Filmkommentaren

Anne Regitze Wivel: Menneskenes land

Skrevet den 18-06-2014 15:36:41 af Allan Berg Nielsen

Anne Regitze Wivel: Menneskenes land

Den smukke, velordnede, velfungerende og gratis streamingtjeneste FILMCENTRALEN / FOR ALLE foreslår i sit nyhedsbrev i går, at man ved siden af fodboldfilm skal se film om grønlandske emner: ”Grønland-før og nu. Storslået natur og barske levevilkår – det er to gennemgående elementer i denne samling af film om Grønland. Filmene er lavet i perioen 1955-2013 og handler både om hverdagsliv, ekspeditioner og særlige begivenheder”, hedder det, og jeg kigger listen med de udvalgte titler igennem, og vil anbefale Anne Regitze Wivels ”Menneskenes land” (2006), som jeg holder så meget af. Den handler om et punkts position. Ja, den gør…

Jeg husker endnu fra min tid på filminstituttet den allerførste formulering af filmens synopsis: ”Jeg tror, der mangler en film om Grønland, dette store hvide sted som er skæbneforbundet med Danmark. Alle danskere, der har været i Grønland, har siden et punkt i hjertet, der er helt blødt. Sådan også med mig, der har rejst deroppe to somre for længe siden. Grundstemningen i den film, jeg ser for mig, er det bløde punkts position. Hvor øvelsen går ud på at lade sig rive med, snarere end rationelt at holde igen.”

Instruktøren meddelte altså, at hun gerne ville lave en film om Grønland. Så uoverskuelig som landet og så enkel som sætningen. På én gang. Og det stod med det samme klart for mig: ja, naturligvis. Som en selvfølge næsten. Før jeg hørte begrundelserne, før jeg læste oplægget.

Det var fordi Jette Bang ikke er mere, fordi også Jørgen Roos er død. Og tiden en anden, ikke bedre, men heller ikke ringere. Der var altså stadigvæk filmfolk med kærlighed til virkeligheden bag det smukke navn for landet. Folk med nervøsitet og indsigt og poetisk holdning. Som kunne fortsætte arbejdet med at lave film i den tradition. Som er blevet vores forpligtelse, fordi det land har en vigtig del af vores skæbne knyttet til sig. Der er altså for eksempel Anne Wivel. Jeg bildte mig ind at vide, hvor det her ville bevæge sig hen.

Jeg oplever, Anne Wivels store film hver for sig i deres kerne handler om et omfattende væsen , som hun tager til filosofisk og poetisk behandling: troens væsen, kunstens væsen, tankens væsen. De har hver deres afsides sted: præsteseminarets samtale (Ansigt til ansigt, 1987), balletmesterens indre monolog om kærlighedens forvandlingsformer (Giselle, 1990) og endelig den store digters tekster (Søren Kierkegaard, 1994).

Her kunne det så ske, hun føjede politikkens væsen til. Stedet ville blive den politiske vilje, som den udfolder sig i Nuuk. Men filmen ville også komme til at handle om det grønlandske landskab. Landets mørke og lys. Om et bestemt punkt, som kun Anne Wivel kan skildre på den måde: "alle danskere, der har været i Grønland, har siden et punkt i hjertet, der er helt blødt…" Anne Wivel ville med det her være på vej til en ny stor film. Som ved siden af sin poetiske erkendelse tillige ville blive en omfattende dokumentarisk skildring af det nye Grønland og dets magtelite. På godt og ondt, men mest på godt, forestillede jeg mig.

Filmen var længe undervejs, mange ideer måtte sikkert forlades, nye muligheder kom bestemt til. Den havde premiere februar 2006. Den var helt anderledes, end jeg havde forestillet mig, men det bløde punkt var bestemt positioneret og skildret. Jeg holder meget af den film.

Danmark, 2006, 81 min.

http://filmcentralen.dk/alle/film/menneskenes-land-min-film-om-groenland

http://filmcentralen.dk/alle/tema/groenland-foer-og-nu?utm_campaign=&utm_medium=Alle&utm_source=Newsletter

Tilføjet i kategorierne: Web

0 comments "Anne Regitze Wivel: Menneskenes land":


Add comment / tilføj kommentar:


Name
E-mail
Repeat*:
2c
m
s2
5
9z
g
fh
t
 

*) You must repeat the 4 digits code (written in red)
in the field to the right.

*) Du skal gentage den røde kode i feltet til højre.

web: infoserv   cms: aviva cms