Danske Dokumentarfilm 2017
Jeg har som for et år siden udvalgt de 6 danske dokumentarfilm fra 2017 som jeg i årets løb har været gladest for og fundet vigtigst (som Tue Steen Müller nedenfor på samme måde har gjort med udenlandske og valgt 16 / I have chosen 6 Danish documentaries from 2017), de 6 vigtigste film blandt dem jeg har set. De listes her op i omvendt kronologi med et citat fra anmeldelsen og med et link til anmeldelsens fulde tekst.
Jeg spurgte herefter mig selv, hvilken film af de 6 der fyldte mest i min erindring. Og jeg svarede mig selv: … when you look away af Phie Ambo.
Men læs nedenfor om min glæde ved alle seks film, for hvis jeg skal stole på mine tekster, ser det efter min opfattelse stadigvæk godt ud for dansk dokumentarfilm.
Adam Schmedes: Edderkoppernes hus
… Schmedes har iscenesat de medvirkende edderkopper på den ganske særlige måde, han har udviklet gennem mange år, gennem mange produktioner. Og det er fremragende. Og det er noget ganske særligt. Og så har han iscenesat de medvirkende mennesker, en lille familie som deler titlens hus med de små dyr. Og det er i min oplevelse ikke fremragende, men jeg medgiver, at det er et uundværligt, ja, et afgørende lag. For i det lag er filmens samfundsmoralske diskussion bundet, faderen og børnene i familien bliver faktisk, ja, det er sandt, mine forbilleder i min fremtidige naturligt accepterende omgang med mine egne edderkopper.
http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4124/
Eva Mulvad: A Modern Man
… Det nye moderne filmklip er langsomhed og fravær af angst for pause og tomhed, den nye moderne cinematografi er optagethed af øjeblikket, er ønsket om at vide det ud. Hvor det lige før var afviklingen af øjeblikket, opløsningen af nuet i en hurtig strøm af meget korte klip, som dominerede det moderne. Den røde Porsche er en hurtig bil, den kører hurtigt i potente gearskift med helten, eller er det fotomodellen? ved rattet. Hurtigt i det stort tegnede dramatiske landskab. Men i optagelsen oppefra er scenen langsom og lang og fascinationen gælder den lille smukke bil i landskabet, gælder det hurtige i det langsomme, altså detaljen som for eksempel hos Tom Ford, mere end overfladen som for eksempel hos Jørgen Leth. Kunst laves ikke på virkeligheden, sagde Per Højholt, kunst laves på kunst.
http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4042/
Phie Ambo: … when you look away
Jeg kastes ind i Holger Bech Nielsens energiske rullen mangeverdens teorien op, vi skifter verden hver gang noget bliver målt! Og hvad er bevidsthed egentlig? Han lever i sit arbejdsværelses tavle og kridt verden, i en verden af fascinerende teorier. Jeg er med på besøget og ser med en lille sorg ham slutte sin forklaring før jeg er færdig med at indprente den, med en svamp fjerner han for mine øjne de noterede alternativer. Hos Phie Ambo fæstner sig imidlertid spørgsmålet, hvad er bevidsthed? Kan sindet være flere steder på én gang? Hun reflekterer mildt autoritativ i sin fint underfundige, blødt præcise fortællestemme (ja, filmen er speakbåret i sit afgørende lag ved siden af scenernes samvær i bevægelser og dialoger) og invier mig i Thomas Youngs dobbeltspalte eksperiment fra 1801…
http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4032/
Nicole N. Horanyi: En fremmed flytter ind
Jeg kan rigtig godt lide Amanda, jeg kan lide hende i hver eneste replik, bevægelse, stemning, i alle scener fra først til sidst. Amanda Kastrup bygger sit eget kunstværk opmuntret og ved hjælp af Esben Dalgaard, Henrik Bohn Ipsen, Rasmus Steensgård og åbenlyst styret af Nicole Horanyi (det ses af og til i billedet som planlagt element), bygger det og bygger det ind midt imellem Horanyis arrangerede/iscenesatte dokumentarfilm rekonstruktion og hendes andet lag i sin filmkonstruktion, en omhyggelig journalistisk afdækning i tabloidpresse stil. Præcist derimellem ligger Amandas fortælling, hendes vidneforklaring. På det sted fastholder hun urokkelig denne sin helt egen fortællings suverænt litterære værkhøjde…
http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4026/
Nicolás Nørgaard Staffolano: Danmark ved Ganges
… Over denne virkelighed og disse indgribende begivenheder har Nicolás Nørgaard Staffolano sammen med Andreas Dalsgaard skrevet et fint og klogt og aldeles omhyggeligt ordnet filmessay med mange – alle afgørende præcise – detaljer og adskillige underfundigt berettende fortællelag, som nøje beregnet berører hinanden på punkter, hvor modsætninger burde kunne forvirre udsagnene, men roligt bøjes ind under værkets afklaring af denne skrøbelige skønheds samlede kraft og vigtighed og sidste øjebliks kendsgerning.
http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3910/
Lise Birk Pedersen: Tutti a Casa
… Vil Lise Birk Pedersen med sine værker skildre og fatte den filmiske undersøgelses emne og objekt gennem sine medvirkendes sind, umiddelbart og direkte og ikke ved deres replikker, ikke ved det de siger som jo mest er spontane almindeligheder, som hun her beskriver Luis klassiske, besindige mådehold i gammel anstændig borgerlighed, Marios faglighed i juraens skønhed og retfærdighed som den viser sig i barokmusikkens orden, Albertos uforsonlige robespierreske kynisme i en vrede over undertrykkelsen af sin fattige baggrund af ødelæggelsen af sin smukke by Torino med den vidunderlige FIAT fabrik og Paolas betagne forelskelse i Grillo, hendes skønne naive naturlige kraft når hun taler i bilen, i senatet, på tribunen ved valgmødet, taler med sin krops sprog, sine hænders gestik og sit ansigts lynsnare mimik? Er det det hun vil? Kernen i Tutti a Casa er nemlig ikke Grillos blog, ikke Italiens historie siden oldtiden, ikke den venlige udgave af populisme (hvad det så er). Den er disse fire menneskers spæde voksne liv med den politiske handling.
