Filmkommentaren

Max Kestner: Drømme i København 3

Skrevet den 22-12-2009 11:24:15 af Allan Berg Nielsen

Max Kestner: Drømme i København 3

Filmen fastholder – og lever næsten – af et kulturtræk, som om lidt er forsvundet. I nogle årtier har gardiner og persienner været borte fra vinduerne om aftenen. Vinduesåbningerne har været oplyste scener for hjemmelivets dramatik og udstillinger af boligernes scenografi. Det er nu ved at være forbi, man ruller ned og trækker for. Byen hyller sig ind igen i utilnærmelighed. Men i sidste øjeblik har Henrik Bohn Ipsen lagt sin skarphed på facaderne og vinduernes oplyste åbninger, hvori Max Kestner har iagttaget og iscenesat billeder af indbyggernes liv. En ung kvinde læser, et par skændes, en kvinde stiger nøgen og våd ud af badekarret, griber ud efter sin mand og indleder forførelsen. I en fortsat sammenstilling rummer filmen et meget stort tal sådan stiliserede optagelser af byens facader set udefra og i et system af afvekslinger set indefra, så vinduerne, som før skildrede mangfoldigheden, nu viser os byens generalitet i vekslende belysninger, som bliver modsvarende begivenhedsrækker. Denne topografiske skildring fortsætter som variationsværk, til mulighederne alle er gennemprøvet, og byen lever i mig, levende som organisme, uforgængelig som faktum. Bevægende i fremstillingens blide kærtegn.

Netop dette er indsigtens kerne. Det er byen, som er konstansen i en evig variations og forandrings uforandrethed. Byen er der. Altid. Menneskene passerer. Og så er det sådan, at byen ikke er menneskenes. Det er omvendt. (For alle tegnestuer i filmen er ens, alle forhandlingerne der er ens. Det er først i teksterne til sidst, vi ser, at en længere række tegnestuer har medvirket.) Som menneskene og deres liv er ens. De bliver til i elskov, de er i vejen for forældrenes travlhed, de kører ad de samme ruter alene i busserne, de mødes med hinanden i værksteder, på kontorer og i tegnestuer og tror, de skaber byen. De dør ensomme, og der ryddes anonymt op efter dem. Nye folk flytter ind i deres boliger, som tilsammen er byen, som består. I den fineste komposition af et mylder af juxtapositioner, fortæller Anne Østerud en historie så almindelig og så generel, men også så gribende, at jeg i mørket noterer ”lutter ømhed” som det eneste under den biografvisning.

Som tegnestuerne er ens og generelle er alle arkitekter altså ens i denne film. Måske er de ikke ydmyge over for byens tilstedeværelse – ude i den såkaldte virkelighed, inden i alle de andre film og bøger. Men her er de ydmyge. Og uskarpe i forhold til huset, som rummer deres tegnestuer, i forhold til deres vægge, reoler, vinduer, udsigter. Som jeg tidligere skrev her på bloggen, filmen nok ville være, det er den, nemlig et fokusskift fra Esbjergfilmen, Kestner og Bohn Ipsen tidligere lavede så beslægtet. De horisontale køreture med kameraet begynder til akkompagnement af samtaler, dialoger, som ikke er indhold, men lyd kun, mennesker, som taler. Hvad de siger, er underordnet, og vi ved det også i forvejen, for vi kender dem så godt. Og kamerabevægelsen når omsider frem til dem. Måske er de i fokus, måske ikke. I filmens fortællings skarphedsområde er de det aldrig. Men det er deres huses facader indvendig og udvendig. Det er byens elementer, det er byen. Jeg ser Max Kestners film som et stort topografisk værk placeret mellem Magris Trieste, Pamuks Istanbul, Ruttmanns Berlin og drilsk nok Calvinos række af ubesøgelige og usynlige byer.  

Efter forpremieren forleden (der har været en række i byen) talte jeg med en fagmand, en forstandig specialist. Han havde nu set filmen et par gange eller tre. Og han hævdede bestemt, at den indeholder en alvorlig inkonsekvens. De medvirkende er i fotografisk fokus, er tegnet skarpt ikke kun, når de tilfældigvis befinder sig i skarphedsområdet, som i hver optagelse er muren, væggen, vinduet. De er tegnet skarpe af og til og ofte umotiveret. Jeg tror ikke, han har ret, og i tillid til det, giver jeg dette nye højdepunkt i dansk film fem penne.

Max Kestner: Drømme i København, Danmark 2009, 72 min., 35 mm. Manuskript: Dunja Gry Jensen og Max Kestner, fotografi: Henrik Bohn Ipsen, klip: Anne Østerud, musik: Jóhann Jóhannsson, lyd: Morten Green, produktion: Henrik Veileborg. Produceret af Upfront Films. Premiere: 7. januar 2010 og derefter i en vis biografdistribution, 2 kopier. Senere tv-visning og i dvd-distribution. Indhold: En topografisk skildring af byen København. Filmen handler om byens fysik og form, dens gader og bygninger. Menneskene færdes der og lever der. På gennemrejse og i kort tid. Byen er skarpttegnet, menneskene er uskarpe, sådan er konceptet. 

Tilføjet i kategorierne: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

0 comments "Max Kestner: Drømme i København 3":


Add comment / tilføj kommentar:


Name
E-mail
Repeat*:
5p
f
bd
m
xf
t
zp
g
 

*) You must repeat the 4 digits code (written in red)
in the field to the right.

*) Du skal gentage den røde kode i feltet til højre.

web: infoserv   cms: aviva cms