Christian Sønderby Jepsen: Naturens uorden

Alle Christian Sønderby Jepsens film har en tydelig mand i centrum, en mand med en lidenskab, en mand med udstråling, en mand som ganske naturligt er i filmen, som er en egentlig medvirkende. Mandens lidenskab er et forehavende, et projekt: at vinde en arvesag, at vinde titlen som landets bedste fuglespotter, at opklare en kompliceret sag om et justitsmord, at få ret over sin nabo, at få samlet alle sine 12 børn i en harmoni. Over sådanne særprægede menneskeliv ude i det almindelige liv bygger Sønderby Jepsen i klipperummet ved optagelser han har lavet som fluen på væggen under lange samvær med den medvirkende gennem måneder og år et drama, som skildrer dette hver gang eksistentielle projekt, denne lidenskab i en kurve gennem modstand og tilbageslag hen imod en løsning, en succes, en indsigt.

Den medvirkende mand af den slags i den nye film Naturens Uorden er Jacob Nossell. Hans projekt er voldsomt stort, han har sat sig for at lave et ”selvbiografisk teaterstykke om normalitet, identitet og meningen med livet”, som det i begyndelsen af filmen skrives hvidt på sort på et skilt, og få det sat op på Det kongelige Teater. Sønderby Jepsen er steget på projektet og følger det med sit kamera og skaber sit værk om hans værk, med ham og med teaterinstruktøren Thomas Corneliussen og skuespilleren Kristoffer Fabricius (dublerer Nossell i forestillingen) som aldeles vigtige medvirkende i hovedpersonens ambitiøse forehavende.

Åbningsbilledet er præcist og smukt. Jacob Nossell står rygvendt til kameraet på den tomme scene i Det Kongelige Teater og kigger ud i den oplyste, tomme teatersal hvor han og jeg hører det publikum som han filmen igennem vil arbejde på at blive i stand til at møde. Han og jeg hører publikum klappe. Hans første replik lyder: ”Hej! Mit navn er Jacob. Når folk møder mig for første gang, så får de en instinktiv impuls til enten at flygte fra mig eller også slå mig ihjel. Så vi skal nok få en rigtig hyggelig aften i aften.” Musikken sætter ind, det er filmmusik til en stor film. Ingen tvivl om det, jeg er tryg.

Så tager Nossell fat på researchen, han tager det journalistiske arbejde alvorligt, tager fagets metode på sig, samler materiale til teaterstykket og til filmen, til sit manuskript i samarbejde med Thomas Corneliusssen og til sit treatment sammen med Christian Sønderby Jepsen. Han besøger og interviewer med sig selv som både undersøgende journalist og objekt for undersøgelsen en filosof, en neurolog, en dagbladsredaktør, en personalechef på DR, ”nu er jeg rigtig vred” siger Nossell da han hurtigt fjerner sig fra oplevelsen, fra begrundelsen for at han ikke kan komme i praktik der, han ser jo mærkelig ud og han taler så højt, hvad han ikke selv ved, med sit talebesvær ikke selv kan regulere. Derefter er der så resarch i en medicinhistorisk museumssamling med mennesker i sprit, med misfostre fra dengang, med konkrete belæg for hvad der tidligere ansås for normalt. Og oplevelsen sætter sig som idé til filmens plakat.

Det er barske møder. Der er især et med en antropolog, en forsker som er sikker på at om nogle år vil unormalitet blive sorteret fra, handicaps som spastisk lammelse i hvert fald, og der er igen en ansættelsessamtale, denne gang med Miki Mistrata på Ekstra Bladet som placerer Jacob Nossell midt i en Gaussk kurve over journalistisk talent tegnet i luften med hånden, placerer ham midt i den store masse af almindelighed og normalitet, og slår fast at han bestemt ikke er noget stort journalistisk talent. End ikke en 14 dages praktikplads kan han få på hans avis.

Jeg derimod som tilskuer glæder mig i en række oplevelser i dette, er glad for at møderne med vidnerne er er skildret som samvær, klippet som samvær, samlet i naturlige sekvenser som begivenheder på Jacob Nossells vandring fra sted til sted, altid rygvendt, kameraet er lige bag ham, følger ham. Jeg fryder mig over denne elegante sammenføjning af to, både ret ens og temmelig forskellige projekter, skuespillet og dokumentarfilmen. Denne sammenføjning er selve rammen om fortællingen idet manuskriptskrivningen i teatret er fælles og de samtidige forunderøgelser er fælles, og det bliver derefter filmens byggesten og handling.

Der er meget mere at glæde sig over i Christian Sønderby Jepsens nye film. Der er først og fremmest gjort plads til pausen som bliver til en meget lang scene fuld af betydninger. Efter samtalen med neurologen forklarer denne rolige, kompetente mand Nossell, at scanningen viser at det slet ikke står så galt til med hjernen, skaden som er skyld i talevanskelighederne og det motoriske besvær er ikke voldsom og det meste er normalt. Og Nossell er lykkelig. Sønderby Jepsen benytter med det samme situationen til fra bag kameraet at spørge: ”Ville du gerne have et andet liv end det du har lige nu?” Jacob Nossell går helt i stå, men hans ansigtsudtryks kadence af glidende følelses- og overvejelsesskift fylder scenen i meget lang tid, og jeg holder vejret til svaret tøvende kommer. Det er en meget smuk filmscene. Et andet eksempel er optagelsen fra en prøve på en scene i teaterforestillingen. Nossell sidder ved sit skrivebord bag sin computer midt på det ellers tomme scenegulv. Thomas Corneliussen sidder alene på en af stolene nede i salen. Jacob Nossell skriver på et digt til sit ufødte barn og læser det med sin vaklende stemme højt undervejs. Der er mange pauser på grund af mange følelsers ankomst til sindet: er dette en mulighed eller er det endnu en dagdrøm? Ler han? Græder han? Er det rollens mimik eller er det hans? Jeg ved det ikke. Filmens inderste nerve svinger her som et eftertankens pendul: person / karakter… teater / film… forestilling / virkelighed… Der er mange pauser, lange. Og scenen er lang. Kameraet svigter ikke, der klippes ikke væk. Jeg har god tid. Det er en god tekst og det er en meget meget smuk filmscene.

Naturens uorden er en forbilledlig dokumentarfilm med en ikke et øjeblik svigtende hovedperson og to andre gennemgående præstationer, en teaterinstruktør og en skuespiller, på samme måde konstant gribende personskildringer. Dertil en uafbrudt række præcise scenerækker med fascinerende eksperter og andre fagfolk som Nossell i filmens handling opsøger. Alle disse er instrueret og klippet frem til fuld prægnans og autenticitet samt konstant nærvær. Sådan ser en film ud når et konsekvent arbejde med det iagttagende kameras metode lykkes og afklaret resulterer i en yderst kompliceret historie, en biografi over en skrøbeligt sammensat person og en undersøgelse af eksistensens betingelser og bliver en både munter og dybt rystende skildring af dette udsatte, følsomme og konstant eftertænksomme menneske.

Danmark 2015, 95 min.

Jacob Nossell

SYNOPSIS

Science is bringing us closer to creating the perfect human being. But what are the consequences of defying natural evolution? Recent advances in medical science bring us closer to the prospect of creating a genetically perfect and flawless human existence. An unborn human life can be screened and influenced in so many different ways. Sperm banks offer to determine the sex, eye color and blood type of your dream child. Nuchal scans and genetic tests allow us to reject defects before it is too late. The goal is to give a worthwhile and healthy life to as many people as possible. A life without disabilities. Or rather – a normal life.

24-year-old Jacob Nossell is really bright, but he does not fit the typical idea of a dream child or the perfect life. Jacob suffers from cerebral palsy, a congenital physical disability. In addition to affecting his speech, it causes muscle cramps and stiffness. His words run together when he speaks and his movements are limited. With a normal intellect in a weakened body Jacob Nossell is the embodiment of the dilemma of normality – e is too disabled to be truly accepted by society and too normal to accept his own fate. Therefore Jacob has decided to stage a performance at the Royal Danish Theatre (Human Phase-out), and put matters straight once and for all. He will do away with normality as defined by the majority.

The film Natural disorder, together with Jacob, examines, tests and challenges modern society’s concept of normality. The film follows the development of Jacob’s performance from his collection of empirical data to the premiere at the Royal Theatre. But the film also witnesses Jacob’s inner musings during the process and reaches the point where we get to know his most personal thoughts. The theatrical process will be combined with an independent cinematic layer that visually reflects on future scenarios concerning normality and disability. A “fable of consequences” spiralling from the fact that it is scientifically possible today to design the people of tomorrow. The unwanted can be eliminated. We take a close look at the near future, where someone like Jacob only exists in a glass jar in a scientific museum. The aim is to make a moving film describing the ethical crossroads in human evolution anno 2013. (CPHDOX, Forum Projects 2013)

CREDITS

Manuskript, fotografi og instruktion: Christian Sønderby Jepsen, medvirkende: Jacob Yoon Egeskov Nossell, Thomas Corneliussen og  Kristoffer Fabricius, klip: Rasmus Stensgaard Madsen, musik: Jonas Colstrup, produktion: Malene Flindt Pedersen, Moving Documentary, distribution: DOXBIO. Alle credits, se DFI fakta, link nedenfor.

PREMIERE: 7. OKTOBER

Filmen vises i en række biografer. Hvilke biografer, hvor og tidspunkt og billetbestilling se link nedenfor.

FILMOGRAFI

”Fuglekongerne” (2012), ”Testamentet” (2012), ”Min fætter er pirat” (2010), ”Dømt for terror” (2010), medinstruktører: Miki Mistrati og Nagieb Khaja, ”Side by Side” (2008)

Om Christian Sønderby Jepsens værker, se samlede blogindlæg på Filmkommentaren. dk

LINKS

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/92783.aspx?id=92783  (DFI’s fakta)

https://www.facebook.com/naturensuorden?fref=ts  (filmens Facebookside)

http://www.doxbio.dk/kob-billet/  (liste over biografer som viser Naturens uorden 7. oktober og frem)