Filmkommentaren

Phie Ambo: … when you look away

Skrevet den 21-09-2017 15:01:19 af Allan Berg Nielsen

Phie Ambo: … when you look away

Phie Ambos vidunderlige film træffer mig øjeblikkelig, mens jeg er uforberedt åben et meget personligt ellers næsten glemt sted, en næsten glemt erindring, en erkendelseshemmelighed, min tidligste tanke om kosmos. Juno, filmens første medvirkende, ligger og skal sove, det er åbningsbilledet. ”Er jeg et menneske eller et dyr?” spørger hun Phie Ambo som taler sagte med hende.

Da jeg var barn og lidt større dreng, husker jeg med ét, var jeg ustandselig optaget af enten, at jeg var hele verdensaltet og inspireret af atommodellen at utallige solsystemer og levende verdener var indeholdt i eller disse faktisk udgjorde min krop, var mig, eller, at nu der kun var mig, så var det mine sanser som producerede hele min omverden, hvad jeg så af ting og dyr og mennesker, hvad jeg læste og lyttede til og følte med mine fingre. Alt var mine sansninger og jeg selv var helt alene.

Tanken forlod mig, svækkedes lidt efter lidt, men forsvandt aldrig helt. For under filosofikurset som lærerstuderende lærte jeg Berkeley at kende, og det ramte mig som en boomerang efter et meget langt kast: ”… George Berkeley er vigtig i filosofiens historie ved sin benægtelse af stoffets eksistens – en bevægelse, han underbyggede med en række snilde argumenter. Han hævdede, at materielle genstande kun eksisterer, fordi de opfattes. På den indvending, at et træ i så tilfælde skulle holde op at eksistere, når ingen så på det, svarede han, at Gud altid opfatter alt.” (Bertrand Russell, 1962)

Men Phie Ambo var alligevel kommet mig i forkøbet i min private association. Først i filmen har hun anbragt et citat over hele lærredet, et citat af Lewis Carrols fra Alice in Wonderland: ”If I had a world of my of own, everything would be non sense. Nothing would be what it is, because everything would be what it isn’t.” Da jeg så filmen første gang, overså jeg advarslen. Kastevåbnet med den krumme bue må derefter være forsøgt kastet, måske bort, nu vendte det tilbage med voldsom kraft lige ind i hvad jeg troede jeg vidste helt sikkert: … when you look away!

Jeg kastes ind i Holger Bech Nielsens energiske rullen mangeverdens teorien op, vi skifter verden hver gang noget bliver målt! Og hvad er bevidsthed egentlig? Han lever i sit arbejdsværelses tavle og kridt verden, i en verden af fascinerende teorier. Jeg er med på besøget og ser med en lille sorg ham slutte sin forklaring før jeg er færdig med at indprente den, med en svamp fjerner han for mine øjne de noterede alternativer. Hos Phie Ambo fæstner sig imidlertid spørgsmålet, hvad er bevidsthed? Kan sindet være flere steder på én gang? Hun reflekterer mildt autoritativ i sin fint underfundige, blødt præcise fortællestemme (ja, filmen er speakbåret i sit afgørende lag ved siden af scenernes samvær i bevægelser og dialoger) og invier mig i Thomas Youngs dobbeltspalte eksperiment fra 1801: ”Thomas Young (GB, 1773 - 1829) lavede forsøg over lysets bølgenatur (i modsætning til Newtons partikelteori) og påviste lysets interferens bl.a. ved sit dobbeltspalteforsøg i 1803… Pointen i kvantemekanikken og i dobbeltspalteeksperimentet er, at hver enkelt foton interfererer med sig selv, og ender med at sætte en prik på skærmen. Men kun hvis mange identiske fotoner (fx fra samme kilde) sendes afsted danner prikkerne et mønster.” (Malte Olsen, Niels Bohr Instituttet i sin brevkasse, 2011). Dette er den nøgterne fysikers fremstilling, men Ambos nysgerrige barnesind og poetiske ambition for sit filmværk er ikke begrænset til videnskabsformidling, hun siger i sin fortællestemme: ”Fysikernes konklusion er at elektronen går igennem begge spalter og den går ikke igennem nogen af dem. Den kan gå igennem bare den ene spalte og bare igennem den anden, og alle muligheder, man kan forestille sig, er til stede samtidig, og elektronen gør det hele samtidig. Den er i det der hedder superposition, en tilstand hvor absolut alt er muligt.”

Superposition er herefter instruktørens og filmens centrum og kerne og arkimedespunkt, og hun forærer mig gennem sin månedlange proces med hver sit tankevækkende møde, skildret i hver sin fuldkomne filmscene sin stadigt voksende indsigt i en svimlende rutchetur af én lang bevægelse, én lang sammenfatning på filmens 84 minutter, den indsigt at holde fast i min egen lange rejse gennem mine møder med forståelse af kosmos i værker, der som hendes nu, har omgivet mit liv.

Disse møder fastholder hun uden at ryste en eneste gang i valg af kameraposition, jeg ved hele tiden, hvorfra fortællingen er fortalt, selv i den charmerende scene hvor hun selv er midt i billedet i en variant af penduleringspraksis. Og hendes smil, da terapeuten ved at se antennernes udsving fortolker karakteren af hendes tanker, det smil er kærligt dobbelt. Sådan er Phie Ambo i den grad til stede hos alle sine medvirkende, både de overbeviste og de tvivlende (de er der også i filmen), de begejstrede og de skeptiske.

Scenerne med dem, besøgene og samværene stilles på række. Theis Schmidt har fået en bundet opgave: der skulle som selve værkets inderste idé klippes i den rækkefølge, scenerne er optaget, og jeg følger så med Phie Ambo og hendes kamera med på deres opdagelsesrejse i en dagbogs kronologiske orden. Schmidt har så følsomt, loyalt stillet hendes lange scener ind i tilsvarende lange, både billedmæssigt og indholdsmæssigt ordentlige afsnit, som ikke virker påtvungne, slet ikke efterrationaliserede, dygtigt har han anvendt grafikken (som er smuk, enkel og tydelig), musikken (som isoleret er en verden for sig, men tæt forbunden med filmens bliver del af én verden), enkelte fotografiske vignetter og så den bærende fortællestemme som afgørende mørtel i filmværkets arkitektur.

Ja, scener som: ”And reincarnation. And even reincarnation”, udbryder Holger Bech Nielsen, da han med billedhuggeren som skal lave hans gravsten står på pladsen der på kirkegården og diskuterer mulighederne efter døden; og så et andet sted, hvor instruktøren i sin erkendelsesrejse er i en tvivlens krise, anbringer klipperen en lille scene med to sætninger, som på den måde bliver vigtige. Holger Bech Nielsen sidder hos sin kollega (som med ham har bærende rolle i filmen) og det er Ambos tvivl de kommenterer. Bech Nielsen siger ”But she (Ambo) could find out by some supernatural… og kollegaen afbryder ham : “Well there isn’t anything supernatural since we are in nature, right?”

Phie Ambos nye værk … when you look away læser jeg begejstret som et oprivende journalistisk opklaringsdrama i et gennemtænkt poetisk filmessays form med et personligt lag af eftertænksom selverkendelse, en tøvende beslutsom intellektuel beskedenhed. Phie Ambo lader mig møde en række fascinerende mennesker, men jeg møder  hende. Det afgørende greb i alle scenerne med alle de medvirkende vidner er en naturlig, næsten selvfølgelig, alvorlig, indforstående holdning, en omfattende empati. Dette er, tror jeg, Phie Ambos væsen, en egen kerne, en holdning uden om hendes viden, som er en nysgerighed som barnets, en dybt skildret fundamental undren. For ”alt vi kalder virkeligt består af noget, som ikke kan betragtes som virkeligt”, skrev Niels Bohr engang og det skriver Phie Ambo så på filmlærredet til sidst.

Phie Ambo: … when you look away, Danmark, 2017. 84 min. 

BIOGRAFVISNINGER

27. september kl. 16.00-18.00 på landets universiteter og forskningsinstitutioner (læs mere her). Visningen bliver efterfulgt af en live streamet debat fra Skylab på DTU med professor Anja C. Andersen, PhD Fellow Mads Vestergaard og direktør Kristian Pedersen (DTU Space). Følg debatten når den streames live på Danmarks førende forskningssite Science Report.

I oktober kan filmen ses i: 

Empire Bio, København i dagene 12. – 18. oktober.

Øst for Paradis, Aarhus i dagene 12. – 18. oktober.

Biffen, Aalborg den 11. oktober 16.30

Samt på Aalborg Universitet, København ved Open Research Seminars m. deltagelse af Phie Ambo.

SYNOPSIS

...When you Look Away is a documentary that examines the subject of consciousness in terms of quantum physics in close collaboration with scientists at the Niels Bohr Institute. What if basic causal relationships in the world don’t work like we think they do? Should we understand the relationship between our consciousness and the physical world in a whole new way? What is happening at the frontier of science, where accepted truths and wild theories collide with each other? Could a new way of understanding our human consciousness come from an entirely unexpected place? (IDFA catalogue)

Tilføjet i kategorierne: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

0 comments "Phie Ambo: … when you look away":


Add comment / tilføj kommentar:


Name
E-mail
Repeat*:
p7
g
py
h
p8
x
62
z
 

*) You must repeat the 4 digits code (written in red)
in the field to the right.

*) Du skal gentage den røde kode i feltet til højre.

web: infoserv   cms: aviva cms