, vistnok fordi moderen har villet det. De kigger på hinanden i filmens gennemgående rundbordssamtale: vi er altså kapitalister, noterer de, muntre på den særlige måde, de egentlig er sørgmodige på. Det er altså en tv-dokumentar om fire kapitalister, som morer sig ved et projekt, som de egentlig helst undlod.

Og dokumentarens opgave er vel så at undersøge hvorfor så det? Jeg synes ikke det lykkes særlig godt. Lad mig prøve at forklare. Historien først. Titlen fastslår, at det er en familiehistorie. Vi får at vide, at moderen er den centrale person, men, men filmen lader hende blive tavs i periferien. Hvorfor det? For at fortabe sig i en række andre tilbageblik og i et parallelt (og dyrt) udblik til Viet Nam. Jamen har researchen svigtet på det der punkt? Eller er man havnet i castingens fælde, hun er ikke nogen god medvirkende? Nu står manuskriptet så uden drama, og da det vigtigste smertepunkt ikke kan belyses vælges at følge den aktive og udadvendte datters feel-good fremstilling, som derefter grundigt undertrykker de tre brødres følelsesmæssige indvendinger. Den journalistiske satsning har haft nålen inde, men har undladt at følge mistanken op. Familiedramaet bliver til et fredeligt fotoalbum.

Lé Lé sælges så i stedet for som den "rå og voldsomme flygtningehistorie", selv om den mest er bare almindelig og sentimental og fordomsnærende, altså præcis den stempling, som datteren et centralt sted vender sig udtrykkeligt imod. Jeg bryder mig ikke om DR2's disposition, som ikke alene er ulogisk, men også et svigt af hovedpersonen.

Dan Säll: Lé Lé, 2008. DR2 i aftes.

Vurdering:

Kunsten og de utilpassede

Freuds metode er at skabe det sprængte og og splittede liv om til en fortælling, etablere en historie, som hænger sammen. Det er hvad der sker mens neurotikeren ligger på sofaen og lægen ved hovedgærdet lytter og analyserer. Christian Braad Thomsen sammenfatter et sted i filmen psykoanalysen sådan. Det hæftede jeg mig ved. Livet som en fortælling. Biografiens udfordring.

Og det er jo så, hvad man kunne forvente af Anne Gyrithe Bonnes film. Og der er tilløb til det, der er mange dybe, autentiske, gribende øjeblikke. Men analysen har en tendens til at smutte væk i anekdotiske pseudosammenfatninger, som når de for eksempel også kredser om ubeslutsomheden med titlen. Kommer den endelige film til at hedde "Landsbytossen i storbyen", "Kunsten og de utilpassede"? Eller måske alligevel det mere krævende "Den tydelige neurotiker" eller altså "Livet er en historie".

Jeg kan ikke vide det. Filmen er ikke færdig. Jeg har haft lejlighed til at se en arbejdskopi, hvor en stor del af lyden manglede. Men det jeg så, var dybt interessant og rejsen til Odense værd. I hvert fald.

Anne Gyrithe Bonne: Kunsten og de utilpassede, Danmark 2008. Premiere på Odense Festival.

Læs mere her 

Kun med hjertet kan man rigtigt se

Lattermilde Ulla Boye laver leende film. Også om tunge emner. Fulde af trods alt humør behandler hendes film alvorlige sager og konstruerer verdener, hvor udveje og lyssyn overalt er til stede som konkret iagttaget realitet - og den vamle sentimentalitet og organiserede bedreviden helt ukendte størrelser.

"Ludvig og lidenskaben" fra 1999 er om en enlig mand og hans gennemorganiserede dagligdag, "To må man være" fra 2001 var en folkelig succes på tv vistnok uden lige blandt dokumentarfilm. Det er en række ti minutters film med par som har været gift i mere end et par årtier og stadig er forelskede. Og fulde af mild latter. "Reverie", 2002 er korte sansninger i en græsk landsby, et forelsket smil med kant af smerte og "Dage med Kathrine", 2003 er en hjerteknuser af en biografi over en kvinde som sandelig ikke har haft det let, ikke har det let, det forstår man i hendes overdådighed af begavet og selvironisk fortællekunst, som Ulla Boye har lokket ud af hende. Ja, så det forstås gennem tårer og - ved latter..

På Odense festivalen kan man så se kronen på værket, instruktørens nye film. Den har vi ventet længe på. Og den er værd at vente på. Den kan vist alt det Ulla Boye kan. Og det er en del. Selvfølgelig åbner den i en set scene, set så tydeligt med hjertet, netop som Saint-Exupérys tamgjorte ræv i titlens citat pointerer over for den lille prins. Øjet alene ville ikke se det, Boye og og fotografen Jørgen Johansson ser til os. Det væsentlige er usynligt for øjet, tilføjer jo ræven. Og scenen er så også lyttet af de tre klippere,den er balanceret, den er lang, og alt muligt andet. Den er en lattermild dialog mellem hende og ham i kantinen på Kofoeds Skole. Og det fortsætter bare. Det er en vidunderlig film, en ægte dokumentarisk komedie. Glæd jer!

Ulla Boye: Kun med hjertet kan man rigtigt se, 2008. Kamera: Jørgen Johansson, klip: Mette Esmark, Stig Bilde og Janus Billeskov Jansen, produktion: Koncern www.koncern.dk Sendes på DR2 10. september 23:00. Distribueres senere på Filmstriben www.filmstriben.dk

Vurdering:

Bazzoli/Lelong:Amour,Sexe & Mobylette

Vurdering:

Svetoslav Draganov: Tell me What is the Universe

Vurdering:

Brook Lapping: The Blair Decade

"The Blair Decade" is characterised by the same journalistic approach: A lot of research has been done and characters for the film chosen after endless negociations. Top players - like Condoleeza Rice - agrees to be interviewed about Blair and his period as prime minister of England. The whole thing is put together according to chronology with the same "witnesses", all of them close participants in the political game, to make the story unfold. There is a narrator, who links the interviewes and the archive material, that comes first of all from the news. We know as viewers how it ended, it is contemporary history that recorded what Blair did in his rise and fall (the title of another film about Blair) as prime minister and world political figure.

But it is not just putting things in the right order, and edit according to words and not images - as it is being done - it is also a documentary that offers the viewer an analysis of what went wrong and how it went wrong for Blair. It is not just telling what happened, there is a point of view. In the first part, from the very beginning, his relationship to Gordon Brown is the turning point. They wanted to change together, they chose "the great persuader", Blair, to win the battle and settled as a strong couple until the moment where Brown thought that now it was his turn. And this is the focus of the second part. After having shown his perfect instinct for how to react in moments of importance: the death of princess Diana, the 9/11, the getting the Olympic games to London in 2012 etc. it all went wrong for Blair with his close link to George W. and the consequent decision to join the Iraq war taken without the support from the population.

UK/USA, 2007, 2 x 55 mins. Seen on DR2 20 & 27.7.08

http://www.sourcewatch.org/index.php?title=Brian_Lapping
http://www.dr.dk/Dokumentar/tv/DR2/2008/0630123924.htm (Danish television) www.thirteen.org/pressroom/pdf/blair/TheBlairDecadeRelease.pdf

Vurdering:

Jeremy Isaacs: The World at War 4

ET UMULIGT EMNE. Det er eftertankens øjeblik denne tidlige aftentime med dagens afsnit. I aftes det 20. af de 26. Og jeg blev helt stille.. det værste var og er, at jeg jo godt vidste det. Jeg har læst om det, set Resnais og Cayrols Nuit et broullard, set Lanzmanns Shoah, hørt Wiess Die Ermittlung som radiomontage. Men det er mange år siden, og jeg må have lagt låg på, fortrængt den kendsgerning, at selv den mest rystende detalje i fortællingerne om udryddelsen viser sig at være sand. Det er ikke et mareridt, det var og er vågen virkelighed, og det er det hver gang, det fortælles. Når det er vederhæftigt som i aftes. Afsnit 26: Genocide.

Jeremy Isaacs skriver om det: "Hitler´s genocide against the Jews and gypsies, and the mass murder of others, is not a military subject. But I could not leave it out; not just because I'm Jewish, though that counted, but because I could not separate the evil of Nazi racial doctrine - Aryan supremacy, Untermensch subjection - from the Allied cause. Most people in Britain did not realise what Nazi racism in practice meant until the gates of concentration camps at Belsen and Buchenwald were opened by British troops in 1945. Auschwitz, Solibor, Treblinka - death camps - were worse. I wanted a programme that showed the camps in which millions perished, before the series came to the Reich's nemesis in Berlin. Darlow and Bloomberg's (afsnittets instruktør og dets forfatter) 'Genocide', clear, restrained, compassionate, tackled an almost impossible subject..."

For mig står deres Genocide klart ved siden af Resnais/Cayrols, Lanzmanns og Weiss værker som et monument af uafrystelige videner trods mine forsøg på at skubbe dem væk, disse filmoptagelser.  

Jeremy Isaacs: The World at War 1-26, UK, 1973-1974. DR2 disse dage (ikke i weekenden) kl. 19:15  http://www.dr.dk/dr2/En+verden+i+krig + DVD, UK-version http://www.randomhouse.co.uk/worldatwar/about_the_series.html Litt.: Mark Arnold-Forster: The World at War, 1973. (Bogen som oprindelig fulgte serien). Richard Holmes: The World at War, The Landmark Oral History from the Previously Unpublished Archives, 2007 og Jeremy Isaacs: Look Me In The Eye, 2006, denne bog om hans 40 år som tv-mand, har et kapitel om denne serie.

Vurdering:

Jeremy Isaacs: The World at War 3

SYNOPSIS. Det var i aftes det 11. af de 26 afsnit. Og det var stort. Det var om krigen på østfronten 1941-1943. Det tyske angreb mod Litauen, Letland, Estland, Ukraine, Hviderusland og til sidst Rusland selv. Hele det vældige Sovjetunionen truet over den bredeste front vel i militærhistorien.

Isaacs overlader imidlertid stort set generalernes verden af armeernes betegnelser, divisionernes antal, fremrykningernes ruter, slagene (bortset fra det største af alle, slaget ved Kursk), tilbagetrækningerne og belejringerne af byerne (bortset fra Leningrads som er det forfærdende eksempel) til Arnold-Forster, som i sin bog omhyggeligt følger tv-afsnittene op, så jeg kan repetere de historiske facts. Selv koncentrerer han sig om det, som han til dette afsnit skrev i synopsens to linjer:

Focusing on the non-military aspects of the war in the soviet Union such as industri and morale, the siege of Leningrad, the Soviet partisans, the Battle of Kursk, and the war's ultimate sacrifice in 20 million Soviet dead.

Denne enkle plan har så hele vejen igennem styret arbejdet med afsnittet og skabt et umisteligt tv-epos af rystende filmreportage, gribende beretninger fra medvirkende og først og sidst Laurence Oliviers læsning af den lyrisk-episke voice-over tekst, som her i afsnittet inkluderer store citater af russiske digte. Dette mesterlige arbejde foran mikrofonen låner afsnittet her og serien som sådan shakespeareske toner og dimensioner.

Jeremy Isaacs: The World at War 1-26, UK, 1973-1974. DR2 disse dage kl. 19:10 http://www.dr.dk/dr2/En+verden+i+krig + DVD, UK-version http://www.randomhouse.co.uk/worldatwar/about_the_series.html Litt.: Mark Arnold-Forster: The World at War, 1973. (Bogen som oprindelig fulgte serien). Richard Holmes: The World at War, The Landmark Oral History from the Previously Unpublished Archives, 2007.

Vurdering:

Mikala Krogh: Everything is Relative

Surprise me, please, it is often said to filmmakers when films are to be thought of, written, pitched, filmed and put together. Nothing is worse, or more boring, than the predictability in narration where you know where it goes, from the very beginning.

Mikala Krogh surprises the viewer. She has chosen an unconventional chaptered structure with captions like ”love”, ”illness”, ”happiness”, ”time”, ”loss” and ”light” – and conveys these themes through the introduction of characters and small actions from all over the world. She puts them one after the other and cuts the geographical context. From (to take an example, under ”time”, one of the best performed chapters) a man from BanglaDesh who works in Dubai far away from family, to an old Danish woman who takes long time to button her sweater, back to Dubai skyline where cows slowly pass by on the ground, to a waiting room in a welfare society (pure Roy Andersson set-up), to a long emotionally impressive queu of Asian workers who line up to be ordered to get into a train, to American soldiers who receive orders, to a sequence of clocks and watches caught on a white background, to the Danish young woman who has cancer, and to Mogens Rukov, co-scenarist of the film, who reflect on time.

It is sometimes very cleverly constructed, yet with different tension in the individual scenes which have to be strong on their own as there is no story in a normal way. I like the abstract arrangement of people on a white background in a studio – it reminds me of early films by Danish documentarian Jørgen Leth – and I like the intentional hybrid form that Mikala Krogh uses in her reflection on the universality of love and happiness, illness and sorrow. The question is of course if this is a reasonable and relevant way of comparing or if it is a kaleidoscopic banality.

Judge for yourself, the film will come to a festival near you, for instance to Karlovy Vary beginning of July.

Denmark, 2008, 73 mins.

http://www.dfi.dk/english/Danish+films/ShortByDanishTitle/filmFact.htm?FilmID=18394

http://web.docuinter.net/en/net_archive.php?id=413

Vurdering:

Søren Kragh-Jacobsen: Det som ingen ved

Vurdering:

Camille Ponsin: Les demoisellesDeNankin

There are loads of documentaries about the changing China made by Westerners and/or by the Chinese themselves. This one is made by French filmmaker Camille Ponsin, who unlike several Western crews got access to the University of Nankin and took his camera and time to film during a year. A clever and charming observation of young students has come out of it, yet a bit anonymous, lacks maybe a clearer storyline in his showing of youngsters, who basically are like young students all over the world. They fall in love, they find the studies sometimes boring, some are adapting to the rules of the university, others object and find their own small niche.

The year is 2005 and Qie Kun and Miao Miao are the main characters. They represent what is the new China. One is still the perfect student, who advises others and goes to pay a visit to the pioneers, the other is more keen on finding out what she can do with her body. The first is ironic about the propaganda but goes along, the other talks with her boyfriend about the variety of sex positions.

The director had also access to the teachers and he definitely demonstrates a talent for catching human moments that go different than the clichés about China today.

France, 2007, 55 mins.
http://www.javafilms.fr/HIGHLIGHTS.html
http://www.festivalcinemaafricano.org/eng/index.php?pag=vis_film&id_film=513#

Vurdering:

Johnny White: Padraic Ó Conaire –An Fear

Vurdering:

Jeremy Isaacs: The World at War 2

TV-VÆRK. Det var 5. afsnit i aften. Det tyske felttog ind i Rusland til få km fra Moskva, alle byer erobret, blot Leningrad holder stand. Belejret. Jeg ved godt, at alle har set serien forlængst, har den på bånd eller DVD-er. For mig er det første gang. Denne vældige epik. Denne grusomme historie. Disse forfærdende billeder.

Og jeg tænker, der har altså været fotografer med overalt. Jeg tænker alt dette har de set. Eller har de som soldaterne set sig afmægtige på de nærmeste, på det nærmeste...

Og så tænker jeg på denne Jeremy Isaacs, denne overblikkets mester, som har produceret alle 26 afsnit, for han ville bevare autoriteten og styringen af hele værkets frembringelse. Kun et enkelt afsnit har han selv skrevet og instrueret, resten var delt ud på andre filmfolk. Men, men... Isaacs er en hands-on tv-mand. Han arbejdede med ved klippebordet på alle 26 afsnit, dengang i 1973-74!! Der ER et Isaacsværk, og det er tv-historie, et absolut højdepunkt, som disse aftener kan ses på DR2. Ikke i weekenden,men så igen på mandag 19:10. For mig, der har alt dette at indhente, er det blevet en eftertankens time. 

Jeremy Isaacs: The World at War 1-26, UK, 1973-1974. DR2 disse dage kl. 19:10 http://www.dr.dk/dr2/En+verden+i+krig + DVD, UK-version http://www.randomhouse.co.uk/worldatwar/about_the_series.html Litt.: Mark Arnold-Forster: The World at War, 1973. (Bogen som oprindelig fulgte serien). Richard Holmes: The World at War, The Landmark Oral History from the Previously Unpublished Archives, 2007.

Ivana Milosevic: Damas de Blanco (Ladies in White)

Vurdering:

Cæcilia Holbek Trier: Tomme rum

Jeg var så skeptisk på forhånd, men allerede første scene med Holbek Trier alene og tæt talende til kameraet gjorde mig rolig. Hvilken sikkerhed, hvilken kompetence! En blid søgende myndighed. En naturlig tøven foran den tanke som lige skal finde sit sprog - som når det kom var autentisk nærvær og præcision. Det er altså en god film, en rigtig god film og en dejlig film, hun har lavet med sig selv og sine to børn.

Pernille Bech Christensens elegante klip formår for mig at se i dyb overensstemmelse med instruktørens som personligt reflekterende og alle vegne og alting arrangerende (instruerende) at tegne i hvert fald tre (opdagede jeg) forløb, tre fortællinger i filmens nutid, dertil, ved yderligere indskud af tilbageblik ved en righoldig samling familiefilm at tegne tre karakterer i udviklig og samspil, en moder og to døtre i deres rum og erindring, nogle dage nu frem mod denne 18-års fødselsdag, og årene tilbage til døtrenes fødsler. Det er imponerende og meget smukt gjort.

Cæcilia Holbek Trier: Tomme rum, 2008, DR2 i aftes. Foto: Cæcilia Holbek Trier og Katia Forbert Petersen, klip: Pernille Bech Christensen. Produktion og distribution: Sfinx Film/TV info@sfinx-film.dk

Vurdering:

Roberts Vinovskis: Working Class Ballet

Vurdering:

Edmunds Jansons: Little Bird´s Diary

A documentary animation film. Quite innovative. Based on a visual diary made by Latvian Irina Pilke, an old woman, who has drawn episodes from her life since 1947. Made into a film through the script and interview from writer Nora Ikstena.

What comes out of it is a sweet and soft in tone, sketchy personal life story that succesfully has been given an atmosphere of intimity and reconciliation that fit an old woman, who has experienced the USSR and its camps, lived with a first husband who was nice, had diabetes but was violent to her, so she divorced him, and had a second husband who was also nice but died of a heart attack after 7 months!

Producer Bruno Ascuks wants to develop more film from this original concept. Please do so... And festival people (and tv) who read this - programme it!

Latvia, 2007, 23 mins.

Contact: bruno.ascuks@studijacentrums.lv

Vurdering:

Jeremy Isaacs: The World at War

OVERRASKENDE INTERVIEWS. Nu har jeg chancen for at se i det mindste en række afsnit af denne i lang tid den ultimative tv-fortælling om 2. verdenskrig. Jeg må tage en dyb indånding, der er meget at tage stilling til. For slet ikke at tale om fortællingens både velkendte og fortrængte indhold, er der Isaacs indsats i sammenligning med Burns, den objektivt historiske holdning over for den "emotionelle arkæologi", den autoritative tv-serie over for den poetisk-refleksive (jeg låner lige udtrykkene fra Ib Bondebjerg).

I aftes begyndte det så med A New Germany om nazistpartiets vej til magtovertagelse overalt i det tyske samfund. Med en prolog om massakren i Oradour-sur-Glane i 1944, dertil kom det med den tankegang, med den mærkeligt brutale vilje. Men helt forfra i 30'erne over den stadige undervurdering af Hitlerregeringens drypvise udhuling af humanistisk og demokratisk tradition og tryghed over bogbrænding, terrorisme og direkte undertrykkelse frem mod naboernes liv, Tjekkoslovakiets og Polens skæbner.

I aften så afsnit 2, Distant War, vinteren 1939-1940. Invasionerne i Polen. Og nye vigtige medvirkende, disse overraskende interviews, som Isaacs etablerede som seriens helt afgørende greb. Ikke kun berømthederne selv, men ofte deres iagttagende og reflekterende hjælpere og assistenter.

Jeremy Isaacs: The World at War 1-26, UK, 1973-1974. DR2 disse dage kl. 19:10 http://www.dr.dk/dr2/En+verden+i+krig + DVD, UK-version http://www.randomhouse.co.uk/worldatwar/about_the_series.html Litt.: Mark Arnold-Forster: The World at War, 1973. (Bogen som oprindelig fulgte serien). Richard Holmes: The World at War, The Landmark Oral History from the Previously Unpublished Archives, 2007.

Vurdering:

Forført...

Bare det der billede, og så agenter, og så bag fjendens linjer... Jeg er helt med, det vil jeg se. Og så især DR2 smag og den der skæve, travle time mellem 18 og 19, hvor jeg ellers skal lytte til Orientering og lave mad. Og så, det plejer at være så godt.. deres vide udsyn og gode smag...

Hvilket fald fra Ken Burns eksistentielle essays til Dirk Pohlmanns monomaniske pilotoplevelsesfascination i fladeste discoverystil. Det var slemt. Her var man sat op til dokumentartimens danske Storyville, og så kommer noget fra tv-stationernes ugebladsrepertoire. Meget, meget slemt. En kværnende musik, en kværnende voice-over, så sjusket og ufølsomt, så du, der ikke har hørt det, tror det er løgn.

Et sjusk med formatet blev af en eller anden trods alt opmærksom medarbejder rettet midtvejs.

Filmen er fyldt med spændende dokumentarisk arkivstof, som jeg bare ikke ved, hvad jeg skal bruge til. Og den er spækket med spillefilmscener af værste slags.

Åh jo, den handler om CIA's fremragende indsats ved modige mænd som agenter sat ned med faldskærm i Ukraine, Nordkorea, Tibet og Arktis. Og den handler om den utroligste måde at tage dem op på igen. Alt rekonstrueret ved arkiv fra træning... Dokumentar eller hvad? Jeg blev forført og er frustreret.

Dirk Pohlmann: Bag fjendens linjer, Tyskland 2006. ZDF og Arte blandt flere. DR2, genudsendelse i aften for lidt siden.  

Vurdering:

Jon Bang Carlsen: Jenny

Vogels saxofon begynder på et tema. Gruszynskis store landskabsbillede oppefra som hos Søndergaard viser os stedet, vi er. Vestjylland. Refleksionen over kemifabrikken nærmere hvor. Det må være Bovbjerg. Kameraet panorerer til vejen. To små kvindeskikkelser aser på cykler opad bakken. Så helt tæt på, især det ene ansigt. Nu ved jeg hvem. Stemmens lyd bekræfter: Min kæde er hoppet af, siger hun. De to får cyklen vendt, forsøger at ordne det med kæden. Med dametasken dinglende ved håndleddet påtager hun sig opgaven. Hun er sej, men må opgive, vel på grund af den lukkede kædekasse. Veninden vender cyklen. Stort landskabsbillede med kirken. Nu lav horisont. Saxofontemaet fortsætter, mens billedet viser os gårdspladsen, et blik ud forbi julestjernen og porcelænshesten i vindueskarmen, ud på gårdspladsen, jeg er kommet ind fra. I det samme er musiktemaet forbi. En telefon ringer. En mand ligger og sover på divanen med avis over ansigtet. Han tager telefonen, spiller dilettant som i forsamlingshuset. De snakker om kæden, nej, han skal ikke hente hende. Nej, det behøves ikke. Jeg kan trække hjem. Det er så godt vejr. Han vender sig og sover videre.

Åh, tænker jeg. Nu kommer så historien om et leve livet midt i dette landskab i samtale med Gud. Så fremmedartet og så nært alligevel. Guds plads, menneskets plads, egne kræfter. En tilværelse med tingene i orden. Historien begynder her - kan ses igen og igen, som en gentagen række af ens dage. At kæden hopper af, er her ikke en talemåde, men et problem, som klares...

Fra: http://www.dfi.dk/tidsskriftetfilm/16/denstoredok.htm 

Jon Bang Carlsen: Jenny, 1977. 38 min. VHS lånt fra Herning Bibliotek.

Vurdering:

Jacob Kjær Pedersen: Agenten der sladrede 2

Som jeg havde lovet mig selv, så jeg genudsendelsen her i formiddags. Og ja, jeg havde overset eller overhørt vigtige oplysninger. Strasbourg havde givet svar, oplyser advokaten, oven i købet det interessante svar, at sagen er foregået så tæt på en nations sikkerhed, at den suverænt kan handle, som den finder nødvendigt. Er man agent, er man i lovløst land. Men her ville jeg vel nok gerne have haft Bjørn Elmquists kommentar, udybende - det er altså ikke kun i fiktionen at Bond og Blaise er retsløse?

Til sidst får Grevild tilbudt at afsone sin straf i en pension, hvor datteren også kan bo. Det er knap nok afskrækkende og næsten ikke hævn, som han et sted hævder systemet vil. Denne lykkelige slutning fik jeg heller ikke med sidst. Beklager. Det er altså et drama om en enlig far og hans datter og deres liv med katte og madlavning. Et familiedrama som ender godt. Eller?? Resten er løse tråde.

Jeg er frustreret, især fordi jeg er blevet snydt, ikke alene af filmens titel, intet om agent og intet om sladder, men i hele konsensus-afsnittet før titelskiltet, som lover mig FILMEN om Grevilsagen, filmen om denne modige mand oppe imod systemet. Som en af datterens veninder spørger Grevil: "Er det rigtigt, du har arbejdet i militæret?" Grevil bekræfter, og hun føjer til: "Min mor synes, du er sej.." Grevil siger smilende tak.

Lige præcis sådan har jeg det! Denne mand er sej, og dette arbejde og dette særlige mod synes jeg da er sejt. Det ville jeg så gerne have set en film om - og jeg mener, at det havde man lovet mig.

Jacob Kjær Pedersen: Agenten der sladrede, DR1 i dag kl.10, genudsendelse. Litt.: Charlotte Aagaard: I nationens tjeneste - Frank Grevil, majoren, der fik nok, 2005. Leif Davidsen: Livet i de hemmelige korridorer, anmeldelse af Aagaards bog, Information 9. september 2005 http://www.information.dk/111938

Ken Burns: The Civil War 3

Filmen blev oprindelig lavet i 1989. Men den er nu i forbindelse med genudsendelserne og DVD (og VHS) udgivelserne remasteret. Hvert eneste klip er under dette store arbejde for eksempel farvekorrigeret for sig som det ses på billedet. Så det er en gennemført smuk udgave af klassikeren, man får i den nye box.

Teknikken er nøje beskrevet af klipperen Paul Barnes et sted i den meget, meget omhyggelige hjemmeside, her:

http://www.pbs.org/civilwar/film/remaster.html

SLUTNING. Jeg så sidste del i aftes. Og jeg må sige, at Burns fortælling slutter i stor værdighed (forstyrret blev jeg dog, af mislyde for mit private øre, det lader jeg ligge..), jeg noterede på mit papir, ser jeg nu, "med stor værdighed". Jeg vil aldrig glemme mødet mellem giganterne Lee og Grant. Og sådan har Ken Burns selvfølgelig villet det. Og så husker jeg derfor også detaljerne i kapitulationsbetingelserne.

Og mordet på Lincoln vil jeg huske i Burns version. Fra nu af. Som jeg i forvejen huskede Alexander Gardners fotografi af Lewis Payne (fra sammensværgelsen) i håndjern i fængselscellen, hvor han venter på at blive hængt. Husker det fra Roland Barthes bog om fotografiet, husker det på grund af Barthes bemærkning: "... Men punctum det er: han skal dø. Jeg læser på samme tid: det vil ske og det er sket, jeg iagttager  med rædsel en førfremtid, hvis indsats er døden..." 

Og så var der det med den rigtige FORFATTER i filmen. Han hedder Shelby Foote og er en af de otte gennemgående interviewede medvirkende. Han er min absolutte favorit, hans udstråling og dæmpede fortælleglæde og kloge sætninger, som svøber informationerne ind i holdningerne i et tæt væv af sympati for den tabende side, er det hele værd (som det ofte er for mig i film, hvor jeg er forbeholden, for jeg forlanger ikke at kunne acceptere hele værket hver gang..) Læg mærke til Shelby Foote. Og til hans modpart historikeren Pamela Reed, som matcher ham perfekt. En dejlig forfatter og en klog historiker serien igennem. Jeg forlanger egentlig ikke mere.

Ken Burns: The Civil War, 1990. DR2. Sendtes de seneste dage lidt efter 18:00. Udgivet på VHS og DVD. Seriens site: http://www.pbs.org/civilwar/

Jeg skrev om Burns The War fra 2006, da DR2 sendte den for ikke så længe siden. Søg "Ken Burns" i søgeruden til venstre.  

Vurdering:

Edkins & Vehkalahti: Steps by Steps 1

The subtitle of this book is ”the making of the Steps for the Future documentary series”. The writers are the two key initiators of this, the most important international documentary coproduction and training initiative, I know of. To remind you what that is, here is a quote from the site

http://steps.co.za/index.php

”From seven different countries of the Southern African region comes a unique collection of films. Positive, provocative, humourous, brave - unusual stories about how individuals are confronting their lives and how societies are having to change under the impact of HIV/AIDS.”

The book is as wonderful as the series. It is written and edited with pride and passion by Vehkalahti from Finnish YLE and by producer Edkins from South Africa. They bring the whole story behind the building of the project, the production and the use of the films. The latter, the local distribution, taken care of by Edkins, is still going on 8 years after it all started. In the epilogue, the two write:

”One of our original aims for the project was that the films could be used to reduce stigma and discrimination of those living with HIV and AIDS. We feel that through the films, many people who would not normally have been heard, have been given a voice, and most importantly, as in any good documentary film, they have been allowed to finish their sentences. They have told us that actually, life is a beautiful thing.”

BUT the book, great layout, photos and different colours, includes ALSO a lot of general documentary information that makes it (the book) a must for all documentarists, not to mention film school students. Precisely formulated considerations and definitions of what is a documentary. Far from Academic language. See the next entry.

The book is accompanied by a dvd with 8 of the around 35 films that were made.

ISBN: 9781920196097. Published by Jacana Media May 2008. Recommended Retail Price: R165 incl. VAT. (No European distributor yet). Photo: One of the writers at his desk. 

Vurdering:

John Webster: Recipes for Disaster

Vurdering:

Ken Burns: The Civil War 2

Det er nok sådan, at med denne vældige tv-serie forholder det sig sådan, at rygtet er bedre end sin film. Jeg har de seneste dage set de fleste afsnit, og i aften sender DR2 det sdste kl. 18:05 tror jeg nok. Det skal selvfølgelig ses med. Og mine tanker om det berømte værk holder lige nu status. Jeg er jo forbeholden, for ikke at sige lidt skuffet.

Men det er vist især skuffede forventninger. Og de er egentlig selvforskyldte. Jeg glædede mig til et historisk essay som den seneste serie, men Burns lavede dengang - en nok banebrydende - historisk formidling. Jeg troede på baggrund af The War, at jeg skulle møde en auteurs arbejde, jeg har i stedet mødt en loyal historielærer.

Der er en rigtig forfatter med, ham kommer jeg til..

Men husk nu lige at se sidste afsnit i aften!!  

Vurdering:

Jacob Kjær Pedersen: Agenten der sladrede

Det er godt, at dokumentaren med Frank Grevil genudsendes 9. juni 14:20 og igen 10. juni 10:00, for jeg mangler svar på en række spørgsmål. Jeg så filmen i aftes, men finder den, lige meget hvor meget jeg tænker efter, dybt utilfredsstillende. Men jeg kan jo have været meget uopmærksom, så jeg bliver nok nødt til at kigge igen. Til da melder følgende spørgsmål sig:

TITLEN. Hvorfor hedder den Agenten der sladrede, når den handler om en enlig far der ikke fortæller noget særligt om det?

HISTORIERNE. Hvad blev der af forholdet til advokaten, som jo er en spændende mand og har noget med titlen at gør? Hvad blev der af forholdet til hustruen, som måske som fraværende er den afgørende? Hvad blev der af forholdet til sønnen, som blev student, og hvad så? Og hvad dybere, meget dybere med forholdet til datteren, som dokumentaren vælger at være mest optaget af?

GREBENE. Hvem fortæller den her agenthistorie om at tale over sig? Udvikles der en kronologi, eller er tidsfølgen underordnet? Er det tanken, vi skal følge en række begivenheder? Datterens flugt fra skolehjemmet for eksempel? Det store billede af den lille skikkelse på landevejen sidder i min erindring som dokumentarens eneste filmiske greb. Men er det et vendepunkt i fortællingen eller hvad? Er arbejdet for benådning det, som skal drive handlingen frem? Jeg husker det nærmest som en henkastet oplysning. Hvad med menneskeretvinklen? Eller er det bare sådan, at Grevilsagen er brugt op, at der ikke er mere at tilføje?

Det fører over til HOLDNINGEN i dokumentaren. Er det et justitsmord? Eller er det en ok dom, som nu skal afsones? Hvad mener filmen? Og hvorfor? Jeg må bestemt se den igen.

Jacob Kjær Pedersen: Agenten der sladrede, DR1 i aftes. Genudsendes 9. juni 14:20 og 10. juni 10:00 Litt.: Charlotte Aagaard: I nationens tjeneste - Frank Grevil, majoren, der fik nok, 2005. Leif Davidsen: Livet i de hemmelige korridorer, anmeldelse af Aagaards bog, Information 9. september 2005 http://www.information.dk/111938

Vurdering:

Ken Burns: The Civil War

Det var ikke meningen, at jeg skulle se Durasfilmen i aftes. Men den kom så lidt senere og stjal opmærksomheden. Jeg skulle bare have set - og det gjorde jeg så først -  aftenens afsnit af Burns store serie om borgerkrigen.

For ham, der hvor han er, kan der kun være tale om den bestemte krig, han skildrer, den mellem syd og nord midt i 1800-tallets Nordamerika. Men at Burns værk handler om borgerkrig i det hele taget og som sådan er der meget i filmserien, der tyder på. Som The War handlede om 2. verdenskrig, men nok lige så meget om krig som sådan.

Hver tidlig aften disse dage sender DR2 så den ældre serie igen. Det er rigtig fint. Også - altså ud over at repetere historien om den amerikanske borgerkrig - at iagttage, hvordan væsentlige holdninger, greb og indsigter er til stede allerede i The Civil War: Det overdådige arkivmateriele, "Burns-effekten", de omhyggeligt udvalgte og instruerede vidner, den dæmpede tone, den kloge og meget velskrevne voice-over..

Jeg skrev om The War fra 2006, da DR2 sendte den for ikke så længe siden. Søg "Ken Burns" i søgeruden til venstre.

Ken Burns: The Civil War, 1990. Sendes hver dag denne uge 18:15. Seriens site: http://www.pbs.org/civilwar/

Vurdering:

Duras i Trouville

Det var ikke en god film i aftes på DR1, men hvor vigtigt at se den. Dette mærkelige møde i 1980. Marguerite Duras og Yann Andréa, den berømte forfatterinde og den ukendte brevskriver. Filmens problem er på forhånd, at vi kender den historie så godt fra Duras bog. Og billederne så godt fra Helene Bambergers fotografier. Begivenheden er så omhyggeligt dokumenteret. Yann Andréas bog findes også (den har jeg ikke læst), men den skulle være forlæg fra filmen. Men store dele af dialogen er nu hentet fra Duras bog. Det hele har en tendens til at blande sig sammen, Marcel Proust og bedstemoderen var der også engang, men de boede ud til havet fortæller Duras i filmen. Det hele er baseret på en sand historie, som næsten alle filmene, vi skriver om her.

Fotografiet af Duras og Andréa her er således ikke fra filmen, det er fra Bambergers serie. Men det kunne godt være fra filmen, for Jeanne Moreau var Marguerite Duras. Det har hun været siden filmen bygget på Elskeren, med stemmen og teksten, som dengang var en voice-over, nu i aftes kropsliggjort så indlevet, at det på en måde er Moreau, som sidder der i bilen hos Andréa. Myten om sommeren ved havet dokumenteret i en spillefilm.

For det er Jeanne Moreaus medvirken, som gør filmen lidt interessant. Som er tro mod autenticiteten i Duras bog. Jeg mærker i hendes dialog den intensitet, som teksten rummer, men filmen aldeles savner i øvrigt. Bogen koncentrerer sig om skriften og det, den skriver frem, og om forelskelsen i rummet omkring dette arbejde. Filmen gør meget ud af alkoholismen uden det integreres i forståelsen af forelskelsen og skriften. (Men vi ved det jo fra Duras selv..) Så ærligt, filmen mishandler en smukt dokumenteret myte. Den er ikke den filmperle, som DR2 hævdede. 

Josée Dayan: Cet Amour - là, Frankrig, USA, 2003. Med Jeanne Moreau (Duras) og Aymeric Demarigny (Andréa). Set på DR2 i aftes.

Litt.: Yan Andréa: Cet Amour - là, 1999, ikke oversat. Marguerite Duras: Yann Andréa Steiner, 1992, da.:1993. Helene Bamberger: Marguerite Duras de Trouville, 2004, en samling fotografier: http://www.leseditionsdeminuit.eu/f/index.php?sp=liv&livre_id=1481  

Vurdering:

Julian Schnabel: Dykkerklokken og sommerfuglen

Jeg så alligevel aftenens film. Naboen inviterede mig. Havde haft en stor oplevelse aftenen før og så den en gang til. Ville vist både høre og ikke høre, hvad jeg mente. Som filmen selv, var vi på følsomt område. Begge. Denne sentimentalitetens grænse, som vores generation oplever rykkes og rykkes. Jeg vidste det jo godt, jeg kunne ikke rigtigt lide den. Men visse ting hægtede sig fast ved mig. Og ud af hovedet får jeg den ikke sådan lige. Naboen lånte mig DVD'en med: se den igen, se godt efter! Det vil jeg gøre, men skriver lige lidt først.

Det vigtigste for mig er det med sproget, ikke at det er så gribende vanskeligt og langsomt for skribenten i filmen, men dets mulighed trods alt i vore liv. Og så er der erindringen som aktiv ressource, når vi forlader nuets krav på opmærksomhed, brutalt tvunget af hjerneblødningen som den erindrende her eller blot ved at standse op. Og så er der kærlighedsmødet, i erindringen og i nuet. Se det er jo allerede meget!

Som næsten alle film, vi skriver om i filmkommentaren.dk, er Schnabels baseret på en sand historie. Redaktøren på "Elle", Jean-Dominique Bauby blev totalt lammet efter en hjerneblødning, lå uger i coma og lærte sig derefter langsomt at tale og skrive ved et eller to blink med venstre øje, ja eller nej. Det skrev han så på denne forunderlige måde en bog om, og over den lavede Schnabel filmen.

Først er der i filmen (og altid når nogen indlægges hjælpeløs) problemet med nærmeste pårørende. Det er en formel konvention og en dyb emotionel realitet. Hvem dukker op ved hospitalssengen, da Bauby vågner af bevidstløsheden? Den, som bør, eller den, som skal? Hustruen dukker op, siger vi, børnenes mor siger han. Og i en nøglescene, da hun, den anden, ringer, omsider, er det hustruen, som tager telefonen og modvillig sætter medhør til og forlader stuen, idet hun lader døren stå. Det umuligste kærlighedsmøde udspiller sig, men hun, den anden, vinder kampen om positionen. Nærmeste, kæreste..

Nærmeste påørende er ikke altid hustruen, faderen, børnene. Alle omkring ham siger det er sådan, for sådan skal det være. Vi herude ved bare, at sådan er det ikke. En anden er nærmeste pårørende, men kan ikke komme igennem sin egen angst, familiens ring, konventionens forventning.

Sproget bryder imidlertid igennem. Og skriver erindringen og fortællingen til billederne, den intakte bevidsthed genfremkalder. Filmens drive er bogens tilblivelse, teksten skabt af denne vedholdende erindrende og tilstedeværende og af livet der og før og livet her og nu. Den tekst, vi alle rummer som tekster, vi møder, genkender og åbner os for.

Filmens store spørgsmål er: hvad sker der med den nyeste forrelskelseshistorie, som den skriver frem mellem den lammede Bauby, som alene blinker ja og nej, og Claude Mendibil, tålmodigheden og indlevelsen selv, som nedskriver diktatet og der ved sengekanten viser ham teksten som bog?

Julian Schnabel: Dykkerklokken og sommerfuglen, 2007. Dansk DVD udgivelse 29. april 2008, Scanbox. http://www.scanbox.com/ShowMovie.aspx?Bio=1&ItemID=9614 

Litt.: Jean-Dominique Bauby: Dykkerklokken og sommerfuglen, 1997. http://www.rosinante.dk/Rosinante%20Paperbacks/Bauby,%20Dykkerklokken%20og%20sommerfuglen.htm

Vurdering:

Ulrik Wivel: Roskilde

Jeg har aldrig været på Roskilde festivalen. Jeg kan derfor ikke skrive ud fra genkendelsens glæde, som Politikens Dorte Hygum og Weekendavisens Bo Green Jensen. Og - hovedet på bloggen – jeg kender ikke de optrædende, bortset fra Peter Belli! Så jeg kan ikke hoppe så let ind i det filmiske rum, som jeg kunne med fodboldfilmen. Men jeg ved selvfølgelig om Roskilde og jeg har set forventningen i øjnene på bonussøn og nevøer før de drog afsted.

Og jeg bliver ikke grebet af atmosfæren på Roskilde... Jeg ser derfor på den filmiske side og lad mig starte med at udtrykke at filmen i sig selv er en kæmpepræstation. Stædigt at blive ved med at filme år efter år, og så sætte sig for at få det til at hænge sammen i én fortælling, det er der grund til at hæve flasken for, som der gøres ustandseligt i den omkring 100 minutter lange film. Her er der en ambition ud over det sædvanlige.

Problemet er bare, at nok er filmen godt lavet og nok er der et utal af fremragende situationer, som kameraet har fanget, og der er ofte manipuleret æstetisk flot med  billedet, og der er skøn musik, og tidligere festivalleder Leif Skov taler klogt,

Men der er altså også lange kedsommelige sekvenser, hvor filmen står stille. Hvor jeg føler en repetition og en rytme, som er alt for ens, forudsigelig og udynamisk – det bliver dog bedre mod slutningen, hvor der forsøges mere.

Er det klipningen, der er kikset, strukturen... er det fordi udspillet leder os på fejl vej? Vi bliver introduceret for en håndfuld mennsker på vej til at opleve festivalen, og for folk fra organisationen. Vi forventer derfor at følge dem på deres vej, men det sker blot engang imellem, og det bliver altid med distance. Den ornitologiske svenske dame, der tyller Gammel Dansk i sig kunne have været et nærmere bekendtskab værd, men det får vi ikke lov til på bekostning af det overblik, den alsidighed, filmen ønsker. Instruktøren og hans hold har ikke skåret til benet.

Tilbage står en flot - sikke luftbilleder der er taget – og det meste af tiden underholdende film, som lægger sin tro på at observationen er nok til at give et billede af et fantastisk fænomen,kendt over den ganske verden.

http://www.roskilde-festival.dk/2008/forside/roskildefilm/

Vurdering:

L.Munch-Petersen/Frank Piasecki: Forførerens fald

På denne blog klagede undertegnede over DFI’s støttepolitik (se under Filmkunst eller Journalistik, eller søg dene titel under ”polemics”) og fik svar fra filmkonsulent Dola Bonfils, her er et citat:

 ”... Øvelsen i disse år er at finde et fælles grundlag for hvad vi og de (tv-redaktørerne) betragter som støtteværdigt. ... det har med TV2 vist sig at være en sjov udfordring at tage den undersøgende journalistik i øjesyn med filmbranchens værdinormer i et udbud, vi har kaldt "Follow the Money”... Samarbejdet mellem DFI og TV2's redaktør bygger her på en gensidig lyst til at lære af, inspirere og forny hinandens kerneydelser - den dokumentariske fortælling og det undersøgende journalistiske prime-time-format.”

Jeg fik set Laurits Munch-Petersen og Piaseckis film om Peter Linck, manden bag  ”Dagen”, som levede i 40 dage. En velkendt og ofte beskrevet historie.

Det er en ganske underholdende og veloplagt  historie om manden bag dagbladsinitiativet, de to instruktører får fortalt. Stiliseret til det yderste med fine rekonstruktioner og en placering af hovedpersonen og de folk, som udtaler sig om ham i en præcist tænkt og udformet scenografi. Med hovedpersonen selv i et studie, hvor han forklarer og forsvarer sig. Han spiller ganske enkelt sig selv som substralmillionæren Hans Smith gjorde i blogaktuelle Jon Bang Carlsens mesterlige ”En rig mand”. Det gøres dynamisk med en lydlig markering af ethvert klip (som i Jakob Thuesen og Tomas Gislasons film om Jørgen Leth for godt ti år siden) og med smukt gennemførte stoflige flashback, når Linck fortæller om sin barndom.

Spørgsmålet er så om der er så meget nyt i denne udgave af ”Follow the Money”. I forhold til almindelig interview-båret tv-dokumentar er svaret så ubetinget JA, det er jo til at holde ud at se på pga det uforudsigelige og pga denne fantast af en hovedperson. Tak for det. I forhold til den dokumentariske fortælling NEJ, tværtimod sidder man tilbage med fornemmelsen af at de to instruktører kunne have ønsket sig mere råderum, længere spilletid og lejlighed til at lege mere end de med dette prime time værk fik lejlighed til.

Peter Linck... ja, han fremtræder som en skingrende skør fantast, en klassisk figur, der satsede hele butikken, koste hvad det ville.

Danmark, 2008, TV2, 26.5.08, kl. 20, 50 minutter.

http://www.dfi.dk/aktuelt/Nyheder/forforensfald.htm

Vurdering:

Wim Wenders: Der Himmel über Berlin 2

Så kom manuskriptet fra Statsbiblioteket (vild luksus..) og jeg kan læse, hvad Solveig Dommartin siger til Bruno Ganz i barscenen, som er filmens femtesidste:

"Es muss einmal enst werden. Ich war viel allein, aber ich habe nie allein gelebt. Wenn ich mit jemandem war, war ich oft froh, aber zugleich hielt ich alles für Zufall. Diese Leute waren meine Eltern, aber es hätten sich auch andere sein können. Warum war der mit den braunenAugen mein Bruder und nicht der mit den grünen Augen vom Bahnsteig gegenüber? Die Tochter des Taxifahrers war meine Freundin, aber ebensogut hätte ich doch den Arm um den Kopf eines Pferdes legen können.

Ich war mit einem Mann, war verliebt und hätte ebensogut ihn stehenlassen und mit dem Fremden, der uns auf der Strasse entgegenkam, weitergehen können. Schau mich an oder nicht. Gib mir die Hand oder nicht. Nein, gib mir nicht die Hand und schau weg von mir." "(Sie trinkt einen Schluck, dann gibt sie ihm das Glas zurück. Er stellt es auf die Theke. er will näher zu ihr treten, aber si hält ihn mit einer abwehrenden Geste zurück.)"

Ich glaube, heute ist Neumond, keine ruhigere Nacht , kein Blut wird fliessen in der ganzen Stadt. Ich habe nie mit jemandem gespielt und trozdem habe ich nie die augen geöffnet und gedacht: Jetzt ist es ernst. Endlich wird es ernst. So bin ich älter geworden. war ich allein so unernst? Ist die Zeit so unernst?  

Einsam war ich nie, weder allein noch mit jemandem anderen. Aber ich wäre gern endlich einsam gewesen. Einsamkeit heisst ja: Ich bin endlich ganz. Jetz kann ich das sagen, denn ich bin heute endlich einsam. Mit dem Zufall muss es nun aufhören! Neumond der Entscheidung! Ich weiss nicht, ob es eine bestimmung gibt, aber es gibt eine Enyscheidung! Enrscheide dich! Wir sind jetzt die Zeit. Nicht nur die ganze Stadt, die ganze Welt..."

Litt.: Wim Wenders und Peter Handke: Der Himmel über Berlin, ein Filmbuch, 1987. Suhrkamp Verlag, Frankfurt am Main.

Wim Wenders: Der Himmel über Berlin, 1987. 122 min. Manuskript (monolog og digt): Peter Handke, kamera: Henri Alekan, klip: Peter Przygodda, medvirkende: Bruno Ganz, Solveig Dommartin, Otto Sander, Curt Bois og Peter Falk. DVD, Arthaus 2005, 500941, Wim Wnders Edition.     

Vurdering:

Gensyn: Time Out

Jon Bang Carlsen castede selv Patricia Arquette i Los Angeles. Det fortæller han i sin bog Locations, valgte hende blandt en mængde helt unge skuespillere, alle dygtige og velforberedte. "Patricias rolle var svær, men jeg synes hun er strålende i filmen", skriver han i 2002.

Og jeg må sige,han har ret. Filmen kan stadigvæk ses for hendes skyld. Fotografiet her er senere. I bogen bringer Bang Carlsen to meget smukke billeder fra filmen (side 81,især og side 81). De indeholder begge Gruszinskis og Bang Carlsens fælles fotografiske magi, som her i Time Out også alene gør filmen værd at se igen. 

Det gælder derimod ikke Allan Olsen i hovedrollen. Og vanskeligheden ved gensynet er i meget høj grad at se væk fra hans tilstedeværelse. Og det destruerer selvfølgelig historien. Bang Carlsen ved det godt: "Selv om jeg var medproducent bøjede jeg mig for pres fra en anden medproducent og castede ikke den hovedperson, som jeg selv troede på. Det var alene mit ansvar og både synd for skuespilleren og filmen at jeg ikke stod fast." 

Så historien er gået i stykker, faldet ud, filmen kan ikke genses som drama, kun som fængslende billedværk (Gruszinski og Bang Carlsen), som en smuk og gådefuld karakterudvikling (Arquette) og som en vigtig brik i den samlede filmrække til nu. Og jeg synes det er meget - og altså i høj grad gensyn værd. En videre opgave er at undersøge filmens sammenhæng med Carmen og Babyface og med Ofelia kommer til byen. Jon Bang Carlsens kvindeskildringer vokser sig i disse gensyn til en vigtig historie helt for sig selv..

Jon Bang Carlsen: Time Out, 1988, 94 min. Kamera: Alexander Gruszinski, medvirkende: Allan Olsen og Patricia Arquette, producer: Gerd Roos, producent: Obel Film. Set på DVD, købt hos Filmkæden http://www.filmkaeden.dk/show.asp?id=2146705112 Litt.: Jon Bang Carlsen: Locations, 2002.

Vurdering:

Gensyn: Carmen og Babyface

De har gemt en VHS kopi på mit bibliotek. Hvor godt, for gad vide, om de kunne finde på at købe en DVD? Og der er nok lang tid til, den kommer som en del af Jon Bang Carlsens DVDBOX. Båndet kørte imidlertid fint, jeg kunne godt se, at Dan Laustsens billeder er meget, meget smukke og meget Bang Carlsen tro. Og Grethe Møldrups sindrige, betydningsladede og meget enkle klip bar mig igennem den helt enfoldige og dybt rørende historie i et gensyn så forbavsende, som var årene slet ikke gået. Årene siden midt i 90'erne, da filmen var ny, årene siden først i 60'erne, som er fortællingens tid. Filmens liv, mit liv.. erindret fra i aftes. Hvor alt jeg så, var autentisk og friskt og originalt og fuldstændig logisk på plads i Jon Bang Carlsens samlede værk. Mere personlig og modigere måske, end nogen af hansøvrige film, tror jeg, nu efterhånden. Som jeg ruller denne lange gensynsserie ud..

Vi er i 1962. I kunstnerhjemmet, to keramikere på vej fra hinanden og deres to voksne børn. Vedbæk først, det så dejligt ombyggede udhus, hvor de endnu er sammen. Så landsbyhuset i Kønsløse, hvor moderen og børnene bygger det fraskilte liv op. Og i hvert fald to af dem forelsker sig.. en modere igen, sønnen for første gang. I hans første kys slutter fortællingen, men lever videre i dem og i os, som vi lærer i Blinde engle.

Det er i kernen den evige fortælling om kvindens drøm om mandens styrke. Mandens drøm om kvindens mod. Den blide mand og den voldsomme kvinde. Den modige mand og den stærke kvinde. 

Jon Bang Carlsen: Carmen og Babyface, 1995. Kamera: Dan Laustsen, klip: Grethe Møldrup, produktion: Peter Aalbæk Jensen for Zentropa, Nordisk Film og Carlsen & Co. Medvirkende: Rasmus Seebach, Sofie Gråbøl og Ulla Henningsen. Set på VHS fra Randers Bibliotek. Salg: DVDCITY http://dvdcity.dk/?50O48O49O483TO49O48313537O491

Vurdering:

Mads Kamp Thulstrup/Carsten Søsted: Og det var...

Vurdering:

Per Wennick: Prinsesse på vej

- Danskerne kan glæde sig rigtig meget til mødet med Marie Cavallier: En begavet, smuk, livsglad og varm kvinde - med humor, siger Per Wennick, og tilføjer: - Det har været en fornøjelse at arbejde med hende.

Sådan lød det i DR's pressemateriale, ... men det var ingen fornøjelse at se en lille times gabende kedelig tv-dokumentar med den unge kvinde og hendes Joachim, som hældte almindeligheder i hovedet på os, mens fotografen Lars Schou, bl.a. kendt for sit fremragende arbejde for Lars Engels, som DR fyrede for nogle år siden ("Ikke mere taber-tv"), lavede pæne "glossy" billeder fra her og der, hvor de unge nu befandt sig. 

De to dygtige tv-dokumentarister, som spildte deres talent på denne opgave, skal dog have ros for den virtuose måde de fik bragt en bifigur i fokus. Maries hund, en lille puddel, som - desværre udenfor kameraets rækkevidde - havde spist en hel skinke på størrelse med sig selv, blev klippet ind flere steder i programmet og kvikkede op ved sin spontane tilstedeværelse i billedet. Godt fanget, Lars Schou!

Vurdering:

Yoav Shamir: Flipping Out

Jeg husker Shamirs Checkpoint fra 2003 som en meget stram og konsekvent gennemført filmisk undersøgelse med observerende kamera af dagliglivet ved en israelsk kontrolpost. De medvirkende var en gruppe israelske soldater, som kameraet lærte os at kende som gruppe og som individer, som ensartede i deres militæriske udtryk og forskellige i deres møder og konfrontationer med palæstinensiske passerende. Intet forklaret, men alt forstået. Så jeg glædede mig til Shamirs fortsættelse, regnede jeg med, Flipping Out, som DR2 så prisværdigt bragte i aftes.

Men det blev en skuffelse... Shamirs nye film er en total omkalfatring af hans lille værk på nu fire film. Ændringerne i strategien kan være forberedt med 5 days fra 2005, som jeg ikke har set, men skiftet fra Checkpoint til Flipping out er markant og ulykkeligt.

Den klassiske, filmiske tradition er erstattet af tv-dokumentarens tradition, men uden at komme ind i den i dens tilsvarende skarpe journalistiske greb. Indholdet er i 2007 filmen den kedelige og belærende rapportering og information, mens det i 2003 var det stille rystende drama. Det observerende kameras iagttagelse af hændelser og samtaler er som metode erstattet af illustrerende scener og interviews med tilfældige oplysninger og synspunkter. Attituden som var gedigen kunstnerisk er ændret til en journalistisk tilgang, ok for så vidt, men det er en journalistik, som ikke beherskes som håndværk, så 2003 indsigten kunne modsvares af en rystende 207 information.

Historien i den nye film er, at de værnepligtige soldater, kvinder og mænd, nu er færdige med tre år i krig, og de er i stort tal taget til Indien, til Goa især for at slappe af og ryge hash og det, som er værre. Måned efter måned går, og de vil ikke hjem igen. Det skulle være et problem for forældrene og for den israelske stat.

Men jeg taber interessen for disse medvirkende, de er næsten alle bare skæve og dumme at høre på. Enkelte bedre castede og et par gode interviews undervejs pynter lidt på fremstillingen, som må kaldes mådelig og unødvendig journalistik.   

Yoav Shamir: Flipping Out, Israel-Canada, 2007. 83 min. Set på DR2 i aftes. 

http://www.nfb.ca/webextension/flipping-out/  

http://tdf.filmfestival.gr/default.aspx?lang=en-US&loc=3&page=697&SectionID=24&MovieID=24

Vurdering:

Wim Wenders: Der Himmel über Berlin

Afsnit 17 (femtesidste scene) "Fremtidens fortællinger": Omsider møder de hinanden i en sammestedsamtid. De er begge nede på jorden nu, disse flyvende væsner. Hun fra trapezluftnummeret. Han fra engletilværelsen. De står ved baren. Men banalt kan de ikke mødes, selv om de kysser hinanden. Han er lidt for hurtig, og som det ses, lægger hun en blid hånd på hans arm. Men jo, de gør det jo - lidt senere. Men der ER fortiden (som også er byens) og der ER friheden, som de begge netop har vundet. Begge erfaringer er i vejen. Hun holder en lang klog, ærlig og forførende tale, på mere end fem minutter, tror jeg 

Afsnit 3 hedder "Engel i biblioteket", og scenen har stået i min erindring siden dengang, filmen var ny. Og nu ser jeg, den næsten er en (omvendt?) filmatisering af Rilkestedet, som i mellemtiden er kommet ind i mit liv: "Jeg sidder og læser en digter. Der er mange mennesker i salen,men man mærker dem ikke. de er i bøgerne. undertiden bevæger de sig i bladene som mennesker, der sover og vender sig imellem to drømme. Aah, hvor er det dog godt at være iblandt læsende mennesker. Hvorfor er det ikke altid saadan? Du kan gå hen til en og røre sagte ved ham: han mærker ingenting..." Bruno Ganz bevæger sig i scenen, som ikke kan glemmes, usynlig for alle, bortset fra de følsomme, og han rører ved enkelte. Og vi hører et hav af dæmpede stemmer, alle teksterne i læsesalen har i et slags pinseunder fået stemmer. Og det er os, det vedrører, vi, som ser filmen, der hører det.

Efter otte år i det fremmede USA ville Wenders tilbage til det tyske sprog og opmuntret af Rilkes tekster og af digterens englefigur lavede han så dette filmdigt om den endnu delte by, som han i Im Lauf der Zeit mere end ti år tidligere havde optaget en road-movie langs det delte lands indre grænse.

DVD versionen kom for et par år siden. Jeg købte den - siden har den stået uset hos mig, men så pludselig i aftes: Jeg vil se noget stort! Og det er det..

Wim Wenders: Der Himmel über Berlin, 1987. 122 min. Manuskript (monolog og digt): Peter Handke, kamera: Henri Alekan, klip: Peter Przygodda, medvirkende: Bruno Ganz, Solveig Dommartin, Otto Sander, Curt Bois og Peter Falk. DVD, Arthaus 2005, 500941, Wim Wnders Edition,        

Vurdering:

Gensyn: Fugl Fønix

Han er vågen før daggry. Han sidder fuldt påklædt i sengen og øver sig i at snuppe pistolen som ligger på natbordet og med den og blikket i en lynhurtig bue afsøge rummet. "Freeze", råber han. Gang på gang. Han øver sig, han er klar, tiden skal gå, for han er klar til at komme igang. "kommer den sol aldrig op?" siger han til hunden.

Næste billede, solen står op, det er meget smukt, og lyset rammer ham i en stribe over ansigtet. Han ved det, han har ventet på det. Fotografen Alexander Gruszinski har ventet på det. Nu laver de to billeder af den lange række insisterende scener, denne film består. Tydelige billeder af det fremmede, som skal skildres, det anderledes, som set-designet så indlysende rigtigt uden vi egentlig ved det tegner denne anderledeshed.

Han hedder James Jarrett og hans sted er Phoenix, Arizona, og jeg ser så tydeligt , at i Jon Bang Carlsens historie om ham fra 1984 holder i hvert fald fotografiet og set-designet. Anders Refns klip holder bestemt også. Men jeg tøver, interesserer han mig? Interesserer historien mig? 24 år er lang tid.

Det er let for mig at rumme Jenny og Bent . Bondekonen og fiskeren. Bovbjerg og Hanstholm. Men dette fremmede, som er tilsvarende fortidigt.. men, men meget længere væk?

Jon Bang Carlsen: Fugl Fønix, 1984. 49 min. Fotografi: Alexander Gruszynski, klip: Anders Refn. VHS, Herning Centralbibliotek. Ikke i DFI distribution længere. Men filmen vil naturligvis indgå i DVDbox sættet, som er på vej hos ArtPeople http://www.artpeople.dk/Nyheder.54.0.html Foto: instruktøren i det filmisk hjemlige Trans ved Bovbjerg, Niels Jørgen Dinnesen, McGuffin 55/56.

Vurdering:

Edvins Snore: The Soviet Story

Vurdering:

Gensyn: Jeg ville først finde sandheden

For mig gik det først galt i den allersidste rekonstruktion. Vel i det 27. minut i dette halvtimes mesterværk om at være klog og 92 og alle de andre er døde og det er altså lidt kedeligt. Men så er der pindsvinet og sommeren og Mozart og kærligheden og bygningerne, som man har konstrueret og kan fare vild i som han gør i sit Lloyds i London.

Til det gik galt, var det nok min yndlingsfilm. Og pyt, det var blot en rekonstruktion, som kiksede. Men til da en fuldendt smukt indfattet perle. Jeg må engang for mig selv prøve at forklare hvordan... Det har at gøre med den vidunderlige medvirkende Erik Arup, som nu længe har været væk. Denne over, over ingeniør. Selvfølelsen selv og beskedenheden selv i én person.

Jon Bang Carlsen: Jeg ville først finde sandheden, 1987. 29 min. Fotografi: Dan Laustsen. Set på VHS, Randers Bibliotek, fjernlån fra Herning Centralbibliotek. Hvor er det godt, de har gemt den!!

Vurdering:

Lazhari Abdeddaïm: hip-hop(e) in the favela

Vurdering:

Gensyn: En fisker i Hanstholm

Det lykkedes! Der kom en VHS til mit bibliotek, fra et bibliotek i Århus, hvor de har gemt den siden SFC udstationerede en kopi af hele sin samling der, tror jeg. Men båndet har ikke været afspillet længe. Ved første kørsel var der ikke antydning af billedsignal, kun hist og her spor af en lydside. Men, men efterhånden dukkede filmen op. Et par frem- og tilbagespolinger, og den lod sig se. Og den var netop så smuk, som jeg huskede den.. nej, smukkere, faktisk. Det sorthvide fotografi og den nordjyske dialog er i den grad selvskrevet til en DVD reprise. Jeg glæder mig.

En fisker i Hanstholm er lige så vigtig for dansk historie og dansk sprog som Hans Kirks bog, som Andersen Nexøs bøger, som Jensens og Hansens. Den lægger sig internationalt i konsekvent forlængelse af den store neo-realistiske indsats, og så hører den monumentalt til i rækken af Bang Carlsens store danske film, rækken med Jenny, Ofelia kommer til byen, Før gæsterne kommer og Livet vil leves, der som det fineste hængsel knytter denne samlede skildring af dansk sind til instruktørens udlængsel og til skildringen af det fremmede sind i rækken af amerikanske, irske og afrikanske film. Jeg vil tro, at Purity Beats Everything vil vise sig som et tilsvarende kunstnerisk omdrejningspunkt i dette filmværk, hvoraf DVD box 1 vistnok skulle være kommet. Dette grundlæggende filmværk hører som det selvfølgeligste til på ethvert stort dansk bibliotek i VHS kopier, efterhånden på DVD.

Jon Bang Carlsen: En fisker i Hanstholm, 1977. Fotografi: Dirk Brüel, klip: Anders Refn. Lene Vasegaard spiller fiskerens hustru, ellers er de medvirkende fra Hanstholm. DFI distribuerer filmen på 35 mm. Set som VHS kopi, Randers Bibliotek, fjernlån.

Vurdering:

Rafal Skalski: 52 Percent

Short documentaries of international quality are hard to find. The television stations have long ago given up slots for shorts, with a few exceptions like Arte, and the film institutes and the public funding systems do the same – because where can the films be shown?

But they are produced, in film schools first of all, and by young filmmakers who finance their films by themselves and put them online.

This Polish beauty, however, has made the festival circuit and wone the prizes it deserves. I have no objections at all to a film that has a title that refers to the ideal proportion of one's leg length to height. One of the most important admission criteria set by the State Ballet Academy in St. Petersburg, and the one that 11 year old Alla has to conquer. Look at the face of this girl, a perfect cast, conveyed with brilliant cinematography by Jakub Giza in a film that has the right rythm and duration and a universal appeal... we have all met these ”52 percent” in our lives.

The film was made under „Russia and Poland. New Gaze” project, 2nd edition. The project was realized by Eureka Media and Adam Mickiewicz Institute with financial support of Polish Film Institute.

Poland, 2007, 19 mins.

http://www.eurekamedia.info/index.php?id=37

http://www.iam.pl/en/site/aktualnosci/krakowski_festiwal2  

Vurdering:

Arto Halonen: Shadow of the Holy Book

Classical documentary approach: Something is wrong, we have to tell about it, let’s go and get the facts and convey them to the world. That’s what Arto Halonen, Finnish documentary director, and journalist Kevin Frazier decides to do. With a quote from the web site of the film, this is what it is about:

”Why are some of the world's biggest international companies translating the Ruhnama, an absurd government propaganda book from Turkmenistan, into their own languages?

The film exposes the immorality of international companies doing business with the dictatorship of oil-and-gas-rich Turkmenistan, thus helping to hide its human rights and free speech abuses - all in the name of profit and corporate greed.”

The list of greedy companies you can find on http://www.shadowoftheholybook.com/

So far, so good, the problem is that these companies (of course) in general resist to take part in the film, so a huge part of the visual narrative consists of Frazier and Halonen in and out of hotel rooms, on the phone, trying to get someone to expose their bad ethics of making profits.

It happens, not completely but the filmmakers succeed to get some people regret. As the director has asked me: how many documentaries do actually change something? Bravo for that persistence and courage.

Otherwise, in the film you see some exiled politicians tell their stories, rather predictable, and the film team has set up some interesting reconstructions and shot some footage from the country. It is indeed sometimes absurd entertainment but I dont feel it is enough to keep attention in a 90 minutes long film. Arto Halonen has made better films than this recording of a relatively unsuccesful investigative journalism.

Finland, 2007, 90 mins.

http://www.artfilmsproduction.com/englishpages.html

World Sales: http://www.filmstransit.com/

Vurdering:

Saartje Geerts: Nollywood Abroad

It starts as a film about a third ”...wood” after Holly- and Bollywood: Nollywood from Nigeria. But it takes place in Antwerp, where a young man, John, wants to be a superstar in this kind of right-to-the-heart, often moralistic, home-movie like films. He is introduced and is arrested for maybe having perfomed in human trafficking and prostitution matters. He ”disappears” from the film, and the filmmakers go to Nigeria to tell something about why and how Nigerians go to Europe. Fine.

It is actually quite an interesting story for a documentary that has now been turned into a film. I met the producer Mark Daems some years ago at an EDN workshop, where the project was pitched and the final result deserves respect for its relevance and honest approach. However, what happens after John is out of prison and begins filming this his own story, is not so interesting to watch, I would have loved much more clips from the Nollywood films in general to get the chance to further study this phenomenon. Or to get to know the Nigerian community in Europe better. The structure is a bit loose and unfocused.

Belgium, 47 mins.

More about the film and dvd sales: ww.adirector.eu                                                 

Vurdering:

Remy Tezier: Au delá des Cimes

Catherine Destivelle is the name and after numerous films (at the Trento Film Festival) about people dying in the mountains, and about heroes who save people, or fight the mountains – it was such a relief to meet a female alpinist, a charming person, smilingly taking her sister and a friend up and up and up, in sunshine, for a picnic, while you hear their conversation on the way, and while you watch the most beautiful shot images of her routes, plus some archives, plus some interviews.

Alpinism can be a Pleasure!  And alpinist films can convey presence in the good old observational style. An informational film it is as well, with narration, not too much (a French actor narrates, not a good choice) 

She is a winner but behaves with modesty always with a lowered voice and a non-competitive esprit .

The sweet ending – also without any drama – is a trip up with two older male friends, on the same route where she years ago fell 35 meters down.

France, 2008, 75 mins.

http://www.destivelle.com/en/profile.aspx

http://www.trentofestival.it/

Vurdering:

Jiska Rickels: 4 Elements

Normally you say that something must be wrong if you leave the cinema to say that the cinematography was excellent, but the rest of the film... You do say so with this ambitious film but it is justified because it also has an idea and does not only tell about air, water, earth and fire, but link the elements to people, who work in hard and harsh conditions. Reminds you of Glawogger’s film ”Working Man’s Death” but has its own distant approach to the characters and is a visual formidable interpretation of a forest being cleaned, a fishing boat in high sea, a mine deeep down and an astronaut training venue.

The montage keeps you watching this our world, fascinating and scary at the same time, no eco-preaching, see for yourself, reflect, an essay maybe, some overall (biblical?) texts linking the chapters one after the other, and the sound design second to none.

What a pleasure to watch a film that insists on the image.

Holland, 2006, 85 mins.

http://www.fuworks.com/4elements/

http://www.idfa.nl/en/programme/festival-2007/film.aspx?id=34046

http://www.trentofestival.it/

Vurdering:

Michael Glawogger: Megacities

Renata Medero, documentary film student at Zelig, Bolzano, Italy, writes this review of a neo- classic:

Unforgettable images… whether you like it or not.

Some films deliver images to never be forgotten, some beautiful, some not. But - what happens when the ugliness is so hypnotizing that one cannot stop watching? “Megacities” is a unique film because it brings toghether issues that by themselves seem irreconcilable. The worst of the megalopolis is brought together: dehumanization, cruelty, despair, all wrapped in a glossy and luxurious manufacturing, which makes the film as beautiful as mercyless.

The aesthetization of the poverty is not a new tendency in some films of the international scenario, but “Megacities” is tricky. Has a spotless photography, where the flawless and somewhat mysterious composition of images forces the spectator to keep watching the movie even when he might not want to.

And then, the big lettered question: Do I have the right to see this? What right did the director had to film it? And there is still another ethical issue to deal with: a group of russian street kids reveal that they were paid to be filmed. Does that mean that they were paid for showing the inhuman condition in which they live? How maquiavelic could such an idea be? In any case this film is not advisable to animal right activists, good consciences and weak hearts!

I think it is a masterpiece, because it achieves the impossible even though I don't agree in some of the director's views of the situations.

1998, 90 mins.

http://www.filminstitut.at/  

Vurdering:

Juraj Lehotsky: Blind Loves

I saw this beautiful film sunday morning in Vienna during the Ex Oriente first session ( www.docuinter.net ).

The director Juraj Lehotsky took the short way from Bratislava to show us a feature length, four chaptered (following the loves stories one after the other) hybrid (observation/arrangement) style documentary about love between blind people.

When the end titles reached the screen, the warm applause started and went on as if it would never come to an end. A masterpiece it is, full of love and beauty.

The director had known the blind couples for years so it was easy for him to establish a relationship with them when the film was to be made. He told us that he developed the situations together with the blind having observed their routines again and again. He asked them to talk or do ”something like this as you often do”, at the same time as he and his cameraman, Juraj Chlpik, worked on a scenography (room, perspective, camera angle, colour) that reflects what it means to live in darkness.

Juraj Lehotsky himself said that the long shots were very much inspired by Austrian Ulrich Seidl – I would add to this: with that very important note that Seidl is a misanthrope and Lehotsky all the way through almost caresses his characters.

The screening was an international sneak preview of a film that is now in the Slovak theatres, waits for an answer from the Cannes Film Festival and will be a hit in festivals all over the world in the next couple of years. And why not in theatres in big cities like Paris?

Juraj Lehotsky: Blind Loves. 77 mins. 2008. 35mm. More info at www.blindloves.com www.arteleria.sk and www.autlookfilms.com

Vurdering:

Lars Feldballe Petersen: Kampen om kemikalierne

Der er meget godt at sige om den her film. Det er et sympatisk arbejde af den seriøse og altid på den bløde side engagerede Lars Feldballe Petersen, det er en uhyre vigtig historie, kampen mellem sundheden og pengene og det er en på de fleste måder velformuleret information, dels om kemikaliefarerne, dels om lovgivningsarbejdet i Bruxelles og endelig om lobbyarbejdet i den forbindelse.

Men her kommer så filmens problemer. Den vil, ser det ud til, følge to spor, den kemiske industris kamp og Greenpeaces kamp om indflydelse på politikerne og offentligheden omkring dem. Og det er filmens tydelige sympati for den ene side og den deraf følgende dramaturgiske skævhed, så mærkeligt sat i relief af en modsat skævhed i castingen.

Især dette valg af medvirkende er problematisk, for det ser ud til, at industiens side har de bedste karakterer i fremstillingen. Især en bestemt lobbyist, Franco Bisegna, får lov at føre sig charmerende frem, mens hans modpart Henrik Pedersen fra Greenpeace sentimentalt i redigeringen placeres som alt, alt for frelst. Hvor det ville være tilstrækkeligt, at han er dygtig, vidende og vist nok også karismatisk.

Værst er det med den danske politiker i midten af fortællingen, Dan Jørgensen, som klippes frem aldeles overgearet, synes jeg, så hans begejstring, som kunne være charmerende, er tæt på at knække over til det selvsmagende.

Så denne flittigt tilkæmpede, ansvarligt tænkte, og på mange måder OK tv-dokumentar er tæt på den gedigne journalistik, men i det filmiske arbejde svigter den i tegningen af de bærende medvirkende, som vi opfatter som karakterer, nu projektet flirter med den opklarende, afdækkende filmstil med thrillereffekt, action-højdepunkter og nedtælling mod show down.

Åh - havde det været muligt at følge det vældige slags finske hovedperson - hvilken udstråling! Så havde karaktertegningen været lettere at lave..

Lars Feldballe Petersen: Kampen om kemikalierne, 2008. Øst for Paradis og Cafebiografen. Net: www.filmstriben.dk  DVD: www.kortogdok.dk  TV2 222. april kl. 22:50.

Vurdering:

Ken Burns: The War 5

Han hedder Eugene Sledge. Han spiller en afgørende rolle i denne store tv-series slutning, som både behandler stillehavskrigens sidste forfærdende måneder, det store moralske spørgsmål i den forbindelse, så man må tro, at nu knækker da fremstillingen..

Men nej, den reddes enestående på plads ved seriens egne midler, især neddæmpetheden (som øges til noget nær tavshed) og intensiteten i følelsen og tekstens klogskab. Og det er her Sledge kommer ind. Han kæmper med under slutspillet på Peleliu og Okinawa og han skriver på sedler en dagbog som han gemmer mellem siderne i sin bibel. Det bliver senere til hans bog om KRIGEN.

Burns lægger en stor del af seriens hovedtema afrunding i denne forfatters sætninger som Josh Lucas læser kongenialt, så man forstår at denne tv-serie må hedde det den hedder og ikke noget som helst andet, Krigen.

Ken Burns: The War 1-14, 2006. DR2. Serien er afsluttet. DVD-udgave kan købes i Laserdisken og hos iMusic. Filmens hjemmeside: http://www.pbs.org/thewar/

Vurdering:

Ken Burns: The War 4

I aften 18:15 på DR2 sendes næstsidste afsnit. Det er nu, der kan dannes overblik, det nu jeg mærker, hvor det bærer hen med det vældige filmværks konklusioner, som bygger på en tilsyneladende aldrig svigtende dramaturgi.

Konklusionerne ligger gemt i konstruktionen som sådan, ikke kun i den læste tekst, selv om den er vigtig og vægtig, nej, den må findes i det filmiske, også i den pludselige oplysning, at general Patton så plat stillede sig an og pissede i Rhinen, da han omsider kunne passere, men i den slags elementer, som skubber til den store følelse, der,mener jeg, er skabt i tre store klippegreb.

KLIPNINGEN er virkelig et studium værd. billedmaterialet samler sig for mig at se i tre forskellige typer afsnit, episke sekvenser, der understøtter især den kronologiske og begivenhedsmæssige fremadskriden, understøtter kontrapunktisk så at sige, aldrig illustrerende, dramatiske sekvenser, som fører os mod højdepunkter, nok især i scenerne fra slagene og lyriske sekvenser, hvor billederne, musikken, lyddesignet uden om teksten skildrer lidelsen, vemodet, lykken. 

Ken Burns: The War 1-14, 2006. DR2. Det sidste afsnit, 14, sendes fredag 18:15. SE DET!! DVD-udgave kan købes i Laserdisken og hos iMusic. Filmens hjemmeside: http://www.pbs.org/thewar/ 

Vurdering:

Ken Burns: The War 2

Disse dage er oplevelsen Ken Burns storværk, som i en enorm bølge af tænksom følelse kører gennem DR2 hver eftermiddag 18:15. Jeg var tøvende til at begynde med. Var dette trods instruktørens omdømme alligevel tv-serie efter opskriften? Men jo mere jeg har fordybet mig i fortællingen, som er en filmisk fortælling så forbavsende, jo mere er det gået op for mig, hvor rig den er i enhver detalje, man når at reflektere, og hvor meget, den vokser ud over serieformatet og bliver til egentlig storfilm.

For mig at se skyldes det en række generelle forhold: instruktørens status først og fremmest, neddæmpetheden overalt, den dybe alvor med sprækker af lystighed, teksternes litterære kvalitet, værkets uvilje mod at forklare sine billeder, som aldrig er illustrationer, altid integrerede, fortællende elementer organiseret i enten episke eller dramatiske eller lyriske afsnit (sekvenser). Filmen er altså simpelthen ikke billeder af en fortælling, men en fortælling af billeder.

Ken Burns: The War 1-14, 2006. DR2. Der er pause her i weekenden. Afsnit 10-14 sendes mandag til fredag næste uge, hver dag 18:15. DVD-udgave kan købes i Laserdisken og hos iMusic. Filmens hjemmeside: http://www.pbs.org/thewar/ 

Vurdering:

Ken Burns: The War

Det forsoner mig på forhånd med værket her, at tv-serien har en autor. At der i filmen kan findes en lidenskab, et enkelt mennneskes kamp med eksistensen simpelthen.. Kan findes. At det ikke blot er en undervisningstimes repeteren tekster og billeder. For sådan plejer vi. Vi på tv. Og skulle der være et personligt skabende tankearbejde, dette voven sig selv, forsvinder ophavet ellers altid i en strøm af navne i latterlig hastighed.

Forleden skrev producenten lige efter titelskiltet til en stor tv-biografi "en film af" og så instruktørens navn, og det var godt (selv om det var skidt, det var en dårlig film). Det kunne samle nogle, vist nok mange og advare andre.

Dette er et nyt værk af Ken Burns. Og det får forventningen hos mig til at stige. De fleste af os kender ham nok kun fra det erklærede mesterværk The Civil War, 1990. Og så for hans stil, som Wikipedia skriver.. som er hans overføring af det gamle trickbords kamerabevægelser på stills til computerteknik, "The Ken Burns Effekt", som Apple markedsfører i deres software. For hans egentlige stil er at han bruger mange stillbilleder og i dem, opfattet som små locations, indlægger kameraframings og -bevægelser, som var det ude i landskaberne, inde i rummene, kameraets blik undersøgte tilstandene.

Arkivmaterialet er imponerende, ser det ud til, og det er nyt for mig. Og selv om det koncentrerer sig - krigsreportagen, mener jeg - om de militære højdepunkter, ser det ud til at Burns undgår denne de store slags kongerække, som reducerer de fleste fortællinger om verdenskrigen til militærhistorie. Burns indkredser med andet materiale, mentalitetshistorisk og socialhistorisk en særlig stemning af et fremmed vemod, som måske er filmens kerne. Vi får se..

Det er så godt, at DR2 bringer os den film. Jeg så et afsnit i aften, der kommer et nyt i morgen 18:15. Det er værd at bruge tid på. jeg forstår godt den mand er kendt. Tingene hænger sammen og betyder noget. Den anden Verdenskrig som filmelegi. Tøvende, måske tvivlende. Forfærdet.

Ken Burns: The War 1-14, 2006. DR2. DVD-udgave kan købes i Laserdisken og hos iMusic. Filmens hjemmeside: http://www.pbs.org/thewar/

Vurdering:

Fitna, amateur-like and clumsy

Can you write about ”Fitna” as a film? Can you separate it from all the furore the film has already created due to its content and the fear for consequences? Can you do so with a film everyone talked about before it was made... A 16 minutes long film that is now being talked about in all media as more than 3 millions have watched it on the internet?

Probably not. Nevertheless let me try to be laid back and watch it as a film by Geert Wilders, a politician who chose the film medium to communicate his opinions. But who has a filmmaker to help him, with a very interesting name:

According to the credits of the film, it is the idea of Wilders, which has been made into a film in collaboration with a professional film maker, who has chosen to call himself ”Scarlet Pimpernel”. He made the direction and the editing. Anonymous... Scarlet Pimpernel,  "they seek him here they seek him there..." as it was said when Leslie Howard played the role in the film with the same title.

Wilders message is conveyed as a propaganda film that has borrowed language from the commercials and communicates through extremely strong visual archive material: The terror images from the NY twin towers in 2001, the train bombing in Madrid, the bombs in London and the killings in Somalia. We see burnt corpses, we hear terrible screams and cries, we know these images and sounds as we know the videos of a beheading and the stoning of a woman at a stadium in Afghanistan. The film wants to scare us. Violence after violence scene.

The images are taken out of their original contexts to be connected to texts from the Quran and mixed with quotes from fanatic bearded religious men, who talk to the muslims of the world. Relevant? Obviously found effective by the Scarlet Pimpernel. The Jews are according to several quotes from Muslim leaders to blame for everything. A little girl says that Jews are apes and pigs. She knows it from the Quran. Voila!

The purpose of a propaganda film is to convince, send a strong message and mobilise to protest. To reach that goal the film uses a strong music score from Grieg to influence us emotionally of the fearful world we live in, because the muslims want to conquer the world, as another chapter communicates.

The texture of the film is graphic. The archive material emerges from, sort of ”comes out” of the pages of the Quran, as do the faces and figures of all the religious leaders.

Its’s done very amateur-like and clumsy, as is the structure of the film, where Scarlet Pimpernel suddenly goes from ”the world” to show us ”what the muslims have done and will do with the Netherlands”. Two films in the same so to say.

The Danish Mohammed cartoon starts and closes the film. At the end the ticking bomb explodes on the head of Mohammed... according to the sound track and to some school film images of thunder and the world that goes under!

Wilders and the Scarlet Pimpernel have chosen to talk in headlines with pure exaggerations. They have chosen the form of a propaganda film, but without any elegance and intelligence and without any willingness to make the viewer reflect. The conclusions are clear from the very start. It’s all very bombastically performed.

Was this a "normal" film review? Of a film that has an enormously hateful purpose. No, not a review, I can give no pens. Is it basically a film, or a political promotion to achieve more than the already too many votes that Wilders have in the Netherlands?

Vurdering:

Anna von Lowzow: P.S. Krøyer

Enten bliver det ganske kort: det kan man bare ikke. Kalde dette en film, som det så påståeligt står allerførst. "En film af Anna von Lowzow". En film er det imidlertid, men hvilken? Der er mange slemme steder, men værst de ufølsomme citater fra intime breve fra Marie Krøyer til sin mand. Især ét citat var sårende brugt i den mærkeligt overfladiske sammenhæng, tv-produktionen insisterede på. Jeg ved godt, de breve for længst er offentlige, men de er ellers diskret gemt i bøger. Her i tv bliver brevcitaterne ydmyget som illustrationer i en oppustet sladderhistorie af en voice-over uden litterær eller journalistisk rygrad. Som jeg hørte teksten den ene gang for lidt siden i aften. I dette mærkelige stort anlagte, kedeligt strukturerede lysbilledforedrag.

Eller også bliver det længere, når jeg får tænkt mig om og den øjeblikkelige vrede har lagt sig. Allerede i titlerne er ubeslutsomheden til stede, igen det med titel og undertitel. P.S. Krøyer hedder den, en biografi altså, en tragedie,måske. En vemodig stemning af kærlighedstab. Men så hedder den også Sikken fest! Med udråbstegn oven i købet. Nu er det en kollektiv historie, en komedie måske. En overstadighed. Filmen her magter simpelthen ikke de to forløb (Krøyer magtede dem..) Instruktionen er ikke beslutsom nok, ikke indsigtsfuld nok, vil for meget, skulle selvfølgelig have valgt én af de to historier. Og festhistorien ville bedst kunne holde til en så hårdhændet håndtering.  

Foreløbig én pen til Jon Holden Dahl og Jette Thage, som alene kunne have fortalt den historie om Krøyer, vi allesammen kender i ALLE detaljer. én gang til (vi hører jo gerne de store kærlighedshistorier igen og igen..) på en ny måde med deres værdige varme og ro.. 

Anna von Lowzow: P.S. Krøyer, 2008. DR1. Genudsendes 24. marts kl. 20:00.

Vurdering:

Naglowski og Dybczak: Gugara

Cinéma réel festivalen har en socialantropologisk pris (Prix réalités de l'immatériel), dens 2500 euro blev givet til en film om den sibiriske rensdyr-nomade- og jægerkultur Evenk, som er ved at forsvinde ind i den russiske agrare kultur, en problemstilling, filmprojektet oprindeligt tog udgangspunkt i, idet Andrzej Dybczak, som er etnograf, lavede filmens research, herunder castingen, som en del af et videnskabeligt feltarbejde.

Jacek Naglowski er filminstruktør og det er skam filmkunst, der er kommet ud af det, ikke en rapport, ikke et kulturpolitisk debatindlæg. Uden svinkeærinder (næsten) gennemfører det observerende kamera sin iagttagelse. Filmscene for filmscene. Vi belæres ikke, vi ser hvad der sker, og vi har god tid til det. Det er frydefuldt og smertefuldt. Der ser jo ud til, at det smukke viger for det grimme, det ægte for det forlorne. Men det er også en usentimental resignation: det er jo sket. Og det er vigtigt, det er bestemt ikke en naiv fremstilling.

En indvending til filmen kunne være, at fokus ikke holdes ganske skarpt. Et folklore afsnit fører på vildspor, skønt det end ikke er fri for pegefingre - det er en skam, filmen kunne være helt ren. Og så er der det, at vi i disse klassiske kollektive skildringer er blevet så vænnet til at have karakterernes udvikling som dynamo skabt i klippet. (Nicolas Philibert, Niels Pagh Andersen, Adam Nielsen). I denne og de to andre af slagsen, jeg så på Cinéma réel findes de forløb ikke. Filmene er som statiske øjebliksbilleder. Affilmet "virkelighed" hedder ideen, grebet og moralen.

Jecek Naglowski og Andrzej Dybzcak: Gugara, Polen 2007. Kamera: Patryk Jordanowicz. Klip: Jacek Nablowski.

Distribution: http://www.deckert-distribution.com/news/new_films.htm.  

Still: Efter de første scener i taigaen og i teltet hos familien er den næstyngste generation i båd ad floden på vej til byen med en indkøbsseddel, man ikke glemmer. En rejse fra en århundredgammel statisk kultur til en helt ung og dymanisk.

Vurdering:

Agnès Varda: Lions Love

Den forrygende oplevelse på Cinéma réel sidste uge var Vardas cinéma vérité om at tage til Hollywood og optage en film med udsøgt casting: Viva (Warhols superstar), Jerome Ragni & James Rado (Hair) og i biroller Shirley Clarke (!) og Eddie Constantine (!!). Han i den mindste.. kun én kort scene, hvor han som Vivas forhenværende bliver afvist i døren.

Alle spiller sig selv og lyver som de plejer. Og det skildres altså som sandfærdig film.. Det kan være der kun smålyves, drillende. I denne overstadige komedie, som jeg tilgiver alt for dens charme, dens tempo i scenerne, dens vilje til det teatralske. Så tydeligt.

Viva er stjernen, jo.. lige fra begyndelsen. Hun er dette americana, som festivalen undersøgte. Hun er, hvad Agnès Varda fandt, da hun med dette filmprojekt undersøgte det amerikanske .

Varda fandt også Shirley Clarke. I en scene bytter de tøj og rolle. Hyldest til Shirley Clarke og hyldest til Agnès Varda. Viva er modellen, Shirley er dokumentaristen og digteren og alter egoet.

Jeg så aldrig filmen dengang og heller ikke senere. Så først nu giver jeg altså dette gamle vildskab fem penne. Finder senere på hvorfor. Det er jo ikke nok at have haft det sjovt og tænksomt..

Agnès Varda: Lions Love, 1969. Still: Vivas bog, forsiden.

Vurdering:

Volker Koepp: Holunderblüte

Men filmen vil alligevel for meget. Den uddyber børneflokkens sammenhæng med landskabet i smukke naturbilleder, men fortaber sig i det. Den vil stedets historie og topografi, men skildringen knækker over på halvvejen. Den vil studiet af samfundsforholdene. Det, at det engang var en tysk by oplyses i filmens voice-over, men det får ikke betydning for vores opfattelse af disse børn, som alle er russiske i tredje generation, og det får ikke betydning for filmen, som er og bliver børnenes. Og i den enestående serie af lange interviews med børnene, hvor denne viden er indlejret, erobrer disse meget levende medvirkende på hver deres måde optagesituationen, så filmen bliver til "Børnene og kameraet", og det er dens store, store fortjeneste. Koepps faste greb, at lade kameraet køre og køre - fortæller Tue Steen Müller mig - kaster de smukkeste resultater af sig.

Filmen er således en ok vinder. En fremragende casting, en mere end grundig research og en bevægende historie, bundet i en kompetent instruktion af de livlige og nærværende medvirkende og forstået i et bemærkelsesværdigt kameraarbejde, bærer således en film, som trods (efter min opfattelse) slemme svigt i fortællingens konstruktion og klarhed er i høj grad seværdig og et vigtigt bidrag til denne tilsyneladende uudtømmelige tradition af klassiske kollektive historier som Philiberts Étre et avoir, og på årets Cinéma du réel film som Ciuleis Podul de Flori og Naglowskis og Dubczaks Gugara.

Volker Koepp arbejdede som dokumentarist ved DEFA i Berlin fra 1970 til 1992. Siden er han som selvstændig filminstruktør fortsat med at lave talrige film, senest Uckermark, 2001, Kurische Nehrung, 2001, Dieses Jahr in Czernowitz, 2004 og Söhne, 2007.

Volker Koepp: Holunderblüte, 2007. Fotografi: Thomas Plenert, klip: Béatrice Babin, produktion og distribution: Vineta Film.

Vurdering:

Movin og Møller Rasmussen: Words of Advice

Filmen har også en undertitel og det er en uskik, og det udstiller dens problem. Den hedder både Words of Advice og William S. Burroughs on the Road. Der peges i to retninger. Burroughs i teksten, i ordene, et filmessay nærmest. Og så Burroughs på tur, eller på tur efter Burroughs, en road-movie, tilnærmet.

Det første er langt det sjoveste. Og det klogeste. Undskyld Lars, undskyld Steen. Men jeres scoop i jeres journalistik er oplæsningen i Saltlageret. Og så arkivmaterialet. Ikke alle de møjsommeligt indsamlede vidner, slet ikke den pinlige scene med Turèll. Burroughs bærer som medvirkende selv det hele, og så er der Steen Møller Rasmussens kompetente billeder og Lars Movins ordenlige indsamling og viden og flid.

Der er bare ikke plads til det hele. Og enkeltdelene klæder ikke hinanden. Værre endnu, belyser ikke hinanden. Burroughs søges reduceret til illustration af venners og eksperters træt kedelige oplevelse af biografien. Men han spræller så gevaltigt, at han slipper fri af det litteraturhistorisk-pædagogisk-journalistiske net.

Og han er filmen værd, så han får seks points posthumt for sin indsats og Steen Møller Rasmussen får fem for billederne og for at han gemte dem og Lars Movin får fire for sin flid og vilje til, at vi andre må få del i alt det meget han ved. Men at sætte sig mellem to stole og annoncere det i en tvedelt titel trækker fra!

Men tak for dejlige stykker film i de store bidder. Men altså Turèllafsnittet måtte jeg vende ryggen til ved andet gennemsyn, musealiseringen af de to hjem er pinefuld og kustodernes omvisninger frygtelige, Men Steen Møller Rasmussens smukke, smukke still-leben scener fra bunkeren i New York er til gengæld umistelige. Ja, vi kan godt se selv, vi herude.. Og musikken er på vores side..

Men, men køb den film! De gode bidder er det hele og mere værd..

Lars Movin og Steen Møller Rasmussen: Words of Advice, 2007. Produktion: Plagiat Film, København plagi@get2net.dk  Distribution/Sales: Pan Vision  http://corporate.panvision.com/management.html 

Men hvor kan den mon købes på DVD? Kort&Dok? Nej. Lånes? Bibliotek.dk kender den ikke. DFI kataloget og filmstriben.dk heller ikke. Den er ellers oplagt på biblioteket og i skolen, langtidsholdbar. Hvad her er set som svagheden, vil nok der være styrken.

Vurdering:

Mikhail Vartanov: Parajanov: The Last Spring

This documentary from 1992 tells about Sergei Parajanov (1924-1990), considered to be one of the masters of cinema, far too little known compared to his importance as it is said on the website

www.parajanov.com

that honours him, brings quotes about his greatness from Fellini, Godard and the one that could be said to resemble him in film language, also a master: Andrey Tarkovsky.

The film by Vartanov is a breathtaking hommage to Parajanov, who due to his long emprisonment during the Soviet times ended up having a consequent limited filmography, complemented by an extensive collection of paintings, drawings and collages. In most of the film the camera puts the focus on the beautiful old man with the white beard, he moves badly, he is completely introvert, he is moving towards the end of his life. Contrary to how he was, as shows the archive material from his shootings and the clips from his films firmly grounded in Armenian reality and culture and poetry. The film is chaptered with long sequences without words, only image and music. Pure beauty.

I have never seen a film by Parajanov... I want to do so in the near future. His films are available on Amazon, and for Danish readers - go to Laserdisken and iMusic.

Vurdering:

Razvan Georgescu: Testimony

The director was - in his own words - given a second chance after a brain tumor operation. The doctors gave him three years more to live and he has used these three years to - own words again - enter this film journey between life and death, where he visits artists who are in the same terminal illness situation or who in other ways have been inspired by challenging their mortality. 

The viewer meets sociologist and writer Helmut Dubiel, screenwriter William Finn, artist Katherine Sherwood, video artist Bill Viola, painter Jörg Immendorf, the director´s father Remus Georgescu and the sculptor Peter Jecsa.

... and the director himself. We don´t see him but we hear his voice once in a while to remind us how long time there remains of the film, and - he plays in a completely unsentimental way with this - maybe of his life. (Razvan Georgescu is still alive and continues filming other people from the art world for a new version of the film).

All the way through the film we return to the operation room, doctors put on gloves ready for action, as is the sculptor, the conductor, the painter and the video artist Bill Viola, who has one of the most interesting parts of the film, in which he describes what was behind his masterpiece "The Passing". I mention this but could have taken other sequences from this very well constructed and inspiring film essay on the healing nature of art.

2008, 90 mins. Sneak preview. Will go to festivals and on Arte. http://www.ovie.com/projects/testimony/

Vurdering:

Jeremy Isaacs: Cold War

Måske er den historiske serie, som lige nu kører sit 14. afsnit ud fra DR2 stationens valg og smag for oplysning, et eksempel på, hvad Herzog mener, når han siger, at kendsgerninger skaber normer, men sandheder skaber indsigt.

Afsnittet handler om Krusjtjovs og Dubceks periode, og der er fascinerende arkivmateriale at gense og en imponerende række vidner i interviews fotograferet i den sædvanlige skrå vinkel i det den sædvanlige teatralske lyssætning. Fint nok, kendsgerninger at se og høre, og alt, jeg til nu har sammenfattet om de folk og den tid, bliver bekræftet. Kendsgerningerne normaliserer.

Det er sandhederne, afsnittet mangler. Jeg havde måske ventet, Havel kunne levere dem. Det skete ikke, det lykkedes ham ikke at trænge gennem konceptet. Han, der nok ellers har kunnet undgå at forveksle kendsgerning og sandhed..

Jeremy Isaacs: Cold War 1-24, 1996, afsnit 14: Prags korte forår, DR2 i dag, 18:15. Isaacs skabte i 1973 med The World at War denne særlige model for det storpolitiske tv-epos. www.dr.dk/dr2/Den+kolde+krig  http://www.cnn.com/SPECIALS/cold.war/guides/debate/chats/isaacs/ 

Vurdering:

Annie Leibovitz - Life through a Lens

I missed it when it was at cph:dox last year but the Swedish broadcaster SVT2 had it on its excellent strand KSpecial programme last night. And I was glad to see it. Not so much because of the film itself - which is one of those "look at this genius" programmes, where a lot of the celebrities, she had photographed was interviewed to tell us how brilliant she is. From Mick Jagger to Hillary Clinton - but because the film showed the development of a classic documentary photographer who started as an observer, who was inspired by Robert Frank and Cartier-Bresson, to end up as a set-up portrait photographer of celebrities.

Her sister made the film, that is most interesting when it describes the observational period at the cult magazine Rolling Stones where she made exceptionally good photos based on her close relationship with John Lennon and Yoko Ono, and with the members of the Rolling Stones. But not only that, also a wide range of social issues was covered by Leibovitz, a daring character, as one says about her, a person who says that "mobility is my God - as long as I´m travelling I´m happy", a person who was able to make herself unnoticed because she as a true documentarian stayed with her characters for a long time so they forgot she was there.

The film can be bought through Amazon.

More about the film: http://www.cphdox.dk/d1/ft.lasso?s=2007106&ser=512&e=1

USA, 2006, 83 mins.

Vurdering:

Michael Noer: Vesterbro

Omsider har jeg fået mulighed for at se Julie og Martins kærligheds historie, og det er, ser jeg, århundredets kærlighedshistorie. I hvert fald endnu. Jeg er meget glad for den film og giver den fem penne i ren spontan glæde. Jeg må alligevel prøve at begrunde - sådan lidt efter lidt. Tænke mig om.

Filmen er fremragende fordi Julie er så sød (ja, det er jo usagligt), Martin er så øretæveindbydende (det er i hvert fald rigtigt), inspirationen fra Ghosts of Cité Soleil er brugt så smukt. Klipperen Adam Nielsen og Michael Noer balancerer de to karakterers udvikling selvfølgeligt naturligt så de, skønt han ikke bevæger sig og hun er i ekspresfart, mødes atter og atter: PLANG.. ja! hjertet oppe i halsen, pulsen bankende, tørheden i munden.. det er vildt spændende!

Filmen er fremragende fordi den går videre end cinéma vérité tradidionen, fordi den ikke blot er en skildring af virkelighed, men en virkelig konstruktion af selve viljen til liv personificeret i den unge kvinde som dokumentarisk karakter og ved hjælp af hendes lånte kamera. Hun filmer selv og sætter kameraet fra sig og filmer så også sig selv. Den vilje er den unge mands konstante udfordring.

Vesterbro er en forbløffende home movie, modig, munter, alvorlig, ærlig. Så klogt, så sofistikeret organiseret og fortalt fra klippebordet i den cinematografiske films tradition med indhold af biografisk drama. Lavet som direct cinema dagbog med samtaler og monologer og med en klar kunstnerisk attityde. 

Michael Noer: Vesterbro, 2007. Klip: Adam Nielsen. Produceret af Copenhagen Bombay Productions 1, info@copenhagenbombay.com  Foromtale: http://www.dfi.dk/tidsskriftetfilm/56/youtube.htm Deltog i Odense Film Festival 2008. Får så vidt vides biografpremiere september 2008.

Vurdering:

Søren Slumstrup: Læger på flugt

Søren Slumstrup er den venlige dræber, jernnæven i fløjlshandsken. Lægerne burde kende ham efterhånden, men de slemme blandt dem - denne lille ubehagelige gruppe, som han rydder op hos - følger vel ikke med i dette heller. De er så optaget af at tjene penge og dække sig ind, da de laver ulykke efter ulykke, ser det ud til. De øver sig ikke, de efteruddanner sig ikke, de lærer end ikke af deres fejl.

Men Slumstrup er efter dem, ærligt inde i filmens billede, så venlig og flot - og tilbageholdende, tilsyneladende, og han lister den ene oplysning ud efter den anden, spiller patient og sætter sin egen knækkede tand på spil hos den hensynsløse fidusmager på torvet i Malaga. Det er vildt morsomt og dybt alvorligt. Han har min største respekt. Jeg er Slumstrup-fan.

Hans våben er en omfattende forberedelse og en omhyggelig research, som i enhver konfrontation sikrer, at han har den største viden, vel som regel kender svarene, blot skal have dem bekræftet. Og det er så fint, man glæder sig til hvert møde, blot at se ham tale i telefon er en nydelse. Den høflige detektiv.

At se ham med sit ringbind ved siden af medarbejderen fra Sundhedsstyrelsen, som garanteret har forberedt sig næsten lige så omhggeligt. Det sted er Slumstrup en kendt mand. Og hun er lige så korrekt og sprogligt tilsvarende præcis. Hun har klogt valgt sine to klare pointer: lægernes retssikkerhed, det er deres levebrød, det gælder, og at "til fare for patienten" fortolkes som "livsfare". Her kommer slaget til stå i dokumentarens efterliv (som allerede i dag er i gang i DR Nyhederne, i patientforeningen og blandt de sundhedspolitiske ordførere). Det er filmens afgørende scene, denne lange samtale mellem lige parter ved et stort bord.

Den velskrevne speak holder gang i fortællingen, sikrer en beslutsom og energisk gennemførelse. Og det er spændende, det her, tv-timen ryger af sted, også forbi det kritiske punkt ved 40 minutter. Jeg mærkede det ikke i aftes. Alligevel har jeg problemer med klipningen, med dramaturgien. Jeg forstår ikke logikken med sammenbindingen af de tre historier, ser nok deres belysen hinanden i helheden, men ikke i de detaljer, som gør hvert enkelt klip naturligt, som gør at vi selvfølgeligt bestemte steder skal over til en af de to andre forløb.

Billeddækningen ligner lappeløsninger, og der er ubærlige gentagelser, effekterne er banale og uklædelige, og kameraarbejdet ujævnt. Men de journalistiske dyder må siges at være tydeligt til stede..

Søren Slumstrup: Læger på flugt, 2008. DR1 i aftes kl. 20. Genudsendes 3. marts 13:50. http://www.dr.dk/Dokumentar/tv/DR1/2008/0207105840.htm Søren Slumstrup lavede i sin tid: Den hvide magt, 2004, Læger uden fejl, 2003, Helles sidste dage, 2002. Jeg skrev dengang lidt om hans arbejde: http://www.dfi.dk/tidsskriftetfilm/35/research.htm

Vurdering:

Joao Moreira Salles: Santiago

He wrote "The History of the Great Men", 30.000 pages about the universal aristocracy. He wrote it in his small kitchen and he had all the pages neatly organised on a shelf in his bed room. The great men and women were close to him all the time. 

He was a butler at the Salles home in Rio. An extremely rich family and house, one can see, when the director (younger brother of Walther) takes us back to the place with his rushes from 1992, when he wanted to make a film about Santiago, the character of the film. A brilliant man, full of grace, a man who lived with his encyclopaedia, and for music and for dance. Born in a wrong century, one could say.

13 years later, after the death of Santiago, and 13 years more mature, the director makes the film based on his filming and on his looking into the pages that Santioago had written. He does not hold back in his reflection on his own role at that time, he was the rich man´s kid, who was more interested in camera angles and framing and light, than in the man in front of him, who is toughly directed by the director, shouting from outside the picture. Do this Santiago, do that, not that like that etc. - Santiago likes to perform but you can also see how he fights to obey the young man´s orders. He obeys, he is the butler.

It sounds a bit sad, but it not only like that. Santiago talks about his childhood in Italy with passion and commitment, and he insists on a sequence where his hands are dancing for the camera. Beautiful, as is this film-film (a must in film schools!), a distant portrait of a man of culture.

Grand Prix 2007 at Cinéma du réel, Paris

Joao Moreira Salles: Santiago, 2006, Brazil, 80 mins.

Read an interview with the director: http://pablogoldbarg.blogspot.com/2007/06/tribeca-x-4-joao-moreira-salles.html

Vurdering:

DOXBOX Damascus Diary 2

Full house for the film of Omar Amiralay from 1982, ”The Misfortune of Some”, produced for the French channel Antenne 2, during the Lebanese war. Amiralay is the Syrian documentary filmmaker, his films have been shown all over the world, he is the role model for the young Syrian filmmakers and now also active at the Arab Film Institute, the film school in Amman.

I am told that 5 of his films are banned in Syria and that he was not allowed by the authorities to introduce or discuss the film that I saw – even if he was there in the hall to support the organisers of the festival by his mere presence. Respect! The film is first of all a portrait of total turmoil, the French (sub)title being ”Un homme dans la tourmente”. This man is a charismatic and extremely funny round figure, who is a taxi driver and turns into a kind of undertaker during the film and the events it is covering.

We get to learn about his relationship to women and about many other common daily issues in the world. We see the bombed Beirut, and stylistical breaks to this main character, among other things there is a scene with a group of people (a big family?) that watch television. Underlined with a sound score that gives the absurdity of it all.

A discovery for me, and Arab neo-classic, would like another view with someone giving me some background of historical nature. ... and then a revisit to Werner Herzog with ”Lessons of Darkness”, what a masterpiece. More about the festival, already now a success in terms of audience: www.dox-box.org

Vurdering:

Beata Dzianowicz: Kites

Sneak preview of a film from Poland shot in Afghanistan by Jacek Petrycki, master in camerawork as he has shown so many times before with Kieslowski and Marcel Lozinski.

Beata Dzianowicz has written and directed this film about a group of young film students in Kabul, who are offered a film course by the Polish. They are given small video cameras and Polish Jacek (not the cameraman but another J) teaches them what a documentary is. His and the director´s idea is to make the young ones describe their own reality without prejudices, making the expressions coming from within themselves. It is not easy but they fight for it and we as spectators see clips of what they are doing, we see them at work, we see their enthusiasm and curiosity, we hear them talking "official language", we see them behave like tv-reporters but we also see them, accompanied by Petrycki catching an Afghan urban reality that we very seldom are introduced to in documentaries made by Westerners.

It is informative, it is touching to meet these youngsters who are to build the future of their tormented country.

Once again Bravo to Eureka Media, whose owner and producer Krzysztof Kopczynski directed "Stone Silence", shot in Northern Afghanistan.

"Kites" is a masterpiece and if I were a festival selector or a broadcaster I would immediately contact the producer to get a screener.

More about the film on http://www.eurekamedia.info/index.php?id=37

Poland, 2008, 80 mins. (TV-version of 52 mins. also available)

Vurdering:

Kay Bæckmann: Husker du Frank?

Igen en journalistisk case, ser det ud til. Yderst sentimental i præsentationen på DR1 hjemmesiden. Men vi har jo forskellige tærskler for den slags. Dog alligevel, alene det bragte still, igen alting forankret i den der danske familie, hvorom så meget - for meget sandsynligvis - drejer sig. Imidlertid ER det jo noget andet, det handler om her: den stakkels mand er ved at forlade vores virkelighed, og udfordringen for filmen må vel være at trænge så meget den formår ind i hans nye virkelighed, journalistisk eller kunstnerisk. Undersøge om den er den voksende eller svindende, den virkelighed, som forekommer os udenfor som en tåget verden? Og hvordan er den, hvad enten den er som et lille barns eller ej..

Nu får jeg se. Det begynder om lidt. I mellemtiden kigger jeg lidt på redegørelsen for sygdommen. Også på hjemmesiden: http://www.dr.dk/Dokumentar/tv/DR1/2008/0205134302.htm

Det var og er, som jeg formodede, Bæckmann har valgt at fokusere på familien og dens liv med Franks sygdom. Hans karakter objektgøres umærkeligt, der tales i dialogen åbenlyst om ham i tredje person. Men i takt med, at hans demenssygdom tager til, vokser han i sin karakters udvikling. Det sker nok i løbet af optagelserne og det fastholdes heldigvis i klippet, men det udnyttes desværrre ikke filmisk, for det ligger uden for det valgte greb, som er en særlig interesse for den folkelige skildring.

Vi finder slet ikke ud af, får end ikke en fornemmelse af, hvad der foregår i Franks sind, over dette spørgsmål funderer filmen ikke. Og dette manglende essay, denne beskedne spadestiksdybde er dokumentarens svaghed. Den er i mine øjne bare ikke i orden, hverken journalistisk eller kunstnerisk.

Men den den tapre familie som holder til det hele, er det hele værd. Og den motorsagkyndige og kørelæreren. Stor tak til dem for deres mod. Men det egentlige drama er ikke for eksempel den flotte filmscene, hvor de vil tage nøglen til bilen fra ham, det store drama foregår i det skjulte for kamera og mikrofon og klip og dermed for os. I det stille.. i Franks sind.

Kay Bæckmann: Husker du Frank? 2008. DR1. Genudsendes 25. februar 13:50 og 28. februar 09:00.

Vurdering:

Anna Katrin Nørgaard: Alt for Martin

Jeg er forsigtig med journalistiske cases. Åbner normalt ikke, eller står hurtigt af. Men dette arbejde holdt mig fast, det aftvinger dyb respekt. En kvinde passer på fuld tid sin hjerneskadede og hjælpeløse søn gennem 17 år, lever med ham dag ud og ind alle døgnets timer. Og hun vælger alt andet fra i en voldsom eksistentiel koncentration, som må være livskunst. Og det lykkes dokumentaren at gennemføre fortællingen og argumentationen, så jeg accepterer kvindens afgørende replik, da sønnen er død, og hun står med et livsafsnit bag sig: "Jeg har da levet disse 17 år."

Sådan en replik afhænger af styrken hos den, som siger den. Og kvinden, Anette Schütze er en stærk person og en rigtig god karakter (og de er sjældne i tv-dokumentarer..). Hendes ikke et øjeblik vaklende fortælling ER dokumentaren. Den er selvfølgelig klippet, men ellers er det ikke konstruktionen, som her er værket. Det er hendes liv og hendes så fint skanderede fortælling om det.

Dertil holdes dokumentaren oppe af en række gode scener, ja, rigtige scener, faktisk: en samtale med frisøren, et kort bevægende øjeblik i kirken under konfirmationen, en gennemgående samtale med lægen, den gode læge, som fulgte med gennem de mange år. "Jeg har lænet mig op ad dig al den tid" siger hun til ham. Og der kan nævnes flere steder fyldt med denne autenticitet, denne filmiske vibreren, som skaber en scene.

Plottet med lægefejlen under fødslen og konfrontationen med den uheldige læge lykkes, fordi det tones ned, emotionelt og dramaturgisk. Men historien om ægteskabet, som går i stykker får alt, alt for lidt plads og uddybning. Det er dokumentarens største problem. Som det er blevet, burde det være klippet ud. Som jobhistorien er det, som historien med vennerne er det. Dokumentarens præcise titel angiver fokus, som - næsten altså - er holdt.

Anna Katrin Nørgaard: Alt for Martin, 2008. DR1 i aftes. Genudsendes på DR1 21. februar 09:00. Kan også ses online: http://www.dr.dk/odp/player.aspx?mt=frontpagetab&st=frontpageTab_0&fUrl=undefined&sUrl=undefined

Vurdering:

Magnificent7 Festival Belgrade 7

On this blog we have many times written about the Danish manyfold awarded film by Pernille Rose Grønkjær, "The Monastery". You can click on the title and read all about it.

Now it is to be the closing film at the festival in Belgrade - and it is indeed a magnificent film. This is what I wrote when Svetlana and Zoran Popovic, and I took it for presentation with a reference to the site of the film:

www.themonasterymovie.com  

SELECTOR‘S WORD: “This film has received all the prizes it deserves because it has all the qualities you can ask for in a documentary. It is about a man and his dreams, that he wishes to fulfill at this point where he is close to the end. But it is also a film about love between a nun and the old man, and between the director - who is also the camerawoman of the film - and a unique character for a film. A man she has followed for seven years. You cry, you laugh, you sense drama and conflict. What an artistic achievement!”

Vurdering:

Magnificent7 Festival Belgrade 6

Vurdering:

Magnificent7 Festival Belgrade 5

Vurdering:

Magnificent7 Festival Belgrade 4

The fourth film to be shown at the unique festival in Belgrade, starting this coming saturday, under the subtitle "European feature documentaries", organised by Svetlana and Zoran Popovic and their team, and with me taking part in the selection is

WORLDSTAR

A young German author, impressed by photographs of a Czech photographer, goes with his friend’s recommendation to visit him. She was welcomed with a combination of the worst rude words. So it all began. This is a film about an old man with no needs and a remarkable past, facing the hype as an artist against his will. There isn’t any important city in the world where his unusual work hasn’t been exibhited. In this very moment some of the leading metropolis' galleries are exhibiting, for amazed visitors, the photographs taken with the strangest camera ever made. But, while in the art circles worldwide his photos cost up to 12 000 Euros, Miroslav Tichý lives alone in an old, waste house, isolated from the world, surrounded with only a few friends. "They should have come earlier, now it’s too late." - he said refusing to talk about the fame. The German director Nataša von Kopp discovers for us the new "Tichý Ocean" in the middle of Europe in the begining of 21st century.

www.worldstar.sleeping-tiger.com

MY WORDS: “What a character! He is around 80 years old, and there he sits, Miroslav Tichý, a brilliant photographer, who does not want to take part in all the fuss around him being a génial artist. The gallery owners and the art critics come to his room, where he sits drinking his beer and slivovica, they ask him all kind of clever questions to his work. He doesn’t give a damn. The young female filmmakers, however, have succeeded to be there and to make him talk to them, and thus to us. Thanks to that, it’s great fun to be with him. This film is full of talent!”

More about film and festival at

www.magnificent7festival.org

Vurdering:

Naser Khaders kunnen

Ude i tovene har han efter at have valgt den mulige redning forleden og erklæret sig som klart borgerlig tilsyneladende kastet sig ind og generobret den offentlige opmærksomhed, han plejer at leve i symbiose med. I dag. Hvad er det med ham? Træt og pligtopfyldende tager jeg en film, som står udstillet på mit bibliotek. Med modvilje, den har en talemåde i sin titel, den har et emne i sin titel, som forlængst har forladt min interesse. Men det er en FILM, DFI-støttet, der må være en eksistentiel kerne.. Jeg snupper den, vil se efter. Filminstituttet har netop sendt et stort antal ud til bibliotekerne.. Jeg vil kigge på nogle af dem, nysgerrigt.. Denne bliver så den første.

Jeg har set den nu. Det er en god film, som henviser Khader til den rolle som statsministerens støtte, han nu bekræfter. Skildrer ham som borgerlig livsnyder og forsigtigper i kulturkampen. Det er en god film, som indfører en yderst interessant modkarakter, Ahmet Akari, som klart er den, jeg holder med. Uden at dele mange af hans synspunkter. Men blot det, at han erstatter Khaders fitnes-madras med sit bedetæppe, gør mig vågent interesseret i manden, som bestemt ikke er smart. Og hvis filmen mere fokuseret havde heddet "Et mandfolk" havde det helt været hans film, selv om det næsten er det nu. Intet flæb hos ham. Kun serier af hurtige beslutninger. Akari hører hjemme i aktiongenren, Khader i livsstilgenren. Denne gode film viser hvordan.

Vibeke Heide-Jørgensen: Muhammedkrisen under huden, 2007. http://www.dfi.dk/DfiKataloget/Nyefilm/Filmbeskrivelse.htm?id=19627 Lånt på Randers Bibliotek.

Vurdering:

Magnificent7 Festival Belgrade 3

The third film to be shown at the unique festival in Belgrade, starting this coming saturday, under the subtitle "European feature documentaries", organised by Svetlana and Zoran Popovic and their team, and with me taking part in the selection is

A FATHER'S MUSIC

The unusual father-son adventure. The film author, son of a famous conductor of East Berlin State Orchestra, Otmar Suitner, tries to relive and regain the important and missing moments of his own childhood. He invites his father on a journey through time and space. In this brilliant musical and film search, like in a symphony, all the important themes are being discussed: the successful career of a great conductor, personal view of music and family memories through a prism of irony regarding recent German history. A surprisingly open dialog between father and son reveals the unusual craft of balancing through life - between Communists and West, between personal life and career, between a wife and a mistress. Under the guidance of two great masters, the musician and the filmmaker, father and son, in the rhytm of fusion of the perfect shots and lavishing, exciting music, we enjoy in this fascinating revelation of time, people, beauty and love. The film has been screened and awarded at big festivals, such as Leipzig, Lisbon, Montreal and in Museum of Modern Arts in New York. This is the best documentary film in Germany in 2007.

www.nachdermusik.de

MY WORDS: “There is this moving family photo of a big man holding the hand of a boy walking away from the camera to somewhere. Father and son who were never really father and son, as the son lived with his mother in the West and the father lived with his wife in the East as renowned and tributed conductor of music. The film is a voyage back in time with father and son (and the two women). It’s without pretentions, full of humour and the son’s ambition to make the father conduct just one more time. Silent beauty, stylistically perfect film and wonderful music!”

More about festival and credits of film at

www.magnificent7festival.org

Vurdering:

Magnificent7 Festival Belgrade 2

... for feature length European documentaries

For the fourth time I have had the privilege to select film for this unique festival together with the two organisers Svetlana and Zoran Popovic

THE MOSQUITO PROBLEM AND OTHER STORIES

Made in a Fellini spirit, this structurally unusual film develops before us a gallery of strange characters and even stranger stories. A little town, somewhere in Bulgaria, is under attacks of mosquito swarms and everyone is forced to defend himself in his own way. And just about when you think that their problems are huge and almost unberable, the emence "ghosts" start to emerge from the darkness like in a thriller or a horror movie. Followed by piano sounds and dishevelled narrator, near the rusty cranes, along with cheerleaders' singing and in the shadow of a mountain big phantom nuclear power plant, through the waste island of horror, where the cows and sheep walk and the gigantic buzzing mosquitos bring with their stings the destinies of our heroes closer together. A whole little world which is currently converted by ideologies, regimes and dreams of economical prosperity.

MY WORDS: "Have you ever heard of Belene, a town in Bulgaria? No, I suppose you haven’t. And you maybe never really wanted to... Nevertheless, having seen this witty and at the same time mind-provoking film, you will say, yes I have met people from Belene, who are eccentric and charming and who share their thoughts on life in a town which suffers an almost year-round mosquito infestation. It’s not only a beauty in human approach, it is also innovative in a dramaturgical structure."

More about the film and the festival at

http://www.magnificent7festival.org/selekcija/the_mosquito_problem.htm

Vurdering:

Magnificent7 Festival Belgrade 1

This is the fourth edition of a unique festival of only 7 films but with a huge audience and a warm support from its visitors. It is organised by Svetlana and Zoran Popovic and their team, and I have had the privilige to select films for the festival together with the couple. During this week - up to the start of the festival January 26, I will infom about what we think are magificent films.

NOMADAK TX

Content: A film which takes us on a journey all around the planet in a fantastic rhytm of images and primary sound of a unique archaic instrument - txalaparta. Just like in fairy tales, this journey begins when two young Basque men, musicians Harkaitz Martinez and Igor Otxoa, inspire life to simple pieces of wood.

The uniqueness of txalaparta is that it has to be played by two people and the music is made through a dialog of two musicians. They expand the dialog and spread it around the world - from India to Lapland, through Mongolian plains and Africa. In search of new sounds they go through icy wastelands, Siberian mountains, burning hot deserts. During this great adventure the leading characters meet musicians of various cultures and they join their celebration of sound.

www.nomadaktx.com

My comments: “At the first glance you might think that this is just another politically correct film – and then you discover that these young, charming music talented guys are able to establish more than just a superficial contact with people from al over th world. It's music, it's culture clash and diversity, it's a dream of a better world that is conveyed to us.”

More about the film and credits to be found at www.magnificent7festival.org

Vurdering:

Wie Ich bin (How I Am)

And yet this one is different as a first person narrated documentary where we never hear the young Patrick say anything - but through a text integrated into the image we watch what he thinks and is able to formulate via a computer. He defines his own situation, he actually interprets it better than we could have done. At the same time we watch his beautiful open face and his melancholic glance into the camera as if he was wondering why this happened to him. A clever observer of the world and a young man who is able to communicate.

"The written speech is important for me because then I am not so lonely", is one of his lines, a very concrete one, where many of the others are pure poetry.

Patrick not only observes, he is also trying to take part and it hurts to see how he sometimes stumbles around bewildered and locked into his own world - "please no pity but sympathy", he writes on the film image in this very well crafted film school diploma work from Zelig in Bolzano.

Wie Ich bin. By Ingrid Demets, Caroline Leitner and Daniel Mazza. 48 mins. 2007 www.zeligfilm.it / http://www.zeligfilm.it/index.php?option=com_content&task=view&id=257&Itemid=104

Vurdering:

Janus Metz: Fra Thailand til Thy

Stedet introduceres i smukt fotografi, Lars Skree og Henrik Bohn Ipsen er fotograferne. Der er myndighed over det, et jysk landskab, som er meget mere end et vindblæst hjørne, som det så arrogant hedder på DR1 hjemmesiden. Og kvinden, det til en begyndelse handler om, introduceres tilsvarende smukt og sikkert. Og så begynder fortællingen, det er som det skal være, jeg er tryg. Fra dokumentarens begyndelse. Jeg skal bestemt nok blive ved den... Læs mere:

http://www.filmupdate.dk/?p=2710 (præsentationsartikel i FILM's Amsterdamnummer)

English version: The location is introduced in beautiful photography by cinematographers Lars Skree and Henrik Bohn Ipsen. There is authority to these shots. A Jutlandic landscape that's much, much more than a windswept corner of the country. A region and a people with a singular way of life, great dignity and their integrity intact. The photography conforms to my vision of the place that was shaped sometime back in the Romantic Age. Sommai is introduced with similar beauty and sureness. At first, it's all about her. Once a stranger to these parts, she is now so integrated as anyone can be who looks different and comes from the other side of the globe. Then the story begins. All is well and good. I feel in good hands, from the beginning of the documentary, Love on Delivery. I know I'll stick with it... Read more:

http://www.dfi.dk/tidsskriftetfilm/64/thailandthy.htm

From FILM # 64, nov. 08, Danish Film Institute

Janus Metz: Fra Thailand til Thy, 2007. Cosmo Doc for DR1. Sendtes 16. januar 20:00 og sendes igen 31. januar 09:00.

http://www.cosmo.dk/projects/show/?p=212

Vurdering:

Lars Movin: Hae-Jin

Styrken i filmen er hovedpersonens usentimentale, værdige, kloge, gennemtænkte og dog ligefremme og spontane, velformulerede, ja, dannede fortælling direkte til kameraet, altså til seerne. Intervieweren som har været der under optagelserne må have tilsvarende kvaliteter: fortællingen er i øjenhøjde.

Det usentimentale og værdige giver fortællingen og dermed filmen en tone af kølighed, som er aldeles velgørende når den tackler disse vanskelige, emotionelt og etisk komplicerede situationer. Og hovedpersonens kompetance bringer filmen blidt, men fast og sikkert gennem følelsesladede situationer, som kunne være på sammenbruddenes rand. Især skyldfølelsen overalt hos den nye familie: vi skilte os af med hende! Den emotionelt mest udsatte bliver hver gang den, som med en diskret holdning og handling afleder lynene.

Lars Movin: Hae-Jin, 2006. http://www.dfi.dk/DfiKataloget/Instruktoerer/Filmbeskrivelse.htm?id=668 Set på DR2 i dag http://www.dr.dk/Dokumentar/tv/DR2/2007/0228090141.htm Filmen kan lånes på biblioteket.

Vurdering:

TV 2 dok om læge og patient

Der var meget, jeg ikke var glad for i den dokumentar. Det dropper jeg fuldstædigt at komme ind på. For jeg synes først og sidst, at det er så modigt gjort af medvirkende og tilrettelægger og godt for os allesammen, at den er lavet. Og så var fokus i selve dokumentaren (mindre i i foromtalen og titlen) så indlysende vigtig: forståelseskløften mellem enhver patient og enhver læge. Den ene er syg, den anden rask, den ene i arbejdsdagens hurtigt glidende rutine, den anden i det pludselige stops ængstelige usikkerhed, den ene i en situation blandt hundreder lignende, den anden midt i noget aldeles ukendt. Dertil næsten altid kulturkløften, sprogligt og uddannelsesmæssigt, generationsmæssigt og med hensyn til social baggrund. Næsten hver gang det priviligerede menneske over for det ikke-priviligerede.

Og det lykkedes dog at få dette gjort klart, i hvert fald skitsemæssigt, i programmets løb, så begge parter for vore øjne ændrede indsigt og adfærd.

Især må jeg fremhæve castingen af den medvirkende læge. Hun kunne stå ved, hvad hun sagde og gjorde og se sine fejl i øjnene over for sin (lige så godt castede) coach og over for os. En regulær FILM ville kunne bygges på de to. Lægen og psykologen. Så kunne vi komme dybere, ville jeg tro, helt ned til lægens fagarrogance, som, om ikke udtalt hos den medvirkende, selvfølgelig mere end manglende træning i samtaleteknik er problemet. Ud over lægens nødvendige lægefaglige dygtighed (som selvfølgelig er det altafgørende) er der brug for menneskelige kvaliteter. Den medvirkende læge viste faktisk hvordan, tror jeg.

Tilrettelæggeren, Dennis Kragelund, kan være tilfreds med sit arbejde. Jeg så det i aftes på TV 2. http://programmer.tv2.dk/article.php//id-9876639.html det fremgår vist ikke, hvornår der er genudsendelse.

Vurdering:

Channel 4: The First World War

Det gør da ikke så meget, at den her serie er mere end fem år gammel. Og det er bestemt fascinerende at få genopfrisket skoleviden og dertil lagt ny historisk viden og nye vurderinger (lader det til) og Benito Scocozza sørger for, vi ikke bliver bildt noget ind. (Eller gør han?)

Men film er det ikke, det er historielærerens lysbilledforedrag. Og det, som så er at kigge efter, er især billedmaterialet fra arkiverne. Rigtig meget er faktisk filmmateriale, det meste reportageoptagelser, jeg ikke har set før. Så jeg bliver så vidt muligt hængende på ved de følgende afsnit.

Afsnit 2 (8. januar 2008). De skiftende tilrettelæggere/instruktører, vel afsnit for afsnit, griber det ret forskelligt an. 2. afsnit forekommer dels mere udvendigt effektsøgende, dels mere ensidig i sin tendens. Snart bliver det nødvendigt at læse bogen, som er manuskripternes grundlag, Hew Strachen: "The First World War", Oxford University Press, 2001 og frem. Speakerkommentaren er tilsyneladende nøgtern.. men, de nye vurderinger.. jeg ved ikke rigtig. Til gengæld er arkivmaterialet fortsat imponerende. Jeg prøver at fortsætte nogle afsnit.

Afsnit 7 (15. januar 2008) Afsnittet om u-bådskrigen er ren forelæsning. I orden for så vidt. Men er der nye oplysninger, nye vurderinger? Nej,vist ikke. Men så, litterære kvaliteter? Vist heller ikke. Julie Fabricius danske version er formodentlig loyal mod den originale speak. Men så er den svag, uden en samlet tankes stringens, uden sproglig rytme, men sært hoppende opløst i enkeltoplysninger kombineret med en endeløs, forekommer det, række citater med vildt skiftende vinkler og mærkeligt forskellige niveauer. Det betyder, at min tanke i forløbet afbrydes af spring væk, og forelæsningen, filmfortællingen falder sammen.

Channel 4: The First World War, UK 2002. Producer: Jonathan Lewis for Wark Clements Production m.fl. 1.del set på DR 2, 7. januar 2008. http://www.dr.dk/DR2/F%C3%B8rste+verdenskrig/20080104085651.htm

Vurdering:

DR 2: På verdens bund 1-3

Jeg har lige set en dejligt gammeldags (klassisk måske) dokumentarfilm om at være bundløst fattig, men realistisk og værdig på samme tid. De bor på landet, som er tørkeramt, på sultens rand, men rent og ordentligt i smukke traditionelle hytter, disse kvinder. De ser deres mænd tabe stoltheden og give op. Med deres børn på ryggen tager de Addis Abeba for at tigge. Ydmyges, lever i snavs og elendighed - men sender penge hjem hver måned. Vender tilbage, når det går rundt igen derhjemme. Parate til en ny tur til hovedstaden.

Det ser ud som traditionel britisk antropologisk film, er en dansk produktion, men jeg fangede kun klipperens navn, det er den dygtige Jesper Osmund. Jeg leder efter instruktørens navn og andet.. Der kommer ser det ud til to afsnit mere..

DR2 og Jesper Osmund: På verdens bund, tiggerne i Addis Abeba 1-3. 1. del set 7. januar.

Vurdering:

TV 2 dok: Pirater om bord

Ikke mange film får en foromtale som denne sag, som kaldes dokumentarprogram, som på hjemmesiden fremtræder som en veritabel multimedieproduktion med kaptejnens blog, med faktabokse og bonusmateriale, "eksklusive videoklip".

Det er kl. 20:50, vi får se..

Senere: ja,jeg fik se. Og programmet som sådan var en skuffelse. Det kan slet ikke stå alene, men skal måske ses som blot en del af det samlede materiale, TV 2 dok har udsendt. For mig at se, er det en fejl at vinkle de fem søfolks historie kollektivt uden at skildre deres forskellige karakterers udvikling under de mange uger. Derved bliver for eksempel et af de få vigtige plots, modsætningsforholdet mellem de to unge og de tre gamle,underbelyst og i og forsig i det foreliggende materiale postuleret.

Mere kan siges, men det er svært at komme på meget positivt. Det må jeg tænke nærmere over..

TV 2 dok: Pirater om bord, 2008. Set 7. januar 2008. http://programmer.tv2.dk/dok/

Vurdering:

Pol Pot - Timewatch BBC - and Rithy Panh

A small intro to our foreign readers: The Danish DR/TV has always been the flagship when it comes to documentaries on television in Denmark. It might paradoxically enough continue to be so!

The paradox is that a move to new premises, including the building of a concert house, has resulted in a drastic cut down in staff and money, due to a catastrophic budgetary mismanagement from the public service broadcaster. Less funding for local production gives more foreign purchases and re-runs, and the shelves are full of buys of good documentaries!

One of them is a BBC production from 2005 from the renowned history strand Timewatch, whose editor is John Farren. It is about Pol Pot, the man behind the Cambodian genocide in the late 70'es. The documentary gives us the story of the man behind the genocide - without having more than a couple of sequences with the man himself. The director, Andrew Williams, has therefore chosen to reconstruct some of the scenes as they were told to be by people who worked with Pol Pot in the Khmer Rouge. Very much is based on quotes from interviews with Pol Pot. It is all very nice, the archive is used cleverly, and the research is as we expect from a BBC production, but... it has also this distance and lack of passion of a non-involved producer and director.

For those who want to know more about Cambodia, there is one director to be mentioned: Rithy Panh, Cambodian, born in 1964, escaped the country to settle in Paris making several strong and passionate documentaries and dramas about his own country. The one that comes closest to describing the terror during the Pol Pot regime is "S21" that can be bought on dvd at http://www.editionsmontparnasse.fr/dvd

Watched on DR2 2008-01-04.

Pol Pot, BBC, 2005, Andrew Williams.

Vurdering:

Jytte Rex: Pelle Gudmundsen-Holmgreen

Komponisten står ude i havet i vand til brystet og forelæser om musikken til "Perlefiskerne", og det er hverken krukket eller noget, for han taler allevegne, uafbrudt, og nogle steder er ret originale. Og netop på det sted i filmen finder jeg det helt i orden, at han nu, så kropslig og flot og alvorlig og kyndig han har vist sig at være, at han nu står nøgen i havet og tydeligt nyder det, som han nyder at fortælle om musikkens væsen.

Og det er netop, hvad Jytte Rex har lavet, en film om musikkens væsen, som det bor i denne mand, som er hendes medvirkende. Som Palle Nielsen var hendes medvirkende i filmen om billedets væsen havde det i sig, som Inger Christensen var det i hendes film om tekstens. Som hun har i sig næsten som den dæmon, komponisten taler om et andet sted i filmen.

Det er en vidunderlig film, og det er SÅ godt, at DR2 sender den. Nu har de til en temaaften om kunstens overtagelse af sit menneske, de kan sende hele Rexs værk, hele den trefløjede tavle med de forunderligste og skønneske billeder.

Jytte Rex: Inger Christensen - cikaderne findes, 1998, Palle Nielsen - mig skal intet fattes, 2001 og Pelle Gudmundsen-Holmgreen - musikken er et monster, 2007.

http://www.dfi.dk/DfiKataloget/Instruktoerer/Instruktoer.htm?instruktoer=1208

Vurdering:

Georg Larsen: Beautiful Beirut

Det var da interessant at få dette ugebladsjournalistiske blik på en yngre, emanciperet libanesisk kultur. Personerne, reportagen fulgte, var vist nok både sympatiske og kloge, men filmen var for ubeslutsom til at finde ud af det. Den holdt ikke fokus, måske fordi, den simpelthen ikke havde noget. Valgte at følge de to kvinder, som medvirkede, i deres springende tanker og foretagender. Helt ukritisk forekom det.

Jeg holdt ud til slut og havde god tid til at gøre mig mine tanker om nutidig overflade og sentimentalitet. Jeg kunne ikke lide leksikonforklaringerne på skiltene. Det vidste jeg stort set altsammen, havde foretrukket Larsens egen, personlige speak med personlige vurderinger, gerne journalistiske eller historiske eller politiske, ganske bestemt.

Georg Larsen: Beautiful Beirut. Set på DR2 for lidt siden.

Vurdering:

Todd Haynes: I'm Not There

"Something is happening here, but you don't know what it is..." Og undertegnede hr. Nielsen fatter i skrivende stund ikke meget af den film. Men jeg er fascineret og provokeret. Og jeg har ikke givet op. (Kunne smutte til Århus og se den en gang mere!)

Årets nok sidste filmoplevelse lader mig ikke stum, jeg kan sagtens snakke om den. Skrive noget, det tøver jeg ved. Men jeg arbejder på sagen.

Det er en stor oplevelse af en imponerende indsats, teknisk og professionelt. Jeg glemmer det ikke. Men hvad er der på færde? Jeg indrømmer at mine musikalske og biografiske forudsætninger er svigtende, men det afholder mig ikke for at se og undres. Jeg kan kun anbefale nysgerrige at prøve at finde ud af det. Og mange har bedre baggrund for at få alle associationerne og citaterne sat i et fatteligt system. Og få styr på karaktererne, især de seks, som fremstiller hver deres side af den BOB DYLAN, som ikke viser sig i filmen, sådan traditionelt dokumentarisk, end ikke omtales ved sit eget navn, men under dæknavne som Woody Guthrie (junior og senior), Jack Rollins/pastor John, Billy the Kid og Arthur Rimbaud.. "I is Someone Else"..

For videre analyse se Anthony Quinns anmeldelse 21. december i The Independent. http://arts.independent.co.uk/film/reviews/article3271352.ece

Jeg havde uden den tekst været på aldeles bar bund. Jeg er imponeret over den film, meget, men ikke én scene bevæger mig..

Tom Haynes: I'm Not There, 2007. Øst for Paradis og en række biografer landet over.

Vurdering:

Malene Ravn: Jeg mener - jeg ser

Jørgen Haugen Sørensen fylder det hele fra filmens begyndelse. Og det er bare godt. I ro taler han i lang tid, i ro modellerer han i lang tid. I den ro, som han udtrykkelig forklarer, han har brug for enhver arbejdsdag. Forstyrres han, mister han arbejdsdagen og må vente til næste morgen.

Malene Ravn har fulgt ham i årevis. Og intet tyder på, hun har forstyrret. Hun har blot filmet. Ladet ham snakke og arbejde. Så godt. Og Grete Møldrup har klippet i den ånd, i lange, rolige scener, tilbageholdende og loyal. Haugen Sørensen fylder det hele.

Jeg sidder dybt fascineret og lytter og ser. Denne usædvanligt rene film. Til det går galt. En af de tre har besluttet en mærkelig tempoændring under et ganske almindeligt arbejde på værkstedet. Han pakker ler ud af plastikposerne. Og så får tempoændringen ham til at optræde som sprællemand.

Jeg er afbrudt i min meditation, og afbryder ærgerlig gennemsynet. Tager mig måske sammen senere og ser resten af filmen.

Mit bibliotek havde den blandt sine nyheder. Omsider havde jeg den film, jeg har læst så meget om, i hånden. Og så afbrød den mig efter 20 minutter.. Og jeg trækker foreløbig én spids pen fra en til da begejstret vurdering.

Senere:

Nå, jeg tog mig sammen. Og så hele filmen. Det, som satte mig i stå, er klart en fejl. Jeg tænker, det bare er en teknisk fejl. Og er herefter ligeglad. For nu kommer jeg umærkeligt rundt i hans verden, hans huse og værksteder. Og alt er rent. Ja, der sker det, at der kommer først levende dyr og så flere folk ind i billederne. Men de kommer lidt efter lidt. Og jeg bliver ikke forstyrret med ligegyldige forklaringer. Hvem er hvem og hvad sker. Det er bare dejligt, jeg er alene med Haugen Sørensen, og blot tryg ved Malene Ravn og Grete Møldrup og deres rene film. Ja, jeg tilgiver, at den taber pusten ved 40 minutter, og er sikker på, at afsnittet med skitsebogen, som ikke lykkes, nok skulle være henvist til den på andre måder interessante række ekstra scener, DVD-en har som bonusmateriale.

En ren film, som næsten holder næsen i sporet hele vejen igennem.

Malene Ravn: Jeg mener - jeg ser, 2007. Filmen kan (så elegant!) købes hos producenten: www.magichourfilms.dk Og når man er inde, ser man, at Lise Lense-Møller vist har næsten alle sine film til salg. En fornem række..

Vurdering:

danishdocumentary.com

Min kollega, Tue Steen Müller har på rejse langt borte fået en julehilsen fra dette nye firma, som vil sælge kopier af fremragende nye danske dokumentarfilm, lige nu og til at begynne med indehavernes egne, men senere udvider de tre danske instruktører, som sælger de originale versioner af deres værker.

Jeg har lovet at takke for juehilsnen. Til Phie Ambo, Eva Mulvad og Pernille Rose Grønkjær, og gør det med at nævne tre film, som filmkommentaren.dk begejstret har anmeldt:

MECHANICAL LOVE !!!! DEN SIDSTE DANS !!!!! THE MONASTERY !!!!!

Danish Documentary: www.danishdocumentary.com

Nissim Mossek: Adolph Eichmanns hemmelige...

Det som er problemet med den israelske film om Eichmanns løbebane, hvis man kan kalde det sådan, er, at den for det første ikke holder fokus, for eksempel i forhold til sin titel, for det andet regner med, at vi ikke ved noget i forvejen. Den tvinger mig hele tiden til at tænke, at jeg bør slukke. Filmen går ud fra, at jeg ikke kan huske, ikke har læst Hannah Arendt, den går i realiteten ud fra, at al kulturproduktion er forgæves, der er ikke noget videngrundlag hos publikum at bygge på.

Derefter er der kun billige underholdningstricks tilbage, hvis man da ikke, hvad man burde holdt fokus og nøjedes med at lave film om det nye, man i sin research havde hittet frem, i sit arbejde havde fået på hjerte.

Men trods dette. Jeg så dens anden del i aftes, så den færdig. Tvang mig til det. Første del havde jeg slukket for mandag aften. Før tid. Nej, den er langt fra i orden, den film. Alt det nye kvæles af alt det alt for mange gange anvendte, især i billeddækningen. Og med hensyn til arkivstoffet fik jeg hele tiden tanken, at billederne ikke dækkede det som, speaken eller dialogen behandlede. Jeg fik faktisk mistanke til håndværkets hæderlighed.

Nissim Mossek: Adolph Eichmanns hemmelige erindringer, Israel på DR2 mandag og tirsdag.

Vurdering:

Steen Møller Rasmussen: Fotografi

I filmen medvirker fire fotografer, Keld Helmer-Petersen, Per Bak Jensen, Krass Clement og Kirsten Klein, men filmen handler ikke om dem. Næsten heller ikke om deres fotografier, sådan specielt. Den er ikke et gruppeportræt, slet ikke en biografisk sammenstilling. Den er om det, som titlen siger, fotografi. Den er et essay, måske, eller en poetik i hvert fald.

Steen Møller Rasmussen har lavet sin film som et fotografi, naturligvis. Med alle de fotografiets elementer, de medvirkende taler om , som synlige og mærkbare tråde af konstruktion og holdning i fimen, så den hviler i sig selv, i sin viden om æstetikken, som et billede af hver af de fire (det skifter hele tiden, i stor ro, selv om skiftene ofte markeres af fast motion (eller hvad det hedder) OG som et billede af Steen Møller Rasmussen.

Tydeligst er selvfølgelig motivet vinduet, som introduceres i første scene. Ude, inde, kigge ud. Det er Helmer-Petersen, som kigger og taler om at løbe ud og ind at hente kameraet og ud. Bak Jensen analyserer udsigtens linjer og beskæringer, Clement er fascineret af tågedagens lys: "Det er fandme smukt", og bliver selvfølgelig optaget af en handling derude i bylivet, og Kirsten Klein tager tråden op og får langt, langt ude øje på en båd på fjorden. Jo, det er da en fisker, der er ude at sætte garn. Og hun runder den anden linje af, et træ er med årene blevet så stort, at det dominerer vinduets billede, det forstyrrer ved at tiltage sig for megen opmærksomhed.

Og Møller Rasmussen fordeler rollerne: serier og slægtskaber (Helmer-Petersen), stedet og jeg og dets ånd og det religiøse (Bak Jensen), magien, oplevelsen og besjælingen af den, som så bliver fotografiets sjæl (Clement) og endelig: "Se Jordens krumning her ved Livø Bredning" (Kirsten Klein). Klipperen Anders Villadsen har omhyggeligt foretaget dette fletværk (her kun antydet, analysen kan fortsætte og fortsætte), som gør "Fotografi" til ét eneste billede af denne kunsts væsen.

Steen Møller Rasmussen: Fotografi , 2006. Kan købes hos Kort & Dok: http://saiph.gagar.fi/epages/Store.sf/da_DK/?ObjectPath=/Shops/DBC/Products/26463769 og via DFI: http://www.dfi.dk/DfiKataloget/Instruktoerer/Filmbeskrivelse.htm?id=14925 eller lånes på biblioteket.

Vurdering:

Pernille Rose Grønkjær: The Monastery

En af de mest bemærkelsesværdige film i lang tid, efter opsigtsvækkende rundrejse gennem et år til en række festvaler i udlandet, efter en tur i enkelte biografer herhjemme NU omsider i tv:

DR2 mandag, 10. december kl. 20:55: http://www.dr.dk/Dokumentar/tv/DR2/2007/1204124314.htm

Jeg har for nogen tid siden anmeldt filmen her på bloggen. Hvad jeg skrev kan hentes frem ved at skrive titlen i søgevinduet.

My review in English: http://www.dfi.dk/tidsskriftetfilm/53/themanifold.htm

Jeg har også skrevet om lydarbejdet i filmen: http://www.dfi.dk/tidsskriftetfilm/56/lyd7.htm

Vurdering:

Djævelens advokat/Terrors Advocate

The film has its Danish cinema premiere today, so this is a repeat of the review written in connection with the cph:dox festival. Go and watch the film!

"This is the director's point of view on Jacques Vergès which may differ from the opinions of people interviewed in the film". These words are to be found on screen at the start of this fascinating film about a man, who during his whole life as an advocate has defended and had connections to criminals like Barbie, RAF people, Carlos - and who is up to take the case of Pol Pot's Khmer Rouge comrade Khieu Sampran.

Well, what the director's view really is stays a bit unclear to me but what stands out is the focus on a charismatic adventurer Jacques Vergès, who sits behind his enormous desk, constantly with a wonderful cuban cigar in his hand, a man who has enjoyed a life as a star advocate with a very simple anti-american political agenda. This is declared from the very beginning with a clip of Pol Pot who quotes a book by Vergès. In this he describes Pol Pot, the mass murderer, as a smiling and gentle person. Cut from Pol Pot to Vergès who puts forward his doubts about the numbers of people killed by the regime of Pol Pot and says that what the Americans did was much worse. His words accompany the images from the killing fields in Cambodia.

Yes, in this sequence the point of view is clear.

Barbet Schroeder tells his story through an excellent mix of archive, interviews with a lot of people who have worked with or been friends with Vergès, and with some of the terrorists now out of