Filmkommentaren

Dola Bonfils om at forsinke virkeligheden

Skrevet den 26-12-2009 13:03:12 af Allan Berg Nielsen

Dola Bonfils om at forsinke virkeligheden

Jeg ser på det her still, og jeg ser straks, at det er Vilby i baggrunden. Pålideligheden og engagementet og videnmængden personificeret. Dola Bonfils og Lise Lense Møller har sendt ham til New Delhi for at møde en berømt miljøforsker. Det er i 1996 vil jeg tro. Og i scenen her er de ude at kigge på tingene. Bonfils laver filmoptagelser af det, som sker. Men det vill vare længe, inden jeg får lov til at se, hvad det er, som sker. For hun tøver, filminstruktøren, hun tøver med vilje. Hun har et par år tidligere skrevet hvorfor, principielt og i en æstetisk bemærkning i forordet til et katalog på Nationalmuseet: 

"...´Direkte´står der af og til i fjernsynsbilledet (Dola Bonfils skriver i 1993..), sådan at vi kan bide mærke i følelsen af, at vi er midt i en transmission til hinanden. Foran kameraet ved de, at deres statistikker og kurser, svedperler på overlæben, hypoteser om fremtiden og katastroferapporteringer er udnævnt til at være verdensbegivenheder før de har fundet sted - har fået plads i historien så at sige før den er skrevet. Foran skærmen i stuerne får vi et kick af at se bolden sejle ind i målet det øjeblik, det sker, og vi nyder endnu engang, at virkeligheden kan reduceres til, hvad man kan se og høre, når man er til stede selv og sammen med andre. 

Det er typisk for en tendens i medierne at fokusere vores opmærksomhed omkring denne opfattelse af tiden, snarere end omkring vores mening. Det direkte billede lader kun nutiden slippe igennem, og overlader til den enkelte at bearbejde modstridende, komplicerede, vidtrækkendeeller dramatiske informationsmængder.

Men da det jo er virkeligheden, er det med dårlig samvittighed, man begynder at sortere for at overleve, eller zapper væk til Peter Plys og Co. Der er en andagt og stereotypi omkring dette globale teknologi-fix, der gir billederne en officiel autoritet og informationerne en offensiv sandhedsværdi. Det er nu'et der tæller... og man forventes ikke at have en mening.

Dokumentarfilmene repræsenterer en nødvendig forsinkelse, både i og uden for tv's programflader. Filmene ser også realiteterne i øjnene eller forholder sig til aktuelle kriser, men de insisterer på at indføre den kreative, bearbejdende omtanke - at forsinke for at reflektere og dokumentere synspunkter... - at tilbyde sig som synlige partnere i en dialog med tilskuerne eller sociologerne eller historikerne..."

Det har Dola Bonfils altid villet, have kloge helte i sine film. Arbejder, som hun omhyggeligt researchede, så det kunne blive kloge film. Og det er derfor Knud Vilby er med, han er sådan en dygtighed og høj begavelse, hvis indsigt kan blive filmen, hvis den lykkes. Så han fra at være en person i samfundsforskningen og miljødebatten bliver en karakter i filmen. Det er til denne sortering og vægtning og organisering og dermed flytning af materialet, den nødvendige forsinkelse skal bruges. Så filmens autonome virkelighed kan opstå i en fuldstændig uafhængighed af virkeligheden derude. En af Dola Bonfils tidligste film hedder karakteristisk Politiet i virkeligheden. Hun har hele tiden været opmærksom på virkelighedsbegrebets flertydighed. Det er ikke det almindelige i faget.

Dola Bonfils: Det signerende blik i Museum Europa, film, video, Nationalmuseet 1993, et programhæfte, hun redigerede til en filmserie, hun tilrettelagde til museets biograf.

Dola Bonfils: Levende ord 2 – miljø og udvikling, DK 1997, 32 min. Produceret af Magic Hour Films ved Lise Lense-Møller. En VHS kopi kan lånes på biblioteket.

Tilføjet i kategorierne: Articles/Reviews ENGLISH, Artikler/anmeldelser DANSK, Polemics, Poetics

0 comments "Dola Bonfils om at forsinke virkeligheden":


Add comment / tilføj kommentar:


Name
E-mail
Repeat*:
fq
s
4x
x
7m
4
fz
k
 

*) You must repeat the 4 digits code (written in red)
in the field to the right.

*) Du skal gentage den røde kode i feltet til højre.

web: infoserv   cms: aviva cms