Sine Skibsholt: Lever elsker savner
Datteren og moderen når i en træt omfavnelse hinanden efter endnu et skænderi. De når hver gang hinanden. Datteren har i sit femtenårige liv været igennem to omfattende behandlinger for sin kræftsygdom. Den seneste er afsluttet for kort tid siden og hun er udskrevet. Moderen har på det nærmeste fulgt sin datter og er dybt præget af bekymringernes konstans, angstens bølger og den voksende træthed ved samværets mere og mere intense krav.
Senest har hun under en knoglemarvstransplantation været isoleret sammen med datteren i en plastikomhængt enestue på hospitalet til den endelige raskmelding og udskrivning. Sine Skibsholts film skildrer tilbageskuende dette faktuelle forløb nøgternt, indlevet og filmisk smukt og klart, men det er ikke hendes films hovedanliggende.
Sine Skibsholt er nemlig inde i et stort tema med variationer, familiemedlemmer og alvorlig sygdom skildret i hendes kunstneriske egenart. Som i Skibsholts tidligere film, Dem vi var, 2016 er der scener som hun har optaget observerende med sit kamera og der er tilrettelagte scener, men det er ikke til at se forskel, både datteren og moderen er imponerende sandfærdige og simpelthen velspillende og medskabende i de iscenesatte afsnit, og netop det er resultat af fornem instruktørkunst og af klipperens iagttagelse og lytten, at fremdrage disse fine nuancer i bevægelser, stemningsskift og hurtige replikker, som jeg næppe når at opfatte helt, som jeg får lyst til at skrive ned: nudansk replikkunst, en eksempelsamling.
Og netop dette er filmens hovedanliggende, de gribende samtaler mellem to krævende personligheder, datteren og moderen. Samtaler næsten udelukkende i skænderiets form. Samtalerne udvikler sig til de forsvinder i en fortvivlelsens magtkamp i en ulykkelig stigende kurve, som bliver filmens storyline, tilsammen en helt enkel fortælling om et datter / mor forhold i en almindelig teenage overgang med et på sygdomsforløbets særlige betingelser måske alligevel almindeligt forløb af uoverensstemmelser som i den beslutsomme klipning af et formodentligt meget stort filmet materiale klemmes sammen forsigtigt men bestemt og på tv opleves som en serie kriser. Det er voldsomt drama, det er oprivende kammerspil. Den lille teaterscene er familiens lejlighed, soveværelset eller køkkenet, et enkelt afsnit i bilen, de er vist nok på vej til psykologen. Det afgørende er, at kammerspillet ikke handler om det særlige, sygdommens krav og dødens nærhed, det handler om de almindelige frigørelseskriser døtre og mødre gennemlever, som vi alle kender.
Men vi er ikke mange som kender den voldsomhed og styrke og det mylder af sårende replikker, alt sammen med en underholdende værdi, en sandhedsværdi som filmens unge voksende kvinde eksploderer med, driver filmen frem med. Moderen må tage imod, for det meste…
Sine Skibsholt: Lever elsker savner, Danmark 2019, 80 min.
Filmen har biografpremiere i aften, søndag den 18. oktober, faktisk lige om lidt på TV2 21:00. Der venter flow-tv’s mange mange seere en stor ny dansk dokumentarfilm af en ny mester.
