Why Democracy: For Gud, Putin og fædrelandet
Durakovo hedder stedet, en klosterlignende kostskole eller rehabiliteringscenter for frustrerede unge.
Mihail Fjodrovitj Morozov hedder lederen, filmens hovedperson. Han styrer ikke blot stedet, men også filmen med sin udstråling. Fylder hver scene, han er i billedet, med sin mærkbare energi og viljestyrke.
Det påvirker de unge, som overtager hans gudfrygtige, statsloyale og nationale program for personlig genopretning. De erklærer sig i deres slutadfærd for den ortodokse kirke, for præsidentens styre og for genetablering af Rusland som stormagt. De er for den hierakiske styreform og imod demokratiet. I den grad. Og i denne sammenhæng forstår jeg dem, var det meningen?
Morozov påvirker også filmen, han trænger, sympatisk og stærk som han er, den tilsvarende sympatiske, men svage fortællerstemme mere og mere i baggrunden. Og vi får endnu et eksempel på, at den fremragende medvirkende overtager det dokumentariske værk, vrister det ud af hænderne på dets forfatter og instruktør, dets auteur.
Og fortællerpositionen spaltes, forbliver formelt hos kameraet og i voice over beretningen, men flyttes reelt til den medvirkende, her til Morozov fra han i første scene stiger nøgen op af sit svømmebassin, så beslutsom i sin tykke krop, så fast på sine stærke ben. Smuk for så vidt, og jeg beundrer ham. Var det meningen?
Er det overordnet blevet historien om filminstruktøren, som mistede sin film til hovedpersonen? Interessant!
Nino Kirtadze: Gud, Putin og Fædrelandet. Jeg så filmen på DR2 i aftes. Den kan ses på nettet: http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm
