Filmkommentaren

Schepelern og Detlevsen: Hjerter Dame

Skrevet den 30-04-2018 13:38:45 af Allan Berg Nielsen

Schepelern og Detlevsen: Hjerter Dame

Mette-Ann Schepelerns og Louise Detlevsens og Malene Flindt Pedersens Hjerter Dame er som det skal være, når dette produktionsselskab laver film, det er fjernsyn det her. I en ramme af en omfattende og for så vidt ordentlig, men konventionel reportage fortælles Lizette Risgaards biografi. Det er en skildring, som når sine journalistiske højdepunkter, når hun i en personlig fortællestemme, vel konstrueret af et oprindeligt grundinterview, måske i samtaleform fortæller tilbageskuende særdeles oprigtigt rent fagligt politisk og dertil menneskeligt ægte om sin oprindelige ambition om og plan for at komme til at sidde for bordenden under LO-ledelsens møder, og dertil åbent gør rede for, hvordan hun gennemførte sit forehavende og nu har nået sine foreløbige mål, formandsposten og trepartsaftalen med regeringen og arbejdsgiverforeningen.

2

Filmen er således en journalistisk skildring af et magtspil, men vist nok ikke tillige på den baggrund tænkt som et et dokumentarisk drama, selv om det kunne se ud til at være hensigten, vist heller ikke tænkt som et journalistisk filmessay om magtspil, selv om det ligeledes kunne se ud til, at der kunne have været materiale til det. Her bygges imidlertid ikke på kompliceret forståelse, fremstillingen drives ikke af et handlingens spændingsmoment, her satses på reportagens illustration, på oplysninger om begivenhedernes detaljer af fakta og munterhed og farvet af nøgternhed frem for skønhed, som almindeligt i dokumentarer.

Men desværre træder filmen fra sin titelsekvens til det altid afgørende 40. minut vande i sin valgte reportage til dominerende musik, som jeg ikke synes tilsammen får det kronologiske forløb og årsag/virkning forholdene så klart formidlet, som jeg bestemt tror var meningen.

3

Der er overvejende vinklet skarpt på aktualitet. OK17, som er et år gammel og allerede historie, når netop når i fremstillingen, og OK18, som er aktuel lige nu omkring filmens premiere, som passende er placeret dagen efter 1. maj festen. Men jeg tror, at konsekvensen af så afgrænset beregnende aktualitet er værkets hurtige forældelse. Det er vist ofte den politiske dokumentars skæbne.

Havde den biografisk meget loyale dokumentar valgt at følge den undertrykt storslåede scene i Sundby Sejlklub op og derfra, en tredjedel inde i fremstillingen, udvikle et drama, kunne dokumentaren leve på en skarp og farverig analyse af Lizette Risgaards, fornemmer jeg, stormfulde venskab og samarbejde med Harald Børsting. Scenen i sejlklubbens restaurant er stærk og flot. Lizette Risgaard kommer ind og sætter sig ved det bord, hun sad ved, dengang Børsting inviterede hende ud dette sted, hun slet ikke kendte for at tale om sine planer med hende. Scenen er stærk, fordi Risgaard er helt alene, det store lokale i vidvinkel er tomt, og hun begynder at fortælle om den ligeledes fraværende Børsting. Jeg oplever det antydede dramas store mulighed som netop denne mands fravær i tredje person i denne kvindes herfra stærkere og stærkere fortælling, men alvorligt svækket af hans i filmen eneste tilstedeværelse i dens allerførste billeder, til stede som slagen mand, som fortid. At tale vedholdende om en fortid, en myte, en pludselig usynlighed, som Lizette Risgaard så åbenbart både kan og tør, ville være et drama. For som Børsting svarede, da han ved sit valg som formand blev spurgt om han med sin nordjyske baggrund ville være synlig nok: ”Jeg tror, jeg bliver myte…”

4

Imidlertid ligger der også inden i netop denne film lige under reportagens overflade et mærkeligt uforløst essay om magtkampens betingelser og omkostninger. Hvis jeg lytter efter Lizette Risgaards vist mest off-screen fortælling især i sidste del af dokumentaren, får jeg denne kloge, neddæmpede og ærlige personlige oplevelse og vurdering af det centrale emne. Næsten i tilgift. Jeg gætter som nævnt på, at det materiale stammer fra en stor og lang, indledende amtale mellem de tre kvinder, LO formanden og de to instruktører. Hvor ville jeg gerne som dette vigtigste lag have oplevet den dybe, kloge, hjertelige og letdansende samtale med sin egen billedside og alle medvirkendes replikker på plads. Jeg er sikker på, at de tre damer ville klæde hinanden som samtalende essayister, og det ville være dejligt fjernsyn for voksne.

Hjerter Dame, Danmark, 2018, 86 min. Manuskript, instruktion og fotografi: Mette-Ann Schepelern og Louise Detlevsen. Musik: Peter Albrechtsen. Klip: Lars Therkelsen og Line Schou. Produktion Hansen & Pedersen Film og Fjernsyn, producer Malene Flindt Pedersen. Premiere: DOXBIO 2. maj i en række biografer / http://doxbio.dk/movie-archive/hjerter-dame/ / http://doxbio.dk/kob-billet/

http://www.hansenogpedersen.dk/produktioner/hjerter-dame/ (producentens beskrivelse og cedits)

https://www.dfi.dk/viden-om-film/filmdatabasen/film/hjerter-dame (DFI’s faktaark)

Tilføjet i kategorierne: Cinema, TV, Artikler/anmeldelser DANSK

0 comments "Schepelern og Detlevsen: Hjerter Dame":


Add comment / tilføj kommentar:


Name
E-mail
Repeat*:
g2
2
dc
c
6n
d
at
a
 

*) You must repeat the 4 digits code (written in red)
in the field to the right.

*) Du skal gentage den røde kode i feltet til højre.

web: infoserv   cms: aviva cms