Filmkommentaren

FILMCENTRALEN 6 /Claus Bohm

Skrevet den 23-05-2015 11:20:44 af Allan Berg Nielsen

FILMCENTRALEN 6 /Claus Bohm

Jeg tager et nyt dyk tyve år ned i filmsamlingen på Filmcentralen / For alle og rammer en af de kloge og tænksomme film af Claus Bohm, nemlig Filosof, en samtale mellem Villy Sørensen, Per Aage Brandt, Hans-Jørgen Schanz og Ole Fogh Kirkeby, fire talking heads, hvad for nogen nok lyder støvet. Men jeg husker fra dengang i 1996, da filmen var ny, at den gnistrede af klarhed, og det gør den selvfølgelig stadig. Jeg skrev dengang denne anmeldelse og ser med fryd, at min tekst forankret i sin tids teknologi er forældet i visse pointer, men filmen derimod er fri af al aktualitet, den handler om dette samværets eufori, som gør mig tør i munden:

Sjældent har jeg set en film, hvor jeg i den grad ønsker at eje en videokopi at spole tilbage i. (Nu har jeg så altså en mulighed mere, streamingen på Filmcentralen!) Selvfølgelig er det flot at se disse kloge, talende hoveder projiceret på lærredet i biografen. Man drukner sig i samgværet, og glemmer selve formuleringen. Og i Bohms film Filosof er det formuleringen det gælder, det er jeg ikke i tvivl om, men da det er film og netop ikke radio, som man automatisk kunne hævde, så er det samværets fysiske eufori, der står som erindring bagefter. Som efter en god bog jeg har slugt i én køre. Når jeg udmattet lukker den indser jeg til min selvbebrejdelse, at jeg ikke husker formuleringerne. Kun samværets berøring, som gjorde mig tør i munden. Og jeg græmmes som min tegneseriehelt, ved som han, at jeg endnu en gang ikke slog til.

Så er det herligt at få fat i båndet for et gensyn, så jeg ved videomaskinens hjælp får noteret, hvad det er Kirkeby, Sørensen, Schanz og Brandt formulerer. Tag nu bare Kirkeby. At se ham tale, se fremstillingens formulering, er at høre sprogets musik, der hvor det er nærmest bestemmelsen. At begribe verden. Kirkeby taler i ubrudte kadencer. Fortryder ingen sætning, retter ikke en detalje. Og Bohms film fastholder enhver frasering, så hvad jeg i fryd glemmer af indholdet, det genkalder jeg på båndet. Claus Bohms arbejde er en god film, radikal og hensynsløs som forestilling, men frydefuld. Generøs som del af en videosamling.

Danmark 1996, 36 min.

Litt.: Claus Bohm: Filosof, 1996. En fin lille bog om filmen, som man ofte ledsagede filmene med dengang på Statens Filmcentral.

Filmcentralens streaming: http://filmcentralen.dk/alle/film/filosof

Om filmen: http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/28588.aspx?id=28588

Om Claus Bohm: http://www.dfi.dk/faktaomfilm/person/da/7554.aspx?id=7554

Tilføjet i kategorierne: Artikler/anmeldelser DANSK, Web

0 comments "FILMCENTRALEN 6 /Claus Bohm":


Add comment / tilføj kommentar:


Name
E-mail
Repeat*:
7e
k
f2
t
s2
8
g9
f
 

*) You must repeat the 4 digits code (written in red)
in the field to the right.

*) Du skal gentage den røde kode i feltet til højre.

web: infoserv   cms: aviva cms