Mira Jargil: Drømmen om en familie
Billedet forestiller en familievejleder, som har måttet give op. Men nej, han skulle ikke have ladet være at forsøge at lægge sig imellem de to, ladet være at blande sig. Tvivlen, man kunne have, er for længst fjernet omkring den tvivlende. For ja, vi skal ikke kun interessere os for, men også som samfund, som socialinstitution og som kunstinstitution, som familievejleder og som filminstruktør skildre, fortolke, gribe ind i og omforme hinandens liv. Vore tankeliv, private liv, familieliv, sociale liv er ikke vore egne. Vore liv udsættes som en del af den sociale kontrol og accept for institutionernes manipulation. Når det er kommet hertil, hvad det ser ud til, det er, er det temmelig godt, at der findes psykologer som den kompetente kommunale familievejleder, den mest interessante medvirkende i Mira Jargils film og filmfolk som Mira Jargil selv, som sikrere end nogen har skildret samlivets fineste nuancer.
Lad mig tage ham først. Hans projekt er kolossalt, det er afgørende vigtigt, det udvikler sig kompliceret dramatisk, og han er jo i dramaet katalysatoren, den omvendte Jago, den gode, omsorgsfulde rådgiver. Imidlertid får han ikke den fortolkende plads i Jargils projekt, som filmen fortjener. Derfor mister den tilsyneladende i første omgang den intellektuelle højde, som kunne kompensere det fortvivlende følelsesbillede og den stereotype omverdensforståelse, som de andre medvirkendes replikker af talemåders begrænsede variation producerer.
Lad mig så prøve at skrive lidt om Mira Jargil. Hun er den, som insine film hele tiden er til stede, stiller sig med kameraet det rigtige sted. Filmer de sarteste, de mest sjældne øjeblikke. Når hun kalder sin nye film ”Drømmen om en familie”, forlanger hun vist, at jeg deler den drøm, for filmen er jo ikke sådan, at den køligt konstaterer, at det er en drøm, en indbildning at kunne etablere familie uden fundament af egentlig indsigt og forståelse for hinanden. I stedet ser det ud til, at disse pseudoforståelser imellem forældrene i historien aldrig bevæger sig fra overfladens konventionelle, kliche-funderede beskrivelse af følelser. Og barnets latente originalitet i læsningen af forældrenes følelser og beskrivelser af sine egne får ikke den plads i dramaet, som ville sprænge rammerne for en tro på, at familien kan behandles, for dette ibsenske motiv er vist ikke en mulighed, ikke en fristelse for Mira Jargil. Hendes ambition er for mig foreløbig at se alene at flytte den sociale tv-dokumentar på de filmhåndværksmæssigt æstetiske områder, det observerende kamera elegant kombineret med terapeutisk hjemmevideo, karakterudvikling ved klipningen i det omfang det var muligt, smukt indforstået lyddesign og meget mere, som ingen vist kan sætte en finger på. Så det produktionsprojekt er for så vidt lykkedes. Men Jargils nye værk oplever jeg som et tilbageskridt fra den eksistensanalyse af vores fælles liv og død, som hendes tidligere film så usædvanligt rigt og klogt etablerede. Jargils nye film er således en udvidelse af hendes repertoire teknisk og administrativt og i filmlængde, en udvidelse som lykkes, men den sker vist nok på bekostning af udviklingen i den kunstneriske undersøgelse af det elskende menneske, som er at læse i det samlede værk til nu.
Ja, sådan tænkte jeg i aftes vel to tredjedele inde i den lange fortælling. Men så overraskede filmen mig. De barske begivenheder vender op og ned på forløbet. Faderen indlægges med blodprop og genoptrænes heldigt, men moderen vælger at forlade ham, for at flytte tilbage til den anden mand. Her griber psykologen og faderen til at gennemføre en smuk plan. De færdiggør den bog til barnet om det hele, som de længe har forberedt. Barnets møde med sin egen historie i den bog er filmens store sted. Den lille pige er forløst lykkelig og holder den tæt til kroppen. Læser i den, jeg hører enkelte sætninger og forstår, at denne litterære bearbejdning af det vanskeligt forståelige familieliv har helende virkning. Ikke ved sentimental bliven i en umulig drøm, men ved ærlig og præcis beskrivelse af, hvad der faktisk er sket i barnets fortid, hvad der sker nu og hvad der vil ske i fremtiden, denne klassiske kliniske model omsat til et lille stykke litteratur om drømmen, der måtte briste.
Danmark 2013, 85 min.
