Filmkommentaren

Boris Benjamin Bertram: Krigsfotografen

Skrevet den 14-09-2019 13:39:27 af Tue Steen Müller

Boris Benjamin Bertram: Krigsfotografen

Jan Grarup er en fabelagtig fotograf. En billedkunstner som har rejst til verdens brændpunkter og er kommet hjem med billeder, som er både informative og fortolkende. Det er billeder, der huskes fra avisen, fra hans fotobøger og fra udstillinger som den jeg så i Riga for nogle år siden. Billeder der kan tåle at blive sat op i størrelse.

Og billeder der kan tåle at blive gengivet på film som her i Boris Bertrams imponerende og imponerede dokumentarfilm, hvor han har fulgt sin helt Grarup på job i Mosul i Irak og andre steder med død og ødelæggelse. Grarup i løb væk fra eventuelle snigskytter, Grarup på hug ved et gadehjørne i skudsikker vest og hjelm med op til flere kameraer om halsen, Grarup der tager sig en lille lur i en ruin mens bomberne drøner udenfor – ”ingoing or outgoing bombs”, seeren bliver klogere på sproget hvor krigen raser – Grarup der tager billeder af lig… Når hans billeder gengives i filmen, bliver de stående så man får tid til at orientere sig i dem. Tak for det. De er i det hele taget elegant klippet ind i de krigsscener, som fotografen Henrik Bohn Ipsen har filmet. Jeg skriver Ipsen for det er ham, som Grarup henvender sig til et par gange i filmen, når de er ude i helvede på jord. Der er flere fotografer.

Og alligevel er det historien om familiefaren og de fire børn, der stjæler billedet. Grarups tre børn flytter ind hos ham, da moren får en hjernetumor og er skidesyg, som Grarup siger det. En ny rolle som er beskrevet med megen omsorg og gennem små anekdotiske forløb (Grarup vasker en hvid jakke lyserød, far beder teenagepigen om at komme hjem i ordentlig tid, far laver lagkage, spiser med knægten mens de ser fodbold, ”de har fået for lidt…”, kartoflerne eller kødet osv. osv.)

Elias hedder han, knægten, som er til fodbold i Parken med far. Han rejser sig, går væk fra sin plads, forlader fodboldkampen, klip til et foto af drengen og hans syge mor, klip til Elias der flyder i en swimmingpool… klip til Grarup, der sætter ord på, hvordan familien prøver at komme over sorgen. Og så begravelsen. Den sekvens, de øjeblikke er de smukkeste i filmen, gribende fordi de er nænsomt filmisk sat sammen.

Og hvordan kommer man så videre i filmen, hvordan løser man op for den knugende sorg-stemning? Bertram lader Grarup og den ældste datter Olivia være sammen med kameraer ude ved en grusgrav – ”det skal squ da ikke være to tosser, der står og fotograferer hinanden”, siger hun. Et godt valg.

Det er også Olivia, der skal til eksamen i fotografi og billedkunst, og far er med i den første men ikke i billedkunst… ”Er jeg ikke…”, siger han, fortørnet eller overrasket, ”det var satans”.

Det er en rig film og den holder en intens atmosfære hele vejen. Fordi den er så godt lavet, helt ned i detaljen og jeg skal ikke glemme musikken, der spiller godt med på det rette tidspunkter, komponeret af Tobias Wilner.

Grarup… en tatoveret gadedreng, en gudsbenådet fotograf, en kærlig far, en hård negl, en dokumentarkunstner… i en, for at bruge fotografens egne ord, vildt fed film!

Danmark, 2019, 78 mins.

I biografer over hele landet fra den 19. september

International premiere: Nordisk Panorama, Malmø, den 20. september

Tilføjet i kategorierne: Festival, Articles/Reviews ENGLISH

0 comments "Boris Benjamin Bertram: Krigsfotografen":


Add comment / tilføj kommentar:


Name
E-mail
Repeat*:
t6
3
58
4
gy
5
8k
y
 

*) You must repeat the 4 digits code (written in red)
in the field to the right.

*) Du skal gentage den røde kode i feltet til højre.

web: infoserv   cms: aviva cms