Filmkommentaren

Per Kirkeby: Asger Jorn

Skrevet den 12-08-2013 08:15:29 af Allan Berg Nielsen

Per Kirkeby: Asger Jorn

Som regel kan jeg ikke lide at læse, hvad instruktørerne mener om deres film, hvordan de udlægger deres film. Det minder mig så meget om facitliste. Og at se film er jo ikke at løse regneopgave, slet ikke at nå frem til det eneste gyldige resultat. Men der er undtagelser, der er for eksempel Bang Carlsen og Leth og Bergman. Og der er Ada Bligaard Søby. Og så er der Per Kirkeby. Når jeg læser deres tekster om deres læsninger og gensyn med egne film (Bergmans ”Billeder” frem for noget) eller deres synopser (Bligaard Søbys tænker jeg på, men hvor er det nu man finder dem?) så sker der det, at teksterne i stedet for at afrunde mit arbejde med filmene: nå det var så det, så lukker vi den bog, udvider og forlænger mit liv med filmene. Jeg får lyst til og brug for at se dem igen. Sådan er det i høj grad med Per Kirkeby. Lad mig derfor begynde gensynet på Filmstriben med ”Asger Jorn” (1977) med hans frygtindgydende tekst ”Jorn – udvortes” (1995), som bare skal læses (min absolutte anbefaling) og så hans elegante lille essay om fiktion ”Hvad skal man egentlig med kunstnere på film?” (1995), hvor jeg her simpelthen citerer hele stykket om ”Asger Jorn”:

”Fiktion. Da jeg lavede min film om Asger Jorn var det mit udgangspunkt. Jorn var død, jeg havde aldrig mødt ham, men han havde været meget nærværende i mit kunstnerliv. Som frastødning og tiltrækning, en fiktion i mit liv. Og der var ikke andre kilder end efterladenskaberne, reportagen var udelukket. Så filmens fiktion var rekonstruktionen af en figur, et liv, bestemt af efterladenskaber og mine spørgsmål. Derfor blev det først og fremmest en film der handler om valg og hvorfor i et liv i en tid som måske var anderledes. Om valgenes mulige suverænitet og mulige uundgåelighed og melankoli. Denne fiktion, denne handlingsgang, skulle opleves som en historie i sig selv, uden legitimering i værkernes berømmelse.

Så jeg viste ikke et eneste rigtigt maleri i filmen. Et forhold de færreste faktisk lægger mærke til. Et maleri er ikke til filmens tid, det er altid snyd og bedrag, når kameraet søger rundt og zoomer ind i en eftergørelse af se-processen. Og den alvidende, belærende speakerkommentar var også udelukket. I stedet benyttede jeg Jorns egne tekster, ofte uden direkte forståelsesmæssigt belæg, men mere efter en intuitivt fornemmet ”stemning”. Den må nemlig meddele sig, som tilskuer har man heller ikke mulighed for at kontrollere skriftens opbygning af argumenter.

Jorn var en så stor kunstner og en så afgørende figur at der ikke var noget behov for en heltemytologisering. Det forbød hans format. Og jeg var så at sige vaccineret mod den udvej fordi jeg søgte at forstå nogle ting der også for mig selv var af afgørende betydning. Og så var han altså væk. Men det var Wilhelm Freddie ikke. Så der var metoden den modsatte: Kun personen var i billedet, med sin egen fiktion…”

Og her bliver jeg nødt til indtrængende at bede Filmstriben inddrage den film også i et dejligt voksende udvalg af Kirkebys film, som lige nu tillige omfatter "Geologi er det egentlig videnskab?" (1980) og "Ekspeditionen" (1988). Det her må fortsætte.

Danmark 1977, 62 min. Manuskript: Per Kirkeby, fotografi: Teit Jørgensen, klip: Grete Møldrup, musik: Asger Jorn, Jean Dubuffet, fortællerstemme: Morten Grunwald, produktion: Vibeke Windeløv / Kraka Film, distribution: Filmstriben. Litt.: Per Kirkeby: ”Fisters klumme” (1995), (de to Kirkebytekster findes her).

Tilføjet i kategorierne: Film History, Artikler/anmeldelser DANSK, Poetics, Web

0 comments "Per Kirkeby: Asger Jorn":


Add comment / tilføj kommentar:


Name
E-mail
Repeat*:
fd
8
7z
y
6f
b
97
r
 

*) You must repeat the 4 digits code (written in red)
in the field to the right.

*) Du skal gentage den røde kode i feltet til højre.

web: infoserv   cms: aviva cms