Filmkommentaren

Andreas Dalsgaard: Fædre & Sønner

Skrevet den 31-05-2018 13:13:16 af Allan Berg Nielsen

Andreas Dalsgaard: Fædre & Sønner

Jeg reagerede ved visningen under CPH:DOX 2017 spontant efter filmoplevelsen ved at skrive en mail til kollegerne: ”Så, Tue og Sara, har netop set filmen om Henning Haslund-Christensen og hans to sønner og om Torgut folket og om ekspeditioner og indsamlinger og kulturdrab og tabet af hukommelse. Den er vidunderlig og Michael i den er så ægte charmerende som ude i virkeligheden. Nu vil jeg gøre hvad jeg kan for at skrive om Dalsgaards store filmiske fortælling.”

Sådan, nu havde jeg lovet det, røbet min samlede vurdering, som kun kan blive alle vore 6 penne, røbet en disposition for min tøvende, langsomme kommentar, som skal begrunde vurderingen, og jeg har det igen som Peter Plys når Grislingen siger ”Det var ikke særlig klogt sagt” og Peter Plys forklarer: ”Det var klogt, da det var inde i mit hoved, men så skete der noget på vejen ud”.

1

Den ældste af titlens fædre er berømt, jeg ved det jo godt. Det er Henning Haslund-Christensen, og Werner Jacobsen fortalte mig for mange år siden meget om ham. Det var dengang, jeg færdedes i museumsverdenen.

Jeg finder hans bog Asiatiske akkorder frem. Den er oprindelig fra 1965, min udgave er fra 1991. Werner Jacobsen har et afsnit om sine rejser i Mongoliet. Haslund, som han kalder ham, var der i forvejen, Jacobsen præsenterer ham sådan:

”Blandt danske forskningsrejsende i vor tid er der to, hvis navne overstråler alle andre: Knud Rasmussen og Henning Haslund Christensen. På mange måder var de forskellige, og de arbejdede på to vidt forskellige steder på kloden, men der var også slående lighedspunkter. Begge arbejdede de under det handicap ikke at have modtaget en formel uddannelse inden for det arbejdsfelt de valgte, men begge skabte de gennem deres virke en uvurderlig skat af kulturmateriale, som står til disposition for generationer af fremtidens forskere. En sjældent svigtende intuition førte dem til problemer, hvis løsning var af betydning. Begge var de i besiddelse af en næsten drenget begejstring for ny oplevelse og en lysende optimisme, som måtte inspirere selv den trægeste. Det føltes som om de hentede deres glade styrke fra selve livets urkilde.”

Der er mange spejlinger og gentagelser på færde, som fædre, så sønner. Werner Jacobsen var selv ramt, han indså det, kaldte sin bog Asiatiske akkorder, Haslunds fra 1945 hedder Asiatiske Strejftog, sådan er det nogen gange med sønner og fædre, elever og lærere.

"Livet på stepperne og i ørkenen er farligt", skriver Haslund et sted, Lennart Edelberg husker i sin biografi, "farligt, fordi man først for sent opdager, at tilværelsen inden for den civiliserede verden – selv når den er smukkest – kun kan gøre det ud for det næstbedste." Altså livets urkilde.

Det er selvfølgelig det, Andreas Dalsgaard skildrer, måske med mere afdæmpede udtryk, men lige så intenst, kompetent, ja, fyldt med visdom i Fædre & sønner, en film, som generøst rummer, tror jeg efter første gennemsyn, mindst fire fortællelag, hver for sig så rige, at de alle kunne være en afrundet film. Det må jeg se i øjnene, efterhånden som jeg i eftertanken forsigtigt trænger ned i det vældige filmværk og dets videnskabshistoriske, filmiske og litterære sammenhænge.

2

Etnografen Henning Haslund-Christensen står på fotografiet midt på højslettens vældige tomme flade med bjergene i dis langt, langt borte. Fotografiet er fra en af hans mange rejser i Mongoliet.

Filmen begynder imidlertid ikke med ham, dens tid er ikke hans tid. Den begynder med Søren Haslund-Christensen og Michael Haslund-Christensen, hans søn og sønnesøn. I den allerførste scene er de i gang med et af deres talrige projekter, i filmens nutid at finde arkivstof til dens realisering. Søren står op ad en dørkarm i hjemmet: ”Skulle du ikke på loftet?” Kort pause. ”Det bliver måske først i morgen?” Den lille ironi er så velkendt, at den næsten overhøres, i klippet peger den direkte ind i familiehistorien, det første af filmens fortællelag. Michaels lette charme er svaret, han fortsætter leende med sit, der er ligevægt mellem de to, som charmen er en del af dem begge, den er en arv fra Henning, ligesom Sørens ironiske kommandotone vel måtte findes hos Henning dengang, han havde ledelsesfunktioner, og nu hos Michael som travl filmproducent. Hans beundring for faderen må underdrives til gang på gang at fremhæve, at faderen kan bevæge ørerne. Her på et still fra filmen er de på netop den mongolske steppe, hvor Henning var på sine ekspeditioner dengang. Snart vil de få brug for tricket at vippe med ørerne.

Deres rejse til Mongoliet i fortællingens nutid er en filmekspedition, som skal være rammen i Andreas Dalsgaards film, et fortællelag, som med udgangspunkt i familiehistorien linker til Henning Haslunds ekspeditionshistorie, til en historie om kulturtab og til en særligt bevægende skildring af et hukommelsestab i vente. I alt er der således fire, fem fortællelag, måske et par stykker mere, sindrigt elegant vævet til et billedtæppe med dialog, lyd og forunderligt nærværende musik, et filmessay over et århundredes ekspeditionsvidenskabelighed og mytologi.

Familiehistorien er ligesom helt Dalsgaards egen fortælling, jeg oplever den fra hans fortrolige position. Han bygger den på et stort og rigt familiearkiv af fotos og smalfilm og så på sit observerende kameras fortælling i filmens nutid. Her er fortællepositionen også, når der interviewes med andet kamera og i anden kamerastil. Optagelserne af samvær og interviews, altså begge slags er på helt samme måde intense og nærværende. Dertil er interviewene er klogt udførte i en diskret, men dyb empati.

3

Da jeg så filmen, var jeg i første omgang selv mest oplagt til det ekspeditionsmytologiske essay. Jeg kom lige fra arbejdet med Per Kirkebys film, hans rejser, hans forståelse af ekspeditionens væsen. Kirkeby fortæller, at han nu, han er i gang med den her film (Ekspeditionen, 1988) må erklære, at han har mistet lysten til det filmiske, at han vil fortælle om denne personligt skelsættende begivenhed, ekspeditionen i sit liv, som i hans sind vokser som drøm og forestilling og gennemtænkning til hele mytologien om ekspeditionerne i dette grønlandske landskab, hvor døden får sin ikke fortrængte plads, så livet bliver til fylde. Det vil han fortælle om i en lysbilledserie.

Og jeg forstår, at Teit Jørgensen er sat til at filme lysbillederne, mens Kirkeby viser dem med sit lysbilledapparat på lærredet og ind imellem med sin finger peger på en bestemt linje i det viste landskab, noget, han vil pointere, som han derefter i sit store værk, akvarellerne og malerierne atter og atter har pointeret. Film er for den rejsende Kirkeby først og sidst billeder.

Sådanne mytologiske billeddannelser var tidligere i mit liv tekster af Lennart Edelberg (Nuristan) og Klaus Ferdinand (Afghanistan) og Geoffrey Bibby og P.V. Glob (Bahrain) og Werner Jacobsen (Mongoliet) og af mine egne kolleger Torkil Funder (Ceylon, Oman) og Jens Vellev (Oman) og Bo Madsen (Israel og Irak). De fortalte og fortalte om etnografiske, arkæologiske og geografiske feltarbejder på arabiske og endnu fjernere asiatiske destinationer.

Selv har jeg aldrig rejst, kun i bøgernes digt, i Rider Haggards Afrika og i andre bøgers farverige nøgternhed som alle de polarrejsendes. Sidst var der for mig i mit sind denne oplistning af navne og deres associationer ved at opleve Daniel Dencics rejse ind den kortvarigt isfrie nordgrønlandske fjord i hans film Ekspeditionen til verdens ende, 2013, som Michael Haslund skrev sammen med ham og producerede og som må være blandt forudsætningerne for Haslunds og Dalsgaards arbejde med Fædre & sønner, for en vigtig del af fremstillingen, nemlig den digteriske behandling af ekspeditionsmyten. Jeg bemærkede dengang jeg så Dencics film et sted ikke langt inde, at døden i en stor rejses sammenhæng er trådt ud af sin fortrængte plads. En kortfattet kvindestemme, Katrine Warsaaes høres med en pludselig og løsreven bemærkning med venlig og beskedent tilbageholdt pondus af viden om arters massedød tidligere i Jordens historie, men faktisk meget sjældent, med årmillioner imellem. Nu sker det måske igen, siger hun, en art er ved at uddø, denne gang ved at destruere sig selv, vi er måske midt i det.

Haslund og Dencik havde lavet en ung og opsætsig film med deres helte på rejse i et sejlskib frem mod verdens ende. Nu er navnene Jonas Bergsøe, Minik Rosing, Per Bak Jensen, Jeppe Møhl, Jens Fog Jensen, Tal R, Morten Rasch, Bo Elberling, Katrine Worsaae og Daniel Richter. De er om bord på skibet, de er ekspeditionens medlemmer, og de er filmens medvirkende, og små bidder af det, de siger til hinanden foran det observerende kamera, bliver efterhånden til filmens essayistiske udsagn.

Sådan forberedt ser jeg, at i Fædre & sønner etableres den videnskabeligt / kunstneriske / eventyrlige oplevelse i første omgang en del enklere ved at introducere en smuk empire kommode og dens indhold af hemmelighed og ved at give afgørende plads til blot to medvirkende vidner og researchere af fascinerende kvalitet, en dansk antropolog og en britisk historiker. Deres vildt spændende små bidder af viden og fortolkning vokser i et centralt detektivisk forløb til en regulær thriller om spionage og kontraspionage og våbensalg og våbentransport.

Og med det er filmen slet ikke færdig! Der er jo flere handlingstråde, som skal færdiggøres og knyttes. Man kan glæde sig: Der er TV premiere i morgen, 9. juni 2019 på TV2

Danmark 2018, 87 min. Instruktion: Andreas Dalsgaard, fotografi: Valdemar C.V. Leisner og Andreas Dalsgaard, klip: Denniz Göl Bertelsen, produktion: Haslund Film, producer: Michael Haslund-Christensen. Filmkommentarens vurdering: 6 kongepenne af 6 mulige. Distribution: TV2 

LITTERATUR

https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/film/faedre-og-sonner-0 (synopsis og creditliste)

http://www.nordiskfilmogtvfond.com/news/interview/the-great-games-creators-on-letting-the-past-define-the-present (interview med Andreas Dalsgaard og Michael Haslund-Christensen)

Werner Jacobsen: Asiatiske akkorder, 1965/ mindeudgave 1970 og 1991. Lennart Edelberg: Henning Haslund-Christensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 27. maj 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290871

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3358/ (om Per Kirkebys film)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/2282/(anmeldelse af Daniel Dencic: Ekspeditionen til verdens ende)

SYNOPSIS

The Great Game (dansk titel: Fædre & sønner) is an epic adventure and family chronicle across three generations about extraordinary men and destinies: film producer Michael Haslund, his father, the former Lord Chamberlain of the Royal Danish family Søren Haslund-Christensen, and his grandfather, explorer/anthropologist Henning Haslund-Christensen. The Danish explorer, who died in Kabul in 1948 under mysterious circumstances, made his mark in Central Asia in the early 20th century but he was also rumoured to be a gunrunner and British agent.

As Søren’s health starts to deteriorate due to Alzheimer and with time is running out Michael takes his father out of the nursing home and on a journey in his grandfather's footsteps. They travel across China and meet chiefs and ancestors who reveal that Henning was a true Lawrence of the East, a man who fought to unite the Mongol tribes and defend them against the Russians. (Nordisk Film- og TV-fond)

Tilføjet i kategorierne: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

0 comments "Andreas Dalsgaard: Fædre & Sønner":


Add comment / tilføj kommentar:


Name
E-mail
Repeat*:
gs
5
he
2
65
e
bz
c
 

*) You must repeat the 4 digits code (written in red)
in the field to the right.

*) Du skal gentage den røde kode i feltet til højre.

web: infoserv   cms: aviva cms