Eva Tind: En rød løber for Asta Nielsen
Det er en ganske særlig scene, denne fra en hotelpension i Fasanenstrasse, Berlin. Eva Tind er taget dertil, fordi Asta Nielsen boede der 1931-1937. Hun går omkring og regulerer lyset, trækker gardiner for, lukker vinduer til først, berører tingene. Langsomt, forsigtigt, andægtigt, tænkende.
Det er en forunderlig film, forfriskende anderledes. Der er noget ligefremt og forbavsende ærligt over hele grebet, Eva Tind så beslutsom har om sit materiale: jeg viser jer her noget, jeg har samlet sammen fordi jeg er optaget af det, en filmoptagelse af en ting, en filmoptagelse af et møde, roligt fremadskridende, én sekvens ad gangen, hvor hun selv er med hele tiden som en selvfølge, helt integreret spørgende, ja, snakkende med faktisk (måske næsten for lidt, jeg savner faktisk hendes konsekvente omvisningskommentar i materialet, det har været et fravalg) men i hvert fald: Eva Tind er til stede i sin film.
Og Anders Refn og Bodil Kjærhauge følger hende i klippet indforståede i dette helt enkle greb om stoffet, den fuldstændig ligetil måde at fremlægge det på, følger hende sikkert og erfarent gennem researchrejserne og undersøgelserne, hvor fotografen Sidsel Becker fulgte med og i lutter tydelige og omhyggelige og følsomme optagelser skildrer tingene, rummene og de medvirkende langsomt, forsigtigtigt, alvorligt og tankefuldt. Selv det som er morsomt er det på en alvorlig måde. Og det lader sig gøre.
Scenen med Torben Skjødt Jensen er interessant fordi den er ekstra tydelig. Den er antilitterær, den interesserer sig ikke for Asta Nielsens biografi, det indskrænker sig til anekdoten om Henrik Stangerups afskedigelse fra hendes film om sig selv, den interesserer sig ikke for Skjødt Jensens to film om Asta Nielsen. Nej, den scene er en besøgets berøring, den begynder med ankomsten og entredøren, den interesserer sig for denne filminstruktør som person, som krop i sine rum, blandt sine ting, i samlingen. Ja, scenen er en berøring, det bliver tydeligt, da Skjødt Jensen poserer for kameraet iført et af Asta Nielsens kostumer, en robe. Statuarisk. Herfra kan disse tableauer med rekvisit som indgår i møderne, herfra i filmen kan de alle entydigt forstås. ”Jeg ser de øjne der har set Kejseren”, som Roland Barthes skriver om et fotografi fra 1852 af Napoleons bror, Jérôme.
Nu forstås Bodil Jørgensens armbånd, Jørgen Sprogøs barndomserindring og hvide slør for ansigtet, Mariana Jankovis spændte fjeder af en energisk krop: ”… hun var en kriger”, rouge på kinderne og talkum blæst i ansigtet, det glider umærkeligt over i en af de vignetter, Becker og Tind etablerer som udfordringer til eftertanken, her opstilling med figur i ramme og figur uden for rammen, som holder rammen.
Hos de lærde filmvidenskabelige damer i Frankfurt interesserer filmen sig mere for de to medvirkende som un deux og for deres køkken hjemme og senere deres arbejdsrum på Kinothek Asta Nielsen end den er optaget af deres uden tvivl overvældende viden om filmene, men der bliver åbnet en sprække for to forhold i Asta Nielsens værk: hendes lidenskabelige gøren sig fri af producenters og instruktørers indflydelse på sine værker og så hendes physicality i sit spil. Og netop det understreger Eva Tind i sit meget kræsne valg af klip fra Asta Nielsens film, klip som i sig selv med den præcise og overbevisende filmmusik af Mark Solborg er en dækkende kavalkade, ligesom Bodil Jørgensens intense medvirken – i den løbende samtale under smikningen til hendes afsluttende monolog, og i og med den – er en film i filmen, men som filmcitatserien helt inkorporeret i Tinds samlede konstruktion.
Så i afsnittet med Poul Malmkjær drejer det sig om, at her i disse smukke rum tænkte denne mand den viden han nedskrev i den bog og i afsnittet med Marguerite Engberg tilsvarende, at her røres der ved den danske filmvidenskabs begyndelse. Plus lige her denne fine aggressivitet omkring en statuettes navn. Marguerite Engbergs rekvisit er følgelig musketerhatten og den dragne kårde og scenen bliver uforglemmelig.
Filmen er altså ikke en fortælling om Asta Nielsen. Den er en skildring af et beundrende kærtegn, som mærkes som en fryd når Eva Tind forsigtig vender siderne i et fotoalbum og i en udklipsbog og på samme måde scene for scene viser billeder fra sine rejser, viser filmbilleder af hvad hun har fundet i stilfærdigt ventende samlinger og hos levende mennesker om den store skuespillers liv og værk og bærer det op ad løberen. Forestillingen er igen i gang, og løberen ruller hun så sammen til en kunstig blomst i sin favn.
Eva Tind: En rød løber for Asta Nielsen / A Red Carpet for Asta Nielsen, Danmark 2016, 52 min. Produceret på Det Danske Filmværksted. Anmeldelse: 6/6 penne. Filmen har premiere 11. september i Cinemateket i København:
http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program/Film.aspx?filmID=v1024713
LITTERATUR
Eva Tind: Astas skygge, portræt, Gyldendal 2016.
http://www.evatind.dk/?portfolio=en-rod-lober-for-asta-nielsen (Eva Tinds hjemmeside. Om filmen, credits mv.)
http://www.evatind.dk/?portfolio=asta-nielsen-et-digt-en-gavl (Om Eva Tinds gavlskuptur i Valby, heri en kort film, hvor Eva Tind gør rede for en række arbejder med Asta Nielsen materialet før En rød løber for Asta Nielsen)
http://www.rothstein.dk/2016/eva-tind-astas-skygge/ (Klaus Rothsteins anmeldelse af bogen Astas skygge)
