Filmkommentaren

Anne Wivel: Mand falder

Skrevet den 03-11-2015 10:28:22 af Allan Berg Nielsen

Anne Wivel: Mand falder

 

Det begynder stille og roligt med Anne Wivels stemme, som nænsomt fra bag et fortæppe af Per Kirkeby lærreder ganske kort fortæller den personlige baggrund for filmen: Kirkeby er en forårsdag 2013 faldet ned ad en trappe, har fået en hjerneskade, som alvorligt forstyrrer hans syn og hans bevægelighed, han kan ikke male, han kan ikke gå. Hun kan omsider besøge ham og aftenen før ringer hans hustru og siger, at han gerne vil at Anne Wivel tager sit kamera med. Hun bevæges, hun har ikke brugt kameraet siden hendes mand to år tidligere faldt og slog hovedet og kort efter døde, og hendes dæmpede stemme fortsætter herefter med hendes ja, dette fortrolige og ægte ja til sætningerne fra maleren og vennen, fortsætter og fortsætter. Anne Wivel er i den her film til stede hele tiden, i optagelserne, i samværet som vokser til filmværket som Per Kirkeby vel sådan har ønsket de endnu en gang kunne lave sammen.

Titelsekvensen klipper til atelieret, Kirkeby sidder og taler med kameraet og lidt med sin hjælper som også er der, og lidt med hustruen som også er der, der er hele tiden mennesker omkring ham, og han taler med kameraet og med Anne Wivel bag det, taler om situationen: jeg kan ikke gå, jeg kan ikke male, jeg kan ikke se, jeg kan ikke genkende ansigter. Det er ærgerligt siger hun, det er godt nok surt siger han og så går de i gang med at lave filmen. Filmens kurve bliver som Kirkebys kurve, den må skabe et nulpunkt, tror jeg det er han siger, og så må den med ham bevæge sig frem gennem en række af stemninger, som bliver til filmens afsnit. Sådan aftaler de konstruktionen, så enkel er den, de to erfarne ved hvad de gør. ”Jeg magter det ikke helt, det ved jeg godt, det må være som det er,” udbryder han et sted i gang med et billede, et værk trods alt, og klaverkoncerten triumferer ved de kunstneriske sejre, ved indsigtens gennembrud.

Per Kirkeby tegner, Anne Wivel filmer. De arbejder sammen, nu ved farvetuberne og så er vi ved lærredet, ”jeg mister orienteringen”, siger han, og han kigger på lærredet, ”… det er som et tapet”. ”Du er hård, Per” siger hun. Sådan taler de med hinanden, mens de arbejder på værkerne, arbejder sig gennem scenerne, stemningerne. Med Minik Rosing på Louisiana, Kirkeby kan ikke huske, ”det er så mærkeligt ikke at kunne genkende sine egne billeder”, siger han. Så hjemme i villaen i Hellerup, træning i et få synet på plads igen. Samtalen med Anne Wivel er så enkel, så kortfattet, så fin: ”Er du ked af det?” ”Ja.” ”Det kan jeg godt forstå”. En anstrengende rejse til Aars til afsløring af en stor skulptur, en tilsvarende nøgtern samtale med dronning Margrethe. Hjemme i Hellerup igen, han modellerer i lille format. Alligevel: ”Jeg magter det ikke helt. Det ved jeg godt.” Og så befriende fast: ”Det må være som det er.” Samtalen med Anne Wivel kommer til at handle om tålmodighed og dovenskab. Han vil godt lære tålmodighed men kan ikke med dovenskab. Hun synes han skal give sig hen i den. Nye dybe indsigter kan det føre til. ”Dem er jeg ikke stødt på”, replicerer han tørt. Og så alligevel, jo, han er stødt på kærligheden og på evnen til at tilgive ”og sådan noget, det har aldrig været min stærke side”. Det virker måske banalt i mit referat, i filmen er det aldeles ægte og vigtigt og meget smukt. Og han taler spontant om hustruen og spørger om det ikke også var sådan med Svend, hendes mand? Og jeg lukkes som en generøsitet ind i et nyt rum.

Han tegner pludseligt energisk med et stykke oliekridt, han tegner faldet på trappen, tegner først trappen, ”en rigtig Kirkeby-trappe”, siger han og både Anne Wivels kamera og jeg kan se at det er det netop, se det langt tilbage i hans værk. Og han tegner med sikre, sikre bevægelser faldet og senere skrammerne og så det der neden for trappen. En tegning bliver til og koncertens orkesterstemme triumferer. Han tegner videre på et nyt ark og hun siger: ”Det er skønt, Per. Du skal blive ved..."

Der kommer nye afsnit, nye stemninger, nedture mod nulpunktet og flere og flere sejre, mange hos de trofaste kolleger i det grafiske værksted.

Anne Wivel har gemt en vældig overraskelse til sidst, jeg bliver bestemt overrasket og ved eftertanke på en måde ikke: jeg er igen med Anne Wivel og Per Kirkeby på slottet i Italien, igen på det sted efter 15 år og jeg er tryg. Landskabet i bjergene er der, den ærværdige kolossale bygning ligger der, de gamle fresker så åbenbart øget siden sidst med Kirkebys talrige nye sidder der på væggene. Vennerne og kollegerne er med, lærrederne står parat i atelieret. Men atelieret ligger øverst ved slutningen af en høj stenbygget trappe, en hel del vanskeligere at gå på end trappen til træning hos fysioterapeuten, også fysisk vanskeligere, men filmen handler om den anden vanskelighed, trappens begivenhed som motiv ”den rigtige kirkebyske trappe” og senere er motivet Sebastian bundet til træet døende med de mange pile i kroppen, men jeg ved at en kvinde vil pleje hans mange sår og han vil komme sig. For en tid.

Som hos Platon er der indlagt taler i fremstillingen. Der er faktisk indlagt to. Jeg ser det blive til tre. En tredjedel inde i filmen taler ved en fest på et galleri Hans Edvard Nørregård-Nielsen. Det er en tale om det danske og om to digtere, Thøger Larsen og Poul Martin Møller. I sin stemmes myndighed viser han digtlinjernes lighed med træk i Kirkebys malerkunst, lighed i en særlig danskhed og i en udødelighed. Ved en anden sammenkomst, det er i huset på Læsø, læser Peter Laugesen et digt og det er et digt om kunstnerisk størrelse og sindets vejrlig: ”… Det format, der kan rumme de drejende lavtryk, de dybe huller, hvorfra vindene kommer / de nedre og øvre passater, monsuner, kulinger, storme og orkaner. / Drømmenes skypumper.” Og Anne Wivel laver på en måde sin film som en endnu en tale om at fremstille dyb, indsigtsfuld kunst i trodsigt mod på trods af, en hjernes skade.

Et tidsrum i Per Kirkebys liv hedder filmens undertitel på plakaten. Tidsrum… Det er et smukt ord det danske sprog aldrig må miste. Tidsrum, tid og rum, tid i rum, rum tid som betyder rummelig tid, omfangsrig tid, tilstrækkellig tid. Her er tid nok. Sådan er Anne Wivels nye films vigtige erkendelse af livet, menneskets liv. Uanset det tidsbundne i filmens biografiske udgangspunkt vil Anne Wivels Mand falder blive stående længe som umisteligt hovedværk i dansk film, endnu et hovedværk fra hendes hånd, endnu et værk om mandigheden og Eros' stadige jagt på skønheden.

Danmark 2015, 108 min. PREMIERE I AFTEN ved åbningen af CPH:DOX 2015

SYNOPSIS

”Man Falling” (Mand falder). Per Kirkeby's struggle to return to art after an accident. An honest and personal portrait of a headstrong artist. What happens when a world-famous artist suddenly loses his natural abilities? The director Anne Wivel has followed her friend, painter Per Kirkeby, up close after he fatally fell down a flight of stairs, gravely injuring his head. Kirkeby had previously recovered from a brain haemorrhage and two blood clots, but the fall resulted in a brain injury that still prevents him from working as before. He has not just lost his mobility, but also the ability to recognise colours and even his own art works. Anne Wivel is there both as a friend, an interlocutor and as a discretely observing filmmaker that follows a struggling Per Kirkeby while he is fighting for a comeback while constantly confronting his own lack of progress. There seems to be a long way to go. as art is not just a question of being able to paint and create beauty, but rather in transgressing good taste. It is this transgressive gesture that Kirkeby is missing and longing for. In addition to the artist, we also meet his wife, friends and collaborators, but the absolute protagonist is Per Kirkeby in an unusually open and frank portrait. Everything – from everyday rehabilitation to emotional insights – is presented in a sober, accurate way. (CPH:DOX programme)

CREDITS

Manuskript, instruktion, foto: Anne Wivel, medvirkende: Per Kirkeby, Mari Anne Duus, klip: Peter Winther.

FILMOGRAFI

Anne Wivel. Director and producer. Born 1945.Graduated in painting from the Royal Danish Academy of Fine Arts, 1977. Graduated from the National Film School of Denmark, 1980. Founder and leader of the production company Barok Film from 2004. Anne Wivel has won a lot of awards, among others Prix Italia, Special Price by Frederic Wiseman, Nordiska Filmpriset and the Roos Award from the Danish Film Institute. (DFI fakta)

Giselle (1991), Slottet i Italien (2000), Svend (2011), Mand falder (2015)

LITTERATUR / LINKS

http://cphdox.dk/en/programme/film/?id=3107  (Programme with screenings: date, time and location)

http://cphdox.dk/program/film/?id=3107  (Program med visninger: dato, tid og sted)

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/person/en/2964.aspx?id=2964  (Anne Wivel)

Johannes Sløk: Platon (1960), 65ff

Tilføjet i kategorierne: Cinema, Festival, Artikler/anmeldelser DANSK

0 comments "Anne Wivel: Mand falder":


Add comment / tilføj kommentar:


Name
E-mail
Repeat*:
e3
8
yp
z
g8
9
xs
b
 

*) You must repeat the 4 digits code (written in red)
in the field to the right.

*) Du skal gentage den røde kode i feltet til højre.

web: infoserv   cms: aviva cms