Filmkommentaren

Sidse Torstholm Larsen og Sturla Pilskog: Håbets Ø

Skrevet den 20-06-2019 14:15:06 af Tue Steen Müller

Sidse Torstholm Larsen og Sturla Pilskog: Håbets Ø

På Grønlands Nationaldag på fredag den 21. juni fylder Grønlands Selvstyre 10 år. I den anledning sender DR2 dokumentarfilmen Håbets Ø - en film af Sidse Torstholm Larsen og Sturla Pilskog, som allerede nu kan streames på DR TV.

Her gentager vi Allan Bergs anmeldelse af film:

En ung kvinde får ordet, forstår jeg, i en samtalekreds for alkoholikere som ikke drikker. Hun er smuk, fotograferingen er smuk, det hun siger er smukt at lytte til, dette vidunderligt langsomme sprog, som i underteksterne burde være oversat omhyggeligt litterært filmen igennem (jeg så på Randers bibliotek en engelsk version med undertekster, som gjorde mig skeptisk), men scenen er smuk, Henrik Bohn Ipsen har fotograferet, og jeg kan ikke rose ham nok, alene i sin cinematografi har han lagt grunden til endnu en klassisk bysymfoni. Her om Maniitsoq i Grønland. Med fotografiet til denne film og tidligere kameraarbejde som til Inuk Silis Høeghs Sume, 2014 og Lene Stæhrs Eskimo Diva, 2015 uddyber Bohn Ipsen det dokumentarisk filmfotografiske og danske blik på det almindelige liv i Grønland i linje efter fotograferne Jette Bang, Jørgen Roos og Teit Jørgensen.

Kvinden i samtalekredsen er på vej ud af alkoholens lås og jeg følger hende

opmærksomt, for karakterudviklingen af hende er tydeligst blandt de tre som medvirker filmen igennem. Hendes spontant fascinerende nærvær og Bohn Ipsens lydefri sikre kamera og opmærksomme blik på alt i og uden for billedet, dette filmfotografi er alene denne vigtige film værd. (Henrik Bohn Ipsen har i Nicole N. Horanyi: En fremmed flytter ind, 2017 fotograferet en fuldstændig lignende scene som jeg oplever med samme følelsesindhold. Det bevægede mig mærkeligt forleden aften i bibliotekets sal).

I Håbets ø er der med denne kvinde mere at nævne. Der er scenerne hjemme på værelset med nænsom skildring af ungt liv, (hvor ville jeg dog gerne forstå dialogen ordentligt via omhyggeligt oversatte undertekster. Til norsk eller dansk), men altså en skarpt fotograferet og præcist instrueret scene i fiskefabrikkens kantine, hvor kvinden taler alvorligt, og vigtigt må jeg forstå, med en arbejdskammerat. Og der er en munter scene en sen aften blandt venner på gaden, hvor jeg i hvert fald opfatter at den unge kvinde er optaget på en videregående uddannelse i Nuuk. Og med den tro på fremtiden i hendes afrejse: jeg kommer hjem igen med viden og ny energi, former filmen sin højtidelige slutning.

Der har ellers været bekymring undervejs. Ud over den unge kvinde bygger instruktøren Sidse Torstholm Larsen sin beretning om den store skuffelse i Maniitsoq på to medvirkende mere, en socialarbejder, det er ham, som energisk følsom leder alkoholkurset, og en kommunal koordinator, som omsider frustreret må se i øjnene, at byen efter mange års arrogant påtvunget venten er blevet snydt af et stort amerikansk aluminiumsselskab. Det har ikke i sinde at bygge den fabrik i byen, som det har optioner til, selskabet har blot villet holde et norsk selskab væk. Og nu er det for sent for bystyret at skifte partner. Noget helt andet må gøres - og jeg mærker at turisme ikke er dette helt andet. Der må gribes tilbage i historien, til de grundlæggende eksistensbetingelser.

Det læser jeg af de iscenesatte samvær, af de spontane møder og især af interviewene som alle er smukke, men afgjort mest givende når jeg har ansigtet og kroppen i billedet og dialogen ikke lægges under dækbilleder (selv om de i sig selv er skabende) og der mister sit poetiske indhold og står faktuelt nøgne.

Tilføjet i kategorierne: TV, Artikler/anmeldelser DANSK

0 comments "Sidse Torstholm Larsen og Sturla Pilskog: Håbets Ø":


Add comment / tilføj kommentar:


Name
E-mail
Repeat*:
y9
3
y3
9
kt
8
db
q
 

*) You must repeat the 4 digits code (written in red)
in the field to the right.

*) Du skal gentage den røde kode i feltet til højre.

web: infoserv   cms: aviva cms