Jørgen Vestergaard: Filmliv

Jørgen Vestergaard er enestående i dansk filmkunst. Lige siden han instruerede sin første film i 1963 er han gået sine egne veje som instruktør af dukkefilm, dokumentarfilm og spillefilm. Og hans egne veje førte ham tidligt tilbage til Thisted, hvor hans værksted, atelier, hans familie, rækker af filmfolk i kortere tid og han selv gennem år husedes i en landejendom nær byen.

Fascineret og videnlysten besøgte Jørgen Vestergaard tidligt i sit filmliv sammen med sin hustru de tjekkiske dukkefilminstruktører Jirí Trnka og Karel Zeman og fascineret af mestrenes stop motion metode og hjemme igen begyndte de to at lave dukkefilm, vist nok på den tid som de eneste i Danmark.

Det her fortæller forlaget Knakken i Thisted bag på bindet på sin fornemme udgivelse af en bog på 320 sider som Jørgen Vestergaard har skrevet om produktionerne af sine 60 film til nu. Og der fortælles videre at han selv, hjemme i filmværkstedet med hustruens hjælp med tilskæring og syning af de små kostymer, forstår jeg i min senere læsning, herefter lavede dukkefilm om en række fortællinger af Andersen, Poe og Lorca.

Vibe Mogensen: De pårørende

VIBE MOGENSEN: DE PÅRØRENDE blev sendt på TV2 i aftes og den kan nu ses på TV2 Play. Se den!

Jeg så Vibe Mogensens film i forgårs. Jeg er stadigvæk bevæget, imponeret og glad. Generøst blev jeg lukket ind i den lange smertefulde samtale. Fik en syvende stol omkring bordet. Dokumentaren forsvandt i ubønhørlig virkelighed...

Der er kun det rum med bordet og stolene og så psykologen, de fem pårørende, forældre til psykisk syge børn, nærbillederne af deres ansigter og deres fortællinger, som Nanna Frank Møller kærligt og kompetent har klippet til én fortælling om hvad der sker når ens barn rammes af psykisk sygdom.

NANNA FRANK MØLLER OG VIBE MOGENSEN

Tue Steen Müller har på sin Facebookside "...en tilføjelse til ovenstående, en anmeldelse af Vibe Mogensens fremragende Min fars sind, som havde samme klipper, Nanna Frank Møller og samme producer, Vibeke Vogel. Filmen har været vist i udlandet - med succes og med Vibe og Nanna tilstede. Dygtige dokumentarister."

Lisa Blond: Lys på den lukkede

"Lys på den lukkede er en af de mest rørende, fortvivlende og kærlige udsendelser, jeg har set længe", skriver AnneLise Marstrand-Jørgensen på sin Facebookside, "dygtige, empatiske Lisa Blond har fulgt enestående Søren Magnussens arbejde med at skabe bedre vilkår for mennesker på den lukkede afdeling på Rigshospitalet. 

Efter en langvarig indlæggelse samme sted, fik Søren den tanke, at der måtte kunne skabes mere liv og glæde blandt de forpinte psykiatriske patienter. Og så gik han i gang. Med at plante en have fuld af blomster, arrangere kagebord og en lille hvid hest og sørge for en salsafest bag hegnet.

Michael Apted 1941 – 2021

“I wanna be a jockey…” is a sentence that my wife and I always remember, when we talk about and recall the UP series by Michael Apted, who passed away yesterday. We got acquainted with the series at a festival in Cork, Ireland in the 1990’es, where we could not stop talking about the children, who have been filmed since 1964, 9 episodes, with 7 years in between, and with 63UP as the last one from Apted’s hands, a magnificent piece of documentary film history – about Life lived and about the English class society. The 14 children were chosen from upper and working class, it is fascinating to follow their journeys. Tony (on the poster) had a short carreer as a jockey, went on to become a taxi driver keeping his charm and cockney accent. Andrew became a solicitor, John a barrister – and Bruce, touching Bruce, who from the start wanted to be a missionary « to help the poor people in Africa » and did not think he would ever get married, did get into charity work and did get married and did have children. Jackie, Lynn, Sue are the women in the series, Suzy took also part but did not want to be in the 63UP. In the enormous amount of articles about the series – and also in the films – you often hear the children as grown-ups reflect on what it has meant for them to be on television every seven years. Apted regrets in many interviews the lack of gender equity – and says that made him be very careful when selecting female stars for his many fiction films.

Neil, however, is the most exciting person to follow in the series. A lively energetic kid with a bright future, we assume, leaves the society, wanders around as homeless, has mental problems, but comes back, becomes a politician and wants to help others as his close friend Bruce, who helped him, when he was down. Does voluntary work at the church.

I had the privilege to be a juror with Michael Apted at the Moscow International Film Festival – for the documentary competition when that started in 2011 – with Russian Alexander Gutman as the third man in the jury. We watched 7 films, were invited to stay 10 days in the Russian capital, so my wife and I had lot of time with Apted and his wife Paige Simpson. He was a true English man with the most wonderful voice (as you can hear it in the series) and with a typical sense of humour. Without me saying so the organisers of the festival called me “expert”, which made Apted salute me every morning at breakfast with “Good Morning Expert”.

5 years later we visited Paige and Apted in Venice California in their beautiful funkis house. The 63UP was on its way, the expert and his wife were trying to get information about what had happened since 56UP. A wedding, an illness, a new place to live for the jockey… We have not yet seen the 63UP that came out in 2019. Was that the last episode as Michael Apted is no longer among us? RIP.

“'Give Me the Child Until He Is Seven and I Will Show You the Man'.

You can buy the series on Amazon.

https://en.wikipedia.org/wiki/Up_(film_series)#Andrew

https://www.theguardian.com/tv-and-radio/2012/may/07/56-up-its-like-having-another-family

https://www.youtube.com/watch?v=3iKOrjqEb5I

Frelle Petersen: Onkel /2

DR 2 MANDAG 20:00 

Frelle Petersens smukke drama, ikke til at glemme var min store oplevelse i 2019. Det var længe at se i alle mulige biografer, rejste til den ene filmfestival efter den anden, også i det fjerne udland, det er måske ikke forbi endnu, modtog pris efter pris. 

Nu får Onkel sin TV-premiere, filmen er naturligvis værd at gense, og har man ikke set den, skal det være nu. Ubetinget. 

 Med ét i filmens lange dybt tilfredsstillende forløb af forunderlige scener, diskrete flytninger og tankesamlende vignetter står der uventet Onkel på lærredet! Og så kommer slutteksterne, de vigtigste først i skilte og derefter alle de andre rullende. Jeg bliver siddende i stolen. Forbløffet. Er det allerede forbi? Er hun gået? Denne vidunderlige fortælling, denne dejlige kvinde.

  I instruktørens forrige film og fortælling Hundeliv (2016) havde både de to piger og den sårede soldat i filmen og så jeg i biografen fæstnet os særligt ved kassedamen i supermarkedet. Hun var bare så sød, og både i sin rolle og i virkeligheden, så ægte livligt venligt snakkende med kunderne hun jo kendte. Her var det gode menneske.

 Nu er hun så landmand, sød og ægte. Men nu fåmælt som onklen. Hun er forældreløs forstår jeg, han er alene og hendes nærmeste. Hun har gennem skoletiden boet hos ham på hans gård med køer og græsmarker og kornmarker, og nu som ung kvinde passer hun hans hus og driver hans landbrug sammen med ham... Læs eventuelt det hele: http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4655/

Sine Skibsholt: Lever elsker savner

Datteren og moderen når i en træt omfavnelse hinanden efter endnu et skænderi. De når hver gang hinanden. Datteren har i sit femtenårige liv været igennem to omfattende behandlinger for sin kræftsygdom. Den seneste er afsluttet for kort tid siden og hun er udskrevet. Moderen har på det nærmeste fulgt sin datter og er dybt præget af bekymringernes konstans, angstens bølger og den voksende træthed ved samværets mere og mere intense krav.

Senest har hun under en knoglemarvstransplantation været isoleret sammen med datteren i en plastikomhængt enestue på hospitalet til den endelige raskmelding og udskrivning. Sine Skibsholts film skildrer tilbageskuende dette faktuelle forløb nøgternt, indlevet og filmisk smukt og klart, men det er ikke hendes films hovedanliggende.

Sine Skibsholt er nemlig inde i et stort tema med variationer, familiemedlemmer og alvorlig sygdom skildret i hendes kunstneriske egenart. Som i Skibsholts tidligere film, Dem vi var, 2016 er der scener som hun har optaget observerende med sit kamera og der er tilrettelagte scener, men det er ikke til at se forskel, både datteren og moderen er imponerende sandfærdige og simpelthen velspillende og medskabende i de iscenesatte afsnit, og netop det er resultat af fornem instruktørkunst og af klipperens iagttagelse og lytten, at fremdrage disse fine nuancer i bevægelser, stemningsskift og hurtige replikker, som jeg næppe når at opfatte helt, som jeg får lyst til at skrive ned: nudansk replikkunst, en eksempelsamling.

Og netop dette er filmens hovedanliggende, de gribende samtaler mellem to krævende personligheder, datteren og moderen. Samtaler næsten udelukkende i skænderiets form. Samtalerne udvikler sig til de forsvinder i en fortvivlelsens magtkamp i en ulykkelig stigende kurve, som bliver filmens storyline, tilsammen en helt enkel fortælling om et datter / mor forhold i en almindelig teenage overgang med et på sygdomsforløbets særlige betingelser måske alligevel almindeligt forløb af uoverensstemmelser som i den beslutsomme klipning af et formodentligt meget stort filmet materiale klemmes sammen forsigtigt men bestemt og på tv opleves som en serie kriser. Det er voldsomt drama, det er oprivende kammerspil. Den lille teaterscene er familiens lejlighed, soveværelset eller køkkenet, et enkelt afsnit i bilen, de er vist nok på vej til psykologen. Det afgørende er, at kammerspillet ikke handler om det særlige, sygdommens krav og dødens nærhed, det handler om de almindelige frigørelseskriser døtre og mødre gennemlever, som vi alle kender.

Men vi er ikke mange som kender den voldsomhed og styrke og det mylder af sårende replikker, alt sammen med en underholdende værdi, en sandhedsværdi som filmens unge voksende kvinde eksploderer med, driver filmen frem med. Moderen må tage imod, for det meste…

Sine Skibsholt: Lever elsker savner, Danmark 2019, 80 min.

Filmen har biografpremiere i aften, søndag den 18. oktober, faktisk lige om lidt på TV2 21:00. Der venter flow-tv’s mange mange seere en stor ny dansk dokumentarfilm af en ny mester.

Michael Jordan: The Last Dance

I knew nothing about basketball before watching ”The Last Dance”. I had never heard the name Michael Jordan before, or NBA, or Chicago Bulls. Football – and Barca – is my passion.

Now I ask myself, why I – in three days – watched the documentary series of 10 episodes. The answer is easy: It is sooo entertaining. It caught and kept my attention the whole way through. Because of the personality of Michael Jordan, the charismatic best player in the world, according to the film and himself, the many dramas and conflicts that the film unfolds, the side-characters – and of course the constant bombardment of clips from the games, all of them played in the 1990’es. The dunks, the scoring when there were few seconds left, the atmosphere in the halls with Madison Square Garden as the place Jordan loved to play. With Mike, Michael, number 23, the black cat… he had/has many nicknames, the man in focus, the man who was, before and after the games,  always well dressed in suits and tie, very often with a long cohiba in his mouth. Lots of footage from the changing rooms, lots of material from press conferences, television presenters, interviews of today with equally charismatic teammates and the coach Phil Jackson. The latter comes out as a very sympathetic character, who understood the players, especially the wild Dennis Rodman, who sometimes dropped the training after nights with booze and women but always turned up to deliver perfectly during the games.

And Scottie Pippen, Jordan’s closest, who sits there with a smile and a dark voice remembering the 6 championships of Chicago Bulls, and all the small and bigger stories connected. Including the conflicts with the management.

As a film? Very well crafted. Games, interviews around the games, year after year, with many comparisons between the first three wins (91/92/93) and the last three wins (96/97/98), with the break where Jordan turned to baseball as he had lost the energy after the tragic death of his father, who was always with him. There’s a fine build up to his return to basketball. In a scene his press man tells the story of how he drafted several press releases on the return, all of them rejected by Jordan, who writes it himself: “I’m Back”. Nothing more.

I have read that Jordan owns a lot of the material in the film – it is obvious that the film is seen from his perspective, and that there probably are many stories that could have put another light on the “larger than life” athlete. Who cares? 

Will I watch basketball on tv after this film. Probably not but I understand, why many find football/soccer boring compared to the dramatic and per se entertaining basketball.

Netflix, 2020, 10 episodes.         

Christine Albeck Børge: Livet mens vi dør

Det her er bare en rigtig god dokumentar, den holder mig fuldt koncentreret fanget denne hele time i sin udfoldelse af den lavmælt kloge flertydige titel som ikke vil være andet end en overskrift, men som i sin underfundighed åbner for skildring af en livsforståelse som på trods er forbavsende rig med de fire medvirkende: en pilot, en operasanger, en embedsmand, en pædagog, fire kloge kvinder alle syge af uhelbredelig brystkræft, dette lille spektrum af nære veninder er dokumentarens hele verden og viden. Og det er bare en rigtig vis dokumentar Christine Albeck Børge således debuterer med. Må der dog bare komme flere fra hendes hånd... 

Storm Henriksen og Lindgreen: Mod, Sved og Tårer

Det er en ungdomsfilm står der og det udelukker mig, jeg lammes i interessen på forhånd og så har Andrea Storm Henriksens og Ina Lindgrens lille tv-serie næsten selvfølgelig en bestemt vinkling i front nemlig at undersøge et sociologisk problemfelt om unge mennesker som ikke passer ind i de mere fastlagte og sædvanlige uddannelsesrammer. Det er den journalistiske vinkel læser jeg på forhånd men jeg læser også dokumentafilmtræk når jeg ser filmen, træk som dukker op, Frederick Wiseman minder i skildringen af miljøet, af institutionen, af den vidunderlige cirkusskole og i portrætteringen af de fire hovedpersoner.

Skildringen lykkes til overdådighed, den skole er et fagligt fantastisk og emotionelt rart sted, men portrætteringerne får ikke plads nok til at montagens karakterudviklinger af de fire bliver rolige og tydelige, men jeg er også mest optaget af alderdomsfilm og frydes til gengæld ved kameraskabte ærlige scener, to eksempler:

Samtalen mellem eleven højt oppe i trapezen og læreren på gulvet, den scene som jeg elsker, som jeg kunne se til et sekund før den dør af sig selv og jeg er en erfaring og et minde rigere som efter et digt…

Samværet mellem eleven ved klaveret som har meldt sig ind på skolen her for spring, trapez og jongleren (som han loyalt slider med) men i pauserne sætter sig ved klaveret og spiller og hun som har set ud som han har set hende, hun sætter sig på bænken hos ham og han lærer hende stilfærdigt venstrehånden og de spiller sammen som det måske kan bruges ved afslutningsforestillingnen. Og så synger han, synger og spiller en blues. Ja, kald det bare forelskelse, kærlighed i spæd begyndelse…

Det er som to små kameraiagttagelser i Wiseman film og der er adskillige af dem at opdage og tøve ved i denne fine lille tv-serie, det er et smukt og rigt værk med en sikker puls som kulminerer i den store finale, en serie for ungdommen og alderdommen at juble over. Se den!

SYNOPSIS 1

A documentary series in two parts about a group of young students at an alternative school in Denmark. At AFUK (the Academy for Untamed Creativity), also called “The Circus School”, it is acceptable to be different. The school believes in quirky characters, and that everyone is capable of much more than they think they are. 

Grit Tind Mikkelsen: Rebeccas rum

Rum hedder det. Både i ental og i flertal, både i fysisk betydning og i mental betydning. Rebecca hedder også Vera og hun kan godt være i to tilstande, viser det sig. Grit Tind Mikkelsens dejlige film spiller på alle disse alternativer i en gennemført diminuendo, som dog desværre mod slutningen forstyrres en del af en metafor over havets tilstande. Unødvendigt, for hovedpersonen Vera Rebecca er konstant i scenen  og fortæller selv det hele i én uafbrudt dialog med de andre og med sig selv, og det er og bliver Rebecca Veras egen smukke, smukke film hvert sekund, indlevet støttet af Grit Tind Mikkelsens kloge instruktion og fornemt observerende kamera og Anna Heides uforstyrret elegante klip fra det voldsomste til det mest tyste. Jeg vil tillade mig herefter fra de to at vente mig flere kloge og gribende film, mere filmkunst altså.

Danmark 2020, 69 min. Filmen havde premiere under CPH:DOX og kan streames på DR-TV fra 31. maj 2020.

SYNOPSIS 1

 The entrepreneur Rebecca Vera Stahnke has broken off all contact with the established fashion industry, and is now focusing all her efforts on the new concept Veras. From the hopeful beginnings in empty storefronts to the harsh tone of board meetings, Rebecca fights on all fronts for a space that is hers. In a reality where tonnes of clothing and highly-strung confrontation is a part of everyday life, Rebecca's biggest challenge is ultimately herself. 'Pieces of Rebecca' follows the personal journey of a young entrepreneur's first years, but is above all a human tale of Rebecca herself – the woman behind the phenomenon Veras. (CPH:DOCS site) 

DocsBarcelona Opening 2020

Strange feeling… DocsBarcelona opened last night, online, with the director of it all, Joan Gonzalez (the man in the middle, as toastmaster) calling upon the Head of Program and the Head of Industry to come with comments on what is going to happen. Online. I talked from our garden house in Copenhagen, rain outside – oh, I would have loved to be in Barcelona because of Barcelona, the weather, 25 degrees, the atmosphere and all the good friends in and outside the festival team, and film directors. To sit in a full cinema hall and enjoy.

But… I enjoyed the informal and professional opening, produced by Helena Alabart and her team including filmmaker Eric Motjer as technical boss. Not only the middle aged men above were on screen, Helena was also there as was Salima Jirari, who is running the amazing Documentary of the Month distribution in the empire that Joan Gonzalez has built. Go to www.docsbarcelona.com and you will see what I mean. And there you can see the opening ceremony with clips from the films chosen. An English subtitled version is on its way.

Cut to a quote from Gonzalez from yesterday, interview in Cineuropa, 19.5.20:

DocuNotes from a Copenhagen Garden

It’s been a week since I posted on this site. My Mac needed a new battery. But in between the privileged isolation in our garden in Copenhagen with lovely weather and visit of the grandchildren before they today returned to school (which, alas, means that we can’t see them for a long while as they could be surrounded by potential corona virus carriers), we have been watching the four part series on „Hillary”, well made and actually quite interesting to see what the political power game did to a young enthusiastic and engaged lawyer, who wanted especially gender equality change to happen. 

And we have enjoyed Danish icon Jørgen Leth, 83 years in upcoming June, assisted by his son Asger, read Danish poems from his isolation place in Dominican Republic. Every day he has picked poems by Danish poets he likes, now for almost 30 days, totally impressive to see this lovely, always committed artist bringing poetry to us Danes – thousands are watching and listening – to be found on the Facebook page of Jørgen Leth. His new film, „I Walk”, premiered at IDFA 2019, still waits for the cinemas to open in Denmark.

Online possibilities… every day FB friends offer their films to be seen. Producers, directors, national film institutes and festivals of course. Amazing. CPH:DOX Online is still open until the end of this month, so happy to know that the festival managed to sell so many tickets – last number announced was 65.000 – DocuDays in Kiev starts in a few days, online, and the program is as always very strong – and the Nyon festival Visions du Réel goes on now, online, for the audience. Some films can be watched outside Switzerland, some on specific days, some are available only in Switzerland. The festival celebrates the work of Petra Costa, Peter Mettler and Claire Denis with retrospectives and masterclasses. I saw „A Horse has more Blood than a Human” and „We are Russia”, both good political documentaries, the latter about young supporters of the opposition leader Navalny, who was not allowed to run for president. More reportage than creative documentary. I have been granted a press accreditation that gives me access to a Media Library from April 25. I plan to be looking for short films, a priority of the festival.

A week ago there were almost no leaves on the “Documentary Tree” as I call it – I got it as a gift from IDF (Institute of Documentary Films), when I stopped after 8 years as Head of Studies at their Ex Oriente. And now it flourishes. As does the documentary… I long for the big screen, for the theatrical and the festival shows of the documentaries but until then the online initiatives being offered are more than welcome. Use them ! 

https://www.visionsdureel.ch

Mikala Krogh: Scandinavian Star, episode 1 - 6

EPISODE 1

Jeg ser nu i dag søndag den 8. marts 2020 Mikala Kroghs Scandinavian Star. Den første episode, som DR 1 i morgen aften vil vise som premiere på en opsigtsvækkende tv-serie på i alt seks 1 times episoder. På den samme måde vil jeg nu som et lommebogsnotat skrive en foreløbig anmeldelse, men det skal dog ikke være en hemmelighed: det er en forventningsfuld anmeldelse. Efter dette store oplæg jeg oplever i afsnit 1, venter jeg mig nemlig intet mindre end den endelige opklaring af kriminalgåden, disse gennem mange år i en stadig uro arkiverede kendsgerninger gemt under etiketten Scandinavian Star. Men rigtigheden i dem skal som i en retssag omsider bevises efter lovens skarptskrevne regler. Det har Mikala Krogh åbenlyst påtaget sig ved at benytte journalistikkens og tv-dokumentarens tilsvarende fagligt krævende lovbud om sandhed og evidens.

Det er en fabel med billeder af levende mennesker, ikke af dyr, om de rige ualmindelige og de nøjsomme almindelige. Om at de rige snupper de nøjsommes penge og derefter kvæler dem, myrder dem i brande. Fablen er således en undersøgende tv-dokumentar som endevender arkivmateriale, vidneudsagn og rekonstruktioner og ved dokumentarens gennemførte æstetik overbeviser mig – i den grad overbeviser mig – om at fablen er dækkende for hvad der i sandhed skete dengang for tredive år siden med Scandinavian Star en kold mørk nat på Kattegat. Altså er det en moralsk historie om rige og magtfulde mænd med skumle hensigter om mere og mere afkast over for fattige og magtesløse familier med kærlighedsfulde hensigter om at mødes til dåbsfester ved borde dækket af engle. Skyld over for uskyld.

Jeg tror jeg vil se og forstå hele tv-serien som en konfrontation mellem disse to verdener, forretningsfolkene som er skildret i serien (en for mig ukendt almindelighed) og familierne skildret i serien (en for mig kendt almindelighed) i en fabel vendt om, så mennesker bytter plads med Æsops dyr, om de rige og de fattige, de kynisk udspekulerede og de sandt naive.

Mikala Krogh: Scandinavian Star, episode 5

Episoden følger ikke en egentlig kronologi, den ser ud som bygget over den medvirkende Jan Harsems voksende erkendelse og den følger Mikala Krogs egen undersøgelse, voksende forståelse og nu snart samlede indsigt.

Så jeg vælger gennem dette bagvedliggende morads af forretninger og kriminelle handlinger, som Jan Harsem så præcist åbner for ved sine oplevelser i Southhampton, at følge denne mand med det civile mod og hans møder med slynglerne og deres særlige forretningsmodel som er at brænde deres skibe, nogle gange med mennesker ombord. Havde besætningerne, dele af besætningerne således en særlig opgave?

Det er hans og min naive måske, men i vores vrede helt faste opfattelse at forbrydelserne findes og ja der er flere og de ligner hinanden mere end det er til at tro, og slynglerne findes, ja der er også flere og de er fra samme kreds. Mikala Kroghs tv-serie og nu denne episode fjerner for mig al tvivl og kredser lige omkring sandheden. Som også findes.

Men det holder ikke i retten forsikrer mig Bjørn Elmquist så skuffende, denne mand så opgivende som en begrundelse for at hans parti støtter Folketingets beslutning om ikke at tage sagen op på grundlag af en privat og uafhængig ekspertgruppes kæmpestore materiale, herunder Harsems, med nye oplysninger som peger i én retning.

Mikala Krogh: Scandinavian Star, episode 4

Jeg tror, ser, mærker at serien er ved et vendepunkt. Den voldsomme brand pludselig om natten ved kajen i Lysekil er mystisk, men uden oprørthed, den overgår til eftertanken i denne episode med den langsommere klipperytme, den roligere montage. Fjerde episode handler omhyggeligt reflekterende om hævn, halvhjertethed, dovenskab, kærligheds indsigt og civilt mod. Det er – tror jeg – en nødvendig overgang for at bringe de grusomme scener på plads i sindets sortering, scenerne i ildhavet forrige nat hvor mennesker skreg i angstens kaos før smerten og døden. Kvalt og brændt ihjel.

Bisættelsen eller rettere mindehøjtideligheden i Frederikshavn Kirke rummer et drama og en elegi. At skibsrederen og den administrerende direktør fra rederiet kommer til stede med en fremmed magtkulturs arrogance er en vild provokation. Det er jo på den ene eller anden måde deres skyld. Et vidne som jeg kender godt gennem episoderne til nu, som har mistet hvad hun elskede, sit livs grundlag, og nu kun lever for retfærdighedens fyldest og skyldnernes straf og allerede er frustreret i dette, som derfor ikke tror på denne sammenhængskraft, erklærer til kameraet, at havde hun, havde hun haft et skydevåben, var hun gået hen til de to og havde dræbt dem, den ene efter den anden. I et hævnens drama.

Jette Andersen fra Grenaa mistede sin mand, lastbilchaufføren ved brandene, som han, hvis han havde overlevet var blevet sigtet for, da han i sin fortid havde alvorlige pyromanforhold. Hun kender hans fortid indgående og Mikala Kroghs for mig aldeles pålidelige interviews med hende folder et særegent kærlighedsforhold ud i en smukt skæv elegi som bringer en anden sandheds mulighed ind over for det norske politis halvhjertede indkredsning af gerningsmanden.

Mikala Krogh: Scandinavian Star, episode 3

NOTITSER

Jeg må hvile mig ved noget trygt, og nu som i de første episoder er det gennem dette vidne jeg vælger at forstå en vigtig del af hvad der skete på skibet den nat og den morgen. Det er fordi jeg vældig godt kan lide ham i hvert et klip fra interviewet og måske fordi han er som hentet ud af en Bergmanfilm, blandt de gode og solide folk. Ikke slynglerne.

Han var dengang og er nu i tv-serien den dygtige brandchef, som sender det første røgdykkerhold om bord på det brændende skib, og han leder brandslukningen da flere brandmænd er kommet om bord sammen med ham, han ser andre personer komme om bord med helt andre opgaver end de angivne og gør sig sine tanker…

2

Jeg farer vild i historisk nutid, mener han gjorde sig sine tanker som han nu deler med kameraet og mig. Da Skandinavian Star er bugseret til Lysekil i Sverige ser jeg ham ganske kort på kajen, han er gået i land med sine folk, et nyt hold brandmænd overtager efterslukningen. Jeg ser ham ikke mere, men han kan da ikke være skrevet ud Mikala Kroghs serie? Hun har jo fået mig til at holde af ham, vente med største spænding på at han længere fremme i forløbet føjer det afgørende til det spor hun med ham forfølger i en mulig afklaring / opklaring. Han var jo der rolig i telefonforbindelse med de forreste, senere selv blandt dem. Han er jo der igen i begivenhederne, rolig i stolen blandt de forreste.

3

Nutid / datid det er ofte ikke til at se, for nutid er jo der på skærmen når han fortæller, mens billederne for en stor del blev set af kameraet dengang. Mikala Krogh vil øjensynlig den sammensmeltning, denne sproglige undersøgelse af den historiske nutid. Hendes værktøj er klippernes behændige montage. Jeg ved ikke hvor jeg er, ser ikke de tre årtier hen over de medvirkende. Men jeg er i deres travlhed, i deres håb, i deres smerte gennem de nu mange minutters tid. Og alligevel fatter jeg det ikke.

Danmark 2020, 3. episode, 58 min. af en tv-serie på i alt 6 episoder. Mandag 23. marts 2020 20:00 på DR 1. Kan også ses på DR TV.

Mikala Krogh: Scandinavian Star, episode 2

Det her er en voldsom stigning i intensitet, det er så spændende at hele virkeligheden omkring mig forsvinder sammen med min fulde opmærksomhed ind i tv-skærmen. Episoden handler om og udfolder og bearbejder i fire afgrænsede afsnit mærker jeg, rædslen, brutaliteten, sabotagen og modet på skibet den nat. Der er først og tror jeg også fremmest vidnerne og så de dybt virkende rekonstruktioner til at berette det første afsnit om branden, så er der i nogle af vidnernes fortællinger og forklaringer skurke, nogle brutale bagved og andre saboterende på scenen. Til sidst kommer de modige reddere og episoden bliver langsommere og mere tænkende og vækker min vrede og mine mistanker så jeg spændes op til opklaringerne som nok begynder i den følgende episode.

Nu i episode 2 er der således først rædslen. Det begynder med de uskyldiges angst. De opdager at ingen ved noget om redningsbådene, ingen overhovedet i den før den fatale rejse så hastigt sammensatte besætning. Der har ikke været brandøvelser og evakueringsøvelser. Trommeslageren fra det band som underholdt i restauranten må minde dem som i panik og uorden forsøger at entre redningsbådene om at de skal huske bundproppen som altid er skruet af så regnvand kan løbe fra. Det ved han fra øvelser på andre krydstogtskibe. Besætningsmedlemmerne forsøger at spørge kaptajnen, men han er tilsyneladende lammet af rædsel. Vi ser nu senere nærbilleder af detaljer ved bådene, motorer virker ikke, åregafler og årer falder fra hinanden i opløsning. Ingen har brugt, endsige tilset redningsbådene i årevis.

Kamrene hvor passagererne og de lavere rangerende besætningsmedlemmer sover ligger tæt i tre dæk. Gange og trapper er en labyrint og uoverskuelige når lyset går ud og røg fylder alt og ilden breder sig. De overlevende fortæller stadigvæk traumeramte at de måtte gå hen over de døende og de døde for at komme op og ud.

En vældig stor gennemgående rekonstruktion skildrer netop denne brand og dens karakteristika, det er gribende, det kan læses som en skrivemåde, men er helt sandt: jeg oplever i minutter disse filmscener som at være der dengang, i min egen angst og klaustrofobi.

Brutaliteten hos rederiledelsen og ejerne bag findes først i drypvise oplysninger: Skandinavian Star var Bahama indregistreret, altså ingen myndighedskrav, ingen reguleringer, ingen brandøvelser. Oplysninger sås i mig og min forargelse og vrede vokser som min indsigt i forretningsfolkenes interesser øges, og så konfronteres jeg med maskinchefen og chefelektrikeren, ejernes hjælpere og medskyldige vil jeg tro. De to ankommer i helikopter og fires ned på det brændende skib hvor slukningsarbejdet er i gang. De siger det er for at hjælpe røgdykkerne som kom først, også med helikopter, og de øvrige brandfolk fra Göteborg.

Men det viser sig at de forsvinder ned i maskinrummet, der skal de udføre sabotagen, afbryde pumperne, så de meget vand fra brandslukningen får Scandinavian Star i en mere og mere truende slagside som vil få båden til at kæntre og hurtigt synke så alle spor slettes. Dette er de skyldiges og de medskyldiges plan. Vel fra begyndelsen. Jeg får se.

De uskyldige er passagererne og de underordnede besætningsmedlemmer. Deres redningsmænd er først styrmanden på færgen Stena Saga og hans trænede og samarbejdede besætning, som kan sætte en båd i vandet og evakuere overlevende. Så er der brandfolkene med det lille røgdykkerhold i spidsen, de trænger direkte ind i og ned i katastrofeområdet med overlevende isoleret i brandfrie, røgfrie lommer og så de omkomne alle vegne. En røgdykker udbryder i radioen tilbage til sin leder, at findes der et helvede på jorden er det her. Brandchefen, på samme måde fyldt af erfaringens mod deler til mig den fortælling og så også sit lavmælte skarpe vidneudsagn om maskinchefen og chefelektrikeren som lukkede vandtætte døre som brandfolkene med nøje tilsavede træstykker holdt åbne for at give deres slanger frit løb. Og denne rolige mand konkluderer: sabotører.

Først nu efter denne episodetimes følelsesskrue trækker jeg vejret og tænker: hvad var nu det? Tidligere hed filmklipningen montage, altså sammensætning af alle disse enkeltdele, manuskript, fotografi, instruktion, vidneudsagn… Jeg har nu oplevet alt dette hver for sig fremragende arbejde i Mikala Kroghs værk samlet i en moderne montage, et mesterværk i den dokumentariske montages kunst.

Danmark 2020, 2. episode af en tv-serie på i alt 6 episoder. Mandag 16. marts 2020 20:00 på DR 1. Kan også ses på DR TV. 

Mikala Krogh: Scandinavian Star, episode 1

Jeg ser nu i dag Mikala Kroghs Scandinavian Star, den første episode, som DR 1 i morgen aften vil vise som premiere på en opsigtsvækkende tv-serie på i alt seks 1 times episoder. På den samme måde vil jeg nu som et lommebogsnotat skrive en foreløbig anmeldelse, men det skal dog ikke være en hemmelighed: det er en forventningsfuld anmeldelse. Efter dette store oplæg jeg oplever i afsnit 1, venter jeg mig nemlig intet mindre end den endelige opklaring af kriminalgåden, disse gennem mange år i en stadig uro arkiverede kendsgerninger gemt under etiketten Scandinavian Star. Men rigtigheden i dem skal som i en retssag omsider bevises efter lovens skarptskrevne regler. Det har Mikala Krogh åbenlyst påtaget sig ved at benytte journalistikkens og tv-dokumentarens tilsvarende fagligt krævende lovbud om sandhed og evidens.

Det er en fabel med billeder af levende mennesker, ikke af dyr, om de rige ualmindelige og de nøjsomme almindelige. Om at de rige snupper de nøjsommes penge og derefter kvæler dem, myrder dem i brande. Fablen er således en undersøgende tv-dokumentar som endevender arkivmateriale, vidneudsagn og rekonstruktioner og ved dokumentarens gennemførte æstetik overbeviser mig – i den grad overbeviser mig – om at fablen er dækkende for hvad der i sandhed skete dengang for tredive år siden med Scandinavian Star en kold mørk nat på Kattegat. Altså er det en moralsk historie om rige og magtfulde mænd med skumle hensigter om mere og mere afkast over for fattige og magtesløse familier med kærlighedsfulde hensigter om at mødes til dåbsfester ved borde dækket af engle. Skyld over for uskyld.

Jeg tror jeg vil se og forstå hele tv-serien som en konfrontation mellem disse to verdener, forretningsfolkene som er skildret i serien (en for mig ukendt almindelighed) og familierne skildret i serien (en for mig kendt almindelighed) i en fabel vendt om, så mennesker bytter plads med Æsops dyr, om de rige og de fattige, de kynisk udspekulerede og de sandt naive.

En moralsk historie bygget af detalje efter detalje som Mikala Krogh med sit hold gennem år har gravet frem, renset af og sat i sammenhæng så deres klarhed og evidens kan ses og de kan sættes ind i fortællingens faktuelle videngrundlag. Her dukker dokumentarens indholdselementer op som et, til at begynde med, uoverskueligt forløb af hændelser, men det samler sig for mig ved vidneudsagnene som i rolige optagelser, i korte præcise klip limer brudstykkerne på plads i et forklarende billede af en brutal kultur over for en ømheds virkelighed, disse mænds over for mine heltinders, disse skurke kan ikke se og fatte denne dokumentar, jeg kan se den, min forfærdelse er en anden end deres nervøsitet.

Scandinavian Star er et meget stort og meget alvorligt anklageskrift: mordbrand med 159 døde, skade på mange derudover, livsvarig lidelse for de fleste af de overlevende.

Mikala Kroghs tv-serie er med et minutiøst omhyggeligt samlet bevismateriale og en række rystende vidneudsagn hvor hver fældende del af udsagnet er omhyggeligt valgt og klippet helt rent (der er jo ingen fortællestemme, for første gang i meget lang tid savner jeg den ikke) og kunstfærdigt redigeret til en smertende og uafrystelig fortælling – så realistisk uhyggelig og vildt spændende at mit sind og min krop ikke forlader skærmen ét sekund af den time et afsnit varer.

Danmark 2020, 1. episode af en tv-serie på i alt 6 episoder. Premiere mandag 9. marts 2020 20:00 på DR 1. Kan også ses på DR TV.

Docs & Talks 2020 /5 The Brink

Alyson Klayman: The Brink

Errol Morris goes to Venice with “American Dharma” – no description but the fact that Steve Bannon (!!!) is the character. Very actual, indeed. (Tue Steen Müller, på Filmkommentaren, 2018)

“The Brink”, a very much talked about documentary with Steve Bannon as protagonist, “Is Steve Bannon a dangerous demagogue, a brilliant strategist or a megalomaniac loser? The American filmmaker Alison Klayman leaves it up to us to make the judgement…”. The New Right is the theme of the Talk. (Debatten efter visningen på Docs & Talks) (Tue Steen Müller, på Filmkommentaren, 2020)

Jeg så filmen med fornøjelse, optaget og uden sidespring, blev i dens verden. The Brink er underholdende og har fremdrift noterer jeg uden jeg er spor imponeret over dens research, instruktion og klipning som vist er ok, jeg fæstner mig ikke ved det. Det er i ét og alt Steve Bannons indsats som medvirkende som jeg - i dyb afstandtagen fra hans synspunkter og hans arbejde forankret i dem – altså trods dette i én og en halv time har som min helt, min filmhelt som jeg holder med inde i filmens verden, der lukker den virkelige verden ude, den verden som journalistikken i filmen vist nok tager sig af, den del som vil interessere den efterfølgende debat i Docs & Talks, som man sådan skal glæde sig til.

Når jeg om lidt læser anmeldelser og omtaler af The Brink vil jeg selvfølgelig finde en optagethed af verdenen uden for filmens verden, først og fremmest af Bannons biografi, hans politiske synspunkter, hans forsøg på at samle højrekræfterne i Europa, men nok ikke en optagethed af Bannons uafbrudte tilstedeværelse som fascinerende og kraftfuld person i samtalerne og ved møderne hans scenebeherskelse, alt sammen det som for mig peger hen mod filmfortællingens kerne, som jeg ikke helt stramt kan indkredse, men som er en koncentration af charme, intelligens og evne til at fremstille sin analyse og sin vision, som er at samle de partier som henvender sig til de miserable som han kalder denne store gruppe vælgere i USA over Frankrig, Italien, Tyskland. Og til Polen og Ungarn hvor de er grundlag for højreregeringerne.

El Clásico

”It’s exactly one week until el clásico and, like all fans, I am already counting down the days until the big date of December 18. A clásico is always a special match, and in the weeks before the game it shows in the atmosphere. 

They are things that I have experienced as a footballer. And not only when I was at Barça or Madrid. Also in Italy, Holland and Denmark. They are matches which evoke very strong feelings and the supporters make you feel that way. That you have a great responsibility…”

The words come from Michael Laudrup, the best football player Denmark has ever had. He played in both FCBarcelona and in Real Madrid and had more than or was it close to 100 matches for the national team of Denmark. On the website of FCBarcelona he writes – brilliantly – about his experiences as a player, who several times played THE match in Spain…

Which will again be played tonight at 8pm at the Camp Nou in Barcelona. If… the demonstrators allow it. And if they do so there will be a strong expression of Independencia from the 90.000, who are expected to come tot he stadium.

I will be watching on television – Messi please, show your genius again, but I will also enjoy Karim Benzema, this great centerforward from Madrid, and I will cross fingers that the man who should not be allowed to enter a football pitch, Sergio Ramos from Madrid, will behave and stay away from his normal dirty attacks on the opponent.

Here is the link to the Michael Laudrup article, read it before the match:

https://www.fcbarcelona.com/en/football/first-team/news/1526527/in-my-own-words-michael-laudrup

Current Time TV – Also at Sarajevo Film Festival

Note the little ”also”… because when it comes to Current Time TV, they have been here, there and everywhere in Central and Eastern Europe, a great new player in the documentary community, in pitching panels, active and enthusiastic. I have met them in Riga, in Tbilisi, in Kiev, in Prague and now they are also here in Sarajevo being part of the Docu Talent presentation that takes place tomorrow at Sarajevo’s Hotel Europe, quote from the organisers, the Jihlava Film Festival:

Eva Mulvad: Kirsebæreventyret

Denne vidunderlige film er nu blevet til en lille tv-serie i to afsnit. 1. afsnit har været sendt på TV2, det kan nu ses på TV2 Play og 2. afsnit sendes på onsdag den 31. juli om aftenen. TV versionen er naturligvis noget anderledes end filmen, som jeg ved premieren skrev begejstret om:  

Eva Mulvad har atter en gang lavet en smuk og tydelig film om et moderne menneske. Han er godsejer, han hedder Harald Krabbe, han har et projekt ved siden af gårdens grundlæggende landbrugsproduktion, han vil optimere de mange kirsebærtræers udbytte, lave fornem vin i stedet for almindelig marmelade. Eva Mulvad vil skildre udvidelsen og fornyelsen, forsøget. De er energiske mennesker de to, de klæder hinanden de to.

Hvor kommer det overskud fra? Jeg tror det kommer fra elegancen – det elegante menneskes sikkerhed, det sikre professionelle greb, som igen kommer af en ubøjelig tro på det sikre valg.

Om kirsebæreventyret lykkes fortæller filmen i den tilbageholdte videns form, det udvikler sig til en thriller, jeg sidder og frygter tilbagegang, uheld, nemesis... læs mere:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4496/

Carl Olsson: Patrimonium

Godsejerne – Den fædrene jord er filmens danske titel på tv-versionen som DR K sendte 19.juni. Jeg vil meget anbefale Carl Olssons på usædvanlige måder smukke film som stadigvæk kan ses i tv-versionen på

https://www.dr.dk/tv/se/godsejerne-den-faedrene-jord/den-frelste-jord-dfi/godsejerne-den-faedrene-jord

(direkte link til gratis streaming)

Det er en besynderlig dokumentarfilm, helt ude af tidens synk, smuk og egenartig og egensindig, en inderlig stemning af blid humor, der som noget karakteristisk for kulturen den skildrer uden at ryste på hånden overføres til filmværket og bliver til dets bærende følelse. Sikkert og uantastet: sådan er det – lidt morsomt, ikke sandt?

Sidse Torstholm Larsen og Sturla Pilskog: Håbets Ø

På Grønlands Nationaldag på fredag den 21. juni fylder Grønlands Selvstyre 10 år. I den anledning sender DR2 dokumentarfilmen Håbets Ø - en film af Sidse Torstholm Larsen og Sturla Pilskog, som allerede nu kan streames på DR TV.

Her gentager vi Allan Bergs anmeldelse af film:

En ung kvinde får ordet, forstår jeg, i en samtalekreds for alkoholikere som ikke drikker. Hun er smuk, fotograferingen er smuk, det hun siger er smukt at lytte til, dette vidunderligt langsomme sprog, som i underteksterne burde være oversat omhyggeligt litterært filmen igennem (jeg så på Randers bibliotek en engelsk version med undertekster, som gjorde mig skeptisk), men scenen er smuk, Henrik Bohn Ipsen har fotograferet, og jeg kan ikke rose ham nok, alene i sin cinematografi har han lagt grunden til endnu en klassisk bysymfoni. Her om Maniitsoq i Grønland. Med fotografiet til denne film og tidligere kameraarbejde som til Inuk Silis Høeghs Sume, 2014 og Lene Stæhrs Eskimo Diva, 2015 uddyber Bohn Ipsen det dokumentarisk filmfotografiske og danske blik på det almindelige liv i Grønland i linje efter fotograferne Jette Bang, Jørgen Roos og Teit Jørgensen.

Kvinden i samtalekredsen er på vej ud af alkoholens lås og jeg følger hende

Andreas Dalsgaard: Fædre & Sønner /3

Andreas Dalsgaards kloge og smukke film har tv-premiere i morgen aften  22:15 på TV2. Jeg kan bedst anbefale at se filmen nu det er muligt ved at finde min anmeldelse fra biografpremieren frem. Den kommer her:

Jeg reagerede ved visningen under CPH:DOX 2017 spontant efter filmoplevelsen ved at skrive en mail til kollegerne: ”Så, Tue og Sara, har netop set filmen om Henning Haslund-Christensen og hans to sønner og om Torgut folket og om ekspeditioner og indsamlinger og kulturdrab og tabet af hukommelse. Den er vidunderlig og Michael i den er så ægte charmerende som ude i virkeligheden. Nu vil jeg gøre hvad jeg kan for at skrive om Dalsgaards store filmiske fortælling.”

Sådan, nu havde jeg lovet det, røbet min samlede vurdering, som kun kan blive alle vore 6 penne, røbet en disposition for min tøvende, langsomme kommentar, som skal begrunde vurderingen, og jeg har det igen som Peter Plys når Grislingen siger ”Det var ikke særlig klogt sagt” og Peter Plys forklarer: ”Det var klogt, da det var inde i mit hoved, men så skete der noget på vejen ud”.

1

Den ældste af titlens fædre er berømt, jeg ved det jo godt. Det er Henning Haslund-Christensen, og Werner Jacobsen fortalte mig for mange år siden meget om ham. Det var dengang, jeg færdedes i museumsverdenen.

Jeg finder hans bog Asiatiske akkorder frem. Den er oprindelig fra 1965, min udgave er fra 1991. Werner Jacobsen har et afsnit om sine rejser i Mongoliet. Haslund, som han kalder ham, var der i forvejen, Jacobsen præsenterer ham sådan... Læs hele anmeldelsen: LINK

Pernille Rose Grønkjær: Hunting for Hedonia

Som altid er jeg glad for fortællestemmen når den er der. I denne film er jeg simpelthen lykkelig ved at blive ført ved hånden i dette tilsyneladende uvejsomme terræn af chokerende oplysninger som hæver sig til landskaber. Ført ved hånden af Tilda Swintons rolige, omhyggelige, aldeles indforståede stemme. 

Som altid er jeg derimod skeptisk ved dækbilleder og vignetter. Imidlertid i denne film har jeg brug for de overdådigt fotograferede sumplandskaber, mangroveskove og isdækkede grene som i deres uoverskuelighed ikke kan tydes i en forståelse, men bliver åh, så velkomne tænkepauser i filmens lange komplicerede tankerækker. Grafikken hjælper også. Den er fornem, de tegnede sekvenser er umærkeligt medfortællende.

Og så er der arkivmaterialet, så flot fundet frem, så omhyggeligt restaureret og anbragt i en ny cinematografisk omgivelse af nye rene levende arkitekturoptagelser fra den fraværende hovedperson doktor Robert Heath’s kontor, laboratorium; og mest indtryksfuldt lige så velovervejet og rystende sikkert uforglemmeligt skildret i hver bevægelse af kameraet: hospitalet. Dette hospital i tiltagende ruinering vil med dette filmværk blive stående som videnskabeligt monument. Og i ruinen er det netop det vigtigste som bliver stående i århundreder, bemærkede Per Kirkeby engang, de bærende og de bårne elementer.

I alt dette er musikken her autoritativ medfortællende og filmens journalistiske fremstilling og dens præcise, nøgne sprog tilføjer Rose Grønkjær disse andre sprog i konstant ligevægt, så jeg forvirret først samler mig til en forståelse af dette voldsomt ufattelige og hvad den viden og praksis medfører, når doktor Kelly Foot, min yndlingsmedvirkende og allerbedste vidne slår fast at ”… your brain is you.” Her sætter jeg midt i min anmeldelse et link til et ganske kort klip med dette rigt charmerende menneske, som var min trygheds fundament på min usikre rejse gennem 90 minutters vildt terræn af ny viden og forståelse af eksistentielle emner som Parkinsons sygdom, epilepsi, depression, psykose og deres mulige nye behandling ved kirurgi, dyb hjernestimulation. Ved alle sine midler en overvældende film.

Eva Mulvad -samlede blogindlæg om hendes film

KIRSEBÆREVENTYRET (2019)

Eva Mulvad har atter en gang lavet en smuk og tydelig film om et moderne menneske. Han er godsejer, han hedder Harald Krabbe, han har et projekt ved siden af gårdens grundlæggende landbrugsproduktion, han vil optimere de mange kirsebærtræers udbytte, lave fornem vin i stedet for almindelig marmelade. Eva Mulvad vil skildre udvidelsen og fornyelsen, forsøget. De er energiske mennesker de to, de klæder hinanden de to.

Hvor kommer det overskud fra? Jeg tror det kommer fra elegancen – det elegante menneskes sikkerhed, det sikre professionelle greb, som igen kommer af en ubøjelig tro på det sikre valg.

Om kirsebæreventyret lykkes fortæller filmen i den tilbageholdte videns form, det udvikler sig til en thriller, jeg sidder og frygter tilbagegang, uheld, nemesis, dramaturgiens vendepunkt. Hvordan er det nu med eventyr? Det betyder jo i grunden det som vil komme. Jeg tænker på violinisten i instruktørens forrige film, tænker på godsejeren i denne, Eva Mulvad har atter skrevet et tidens dokument, denne gang om det nye modernes elegance, skrevet så klogt og klart om det som vil komme.

Danmark 2018, 85 min.

STILL: Kirsebæreventyret, Harald Krabbe og Eva Mulvad.

A MODERN MAN (2019)

Moderne har jo både at gøre med modernus (ny, nyere) og med modus (måde), og denne dobbelthed får den præcise titel til pege på et menneske med nye måder at være på, måske være til i virkeligheden på, leve sit liv på, sortere sine valg på. Jeg opfatter det sådan, at Eva Mulvad vil undersøge det nye moderne. Måske vil hun også som filmskaber i naturlig forlængelse lægge en ny slags film til fænomenerne, hun skildrer i A Modern Man, en ny moderne filmisk stil, hvor det karakteristiske er, at filmen løsnet af den litterære episke fremadskriden, løsnet af journalistikkens opklaringsdrama fungerer på gamle cinematografiske betingelser som at stille scene ved scene. Og der er er i Mulvads film sandelig lange og tydelige og selvbevidste scener bygget af lange rolige optagelser af enkeltafsnit i Charlie Siems liv.

Charlie Siem er violinist og fotomodel, og det på verdensplan, en mondæn mand, som medvirker som en populær stjerne i samtaleshows i tv i samtaler om offentligheden, omsværmelsen og i dette ensomheden. Facebook og Instagram er medierne, men forbilledet er Robert De Niro.

Første afsnit, filmens åbning, er mangetydig. Den skildrer købet af en ny, rød Porsche. Reklamefilm eller dokumentarfilm? Køber han eller er han model? Pointen er, at han spørger sælgeren: Hvordan er dens lyd? Prøver motorlyden af som en musiker et instrument, og så vil han i en æstetisk ideosynkrasi have et underlødigt designet typenavn mærke fjernet fra bagklappen. Detaljen er vigtig.

Så følger en scene fra en koncert. Siem er alene foran orkesteret, spiller kadancen, som er vanskelig, kun violinen høres, en nåls fald kunne høres. Den virtuose kadance afbrydes, det her handler ikke om fordybelse, så der klippes til et voldsomt hovedspring fra højt oppe ned i havet, derfra til et stille svømmebassin uden person, en smuk ensom arkitektur, derfra til en scene med Siem i et soveværelse, han pakker vitaminpiller ud. Den moderne mand passer sin krop. Og sin skrædder.

Han er model for Hugo Boss og for Martell cognac: en scene fra en reception for vel et nyt mærke. Og så en scene fra fotomodellens helt private almindelige 30 års fødselsdag. Det er spændvidden.

Han køber et flygel, eller gør han? Eller er han model i en film for fabrikanten? Eva Mulvads billede kan bruges til begge formål, hendes fascination og interesse har begge disse filmiske blik på hændelsen. Flyglet bakses op af robuste flyttemænd med beskyttelseshandsker, oppe på plads i hjørneværelset stilles instrumentet med et støn, og det åbnes efter at være udsat for strabadserne, en af mændene slår sine behandskede fingre i tangenterne. Det virker! Siger han med et charmerende smil. Pointen er der brug for, både i reklamefilmen og i dokumentarfilmen. I Adam Nielsens klip. En lille fryd.

Scenerne stiller Adam Nielsen i en rolig, tydelig række, så de belyser hinanden, bliver til denne gamle fortælling af billeder: animeret natklubscene i sort/hvid, stilfærdig scene med søsteren, de øver sammen i en varm og hyggelig hytte, hun viser med sin karakter noget, der ellers er fremmed i filmen, en intellektuel, følsom natur. Restaurantscenen er også ægte og éntydig, Siem er sammen med en uundværlig, meget livligt talende kvinde med en dyb stemme og sin pianist Itamar Golan, som også er meget til stede. Det er film, det her! Tænker jeg, hun er god, pianisten er fin. Scenen med massage hos fysioterapeuten er spændt til grænsen af det udholdelige, til lige før, tæer krummes. Massørens kommentarer er vidtløftige, en slags følelsesanalyse, en tolkning af hovedpersonen, modellen og violinisten med den glatte kontrollerede kølige noget fattige udstråling. Og med den store monolog lige efter vokser filmen, noterer jeg det sted i story-line, ja, filmen vokser og vokser hele vejen mod et helstøbt og beslutsomt værk. Og idet jeg indser det, kommer min belønning, violinistens og pianistens morgenbad i havet, violinisten sportstrænet, frisk, pianisten tøvende, frysende, ængstelig. Det er herligt, det er jo Don Juan og Leporello, det er Don Quichotte og Sancho Panza. En vild koncert for violin og orkester afslutter filmen, og omsider fortsætter musikken til den er slut og dør med de sidste credits.

Eva Mulvad skildrer en fascination, det er værkets kerne og styrke. En fascination af de materielle tings skønhed som hos Tom Ford i hans meget beslægtede film A Single Man, 2009 med dens fejlfrie setdesign. I Fords film er det en anden tid, og fascinationen gælder en fejlfri scenografi som ramme om tragedien at miste sin elskede, men det i en tid, i begyndelsen af 1960’erne, hvor at leve alene var det nye moderne. Filmens anden styrke er pianisten, Itamar Golan, som er den nødvendige Leporello / Sancho Panza / den kloge klovn. Han har den filmkarakterens totale udstråling, som Charlie Siem mangler. En hviskende samtale mellem de to er et fint skildret højdepunkt.

Svagheden er, at der faktisk ingenting er om musikken, om Siems særegne tolkning, og hans spil kommer så også til at danne en overflade af virtuose detaljer, som er teknik, men som det skildres uden egentlig forståelse. Fokus er, som hos Jørgen Leth et studium af overflade, Det perfekte menneske falder selvfølgelig i tanken. Er der her som der flere lag, har Eva Mulvad også flere lag? Scenen med søsteren i hytten måske? En smerte i et ansigtstræk måske? En tvivl midt i dette perfekte?

Det nye moderne filmklip er langsomhed og fravær af angst for pause og tomhed, den nye moderne cinematografi er optagethed af øjeblikket, er ønsket om at vide det ud. Hvor det lige før var afviklingen af øjeblikket, opløsningen af nuet i en hurtig strøm af meget korte klip, som dominerede det moderne. Den røde Porsche er en hurtig bil, den kører hurtigt i potente gearskift med helten, eller er det fotomodellen? ved rattet. Hurtigt i det stort tegnede dramatiske landskab. Men i optagelsen oppefra er scenen langsom og lang og fascinationen gælder den lille smukke bil i landskabet, gælder det hurtige i det langsomme, altså detaljen som for eksempel hos Tom Ford, mere end overfladen som for eksempel hos Jørgen Leth. Kunst laves ikke på virkeligheden, sagde Per Højholt, kunst laves på kunst. Sådan måske også filmkunst, dokument ved dokument. Eva Mulvad har skrevet et tidens dokument om det nye moderne.

VORES LYKKES FJENDER (2006)

Optagelserne fra Afghanistan alene var ikke nok til at skildre Malalai Joyas angst. Rent objektivt formåede de ikke at fortælle, at hun lever i konstant livsfare. ”Det så ikke særlig farligt ud”, fortæller Adam Nielsen, som har klippet filmen.

Men musikken kunne vise det, man ikke kan se, sammen med optagelsernes billede og lyd kunne den genskabe instruktørens sansning på location. Musikken fuldstændiggjorde simpelt hen den dokumentariske hensigt. Genskabte stedets virkelighed, siger filmens klipper Adam Nielsen, og syreprøven er for ham instruktørens fornemmelse af kongruens. Og, må man herefter tro, sådan var det for Malalai Joya dagene før valget, hvor instruktøren og kameraet fulgte hende. Hvad man ser er manipuleret til autenticitet.  

Det begynder med arkivstof, i en journalistisk reportage, Malalai Joyas berømte tale to år tidligere end filmens tid, 100 prc., som mod slutningen mixes medmusikken, et langsomt og alvorligt orkestermotiv, én unison tone, som leder over i filmens første scene, Malalai Joyas midlertidige opholdssted, hun fortæller, at hun må et andet sted hen. Hendes meget neddæmpede uro bliver til scenens autentiske angstfyldte nervøsitet ved at strygermotivet blandes med dialogen og dæmpes, for at stige igen ved scenens slutning, hvor hun og hjælperne er på vej ud, og der klippes til titelskiltet Vores lykkes fjender, og man er på det rene med dette værks tone af usentimental alvor.

Korte landskabsscener, den smukke by Farah bliver et intermezzo med bylyd og muezzinens råb over tagene før næste scene. Hun hører radio, skriver notater. Vi ser rummene. Telefonen ringer, hun taler med en journalist, og vi forstår via en tolk. Det handler om intimideringer og attentatforsøg. Fire gange har hun overlevet. Musikken, langsomme og alvorlige orkesterstemmer stiger dramatisk så det underspillet nøgterne i dialogen løftes til det eksistentielle niveau, som er følelsens autentiske sted. For hjertet hamrer.

Næste scene, et møde med en gammel mand, som vil stemme på hende, understreger at lyden af dialogen ikke er gået tabt, og den afløses så, da han går af et nyt motiv. Igen et intermezzo- eller ”flytte”tema, som blander sig i følgende scenes optagne lyd af gadestøj og ophidset dialog under agitationsarbejde. Dialogen ren dominerer nu en lang scene med et valgmøde, og vi ved at det efterfølgende intermezzo med landskabsbillede, hvor en galende hane leverer lyden fører over i en ny scene med dialog. Det er blevet konsensus: scene, flytning, scene, flytning, hver gang sat stemningsmæssigt på plads ved musikken, som nu efter en scene med en gammel kvinde, som har tilintetgjort en kampvogn, etablerer en flytning af sted ved guitarakkorder til aftenbilleder i gaderne til en scene, hvor hun (guitaren fastholder autenticiteten) ordner hår foran et spejl og hører igen radio. Hver flytning har åbenbart sit motiv som medskaber forståelsen af scenen. Som så tydeligt ved den sidste i afsnittet, som er forberedelse til en rejse til en landsby.

Sikkerhedschefen kommer og soldaterne og våbnene og bilerne, og vi er nu tilbage ved den foruroligende brummen på én tone i orkesteret, som minder os om filmens begyndelse i angst. Hele denne fortælling er altså medskabt af filmmusikken, som dialogens klarhed har givet mening.   

DEN SIDSTE DANS (2005)

Adam Nielsens fremragende klip af Eva Mulvads præcise og nærværende og lyttede optagelser udvikler på den lille time en håndfuld karakterers helt særegne og forskellige livsdramaer, så vi sidder med noget nær livsgåden i hænderne, rystede, klogere og glade. Jeg opfatter nemlig ikke (som DR1 på sin hjemmeside) filmen som sort, den er da lys, jeg opfatter den ikke som absurd, nej da, som fuld af mening og slet ikke som komedie, nej snarere organiseret som drama.

For Adam Nielsen forfølger jo i Den sidste Dans Mulvads dybt solidariske plejehjemsskildring disse temaer: kærligheden er forbi (”Ejnar, du er min allerbedste ven..”), depressionen (den tavse mand), erindringsstabet, forvirringen (Marie bliver mere og mere konfus), fremstiller det som tilværelse, ikke som undtagelse. Og gør det på et tydeligt, men ikke påpegende niveau. Han undgår så vidunderligt klichérammer som dagens og årstidens gang. Griber modigt ned i eksistensens alvor i stedet, erotikkens ophør eller brutalisering, erindringens omdannelse til livet som ét enkelt nu, dødens nærhed.

Det er svært at holde en række medvirkende i balance, endnu vanskeligere at klippe disse karakterers forskellighed og udvikling frem. Adam Nielsen kan den kunst. Med denne film har han skabt en ægte kollektiv fortælling. En række personer følges omhyggeligt, så deres ændringer i filmens løb bliver tydelige. Helge ankommer, meget mod sin vilje. Han ses tavs filmens første 35 min. Så taler han med forstanderen. Han vil ud, men det er umuligt. Senere ses han ude. Har besvær med døren. Adam Nielsen og Eva Mulvad falder ikke for fristelsen. De klipper i den rækkefølge, som ikke bliver en kunstig dramatisk opbygning, en flugt, men en understregning af accepten af tilværelsen. Også denne her. Dette er selve skønheden i filmen.

Dertil kommer handlingen, som her er sat sindrigt sammen af en række enkeltforløb, der efterfølger hinanden, næsten griber ind i hinanden: den forsvundne taske, overvindelsen af angst for svømmebassinet, planlægningen af den afsluttende ballonflyvning, den tavse mands sidste tid over accept af tilværelsen frem mod døden.

En række intermezzi er lagt ind: bilerne kører over broen over sundet, en senil kvinde tæller omhyggeligt bilerne og ryger fornemt behersket sine cigaretter – denne tilbagevendende rytme af begivenheder i serie er så selve temaet i filmen, en rolig respekt fuld rytme. Ja, en intermezzi serie mere får de plads til: nu et komedietræk: tante ét og tante to har deres daglige små skænderier. Adam Nielsen får det til at lykkes, så iscenesættelsens aftryk minimeres.

Samtidig med, at han administrerer et klart system af parallelhandlinger, kan Adam Nielsen kunsten at holde rede på mange medvirkende, han kan individualisere dem, indbygge karakterudvikling hos dem alle. Han får af Eva Mulvad et smukt materiale om livet på et plejehjem og leverer et filmdigt om livet tilbage.

LINKS

https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/person/eva-mulvad 

Dostojevskijs Idioten i Cinemateket med mere…

… i et arrangement, som med rette blev kaldt for et maraton, visning af en russisk tv-serie bygget over romanen fra 2003 - 10 afsnit af en længde på 50 minutter. Publikum – vi – sad lørdag i Cinemateket fra 13.30 til lidt over midnat, over ti timer, afbrudt af pauser, én af dem med servering af bortsch, rødbedesuppen som jeg har nydt mange gange hjemme, og i Skt. Petersburg og hos Sonja Vesterholt, som også var at finde i biografen og som selvfølgelig havde set flere filmiske udgaver af den vidunderlige bog, som denne gamle bibliotekar har læst – og nu har lyst til at genlæse.

Det var stor skuespilkunst, som serien frembragte – mere det end stor filmkunst, fokus var på teksten, dialogerne, dramaerne og de mange morsomme situationer, som udspinder sig omkring det gode menneske fyrst Mysjkin, der blev spillet af Yevgeny Vitalevich Mironov. Det gjorde han fabelagtigt, intet mindre.

Er han kendt, spurgte jeg i en pause Rikke Helms, som om nogen kender til russisk kultur efter mange år i Moskva, Riga og Skt. Petersburg, hvor hun var leder af Det danske Kulturinstitut og bl.a. i 2010 generøst lagde lokaler til et dokumentarfilm-seminar for russiske filmfolk, som jeg var ansvarlig for. Meget vigtigt for deltagerne. Tak!

Ja, mon ikke, besvarede Helms mit spørgsmål, serien var hans gennembrud som skuespiller – og jeg kom til at tænke på, hvor lidt vi ved om russiske skuespillere af verdensklasse. Eller jeg ved. Ved et kig på wikipeak har jeg set Mironovs imponerende filmografi og lange række af hædersbevisninger. Selvfølgelig har han også spillet Hamlet. Det gad jeg godt nok se!

Ros til Cinemateket for et sådant arrangement og for det fremragende program for januar og februar. Der er kvalitet over hele linien og et bredt repertoire, mildest talt. Lad mig nævne et par instruktører som der er et retrospektivt fokus på: Andrzej Wajda (inklusiv et par dokumentarfilm der lyder spændende), Jacques Becker (”Smukke Marie” med Simone Signoret!), og Lanzmanns ”Shoah” igen igen – og tak for det, det er vel den vigtigste dokumentarfilm ever made. Og så er der film fra ”Iran 1979”, Kim Larsen in memoriam, selvfølgelig, Tery Gilliam, Murakami, Gøg og Gokke Osv. Osv. Programmet stråler af veloplagthed. Og så står der – med rødt – ”Event” ved hver andet arrangement, hvilket betyder, at der er tilsvarende, dog ikke så lange, arrangementer som ”Idioten”, med mad og drikke eller med introduktioner til filmene. Spørgsmålet er om ikke Cinemateket overdriver det sidste, introduktionerne, hvor jeg i mange sammenhænge har siddet og sagt til mig selv ”kom så i gang”, med filmen!

www.cinemateket.dk

Danske Dokumentarfilm 2018

Etnografen Henning Haslund-Christensen står på fotografiet midt på højslettens vældige tomme flade med bjergene i dis langt, langt borte. Fotografiet er fra en af hans mange rejser i Mongoliet...

Jeg har som til tidligere nytårs opsummeringer udvalgt de danske dokumentarfilm fra 2018 som jeg i årets løb har været mest glad for og fundet vigtigst. Som Tue Steen Müller 1. januar på samme måde har gjort med udenlandske og valgt 16 film har jeg valgt 6 film blandt dem jeg har set og husker. De listes her op kronologisk med et citat fra anmeldelsen og med et link til anmeldelsens fulde tekst.

Jeg spurgte herefter også som tidligere mig selv, hvilken film af de 6 der fyldte mest i min erindring. Og jeg svarede mig selv: Andreas Dalsgaards Fædre & Sønner.

Men læs nedenfor om min glæde ved alle seks film, for hvis jeg skal stole på mine tekster, har det atter været et fantastisk år for dansk dokumentarfilm.

Jargil og Sønderby Jepsen: Julebrødrene

Mira Jargils og Christian Sønderby Jepsens Julebrødrene "er en karakterbåret film, der går tæt på to unikke individer. Samtidig er det en fortælling, der berører almenmenneskelige temaer som ensomhed, løsrivelse, eskapisme, drømme, angst for at miste, længslen efter anerkendelse og efter at bidrage. Og så er det for os en film om at drømme om mere, end man har, og om at kunne mere, end man tror…”, sådan skriver de to instruktører om deres film som havde biografpremiere i Brørup for tre dage siden og tv-premiere på TV2 i går. Den kan nu ses på TV2 Play.

Og selvfølgelig er det en julehistorie som min barndoms i Historiebogen, børnenes julebog, nej, alligevel kun tilsyneladende, for Jargils og Sønderby Jepsens film er langt mere ambitiøs. Men den er altså som historierne i den gamle julebog, en karakterbåren fortælling om menneskenes fælles temaer, den er godt nok naiv som disse historier eller rettere dens to medvirkende mænd er naive, men imidlertid tror jeg, vrai naive.

Inde i filmen er der en fortælling mere om filmens fortælling. Brødrenes mystiske reklamemand forelægger dem en Fugl Føniks historie hvor de og deres drøm går op i flammer, men genopstår som to julenisser i vokskabinet skikkelse og størrelse i en sådan udstillingssal. Det pitch, den synopsis og det treatment køber jeg, for digteren og folkloristen Eske. K. Mathiesen skriver jo at ”den græske historiker Herodot omtaler den egyptiske Føniks og senere forfattere tilføjede brændings- og genopstandelsesmotivet, som de kristne kirkefædre derefter greb og sleb til. Gennem folkebogen Physiologus fik Føniks i middelalderen en plads i kristen dyresymbolik, idet dens sjældenhed, frivillige død, opstandelse og evige liv samt dens kyske forplantning uden parring gjorde den oplagt som symbol for Kristus. ” Sådan er Julebrødrene et nyt magisk juleeventyr om at drømme stort og purpurlysende og – sådan er det også – omhyggeligt helt uden om julekrybbens virkelighed. Den fortælling og dens artefakter er ikke en del af brødrenes univers, det har reklamemanden fattet, og de to museumsbyggere er betagede og rørte over selv at træde ind i metamorfosen. Det er bare én af filmens række af ægte gribende, cinematografisk omhyggeligt skildrede scener, som jeg sådan husker og husker og formes af fra Jargils og Sønderby Jepsens værkrække hver for sig og samlet. Brødrene forstår deres missions omfang og de pointerer herefter udtrykkeligt i deres markedsføring, at de selv indgår som dele af samlingen, når publikum besøger den.

Og det er så hvad der sker i filmen efter al modstanden i flere plotpunkter og –forløb i flere lag nøjagtigt og dygtigt klippet efter den gældende fortællemodel og slutter med: den lykkelige åbning af den gamle gårds forvandling til barnlig drøm med de to auteurs til stede som levende voksfigurer blandt de mekanisk bevægede i en forunderlig leg med virkelighedens virkelighed.

Danmark 50 min.

LITTERATUR OG LINKS

Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen: Julebrødrene, streaming af filmen på TV2 Play:

Link til streaming

Eske K. Mathiesen: Føniks i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. december 2018 fra

http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=81432

FILMKOMMENTAREN.DK: Mira Jargil – samlede blogindlæg om hendes film:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/2167/

FILMKOMMENTAREN.DK: Christian Sønderby Jepsen – samlede blogindlæg om hans film.

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/499/

Simon Lereng Wilmont: Olegs Krig

... med undertitlen "En Barndom i Skyggen af Krigen"

Freddy Neumann tager sig af pressearbejdet for The Distant Barking of Dogs, som på lørdag måske bliver kåret som Europas bedste dokumentarfilm ved European Film Academy’s ceremoni i Sevilla. Filmen er blevet omtalt og anmeldt på filmkommentaren – se links nedenfor. Den prisvindende film kan nu ses på dansk TV: En børneversion på lørdag på DR Ultra kl. 17 og voksenversionen den 25. december kl. 23 på DR2.

Neumann beskriver filmen sådan: Filmen er ulykkeligvis blevet højaktuel i takt med optrapningen af den russiske/ukrainske konflikt. Den udspiller sig på frontlinjen af krigen i det østlige Ukraine og følger den 10-årige ukrainske dreng Oleg gennem et helt år, og viser hvordan krigen gradvist udvisker hans barnlige uskyldighed. Oleg bor sammen med sin elskede bedstemor Alexandra i en lille landsby tæt ved fronten. Uden andre steder at tage hen, kan Oleg og Alexandra blot se til, mens byens øvrige indbyggere rejser væk. Hver dag bliver en stadig større kamp, for krigen synes ikke at have nogen afslutning. I den nu halvtomme landsby hvor Oleg og Alexandra er ladt tilbage, viser filmen hvor skrøbelige – men samtidigt livsvigtige – de tætte, personlige relationer er for overlevelsen…

Anmeldelse 6 af 6 penne:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4099/ 

Senere indlæg:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4396/  (omtale)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4361/  (omtale)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4331/  (omtale)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4327/  (omtale)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4277/  (analyse ved festivaldirektørerne og en omfattende reportage fra Lereng Wilmonts workshop på festivalen i Beograd)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4243/  (længere omtale)

Mira Jargil / Christian Sønderby Jepsen / Roospris

I går modtog instruktørerne Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen årets Roos Pris for deres bidrag til dansk dokumentarfilm med denne begrundelse:

”For instruktørerne Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen ligger stoffet til deres fortællinger lige for. Det er i de små begivenheder og nære relationer, at de mesterligt udfolder universelle historier om livet, kærligheden og kampen for at leve det liv, man ønsker.

I ’Side om side’ af Sønderby Jepsen har to gamle naboer – den ene instruktørens far – ikke talt sammen i en halv menneskealder, uden at de helt kan huske, hvorfor de er uvenner. Men det piner dem, kan man mærke, noget må ske! Jargils 'Den tid vi har' følger ægteparret Ruth og Arne – instruktørens bedsteforældre – i deres sidste tid sammen. Ruth er døende, og Arne hjælper hende gennem den sidste tid.

Disse to tidlige værker lægger tydelige spor ud til det, der skal blive de to instruktørers signaturer i de mange film, der har berørt og underholdt os sidenhen:

Det er karakterdrevne fortællinger, der formår at forene en insisterende dvælen i de mest intime og sårbare situationer med en dramaturgisk stramhed og et visuelt overskud, der ikke lader Hollywood og Netflix noget efter.

Når Jargil og Sønderby Jepsen vælger deres hovedkarakterer, gør de det ikke let for sig selv. Det kan være helt almindelige gamle mennesker i en jysk provins i ’Til døden os skiller’, eller det kan være en ung mand med cerebral parese og talebesvær, der i 'Naturens uorden' stiller sig det mest hårrejsende spørgsmål af alle: Har jeg ret til at leve?

Det er eksistensen sat på højkant, og det er sådan, det er i Jargils og Sønderby Jepsens film. De opsøger mennesker i eksistentielle dilemmaer og skildrer dem så tæt på og med så stor autenticitet, respekt og værdighed, at vi som publikum følger dem på hele rejsen og deler deres ømhed og forundring over tilværelsens mangfoldighed og menneskets opfindsomhed og evne til at møde livets store udfordringer.”

https://www.dfi.dk/nyheder/roos-pris-2018-til-mira-jargil-og-christian-sonderby-jepsen

Vi på FILMKOMMENTAREN ønsker hjerteligt tillykke. Og vi gør det her med en lille citatsamling fra hvad vi her på siden gennem en række år har skrevet om Mira Jargils og Christian Sønderby Jepsens film:

Hampus Linder: Feministen

Politik er så forsigtig og strømlinet i dag, og Gudrun Schyman skiller sig ud. Hun er helt åben om, at hun har lavet fejl, hvilket gør hende til et menneske…

TV-KUNST

Jeg ser Hampus Linders biografiske film om den svenske politiker som et tv-program, ja, det fremtræder det faktisk som, det vil det være et interessant og seværdigt program med en kamerastil i fortællelagets reportage som i internationale tv-dokumentarer, altså ændret, distanceret siden den nærværende og intenst observerende kamerabrug fra helt tilbage til Richard Leacock mere og mere er forsvundet fra nye og unge produktioner (dog endnu bevaret hos få gamle mestre) uden egentlig at blive erstattet af en ny tv-kunst holdning. I dokumentarfilmene er samtidig dette klassiske direct cinema mere og mere afløst af et filmfotografi som henter sin erfaring fra spillefilmens omhyggeligt komponerede billede og lange forløb af arrangerede og instruerede scener. Og det derimod med en lige så omfattende filmkunstnerisk fordybelse, som jeg venter af spillefilmene.

Begge disse greb har Hampus Linder givet sig i kast med i sit arbejde med Schymanbiografien og for mig at se i kast med at definere en nutidig tv-kunst. Men jeg synes ikke det rigtigt helt er lykkedes, der er hverken spillefilmens myndige ro eller det gamle observerende kameras nærvær, dristighed, opdagelsestrang og iagttagelsesivers udvidelser af indsigten. Jeg mærker det især i reportageoptagelserne fra de mange politiske møder og demonstrationer.

Nogle scener lykkes for mig at se meget bedre i deres anderledes koncentrerede gammeldags filmambition: scenen med Gudrun Schyman og datteren i en tilbageskuende samtale, som Hampus Linder selv har fotograferet og scenerne med hendes tidligere mand, filminstruktøren Lars Westman, som er fine og tydelige klip fra to af hans film fra 1990-erne i en noget dristigere æstetik. De scener griber for alvor ned i mine følelser og rører ved smertende, men ellers ofte fortrængte erindringer. Her er Hampus Linder i sin professionelt seriøse TV-kunst ganske nær Lasse Wästmans personligt åbne filmkunst, som så smukt svarer til Gudrun Schymans undersøgelser og formuleringer, hendes enestående politiske arbejde.

Janus Metz og Sine Plambech: Hjertelandet

Stedet introduceres i smukt fotografi, Lars Skree og Henrik Bohn Ipsen er fotograferne. Der er myndighed over disse billeder. Et jysk landskab, som er meget, meget mere end et vindblæst hjørne af Danmark. Det er en egn og en befolkning med en særegen livsstil og en stor værdighed og en bevaret integritet, bekræfter fotografiet for mit blik, som er dannet tilbage i romantikken. Og kvinden, det til en begyndelse handler om, introduceres tilsvarende smukt og sikkert. Hun er egentlig fremmed her, men er så integreret, som det har været mulig at blive her, når man ser anderledes ud og er fra den anden side af Jorden…

Sådan skrev jeg i 2008, da jeg havde set de første afsnit af dette store filmværk. Og sådan ser jeg også det afsnit som nu har premiere på onsdag den 19. september, ti år senere, Hjertelandet. For netop sådan begynder denne nye dokumentarfilm, den anvender så smukt og berettiget de første to dele til i en ny sikker klipning at fortælle dette vigtige tilbageblik, præcis som jeg selv forinden havde været nødt til at se filmene fra dengang og finde frem, hvad jeg skrev om dem. Og det fortsætter jeg så med her.

For her, fra dokumentarværkets begyndelse i del 1, Fra Thailand til Thy begynder fortællingen, og det er som det skal være, jeg er tryg. Og jeg skal bestemt nok blive ved den fortælling fra første begyndelse, det mærkede jeg dengang og det mærker jeg nu. For der er jo i den fortælling en ægte historie, en kærlighedshistorie, som fortsætter i del 2, Fra Thy til Thailand og den historie finder nu sin foreløbige afslutning i en del 3, som er den aktuelle film Hjertelandet.

Ingmar Bergman 100 år /2

I Marie Nyreröds tv-serie Ingmar Bergman på Fårö, 2003 som denne tid genudsendes på SVT Play og som bestemt skal ses igen, er der i sidste afsnit et sted, hvor Bergman fortæller om sin daglige gåtur. Det er det første han gør om morgenen. Det er fordi dæmonerne ikke kan lide den friske luft, siger han. Så er de væk, når han efter en halv time til tre kvarter vender tilbage og sætter sig ved skrivebordet og hver dag skriver tre timer før frokost.

LOMMEBOG

1

Den 29. juni. Jeg begynder og umiddelbart tror jeg det er Bergmans film, at han er dens forfatter og dens instruktør. Men tænker jeg mig om, ved jeg også, ser jeg det også, at det er Marie Nyreröd. Bergman er jo iscenesat og udspurgt. (Fortællepositonen er så afgørende for mig, og de to driller mig…)

2

Jeg ser Nyreröds film, men det er Bergman jeg lytter til, som meningen også er. Hele tiden. Er tv-dokumentaren så Nyreröds eller Bergmans – den er naturligvis Bergmans. Hans instruktøroverblik og -vilje kommer helt klar frem.

3

Skuespillernes altafgørende betydning i al Bergmans arbejde... (for Nyreröd og mig optræder han ind imellem så muntert, ellers bare er han, hele tiden på i scenen, altså skuespiller)

*

Bergmans beslutsomme brug af tv-interviewets mulighed (som fjernsyn engang)

Ingmar Bergman 100 år /1

Det må så blive manden selv, som alene i huset ved havet ved skrivebordet i arbejdsværelsen tager et sidste opgør med sig selv. Det er i Trolösa, 2000, som Liv Ullmann instruerer på Bergmans manuskript. Bordet står midt på gulvet. Bag det reoler med bøger og plader, tekster og musik og den indbyggede bænk i nichen med det store vindue med havet lige udenfor. Igen bordet midt på gulvet, hvor manuskript efter manuskript er blevet afsluttet med ”Fårö…” og så datoen. Som gør, at jeg fornemmer vejret den dag, han var færdig.

Jeg ser igen ivrigt efter i Marie Nyreröds dokumentarserie Ingmar Bergman på Fårö, 2003, som SVT Play genudsender disse dage. Jo, det er intakt, det rum. Det er en fast kulisse. Filmenes billeder står alvorlige og rolige omkring teksterne herfra. Vi ser huset og havet. Personerne kommer ind på scenen. I begyndelsen er bænken ved vinduet tom. Bergman begynder manuskriptet sådan:

”En mild forsommerdag. Vinduet står åbent. Havet og fyrretræerne bruser. Jeg sidder ved skrivebordet, der står midt i værelset. En rødbrun soldatertæge kravler tøvende op over bordkanten. Der står helt afgørende nogen bag min ryg, selv om døren hverken er blevet åbnet eller lukket. Der står altså nogen bag min ryg, men det er ikke Døden…” (Trolösa, 2000)

Det er kvinden, skuespillerinden, som endnu en gang dukker op der i erindringsarbejdet, i selvangivelsen før døden. Han havde tilsagt hende, men glemt det...

https://www.svt.se/ingmar-bergman/ (SVT Plays gratis streaming af Marie Nyreröds tv-serie i 3 afsnit Ingmar Bergman på Fårö.)

Stig Guldberg: De originale

De originale skiller sig ud fra de normale, sådan vil jeg tro det skal forstås. Men da det handler en del om kunstværker, billeder og bøger og musik har ordet original en fin drejning, da det modsatte jo så er kopi eller efterligning eller plagiat, og så er en original et forbillede og efterfølgelsesværdig.

Som jeg i Tomas Espedals roman Bergeners, 2013 er i en vennegruppe, en kunsnergruppe i Bergen, er jeg her i en lignende gruppe i Aarhus. De to værker minder for mig meget om hinanden, fuldstændig i tidsbillede og en del i tonen af alvorlig munterhed. Men hvor Espedal i romanen klart er den som iagttager og resonnerer og fortæller, er jeg her i Guldbergs film mere usikker på, hvorfra historien berettes, fra hvilket punkt i filmen eller uden for filmen forståelsen etableres, kernen af indsigt, for eksempel i tilværelsens gåde, for eksempel i kunstens væsen, for eksempel i venskabets fysiognomi?

Hovedpersonen Lars Morell erobrer autorrollen, det oplever jeg fra begyndelsen, og filmen bygges op omkring hans analyse og oplevelse af tingenes tilstand. Og filmen skal ses for Morells skyld, han spiller ikke blot en skribent i kunsthistorie, i kunstfilosofi, som jeg iagttager. Han er en forfatter og en foredragsholder og en samtalens mester, som Stig Guldberg har stillet i eget sted som filmens forfatter og fortæller.

Anne Wivel: Mand falder (med Per Kirkeby)

ANNE WIVELS FILM KAN DISSE DAGE SES PÅ DR TV (DR K):

https://www.dr.dk/tv/se/mand-falder-per-kirkeby/-/dokland-mand-falder-per-kirkeby

Filmkommentaren skrev om filmen ved dens premiere:

Det begynder stille og roligt med Anne Wivels stemme, som nænsomt fra bag et fortæppe af Per Kirkeby lærreder ganske kort fortæller den personlige baggrund for filmen: Kirkeby er en forårsdag 2013 faldet ned ad en trappe, har fået en hjerneskade, som alvorligt forstyrrer hans syn og hans bevægelighed, han kan ikke male, han kan ikke gå. Hun kan omsider besøge ham og aftenen før ringer hans hustru og siger, at han gerne vil at Anne Wivel tager sit kamera med. Hun bevæges, hun har ikke brugt kameraet siden hendes mand to år tidligere faldt og slog hovedet og kort efter døde, og hendes dæmpede stemme fortsætter herefter med hendes ja, dette fortrolige og ægte ja til sætningerne fra maleren og vennen, fortsætter og fortsætter. Anne Wivel er i den her film til stede hele tiden, i optagelserne, i samværet som vokser til filmværket som Per Kirkeby vel sådan har ønsket de endnu en gang kunne lave sammen.

Titelsekvensen klipper til atelieret, Kirkeby sidder og taler med kameraet og lidt med sin hjælper som også er der, og lidt med hustruen som også er der, der er hele tiden mennesker omkring ham, og han taler med kameraet og med Anne Wivel bag det, taler om situationen: jeg kan ikke gå, jeg kan ikke male, jeg kan ikke se, jeg kan ikke genkende ansigter. Det er ærgerligt siger hun, det er godt nok surt siger han og så går de i gang med at lave filmen... Læs videre her:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3351/

Schepelern og Detlevsen: Hjerter Dame

Mette-Ann Schepelerns og Louise Detlevsens og Malene Flindt Pedersens Hjerter Dame er som det skal være, når dette produktionsselskab laver film, det er fjernsyn det her. I en ramme af en omfattende og for så vidt ordentlig, men konventionel reportage fortælles Lizette Risgaards biografi. Det er en skildring, som når sine journalistiske højdepunkter, når hun i en personlig fortællestemme, vel konstrueret af et oprindeligt grundinterview, måske i samtaleform fortæller tilbageskuende særdeles oprigtigt rent fagligt politisk og dertil menneskeligt ægte om sin oprindelige ambition om og plan for at komme til at sidde for bordenden under LO-ledelsens møder, og dertil åbent gør rede for, hvordan hun gennemførte sit forehavende og nu har nået sine foreløbige mål, formandsposten og trepartsaftalen med regeringen og arbejdsgiverforeningen.

2

Filmen er således en journalistisk skildring af et magtspil, men vist nok ikke tillige på den baggrund tænkt som et et dokumentarisk drama, selv om det kunne se ud til at være hensigten, vist heller ikke tænkt som et journalistisk filmessay om magtspil, selv om det ligeledes kunne se ud til, at der kunne have været materiale til det. Her bygges imidlertid ikke på kompliceret forståelse, fremstillingen drives ikke af et handlingens spændingsmoment, her satses på reportagens illustration, på oplysninger om begivenhedernes detaljer af fakta og munterhed og farvet af nøgternhed frem for skønhed, som almindeligt i dokumentarer.

Men desværre træder filmen fra sin titelsekvens til det altid afgørende 40. minut vande i sin valgte reportage til dominerende musik, som jeg ikke synes tilsammen får det kronologiske forløb og årsag/virkning forholdene så klart formidlet, som jeg bestemt tror var meningen.

FilmHotel und FilmUni Konrad Wolf

I live for several days at the Hotel am Griebnitzsee, which is wonderfully situated – as the name indicates – and the last two day I have been breakfasting in the terrasse of the hotel. Frühling is hier – in Potsdam, where the hotel is full of film: old cameras, photos. I pass every morning ten photos of the one and only ”die Asta” (Nielsen), Danish film star, who was acting in many films in Germany (1881-1972) before WW1 and after up to the end of the thirties, where she returned to Denmark. The only true film star we ever have had in Denmark.

At the Film University I have met 10-15 (depending on the days) dedicated film students (camera and direction and one from animation). They have seen and discussed films like ”Cameraperson” by Kirsten Johnson and ”Wongar” by Andrijana Stojkovic. The latter was awarded the other day in Belgrade, I am happy to say that it worked fine with the young German students, who have also heard their teacher talk about Agnès Varda, Frederick Wiseman, Miroslav Janek, Kossakovsky, Loznitsa, Pennebaker, Robert Frank, Herz Frank, Juris Podnieks, Maysles… and many others. And pitching and market.

This third day, however, has been the day of student films to be shown and discussed. Have to say it has been both joy- and fruitful, open discussions and constructive criticism. Tomorrow is the last day, we are to see Stasik`s ”21 x New York” and wrap up trying to define what is a documentary today.

Thanks to Peter Badel and Daniel Abma, who got me here and have treated me so well.

PS. Forgot to say that Rahul Jain passed by yesterday to show his masterpiece ”Machines” in one of the big cinemas that the school has. Rahul is excellent in talking about his film and where the inspiration came from.

CPH:DOX 2018/ Exit

KAREN WINTHER: EXIT

"How do you get out of the closed and often violent milieu among extremists without risking your life? Norwegian filmmaker Karen Winther has taken the journey herself. With her past as a right-wing extremist, she visits other defectors in the United States, Germany and Denmark, where she meets the former Danish left-wing activist Søren Lerche and the Frenchman David, who spent six years in prison as an accomplice in a terrorist attack in France. Jihadis, Nazis and violent Antifas: All the people whom Winther meets on her journey have broken with their past and are now living with the consequences. 'Exit' is an exploratory firsthand account about de-radicalisation and about the tough exit which leaves those involved looking back and asking the same question: Why me? The excitement and the clear sense of identity as a rebel and as a part of a group on a mission are among the obvious answers. But the truth is often more complex, and what they most often have in common is regretting the bitter mistakes of the past." (CPH:DOX programme)

KOMMENTAR

Det er en beslutsom films beslutsomme slutscene. Manuel har skåret igennem sin tøven og har pakket det nødvendigste og er på flugt med sit barn til et nyt hemmeligt sted, fordi de tidligere venner i organisationen har fundet ham. Han er igen på flugt i sit eget land, i Tyskland, han er nødt til at beskytte barnet og sig selv. Jeg har ved gennem 80 minutter at være med Karen Winther på hendes gentagne møder lært ham at kende, og er med hende og hendes film faktisk kommet til at holde af ham, dette voldelige og fredelige menneske.

Det er en rigtig god film, det er en aldeles vedkommende og sober tv-dokumentar, en tilbageskuende jeg-fortælling i filmens nutid med en undersøgelsesrejse efter lignende fortællinger og samtaler med vigtige velformulerede vidner som denne de-radikaliserede mand. Alt skildret i et ordentligt og tvivlende og tænkende journalistisk essays form. Filmen er beregnet til tv, tror jeg, og den vil bestemt kunne findes på tv den kommende tid, men jeg vil lige så bestemt anbefale at se den i en biografs mørke koncentration nu det, er vil jeg igen tro, enestående muligt. Der er meget at lytte intenst til, fine nuancer i sjældne formuleringer at opfatte og vende og dreje i billedsidens vignetters korte hvile. Mine fordomme om moralsk og politisk radikalisering er blevet grundigt rystet.

Karen Winther: Exit, Norge, 2018, 83 min. Præsenteres på CPH:DOX 2018, som har visninger tirsdag, torsdag og følgende søndag: https://cphdox.dk/program/film/?id=571 (Datoer, tider, steder, billetter)

CPH:DOX 2018/ The Cleaners

HANS BLOCK OG MORITZ RIESEWIECK: THE CLEANERS

”What responsibility do Facebook, Google and YouTube have for what is being posted on their sites? And what power do they have to shape the public discourse through censorship? Two questions that are currently preoccupying legislators and politicians. But who are the people who actually try to keep the internet clean? Meet five Filipino 'content moderators' who have the unrewarding job of keeping social media free from offensive content, but who also work full-time in a legal and ethical grey zone between freedom of expression, censorship and commercial interests. 'The Cleaners' brings us into the underworld of the internet, where the debates are already raging. 500 hours of video are uploaded to YouTube and 2.5 million posts created on Facebook. Every minute. Every day. And the media giants' influence on everything from presidential elections to the number of likes for one's status updates is now so enormous that legislation can no longer ignore it.” (CPH:DOX programme)

KOMMENTAR

Han her på et still fra dokumentaren er content moderator, han er anonym, men dog ikke sløret som et andet mere forsigtigt vidne. Han er fra Manila, han arbejder der i et firma, der næsten som et almindeligt rengøringsfirma tilbyder de store på nettet som Facebook og You Tube og dem en smule nedefter i almægtighed at fjerne brugernes snavs fra deres sider beregnet til social medieaktivitet i det vældige og ufattelige betydningsfelt mellem frie ytringer og utallige økonomiske, politiske og moralske begrænsninger og hensyn. Utugtige billeder, frygtelige billeder, falske nyheder, politiske spamangreb og visse uacceptable gruppers agitation: Ignore or delete. Simpelthen skelne mellem ondt og godt, som en af hans kolleger fra arbejdsboksen ved siden af i firmaets værksted udtrykker det. Man kan, synes jeg, se Hans Blocks og Moritz Riesewiecks dokumentar alene for de filminspirerede afsnit med ham og hans kollegers skyld.

Citizen Schein

… har tre instruktører: Maud Nycander, Jannike Åhlund og Kerstil Grunditz Brennan. Førstnævnte stod også bag (sammen med Kristina Lindström) filmen og tv-serien om ”Palme”, som vi roste her på bloggen, link nedenfor, for at være ”en suveræn fortalt fortælling”.

Det samme kan siges om filmen om Harry Schein, kongen af svensk film, manden der skabte den svenske filmavtal og fik bygget Filmhuset i Stockholm, der stod færdigt i 1971. Den kyniske karriere-mand, som én siger i filmen; han havde kontakt til Palme, spillede tennis med ham, ville gifte sig med Sveriges smukkeste kvinde, sagde han, og gjorde han – Ingrid Thulin. Det holdt i 30 år. Og så Ingmar Bergman som vel ikke var blevet Ingmar Bergman

Helle Lyster: Daniels sidste chance

Jeg er blevet dybt optaget af en ny dansk tv-dokumentar, hvor Daniel Hvoldal som er sclerosepatient og hans kæreste Nelly Lisby Nielsen gennem otte måneder er fulgt af et filmhold til og fra og med Daniels egne kommentarer til sin mobiltelefons video som diskret deltagende, men så vigtige vignetter. Det er uafbrudt spændende og hele tiden vedkommende og brugbart. Det er smukkeste folkelige oplysning.

Dokumentarens erfarne redaktør Søren Slumstrup skildrede som tilrettelægger år tilbage sider af lægeverdenen og sundhedsvæsenet kompetent og kritisk, jeg skrev dengang: ”Søren Slumstrup er den venlige dræber, jernnæven i fløjlshandsken. Lægerne burde kende ham efterhånden, men de slemme blandt dem - denne lille ubehagelige gruppe, som han rydder op hos - følger vel ikke med i dette heller. De er så optaget af at tjene penge og dække sig ind, da de laver ulykke efter ulykke, ser det ud til. De øver sig ikke, de efteruddanner sig ikke, de lærer end ikke af deres fejl. Men Slumstrup er efter dem, ærligt inde i filmens billede, så venlig og flot - og tilbageholdende…”

Søren Slumstrup lavede altså på den måde i sin tid, da jeg som filmkonsulent for DFI i et midlertidigt samarbejde var i nærheden af ham og dokumentararbejdet i DR huset i Århus: Den hvide magt, 2004, Læger uden fejl, 2003, Helles sidste dage, 2002. Jeg oplevede tv-journalistikken som en forrygende og særdeles kompetent verden. Men jeg har ikke fulgt hans arbejde siden, har helt og holdent åbenbart været andre steder, hvad der også må fremgå af mine blogindlæg siden her på Filmkommentaren

Men nu ser jeg imidlertid at Slumstrup med den modsatte og lige så vigtige holdning som den begrundet kritiske, nemlig den folkelige oplysning på tilsvarende omhyggeligt videngrundlag som redaktør er involveret i en dokumentar, jeg af mange grunde vældig godt kan lide og som optager mig meget disse dage, Helle Lysters Daniels sidste chance. Her er lægerne og de sundhedsfaglige medvirkende i øvrigt de uangribelige, flittige, trænede, konstant uddannende sig og ærligt fejlerkendende, men uendeligt forebyggende disse… med alt dette altså filmens egentlige helte.

Olavi Linna: Liv och Horace i Europa

Jeg er opslugt i en tv-serie. Jeg har kameraets tilladelse til uset at være den tredje person på de tos moderne dannelsesrejse og jeg oplever at jeg ser det hele, hører alt. Og selv om en diskret fortællestemme følger og kommmenterer rejsen, er alt mellem de to og mellem dem og det, de ser, aldeles indforstået. Tv-publikum findes ikke, jeg findes ikke. De to er helt alene om monumenterne og artefakterne, skulpturerne og malerierne, teksterne og læsningerne af dem. Ingen vil mig noget, jeg er ikke omklamret, er fri for al henvendelse. Men jeg er til stede, opslugt af et plot, som ikke er sindrig konstruktion, men spontant nærvær og tilstedeværelse. Sæson efter sæson, afsnit efter afsnit.

Sverige, 2017, 6 x 28 min. Medvirkende: Liv Strömquist og Horace Engdahl. Filmkommentarens vurdering: 6/6.

https://www.svtplay.se/video/15866727/liv-och-horace-i-europa

https://www.svt.se/liv-och-horace-i-europa/

Adam Schmedes: Edderkoppernes hus

Jeg har på én gang fået et nyt forhold til edderkopper. Det er accepterende, anerkendende, beundrende. Det skyldes Adam Schmedes nye film som endnu kan ses på DR TV:

https://www.dr.dk/tv/se/edderkoppernes-hus/-/edderkoppernes-hus

Jeg må helt bestemt anbefale den film. Se den – og din holdning til edderkopper ændres fundamentalt i løbet af den time filmen varer. Edderkopperne vinder og du beundrer dem herefter. Trods alt.

Og så beundrer du endvidere efter den oplevelse Adam Schmedes’ filmhåndværk skabt i præcision og uendelig tålmodighed. Hver særdeles teknisk vanskelig optagelse er fuldendt og der er ventet og ventet på det rette øjeblik under disse i ordets forstand enestående optagelser.

Schmedes har iscenesat de medvirkende edderkopper på den ganske særlige måde, han har udviklet gennem mange år, gennem mange produktioner. Og det er fremragende. Og det er noget ganske særligt. Og så har han iscenesat de medvirkende mennesker, en lille familie som deler titlens hus med de små dyr. Og det er i min oplevelse ikke fremragende, men jeg medgiver, at det er et uundværligt, ja, et afgørende lag. For i det lag er filmens samfundsmoralske diskussion bundet, faderen og børnene i familien bliver faktisk, ja, det er sandt, mine forbilleder i min fremtidige naturligt accepterende omgang med mine egne edderkopper! Budskabet i filmværket går (trods måske cinematografiske svagheder, som får være) faktisk rent ind hos mig, og dertil kommer, at alt i filmen er fotograferet fra edderkoppernes synsvinkel, og hvad jeg oplever dybt nede i det perspektiv er meget smukt og aldeles rystende.

Danmark 2017, 58 min. Filmkommentarens vurdering: 5/6. Distribution: DR TV.

Lars Feldballe Pedersen: Præsidenten fra Nordvest

It’s a Dane writing this review. Important to say as the main character of this film, Ahmed Dualeh, is Danish, well he is born in Somalia but has been living in Denmark for 47 years – and he speaks the most perfect, classic Danish. An accent is there but the vocabulary is huge, which is heard, when he in first person tells the amazing story about his life in the country he loves and where he settled in 1967. He became a captain of ships at Maersk, he set up his own company and became a millionaire, he established a family… but he has his heart in Somalia, where he was born in poverty, adopted by an Italian family, and where he – voted by exile Somalis – became the president of Jubaland in 2012, the republic in the South of Somalia. As it turns out there are many other, who want that job, and also a position as prime minister is not reachable for the charismatic idealistic man, who wants to help his native country and dedicates a lot of time to go to political meetings and to meet people in the streets. Most of the time outside Jubaland, in Mogadishu or in neighbouring Kenya as Jubaland still is a dangerous place because of warlords.

The structure of the film goes from here to there, from Denmark to Somalia, from the family to politics. Very simple and efficient. His wife Zhara is worried about him – and their life together - as he is so much away from home. In a scene she is packing her suitcase, cut to him trying to catch her by phone, no success, cut to a daughter who tells him to stop all that travelling, cut to him and wife on what is said to be the last tour, where he is bringing computers and other technical equipment to a school in his native region in Somalia.

Apart from the drama, which is actually not described as a drama, of the couple who has been together for 45 years, the film lives through the way he – and she – is described. An almost constantly smiling, well formulated positive Danish Somali and his adventurous life with Zhara. You will be in a good mood watching this film, which of course also in a Denmark of today full of restrictions towards foreigners is a very timely documentary.

Denmark, 2017, 65 mins.

Oliver and Vladimir on Television

”The Putin Interviews” is the title of the four part series made by Oliver Stone with Vladimir Putin in the leading role. Long awaited and with some expectations as Stone had visited the President a dozen times and had this approach to the meetings, formulated in one of the many interviews he has given:

”I’m here to get Putin to talk. Let him talk. If I can encourage him to talk by having an empathetic ear, that is the reporter’s way. I’m also a dramatist. I’m encouraging my actors to be better. To say more. To give me a performance..”

Fair enough. And Putin does talk as I witnessed it last night, where DR2 broadcast the first part of the series.

And Stone puts questions, which are kind and respectful without any attempt to go deeper in Soviet or post-Soviet history. Or in Putin’s profession as a KGB man. Or… Stone asks ”what do you think about Jeltsin and his alcohol problem” or ”why did you not say hello to Gorbatjev at the May 9 celebration ceremony”. Or ”so

Ida Grøn: Stay Behind

Det er mærkelig dobbelt det her still. De to, dette ægtepar vender ryggen til filmen, som de tålmodigt har medvirket i og beholder dens konklusion i sit budskab for sig selv på dette sted ved vestkysten, hvor brohovedet for en mulig CIA ledet landgang under en russisk besættelse efter krigen i den kolde krigs første tid som ville finde sted for at bistå en privat dansk stay behind styrke, er placeret, hvor denne hemmelige landingsbane er anlagt. De to er instruktørens farfar og farmor, og hun og filmen søger gennem hele fortælleforløbet at placere de to centralt, dels i familiehistoriens hemmelighed, dels i den noget mere afdækkede historie om, hvordan en del af den danske modstandsbevægelse mod tyskerne efter befrielsen fortsatte under jorden, nu for ledet af CIA at opbygge en modstand mod en ventet russisk besættelse til umiddelbar afløsning af den tyske.

Den rygvendte mand, farfaren Otto Grøn er styrken i filmen, og han er styrken i familien. Den rygvendte kvinde, hans hustru gennem dette mere end halve århundrede er hans fortrolige. Måske, måske ikke. Hendes loyalitet er ikke tvivl, ikke et sekund. Men det er ham, som holder filmens plot i sin hånd, i en snor, han hele tiden ændrer længden på vel for sig selv ræsonnerende: de skal jo have deres film, men jeg bestemmer, hvornår den er færdig… Det spændende er ikke afdækningen af stay behind teorien, det vildt spændende er, hvordan han klarer sig i filmens lange afhøring ledet af barnebarnet, filminstruktøren Ida Grøn.

Dokumania /THE FEAR OF 13 /2

DAVID SINGTON: THE FEAR OF 13

Peter Bradshaws og Geoffrey Macnabs anmeldelser fik mig til at at love mig selv at se filmen. Og jeg nåede det netop lige før den var bebudet sidste dag på DR TV. Det er en bemærkelsesværdig film, dygtigt lavet helt færdig i hver detalje, næsten helt glat, men anstrengelserne har også gjort, at visse løsninger er blevet overgjort gentaget, så sådanne steder træder ud af den rytmiske, den musikalske selvfølge og jeg mærker detaljen som genbrug, mister den nervøse forbindelse.

VINKLING

Bradshaw og Macnab har for mig begge ret, som de hver for sig ser filmen, kan jeg også se den. Bradshaw: “…For me, he (hovedpersonen red.) feels like a ham actor auditioning for the role of himself in a movie version, he delivers what sounds like an overwritten, over-rehearsed monologue in a breathy-mellifluous voice” og Macnab: ” What is fascinating about Sington's invigorating documentary is that the inmate Nick Yarris recounts his story in his own words. He is formidably articulate, an autodidact who knows how to emphasise all the urgency, suspense, drama and macabre humour in the events.”

For mig var det derfor sådan, at filmens første del stod stærkest, i begyndelsen var hver enkeltdel ny. Men i gentagelserne trættedes jeg. Mere end spænding var det herefter nysgerrighed efter handlingslagets løsning, som holdt mig fast, det i synopsis lovede twist til sidst.

DOKUMANIA /Forever Pure

MAYA ZINSHTEIN: FOREVER PURE (dansk titel: Fodbold, had og racisme)

Dokumania viser på tirsdag så fortjenstfuldt igen en film fra BBC FOUR Storyville, denne gang en fluen på væggen skildring af, hvad der skete, da Beitar Jerusalem FC fik to spillere fra Tjetjenien på holdet. Instruktøren Maya Zinshtein fortæller om filmens tilblivelse i Storyvilles hjemmesides Q & A. Personligt finder jeg det særlig interessant, da hun skal svare på spørgsmålet which documentary has most inspired you? Hun svarer nemlig:

”Harlan County U.S.A by Barbara Kopple that documents the coal miners’ strike at the 70s’. It’s a brilliant piece of verite filmmaking and the way the Kopple immerses herself in this community and tell their story is amazing. I’m a huge fan of verite, for me the idea of coming into a dramatic situation and tracking it for a period without knowing where it’s going to take you - it’s the best documentary filmmaking has to offer. When a dramatic situation tells a much bigger and complicated story about some of the illnesses of society - that’s where great films are born. Also the fact that Kopple was a one of the pioneers of female documentary filmmaking - I always feel that she created a path for us.”

Instruktørforbilledet er altså Barbara Kopple og den foretrukne filmstil er cinéma verité. Variety’s anmelder Alissa Simon konkluderer imidlertid sådan: “In holding a mirror to Israeli society, Zinshtein and her editors do an outstanding job of cutting together variable quality television and home-video footage along with her interviews. Forever Pure world premiered in competition at the Jerusalem Film Festival in July 2016 and nabbed awards for best documentary and editing.” Så ren verité er det jo ikke. Men alligevel: den film må jeg bestemt se. Det er på tirsdag 28. marts 20:45 på DR2 Dokumania og efterfølgende på DR TV.

Dokumania /THE FEAR OF 13

DAVID SINGTON: THE FEAR OF 13

Filmen har den danske titel Manden der ville henrettes. Den var med på CPH:DOX 2015, DR2 Dokumania sendte den forrige sommer, og nu tager Dokumania den op igen. Det sker på tirsdag 21. marts 20:45. Det er også denne gang en god disposition, fordi David Sington er en vigtig instruktør, han har lavet mere end 30 dokumentarer for BBC, og det er en god disposition, fordi det er en vigtig film, en konsekvent egensindig konstruktion, som fik et stort publikum på CPH:DOX til at give den prisen. Men filmen fik omvendt The Guardian's meget erfarne Peter Bradshaw til at afvise dens radikale fortællegreb:

“… Director David Sington effectively turns the film over to Yarris (hovedpersonen, red.), who is allowed to narrate the documentary on-camera and control its pace, tone and content. For me, he feels like a ham actor auditioning for the role of himself in a movie version: he delivers what sounds like an overwritten, over-rehearsed monologue in a breathy-mellifluous voice. His story is important, yet the style is mannered. I wondered if it might have been better as an interview, with Sington interrupting him, questioning him, getting more perspective on his (important) story.”

Independent's Geoffrey Macnab blev lige modsat begejstret over grebet: “…What is fascinating about Sington's invigorating documentary is that the inmate Nick Yarris recounts his story in his own words. He is formidably articulate, an autodidact who knows how to emphasise all the urgency, suspense, drama and macabre humour in the events that led him to be condemned to die. His account is complemented by reconstructions similar to those found in Errol Morris' The Thin Blue Line. This is virtuoso film-making only partially let down by its artifice.”

Dokumania /BOLSHOI BABYLON /2

Jeg så Nick Read’s Bolshoi Babylon, da TV2 Dokumania sendte den i aftes. Jeg havde glædet mig efter, hvad jeg havde læst og bragt som foromtale her, både glædet til filmen som sådan og til at se den navnkundige og erfarne Reads særlige greb om stoffet. Jeg må skrive, at jeg blev skuffet. Ikke over alting, men over en del, først og fremmest over, at den stort tænkte allegori over det særlige ved Rusland og landets sjæl afspejlet i Reads observernede kameras skildring af hele den komplicerede og bevægende verden, Bolshoi Teateret er, som et vældigt mikrokosmos over det russiske makrokosmos. For mig falder den allegori aldeles sammen, ikke i optagelserne, som er smukke og hver for sig tydelige rester af kloge lange scener, ikke i de veloplagte og tilsvarende smukt filmede interviews, som alle er rester af lange, kloge erfaringer og analyser, men af en brutal montage, som i en bestemt journalistisk tv-stil er klippet sønder og sammen, så det kunstneriske indhold svækkes til bortfald, så en tabloidlignende historie mest af sladder står tilbage som fremheskende indtryk.

En cinematogrfisk dokumentarfilm er her forvandlet til en ordinær tv-dokumentar, et shakespearesk drama ændret til en Readers Digest moralisering, direct cinema lavet om til populær collage, en ærlig kunstnerisk ambition sat til side for en kalkulerende journalistik, som synes styret af en svigtende tillid til, hvad vi som tv- publikum formår at forstå i for eksempel en klassisk juxta-position baseret filmfortælling, men som en overfadisk flok skal have alt, selv høj kunst formidlet i underholdende konfettidrys.

Men, men, tilbage er at indrømme, at det er en imponerende flot film, bestemt værd for nysgerrighedens og i hvert fald for balletglædens skyld at se på DR TV.

STILL: Den endelige vinder af magtkampen med Sergei Filin, den nye direktør Vladimir Urin, har sat sig i stolen.

Dokumania /BOLSHOI BABYLON

NICK READ: BOLSHOI BABYLON

Den 17. januar 2013 blev den kunstneriske leder af Bolsjoj-balletten, Sergej Filin, angrebet med syre af en maskeret mand. Han vendte efter behandlingen for skaderne i ansigtet tilbage til Bolsjoj (STILL).

”… Overfaldet afslører imidlertid, hvad mange kendere har vidst længe, nemlig at balletten er i dyb krise. Personlige konflikter, jalousi og dårlig ledelse infiltrerer Ruslands mest berømte kunstinsitution og sender den på katastrofekurs. Solodanseren Pavel Dmitrisjenko bliver anholdt for angrebet, og andre dansere siger op eller bliver fyret. I et forsøg på at skabe fred i kulisserne bliver Vladimir Urin udpeget til ny direktør, men dette skal vise sig at være et uklogt træk, der blot skaber endnu flere problemer. Denne betagende dokumentar følger en kunstinstitution på randen af forfald og blotlægger intrigerne bag tæppefald”, skriver DR2 Dokumania i sin pressemeddelelse.

Nick Read: Bolshoi Babylon (Dansk titel: Syreangrebet i Bolsjoj-balletten), UK 2015 (BBC FOUR, Storyville), 86 min. Sendes tirsdag 14. marts 20:45 på DR2 Dokumania og efterfølgende på DR TV.

Dokumania /THE FAMILY

ROSIE JONES: THE FAMILY

Anne Hamilton-Byrne var smuk, karismatisk og overbevist om, at hun var en levende gud. I 1963 grundlagde hun sekten ”Familien”, som en blanding af kristendom, østens mystik og psykedeliske stoffer. Ved hjælp af adoptionssvindel og andre sektmedlemmer anskaffede hun sig et utal af børn og opdrog dem som sine egne efter overbevisning om, at de skulle redde verden efter en forestående 3. Verdenskrig. Efter en opdragelse med hjernevaskende motion, tæv, sult og indsprøjtninger med LSD blev de sidste børn reddet ud af sektens klør ved en dramatisk politirazzia i 1987. Men mange af dem lider stadig i dag under deres traumatiske barndom og kæmper for at leve et normalt liv efter hjernevask og misbrug. (Dokumania)

The Family (dansk titel: Sekten der stjal børn), Australien, 2016, 98 min. I TV2 Dokumania 7. marts 20:45 og efterfølgende på DR TV.

SYNOPSIS

Anne Hamilton-Byrne was beautiful, charismatic and delusional. She was also incredibly dangerous. Convinced she was the reincarnation of Jesus Christ, Hamilton-Byrne headed an apocalyptic sect called The Family, which was prominent in Melbourne from the 1960s through to the 1990s. With her husband Bill, she acquired numerous children – some through adoption scams, some born to cult members – and raised them as her own. Isolated from the outside world, the children were dressed in matching outfits, had identical dyed blonde hair, and were allegedly beaten, starved and injected with LSD. Taught that Hamilton-Byrne was both their mother and the messiah, the children were eventually rescued during a police raid in 1987, but their trauma had only just begun.

With survivors and cult members telling their stories alongside the Australian and international detectives who worked the case, this confronting feature documentary exposes not just what happened within the still-operating sect but also within the conservative Melbourne community that allowed The Family to flourish. (Official site)

http://www.thefamilysect.com/

https://www.youtube.com/watch?v=X_KeVkZ_JhM (Trailer)

https://www.theguardian.com/film/2016/nov/20/growing-up-with-the-family-inside-anne-hamilton-byrnes-sinister-cult  (anmeldelse)

Cosima Spender: Palio

På tirsdag sender DR2 DOKUMANIA Spenders film fra 2015. Filmkommentaren.dk har tidligere bragt en anmeldelse fra visningen på festivalen CPH:DOX i København af Sara Thelle og en præsentation af filmen fra festivalen Magnificent7 i Beograd af Sveana and Zoran Popovic. Så vi har været optaget af den film, og i anledning af Dokumanias visning tager vi dem frem igen og anbefaler filmen meget:

SARA THELLE (12-11-2015)

Don’t miss out on the last screening of Cosima Spender’s Palio at CPH:DOX on Sunday November 15th. It is a feast for the eyes!

Il Palio is the world’s oldest horserace. It takes place at the famous Piazza del Campo in the heart of Sienna twice a year opposing the 17 rivalling districts of Sienna. However, the race is only a small part of the game. Behind it lays months of negotiations, strategy, bribery and treachery and days of ceremonies, rituals and parades. It’s about power and money, a form of legalised corruption and a game whose complexity of open and hidden rules have been forged over centuries. Described as absurd and dysfunctional by locals who yet participate in it with passion.

Anglo-Italian director Spender (who grew up close to Siena) focuses on the perspective of the jockeys. Not bound to a certain district or horse, they are the front pieces in the game. They are the gladiators and the Piazza the Coliseum. As much as the horses are adored, the jockeys are viewed upon with mistrust. Seen as mercenaries, traitors or even prostitutes, the celebration of the winner is only temporarily, the looser risks to get beaten up. It’s brutal; the only race in the world where the horse can win without the rider.

Two rivals: the old master Gigi who is about to break the record of most won races and the upcoming young outsider Giovanni. Two schools of thought: “either you go for strategies… or you go for the good horse”. They race with their lives at stake, riding bareback in medieval costumes and sneakers! And you just hold your breath… The race only lasts for about 90 seconds, but it seems like forever.

Kristi Jacobson: Solitary

Dokumania viser Kristi Jacobsons film under den danske titel ”Isoleret – bag tremmer i USA” tirsdag 14. februar 20:45 på DR2 og efterfølgende på DR TV og fortæller om filmen, ”at i USA sidder over 100.000 amerikanere indespærret i isolation - for mange indsatte en skæbne, der gør det umuligt for dem nogensinde at vende tilbage til et almindeligt liv. Dokumentaren tager os med ind bag tremmerne på et af USA’s mange isolationsfængsler og giver os indblik i den virkelighed, der omringer de indsatte og sætter deres mentale tilstand på prøve.”

USA 2016. DR2 Dokumania 14. februar 2017 20:45 og derefter DR TV.

https://www.youtube.com/watch?v=2eAOzxZNJyE (Trailer)

Ezra Edelman: OJ: Made in America

DR2 meddeler at vi kan se eller gense Oscar-favoritten ”OJ: Made in America”, da kanalen sender det 7,5 timer lange mesterværk på søndag den 12. februar fra kl. 09:20. Filmen vises ligeledes igen som 5 x 90 min., hver aften kl. 23.00 i vinterferien, søndag den 12. til torsdag den 16. februar og kan efterfølgende streames på DRTV. ”Filmen skildrer fodboldstjernen O.J. Simpsons liv fra hans opvækst og storhedstid i Los Angeles til hans komplette og ultimative fald i en mordretssag, der polariserede USA.” FILMKOMMENTAREN anmeldte filmen da den blev vist som serie august sidste år, og vi bringer i den her anledning anmeldelsen (til 6 af vores mulige 6 penne) igen, en smule rettet til. 

Min kollega Tue Steen Müller spurgte mig dengang, hvorfor jeg blev ved med at se serien om O. J. Simpson, selvom jeg var skeptisk efter første afsnit, som vi så sammen. Jamen, netop det spørgsmål havde jeg stillet mig selv efter DR2 visningen af et af afsnittene (jeg så dog kun sidste 2/3 og havde ikke set de mellemliggende, men ville så nu gøre det), og siden begyndte jeg forsøgsvis at læse de begejstrede anmeldelser. Kunne jeg finde en forklaring der? Eller var det klipningen? Biljagten i afsnittet den pågældende aften for eksempel?

Jeg har ikke været så optaget af en amerikansk arkivfilm siden måske Barak Goodmans serie "Clinton" eller endnu mere præcist siden Emile de Antonios "Millhouse", som end ikke er sentimental, hvad Clintonbiografien er. Så jeg må prøve at finde kræfter til at se det hele og finde en forklaring...

The Poetic Documentary

I think we said ”poetic documentary” more than a hundred times in Aarhus during the weekend, where the mini-festival Baltic Frames took place. The theme for the festival chosen by the curators Signe Van Zundert and Niels Bjørn Wied, also included the word: Capturing the Poetic Everyday. But what is ”poetic”? I went to one of many online dictionaries, where ”Poetry” was defined like this: ”the art of rhythmical composition, written or spoken, for exciting pleasure by beautiful, imaginative, or elevated thoughts”. If you take away the reference to literature, where most of the words come from when we talk about films… then maybe we get closer. But as one of the participants at the seminar sunday asked: Is a poetic documentary merely one that shows beautiful landscapes… No, was the answer from Audrius Stonys, who is – together with Kristine Briede – the director of the film under production, working title ”Baltic New Wave”, a poetic documentary, he said, can deal with any topic, it’s about the aesthetic choice and the personal angle. But, said I, if there is a poetic documentary, there must also be a prosaic documentary… Yes, said Stonys with a smile, Michael Moore does not make poetic documentaries!

Equally with a smile, Ukrainian director Roman Bondarchuk, who showed his ”Ukrainian Sheriffs” at the festival and a clip from his wonderful ”Dixie Land”, asked if Stonys found his films were ”poetic”. The answer came immediately, ”of course they are”. To go back to the definition above, ”the exciting pleasure by beautiful, imaginative and/or elevated thoughts”, is created through (also)

Lise Birk Pedersen: Tutti a Casa

Vi er 83 minutter inde i filmen, her er det dramatiske højdepunkt, i billedet ser vi de egentlige medvirkende bortset fra en. Kvinden i midten er Paola, manden til højre er Alberto, manden til venstre er Mario. Den fjerde hovedperson er fraværende, det er den på det tidspunkt i filmens forløb ekskluderede Luis. Scenen sammenfatter filmens to vigtigste dramatiske forløb, den pludselige vækst, men så også uenighederne og eksklusionerne i det nye parti i Italien, Movimento 5 Stelle og nedturen for den tidligere regerende partikoalition og især den dominerende Silvio Berlusconi.

De fire var oprindeligt venner og kolleger, enige om grundlaget, at reducere eller fjerne mafiaens og alle de gamle politikeres, først og fremmest Berlusconis magt, de er enige om målet, men ikke om enkelthandlingerne undervejs. Luis blev stemt ud ved en votering blandt partiets medlemmer. Så her ved den afgørende afstemning i senatet om Berlusconis immunitet er det de kun de tre af de fire som samlet energisk råbende argumenterer, men bestemt uden at miste noget som helst af deres store charme, som jeg filmen igennem vænner mig til og bliver meget glad for, de tre plus én er yderst forskellige, men det er fornemt lykkedes Lise Birk Pedersen og Anders Villadsen at tegne dem præcist lige stærke, lige sympatiske.

Johan Grimonprez: Shadow World /2

(2) FORFATTERE

Jeg er helt tryg ved denne mand. Det er forfatteren Eduardo Galeano (1940-2015), han har på sin reflekterende måde skrevet om politik hele sit liv. Den vældige trilogi Memoria del fuego, 1982-86 (dansk Ildens erindring, 1983-90) er en beundringsværdigt etableret sammenstilling af myter, krøniker og andre tekster om de amerikanske kontinenters historie fra førcolombiansk tid til nu. Herfra kender vi ham. Smukt passet ind i filmens lyddesign læser Galeano her i filmen stykker fra sin sidste bog Children of the Days: A Calendar of Human History fra 2015, som vist ikke er oversat endnu. Galeano medvirker selv som stemmen, der læser op og den stemme er i høj grad en medvirkende, et vidne i filmen, og jeg stoler på dens og på poesiens sandhed, som her også er den alvorlige bas af forståelse gennem uhyrlighederne, orgelpunkterne af menneskelig erfaret indsigt på afgørende problemsteder i filmfortællingens linje. Omhyggeligt har Grimonprez og klipperen Per K. Kirkegaard og hans kolleger contrapunktisk, erkendelsesnode for erkendelsesnode, bragt forfatterens sætninger i kontakt med historiske arkivoptagelser, ofte af sindbilledlig natur. Den første tekst, to sætninger i en skabelsesberetning, lyder ”Videnskaben siger at vi er lavet af atomer. Men en lille fugl har fortalt mig, at vi er lavet af historier…”

Johan Grimonprez: Shadow World /1

1 VIDNER

Jeg vælger at tro, at denne mand er troværdigheden selv. Han hedder Chris Hedges, han har været krigskorrespondent for The New York Times, han er forfatter, hans seneste bog er Wages of Rebellion: The Moral Imperative of Revolt, 2015 og han arbejder nu tillige som præst. Han arbejdede tidligere gennem et par årtier uafbrudt som udenlandsk korrespondent i Mellemamerika, Mellemøsten, Afrika og på Balkan, han skrev fra mere end halvtreds lande for The Christian Science Monitor, NPR, Dallas Morning News og The New York Times, hvor han var udenrigskorrespondent i i årene1990 -2005. I 2002 var Hedges del af en gruppe på otte journalister på The New York Times som blev tildelt Pulitzerprisen for avisens dækning af den globale terrorisme.

Chris Hedges er et af de medvirkende vidner (som jeg én for én også vælger at tro på, især er det vigtigt at tro på våbenhandleren, hans nonchelant underholdende praleri er blot et nervøst træk ved ham, som de øvrige vidner er han sagkyndig), Hedges er altså medvirkende vidne i Shadow World, en krævende og foruroligende film, som bearbejder også mine pinlige historiske forglemmelser og flig for flig løfter dækket af også mine fortrængninger af bestemte historiske kendsgerninger.

Johan Grimonprez, som nok især huskes for Dial H-I-S-T-O-R-I-Y, 1997 om flykapringernes historie skildret på arkivmatriale fra de populære tv-stastioner sat i ramme af en personligt reflekterende filmkonstruktion, har tilsvarende lavet Shadow World om det militært-industrielle kompleks’ halvt- eller helt ubelyste, men sandt at sige angstprovokerende historie. Det er sket i samarbejde med blandt andre produktionsselskabet Final Cut for Real, København, og filmen får biografpremiere i Grand Teater i København nu på søndag 13. november og tv-premiere på DR2 15. november.

Til københavnerne: Gå i biografen på søndag og se den film! Og til alle danskere: se den på DR2 på tirsdag! Jeg kan kun anbefale sådan en nødvendigt rystende ophobning af bitre facts i et klogt og roligt forfærdende filmessays form...

Michael Kirk: The Choice 2016

DR2 sender i aften denne helt nye gedigne tv-dokumentar, en dobbeltbiografi over Hillary Clinton og Donald Trump, deres levnedsløb fra barndommen til nu i præcise kapitler skiftevis vekslende mellem de to. Dokumentaren er i den næsten altid foretrukne amerikanske stil bygget af et voldsomt stort og her i landet for en stor dels vedkommende nok ukendt arkivmateriale kombineret med nye interviews med Clintons og Trumps venner og kolleger samt forfattere til bøger om dem og iagttagere af deres karrierer fra aviser og tv-stationer.

Indholdet er seriøst, koncentreret, ærligt og klart, og der er selvfølgelig en del vægt på det underholdende sladderstof, de spændende skandaleforløb spredt i to parallelt psykologiserende familiehistorier begge begyndende med brutale og dominerende fædre. Alt i overensstemmelse med denne særlige tv-tradition for biografi.

Den meget erfarne tv-journalist Michael Kirk holder imidlertid alt i stramme tøjler, så de 100 tv-minutter fremstår som et aldeles voksent og faktisk interessant resumé over dagens to nok vigtigste politikerbiografier, en tillidvækkende sammenfatning, som jeg må anbefale. Mens vi venter på resultatet.

USA 2016, 100 min. Produktion: Frontline, WGBH/Boston i samarbjde med Kirk Documentary Group. Sendes I AFTEN 8. november 20:45 på DR2 og kan derefter ses på DR TV.

Andreas Dalsgaard og Obaidah Zytoon: The War Show

The War Show sendes på DR2 i morgen tirsdag 1. november 20:45 i en 85 minutter lang version, skriver Line Bilenberg i en pressemeddelelse. Seerne vil undervejs, mens filmen vises på DR2, have mulighed for at chatte med den ene af de to instruktører, danske Andreas Dalsgaard på DR.dk. Filmen har i DR2 regi fået den danske titel Venner i Krig og indgår i kanalens Dokumania program, DR-redaktøren Mette Hoffmann-Meyer skriver om filmen:

"The War Show er en utrolig vigtig film, fordi den giver krigen i Syrien et menneskeligt ansigt. Samtidig viser den hele konflikten - lige fra revolutionen i 2011, som var fuld af håb og frem til i dag, hvor Assad styret har landet i et jerngreb og hvor der hver dag begås uhyrligheder og folkedrab."

SYNOPSIS

The War Show er historien om den syriske radio-vært Obaidah Zytoon og hendes venner, der i 2011 bliver revet med af opstanden imod regimet. De lever blandt kunstnere og aktivister og filmer deres liv, da de begynder at deltage i demonstrationerne mod præsident Assad. Men som opstanden udvikler sig til en blodig borgerkrig, bliver deres venskab testet af fængslinger, død og vold.

Zytoon forlader Damaskus og rejser til sin hjemby Zabadani, til rebellernes højborg Homs og til det nordlige Syrien, hvor hun oplever den spirende ekstremisme. "The War Show" er en personlig roadmovie, der følger Syriens skæbne og en gruppe venner, hvis liv og drømme forvandles til mareridt, alt imens landet synker sammen i kaos.

TRAILER

https://vimeo.com/187023489

ANMELDELSE

Obaidah Zytoon tager som programvært begejstret styringen af sit radioprogram med populær musik. Det er tilbage i 2011 vel. Det er filmens første scene og det er dens ramme. Men straks efter kommer så hendes dæmpede stemme. Eftertænksom og fem år senere. Nu fra mikrofonen i filmens lydstudie begynder hun i sin voiceover at fortælle, hvad der herefter skete. Og det her er en alvorlig, intens og god film. Det er man allerede nu sikker på… Læs hele Filmkommentarens anmeldelse:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3727/

Nagieb Khaja: De hvide hjelme i Aleppo

Han laver mad til kollegerne på redningsholdet, den lille enhed af civilforsvaret i Syriens oprørskontrollerede bydele sammensat af unge frivillige mænd, denne lille enhed, som Nagieb Khaja over nogle dage med sin film skildrer, har sit kvarter et sted i Aleppo. Meget af tiden går med at være parat og så vente, hvile, snakke, spise. For at rykke ud når bomberne falder og spærrer folk inde i deres huse, levende, sårede og døde. Mændene med de hvide hjælme er ”dem som leder efter livet under dødens ruiner”, som en eller anden har skrevet med spray på en gademur mur et sted i kvarteret.

Først er der i et afsnit spejderen, udkigsposten, som konstant afsøger himmelrummet for fly og melder til kollegerne i mandskabsrummene, når et bombeangreb er på vej. Han kan ikke selv deltage i rdningsarbejdet direkte. Han fortæller kort og mandigt, hvordan han kom i klemme under en militær træfning og som redningsarbejder blev isoleret blandt en snes bevæbnede mænd, hvordan han blev voldsomt mishandlet. De går direkte efter redningsarbejdere. Så er der holdets leder, som forklarer at De hvide hjelme er et humanitært og absolut ikke militært foretagende støttet af en række internationale organisationer. De er mænd fra alle fag, mennesker som ikke vil flygte, de mener det er deres by og de vil som civilforsvarsgruppe være forrest, når dette er overstået og Syrien skal genopbygges.

Amy Berg: Janis: Little Girl Blue

...Just as with Scorsese’s Dylan portrait No Direction Home, Berg owes some of Janis’ finest moments to D. A. Pennebaker. Not only with the strong scenes from his legendary concert film Monterey Pop (1968, filmed by Pennebaker, Leacock and Maysles, probably the most musical trio in film history), the film that sparked off Joplin’s route to stardom... (Sara Thelle)

(Red.: NB Janis: Little Girl Blue bliver vist på DR2 DOKUMANIA i morgen tirsdag 18. oktober 20.45 og efterfølgende på DR TV. Her på FILMKOMMENTAREN har vi derfor taget Sara Thelles anmeldelse fra premieren på CPH:DOX sidste år frem på forsiden igen.)

REVIEW

by Sara Thelle

Nearly two hours in company of Janis Joplin, what’s not to like! I was so ready to just lean back and enjoy and I was… disappointed.

Whoa, slow down, hold your horses! I’m being bombarded with talking heads at a speed so I can’t follow. Too fast a pace when all I want to do is to take my time, hear the music, feel the music and the person I’m about to discover.

I’m disappointed because I’m sitting in the dark theatre all alert and ready to take in impressions, emotions, sound, images and Music and I’m not getting the cinematic experience I thought I would. And I’m annoyed because I think a big part of my disappointment is a question of the editing. I don’t mind a conventional portrait film, I don’t mind seeing a TV-documentary in a theatre, but I do mind the rushing.

All the information, all the anecdotes and the archive footage lose sense if I don’t get the time it takes to “meet” the performer and her music. If there is not a moment where I hear something I haven’t heard before, suddenly discover the lyrics of a well-known song or just get to linger on a live performance…

Having said that, award-winning American filmmaker Amy Berg (the Oscar-nominated Deliver Us from Evil, 2006, about child molestation within the Catholic Church) has made an impressively well-documented portrait of Janis Joplin. It has been a long-term project initiated by the Joplin estate who approached the director back in 2007 and behind the film lays a huge amount of work with archive research, funding and clearing rights.

Mette Knudsen: Vejen er lang

Rammevignetten er en stort opsat drømmescene, hvor historiens oprørske kvinder kvinder løber i samlet flok gennem tiden. Filmens producent Nils Vest har under optagelsen af den scene fotograferet rødstrømpen i gruppen som et enkelt sætstykke til den scene og som sindbillede fra tiden omkring 1970, og det er her Mette Knudsen tager afsæt for sin redegørelse for kvindebevægelsernes historie, der i rødstrømpebevægelsen begyndte hun selv som aktiv, derfra dykker hun i sin film tilbage i de historiske forudsætninger. Det er meget redeligt, og det er meget omhyggeligt lavet.

Filmen er på tv delt op i fire afsnit. Det første blev sent på DR K i aftes, og der er allerede noget at glæde sig over. Først er der de medvirkende fra Mette Knudsens egen generation, som klogt og velformuleret, men desværre i den valgte tv-stil klippet i alt for korte afsnit, sætter erfaringens konklusioner ind i historieberetningen. Mest glædede jeg mig over samtalen mellem Bente Hansen og Mette Knudsen. Havde så gerne set den i sin fulde udstrækning. Men der kan jo komme flere korte klip og så kan jeg måske rekonstruere den i hovedet.

Dernæst må man lægge mærke til og vil blive glad for Erik Norskers kontrolleret klassiske fotografering, først af alle disse samtaler / interviews med de medvirkende, dernæst af en række vignetrekonstrueringer i stiliseret filmhistorisk ånd. Jeg tror i nøje lighed med rekonstruerede scener i nogle af Mette Knudsens tidligere historisk tilbageskuende film. Den slags skal vist gøres meget nænsomt, og det sker faktisk her.

Så alene Mette Knudsens møder med kvinderne fra dengang og Erik Norskers billeder ser her efter første afsnit ud til at være filmen værd. Nu får vi se, resten…

Danmark 2016, 106 min., sendes på DR K i fire halvtimes afsnit. Det første blev sendt i aftes. Det kan ses her:

https://www.dr.dk/tv/se/vejen-er-lang/vejen-er-lang-roedstroemper-og-blastroemper-1-4

De følgende sendes på DR K følgende onsdage, 14., 21. og 28. september 22:15.

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/94920.aspx?id=94920 (Filmens data) 

Alex Gibney: Zero Days

Det begynder med at vidne efter vidne nægter at sige noget foran Gibneys kamera når han kommer til spørgsmålet om Stuxnet computervirus angrebet i 2010. Nogle nægter med antydningen af et smil, men alle er faste i mælet. De lægger ikke skjul på den kendsgerning at de ved noget, eller meget, eller alt. De er alle fra inderkredsen omkring begivenheden, som effektivt forsinkede, måske standsede Irans kernevåbenprogram ved at anbringe dette computervåben, dette selvstyrende program i et virus’ form i den iranske forsøgstation Natanz ’ interne computernetværk. Man skuffes, de ved noget, men de vil ikke ud med det, og dertil i fortællingens begyndelse forekommer de heller ikke ikke spændende og charmerende og udstrålende, som talking heads kan være, ja altid er i de rigtig gode film som denne skulle være.

Men begyndelsen er jo blot anslaget i Gibneys fortælling, han holder selv på samme måde som de medvirkende vidner sine kort af viden tilbage, spiller dem i sin metode langsomt ét efter ét. Og efterhånden viser vidnerne sig aliigevel at være interessante, spændende, hele mennesker. Der kommer to fascinerende computerdetektiver til, de gider godt fortælle og det oven i købet så det er til at forstå for folk uden kendskab til computerteknologi. “The most articulate voices helping to bridge the gap between technological vocabulary and everyday speech are two cybersecurity specialists, Eric Chien and Liam O’Murchu from Symantec Research Labs”, som Stephen Holden i sin New York Times ameldelse udtrykker det. De er bare så fine de to tæt samarbejdende kolleger. Og så er der New York journalisten David Sanger (foto) som er den gedigne viden og tryghed og overblik inkarneret: “David E. Sanger, a reporter for The New York Times who calmly puts the development of cyberwarfare into a broad perspective. He is not alone in suggesting that this is now the frontier of modern warfare and that nations are competing fiercely to stay ahead.” Nej, dette problem for innternational ret, at krig over internettet endnu er uden regler, et lovløst område, er vel egentlig overhovedet Alex Gibneys anliggende. Det er vel for så vidtrækkende han som journalist formår at sprede Sangers og andres indsigt han fortæller sin historie. Alle Gibneys fortællinger er vist moralske.

Ezra Edelman: O. J. / Made in America

Kollega Tue Steen Müller spørger mig, hvorfor jeg bliver ved med at se serien om O. J. Simpson, selvom jeg var skeptisk efter første afsnit, som vi så sammen... Jamen, netop det spørgsmål har jeg stillet mig selv efter DR2 visningen i aftes (jeg så dog kun sidste 2/3 og har ikke set de mellemliggende, men vil prøve at gøre det) og siden er jeg begyndt forsøgsvis at læse de begejstrede anmeldelser. Kan jeg finde en forklaring der? Eller er det klipningen? Biljagten i afsnittet i aftes for eksempel? Jeg har ikke været så optaget af en amerikansk arkivfilm siden måske Barak Goodmans serie "Clinton" eller endnu mere præcist siden Emile de Antonios "Millhouse" som end ikke er sentimental hvad Clintonbiografien er. Må prøve at finde kræfter til at se og finde en forklaring...

USA 2016, 463 mins

Seriens længde er således en udfordring. “… Its length may seem daunting, but I would have watched it for another eight hours and will almost certainly watch it again before the summer is over. It’s that good”, skriver imidlertid Brian Tallerico i sin grundige og kloge anmeldelse på rogerebert.com:

http://www.rogerebert.com/reviews/oj-made-in-america-2016

HVID FORD

Det var biljagten i afsnit 3 jeg kom fra. Nu er det snart tirsdag igen og jeg er ganske enkelt spændt på afsnit 4, jeg må uomgængeligt være med i det her. Jeg, som ikke er trofast tv-seer... 

Ezra Edelman: “O.J.: Made in America” /4

Dette billede er cinematografisk det vigtigste, det helt centrale i 4. afsnit, hvor dobbeltmordet skildres, hvor anklagerholdet og forsvarerholdet krydsforhører vidner og argumenterer mod hinanden. Dette billede af anklagede O. J. Simpson i retten lyttende (en enkelt gang handlende da han prøver handskerne), lyttende og afmålt reagerende, men vist uden at have en eneste replik. Det er nemlig noget helt andet Edelman vil med sine utallige indklip af denne indstilling, denne ene indstilling med lige så utallige variationer i det overmåde store arkivmateriale, variationer i hovedpersonens repertoire i fuldt kontrollerede ansigtsudtryk. I klipningen afprøves med den kameraindstilling en enkelt bemærkning af statsadvokaten, nu år efter som vidne i filmen her: Simpson kan på et splitsekund (og hun knipser i luften med to fingre) skifte ansigt fra én følelsens yderposition til en anden. Uventet. Nu råder klipperen så over disse utallige kombinationsmuligheder med et ligeledes, må det være, meget stort antal udsagn fra advokater og vidner og lydbånd og dertil fremlagt bevismateriale og fotografier med et rystende indhold. I dette klippebordets variationsværk fører Ezra Edelman sideløbende med sin samfundsskildring af det vestlige USA dette årti, skildringen af sin hovedperson så underfundig kryptisk videre, at i hvert fald jeg alene for dette klippearbejde må se ikke blot serien færdig, men inden da 4. afsnit igen…

Det sidste afsnit sendes på DR2 Dokumania næste tirsdag 9. august 20:55. De sendte afsnit kan ses på

https://www.dr.dk/tv/programmer/genre/dokumentar

Ezra Edelman: “O.J.: Made in America” /3

Jeg var skeptisk ved afsnit 1 skrev kollega Tue Steen Müller, det mærkede han, da vi så den sammen. En læser af vores Facebookside indvendte, at det afsnit jo indeholdt en fremragende redegørelse for udviklingen i det spændte forhold mellem den sorte og den hvide befolkning disse år, og ja, det så jeg ved gensynet, det da er rigtigt nok, og vigtigt ja. Men jeg ledte efter noget andet, en kerne i serien og kom nu lidt på sporet af den, for med ét forstod jeg biljagten i afsnit 3. Jeg så nelig nu, at det centrale motiv i afsnit 1 er OJ’s løb med bolden, hans løb fra alle andre, hans af alle beundrede løb til baglinjen med bolden i favnen. Jeg undrede mig ved første gennemsyn over dette uendeligt gentagne motiv. Det er jo ikke en almindelig sportsreportage, heller ikke kun en biografisk redegørelse, nej arkivoptagelserne er klippet i rytmiske sekvenser til noget særegent. Denne detalje er vigtig for mig, vigtig nærmest musikalsk, og det gik så op for mig, at der er en lang bue af forståelse fra løbet med bolden til flugten med fotografierne i den hvide bil i 3. afsnit. Sådan noget kan jeg lide i en filmiske fortællelinje, lange buer mellem dens kernetemaers enkeltelementer, der er Edelmans sindrige værk naturligvis adskillige… Sådan kollega, dette er mit foreløbige svar.

USA 2016, serie på i alt 463 mins. Det 4. afsnit sender DR2 Dokumania i dag, tirsdag, 2. august 20:45.

Ezra Edelman: “O.J.: Made in America” /2

Det var biljagten i afsnit 3 jeg kom fra. Nu er det snart tirsdag igen og jeg er ganske enkelt spændt på afsnit 4, jeg må uomgængeligt være med i det her. Jeg, som ikke er trofast tv-seer. Jeg, som sjældent følger serier, jeg fulgte sidste tirsdag den forfølgelse af den hvide Bronco som filmen skildrer i actionæstetik, men i en ganske enestående actionæstetik ved at blive ved helikopteroptagelserne af Broncoens kørsel og kun ganske kort, på en måde opmuntrende, lave klip til optagelser fra jorden og, næsten uvirkeligt, til den beruset begejstrede journalists kommentarer fra en dyb lænestol, en besynderlig karakter, som nu ser sine optagelser fra deroppe i sin tv-stations helikopter dengang de var virkelige, nu ser dem som film til tv. Og med dette klippevalg gør Edelman mig til egentlig deltager i dramaet. Når dette menneske i lænestolen både er reporteren og den fnisende leende tilskuer til sit scoop, lægger jeg uden beslutning afstand betragtningerne udefra og flytter mig selv ind i Broncoens værdige ro, jeg holder nu med flygtningen. I hvert fald lige nu i dette: flugten. Og Edelmans fortælling forstår mig og følger med mig, skildrer de mange tilskuere til jagten, som ikke er en jagt, men en eskorte viser det sig, for politiet vil ikke miste OJ, de beskytter deres Juice, hans øgenavn fra fodboldbanen bruges nu mere og mere, og den hvide Bronco baner sig netop som den nærmer sig Simpsons hjem, vej gennem mylderet som cykelheltene højest i bjergetaperne. Jeg holder således med fodboldhelten her i løbet tilbage til baglinjen, holder med Juice, som med, viser det sig her, ikke bolden, men de vigtige indrammede fotografier i favnen…

Ezra Edelman: O.J.: Made in America

Kollega Tue Steen Müller spørger mig, hvorfor jeg bliver ved med at se serien om O. J. Simpson, selvom jeg var skeptisk efter første afsnit, som vi så sammen... Jamen, netop det spørgsmål har jeg stillet mig selv efter DR2 visningen i aftes (jeg så dog kun sidste 2/3 og har ikke set de mellemliggende, men vil prøve at gøre det) og siden er jeg begyndt forsøgsvis at læse de begejstrede anmeldelser. Kan jeg finde en forklaring der? Eller er det klipningen? Biljagten i afsnittet i aftes for eksempel? Jeg har ikke været så optaget af en amerikansk arkivfilm siden måske Barak Goodmans serie "Clinton" eller endnu mere præcist siden Emile de Antonios "Millhouse" som end ikke er sentimental hvad Clintonbiografien er. Må prøve at finde kræfter til at se og finde en forklaring...

USA 2016, 463 mins

Seriens længde er således en udfordring. “… Its length may seem daunting, but I would have watched it for another eight hours and will almost certainly watch it again before the summer is over. It’s that good”, skriver imidlertid Brian Tallerico i sin grundige og kloge anmeldelse på rogerebert.com:

http://www.rogerebert.com/reviews/oj-made-in-america-2016

Alex Holmes: Stop at Nothing

… the Lance Armstrong Story, to include the subtitle, was screened last night at the DR2 Dokumania, whose editors apparently do not hesitate to bring sport documentaries during events like Wimbledon (last week ”Serena” (Williams) was shown), and now, when the first stages of Tour de France are broadcast on tv screens all over, and is very popular in Denmark, a documentary about Lance Armstrong. One should think that there was enough sport on the channels, but here came another documentary on Lance Armstrong. I am sure many do remember the Alex Gibney documentary, where the director was finishing a portrait of the bicycle superman, when the news broke that he had been doped, confessed by himself in an Oprah show. In 2013. The director went back to Armstrong and made an interview with him that became the backbone of a film that shows a lot of material from the Tour with Armstrong in the winning role.

There is much less bicycling in this documentary that has its focus on the portrait of man - who happens to be an athlete – who is characterised by one of the many interviewed as a sociopath, who made his own myth, who bought victories, broke every decent rule of ”normal” friendship, shouted at one former team mate after the other, when they had suggested that he was doped, used his cancer illness in the foreground when going public… The film goes step by step into a case that we have heard about so many times, and is merciless in its portrait of the (lack of) human qualities of the Shakespearean Armstrong. No sympathy at all. I would not say that I had that for him in Gibney’s film that in a way makes him an archetype of a madman, who gets away with all king of lies without any scruples whatsoever.

As usual for the Dokumania series – stylistically a formatted, designed tv documentary.

For Danish readers – the film is available for a period on dr.dk

Australia, 2014, 90 mins.

Ryan White: Serena

This film about tennis superstar Serena Williams is one more of the many current documentary portraits of celebrities in the entertainment business and political life. Contrary to the classics in this direct cinema tradition (“Primary” (JFK), “Lonely Boy” (Paul Anka), “Stravinsky”) you sense that you don’t get it all, that the huge amount of people around Serena have had an influence on what to be filmed and what not to be filmed… control of the public image in other words. A limitation of course...

… and yet you get close to a lovely and lively, funny and serious, emotional, extremely professional sportswoman, who is also into the fashion business and who loves her sister Venus, very often the one she has to play against in the big matches. She is much more interesting for a film than Cristiano Ronaldo and Leo Messi.

The grand slam tournaments are the red thread in the film - the director has followed Serena over the season where she had the chance to win all four tournaments within the same year. She wins the three and fails on the last one, where she loses to a skinny Italian… This constitutes the dramatic highlight of the film, after she lost she does not want to talk to anyone, her French coach leaves his hotel room not knowing about his future, cut to Serena in her bed with her teddy bear, a little girl with some grown-up comments and a text saying that she then stayed away from tennis for a long time.

The annoying elements of a film that is well designed with music to tell us what to feel - yes it is mainstream in that aspect - come up when the director asks some of the people around Serena to talk about/characterise her, unnecessary as she herself has all the charisma needed, and comments brilliantly on the media interest on her curves and muscles...

Unnecessary except for the coach, the Frenchman who is a good accompanying character in and outside the picture, the latter when he comments on her performances: I love you and I trust you.

USA, 2016, 90 mins.

D.A. Pennebaker and Chris Hegedus på SVT

It's not often you get the chance to salute a broadcaster for putting a focus on "stars" of the documentary history. Therefore a big hurra for Swedish public broadcaster SVT for programming 5 films of the American couple, direct cinema pioneers whose works “Don't Look Back”, “War Room”, “Unlocking the Cage”, “King of Pastry” and “StartUp.Com” are programmed - and many of us Danes can watch Swedish television.

http://www.svt.se/dox/5-x-pennebaker-hegedus

Svend Johansen: Cykelmyggens far

- med undertitlen "et portræt af tusindkunstneren Flemming Quist Møller" er en herlig film, hvor jeg sad og klukkede af glæde over at se og gense. Det er nemlig en film, som er en del af min egen historie som ansat ved Statens Filmcentral fra 1975 og 20 år frem, parallelt med at instruktør og producent Svend Johansen, min jævnaldrende, startede sit filmselskab Filmforsyningen og stod bag en række af vores mest efterspurgte film i SFC. Jeg bliver helt nostalgisk, når jeg tænker tilbage på en tid i slutningen af 70'erne, hvor vi arrangerede filmdage rundt i landet og hvor Svend og hans Tegnedrenge stort set altid var med.

Var Svends debut i den sammenhæng noget med en film om en kattekilling, som blev vist i Haderslev? Det er helt naturligt at det er Svend, som har stykket et omfattende, vidunderligt arkivmateriale med Quist Møller sammen. Det er underholdende, det beskriver en mand med et unikt kreativt talent, tusindkunstneren er det helt rigtige ord, kunstner ja, og hans arbejdskolleger og hans søn taler så præcist og varmt om ham. Det er anekdotisk på den informerende måde, altid uden at intellektualisere, tv-klip, filmklip - åh "Bennys Badekar", Hugo-filmene, "Snuden", "Kedsomhedens gåde", "Det usynlige pattebarn"... For ikke at tale om historien om "Prins Piwi". Og musikken med Koppel og Peter Bastian. Og tegningerne, og interessen for at iagttage fuglene, klyden! Karismatiske Quist Møller! Og for mig et filmisk gensyn med afdøde Per Tønnes Nielsen, og hans makker Anders Sørensen og naturligvis mesteren Jannik Hastrup.

Tak for dette fine stykke multikunst-historie, Svend Johansen, igangsætter, producent, instruktør. Tak på danske børns, små og voksne, vegne.

Danmark, 2016, 57 mins. Kan ses på DR K.

Til lykke med fødselsdagen JØRGEN LETH

... ønsker vi her fra Filmkommentaren. Vi gør det med et af vores yndlingsportrætter af dig, det er godt nok dit, fra  din blog, men vi tilegner os det lige, for det er et af de mest inspirerende, et af dem hvor du er på arbejde. Og så vil vi bare endnu engang henvise til det, vi gennem nogle år har skrevet om dig og dine film, mest om filmene i vores rå opsummering ”Jørgen Leth - Collected Texts on his Works”, som begynder med en lille kursiv …the Danish director, who has been an inspiration for generations of Danish filmmakers. With Lars von Trier as number one as readers will know from the film”The Five Obstructions” og så fortsætter med første post, som er et af mine mange dagbogsnotater på bloggen: “Mid wednes(day) off from Copenhagen with troubled SAS to Amsterdam to attend the 25th idfa (International Documentary Film Festival). On board is also Jørgen Leth on his way to idfa as several times before. This year to be in the main jury with (among others) Michael Glawogger, and to attend his own ”My Name is Jørgen Leth” exhibition that is part of the idfa ”Expanding Documentary” that opens at 7pm tomorrow November 15th at De Brakke Grond here in Amsterdam…” Læs eventuelt videre og så igen tillykke og hav en dejlig aften! Allan og Tue

Michael Ware: Only the Dead

Only the Dead see the End of War (dansk titel: Islamisk Stat-år 0) er en krigsfotografs udviklingshistorie, hans tidlige dannelsesrejse, ikke som roman, ikke som essay, men som næsten privat bekendelse i en række breves form, en række mails’ form måske, I en fortællerstemme jeg ikke tvivler på, heller ikke tvivler på helt konkret er hans egen stemmes lyd.

Netop denne kendsgerning af personlig autenticitet er filmens store kvalitet mere end de sjældne og rystende optagelser som må være unikke i deres art og som ikke bare forsvinder i min erindring blandt meget reportage som overfladisk ligner men etablerer en reel angst i mig: dette er virkeligt.

Og dette er i hvert fald filmens værdi mere end dens forstyrrende klip fra tv-programmer og citater fra IS-videoer, som alle burde være udeladt, bortset fra den ene video Ware fik fra højeste sted via sin IS-kontakt. Havde Michael Ware haft en filmkunstnerisk ambition frem for en journalistisk havde hans værk stået rent med sine to personlige reportageblokke, én fra hans ophold hos IS-grupperne og én fra hans ophold i den amerikanske hærafdeling. Og forskellene og lighederne ville unantastede have angrebet mine fordomme og skabe den tvivl i mig som er filmværkets styrke og mening.

Australien 2016, 77 min. Sendes i aften på DR2 Dokumania 20:45

SYNOPSIS

“You deserve better than tyranny and corruption and torture chambers. You deserve to live as free people. And I assure every citizen of Iraq: your nation will soon be free.” These were the words with which President George W. Bush announced the start of Operation Iraqi Freedom, the U.S. invasion of Iraq intended to rid the country of its dictator Saddam Hussein. The Australian journalist Michael Ware reported on these events for Time magazine...

Torben Skjødt Jensen: La Merda

I aftes begyndte DR-K sin teaterfestival op til Reumertfesten på søndag og Torben Skjødt Jensen har over de kommende fire aftener fire teaterforestillings-produktioner at byde fra sit værksted. ”Det begyndte i aftes med en ægte TV-premiere, Danica Curcic for fuld udblæsning i Cristian Ceresolis fremragende monolog La Merda som i Simon K. Bobergs danske iscenesættelse og oversættelse er blevet til Lort. Danicas kvindekarakter er ung, vred, nøgen og ordene vælter som en syndflod ud af munden på hende. Vekslende mellem det følsomme og det rasende afslører hun sine inderste hemmeligheder fra et liv med fornedrelse og desperation…” skrev Skjødt Jensen i går på sin FaceBookside og lovede mig ”med fuld garanti en stærk oplevelse.” Og Curcic og han og fotograferne holdt sandelig løftet. Det er et vidunderligt tv-værk! Som det var en vidunderlig teaterforestilling som overføres til tv fra Husets Teater, en mindefyldt opførelsse jeg for nogen tid siden så på Nordkraft i Aalborg.

Så herligt dobbelt er La Merda i Torben Skjødt Jensens hænder en dokumentarfilm om en skuespiller på arbejde, hvor hun fremstiller et menneske som gerne vil være skuespiller, den er en skildring af skuespillets drivkraft, baggrund, og talent. Altså endnu en film om scenekunstens væsen, men den er alligevel uundværlig som den nu eksisterer som et værk med overvældende mange nye nuancer, hele serier af pludselige og uvante forståelser.

David Sington: The Fear of 13

Filmen har den danske titel Manden der ville henrettes, den var med på CPH:DOX, det er godt, at DR2 Dokumania tager den op igen. Det sker i morgen aften tirsdag 7. juni 20:45. Det er en god disposition, fordi David Sington er en vigtig instruktør, han har lavet mere end 30 dokumentarer for BBC, og det er en god disposition, fordi det er en vigtig film, en konsekvent egensindig konstruktion, som fik et stort publikum på den københavnske festival til at give den prisen, men som fik The Guardian's meget erfarne Peter Bradshaw til at afvise dens radikale fortællegreb:

“… Director David Sington effectively turns the film over to Yarris (hovedpersonen), who is allowed to narrate the documentary on-camera and control its pace, tone and content. For me, he feels like a ham actor auditioning for the role of himself in a movie version: he delivers what sounds like an overwritten, over-rehearsed monologue in a breathy-mellifluous voice. His story is important, yet the style is mannered. I wondered if it might have been better as an interview, with Sington interrupting him, questioning him, getting more perspective on his (important) story.”

Independent's Geoffrey Macnab blev lige modsat begejstret over grebet: “…What is fascinating about Sington's invigorating documentary is that the inmate Nick Yarris recounts his story in his own words. He is formidably articulate, an autodidact who knows how to emphasise all the urgency, suspense, drama and macabre humour in the events that led him to be condemned to die. His account is complemented by reconstructions similar to those found in Errol Morris' The Thin Blue Line. This is virtuoso film-making only partially let down by its artifice.”

Jeg må bestemt se det filmværk i morgen aften, se modet til at konstruere uden om enhver konvention om filmfortælling. Se filmen som er gestand for en diskussion på højt niveau af en kunstnerisk problemstilling.

SYNOPSIS

After more than 20 years on death row, a convicted murderer petitions the court asking to be executed. But as he tells his story, it gradually becomes clear that nothing is quite what it seems. This film is a stylistically daring experiment in storytelling, in effect a one-man play constructed from a four-day interview. In a monologue that is part confessional and part performance, Nick, the sole protagonist, tells a tale with all the twists and turns of classic crime drama. But as the story unfolds it reveals itself as something much deeper, an emotionally powerful meditation on the redemptive power of love and literature. A final shocking twist casts everything in a new light. (BBC Storyville)

https://www.theguardian.com/film/2015/nov/12/the-fear-of-13-review-nick-yarris-death-row-inmate

http://www.independent.co.uk/arts-entertainment/films/reviews/the-fear-of-13-film-review-suspense-drama-and-macabre-humour-from-death-row-inmate-nick-yarris-a6732641.html

Brian Hill: The Confessions of Thomas Quick

I morgen aften 20:45 skal jeg se dokumentarisk kriminalfilm på DR2 DOKUMANIA. Jeg ved ikke noget om den autentiske sag, ikke noget om instruktøren. Så jeg læser omtaler og anmeldelser fra filmens fremkomst og glæder mig:

TRUE CRIME-THRILLER

… The Confessions of Thomas Quick er en skandinavisk noir og en true crime-thriller, der udspiller sig i et net af mord og løgne. Men den er ikke en af den slags, hvor man ånder lettet op til sidst. Historien om den tragiske outsider Thomas Quick/Sture Bergvall er nemlig også en historie om, hvor let det er at lade sig rive med af folkestemninger og gruppepres - også internt i politiet og psykiatrien. Alle har deres egne motiver, men hvornår kan vi være sikre på, at det vi tror vi ved faktisk er rigtigt? (CPH:DOX)

RATHER SENTIONALIST FASHION

… British director Brian Hill (Climate of Change) relates the events of Bergwall’s life in rather sensationalist fashion, cutting between one-on-one interviews – including an extended talk with the “killer” himself – and stagy recreations that bring to mind TV shows like Unsolved Mysteries and America’s Most Wanted. It’s not always the most subtle way to explain such a complex case, though the various interviewees help enlighten us on how a “perfect patient” like Quick/Bergwall made all his psychiatrists’ dreams come true, especially during reenactment therapy sessions where he fabricated gruesome childhood memories in order to justify his serial killer instincts. (The Hollywood Reporter / Jordan Mintzer)

Rokhsareh Ghaem Maghami: Sonita /2

DR2 Dokumania viser på tirsdag den iranske film om en ung sanger og rappers kunstneriske udvikling under den danske titel Mor, jeg vil ikke sælges, men refererer i sin pressemeddelelse også denne passus fra The Guardians anmeldelse: “Probably because of the uplifting outcome, Ghaem Maghami chooses to keep the focus on Sonita’s evolution as an artist. The approach works: to witness Sonita’s rise from timid rapper to empowered activist over a three-year span is thrilling.” Filmen er ikke alene en undertrykkelseshistorie, den er i sin kerne tænkt som en kunstnerbiografi.

Tue Steen Müller skrev her på Filmkommentaren for en måned siden, da Sonita var på programmet i Cinemateket konkluderende: ”… What’s more, women aren’t allowed to sing in Iran. How can Sonita still succeed in making her dreams come true? Director Rokhsareh Ghaem Maghami ends up personally involved in answering that question, reigniting the discussion as to how documentary makers should relate to their subjects. This is just one of the many unexpected twists in an exciting journey replete with the setbacks and successes of a young women looking for her own path. The film’s core consists of Sonita artistically arguing against the disastrous forced marriage practices that obstruct her freedom in an impressive, dramatic rap video.” (Link til hele blogindlægget)

Rokhsareh Ghaem Maghami: ”Sonita”, Germany, Switzerland, Iran, 2015, 91 mins, produceret af TAG/Raum Filmproduktion, Gerd Haag, i samarbejde med DR Dokumania, redaktør Mette Hoffmann Meyer. På DR2 DOKUMANIA 17. maj kl. 20.45. Filmen kan efterfølgende ses på DR.tv i 30 dage.

SYNOPSIS

Sonita is an 18-year-old female, an undocumented Afghan illegal immigrant living in the poor suburbs of Tehran. She is a feisty, spirited, young woman who fights to live the way she wants, as an artist, singer, and musician in spite of all her obstacles she confronts in Iran and her conservative patriarchal family. In harsh contrast to her goal is the plan of her family – strongly advanced by her mother – to make her a bride and sell her to a new family. The price right now is about US$ 9.000. (TAG/Raum)

Still: From the CNN site

http://edition.cnn.com/2015/10/11/world/afghanistan-rapper-sonita-alizadeh/

http://www.theguardian.com/film/2016/mar/05/sonita-review-afghan-female-rapper-documentary

Saïd Ramzi: Soldats d’Allah

Filmen med denne undercover skildring sendes i morgen tirsdag 10. maj på DR2 DOKUMANIA 20:45. Nanna Maria Bock Jeppesen skriver om filmen i sin DR2 pressemeddelse: ”Journalisten bag Islamisk Stat i Frankrig – undercover i en terrorcelle” (som Dokumania har valgt som dansk titel, red.) går under pseudonymet Saïd Ramzi og er af samme generation som mændene bag angrebet på Bataclan. Yderligere er han muslim, og han kan med egne ord ”komme ind, hvor ingen andre kan.” I sin dokumentarfilm tager han seerne med ind i hjertet af en Islamisk Stat celle og undersøger, hvad der får hans jævnaldrende til at drømme om jihad og massakrer. ”Mit mål var at forstå, hvad der sker inde i deres hoveder” forklarer Saïd Ramzi til nyhedsbureauet AFP.

Filmen fortæller historien om, hvordan en flok rodløse og frustrerede unge forsøger at tilegne sig hele verdens opmærksomhed og frygt, og den giver et rystende indblik i rekrutteringen og radikaliseringen af unge, der har opgivet et normalt liv i det samfund, de er vokset op i.”

Trailer med dansk tekst findes på politiken.dk (sammen med Michael Seidelins anmeldelse:

http://politiken.dk/udland/ECE3187360/modig-filminstruktoer-infiltrerer-allahs-soldater/

SYNOPSIS

Un document exceptionnel. Des journalistes ont réussi à infiltrer pendant six mois en caméra cachée un petit réseau français se réclamant de Daech. Pour des raisons de sécurité, les reporters préfèrent rester anonymes.

Le réseau infiltré est composé d’une dizaine de membres. Un personnage se détache parmi eux : Ossama, 20 ans. Il a tenté d'intégrer l'armée française (qui n'a pas voulu de lui), est passé par le satanisme, l'alcoolisme, avant de découvrir l’islamisme radical sur internet. Il a déjà tenté de partir en Syrie et a fait de la prison. A sa sortie, il a mis en place une petite cellule, baptisé "Soldats d’Allah", dont il a été nommé émir. Nous avons pu filmer en longueur les échanges avec lui. On pénètre littéralement dans son cerveau, on comprend ainsi sa détermination à atteindre le martyr. Aller au "paradis" est sa volonté principale, il décrit ce qui l'attend : les femmes, les palais, etc. C'est aussi une tentative de lavage de cerveau des nouveaux membres, qu'il faut convaincre de passer à l'action et de mourir en tuant "un maximum de kouffars" (mécréants).

Les apprentis djihadistes communiquent entre eux, grâce à un réseau social sécurisé : Telegram. Un détenu français dialogue avec eux depuis sa prison. Un autre homme installé à Raqqa, en Syrie, envoie des photos et les encourage. Tout passe par Telegram : des schémas pour préparer des explosifs, piéger des voitures, tuer à coup sûr.

Le groupe change de dimension lorsqu'un un homme venu de Syrie, du territoire de l'Etat Islamique, prend les choses en main. Davantage rompu à la clandestinité, il maintient des relations cloisonnées. Il communique par messages manuscrits, évite internet. Il veut frapper une salle de concert ou un lieu de nuit. Le groupe doit se procurer des armes...

Pour SPECIAL INVESTIGATION, enquête dans la coulisse de cette cellule terroriste. (Canal+)

http://www.canalplus.fr/c-infos-documentaires/pid3357-special-investigation.html?vid=1387445

Nicole N. Horanyi: Motley’s Law /2

Den amerikanske advokat Kimberley Motley er under en retssag i Kabul i diskussion, i en nervepirrende situation hvor hun i en af sine mange sager forsvarer sin klient. Henrik Bohn Ipsens iagttagende kamera har sammen med Nicole Horanyis præcise nysgerrighed fulgt hende gennem mange måneder i Kabul i den første eskalerende kritisk usikre tid efter amerikanerne for to år siden begyndte at trække sig ud af Afgkanistan, ud af krigen. DR2 DOKUMANIA sender filmen I AFTEN tirsdag 3. maj 20:45.

Torben Skjødt Jensen: Eksil /2

Scenen er fra Teater Nordkraft i Aalborg fra Mikkel Flyvholms opsætning i 2013 af ”Eksil” skrevet af Andreas Garfield på grundlag af Jakob Ejersbos roman fra 2009 med samme titel. Skuespilleren med front mod os er Sofie Saaby Mehlum. Hun er et uartigt barn, en vild pige, en udfordrende kvinde. Hun er Samantha fra romanen, hun er den fjerne kvinde som vi i vignetformede spillefilmscener i en anden skuespillers ganske anderledes fremstilling så i Christian Holken Bonkes film ”Ejersbo” på DR2 Dokumania i aftes, hvor der i et lag for sig kan læses synes jeg ”… en fortællelinje som dannes af interviewene med søsteren, faderen, moderen, vennen i Tanzania og kæresten i Danmark, et forløb som er en næsten nyfigen skildring af hvad der egentlig er en ganske privat familiehistorie, hvor der kun i ét af temaerne, i tegningen af kærlighedsforholdene skimtes poetisk kraft i Holten Bonkes ellers nøgternt prosaisk episke behandling af dette stof, allermest i skildringen af forholdet til en sjælsallieret, en vigtig fjern kvinde. Dette afsnit har Bonke fint og kontrolleret smukt viet en iscenesættelse af en rekonstruktion.” (Filmkommentarens anmeldelse). Denne vigtige fjerne kvinde er Samantha.

Hun er efterhånden blevet en mytisk skikkelse i dansk litteratur- og filmhistorie, for mig i høj grad fordi Torben Skjødt Jensen i en forrygende overførsel til tv og samtidig en klog og følsom fortolkning har fastholdt Garfields, Flyvholm og Saaby Mehlums teaterværk i et dokumentarisk filmværk, hvor ”hun (Saaby Mehlum som Amantha) lader hvert øjeblik med sin energi, sin musikalitet, sin autenticitet i hver eneste reaktion og hvert eneste udtryk. Og netop det er noget, dokumentarens iagttagelse om ikke muliggør at se, for sådan er det heller ikke, men udpeger og understreger, så jeg ikke alene oplever en 15 årig kvinde, men en voksen kvinde i sit mimesiske øjeblik på øjeblik på øjeblik, en skuespiller i sin kropslige erindring.” (Filmkommentarens anmeldelse)

Skjødt Jensens dokumentarfilm må da på en eller anden måde kunne gøres tilgængelig for publikum så forevigelsen den sådan fortjener, kan nå sit mål: Vi må have de to Ejersbofilm ved siden af hinanden, så hans Samantha kan leve videre i nye skikkelser, nye forståelser.

https://www.youtube.com/watch?v=GsRZqbe4-JM (Teaser fra ”Eksil” på Teater Nordkraft)

http://www.peripeti.dk/2013/03/26/eksil-pa-teater-nordkraft-instrueret-af-mikkel-flyvholm/ (Anmeldelse af teateropførelsen af ”Eksil”)

http://www.filmdir.dk/da/torben-skjdt-jensen(Torben Skjødt Jensens lange filmografi med dokumentarversionerne af teateropførelser som de nyere af hans værker)

Christian Holten Bonke: Ejersbo /3

"Det åbner så smukt med en arkivoptagelse af forfatteren Jakob Ejersbo i en bus i Tanzania må det jo være, smuk, glad, forventningsfuld. Så vandrer han hen ad den afrikanske landevej, kameraet ser ham bagfra. Vi vil gerne følge ham, vil gerne blive i den her filmpoetiske historie.

Men straks derefter tages der med det observerende kamera fat på bjergvandringen som gennemgående fortællelag..."

TV2 Dokumania sender ”Ejersbo” I AFTENl 20:45. Jeg skrev om den meget interessant komplicerede film ved DOXBIO premieren i efteråret, jeg anbefaler den igen meget, læs hele anmeldelsen her:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3372/

Christian Holten Bonke: Ejersbo /2

... En særlig vægt og aura har interviewet med forlagsredaktøren Johannes Riis, optagelser som bliver en beretning helt for sig selv, en indlevet rapport om selve det litterære arbejde og kun det. Et element som distanceret faglig og indlevet digterisk findes centralt i filmens konstruktion, og det peger da også direkte mod filmens kerne: det store berømte romanværk og der særligt Afrika trilogien. Riis’ redegørelse er i sammenhængen et uundværligt element, det forekommer i og for sig alene en film, en tv-dokumentar værd…

TV2 Dokumania sender ”Ejersbo” på tirsdag 26. april 20:45. Jeg skrev om filmen ved DOXBIO premieren i efteråret, jeg anbefaler den igen meget, læs hele anmeldelsen:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3372/

Mads Ellesøe: Børnesoldatens nye job

Når Nagieb Khaja, som har min tillid og respekt som journalist anbefaler en ny dokumentar på sin facebookside, bliver jeg opmærksom. Han skrev i forgårs: ”På tirsdag kl.20.45 viser Dokumania på DR2 Mads Ellesøes dokumentar Børnesoldatens nye job, som handler om udlicitering af krig. Jeg har ikke set den endnu, men med mit indgående kendskab til Mads´tidligere produktioner, han er efter min opfattelse en af Danmarks dygtigste undersøgende journalister, er jeg sikker på, at det er en hårdtslående og vigtig dokumentar.”

Mads Ellesøe laver for tiden tv-dokumentarer for DR og har tidligere instrueret tv-serien Pind & Holdt i USA (2012) og filmen  Far, far, krigsmand (2009) om en dansk soldat udsendt til Afghanistan. I det, Ellesøe har skrevet om sin film i pressematerialet, finder jeg en overvejelse efter aksluttet research og en konklusion på materialets udsagn, som jeg læser som en vinkling af den nye dokumentar: ”… Filmen er ikke tænkt som en kritik af privatisering eller af udbud og efterspørgsel. Der er intet galt i, at en virksomhed vil tjene penge. Men filmen giver et portræt af, hvad der sker, når markedskræfterne får lov at virke helt uden regler. Ganske som vand altid vil finde den letteste vej ned, så vil uregulerede markedskræfter i et globalt marked altid søge efter den billigst mulige arbejdskraft. Og de billigst muligt unge mænd med massiv våbenerfaring er åbenbart tidligere børnesoldater fra Sierra Leone, der tager til Irak for 250 dollars om måneden. Ganske enkelt fordi det er deres eneste mulighed for at tjene penge.”

Moskeerne bag sløret /1

Martin Jensen og Irene Sørensen: Moskeerne bag sløret, 2016, TV2 / Dokumentar

Dette still taget ud af en optagelse med skjult kamera vokser sig i disse dage ind i landets politiske historie i en stor diskussion om sindelagskontrol. Manden bag kateteret hedder Abu Bilal Ismail og er imam ved Grimhøj Moskeen, og i en af sine lukkede studiekredse i muslimsk hermeneutik underviser han indbudte troende muslimske kvinder fra denne Århusbydel i Koranens tekster, om dens love og dens fastsættelse af staffe for overtrædelser. Bør en lærer i teologi på grund af diskutable tekstlige udlægninger (meget folkelige, i høj grad diskutable udlægninger på lavt videnskabeligt niveau vil jeg tro), bør en sådan lærer i fremtiden kunne anklages og dømmes for disse fortolkninger? Jeg tror filmens budskab er et ja, og dens journalistiske vinkling peger fra begyndelsen i den retning.

Amdoc 2016: Thank You for Your Service

After a fine sunday 6 hour excursion that included the town of Coacherella, that hosts a music festival every year but on this sunday mostly looked like the most deserted place on earth, with some great murals like the one that illustrates this post (made by Mac in 2014), it was back to American reality with the film ”Thank You for Your Service” by Tom Donahue, 88 minutes.

”The US military faces a mental health crisis of historic proportions”, says the first sentence of the catalogue text and indeed the film is a documentation of the fact that there are 22 suicides committed by war veterans – per day. 150.000 veterans took their lives after the Vietnam war. This film deals with the veterans of the Iraq and Afghanistan wars, where 2.7 million served.

The film bombards you with information. Interview follow interview, psychiatrists, retired military generals and secretaries of

Arvo Pärt og Robert Wilson: Adam’s Passion /2

SYNOPSIS

Адам, отец вселенной, в раю знал сладость любви Божией, и потому, когда был изгнан из рая за грех и лишился любви Божией, горько страдал и с великим стоном рыдал на всю пустыню. Душа его терзалась от мысли: «любимого Бога я оскорбил». Не так жалел он о рае и красоте его, как о том, что лишился любви Божией, которая ненасытно каждую минуту влечет душу к Богу.

(Adam, father of all mankind, in paradise knew the sweetness of the love of God; and so when for his sin he was driven forth from the garden of Eden, and was widowed of the love of God, he suffered grievously and lamented with a great moan. And the whole desert rang with his lamentations, for his soul was racked as he thought, 'I have distressed my beloved God'. He sorrowed less after paradise and the beauty thereof; for he sorrowed that he was bereft of the love of God, which insatiably, at every instant, draws the soul to Him.)

LÆSNING

Lad mig begynde med denne synopsis, som er indledningen til en bøn og klagesang, Adam’s Lament af den russiske digter og munk Skt. Silouan Athonite (1866–1938) fra Panteleimon klosteret i Makadonien, Grækenland. Skt. Silouan Athonites digt er tekstgrundlaget i Arvo Pärts værk for kor og orkester med samme titel, som oprindelig er fra 2009 og nu udgør anden sats i hans Adam's Passion, og Silouans tekst er dermed formodentlig også en oprindelig synopsis for Robert Wilsons iscenesættelse og for Andy Sommers film over de tos værk. Det er godt, jeg har haft den stille uge og nu påskedagene og tid og ro, for den her film er altså stor på mange måder, den kræver forberedelser, opslag i bøger og på internet og tænkepauser, når man er så uvidende uforberedt som jeg.

Hyoe Yamamoto: Samurai and Idiots /2

Det er en historie om denne mand, Michael Woodford, administrerende direktør for japanske Olympus og om hans afsløring af et stort bedrageri i firmaets umiddelbare fortid, et afsløring, han etablerer i samarbejde med en journalist, en oversætter, en redaktør og en tidligere direktør. Filmens styrke ligger i dens interviews med disse levende interessante mennesker, vidneudsagn som er smukt filmet som enkle filmscener med intense talking heads, intense i deres eget indhold, intense fordi de holdes i lange afsnit, som først klippes lige før scenen taber sin kraft. Og disse interviews bringes i en klog og rolig klipning sammen i en intensitet tæt på det klassiske kammerspils, altså næsten som var de medvirkende fortællere og vidner til stede i samme rum, altså i et klippets set-design. Dette er det afgørende vigtige lag i en forrygende fortælling om et enormt bedrageri og et dybt interessant møde mellem britisk og japansk firmakultur. Det kunne være blevet herved og have været en helstøbt dokumentarfilm.

Men journalisten Yamamoto stoler ikke på filmkunstneren Yamamoto, journalisten har tilsyneladende vurderet, at bedrageriernes økonomiske og forretningsmæssige teknik ikke er tydelig nok i interviewmaterialet, så han tilføjer et stort og i og for sig flot foredragslag i tv-grafik, som midt i filmen helt kvæler de medvirkendes lavmælte intensitet i kammerspillet, som mod slutningen efterhånden går i opløsning.

Hyoe Yamamoto: Samurai and Idiots

”Nårsomhelst du møder en interessant personlighed, følger historien med, tror jeg. Jeg mener ikke det uden videre sker også den den modsatte vej.” Sådan svarer den japanske filminstruktør Hyoe Yamamoto (FOTO) på BBC-redaktøren Nick Frasers Q&A på Storyvilles hjemmeside.

What is more important, story or character?

Wherever you find an intriguing character, I think a story always follows. I don’t think it works the other way around.

Hyoe Yamamotos film "Samurai and Idiots: The Olympus Affair" (dansk titel: "Svindel i stor stil – Olympus affæren") er lavet med Olympus’ tidligere administrerende direktør Michael Woodford som en sådan intriguing character og altdominerende medvirkende. Og filmen er præcist, klart og enkelt bygget op om denne mands fortælling i et eneste stort gennemgående interview. Den sendes på DR2 Dokumania på tirsdag 15. marts kl. 20.45.

Filmen er produceret for BBC Storyville med støtte fra DR2 Dokumania, og derfor er Nick Fraser central, og jeg kan rigtig godt lide, at han således præsenterer sit Storyville-programs film ved en rask undersøgelse af instruktørens baggrund. Også den kunstneriske baggrund. Så jeg citerer lige et par Q&A’s, som bestemt gør mig spændt på at lære hans film at kende (læs hele interviewet via linket nedenfor):

Which documentary has most inspired you?

James Marsh’s "Man on Wire", Kazuo Hara’s "The Emperor's Naked Army Marches On", Hubert Sauper’s "Darwin's Nightmare", and Raymond Depardon’s "Modern Life".

Which person would you most like to interview, living or dead?

Rainer Maria Rilke and Stefan Zweig.

What is the best piece of filmmaking advice you’ve ever been given?

Read a lot (by Werner Herzog).

http://www.bbc.co.uk/programmes/b054f7qp

Amy Berg: Sektlederen og de 90 koner

Original title: Prophets Prey. Danish DR Dokumania shows Amy Berg’s film on tuesday March 8 at 20.45, music composed cy Nick Cave. In the following Danish text there is a presentation and a short review of the film.

Første afsnit af pressemeddelelsen om filmen: ”Som i enhver saftig religiøs fortælling kan historien om profeten, Warren Jeffs, koges ned til et spørgsmål om sex, grådighed og jagten på rigdom. Da hans far døde i 2002 overtog Jeffs profettitlen i den Fundamentalistiske Sidste Dages Hellige Kirke, ikke at forveksle med mormonernes kirke, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Sekten var allerede på det tidspunkt kendt for polygami og børneægteskaber, men Warren Jeffs formåede at udvide denne praksis på hidtil usete og sadistiske måder, som ophævede grænsen mellem søstre og hustruer og legaliserede religiøst begrundede voldtægter…”

Sådan! Hvis det giver dig lyst til at se filmen så lad være at læse det næste:

Ja, det må være det saftige tema, som har fået redaktionen til at købe denne film… for det kan ikke være filmens kvalitet! Den er traditionelt lavet med speak og sødladen musik (Nick Cave dog!) “all over the place”, refererende intetsigende interviews, hele tiden konkluderende at ham Jeff var/er et svin, og det er sikkert rigtigt, men intet om hvorfor alle disse kvinder dog fandt sig i det, stort set ingen karismatiske vidner, kunne man dog ikke have fået mere ud af hovedpersonen, det er bare amerikansk tabloid-dokumentar af værste skuffe. Jeg så den til ende, det behøver I ikke, I behøver slet ikke se den, læs en god bog istedet eller Knausgårds lange artikel I dagens Politiken om hjernekirurgen Henry Marsh på arbejde I Albanien. Se, det er dokumentarisme!

Ben Lewis: Det store gangsterfilmbedrag

DR2 Dokumania viser i aften en film om en fupproduktion af en kriminalfilm, en dokumentarisk kombination af svindlerkomedie og kriminalfilm. Ben Lewis’ film med originaltitlen ”Chancers: The Great Gangster Film Fraud” fortæller denne historie, som han først tilfældigt fandt i avisen: en konkursramt iværksætter og en arbejdsløs skuespillerinde lægger sammen en en plan om at bedrage det britiske skattevæsen for 2,5 millioner pund ved at lade sig om, de er i gang med en produktion af en spillefilm til 20 millioner pund. Da de kommer under mistanke, går de i gang med at bevise deres uskyld ved faktisk at producere en film med tilhørende retrospektivt arkiv med manuskripter, notater, dagbøger og prøveoptagelser. De ansætter en tidligere natklubudsmider som instruktør, låner et kamera og skriver kontrakter med en række mindre kendte skuespillere til en film med titlen 'A Landscape of Lies'. Lewis' film om filmen er støttet af blandt andre BBC Storyville og DR2 Dokumania, som altså sender den i aften.

På BBC Storyvilles hjemmeside (link nedenfor) er der et på mange måder interessant interview  med Ben Lewis, hvor han som slutpointe præcist angiver ”Taxi Driver” som sin til enhver tid yndlingsfilm og Italo Calvinos roman ”Hvis en vinternat en rejsende” som sin bedste seneste læsning. Det lover godt. Altså DR2 Dokumania i aften 20:45!

http://www.bbc.co.uk/programmes/b06yrf2t  

SYNOPSIS

Documentary about a bankrupt Jordanian entrepreneur and an unemployed Irish actress who hatch a plan to scam £2.5m off the British taxman by faking the production of a £20m movie.

Jargil og Sønderby Jepsen: Til døden os skiller

Det dokumentariske still her er uden nåde ærligt, men bag det ligger i dets filmscene også medfølelsen, som Mira Jargils og Christian Sønderby Jepsens værk, deres tv-dokumentar ikke et øjeblik forlader men langsomt undersøger og folder ud over tre aftener på TV2. Det ved Anders Kristensen, manden på fotoet godt, det er han indforstået med, han lægger alle sine muligheder for sprogets præcision ind i sine replikker og livsbeskrivelser. Han ved også godt at han skal drikke med sugerør og mades med et viskestykke under hagen resten af sin tid, men det er han imidlertid ikke indforstået med, ikke endnu. Resignationen ligger og venter, men han er ikke nået til den, han vil ikke skilles. Det er hustruen imidlertid ved at være parat til. Hans flytning til plejehjemmet er nok næste gang eller næste igen ikke den midlertidige aflastning i et kort ophold, nej, det er en flytning for al tid, en adskillelse. En skilsmisse i virkeligheden.

Jargil og Sønderby Jepsen har to ledende medvirkende mere, en mand og en kvinde i samme situation. Denne mand, Vagn er som Anders Kristensen tæt på opgivet af sin hustru, som ikke længere kan trænge igennem til hans lukkede tankeverden, ikke leve med hans svigtende hukommelse. En lang intens scene skildrer begivenheden hvor hans hånd på hans vegne nægter at skrive under på ansøgningen om en plejehjemsplads. Mildt beslutsomt skriver en datter under scenens stille, nervøse venten endelig under på hans vegne. Hans hånd har resigneret og han er skilt i virkeligheden.

ARTE Europe – a New Initiative

… that you can only welcome because it brings – for free – some arte programmes, including documentaries, to you with English subtitles (or Spanish), not to all regions but to many. Not bad at all even if you have to live with the fact that many of the programmes are subtitled but also synchronized in German or French. If you want to avoid that irritation, find some documentaries which by origin are German and French so you get the original with the English subtitles – or Spanish. Here is a description of ARTE Europe from the site of ARTE:

“ARTE Europe is a project that ARTE is running with financial support from the European Union. It involves broadcasting a selection of ARTE programmes, with English and Spanish subtitles – as well as the channel’s legacy languages (French and German) – on the Internet.This selection will be available free of charge throughout Europe and, whenever possible, the world. It will comprise 600 hours of programmes in total, which will gradually become available from November 2015 to November 2016. ARTE in English and ARTE en español feature the channel’s flagship magazine shows, including ARTE Reportage and Tracks, with new shows going online each week. Documentaries, reports, and live recordings of performances also enhance the online offering. These different programmes showcase ARTE’s cultural and European identity, and the quality of its content. As linguistic diversity is part of Europe’s cultural richness, this ARTE Europe initiative is aimed at bringing Europe’s citizens a larger choice of high-quality TV programmes. ARTE Europe is an experiment in international broadcasting that bringscontent packed with cultural value to the continent.

ARTE is rebroadcast beyond France and Germany on many satellite and cable networks in Europe and worldwide. In total, over 165 million households can watch ARTE in Europe.

A large portion (56%) of the channel’s programmes is also available in Europe and around the world (depending on distribution rights) on the ARTE+7 catch-up platform.

ARTE programmes with English and Spanish subtitles are also available on a number of other media, inter alia including the ARTE application for connected television sets.”

Photo from available “Killing Time” that won award at Cinema du Réel in 2015, according to Hollywood Reporter “an observant and formally arresting non-fiction feature from Belgian director Lydie Wisshaupt-Claudel.”

http://www.arte.tv/guide/en/?zone=europe

Nadav Shirman: The Green Prince

Det er en film om en ung palæstinensisk mands totale forræderi mod sit folk, sit land, sin far, sin familie, sine venner. Faderen er politisk ledende medlem af Hamas. Hamas og Israel er i krig. Han spionerer mod faderen ved at videregive alle oplysninger om faderens opholdssted og planer til den israelske efterretningstjeneste Shin Bet. Det er på faderens regnebræt det er forræderi, på sønnens er det beskyttelse af faderen, forhindring af manges død ved attentaterne, han har afsløret / afværget under planlægningen.

Den unge mand, Mosab Hassan Yousef, som nu år senere lever i USA, har skrevet en bog Son of Hamas, om disse begivenheder år tilbage i Ramallah, hvor han blev hvervet af den israelske efterretningstjeneste Shin Bet knyttede sig tæt til kontaktpersonen og samtidig sørgede for at komme faderen så nær som muligt, efterhånden fulgte ham i alt, selv i fængsel en periode, blev hans nærmeste politiske medarbejder. Filmen bygger på den bog.

Ken Dornstein: My Brother's Bomber

Det er en rigtig detektivhistorie af de store, vigtige. I DR2 Dokumania klokken 20 i aften. Den handler om at finde alle de ansvarlige for bombeattentatet den 21. december 1988 mod Pan Am Flight 103 fra Heathrow med kurs mod New York, som styrtede ned i Lockerbie i Skotland. Ken Dornsteins bror var med flyet. 25 år efter drager han til Libyen for at opspore de mænd, der myrdede hans bror, for han vil have retfærdighed. Han vil placere ansvar og skyld. Han vil kende navnene på sin brors mordere. Han er fast besluttet på, at få de svar som hverken FBI eller det skotske politi har kunnet finde frem til. Han vil finde sandheden, og han er siden katastrofen blevet filminstruktør, tv-dokumentaren skal være hans metode.