Filmkommentaren

Inuk Silis Høegh: Sume

Skrevet den 10-10-2014 17:04:50 af Allan Berg Nielsen

Inuk Silis Høegh: Sume

Det handler om rockbandet Sume fra 70’erne. Det var sammensat af grønlændere, som studerede i København. Hovedpersonerne i filmen er Malik Høegh, forrest i billedet og Per Berthelsen. Høegh skrev teksterne dengang og var forsanger, Berthelsen var midtpunkt i musikken og bandets organisation. Teksterne var skrevet på grønlandsk og de var i deres indhold dybt kritiske mod den danske grønlandspolitik. Musikken var stærkt i familie med den samtidige amerikanske rock. Det var uhørt med politisk rock på grønlandsk på det tidspunkt, og det spredte sig overalt i det grønlandske samfund i København og hurtigt også i Grønland. Filmen skildrer det som en folkelig vækkelse, men den udnytter det ikke til linje i det filmiske forløb.

De to var venner, og jeg tror også, at deres forholds udvikling kunne være blevet filmens drivkraft. Imidlertid er den udvikling ganske fredelig, og selv bruddet og skilsmissen stilfærdig. Så er der lp’erne som kom hurtigt efter hinanden og alle var successer, der er imidlertid ikke en filmhistorisk linje at følge fra år til år. Heller ikke en politisk udvikling i karaktererne for eksempel, skønt netop disse år er vigtige, turbulente og farverige i grønlandsk politisk historie, og Sume nært knyttet til løsrivelsestankernes hovedpersoner. Årtiet skildres som en tilstand, ikke som en dynamik, og dog får jeg en vag en fornemmelse af kronologi, selv om jeg hurtigt bekymret mister overblik og orientering. Hvor er jeg henne i fremstillingen?

Jeg er alligevel oprigtigt glad for den film, ser den igen og har fortsat lyst til at dykke ned i detaljer. Og hvorfor nu det? Der er naturligvis musikken, hvor en række numre og sange inkluderes i nær ved fuld længde i forløbet. Musikken er sådan set alene filmen værd. Men der er jo også det filmiske. Jeg blev allerede ved første gennemsyn ekstra opmærksom ved titlen på en af Sumes smukke sange, ”Qullissat”. Den by kender jeg fra noget ondt i noget godt. Her i denne fremmede verden, denne fremmede musik, dette fremmede sprog, en stolt kultur, som jeg ved, jeg er så forpligtet på, her er der pludselig noget, jeg ved lidt om i forvejen. Denne smukke, ulykkelige by er en del af også min erindring, min fortid. Det er fordi Aqqaluk Lynges og Per Kirkebys film har levet i mig, siden jeg så den i 1972 første gang, og formet mit billede af det grønlandske.

Min yndlingsscene fra ”Da myndighederne sagde stop”, som filmen hedder, indgår et sted i arkivmaterialet i ”Sume”. Det er Teit Jørgensens tætte indendørs optagelse med en mand fra byen, som, mens han ryger en cigaret og hans barn lytter med, fortæller om situationen. Byen er nedlagt, alle skal flyttes fra deres huse til, for en stor del tror jeg det var, lejligheder i Nuuks boligblokke. Jeg husker styrken ved den scene er dens længde, samværet, barnet som giver sig til at lege med røgen fra cigaretten. Den fortælling, den scene, er meget lang, måske er det en grønlandsk æstetik, at fortællinger er langsomme ligesom sproget? (Det burde jeg finde ud af). Udsagnet består af det, manden fortæller og meget af det, har jeg faktisk glemt, men filmscenens øvrige fortælling, for eksempel om stemningen i det hjem, livsrytmen der, trygheden til nu, lyset og farverne står tydeligt for mig. Men Inuk Silis Høegh og Per K. Kirkegaard klipper væk umiddelbart efter den sætning, de vil bruge. De kan ikke vente på, at scenens udsagn er færdigt, vente på, at den dør af sig selv, som på den gamle europæiske måde. De henter deres dokumentarfilmgreb fra en amerikansk æstetisk tradition, fuldstændig som Sume henter sit musikalske greb et tilsvarende sted, forstår jeg. Så det hænger meget godt sammen. Når man kritiserer noget, må man foreslå noget andet, aktivt stille noget andet i stedet, forklarer Malik Høegh stilfærdigt ansvarligt et sted i sit lange, gennemgående interview. Og der er derefter tilsvarende panoreringen over de smukke og alvorlige, tomme huse (Teit Jørgensen kunne det igen være), som de klipper sammen med en medvirkendes vemodige fortælling om at have boet i eget træhus i den lille bygd i generationer og nu som person, familie, kultur har måttet acceptere lejligheden i boligblokken af beton, en panorering, som rummer Inuk Høegs og Kirkegaards films politiske udsagn, endnu et punkt i deres stilfærdigt argumenterede nutidige anklageskrift. Som det gør mere og mere ondt at tilegne sig.

Jeg havde ellers problemer med valget af arkivmateriale, især når det er brugt som dækbilleder ved musiknumrene. Og kun ét sted fandt jeg ved første gennemsyn en rigtig smuk løsning. Det var ved sanglinjen, ”klatrer op ad klippevæggen…”, hvortil der klippes en fin lille drømmesekvens og så klippes til en tilsvarende nænsomt skildret del af interviewet med Helene Risager, som har lyttet til nummeret sammen med mig og sukker som jeg. Og derfor tænker jeg, at de andre musiknumres billedside kunne være fine på hver deres måde, i hver deres stil. Der måtte da være et system? Jeg blev ved med at være i tvivl, så jeg måtte se filmen igen, og jeg blev rykket en del, så jeg må igen snart se filmen igen…

Og især lokker Henrik Bohn Ipsens smukke interviewbilleder. De er alle i sig selv klogt og følsomt komponerede, indfølte portrætter af de medvirkende, og intervieweren, vel instruktøren selv, følger det kongenialt (lyder det bestemt til, alt fra ham er klippet væk). Jeg kunne lytte og lytte til disse mennesker længe, længe. Og sært nok er der i arkivmaterialet et tv-interview fra 1976 med på sin vis tilsvarende kvalitet. Sume er i ”Musikhjørnet”, og Malik Høegh er på. Og han gør næsten magisk det gamle tv-interview mærkeligt nutidigt! Jeg bliver glad, vil det skal fortsætte, men Kirkegaard har andre planer, og der klippes til filmens interview med Malik Høegh, og denne voksne mand fortsætter, som var intet hændt. Han var så fonuftig dengang, og sådan er han stadig, og jeg bliver glad og vil, at det skal fortsætte. Men, men… jeg er i de opklippede samtalers filmæstetik. Per K. Kirkegaards før/nu klip bruges tilsvarende (blot til stills i arkivmaterialet) ved de andre medvirkende musikere, fans og politikere. Alle behandles ens, det er ordentligt og fint og gribende med et lille smil og et lille stik af vemod, af smerte. De fremstilles som flotte folk, de er flotte folk.

”Sume – lyden af en revolution” er en uomgængelig film, en uundværlig film, en forpligtelse som historisk overvejelse, som politisk historisk dokument, som musikhistorisk, som kulturhistorisk dokument, en politisk ideologisk pamflet, som vil blive stående sådan i filmhistorien, men jeg tror den er problematisk som kunstværk, nok fordi den ikke er tænkt som filmkunst. I hvert fald ikke konsekvent. Ipsen, Høegh og Kirkegaard har tilsyneladende valgt at se filmens ambition som historieskrivning og måske også haft et ønske om en revolutionær gentagelse ude i den politiske virkelighed i dag og har villet lave et kampskrift i forlængelse af Sumes værk.

Og som sådan fungerer filmen sørme interessestimulerende og oprørende, også for uvidende som mig. Jeg bliver faktisk dybt optaget (vil spontant læse grønlandsk historie) og meget vred (ser mig omkring, hvor kan jeg engagere mig?), altså uomgængelig, uundværlig, ja, afgørende vigtig som dokument…

Grønland 2014, 72 min.

"Sume" har dansk biografpremiere 16. oktober i Esbjerg, Kolding, Aarhus, Aalborg og Odense d. 16. oktober. I København og Køge under CPH:DOX d. 6.-16. november. Biografdistribution: MICHAU+ ApS jm@michauplus.dk +45 6066 4842 www.michauplus.dk

Tilføjet i kategorierne: Cinema, Artikler/anmeldelser DANSK

0 comments "Inuk Silis Høegh: Sume":


Add comment / tilføj kommentar:


Name
E-mail
Repeat*:
zx
m
at
c
c4
4
4g
g
 

*) You must repeat the 4 digits code (written in red)
in the field to the right.

*) Du skal gentage den røde kode i feltet til højre.

web: infoserv   cms: aviva cms