Når det gælder Jørgen Leth er det altid, og i høj grad i denne meget store og aldeles vigtige film, umuligt at skille manden fra værket. Og jeg, som i min ungdom var opdraget i det autonome værks ånd, jeg som dog trods dette har læst biografier og selvbiografier med begejstring, men vist som underholdning, ikke som nøgler til værkerne, jeg anbringer nu tryg I Walk på hylden med verdenslitteratur, de uomgængelige film og bøger: Godards framinger (Asger Leths bemærkning et sted), Herzogs vilde bjergbestigning (synopsens association et sted), Rilkes elegier og Inger Christensens sonetter (mine private tanker undervejs i mit møde med Jørgen Leths nye storværk). 

LILLE FESTTALE

Kære Jørgen, hele tiden mens jeg ser din film og hører din ustandselige, smukke og kloge stemme tænker jeg på Rembrandts tror jeg nok sene selvportrætter, hensynsløst fortvivlede, og skridt for skridt dybere erkendende det som ikke bliver væk, dette vigtige, du skriver til sidst i din seneste bog:

Det bliver ikke væk jeg har skrevet det ned det bliver / ikke væk Jeg skriver det ned så det er der / Så står det der Det behøver ikke være en blank side / Det forsvinder hele tiden / Det skal bare puttes på plads / Det må ikke blive væk / Og det er vigtigt at huske / Tankerne er gode men de forsvinder / De skal indfanges under glas, ligesom insekter / Pilles fra hinanden ligesom insekter

Nej, Jørgen. Du har ret, det bliver ikke væk, for det ligger længere fremme og venter. Din digterkollega Lea Marie Løppenthin kommer dig nemlig til undsætning: “Det var først for nylig, at jeg undersøgte etymologien for det korte, skrappe ord ”væk”: Fra middelaldertysk wech, afledt af weg ’vej’, jævnfør norrønt á veg ’på vej, bort, væk’ beslægtet med vej.

Det lykkelige ved opdagelsen sidder stadig i mig – / Det der er væk, er altså bare nede ad vejen. / Det, der er væk, er bare et andet sted end her.”

Løft højre fod og tag med din vilje et skridt frem og løft venstre fod og tag med vilje et skridt frem. Du Går…

I Walk har verdenspremiere i Amsterdam i aften, på IDFA festivalen. Det bliver din fest i aften. Tillykke Jørgen!

Share your love
Allan Berg Nielsen
Allan Berg Nielsen

Allan Berg Nielsen started the first documentary cinema in Randers, Denmark way back in the 1970’es. He did so at the museum, where he was employed. He got the (16mm) films from the collection of the National Film Board of Denmark (Statens Filmcentral). He organised a film festival in his home city, became a member of the Board of Directors of the Film Board, started to write about films in diverse magazines, were a juror at several festivals and wrote television critiques in the local newspaper. From 1998-2003 Allan Berg was documentary film consultant (commissioning editor) at The Danish Film Institute, a continuation of the Film Board. Since then free lance consultant in documentary matters.

abn@filmkommentaren.dk

Articles: 821