Filmkommentaren

Torben Skjødt Jensen: Flâneurtrilogien

Skrevet den 04-12-2016 19:53:36 af Allan Berg Nielsen

Torben Skjødt Jensen: Flâneurtrilogien

For nogen tid siden skrev Torben Skjødt Jensen på sin Facebookside at en blogger i USA var optaget af hans tredje Flâneurfilm fra 1998: ”Walter Benjamin FB-siden har fundet en omtale af 2 film om Walter Benjamin hvoraf den ene er den som Peter Hallberg og jeg lavede i 1998, Benjamins Skygge - og de kan godt li' den... rart! Følg linket herunder og så kan man faktisk også se filmen - godt nok i en frygtelig YouTube opløsning, men med engelske undertekster - og det er jo bedre end ingenting for jeg kan desværre ikke overtale DFI til at min Flâneur-trilogi burde være på Filmcentralen/Filmstriben - de er åbenbart lidt for meget kunst til danske øjne!”

FLÂNEUR III (1998)

Jeg husker de tre sindrigt sammenhængende, kloge, omhyggeligt udførte film og fulgte selvfølgelig linket (som findes nedenfor) og læste: “… In the 1998 film, Flâneur III: Benjamin’s Shadow, Danish director Torben Skjødt Jensen and writer Ulf Peter Hallberg collaborate on an impressionistic black-and-white meditation on Paris, overlaid with Hallberg’s ruminations and quotations from Benjamin. Benjamin’s fascination with nineteenth-century Paris drove his massive, unfinished Arcades Project, an excavation of the inner workings of modernity. Where John Hughes’ One Way Street: Fragments for Walter Benjamin, 1992 is marked by a very dated 90’s aesthetic (which may look chic now that the decade’s back in fashion), the above film (Torben Skjødt Jensen's) is both classical and modernist, a testament to the beauties and contradictions of Paris. I think in this respect, it is a more fitting tribute to the critical and contradictory aesthetic theory of Walter Benjamin. “ (Josh Jones, a writer and musician based in Washington, DC @jdmagness)

FLÂNEUR I (1992)

I trilogiens første del, Firenze/Siena-filmen Flâneur I, 1992 afbryder et pludseligt tordenvejr det musikalsk fremskridende forløb af musik, bylyd, Italo Calvino refleksion på mesmeriserende engelsk, billedovertoninger af bygninger, kunstværker og mennesker i stadig bevægelse, og billedet falder til ro på byens silhuet mod en mørk himmel. Et lyn flænger lodret. Tordenen ruller. Et sådant dramaturgisk højdepunkt er hvile for tanken i citatets skygge. Så derfor denne ekskurs:

BYSYMFONI

Henvisningen er til en klassiker i filmhistorien, dokumentarfilmen Berlin, Sinfonie einer Grosstadt fra 1927. Den blev lavet af Walter Ruttmann og Karl Freund, og den kom til at markere filmkunstens frigørelse fra det bogligt litterære og det teatermæssigt dramatiske. En film kunne herefter bygges op på filmbilledets egne betingelser. I klipningen kunne de enkelte optagelser hobes op i rytmiske forløb, som alene var bundet i deres billedmæssige muligheder, komposition, stemning og bevægelse. Levende billeder var det jo. Fortællingen blev så disse rytmiske serier af enkeltindtryk. Filmen illustrerede ikke en fortælling, som i sprog lå før filmen. Film var ikke længere nødvendigvis en handling med billeder, men som Theodor Christensen senere formulerede det en handling af billeder. Og vi må i den her sammenhæng føje til: og lyde.

Dertil var Berlinfilmen en demonstration af, at en dokumentarfilm kunne hente sit stof i sin umiddelbare nærhed. I dagligdagen. Den behøvede ikke som de oprindelige dokumentarfilm optage sine billeder og lytte sig til sin beretning på fjerne eksotiske steder.

Endelig indsatte Ruttmanns og Freunds film en ny fast figur som skema for en films opbygning, en figur som siden er blevet brugt utallige gange. Mest kendt blandt disse er vel Arne Sucksdorffs Stockholmfilm fra 1947 Människor i Stad.

Men der findes altså en lang række film af typen. Ja, bysymfonien, som figuren herefter benævnes, blev efter Ruttmanns og Frunds film en særdeles benyttet form blandt unge instruktører. Dokumentarfilmens tidlige teoretiker, instruktøren John Grierson fortæller, at af 50 manuskripter, der i de år indsendtes af begyndende filminstruktører var "45 symfonier over Edinburgh eller Ecclefechan eller Paris eller Prag. Morgendæmring – folk begynder arbejdet – fabrikkerne går i gang – sporvognene rasler – frokostpause og gaderne igen – sport, hvis det er lørdag eftermiddag – med sikkerhed aften og den lokale danserestaurant..."

Berlin, Sinfonie einer Grosstadt beskriver han i samme tekst sådan: ”I jævnt glidende billeder, fint afpasset i tempoet, glider et tog gennem forstadsmorgenen ind i Berlin. Hjul, skinner, enkeltheder ved lokomotivet, telegraftråde, landskaber flyder forbi sammen med modsvarende symboler, der nu og da glider ud og ind i den almindelige rytme. Der følger nu en række satser, der ved deres totalvirkning på imponerende måde skaber historien om en dag i Berlin. Dagen begynder med en strøm af arbejdere, fabrikkerne går i gang, gaderne fyldes; storbyens formiddag bliver en tumult af fodgængere og sporvogne filtret ind i hinanden. Frokostpause: et forskelligartet pusterum, der illustrerer modsætningen mellem rig og fattig. Byen begynder at arbejde igen, og en regnbyge om eftermiddagen bliver en vigtig begivenhed. Byen holder fyraften og slutter sin dag i en endnu mere hektisk glidende strøm af værtshuse og cabaréer og dansende ben og lysreklamer.” (Grierson on Documentary, 1946)

En filmisk symfoni er en meget rimelig betegnelse for genren, for som i den musikalske koncentrerer den sig om en flerhed af sammenhænge og bevægelser, og som noget yderligere karakteristisk klipper den billederne sammen i satser. Med hver deres tempo og stemning.

FLÂNEUR II (1994)

Torben Skjødt Jensen benytter i Flâneurfilmene alle disse klassiske udgangspunkter. Og den anden film har konsekvent titeltilføjelsen Dandy og den har tekster af Charles Baudelaire som grundlag og er optaget i en række europæiske byer, blandt andre Clermont-Ferrand og Reykjavik. Det parisiske blev på hundrede år spredt til provins og udkant. Derfor én ting mere. Såvel en flanør som en vejfarende og en dandy behøver et sted for at være en eksistens. Det med stedet var også centralt for de tidlige dokumentarfilminstruktører. Fra det sted man var til stede skulle historien hentes, og det skulle være stedets egentlige historie, ”dets drama af nætter og dage, af årstidernes gang, med de kampe, der er nødvendige for at opretholde livet eller for at leve i et samfund eller for at bygge stammens værdighed op.” (Grierson)

WAYFARER (1993)

I takt med, at Flâneurfilmene et efter et opfylder disse krav, lever instruktøren op til dette sidste af de traditionelle forlangender. I hans filmtrilogi er stedet altså først 50 125 Firenze, men jeg kan måske overraskende tilføje filmhistorien den oplysning at stedet i 1993 blev 8900 Randers, da instruktøren det år skød en lille byskildring, Wayfarer med denne postnummer-undertitel ind. Lavede den inde i arbejdstiden med Flâneur værkrækken, så der i alt er fire slægtninge. Synes jeg faktisk.

Wayfarer har antikvariske film fra Randers som grundmateriale. Blandt dem en Ove Sevel Randersfilm fra 1950, som også er bygget op som en bysymfoni, og altså også henter sine forudsætninger i Berlinfilmen. Torben Skjødt Jensen er oprindelig filmhistoriker, og det har han et særdeles aktivt forhold til. Han bruger imidlertid det gamle skema med en vis distance: Nu laver jeg en bysymfoni, at I bare ved det – og jeg gør det – næsten som et enkelt sted i wienerklassikken – med disse programmusikalske overskrifter: ”Anslag, Ankomst, Byen vågner, At vokse til, Intermezzo, Købstadens anatomi, Gæstebud, Byen vender hjem, Fritid, Epilog”. Altså i princippet som hos Beethoven: ”Glade følelser vågner ved ankomsten, Scene ved bækken, Bøndernes lystige samvær, Uvejr og storm, Glade og taknemmelige følelser efter stormen.” Og Torben Skjødt gør det ikke uden betydelig respekt for traditionen. De gamle Randersoptagelser fremtræder med stor værdighed i de nye klippeomgivelser.

Dertil kommer en Peter Seeberg-tekst, som tilføjer et vigtigt lag af eftertanke – her over tidens og byens væsen. Helt svarende til Calvino-teksten i Flâneur I og følgelig senere tillige svarende til Baudelaire-teksten i Flâneur II og Benjamin-teksten i Flâneur III. Så Randers er i verden. Der er også mondæne træk ved den by, et bylivets internationale og instruktøren satte essayistisk byen i en sammenhæng af europæisk modernitet, hans Randersfilm kom i hans værk i selskab med Firenze og Siena og senere med Clairmont-Ferrand, Reykjavik og Paris.

Wayfarer er en symfonifilm og det er en tidssvarende symfoni af stemmer fra hele den moderne periode. Skjødt Jensen kombinerer nemlig dette klassisk dokumentariske og litterært filmessayistiske erfaringsgrundlag med musikvideoens kalajdoskopi og rytme. Skjødt Jensen er instruktøren bag en lang række musikvideoer. Som hele trilogien er også Wayfarer bygget op med musik af Anders Koppel. Og filmhistorikeren ved også godt, hvordan 90’er filmbilledet ser ud. Han var selv med til at etablere det i årtiet forud. Glæden ved traditionens æstetik spiller med og føjer lag af forståelser til det, vi ser i første omgang. På den måde handler også Wayfarer om erindring.

Dengang filmen blev lavet spekulerede jeg på, om der i dens titel ligger en særlig litterær forståelse af wayfarerbegrebet svarende til de tanker, jeg fik ved titlen Flâneur, som for mig jo først og fremmest var et Walter Benjamin-begreb. Han havde senest lagt betydninger i det: ”Flanøren søger sit asyl i mængden. Mængden er det slør, hvorigennem flanøren ser den vante by vinke til sig som fantasmagori. Heri fremstår den snart som landskab, snart som stue”. (Paris, det 19. århundredes hovedstad i Udvalgte Skrifter, Kbh. 1973)

Wayfarer er tilsvarende både et meget gammelt engelsk ord for den rejsende, den vejfarende, og et vigtigt solbrillemærke i tiden dengang i 90-erne. At rejse, at se gennem et filter. Jeg opfatter det sådan, at når den vejfarende når sit sted, byen, så er han flanør og har flanørens blik. Sådan hænger de to film nu sammen for mig. Og sådan blev Randersfilmen for mig også andendelen i Torben Skjødt Jensens dengang nye filmprojekt, en trilogi, som ville skildre den moderne byopfattelse. Pointen er, at den moderne tanke stadigvæk har gyldighed, også på den anden side opgøret med modernismen. Første del har altså billedstof fra Firenze og Siena og en tekst af Italo Calvino. Anden del bruger en dansk digters ord til billeder fra en dansk provinsby, billeder fra århundredets begyndelse frem til 1950, den sidste del af moderne tid.

Torben Skjødt Jensen: Flâneur, 1992, 9 min., Flâneur II: Dandy, 1994, 27 min. og Flâneur III: Benjamins skygge, 1998, 39 min. alle DK samt Wayfarer: 8900 Randers, DK 1993.

SYNOPSIS

Flâneur I, (1992). This film is first and foremost a poetic, passionate declaration of love for Paris: les passages, the Seine, the Jardin du Luxembourg, the Metro. Starting out from the German philosopher Walter Benjamin's Work of Passage the director has created an associative universe, a mosaic in which text fragments are incorporated in a close interplay with the symbol-laden spaces. With the director as a flâneur, moving around the city, hand in hand with the angel of history, knowledge of the clash of cultural history with the present is evoked. We meet modern Parisians, and on the sound track we hear Ulf Peter Hallberg's reflections on Benjamin's work. (DFI)

The German Marxist philosopher Walter Benjamin, who from 1927 until his tragic suicide in 1940 devoted himself to a study about Paris in the French Bibliothèque Nationale, saw Paris as a city in which antiquity merges with modernity. For example, in his unfinished philosophical text on Paris, Benjamin compares the covered shopping arcades to Hades, the underworld in Greek mythology; a world without windows, a world of illusions, dreams and fantasies, the primeval landscape of consumption. According to Benjamin, there is no modern experience in which history does not resound. And when ages are dreaming, Benjamin asserts, they quote the past. The nineteenth century dreams of the ancient classics. (DFI)

In Fiâneur III, the Danish director Skjødt Jensen follows Benjamin’s shadow through his beloved, vivacious Paris in a labyrinthine collage of images and words, which is inspired by the form of Benjamin’s philosophical work. Just as Benjamin digs up excerpts from the ‘infinite’ Bibliothèque Nationale, combines them in his philosophy and personally interprets them, the filmmaker intermingles black-and-white images of Paris, Benjamin’s thoughts and thoughts by Benjamin adherents. The film is an abstract, veiled stroll through philosophy and city, and this, too, fits the German philosopher’s spirit. For Benjamin, flâner – roaming the urban landscape in a dreamy mood, without fixed attention – is an allegory of the condition humaine in the modern age. (IDFA)

LINKS

www.openculture.com/2013/07/(Post by Josh Jones)

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/en/26542.aspx?id=26542 (DFI Fakta)

https://www.youtube.com/watch?v=daTc3tH0uy4 (Streaming Flâneur III)

https://vimeo.com/26821212 (Streaming One Way Street)

Tilføjet i kategorierne: Film History, Artikler/anmeldelser DANSK

0 comments "Torben Skjødt Jensen: Flâneurtrilogien":


Add comment / tilføj kommentar:


Name
E-mail
Repeat*:
f8
y
mk
f
b2
r
ey
8
 

*) You must repeat the 4 digits code (written in red)
in the field to the right.

*) Du skal gentage den røde kode i feltet til højre.

web: infoserv   cms: aviva cms