Filmkommentaren

Michael Christoffersen, alle tekster om hans film

Skrevet den 27-03-2012 15:40:51 af Allan Berg Nielsen

Michael Christoffersen, alle tekster om hans film

De fire film set under ét udgør en samlet journalistisk og dokumentarisk erfaring om international ret lagt ned i ét vældigt værk, som filmet på location disse tidlige år vil bevare sin enestående status som skildring af denne ambition om et samlet retssystem...

 

 

LAW OF THE JUNGLE

af Allan Berg Nielsen

Den flotte unge indianerhøvding José Fachin Ruiz er den seneste i rækken af Christoffersens helte, alle jurister på arbejde for et internationalt retssystem. Han her er i en central scene i filmen på vej fra en demonstration langt inde i Perus jungle, værdig, stolt og rank, men, opdager vi, lige nu arresteret og på vej til bank og måneders fængsel og flere mishandlinger, inidlertid også på vej til en erkendelse af, at undertrykkelsen og volden og torturen, forsvindingerne og henrettelserne må bekæmpes i seje og tålmodige juridiske argumentationer i internationalt overvågede retssager på et stadigt udbygget og sikret grundlag af international ret, i hans tilfælde internationale rettigheder for oprindelige folk. Han er jæger og familiefar og leder af en gruppe unge indianere, som har sat sig op mod olieselskabet Pluspetrols metodiske ødelæggelse af deres land. Han hedder José Facin Ruiz, og han læser i dag jura på universitetet i Lima. Den kendsgerning er den lykkelige udgang på Michael Christoffersens film om de forfærdelige forbrydelser i Perus Amazonland under Pluspetrols regime.

Som jeg prøvede at forklare, da jeg i sin tid skrev om Christoffersens Saving Saddam, har jeg det sådan med hans film, at dengang the crime of crimes og det historisk set nye internationale retssystem om disse sager og nu et spirende internationalt juridisk system omkring oprindelige folks krav på ret til jord og søer og vandløb og naturressourcer i de nu fire film er og bliver selve emnet og kernen. I hver film vokser fortællingen og en karismatisk hovedperson sammen med forståelsen af denne jura, denne etik, som altså effektivt kropsliggøres i en smuk bue fra den blide og tænksomme Aspegren i Genocide, over den

barske og effektive Geoffrey Nice i Milosevic on Trial, den frustrerede Wilay i Saving Saddam og nu i Law of the Jungle den forbitret argumenterende Jorge Tacuri (indianergruppens advokat og filmens egentlige hovedperson) og hans klient og protegé, den med imponerende værdighed determinerede indianerleder José Fachin Ruiz, en måske kommende folkeretsspecialist.

De fire værker set under ét udgør en samlet journalistisk og dokumentarisk erfaring om international ret lagt ned i ét vældigt værk, som filmet på location disse tidlige år vil bevare sin enestående status som skildring af denne ambition om et samlet retssystem. Denne tidlige historie er hermed skrevet og tydeligt formuleret af de bevægende medvirkende, Michael Christoffersens advokathelte.

Operatøren i BioCity Randers kom ind i salen i aftes, tydelig glad og stolt over at være med i Dox-On-Wheels fornemme næsten simultane visning i 20 biografer i 19 byer, altså også i min. Operatøren var skuffet over et beskedent fremmøde, men jeg kan nu bagefter forsikre ham om, at Law of the Jungle var langt den vigtigste film blandt dem, han kørte i aftes, og at det var stort at se en intellektuelt uomgængelig dokumentar i en næsten ny og RIGTIG biografsal med perfekt videoprojektion og smuk lyd.

Michael Christoffersen: Law of the Jungle, Danmark 2011, 83 min., klip: Niels Ostenfeldt, produceret af Radiator Film, Stefan Frost og ABC Film. Filmografi (Michael Christoffersen): Saving Saddam, 2008, sammen med Esteban Uyarra, produktion: Team Productions, Mette Heide, Milosevic on Trial, 2007, produktion: Team Productions, Mette Heide, Genocide: The Judgement, 1999, Michael Christoffersen for BBC og SVT. (ABN, blogpost på filmkommentaren.dk 29. november 2011)

 

THE CRIME OF CRIMES

af Allan Berg Nielsen

Det måtte slutte der på forhøjningen med trappen op. Har nogen mon talt trinene? Bødlen med sort hætte lægger et sort tørklæde om Saddams hals, og derefter løkken, som netop ser sådan ud. Man ser det alt sammen på mobiltelefon-optagelsen. Det er ikke noget smukt billede. Det er forfærdende den grimme videooptagelse fra retssagen mod Elena og Nicolae Ceausescu. Billedet af dem i overtøj. De sidder i den kolde skolestue, hvor standretten finder sted. Summarisk rettergang.

Denne films hovedperson, Bill Wilay vil forhindre, at noget sådant gentages. Han vil en retfærdig rettergang efter internationalt anerkendte regler, han vil, at drabene hører op, vil afskaffe dødsstraffen som første skridt. Filmen hedder Saving Saddam, og denne tabte mulighed handler filmen om. Filmen åbner med at fortælle det vi ved, at det er mislykkedes for ham. Telefonen ringer, han tager den, vi ser ham. Han fortæller, at han har været i Bagdad, i hvor mange måneder er det nu? Han tænker sig om, 19 måneder. Han har villet redde Saddam Hussein. Det lykkedes ikke. Vi ved det fra filmens begyndelse, at det projekt, den beskriver, ikke vil lykkes. Så den kan slutte med nøjagtig samme scene, denne telefonsamtale.

I mellemtiden er vi så af Bill Wilays erfaringer fra disse måneder blevet meget klogere. De erfaringer udgør filmens storyline. Ambition, håb, slid, modstand, overvindelse, stædighed, en sejr trods alt lige før nederlaget og endelig skuffelsen. Saddam Hussein bliver hængt, det ved vi. Men vinder på en måde kampen. Bill Wilay stiger tilbage i Canada ud af flyet og udbryder: ”I’m alive!” Men han har tabt. Filmen fortæller hvordan og hvorfor.

I begyndelsen stiller han det sådan op, at han som rådgiver vil arbejde for, at Saddam Hussein får en fair trial. De nye magthavere blandt irakerne derimod vil hævn, det vil demonstranterne på gaden også, det vil politikerne, det vil anklagemyndigheden. Ja, det vil dommerne lige fra begyndelsen, tyder meget på. Hvad Saddam og hans forsvarergruppe vil, er mere usikkert. Teamet er styret af Saddams familie i Amman. Forsvarsadvokaten Dr. Najeeb fra Qatar, filmens anden hovedperson kommer hurtigt i modsætningsforhold til dette teams uprofessionalisme. Han vil et upolitisk, gedigent juridisk forsvar. Han og Bill Wilay, forskellige som dag og nat, kommer i voksende forståelse for hinanden.

INTERNATIONAL CRIMINAL LAW

Wilay er forankret i international criminal law. ”My job, my moral duty”, siger han, ”is to try and save the life of any man whose life is in peril without respect to his goodness or lack thereof so if it turns out in the judgement that I´ve succeeded, at least in this one case I will be very, very satisfied…”

Bill Wilay er jurist. Han har i Canada arbejdet en årrække med international straffelov som speciale. Han kommer til Irak direkte fra Congo, hvor han har arbejdet for FN organisationen ICC (The International Criminal Court), som er en forholdsvis nyoprettet permanent domstol, der kan tage sager op. Blandt andet har organisationen arresteret en militsleder og stillet ham for retten. Wilay arbejdede som investigator, men han holdt op, fordi sikkerheden var for ringe, flere FN folk blev dræbt. Han kommer til Irak, nu ansat af FN til at overvåge retssagerne imod Saddam Hussein og hans følge og forsøge at sikre, at de får en fair rettergang. Han er altså UN observer, når sagen imod Saddam begynder i Iraq Special Tribunal, som er en irakisk domstol. Han kan som udenlandsk jurist ikke optræde i selve retten, men han være rådgiver uden for retssalen.

Domstolen er oprettet og finansieret af den amerikanske regering igennem et organ, som har fået navnet RCLO (Regime Crimes Liaison Office), og amerikanerne støtter med penge og logistik. Da RCLO altså amerikanerne hurtigt kan se, at Saddams forsvar sejler, ansætter de undervejs i forløbet Bill Wilay som rådgiver for forsvarsteamet, men det sker uden forsvarernes samtykke. Wilay får dog etableret kontakt med dem og rådgiver dem også, men den sidehistorie udvikler sig mere og mere kaotisk... Altså, vores hovedperson kommer ind i historien i Irak som neutral observatør for FN, men han skifter rolle og bliver ansat af amerikanerne til at sørge for at Saddam får et forsvar, der lever op til international standart, ja, som højdepunkt skriver han Saddam Husseins closing document! Den afsluttende forsvarstale, som ikke afværger dødsdommen. Som han siger et sted: ”Maybe we were naive....”

VOKSENDE ERKENDELSE

Ja, tænker man undervejs, filmen handler om denne mærkelige naivitet. At visse vestlige politiske institutioner har så svært ved at sætte sig i andres sted, så svært ved at forstå, disse, de andre ikke uden videre accepterer det vestlige demokratibegreb, den vestlige retsopfattelse. Bill Wilay er delt i dette, han har sin lange juridiske skoling, sit omfattende videngrundlag. Og han forstår et sted Saddam Husseins vægring ved at acceptere hans deltagelse i forsvaret.

Denne voksende erkendelse, hvis fremtrædelses form er en mere og mere omfattende frustration, er klippet frem som en uafvendelig udvikling i hovedpersonen. Han kastes i sine overvejelser hele tiden mellem sin idealisme og sin forståelse af realiteten. I den proces påvirkes han af den aldeles desillusionerede og intelligensmæssige ligemand, forsvarsteamets leder, af og til, Najeeb Al-Naumi. Det er filmens karakter nummer to, en dybt interessant person og i filmens plot virkningsfuldt spændt op mod Wilay. Ironisk desillusion mod naiv idealisme. Najeeb driver et advokatkontor i Qatar, her er han født og her har han har været justitsminister.

I princippet har ellers ingen udlændinge adgang til selve retslokalet. Men da Saddam og hans datter skulle vælge forsvarere valgte de blandt andre Najeeb fra Qatar og USA´s tidligere statsanklager Ramsey Clark – han har sin egen politiske mission, blandt andet støttede han Slobodan Milosevic – en egyptisk advokat plus nogle irakiske advokater. Tribunalet bøjede reglerne og tillod disse udenlandske advokater.

Forsvarerne udgør således en meget uhomogen gruppe. Nogle gange er de tilstede i Bagdad, nogle gange mødes de i Amman, hvor Saddams datter opholder sig og nogle gange i Damaskus. Najeeb arbejder mest fra sit Qatar kontor og isolerer sige mere og mere efterhånden som han begynder at fornemme, at de andre har en helt andet agenda. Det bliver til indholdet i en nøglescene, en fortrolig telefonsamtale mellem ham og Wilay, filmen ridser retssagens komplicerede frontstilling op: Saddam Hussein over for hævnen, som han for så vidt anerkender. Saddam Hussein over for en ny spinkel international ret, som han ikke anerkender.

TRE FILM, ÉT VÆRK

Filmen er instrueret af Estaban Uyarra, som med War Feels Like War fra 2004 om invasionen i Irak slog sit navn fast som modig dokumentarist og Michael Christoffersen, som tidligere har lavet to film om internationale krigsforbrydertribunaler Milosevic on Trial, 2007 om tribunalet i Haag 2002-2006, historiens længste og Genoside, the Judgement, 1999 om tribunalet i Arusha, Tanzania, 1994, hvor borgmesteren fra Taba i Rwanda blev dømt for en række alvorlige forbrydelser under massakrerne der. Som filmens hovedperson, den svenske dommer Lennart Aspegren udtrykker det, var det FN tribunal som det første human rights trial siden Nürnberg et eksperiment med den internationale rets muligheder over for the crime of crimes , drab af civile, folkemord og andre forbrydelser med menneskeheden.

The crime of crimes og det historisk nye internationale retssystem om disse sager bliver i de tre film emnet, og i hver film vokser fortællingen og en karismatisk hovedperson sammen med forståelsen af denne jura, denne etik, som altså effektivt kropsliggøres i en smuk bue fra den blide og tænksomme Aspegren i Genocide, over den barske og effektive Geoffrey Nice i Milosevic on Trial til den frustrerede Wilay i Saving Saddam. Men han får det foreløbigt sidste ord, ikke alene anklagen skal rejses, forsvaret skal også sikres.

Michael Christoffersen siger nu efter sin tredje erfaring: ” Man kan mene meget om tribunalet og Saddamsagen, men den var og er faktisk et forsøg på at gennemføre et retsopgør efter internationale principper – for første gang i regionen. Men sådanne sager har jo altid en politisk dimension, ikke mindst denne, og de blev en alt for afgørende faktor i sidste ende. Men at afskrive sagen som unfair politisk makværk er efter min bedste overbevisning alt for forenklet.”

De tre værker set under ét udgør en samlet journalistisk og dokumentarisk erfaring om international ret lagt ned i ét vældigt værk, som filmet på location disse tidlige år vil bevare sin enestående status som skildring af denne ambition om et samlet retssystem. Denne tidlige historie er hermed skrevet og tydeligt formuleret af de bevægende medvirkende, trilogiens helte, svenskeren Lennart Aspergren, briten Geoffrey Nice og canadieren Bill Wilay, selv om begivenhederne vil blive husket på de anklagedes navne Jean Akayesu, Slobodan Milocevic og Saddam Hussein og på forbrydelsernes steder, Tabu i Rwanda, Screbrenica i Bosnien og Dujail i Irak.

Saving Saddam, 2008, Esteban Uyarra og Michael Christoffersen. Produktion: Team Productions, Mette Heide. Milosevic on Trial, 2007. Michael Christoffersen. Produktion: Team Productions, Mette Heide. Genocide: The Judgement, 1999, Michael Christoffersen for BBC og SVT. (Manus 30. september 2008 til DFI’s magasin Film, hvor artiklen blev trykt i engelsk oversættelse)

Tilføjet i kategorierne: Film History, Artikler/anmeldelser DANSK, Directors

0 comments "Michael Christoffersen, alle tekster om hans film":


Add comment / tilføj kommentar:


Name
E-mail
Repeat*:
s5
6
q4
g
q2
n
d5
e
 

*) You must repeat the 4 digits code (written in red)
in the field to the right.

*) Du skal gentage den røde kode i feltet til højre.

web: infoserv   cms: aviva cms