Max Kestner: Drømme i København 2

Henrik Ipsen hedder fotografen og det er ham, der skal have ros for sin indsats i en film, som ellers set ud fra sin ambitiøse præmis er mislykket. Ipsen har blik for København og har komponeret billeder, som er frapperende flotte, hvadenten de har de nye glashuse ved vandet som motiv eller er fra baggårdene eller skildrer gader med vidunderlige facader, der vidner om byens mangfoldige skønhed.

Max Kestner har på dette område fået, hvad han som instruktør har bedt om. Det går så galt, når han selv skal træde i karakter som instruktør. Han har i denne funktion f.eks. bedt grupper af medvirkende - ofte placeret i forgrunden i slørede billeder hvor bagggrunden er skarp – om at levere smalltalk, formentlig for at skabe en stemning af liv. Resultatet er desværre i de fleste tilfælde tåkrummende amatørteater. Der klippes ofte fra disse ”almindelige mennesker” til arkitekter, der drikker rødvin eller står på tegnestuer og diskuterer – hvad de siger er enten ikke til at høre, eller bare sådanne små brudstykker af arkitekt-snak.

Helt galt går det med den tekst, som Kestner selv læser op. Det er tydeligt at han med teksten vil skabe sammenhæng mellem personer, som kan være dem, som vi gennem de oplyste vinduer ser i køkkenerne eller bevæge sig rundt i stuerne eller sidde i en bus på vej til mor eller far...  han vil give dem liv med en tekst, der skal overbevise os om, at det kunne være os, der sidder i biografens mørke, lever alene eller sammen med andre, elsker eller ikke elsker, er gammel eller ung. Teksten må have været tiltænkt en dramaturgisk samlende rolle, og kunne i en mindre anmassende form måske have fungeret. Nu studser jeg bare over at en tekst på 3.G niveau har kunnet smutte igennem producent- og konsulentøjne.

Ærgerligt når også musikken, komponeret til filmen af den islandske komponist og musiker Jóhann Jóhannsson, er et fremragende akkompagnement til Henrik Ipsens billeder.

Tilføj din kommentar: