Filmkommentaren

Christian Krnes m.fl.: Ein deutsches Leben

Written 23-02-2021 08:52:47 by Allan Berg Nielsen

  Christian Krnes m.fl.: Ein deutsches Leben

Christian Krönes, Olaf S. Müller, Roland Schrotthofer und Florian Weigensamer: Ein deutsches Leben

SYNOPSIS

Brunhilde Pomsel bezeichnet sich selbst als Randfigur. Dabei kam sie einem der größten Verbrecher der Geschichte so nah wie kaum jemand sonst: Von 1942 bis April 1945 arbeitete sie im Reichspropagandaministerium als persönliche Stenographin von Joseph Goebbels. Noch in den letzten Kriegstagen, nach Goebbels Suizid, tippte sie im Bunker Schriftsätze und wurde unmittelbare Zeugin des "Untergangs". In EIN DEUTSCHES LEBEN spricht sie erstmals umfassend über ihre persönlichen Erfahrungen im engsten Zirkel um Hitlers größten Hetzer und Massenverführer, über ihre Zweifel, Ängste und ihr Schuldbewusstsein. Der Film ist zugleich ihr letztes Zeugnis: Im Januar 2017 verstarb Brunhilde Pomsel im Alter von 106 Jahren.

Die im konzentrierten Schwarz-Weiß gehaltenen Interview-Passagen werden durch neu erschlossenes Archivmaterial aus dem US Holocaust Memorial Museum und dem Steven Spielberg Film and Video Archive ergänzt. Ausschnitte aus Nachrichten- und "Aufklärungs"- Filmen der verschiedenen kriegsführenden Nationen vermitteln ganz bewusst einseitige und subjektive Informationen und reflektieren so die Wirkung von Propaganda auf einer zeitdokumentarischen Ebene.

Die Erinnerungen Pomsels sind in Zeiten, in denen Populisten in aller Welt immer mehr Zuspruch erhalten und rechtes Gedankengut vor allem in Europa wieder um sich greift, von beklemmender Aktualität. Ihre Lebensgeschichte beleuchtet die Banalität des Schreckens, konfrontiert uns mit der brisanten Frage nach der Verantwortung des Einzelnen für das politische Zeitgeschehen und ist eine eindringliche Warnung aus der Vergangenheit an künftige Generationen. (Filmens hjemmeside)

NOTATER

Filmen som hel og uantastelig fortælling knækker for mig, da der blandt arkivmellemstykkerne skydes disse voldsomme optagelser ind, disse forfærdende billeder, citater fra registreringsfilm optaget af dels tyske, dels tror jeg nok mens jeg ser det, allierede troppeafdelinger, først af de udsultede døde i Warszawas ghetto, så fra åbningerne af koncentrationslejrene, så fra begravelserne i de store fællesgrave. Jeg føler det som for tidlig en indvending mod Brunhilde Pomsels omhyggelige vidneudsagn, filmens absolutte midtsamlende lag så udsøgt fotograferet og så fornemt klippet.

Jeg bliver jo sat i kvindens sted og må opgive at se filmen som essay og hendes omhyggelige overvejelse af hvordan det gik til at hun kunne fortrænge al viden som var ubærlig. Jeg må forlade den redegørelse og begynde et opgør med mig selv om det faktum, at jeg stadig nu som 78-årig, nu i 2018 undgår visse beretninger om ufattelig grusomhed, dengang i Tyskland og Polen, i dag i Syrien og Irak. Jeg springer artiklerne over, læser ikke bøgerne, ser ikke fotografierne, måske heller ikke filmene – kun disse værker der, som jeg ser det og måske selv forsøger, skyder det kunstneriske erkendelsessystem ind foran rædslen.

2

Jeg burde gennemføre en læsning og en skrivning og en tænkning som de store forfattere. Som Hannah Arendt, som W. G. Sebald – på mit niveau forstås! I det mindste læse deres bøger igen og se hvordan det er de gør. Bruger tænkningen. Jeg burde se Joshua Oppenheimers to film igen – og se godt efter – hvad er det han gør? Indbygger distancen ved humor og accentuering, ved overdocering, ved overdrivelse, tror jeg det er. Gør de under fuld kontrol.

3

Men filmen Ein deutsches Leben står enkel og rå for mig. Og det er godt. Den bringer Brunhilde Pomsels sindrige og i sig selv uangribelige fortælling, denne omhyggelige analyse af det at undvige ubekvem viden og alene konkludere: ”Ich könnte keinen Widerstand leisten, ich bin zu feige.”

4

Filmen har en storladen, enkel æstetik. Den skyder dokumentariske arkivstykker ind som ekskurser, som fordybelser, som kollektive erindingsglimt til Brunhilde Pomsels dybt personlige og til fuldstændig ærlig autenticitet litterært finpudset formulerede vidneudsagn. I begyndelsen er det hændelser, vi alle kender, Goebbels taler, også den endelige i Berliner Sportspalast, hvor jeg ved filmens overraskende disposition så indtryksfuldt alene får filmoptagelsernes lydside til sort lærred, hans stemme, som Brunhilde Pomsel opholder sig ved og undrer sig over i sin så besynderligt helt troværdige beskrivelse af denne mand, som alene i sin skuespilkunst viser eller røber sin kyniske modbydelighed i disse så forfærdende sært forførende taler.

Jeg hører alene stemmen og sætningerne, ser ikke billederne. Sådan fornyr dette filmværk disse længst forbrugte historiske optagelser med ny koncentration. Jeg der var immun efter at have set dem for længst og siden alt for mange gange, hører dem nu for første gang, jeg kan ikke lægge dem væk. I denne æstetiserede version er jeg ikke immun, følelsesmæssig. I en nyrenset skønhed tvinger de på ny min opmærksomhed.

5

Jeg tror der er sket det at de fire instruktører er lykkedes med en bearbejdning af de første arkivcitater, men så har givet op – dette kan vi ikke æsteticere, det må vi bare sætte ind, det må vi bringe, det er ukendt materiale, det er enestående… og filmen, deres film, Ein deutsches Lebenbliver de steder tavs. Uden bearbejdningen, uden den nye tænkning, uden den poetiske indsats, er det en tavs film, hvor alene Brunhilde Pomsels testamente lever i sin egen litterære højde. På dette sted altså knækker filmen, tror jeg – fejler som filmkunst og bliver anklage. Jura, international retsfølelse, moralfilosofi? Nej, blot tavs anklage, vender sig mod mig: du har en erkendelsesopgave. Du må selv gøre vores film færdig.

6

Brunhilde Promsel selv er derimod færdig med sit arbejde og kan sammenfatte: Jeg var fej. Jeg gjorde for sent noget for at hjælpe Eva Löwenthal – min bedste veninde. Efter mine fem år i russisk fangenskab kunne jeg blot opsøge arkivet i Berlin og spørge efter Eva. Hun var død i 1945, myrdet i en tysk lejr.

De fire filminstruktørers kunstneriske indsats er, oplever jeg, at de så værdifuldt har filmet og ordnet Brunhilde Promsels erindrings- og afklaringsarbejde – men efter at have gjort det så smukt loyalt, lever de kun delvist og usikkert op til hendes fortælleniveau og intellektuelle klarhed, som alligevel gør deres (alle fem) fælles film enestående, uomgængelig, aldeles vigtig og smuk.

Østrig 2016, 113 min. Blackbox Film & Medienproduktion GmbH Dansk distribution: Camera Film, dansk biografpremiere 25. januar. FILMKOMMENTARENS vurdering: 4/6.

http://www.eindeutschesleben.de/ (filmens hjemmeside)

http://www.sueddeutsche.de/muenchen/fimfest-muenchen (anmeldelse)

http://www.eindeutschesleben.de/interview.html (interview om produktionen)

SYNOPSIS

Selv om Brunhilde Pomsel altid beskrev sig selv som en bifigur, der slet ikke var interesseret i politik, kom hun tættere end nogen anden person på en af de største krigsforbrydere, som verden nogensinde har oplevet. Pomsel, der døde sidste år, var sekretær og stenograf for den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels. Hendes liv afspejler nogle af de største historiske rystelser i de 20. århundrede, samt hvordan de påvirkede tilværelsen for almindelige tyskere.

I dag tænker mange, at fascismens farer for længst er blevet overvundet, men Brunhilde Pomsel viser tydeligt, at det på ingen måde er tilfældet. I Et Tysk Liv tvinger hun således tilskuerne til at tage stilling til, hvad de selv ville have gjort, og om de ville have ofret deres moralske principper for at fremme deres egen karriere?

Hendes unikke personlige rejse tilbage til fortiden leder frem til nogle foruroligende, tidløse spørgsmål: Har vi overhovedetudviklet os eller er vi stadig uklare omkring vores egen moral og menneskelighed? Og endnu vigtigere: Hvor står vi selv i forhold til disse spørgsmål i dag?(Pressemeddelelse, Freddy Neumann)


Categories: Artikler/anmeldelser DANSK, Web

Copenhagen Jewish Film Festival

Written 22-02-2021 22:34:23 by Tue Steen Mller

Copenhagen Jewish Film Festival

… is in its second day, it’s online, it goes on until March 1st and it has an interesting programme of fiction and documentaries. The films can be streamed in Denmark, Sweden, Norway and the Faroese Islands. For that reason I might as well continue in Danish…

og starte med at prise festivalen for sit valg af film, som omfatter nye og ældre film, som det fremgår – mere ros – af den klart oplysende og fint layoutede hjemmeside med adressen https://www.cjff.dk

Det er som skrevet online det foregår, jeg har set to film, begge i fin kvalitet og ved alle film er der enten en introduktion og/eller en Q&A tilknyttet, hvor kompetente navne som Hanne Foighel (nyder hende altid i DR’s Orientering), oversætterparret Jørgen Herman Monrad og Judyta Preis, overrabbiner emeritus Bent Melchior optræder ligesom der er samtaler med instruktørerne bag filmene. Jeg overværede én her til aften, hvor instruktøren Itzik Lerner talte om ”Crossings”, der først og fremmest følger unge mænd og kvinder som gennemgår den ofte hårde basis-uddannelse, som skal gøre dem til gode checkpoint-soldiers. Jeg havde nok forventet mig mere af Lerner efter hans bosætter-film fra 2015, ”God’s Messengers”.

Så var der mere bid i ”Paradise Lost” af Ibtisam Salh Mara’ana, en film fra 2003, produceret af instruktøren og producenten Duki Dror. Filmen tog mig til ”Landsbyen Fureidis (Paradis), (som) er den eneste palæstinensiske landsby ved Middelhavet, der ikke blev jævnet med jorden, da staten Israel blev oprettet i 1948. Her er instruktøren Ibtisam Salh Mara’ana født og vokset op. Fureidis er fattig, afsondret fra de øvrige arabiske israelske byer og omgivet af israelske landsbyer og kibbutzer.” Instruktøren er i billedet, taler med familie og andre borgere i landsbyen, som alle vægrer sig ved at tale om Suaad, som blev arresteret af israelerne for at ”vifte” med det palæstinensiske flag i aktioner for datidens PLO. Instruktøren opsøger Suaad, som er bosat i London og en fin og følsom dialog føres mellem de to om konservatismen og angsten for at sige israelerne imod i den lille landsby. Om at stå op imod magten. Fin film med en ægte tone. 

Andre film: ”Mayor” af David Osit, anmeldt på dette site, http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4728/, ”Ruth: Justice Ginsburg in Her Own Words” fra 2021, Ada Ushpiz (som er aktuel med filmen ”Children”, premiere i DOKLeipzig) og hendes ”Vita Activa: The Spirit of Hannah Arendt” fra 2015 – eller Margarethe von Trotta’s spillefilm ”Hannah Arendt”, eller Polanskis Dreyfuss-film, eller (!) Orson Welles ”Processen” efter Kafka. Det er et vidtspændende program. Spillefilm og dokumentarfilm. 


Categories: Festival, Film History, Artikler/anmeldelser DANSK

John Webster: Donner Private

Written 10-02-2021 14:19:44 by Tue Steen Mller

John Webster: Donner  Private

 I am hooked from the very first moment. Director John Webster puts a pillow behind the back of Jörn Donner (1933-2020) as the start of the last interview Donner did. He sits in an armchair, it’s December 2019, he has a tumor in his lungs, nothing can be done about it, he dies end of January 2020. He is visibly in pain but not more than he is able to talk to Webster behind the camera in sharp and precise sentences, interesting from start till end. There is never a dull moment in this documentary where Pirjo Honkasalo contributed with a script and the planning of this last interview...



Read more / Ls mere

Vurdering:

 
Categories: Film History, Articles/Reviews ENGLISH

Jonas Poher Rasmussen: Flee

Written 04-02-2021 14:48:34 by Allan Berg Nielsen

Jonas Poher Rasmussen: Flee

DANISH FILM INSTITUTE wrote yesterday: "Jonas Poher Rasmussen's Flee and Camilla Nielsson's President took home top prizes at Sundance, as the festival celebrated this year's winners during Tuesday night's awards show. The two films, both produced by Final Cut for Real, have garnered rave reviews from international critics. The 2021 Sundance Film Festival announced their awards Tuesday night, with the list of winners including the two Danish documentaries.

The World Cinema Grand Jury Prize for best international documentary went to Jonas Poher Rasmussen for his animated Flee. The film offers a gripping account of how the director's close friend Amin arrived in Denmark as a young refugee from Afghanistan 25 years ago.

Shortly after its world premiere at Sundance on 28 January, Flee was bought for American distribution by Neon, the indie company behind the Oscar winning Parasite. British actor Riz Ahmed and his Danish colleague Nikolaj Coster-Waldau are set to voice the lead roles as Amin and Jonas Poher Rasmussen, respectively, in an English-language version of the film to debut later this year.



Read more / Ls mere

Categories: Festival, Articles/Reviews ENGLISH

Camilla Nielsson: President

Written 03-02-2021 16:36:22 by Allan Berg Nielsen

Camilla Nielsson: President

DANISH FILM INSTITUTE wrote yesterday: "Jonas Poher Rasmussen's Flee and Camilla Nielsson's President took home top prizes at Sundance, as the festival celebrated this year's winners during Tuesday night's awards show. The two films, both produced by Final Cut for Real, have garnered rave reviews from international critics. The 2021 Sundance Film Festival announced their awards Tuesday night, with the list of winners including the two Danish documentaries.

The World Cinema Grand Jury Prize for best international documentary went to Jonas Poher Rasmussen for his animated Flee. The film offers a gripping account of how the director's close friend Amin arrived in Denmark as a young refugee from Afghanistan 25 years ago.

Shortly after its world premiere at Sundance on 28 January, Flee was bought for American distribution by Neon, the indie company behind the Oscar winning Parasite. British actor Riz Ahmed and his Danish colleague Nikolaj Coster-Waldau are set to voice the lead roles as Amin and Jonas Poher Rasmussen, respectively, in an English-language version of the film to debut later this year."



Read more / Ls mere

Categories: Festival, Articles/Reviews ENGLISH

Dusan Hanak Retrospective

Written 28-01-2021 10:48:49 by Tue Steen Mller

Dusan Hanak Retrospective

This is a copy-paste of a press release from DocAlliance's excellent platform DAFilms, written by Martin Černý:

The DAFilms streaming portal is paying tribute to Dušan Hanák, one of the most important Slovak directors, by presenting thirteen digitally restored films in what is the first online retrospective focused on his work. Hanák’s creative start dates to the 1960s, when the Czechoslovak New Wave began to attract interest with the films of Miloš Forman, Věra Chytilová, and Jiří Menzel at the head of the list. He made his first feature-length film – 322 – in 1969, one year after Czechoslovakia was occupied by Soviet-led troops. Despite the exceptional international success of his debut film, his next two works – Pictures of the Old World and Rosy Dreams – were relegated to the censor’s vault for many years. They were not acknowledged until after 1989, when they once again became accessible to public audiences. Originally condemned to be forgotten because of how they depict the raw reality of life under a totalitarian regime, today these films are admired for the filmmaker’s experimentation with documentary methods and how he portrayed life without any embellishment.

 

 

 



Read more / Ls mere

Categories: Film History, Articles/Reviews ENGLISH, Web

Dimitra Kouzi: Good Morning Mr Fotis

Written 26-01-2021 12:08:57 by Tue Steen Mller

Dimitra Kouzi: Good Morning Mr Fotis

In these times of lockdown all over, where kids sit at home meeting their classmates, and their teacher(s), via a computer, this is a film that can show us how important it is that children are together, when they are together in a class at school – and that they have a teacher for whom the profession is a calling. Mr Fotis is his name and he is the teacher that I would have loved to have.

The kids in the multicultural primary school in Athens profit from his passion and ability to make the 6-12 year old girls and boys interested, listen, be creative and first of all take part in their own individual development; maybe without knowing it, but some of them will never forget – and all right I also had teachers wayyyy back who taught me how to navigate in this crazy world.

The observational documentary, the first film of Dimitra Kouzi as director and producer, is one of those that makes you smile through the 70 minutes it lasts. Because of the kids and their energy, sometimes no-energy because they have to stay up late to pray, because of the interaction between them and Mr Fotis, who builds up his teaching step by step with the goal that the class performs a play with references to Greek culture and myths. ”Where will you be in 10 years”, Mr Fotis asks the kids and they answer… none of them will be in Greece, as one puts it ”Greece has a Past but no future”! Strong words from children! 

There are water fights in the schoolyard, there are small episodes where the background of the kids is revealed, there are many fine poetic moments caught by the very active camera. Wonderful. The director knew what she was looking for. And if you wait and are patient, magical moments will come forward. Actually it is lovely to watch Mr Fotis and his smile and whole warm attitude towards the children. A teacher with will and curiosity, who wants to give the children a fundament in life. 

Of course the film has been used as an inspiration for teachers to see what you can achieve with the right attitude and commitment. It has been part of workshops for teachers who have intercultural classes as well as in film education. Happy to read that in material provided by Dimitra Kouzi, and happy to see small clips with some of the children made for the promotion of the screening at Thessaloniki Documentary FF. 

Greece, 70 mins., 2020  

https://goodmorningmrfotis.com/


Vurdering:

 
Categories: Articles/Reviews ENGLISH

Bar Mario Closed

Written 20-01-2021 15:54:23 by Tue Steen Mller

Bar Mario Closed

I got a mail this morning that made me sad but also made me think of many many good visits to the bar next door the Zelig Film School in Bolzano. The mail came from Stefano Lisci, here is the beginning: 

… Ciao Tue, It's Stefano Lisci from Zelig. How are you? Here in Bolzano I am a little bit tired for the corona...but good! I write to tell you that Bar Mario had to close! Marina and Paolo had the corona virus, it was a long convalescence, especially for Paolo that was positive for 3 moths. Now they are good…

”Those who have visited the film school know what I am talking about, for those who don’t know: The Bar Mario is next door to the Zelig film school and for students, staff and teachers this is the place you go in the breaks to have a coffee, or where you drink a beer at the end of the day. And where you will meet the captain Marina, the cook Roberto and Paolo – who live there behind the door on which ”privato” is written.

Here is a quote from an article on this site written in 2016, where the film ”Bar Mario” that Stefano directed, had its premiere:

”Bar Mario” is a film that enters to the ”privato”, to the world of the three, in a chaptered, visually impressive story that takes us viewers on board a ship that has crossed mountains to be here, among mountains. The father of Marina, Mario, was a sailor and she has taken over his job to conduct the ship of life in good and harsh weather. She, and the film, does so in a warm, sweet and compassionate way. And with the fun and atmosphere that reigns in the Bar.” The film went to several festivals in Italy, well deserved, and now, as the bar is closed (and the cook Roberto has passed away last year) – and small local bars like this all over have to close due to the pandemic – I can only recommend you to watch it – Stefano had put it on line, price a bit more than 3$:

https://vimeo.com/ondemand/barmarioilfilm/499952078

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3746/


Categories: Film History, Articles/Reviews ENGLISH

Nicolas Philibert Interviewed

Written 17-01-2021 14:52:55 by Tue Steen Mller

Nicolas Philibert Interviewed

… In le Monde by Jacques Mandelbaum, film critic at the newspaper since 1995. You have to be a subscriber of le Monde to read the whole interview. I have taken the liberty to quote from the excellent meeting with the great French filmmaker:

« Nicolas Philibert, 70 ans, est une figure tutélaire du documentaire en France après quarante ans d’activité dans le domaine. A toutes fins utiles, un rappel de son parcours pour la route. Démarrage en 1978 avec La Voix de son maître, coréalisé avec Gérard Mordillat, entretien avec douze grands patrons de l’époque et chronique discrète de la mutation capitaliste en cours, pas suffisamment toutefois pour n’être pas censurée durant treize ans. »

« … Nicolas Philibert a pris la direction régulière, depuis quelques mois, du quai de la Rapée, dans le 12earrondissement de Paris, où est accostée la péniche de l’Adamant, centre psychiatrique de jour dépendant des hôpitaux de Saint-Maurice (Val-de-Marne). »

« Filmer le désordre mental : Rien d’évident toutefois, pour beaucoup de raisons. La première, naturellement, consiste à filmer le désordre mental. Terrain instable, souffrance humaine, fragilité de tout, risque avéré du pittoresque. La seconde, non moins prégnante, est la pandémie qui sévit depuis dix mois. Nicolas Philibert, qui habite à Paris, s’estime à cet égard relativement chanceux : « Contrairement à beaucoup de mes collègues qui se sont arrêtés au milieu d’un tournage, la période du premier confinement a été pour moi celle de l’isolement nécessaire à l’écriture du projet. Je n’ai donc pas trop souffert. J’ai programmé mes journées. Une heure de marche rapide le matin, puis lecture et écriture. J’ai aussi mis à profit ce temps libre pour filmer ma mère, qui a eu 100 ans en avril 2020. Ça a été très important pour moi d’aller la voir régulièrement, même si je ne sais pas encore le devenir de ces images. » »

« Moi, je me fous de faire un film de plus. Faire un film avec de l’acquis, ça ne m’intéresse pas. Je veux être dérouté, questionné. Je veux qu’un tournage m’attire et me fasse peur. Et affronter cette peur en filmant . »

« La pandémie touche le quotidien de tout un chacun. L’activité du centre en est, pour le moment, fortement impactée. Par ailleurs, la maladie a, pour certains patients, de fortes répercussions psychiques. J’intègre naturellement ces éléments à mon écriture. »

https://www.lemonde.fr/culture/article/2021/01/11/nicolas-philibert-je-veux-qu-un-tournage-m-attire-et-me-fasse-peur_6065920_3246.html

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/1931/


Categories: Film History, Articles/Reviews ENGLISH

dok.incubator 2021

Written 15-01-2021 17:22:07 by Tue Steen Mller

dok.incubator  2021

Andrea Prenghyova wrote me a couple of days ago, asking if I could mention that the 10th edition of her dokincubator is coming up. Really, 10th edition (!), I thought, and I dare say that Prenghyova has managed to put the training initiative on the map of popular workshops in Europe. I don’t recall having met filmmakers, who have been critical to the content of the workshops that have high class professionals as tutors, not only editors but also a marketing specialist like Freddy Neumann and the producer Christine le Goff. But for those who want to know more than, what can be read on the website of dokincubator I have picked a quite from one of the interviews Prenghyova has made, one published today: 

In an interview with Steve Rickinson from Modern Times Review, published today, link below, Andrea Prenghyova says:

„There are two most important things that distinguish us from other training programmes and workshops. First thing is that we are the workshop which is coming quite late to the filmmakers – at the stage of the rough cut. Therefore, we are able to work with the real material and to participate in the real creative process. This is very important…

The second thing that distinguishes us is our quite special methodology, we are learning through doing – we are a very pragmatic workshop, but at the same time, we cover various aspects. On one side you get a very high quality of your creative process and on the other, you also get quite a wide perspective on your film – you test your film…”

https://www.moderntimes.review/we-are-simply-looking-for-good-films/

https://dokincubator.net/introduction-to-applications/?utm_source=sendinblue&utm_campaign=submission_deadline_January_27th_2021&utm_medium=email#.YAG56uB7nOQ


Categories: Film History, Articles/Reviews ENGLISH

web: infoserv   cms: aviva cms