Filmkommentaren

Lea Hjort Mathiesen: Øde Ø

Skrevet den 06-08-2015 09:45:07 af Allan Berg Nielsen

Lea Hjort Mathiesen: Øde Ø

Først kommer jeg til at tænke på tidlige Jytte Rex film, og det er selvfølgelig hædrende for det, jeg ser. Jeg er hele tiden optaget af kunstneriske traditioner og skoler, både fortsættelser, udvidelser, opgør og brud, læser det som vibrerende liv. Og jeg ser konstant films slægtskaber med den foregående filmlitteratur eller til tider altså som fjernelser fra slægtskaber. Sådan orienterer jeg mig, det har jeg i sin tid lært, og det er brugbart for mig.

Denne film, Lea Hjort Mathiesens Øde Ø, vedkender sig filmhistorien, den er i en smuk tradition tekst lagt ved tekst. Claus Christensen er i sin anmeldelse i Ekko (link nedenfor) inde på, at den som de øvrige afgangsfilm udgør bekræftelse på og fortsættelse af en kunstnerisk skole, nemlig Arne Bros arbejde gennem årtier med et poetisk dokumentarisk filmsprog som modsætning til det journalistiske filmsprog. Det er nok rigtigt, men linjen går meget længere tilbage, også Bro er inde i en tradition.

Jeg bliver efter få øjeblikke opmærksom, tvunget af filmen, jeg ser. Det her er klart ikke Jytte Rex og dog, det er i slægt med en forudgående filmkunst som Rex’, det er et filmdigt, et selvbiografisk digt, en lapidarisk tekst ledsaget af en række filmbilleder, hvoraf nogle er antydede scener og hvori alt er i skitsens form. Men en fasthed samler sig, en overvejet beslutsomhed. Gentagelserne af oplysninger i dialogen, gentagelserne af stumper af scener undrer mig godt nok, men jeg er jo nu klar over, de er bevidste, at de er anbragt i et system.

Kvinden i filmen gentager disse sætninger, de tryghedserindrende: ”Min mor har flettet mit hår i en hestehale” og ” min far har lært mig at cykle, han var min balance.” Og den traumatiske, den frygteligste af disse: ”Mærket af min fars hænder på min hals.” Det er traumerne som bliver til gentagelser, gentagelserne, som i begyndelsen undrede mig til jeg så, der er et mønster, en rytme, en struktur. Det er traumerne som dukker op og forstyrrer erindringens fremadskridende fortælling som de i virkeligheden, biografien dækker, har forstyrret frigørelsesprocessen, forstyrret helingen.

Kvinden siger: ”Verden er en øde ø og her har jeg bygget mig et hjem. Jeg er herre i eget hus. Jeg bilder mig ind at jeg har magt. Når vi dør kommer fluerne. De tiltrækkes af dødens lugt. De ligger der sært i kroppens vådområder. Fluerne er herrer over vores liv. Men nu lever det. Du overlevede. Og selv på den ødeste ø bliver det hverdag.”

Hvad der overvinder traumerne er at etablere en hverdag, indrette sin egen bolig og erobre den, sidde let påklædt i vindueskarmen og ryge for åbent vindue i sin egen lejlighed, a room of one’s own. Scenerne er altså interiører: en vindueskarm i en karnap og et soveværelse op til et badeværelse, i en anden lejlighed et køkken og en stue med bord og to stole foran en gardinsløret udsigt til andre boligblokke. Og eksteriører: en flugtvignet, kamerarush forbi træer, andre vignetter en birkeskov, en høj klint, en kyst og så havet. Og scenerne er kvindens samvær, med instruktøren (tror jeg) i vindueskarmen, med datteren, som digter historier, med kæresten, som er tavs, men som holder om hende i et kærtegn, mens hun klipper ham. Jeg sammensætter min oplevelse af disse elementer, jeg er hjulpet af klippet, som lader filmen begynde med en udsathed, en nøgenhed, som også er den medvirkende kvindes fysiske letpåklædthed, den fortsætter med denne nøgenhed i variation og slutter med en fuldstændig nøgenhed i en langsom nydende tryghed, en lang scene med de rolige, plejende handlinger, olie, parfume, creme efter det rensende bad, omsider at kunne, at turde blotte sig for at kunne være sammen, ikke reguleret af streng og detaljeret konvention, men fri. Den lille film er således en poetisk biografisk skildring i skitseform af en personlig, ja, privat frigørelsesproces. Øde Ø er et filmdigt om dette både skræmmende og lokkende territorium, jeg ankommer til, når alle broerne er brudt, et digt om frisættelse, en film, som blot er en antydning, et strejf, som jeg tænker – havde der været tid nok – næsten af sig selv i sin selvfølgelige lethed kunne fortsætte som en fuldendt poetisk biografi.

Danmark 2015, 36 min.

SYNOPSIS

Verden er en øde ø, siger hun. Hvordan landede du der, spørger jeg hende. Hvad ville du gøre, hvis du landede på en øde ø, spørger hun mig. Hvordan er landskabet, spørger jeg hende. (Filmskolens program)

CREDITS

Instruktør: Lea Hjort Mathiesen, medvirkende: Ayse Dudu Tepe, Lea Hjort Mathiesen, Aida Tepe Mattson, Daniel Hjort, fotograf: Sebastian Danneborn, klipper: Carla Luffe og Sofie Marie Kristensen, tonemester: Sigrid DPA Jensen, komponister: Mikkel Juul Jensen og Søren Stenager, producer: Jakob Langkjær, produktion og distribution: Den Danske Filmskole.

FILMOGRAFI

Nattevagt (2012), Malek Means Angel (2014)

LITT. / LINKS

http://www.filmskolen.dk/presse/afgangsfilm/dokumentar/2015/  (Filmskolens katalog, afgangsfilm)

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/person/da/225554.aspx?id=225554  (om Lea Hjort Mathiesen)

https://www.facebook.com/mydesertisland  (filmens Facebookside)

http://www.ekkofilm.dk/anmeldelser/filmskolen-dokumentar-argang-2015/  (Claus Christensens anmeldelse)

Tilføjet i kategorierne: TV, Artikler/anmeldelser DANSK

0 comments "Lea Hjort Mathiesen: Øde Ø":


Add comment / tilføj kommentar:


Name
E-mail
Repeat*:
fr
y
r8
3
p8
d
cf
h
 

*) You must repeat the 4 digits code (written in red)
in the field to the right.

*) Du skal gentage den røde kode i feltet til højre.

web: infoserv   cms: aviva cms