Mikala Krogh: Scandinavian Star, episode 4

Jeg tror, ser, mærker at serien er ved et vendepunkt. Den voldsomme brand pludselig om natten ved kajen i Lysekil er mystisk, men uden oprørthed, den overgår til eftertanken i denne episode med den langsommere klipperytme, den roligere montage. Fjerde episode handler omhyggeligt reflekterende om hævn, halvhjertethed, dovenskab, kærligheds indsigt og civilt mod. Det er – tror jeg – en nødvendig overgang for at bringe de grusomme scener på plads i sindets sortering, scenerne i ildhavet forrige nat hvor mennesker skreg i angstens kaos før smerten og døden. Kvalt og brændt ihjel.

Bisættelsen eller rettere mindehøjtideligheden i Frederikshavn Kirke rummer et drama og en elegi. At skibsrederen og den administrerende direktør fra rederiet kommer til stede med en fremmed magtkulturs arrogance er en vild provokation. Det er jo på den ene eller anden måde deres skyld. Et vidne som jeg kender godt gennem episoderne til nu, som har mistet hvad hun elskede, sit livs grundlag, og nu kun lever for retfærdighedens fyldest og skyldnernes straf og allerede er frustreret i dette, som derfor ikke tror på denne sammenhængskraft, erklærer til kameraet, at havde hun, havde hun haft et skydevåben, var hun gået hen til de to og havde dræbt dem, den ene efter den anden. I et hævnens drama.

Jette Andersen fra Grenaa mistede sin mand, lastbilchaufføren ved brandene, som han, hvis han havde overlevet var blevet sigtet for, da han i sin fortid havde alvorlige pyromanforhold. Hun kender hans fortid indgående og Mikala Kroghs for mig aldeles pålidelige interviews med hende folder et særegent kærlighedsforhold ud i en smukt skæv elegi som bringer en anden sandheds mulighed ind over for det norske politis halvhjertede indkredsning af gerningsmanden.

Det norske politi lukker det seende øje, lægger ubekvemme sagsakter til side, følger med kikkerten for det blinde øje pyromansporet, finder en overvældende række indicier pegende mod lastbilchaufføren fra Grenaa, han var jo allerede dømt for flere pyromaniforhold. Under mordbrandene nu er han omkommet. Sagen kan bekvemt henlægges. Det lyder som nøgternt ræsonnement, det ligner institutionelt dovenskab.

Jette Andersen er pyromanens hustru. Selvfølgelig tror jeg mere på hende end på det norske politi. Tv-seriens fornemme filmarbejde får mig til at tro det. De elegiske Jytte Andersen afsnit er et højdepunkt i episoden, måske seriens vendepunkt.

Det danske politi som sideløbende med den norske efterforskning af pyromansporet skal undersøge pengesporet er ikke dovent – i og for sig forstår jeg, det er bare ikke begavet nok. De økonomiske forhold bag handlen med Scandinavian Star er for indviklede for politifolkene i stationen på Frederiksberg, de giver op, afleverer en foreløbig udredning.

Så de som har kræfter blandt dem som er ramt af katastrofen uden egentlig opklaring må agere selv. Den lille dreng på fotoet foroven hedder Halvor Harsem, han overlevede i sin fars arme den nat med ilden på havet. han kan 30 år senere huske at faderen og han kort tid efter var Southampton. Faderen hedder Jan Harsem, jeg har kendt ham længe som den helt anderledes medvirkende som med præcise ord på sine følelser, handlinger og iagttagelser i sin fortælling tog mig gennem skibets mørklagte røgfyldte korridor- og trappelabyrint med Halvor på armen. Han begynder nu sin helt egen efterforskning i havnen der, hvor Scandinavian Star er slæbt hen. Han vil se skibet indvendig og det lykkes for ham, han er i gang. Når myndighederne svigter træder almindelige folk til i civilt mod…

Centrale personer, ja jeg tror nu lyssky personer er samlet der i Southampton. Jan Harsem finder dem ved mærkelige tilfælde, mødes med dem. En ung mand vil derefter følge Harsem på vej, har noget at betro ham og jeg får tanken om de to tre stykker som kom ud af en luge i skibssiden… episoden er forbi her, serien er blevet til en thriller med cliffhanger. Det handler også om at komme at komme med drypvise oplysninger, fortælle om hændelser jeg først vil forstå senere. Sådan var det, er det stadigvæk for Mikala Krogh som i en Facebook foromtale selv peger på dette sted: ”… nye spørgsmål stiller sig i kø for et svar: Hvem var f.eks. de tre mænd, som listede ud af en luge på siden af skibet og forsvandt i mørket, da skibet lagde til kaj Sverige.” De kom ud og forsvandt og ingen ved hvem de er og ingen har set dem siden. 

Jan Harsem er nu ved dette spørgsmål beslutsom og energisk tilbage ved sit livs tragedie, hans gravide hustru forsvandt for ham og han for hende i den brændende labyrint. Hun hedder Christine, hun vågnede først: det brænder, det brænder, du skal tage Halvor! De løb ud, Christine først, han efter med Halvor på armen. De kom væk fra hinanden, Christine og han.

Danmark 2020, 4. episode, 58 min. af en tv-serie på i alt 6 episoder. Mandag 30. marts 2020 20:00 på DR 1. Kan også ses på DR TV.

Share your love
Allan Berg Nielsen
Allan Berg Nielsen

Allan Berg Nielsen started the first documentary cinema in Randers, Denmark way back in the 1970’es. He did so at the museum, where he was employed. He got the (16mm) films from the collection of the National Film Board of Denmark (Statens Filmcentral). He organised a film festival in his home city, became a member of the Board of Directors of the Film Board, started to write about films in diverse magazines, were a juror at several festivals and wrote television critiques in the local newspaper. From 1998-2003 Allan Berg was documentary film consultant (commissioning editor) at The Danish Film Institute, a continuation of the Film Board. Since then free lance consultant in documentary matters.

abn@filmkommentaren.dk

Articles: 821