Filmkommentaren

Ingmar Bergman 100 år /10

Skrevet den 08-09-2018 11:24:59 af Allan Berg Nielsen

Ingmar Bergman 100 år /10

TINA RØMER: BERGMAN OG MUSIKKEN

Radioprogram i tre dele som genudsendtes 1. september på DR P2. Kan fortsat høres som podcast på

https://www.dr.dk/radio/p2/bergman-og-musikken/bergman-og-musikken-1

Her kommer derfor og stadigvæk med anbefaling af dette fornemme radioværk flere af mine notater fra min lytten til udsendelserne:

11

Det er radioseriens anden del. Peter Schepelern mener at solocellostykkerne af Johan Sebastian Bach er menneskehedens stemme. Tina Rømer er på færgen. Hun tænker på Bergmans røde jeep som har været der et utal af gange. Jeg burde citere hendes små synopser i afsnittenes begyndelse, så enkle og naturlige. Skrive dem ned. Det når jeg ikke, men husker dem som en glad forventning. Bløndal Bengtsson spiller Bach. Hun fortæller at Som i et spejl fra 1960 er indspillet på Fårö, det var sådan han kom til det sted. Indspillede et kammerspil som var det kammermusik, i et sommerhus bygget til filmen, i det indre af et skibsvrag på stranden og så med celloens søgende, tragiske stemme, menneskelig.

12

Persona fra 1965 er også indspillet på øen. Musikken helt forrygende udbryder Tina Rømer glad. Den asketiske Schepelern giver hende ret. Det er en violinkoncert af Bach. Liv Ullmann siger blot ét eneste ord i hele filmen: ”ingenting”. Bibi Andersson siger det hele. De to i radioprammet snakker uanspændt og klogt om det, det er god radio en søndag formiddag med kølig sommerregn som i dag jeg hører serien alle tre timer som podcast. Tina Rømer er nu helt tæt på Fårö, fortæller hun. Jeg kan altså godt lide denne ramme af luft og hav og himmel og disse dufte… ”musikken var for Bergman adgang til en anden virkelighed”. Hun nærmer sig Bergman.

13

I 1961 lavede Bergman en meget rost opsætning af Igor Stravinskijs opera Lastens vej på Operan i Stockholm. De snakker vidende og klogt om dette arbejde, jeg lytter ekstra, for oplysningerne er nye for mig. Jeg hører musikken, har vanskeligt ved at forbinde Stravinskij med Bergman, har så godt af at høre Schepelern og Rømer tale indforstået med hinanden om sammenhængen mellem Salmesymfonien af Stravinskij og slutningen på Bachs H-moll messe som Bergman forklarer et vigtigt sted, så godt at blive erindret om stedet i Laterna Magica. Det havde jeg helt glemt. Det er tid at læse bogen igen. Tina Rømer er nu omsider i land på Fårö, står ved sin lejede cykel, og taler til mig, hun prøver naturligvis med det samme cykelklokken, så jeg kan høre den i min radio.

14

Hvisken og råb er fra 1971. Bergman bruger farverne endnu en gang, ikke automatisk, men bevidst. Den særligt røde og den helt hvide og så musikken, igen sarabanden fra 5. cellosuite. Jeg får at vide at Pablo Cassals som 90 år gammel øvede sig på cellosuiterne hver dag, ”fordi jeg gør fremskridt”.

Jeg forstår som Tina Rømer skildrer det i voksende omfang denne sarabandesats' betydning i Bergmans samlede værk, tænker på det mens Schepelern genfortæller filmens afgørende afsnit om dødens vanskelighed så smukt og jeg ser scenerne for mig. En bestemt scene minder ham om Michelangelos Pieta i Peterskirken, mor og barn og hos Bergman dødens fortroliggørelse i Kari Sylwans og Harriet Andersons uforglemmelige fremstilling. Jeg lytter til billeddannende radiokunst…

FOTOS

Som i et spejl, Harriet Andersson og Max von Sydow (foto: Sven Nykvist)  

Hvisken og råb, Harriet Andersson og Kari Sylwan (foto: Sven Nykvist) 

Tilføjet i kategorierne: Film History, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics

0 comments "Ingmar Bergman 100 år /10":


Add comment / tilføj kommentar:


Name
E-mail
Repeat*:
hd
2
he
b
ny
t
tx
7
 

*) You must repeat the 4 digits code (written in red)
in the field to the right.

*) Du skal gentage den røde kode i feltet til højre.

web: infoserv   cms: aviva cms