Filmkommentaren

IDFA: I Walk

Written 24-11-2019 12:04:34 by Allan Berg Nielsen

IDFA: I Walk

Når det gælder Jørgen Leth er det altid, og i høj grad i denne meget store og aldeles vigtige film, umuligt at skille manden fra værket. Og jeg, som i min ungdom var opdraget i det autonome værks ånd, jeg som dog trods dette har læst biografier og selvbiografier med begejstring, men vist som underholdning, ikke som nøgler til værkerne, jeg anbringer nu tryg I Walk på hylden med verdenslitteratur, de uomgængelige film og bøger: Godards framinger (Asger Leths bemærkning et sted), Herzogs vilde bjergbestigning (synopsens association et sted), Rilkes elegier og Inger Christensens sonetter (mine private tanker undervejs i mit møde med Jørgen Leths nye storværk). 

LILLE FESTTALE

Kære Jørgen, hele tiden mens jeg ser din film og hører din ustandselige, smukke og kloge stemme tænker jeg på Rembrandts tror jeg nok sene selvportrætter, hensynsløst fortvivlede, og skridt for skridt dybere erkendende det som ikke bliver væk, dette vigtige, du skriver til sidst i din seneste bog:

Det bliver ikke væk jeg har skrevet det ned det bliver / ikke væk Jeg skriver det ned så det er der / Så står det der Det behøver ikke være en blank side / Det forsvinder hele tiden / Det skal bare puttes på plads / Det må ikke blive væk / Og det er vigtigt at huske / Tankerne er gode men de forsvinder / De skal indfanges under glas, ligesom insekter / Pilles fra hinanden ligesom insekter

Nej, Jørgen. Du har ret, det bliver ikke væk, for det ligger længere fremme og venter. Din digterkollega Lea Marie Løppenthin kommer dig nemlig til undsætning: "Det var først for nylig, at jeg undersøgte etymologien for det korte, skrappe ord ”væk”: Fra middelaldertysk wech, afledt af weg ’vej’, jævnfør norrønt á veg ’på vej, bort, væk’ beslægtet med vej.

Det lykkelige ved opdagelsen sidder stadig i mig – / Det der er væk, er altså bare nede ad vejen. / Det, der er væk, er bare et andet sted end her."

Løft højre fod og tag med din vilje et skridt frem og løft venstre fod og tag med vilje et skridt frem. Du Går…

I Walk har verdenspremiere i Amsterdam i aften, på IDFA festivalen. Det bliver din fest i aften. Tillykke Jørgen!


Vurdering:

 
Categories: Cinema, Festival, Artikler/anmeldelser DANSK

Frelle Petersen: Onkel

Written 07-11-2019 17:26:41 by Allan Berg Nielsen

Frelle Petersen: Onkel

Sydjysk landskab med stående kvinde og siddende mand

7. 11. 2019: Med ét i filmens lange dybt tilfredsstillende forløb af forunderlige scener, diskrete flytninger og tankesamlende vignetter står der uventet Onkel på lærredet! Og så kommer slutteksterne, de vigtigste først i skilte og derefter alle de andre rullende. Jeg bliver siddende i stolen. Forbløffet. Er det allerede forbi? Er hun gået? Denne vidunderlige fortælling, denne dejlige kvinde.

I instruktørens forrige film og fortælling Hundeliv (2016) havde både de to piger og den sårede soldat i filmen og jeg i biografen fæstnet os særligt ved kassedamen i supermarkedet. Hun var bare så sød, og både i sin rolle og i virkeligheden, så ægte livligt venligt snakkende med kunderne hun jo kendte. Her var det gode menneske.

Nu er hun så landmand, sød og ægte. Men nu fåmælt som onklen. Hun er forældreløs forstår jeg, han er alene og hendes nærmeste. Hun har  gennem skoletiden boet hos ham på hans gård med køer og græsmarker og kornmarker, og nu som ung kvinde passer hun hans hus og driver hans landbrug sammen med ham. Begge er de tavse i dagenes arbejde og i aftenernes sagte tv-lyd fra det lille apparat oppe på skabet og aviser i stak på stolen: han. Og bøjet i den tykke krydsordsbog: hun. Han let studs, hun let indadvendt begge i en ægte jysk tavshed. Tryg og smuk. Og skildret af Frelle Petersen med kompetent indsigt…

Onkel har premiere i biograferne torsdag, 14. november. Øst for Paradis lister dem alle op:

https://www.paradisbio.dk/ShowCrmNews.aspx?urlId=488 



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

Max Kestner og Roos Prisen

Written 03-11-2019 14:54:27 by Allan Berg Nielsen

Max Kestner og Roos Prisen

Max Kestner modtog den 31. oktober på dokumentarfilmdagen, branchetræffet i Filmhuset årets Roos Pris. Roos Prisen påskønner en særlig bemærkelsesværdig indsats for dokumentarfilmen i Danmark, og priskomiteen bestod af sidste års prismodtagere, Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen af Claus Ladegaard og Ane Mandrup fra Filminstituttet.og priskomitéen motiverer så smukt valget af Max Kestner på den her måde:
" ’Kunst er, at man gennem et værk lader andre se på verden med kunstnerens blik’. Sådan har årets prismodtager defineret sin metier som filminstruktør. Og hvilket blik på verden, vi beriges af med Max Kestners øjne! Et altid åbent, nysgerrigt, generøst blik med glimt i øjet og en stor overbærenhed over for menneskets fejlbarlighed og dårskab.
Uanset om Kestners hovedpersoner er fabriksarbejdere, raketbyggere, polarforskere, fiktive fremtidsmennesker, børn eller kunstnere som han selv, kredser filmene om grundlæggende filosofiske spørgsmål: Hvordan skal du leve dit liv? Hvad er meningen med det hele? Er alting tilfældigt? Er alting forudbestemt? Hvad er sandhed?
Max Kestner iscenesætter sine film med omhu og sætter en ære i, at også dokumentarfilm er instruerede. Historier er ikke noget, der ligger ude i virkeligheden og venter på at blive hentet ind og fortalt. En god film er et resultat af bevidste valg. Det er et ansvar, man må påtage sig, mener han…”

Vi her på FILMKOMMENTAREN vil gerne deltage i påskønnelsen af Max Kestners til nu samlede filmværk. Vi har skrevet om nogle få af hans film og når jeg kigger efter i mine anmeldelser ser jeg dem faktisk i tråd med priskommiteens samlede oplevelse. Men vi er filmkritikere, og min kollega ser anderledes på det et enkelt sted.



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Film History, Artikler/anmeldelser DANSK

Sommer og Svendsen: Mandskoret

Written 15-10-2019 15:55:01 by Tue Steen Mller

Sommer og  Svendsen: Mandskoret

Instruktørerne har disse fornavne: Petter og Jo Vermund...

Jeg havde min kone med til pressevisningen i Grand Teatret, som skal have megen ros for at vise dokumentarfilm på det store lærred. Og det var netop, hvad Ellen sagde, da vi rejste os efter 74 minutter. 

Virkelig en film, der skal ses i biografen. Og hun fortsatte sine begejstrede udtalelser, da vi drog nedad Strøget i dejligt efterårsvejr. Fremragende, jeg har overhovedet ingen indvendinger. Velorkestreret (!), man kan godt høre at de ikke professionelle sangere, men det er en film fuld af midaldrende, charmerende mænd, der har det godt i hinandens ugentlige selskab, og når de optræder og kommer med frække tilbud til damerne (der ligger en puleliste I kan skrive jer på!)

Som filmen skrider frem, ser vi den ene rørende scene efter den anden, hvor korets karismatiske leder og dirigent Ivar kæmper med sin kræft - vil han nå at optræde med koret som opvarmning til Black Sabbath på Tons of Rock festivalen?

Som korets medlemmer bliver berørt af, hvad vej det går med Ivars sygdom, blev vi berørt af de gribende scener mændene imellem. Kom ikke og sig at mænd ikke kan udtrykke følelser. Disse scener er filmisk skildret med stor nænsomhed. De to mænd bag kameraet fylder biografoplevelsen med kærlighed og respekt - og humor.

Norge, 2018, 74 Minutter.


Vurdering:

 
Categories: Cinema, Articles/Reviews ENGLISH

Detlefsen og Unmarck Kjeldsen: Fat Front

Written 10-10-2019 11:48:50 by Allan Berg Nielsen

Detlefsen og Unmarck Kjeldsen: Fat Front

Still: I byen er der ingen anerkendelse...

Louise Detlefsens og Louise Unmarck Kjeldsens film Fat Front har premiere i biograferne i dag. Gå i biografen og se den! Det er en dejlig film. Fornem journalistik, gribende filmscener, elegant klipning, bevægende klogt indhold, fire energiske medvirkende, som med svingende følelsesindhold aldrig taber intensitet.

Sammen med instruktørerne VIL de dette budskab som sammenfattes allerede i titelfrekvensen i en dialog mellem den første af de stolte medvirkende og hendes forsigtige veninde of screen i kabinen på en skilift somjeg ser på vej op i højderne. Replikker på klart klingende norsk:

Synes du jeg er tyk? / Nej. / Men hvis du skulle beskrive min krop? / Jeg ved ikke, hvilket ord jeg kan bruge... Jeg ville nok sige: "Hun er lidt kraftig." / Kraftig? Det giver mig et billede af mig selv som en kampesten. / Kraftig bygget? / Det er jeg ikke. Det er jeg virkelig ikke. Overhovedet ikke. / Hvad med rund? / Det passer jo til en snemand. Jeg synes det er den værste gang bullshit. / Jeg forsøger at skåne dig. / Ja, men... Der er ikke nogen bedre beskrivelse end ordet tyk. For det er det jeg er. Ja, jeg er tyk. 

Og hun stiger ud af kabinen, ja, hun er tyk, veninden, som så ikke er tyk, bagefter. Hun går forrest opad i den høje sne, kraftfuldt, kendt med dette forhold i fjeldet, stiller sig glad og breder armene ud mod den vide udsigt og råber:

Hallo Verden, kan du høre mig? Jeg er tyk! Jeg er tyk og jeg er totalt ligeglad! 



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

Robert Frank (1924 - 2019)

Written 12-09-2019 08:29:15 by Allan Berg Nielsen

Robert Frank (1924 - 2019)

 ... it becomes indirectly an adaption of Ginsberg’s poem. And at the same time it is a film about Frank’s doubts about filming this. It sounds wild and it is. It is radical and most unique. Avant-garde and uncompromising, not as a stylistic or artistically experimental take, but because it is necessary for a purpose: a search for truth. (Sara Thelle)

 

THE PHENOMENON ROBERT FRANK

By Tue Steen Müller

1

I read somewhere that NYTimes plans to cut down in their movie reviews policy that so far has been working in the way that ALL films released theatrically in NY are reviewed. What that means remains to be seen, but it will not make me give up my subscription that includes the newspaper and the thursday/friday ”Movies Update” that is a pleasure to read for a documentary addict as well.

For instance the one from today: more documentaries are reviewed – and there is a long and informative, and superbly illustrated, article on the phenomenon Robert Frank, “The Man Who Saw America” (link) (Post 02-07-2015)

2

Calling all documentarians: Take a look at the NY Times site page that brings 11 of the photos that are exhibited at the Metropolitan Museum of Art in New York until January 3 2010.

Robert Frank is celebrated on the occasion of the 50th year of the publication of his classic ”The Americans”, the exemplary evidence of what a documentary interpretation of reality can be. In the review of the exhibition today in International Herald Tribune his work is characterized as an expression of ”mournful tenderness”.

Frank has been an inspiration for filmmakers all over the world. In Denmark the films of Jørgen Leth (”66 Scenes from America” and ”New Scenes from America”), to mention a couple that comes to my mind, would not be as they are if not for Frank. (link nytimes.com) (Post 29-09-2009)

3

Artistic repetitions and variations of the same theme in documentary films... Where do we find them? I had this thought when I watched Picasso. I thought of Jørgen Leth and his two America-films, "66 Scenes from America" and "New Scenes from America". The camerawork of Dan Holmberg is in both cases much more linked to visual art than to narrative (literary) structures. I thought of Steen Møller Rasmussen, also a Danish documentarian, who has searched to catch New York, inspired heavily by Leth as a filmmaker and Robert Frank as a filmmaker and photographer. I thought of Sergey Dvortsevoy and his Russian images, full of atmospheres and different moods, as are the Danes I mention above. And as are Picasso´s variations. Could it be possible to talk more about film and (visual) art? (Post 13-10-2008)

The Americans

 

IT SOUNDS WILD AND IT IS

By Sara Thelle

Thank you to Cinemateket in Copenhagen who, in collaboration with the Copenhagen Photo Festival and Danish writer, filmmaker and beat expert Lars Movin, organised the Robert Frank program here in June. And thank you to Lars Movin for sharing his knowledge and his personal anecdotes with us when introducing the films. This was the first big Robert Frank retrospective and also the first official screening of the legendary Rolling Stones documentary Cocksucker Blues (1972) on Danish ground. 15 of Robert Frank’s films and 3 about him.

I was in for a small marathon last Saturday. First the documentary Leaving Home, Coming Home – A Portrait of Robert Frank (2005) by Gerald Fox, a rare intimate portrait, since Robert Frank has never been keen to being filmed or interviewed. Then the feature-length hybrid film Me and My Brother (1968) and last, a collection of his later short films The Present (1996), I Remember (1998), Paper Route (2002), True Story (2004/2008) and Fernando (2008).

Me and My Brother was a slap in my face. It opens up with a very disturbing scene that takes you right to the bottom of a deep and complex matter. Soon it is turned into a film within the film and becomes a sort of meta-reflection and investigation into the questions: how do you film other people, how do you use others in your art, how do you use yourself, what do you make money from, how does it feel to be filmed, what does it do to you, when are you yourself and when are you acting. It is a hybrid film, mixing real life with staged acting, colour with black & white, at times the characters are “played” by themselves and at other moments by actors.

Originally, Frank was set out to make a film adapting Allen Ginsberg’s poem Kaddish, written about his mentally ill mother. But over time, the project becomes a film about Ginsberg’s partner Peter Orlovsky’s brother Julius, who after having spent 15 years in a psychiatric hospital is let out and left in care of his brother. So the setting is Julius, a catatonic schizophrenic, living with Peter Orlovsky and Allen Ginsburg. The film is about how to live with and among mental illness, about how the brother Peter deals with it, and in this way – maybe – it becomes indirectly an adaption of Ginsberg’s poem. And at the same time it is a film about Frank’s doubts about filming this.

It sounds wild and it is. It is radical and most unique. Avant-garde and uncompromising, not as a stylistic or artistically experimental take, but because it is necessary for a purpose: a search for truth.

Suisse photographer Robert Frank (born 1924) emigrated to America in 1947. He became friends with the Beat Generation and famous with the groundbreaking photographic book The Americans (1958). He then starts to make films. The short film Pull My Daisy (1959) is the first, written and narrated by Jack Kerouac.

Robert Frank uses himself in his work, but in a way where the private and personal never becomes confessional. His family plays an important role, his two children, Andrea and Pablo, in particular. He lost them both; Andrea died 20 years old in a plane crash in South America in 1974, Pablo, who suffered from schizophrenia, died in 1994. His later work explores the themes of loss, pain and memory, the past and the present.

Lars Movin used a Dylan-quote referring to Robert Frank setting aside all rules with Me and My Brother: “To live outside the law, you must be honest” (hinting that this is not always the case, especially nowadays). And honest is maybe the most precise word to describe this immense oeuvre that has now been opened up to me.

“It has to do with life more than with art” says Robert Frank himself in an interview in connection with his exhibition at the Jeu de Paume in Paris in 2009 https://www.youtube.com/watch?v=H6CVyWCVgFg

Cinemateket closed up for the summer showing Candy Mountain (1988), Robert Franks only feature-length fiction film made together with Rudy Wurlitzer. A perfect road-movie, pure joy and quite a bit of wisdom too…

If you can’t wait for the next retrospective, here are some shortcuts:

A great part of Robert Frank’s films, writings and photo books are edited by the distinguished German publisher Steidl. Among them Me and My Brother, a book with stills and dialogue and a DVD inside:

https://steidl.de/Books/Me-an-My-Brother-0409414457.html

Conversations in Vermont (1969), where Robert Frank visits his two children at their boarding school, is made available to the public online through the brilliant Internet Archive:

https://archive.org/details/cbpf_000051_p2#  

Candy Mountain exists in a French DVD edition released by Blaq Out in 2013. Please check out the trailer, it’s a gem!:

https://www.youtube.com/watch?v=6pOu9piFAIg

http://www.blaqout.com/film/candy-mountain-2

(Post 26-06-2015)

 

DON’T BLINK: ROBERT FRANK (2015)

By Tue Steen Müller

A very nice email came in yesterday from New York from Laura Israel, who I met at IDFA in Amsterdam years ago. She told me that – as for decades editor and close collaborator of Robert Frank, and a director herself – she was wondering if a film about Robert Frank made by her would be interesting. Are you kidding, we want as much as possible on this great artist… what else could I have answered?

I am so happy to hear that the film, ”Don’t Blink: Robert Frank” is now finished and even more so, Laura Israel tells me that it has ”been selected to play in the New York Film Festival’s main slate this October”. The festival runs from September 25-October 11 and here is the description of the film from the festival site:

“The life and work of Robert Frank—as a photographer and a filmmaker—are so intertwined that they’re one in the same, and the vast amount of territory he’s covered, from The Americans in 1958 up to the present, is intimately registered in his now-formidable body of artistic gestures. From the early ’90s on, Frank has been making his films and videos with the brilliant editor Laura Israel, who has helped him to keep things homemade and preserve the illuminating spark of first contact between camera and people/places. Don’t Blink is Israel’s like-minded portrait of her friend and collaborator, a lively rummage sale of images and sounds and recollected passages and unfathomable losses and friendships that leaves us a fast and fleeting imprint of the life of theSwiss-born man who reinvented himself the American way, and is still standing on ground of his own making at the age of 90.” (Post 15-08-2015)

Don’t Blink: Robert Frank

 

THE FORM / THE COMPOSING / THE AESTETICS

By Tue Steen Müller

If you read the post ”Viktor Kossakovsky at IDFA” (link), you will discover his insisting on the form, on the composing of the image, on the aesthetics. If you want to see how this can be done, please go and see Laura Israel’s film ”Don’t Blink: Robert Frank” here at IDFA. It was screened at the Stedelijk Museum thursday night and is an excellent introduction to the now 91 year old legendary photographer and filmmaker made by his editor and collaborator in many films, a warm and generous portrait and a look into the creative process of a lovely man, a great artist, who has suffered personal tragedies in his life, that is very much present in his work, but who has also demonstrated how to catch moments in the lives of ”The Americans”, the title of his masterpiece. There was a retrospective of his work – and there is right now at IDFA, including his Rolling Stones film, ”Cocksucker Blues” – in Copenhagen, Sara Thelle wrote about it on this site and this blogpost. (Post 21-11-2015)

 http://www.filmlinc.org/nyff2015/daily/the-new-york-film-festival-sets-26-films-for-the-2015-main-slate/ 

 

DON'T BLINK IN NEW YORK

af Tue Steen Müller

I got an email from Laura Israel this morning, the director of the film on Robert Frank, with whom she has working for years as an editor. “Getting the Word Out” she wrote and told that the film is running at the wonderful New York cinema Film Forum July 13-26 = from tomorrow. Later today the producer Melinda Shopsin posted a reference to an enthusiastic review of the film by Matthew Eng, Tribecafilm.com. It deserves a quote, see below and remember that we have several texts on Frank on this site. I also want to recommend the website of the film.

…Don’t Blink is the rare documentary — and Israel the rare documentarian-cum-cinematic curator — that understands that the best way to elicit both appreciation and understanding for an artist’s creations is to allow us to see these creations first-hand. And when the creations in-question are as electrifying and contextually-profuse as Frank’s, it’s especially hard to look away. His famously era-specific photography is so striking in the direct spontaneity of its gritty Americana, the scattered snippets of his films so arresting in their shaggy ecstasy, that as each of his works slips and seeps into one another, one can’t help but struggle to keep up…

https://tribecafilm.com/stories/don-t-blink-robert-frank-is-one-of-the-most-original-art-documentaries-in-years-laura-israel

http://www.dontblinkrobertfrank.com (Post 12-07-2016)

 

ME AND MY BROTHER

by Tue Steen Müller

The editors of this site, Tue Steen Müller and Allan Berg, met in Randers where Berg lives. It is a tradition that we watch films together, when we meet and as Berg had a fine script publication of Robert Frank’s “Me and My Brother” including a dvd with the film, this was an obvious choice. The famous publisher Steidl is behind the publication that was given to Berg by Sara Thelle, who in 2015 wrote about the film after a retrospective of Frank’s film at the Cinemateket in Copenhagen:

Me and My Brother was a slap in my face. It opens up with a very disturbing scene that takes you right to the bottom of a deep and complex matter. Soon it is turned into a film within the film and becomes a sort of meta-reflection and investigation into the questions: how do you film other people, how do you use others in your art, how do you use yourself, what do you make money from, how does it feel to be filmed, what does it do to you, when are you yourself and when are you acting. It is a hybrid film, mixing real life with staged acting, colour with black & white, at times the characters are “played” by themselves and at other moments by actors.

Originally, Frank was set out to make a film adapting Allen Ginsberg’s poem Kaddish, written about his mentally ill mother. But over time, the project becomes a film about Ginsberg’s partner Peter Orlovsky’s brother Julius, who after having spent 15 years in a psychiatric hospital is let out and left in care of his brother. So the setting is Julius, a catatonic schizophrenic, living with Peter Orlovsky and Allen Ginsberg. The film is about how to live with and among mental illness, about how the brother Peter deals with it, and in this way – maybe – it becomes indirectly an adaption of Ginsberg’s poem. And at the same time it is a film about Frank’s doubts about filming this.

It sounds wild and it is. It is radical and most unique. Avant-garde and uncompromising, not as a stylistic or artistically experimental take, but because it is necessary for a purpose: a search for truth…

USA, 1968, 85 mins.

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3200/

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3392/ (Post 28-04-2018)

 

A BRILLIANT CONVERSATION

by Tue Steen Müller


Robert Frank: Me and My Brother/ 2

 

 

 

 

 

 

 

 

 

In the blogpost below you find a text of what Allan Berg and I did the other day: Watched the film by Robert Frank from 1968, with a quote from the text of Sara Thelle, when she saw the film three years ago. We also referred to the fine Steidl publication of the script. After a closer look at that we found that the fascinating ending of the film includes a brilliant conversation between Frank, the director and Julius Olovsky, the man who after many years is released from a state institution to be taken care of by his brother Peter. In the following we present the two final pages of the script that indeed is about making films, about acting, and about the camera and what it can represent:

Photos: Steidl and Maria Briese

FOTO (ved overskriften)

Barry Kornbluh: Robert Frank indstiller (uden for billedrammen) sit kamera. Kornbluh fortæller på sin hjemmeside om optagelserne, hvoraf denne er en:

http://www.barrykornbluh.nl/Robert%20Frank/Robert%20Frank.html 


Categories: Cinema, Film History, Articles/Reviews ENGLISH, Poetics

Eva Mulvad: En familie p flugt

Written 14-08-2019 16:03:18 by Allan Berg Nielsen

Eva Mulvad: En familie p flugt

"En ung kvinde, Leila, er flygtet fra Teheran og er nu landet i Istanbul. Med sig har hun sin 4-årige søn, Mani, og sin elsker, Sahand. I Iran har de overtrådt alle regler, for de har haft en hemmelig affære og fået et barn, mens de begge var gift. De har ikke kunnet fortælle sandheden til deres søn, fordi utroskab straffes med døden i Iran. Indtil flugten har sønnen Mani derfor kun kendt sin biologiske far som "onkel". Nu søger den lille familie et fælles håb for fremtiden i Vesten, men samtidig med deres ankomst til Tyrkiet bryder FN's flygtningesystem sammen. Snart er de fanget mellem bureaukrati og frygten for at blive afsløret.

Eva Mulvad har modtaget flere internationale priser for sine film, der blandt andet tæller 'Vores lykkes fjender' (2006), 'Det gode liv' (2011), 'Slottet' (2014) og senest 'Kirsebæreventyret' (2019).

'En familie på flugt' er produceret af Sigrid Dyekjær for Danish Documentary Production med støtte fra blandt andet Filminstituttet og DR."

Dette skriver DFI i sit nyhedsbrev den 9. august i anledning af at Eva Mulvads nye film får premiere under filmfestivalen i Toronto. Jeg glæder mig vildt til at se den film, imellem dens solide lag som fortællelinien kort beskrevet i pressemeddelelsens synopsis også se fotografiets iagttagelsers medfortælling, se karakterernes udvikling, se og høre musikkens sikre transport af min følelse, men især gennem denne stabile og smukke arkitektur at se og mærke den tynde silkehinde af antydede forbindelser og diskret vibrerende viden, som jeg altid finder i Eva Mulvads film. Som et forsigtigt belæg er her et kort citat fra en anmeldelse og et link til dem, jeg tidligere har skrevet om nogle af filmene, her om Vores lykkes fjender (2006):

...Optagelserne fra Afghanistan alene var ikke nok til at skildre Malalai Joyas angst. Rent objektivt formåede de ikke at fortælle, at hun lever i konstant livsfare. ”Det så ikke særlig farligt ud”, fortæller Adam Nielsen, som har klippet filmen.

Men musikken kunne vise det, man ikke kan se, sammen med optagelsernes billede og lyd kunne den genskabe instruktørens sansning på location. Musikken fuldstændiggjorde simpelt hen den dokumentariske hensigt. Genskabte stedets virkelighed, siger Adam Nielsen, og syreprøven er for ham instruktørens fornemmelse af kongruens. Og, må man herefter tro, sådan var det for Malalai Joya dagene før valget, hvor instruktøren og kameraet fulgte hende. Hvad man ser er manipuleret til autenticitet... Læs hele samlingen af anmeldelser her:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4486/


Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

Feras Fayyads: The Cave

Written 14-08-2019 12:57:36 by Allan Berg Nielsen

Feras Fayyads: The Cave

 

Jeg glæder mig rigtig meget til at se Fayyads film, som er hans anden om civiles humanitære arbejde under krigen i Syrien. Den får premiere under filmfestvalen i Toronto nu i begyndelsen af september. DFI nyheder skrev for nylig om filmen:

” Feras Fayyads 'The Cave' tager publikum med til den østlige del af Ghouta, en forstad til den syriske hovedstad Damaskus. Her, i underjordiske huler og gange under krigsmarken, gemmer der sig et hemmeligt hospital. Hospitalet drives af børnelægen Amani og hendes team bestående af læger og sygeplejersker. I det underjordiske mørke genskabes håbet for de tusindvis af børn og voksne, som er ofre for de brutale krigshandlinger.

'The Cave' er produceret af Kirstine Barfod og Sigrid Dyekjær for Danish Documentary Production med støtte fra blandt andet Filminstituttet og TV 2 Danmark."

Jeg glæder mig selvfølgelig til Feras Fayyads nye film på baggrund af hans tidligere Last Men in Aleppo, som imponerede og rørte alle og som vi har fulgt her på Filmkommentaren, siden Sara Thelle dybt anerkendende anmeldte den til seks af seks penne og skrev:

“The tone is set in the opening, this story is of a universal scope. It is a film about life in a world of death and violence, of humanity surviving endless destruction.

Last Men in Aleppo is an homage to the White Helmets (officially the Syria Civil Defence), the civilian volunteer rescue corps that works relentlessly to save the lives of civilians in rebel-held areas of Syria. Filmed over a year, from September 2015 to fall 2016 up until Aleppo fell back in to the hands of Bashar al Assad’s government forces, the film is collaboration between the Syrian director, Feras Fayyad, the Aleppo Media Center, an independent news agency and network of reporters in Aleppo…” Læs hele anmeldelsen her:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3858/ 


Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

Marguerite Duras serie i Cinemateket

Written 04-08-2019 10:11:52 by Allan Berg Nielsen

Marguerite Duras serie i Cinemateket

Da var det jeg sagde til mig selv hvorfor ikke. Hvorfor ikke lave en film. At skrive ville have været for meget nu. Hvorfor ikke en film. (Marguerite Duras’ Den atlantiske mand, 1982)

Det er en bog. / Det er en film. / Det er nat. (Duras' Elskeren fra Nordkina, 1991)

SPROG OG FILM

Først er vi i en gade i den lille by Sadec. Det er film. Det er nat. Der er villaer med haver og der er træer på gaden, store gamle træer. Og gult gadelys. Det er sen aften. Og vi ser en enkelt person. En lille, spinkel pige med bare fødder. Hun kigger ind i en af haverne, den største, en park faktisk. Det er scenen uden for parken, det er den franske administrators bolig, landet er en fransk koloni. Der er musik i huset. Der er fest, eller rettere, der har været fest, gæsterne er gået. Kun en enkelt person ses, en kvinde i rød kjole. Hun lukker for musikken og går ind. Og vi hører hun spiller på klaveret, en bedrøvet vals. Vi kender den melodi, og vi kender den kvinde. Fra filmen, som hedder India Song. Melodien hedder La Valse Désespérée og kvinden hedder Anne Marie Stretter. Det er det første af de få navne, som findes i bogen. Det får jeg ikke at vide her, men det får jeg snart at vide. Og faktisk kender jeg Anne Marie Stretter fra tidligere endnu, fra ballet i T. Beach’s Casino, hvor hun for øjnene af en anden kvinde, Lol V. Stein forførte denne kvindes forlovede Michael Richardson. Det er beskrevet på de første sider i romanen Lol V. Steins henførelse, en bog som kunne være en film.

DURAS SERIEN I CINEMATEKET

Der er ingen vej udenom. Du skal trykke på begge links, det ene efter det andet og straks bestille billetter og så læse hele Sofie Havskovs fine tekst:



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

Carl Olsson: Patrimonium

Written 21-06-2019 10:01:45 by Allan Berg Nielsen

Carl Olsson: Patrimonium

Godsejerne – Den fædrene jord er filmens danske titel på tv-versionen som DR K sendte 19.juni. Jeg vil meget anbefale Carl Olssons på usædvanlige måder smukke film som stadigvæk kan ses i tv-versionen på

https://www.dr.dk/tv/se/godsejerne-den-faedrene-jord/den-frelste-jord-dfi/godsejerne-den-faedrene-jord

(direkte link til gratis streaming)

Det er en besynderlig dokumentarfilm, helt ude af tidens synk, smuk og egenartig og egensindig, en inderlig stemning af blid humor, der som noget karakteristisk for kulturen den skildrer uden at ryste på hånden overføres til filmværket og bliver til dets bærende følelse. Sikkert og uantastet: sådan er det – lidt morsomt, ikke sandt?


Vurdering:

 
Categories: Cinema, TV, Artikler/anmeldelser DANSK

Klip vedrrende KLIPPEARBEJDE

Written 12-05-2019 19:05:04 by Allan Berg Nielsen

Klip vedrrende KLIPPEARBEJDE

STANLEY KUBRICK

Let no one forget this essential fact: ”Editing is the only unique aspect of filmmaking which doesnot resemble any other art form – a point so important it cannot be overstressed… It can make or break a film.” (Glem ikke denne væsentlige kendsgerning: “Klipning er det eneste unikke ved filmproduktion, som ikke ligner nogen anden kunstart - det er så vigtigt, at det ikke kan understreges nok… den kan skabe eller ødelægge en film.”

Still ovenfor: Stanley Kubrick: Eyes Wide Shut, 1999.

HENRIK VEILEBORG

Man ved nogenlunde godt, at vi gerne vil lave en film, som undersøger embedsmandsværket, hvordan foregår det egentlig, når nogle lovprocesser i Folketinget, blam, blam, blam? Hvordan er rundgangen, hvad sker der, hvad skal der til? Det ved vi sådan nogenlunde godt. Vi laver research, vi er meget optaget af at finde ud af, hvordan kommunikationsvejene er, af hvem, der bærer hvad hvorhen. Hvad sker der? Vi har øje for personer, fordi vi tænker: hov, hov, hov, vi er jo nødt til at få fat i nogen personer til vores B-niveau. På vores niveau her skal finde nogen personer, hvor vi kan investere noget identifikation. Nogen, vi ligesom kan holde med, nogen, som vi synes er nogen helte, som har en god sag. Og så nogen, som er modstandere. Der skal foregå noget. Måske er det to embedsmænd, som begge konkurrerer lidt om blive forfremmet, om at få den samme post. Det er sgu en meget spændende historie, lad os lige holde et særligt øje med, om der sker noget der…



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Eva Mulvad: Kirsebreventyret

Written 30-03-2019 13:58:51 by Allan Berg Nielsen

Eva Mulvad: Kirsebreventyret

Filmen havde under CBH:DOX festivalen premiere 21. marts i Grand Teatret. Den vistes på Charlottenborg 27. marts og i Dagmar 31. marts.

https://cphdox.dk/program/film/?id=983 (CPH:DOX program)

Eva Mulvad har atter en gang lavet en smuk og tydelig film om et moderne menneske. Han er godsejer, han hedder Harald Krabbe, han har et projekt ved siden af gårdens grundlæggende landbrugsproduktion, han vil optimere de mange kirsebærtræers udbytte, lave fornem vin i stedet for almindelig marmelade. Eva Mulvad vil skildre udvidelsen og fornyelsen, forsøget. De er energiske mennesker de to, de klæder hinanden de to.

Hvor kommer det overskud fra? Jeg tror det kommer fra elegancen – det elegante menneskes sikkerhed, det sikre professionelle greb, som igen kommer af en ubøjelig tro på det sikre valg.



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, Festival, Artikler/anmeldelser DANSK

Pernille Rose Grnkjr: Hunting for Hedonia

Written 28-03-2019 13:23:19 by Allan Berg Nielsen

Pernille Rose Grnkjr: Hunting for Hedonia

Som altid er jeg glad for fortællestemmen når den er der. I denne film er jeg simpelthen lykkelig ved at blive ført ved hånden i dette tilsyneladende uvejsomme terræn af chokerende oplysninger som hæver sig til landskaber. Ført ved hånden af Tilda Swintons rolige, omhyggelige, aldeles indforståede stemme. 

Som altid er jeg derimod skeptisk ved dækbilleder og vignetter. Imidlertid i denne film har jeg brug for de overdådigt fotograferede sumplandskaber, mangroveskove og isdækkede grene som i deres uoverskuelighed ikke kan tydes i en forståelse, men bliver åh, så velkomne tænkepauser i filmens lange komplicerede tankerækker. Grafikken hjælper også. Den er fornem, de tegnede sekvenser er umærkeligt medfortællende.

Og så er der arkivmaterialet, så flot fundet frem, så omhyggeligt restaureret og anbragt i en ny cinematografisk omgivelse af nye rene levende arkitekturoptagelser fra den fraværende hovedperson doktor Robert Heath’s kontor, laboratorium; og mest indtryksfuldt lige så velovervejet og rystende sikkert uforglemmeligt skildret i hver bevægelse af kameraet: hospitalet. Dette hospital i tiltagende ruinering vil med dette filmværk blive stående som videnskabeligt monument. Og i ruinen er det netop det vigtigste som bliver stående i århundreder, bemærkede Per Kirkeby engang, de bærende og de bårne elementer.

I alt dette er musikken her autoritativ medfortællende og filmens journalistiske fremstilling og dens præcise, nøgne sprog tilføjer Rose Grønkjær disse andre sprog i konstant ligevægt, så jeg forvirret først samler mig til en forståelse af dette voldsomt ufattelige og hvad den viden og praksis medfører, når doktor Kelly Foot, min yndlingsmedvirkende og allerbedste vidne slår fast at ”… your brain is you.” Her sætter jeg midt i min anmeldelse et link til et ganske kort klip med dette rigt charmerende menneske, som var min trygheds fundament på min usikre rejse gennem 90 minutters vildt terræn af ny viden og forståelse af eksistentielle emner som Parkinsons sygdom, epilepsi, depression, psykose og deres mulige nye behandling ved kirurgi, dyb hjernestimulation. Ved alle sine midler en overvældende film.



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, TV, Festival, Artikler/anmeldelser DANSK

Sidse Torstholm Larsen, Sturla Pilskog: Hbets

Written 27-03-2019 13:25:50 by Allan Berg Nielsen

Sidse Torstholm Larsen, Sturla Pilskog: Hbets

En ung kvinde får ordet, forstår jeg, i en samtalekreds for alkoholikere som ikke drikker. Hun er smuk, fotograferingen er smuk, det hun siger er smukt at lytte til, dette vidunderligt langsomme sprog, som i underteksterne burde være oversat omhyggeligt litterært filmen igennem (jeg så på Randers bibliotek en engelsk version med undertekster, som gjorde mig skeptisk), men scenen er smuk, Henrik Bohn Ipsen har fotograferet, og jeg kan ikke rose ham nok, alene i sin cinematografi har han lagt grunden til endnu en klassisk bysymfoni. Her om Maniitsoq i Grønland. Med fotografiet til denne film og tidligere kameraarbejde som til Inuk Silis Høeghs Sume, 2014 og Lene Stæhrs Eskimo Diva, 2015 uddyber Bohn Ipsen det dokumentarisk filmfotografiske og danske blik på det almindelige liv i Grønland i linje efter fotograferne Jette Bang, Jørgen Roos og Teit Jørgensen.

Kvinden i samtalekredsen er på vej ud af alkoholens lås og jeg følger hende opmærksomt, for karakterudviklingen af hende er tydeligst blandt de tre som medvirker filmen igennem. Hendes spontant fascinerende nærvær og Bohn Ipsens lydefri sikre kamera og opmærksomme blik på alt i og uden for billedet, dette filmfotografi er alene denne vigtige film værd. (Henrik Bohn Ipsen har i Nicole N. Horanyi: En fremmed flytter ind, 2017 fotograferet en fuldstændig lignende scene som jeg oplever med samme følelsesindhold. Det bevægede mig mærkeligt forleden aften i bibliotekets sal).



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, Festival, Film History, Artikler/anmeldelser DANSK

Eva Mulvad -samlede blogindlg om hendes film

Written 21-03-2019 11:33:31 by Allan Berg Nielsen

Eva Mulvad -samlede blogindlg om hendes film

KIRSEBÆREVENTYRET (2019)

Eva Mulvad har atter en gang lavet en smuk og tydelig film om et moderne menneske. Han er godsejer, han hedder Harald Krabbe, han har et projekt ved siden af gårdens grundlæggende landbrugsproduktion, han vil optimere de mange kirsebærtræers udbytte, lave fornem vin i stedet for almindelig marmelade. Eva Mulvad vil skildre udvidelsen og fornyelsen, forsøget. De er energiske mennesker de to, de klæder hinanden de to.

Hvor kommer det overskud fra? Jeg tror det kommer fra elegancen – det elegante menneskes sikkerhed, det sikre professionelle greb, som igen kommer af en ubøjelig tro på det sikre valg.

Om kirsebæreventyret lykkes fortæller filmen i den tilbageholdte videns form, det udvikler sig til en thriller, jeg sidder og frygter tilbagegang, uheld, nemesis, dramaturgiens vendepunkt. Hvordan er det nu med eventyr? Det betyder jo i grunden det som vil komme. Jeg tænker på violinisten i instruktørens forrige film, tænker på godsejeren i denne, Eva Mulvad har atter skrevet et tidens dokument, denne gang om det nye modernes elegance, skrevet så klogt og klart om det som vil komme.

Danmark 2018, 85 min.

STILL: Kirsebæreventyret, Harald Krabbe og Eva Mulvad.

A MODERN MAN (2019)

Moderne har jo både at gøre med modernus (ny, nyere) og med modus (måde), og denne dobbelthed får den præcise titel til pege på et menneske med nye måder at være på, måske være til i virkeligheden på, leve sit liv på, sortere sine valg på. Jeg opfatter det sådan, at Eva Mulvad vil undersøge det nye moderne. Måske vil hun også som filmskaber i naturlig forlængelse lægge en ny slags film til fænomenerne, hun skildrer i A Modern Man, en ny moderne filmisk stil, hvor det karakteristiske er, at filmen løsnet af den litterære episke fremadskriden, løsnet af journalistikkens opklaringsdrama fungerer på gamle cinematografiske betingelser som at stille scene ved scene. Og der er er i Mulvads film sandelig lange og tydelige og selvbevidste scener bygget af lange rolige optagelser af enkeltafsnit i Charlie Siems liv.

Charlie Siem er violinist og fotomodel, og det på verdensplan, en mondæn mand, som medvirker som en populær stjerne i samtaleshows i tv i samtaler om offentligheden, omsværmelsen og i dette ensomheden. Facebook og Instagram er medierne, men forbilledet er Robert De Niro.

Første afsnit, filmens åbning, er mangetydig. Den skildrer købet af en ny, rød Porsche. Reklamefilm eller dokumentarfilm? Køber han eller er han model? Pointen er, at han spørger sælgeren: Hvordan er dens lyd? Prøver motorlyden af som en musiker et instrument, og så vil han i en æstetisk ideosynkrasi have et underlødigt designet typenavn mærke fjernet fra bagklappen. Detaljen er vigtig.

Så følger en scene fra en koncert. Siem er alene foran orkesteret, spiller kadancen, som er vanskelig, kun violinen høres, en nåls fald kunne høres. Den virtuose kadance afbrydes, det her handler ikke om fordybelse, så der klippes til et voldsomt hovedspring fra højt oppe ned i havet, derfra til et stille svømmebassin uden person, en smuk ensom arkitektur, derfra til en scene med Siem i et soveværelse, han pakker vitaminpiller ud. Den moderne mand passer sin krop. Og sin skrædder.

Han er model for Hugo Boss og for Martell cognac: en scene fra en reception for vel et nyt mærke. Og så en scene fra fotomodellens helt private almindelige 30 års fødselsdag. Det er spændvidden.

Han køber et flygel, eller gør han? Eller er han model i en film for fabrikanten? Eva Mulvads billede kan bruges til begge formål, hendes fascination og interesse har begge disse filmiske blik på hændelsen. Flyglet bakses op af robuste flyttemænd med beskyttelseshandsker, oppe på plads i hjørneværelset stilles instrumentet med et støn, og det åbnes efter at være udsat for strabadserne, en af mændene slår sine behandskede fingre i tangenterne. Det virker! Siger han med et charmerende smil. Pointen er der brug for, både i reklamefilmen og i dokumentarfilmen. I Adam Nielsens klip. En lille fryd.

Scenerne stiller Adam Nielsen i en rolig, tydelig række, så de belyser hinanden, bliver til denne gamle fortælling af billeder: animeret natklubscene i sort/hvid, stilfærdig scene med søsteren, de øver sammen i en varm og hyggelig hytte, hun viser med sin karakter noget, der ellers er fremmed i filmen, en intellektuel, følsom natur. Restaurantscenen er også ægte og éntydig, Siem er sammen med en uundværlig, meget livligt talende kvinde med en dyb stemme og sin pianist Itamar Golan, som også er meget til stede. Det er film, det her! Tænker jeg, hun er god, pianisten er fin. Scenen med massage hos fysioterapeuten er spændt til grænsen af det udholdelige, til lige før, tæer krummes. Massørens kommentarer er vidtløftige, en slags følelsesanalyse, en tolkning af hovedpersonen, modellen og violinisten med den glatte kontrollerede kølige noget fattige udstråling. Og med den store monolog lige efter vokser filmen, noterer jeg det sted i story-line, ja, filmen vokser og vokser hele vejen mod et helstøbt og beslutsomt værk. Og idet jeg indser det, kommer min belønning, violinistens og pianistens morgenbad i havet, violinisten sportstrænet, frisk, pianisten tøvende, frysende, ængstelig. Det er herligt, det er jo Don Juan og Leporello, det er Don Quichotte og Sancho Panza. En vild koncert for violin og orkester afslutter filmen, og omsider fortsætter musikken til den er slut og dør med de sidste credits.

Eva Mulvad skildrer en fascination, det er værkets kerne og styrke. En fascination af de materielle tings skønhed som hos Tom Ford i hans meget beslægtede film A Single Man, 2009 med dens fejlfrie setdesign. I Fords film er det en anden tid, og fascinationen gælder en fejlfri scenografi som ramme om tragedien at miste sin elskede, men det i en tid, i begyndelsen af 1960’erne, hvor at leve alene var det nye moderne. Filmens anden styrke er pianisten, Itamar Golan, som er den nødvendige Leporello / Sancho Panza / den kloge klovn. Han har den filmkarakterens totale udstråling, som Charlie Siem mangler. En hviskende samtale mellem de to er et fint skildret højdepunkt.

Svagheden er, at der faktisk ingenting er om musikken, om Siems særegne tolkning, og hans spil kommer så også til at danne en overflade af virtuose detaljer, som er teknik, men som det skildres uden egentlig forståelse. Fokus er, som hos Jørgen Leth et studium af overflade, Det perfekte menneske falder selvfølgelig i tanken. Er der her som der flere lag, har Eva Mulvad også flere lag? Scenen med søsteren i hytten måske? En smerte i et ansigtstræk måske? En tvivl midt i dette perfekte?

Det nye moderne filmklip er langsomhed og fravær af angst for pause og tomhed, den nye moderne cinematografi er optagethed af øjeblikket, er ønsket om at vide det ud. Hvor det lige før var afviklingen af øjeblikket, opløsningen af nuet i en hurtig strøm af meget korte klip, som dominerede det moderne. Den røde Porsche er en hurtig bil, den kører hurtigt i potente gearskift med helten, eller er det fotomodellen? ved rattet. Hurtigt i det stort tegnede dramatiske landskab. Men i optagelsen oppefra er scenen langsom og lang og fascinationen gælder den lille smukke bil i landskabet, gælder det hurtige i det langsomme, altså detaljen som for eksempel hos Tom Ford, mere end overfladen som for eksempel hos Jørgen Leth. Kunst laves ikke på virkeligheden, sagde Per Højholt, kunst laves på kunst. Sådan måske også filmkunst, dokument ved dokument. Eva Mulvad har skrevet et tidens dokument om det nye moderne.

 

VORES LYKKES FJENDER (2006)

Optagelserne fra Afghanistan alene var ikke nok til at skildre Malalai Joyas angst. Rent objektivt formåede de ikke at fortælle, at hun lever i konstant livsfare. ”Det så ikke særlig farligt ud”, fortæller Adam Nielsen, som har klippet filmen.

Men musikken kunne vise det, man ikke kan se, sammen med optagelsernes billede og lyd kunne den genskabe instruktørens sansning på location. Musikken fuldstændiggjorde simpelt hen den dokumentariske hensigt. Genskabte stedets virkelighed, siger filmens klipper Adam Nielsen, og syreprøven er for ham instruktørens fornemmelse af kongruens. Og, må man herefter tro, sådan var det for Malalai Joya dagene før valget, hvor instruktøren og kameraet fulgte hende. Hvad man ser er manipuleret til autenticitet.  

Det begynder med arkivstof, i en journalistisk reportage, Malalai Joyas berømte tale to år tidligere end filmens tid, 100 prc., som mod slutningen mixes medmusikken, et langsomt og alvorligt orkestermotiv, én unison tone, som leder over i filmens første scene, Malalai Joyas midlertidige opholdssted, hun fortæller, at hun må et andet sted hen. Hendes meget neddæmpede uro bliver til scenens autentiske angstfyldte nervøsitet ved at strygermotivet blandes med dialogen og dæmpes, for at stige igen ved scenens slutning, hvor hun og hjælperne er på vej ud, og der klippes til titelskiltet Vores lykkes fjender, og man er på det rene med dette værks tone af usentimental alvor.

Korte landskabsscener, den smukke by Farah bliver et intermezzo med bylyd og muezzinens råb over tagene før næste scene. Hun hører radio, skriver notater. Vi ser rummene. Telefonen ringer, hun taler med en journalist, og vi forstår via en tolk. Det handler om intimideringer og attentatforsøg. Fire gange har hun overlevet. Musikken, langsomme og alvorlige orkesterstemmer stiger dramatisk så det underspillet nøgterne i dialogen løftes til det eksistentielle niveau, som er følelsens autentiske sted. For hjertet hamrer.

Næste scene, et møde med en gammel mand, som vil stemme på hende, understreger at lyden af dialogen ikke er gået tabt, og den afløses så, da han går af et nyt motiv. Igen et intermezzo- eller ”flytte”tema, som blander sig i følgende scenes optagne lyd af gadestøj og ophidset dialog under agitationsarbejde. Dialogen ren dominerer nu en lang scene med et valgmøde, og vi ved at det efterfølgende intermezzo med landskabsbillede, hvor en galende hane leverer lyden fører over i en ny scene med dialog. Det er blevet konsensus: scene, flytning, scene, flytning, hver gang sat stemningsmæssigt på plads ved musikken, som nu efter en scene med en gammel kvinde, som har tilintetgjort en kampvogn, etablerer en flytning af sted ved guitarakkorder til aftenbilleder i gaderne til en scene, hvor hun (guitaren fastholder autenticiteten) ordner hår foran et spejl og hører igen radio. Hver flytning har åbenbart sit motiv som medskaber forståelsen af scenen. Som så tydeligt ved den sidste i afsnittet, som er forberedelse til en rejse til en landsby.

Sikkerhedschefen kommer og soldaterne og våbnene og bilerne, og vi er nu tilbage ved den foruroligende brummen på én tone i orkesteret, som minder os om filmens begyndelse i angst. Hele denne fortælling er altså medskabt af filmmusikken, som dialogens klarhed har givet mening.   

DEN SIDSTE DANS (2005)

Adam Nielsens fremragende klip af Eva Mulvads præcise og nærværende og lyttede optagelser udvikler på den lille time en håndfuld karakterers helt særegne og forskellige livsdramaer, så vi sidder med noget nær livsgåden i hænderne, rystede, klogere og glade. Jeg opfatter nemlig ikke (som DR1 på sin hjemmeside) filmen som sort, den er da lys, jeg opfatter den ikke som absurd, nej da, som fuld af mening og slet ikke som komedie, nej snarere organiseret som drama.

For Adam Nielsen forfølger jo i Den sidste Dans Mulvads dybt solidariske plejehjemsskildring disse temaer: kærligheden er forbi (”Ejnar, du er min allerbedste ven..”), depressionen (den tavse mand), erindringsstabet, forvirringen (Marie bliver mere og mere konfus), fremstiller det som tilværelse, ikke som undtagelse. Og gør det på et tydeligt, men ikke påpegende niveau. Han undgår så vidunderligt klichérammer som dagens og årstidens gang. Griber modigt ned i eksistensens alvor i stedet, erotikkens ophør eller brutalisering, erindringens omdannelse til livet som ét enkelt nu, dødens nærhed.

Det er svært at holde en række medvirkende i balance, endnu vanskeligere at klippe disse karakterers forskellighed og udvikling frem. Adam Nielsen kan den kunst. Med denne film har han skabt en ægte kollektiv fortælling. En række personer følges omhyggeligt, så deres ændringer i filmens løb bliver tydelige. Helge ankommer, meget mod sin vilje. Han ses tavs filmens første 35 min. Så taler han med forstanderen. Han vil ud, men det er umuligt. Senere ses han ude. Har besvær med døren. Adam Nielsen og Eva Mulvad falder ikke for fristelsen. De klipper i den rækkefølge, som ikke bliver en kunstig dramatisk opbygning, en flugt, men en understregning af accepten af tilværelsen. Også denne her. Dette er selve skønheden i filmen.

Dertil kommer handlingen, som her er sat sindrigt sammen af en række enkeltforløb, der efterfølger hinanden, næsten griber ind i hinanden: den forsvundne taske, overvindelsen af angst for svømmebassinet, planlægningen af den afsluttende ballonflyvning, den tavse mands sidste tid over accept af tilværelsen frem mod døden.

En række intermezzi er lagt ind: bilerne kører over broen over sundet, en senil kvinde tæller omhyggeligt bilerne og ryger fornemt behersket sine cigaretter – denne tilbagevendende rytme af begivenheder i serie er så selve temaet i filmen, en rolig respekt fuld rytme. Ja, en intermezzi serie mere får de plads til: nu et komedietræk: tante ét og tante to har deres daglige små skænderier. Adam Nielsen får det til at lykkes, så iscenesættelsens aftryk minimeres.

Samtidig med, at han administrerer et klart system af parallelhandlinger, kan Adam Nielsen kunsten at holde rede på mange medvirkende, han kan individualisere dem, indbygge karakterudvikling hos dem alle. Han får af Eva Mulvad et smukt materiale om livet på et plejehjem og leverer et filmdigt om livet tilbage.

LINKS

https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/person/eva-mulvad 


Categories: Cinema, TV, Artikler/anmeldelser DANSK

Phie Ambo: Genopdagelsen

Written 18-03-2019 10:17:06 by Allan Berg Nielsen

Phie Ambo: Genopdagelsen

Og regnen styrtede ned, og vandstrømmene kom, og vindene blæste og kastedes mod det hus; og det faldt, og dets fald var stort.

Nøgternt skrevet er Genopdagelsen en film om hulebyggeri som pædagogisk metode. Den skildrer i tætte optagelser med Phie Ambos og assistenten Maggie Olkuskas opmærksomt blødt registrerende kamera over to årstider en gruppe på 47 børn og tre lærere i færd med ved en avanceret byggelegeplads aktivitetat at sætte sig ind i de grundlæggende erfaringer om verden, tilværelsen, hinanden og sig selv . Men filmens titel gemmer meget meget mere. Fordelt lag på lag, afsnit for afsnit. Næsten umærkeligt.

Theis Schmidt har nemlig af dette materiale klippet et drama over årstidernes skiftende former, farver og begivenheder blandt dyrene og menneskebørnene på denne samme lille location som i dobbelt forstand er en byggeplads og med et erfarent smil klippet det som en byfilm fra gamle dage med dette nødvendige højdepunkt og vendepunkt, hvor en regnbyge om eftermiddagen blev en vigtig begivenhed; i Berlin, i Stockholm, i Firenze. Her i byen med hulelandet i sit hjerte er det et voldsomt ødelæggende uvejr med blæst og regn, en udfordring til børnene, et krav om reparationer, ja, om genopbygninger, om at tænke forfra, tænke sig om.

Phie Ambo og Theis Schmidt fortæller i et andet lag musikalsk sikkert og helt uden, har de klogt besluttet, den alt for oplagte kronologi gennemgår de filmisk det pensum som lærerne har lagt til rette for børnene, videnskabens fortælling om homo sapiens, om Artens Oprindelse og om dens udvikling. Det bliver de store retrospektive historier genopdaget og om at opdage en metode, opfinde en teknik, det bliver til konflikter mellem nomader og dw fastboende, om huler og huse… og jeg ser hvordan en verden ord for ord kommer til syne inde i sproget.



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, Festival, Artikler/anmeldelser DANSK

Mads Brgger: Cold Case Hammerskjld

Written 06-02-2019 12:29:59 by Tue Steen Mller

Mads Brgger: Cold Case Hammerskjld

Fy for pokker… nu ved jeg at der er en organisation i Sydafrika der hedder SAIMR, South African Institute for Medical Research. En hemmelig loge, som var indblandet i mordet på den svenske FN generalsekretær Dag Hammerskjöld i 1961, hvor hans fly på vej til Congo faldt ned under mystiske omstændigheder. Hvordan og hvorfor døde svenskeren, som ville kolonialismen til livs og mødte stor modstand fra hvide i det sydlige Afrika.

Om dette har Mads Brügger lavet en film sammen med Göran Björkdahl, som har undersøgt Hammerskjöld-sagen det meste af sit voksne liv. Det er nærmest blevet en besættelse for ham. Brügger har arbejdet med Björkdahl i seks år på bedste journalistiske vis OG i bedste Mads Brügger film-stil, hvor han er i billedet, spiller den hvide mand med tropehatten, som vil grave resterne af flyvemaskinen op, men får ikke lov, tænder hænder-rystende en cigar, bliver spurgt af Björkdahl hvorfor han ryster på hænderne, ”du plejer jo at være en cool fyr”, og deri har svenskeren ret, når Brügger selviscenesættende klædt i hvidt som medlemmerne af SAIMR - får vi at vide - dikterer filmens manuskript til først den ene så den anden sorte sekretær, som ikke blot skriver ned, men også reagerer på oplysningerne om at sorte får indsprøjtninger med aids.”Gruesome” siger den ene sekretær og hun har ret og det er imponerende og rystende, hvad de to graver op af informationer og vidnesbyrd fra mennesker, som tør stå frem.

I forbindelse med filmen er der skrevet lange artikler i Observer og andre steder, hvor undersøgelserne og hovedpersonerne præsenteres. Som en anmeldelse har fremhævet er filmens indhold en sensation - afdøde Maxwells dagbog som afslører meget, Geoffrey Jones som ifølge slutteksterne nu lever i skjul somewhere pga. hvad han siger; han går så langt at han siger CIA, da han bliver spurgt, hvem der kunne have stået bag flystyrtet og mordet på den pæne, ordentlige Hammerskjöld, som har lagt navn til en fin allé i København, der huser den amerikanske ambassade!

Som film leverer Brügger her sit bedste; han blander iscenesættelsen med en ærlig tvivl da han opdager, at han er på vej til at grave noget stort ud af historiens glemsel. Han glider fra at være hovedperson i nok en absurd historie til hen i filmen at lade tropehatten ligge og give publikum en vejdrejet spændingsfilm, der har mange humoristiske elementer, men endnu flere, hvor hovedet rystes over kolonialismens hæslige hvide ansigt. Fy for pokker!  

Danmark, Sverige, 2019, 128 mins.


Vurdering:

 
Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

Janus Metz og Sine Plambech: Hjertelandet

Written 03-02-2019 08:54:03 by Allan Berg Nielsen

Janus Metz og Sine Plambech: Hjertelandet

DOCS & TALKS 2019 / CINEMATEKET 06/02 17:30

Stedet introduceres i smukt fotografi, Lars Skree og Henrik Bohn Ipsen er fotograferne. Der er myndighed over disse billeder. Et jysk landskab, som er meget, meget mere end et vindblæst hjørne af Danmark. Det er en egn og en befolkning med en særegen livsstil og en stor værdighed og en bevaret integritet, bekræfter fotografiet for mit blik, som er dannet tilbage i romantikken. Og kvinden, det til en begyndelse handler om, introduceres tilsvarende smukt og sikkert. Hun er egentlig fremmed her, men er så integreret, som det har været mulig at blive her, når man ser anderledes ud og er fra den anden side af Jorden…

Sådan skrev jeg i 2008, da jeg havde set de første afsnit af dette store filmværk. Og sådan ser jeg også det afsnit som nu har premiere på onsdag den 19. september, ti år senere, Hjertelandet. For netop sådan begynder denne nye dokumentarfilm, den anvender så smukt og berettiget de første to dele til i en ny sikker klipning at fortælle dette vigtige tilbageblik, præcis som jeg selv forinden havde været nødt til at se filmene fra dengang og finde frem, hvad jeg skrev om dem. Og det fortsætter jeg så med her.

For her, fra dokumentarværkets begyndelse i del 1, Fra Thailand til Thy begynder fortællingen, og det er som det skal være, jeg er tryg. Og jeg skal bestemt nok blive ved den fortælling fra første begyndelse, det mærkede jeg dengang og det mærker jeg nu. For der er jo i den fortælling en ægte historie, en kærlighedshistorie, som fortsætter i del 2, Fra Thy til Thailandog den historie finder nu sin foreløbige afslutning i en del 3, som er den aktuelle film Hjertelandet.

FØLELSERNES FORVANDLING

Kvinden skal formidle et ægteskab. Det har hun gjort før, fundet kvinder hjemme i sin landsby og placeret dem hos mænd her. De holder sammen, og vi lærer to af dem at kende. Hun har nu igen disse tre måneder til det, et turistvisums afmålte tid. Og personen, en søsterdatter, som det nu gælder, ankommer og kastes befippet ud i det. Kontaktannonce, svar, udvælgelse, mødet med manden. Han hedder Kjeld. Han er rar og genert. Hjælperne tager af sted, hun står fortabt i entrédøren til Kjelds hus, den første virkelig gribende scene. Hvordan skal det gå? Med denne unge kvinde, Kae hedder hun.



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Festival, Artikler/anmeldelser DANSK

Talal Derki: Of Fathers and Sons

Written 02-02-2019 08:11:46 by Tue Steen Mller

Talal Derki: Of Fathers and Sons

DOCS & TALKS 2019 / CINEMATEKET 04/02 14:00 / ØST FOR PARADIS 26/2 17:00

 It stands out. I can not avoid superlatives. And I can not express in words, in a language that is not mine, how I feel after having seen Talal Derki's new film. Or how I felt while watching it. It is a film that hurts and makes you depressed, sad is too weak a word; it goes to the heart and to the stomach; two boys and a father who loses a foot - it's all destined by the prophet, he says - the upbringing to Jihad, to kill the enemy, i.e. us, a film that is so well made, with a camera that caresses the face of Osama, the kid, who turns to the camera before he is transported to the sharia school. It's an unbearable scene, he hugs his brother Ayman, who stays to go to school. The film shows, how hate is built up and also how love always looks like between a father and his sons. I stop here full of admiration for a filmmaker, who formulates his ambition in a text taken from the film's website:

"fter my film RETURN TO HOMS, which was about the young rebel Basit Sarout and his comrades, I wanted to go deeper. I wanted to penetrate the psychology and the emotions of this war, understand what made people radicalize and what drives them to live under the strict rules of an Islamic state. In the media, war is often portrayed as a chess game and Islam is labeled as evil. If we see the images of war, we get the feeling that it is a unreal parallel world. In OF FATHERS AND SONS, I want to establish a direct relationship between the protagonists and the audience. I would like to take my audience with me on my journey and communicate with them through my camera.

The main characters of my film are Abu Osama (45), one of the founders of Al-Nusra, the Syrian arm of Al-Qaeda, and his two eldest sons Osama (13) and Ayman (12). I have been living with them over the period of 2.5 years and became a part of their family. Although I am an atheist, I prayed with them every day and led the life of a good Muslim to find out, what is happening in my country. Abu Osama is not only a loving father, but also a specialist for car bomb attacks and the disposal of mines. He deeply believes in an Islamic society under the laws of the Shari'ah, the Caliphate, and therefore he also places his children at its service.



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, Festival, Articles/Reviews ENGLISH

Simon Lereng Wilmont: The Distant Barking of Dogs

Written 30-01-2019 09:10:05 by Tue Steen Mller

Simon Lereng Wilmont: The Distant Barking of Dogs

DOCS & TALKS 2019 / CINEMATEKET / SØN 03/02 14:00

The location is Hnutove, Eastern Ukraine, war zone for years. A village from where - for the very same reason – many Ukrainian families have moved away. But not grandmother Alexandra and 10 year old Oleg, the main characters of this remarkable, multi-layered film. Grandmother insists on staying. In the best Danish documentary I have seen this year. A film about Childhood, about Fear, about survival, about Love. Made with love. And cinematic skills on how to build a story, compose the images and put them together with a soundtrack that stresses the atmosphere of the scenes, without killing them.

Oleg and his cousin Yarik are like kids everywhere. They do pillow fights, they fight as kids do, they are crawling around wherever

there is space to crawl, they go swimming in the river, suntanned, they jump in the beds, they wear football shirts… but their outdoor playground is different. Ruins with cartridges, mortars, unexploded mines… in sometimes a constant sound carpet of bombs and the sight of war as flashes of light on the sky. It’s an understatement to say that this constitutes a fragile childhood for the kids.

The grandmother IS love and the director, who is also the cameraman, knows how to convey that to the viewers: Oleg and grandmother walking in the snow in the beginning of the film, to visit the graveyard of Oleg’s mother. The two boys caressing granny in her bed, when she falls ill, Granny ”educating” Oleg when he comes home having shot a frog with the gun of the elder Kostya.



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, Festival, Articles/Reviews ENGLISH

Mari Gulbiani: Before Father Gets Back

Written 29-01-2019 07:49:10 by Allan Berg Nielsen

Mari Gulbiani: Before Father Gets Back

DOCS & TALKS 2019 / CINEMATEKET

 

RADIKALISERING

Jeg forstår på foromtalerne at Mari Gulbianis film handler om radikalisering og dette for tiden sært indforstået præcise begreb vender og drejer jeg nu jeg har set Gulbianis værk og slet ikke oplever det som filmens egentlige indhold. Jeg mærker måske en radikaliserings virkninger i en lille landsby uden unge og voksne mænd – forstår at alle disse mænd er ved fronten. De gamle mænd og kvinderne og børnene er tilbage i husene og på vejene og på stederne hvor man altid i små grupper fortsat i al landsbyens tid samles og snakker med hinanden. Vi har alle set og frydet os over disse utallige film som tilsammen er en dokumentarfilmens globale landsby. Her i denne, i en georgisk bjergegn er situationen at de våbenføre mænd har meldt sig til en krig langt borte for en idé, for en samfundsforståelse de tror på, og jeg forstår at det i denne dal er det IS de tjener, men kommer i tvivl, for det kan da ikke gælde alle? Formodentlig hovedpersonen Imans far, men vel ikke den anden hovedperson Evas far? De ses på fotografiet prøve et tørklædes virkning for udseendet, Iman til venstre i vestligt mærkevaretøj naturligt i hendes familie, Eva til højre i sin egns traditionelle klædning med tørklæde, en selvfølge i hendes familie. Kyndig lærer hun Iman hvordan tørklædet skal bindes korrekt.

Som jeg ser og hører det er det krigen som sådan, ikke radikaliseringen af krigerne, ikke terroren og krigsforbrydelserne, som de tilbageblevne voksne og børnene ser tv om, taler om, det er ikke ideologiernes sammenstød. Det her må Mari Gulbiani og Maja Greenwood under samtalen efter filmen finde ud af og forklare for en som mig, der helt ærligt ikke ved hvad radikalisering egentlig er, som en religiøs omvendelse, som et politisk valg, som en pludselig eller blot voksende indsigt i og overtagelse en tilværelsesforståelse, en omverdenstolning, en livsanskuelse hed det i min ungdoms indre missionske Nørre Nissum, hvor der i øvrigt også levede grundtvigianere og sekulære socialister.

STED

Hos Flaherty blev det et ubetinget princip, at historien skulle hentes på stedet selv, og at det skulle være (hvad han anser for) stedets egentlige historie. Hans drama er derfor et drama af dage og nætter, af årstidernes gang, med de kampe, der er nødvendige for at opretholde eller for at leve i et samfund eller for at bygge stammens værdighed op. (John Grierson)



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Festival, Artikler/anmeldelser DANSK

Matthieu Rytz: Anotes Ark

Written 21-01-2019 12:24:20 by Allan Berg Nielsen

Matthieu Rytz: Anotes Ark

DOCS & TALKS 2019 / CINEMATEKET / FRE 01/02 16:45

… Men løsningen er alligevel så let at en femårig kan forstå det. Vi må stoppe udslippene. Det er sort-hvidt. For enten sætter vi gang i en kædereaktion som udløser hændelser, som udløser hændelser, som er ude af menneskets kontrol, eller også gør vi det ikke. (Greta Thunberg i SVT 18. jan. 2019)

 

GEOGRAFI

Det første jeg overvældet forstår når jeg ser Matthieu Rytz ’ film er staten Kiribatis’, dette øriges skrøbelighed. De indledende optagelser fra højt oppe viser mig det, en spinkel ørække i en lang sekvens. Udsagnet i disse billeder er filmens indhold, som helt enkelt former sig som en uddybning af dette indtryksfulde overblik. Matthieu Rytz vil med det samme gøre klart, hvad den her dokumentar handler om. Skrøbelig og usikker skønhed. Den lille spinkle udriggerbåd på det store hav, det blå sejl og det blå vand og den tynde langstrakte øgruppe to meter over havets overflade på toppen af undersøiske vulkankrateres kanter.

Our whole nation is only two metres above sea level, and the report shows that the difference between 1.5°C and 2°C of warming is several centimetres of sea level rise. Given that we are already feeling the impacts of rising water, every millimetre counts. (Anote Tong, The Guardian, 10 Oct 2018)



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Festival, Artikler/anmeldelser DANSK

Gabrielle Brady: Island of the Hungry Ghosts

Written 13-01-2019 10:03:19 by Allan Berg Nielsen

Gabrielle Brady: Island of the Hungry Ghosts

DOCS & TALKS 2019 / CINEMATEKET / ØST FOR PARADIS

 

STEDETS ÅND

Hun er bekymret, denne i alle måder smukke kvinde på fotografiet fra en scene i filmen, hun er nedtrykt, hun hedder Poh Lin Lee og hun holder mig fast i det filmen handler om, så den i en lyrisk form blidt og tålmodigt som hun i sit væsen indkredser øens genius loci. Men trods sin stilfærdighed er Gabrielle Bradys film en etisk og politisk pamflet som kunne bære overskriften j’accuse. Jeg er ikke i tvivl om mod hvad og mod hvem anklagen rettes. Styrken ved anklagen er ikke juridisk præcision, ikke overbevisende statistik, ikke kyndig antropologisk redegørelse, styrken er ved siden af disse berettigede og nødvendige fagligheder som må komme frem i festivalens samtale, dens talk-del, styrken ved anklagen er filmens cinematografi, dens inderlige skriven sin egen overbevisende research i sin egen fagligheds skrift, i en kunstnerisk indsigt i og forståelse af sin location, sit steds ånd og så her altså overgrebene mod den.

HUNGRY GHOSTS

Jeg ser Poh Lin Lee og hendes mands og deres børns respektfulde skildringer stedets gamle kultur, først af rituelle afbrændinger af symbolske papirrester efter de døde. Det handler om sjæl og legeme om ånd og materie, og moderen forklarer det til børnene: ”De første indvandrere kom til øen fra Kina for 100 år siden. De fik ikke en rigtig begravelse nogen af dem. Så vi som lever nu er nødt til at bede for dem. I en måned er de blandt de levende. De er the hungry ghosts. Hvis du på vejen ser en hvid skygge passere er det antagelig en vandrende ånd som går over.” Afbrændingen gælder, må jeg tro, de dødes menneskelighed så deres evighedshungrende ånd kan udvandre fra skyggetilværelsen til frihedens land. Og den lille familie besøger gravstenene over de første kinesiske migranter på øen og børnene lærer om monumenternes betydning for et steds historie og kultur. Jeg læser ikke filmen som analogi, læser ikke dens enkeltelementer som symboler. Jeg ser et voksende anklageskrifts konkrete passus akkumulere.



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Festival, Artikler/anmeldelser DANSK

DOCS & TALKS 2019 / PROGRAMME

Written 09-01-2019 09:59:49 by Allan Berg Nielsen

DOCS & TALKS 2019 / PROGRAMME

THE DANISH INSTITUTE FOR INTERNATIONAL STUDIES (DIIS) AND CINEMATEKET PRESENT DOCS & TALKS – FILM AND RESEARCH DAYS, JANUARY 31st - FEBRUARY 6th, 2019

Daughters of foreign fighters from Georgia, flood-affected islanders in Kiribati and Australia's hermetically sealed asylum centres. This year, we will once again travel far and wide at the third annual Docs & Talks film and research festival from January 31st to February 6th. The festival is organized by the Danish Institute for International Studies (DIIS) and Cinemateket.

With its combination of both proximity and a larger social perspective, documentary film is an ideal point of departure for research dissemination and debate. Docs & Talks offers a total of eight film events, in which researchers from DIIS and scholars from other leading international research institutes, filmmakers and practitioners discuss and put into perspective the different themes of the films - and we invite the audience to participate in the debate.

This year, three of the films will focus on the fate of children in war: in eastern Ukraine, we experience the war through the eyes of ten-year-old Oleg; in the Idlib province of Syria, al-Nusra fighters raise their sons to join the armed struggle in a society where violence is breeding violence; and in Georgia, two young teenage girls are deeply marked by the absence of their fathers, who have left to fight for the Islamic State.

Two films in the program touch upon the issues of poverty, health, inequality and climate change, and we host a special event where we scrutinize the visual narratives that dominate the development world and the communication of the UN Sustainable Development Goals (SDGs). Where nothing else is mentioned, the debates are in Danish.

Sara Thelle og Mira Bach Hansen / Forum for Film og Formidling

Anne Blaabjerg, Troels Jensen og Sine Plambech / DIIS

Rasmus Brendstrup, programredaktør / Cinemateket

https://www.diis.dk/en/trending-topic/docs-talks-film-and-research-days-2019

 

PROGRAMME

THURS 31/01 16:30

ASYLUM POLITICS / ISLAND OF THE HUNGRY GHOSTS

Gabrielle Brady, 2018 / Eng. subtitles / 94 min. / 145 min. incl. debate

We open the festival with Gabrielle Brady's poetic and visually striking work on the nature of migration with the Australian asylum system as backdrop. The scenic and mysterious Christmas Island in the Indian Ocean is not just home of the red crab, which migrates by thousands from the jungle to the sea every year, and to a local population marked by Asian migrant culture. The island also houses one of three Australian detention centres where asylum seekers are detained and isolated indefinitely. Trauma therapist Poh Lin Lee tries to work with the detainees on their war traumas and the psychological consequences of their hopeless confinement - but her work is gradually becoming more difficult as the asylum seekers suddenly disappear without explanation from the authorities.

EVENT After the film, DIIS Senior Researcher Ninna Nyberg Sørensen and PhD Nikolas Feith Tan, researcher at the Danish Institute for Human Rights and Aarhus University, discuss asylum policies in Australia and Europe. The debate is in English.

 



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Festival, Articles/Reviews ENGLISH

Viviane Candas: A Possible Algeria

Written 07-01-2019 16:09:28 by Allan Berg Nielsen

Viviane Candas: A Possible Algeria

TODAY, NOW...

Viviane Candas: A Possible Algeria 

by Allan Berg Nielsen / Filmkommentaren, le 4.2.2018 / Docs & Talks 2018 / translation into English: Sara Thelle

1.

The film is built upon the voice, the director of the film's own voice. It tells the story. I always like that, it is honest, it is literary, closer to writing. And Viviane Candas’ voice makes me feel safe and makes me listen, even though what it tells me is horrifying. Next, her film builds on the archive material, a rare collection of historical footage edited together with a private archive. I almost always like that too, at least when it is done in a poetic construction like it is here, and not as a pedantic communication of a curriculum. In Candas’ work, this material is the very connection between the history of the world, the history of Algeria, the history of France and the biography of Yves Mathieu. He was Viviane Candas' father, French as she, but deeply connected with Algeria in the country's fateful hour. The narrative of the film is embedded in the two lines of the title, A Possible Algeria: The Revolution of Yves Mathieu, and in the contrast between society/nation/people and the individual lies the existential drama and the reflection on the nature of identity. Finally, the film is built on Candas' uniquely sensitive and honest interviews with a few of the story's key figures, which in the literary spirit of the film are more searching conversations than factual question/answer scenes. The heterogeneity of this material testifies to a long-standing collection of footage for the film, and it is linked by vignettes from the research travels in a reconstruction that has a fixed visual uniformity which works as a refuge for reflection. But curiously, these vignettes do not function as the “now” of the story. The present of the film is the voice of Candas narrating, and the protagonists leading the conversation in the interview scenes, where the director's voice is usually cut out, and yet in a strange way she is still very present. The conclusion of all this results in me really meeting these people, and the encounter with an old Ahmed Ben Bella is an emotional shock. This is the present of the film, here is world history itself present in this fragile body that speaks of itself as a socialist. Today, now ...



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Articles/Reviews ENGLISH

Danske Dokumentarfilm 2018

Written 05-01-2019 11:26:26 by Allan Berg Nielsen

Danske Dokumentarfilm 2018

Etnografen Henning Haslund-Christensen står på fotografiet midt på højslettens vældige tomme flade med bjergene i dis langt, langt borte. Fotografiet er fra en af hans mange rejser i Mongoliet...

Jeg har som til tidligere nytårs opsummeringer udvalgt de danske dokumentarfilm fra 2018 som jeg i årets løb har været mest glad for og fundet vigtigst. Som Tue Steen Müller 1. januar på samme måde har gjort med udenlandske og valgt 16 film har jeg valgt 6 film blandt dem jeg har set og husker. De listes her op kronologisk med et citat fra anmeldelsen og med et link til anmeldelsens fulde tekst.

Jeg spurgte herefter også som tidligere mig selv, hvilken film af de 6 der fyldte mest i min erindring. Og jeg svarede mig selv: Andreas Dalsgaards Fædre & Sønner.

Men læs nedenfor om min glæde ved alle seks film, for hvis jeg skal stole på mine tekster, har det atter været et fantastisk år for dansk dokumentarfilm.



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, TV, Film History, Artikler/anmeldelser DANSK

Viktor Kossakovsky Collected Posts on his Works

Written 30-12-2018 13:49:23 by Allan Berg Nielsen

Viktor Kossakovsky  Collected Posts on his Works

The courage to address the world with ambiguity never stooping to easy answers, can also be attributed to the Russian filmmaker, Victor Kossakovsky, who never tires of reminding us that film is an emotionally charged medium, and even when it comes to reality based filmmaking, expressing and arousing emotion should always be at the heart of the work… (Karolina Lidin, from an article 1999)

 

VIKTOR KOSSAKOVSKY - COLLECTED POSTS ON HIS WORKS

by Tue Steen Mûller

 

BELOVY (1993)

Vivan Las Antipodas! … a new tone for a director whose filmography includes films that you want to see again and again, from ”The Belovs” (Belovy) to ”Svyato” and ”Tishe”. (From a post 08-05-2012))

… "The Belovs", this film from the countryside of Russia brilliantly depicts the Russian soul as we have experienced it in works of Dostoyevsky and Thechov. (From a post 02-08-2014)

... Fassaert wanted to show his appreciation of Kossakovsky by showing a long clip from ”Belovs”. He did and it made Kossakovsky burst into tears, kneel in front of the screen, ”I am sorry I shot this”, ”this is a typical Russian person”, he was inconsolable, had to leave the room, came back, left again, came back and stayed. (From a post 20-11-2015)

 

SREDA (1997)

Back to the progression of the Balticum Festival years in Gudhjem, Bornholm and 1997, when one film in particular, "Sreda" (Wednesday) by Viktor Kossakovsky, overshadowed all others. He was the festival’s central figure in a year when not only his film, but many of the other’s are also a return to present-day portrayels and a rediscovery of dayly life with all its problems, but also its poetry. (Tue Steen Müller, from an article 1999)



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Festival, Film History, Articles/Reviews ENGLISH, Poetics, Directors

Ada Bligaard Sby: The best is yet to come /2

Written 25-11-2018 12:02:48 by Allan Berg Nielsen

Ada Bligaard Sby: The best is yet to come /2

The best is yet to come er Ada Bligaard Søbys første bog forstår jeg, men den hænger sammen med hendes filmværk og er for mig at se en selvfølgelig konsekvens af først og fremmest American Losers, 2006 men også af Meet me in Berlin, 2007, Black Heart, 2008 og Petey & Ginger, 2009. Den nye bog, en fotobog og et bogobjekt er en essens af opdagelserne, erfaringerne og fremstillingen af antropologien i disse tidligere filmværker. Den er en inddampning, præcisering og i sig selv en film i romanens form som for eksempel Chris Markers filmroman La Jetée som både er en bog og en film, men altså i to adskilte objekter. Ada Bligaards ny værk er foreløbigt samlet i ét objekt, et bogobjekt, fysisk tungtvejende, æstetisk fjerlet stigende. Det melder sig ind i den trykte litteratur, ved siden af sin generation, både Josefine Klougarts og Lea Marie Løppenthins bøger melder sig i min tanke med familieligheder i baggrund, erhvervede erfaringer og æstetisk praksis og så med det store gennemgående tema om kvinden og manden: mødet, udforskningen, erkendelsen og bruddet. Og med tilsvarende sidetemaer: forældre, barndom, rejser…



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Torben Skjdt Jensen: Carl Th. Dreyer min metier

Written 05-11-2018 14:15:09 by Allan Berg Nielsen

Torben Skjdt Jensen: Carl Th. Dreyer  min metier

”De vil lave en film om mig? Men jeg er da ikke interessant. Det er mine film som er interessante.” Carl Th. Dreyers svar dengang for længe siden var til en anden instruktør, en forgænger, men Torben Skjødt Jensen tager i sin film konsekvensen fuldt ud, han laver sin store filmbiografi som en omfattende og dyb overvejelse af alle Dreyers store og små film, af deres æstetik, som de konsekvent etablerer som ufravigelig stil og af den poetik, de afsætter som konsekvens, og som Dreyer selv formulerer, såvel strengt og generelt som i præcise detaljer hentet til filmen fra arkivstof og fra hans omfattende litterære arbejde.

Og det er jo så stil, ligesom den filmmåde jeg har mødt i Skjødt Jensens film al tid, men som først fæstnede sig som stil i min forståelse med Flâneur, 1993 ved en visning i en meget stor biograf i Clairmont-Ferrand. Hans film hører hjemme i biografen. Det er jo fotograferingens drømmende skarphed, musikkens arkitektur i en fremmedheds velkendthed, sætningernes helt nye gammeldags alvor, alt samlet i collagens tillid til associationens relevans af klippenes blide konsekvens.



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, Film History, Artikler/anmeldelser DANSK

Ingmar Bergman 100 r /13

Written 29-10-2018 08:17:05 by Allan Berg Nielsen

Ingmar Bergman 100 r /13

Det er altid særligt at læse virkelig lange romaner. Uanset om den strækkes ud over mange uger eller foregår i en hektisk rus, går læsningen fra at være en oplevelse til at blive en tilstand... (Martin Bastkjær i Informations bogtillæg, 12. oktober 2018)

 

MARGARETHE VON TROTTA: HISTORY AND CINEMA / GESCHICHTE IM FILM

Inde i min optagethed af von Trottas film om Bergman må jeg, igen i en af mine ekskurser, opsøge hendes øvrige film. Især inspireret af den lille scene, hvor hun i en liste over Ingmar Bergmans yndlingsfilm finder sin egen De tyske søstre og fascineret af en scene fra den film hvor de to piger lytter til en præsts prædiken fra den høje prædikestol og ned mod dem på bænken. Som Bergman fortæller at han i sin barndom lyttede til sin far i kirken i Stockholm.

Så blev jeg opmærksom på den her filmede forelæsning, som for mig er en levende filmografis tilblivelse, som jeg trods en forfærdende teknisk kvalitet finder er en gribende fortælling om en instruktørs tumlen med stoffet, baksen tålmodig med at forvandle tekst til cinematografi, lykkes med personligt at leve sig ind til en forståelse af og der dybt indefra skildre fremragende og modige kvinder, hun har lavet biografiske film om og nu i forlæsningerne fortæller om: Rosa Luxemburg (1986), Hanna Weinstein og Lena Fischer i Rosenstrasse (2003), Hildegard von Bingen (2009) og Hannah Arendt (2012).

Von Trotta fortæller under 2017-forelæsningen charmerende og let undskyldende, men tydeligt på engelsk, trods teknikkens vanskeligheder, men for tyskkyndige vil jeg foreslå 2013-versionen hvor hun taler sit eget elegante tysk.

Tyskland 2017, 77 min. og 2013, 83 min. 

Offentliggjort den 11. feb. 2018:

https://www.youtube.com/watch?v=H97nI-A6bow

Margarethe von Trotta at The European Graduate School / EGS. Valletta, Malta. October 24th, 2017. Public open lecture for the students of the Division of Philosophy, Art & Critical Thought. (YouTube)

Offentliggjort den 12. dec. 2013:

https://www.youtube.com/watch?v=OXsx6j_67Ck

Vortrag der Mercator-Professorin 2013 der Universität Duisburg-Essen (UDE): Margarethe von Trotta am 10. Dezember 2013. (YouTube)

http://egs.edu/faculty/margarethe-von-trotta (detaljeret biografi, engelsk)

Margarethe von Trotta fører i forelæsningen kortfattet og vigtigt linjen tilbage til sin barndom og ungdom og til sine første film Katharina Blums  tabte ære, 1975  og Christa Klages anden opvågnen, 1978. Fotografiet fra en optagelse må være fra den tid...


Categories: Cinema, Film History, Artikler/anmeldelser DANSK, Web

Ingmar Bergman 100 r /12

Written 17-10-2018 18:43:29 by Allan Berg Nielsen

Ingmar Bergman 100 r /12

MARGARETHA VON TROTTA: SEARCHING FOR INGMAR BERGMAN (2)

Forrige blognotat sluttede: "… Margarethe von Trotta folder sine hænder netop som jeg ser Max von Sydow gøre, med håndfladerne mod hinanden: ”Først meget alvorligt, men så mærker man, at han nok ikke kan bede så intenst som han gerne ville, vi forstår senere i filmen hvorfor. Så rejser han sig igen og i en lang optagelse går han tilbage til dette sted, hvor vi allerede havde set skakbrættet. Han går ud af billedet og kameraet panorerer til skakbrættet med den sorte klippe i vandet i baggrunden som et advarselstegn. Dønninger vasker over skakbrættet som udviskes. Og så viser en sort skikkelse sig: Max von Sydow ser op: ”Hvem er du?” Anders Ek: ”Jeg er døden.” Max von Sydow: ”Kommer du for at hente mig?” Anders Ek: ”Er du beredt?” Max von Sydow: ”Min krop er beredt, ikke jeg selv.”

Og jeg kan nu vælge at se von Trottas vidunderlige film med Bergmans mesterværk parallelt i tanken…"

KONTRAPUNKT

Og det kan så nu igen lade sig gøre. I Cinemateket i København torsdag 18. oktober hvor filmen vises første af fire gang som månedens film. Og om denne særlige manuskript-parallelitet er jeg siden kommet på dette citat om manuskripttilblivelse i en bestemt af de nye franske film som von Trotta i det følgende afsnit fortæller hun i sin ungdom opsøgte i Paris:



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, Film History, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

Heather Lenz: Kusama Infinity

Written 16-10-2018 12:11:48 by Tue Steen Mller

Heather Lenz: Kusama Infinity

Det er herligt, at Camera Film har taget Kusama-filmen til Danmark. Og jeg krydser fingre for at et stort publikum vil tage godt imod filmen; jeg tænker ikke alene på de mange, som besøgte den ældre japanske dames vidunderlige udstilling på Louisiana, men også på de mange, som har hørt om hende, set nogle af hendes værker og vil se mere og vide mere.

For filmen giver besked. Den fortæller hele historien om barnet Yayoi i japanske Matsumoto, som ikke får lov at udfolde sit talent i et hjem, hvor moren synes at lade sine frustrationer over sin utro mand gå ud over datteren, den yngste af en søskendeflok. Hun lukker sig mere og mere for omverdenen, maler sine senere så berømte prikker og drømmer om at blive berømt som kunstner, en drøm hun forsøger at realisere ved at rejse til USA i 1958, hvor hun var indtil 1973.

Heather Lenz film er imponerende researchet med et væld af interessant arkivmateriale, der sætter Kusamas liv i et kunsthistorisk perspektiv – og i et biografisk hvor man får et stærkt indtryk af en ung kvinde, som ville frem i en mandsdomineret kunstverden, hvor hun måtte slås for at få udstillet sin kunst, som i en periode var såkaldte bløde skulpturer, som refererede til det mandlige kønsorgan, nogle var sofaer, nogle var vægskulpturer – og hun var med i og arrangerede alskens happenings, som var protester mod Vietnamkrigen. Det er alt sammen velfortalt i et konventionelt dokumentarisk format med informationer og ind imellem sekvenser, hvor øjnene får lov at hvile på Kusamas enestående prikker eller net eller collager eller på hendes selv, den 89-årige fine dame, som hver dag forlader sit psykiatriske hospital, krydser gaden og går ind i sit studie. Det er rørende at se hende sidde der, nu en verdensberømt anerkendt kunstner efter at have været set bort fra i årtier, hvorfor hun forlod USA.

Filmens fortælling drives frem af interviewet med Kusama, af lydoptagelser fra hendes ophold i USA og af de mange kunstkritikere og kuratorer, som hjalp hende, bl.a. til at udstille på Venedig biennalen i 1993. Interessen holdes fanget fra start til slut, et informativt, visuelt og underholdende bombardement.

USA, 2018, 80 mins.

Filmen har premiere den 18. oktober.


Vurdering:

 
Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

Ingmar Bergman 100 r /11

Written 12-10-2018 10:28:35 by Allan Berg Nielsen

Ingmar Bergman 100 r /11

MARGARETHE VON TROTTA: SEARCHING FOR INGMAR BERGMAN (1)

Filmens begyndelse er fælles for de to, ligesom hele filmen vil være det, en instruktør på sporet af sin beundrede forgænger i arbejdet med filmkunsten, von Trotta skriver et filmessay om Bergman.

MEMENTO MORI

Og det begynder med en sekvens på grundlag af en sekvens fra Det syvende segl. Bergmans og Gunnar Fischers billede skildrer et mærkelig bekendt kystlandskab i halvmørke. Musikken er de første takter af Dies Irae satsen i et rekviem for kor og orkester. Margarethe von Trotta kommer i en parallelhandling ned på den samme strand og siger til sit kamera:

”Her er det altsammen begyndt for mig. Med en sort sky og en sort fugl. Vi ser klipperne, havet og disse sten oppefra i en lang optagelse. Og så ligger Max von Sydow her”, von Trotta bevæger blødt venstre hånd som stryger den over et leje, en person”, han har sovet og er lige vågnet og ser op i himlen. Så ser vi hans væbner endnu i søvn på den stenede strand. Kameraet finder hestene”; von Trotta, nu nær i markant profil, tegner kamerabevægelsen med højre hånd, så jeg mærker de heste tilhører netop disse to mænd og hun beskriver videre:

”Så er der et nærbillede af Max von Sydow. Han er meget anspændt og man mærker, at han ikke rigtigt ved hvad der venter ham. Solen står op, dagen begynder. Så vender væbneren sig i sin søvn.” Og jeg ser det i krydsklippet. ”Han ønsker klart ikke at vågne. Max von Sydow går lidt ud i vandet.” Jeg ser det igen i krydsklippet og faktisk også, om jeg lukkede øjnene, i von Trottas tekst som er som Bergmans måtte være før optagelserne dengang. Sådan er hele denne sekvens klippet.

”Han vasker sit ansigt i saltvandet. Som en forberedelse til den bøn han vil bede. Og så er der en lang optagelse hvor han træder op af vandet og knæler på stranden som er fyldt med sten. Det ser ud som bodsøvelse. Han prøver at bede.”

Margarethe von Trotta folder sine hænder, netop som jeg ser Max von Sydow gøre, med håndfladerne mod hinanden. ”Først meget alvorligt, men så mærker man, at han nok ikke kan bede så intenst som han gerne ville, vi forstår senere i filmen hvorfor. Så rejser han sig igen og i en lang optagelse går han tilbage til dette sted, hvor vi allerede havde skakbrættet. Han går ud af billedet og kameraet panorerer til skakbrættet med den sorte klippe i vandet i baggrunden som et advarselstegn. Dønninger vasker over skakbrættet som udviskes. Og så viser en sort skikkelse sig”:

Max von Sydow ser op: ”Hvem er du?”

Anders Ek: ”Jeg er døden.”

Max von Sydow: ”Kommer du for at hente mig?”

Anders Ek: ”Er du beredt?”

Max von Sydow: ”Min krop er beredt, ikke jeg selv.”

... og jeg kan nu vælge at høre og se von Trottas vidunderlige film med Bergmans mesterværk parallelt i tanken eller begynde med at se Det syvende segl endnu en gang som forberedelse til være med på sporet af Bergman.

www.dfi.dk/cinemateket/biograf/filmserier/serie/manedens-dokumentar


Vurdering:

 
Categories: Cinema, Film History, Artikler/anmeldelser DANSK

Mira Jargil / Christian Snderby Jepsen / Roospris

Written 09-10-2018 08:50:47 by Allan Berg Nielsen

Mira Jargil / Christian Snderby Jepsen / Roospris

I går modtog instruktørerne Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen årets Roos Pris for deres bidrag til dansk dokumentarfilm med denne begrundelse:

”For instruktørerne Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsen ligger stoffet til deres fortællinger lige for. Det er i de små begivenheder og nære relationer, at de mesterligt udfolder universelle historier om livet, kærligheden og kampen for at leve det liv, man ønsker.

I ’Side om side’ af Sønderby Jepsen har to gamle naboer – den ene instruktørens far – ikke talt sammen i en halv menneskealder, uden at de helt kan huske, hvorfor de er uvenner. Men det piner dem, kan man mærke, noget må ske! Jargils 'Den tid vi har' følger ægteparret Ruth og Arne – instruktørens bedsteforældre – i deres sidste tid sammen. Ruth er døende, og Arne hjælper hende gennem den sidste tid.

Disse to tidlige værker lægger tydelige spor ud til det, der skal blive de to instruktørers signaturer i de mange film, der har berørt og underholdt os sidenhen:

Det er karakterdrevne fortællinger, der formår at forene en insisterende dvælen i de mest intime og sårbare situationer med en dramaturgisk stramhed og et visuelt overskud, der ikke lader Hollywood og Netflix noget efter.

Når Jargil og Sønderby Jepsen vælger deres hovedkarakterer, gør de det ikke let for sig selv. Det kan være helt almindelige gamle mennesker i en jysk provins i ’Til døden os skiller’, eller det kan være en ung mand med cerebral parese og talebesvær, der i 'Naturens uorden' stiller sig det mest hårrejsende spørgsmål af alle: Har jeg ret til at leve?

Det er eksistensen sat på højkant, og det er sådan, det er i Jargils og Sønderby Jepsens film. De opsøger mennesker i eksistentielle dilemmaer og skildrer dem så tæt på og med så stor autenticitet, respekt og værdighed, at vi som publikum følger dem på hele rejsen og deler deres ømhed og forundring over tilværelsens mangfoldighed og menneskets opfindsomhed og evne til at møde livets store udfordringer.”

https://www.dfi.dk/nyheder/roos-pris-2018-til-mira-jargil-og-christian-sonderby-jepsen

Vi på FILMKOMMENTAREN ønsker hjerteligt tillykke. Og vi gør det her med en lille citatsamling fra hvad vi her på siden gennem en række år har skrevet om Mira Jargils og Christian Sønderby Jepsens film:



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, TV, Film History, Artikler/anmeldelser DANSK

Hampus Linder: Feministen

Written 01-10-2018 10:45:22 by Allan Berg Nielsen

Hampus Linder: Feministen

Politik er så forsigtig og strømlinet i dag, og Gudrun Schyman skiller sig ud. Hun er helt åben om, at hun har lavet fejl, hvilket gør hende til et menneske…

TV-KUNST

Jeg ser Hampus Linders biografiske film om den svenske politiker som et tv-program, ja, det fremtræder det faktisk som, det vil det være et interessant og seværdigt program med en kamerastil i fortællelagets reportage som i internationale tv-dokumentarer, altså ændret, distanceret siden den nærværende og intenst observerende kamerabrug fra helt tilbage til Richard Leacock mere og mere er forsvundet fra nye og unge produktioner (dog endnu bevaret hos få gamle mestre) uden egentlig at blive erstattet af en ny tv-kunst holdning. I dokumentarfilmene er samtidig dette klassiske direct cinema mere og mere afløst af et filmfotografi som henter sin erfaring fra spillefilmens omhyggeligt komponerede billede og lange forløb af arrangerede og instruerede scener. Og det derimod med en lige så omfattende filmkunstnerisk fordybelse, som jeg venter af spillefilmene.

Begge disse greb har Hampus Linder givet sig i kast med i sit arbejde med Schymanbiografien og for mig at se i kast med at definere en nutidig tv-kunst. Men jeg synes ikke det rigtigt helt er lykkedes, der er hverken spillefilmens myndige ro eller det gamle observerende kameras nærvær, dristighed, opdagelsestrang og iagttagelsesivers udvidelser af indsigten. Jeg mærker det især i reportageoptagelserne fra de mange politiske møder og demonstrationer.

Nogle scener lykkes for mig at se meget bedre i deres anderledes koncentrerede gammeldags filmambition: scenen med Gudrun Schyman og datteren i en tilbageskuende samtale, som Hampus Linder selv har fotograferet og scenerne med hendes tidligere mand, filminstruktøren Lars Westman, som er fine og tydelige klip fra to af hans film fra 1990-erne i en noget dristigere æstetik. De scener griber for alvor ned i mine følelser og rører ved smertende, men ellers ofte fortrængte erindringer. Her er Hampus Linder i sin professionelt seriøse TV-kunst ganske nær Lasse Wästmans personligt åbne filmkunst, som så smukt svarer til Gudrun Schymans undersøgelser og formuleringer, hendes enestående politiske arbejde.



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, TV

Janus Metz og Sine Plambech: Hjertelandet

Written 18-09-2018 14:29:30 by Allan Berg Nielsen

Janus Metz og Sine Plambech: Hjertelandet

Stedet introduceres i smukt fotografi, Lars Skree og Henrik Bohn Ipsen er fotograferne. Der er myndighed over disse billeder. Et jysk landskab, som er meget, meget mere end et vindblæst hjørne af Danmark. Det er en egn og en befolkning med en særegen livsstil og en stor værdighed og en bevaret integritet, bekræfter fotografiet for mit blik, som er dannet tilbage i romantikken. Og kvinden, det til en begyndelse handler om, introduceres tilsvarende smukt og sikkert. Hun er egentlig fremmed her, men er så integreret, som det har været mulig at blive her, når man ser anderledes ud og er fra den anden side af Jorden…

Sådan skrev jeg i 2008, da jeg havde set de første afsnit af dette store filmværk. Og sådan ser jeg også det afsnit som nu har premiere på onsdag den 19. september, ti år senere, Hjertelandet. For netop sådan begynder denne nye dokumentarfilm, den anvender så smukt og berettiget de første to dele til i en ny sikker klipning at fortælle dette vigtige tilbageblik, præcis som jeg selv forinden havde været nødt til at se filmene fra dengang og finde frem, hvad jeg skrev om dem. Og det fortsætter jeg så med her.

For her, fra dokumentarværkets begyndelse i del 1, Fra Thailand til Thy begynder fortællingen, og det er som det skal være, jeg er tryg. Og jeg skal bestemt nok blive ved den fortælling fra første begyndelse, det mærkede jeg dengang og det mærker jeg nu. For der er jo i den fortælling en ægte historie, en kærlighedshistorie, som fortsætter i del 2, Fra Thy til Thailand og den historie finder nu sin foreløbige afslutning i en del 3, som er den aktuelle film Hjertelandet.



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, TV, Artikler/anmeldelser DANSK

Janus Metz og Sine Plambech: Heartbound

Written 10-09-2018 19:16:13 by Allan Berg Nielsen

Janus Metz og Sine Plambech: Heartbound

International release: 10th of September 2018 – TO-DAY – at the Toronto International Film Festival / Domestic release: 20th of September 2018.

Janus Metz og Sine Plambech’s films about this tale are Love on Delivery, 2007, Ticket to Paradise, 2008 and Heartbound, 2018.

ARRANGED MARRIAGES THAIS & DANES

The films take us to a windblown corner of North Jutland, where 575 Thai women live with their Danish husbands. Fifteen years ago there was only Sommai, a former sex worker from Pattaya. Opening with Sommai, the two films describe a network of strong, resolute Thai women who, through their marriages in Denmark, provide for themselves and an entire village in Thailand. Underlying Janus Metz’ documentaries, "Love on Delivery" and "Ticket to Paradise" is a focus on globalisation, poverty, prostitution and the universal need for security and love. Allan Berg Nielsen’s reflects on these two works, selected for IDFA 2008.

The location is introduced in beautiful photography by cinematographers Lars Skree and Henrik Bohn Ipsen. There is authority to these shots. A Jutlandic landscape that’s much, much more than a windswept corner of the country. A region and a people with a singular way of life, great dignity and their integrity intact. The photography conforms to my vision of the place that was shaped sometime back in the Romantic Age. Sommai is introduced with similar beauty and sureness. At first, it’s all about her. Once a stranger to these parts, she is now so integrated as anyone can be who looks different and comes from the other side of the globe. Then the story begins. All is well and good. I feel in good hands, from the beginning of the first documentary, Love on Delivery. I know I’ll stick with it. I sense that right away, because there’s a real story here, a love story that continues and concludes in part two, "Ticket to Paradise.”

LOVE ON DELIVERY (2007)

Sommai has been asked to arrange a marriage. She has done so before, found women in her home village and partnered them with men in Denmark. These women stick together, and we get to know two of them. As usual, Sommai has three months to get the job done, the duration of a tourist visa. The person we now turn our attention to, her sister’s daughter, arrives and is uneasily plunged right into things: classified ad, replies, choosing, meeting the man. Kjeld is his name, a nice, shy guy. Her helpers leave. Despondent, she stands in the doorway of the man’s house, the first truly gripping scene. What will become of her, this young woman, Kae?



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Festival, Articles/Reviews ENGLISH

Ingmar Bergman 100 r /8

Written 13-07-2018 20:38:42 by Allan Berg Nielsen

Ingmar Bergman 100 r /8

Jeg sidder ved skrivebordet, der står midt i værelset. En rødbrun soldatertæge kravler tøvende op over bordkanten. Der står helt afgørende nogen bag min ryg, selv om døren hverken er blevet åbnet eller lukket. Der står altså nogen bag min ryg…

 

SKRIVEBORD

Det handler om manden i huset ved havet, og sådan begynder Bergmans manuskript til filmen om lige netop den mand:

”Første akt nr. 1. Mit navn er Andreas Winkelman. Jeg er otteogfyrre år. Jeg husker at det var en trykkende oktoberdag. Jeg sad på taget af mit medtagne hus og reparerede på bedste beskub. Efter den sidste omgang regn var det begyndt at lække for alvor. Da jeg så op fra mit arbejde stod der tre sole over havet. Ikke en vind rørte sig, alt var fuldkommen lydløst. Jeg tændte min pibe, sad længe og betragtede fænomenet. Så trak en mørk sky op vestfra og gik for solene. Det begyndte endelig at blæse. Eftermiddagen skumrede. En hund gøede. Fårene bevægede sig gravitetisk over heden. Nede på vejen kørte Daniel med et læs halm, hans gamle hest gik i luntetrav. Jeg steg ned fra mit ophøjede stade og gik ind i køkkenet for at lave kaffe. Radioavisen fortalte om forskellige mislykkede foretagender. Derimod nævnede den ikke noget om mine tre sole. Omtrent en time senere så jeg dem for første gang. De fulgte vejen langs havet. En mand og to kvinder…” (En Passion, 1968)

Teksten fastholder og gentager med fuld billeddannelse og lydetablering denne erfaring om den resignerende mand, som forsvarer sin ensomhed der på fåreøen og venter på kærligheden. De få linjer i dette anslag har siden, jeg læste dem første gang – det var før jeg så filmen – været aldeles centrale for mig, min opfattelse af at være mand og af mandens ambition: ensomheden, kysten, havet, stilheden, enkelheden – jeg stiger ned og går ind i køkkenet for at lave kaffe – og så mødet… Senere da jeg så filmen, var manuskriptets tekst og scenen naturligvis fuldstændig kongruente. Filmen var for så vidt færdig i dens manuskripts formulering. Og teksten fastholder filmens erfaring, og den har næsten mere end filmen haft enorm betydning for mig, når jeg har skullet leve mit eget liv opmærksomt.

Hos Ingmar Bergman er det muligt for mig at forfølge disse temaer, som jeg bilder mig ind er mine, finde scenerne frem, som jeg også bilder mig ind, jeg er alene med. For eksempel – jeg bladrer i hans bøger – skrivebordet i huset ved havet. Her samles alt. Det bord er hans mindste scene. Lidt større scener er dukketeateret i Fanny og Alexander, havehuset i Som i et Spejl, stuen, hjemmet… De medvirkende er børnene og forældrene og slægtningene. Manden og kvinden. Elskeren og elskerinden. De elskende… Ind imellem er der flere personer i huset ved havet:



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Film History, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics, Essays

Ingmar Bergman 100 r /6

Written 13-07-2018 07:51:01 by Allan Berg Nielsen

Ingmar Bergman 100 r /6

… Frid (Åke Fridell) fortæller Petra (Harriet Andersson) om sommernattens tre smil. De hjælper Henrik og Anne med at flygte. (Bertil Wredlund i sin filmografi til Bergmans bog Bilder, 1990)

 

FILMVÆRKER

Cinemateket i København har udsendt en smuk invitation: LØRDAG 14. JULI, er Sommarnattens leende / Sommernattens smil så dejligt på programmet. Det kan jeg godt lide! Jesper Andersen og Lone N. Sardemann skriver i deres indbydelse: ”Vi markerer Ingmar Bergmans 100-årsdag den 14. juli ved at vise komedien ’Sommernattens smil’ og byde på et glas vin i Asta Bar efter filmen.” Videre præsenterer de veloplagt og inspirerende en stor tilbageskuende serie af Bergmans filmværker, mange af dem i nye, restaurerede og digitaliserede versioner. Her er det meste af deres tekst med beskrivelse af hele programmet:

RETROSPEKTIV

Af Jesper Andersen og Lone N. Sardemann

Vi markerer den svenske instruktør Ingmars Bergmans 100-årsdag med en stor retrospektiv fra juli-december med en lang række af hans bedste film – flere af dem i spritnye digitale kopier. I første del præsenterer vi bl.a. hovedværkerne ’Sommernattens smil’, ’Det syvende sejl’ og ’Hvisken og råb’.



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Film History, Artikler/anmeldelser DANSK

Ingmar Bergman 100 r /5

Written 12-07-2018 10:24:23 by Allan Berg Nielsen

Ingmar Bergman 100 r /5

Jane Magnussons Bergman – Et år, et liv er et dramatisk kunstnerportræt om omkostningerne ved at satse hele livet på kunsten… (Kim Skotte)

 

DOKUMENTARFILMINSTRUKTØR

Så kom de danske anmeldelser af filmen, jeg sådan glæder mig til, Jane Magnussens dokumentarfilm om Ingmar Bergmans liv (og måske også hans værk, det er stadigvæk lidt uklart for mig), men i dag har den premiere i en række biografer (desværre ikke også i min by) og så får de udvalgte se. Jeg selv prøver at følge lidt med i anmeldelserne, og i mine aviser i dag finder jeg to. De er naturligvis begge mest optaget af Ingmar Bergman og dokumentarfilmens belysninger af de fortrinsvis mere udvendige sider af hans biografi, ikke så meget af dens behandling af det kunstneriske indhold i hans værker, i teateropsætningerne, fjernsynsproduktionerne, bøgerne og filmene.

Heller ikke dokumentarfilminstruktøren Jane Magnusson journalistiske / cinematografiske kunst er i fokus i de to tekster, til trods for hun må siges at være hovedpersonen. Ikke Bergman for så vidt, men hun har premiere i dag. Der er dog i konklusionerne blevet plads til at kommentere hendes arbejde. Jeg skriver lige lidt af fra disse afsnit:

Fra Caspar Vangs anmeldelse i Randers Amtsavis (Kultur, JF Medier) til 4 af 6 stjerner disse citater:

”Med fornemt overblik og konstant pendulering tilbage til skæbneåret 1957 fortæller Magnussen historien om den store svenske filmskaber, mens der sættes spørgsmålstegn ved, hvor meget der i virkeligheden er selviscenesættelse. Uden at der rokkes ved Bergmans status som kunstnerisk ikon og svensk films mægtigste skikkelse.



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Film History, Artikler/anmeldelser DANSK

Ingmar Bergman 100 r /4

Written 09-07-2018 11:21:57 by Allan Berg Nielsen

Ingmar Bergman 100 r /4

Jane Magnussons Bergman – Et år, et liv skildrer hele mennesket Bergman – alle hans sider…


PRIVATLIV

Det drejer sig om hele mennesket Bergman forstår jeg på pressemeddelelsen, jeg håber det også drejer sig om hans film, teateropsætninger, tv-produktioner og forfattervirksomhed, altså Bergmans hele værk og dets indhold. Jeg har ikke set filmen, så jeg ved det ikke, men jeg glæder mig meget, rigtig meget. Og jeg forbereder mig lidt ved at læse, hvad jeg sådan lige her og nu kan finde om Magnusson og hendes film. Først altså fra biograf.blog pressemeddelelsens synopsis:

”Jane Magnusson har med filmen forsøgt at portrættere HELE mennesket Bergman – alle hans sider. Både de fantastiske og de mindre flatterende for at forstå denne store kunstner endnu bedre. Filmen tager sit udgangspunkt i 1957, hvor Ingmar Bergman fik sit store gennembrud. 1957 var året, hvor Bergman var allermest produktiv – han lavede to spillefilm, havde premiere på ”Det syvende sejl” og ”Ved vejs ende”, stod bag fire teateropsætninger, en TV film, havde seks børn med tre forskellige kvinder, og der skete samtidig en masse andre vigtige ting i hans liv. Ingmar Bergman betragtes af mange som en af verdens absolut største kunstnere i moderne tid, først og fremmest indenfor film og ikke mindst ved Cannes Film Festival efter gentagne triumfer. Bergman – Et år, et liv havde sin verdenspremiere på ”Bergman – Et år, et liv” havde sin verdenspremiere på Cannes Film Festival i år.”

Dernæst læser jeg altså så anmeldelser fra Cannes deltagelsen. I The Hollywood Reporter ser jeg dette indholdsreferat, en synopsis sådan lidt mere lovende:

”Bergman: A Year in a Life is nominally structured as a look at what Magnusson argues might be Bergman’s most “productive year of his career,” from the premiere of The Seventh Seal, in February 1957, through the premiere of Wild Strawberries, on Boxing Day. But the focus on those specific months, during which Bergman turned 39, is for the most part a structural device that’s kept in the background, while Magnusson free-associates and roams throughout Bergman’s entire life to illuminate and explore his character. The work’s Swedish title, which literally translates as A Year, A Life, is a more accurate description of what to expect. “ Boyd van Hoeij fra The Hollywood Reporter konkluderer sin anmeldelse sådan:

“… Magnusson is a TV journalist and director who has previously explored Bergman’s legacy in the Trespassing Bergman/Bergman's Video project, which looked at his influence on filmmakers ranging from Woody Allen to Ang Lee and Martin Scorsese, who all visited Bergman’s iconic Faro Island location. She here makes a more clearly biographical work that delves into the life and work of the writer-director and only occasionally gets carried away by the impression he left on other famous people, like when Barbra Streisand recounts her set visit to Bergman’s 1970 English-language debut, The Touch, which starred her then-husband, Elliott Gould. While what’s being said is fun to hear in a trivial kind of way, the film’s few snippets of celebrity talking heads — others include Holly Hunter, John Landis and Lars von Trier — are unnecessary distractions that don’t add all that much (a few at the end especially feel like an unnecessary retread of Trespassing Bergman territory). “



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Film History, Articles/Reviews ENGLISH, Artikler/anmeldelser DANSK

Ingmar Bergman 100 r /3

Written 07-07-2018 22:49:50 by Allan Berg Nielsen

Ingmar Bergman 100 r /3

Ingmar has a great feeling for the unique situation of the actor… (Erland Josephson)

 

SKUESPILLER

Torben Skjødt Jensen havde 4. juli et opslag på sin facebookside om Erland Josephson. Jeg blev interesseret ved hans første begejstring for Ingmar Bergmans film, meget interesseret i hans og Ulf Peter Hallbergs film om Erland Josephsen fra 2006, Spelar du i Kväll, en film jeg til nu intet havde hørt om, og jeg blev dybt er dybt fascineret af det Bergmanafsnit, den monolog, næsten, af Josephsen, som Skjødt Jensen præsenterer i sit opslag ved et link til et You Tube klip, som sidder ved. Klik endelig og se under alle omstændigheder det hele. Link til Facebooksiden længere nede, hvor Torben Skjødt Jensen beretter:

”Den 14.Juli er det 100 års fødselsdag for Ingmar Bergman, og der kommer bla. en ny dokumentar om han op, også her i Danmark, som jeg glæder mig rigtigt meget til at se - jeg blev for alvor smittet af begejstring for Bergmans film da jeg lærte Hans Henrik Lerfeldt at kende tilbage i 1987 (og hans begejstring for den svenske mester havde jo sit eget personlige afsæt i Fanny og Alexander serien/filmen), men tættest på ham kom jeg jo nok da jeg i årene 2003 - 2006 sammen med Ulf Peter Hallberg over en årrække indspillede filmen "Spelar du ikväll?/Are you playing tonight" om Erland Josephson og hele hans liv i skuespilkunstens tjeneste, med udgangspunkt i hans 50 som skuespiller på Dramaten i Stockholm, men også hans samarbejde med store instruktører som netop Ingmar og Tarkovsky.

Filmen blev til på den helt ekseptionelle måde at Peter og jeg over en årrække besøgte Erland i Stockholm og så enten samtalede Peter og Erland eller de havde skrevet en scene med Erland og andre skuespillere som jeg så teknisk instruererede og fotograferede og efterfølgende klippede til vores næste tur: som var vi på en lang og intensiv workshop - og flere gange undervejs oplevede vi når vi kom i hjemmet hos Erland så sad han i sin ugentlige samtale med Ingmar og vendte livet og kunstens væsen - og grinede meget og højlydt. Det havde vi meget morskab ud af.



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Film History, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics, Web

Claude Lanzmann 1925 2018

Written 07-07-2018 09:08:38 by Allan Berg Nielsen

Claude Lanzmann 1925  2018

Even if I lived a hundred lives, I still wouldn’t be exhausted…

 

MURMELSTEIN

The Guardian published a very interesting article Tuesday, May 14th 2013, Agnès Poirier had seen the new film by legendary Claude Lanzmann about Benjamin Murmelstein, who collaborated with the Nazis as the last Jewish Council President in Theresienstadt. Poirier talks to Lanzmann about Murmelstein and the film that will be shown in Cannes tomorrow (May, 18 2013). I have taken some quotes from the long article:

... There are two men on a balcony looking out at the panorama of Rome. It is the summer of 1975. "Are you happy in Rome?" says one. "As happy as an exiled Jew can be," says the other. The man asking the question is Claude Lanzmann. He has just started work on what will take him 10 years to finish: Shoah, the ground-breaking, nine-and-a-half-hour film about the Holocaust, composed of first-hand testimony and eschewing historical footage...

Still: Lanzmann and Murmelstein, Rome 1975, “The Last of the Unjust” (2013)

Lanzmann never included Murmelstein in ”Shoah”, now he gets ”his own film”… Murmelstein, who called himself "the last of the unjust", perfectly represented (those) contradictions...



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Film History, Articles/Reviews ENGLISH, Poetics

Ingmar Bergman 100 r /1

Written 04-07-2018 14:06:45 by Allan Berg Nielsen

Ingmar Bergman 100 r  /1

Det må så blive manden selv, som alene i huset ved havet ved skrivebordet i arbejdsværelsen tager et sidste opgør med sig selv. Det er i Trolösa, 2000, som Liv Ullmann instruerer på Bergmans manuskript. Bordet står midt på gulvet. Bag det reoler med bøger og plader, tekster og musik og den indbyggede bænk i nichen med det store vindue med havet lige udenfor. Igen bordet midt på gulvet, hvor manuskript efter manuskript er blevet afsluttet med ”Fårö…” og så datoen. Som gør, at jeg fornemmer vejret den dag, han var færdig.

Jeg ser igen ivrigt efter i Marie Nyreröds dokumentarserie Ingmar Bergman på Fårö, 2003, som SVT Play genudsender disse dage. Jo, det er intakt, det rum. Det er en fast kulisse. Filmenes billeder står alvorlige og rolige omkring teksterne herfra. Vi ser huset og havet. Personerne kommer ind på scenen. I begyndelsen er bænken ved vinduet tom. Bergman begynder manuskriptet sådan:

”En mild forsommerdag. Vinduet står åbent. Havet og fyrretræerne bruser. Jeg sidder ved skrivebordet, der står midt i værelset. En rødbrun soldatertæge kravler tøvende op over bordkanten. Der står helt afgørende nogen bag min ryg, selv om døren hverken er blevet åbnet eller lukket. Der står altså nogen bag min ryg, men det er ikke Døden…” (Trolösa, 2000)

Det er kvinden, skuespillerinden, som endnu en gang dukker op der i erindringsarbejdet, i selvangivelsen før døden. Han havde tilsagt hende, men glemt det...

https://www.svt.se/ingmar-bergman/ (SVT Plays gratis streaming af Marie Nyreröds tv-serie i 3 afsnit Ingmar Bergman på Fårö.)


Categories: Cinema, TV, Film History

FOLKEBIO 5/ False Confessions

Written 15-06-2018 09:17:45 by Allan Berg Nielsen

FOLKEBIO 5/ False Confessions

Katrine Philp: FALSE CONFESSIONS / 16. JUNI 13:30 / FolkeBio Lindeplads 2B Allinge / film i biografen og debat

Jeg er naivt chokeret efter jeg har set den film. Indset jeg er et uvidende fjols. Jeg vidste jo ikke politiet måtte lyve, lægge fælder, udøve psykisk tortur, udmattelse og søvnberøvelse for som deres afhørings eneste formål at fremtvinge en tilståelse, også gerne en falsk, så politifolkene, som forhører og deres politistation kan få en imponerende succesrate. Nej, ikke af opklaringer, af tilståelser. Jeg vidste det ikke, nu ved jeg det er tilladt og endog almindelig praksis. Jo, i visse lande. Men i USA.

Det kan imidlertid erfares i atter en fremragende film i FolkeBio i Allinge med en medvirkende i hovedrollen, som holder mig fast i fascination og spænding i hver scene, hvert afsnit, fra den først til sidst. Hun hedder Jane Fisher-Byrialsen, hun er advokat, specialist i disse falske tilståelser, arbejder på at få genoptaget fire sager. Hun sidder her på billedet i et lydstudie over for en studievært fra en tv-serie ”Wrongful Conviction” og fortæller de fire historier og knytter sine kommentarer til. Det er en fornem fremlæggelse hun leverer, hun er så klar og god, jeg lytter uafbrudt koncentreret, vil have det hele med. Hun er nærværende og autentisk i hver eneste scene i filmen. Gå selv ind og se efter hvis du er til folkemøde på Bornholm. Det er i morgen 13:30, en dybt professionel film af Katrine Philp om denne dybt professionelle advokat og hendes rystende afdækninger af justitsmordets indøvede teknik og praksis.

Danmark, 2018. 93 min.

SAMTALE

Jane Fisher-Byrialsen og Malthe Thomsen, begge de dansktalende medvirkende i Katrine Philps uomgængelige filmdokument diskuterer efter filmen de tragiske menneskelige konsekvenser af uetiske forhørsteknikker og falske tilståelser. Mødeleder: Anders Riis-Hansen.

SYNOPSIS

Kyniske forhørsledere kan få uskyldige til at tilstå nærmest hvad som helst i USA. Den danske forsvarsadvokat Jane Fisher-Byrialsen arbejder dagligt for retfærdighed i et amerikansk retssystem, hvor det prioriteres højere at få afsagt domme end at dømme korrekt. I filmen kommer man bl.a. tæt på den danske pædagogstuderende Malthe Thomsen, som blev sigtet for overgreb på børn og varetægtsfængslet i det berygtede Rikers Island fængsel i New York. (FolkeBio, program)

During an interrogation in the United States, it is both legal and commonplace to use special psychological techniques to make the suspect confess. In a closed room, coached interrogators can not only get anyone to confess to anything – they can also make innocent people believe that they have actually committed crimes such as murder and child assault. In New York, the Danish-born defence attorney Jane Fisher-Byrialsen is working to prevent false confessions, so that less people end up in prison for crimes they have not committed. Through four of her cases, we meet those involved, the previously accused and the family members of those incarcerated. And through video footage from the interrogation room, which makes our hair stand on end, we experience what the suspects go through in terms of brutal, psychological manipulation by police officers who are more interested in maintaining their high success rate than in upholding justice. The mechanisms of the law become tangible as we meet Danish Malthe Thomsen who was acquitted of a baseless accusation. 'False Confessions' is a legal thriller about a pro-bono idealist's work for justice in a cynical justice system. (CPH.DOX 2018 programme)

FOLKEBIO

Det Danske Filminstitut inviterer under Folkemødet i Allinge 2018 til film og debat i og omkring FolkeBio, den tidligere lade på Lindeplads 2B, Allinge. (K16 i programmet) / For yderligere oplysninger kontakt Susanna Neimann, kommunikationschef for Det Danske Filminstitut på mail: susannan@dfi.dk og telefon: +4541191540 eller Anders Riis-Hansen, filmkonsulent på mail: andersrh@dfi.dk og telefon: +4540459660

https://www.dfi.dk/nyheder/temaer/folkebio-2018 (FolkeBios samlede program)

 


Vurdering:

 
Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

FOLKEBIO 4/ En fremmed flytter ind

Written 11-06-2018 17:29:23 by Allan Berg Nielsen

FOLKEBIO 4/ En fremmed flytter ind

Nicole Horanyi: EN FREMMED FLYTTER IND / 15. JUNI 16:30 / FolkeBio Lindeplads 2B Allinge / film i biografen

Jeg kan rigtig godt lide Amanda, jeg kan lide hende i hver eneste replik, bevægelse, stemning, i alle scener fra først til sidst. Amanda Midtgaard Kastrup bygger sit eget kunstværk opmuntret og ved hjælp af Esben Dalgaard, Henrik Bohn Ipsen, Rasmus Steensgård og åbenlyst styret af Nicole Horanyi (det ses af og til i billedet som planlagt element), bygger det og bygger det ind midt imellem Horanyis arrangerede/iscenesatte dokumentarfilm rekonstruktion og hendes andet lag i sin filmkonstruktion, en omhyggelig journalistisk afdækning i tabloidpresse stil. Præcist derimellem ligger Amandas fortælling, hendes vidneforklaring. På det sted fastholder hun urokkelig denne sin helt egen fortællings suverænt litterære værkhøjde.

http://filmcentralen.dk/grundskolen/film/en-fremmed-flytter-ind (FILMCENTRALENS streaming)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4026/ (Filmkommentarens anmeldelse)

**

FOLKEBIO

Det Danske Filminstitut inviterer under Folkemødet i Allinge 2018 til film og debat i og omkring FolkeBio, den tidligere lade på Lindeplads 2B, Allinge. (K16 i programmet) / For yderligere oplysninger kontakt Susanna Neimann, kommunikationschef for Det Danske Filminstitut på mail: susannan@dfi.dk og telefon: +4541191540 eller Anders Riis-Hansen, filmkonsulent på mail: andersrh@dfi.dk og telefon: +4540459660

https://www.dfi.dk/nyheder/temaer/folkebio-2018 (FolkeBios samlede program)


Categories: Cinema, Festival, Artikler/anmeldelser DANSK

FOLKEBIO 3/ En frygtelig kvinde

Written 11-06-2018 15:36:42 by Allan Berg Nielsen

FOLKEBIO 3/ En frygtelig kvinde

Christian Tafdrup: EN FRYGTELIG KVINDE / 14. JUNI 19:30 / FolkeBio Lindeplads 2B Allinge / film i biografen

Jeg har ikke set filmen og tyr til anmeldelserne: ”… Derfor er den store åbenbaring Amanda Collin, som ‘titelkvinden’. Hun skifter noget så elegant mellem de decideret psykopatisk manipulerende scener, og over til det autentiske drama med legende lethed. Det er svært at beskrive, men det hele ligger i hendes blik. Hun fremstår som to vidt forskellige personer, hvilket kun gør hende mere frygtindgydende. Ikke desto mindre er det ekstremt beundringsværdigt, særligt når man kan se, at hun uden for filmen er ganske genert.” (Kulturbunkeren.dk), og så ser jeg ser traileren og fornemmer i de korte klip der bestemt den nævnte elegance, og så hæfter jeg mig ved navnet Amanda. Jeg har nu to kvinder med det navn her i festivalen. Den anden Amanda er Amanda Midtgaard i Nicole N. Horanyis film En fremmed flytter ind. Den har jeg set og anmeldt: ”Det er fra begyndelsen klart, at det her handler om en films tilblivelse; kameraet følger Amanda, hun er i en optagelse og det viser sig kort efter at hun er på vej til en optagelse. Hun fortæller: 'Det her er min historie… det er en kærlighedshistoie… så der er en mere… han hedder Casper… hans rolle spilles af en skuespiller…' ” (Filmkommentaren.dk)

De er begge hovedpersonen i deres film, de er begge i problematiske forhold, de spiller begge deres rolle aldeles medrivende (hvis traileren i den sag er dækkende). Jeg er optaget af de to skuespilleres kunstneriske indsats, den ene (Collin) fremstiller sin rolle ved indlevelse, den anden (Midtgaard) ved erindring, da hun spiller sig selv i en virkelig historie. det vigtige er om oplevelsen af begge umiddelbart efter hinanden som i biografen i Allinge udvider forståelsen af begge kvinder hver for sig. Så jeg anbefaler publikum at se begge film, og jeg tror, man forstår, hvad jeg mener. At begge værker er autentiske dramaer, men at begge værker også kan ses som dokumentarfilm om to dygtige skuespillere på arbejde.

Danmark, 2017, 90 min.

http://www.kulturbunkeren.dk/cph-pix17-en-frygtelig-kvinde/ (Kulturbunkerens anmeldelse af En frygtelig kvinde)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4026/ (Filmkommentarens anmeldelse af En fremmed flytter ind)

**

FOLKEBIO

Det Danske Filminstitut inviterer under Folkemødet i Allinge 2018 til film og debat i og omkring FolkeBio, den tidligere lade på Lindeplads 2B, Allinge. (K16 i programmet) / For yderligere oplysninger kontakt Susanna Neimann, kommunikationschef for Det Danske Filminstitut på mail: susannan@dfi.dk og telefon: +4541191540 eller Anders Riis-Hansen, filmkonsulent på mail: andersrh@dfi.dk og telefon: +4540459660

https://www.dfi.dk/nyheder/temaer/folkebio-2018 (FolkeBios samlede program)


Categories: Cinema, Festival, Artikler/anmeldelser DANSK

FOLKEBIO 2/ Hjerter Dame

Written 11-06-2018 07:37:53 by Allan Berg Nielsen

FOLKEBIO 2/ Hjerter Dame

Mette-Ann Schepelern og Louise Detlevsen: HJERTER DAME / TORSDAG, 14. JUNI 16:30 / FolkeBio Lindeplads 2B Allinge / film og debat

Ved premieren skrev jeg i min anmeldelse blandt andet, at her fortælles Lizette Risgaards biografi, det er en skildring, som når sine journalistiske højdepunkter, når hun i en personlig fortællestemme, vel konstrueret af et oprindeligt grundinterview, måske i samtaleform, fortæller tilbageskuende særdeles oprigtigt rent fagligt politisk og dertil menneskeligt ægte om sin oprindelige ambition om og plan for at komme til at sidde for bordenden under LO-ledelsens møder, og dertil åbent gør rede for, hvordan hun gennemførte sit forehavende og nu har nået sine foreløbige mål, formandsposten og trepartsaftalen med regeringen og arbejdsgiverforeningen. Jeg anbefaler filmen meget, og den skal bestemt ses nu, for det er lige nu, den er aktuel.

Danmark, 2018, 86 min.

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4221/ (Filmkommentarens anmeldelse)

FOLKEBIO

Det Danske Filminstitut inviterer under Folkemødet i Allinge 2018 til film og debat i og omkring FolkeBio, den tidligere lade på Lindeplads 2B, Allinge. (K16 i programmet) / For yderligere oplysninger kontakt Susanna Neimann, kommunikationschef for Det Danske Filminstitut på mail: susannan@dfi.dk og telefon: +4541191540 eller Anders Riis-Hansen, filmkonsulent på mail: andersrh@dfi.dk og telefon: +4540459660

https://www.dfi.dk/nyheder/temaer/folkebio-2018 (FolkeBios samlede program) 


Categories: Cinema, Festival

FOLKEBIO 1/ #MeToo-mosaik

Written 10-06-2018 09:10:11 by Allan Berg Nielsen

FOLKEBIO 1/ #MeToo-mosaik

Meta Film: #METOO-MOSAIK / TORSDAG, 14. JUNI 14:00 / FolkeBio Lindeplads 2B Allinge / videoer og debat

De 100 små film kan streames og de kan vælges i den rækkefølge, jeg får lyst til, og jeg tøver lidt, føler mig nyfigen... nej, for det er jeg jo netop ikke. Helst ville jeg springe dette kollektive værk over, det kommer jo ikke mig ved. Eller? Jeg kigger lige efter og rammes af, at de dokumentariske beretninger og vidneudsagn spilles. En skuespiller tager sig af historien, og det gør noget godt ved den, det private bliver ved det kunstneriske advokatur alment, skuespillerens empati bevæger mig.

Fra FolkeBios program: ”#MeToo bevægelsen startede i denne omgang i filmbranchen, og nu hvor bolden landede på vores boldbane, så sparker 100 engagerede skuespillere og Produktionsselskabet Meta Film hermed bolden videre til resten af samfundet.

Meta Film har produceret denne filmiske #MeToo mosaik, for at belyse og skabe forståelse for at sexisme og seksuelle magtudøvelser finder sted i alle brancher og i samfundet generelt.

100 skuespillere genfortæller hver én #MeToo beretning fra kvinder og mænd, som har oplevet sexismen i dens forskellige afskygninger. #MeToo mosaikken byder på historier fra parkeringsvagten, slagtereleven, professoren, den studerende, rengøringshjælperen, det unge sportstalent, psykologen, spejderen, stykgodschaufføren, asylansøgeren, lægen og historier fra mange andre fag samt hverdagshistorier fra privatsfæren." (dkmetoo.dk)

www.dkmetoo.dk (om filmprojektet + streaming af de 100 korte genfortællinger)

Danmark 2018, 100 genfotællinger, hver vel et par minutter. Medvirkende: 100 skuespillere. Produktion: Meta Film. Distribution: www.dkmetoo.dk (streaming)

**

Det Danske Filminstitut inviterer under Folkemødet i Allinge 2018 til film og debat i og omkring FolkeBio, den tidligere lade på Lindeplads 2B, Allinge. (K16 i programmet) / For yderligere oplysninger kontakt Susanna Neimann, kommunikationschef for Det Danske Filminstitut på mail: susannan@dfi.dk og telefon: +4541191540 eller Anders Riis-Hansen, filmkonsulent på mail: andersrh@dfi.dk og telefon: +4540459660 

https://www.dfi.dk/nyheder/temaer/folkebio-2018 (FolkeBios samlede program)


Categories: Cinema, Festival, Artikler/anmeldelser DANSK

Andreas Dalsgaard: Fdre & Snner /2

Written 05-06-2018 13:29:00 by Allan Berg Nielsen

Andreas Dalsgaard: Fdre & Snner /2

Der er bografpremiere i morgen 6. juni og jeg knytter lige et par kommentarer yderligere til denne film, som optager mig en del: 

2

Etnografen Henning Haslund-Christensen står på fotografiet midt på højslettens vældige tomme flade med bjergene i dis langt, langt borte. Fotografiet er fra en af hans mange rejser i Mongoliet.

Filmen begynder imidlertid ikke med ham, dens tid er ikke hans tid. Den begynder med Søren Haslund-Christensen og Michael Haslund-Christensen, hans søn og sønnesøn. I den allerførste scene er de i gang med et af deres talrige projekter, i filmens nutid at finde arkivstof til dens realisering. Søren står op ad en dørkarm i hjemmet: ”Skulle du ikke på loftet?” Kort pause. ”Det bliver måske først i morgen?” Den lille ironi er så velkendt, at den næsten overhøres, i klippet peger den direkte ind i familiehistorien, det første af filmens fortællelag. Michaels lette charme er svaret, han fortsætter leende med sit, der er ligevægt mellem de to, som charmen er en del af dem begge, den er en arv fra Henning, ligesom Sørens ironiske kommandotone vel måtte findes hos Henning dengang, han havde ledelsesfunktioner, og nu hos Michael som travl filmproducent. Hans beundring for faderen må underdrives til gang på gang at fremhæve, at faderen kan bevæge ørerne. Her på et still fra filmen er de på netop den mongolske steppe, hvor Henning var på sine ekspeditioner dengang. Snart vil de få brug for tricket at vippe med ørerne.



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

Andreas Dalsgaard: Fdre & Snner

Written 31-05-2018 13:13:16 by Allan Berg Nielsen

Andreas Dalsgaard: Fdre & Snner

Jeg reagerede ved visningen under CPH:DOX 2017 spontant efter filmoplevelsen ved at skrive en mail til kollegerne: ”Så, Tue og Sara, har netop set filmen om Henning Haslund-Christensen og hans to sønner og om Torgut folket og om ekspeditioner og indsamlinger og kulturdrab og tabet af hukommelse. Den er vidunderlig og Michael i den er så ægte charmerende som ude i virkeligheden. Nu vil jeg gøre hvad jeg kan for at skrive om Dalsgaards store filmiske fortælling.”

Sådan, nu havde jeg lovet det, røbet min samlede vurdering, som kun kan blive alle vore 6 penne, røbet en disposition for min tøvende, langsomme kommentar, som skal begrunde vurderingen, og jeg har det igen som Peter Plys når Grislingen siger ”Det var ikke særlig klogt sagt” og Peter Plys forklarer: ”Det var klogt, da det var inde i mit hoved, men så skete der noget på vejen ud”.

1

Den ældste af titlens fædre er berømt, jeg ved det jo godt. Det er Henning Haslund-Christensen, og Werner Jacobsen fortalte mig for mange år siden meget om ham. Det var dengang, jeg færdedes i museumsverdenen.

Jeg finder hans bog Asiatiske akkorder frem. Den er oprindelig fra 1965, min udgave er fra 1991. Werner Jacobsen har et afsnit om sine rejser i Mongoliet. Haslund, som han kalder ham, var der i forvejen, Jacobsen præsenterer ham sådan:



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

Per Kirkeby, maler og filminstruktr (1938-2018)

Written 10-05-2018 10:49:30 by Allan Berg Nielsen

Per Kirkeby, maler og filminstruktr (1938-2018)

… Det format, der kan rumme de drejende lavtryk, de dybe huller, hvorfra vindene kommer / de nedre og øvre passater, monsuner, kulinger, storme og orkaner. / Drømmenes skypumper. (Peter Laugesen, 2015, fra en bordtale i Anne Wivels film Mand falder)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3358/ 

(Filmkommentarens samlede blogindlæg om Per Kirkebys film) 


Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

Boris Benjamin Bertram: The Human Shelter

Written 02-05-2018 17:12:41 by Allan Berg Nielsen

Boris Benjamin Bertram: The Human Shelter

”The Human Shelter består af otte kapitler. Hvert kapitel har et shelter og en menneskelig fortælling om hjem som omdrejningspunkt. Hver og en af disse er med til at sætte gang i publikums egne tanker om, hvad hjem betyder for os. For dig…” (fra filmens pressemateriale)

1

Kantokainen, Norge. Jeg bestemmer for mig selv med det samme at følge den unge kvindes forklaring på tid, et diktum som både er hendes opvækst og hendes beslutning. Tiden går ikke, den kommer. Det vante ur er her dyrenes selvfølgelige liv og landskabets skiftende lys. Jeg tror, det er hvad hendes smukke sang handler om. Denne alvorlige skønhed i rensdyr-nomadens fire hjem til de fire årstider.

2

New York City, USA. Kan den omhyggelige arkitektidé fra MOMA’s velordnede, perfekt ventilerede kontorer, tegnestuer og udstillingssale virkelig gennemføres i flygtningelejrenes kaotiske, overophedede og dybtfrysende vold?

3

Arabat, Irak. Ja, for han har penge, han har i sit hus en dyr pose til hvert af sine tøjsæt, som han husker prisen på. Kvinderne udsmykker arkitektektens og ingeniørens og udstillingsredaktørens shelters smukkere end deres drømme. De har vand og el og er undsluppet den visse død. Og de vil bo i digteriske hjem i UNHCR lejren. Og forfatteren på 13 år læser sin tekst op for mig.



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Festival, Artikler/anmeldelser DANSK

Schepelern og Detlevsen: Hjerter Dame

Written 30-04-2018 13:38:45 by Allan Berg Nielsen

Schepelern og Detlevsen: Hjerter Dame

Mette-Ann Schepelerns og Louise Detlevsens og Malene Flindt Pedersens Hjerter Dame er som det skal være, når dette produktionsselskab laver film, det er fjernsyn det her. I en ramme af en omfattende og for så vidt ordentlig, men konventionel reportage fortælles Lizette Risgaards biografi. Det er en skildring, som når sine journalistiske højdepunkter, når hun i en personlig fortællestemme, vel konstrueret af et oprindeligt grundinterview, måske i samtaleform fortæller tilbageskuende særdeles oprigtigt rent fagligt politisk og dertil menneskeligt ægte om sin oprindelige ambition om og plan for at komme til at sidde for bordenden under LO-ledelsens møder, og dertil åbent gør rede for, hvordan hun gennemførte sit forehavende og nu har nået sine foreløbige mål, formandsposten og trepartsaftalen med regeringen og arbejdsgiverforeningen.

2

Filmen er således en journalistisk skildring af et magtspil, men vist nok ikke tillige på den baggrund tænkt som et et dokumentarisk drama, selv om det kunne se ud til at være hensigten, vist heller ikke tænkt som et journalistisk filmessay om magtspil, selv om det ligeledes kunne se ud til, at der kunne have været materiale til det. Her bygges imidlertid ikke på kompliceret forståelse, fremstillingen drives ikke af et handlingens spændingsmoment, her satses på reportagens illustration, på oplysninger om begivenhedernes detaljer af fakta og munterhed og farvet af nøgternhed frem for skønhed, som almindeligt i dokumentarer.

Men desværre træder filmen fra sin titelsekvens til det altid afgørende 40. minut vande i sin valgte reportage til dominerende musik, som jeg ikke synes tilsammen får det kronologiske forløb og årsag/virkning forholdene så klart formidlet, som jeg bestemt tror var meningen.



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, TV, Artikler/anmeldelser DANSK

Arunas Matelis: Wonderful Losers/ in Copenhagen

Written 30-04-2018 11:42:53 by Tue Steen Mller

Arunas Matelis: Wonderful Losers/ in Copenhagen

Den 23.august 1989 tog to millioner mennesker hinanden i hånden og dannede en 675,5 kilometer lang kæde som protest imod den sovjetiske besættelse af de tre republikker Estland, Letland og Litauen.

Det blev naturligvis filmet.

Kæden blev kaldt The Baltic Way, eller The Baltic Chain, eller The Road to Freedom, den frihed de tre republikker så fik to år senere for Estland og Letlands vedkommende, et år senere for Litauen.

I juni 1990 blev Gudhjem på Bornholm vært for en Balticum Film & TV Festival, som blev arrangeret med penge fra det danske kulturministerium af folk fra TV2 Bornholm og Statens Filmcentral. Ideen var enkel, vi – jeg arbejdede på det tidspunkt i Statens Filmcentral – ønskede at støtte filmfolkene i de baltiske republikker ved at vise deres film og lade dem møde kolleger fra andre lande omkring Østersøen.

Aftenens instruktør Arunas Matelis var én af de instruktører, som kom til



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

Robert Frank: Me and My Brother/ 2

Written 29-04-2018 19:52:33 by Tue Steen Mller

Robert Frank: Me and My Brother/ 2

In the blogpost below you find a text of what Allan Berg and I did the other day: Watched the film by Robert Frank from 1968, with a quote from the text of Sara Thelle, when she saw the film three years ago. We also referred to the fine Steidl publication of the script. After a closer look at that we found that the fascinating ending of the film includes a brilliant conversation between Frank, the director and Julius Olovsky, the man who after many years is released from a state institution to be taken care of by his brother Peter. In the following we present the two final pages of the script that indeed is about making films, about acting, and about the camera and what it can represent:

Photos: Steidl and Maria Berg Briese


Categories: Cinema, Film History, Articles/Reviews ENGLISH, Poetics

Jrgen Vestergaard mini-festival i Aalborg

Written 23-04-2018 11:22:56 by Allan Berg Nielsen

Jrgen Vestergaard mini-festival i Aalborg

Jørgen Vestergaard har i sin karriere spændt vidt, hans filmografi er imponerende, han har om nogen indforstået og smukt skildret det Danmark, som så grimt i dag bliver kaldt for udkantsdanmark. Og han er stadig aktiv (TSM)

Jørgen Vestergaard præsenterer med KULTURKLUB FOKUS som vært på en lang søndag i Aalborg 16 dokumentarfilm, 7 dukkefilm og 2 spillefilm:

SØNDAG 29. APRIL 10-18 / SKRAAEN & KINORAMA I AALBORG

”Jørgen Vestergaard, en filmmand fra Thy. Mini filmfestival med film produceret af Jørgen Vestergaard gennem et langt filmliv. Film for børn. Film for voksne. Mange med lokalt udgangspunkt. Dukkefilm for Danmarks Radio. Benny Andersens Snøvsen i biograferne”, hedder det i programmet.

Jeg vil lige fremhæve de film i programmet, som Filmkommentaren.dk har skrevet om, og føje et lille citat til:

VAGT VED HAVET / HAVNEN / SKRÅEN store sal / 10:00

"... Lad mig nævne to af dem: "Vagt ved havet" fra 1965, produceret for Dansk Kulturfilm, vidunderligt fotograferet af Lennart Steen og "Havnen", det 10 minutter lange øjebliksbillede fra 1967, ligeledes med Steen bag kameraet. Produceret for Kortfilmrådet. Oh, disse smukke sort-hvide billeder." (TSM)

DENGANG JEG DROG AFSTED (1970) / SKRÅEN store sal /10:00

"... dens vigtigste tidsbundne egenskab er dens måde at være filmværk på. Den er simpelthen sin tid. Sådan lavede man film dengang. For eksempel klippede man tilbageholdt ironiserende, sådan lidt klemt. Det lille smil lige før fniset. (ABN)

ET RIGTIGT BONDELIV / SKRÅEN store sal / 10:00

"... Det første jeg hæfter mig ved, er de medvirkendes aldeles usentimentale munterhed. Dernæst ved deres vedkommende viden om tingene og nøjagtighed i hver oplysning, i hvert udsagn. 



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Festival, Artikler/anmeldelser DANSK

Max Kestner: Slette omstndigheder

Written 09-04-2018 17:11:13 by Allan Berg Nielsen

Max Kestner: Slette omstndigheder

Et centralt nærbillede er fra en scene hos en grafolog. Er det et ”a” der på kortopmålingen? Hvad særligt er der i givet fald ved det ”a”? Jeg kan ikke svare, jeg kan ikke skrive om Max Kestners forunderligt vidunderlige film uden en spoiler sniger sig ind. Eller kan jeg? For hvilken undersøgelse foretages? Eller er det sådan, at flere undersøgelser overlapper hinanden? Er filmen en spændingsfilm, som jeg lægger væk, når jeg har fået vejret, eller er den et essay, som jeg stiller på reolen, så den gemmes nær mig, fordi de spørgsmål, det essay rejser, kaster flere af sig, flere spørgsmål, flere undersøgelser, yderligere læsninger?

Filmen vil så lykkeligt for folk i nærheden blive vist i biografen i Humlebæk 23. april, og jeg kan kun anbefale at sikre sig en billet, se link til bestilling længere nede, for det bliver en vigtig begivenhed, og instruktøren Max Kestner og produceren Henrik Veileborg vil være til stede og stå til ansvar, de ”har lavet en skøn, skør og skødesløs dokumentarfilm, skriver Humlebio i sit program, en film ”der tager afsæt i den mytiske Danmark-Ekspedition til Nordøstgrønland i 1906-08. Filmen følger en amatørhistoriker, der vil afdække sandheden bag den officielle forklaring der fortæller, at tre mand døde på ekspeditionen, men at man kun fandt liget af den ene. Det bliver en opdagelsesrejse rundt på statens arkiver, hvor det viser sig…” og nu er biografdirektøren også tæt at spoile – "at sandheden er en helt anden, end vores hovedperson i sin vildeste fantasi havde forestillet sig.”

Ved siden af detektivromanens story line, som er Kestners observerende kamera i hælene på historikeren, er der en løbende essayistisk fremstilling, som ligger i Kestners venligt distancerede, så smukt docerende fortællerstemme, som huskes fra tidligere film. Og tab nu ikke tråden fra begyndelsen og hør godt efter, for essayet indledes i titelsekvensen til et stort betagende natlandskab under stjernehimlen (STILL), hvor Kestners fortællerstemme indleder et foredrag om fraktaler og om gengivelse af virkeligheden fra landskabet over korttegning og landskabstegning til notatet og påpeger, at i alle disse optegnelser er der mulighed for falskneri, fejl og fejltolkning og efter denne roligt alvorlige besindighed og tæt på at spoile (men fortumlet af Nanna Frank Møllers underfundige klip opdager jeg det ikke) vælter Kestner og hans bårne kamera og hans film ind hos detektiv-historikeren Steffen Holberg, som så i den grad tager over som fortæller og holder min opmærksomhed i fast greb gennem forhindring efter forhindring den hele time akkompagneret af instruktørens kloge kommentarer og ved klipperens elegant musikalske greb styret ind i og ud gennem fysiske, personlige og tænkemæssige vanskeligheder. Det er en sært krævende og meget, meget spændende film.

SYNOPSIS

Three Danish polar scientists tragically lost their lives during an expedition to North-Eastern Greenland from 1906-08. Only one of them was found. More than a hundred years later the mystery and tragedy still nags indomitable amateur historian Steffen Holberg, who is absolutely determined to solve it. With help from knowledgeable people, professional experts and state archives, he moves ever deeper into the rugged terrain between truth and myth, fiction and reality to find out what happened - if he can. Mylius-Erichsen, Høgh Hagen, and Jørgen Brønlund died in the wilderness, but the expedition's search team only found Brønlund's dead body and did not even look for the other two. But why not? In his poetic and imaginative signature style, Max Kestner pays tribute to Holberg's curiosity and to the fundamental human desire to satisfy it. 'Every time you move closer, new worlds appear,' says Kestner about his own working method. That movement is performed with humour and grace in his new film. (CPH:DOX 2018 programme)

Max Kestner: Slette omstændigheder, Danmark 2018, 60 min. Manuskript: Max Kestner og Henrik Veileborg. Fotografi: Max Kestner. Klip: Nanna Frank Møller. Produktion: Upfront Films, producer: Henrik Veileborg. Distribution: Vistes på CPH:DOX 2018 og i DR.TV nogle dage. Vises nu i Humle Bio 23. april 19.00.

http://humlebio.dk/OrderMovieTicket.aspx?showId=9085 (Billetter til forestillingen i Humlebæk 23. april 19.00

http://www.upfrontfilms.dk/films2.php?mit_indhold_id=2&films_id=17 (Upfont Films om sin film)

https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/film/slette-omstaendigheder (DFI om filmen)


Vurdering:

 
Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

CPH:DOX 2018/ 12 Days

Written 25-03-2018 09:50:06 by Sara Thelle

CPH:DOX 2018/ 12 Days

RAYMOND DEPARDON: 12 DAYS

Wow – Raymond Depardon’s latest film 12 Days made a deep impression. It is simple, powerful, sober and precise.

In France, a citizen who is involuntarily committed to psychiatric treatment has, within 12 days, the right to have his case overlooked by a judge, and it is this meeting between the patient, the mental health system and the system of justice Depardon examines in his documentary.

The film opens up with the camera moving slowly through the empty corridors of the closed ward of a psychiatric hospital ending up in front of the locked door, immediately installing the claustrophobic sense of being deprived of one’s freedom. It sounds like a cliché as I write it, but in the film it’s an important and very powerful scene.

When we are in the small court room with the patient, his or her lawyer and the judge, every case opens up to poignant, universal and fundamental questions of ethical, societal and political order.

No one is being judged or demonized and there are no easy answers, but the imbalance of power within the system is clearly visible.

How do you oppose when authority has decided what is “in your interest”? Are the lines blurred between incarceration and forceful psychiatric commitments? Is the system reacting adequately when there are children involved? Why medicalization and not psychotherapy? What if symptoms of work harassment are mistaken for a psychiatric diagnosis of the individual? Should you have the right to decide whether you want to live or not? These questions are put forward by the psychiatric patients themselves who, in their own words and in a language so different from that of the medical and jurisdictional officials, arguments clearly and rationally.



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, Festival, Articles/Reviews ENGLISH

CPH:DOX 2018/ Dreaming Murakami

Written 21-03-2018 09:09:13 by Mikkel Stolt

CPH:DOX 2018/ Dreaming Murakami

NITESH ANJAAN: DREAMING MURAKAMI

As a writer and film maker who is quite interested in (and even feel an affinity for) the Japanese author Haruki Murakami, I felt almost obliged to be disappointed and a bit bitter after watching this film. I just knew that about myself because I’m petty and jealous.

But lo and behold: I found that this is a good film and that you should see it.

The film discreetly and knowingly follows Danish translator, Mette Holm, and her work on one of Murakami’s first novels (first published in Denmark last year). At the same time an alternative world is introduced in different ways. Most prominently by a giant frog (inspired by the Murakami-story “Super-Frog Saves Tokyo” from the collection “After the Quake”) and for instance more subtly by adding another moon in a couple of scenes (inspired by the three-volume novel “1Q84”).

It actually works surprisingly elegant due to very convincing VFX. As we follow Holm, her thoughts and her talks with colleagues in a somewhat “normal” documentary style and therefore are forced to activate our cognitive skills, we are also introduced to that special other-world, which is so prominent – but feels truly “natural” – in his novels. So not only are we getting closer to the work of the translator (I actually prefer Holm’s translations and has stopped reading him in English), we are also getting a sense of the special characteristics of the authorship.



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, Festival, Articles/Reviews ENGLISH

CPH:DOX 2018/ Exit

Written 16-03-2018 10:45:41 by Allan Berg Nielsen

CPH:DOX 2018/ Exit

KAREN WINTHER: EXIT

"How do you get out of the closed and often violent milieu among extremists without risking your life? Norwegian filmmaker Karen Winther has taken the journey herself. With her past as a right-wing extremist, she visits other defectors in the United States, Germany and Denmark, where she meets the former Danish left-wing activist Søren Lerche and the Frenchman David, who spent six years in prison as an accomplice in a terrorist attack in France. Jihadis, Nazis and violent Antifas: All the people whom Winther meets on her journey have broken with their past and are now living with the consequences. 'Exit' is an exploratory firsthand account about de-radicalisation and about the tough exit which leaves those involved looking back and asking the same question: Why me? The excitement and the clear sense of identity as a rebel and as a part of a group on a mission are among the obvious answers. But the truth is often more complex, and what they most often have in common is regretting the bitter mistakes of the past." (CPH:DOX programme)

KOMMENTAR

Det er en beslutsom films beslutsomme slutscene. Manuel har skåret igennem sin tøven og har pakket det nødvendigste og er på flugt med sit barn til et nyt hemmeligt sted, fordi de tidligere venner i organisationen har fundet ham. Han er igen på flugt i sit eget land, i Tyskland, han er nødt til at beskytte barnet og sig selv. Jeg har ved gennem 80 minutter at være med Karen Winther på hendes gentagne møder lært ham at kende, og er med hende og hendes film faktisk kommet til at holde af ham, dette voldelige og fredelige menneske.

Det er en rigtig god film, det er en aldeles vedkommende og sober tv-dokumentar, en tilbageskuende jeg-fortælling i filmens nutid med en undersøgelsesrejse efter lignende fortællinger og samtaler med vigtige velformulerede vidner som denne de-radikaliserede mand. Alt skildret i et ordentligt og tvivlende og tænkende journalistisk essays form. Filmen er beregnet til tv, tror jeg, og den vil bestemt kunne findes på tv den kommende tid, men jeg vil lige så bestemt anbefale at se den i en biografs mørke koncentration nu det, er vil jeg igen tro, enestående muligt. Der er meget at lytte intenst til, fine nuancer i sjældne formuleringer at opfatte og vende og dreje i billedsidens vignetters korte hvile. Mine fordomme om moralsk og politisk radikalisering er blevet grundigt rystet.

Karen Winther: Exit, Norge, 2018, 83 min. Præsenteres på CPH:DOX 2018, som har visninger tirsdag, torsdag og følgende søndag: https://cphdox.dk/program/film/?id=571 (Datoer, tider, steder, billetter)


Vurdering:

 
Categories: Cinema, TV, Festival

CPH:DOX 2018/ Lost Warrior

Written 14-03-2018 13:48:28 by Allan Berg Nielsen

CPH:DOX 2018/ Lost Warrior

NASIB FARAH OG SØREN STEEN JESPERSEN: LOST WARRIOR

Mohammed was just three years old when he was sent away from Somalia without his parents to a better life in England. As a teenager in London he got involved in crime and ended up in prison where he became radicalised. As a 19-year-old he was extradited to Somalia, where he landed straight in the arms of the terrorist organisation Al-Shabab. But when Mohammed finds out that Al-Shabab is not a liberation movement, but kills innocent people, he decides to flee. As a 23-year old he is living undercover in Mogadishu in the hopes of hiding from Al-Shabab. Here, he meets Fathi who was born in London, but sent to Somalia to be 'reeducated'. They get married and when Fathi returns home to London she is pregnant with their child. 'Lost Warrior' follows the young couple's attempt to be united as a family and to create a future for themselves and their son, Yassir. But Fathi and Mohammed are caught in the global politics of the day. Where to go? And what are his options now? They are also caught in their own culture, where the demands to maintain traditional and religious patterns is not at all consistent with being a young person in a modern world.

KOMMENTAR

Jamen det er jo en kærlighedshistorie og den fortælles sådan. Der er forhindringer, politiske, juridiske, administrative, kulturelle, familiemæssige, og i denne umulighed er der alligevel korte løsninger og øjeblikke af mulig lykke, i en scene snakker de tæt sammen om farverne på europæiske pas, og i den smukkeste scene forsøger han at placere et øresmykke med sine fumlende hænder så nær hendes ansigt og hvisker genert undskyldende: det er min første gang. Det er regulært spændende og det er meget ungt. Der er de to og der er deres barn, som både er sammenhængskraften og udmattelsen. Fortællingen begynder midt i det hele og slutter der, fortællingen er en række kapitler i de tres dannelseshistorier kombineret til en familiehistorie. Hele tiden i to byer, i to verdener, i to kulturer, hvor de tre er én historisk fremspirende kultur, dannet i det nye moderne, det nye modernes unge familie, som er bundet i det globale, men med en længsel mod det nye lokale sted.

Det er et stærkt hold, som fortæller den historie: filmen åbner i fotografisk skønhed, et vidunderligt gadebillede med mange filmhistoriske mindelser om stedet for handlingen med det samme roligt defineret, fortsætter i lutter regelbundet billedskønhed med lange scener på række, alle med Henrik Bohn Ipsens tydelige signatur, vel at mærke ikke påskrevet, men indarbejdet sammen med Anita Hopland. Et filmfotografisk mesterværk.

Filmoptagelsernes fortælling skrider roligt og omhyggeligt frem i klart afgrænsede scener, som alle holder deres intensitet til sekundet før de dør og så bringes videre i en ligesom umærkelig intens, stadigt stigende spænding, et drama af overblik og ro, endnu et klippekunstnerisk mesterværk af Steen Johannessen.



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, Festival

CPH:DOX 2018/ The Cleaners

Written 11-03-2018 11:25:31 by Allan Berg Nielsen

CPH:DOX 2018/ The Cleaners

HANS BLOCK OG MORITZ RIESEWIECK: THE CLEANERS

”What responsibility do Facebook, Google and YouTube have for what is being posted on their sites? And what power do they have to shape the public discourse through censorship? Two questions that are currently preoccupying legislators and politicians. But who are the people who actually try to keep the internet clean? Meet five Filipino 'content moderators' who have the unrewarding job of keeping social media free from offensive content, but who also work full-time in a legal and ethical grey zone between freedom of expression, censorship and commercial interests. 'The Cleaners' brings us into the underworld of the internet, where the debates are already raging. 500 hours of video are uploaded to YouTube and 2.5 million posts created on Facebook. Every minute. Every day. And the media giants' influence on everything from presidential elections to the number of likes for one's status updates is now so enormous that legislation can no longer ignore it.” (CPH:DOX programme)

KOMMENTAR

Han her på et still fra dokumentaren er content moderator, han er anonym, men dog ikke sløret som et andet mere forsigtigt vidne. Han er fra Manila, han arbejder der i et firma, der næsten som et almindeligt rengøringsfirma tilbyder de store på nettet som Facebook og You Tube og dem en smule nedefter i almægtighed at fjerne brugernes snavs fra deres sider beregnet til social medieaktivitet i det vældige og ufattelige betydningsfelt mellem frie ytringer og utallige økonomiske, politiske og moralske begrænsninger og hensyn. Utugtige billeder, frygtelige billeder, falske nyheder, politiske spamangreb og visse uacceptable gruppers agitation: Ignore or delete. Simpelthen skelne mellem ondt og godt, som en af hans kolleger fra arbejdsboksen ved siden af i firmaets værksted udtrykker det. Man kan, synes jeg, se Hans Blocks og Moritz Riesewiecks dokumentar alene for de filminspirerede afsnit med ham og hans kollegers skyld.



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, TV, Festival, Artikler/anmeldelser DANSK

CPH:DOX 2018/ Tro/Faith

Written 07-03-2018 11:26:22 by Allan Berg Nielsen

CPH:DOX 2018/  Tro/Faith

JENS LOFTAGER: TRO / FAITH

Two widely different images of religious faith create a contrasting and thought-provoking totality in Jens Loftager's new film. The Danish priest Karsten plays music to his confirmation students to help them trust their own qualities and dare to flourish in life. At the same time we meet three Japanese Buddhists, who never had that opportunity, but who are now thinking about their lost youth when they were members of the religious Aum group which committed a terrorist attack in Tokyo in 1995. Across stages of life and cultures, 'Faith' explores how religious faith can both make people fit for life and able to understand ourselves better, but also push us to make extreme choices, which we will later regret and find difficult to understand. The film is the last part of Loftager's trilogy, which started with 'Words' (1994) and continued with 'War' (2003). (CPH:DOX programme)

https://cphdox.dk/program/film/?id=456 (Datoer, tider, steder, billetter)

KOMMENTAR

Jens Loftagers nye film får premiere på CPH:DOX. Den fornemme plakat er lavet af Claus Lynggaard, som også har tegnet filmens grafik, så Tro venter vi nu på med spænding, den er jo noget så sjældent som sidste værk i en trilogi af filosofiske filmessays, konklusionen på én filmkunstnerisk tanke fastholdt gennem mere end to årtier.

Hvis man er så heldig at have adgang til et uni-login kan man forberede sig på en virkelig lykkelig måde ved at gense eller måske for første gang se trilogiens to første film Ord (1994) og Krig (2003) på FILMCENTRALENS smukke og effektive streaming...



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

CPH:DOX 2018/ A Year of Hope

Written 05-03-2018 13:22:36 by Allan Berg Nielsen

CPH:DOX 2018/ A Year of Hope

MIKALA KROGH: A YEAR OF HOPE

“A year with 20 children and youths from Manila, who must find a path back into life after a harsh existence on the streets of the Philippine megalopolis, is it possible to change the lives of abused street children and give them hope for the future?

The Stairway programme makes an attempt in the Philippine capital, Manila, where they give twenty vulnerable street children one year away from the slum. One year in the name of hope – and one year with a bed to sleep in, proper food and a schooling process that aims to bring them back to life after the severe sexual assaults they have all endured and reacted to very differently. 13-year-old Justin's greatest wish is to become a true ladyboy, and 15-year-old Pablo has forgotten how to smile after witnessing his family being killed.

Mikala Krogh is there during the whole year in her latest film, which gives images and voices to the most vulnerable youths in a society where every third child is sexually abused, and where thousands of children live alone on the streets. A both gripping, politically urgent and cinematically refined film about how you can actually make a difference for some of them.” (CPH-DOX programme)

KOMMENTAR

Mikala Krogh er på dette still med sit kamera på det daglige arbejde blandt sine medvirkende, de 20 gadedrenge fra Manila på et års rehabilitering og deres lærere på Stairway skolen langt væk fra storbyen på en stille ø syd for. Hun er i gang med gennem et år på dette sted at fotografere sine skildringer af begivenheder, som bredt illustrerer skolens arrangementer, et af filmens enkle og klart definerede lag. Her er drengene vist i gang med et keglespil mellem dagens undervisnings lektioner og samtaleterapi møder, hvor kameraet er med mange gange. Det er som hos etnografernes og socialantropologerne et feltarbejde med deltagerobservation og Mikala Krogh solidariserer sig ved at leve med sin familie på stedet så drengene må opleve et forbillede, en fungerende far, mor og børn familie.



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, Festival, Artikler/anmeldelser DANSK

Docs & Talks/ 8

Written 22-02-2018 13:16:12 by Tue Steen Mller

Docs & Talks/ 8

ALICE DIOP: ON CALL

Monsieur Mamadou Diallo. Doctor Geeraert calls for the next patient at the Avicenne Hospital in Bobigny. The patient comes into the small consultation room, where he sits for hours listening to the migrants, who come to get help, migrants without papers.

Mamadou Diallo is in pain. He is from Guinea and has been beaten up by the military. Thats all we get to know about his story and we dont need more. He has stitches in his head, he has chest and back pains, he has no place to sleep, no support.

Doctor Geeraert helps him, as he helps all the other patients, who enter the small room, where there is always a psychologist or a social worker present as well. And the camera is there to look at the patients or at the doctor, and sometimes with a cut to the third person in the room.

Its a brave film. The director has made her aesthetic choice. She invites us viewers to look at faces for 90 minutes. She stays in the room. She does not interfere.

Faces from countries outside France - Guinea, Sri Lanka, South Africa and many others appear on the screen. Faces of pain, eyes without hope,silent cries for help. Or the face of the doctor, who does what he can: making certificates that state whats wrong with the patient, giving them advice where to go for turther help and first of all making prescriptions for pills that can make them sleep, or antidepressants, or painkillers, or appointments for x-rays. Sometimes a patient walks with the psychologist to a room next door for a more intimate talk.

Bureaucracy yes indeed, doctor Geeraert does indeed look at the patients but actually his eyes are focused more at the keyboard of his computer to get his paperwork done. This is an important part of the sound design of the film.

The man on the photo is from Sri Lanka, his English is pretty bad, he knows few words, and his French is non-existent. But visits to the cosultation room are important for him and one day he brings a gift to the doctor and his assistant: the Eiffel Tower!

Also monsieur Mamadou Diallo comes regularly to the doctor. The last time we see him, he brings good news - he has been given asylum status. Oh, what a wonderful scene it is as you can sense the happiness of the doctor - you are now a free man. Yes, but he has still a strong headache, his family is in Guinea and he has nowhere to sleep. But he can now get welfare support. And he puts on a big smile, you get the feeling that he does so because the doctor is happy!

The film puts itself in the fine tradition of French observational cinema and makes you think about Raymond Depardon and of course Frederick Wiseman or the films made by Arne Bro and Anne Wivel in Denmark.

As a Docs & Talks event the film was followed by a panel debate, which mostly was too general in its approach - it was good that Maja Lvbjerg Hansen was there, she is a lawyer and gave the debate a bit power by explaining about the many, many different groups of migrants she has met - and by saying that the political discussion on beggars in Denmark was based on a lie: There are the same amount of beggars in Denmark today as there was in 2001. We look at migrants without work as criminals, she said. The bureaucracy we see in the film, we have the same. I was with a Romanian at International House to have her registered, she as sent from one to the next, and said that this reminded her of Ceaucescu times back home And it seems like the French system is better that ours - they can direct the migrants to other offices for eventual help. We can not do so.

France, 2016, 90 mins.


Categories: Cinema, Festival, Articles/Reviews ENGLISH

Docs & Talks/ 7

Written 22-02-2018 09:57:38 by Allan Berg Nielsen

Docs & Talks/ 7

DIEUDO HAMADI: MAMA COLONEL / MAMAN COLONELLE

How do you ensure law, order and justice in a country that is deeply marked by decades of war and conflict? This award-winning Congolese documentary follows police officer Honorine Munyole, called Mama Colonel, a widow and mother of four. She fights an tireless struggle for women and children in a society where the police are facing cases of rape, witchcraft and child abuse - and where the men bear the visible scars after the war and are therefore seen as the primary victims. The film is a Danish premiere:

THUR 22/02 TO-DAY ! 16:30

Maman colonelle / Dieudo Hamadi, 2017, 72 min. / Eng. subtitles / 122 min. incl. debate. Postdoc at DIIS Peer Schouten and Professor at the Nordic Africa Institute in Uppsala Maria Eriksson Baaz talk about their field work in DR Congo and discuss the challenges of building civilian institutions in a war-torn country. The debate is in English. (Docs & Talks programme)

KOMMENTAR

Det mishandlede barn har scenen der det fattige sted, hvor politichefen Honorine Munyole med sine folk er kommet til stede for at gribe ind, redde børn og kvinder fra vold og vanrøgt. Hun udspørger barnet, som står i en gruppe naboer, andre børn og tilskuere, og barnet fortæller sin forfærdende historie. Og så er det kameraet ser tåren begynde at pible frem og glide ned ad kinden og blive til én mere, blive til flere, og kameraet holder fast, og barnet fortæller, giver sig ikke hen i gråden, mærker den ikke, fornemmer ikke fugten i øjet, på kinden.



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Festival, Artikler/anmeldelser DANSK

Docs & Talks /5

Written 12-02-2018 10:56:18 by Allan Berg Nielsen

Docs & Talks /5

PABLO IRABURU OG MIGUELTXO MOLINA: WALLS

The fall of the Berlin Wall in 1989 raised hopes of a world with no more concrete borders dividing populations. But today we see the exact opposite, and walls have been erected all over the world to set the boundaries between poverty and prosperity. On the U.S.-Mexican border, we meet a Vietnam vet placing crosses where Mexicans lost their lives trying to find a better life. On the other side, a Mexican couple is waiting for the right moment to attempt a climb over. A sentry patrols the banks of the Limpopo River along the border of Zimbabwe and South Africa, where many refugees drown trying to cross. At the Moroccan-Spanish border, we see a woman carrying huge packages on her back. The border scenes flow effortlessly into one another. Directors Pablo Iraburu and Migueltxo Molina add new meaning by placing the tableaux in split-screen compositions such as a Mexican tunnel placed beneath an African baobab. Meanwhile, a voice-over explaining the situation in Mexico accompanies scenes from the Moroccan border. The countless partitions all over the world form a universal problem. (Docs & Talks’ programme)

KOMMENTAR

Jeg har disse dage når jeg fulgte den flittige lancering af arrangementerne i Docs & Talks festivalen været så mærkelig optaget af dette still med de to unge ved hegnet, tænkt over det, hver gang jeg så det. Jeg havde ikke egentlig ondt af dem, for deres gensidige energi og målrettethed så jeg eller digtede jeg, var jeg i hvert fald sikker på. De forblev mine udtryksfulde og sikre helte.



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Festival, Artikler/anmeldelser DANSK

Docs & Talks /4

Written 04-02-2018 17:00:06 by Allan Berg Nielsen

Docs & Talks /4

VIVIANE CANDAS: ALGÉRIE DU POSSIBLE / A POSSIBLE ALGERIA

French director Viviane Candas grew up in Algiers, where her father, the lawyer and anti-colonialist Yves Mathieu, worked for the Algerian government after the country’s independence in 1962. Following eight years of war against France, one of the most brutal in colonial history, the reconstruction of Algeria was a political experiment striving to create a fair and equal society, notably through extensive land and school reforms. Yves Mathieu died under mysterious circumstances in a car accident in 1966, shortly after Ben Bella’s revolutionary regime had been overthrown by a military coup. Guided by her personal story and through the superb editing of rare archive material and recently recorded interviews with key figures, Candas introduces us to the unique moment of Algerian history just after the revolution.

Senior researcher at DIIS Rasmus Alenius Boserup introduces us to the subject before the film, and after the screening, the director and he will discuss the significance that French colonial history has had and still has for both Algeria and France even today – and they will talk about the role the Algerian revolution played at the time. This is the film’s Danish premiere. The debate is in English. Tickets: 95/65 kr. The event is supported by the Institut français. (Docs & Talks’ programme)

Algérie du possible / Viviane Candas, 2016 / eng. subtitles / SUN 25/02 14:00 / Cinemateket, Copenhagen

KOMMENTAR

Filmen bygger på stemmen, filminstruktørens egen stemme. Den fortæller historien. Det kan jeg altid godt lide, det er reelt, det er litterært, tæt på skrift, tættere end en ren billedside. Og Viviane Candas stemme gør mig tryg og lyttende selv om, hvad den fortæller mig er forfærdende. Dernæst bygger hendes film på arkivmaterialet, en sjælden samling historiske optagelser klippet sammen med et privat arkiv. Det kan jeg også næsten altid godt lide, i hvert fald, når det er poetisk konstruktion som her og ikke et formidlende pensum. I Candas’ værk er det selve forbindelsen mellem verdenshistorie, Algeriets historie, Frankrigs historie og undertitlens Yves Mathieus biografi. Han var Viviane Candas’ far, fransk som hun, men dybt forbundet med Algeriet i landets skæbnetime. I titlens og undertitlens indhold ligger filmens fortælling, og i modstillingen samfund / nation / folk og person dens ekstistentielle drama, dens identitetsovervejelse. Endelig bygger filmværket på Candas’ enestående følsomt ærlige interviews med nogle få af fortællingens nøglepersoner, som i den litterære ånd mere er søgende samtaler end faktuelle spørgsmål/svar scener. De er lavet helt uensartede, og de vidner om en langvarig indsamling af filmens optagelser, som kædes sammen af vignetter fra researchrejserne i en rekonstruktion, som har en fast billedmæssig ensartethed, som et eftertankens hvilerum. Men mærkeligt nok gør det dem ikke til filmens, fortællingens nu. Det gør Candas’ fortællestemme, og det gør de medvirkende, som fører ordet i interviewscenernes samvær, samtaler hvor instruktørens stemme oftest er klippet fra, men mærkeligt er hun meget til stede. Det bliver til mit møde med disse mennesker, og mødet med en gammel Ahmet Ben-Bella er et emotionelt chok. Her er filmværkets nu, her er selveste verdenshistorien til stede i denne skrøbelige krop, som taler om sig selv som socialist. I dag, nu…



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Festival

Docs & Talks /1

Written 31-01-2018 11:44:29 by Allan Berg Nielsen

 Docs & Talks /1

Docs & Talks 2018 / Film- og forskningsdage 20.-25. februar + 27. februar

I 12 + 3 filmarrangementer kombinerer festivalen Docs & Talks dokumentarfilm med forskningsformidling og debat. 20.-25. februar i Cinemateket i København og 27. februar i Øst for Paradis i Aarhus.

ARRANGØRERNE AF DOCS & TALKS SKRIVER I INDBYDELSEN:

"Hvad sker der, når to soldater i den upopulære fredsbevarende FN-styrke i Somalia får til opgave at filme deres egen hverdag? Hvordan oplever almindelige mennesker Kinas gigantiske infrastrukturprojekter over alt i verden? Og hvordan skildrer man russisk nationalisme gennem en historie om militærnægtere?

Svarene kan du få, når Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og Cinemateket endnu en gang byder velkommen til DOCS & TALKS – Film- og Forskningsdage fra 20. til 25. februar i København og 27. februar i Aarhus. I en række tankevækkende arrangementer kombinerer vi dokumentarfilm med forskningsformidling og debat.



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Festival

Dan Laustsen, filmfotograf

Written 27-01-2018 12:21:43 by Allan Berg Nielsen

Dan Laustsen, filmfotograf

Disse dage nævnes Dan Laustsen i forbindelse med nomineringen til Academy Award for bedste fotografering i The Shape of Water selvfølgelig især for samarbejdet med filmens instruktør Guillermo del Toro gennem flere filmproduktioner (The Shape of Water, 2017, Crimson Peak, 2015, Mimic, 1997) og her i landet lige så naturligt for samarbejdet med filminstruktøren Ole Bornedal (1864-Brødre i krig, 2016, Fri os fra det onde, 2009, Kærlighed på film, 2007, Jeg er Dina, 2002, Nightwatch, 1998, Nattevagten,1994)

Her på Filmkommentaren.dk vil vi i dagens anledning som en tilsvarende oplagt erindring tillige nævne samarbejdet med filminstruktøren Anne Wivel (Søren Kierkegaard, 1994, Giselle, 1991, David og Goliath, 1988 og Ansigt til ansigt, 1987)

DOKUMENTARFILMFOTOGRAFI

At lytte efter hvad der sker i rummet… det kan man roligt sige Dan Laustsen gør i Ansigt til ansigt, hvis store styrke er, at billederne af de unge kommende præster tilsammen lukker tilskueren inde i et rum, hvor han bliver i de 166 minutter, som filmen varer. Det er nærbilleder af ansigterne, der udtrykker en kommentar eller en følelse i forhold til, hvad der bliver sagt i netop det øjeblik. Det er ansigter af typer, som vi kommer til at holde af.



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

Christian Krnes m. fl.: Ein deutsches Leben

Written 18-01-2018 12:36:15 by Allan Berg Nielsen

Christian Krnes m. fl.: Ein deutsches Leben

Christian Krönes, Olaf S. Müller, Roland Schrotthofer und Florian Weigensamer: Ein deutsches Leben

SYNOPSIS

Brunhilde Pomsel bezeichnet sich selbst als Randfigur. Dabei kam sie einem der größten Verbrecher der Geschichte so nah wie kaum jemand sonst: Von 1942 bis April 1945 arbeitete sie im Reichspropagandaministerium als persönliche Stenographin von Joseph Goebbels. Noch in den letzten Kriegstagen, nach Goebbels Suizid, tippte sie im Bunker Schriftsätze und wurde unmittelbare Zeugin des "Untergangs". In EIN DEUTSCHES LEBEN spricht sie erstmals umfassend über ihre persönlichen Erfahrungen im engsten Zirkel um Hitlers größten Hetzer und Massenverführer, über ihre Zweifel, Ängste und ihr Schuldbewusstsein. Der Film ist zugleich ihr letztes Zeugnis: Im Januar 2017 verstarb Brunhilde Pomsel im Alter von 106 Jahren.

Die im konzentrierten Schwarz-Weiß gehaltenen Interview-Passagen werden durch neu erschlossenes Archivmaterial aus dem US Holocaust Memorial Museum und dem Steven Spielberg Film and Video Archive ergänzt. Ausschnitte aus Nachrichten- und "Aufklärungs"- Filmen der verschiedenen kriegsführenden Nationen vermitteln ganz bewusst einseitige und subjektive Informationen und reflektieren so die Wirkung von Propaganda auf einer zeitdokumentarischen Ebene.

Die Erinnerungen Pomsels sind in Zeiten, in denen Populisten in aller Welt immer mehr Zuspruch erhalten und rechtes Gedankengut vor allem in Europa wieder um sich greift, von beklemmender Aktualität. Ihre Lebensgeschichte beleuchtet die Banalität des Schreckens, konfrontiert uns mit der brisanten Frage nach der Verantwortung des Einzelnen für das politische Zeitgeschehen und ist eine eindringliche Warnung aus der Vergangenheit an künftige Generationen. (Filmens hjemmeside)

NOTATER

Filmen som hel og uantastelig fortælling knækker for mig, da der blandt arkivmellemstykkerne skydes disse voldsomme optagelser ind, disse forfærdende billeder, citater fra registreringsfilm optaget af dels tyske, dels tror jeg nok mens jeg ser det, allierede troppeafdelinger, først af de udsultede døde i Warszawas ghetto, så fra åbningerne af koncentrationslejrene, så fra begravelserne i de store fællesgrave. Jeg føler det som for tidlig en indvending mod Brunhilde Pomsels omhyggelige vidneudsagn, filmens absolutte midtsamlende lag så udsøgt fotograferet og så fornemt klippet.

Jeg bliver jo sat i kvindens sted og må opgive at se filmen som essay og hendes omhyggelige overvejelse af hvordan det gik til at hun kunne fortrænge al viden som var ubærlig. Jeg må forlade den redegørelse og begynde et opgør med mig selv om det faktum, at jeg stadig nu som 78-årig, nu i 2018 undgår visse beretninger om ufattelig grusomhed, dengang i Tyskland og Polen, i dag i Syrien og Irak. Jeg springer artiklerne over, læser ikke bøgerne, ser ikke fotografierne, måske heller ikke filmene – kun disse værker der, som jeg ser det og måske selv forsøger, skyder det kunstneriske erkendelsessystem ind foran rædslen.



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

Torben Skjdt Jensen: Vbnet med ord & vinger /3

Written 14-01-2018 09:58:44 by Allan Berg Nielsen

Torben Skjdt Jensen: Vbnet med ord & vinger /3

Biografvisningen i Øst for Paradis i mandags rumsterer endnu. Så jeg skriver også de sidste umiddelbare notater fra den aften af. Eftertankerne kommer nok, når jeg omsider læser, hvad andre skriver om filmen i foromtaler, interviews og anmeldelser. Jeg ved, der er skrevet meget.

5

Jeg tænkte også da jeg der i Øst for Paradis som et vigtigt eksempel på Torben Skjødt Jensens stilsikre brug af den skildrede tids tv- og dokumentarfilmbeskæringer chokeret så det første af de vidunderlige interviews i en stiliseret sort/hvid, rolig, rolig optagelse, beslutsomt ændret fra den tids 4:3 beskæring til nutidens 16:9, så rent qog flot fotograferet af Henrik Ørslev og Steen Linde næsten som Henning Carlsens og Henning Christiansens dokumentarfilm fra engang, og hensynsfuldt og følsomt klippet af Steen Schapiro. (FOTO: Inge Guldal, Michael Strunges første kæreste. Nu, under interviewoptagelsen)

6

Forklaringen på det med tid er jo, går det op for mig, at den ikke er Michael Strunges tid, hans samtid – den er Torben Skjødt Jensens films nu. Alle de medvirkende sidder i deres sort-hvide velordnede ramme og erindrer den tid, mindes Michael Strunge og digtene og musikerne og musikken dengang. Væbnet med ord og vinger foregår lige nu, i denne jævnaldrende gruppes sind, – som filmen lader tegne sin generation, jeg tror på en så generøs måde, at den ikke alene er et værk for den generations retrospektive selvforståelse, men tillige for dens nu voksne børns forbavselse og anerkendelse: så nu forstår vi! Måske tager de ikke filmen lige så inderligt til sig, men de tager Michael Strunges korte liv og skæbne og digte til sig, den samlede Strunge er også deres.



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

Torben Skjdt Jensen: Vbnet med ord & vinger /2

Written 11-01-2018 16:27:56 by Allan Berg Nielsen

Torben Skjdt Jensen: Vbnet med ord & vinger /2

Biografvisningen i Øst for Paradis mandag aften er meget til stede i mig endnu. Så jeg fortsætter med at skrive mine notater til en anmeldelse af og kun rationalisere ganske lidt. Den der eftertanke kommer nok senere, når jeg læser de fortsatte foromtaler, interviews og anmeldelser… Jeg nåede blot første notat i tirsdags, så nu kommer så de næst følgende:

2

Jeg har næsten altid haft den fikserede idé at en film måtte gøre klart for mig med det samme, faktisk lige fra titelsekvensen, hvilken tid jeg er i. Så jeg spurgte mig selv om det første, hvilken tid er de interviewede medvirkendes tid. Eller hvad med arkivmaterialernes tid? Og hvad er så filmens tid, hvor er fortælleepositionen og vigtigst, hvor kan jeg placere min tid? Det var min overvejelse ganske kort tid til jeg der i biografens overtalelse blev revet hen af Torben Skjødt Jensens filmkunst, var tabt for omverdenen, som engang helt tilbage i en stor biograf i Clairmont-Ferrand så hans Flâneur (1993) første gang og med det samme henrevet forstod at nu var dokumentarfilm ikke mere, hvad det havde været.



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

Torben Skjdt Jensen: Vbnet med ord & vinger

Written 09-01-2018 09:22:26 by Allan Berg Nielsen

Torben Skjdt Jensen: Vbnet med ord & vinger

Min første reaktion efter at have set filmen om Michael Strunge og hans tid i Øst for Paradis i Århus i aftes: Så omsider filmen, den er meget, meget smuk, et kærlighedsdigt over en biografi og et værk om det korte korte liv og om døden. Og i alt det om selveste kærligheden skrevet ind i en stor digtning, som jeg ene af alle i biografen ikke havde læst. Allerede dengang var jeg for gammel. Men nu hvor jeg omsider læser unge digtere er jeg herefter helt klar til den samlede Strunge.

Jeg har ikke set alle Torbens Skjødt Jensens film, men blandt dem jeg har set, er det måske den bedste... Der er meget at tænke over for mig, jeg har et par fikserede ideer, jeg skal have gjort op med, for det gjorde Torben Skjødt Jensen med sit monument af en film eftertrykkeligt mod mig undervejs, mens den voksede og voksede i konsekvens og dybde. Mere anmeldelse følger nødvendigvis…

Danmark, 2018, 106 min. Produceret af Picturewise Film / PostEdified Film. Distribution ved Another World Entertainment. I biograferne fra 11. januar. Filmkommentarens anbefaling og vurdering uden mindste tøven: 6/6.

https://www.facebook.com/performrecordshow/videos/ (trailer)


Vurdering:

 
Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

Danske Dokumentarfilm 2017

Written 01-01-2018 16:26:43 by Allan Berg Nielsen

Danske Dokumentarfilm 2017

Jeg har som for et år siden udvalgt de 6 danske dokumentarfilm fra 2017 som jeg i årets løb har været gladest for og fundet vigtigst (som Tue Steen Müller nedenfor på samme måde har gjort med udenlandske og valgt 16 / I have chosen 6 Danish documentaries from 2017), de 6 vigtigste film blandt dem jeg har set. De listes her op i omvendt kronologi med et citat fra anmeldelsen og med et link til anmeldelsens fulde tekst.

Jeg spurgte herefter mig selv, hvilken film af de 6 der fyldte mest i min erindring. Og jeg svarede mig selv: … when you look away af Phie Ambo.

Men læs nedenfor om min glæde ved alle seks film, for hvis jeg skal stole på mine tekster, ser det efter min opfattelse stadigvæk godt ud for dansk dokumentarfilm. 

 

Adam Schmedes: Edderkoppernes hus

… Schmedes har iscenesat de medvirkende edderkopper på den ganske særlige måde, han har udviklet gennem mange år, gennem mange produktioner. Og det er fremragende. Og det er noget ganske særligt. Og så har han iscenesat de medvirkende mennesker, en lille familie som deler titlens hus med de små dyr. Og det er i min oplevelse ikke fremragende, men jeg medgiver, at det er et uundværligt, ja, et afgørende lag. For i det lag er filmens samfundsmoralske diskussion bundet, faderen og børnene i familien bliver faktisk, ja, det er sandt, mine forbilleder i min fremtidige naturligt accepterende omgang med mine egne edderkopper.

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4124/

 

Eva Mulvad: A Modern Man

… Det nye moderne filmklip er langsomhed og fravær af angst for pause og tomhed, den nye moderne cinematografi er optagethed af øjeblikket, er ønsket om at vide det ud. Hvor det lige før var afviklingen af øjeblikket, opløsningen af nuet i en hurtig strøm af meget korte klip, som dominerede det moderne. Den røde Porsche er en hurtig bil, den kører hurtigt i potente gearskift med helten, eller er det fotomodellen? ved rattet. Hurtigt i det stort tegnede dramatiske landskab. Men i optagelsen oppefra er scenen langsom og lang og fascinationen gælder den lille smukke bil i landskabet, gælder det hurtige i det langsomme, altså detaljen som for eksempel hos Tom Ford, mere end overfladen som for eksempel hos Jørgen Leth. Kunst laves ikke på virkeligheden, sagde Per Højholt, kunst laves på kunst.

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4042/ 



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

Ai WeiWei: Human Flow

Written 28-10-2017 11:51:37 by Tue Steen Mller

Ai WeiWei: Human Flow

… og dagen sluttede med visningen af Ai WeiWeis ”Human Flow”. Efter det var lykkedes festivalledelsen (Antalya Film Festival 2017) at få fat i en kopi som ikke var skadet. Aflysningen den første dag rejste en mængde spekulation om censur – filmen berører (også) de tyrkisk-kurdiske relationer – men tale om censur af den årsag er total nonsens. Der er ingen grund til at ikke tro, hvad der er detaljeret beskrevet i den redegørelse fra festivalledelsen, som jeg refererede i et tidligere blogindlæg.

ANMELDELSE

Filmen er strålende, den er en ekstraordinært rig 140 minutter lang dokumentation af den verden vi lever i. Der er tekster på lærredet, kendsgerninger fra steder fyldt med flygtninge og migranter, lyriske citater fra digteres værker, det er et filmværk i mange forskellige stilarter: Ai Weiwei i billedet, reportage metode, fantastiske, næsten surrealistiske afsnit, åndeløst smukke billeder (FOTO), samtaler med talrige UNHCR medarbejdere, små varme filmscener, børn børn børn. Det er sat mesterligt sammen. Og det fortjener en endnu længere anmeldelse og den kommer næste gang jeg ser filmen på det store lærred.

CANCELLATION

… And the day ended with the screening of Ai WeiWei’s ”Human Flow”. After the festival (Antalya Film Festival 2017) had managed to get hold of a copy that was not damaged. The cancellation of the first screening raised a lot of speculations about censorship – the film touches upon the Turkish-Kurdish relationship – which is totally nonsense. There is no reason NOT to believe what is detailed described in the statement of the festival that I referred to in the previous blogpost.

REVIEW

The film is brilliant, an extraordinarily rich 140 minutes long documentation of the world we live in. There are texts on the screen, facts from places full of refugeees and migrants, poetic sentences from writers, a film full of different styles, Ai WeiWei in the picture, reportage style, some fantastic almost surrealistic sequences, stunning images (PHOTO), interviews with many UNHCR representatives, small warm scenes, children children children, it’s masterly put together. It deserves a longer review and that will come the next time I see it on a big screen.

www.antalyaff.com 


Vurdering:

 
Categories: Cinema, Articles/Reviews ENGLISH, Artikler/anmeldelser DANSK

En klassiker om ugen!

Written 04-10-2017 08:09:38 by Allan Berg Nielsen

En klassiker om ugen!

Cinemateket i Aarhus viser meget snart klassiske film hver tirsdag, for Cinemateket i København åbner 9. januar 2018 en filial i biografen Øst for Paradis i Aarhus. Og biografens direktør, Ditte Daugbjerg er glad, hun siger til Aarhus Stiftstdende:

” - Vi har måske også det publikum, som interesserer sig mest for film og som netop er målgruppen for at skulle se nogle af de film som er erklærede klassikere, som er 50 år eller ældre, men også nogle af de nyere klassikere, som David Lynchs "Blue Velvet", som vi viste for nylig, som ikke er vildt gammel, men som man ikke længere kan se i biografen. ”

Nemlig, vi her i Østjylland har altid kigget misundelige til københavnernes cinemateks overdådigt og fantasifuldt kompetent redigerede program med mange, mange visninger af klassiske værker fra filmmuseets berømte samling. Nu sker det med en beskeden, men lovende begyndelse, som Tue Steen Müller og jeg og FILMKOMMENTAREN kun kan hilse velkommen og efter bedste evne støtte.

Cinemateket i København skriver i går i sin pressemeddelese, at ”fra årsskiftet etableres en filial af Cinemateket i Aarhus-biografen Øst for Paradis, som hver tirsdag vil stille en sal til rådighed for cinemateksvisninger. Filialens program vil udgøre en miniudgave af Cinematekets program i København - ikke mindst i form af særarrangementer, hvor film sættes i perspektiv via eksempelvis introduktioner, foredrag, debatter, musik eller mad og drikke.

Øst for Paradis er en oplagt ramme for den nye filial i Aarhus. Med en stærk profil inden for arthousefilm, er der et godt match mellem biografens kernepublikum og Cinematekets program." 

'Cinematekets program består af film af ældre dato, sjældne og smalle film, og film i forskellig event-indpakning af både formidling og oplevelse. Dét tiltaler vores publikum i Øst for Paradis. Vi ser rigtig spændende perspektiver i dette samarbejde med Cinemateket, og glæder os helt vildt', udtaler biografdirektør i Øst for Paradis, Ditte Daugbjerg Christensen.

Det Danske Filminstitut begyndte 2016 ordningen ”Cinemateket præsenterer” for at give filmpublikum i hele landet mulighed for at se filmarven. Det er offentligt-privat samarbejde mellem Cinemateket og kommercielle danske biografer og foreningsbiografer rundt omkring i landet om visning af ti film årligt fra Cinematekets program. Øst for Paradis i Aarhus er én af de 15 biografer, der er tilmeldt samarbejdet i år.

'Erfaringerne med "Cinemateket præsenterer" i Øst for Paradis tyder på, at der er stor efterspørgsel på et tilbud som Cinematekets i Aarhus. Derfor udvider vi nu forsøgsvis samarbejdet med en decideret filial, der – hvis den viser sig succesfuld – kan blive til flere' siger vicedirektøren i Det Danske Filminstitut, Jakob Buhl Vestergaard."

Jeg tror bestemt ikke Buhl Vestergaard behøver at være så forsigtig, vi vil strømme til hver tirsdag...

Filialen åbner altså med filmvisning tirsdag den 9. januar. Mere information om den og om programmet fra Cinemateket i Aarhus vil følge, og vi her på bloggen vil følge op.


Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

Eva Mulvad: A Modern Man

Written 30-09-2017 08:35:15 by Allan Berg Nielsen

Eva Mulvad: A Modern Man

Moderne har jo både at gøre med modernus (ny, nyere) og med modus (måde), og denne dobbelthed får den præcise titel til pege på et menneske med nye måder at være på, måske være til i virkeligheden på, leve sit liv på, sortere sine valg på. Jeg opfatter det sådan, at Eva Mulvad vil undersøge det nye moderne. Måske vil hun også som filmskaber i naturlig forlængelse lægge en ny slags film til fænomenerne, hun skildrer i A Modern Man, en ny moderne filmisk stil, hvor det karakteristiske er, at filmen løsnet af den litterære episke fremadskriden, løsnet af journalistikkens opklaringsdrama fungerer på gamle cinematografiske betingelser som at stille scene ved scene. Og der er er i Mulvads film sandelig lange og tydelige og selvbevidste scener bygget af lange rolige optagelser af enkeltafsnit i Charlie Siems liv.

Charlie Siem er violinist og fotomodel, og det på verdensplan, en mondæn mand, som medvirker som en populær stjerne i samtaleshows i tv i samtaler om offentligheden, omsværmelsen og i dette ensomheden. Facebook og Instagram er medierne, men forbilledet er Robert De Niro.

Første afsnit, filmens åbning, er mangetydig. Den skildrer købet af en ny, rød Porsche. Reklamefilm eller dokumentarfilm? Køber han eller er han model? Pointen er, at han spørger sælgeren: Hvordan er dens lyd? Prøver motorlyden af som en musiker et instrument, og så vil han i en æstetisk ideosynkrasi have et underlødigt designet typenavn mærke fjernet fra bagklappen. Detaljen er vigtig.



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

Phie Ambo: when you look away

Written 21-09-2017 15:01:19 by Allan Berg Nielsen

Phie Ambo:  when you look away

Phie Ambos vidunderlige film træffer mig øjeblikkelig, mens jeg er uforberedt åben et meget personligt ellers næsten glemt sted, en næsten glemt erindring, en erkendelseshemmelighed, min tidligste tanke om kosmos. Juno, filmens første medvirkende, ligger og skal sove, det er åbningsbilledet. ”Er jeg et menneske eller et dyr?” spørger hun Phie Ambo som taler sagte med hende.

Da jeg var barn og lidt større dreng, husker jeg med ét, var jeg ustandselig optaget af enten, at jeg var hele verdensaltet og inspireret af atommodellen at utallige solsystemer og levende verdener var indeholdt i eller disse faktisk udgjorde min krop, var mig, eller, at nu der kun var mig, så var det mine sanser som producerede hele min omverden, hvad jeg så af ting og dyr og mennesker, hvad jeg læste og lyttede til og følte med mine fingre. Alt var mine sansninger og jeg selv var helt alene.

Tanken forlod mig, svækkedes lidt efter lidt, men forsvandt aldrig helt. For under filosofikurset som lærerstuderende lærte jeg Berkeley at kende, og det ramte mig som en boomerang efter et meget langt kast: ”… George Berkeley er vigtig i filosofiens historie ved sin benægtelse af stoffets eksistens – en bevægelse, han underbyggede med en række snilde argumenter. Han hævdede, at materielle genstande kun eksisterer, fordi de opfattes. På den indvending, at et træ i så tilfælde skulle holde op at eksistere, når ingen så på det, svarede han, at Gud altid opfatter alt.” (Bertrand Russell, 1962)

Men Phie Ambo var alligevel kommet mig i forkøbet i min private association. Først i filmen har hun anbragt et citat over hele lærredet, et citat af Lewis Carrols fra Alice in Wonderland: ”If I had a world of my of own, everything would be non sense. Nothing would be what it is, because everything would be what it isn’t.” Da jeg så filmen første gang, overså jeg advarslen. Kastevåbnet med den krumme bue må derefter være forsøgt kastet, måske bort, nu vendte det tilbage med voldsom kraft lige ind i hvad jeg troede jeg vidste helt sikkert: … when you look away!



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

Sara Broos: Spejlinger

Written 20-09-2017 10:26:17 by Tue Steen Mller

Sara Broos: Spejlinger

This is a repeat of the review written last year. Because the film now has its theatrical premiere in Denmark in Posthusteatret Copenhagen tomorrow September 21st. Go watch that film!

- You have to catch the attention of the audience right from the beginning. The opening of a film is so important. Here you have to  make an invitation to the viewer, give some basic information that indicates, what he/she can expect but first of all demonstrate that you are a filmmaker, who can create an atmosphere, a tone that makes you curious, that surprises you, that gives you something special, that in this case convinces you that this is personal and not private.

Swedish Sara Broos does so with the first four minutes of her ”Reflections” (”Speglingar” in Swedish). You get a close-up of a young beautiful face in profile and thereafter of an older beautiful face in profile. A fine voice (how attractive the Swedish language is spoken like this) tells us what this is about – mother and daughter together, filmed in Latvia in a house and on a beach. The daughter, Sara, the filmmaker, invited mother Karin, painter, on a trip as a present when she became 60. Sara wanted to ask questions – a classic: I want to know more about you, mother, there is so much I don’t know.

The combination of the text of Sara, the super-stylized arranged



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, Articles/Reviews ENGLISH

Nicole N. Horanyi: En fremmed flytter ind

Written 12-09-2017 09:13:17 by Allan Berg Nielsen

Nicole N. Horanyi: En fremmed flytter ind

Jeg vælger dette still fra filmen, fordi det er så smukt og så fordi det er fra den sammenfattende scene fra henimod slutningen af filmen. Den scene skildrer Amanda Midtgaard Kastrups vidneudsagn i sagen mod bedrageren Casper Rieper-Holm som fremstilles af skuespilleren Esben Dalgaard. Den scene kunne anbragt i begyndelsen have været fortællingens ramme. Men den er blevet en konkluderende scene, hvor betydningen ligger i instruktion, rekonstruktion og dekoration. Betydningen ligger ikke i Amanda Kastrups vidneudsagn, for det kender jeg på dette sted i filmen så godt, at jeg i den grad forstår dommerens replik om ærlighed og rigdoms modsatrettethed. Scenen er foreviget af Henrik Bohn Ipsens medlyttende og konsekvente fotografi filmen igennem, her i en fornemt værdig konklusion: denne smukke kvinde alene i vidneskranken i retfærdighedens sal.

Filmens i stedet valgte ramme præsenteres i titelsekvensen. Det er fra begyndelsen klart, at det her handler om en films tilblivelse; kameraet følger Amanda Kastrup, hun er i en optagelse og det viser sig kort efter at hun er på vej til en optagelse. Hun fortæller: Det her er min historie… det er en kærlighedshistoie… så der er en mere… han hedder Casper… hans rolle spilles af en skuespiller og jeg må nu tilføje, at han spiller godt, allerbedst til at begynde med, i kærlighedshistorien den lange tid tid den ikke er afsløret som en forførelse med det formål dels at etablere en konstrueret identitet med falsk udstråling af rigmandsvaner og charmerende væsen.

Forførelsen af Amanda begynder nu i en grafisk fortalt sms-dialog, som indkredser hende i en fascination som fører til til overgivelse: hun møder ham, tager på hotel med ham, på ferierejse: ”… jeg tror godt jeg kunne blive forelsket i Casper, rigtig grusomt."



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

TUE STEEN MLLER 70 R

Written 29-08-2017 08:25:35 by Allan Berg Nielsen

TUE STEEN MLLER 70 R

Photo: Nenad Puhovski


Vurdering:

 
Categories: Cinema, Festival, Film History, Articles/Reviews ENGLISH, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

FolkeBio Allinge /LRDAG

Written 15-06-2017 07:05:54 by Allan Berg Nielsen

FolkeBio Allinge /LRDAG

FILM & DEBAT

Det Danske Filminstitut inviterer i samarbejde med Politiken til film og debat under Folkemødet 2017 i Allinge. Se programmet for FolkeBios tredje dag her med Filmkommentarens anbefalinger føjet til:

LØRDAG DEN 17. JUNI

10:30 | MON DE KOMMER OM NATTEN?

Instruktør: Emil Langballe. For år tilbage flygtede 14-årige Rokhsar og hendes familie fra Afghanistan. De bor nu i en lille jysk provinsby, hvor Rokhsar går i skole og til fodbold. Familien venter på den endelige afgørelse om asyl, men ventetiden har forvandlet Rokhsar for altid. // Marina Janell Søndergaard, forkvinde i bestyrelsen for Dansk Flygtningehjælp Ungdom DFUNK, introducerer filmen.

FILMKOMMENTAREN

Vi har ikke set Mon de kommer om natten endnu, men vi glæder os. Tue Steen Müller har i sit arbejde ved internationale festivaler været opmærksom på instruktøren Emil Langballes tidlige arbejde: ”… Velican theatre (St. Petersburg) where we watched young Danish Emil Langballe’s graduation film from the National Film School in England, ”Beach Boy”, a well balanced, cinematic non-moralistic portrait of a young black man and his relationship to a middle-aged British woman in Kenya. The young man makes a phone call to his girl friend, who is pregnant but is aware of his profession. The film is light and pretty much less demonstrative than the feature of Ulrich Seidl.” http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/2857/

og i Kalovy Vary ”… Best documentary film under 30 minutes was “Beach Boy” by Emil Langballe, 27 mins., a film from the National Film School in England.” http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/2423/



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Festival, Artikler/anmeldelser DANSK

FolkeBio Allinge /FREDAG

Written 14-06-2017 08:20:58 by Allan Berg Nielsen

FolkeBio Allinge /FREDAG

FILM & DEBAT

Det Danske Filminstitut inviterer i samarbejde med Politiken til film og debat under Folkemødet 2017 i Allinge. Se programmet for FolkeBios første dag her med Filmkommentarens anbefalinger føjet til:

FREDAG DEN 16. JUNI

10:30 | BIG TIME

Instruktør: Kaspar Astrup Schröder. Få indblik i de kreative processer hos den verdenskendte og innovative arkitekt Bjarke Ingels, mens han kæmper for at fuldføre sit største projekt til dato. Vi følger arbejdet og de mange kompromiser, det kræver, og vi er med, når privatlivet presser sig på.

FILMKOMMENTARENS ANBEFALING

Bjarke Ingels er sjov at være sammen med. Han er, når han taler dansk, den 40 årige uhøjtidelige drengerøv som elsker sit fede job, ”vil gøre en forskel”, er visionær og får den internationale anerkendelse som han fortjener, når man ser de mange bygninger, han har lagt navn til i Danmark and all over. Hans drømme er gået i opfyldelse.

Og han er den fremragende fortæller, når han på engelsk ved det hvide papir tegner og fortæller – om tankerne bag forbrændingsanstalten og dens skibakke og om arbejdet i New York med at omforme verdens mest berømte skyline. For at bruge hans eget udtryk, på dansk, er det sindssygt spændende at se arkitekten med en tuschpen ved det hvide papir, filmet en face eller fra oven. Her træder filmens instruktør ind og arrangerer for tilskueren. Visualiserer hvad det er arkitekten kan og gør. Det er medlevende og oplysende… Læs hele Tue Steen Müllers anmeldelse her: http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3908/



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Festival, Artikler/anmeldelser DANSK

FolkeBio Allinge /TORSDAG

Written 13-06-2017 11:13:41 by Allan Berg Nielsen

FolkeBio Allinge /TORSDAG

FILM & DEBAT

Det Danske Filminstitut inviterer i samarbejde med Politiken til film og debat under Folkemødet 2017 i Allinge. Se programmet for FolkeBios første dag her med Filmkommentarens anbefalinger føjet til:

TORSDAG DEN 15. JUNI

14:00 | "TUTTI A CASA

– Al Magt til Folket?". Instruktør: Lise Birk Pedersen. Filmen følger det italienske protestparti Movimento fra outsider til magtfaktor i det italienske parlament og skildrer dermed en generel udvikling inden for de vestlige demokratier.// Populisme og politikerlede er temaet for den efterfølgende debat, hvor instruktøren fortæller om sin kommende film "Demokratiløftet". Mød Lise Birk Pedersen, Victor Boysen, RU, Lasse Quvang Rasmussen, DSU, og Tobias Weische, DFU.

FILMKOMMENTARENS ANBEFALING

Vi er 83 minutter inde i filmen, her er det dramatiske højdepunkt, i billedet ser vi de egentlige medvirkende bortset fra en. Kvinden i midten er Paola, manden til højre er Alberto, manden til venstre er Mario. Den fjerde hovedperson er fraværende, det er den på det tidspunkt i filmens forløb ekskluderede Luis. Scenen sammenfatter filmens to vigtigste dramatiske forløb, den pludselige vækst, men så også uenighederne og eksklusionerne i det nye parti i Italien, Movimento 5 Stelle og nedturen for den tidligere regerende partikoalition og især den dominerende Silvio Berlusconi… Læs hele min anmeldelse her: http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3793/



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Festival, Artikler/anmeldelser DANSK

Ida Grn: Stay Behind

Written 15-05-2017 11:33:38 by Allan Berg Nielsen

Ida Grn: Stay Behind

Det er mærkelig dobbelt det her still. De to, dette ægtepar vender ryggen til filmen, som de tålmodigt har medvirket i og beholder dens konklusion i sit budskab for sig selv på dette sted ved vestkysten, hvor brohovedet for en mulig CIA ledet landgang under en russisk besættelse efter krigen i den kolde krigs første tid som ville finde sted for at bistå en privat dansk stay behind styrke, er placeret, hvor denne hemmelige landingsbane er anlagt. De to er instruktørens farfar og farmor, og hun og filmen søger gennem hele fortælleforløbet at placere de to centralt, dels i familiehistoriens hemmelighed, dels i den noget mere afdækkede historie om, hvordan en del af den danske modstandsbevægelse mod tyskerne efter befrielsen fortsatte under jorden, nu for ledet af CIA at opbygge en modstand mod en ventet russisk besættelse til umiddelbar afløsning af den tyske.

Den rygvendte mand, farfaren Otto Grøn er styrken i filmen, og han er styrken i familien. Den rygvendte kvinde, hans hustru gennem dette mere end halve århundrede er hans fortrolige. Måske, måske ikke. Hendes loyalitet er ikke tvivl, ikke et sekund. Men det er ham, som holder filmens plot i sin hånd, i en snor, han hele tiden ændrer længden på vel for sig selv ræsonnerende: de skal jo have deres film, men jeg bestemmer, hvornår den er færdig… Det spændende er ikke afdækningen af stay behind teorien, det vildt spændende er, hvordan han klarer sig i filmens lange afhøring ledet af barnebarnet, filminstruktøren Ida Grøn.



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, TV, Artikler/anmeldelser DANSK

Phie Ambo om filmmusik

Written 06-05-2017 16:08:05 by Allan Berg Nielsen

Phie Ambo om filmmusik

I programmet ”Filmharmonikerne” på DR P2 i går 18:05 var Phie Ambo vært. Det var så fint, smukt, ordentligt, tænksomt og brugbart. Jeg tror det også for fagfolk var en masterclass med en filminstruktør, som deler ud af sine erfaringer om valg af musik og komponister og samarbejde med dem i sine film, for Phie Ambo er det jo alle dokumentarfilm til biografen og for det store lærreds alliance med den store lyd, som hun sagde. Hun fortalte om inspiration, komponister og musik til film som Mechanical love, 2007 og Hjemmefronten, 2010, (komponist Sanna Salmenkallio). Free the Mind, 2012 og Så meget godt i vente, 2014 (komponist Johan Johansson) Og så var der det, at Phie Ambo altid havde ønsket kormusik, og til mange af billederne her er naturskildringer i lange forløb hvor kor kunne bruges. Og det fik hun, det skrev Johansson og skaffede et vidunderligt kor.

Hun uddybede her musikkens indhold ved at fortælle om teksten, som koret synger, at det er Lucrets’ digt om naturen (De rerum natura, 1. årh. f. Kr.) og undrede sig så overbevisende kvalificeret (hun er netop færdig med sit komplicerede og videnfyldte filosofiske værk om teoretisk fysik / kvantefysik, … when you look away, som får premiere senere i år som tredje del af den naturvidenskabelige trilogi) over denne teksts forunderligt moderne oldtidige kosmologi, som er frisk og ny, sagde hun og citerede fra digtets 5. bog om kosmos, som er dannet ved atomernes tilfældige sammensmeltninger, og som synges til lange afsnit om naturens forvandlingsformer i filmens sjællandske landskab.

Og hun lavede så samtidig på dette sted i naturen den dialogløse film Songs for the Soil, 2014, som helst skulle være med Arvo Pärts musik, som hun imidlertid mente hun vanskeligt kunne nærme sig. Men det kunne koret! Og hun fik korværket af Pärt over temaet fra hans meget kendte Spiegel im Spiegel stillet til rådighed og brød alle sine regler for brug af maskemusik, klippede den nye film Songs for the Soil, 2014 til den færdige og endelige musik som så faktisk var masken sunget af dette kor i bordets højttalere.

Jeg kan ikke takke Phie Ambo nok for denne analyse og kommentar og forklaring ikke blot her i eksemplet, men hele vejen igennem radioprogrammet, som Anna Thaulow havde produceret så indforstået med vid plads til Phie Ambos forsigtigtige omhyggelighed og lange uddrag af sin valgte musik til både eksempel og til nærmere undersøgelse. Masterclass for filmfolk, ja bestemt, men også seriøs musikradio underholdning for os radiolyttere og biografgængere.

http://www.dr.dk/radio/ondemand/p2/filmharmonikerne-14 (link til radioprogrammet)

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/person/da/147913.aspx?id=147913 (filmografi)


Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

CAFx 2017 /Danmark ved Ganges

Written 02-05-2017 08:37:41 by Allan Berg Nielsen

CAFx 2017 /Danmark ved Ganges

NICOLÁS NØRGAARD STAFFOLANO: DANMARK VED GANGES

I dag klokken 17 er der på Nationalmuseet premiere på filmen, som Andreas Dalsgaard har produceret og er medforfatter til, som Nadim Carlsen og Juan Palacios har fotograferet og Nørgaard Staffolano selv klippet. Filmen vises igen i morgen, 3. maj i museet 17:00, da efterfulgt af en paneldebat om bevaring af den koloniale bygningsarv i Indien, Grønland og tidligere Dansk Vestindien.

Filmen skildrer den tidligere danske koloniby Serampore ved Ganges. Engang var Serampore en af de største og smukkeste byer i Indien, center for viden og tænkning i Asien. Historikeren Simon Rastén og antropologen Bente Wolf undersøger de tilbageblevne danske bygninger, en del er fortsat i brug, nogle på samme måde som for 200 år siden, en række ligger som ruiner i fare for at forsvinde i det voldsomme nybyggeri, som nu finder sted i Serampores centrum, og de deltager i det store projekt med at restaurere kirken og to af ruinerne. De er i tæt kontakt med kolleger i byen og med kvarterets aktive bevaringsgruppe, som arbejder for, at de minderige gader, haver og huse sikres i den smukke ældste bydel.

Over denne virkelighed og disse indgribende begivenheder har Nicolás Nørgaard Staffolano sammen med Andreas Dalsgaard skrevet et fint og klogt og aldeles omhyggeligt ordnet filmessay med mange - alle afgørende præcise - detaljer og adskillige underfundigt berettende fortællelag, som nøje beregnet berører hinanden på punkter, hvor modsætninger burde kunne forvirre udsagnene, men roligt bøjes ind under værkets afklaring af denne skrøbelige skønheds samlede kraft og vigtighed og sidste øjebliks kendsgerning.

www.cafx.dk (Copenhagen Architecture Festival, katalog og billetter)


Vurdering:

 
Categories: Cinema, Festival, Artikler/anmeldelser DANSK

CAFx 2017 /The Destruction of Memory

Written 29-04-2017 15:19:23 by Allan Berg Nielsen

CAFx 2017 /The Destruction of Memory

TIM SLADE: THE DESTRUCTION OF MEMORY

Han er ekspert, en af filmens mange højtkvalificerede medvirkende, han fortæller om og siger sin mening om destruktionen af broen i Mostar som ikke var meningsløs, men helt præcis i sit formål, en vigtig del af et forsøg på at udføre et folkedrab så fuldstændigt som muligt, helt at fjerne et folks identitet. Tim Slades film erindrer mig om, at folkedrabet har tre former: fysisk, biologisk og kulturel, og den koncentrerer sig om det sidste, det kulturelle folkedrab, og her er betydningsbærende arkitektoniske værker så tydelige, og de holder nok derfor ofte først for. I The Jewish Street, 1992 trækker Herz Frank fra Riga denne gamle viden op: der var den russiske besættelse, så den tyske. Det lettiske flag blev fjernet overalt, instruktøren kommenterer i sin voiceover, jeg kan høre hans bløde alvorlige stemme konkludere: ”… som til alle tider begyndte de med templerne”, og jeg ser på hans billedside synagogerne brænde. Mostarbroen er genopbygget ser jeg på billedet, synagogen i Dresden blev genopført, det er vigtige dele af filmens indhold, og den hører i høj grad hjemme på arkitekturfestivalen, som handler om identitet.

Tim Slades film er ikke som Hertz’ filmkunst, Robert Bevan og han har aldrig haft den ambition. Cinematografisk er den også umulig, fotografiet er uegalt og oftest uskønt, klippet er uforståeligt. Arkivmaterialet anvendes uden samlet idé, især som tilfældige dækbilleder. Journalistisk er den for så vidt i orden, men den overalt relevante viden, resultatet af den omfattende viden er ikke særlig behændigt gjort tilgængeligt for mig. Imidlertid er The Destruction of Memory indholdsmæssigt enestående og også derfor overordentlig vigtig (findes der andre opdaterede og tilgængelige fremstillinger på dette ekspernivau?) og på den baggrund må jeg se bort fra filmkunst og elegant journalistik og gå i Grand 6. maj om formiddagen, lytte til DIIS forskeren Frederik Roséns introduktion og se den rystende og omfattende materialesamling i dens særdeles velmente uordentlighed. Og måske efter turen i biografen læse Robert Bevans bog og måske ved den får lidt mere styr på de mange indtryk.

Tim Slade: The Destruction of Memory, Australien / USA, 125 min. Vises i Grand Teatret, København, 6. maj 2017 09:30 under Copenhagen Architecture Festival www.cafx.dk

SYNOPSIS

Crumbled shells of mosques in Iraq, the fall of the World Trade Center towers on September 11: when architectural totems such as these are destroyed by conflicts and the ravages of war, more than mere buildings are at stake.



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

ALAFx + AAFx 2017 /Filmene

Written 22-04-2017 13:21:53 by Allan Berg Nielsen

ALAFx + AAFx 2017 /Filmene

AALBORG ARCHITECTURE FESTIVAL

AARHUS ARCHITECTURE FESTIVAL

Det her still er fra filmen Rem af Tomas Koolhaas, 2016 om hvilken det hedder i katalogteksten: ”Med en hidtil uset grad af intimitet og umiddelbarhed introducerer Rem stjernearkitektens (Rem Koolhaas ed.) liv, arbejde og filosofi og giver dermed en dybere forståelse for hans værk…” Jeg skriver hmm i marginen, men er dog sikker på, jeg vil se den film trods store og vel også noget forbrugte ord i den synopsis, jeg citerer fra. (Vises i Biffen Nordkraft 29. april 19:00, i Øst for Paradis samme dag 19:30)

Arkitekturfestivalerne i Aalborg og Aarhus er gået sammen om i biograferne Biffen Nordkraft og Øst for Paradis og på Gellerup Museum at arrangere en slags filmisk masterclass i arkitekturens æstetik. De samler syv hovedsageligt biografiske essays over seks berømte arkitekter: Rem Koolhaas som nævnt, Bjarke Ingels, Richard Neutra, Robert Moses og Álvaro Siza. I Aalborg tillige Gottfried Böhm og i Aarhus på Gellerup Museum en Álvar Siza film mere. Jeg har lyst til at se det hele! Og i det er der jo en anbefaling, som ikke hviler på en viden og en analyse, men ærlig talt blot på min fornemmelse.

Som et slags belæg samler jeg her lige nogle flere citater fra progamavisens synopser, sætninger som nærer min nysgerrige lyst. For det er under alle omstændigheder et fornemt filmprogram, og kunne det lade sig gøre, så jeg gerne det hele:

Kasper Astrup Schröders helt nye Big Time om Bjarke Ingels, ”giver et intimt portræt af den nyskabende og ambitiøse dansker, der i hele verden fejres som et geni.” (Biffen Nordkraft 3. maj 19:00, i Øst for Paradis samme dag 19:00), Elissa Browns Windshield, 2016 om Richard Neutra, om et særligt hus og om ”den modernistiske arkitekturs historie, som… gik fra idealstatus til siden at blive miskendt og underkendt.” (Øst for Paradis 4. maj 17:00). Matt Tyrnauers Citizen Jane, 2016 handler på sin måde også om miskendelse og underkendelse, men her i form af direkte og samtidig modstand, nemlig bydelsaktivisten Jane Jacobs energiske litterære indsats mod byplanlæggeren Robert Moses’ moderne, ensartet afklarede masterplanarbejde i New York i 1950’erne, ”som var tidens modernistiske mantra” (Biffen Nordkraft 30. april 16:30, i Øst for Paradis 4. maj 17:00). Hvad der skrives i kataloget om Iain Diltheys Having a Cigarette with Álvaro Siza, 2016 begejstrer mig mere end noget: Filmen er ”en samtale om arkitektur”… ”hvad er arkitektur? Og hvad er det særlige ved arkitekturen som kunstform? … Álvaro Siza Vieira giver sine bud på, hvordan disse store spørgsmål kan besvares” (Øst for Paradis 5. maj 19:00).

 

Sådanne spørgsmål kan også besvares i en mere direct cinema skildring, det viser Maurizius Sterkle-Drux i sin Concrete Love, der skrives nemlig: ”Træd med ind i Gottfried Böhms arkitekturgale familie, hvor selv gartneren er arkitekt.” (Biffen Nordkraft 28. april 16:30). Cándida Pinto har lavet fire halvtimes film med Álvaro Siza under titlen Neighbours, 2016, hvor den gamle arkitekt besøger og reflekterer over fire boligbyggerier, han har opført i Porto, Haag, Berlin og Venedig. (Gellerup Museum, Aarhus 5.maj 17:00)

www.cafx.dk


Categories: Cinema, Festival, Artikler/anmeldelser DANSK

CAFx 2017 /Nysgerrigheder

Written 18-04-2017 15:25:35 by Allan Berg Nielsen

CAFx 2017 /Nysgerrigheder

COPENHAGEN ARCHITECTURE FESTIVAL

Og så blader jeg videre i festivalkatataloget og fascineres ved enkelte bemærkninger i præsentationerne, formuleringer som gør mig nysgerrig. Først Kasper Astrup Schröders Big Time, 2017 om arkitekten Bjarke Ingels, hvor jeg bliver optaget af, at den skildrer, hvordan Ingels udfordres af svigtende helbred under arbejdet med de store nye bygninger i det centrale New York. (Grand Teatret 26. april 19:00) Det er åbningsfilm for festivalen og det er premiere for den helt nye film.

Når der i en filmbeskrivelse står at ”indvandrerne ikke vinder over de andre (de ’etnisk svenske’ unge red.) gennem ondskab og vold, men ganske enkelt fordi de bevæger sig i Göteborgs byrum på en klogere måde” bliver jeg nysgerrig på om de fremmede er bedre til at finde vej og på hvor elegant filmklipperen lykkes med at fortælle hvordan bevæge sig i Ruben Östlunds Play, 2011 (KU.BE 5. maj 16:30). Det er ordet ”klog” som i den sammenhæng fæstner sig ved mig. I beskrivelsen af Danmark ved Ganges, 2017 af Nicolás Nørgaard Staffolani er det ordet ”nostalgi” i formuleringen ”om der (i kolonihistorien red.) er plads til nostalgi i en nøgtern postkolonial tid.” For mig er nostalgi en vigtig grundlæggende følelse af længsel, smerte, skønhed, orden, ro. Er det sådan instruktøren skildrer Indiens "engang smukkeste by"? (Nationalmuseet 2. maj 17:00)

”Jacques Tati skabte sin helt egen kulisseby, Tativille, der med den nye 4K-restaurering fremstår lige så imponerende som den var tænkt” står der om instruktørens Playtime, 1967, og jeg tænker lige hvad det mon sådan formuleret i tekst er redaktøren ved om hvor imponerende Tativille var tænkt af Tati, hans arkitekt og snedker? Men den nye version af filmen viser det altså (Cinemateket 4. maj 16:45). Var det muligt, må jeg helt bestemt se den! Ligesom jeg nødvendigvis og absolut skal se Stanley Kubricks ”enorme samling æsker, som var fulde af research fra de perfektionistiske film i hans sene fase”, som Jon Johnson i sin Stanley Kubrick’s Boxes, 2008 åbner og folder ud, vel i det klogeste kloge filmessay håber jeg fuld af forventning. (Cinemateket 6. maj 21:30)

Jeg kan huske, at Frantz Ernsts Ang. Lone, 1970 var en smuk film, nu genser jeg den virkelig gerne, mærker jeg tydeligt, også når den her i kataloget præsenteres som ”70’er-realisme” i et cinéma vérité – inspireret drama med ”socialkritisk bid og udstrakt brug af location-optagelser som giver filmen et næsten dokumentarisk strøg.” (Cinemateket 28. april 16:45) Jeg bliver glad og nysgerrig ved at læse sådanne formuleringer…

www.cafx.dk 


Categories: Cinema, Festival, Artikler/anmeldelser DANSK

CAFx 2017 /Anbefalinger

Written 18-04-2017 11:25:13 by Allan Berg Nielsen

CAFx 2017 /Anbefalinger

COPENHAGEN ARCHITECTURE FESTIVAL

Jeg ser det store program igennem, koncentrerer mig jo om filmvisningerne, et par stykker af filmene kender jeg og kan kommentere, de fleste kender jeg ikke, men finder formuleringer i beskrivelserne, som gør mig interesseret. Først de to jeg kender, som jeg tidligere har skrevet om her på Filmkommentaren:Tarkovskijs Solaris, 1972 og Kestners Drømme i København, 2009:

SOLARIS

Jeg ved godt, at Solaris først og fremmest er et visuelt mesterværk. Og i den nye rensede og smukke dvd-udgave bliver jeg overbevist fra første billede. Dette russiske landskab omkring det nye gammeldags landhus brydes kun af en motorvejsbro langt væk - men smerten ved den kommer som et stik i idyllen.

Og smerten sidder i denne spiller Donatas Banionis som en særlig alvor fra dette allerførste billede, hvor skarpheden i smertestikket er lyden fra bilen, som kommer med gæsten, som indfører dialogen i kammerspillet, som herefter i den langsomme, langsomme rytme bliver elementet ved siden af billedfortællingen, og Solaris er mere end noget et kammerspil, et spil i replikskifte, i det russiske landhus, i dets smukke rum, og senere jo i rumstationen anderledes kølighed i kredsløb om planeten Solaris.

Herude forstår vi, at smerten hos Banionis er, som kollegerne der (låste i den videnskabelige kontekst, de selv dementerer) bemærker, en banal kærlighedssorg. Kvinden, som altså er i mandens tanke, kommer derude genfødt til stede og genkender sig selv på fotografiet, han har taget med. Og han ser hende rygvendt til stede, som fotografisk gengivelse og som spejlbillede... Læs mere:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/547/

Vises under CAFx 5. maj 16:30 i Cinemateket

 

DRØMME I KØBENHAVN

... Netop dette er indsigtens kerne. Det er byen, som er konstansen i en evig variations og forandrings uforandrethed. Byen er der. Altid. Menneskene passerer. Og så er det sådan, at byen ikke er menneskenes.

Det er omvendt. (For alle tegnestuer i filmen er ens, alle forhandlingerne der er ens. Det er først i teksterne til sidst, vi ser, at en længere række tegnestuer har medvirket.) Som menneskene og deres liv er ens. De bliver til i elskov, de er i vejen for forældrenes travlhed, de kører ad de samme ruter alene i busserne, de mødes med hinanden i værksteder, på kontorer og i tegnestuer og tror, de skaber byen. De dør ensomme, og der ryddes anonymt op efter dem. Nye folk flytter ind i deres boliger, som tilsammen er byen, som består. I den fineste komposition af et mylder af juxtapositioner, fortæller Anne Østerud en historie så almindelig og så generel, men også så gribende, at jeg i mørket noterer ”lutter ømhed” som det eneste under den biografvisning... Hele anmeldelsen:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/979/

Vises under CAFx 27. april 16:45 i Cinemateket

www.cafx.dk 


Categories: Cinema, Festival, Artikler/anmeldelser DANSK

CAFx 2017 /Filmliste

Written 16-04-2017 16:30:54 by Allan Berg Nielsen

CAFx 2017 /Filmliste

COPENHAGEN ARCHITECTURE FESTIVAL

Broen i Mostar, som jeg aldrig så i virkeligheden, er i mit sind billedet på, at krigen ødelægger alt, og næsten tydeligst - for de lemlæstede døde sænker jeg blikket ved - er den bevidste og planlagte destruktion af hele byer og enkelte bygningsværker. Den film i rækken af af filmvisninger, jeg først vælger at sætte mig lidt ind og forstå, som jeg vi gå i biografen og se, var det muligt, er Tim Slades Destruction of Memory fra 2016. Det er fra den film det her still stammer. Jeg ser, det handler om arkitektur som identitet. Filmen findes på den liste over festivalfilm, som jeg her bringer i uddrag på grundlag af arkitekturfestivalens meget store og omhyggelige pressemateriale:

BIG TIME

En film om arkitekten Bjarke Ingels, som blev kendt af mange med sine byggerier i Ørestad, og nu er kaldes han af The Wall Street Journal “en af arkitekturens største stjerner.” BIG TIME følger den unge arkitekt over fem år, mens han arbejder med at fuldføre sit største projekt til dato, boligbyggeriet W57 på Manhattan. Bjarke Ingels Group (BIG) får samtidig til opgave at bygge World Trade Center 2, en af de skyskrabere, der skal erstatte tvillingetårnene. Mens han er i gang med således at ændre New Yorks skyline, er det pludselig noget så jordnært som helbredet, der volder problemer. Filmen efterfølges af Q&A med Bjarke Ingels og instruktør Kaspar Astrup Schröder.

KASPAR ASTRUP SCHRÖDER | 2017 | 93 min. / DANISH AND ENGLISH W/ENGLISH SUBTITLES / CINEMATEKET | Lørdag 29/4 kl. 14.30 Billetter via cinemateket.dk / ØST FOR PARADIS | Onsdag 3/5 kl. 19.00 Billetter via paradisbio.dk / BIFFEN NORDKRAFT | Onsdag 3/5 kl. 19.90 Billetter via biffen.eu

 

DREAM EMPIRE

24-årige Yana er flyttet til byen Chongqing i Kina for at forfølge sit livs drøm. Den kinesiske boligboble lokker med let tjente penge, og Yana starter et agentur for udlændinge, som skal hjælpe lokale bygherrer med at markedsføre deres nye byggeprojekter. Men projektet tager en tvivlsom drejning, da hendes kunder bliver brugt i et forsøg på at fremstille provinsens spøgelsesbyer som ’globaliserede byer i rivende udvikling’ - belejligt nok hver gang investorer og politiske ledere kommer på besøg. Da boligboblen brister, er Yana tvunget til at sælge sin virksomhed og hun må afvise alt det, hun hidtil har troet på. Filmen efterfølges af en samtale mellem instruktøren David Borenstein og Kristian Skovbakke Villadsen, partner og direktør i Gehl Architects.

DAVID BORENSTEIN | 2016 | 73 min. / CHINESE AND ENGLISH W/ ENGLISH SUBTITLES / LOUISIANA MUSEUM OF MODERN ART | Søndag 30/4 kl. 12.30 / Filmvisningerne er gratis, når entré til museet er betalt. Sikr dig billet på louisiana.dk / Debate in English

 

DANMARK VED GANGES

En af Danmarks største byer lå engang i Indien. Danmark ved ganges er en nysgerrig og poetisk dokumentar om kolonihistoriens betydning i dag. Da Serampore ved Gangesfloden var en dansk koloni, blev den kaldt Indiens smukkeste by. I dag arbejder danskere og indere i fællesskab med at redde områdets sidste bygninger fra kolonitiden. Bygningerne er fortidsminder, men hvis minder? Hvad minder de egentlig om i dag? Filmen undersøger, hvordan arkitektur bygger bro til fortiden, om kolonihistorien kan skrives på en ny måde, og om der er plads til nostalgi i en nøgtern postkolonial tid.

NICOLÁS NØRGAARD STAFFOLANI | 2017 | 40 min. / ENGLISH, DANISH, AND BENGALI W/ ENGLISH SUBTITLES

BLOK P

Filmen skildrer nedrivningen af den berygtede bygning i Nuuk og vil med det diskutere modernisering og kolonihistorie: hvad er grønlandsk identitet og hvad er dansk velfærd i den udfordring.

RIKKE DIEMER OG PETER JENSEN, 2013, 35 min. / GREENLANDIC AND DANISH W/ ENGLISH SUBTITLES

NATIONALMUSEET | Tirsdag 3/5 kl. 17.00 / Billetter via billetto.dk / 17.00: Filmvisning, Danmark ved Ganges / 18.00: filmvisning, Blok P / 18.35: Oplæg og paneldebat.

 

CITIZEN JANE: THE BATTLE FOR THE CITY

Kampen om New York stod i 1950’erne mellem den magtfulde byplanlægger og den idealistiske bydelsaktivist. I 1950’erne stod en enkelt mand for New Yorks byudvikling. Den kontroversielle byplanlægger Robert Moses bulldozede, asfalterede og byggede med beton overalt i de fem burroughs, indtil en enkelt kvinde stillede sig i vejen og sagde stop. Hun hed Jane Jacobs, var antropologisk interesseret bydels-aktivist og forsvarede de enkelte kvarterers særpræg mod den ensformige planlægning, som var tidens modernistiske mantra. Hendes kamp mod mesterbyggeren Moses, såvel som hendes bog The Death and Life of American Cities, fik siden indflydelse overalt i verden. Filmen introduceres af Aarhus’ stadsarkitekt Stephen Willacy, der fortæller om Jane Jacobs’ betydning for dagens byplanlægning og for sin dagligdag som stadsarkitekt.

MATT TYRNAUER | 2016 | 92 min. / ENGLISH W/ ENGLISH SUBTITLES / BIFFEN NORDKRAFT | Søndag 30/4 kl. 16.30 / Billetter via biffen.eu / ØST FOR PARADIS | Torsdag 4/5 kl. 17.00 / Billetter via paradisbio.dk

 

DESTRUCTION OF MEMORY

Alt for aktuel film om kulturel udrensning. Syrien, Bosnien og Afghanistan. Moderne krigsførsel har indoptaget et nyt fænomen: bevidste angreb på biblioteker, broer eller skulpturer, som udgør et områdes kulturelle identitet. ‘Cultural genocide’, kaldes det - et begreb, som har en lang historie og som skal understrege de alvorlige konsekvenser, når kulturarv ødelægges. The Destruction of Memory skildrer kampen for at få anerkendt kulturel udrensning som en krigsforbrydelse, en kamp der kan spores over hundrede år tilbage i tiden. Filmen introduceres af Frederik Rosén, seniorforsker i international sikkerhed ved DIIS.

TIM SLADE | 2016 | 125 min. / ENGLISH W/ ENGLISH SUBTITLES / GRAND TEATRET | Lørdag 6/5 kl. 9.30 / Billetter via grandteatret.dk /

Hele filmprogrammet 27. april – 7. maj 2017 findes i Copenhagen Architure Festivals samlede program:

www.cafx.dk


Categories: Cinema, Festival

CINEMATEKET: Lo and Behold

Written 06-04-2017 08:16:07 by Allan Berg Nielsen

CINEMATEKET: Lo and Behold

WERNER HERZOG: LO AND BEHOLD - REVERIES OF THE CONNECTED WORLD

Bag alle Werner Herzogs spørgsmål ligger i grunden en skepsis, bag empatiens høflighed ligger i grunden en tøven, i fortællestemmens basgang af antropologisk essayistik et misantropisk syn på virkelighedens tilstand, bag den både den dybt alvorlige og den meget morsomme attitude lurer en ængstelse, en sorg, en fortvivlelse, og denne sidste kommer bestemte steder i hans arbejder til udtryk i vrede. Selv om han involverer sig i møderne som han kalder optagelserne af sine samtaler med vidner og andre medvirkende, holder han dem på afstand. Blidt og elegant distant.

Denne stiliserede scene er undtagelsen. Her deler Herzog familiens sorg, vrede og rædsel ved det modbydelige, den har været offer for, og distanceringen i set up og iscenesættelse som en teaterscene bliver i filmens sammenhæng af ganske anderledes udarbejdede scener til en udhævelse, sådan viser det antropologiske undersøgelsesresultat, som filmen udgør, som dette tableau er en vital del af, at mennesket er ondt, også mod mennesket, også mod det menneske, som trods det onde i sig er godt. Hele dette store tema Jesus af Nazaret talte om, efterviser Herzog i sin antropologiske femlæggelse, i værk efter værk, også i dette seneste, her i denne opstilling af en familie, hvor en datter mangler.

Werner Herzog møder på rejser fra scene til scene mennesker, alle monomane eksperter på hver deres felt, seriøse videnskabsmænd og excentriske amatører med alvorlig optagethed og venlig koncentration, som sikrer, at hver samtale lykkes ved hans tilstedeværelse, og jeg følger hans fascination, lytter til hans kloge fortællestemme, den stemme, som for mig er halvdelen af hans film, denne og en række af hans tidligere, som hans opmærksomme tilstedeværelse i alle situationer, hans diskrete indlevelse og i det færdige værk, hans distante skepsis, nogle gange hans rædsel.



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

Docudays Kiev 2017 Awards

Written 31-03-2017 09:35:21 by Tue Steen Mller

Docudays Kiev 2017 Awards

A press release came out last night: The 14th International documentary films about human rights festival has ended in Kyiv. The awards ceremony was held in the Cinema House. The closing ceremony began with a gesture of solidarity with Ukrainian film director Oleg Sentsov, imprisoned in Russia.

Films were competing for prizes in categories: DOCU/LIFE, DOCU/RIGHT, DOCU/SHORT, DOCU/UKRAINE and for the special prize from Students’ Jury. The festivals’ Orzanizing Committee favorite is awarded with the Andriy Matrosov Award. The ceremony was followed by the Ukrainian premiere of “Liberation Day” by Ugis Olte and Morten Traavik.

The results of the final stages of three long-term workshops were announced during the closing ceremony – DocWorks: UA/UK, Warscape, and Youth about Ukraine. During the closing ceremony the results of WARSCAPE international competition were announced. The award of 5.000 USD was given to the “Double trap” (director Valeria Treshchova and producer Viktoria Gusenok). Also the international programm DocWorks: UA/UK announced the results. The winning project “UNDERWATER” (dir. Oksana Kazmina and producer Ljosha Chashchyn) received 3.000 GBP. "(N)OSTALGIA" (director Vicki Thornton Written and producer Marion Guthdirector) received a prize (50 000 hryvnia) for the best pitching from KWA SOUND PRODUCTION company.

Winners were also announced for Instagram competition #ECOOKO: show the country's environment. A prize from the WWF in Ukraine was given to Oleksandr Stepanenko. Prizes from the Green School educational project were received by: Oksana Vashchuk, Serhiy Handusenko, Oleg and Dariya Promahovy. Oleg and Dariya Promahovy received prizes from the Docudays UA team.

Docudays UA 2017 Winners:

DOCU/LIFE - Main Prize

All This Panic dir. Jenny Gage/ USA

Deliberate well thought through camerawork serves the subject matter and the desired atmosphere. Daring use of colors together with sensual use of depth of field made this film particularly efficient. The filmmakers are thinking outside of the box at the same time as the directorial approach creates unparalleled intimacy. It is transparent that creators are coming from contemporary art. The film unveils the secret life of teenage girls who usually go out of their way to keep their inner life closed to adults. It is the opinion of the jury that by giving these girls a voice the filmmakers are creating a bold platform for young women. Girls all over the world deserve to be heard - it is a crucial human rights issue that also resonates here in Ukraine.



Read more / Ls mere

Categories: Cinema, Festival, Articles/Reviews ENGLISH

CPH:DOX 2017/Return of a President

Written 27-03-2017 13:05:35 by Sara Thelle

CPH:DOX 2017/Return of a President

LOTTE MIK-MEYER: RETURN OF A PRESIDENT

The Danish filmmaker Lotte Mik-Meyer has made a documentary about a very important and interesting subject and a region that certainly could need our attention. Return of a President is about the fight for democracy in Madagascar in the aftermath of the 2009 military coup and the influence interests of foreign powers have on the political situation of poor countries in a post-colonial context.

Mik-Meyer has gained access to the diplomatic negotiations surrounding the efforts of making possible the return of the ousted president Ravalomanana to Madagascar from his exile in South Africa, where he has been living since the coup d’état. Through her contact with the Danish advisor to the former president, Jens Thorsen, she has embedded the inner circle of the delegation, consisting of Thorsen, the South African media advisor Peter Mann and the Madagascan human rights lawyer Bakoly Rakotomalala, and has come close to the couple Marc and Lalao Ravalomanana during her five years of filming.

The negotiation process is full of obstacles. The young Andry Rajoelina, in power since the coup as the president of the High Transitional Authority of Madagascar, supported by the military and quite possibly French interests, is firmly opposing to Ravalomanana’s return. Ravalomanana is counting on help from the international community and in particular the intergovernmental organization SADC (the Southern African Development Community), but realizes that larger interests are pulling the strings in the diplomatic game. He finally returns to Madagascar in secret in 2014 and spends 6 months in prison.

Unfortunately Mik-Meyer’s focus is on the intimacy of her relationship to her characters, that is her method and it is, in my opinion, not to the film’s advantage. If, as a filmmaker, you choose to place yourself in your film, it has to be for a good reason, here it only distracts the story. We are getting surprisingly little out of the closeness, I still don’t feel that I got to know Ravalomanana more than superficially. I would have liked more substantial portrait of the man, his (ultra-liberal) political thoughts, more information about his presidency while he was in power (2002-2009). I get curious, what is the story of Jens Thorsen? How do you go from being the manager of the largest dairy company in Madagascar, part of the Ravalomananas’ business group TIKO, to become a political and diplomatic advisor? Who are the other people involved? I would have liked to hear more voices and have a broader view. Paradoxically, had Mik-Meyer kept more distance to her characters, she could have maybe made a more powerful film.



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, Festival, Articles/Reviews ENGLISH

CPH:DOX /To Stay Alive - A Method

Written 20-03-2017 16:44:40 by Mikkel Stolt

CPH:DOX /To Stay Alive - A Method

ERIK LIESHOUT a.o.: TO STAY ALIVE - A METHOD

If you are a fan of either Michel Houellebecq or Iggy Pop or both: read no further and go and see this film immediately. For those of us who is something less than a dedicated fan (I’m more of a Tom Waits and Haruki Murakami kind of guy myself) there is, however, plenty of reasons to watch this “feelgood movie about suffering” as the front credits say.

I’m not going to tell you the narrative since there isn’t really any, except towards the ending: Iggy is coming to visit Houellebecq (who here is called Vincent) and after a truly spellbinding and kind of nuts dialogue scene, Vincent is showing Iggy Pop to his basement where he has built or created… something. It’s wonderfully staged, and just watching their faces, bodies and clothing are priceless. One look nerdier that the other, in their own way.

Beside the scene mentioned above, the film consists of Iggy Pop reading or reciting the words of Houellebecq in different settings and the crew’s visits to three somewhat unfortunate souls who all suffer or have suffered from different form of poor mental health. They also express themselves in poems (some recited by Iggy Pop) and other art forms but somehow the essayistic form of the film lacks the ability to really grab you in all the scenes. Maybe the staging gets too evident or too pointless with camera trackings and other visual means and maybe there just IS too much text after all.

However, the film grows on you after watching it, and you have never seen a film about creative force and mental illness just like this. And as “Vincent” says I my favourite scene: “Art shouldn’t be a movement”. Luckily, Iggy Pop - who you could argue was part of the punk music movement - agrees in the most self-ironic way. I want to watch that scene again…

Erik Lieshout a.o.: “To Stay Alive - A Method”, 2016. Seen at CPH:DOX. Filmkommentaren: 4/6 penheads

https://cphdox.dk/program/film/?id=46 


Vurdering:

 
Categories: Cinema, Festival, Articles/Reviews ENGLISH

CPH:DOX 2017 /Where is Rocky II?

Written 19-03-2017 16:55:50 by Mikkel Stolt

CPH:DOX 2017 /Where is Rocky II?

PIERRE BISMUTH: WHERE IS ROCKY II?

Since he saw an old BBC documentary from 1980 about American pop artist Ed Ruscha, the director has seemingly had an obsession to find the topic of that doc; a piece of artificial rock that Ruscha planted in the Mojave Desert in California among other rocks. What became of it? Is it still there?

Bismuth hires a private detective to help find the rock, but soon we learn that he also hires a couple of scriptwriters. Bismuth was on the scriptwriting team on the unfathomable “Eternal Sunshine of the Spotless Mind” (dir. Michel Gondry”) and it is therefore no surprise that ”Where is Rocky 2” is composed in a puzzling way, combining with what looks like (staged) documentary scenes; scenes with the scriptwriters working, and scenes from the fiction film on which they are working.

I’m a sucker for meta-films and for films playing with the genres – thus giving us a chance to ponder which reality we prefer or can relate to and ultimately understand. Bismuth has called this film a piece of “fake fiction” which is a great term I intent to steal.

However, something goes awry during the last fifth or so of the film, at least for me. The essence of the story itself is something like: “Is a piece of art still art if nobody knows it’s there?” and the film’s problem is probably that the documentary-like scenes with the private detective (who plays himself) turns out to be the most engaging ones. The film that the scriptwriters are working on doesn’t add much but a flavor of trivial storytelling techniques, and it’s like the structure and the conundrums are both too obvious and too obscure. Towards the end, it seems just unnecessary and too apparent to reveal the film crew in a certain shot with the actors.

Still, until the last five or ten minutes I was rather amused and it is definitely worth a look – unless you hate this sort of thing. Then don’t look. It’s still a film of some significance even though YOU don’t watch it.

Pierre Bismuth: Where is Rocky II?, 2016. Seen at CPH:DOX. Filmkommentaren: 3/6 penheads.

https://cphdox.dk/program/film/?id=75 


Vurdering:

 
Categories: Cinema, Festival, Articles/Reviews ENGLISH

Eva Mulvad: A Modern Man

Written 16-03-2017 13:29:32 by Allan Berg Nielsen

Eva Mulvad: A Modern Man

Moderne har jo både at gøre med modernus (ny, nyere) og med modus (måde), og denne dobbelthed får den præcise titel til pege på et menneske med nye måder at være på, måske være til i virkeligheden på, leve sit liv på, sortere sine valg på. Jeg opfatter det sådan, at Eva Mulvad vil undersøge det nye moderne. Måske vil hun også som filmskaber i naturlig forlængelse lægge en ny slags film til fænomenerne, hun skildrer i A Modern Man, en ny moderne filmisk stil, hvor det karakteristiske er, at filmen løsnet af den litterære episke fremadskriden, løsnet af journalistikkens opklaringsdrama fungerer på gamle cinematografiske betingelser som at stille scene ved scene. Og der er er i Mulvads film sandelig lange og tydelige og selvbevidste scener bygget af lange rolige optagelser af enkeltafsnit i Charlie Siems liv.

Charlie Siem er violinist og fotomodel, og det på verdensplan, en mondæn mand, som medvirker som en populær stjerne i samtaleshows i tv i samtaler om offentligheden, omsværmelsen og i dette ensomheden. Facebook og Instagram er medierne, men forbilledet er Robert De Niro.

Første afsnit, filmens åbning, er mangetydig. Den skildrer købet af en ny, rød Porsche. Reklamefilm eller dokumentarfilm? Køber han eller er han model? Pointen er, at han spørger sælgeren: Hvordan er dens lyd? Prøver motorlyden af som en musiker et instrument, og så vil han i en æstetisk ideosynkrasi have et underlødigt designet typenavn mærke fjernet fra bagklappen. Detaljen er vigtig.

Så følger en scene fra en koncert. Siem er alene foran orkesteret, spiller kadancen, som er vanskelig, kun violinen høres, en nåls fald kunne høres. Den virtuose kadance afbrydes, det her handler ikke om fordybelse, så der klippes til et voldsomt hovedspring fra højt oppe ned i havet, derfra til et stille svømmebassin uden person, en smuk ensom arkitektur, derfra til en scene med Siem i et soveværelse, han pakker vitaminpiller ud. Den moderne mand passer sin krop. Og sin skrædder.



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

web: infoserv   cms: aviva cms