Filmkommentaren

Michael Madsen: Celestial Night

Skrevet den 09-05-2010 15:15:25 af Allan Berg Nielsen

Michael Madsen: Celestial Night

Himmelnattens kejser er den danske titel, ”en film om synlighed” (eller sigtbarhed?) hedder det i undertitlen. Og for en gangs skyld er undertitlen ikke irriterende og omklamrende. Den er på plads af to grunde. Den er regulært begyndelsen på filmen, udgør det allerførste udsagn, og den er smuk. Som filmen er smuk. Som Otto Norns titel på en meget ældre,  tilsyneladende ganske anden,men på afgørende måder tilsvarende æstetisk-historisk undersøgelse At se det usynlige er smuk, som hele hans kloge bog er smuk. Michael Madsens film er tilsvarende klog. Det er frydefuldt, der er langt mellem kloge film.

Nu rejser han så fra festival til festival med en ny smuk og klog film, Into Eternity, 2009. Før den havde han færdiggjort To Damascus, som nok kan ses som et skridt på vejen. Tre kloge og smukke og sande film efter hinanden. Det ligner en vedholdende tanke, et fortsat arbejde, et stort personligt værk i udvikling.

I Celestial Night begynder Madsen altså med at overveje synet og synligheden. Læser om en japansk kejser, som var blind. Hvad vil du gøre, nu du er blind, havde hans far, den gamle kejser spurgt, da tiden nærmede sig. Leve blandt de blinde, svarer sønnen. Og faderen ansatte otte hundrede nye embedsmænd, alle blinde. På den måde skete det, at Japan blev regeret ved blindes indsigt gennem en meget lang periode. For det gik godt, må vi tro.

Michael Madsen rejser til Japan for at finde ud af mere om den kejser og om de råd, han fik. Filmen er, hvad han så. Han rejser som turist, rejser til det, guidebogen beskriver, køber det minikamera, som Sonyforhandleren anbefaler og går i gang. Det er første gang, jeg filmer, betror han os i sin voice over. Hans yderst høflige væren til stede og hans sande naivitet bliver metoden, som bringer hans nysgerrighed ind på steder og samtaler, som er temmelig avanceret turisme må man sige. Billederne af det, han ser, ordnes til opdagelsesrejse, topografisk essay, og tænkende overvejelse. Hvad ser vi seende? Og ville en blind, som fik synet, kunne se? Filmens vidner er en saglig ingeniør, en energisk kiromantiker, en overbevist historiker, en vis og blind munk.

Filmen er i stilfærdig blidhed ved sin skildring af himmelnattens poetiske sammenhæng en nænsom trøst. Det skal blive værre i de følgende film, rejsen fortsætter, metoden ligger fast: Opsøge og skildre stedet, spørge de kloge, være nysgerrig, fordomsfri naiv, høfligt insisterende. 

Michael Madsen: Celestial Night (Himmelnattens kejser), Danmark 2002, 53 min. Manuskript: Michael Madsen, fotografi: Michael Madsen, klip: Steen Johannesen, musik: Øivind Weingaarde, lyd: Michael Madsen og Steen Johannesen, produktion: Michael Madsen og Steen Johannesen. Produceret af Galleri Tusk.

Tilføjet i kategorierne: DVD, Artikler/anmeldelser DANSK

0 comments "Michael Madsen: Celestial Night":


Add comment / tilføj kommentar:


Name
E-mail
Repeat*:
mk
3
4e
r
zq
n
7y
8
 

*) You must repeat the 4 digits code (written in red)
in the field to the right.

*) Du skal gentage den røde kode i feltet til højre.

web: infoserv   cms: aviva cms