Malene Ravn: Jeg mener – jeg ser
Jørgen Haugen Sørensen fylder det hele fra filmens begyndelse. Og det er bare godt. I ro taler han i lang tid, i ro modellerer han i lang tid. I den ro, som han udtrykkelig forklarer, han har brug for enhver arbejdsdag. Forstyrres han, mister han arbejdsdagen og må vente til næste morgen.
Malene Ravn har fulgt ham i årevis. Og intet tyder på, hun har forstyrret. Hun har blot filmet. Ladet ham snakke og arbejde. Så godt. Og Grete Møldrup har klippet i den ånd, i lange, rolige scener, tilbageholdende og loyal. Haugen Sørensen fylder det hele.
Jeg sidder dybt fascineret og lytter og ser. Denne usædvanligt rene film. Til det går galt. En af de tre har besluttet en mærkelig tempoændring under et ganske almindeligt arbejde på værkstedet. Han pakker ler ud af plastikposerne. Og så får tempoændringen ham til at optræde som sprællemand.
Jeg er afbrudt i min meditation, og afbryder ærgerlig gennemsynet. Tager mig måske sammen senere og ser resten af filmen.
Mit bibliotek havde den blandt sine nyheder. Omsider havde jeg den film, jeg har læst så meget om, i hånden. Og så afbrød den mig efter 20 minutter.. Og jeg trækker foreløbig én spids pen fra en til da begejstret vurdering.
Senere:
Nå, jeg tog mig sammen. Og så hele filmen. Det, som satte mig i stå, er klart en fejl. Jeg tænker, det bare er en teknisk fejl. Og er herefter ligeglad. For nu kommer jeg umærkeligt rundt i hans verden, hans huse og værksteder. Og alt er rent. Ja, der sker det, at der kommer først levende dyr og så flere folk ind i billederne. Men de kommer lidt efter lidt. Og jeg bliver ikke forstyrret med ligegyldige forklaringer. Hvem er hvem og hvad sker. Det er bare dejligt, jeg er alene med Haugen Sørensen, og blot tryg ved Malene Ravn og Grete Møldrup og deres rene film. Ja, jeg tilgiver, at den taber pusten ved 40 minutter, og er sikker på, at afsnittet med skitsebogen, som ikke lykkes, nok skulle være henvist til den på andre måder interessante række ekstra scener, DVD-en har som bonusmateriale.
En ren film, som næsten holder næsen i sporet hele vejen igennem.
Malene Ravn: Jeg mener – jeg ser, 2007. Filmen kan (så elegant!) købes hos producenten: www.magichourfilms.dk Og når man er inde, ser man, at Lise Lense-Møller vist har næsten alle sine film til salg. En fornem række..
